Ajk kotisivu TwinBook o MainMenu

Aleksis Kivi: Seitse venda
Aleksis Kivi: Syv brödre

Lugu 01 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
01001
Top
Jukola talu, Lõuna-Hämemaal, seisab ühe mäe põhjapoolsel rinnakul, Toukola kiila lähedal. Selle ligem ümbrus on kivine nõmm, kuid allpool algavad põllud, kus, enne kui talu lohakile jäi, lainetas terarohke vili. Põldude all on ristikuääreline niit, mida lõikab vingerdav oja; ja rikkalikult andis see heina, enne kui sai küla karjamaaks. Muidu on talul avaraid metsi, soid ja tagamaid, mis olid talu esimese rajaja hoolitsemise kaudu selle osaks langenud juba endiste! aegadel, suurel maajagamisel. Hoolitsedes rohkem järeltulijate kasu kui oma heaolu eest, võttis siis Jukola peremees oma osaks tulest põletatud metsa ning sai sel teel seitse korda enam kui tanaabrid. Kuid kõik tulekahju jäljed olid juba ammu tala piiridest kadunud ja paks mets asemele kasvanud. — Ja see on nende seitsme venna kodu, kelle elujuhtumistest tahan nüüd jutustada. Jukola gård, i Syd-Tavastland, ligger på en bakkeskråning imod nord, tæt ved landsbyen Toukola. De nærmeste omgivelser er en åben plads, oversået med sten, men et stykke længere nede begynder markerne, hvor der - inden gården gik i forfald - bølgede en frodig sæd. Hinsides markerne: en kløver-kantet eng, gennemskåret af en bæk, der bugter sig ud og ind ; en eng, som gav rigeligt med hø, inden den blev fælled for landsbyens kreaturer. Til gården hører desuden store skove, sumpe og ødemarker, som tak være den første grundlæggers prisværdige omtanke blev tildelt stedet allerede i længst forsvundne tider, da man udskiftede jorden. Manden på Jukola, der tænkte mere på sine efterkommeres fordel end på sit eget bedste, overtog dengang som sin andel et stykke skov, der var hærget af ilden og fik på den måde syv gange så megen jord som sine naboer. Men nu var ethvert spor af branden forsvundet fra hans område, og en tæt skov var vokset op overalt. - Sådan er de syv brødres hjem, de syv brødre hvis levnedsløb jeg nu skal skildre. 01001
Bottom
01002
Top
Vennaste nimed vanemast nooremani on: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri ja Eero. Neist on Tuomas ja Aapo kaksikud ning samuti Timo ja Lauri. Vanema venna Juhani iga on kakskümmend ja viis aastat, aga Eero, kõige noorem, on vaevalt kaheksateist päikese ringkäiku näinud. Keha on neil tugev ja õlgadest tüse, pikkus parajalt suur, välja arvatud Eerol, kes on veel väga lühike. Pikem neist kõigist on Aapo, kuigi sugugi mitte kõige turjakam. See viimane eesõigus ja au on Tuoina päralt, kes on õlgade laiuselt otse kuulus. Iseärasus, mis neile kõigile ühiselt omane, on nende ruske nahk ja kanged kanepikarva juuksed, mille karedus on eriti Juhanil silmatorkav. Brødrenes navne er, regnet fra den ældste til den yngste: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri og Eero. Af brødrene er Tuomas og Aapo tvillinger, og det samme gælder Timo og Lauri. Juhani, den ældste, er fem og tyve år gammel, mens Eero, den yngste af dem, knap nok har skuet atten solhverv. De er kraftigt byggede, brede over skuldrene og af middelstørrelse, bortset fra Eero, der endnu er temmelig lavstammet. Den højeste af dem er Aapo, der dog langt fra har de bredeste skuldre. Denne fordel og ære tilfalder Tuomas, der ligefrem er berømt for sine skuldres bredde. Et særligt kendetegn for dem alle er deres brune ansigtsfarve og det stive, hampeagtige hår, hvis stivhed er særlig iøjnefaldende for Juhanis vedkommende. 01002
Bottom
01003
Top
Nende isa, kes oli vali ja kirglik jahimees, tabas paremas elueas äkki surm, kui ta vihase karuga võitles. Mõlemad, nii metsaott kui mees, leiti siis surnuina, lamamas teineteise kõrval verisel maal. Kurjal kombel oli mees haavatud, kuid ka kiskja kurk ja külg nähti olevat pussiga lõhutud ning rind valusa püssikuuliga läbistatud. Nii lõpetas oma päevad tugev mees, kes oli enam kui viiskümmend karu surmanud. — Aga oma jahiretkede pärast jättis ta tööd ja toimetused talus hooletusse, mis ilma peremehe juhatuseta pikkamisi lohakile läks. Ei kõlvanud ka ta pojad kündma ega külvama, sest nemadki olid isalt pärinud sama põleva kire metsloomade püüdmise vastu. Nad asetasid loksusid, raudu, silmuseid ja tegid tedre-aedu lindude ning jäneste hukatuseks. Nii kulutasid nad poisikesepõlve aja, kuni hakkasid tulelukupüssi tarvitama ja usaldasid karule laanes läheneda. Deres fader, som var en meget ivrig jæger, fik allerede i sin bedste alder en voldsom død, da han engang kæmpede med en rasende bjørn. Man fandt dem begge to, både bjørnen og manden, liggende livløse, side om side, på den blodplettede jord. Manden var svært medtaget, men også vilddyret havde dybe knivhug såvel i struben som i boven, og dets bryst var gennemboret af geværets skarpe skud. Således endte en kraftig mand sine dage, en mand, der havde dræbt mere end halvtredsindstyve bjørne. - Men på grund af disse jagtture forsømte han gårdens slid og slæb, så den efterhånden gik i forfald, fordi den manglede en husbonds faste hånd. Heller ikke hans sønner duede til at pløje og så; efter deres fader havde de nemlig arvet samme stærke lyst til at jage skovens vildt. De byggede fælder, satte snarer og doner og lavede faldgruber til fordærv for fugle og harer. Sådan fordrev de tiden i deres barndoms-dage, indtil de blev i stand til at bruge et gevær og turde nærme sig bjørnen i vildmarken. 01003
Bottom
01004
Top
Ema püüdis neid küll noomimise ja nuhtlusega tööle ning virkusele sundida, kuid nende kangekaelsus oli kõigile neile katseile paindumatuks takistuseks. Ta oli muidu tubli naine; oli tuntud ta õige ja otsekohene, vahest pisut järsk iseloom. Tubli mees oli ka ta vend, poiste mõnus onu, kes oli noorpõlves vahva meremehena kaugetel meredel purjetanud, mõndagi rahvast ning linna näinud; kuid viimaks kaotas ta silmanägemise, jäädes kottpimedaks, ja kulutas Jukola talus oma elu pimedaid päevi. Voolides käsikaudu kulpe, lusikaid, kirve-värsi, kurikaid ja muid majariistu, vestis ta siis õepoegadele lihti muinasjutte ja imelugusid nii omalt maalt kui võõr riikidest, jutustas ka piibli imetegudest ning sündmustest, lugusid kuulasid poisid sügava hardusega ja panid kii meelde tallele. Kuid sama heameelega ei kuulanud nad paraku ema käskusid ja manitsusi, vaid olid hoopis tuimade li dega, hoolimata nii mõnestki keretäiest. Sauna lähenemist les pani vennakari tihtipeale putku, tehes sellega nii ema! loistclc muret ja meelepaha ning ainult halvendades oma asja. Moderen prøvede både med formaninger og korporlige revselser at gøre dem flittige og arbejdsomme, men deres stædighed gjorde alle hendes anstrengelser forgæves. Hun var iøvrigt en fortræffelig kvinde, der var kendt for sit naturlige, ærlige — og måske lidt barske - væsen. Hendes broder, brødrenes fortræffelige morbroder, var også en storartet mand, der i sin ungdom som en kæk sømand havde sejlet på fjerne have og set mange folkeslag og byer; men til sidst mistede han sit syn, blev fuldstændig blind og tilbragte sin alderdoms mørke dage på Jukola. Mens han - udelukkende ledet af følesansen - sad og lavede sleve, skeer, økseskafter, klaptræer og andre nødvendige sager til husholdningen, fortalte han ofte sine søstersønner historier og skildrede mærkelige tildragelser, både fra deres eget land og fra fremmede riger; han fortalte også om mirakler og mærkelige ting i Bibelen. Alle drengene lyttede andægtigt til hans historier og gemte dem dybt i deres erindring. De hørte ikke slet så beredvilligt på deres moders befalinger og bebrejdelser, men vendte det døve øre til, selv om de tit og mange gange fik en dragt prygl. Når brødrene mærkede, at der lå klø i luften, tog de ofte benene på nakken og gjorde såvel deres moder som andre bekymrede og urolige, men derved forværrede de blot deres egen sag. 01004
Bottom
01005
Top
Olgu siin jutustatud üks juhtumus vennaste lapse; N.id teadsid kodutalu rehe aü olevat kanapesa, mille i oli keegi eit, keda kutsuti «Männiku-mooriks», sest ta onn seisis mänaitukas Jukola lähedal. Kord tärkasid ki liul munad vennaste meelde ja nad otsustasid lõpuks pe j.iks teha ning metsa minna oma saaki maitsma. Nad täitsid ka ema kavatsuse, tühjendasid pesa ja läksid üksmeelselt Kuus venda; Eero keerles siis veel ema jalge ümber. Ja kui nad pimedas kuusikus ühe suliseva oja juurde jõudsid, tegid nad tule kaldale, mässisid munad räbalaisse, kastsid vette ning panid kihisevasse tuhka küpsema. Ja kui maiusroog lõpuks küps oli, sõid nad maitsva suutäie ning astusid siis rahul olles jälle kodu poole. Aga kodumäe] ootas neid tuulispask, sest nende tegu oli juba avalikuks tulnud. Männiku-moor kriiskas ja räuskas ning ema ruttas vennastele vastu vihase pilguga, käes vihisev roosk. Kuid poisid ei tahtnudki sellele tuulispeale läheneda, vaid pöördusid ümber ja põgenesid jällegi metsade varju, hoolimata ema hüüetest. Lad mig her skildre en begivenhed fra brødrenes barndom. De vidste, at der under gårdens lade var en hønseredc, som tilhørte en gammel kvinde, der blev kaldt »Fyrreskovskonen«, fordi hendes lille hus lå i en fyrreskov, tæt ved Jukola. Engang kom brødrene til at tænke på stegte æg. Til sidst besluttede de derfor at plyndre reden og drage ud i skoven og nyde deres bytte. De iværksatte også deres plan, tømte reden og drog til skovs i samlet flok, seks brødre i alt ; på det tidspunkt kravlede Eero endnu rundt ved sin moders fødder. Da de kom til en rislende bæk i en lille, mørk granskov, tændte de bål ved bækkens bred, viklede æggene ind i nogle klude, dyppede dem i vandet og lagde dem derefter i den sydende varme aske, for at de kunne blive stegt. Da lækkerierne omsider var modne til at fortæres, fik de sig et festligt måltid mad og vendte derefter veltilfredse hjem. Men da de nærmede sig de hjemlige omgivelser, blev de modtagel af et frygteligt uvejr; deres skurkestreg var nemlig allerede blevet opdaget. »Fyrreskovs-konen« rasede og regerede, og deres moder ilede dem i møde med mørke miner og en hvinende pisk i hånden. Men brødrene havde ikke i sinde at møde denne stormvind ; de vendte om og flygtede tilbage til den beskyttende skov uden at bryde sig om moderens råb. 01005
Bottom
01006
Top
Kulus nüüd päev, kulus teinegi, kuid põgenejad ei ilmunud, ja nende viibimine tegi lõpuks ema üpris rahutuks ning ta viha muutus peatselt mureks ja kahetsuspisaraiks. Ta läks neid otsima, otsis metsad risti-rästi läbi, kuid ci leidnud lapsi. Lugu võttis järjest koledama kuju ja sundis lõpuks kroonumehi asjasse segama. Saadeti sõna jahikupjale, kes viivitamata kogu Toukola küla ja selle ümbruskonna kokku kutsus. Ja nüüd läks salk nii noori kui vanu, nii naisi kui mehi jahikupja juhatusel pikas rivis otsima mööda metsi. Esimesel päeval otsisid nad lähemas ümbruses, kuid ilma oodatud tagajärjeta; teisel päeval siirdusid nad kaugemale, ja kui nad kõrgele mäele astusid, nägid nad eemal ühe soo rannalt sinist suitsusammast õhku kerkivat. Täpipealt määrasid nad kindlaks sihi, kust suits tõusis, ja selle poole jätkasid nad jälle oma teekonda. Lähemale jõudes kuulsid nad viimaks häält, mis järgmisel kombel laulis: Der gik en dag; der gik endnu en dag, men man hørte ikke noget til flygtningene; deres udeblivelse gjorde omsider moderen meget ængstelig, og hendes vrede forvandlede sig snart til sorgens og medlidenhedens tårer. Hun gik ud for at lede efter dem og søgte på kryds og tværs i skovene uden dog at finde sine børn. Begivenheden antog efterhånden en stadig mere uhyggelig karakter, og til sidst måtte øvrighedens mænd tage sig af sagen. Man sendte bud efter jagtfogeden, der straks sammenkaldte folk fra landsbyen Toukola og dens nærmeste omegn. Under jagtfogedens ledelse drog nu hele skaren, unge og gamle, kvinder og mænd, gennem skoven i en lang kæde for at finde de forsvundne. Den første dag ledte de i nærheden uden dog at finde, hvad de havde håbet; næste dag drog de længere bort, og da de klatrede op på en høj bakke, så de i det fjerne, ved udkanten af en mose, en blå røgsøjle sno sig op mod himlen. De lagde nøje mærke til det sted, hvor røgen steg til vejrs og fortsatte så i den retning. Da de omsider kom nærmere, hørte de en stemme, der sang: 01006
Bottom
01007
Top
Elati ju ennegi,
Kui oja taga oldi;
Ojapuid põletati
Ja ojast õlut joodi.
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
01007
Bottom
01013
Top
Laulu kuuldes rõõmustas Jukola perenaine väga, sest ta tundis ära oma poja Juliani hääle. Ja mets rõkkas tihti süsi-püssi paukumisest, mille kõige järgi nüüd otsijad kindlasti märkasid, et lähenevad põgenejate leerile. Siis andis jahikubjas käsu poisid ümber piirata ja neile vaikselt läheneda, kuid ometi teatud kaugusel nende laagri ees peatuda. Da Jukola-husmoderen hørte sangen, blev hun meget glad, for hun genkendte sin søn, Juhanis, stemme. Skoven genlød ofte af rungende kølleslag, og de søgende var derfor klar over, at de nu nærmede sig flygtningenes lejr. Så gav jagtfogeden ordre til, at man skulle omringe drengene og ganske lydløst rykke ind på livet af dem. Men man burde dog gøre holdt et lille stykke fra deres lejrplads. 01013
Bottom
01014
Top
Sündis nii, nagu ta käskis. Ja kui salk oli vennaksed igalt poolt ümber piiranud ja neile umbes viiekümne sammu peale lähenenud, siis peatus ta; ning nüüd avanes järgmine pilt: kivi kõrvale oli kuuseokstest ehitatud väike onn, mille künnisel lamas Juhani sammalasemel, üles pilvedesse vahtides ja lauldes. Kaks-kolm sülda onnist eemal lõõmas rõõmus tuli ja selle sütel küpsetas Simeoni paelaga püütud tetre lõunaks. Nõgiste nägudega Aapo ja Timo — sest nad olid äsja tonti mänginud — küpsetasid naereid kuumas tuhas. Lauri istus vaikselt väikese saviaugu ääres ning voolis savikikkaid, härgi ja toredaid varssu; ning tal oli neid juba terve rida sammaldunud palgi küljel kuivamas. Aga Tuomas paugutas süsipüssi: sülitas vahust sülge maakivile, pani sinna tulise söe, ja selle peale virutas ta kõigest jõust teise kivi, ning kärakas, tihti niisama kõva kui harilik püssipauk, kajas ümberringi ja nõgine suits keerles kivide vahelt õhku. Man gjorde, som han befalede. Og da skaren, der omringede brødrene fra alle sider, befandt sig i en afstand på henved halvtreds skridt, gjorde den holdt; og nu så den følgende syn: ved foden af en stor klippesten havde de bygget en lille hytte af granris, i hvis døråbning Juhani lå på et leje af mos, mens han stirrede op imod skyerne og sang. To-tre favne fra hytten brændte en munter ild, i hvis gløder Simeoni var i færd med at stege middagsmaden: en urfugl, de havde fanget i en snare. Aapo og Timo, der var helt havde lige leget blindebuk - stegte roer i sen varme aske. Lauri sad ved en lille ler-pyt og lavede, i tavshed, lerfløjter, okser og flotte føl; han havde allerede en lang række, der stod til tørre op ad en mosgroet træstamme. Men Tuomas larmede med ild-køllen: han spyttede en skummende klat spyt på en jordfast sten og lagde et glødende stykke trækul i klatten; derefter knaldede han med hele sin kraft en anden sten ovenpå; braget, der ofte var lige så voldsomt som et geværskud, rungede vidt omkring, og en sodsværtet røg hvirvlede op mellem stenene. 01014
Bottom
01015
Top
JUHANI:
Elati ju ennegi,
Kui oja taga oldi...
Kuid pagan meid siin ometi lõpuks pärib. See on selge kui päev, te saarmapojad.
JUHANI:
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Men fanden henter os til sidst herude. Det er så sikkert som noget, I odder-unger!
01015
Bottom
01022
Top
AAPO: Seda ütlesin ma kohe, kui hundipassi võtsime. Oh meid hulle! Sissid ja mustlased rähmaku nõnda lageda taeva all. AAPO: Det sagde jeg jo straks, da vi greb til harens våben. Ak, vi er nogle tåber! Lad ransmænd og zigøjnere leve på denne måde under åben himmel. 01021
Bottom
01023
Top
TIMO: Jumala taevas on see ometi. TIMO: Det er dog Guds himmel. 01022
Bottom
01024
Top
AAPO: Elada siin ühes huntide ja karudega! AAPO: At leve sammen med ulve og bjørne! 01023
Bottom
01025
Top
TUOMAS: Ning ühes jumalaga. TUOMAS: Og sammen med Gud. 01024
Bottom
01026
Top
JUHANI: Tõsi, Tuomas! Jumala ja tema inglitega. Ah, kui võiksime nüüd oma õndsa hinge ja ihu silmadega vaadata, siis näeksime selgesti, kuis terve salk tiivulisi kaitseingleid on meid ümber piiranud ning kuis jumal ise kui armas isa halli taadi kujul otse meie keskel istub. JUIIANI: Rigtig, Tuomas! Sammen med Gud og hans engle. Åh, hvis vi nu havde øjne som en salig sjæl og krop, ville vi så let som ingenting kunne se, at vi var omgivet af en stor flok bevingede engle, og at Vorherre selv, gammel og gråhåret, sad midt iblandt os som en elsket fader. 01025
Bottom
01027
Top
SIMEONI: Kuid mis mõtleb nüüd meie vaene ema? SIMEONI: Men hvad mon nu vor stakkels moder tænker på? 01026
Bottom
01028
Top
TUOMAS: Ta tahaks meid praelihaks kloppida, kui ainult ta küünte vahele satuksime. TUOMAS: Hun brænder efter at banke os sønder og sammen, så snart hun bare kan slå kloerne i os. 01027
Bottom
01029
Top
JUHANI: Oi, poisu, saaksime sauna! JUHANI: Ja, du, det blev en ordentlig gang prygl. 01028
Bottom
01030
Top
TUOMAS: Sauna mis sauna! TUOMAS: Det er der ingen tvivl om. 01029
Bottom
01031
Top
JUHANI: Tuld tuiskava sauna! Jah, küllap sa seda tead. JUHANI: En gnistrende gang klø. Det véd du. 01030
Bottom
01032
Top
AAPO: Lõpuks peame selle ometi saama. AAPO: Det får vi jo alligevel før eller senere. 01031
Bottom
01033
Top
SIMEONI: Muidugi teada. Sellepärast oleks parem minna seda sauna vastu võtma ja kord neist koerapäevist pääseda. SIMEONI: Selvfølgelig. Så det bedste ville være at gå hen og tage de prygl og samtidig få en ende på denne okseuge. 01032
Bottom
01034
Top
JUHANI: Ega koer lähegi just vabatahtlikult peksupaika, vennas. JUHANI: Men, kære broder, en okse plejer da ikke frivilligt at traske til slagtebænken. 01033
Bottom
01035
Top
AAPO: Mis sa lobad, poiss? Talv läheneb ja meile pole sündides kasukat õlale antud. AAPO: Du vrøvler, knægt! Vinteren nærmer sig, og vi blev ikke født med en lodden pels på ryggen. 01034
Bottom
01036
Top
SIMEONI: Ei siis muud kui aga marss! kodu poole, et saada peksa, ja põhjusega küll, põhjusega küll. SIMEONI: Så er det bare: hjemad march! og tage de tærsk. Det er sandelig velfortjent. 01035
Bottom
01037
Top
JUHANI: Puhaku, vennad, puhaku veel mõni päev meie seljad. Ega meie tea, mis pääsetee jumal meile veel paari-kolme päeva jooksul leiab, jah, siin, siin uperdagem veel: siin meie päevad, selle kännutule ümber, ja ööd oksaonnis põõnates, reas nagu emise põrsad pahnas. — Aga mis ütled sina, Lauri-poju, seal saviaugus? Mis? Kas läheme kukusti peksu-sauna ? JUHANI: Brødre, lad os skåne vore rygstykker, skåne dem endnu nogle døgn. Vi ved jo ikke, hvilken redning Gud finder for os i løbet af de kommende to-tre dage. Ja, her -her må vi stadig drive rundt; om dagen ved vort bål af brændeknuder og om natten i vor hytte af granris, mens vi grynter side om side i en lang række som spædgrise i halmen. - Men hvad siger du, Lauri, i dit lerhul? Hvad? Skal vi vandre skikkeligt hjem og få vores klø? 01036
Bottom
01038
Top
LAURI: Oleme pealegi veel siin. LAURI: Lad os blive her. 01037
Bottom
01039
Top
JUHANI: Seda pean minagi paremaks. Just nii! — Kuid on aga sul seal laialt karja. JUHANI: Det mener jeg også er det bedste. Netop! - Men det var en vældig flok kreaturer, du har dér. 01038
Bottom
01040
Top
TUOMAS: On sel poisil nii karja kui ka sulgloomi. TUOMAS: Knægten har både kreaturer og fjerkræ. 01039
Bottom
01041
Top
JUHANI: Vägev rodu. Sinust saaks päris kukepillimeister. JUHANI: En vældig flok. - Du kunne blive flink til at lave lerfløjter. 01040
Bottom
01042
Top
TUOMAS: Otse vaabameister. TUOMAS: Et helt geni. 01041
Bottom
01043
Top
JUHANI: Suurepärane vaabameister. — Mis harjuka pupe nüüd jälle su küünte vahel valmib? JUHANI: Et virkeligt geni. - Hvad er det for en russisk kukkuk-figur, der nu kommer ud af dine næver? 01042
Bottom
01044
Top
LAURI:. See on ainult sihuke väike mehikene. LAURI: Det er bare sådan en lille dreng. 01043
Bottom
01045
Top
JUHANI: Vaata toda jõnglast! JUIIANI: Se til den prås! 01044
Bottom
01046
Top
TUOMAS: Teeb poegi kui mees. TUOMAS: Han laver jo drenge som et helt mandfolk. 01045
Bottom
01047
Top
JUHANI: Poisse kui tõrvaskännu otsi; ja toidab nii pojad kui karja nagu mees. — Kuid vennad, vennad, rutake lõunalauaga, sest mu kere hakkab juba korisema. Pane tuhka, pane tulist tuhka seal tolle naeri küpsevale küljele. — Kelle kord on nüüd naerivargile minna? JUHANI: Drenge, statelige som træstubbe; og han fodrer både drengene og kreaturerne som en mand. Men brødre, brødre, sæt middagsmaden på bordet i en hast, for min mave begynder at knurre. Læg aske, læg glohed aske på den skinnende roe dér. - Og hvis tur er det nu til at stjæle roer ? 01046
Bottom
01048
Top
SIMEONI: Eks ole nüüd minu kord jälle patutööle minna. SIMEONI: Det er mig, der skal begå denne syndige gerning. 01047
Bottom
01049
Top
JUHANI: Hinge seeshoidmiseks peame praegu pisut võõra omast näpistama. Kui see on patt, siis on see üks väiksemaist, mis selles kurjas maailmas tehakse. Ja vaata, kui ma suren ilma muu märkuseta oma paturaamatus, egas siis too väike varese-jalg mind just takista pisut paremasse paika pääsemast. Tollest päris pulmasaalist trääsitakse mind peatselt välja, seda usun ma küll, kuid ikkagi antakse seal poisile mõni uksehoidja koht, ning seegi oleks juba hirmus lõbus asi. — Jah, uskugem seda ja võtkem muretult, mis igakord meie pugusse mahub. JUHANI: Vi er nødt til at rapse lidt af andres ejendele for at opretholde ly et. Hvis det er synd, så er det en af de mindste, som begås på denne usle jord. Og se - hvis jeg dør uden andre syndemærker i min bog, vil denne lille kragetå næppe hindre mig i at opnå et bedre liv. Jeg ville snart blive jaget ud af den egentlige bryllupssal, det tror jeg nok, men man ville vel give knægten arbejde som portner, og allerede det ville være vældig morsomt. - Ja, lad os bare tro det og uden bekymringer tage så meget som vor mavesæk kan rumme ad gangen. 01048
Bottom
01050
Top
AAPO: Kuid ometi näib mulle parem, kui Kuokkala naeri-maa rahule jätame ja enesele teise otsime. Igapäevane vähenemine sunnib omanikku peagi oma maad ööd ja päevad valvama. AAPO: Men jeg mener, at vi nu bør lade Kuokkalas roemark være i fred og finde en anden. Når det svinder i beholdningen fra dag til dag, vil bondemanden snart give sig til at holde vagt ved sin mark, både nat og dag. 01049
Bottom
01051
Top
JAHIKUBJAS: Selle pärast ei mingit muret enam, pojukesed, ei mingit. Nonoh, miks te nõnda ehmatate? Vaadake, kaitseinglite salk on teid üpris nobedasti ümber piiranud. JAGTFOGEDEN: Den sag behøver I ikke at bekymre jer om mere, drenge, slet ikke. Nå, nå, hvorfor sådan et hastværk ? Se bare - en skare skytsengle har omringet jer i en fart. 01050
Bottom
01052
Top
Nõnda kõneles kubjas vennastele, kes hirmsa ehmatusega üles kargasid ja igaüks isesihis jooksma pistsid, kuid peagi kohkunult nägid, et tee on igalt poolt suletud. Siis lausus jälle jahtikubjas «Mõrras olete, sulid, ilusti mõrras, kust te ei pääse, enne kui teid on mälestuseks veidi nahutatud, pisikeseks mälestuseks tei’e selle eest, mis jalavaeva olete meile teinud, sulid. Tulge siia, eit, oma kasekimbuga, ja andke neile õige helde käega. Ja kui peaks vastuajamist olema, siis on teil siin abi-naisi küllalt.» Järgnes nüüd nuhtlus ema käest, mehest meheni, läbi kogu poisiparve; ja suur oli kisa Kuokkala laanes. Ägedalt tarvitas eit vitsa, kuid jahikubjas kinnitas ometi, et nad veel liiga kerge sauna said. Sådan sagde fogeden til brødrene, der yderst forskrækkede kom på benene og begyndte at løbe til hver sin side. Men de opdagede hurtigt, til deres store rædsel, at vejen var spærre! for dem overalt. Så sagde fogeden: »I sidder i fangegarnet nu, T slyngler, I sidder kønt i fangegarnet, og I kommer ikke ud, før I er blevet banket lidt til erindring, en lille erindring til jer på grund af de fod-kvaler, I liar forvoldt os, I slyngler. Kom herhen, mor, med birkeriset og giv dem en omgang med varm hånd. Og skulle det ske, at hun møder modstand, har hun jo nok af kvinder til hjælp.« Så fulgte revselsen fra moderens hånd; den gik fra mand til mand gennem hele drengeskaren, og stor var støjen i Kuokkalas skov. Moderen svang sit ris med iver, men fogeden forsikrede alligevel, at afstraffelsen havde været lidt for lemfældig. 01051
Bottom
01053
Top
Aga kui see viimane toimetus oli tehtud, läksid nad igaüks koju, nii ka ema oma poegadega. Kogu tee kärkis ja tõreles la põgenejatega; ega kojugi jõudes lõppenud veel torm. Veel poegadele õhtusööki lauale tõstes pragas eit, neid uue peksu-saunaga ähvardades. Kuid nähes, mihukese nälja-aplusega nad hambad leivasse ja silku lõid, pööras ta oma näo neist ja pühkis salaja pisara ruskelt, karedalt põselt. Da dette arbejde var overstået, begav de sig allesammen hjemad; også moderen og hendes sønner. Hun rasede hele vejen og skældte flygtningene ud; og stormen lagde sig ikke en gang, da de var kommet hjem. Selv da hun tilberedte et måltid for sine drenge på hulstolen, blev hun ved med at skælde ud og truede dem med en ny dragt prygl. Men da hun så, hvor grådigt de satte tænder i brødet og de saltede sild, vendte hun ansigtet væk fra dem og tørrede i smug en tåre bort fra sin brune og grove kind. 01052
Bottom
01054
Top
Nii lõppes poiste paguteekond. Ja see oli juhtumus nende lapsepõlve aegadelt, kuhu oma jutustusest põikasin. Således endte brødrenes flugt. Og det var en episode fra deres barndoms dage, som jeg gjorde en afstikker til i min historie. 01053
Bottom
01055
Top
Vennaste paremate lõbude hulka käis ka kettaheitmine, millist mängu nad veel mehecaski armastasid harrastada. Jaga-tuina kahte salka võitlesid nad ägedalt, sest kumbki pool püüdis määratud eesmärgi poole. Kõva oli siis kisa, jooks ja rüsclus, ning jõena voolas siis higi nende nägudelt. Vuhinal lendas ketas mööda teed ja viskus tihti kaikalt mehele vastu nägu, nii et kui nad mängult tagasi tulid, oli ühe või teise otsaesine varustatud tüseda sarvega või põsk paistetanud nagu saiapäts. Nõnda kulusid nende nooruspäevad: suvel metsades või maanteel ketast heites, talvel kodus ahju peal higistavas kuumuses. Det hørte til brødrenes bedste fornøjelse at spille trille, en leg som de endnu i deres manddom elskede at øve sig i. De kæmpede voldsomt, delt i to grupper, der begge stred sig frem mod et bestemt mål. Så hylede de højlydt, løb og tumlede af sted ; og sveden drev i stride strømme fra deres ansigter. Trillen hoppede hvinende hen ad vejen og slog ofte tilbage fra stokken og ramte mændene i ansigtet, så en eller flere af brødrene, når de kom hjem fra spillet, var prydet med et vældigt horn i panden eller havde en kind, der var opsvulmet som en hvedebolle. Således forløb deres ungdoms dage: om sommeren i skoven eller på landevejen, hvor de spillede trille; om vinteren oven på ovnen i den sveddrivende varme. 01054
Bottom
01056
Top
Kuid märkasid poisidki aegade muutumist. Sündis asju, mis sundisid neid enam kui enne homsele päevale mõtlema ja endisi elukombeid pisut muutma. — Nende ema oli surnud, ja nüüd pidi üks neist peremeheks hakkama, takistama talu päriselt alla käimast ja hoolitsema kroonumaksu tasumise eest, mis Jukola avarate maade ning metsade kohta polnud küll suur. Kuid askeldusi ja tegemist oli lohakil talus igatahes. Sellele kõigele harjaks peale tuli veel see, et kihelkonna uus praost oli igas ametitalituses kokutavalt vali mees. Eriti di ta armutu laiskadele lugejatele, tarvitades nende vastu kõiki abinõusid, ka jalg-puu-nuhtlust. Nii oli ta Jukolagi poegadesse löönud oma terava pilgu. Päris kohtumehe kaudu oli ta neile valju käsu andnud, et nad rutem kui muidu köstri juurde kirjaõppusele ilmuksid. — Istudes ühel sügissuve õhtul kodu avaras toas ja mõtiskledes neid asju, pajatasid vennaksed omavahel järgmisel viisil. Men selv brødrene mærkede omsider, at tiderne forandrede sig. Der skete forskellige ting, som tvang dem til at tænke mere på dagen i morgen end forhen og i nogen grad ændre deres vaner. - Deres moder var død, og en af dem skulle overtage husbondens værdighed, forhindre at gården gik helt i forfald og betale statsskatterne, der i forhold til Jukolas vidstrakte marker og skove ikke var synderligt store. Men på en forfalden gård er der altid nok af slid og slæb. Dertil kom, at sognets nye præst var en forfærdelig streng mand i udøvelsen af sin embedsgerning. Han var især ubarmhjertig over for dovne elever, brugte alle midler imod dem og domte dem endogså til at sidde i fodstokken. Hans skarpe blik var nu også faldet på Jukola-brødrene. På fuldstændig korrekt vis havde han ved hjælp af en meddomsmand givet dem strenge ordrer til hurtigere end ellers at indfinde sig hos klokkeren for at lære at læse. Med disse bekymringer i tankerne sad brødrene en sensommeraften i gårdens store stue og snakkede sammen på følgende måde: 01055
Bottom
01057
Top
AAPO: Ma ütlen: see pöörane elu ei lähe enam, vaid selle lõpp on kord hävitus ja hukatus. Vennad! teised kombed ja toimetused, kui me õnne ning rahu soovime. AAPO: Jeg siger som så - dette vilde liv går ikke an; det ender til sidst med ødelæggelse og fordærv. Brødre! andre skikke og manerer, hvis vi ønsker lykke og fred. 01056
Bottom
01058
Top
JUHANI: Kõneled õieti, seda ei või salata. JUHANI: Du taler sandt, det vil jeg ikke nægte. 01057
Bottom
01059
Top
SIMEONI: Jumal paraku! meeletu ja metsik on meie elu olnud tänase päevani. SIMEONI: Gud bedre det! Vort liv har været vildt og tøjlesløst indtil denne dag. 01058
Bottom
01060
Top
TIMO: Kuid on ju ses elus üks elu ja maailmas üks maailm. Küll see kõlbab, kui aga sinnapoole läheb. Ohhoo! TIMO: Der findes liv i dette liv og en verden i denne verden. Vel, man må tage modgang med medgang. Åh, ja! 01059
Bottom
01061
Top
JUHANI: Liiga pööraselt või, õigemini öeldud, liiga hoolimatult oleme elanud, seda ei või salata. Pidage siiski meeles: «Noorus ja nõrkus, vanadus ja tarkus». JUHANI: Vi har levet lidt for vildt eller rettere sagt for tankeløst, det kan ikke nægtes. Lad os dog ikke glemme: »ungdom og dårskab, alderdom og visdom«. 01060
Bottom
01062
Top
AAPO: Kuid on juba aeg targemaks saada, on aeg kõik ihad ja himud mõistuse ikkesse panna ja kõigepealt seda teha, millest on kasu, ega mitte seda, mis magusamalt maitseb. Nüüd viibimata meie talu jälle väärilisse korda seadma! AAPO: Men nu er det på tide at blive klogere, det er på tide at lægge alle vore lyster og begær under forstandens åg og frem for alt gøre det, der gavner os og ikke det, der har den sødeste smag. Vi må straks gå i gang med at sætte vor gård i forsvarlig stand igen! 01061
Bottom
01063
Top
JUHANI: õieti öeldud! Kõigepealt läki kui sitikad sõnniku kallale ja hommikust õhtuni paukugu Jukola nurkades sõnniku-hagude raiumise pakk; kari, tore kari andku lobi omalt poolt lisaks; ning tõusku meie taras sõnnikuvirnad, kõrged kui kuningalossi kuldsed müürid. Nõnda tuleb meil teha. Tuleval esmaspäeval hakkame peale, ja põhjalikult. JUHANI: Vel talt! Lad os først gå løs på gødningen som skarnbasser; og gid Jukola-gårdens vægge må runge af øksehug fra morgen til aften. Kreaturerne, de prægtige kreaturer, lad dem også yde, hvad de kan, for at øge bunken, og gid møgdyngerne i vor fold må knejse så højt som de gyldne mure omkring kongens slot. Ja, sådan gør vi! Næste mandag begynder vi; og lige fra grunden. 01062
Bottom
01064
Top
AAPO: Miks mitte juba homme? AAPO: Hvorfor ikke allerede i morgen ? 01063
Bottom
01065
Top
JUHANI: Alles tuleval esmaspäeval. Ei tee viga, kui asja küpsemalt kaaluda. Nii olgu see öeldud: tuleval esmaspäeval. JUHANI: Først næste mandag. Det skader ikke at tænke over sagen og lade den modnes lidt. Som sagt altså: næste mandag. 01064
Bottom
01066
Top
AAPO: Kuid üks asi on meil kohe otsustada. Lugu on järgmine. Kui soovime majapidamisse korda ja kindlust, siis olgu üks eesseisja ning peremees. Me teame, see õigus ja kohus kuulub Juhanile, nii esisünni kui ka ema määruse järgi. AAPO: Men der er en ting, vi straks bør klare. Sagen er den: hvis vi ønsker orden og fasthed i vor husførelse, så lad en af os være husbond og herre. Vi ved, at denne ret og pligt tilfalder Juhani, både på grund af hans førstefødselsret og vor moders bestemmelse. 01065
Bottom
01067
Top
JUHANI: Jah, seesinane õigus, voli ning võim on minu päralt! JUHANI: Ja, den ret, magt og myndighed er min! 01066
Bottom
01068
Top
AAPO: Kuid vaata, et sa seda leplikult ja üldiseks kasuks tarvitad. AAPO: Men sørg nu for at anvende den på forsonlig vis og til fordel for os alle. 01067
Bottom
01069
Top
JUHANI: Tahan katsuda, mis võin. Kui te aga ilma võmmi ja piitsata kuulaksite! Kuid tahan katsuda, mis võin. JUHANI: Jeg skal gøre mit bedste. Hvis I dog bare ville adlyde mig uden prygl og pisk! Men jeg skal gøre mit bedste. 01068
Bottom
01070
Top
AAPO: Piitsata? AAPO: Pisk? 01069
Bottom
01071
Top
JUHANI: Kui nii tarvis tuleb, pane tähele. JUHANI: Ja, hvis det bliver nødvendigt, ser du. 01070
Bottom
01072
Top
TUOMAS: Kõnele oma koertele piitsast. TUOMAS: Tal du til dine hunde om pisken. 01071
Bottom
01073
Top
TIMO: Ei pehmita sina minu kroonukohta piitsaga, ei iialgi; tehku seda seaduse ja kohtu uuut, kui mu selg asja pärast sügeleb. TIMO: Du kan ikke blødgøre mine rygstykker, aldrig i livet; lad lovens og retfærdighedens ris gøre det, hvis min ryg klør med rette. 01072
Bottom
01074
Top
JUHANI: Miks haarate kinni lõdvast sõnast? On ju siin meie õnnemaa, kui ainult leplik meel valitseb ja sarvi kokku ei aeta. JUHANI: Hvorfor hager I jer fast i et løsrevent ord ? Her er jo råderum nok for vor lykke, hvis blot der hersker fordragelighed, og hornene lægges til side. 01073
Bottom
01075
Top
EERO: Määratagu siiski punktipealt meie omavahelised suhted. EERO: Lad os imidlertid ganske nøjagtig bestemme vor( indbyrdes forhold. 01074
Bottom
01076
Top
AAPO: Ja kuuldagu igaühe arvamist. AAPO: Og lad os høre, hvad hver især af os mener. 01075
Bottom
01077
Top
JUHANI: Mis ütled sina, Lauri, kes ikka vähese jutuga? JUHANI: Hvad siger du, Lauri, der altid er så fåmælt? 01076
Bottom
01078
Top
LAURI: Ütleksin minagi midagi. Kolime metsa ja jätame kus pagan selle maailma kära. LAURI: Jeg siger - lad os drage ud i skoven og give fanden i denne verdens larm. 01077
Bottom
01079
Top
JUHANI: Häh? JUHANI: Hvad? 01078
Bottom
01080
Top
AAPO: Poiss sonib jälle. AAPO: Nu sværmer manden igen. , 01079
Bottom
01081
Top
JUHANI: Et koliksime metsa? Mihuke hullus! JUHANI: Drage ud i skoven? Hvilken galskab! 01080
Bottom
01082
Top
AAPO: Ara pane tähele. — Vaata, nii olen mõelnud. Sinul, Juhani, on kõigepealt õigus peremeheks hakata, kui nii tahad. AAPO: Bryd dig ikke om det. — Se, jeg har tænkt over sagen. Du, Juhani, har førsteretten til at overtage værdigheden som husbond, hvis du vil. 01081
Bottom
01083
Top
JUHANI: Ja mina kui tahan. JUHANI: Ja, det vil jeg. 01082
Bottom
01084
Top
AAPO: Meie teised, nii kaua kui viibime kodu armsates kolgastes ja oleme vallalised mehed, teeme talu tööd, sööme talu toitu ning saame talust riided. Iga kuu esimene esmaspäev, välja arvatud külvi' ja lõikuseajad, olgu alati meie oma päev, kuid olgu meile ka siis talust roog. Iga aasta andku talu meile igaühele pool tündrit kaeru külviks, ja iga aasta olgu meil õigus alemaa peale, mis vähemalt kolm tündriala suur. Nii on mu mõtted kodu ja poissmehepõlve seisukohalt. Kuid mina tean, et ükski meist heameelega Jukola armsatelt väljadelt ei lahku, ega sunni meid selleks ka koha kitsus, vaid seitsmele vennale on ruumi neil mail. Kuid see, kes ajapiku tunneks isu enesele oma maja ja perekonda asutada ning ometi ei taha seaduse teel ega maamõõtja kuludega talumaid poolitama hakata, kas poleks ta rahul järgmise ettepanekuga? Ta saab talust tüki maad, kuhu ehitab hooned ja teeb põllud sinna ümber. Saab ta oma osaks ka mõne niidusiilu, ja olgu tal voli enesele metsast uut heinamaad lisaks rookida, nii et võib pidada paar hobust ja neli-viis sarvlooma. Ja ilma mingi maksuta ning teopäevata harigu ta oma kohta ja tarvitagu selle saadusi, nii tema kui ta lapsedki, elutsedes rahulikult omal krundil. — Nii olen mina mõelnud. Mis ütlete selle kohta? AAPO: Så længe vi andre bliver her i vort kære hjem og ikke gifter os, udretter vi gårdens arbejde, spiser gårdens mad og får klæder fra gården. Den første mandag i måneden, undtagen i så- og høsttiden, skal vi altid have lov til at gøre, hvad vi selv vil, men vi bør alligevel have vores mad fra gården. Hvert år skal gården give os alle en halv tønde havre til udsæd, og hvert år skal vi have lov til i fællesskab at rydde et stykke skov på mindst tre tønder land. Sådan havde jeg tænkt mig det, så længe vi bliver hjemme og ikke gifter os. Men jeg ved, at ingen af os gerne forlader Jukolas ka-re jord, og vi tvinges jo heller ikke dertil, fordi gården er for lille, tværtimod, der er mere end plads nok til syv brødre på dens marker. Men ville ikke den, der med tiden følte trang (il at få sit eget hjem og sin egen familie, uden derfor ;il have i sinde at splitte gården ad ved hjælp af loven og penge (il en landmåler, ville han ikke kunne slå sig til tåls med følgende fordele ? Han arver et stykke af gårdens jord, hvor han kan bygge sit hus og anlægge sine marker. Han skal endvidere have tildelt et stort stykke eng, og han må desuden have lov til at rydde skov og skaffe sig så megen græsning, at han kan føde et par heste og fire, fem køer. Lad ham så, fri for skatter og afgifter, dyrke sin jord og nyde dens frugter, og hans børn efter ham ; lad ham leve i fred på egen grund. - Sådan havde jeg tænkt mig sagen! Hvad siger I andre ? 01083
Bottom
01085
Top
JUHANI: Kaunis mõistlikult mõeldud. Võtame kaalumisele need parakrahvid. JUHANI: Ret fornuftig tænkt! Lad os tage disse punkter under overvejelse. 01084
Bottom
01086
Top
LAURI: Kuid teisiti oleks veelgi mõistlikumalt tehtud. Lähme metsade põue ja müüme ära selle armetu Jukola, või anname ta Rajaportti nahaparkijale rendile. Ta on meile selle kauba kohta oma soovi avaldanud; kuid vähemalt kümneks aastaks tahab ta talu enda kätte. Teeme nii, nagu ütlesin, ja lähme oma hobuse, koerte ja püssidega järsu Impivaara mäe alla. Seal ehitame enestele rõõmsa onni rõõmsale, päevapool-sele nurmele, ja püüdes seal salude saaki, elame rahus eemal maailmakärast ning tigedatest inimestest. — Nii olen omaette mõlgutanud ööd ja päevad, aastate viisi. LAURI: Men hvis vi handler anderledes, bærer vi os endnu fornuftigere ad. Lad os drage dybt ind i skoven og sælge det elendige Jukola, eller lad os forpagte det ud til Raja-portti-garveren. Han har givet os besked om, at han var villig til at afslutte en handel, men han vil have rådighed over gården i mindst ti år. Lad os gøre, som jeg siger og drage med vore heste, hunde og bøsser til foden af det stejle Impivaara-fjeld. Dér bygger vi os en munter hytte, på en munter lysning, som vender imod solen; og dér jager vi skovens dyr og lever fredeligt, langt borte fra verdens travle gang og menneskenes ondskab. — Sådan har jeg tænkt for mig selv, dag og nat, i mange år. 01085
Bottom
01087
Top
JUHANI: Kas on vanapagan su pea segi ajanud, poiss? JUHANI: Har fanden formørket din forstand, dreng? 01086
Bottom
01088
Top
EERO: Kui mitte vanapagan, siis murueide tütar. EERO: Hvis det ikke er fanden, så er det skovnymfen. 01087
Bottom
01089
Top
LAURI: Nii mõtlen ja nõnda kord teen. Seal alles elaksime härra elu, püüdes linde, oravaid, jäneseid, rebaseid, hunte, mäkri ja sasikarvaseid karusid. LAURI: Det har jeg tænkt mig, og jeg gør det også en dag. Dér ville vi leve som herremænd og jage fugle, egern, harer, ræve, ulve, grævlinge og lodne bjørne. 01088
Bottom
01090
Top
JUHANI: No tohoo tont! Lase aga tulla terve Noa laeva täis, hiirest hirveni. JUHANI: Nå, for pokker! Kom bare med hele Noahs ark, lige fra musen til elsdyret. 01089
Bottom
01091
Top
EERO: See on alles plaan: öelda hüvasti soolale ja leivale ning imeda verd, parkida liha nagu sääsed ning Lapi nõiad. Ja kas sööksime isegi rebast ja hunti Impivaara koobastes, nagu karvased mäekollid? EERO: Se, det varjo et råd: sige farvel til saltet og brødet og suge blod og fråse i kød som myggene og troldmændene i Lapland. Og skulle vi måske også æde ræve og ulve i Impi-vaaras kløfter som de lodne bjergtrolde? 01090
Bottom
01092
Top
LAURI: Rebastest ja huntidest saame nähku, nahkades! raha, rahaga soola ning leiba. LAURI: Af rævene og ulvene får vi skind, for skindene penge og for pengene salt og brød. 01091
Bottom
01093
Top
EERO: Nahkadest saame rõivaid, aga liha, verine, aurav liha olgu meie ainus toit; soola ja leiba ei vaja pärdikud ning paavianid metsas. EERO: Af skindene får vi klæder, men lad kødep' det blodige, dampende kød, være vor eneste føde; skovens aber og bavianer behøver ikke salt og brød. 01092
Bottom
01094
Top
LAURI: Nii mõden ja nõnda kord teen. LAURI: Sådan tænker jeg og gør det også engang. 01093
Bottom
01095
Top
TIMO: Võtame asja põhjalikult kaalumise alla. Miks ei võiks me metsaski soola ja leiba närida? Miks mitte? Aga Eero on irvhammas, ikka meie teel ees, ikka pikaks kännuks meie kütismaal. Kes võib metsaelanikku keelda aeg-ajalt ka külanurkadele lähenemast, aeg-ajalt, ikka kui tarvidus nõuab? Või kas põrutad mulle siis puuga pähe, Eero? TIMO: Lad os tage sagen grundigt under overvejelse lige fra begyndelsen. Hvorfor skulle vi ikke også kunne gnave salt og brød i skoven ? Hvorfor ikke ? Men Eero er en gavtyv, altid i vejen for os, altid en lang træstub på vor mark. Hvem kan forbyde manden fra skoven nu og da at nærme sig landsbyerne; nu og da, når han er i bekneb? Eller ville du så banke mig i hovedet med en brændeknude, Eero ? 01094
Bottom
01096
Top
EERO: Ei, mu vend, vaid koguni «soolagi saad, kui marju tood». — Kolige, poisid, kolige, mina ei keela, vaid tulen veel küüditamagi, viin teid süt otse hunditraaviga. EERO: Nej, broderlil, jeg ville endogså »givet dig salt, hvis du kom med bær«. - Drag afsted, drenge, drag afsted, jeg forbyder det ikke, jeg skal endda køre jer derhen, bringe jer herfra i ulve-galop. 01095
Bottom
01097
Top
JUHANI: Kuid peatselt küüditavad neid sealt metshaldjad tagasi, o!en selles kindej. JUHANI: Men skovånderne ville snart kuske jer hjem igen, det tør jeg sværge på. 01096
Bottom
01098
Top
LAURI: «Ja teine kord kui tuled sa, on kodukünnis kõrgena», ma !ean seda, ja ära arva, et veel su uksele koputan, kui kord selle juba maha jätsin. — Esimesel lehekuu päeva! lähen. LAURI: »For den, der vender hjem igen, er husets tærskel høj«, det véd jeg, og tro endelig ikke, jeg vil banke på din dør, når jeg én gang har lukket den bag mig. Den første maj slikker jeg af. 01097
Bottom
01099
Top
TIMO: Võib-olla tulen mina kaasa. TIMO: Jeg følger måske med dig. 01098
Bottom
01100
Top
LAURI: Mina ei keela ega käsi; tee, kuidas su süda maks peab. — Mina kolin esimesel mail Impivaara raiesi Kuni väike, soe hurtsik valmis saab, elan seal vanaisa sa: dunud süsionnis. No siis, kui oma päevatöö olen teinuc alles puhkan rahumajas, kuulates, kuidas karu metsas m ja teder Sompio soos kudrutab. LAURI: Jeg forbyder dig det ikke, opfordrer dig heller ikke; gør blot, hvad dit hjerte siger dig er bedst. - Første maj flytter jeg til Impivaara-lysningen. Til at begynde med, og indtil mit lille, lune hus står færdigt, vil jeg bo i vor farfars mosgroede kulsvierhytte. Og når jeg så har udrettet mit dagsværk, kan jeg virkelig hvile mig i en fredens bolig, mens jeg lytter til bjørnen, der brummer fløjtende i ødemarken, og tjurens musik i Sompio-mosen. 01099
Bottom
01101
Top
TIMO: Mina tulen, Lauri; olgu see öeldud, Lauri. TIMO: Jeg følger med, Lauri, det er afgjort. 01100
Bottom
01102
Top
TUOMAS: Kui siin ajad ei parane, siis järgnen minag TUOMAS: Hvis ikke tiderne bliver bedre, følger jeg også med jer. 01101
Bottom
01103
Top
JUHANI: Isegi Tuomas! Ka sina läheksid? JUHANI: Også du, Tuomas! Vil du også'drage afsted? 01102
Bottom
01104
Top
TUOMAS: Kui ajad ei parane. TUOMAS: Hvis tiderne ikke bliver bedre -. 01103
Bottom
01105
Top
LAURI: Mina lähen esimesel mail, tulgu ka Jukola millised magusa leiva päevad tahes. LAURI: Jeg drager afsted den første maj, om man så får det aldrig så fedt her på Jukola. 01104
Bottom
01106
Top
TIMO: Sina ja mina, me kahekesi, me läheme siit S soole kui kevadised kured; ja õhk ning tuuled helisevad! TIMO: Du og jeg, vi to, vi flytter herfra til Sompio-mosen som vårens traner; og luften og vinden skal hvine i vingerne! 01105
Bottom
01107
Top
JUHANI: Oi-oi-oi! Kuid vaata, kui õieti tõtt tunnista on Lauri plaanil sisemist tõmbejõudu. Mets meelitab pagan! tundub, nagu näeksin selle metsa taga taeva im* laotust. JUHANI: Åh-ja! Men se, hvis jeg skal holde mig til sandheden, så har Lauris plan en hemmelig tiltrækningskraft. Skoven drager. Pokker ta’ mig! Det er, som om jeg så himlens strålende vidder hinsides skoven. 01106
Bottom
01108
Top
AAPO: Te pöörased, mis te mõtlete? — Minna i Misjaoks? On ju meil talu ja hooned, katus kuldne pea I AAPO: I tosser, hvad tænker I på? - Drage ud i skoven! Hvorfor? Vi har jo både gård og husrum; og et gyldent tag over vore hoveder! 01107
Bottom
01109
Top
JUHANI: Tõsi, meil on talu, mille küljes me küünte ja mastega kinni ripume, nii kaua kui see vähegi leiva järg nab. Kuid vaata, kui sant õnn siin nüüd kõik uperkuuti raks, meie kõige paremate kavatsuste kiuste, siis olgu mc tagatalu, kuhu peagi siit punun, kui viimased terad kolus sevad! — Nõnda siis, haarame nüüd majapidamishoolt töödest hirmsa hooga kinni; ning võtame jällegi esile asj siin õieti oligi küsimuses. — Minu rumala peakolu jär Aapo asja üldiselt õige mõistlikult kaalunud; ja kõik hästi, kui me igaüks omalt poolt üksmeelest ning leplik kinni peame. Kuid vaata, kui me tüli otsime, siis leiame ! harjaste püstiajamiseks ikka põhjust. JUHANI: Sandt nok, vi har en gård, som vi klamrer os til med negle og tænder, så længe den blot dufter den mindste smule af brød. Men se, hvis nu ulykken skulle vende op og ned på alting her, tiltrods for de bedste hensigter, en mand kan have, lad så skoven være min reserve-gård, som jeg hurtigt ville stikke af sted til, når de sidste korn rasler ned i mølletragten. - Ja, vi må nu i en forfærdelig fart gå i gang med husførelsen og arbejdet; og lad os så vende tilbage til den sag, der oprindelig var tale om. - Såvidt jeg kan få ind i mit dumme hoved, har Aapo stort set overvejet sagerne på en temmelig fornuftig måde; og alt vil gå godt, hvis blot enhver af os vil gøre sit bedste, for al der skal herske en samdrægtig og forsonlig ånd iblandt os. Men se, hvis vi vil yppe kiv, så kan vi jo altid finde en grund til at rejse nakkehårene. 01108
Bottom
01110
Top
SIMEONI: Kus ei leiaks me seda, nii kaua kui too Aadam meil siin luu ja naha vahel kõditab ning kratsib! SIMEONI: Hvor skulle vi dog ikke finde en årsag til del, så længe den gamle Adam stikker og prikker i os, mellem ben og skind ? 01109
Bottom
01111
Top
TIMO: Vana Aadamat olen mõelnud ikka vanaks tõ taadiks viltkübara, musta saterkuue, põlvpükste ja punas tiga, mis ulatub allapoole mehe naba. Säärasena sammi mõtiskledes ja ajab härjapaari ees. TIMO: Jeg har altid forestillet mig den gamle Adam som en højtidelig, gammel fyr, iført filthat, lang, sort frakke, kna> bukser og en rød vest, der hænger helt ned under mandens navle. Sådan trasker den gamle af sted, fordybet i sine egne tanker, mens han kører sit oksespand. 01110
Bottom
01112
Top
SIMEONI: Vana Aadama all mõeldakse patu juurt, pattu. SIMEONI: Med den gamle Adam menes roden til al synd, arvesynden. 01111
Bottom
01113
Top
TIMO: Mina tean, et ta on pärispatu tundemärk ja võrdkuju, see sarviline saatan põrgust, kuid säärase isandana, nagu ütlesin, astub ta mu ees, ajades härjapaari. Selle vastu ei või ma midagi.^ TIMO: Jeg ved, at han er arvesyndens kendemærke og forbillede, den behornede satan i helvede, men som sagt: jeg ser ham vandre af sted som sådan en gammel knark, der driver på et par okser; det kan jeg ikke gøre for. 01112
Bottom
01114
Top
JUHANI: See usu parakrahv jäägu kõrvale, ja püsige asja juures. — Aapo, mis meie kahe popsikoha, Vuohenkalma ja Kekkuriga, ette võtta? JUHANI: Lad os forlade dette trosspørgsmål og holde os til sagen. - Aapo, hvad skal vi foretage os med de to bort-forpagtede lodder, vi har, Vuohenkalma og Kekkuri ? 01113
Bottom
01115
Top
AAPO: Peab meeles hoidma, et nende mõlemate pidajad kord oma krundi metsikust, tühjast laanest üles harisid, ja neid ei aeta nende maalapilt ära — mis olekski ülekohus —, senikaua kui neil jõudu on oma põldu korras hoida, ning ka siis määrab seadus neile talust mingi vanadustoctuse. Nii on sellega lugu. — Kuid vaatame nüüd üht teist asjaolu, mis minu arvates on küllalt keeruline. Sest see on meie kõige tähtsam samm, see kas ajab pea enneaegselt halliks või teeb meie elust kauni suvepäeva ning lõpetab ta õhtu kuldse ehaga. Ja sind, Juhani, puudutab see nüüd kõigepealt. Pane siis tähele, mis ma ütlen: perenaiseta majapidamine on poolik ja lonkav; talu ilma aida-teel astuva perenaiseta ... AAPO: Vi må ikke glemme, at indehaverne af de to lodder engang har ryddet deres jord i den rå og øde skov, og at man derfor ikke kan jage dem bort fra deres hjem - det ville jo også være forkert - så længe de er i stand til at passe deres marker; og loven bestemmer desuden, at de skal have en vis hjælp fra gården på deres gamle dage. Sådan forholder det sig med den sag. - Men lad os nu se på et andet spørgsmål, der efter min mening er temmelig vigtigt. Det drejer sig om vort mest afgørende skridt her på jorden, et skridt, der enten gør os gråhårede før tiden, eller bringer os solskin i livet og til slut kaster aftenrødens gyldne glans over vore sidste dage. Og, Juhani, den sag angår først og fremmest dig. Læg derfor mærke til, hvad jeg siger: Der er noget halvt og haltende ved en husbond uden kvinde; en gård uden en husmoder, der tripper op ad stien til forrådshuset. 01114
Bottom
01116
Top
TIMO: On nagu hundipesa ilma emahundita või nagu saabas ilma teise saapata; tõesti, see lonkab, nagu üdes Aapo. TIMO: Det er som en ulvehule uden hun eller som et par støvler, hvor den ene mangler. Ja, det halter sandelig, som Aapo siger. 01115
Bottom
01117
Top
AAPO: Talu ilma aidateel astuva perenaiseta on nagu pilvine päev ja selle perelaua otsas asub igavus kui kustuv sügisõhtu. Aga hea perenaine on maja hele päike, mis valgustab ja soojendab. — Vaata: esimesena jätab ta hommikul voodi maha, kastab taina, tõstab mehele eine lauale ja paneb talle moona metsa kaasa ning siis ruttab ta tarasse oma kirjut karja lüpsma, kibu pihus. Nüüd sõtkub ta tainast, aspeldab ja ras-peidab; nüüd on ta laua ääres, nüüd müttab ta seal pärapingi otsas pihkudega leiba, ja nüüd kohendab ta tuisuna ahju, mis oma hõõguvast lõustast tuld ning suitsu välja purskab. Nüüd, kui leib kerkib, einetab ta viimaks isegi, laps rinna otsas, sööb kiilu leiba, küpsetatud silgu ja rüüpab kirnust haput piima peale. Kuid ei ta unusta krantsigi, maja truud vahti trepil, ega kassi, kes unisena ahju pealt piilub. — Ja nüüd aspeldab ja raspeldab, pöörleb ning piirleb ta jälle, sõtkub mõhes veel teisegi taina tõusma, paneb selle ahju ja küpsetab, ning ojana voolab higi ta otsaesiselt. Kuid vaata: päikese laskudes on tal leivad lae all, varras varda kõrval täis laotud leibu, kust värsket hõngu alla hoovab. Ja siis, kui mehed metsast tulevad, ootab neid aurav õhturoog pestud laual. Kuid kus on perenaine ise? Seal õues lüpsab ta jälle oma kõverasarviseid elajaid liibu kohal õõtsub kihisev, vahune hari. — Nii ta aspeld; ju raspeldab, nii ta pöörleb ja piirleb; ja alles siis, kui teisi juba kõige sügavamas unes põrisevad, vajub ta voodi, pah nonad huulil. Kuid ta töö ning toimetus pole veelgi ots: I lädaldamata tõuseb ta öö jooksul oma asemelt iga tunni, i: xilmapilgu järel, tõuseb oma lapsukest äiutama, kes seal kätl nutta häälitseb. — Niisugune on, vennad, üks hea perenaine. AAPO: En gård uden husmoder, en husmoder, der vandrer op ad vejen til forrådshuset, er som en skyet dag, og for enden af familiebordet sidder sørgmodigheden som en hendøende aftenstund ved høsttider. Men en god husmoder er gårdens klare sol, som skinner og varmer. - Se: hun forlader sengen om morgenen som den første, ælter sin dejg, stiller morgenmåltidet på bordet til sin mand, lægger vejkost i hans ransel, når han drager til skovs, og så skynder hun sig hen til folden, med spand i hånd, for at malke sine brogede køer. Nu bager hun, rumsterer og regerer; nu står hun ved bordet, og nu vender og drejer hun sig derhenne ved enden aflangbænken med brødet på sine håndflader; og nu rager hun, som en stormvind, rundt i ovnen, der fra sit glødende gab udspyr ild og røg. Og nu, mens brødet hæver sig, fortærer hun omsider selv, med barnet ved brystet, en bid brød og en stegt sild; og drikker en slurk surmælk af kanden. Men hun glemmer hverken hunden, gårdens trofaste vogter på trappen, eller katten, der søvnigt kikker ned fra ovnen med missende øjne. - Og nu rumsterer og regerer hun igen, vender og drejer sig; ælter en ny dejg, der skal stå og hæve sig i truget; så bager hun brødet, og sveden flyder i strømme fra hendes pande. Men se: når solen er gået ned, har hun brødene hængende under loftet, på den ene stang ved siden af den anden. En frisk duft af liv daler ned fra dem. Og når mændene vender hjem fra skoven, venter der dem et dampende aftensmåltid på bordet. Men hvor er husmoderen selv? Hun malker igen sine krum-hornede køer derude på gårdspladsen, og i spanden skvulper mælkens sagte-susende skumtop. - Så regerer og rumsterer hun igen; så vender og drejer hun sig; og først når de andre allerede ligger og snorker i deres sødeste søvn, bøjer hun sig bedende ned over sin seng. Men ikke engang nu er hendes slid og slæb forbi. Tålmodigt står hun op af sin seng i nattens løb, undertiden et øjeblik, undertiden en time; hun står op for at berolige sit lille barn, der klynker i vuggen. Således, brødre, er en god husmoder. 01116
Bottom
01118
Top
JUHANI: Hästi öeldud, Aapo, ja ma mõistan su kõne oi tarvet. See püüab mind nimelt naisevõtmisele meelitada, Ja ma mõistan. Naine, ütled sina, on tarviline riist majapidamisi Põsi! Kuid ole mureta. Su soov läheb arvatavasti peagi täie Nonoh; jaa! Ma tunnistan, et mu mõte täie tõega on hakam tüdrukusse, kellest loodan saavat naise, ning hea naise, 1 mind vanad märgid ei peta. — Jah, vennad, nüüd algav meil teised päevad ja teised tembud, ning kanda võetav pei mchekohus koormab mind rängalt. Peremehe, peremehe õl rusub siin hirmus koorem, ja suur on kord mu vastutuse au mine viimsel kohtupäeval. Minu vastutada olete nüüd kõik üheskoos, pidage seda meeles. JUHANI: Vel talt, Aapo, og jeg forstår meningen med din tale. Det er hensigten at få mig til at indgå ægteskab. Jo, jeg forstår. En kone, siger du, er et nødvendigt redskab i husførelsen. Det er sandt! Men du skal ikke være bange. Jeg vil tro, at dit ønske snart går i opfyldelse. Ja, ja - jo! Jeg må indrømme, at jeg allerede er alvorligt forgabet i en pige, som jeg håber at få til kone, og en god kone, hvis ikke de gamle kendetegn bedrager mig. - Ja, brødre, andre dage og andre skikke nærmer sig os, og det, at jeg skal påtage mig værdigheden som husbond, bekymrer mig i høj grad. En husbonds, ja, en husbonds skuldre tynges her på jorden af en tung byrde, og meget har han at aflægge regnskab for på dommedag. Jeg har nu ansvaret for jer allesammen, alle som én; glem ikke det. 01117
Bottom
01119
Top
TUOMAS: Sinu? Mispärast? TUOMAS: Du? Hvorfor? 01118
Bottom
01120
Top
JUHANI: Mina olen teie peremees; minu pöidlaotsast in takse kord teie pärast verd. JUHANI: Jeg er jeres husbond; og man skal engang suge blod af mine fingre for jeres skyld. 01119
Bottom
01121
Top
TUOMAS: Ise vastutan ma nii oma ihu kui hinge eest. TUOMAS: Jeg tager selv ansvaret for såvel min krop som min sjæl. 01120
Bottom
01122
Top
TIMO: Ise minagi vastutan; eheh! TIMO: Jeg tager også ansvaret selv. Hah! 01121
Bottom
01123
Top
AAPO: Veli Juhani, pane tähele, et säärased laused pa verd sünnitavad. AAPO: Broder Juhani, læg mærke til, at den slags udtalelser sætter ondt blod. 01122
Bottom
01124
Top
JUHANI: Ma ei mõelnud paha verd, niisama vähe kui pa lihagi, kuid nagu tõrv, nagu takjad kuumal suvel hakkate vihaselt asjatust, tühjast sõnast kinni, kuigi mu südant põhj; tunnete. Ma pean kurvastama! JUHANI: Det var lige så lidt min mening at skabe ondt blod som ondt kød, men I klamrer jer fuldstændig rasende (il et tomt og meningsløst ord, som tjære, som en burre i en varm sommer, skønt I kender mit hjerte til bunds. Det er til at blive gal over! 01123
Bottom
01125
Top
AAPO: Jätame selle, ja üde meile nüüd, kui võid, kes see tüdruk, kes on su südame enese poole tõmmanud. AAPO: Lad os forlade dette emne, og fortæl os nu, hvis du da vil, hvad den pige hedder, der har lagt beslag på dit hjerte. 01124
Bottom
01126
Top
JUHANI: Tahan seda põiklemata öelda. Plika, keda arme kombel armastan, on Männiku-moori Venla. JUHANI: Det skal jeg sige uden omsvøb. Den pige, jeg elsker så ubønhørligt, er Fyrreskovs-konens Venla. 01125
Bottom
01127
Top
AAPO: Hm. AAPO: Hm. 01126
Bottom
01128
Top
JUHANI: Mis sa ütlesid? JUHANI: Hvad siger du? 01127
Bottom
01129
Top
AAPO: Hm, ütlesin mina ainult. AAPO: Hm, siger jeg blot. 01128
Bottom
01130
Top
TUOMAS: See on üks piinlik lugu. TUOMAS: En pinlig historie. 01129
Bottom
01131
Top
SIMEONI: Venla. Vaata, vaata! Kuid sündigu kõik tae' isa tahtmise järgi. SIMEONI: Venla. Se, se! Men lad os lægge alt i hænderne på den himmelske fader. 01130
Bottom
01132
Top
AAPO: Hm, või Venla! AAPO: Hm, nå, Venla! 01131
Bottom
01133
Top
JUHANI: Mis te urisete? Kuid, ah! ma aiman midagi; ja hoidku meid jumala poeg! Mis? öelge suu puhtaks! JUHANI: Hvad brummer I om? Åh, jeg aner noget; må Herrens søn beskytte os! Hvad? Ud med sproget! 01132
Bottom
01134
Top
AAPO: Kuule: juba aastate kaupa on mu mõtted kõvasti selle tüdruku küljes kinni olnud. AAPO: Hør nu her: mine tanker har i årevis kredset ihærdigt omkring den pige. 01133
Bottom
01135
Top
SIMEONI: Kui looja ta minule on määranud, miks peaksin siis muretsema? SIMEONI: Hvis skaberen har ment, jeg skulle have hende, hvorfor så sørge? 01134
Bottom
01136
Top
EERO: Ole mureta. Sulle on ta määratud ja mina tema võtan. EERO: Nej, slet ikke! Hun er skabt for dig, men jeg tager hende. 01135
Bottom
01137
Top
JUHANI: Mis ütleb Tuomas? JUHANI: Hvad siger Tuomas? 01136
Bottom
01138
Top
TUOMAS: See on piinlik asi; tüdruk meeldib mulle väga, seda pean tunnistama. TUOMAS: Kedelig historie; pigen huer mig i høj grad, det må jeg tilstå. 01137
Bottom
01139
Top
JUHANI: Või nii, või nii. Hüva! Aga Timo? JUHANI: Nå! Nå! Udmærket! Men hvad med Timo? 01138
Bottom
01140
Top
TIMO: Mina tunnistan sedasama. TIMO: Jeg tilstår det samme. 01139
Bottom
01141
Top
JUHANI: «Issanda poeg ja Kaitaranna Kusta!» Kuid Eero? JUHANI: »Herrens søn og Kaitarantas Kusta!« Men hvad med Eero? 01140
Bottom
01142
Top
EERO: Tunnistan otsekoheselt sedasama, ikka otsekoheselt sedasama. EERO: Jeg aflægger samme ærlige bekendelse, samme oprigtige bekendelse. 01141
Bottom
01143
Top
JUHANI: Hea, väga hea! Hahaa! — Ja Timo niisama, Timo niisama! JUHANI: Udmærket, aldeles udmærket! Haha! - Også Timo, også Timo! 01142
Bottom
01144
Top
TIMO: Tüdruk on mulle üpris armas, seda tunnistan. Tõsi küll, ta peksis mind kord hullul kombel, lahmis mind lapsukest siis tublisti, ja seda leili ma juba mäletan; nonoh! TIMO: Pigen er mig overordentlig kær, det indrømmer jeg. Ganske vist gav hun mig engang en vældig omgang, bankede mig stakkels, lille fyr grundigt igennem, og jeg husker stadig de klø. Nå, ja! 01143
Bottom
01145
Top
JUHANI: Vait, vait! sest nüüd on küsimus sellest, kas sa teda armastad. JUHANI: Ti nu stille, ti nu stille med det! Her er spørgsmålet jo, om du elsker hende. 01144
Bottom
01146
Top
TIMO: Jaa-a, jaa-a, seda teen, ja kõvasti, kui ta nimelt mind vastu armastab. TIMO: Ja-a, ja-a, det gør jeg og endda højt, altså hvis hun også elsker mig. 01145
Bottom
01147
Top
JUHANI: Nii, nii! Astud siis sinagi mu teele ette? JUHANI: Nå, nå! Du står således også i vejen for mig? 01146
Bottom
01148
Top
TIMO: Mitte sugugi, mitte sugugi, kui sa tõesti oma meelt ei suuda taltsutada, meelt ja keelt. Pean ometi tollest plika-klutist palju ja tahan ka kõigest oma jõust püüda, et ta mu naiseks saaks. TIMO: Nej, nej, slet ikke, med mindre du da ikke for alvor er i stand til at styre dit sind - dit sind og din tunge. Jeg holder imidlertid meget af den tøs, og jeg vil også gøre mit bedste for at få hende til kone. 01147
Bottom
01149
Top
JUHANI: Hüva, hüva! Kuid mis ütleb Lauri? JUHANI: Godt, godt! Men hvad siger Lauri? 01148
Bottom
01150
Top
LAURI: Mis on minul tüdrukuga tegemist? LAURI: Hvad har jeg med den pige at skaffe? 01149
Bottom
01151
Top
JUHANI: Kelle poole siis kaldud? JUHANI: På hvis side står du ? 01150
Bottom
01152
Top
LAURI: Ei sega asjasse, ei sellelt ega teiselt poolt. LAURI: Jeg blander mig ikke i den sag, hverken på den ene side eller den anden. 01151
Bottom
01153
Top
JUHANI: No sellest tuleb alles supp. JUHANI: Det her tegner til at blive en nydelig suppe. 01152
Bottom
01154
Top
LAURI: Millesse mina oma lusikat ei pista. LAURI: Som jeg ikke stikker min ske i. 01153
Bottom
01155
Top
JUHANI: Nõnda siis kõik peale Lauri. Poisid, poisid, Jukola vennaskond ja mu suur suguvõsa! Nüüd lüüakse, ja maa ning taevas väriseb! Nüüd, kulla vennad, nuga, kirves või puuhalg, ja üks kõigi vastu ning kõik ühe vastu kui sõnni! Olgu siis nii! Puuhalg on minu sõjariist; selle i haaran mina, ja süüdistagu see iseennast, kelle kolp pirru kisub. — Võtke halud, poisid, ja astuge ette, kui t meheväärilist vastast. JUHANI: Altså jer allesammen, undtagen Lauri. Drenge, drenge, Jukolas brødreskare og min store slægt! Nu slår vi til, så jord og himmel bæver. Nu kære, kære brødre, frem med kniven, øksen eller brændestykket; og én mod alle og alle mod én som syv tyre! Kom an! Et brændestykke er mit våben; jeg tager den dér flammede krabat, og enhver, der får en splint af den i skallen, må selv tage skylden. - Tag jeres brændestykker, drenge, og træd frem, hvis der er en smule mandfolk i jer. 01154
Bottom
01156
Top
EERO: Siin seisan sõjariistus, kuigi muist pisut madalam. EERO: Her står jeg bevæbnet, selv om jeg er lidt mindre end I andre. 01155
Bottom
01157
Top
JUHANI: Sina vurriluu! Aga vaata, ma näen su näol jälle toda pilkavat, toda salalikku, toda neetud irvitust, ja näib nii nagu teeksid sa nalja kogu selle asjaga. Kuid küll ma sind õpetan. JUHANI: Du, din spirrevip! Men forstår du, nu ser jeg igen det hånlige, det fordægtige, det forbistrede grin i dit ansigt; og det forekommer mig, at du gør nar ad hele sagen. Men jeg skal lære dig. 01156
Bottom
01158
Top
EERO: Mis sa sellest hoolid, kui aga mu halul on tõsi taga! EERO: Hvad angår det dig, når bare min brændeknude bider bravt fra sig? 01157
Bottom
01159
Top
JUHANI: Kill ma sind varsti õpetan. Võtke halud, poisid, võtke halud! JUHANI: Det skal jeg snart lære dig. Tag jeres brændestykker, drenge, tag jeres brændestykker! 01158
Bottom
01160
Top
TIMO: Siin olen mina ja siin minu halg, kui nii soovitakse. Mina ei tahagi viha ja riidu, kuid kui nii soovitakse, TIMO: Her er jeg, og her er min brændeknude, hvis det nu er nødvendigt. Jeg for mit vedkommende ønsker ikke kiv og strid, men hvis det er nødvendigt -. 01159
Bottom
01161
Top
JUHANI: Võta halg, Tuomas! JUHANI: Dit brændestykke, Tuomas! 01160
Bottom
01162
Top
TUOMAS: Mine põrgusse oma haluga, hull! TUOMAS: Gå ad helvede til med dit brændestykke, dumrian ! , 01161
Bottom
01163
Top
JUHANI: Surm ja needus! JUHANI: Fanden stå i det! 01162
Bottom
01164
Top
SIMEONI: jõle, paganlik ja türgimaaline on seesinane kisa; kuid ma loobun sest mängust ja jätan oma kosjaasjad issanda hoolde. SIMEONI: Hele denne tumult er uhyggelig, hedensk og tyrkisk, men jeg trækker mig ud af legen og lægger giftermålsaffæren i Herrens hænder. 01163
Bottom
01165
Top
LAURI: Loobun ka mina. LAURI: Jeg trækker mig også ud af den. 01164
Bottom
01166
Top
JUHANI: Seepärast minge kõrvale, minge jalust eest kõrvale! — Võta oma halg, Aapo, ning kõmagu Jukola seinad pealuude lõhkemisest. Tuli ja kuradid! JUHANI: Gå til side, gå til side, så I ikke står i vejen. -Grib din brændeknude, Aapo, og må Jukolas vægge give genlyd, når pandeskallerne kløves. Ild og behornede djævle! 01165
Bottom
01167
Top
AAPO: On jõle inimlaps. Ma kohkun, Juhani, kui vaatan nüüd su nägu ja näen, kuidas su silmad pöörlevad ja juuksed seisavad püsti nagu juudihabe. AAPO: Menneskenes børn er dog nogle elendige stakler. Jeg bliver helt forskrækket, Juhani, når jeg ser, hvordan du ser ud nu; når jeg ser, hvordan dine øjne ruller, og dit hår stritter i vejret som en tot hø. 01166
Bottom
01168
Top
JUHANI: Las seista, las seista; need on just need harilikud ja õiged jussi-juuksed. JUHANI: Lad det stritte, lad det stritte ; sådan er netop det rigtige, ægte Jussi-hår. 01167
Bottom
01169
Top
EERO: Ma tahaksin neid pisut sagida. EERO: Jeg kunne godt lide at støve det lidt af. 01168
Bottom
01170
Top
JUHANI: Sina pöial! On parem, kui sa ilusti nurgas püsid. Mine! mul on sust hale meel. JUHANI: Du, din tommeliden! Det er bedst, du pænt bliver henne i krogen. Væk! Jeg har ondt af dig. 01169
Bottom
01171
Top
EERO: Vii õigel ajal nurka oma kole lõuavärk. Selles kah mu! hale meel; sest see tudiseb ja vabiseb juba kui sant. EERO: Stik din skrækkelige kæft ind i krogen, mens tid er. Den har jeg ondt af, for den skælver og bæver jo som en tigger. 01170
Bottom
01172
Top
JUHANI: Vaata, kuidas see halg tudiseb, vaata. JUHANI: Se, hvordan dette brændestykke skælver, se. 01171
Bottom
01173
Top
AAPO: Juhani! AAPO: Juhani! 01172
Bottom
01174
Top
EERO: Löö! Usun, et siit sajab tagasi ja ehk sajab otsa raheteri, suuri kui halgusid. Löö sina! EERO: Slå! Jeg tror, det vil regne tilbage herfra, og regne med hagl så store som brændeknuder. Slå! 01173
Bottom
01175
Top
JUHANI: Küllap löön. JUHANI: Ja, det gør jeg. 01174
Bottom
01176
Top
AAPO: Sa ei löö, Juhani! AAPO: Slå ikke, Juhani! 01175
Bottom
01177
Top
JUHANI: Käi hunnikule sina, või võta oma halg ja kaitse ennast, muidu pehmitan su pea. Võta oma halg! JUHANI: Gå ud på møddingen med dig eller tag brændestykket og forsvar dig, ellers skal jeg banke knolden sønder og sammen på dig. Tag din brændeknude! 01176
Bottom
01178
Top
AAPO: Kus on su mõistus? AAPO: Hvor har du din fornuft? 01177
Bottom
01179
Top
JUHANI: Ses pahkjas halus; vaata, nüüd lausub see oma sõnakese. JUHANI: Her i denne hårde brændeknude ; ser du, nu siger den et lille ord. 01178
Bottom
01180
Top
AAPO: Oota, vennas, oota, kuni minagi sõjariista kätte kahman. — Vaat nii, siin seisan nüüd, puu kui vorst pihus. Kuid enne veel paar sõna, sina Jukola kristlik vennasalk, ja siis tapleme kui hullud hundid. — Pange tähele: vihavimmas on mees verejanuline kiskja ega mitte inimene; ta on kottpime nägema, mis on õigus ja mõõt; ning kõige vähem võib ta viha võimuses oma armuasju korraldada. Kui nüüd aga ometi mõistuse seisukohalt katsuksime asjaolu vaadelda, mis on sundinud vendi halgusid haarama, siis usun ma, et as jalugu on järgmine. Tüdruk ei või meid kõiki armastada, vaid ainult ühte, kui ta üldse ühestki meist hoolib, kelle seltsis tahaks käsikäes rännata üle elu ohakalise mäe. Mulle näib seepärast kõige parem olevat, et läheme kõik üheskoos ja ühekorraga tema juurde tõsiselt oma asja avaldama, küsides pühalikul meelel ja keele!, kas ta võiks ühele meie hulgast oma sildame kinkida. Kui nüüd tüdruk päri on, siis kiitku see, kellele igatsetud loos langeb, oma õnnepäeva, teised aga heitku nurisemata saatusele alla. Kes ilma jääb, see neelaku oma meelehärm põue põhja, lootes, et ta siin maailmas veel temale määratud abikaasa leiab. Kui nii teeme, siis teeme nagu mehed ja õiged vennad. Ja siis astuvad meie isa ja ema äraseletatud hinged välja taeva hõõguvast väravast ja vaatavad sätendava pilve serval seistes meie peale al!a ning hüüavad kõrge häälega: «Vaat nii, Juhani, vaat nii, Tuomas ja Aapo, vaat nii, Simeoni, Timo ja Lauri, just nii, mu pisuke Eero! Te olete pojad, kellest meil on hea meel!» AAPO: Vent, broder, vent, indtil jeg også har fået et våben i min hånd. - Ja, sådan; nu står jeg her med denne pølse af et brændestykke i næven. Men først et par ord til jer, Jukolas kristelige brødreflok, og så skal vi slås som gale ulve. - Læg mærke til dette: en mand, der raser af galskab, er et blodtørstigt vilddyr og ikke noget menneske; han er så stærblind, at han ikke kan se, hvad der er ret og rimeligt; og han kan mindst af alt udføre kærlighedsgerninger, når han giver sig sin vrede i vold. Men hvis vi nu alligevel prøvede på at se sagen fra fornuftens synspunkt, den sag, som fik brødrene til at gribe efter brændestykkerne, så tror jeg, det forholder sig således: Pigen kan ikke elske os allesammen, men kun én, hvis hun da synes så meget om en af os, at hun sammen med ham vil vandre, hånd i hånd, op over livets tidsel-tilgroede bakke. Jeg synes derfor, det er bedst, vi går hen til hende allesammen på én gang, forelægger hende vor sag meget alvorligt og spørger hende, med varme i sind og mæle, om hun kan skænke en af os sit hjerte. Hvis pigen er medgørlig, lad så den af os, der får det heldige lod, prise sin lykkes store dag; og de andre må finde sig i deres skæbne uden at knurre. Den, der ikke har held med sig, må bide fortrædeligheden i sig og håbe, at han også engang, her på jorden, møder den kvinde, der er bestemt for ham. Hvis vi gør det, handler vi som mænd og sande brødre. Så vil vor faders og moders forklarede skikkelser træde ud af himlens strålende port og, stående på kanten af en skinnende sky, vil de se ned til os og råbe med høj stemme: »Ja, sådan, Juhani, ja, sådan, Tuomas og Aapo, ja, sådan, Simeoni, netop sådan, min lille Eero! I er sønner, der er os til behag!« 01179
Bottom
01181
Top
JUHANI: Kurat võtku, sa, vennas, kõneled kui taeva ingel, ning ei puudu palju, et mind nutma ei paneks. JUHANI: Mand, du snakker jo, fanden ta’ mig, som en engel fra himlen, og du er lige ved at få mig til at græde. 01180
Bottom
01182
Top
SIMEONI: Me täname sind, Aapo. SIMEONI: Vi takker dig, Aapo. 01181
Bottom
01183
Top
JUHANI: Palju tänu! Sinna virutan ma oma halu. JUHANI: Tak! Dér kaster j'eg mit brændestykke. 01182
Bottom
01184
Top
TIMO: Sinna minagi. Ja see riid lõppes nõnda, nagu ma juba algusest peale tahtsingi. TIMO: Og dér ryger mit. Og denne strid ender, således som jeg ønskede det lige fra begyndelsen. 01183
Bottom
01185
Top
SIMEONI: Aapo peab peeglit meie ees, ja seepärast tänagem teda. SIMEONI: Aapo holder et spejl op foran os, og det må vi takke ham for. 01184
Bottom
01186
Top
EERO: Teda tänagem, laulgem otse «Simeoni tänulaulu». EERO: Vi må takke ham, vi må sandelig synge »Simeonis lovsang«. 01185
Bottom
01187
Top
SIMEONI: Pilkamine, pilkamine ja irvitus jällegi. SIMEONI: Atter hån, hån og grin! 01186
Bottom
01188
Top
TIMO: Ära pilka, Eero, jumalasõna, Simeoni tänulaulu. TIMO: Eero, lad være med at spotte Guds ord og Simeonis lovsang. 01187
Bottom
01189
Top
AAPO: Ah, nii noor ja nii paadunud! AAPO: Ak, så ung og så forhærdet! 01188
Bottom
01190
Top
SIMEONI: Nii noor ja nii paadunud! Eero, Eero! Jah, nüüd ei ütle ma rohkem, vaid ohkan ainult sinu pärast. SIMEONI: Så ung og så forhærdet! Eero, Eero, jeg siger ikke et ord mere, jeg sukker blot på dine vegne. 01189
Bottom
01191
Top
JUHANI: Ma ennustan sulle, Eero, et me veel kord või paar sulle üsna isa käega peame andma. Sest ema kasvatas sind liiga hellitades. JUHANI: Jeg spår, Eero, at vi en gang eller to er nødt til at ave dig grundigt med faders hånd. Moder opdrog dig alt for lemfældigt. 01190
Bottom
01192
Top
SIMEONI: Me peame teda karistama, niikaua kui ta süda on veel noor ja nõtke; kuid seda tuleb teha armastava käega mitte vihavimmas. Viha karistus ajab kuradeid sisse ning mitte välja. SIMEONI: Vi må tugte ham, mens hans hjerte endnu har ungdommens føjelighed og bøjelighed, men lad os gøre det med kærlig hånd og ikke i rasende vrede. En vred revselse driver djævelen ind, men ikke ud. 01191
Bottom
01193
Top
EERO: Säh sulle, ja päris armastava käega. EERO: Se her får du, og det med rigtig kærlig hånd. 01192
Bottom
01194
Top
SIMEONI: No näe seda jumalavallatut, kui lõi mind! SIMEONI: Oh, det ugudelige menneske - han slog mig! 01193
Bottom
01195
Top
EERO: Ning vastu koonu. Vähemastki on mu sapp üle keenud. EERO: Og lige på snuden. Galden kan revne for mindre end som så. 01194
Bottom
01196
Top
JUHANI: Tule siia, pojuke. Timo, ulata too kepp sealt nurgast. JUHANI: Kom her hen, min dreng. Timo, giv mig stokken, som står der henne i krogen. 01195
Bottom
01197
Top
SIMEONI: Vaat nii, Juhani, pea sina teda ilusti põlvil, mina lasen tal püksid alla. SIMEONI: Ja, sådan, Juhani, læg ham pænt over dine knæ, så skal jeg trække hans bukser ned. 01196
Bottom
01198
Top
EERO: Ärge põrgu päralt! EERO: Lad være for helvede! 01197
Bottom
01199
Top
JUHANI: Asjata sipled sa, klutt. JUHANI: Det nytter ikke, du spræller, din spirrevip. 01198
Bottom
01200
Top
SIMEONI: Ära lase teda lahti. SIMEONI: Slip ham ikke. 01199
Bottom
01201
Top
JUHANI: Vaata seda kiisapoega. Kuid ega sa pääse, ei. JUHANI: Se nu til den aborre. Men du slipper ikke; nej. 01200
Bottom
01202
Top
EERO: Lööge ainult, te neetud, nii pistan tule nurga alla. Teen jumala eest tuld ja suitsu, tuld ja suitsu teen! EERO: Hvis I slår mig, I forbandede bæster, så stikker jeg ild i huset. Jeg skal sandelig lave ild og røg, ild og røg! 01201
Bottom
01203
Top
JUHANI: Seda sappi! Või pistad tule nurga alla? Ah seda sappi! JUHANI: Hvilken galde! Hvad, vil du stikke ild i huset? Oh, hvilken galde! 01202
Bottom
01204
Top
SIMEONI: Issand hoidku, seda sappi! SIMEONI: Gud bevare os, sikke en galde! 01203
Bottom
01205
Top
JUHANI: Kepp siia, Timo! JUHANI: Kom med stokken, Timo! 01204
Bottom
01206
Top
TIMO: Ei leia ju seda. TIMO: Jeg kan ikke finde den. 01205
Bottom
01207
Top
JUHANI: Sa pimesikk, eks sa näe seda seal nurgas? JUHANI: Din blindebuk, kan du ikke se den der henne i krogen ? 01206
Bottom
01208
Top
TIMO: Jah et see või? see kõivune? TIMO: Denne her? Denne birke-kæp? 01207
Bottom
01209
Top
JUHANI: Seesama just; anna siia. JUHANI: Ja, netop. Kom her med den. 01208
Bottom
01210
Top
SIMEONI: Löö, kuid mõistlikult ja miite kõigest jõust. SIMEONI: Slå, men fornuftigt, og ikke med hele din kraft. 01209
Bottom
01211
Top
JUHANI: Küll ma tean. JUHANI: Åh , jeg ved, hvordan det skal gøres. 01210
Bottom
01212
Top
LAURI: Mitte üht hoopi, ütlen mina! LAURI: Ikke et eneste slag, siger jeg! 01211
Bottom
01213
Top
TUOMAS: Jätke poiss rahule! TUOMAS: Lad drengen være! 01212
Bottom
01214
Top
JUHANI: Ta vajab pisut hänna alla. JUHANI: Han trænger til at få bagdelen varmet lidt. 01213
Bottom
01215
Top
LAURI: Sa ei puuduta teda nüüd sõrmegagi. LAURI: Du rører ham ikke med en finger. 01214
Bottom
01216
Top
TUOMAS: Lase poiss lahti! Silmapilk! TUOMAS: Slip drengen! På stedet! 01215
Bottom
01217
Top
TIMO: Saage ta andeks, see Eero-pojuke, saagu seekord siiski veel. TIMO: Lad os tilgive Eero-knægten, i hvert fald endnu en gang. 01216
Bottom
01218
Top
SIMEONI: Andeks, andeks, seni kui ohakas ja umbrohi nisu võidavad. SIMEONI: Tilgivelse, tilgivelse, indtil tidsler og ukrudt kvæler hveden. 01217
Bottom
01219
Top
LAURI: Ära puuduta teda. LAURI: Rør ham ikke. 01218
Bottom
01220
Top
AAPO: Andke talle andeks; ja nii püüame ta pealaele tuliseid süsi koguda. AAPO: Lad os tilgive ham og således prøve at samle gloende kul på hans hoved. 01219
Bottom
01221
Top
JUHANI: Mine siis ja täna õnne. JUHANI: Gå så, og pris din lykke. 01220
Bottom
01222
Top
SIMEONI: Ning palu jumalat, et ta annaks sulle uue südame, meele ja keele. SIMEONI: Og bed til, at Gud skænker dig et nyt hjerte, et nyt sind og en ny tunge. 01221
Bottom
01223
Top
TIMO: Aga mina lähen magama. TIMO: Jeg går i seng. 01222
Bottom
01224
Top
AAPO: Kaalume veel üht punkti. AAPO: Der er endnu en ting, vi bør drøfte. 01223
Bottom
01225
Top
TIMO: Mina lähen magama. Tule ühes, Eero; lähme magama ja unustame selle maailma sipelgapesa, selle jõleda kääpa, mis vihmaga aurab ning suitseb. Tule, Eero! TIMO: Jeg går i seng. Følg med, Eero; lad os gå til ro og glemme denne verdens myretue, den elendige bunke, der damper og ryger i regnen. Kom, Eero! 01224
Bottom
01226
Top
JUHANI: Kuid mis punkt see on, mille lahendust sa tahad? JUHANI: Men hvad er det for en sag, du ønsker, vi skal behandle ? 01225
Bottom
01227
Top
AAPO: Jumal paraku! lugu on ju nii, et meie ei tunne A-dki, aabitsa esimest tähte, ja ometi on kirjamõistmine kristliku kodaniku tingimatu kohus. Kuid selleks võidakse meid sundida seaduse jõuga, kirikuseaduse jõuga. Ja te teate, mihuke kroonumasin meid ootab ning tahab hammaste vahele tõmmata, kui me viisakalt lugema ei õpi. Jalgpuu ju meid ootab, vennad, must jalgpuu, mis seal kiriku võõruses põõnab kui must kult, jõllitades süngelt oma ümarate aukudega. Just nende põrgupihtidega on praost meid ähvardanud, ja küllap ta oma ähvarduse täide saadab, kui meie igapäevast usinust ning harjutust ei näe, see on kindel asi. AAPO: Gud nåde os, men forholder det sig måske ikke sådan, at vi ikke engang kender et a, det første bogstav i a.b.c.-en; og det at kunne læse er dog en kristen borgers uafviselige pligt. Og man kan tvinge os dertil med lovens magt, kirkelovens magt. I véd, hvilket maskineri der venter på os, statens maskineri, som vil vikle os ind i sine tandhjul, hvis vi ikke lydigt lærer at læse. Fodstokken venter os, brødre, den sorte stok, der gabende med sine skumle, runde huller, ligger og grynter i kirkens våbenhus som en sort galt. Vor præst har allerede truet os med denne helvedes knibtang, og han vil også gøre alvor af sin trusel, hvis han ikke ser, at vi øver os flittigt hver dag; det er en afgjort sag. 01226
Bottom
01228
Top
JUHANI: On võimatu lugema õppida. JUHANI: Umuligt at lære at læse. 01227
Bottom
01229
Top
AAPO: Inimesed on selle kunsti ennegi läbi teinud. AAPO: Menneskene har dog før været i stand til at lære den kunst. 01228
Bottom
01230
Top
TUOMAS: Tuleks selle kallal alles higistada. TIMO: Det kan få en mand til at svede. 01229
Bottom
01231
Top
JUHANI: Ja ähkida. Mul on nii kõva pea! JUHANI: Og stønne. Jeg har sådan et genstridigt hoved. 01230
Bottom
01232
Top
AAPO: Kuid kõva tahtmine viib mehe ka läbi halli kivi. Hakkame peale, muretseme enesele Hämeenlinnast aabitsad ja lähme köstri juurde kooli, nagu praost on käskinud. Teeme nii, enne kui meid kroonu küüdiga viiakse. AAPO: Med en stærk vilje kæmper en mand sig gennem den grå klippesten. Lad os tage fat, lad os sende bud til Tavastehus efter a.b.c.-er, og lad os så gå i skole, hos klokkeren, sådan som præsten har befalet. Vi må gøre det, inden man fører os derhen med statens hastværk. 01231
Bottom
01233
Top
JUHANI: Ma kardan, et nii tuleb siin teha, ma kardan. Jumal halastagu meie peale! Kuid jäägu see mõte homseks ja lähme puhkama. JUHANI: Jeg er bange for, at vi må gøre det. Ja, det er jeg bange for. Gud forbarme sig over os! Men lad nu den sag hvile til i morgen og lad os gå til ro. 01232
Bottom

Lugu 02 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
02001
Top
On vaikne mihklikuu hommik. Kaste särab nurmel, udu aeleb koltunud lehestiku tipul ja hääbub viimaks kõrgusse. Sel hommikul on vennad tõusnud väga sapistena ja vaiksetena, näod pesnud, juuksed harjanud ning pühapäeva-rõivad selga ajanud. Sest täna on nad otsustanud köstri juurde kooli minna. En stille september-morgen. Duggen funkler på marken, tågen bølger omkring de gulnende trætoppe, men stiger omsider til vejrs og forsvinder. Denne morgen stod brødrene op, meget gnavne og fåmælte; de vaskede deres ansigter, redte deres hår og iførte sig deres stadstøj. For i dag havde de besluttet, at de ville gå hen til klokkeren og begynde på deres skolegang. 02001
Bottom
02002
Top
Nüüd söövad nad jukoia pika männipuust laua ääres hommikust ja neile näivad maitsvat rusked herned, olgugi et nende näod polnud rõõmsad, vaid paha tuju kibedus paistis nende kulmukarvult; mõte kooliteest, mida mööda nad peatselt peavad astuma, on seda teinud. Kuid pärast söömist ei rutanud nad ometi kohe teele, vaid istusid veel hetkeks puhkama. Vaikides nad istusid, ja mõni neist vahtis murelikult alla põrandale, mõni jälle vaatles oma punakaanelist aabitsat, pöörates selle tugevaid lehti. Toa lõunapoolse akna ääres istub Juhani, vaadates aeg-ajalt üles kivise mäe ja tiheda männiku poole, kust paistis moori onn oma punapiidalise uksega. De spiser deres morgenmad ved Jukolas lange fyrretræsbord; og de brune ærter synes at smage dem, selv om deres ansigtsudtryk ikke er muntert, og man sporer en mørk fortrædelighed i deres øjenbryn; det er tanken på den tunge vandring til skolen, den vandring, de snart skal påbegynde, der har fremkaldt alt dette. Men da de er færdig med at spise, skynder de sig dog ikke straks af sted, men sidder og hviler sig endnu et stykke tid. De sidder tavse; nogle af dem stirrer modløst ned i gulvet, mens andre betragter deres a.b.c.-er, med det røde bind, og vender de stive blade. Juhani sidder ved husets sydvindue og stirrer op mod den stenede bakkeskråning og den tætte fyrreskov, hvor man kan se et glimt af Fyrreskovs-konens rønne og dens rødmalede dørstolper. 02002
Bottom
02004
Top
JUHANI: Venla astub seal mööda jalgrada, ja käbe on ta kõnnak. JUHANI: Dér kommer Venla hen ad stien; og hendes gang er så rask og gesvindt. 02003
Bottom
02005
Top
AAPO: Ja eile pidid nii ema kui ka tütar Tikkalasse sugulaste poole minema, naereid listima ning paluksid korjama, et olla sea! hilissügiseni. AAPO: Og i går besluttede både moder og datter at rejse hen til deres slægtninge på Tikkala for at tage roer op og plukke tyttebær; og de ville blive dér til sent på efteråret. 02004
Bottom
02006
Top
JUHANI: Hilissügiseni? See teeb mu üpris rahutuks. Arvatavasti nad lähevad; kuid Tikkalas on tänavu sulane, kes on priske poiss ja suur suli, ning sinna läheks peatselt meie kõigi lootus. Seepärast oleks kõige parem otsekohe teha see viimane temp, esitada küsimus, see kõigi küsimuste küsimus. Läki siis plikalt pärima, kas tahab ta meel meie poole painduda ning süda süttida. JUHANI: Til sent på efteråret? Det gør mig meget urolig. De begiver sig måske af sted, men på Tikkala har de en karl i år, en flot fyr og en stor gavtyv; så dér ryger snart håbet for os allesammen. Det er derfor bedst, straks på minuttet, at udføre den betydningsfulde gerning; at fremsætte spørgsmålet, spørgsmålet over alle spørgsmål. Vi går altså hen til pigen og spørger hende, om hendes hu kan bøjes og hendes hjerte brænde. 02005
Bottom
02007
Top
TUOMAS: Seda pean minagi kõige paremaks. TUOMAS: Det mener jeg også er bedst. 02006
Bottom
02008
Top
TIMO: Niisama mina. TIMO: Også jeg. 02007
Bottom
02009
Top
JUHANI: Ja-jaa! ega nüüd muud kui kõik kosja ning kõik ühekorraga nagu mehed. Ja-jaa! Issand hoidku meid! Kuid ei aita muu, vaid kosja, kosja! Nüüd oleme paremais rõivais, pestud ja harjatud; kogu meie väljanägemine on ristiinimese moodi: puhas ja otsekui uuesti sündinud. — See teeb mu rahutuks. — Kuid Venla poole! Nüüd on kohane aeg. JUHANI: Ja, ja, nu er der altså ikke andet at gøre ved denne lejlighed end at fri, allesammen og på én gang, som mænd. Gud være med os! Men der er intet andet at stille op end at fri, fri! Her sidder vi i vort bedste tøj ; vi er vaskede og kæmmede; ligner i hele vort udseende kristelige skabninger: nette og ligesom nyfødte. - Jeg er meget ængstelig. - Men nu af sted til Venla. Tidspunktet er gunstigt. 02008
Bottom
02010
Top
EERO: ja olgu see ka meie õnnepäev. EERO: Og måtte det også blive en lyksalighedens dag. 02009
Bottom
02011
Top
JUHANI: Kelle õnnepäev, kelle? Ahaa! kuis arvad, poiss? JUHANI: En lyksalighedens dag for hvem, for hvem ? Åhå, hvad tror du knægt? 02010
Bottom
02012
Top
EERO: Kas või meie kõigi. EERO: Hvorfor ikke for os allesammen ? 02011
Bottom
02013
Top
JUHANI: Teisiti öeldes, et ta meie kõigi naiseks teleks? JUHANI: Med andre ord, at hun skulle blive vores allesammens kone. 02012
Bottom
02014
Top
EERO: Kas või ka nii. EERO: Lad gå med det. 02013
Bottom
02015
Top
JUHANI: Ära, hull! JUHANI: Nej, stop nu! 02014
Bottom
02016
Top
SIMEONI: Kuidas see, jumala pärast, oleks võimalik? SIMEONI: Hvordan i Guds navn skulle det være muligt? 02015
Bottom
02017
Top
EERO: jumala ees pole miski võimatu. Uskugem, lootkem ja armastagem kõik üksmeelselt. EERO: Intet er umuligt for Gud. Lad os tro, håbe og elske i samdrægtighed. 02016
Bottom
02018
Top
JUHANI: Vait, Eero! sest nüüd läheme kosja ja iihes sellega kooli, vöörkotid õlal. JUHANI: Hold mund, Eero! Nu drager vi af sted på frierfærd og går samtidig i skole, med madposen på ryggen. 02017
Bottom
02019
Top
AAPO: Kuid et asja korralikult ajada, siis oiga üks meist seal onnis niikui isameheks. AAPO: Men hvis vi skal udføre vort ærinde ordentligt, må en af os være ligesom en slags ordfører, derinde i hytten. 02018
Bottom
02020
Top
JUHANI: See on tähtis punkt. Kuid sina ju oledki selle ameti peale otsekui loodud. Su! on hea anne; su kõae äratab ikka põues tuld ja välku. Tõesti! sa oled pastoriks sündinud. JUHANI: En meget vigtig sag. Men netop du er som skabt til det hverv; du har gode evner, og din tale har altid tændt fyr og flamme i et menneskes bryst. Sandelig! Du er som født til at være præst. 02019
Bottom
02021
Top
AAPO: Mis tean mina? ja miks kõneleme annetest? Siin metsas kaovad nad teadmatuse uttu, hääbuvad nagu sulisev ojake liiva. AAPO: Hvad ved jeg? Og hvorfor snakke om evner? Her i skovene forsvinder de i uvishedens tåge, bliver borte soin en rislende bæk i sand. 02020
Bottom
02022
Top
JUHANI: Vali saatus ei lasknud sind kooli. JUHANI: En ublid skæbne har forhindret dig i at komme i skole. 02021
Bottom
02023
Top
AAPO: Kust oleks meie talu minu koolitamiseks vara saanud? Pidage meeles: mõnigi moonakott peab kodu ja kooli vahet rändama, enne kui poiss räästooli pääseb. — Kuid püsime asja juures, kosjaasja juures. Olgu, nagu tahate. Mina .isur teie ühiseks kõisemeheks ja püüan rääkida nagu mõistlik mees. AAPO: Hvorfra skulle vor gård have fået midler til at holde mig i skole? Glem ikke: mangen en madpose dingler af sted mellem hjemmet og skolen, inden drengen havner i præstens prædike-tønde. - Men lad os vende tilbage til sagen, giftermålssagen. Jeg vil gøre, som I ønsker. Jeg træder frem som ordfører for os alle sammen og prøver at tale som en klog mand. 02022
Bottom
02024
Top
JUHANI: Asume siis teele. — Jumala eest! Ei aita muu, kui aga teele täie hooga. Moonakotid jätame välja moori onni elle, ja Lauri, kel pole se! allikal hobuse jootmist, hoidku neid «igade eest. Läki nüüd! Ja astume mõrsjamajja, aabits pihus; see annab meile pisut nagu pidulikkust. JUHANI: Lad os gå til værks. - Herrejemini! Men der er intet at stille op, vi må gå til værks for alvor. Vi sætter vore madposer uden for konens hus, og Lauri, der jo ikke liar kreaturer i den kilde, passer på, at svinene ikke rører dem. Kom nu, af sted! Og vi træder ind i brudekammeret med a.b.c.-en i hånden; det giver os en vis højtidelighed. 02023
Bottom
02025
Top
EERO: Eriti kui kukega kaane väljapoole pöörame. EERO: Især hvis vi vender det blad udad, hvor hanen sidder. 02024
Bottom
02026
Top
JUHANI: Kas jälle? Kuid kukest tuleb meelde see kohutav uni, mis painas mind läinud ööl. JUHANI: Er du nu dér igen? Men hanen minder mig om en skrækkelig drøm, der plagede mig sidste nat. 02025
Bottom
02027
Top
SIMEONI: Jutusta seda; ehk on see meile kasulikuks hoiatuseks. SIMEONI: Fortæl! Det kan måske give os en gavnlig advarsel. 02026
Bottom
02028
Top
JUHANI: Nägin und, et seal ahju peal oli kanapesa ja selles seitse muna. JUHANI: Jeg drømte, at der var en hønserede oppe på ovnen, en rede med syv æg. 02027
Bottom
02029
Top
SIMEONI: Jukola seitse poega! SIMEONI: Jukolas syv sønner! 02028
Bottom
02030
Top
JUHANI: Kuid üks munadest oli naeruväärt väike. JUHANI: Men et af æggene var latterligt lille. 02029
Bottom
02031
Top
SIMEONI: Eero! SIMEONI: Eero! 02030
Bottom
02032
Top
JUHANI: Kukk suri! JUHANI: Hanen døde! 02031
Bottom
02033
Top
SIMEONI: Meie isa! SIMEONI: Vor far! 02032
Bottom
02034
Top
JUHANI: Kana suri! JUHANI: Hønen døde! 02033
Bottom
02035
Top
SIMEONI: Meie ema! SIMEONI: Vor mor! 02034
Bottom
02036
Top
JUHANI: Ja siis kohe kogu maailma hiired, rotid ja nirgid pesa kallale. — Mis need loomad peaksid tähendama? JUHANI: Så kastede alverdens mus, rotter og væseler sig over reden. - Hvad mon de dyr betyder ? 02035
Bottom
02037
Top
SIMEONI: Meie patuseid himusid ning maailma rõõmusid. SIMEONI: Vore syndige begær og verdens vellyst. 02036
Bottom
02038
Top
JUHANI: Küllap vist. — Tulid nirgid, rotid ja hiired ning l> (a rutasid ja veeretasid, tiksisid ja taksisid muae, mis peagi katki läksid, niüg sest väikesest munast tõusis väga paha hais. JUHANI: Antagelig. - Væselerne, rotterne og musene kom og trillede og trimlede, skramlede og ramlede med æggene, så de snart gik i stykker, og det lille æg udsendte en meget skarp lugt. 02037
Bottom
02039
Top
SIMEONI: Pane tähele, Eero. SIMEONI: Læg mærke til det, Eero. 02038
Bottom
02040
Top
JUHANI: Munad löödi katki ja kohutav hääl, nagu paljude lioxkcde kohin, hüüdis nüüd ahju pealt mu kõrva: «Kõik on ära rikutud, ja see ärarikkumine on suur!» Nii hüüti, kuid siis hakkasime ometi koguma ja keetma toda sodi, ja saime sellest lõpuks niinimetatud munaroa ehk munapudru; ning me sõime seda üpris hea meelega ja andsime naabritelegi. JUHANI: Æggene blev ødelagt, og en frygtelig stemme, der buldrede som mange vandfalds brus, råbte i mit øre oppe fra ovnen: »Alt er ødelagt, og ødelæggelsen er stor!« Sådan blev der råbt, men vi begyndte omsider at samle hele dette roderi sammen og kogte det ; og til sidst fik vi en slags røræg ud af det. Vi spiste det med god appetit og gav også vore naboer noget. 02039
Bottom
02041
Top
EERO: Uks hea uni. EERO: En god drøm. 02040
Bottom
02042
Top
JUHANI: Kibe, kibe sini: sa haisesid seal kui põrgu. Väga kibedat und nägin mina sinust, poiss. JUHANI: Nej, bitter, bitter. Du stank som bare pokker. Det var en bitter drøm, jeg drømte om dig, knægt. 02041
Bottom
02043
Top
EERO: Aga mina nägin sinust üsna magusat und; nägin, et aabitsa kukk munes suile virkuse ja tarkuse palgaks suure hunniku komhut ning suhkrutükke. Sina rõõmustasid väga ja mekkisid oma maiustusi; andsid veel mullegi. EERO: Men jeg havde en rigtig sød drøm om dig; jeg så, hvordan hanen i a.b.c.-en værpede en vældig bunke bolcher og sukkerknalde til dig som belønning for din flid og din klogskab. Du blev meget glad, smaskede sukkerstadset i dig og gav også mig noget. 02042
Bottom
02044
Top
JUHANI: Või andsin sullegi. No see oli ju hästi tehtud. JUIIANI: Hvad, gav jeg også dig noget? Det varjo virkelig en god gerning. 02043
Bottom
02045
Top
EERO: Kunas and paha teeb? EERO: »Hvornår gør gaven ondt« ? 02044
Bottom
02046
Top
JUHANI: Ei iialgi; eriti kui sulle pisut vembla otsast annaksin. JUHANI: Aldrig, især hvis jeg gav dig lidt med stokken. 02045
Bottom
02047
Top
EERO: Miks ainult pisut? EERO: Hvorfor kun lidt ? 02046
Bottom
02048
Top
JUHANI: Suu kinni, mullikas! JUHANI: Hold kæft, din tyrekalv! 02047
Bottom
02049
Top
TUOMAS: Tehke seda mõlemad ja asume teele. TUOMAS: Gør det begge to. Og lad os komme af sted. 02048
Bottom
02050
Top
AAPO: Võtku igaüks oma kott ja aabits. AAPO: Enhver af os tager sin madpose og a.b.c. 02049
Bottom
02051
Top
Nii läksid nad naabri tütart kosima. Üksteise järel, vaikides sammusid nad üle kartulikoopa-künka, astusid üles mööda kivist mäge ning seisid lõpuks Männiku-moori onni ees. Så drog de af sted for at fri til naboens datter. De vandrede tavse og i gåsegang hen over den høje kartoiTelkulc, traskede op ad den stenede skråning og stod til sidst uden for Fyrreskovs-konens hytte. 02050
Bottom
02052
Top
JUHANI: Siin oleme, siia jätame oma kotid; ja sina, Lauri, istu truu vahina, kuni me mõrsjamajast tagasi tuleme. JUHANI: Nu er vi her, og dér sætter vi madposerne; og du, Lauri, sidder trofast og vogter dem, indtil vi kommer tilbage fra brudekammeret. 02051
Bottom
02053
Top
LAURI: Kas te seal kaua olete? LAURI: Bliver I længe derinde? 02052
Bottom
02054
Top
JUHANI: Sedamööda, kuis asjaajamine nõuab. — Kas kellelgi on sõrmust taskus? JUHANI: Så længe som sagens behandling kræver. - Har nogen afjer en ring? 02053
Bottom
02055
Top
EERO: Seda ei tule sul tarvis. EERO: Det behøves ikke. 02054
Bottom
02056
Top
JUHANI: Kas kellelgi on sõrmust taskus? JUHANI: Har nogen afjer en ring i lommen? 02055
Bottom
02057
Top
TIMO: Pole minul ega minu teada ka kellelgi teisel. Seal see asi on: noormees peaks ikka kõndima, särav sõrmus karmanis. TIMO: Ikke jeg og så vidt jeg véd, heller ikke nogen anden. Dér ser man: en ungkarl burde altid gå med en skinnende ring i lommen. 02056
Bottom
02058
Top
JUHANI: No pagan! Siin me siis nüüd seisame. Ja eile oli meil harjukas Iisakki, kellelt oleks võinud osta nii sõrmuse kui kaelaräti, kuid mul ei tulnud pähegi. JUHANI: Nå, for fanden! Der står vi nu. Og i går var den russiske bissekræmmcr, Isak, hos os, og jeg kunne have købt både en ring og et halstørklæde, men det tænkte jeg ikke på dengang, jeg svinebæst. 02057
Bottom
02059
Top
AAPO: Need riistad võime enesele ka tagantjärele osta. Ja ongi parem, kui kindlasti teada saame, kas meist keegi ja kes nimelt peab need õnnelikud ostud tegema. AAPO: De sager kan vi købe os bagefter. Og det er bedst, vi først får at vide, om nogen af os og i så fald hvem af os, der skal foretage disse glædelige indkøb. 02058
Bottom
02060
Top
JUHANI: Kes avas ust? Kas Venla? JUHANI: Hvem åbnede døren? Var det Venla? 02059
Bottom
02061
Top
TIMO: See oli vanamoor, see kõverlõug. TIMO: Det var den gamle kælling, den krum-kæftede heks. 02060
Bottom
02062
Top
JUHANI: Venla vokk vuriseb sea! kui rõõmus sitasitikas suveõhtul, ennustades ilusat ilma. Läki nüüd! Kus on mu aabits? JUHANI: Venlas spinderok snurrer derinde som en munter skarnbasse en sommeraften, en skarnbasse, der spår fint vejr. Kom, så går vi! Hvor er min a.b.c.? 02061
Bottom
02063
Top
AAPO: See on su pihus, vennas. Sa, jumala loom, oled peast nagu pisut segi. AAPO: I din hånd, brorlil. Du, din Guds skabning, du er jo ligesom lidt rundtosset i hovedet. 02062
Bottom
02064
Top
JUHANI: Pole viga, vennakene. Kuid ega mu nägu ometi nõtfinc ole? JUHANI: Der er ingen fare, kære bror. Men er jeg ikke sodet i ansigtet ? , 02063
Bottom
02065
Top
EERO: Mitte põrmugi, vaid oled puhas ja soe kui äsjamunetud muna. EERO: Slet ikke, du er ren og varm som et nylagt æg. 02064
Bottom
02066
Top
JUHANI: Läki nüüd! JUHANI: Kom så! 02065
Bottom
02067
Top
EERO: Oodake! Mina oien kõige noorem ja võin teile ukse nvada ning ise viimasena tulla. Astuge sisse. EERO: Vent! Jeg er den yngste, og jeg vil åbne døren for jer og selv komme sidst ind. Gå indenfor! 02066
Bottom
02068
Top
Nad astusid moori madalasse onni, Juhani kõige ees, silmad tüllis ja juuksed püsti nagu okassea harjased, ning teised järgnesid truult ja tõsiselt ta kannul. Nii astusid nad sisse ja Eero virutas ukse nende taga kinni, jäi aga ise välja, istus murule, huulil peiar muhelus. De gik ind i konens lave hus, Juhani forrest med øjnene på stilke og håret strittende som piggene på et pindsvin; og de andre fulgte troligt og højtideligt i hælene på ham. De gik altså ind, og Eero smækkede døren i efter dem, men han blev selv udenfor og satte sig ned i græsset med et fornøjet smil om læberne. 02067
Bottom
02069
Top
Kuid moor, kelle toas nüüd viis venda kosilastena seisavad, on käbe ja kärme eit; ta teenib endale ülalpidamist kanakasva- lusc ning marjakorjamisega. Suved ja sügised kookab ta usinalt käänulisi! raiesmail, maasika- ja palukakinkudel, kookab ning higistab ühes tütre Venlaga. Kauniks peeti neitsit. Ta juuksed olid roostekarva, vaade kaval ja terav, suugi sulav, pisut ehk liiga lai. Kehalt oli ta lühike, kuid tüse ja matsakas, ning tugev öeldi ta ka olevat. Säärane oli vennaste armuünd männiku varjul. Konen, i hvis hus fem brødre nu står som friere, er en rask og rørig kvinde; hun skaffer sig føden ved at holde høns og plukke bær; sommer og efterår rokker hun flittigt rundt på de stubbede marker, ved jordbær- og tyttebær-tuerne, rokker og sveder i selskab med sin datter, Venla. Pigen går for at være en skønhed. Hendes hår er rustfarvet, blikket listigt og skarpt, munden mild, men måske lidt for bred. Hun er lille af vækst, bredskuldret og fyldig, og man sagde, at hun også havde gode kræfter. Således var brødrenes kærlighedsfugl i fyrreskovens læ. 02068
Bottom
02070
Top
Kuid onni uks kriiksatas ja Juhani astus ägedalt välja, lausudes vihaselt teistele, kes veel sees viibisid: «Tulge ära, poi- nid!» Sapise näoga astusid nad viimaks kõik välja ja hakkasid kirikuküla poole kõndima. Kuid kui nad majast viiekümne nämmu kaugusele olid jõudnud, kahmas Juhani maast rusika- nuurusc kivi ja virutas selle vihast ähkides vastu onni ust; rak- xatas onn ja kiljatas onnis moor, avas ukse, vandus ning räuskas, raputades rusikat põgenevate vendade poole. Aabitsad pihus ja vöörkotid õlal, astusid vennaksed üksteise järel mööda kirikuteed, sõnagi omavahel vahetamata. Viha ägeda vimmaga rändasid nad; liiv sahises ja kotid kõikusid; ega pannud nad lälicle, kuidas tee kulus. Kaua kõndisid nad hääletult, kuni Eero viimaks suu avas ja küsis: Men husets dør knirkede, og Juhani, der kom ud i en fart, råbte rasende til de andre, som endnu var derinde: »se, at komme væk, drenge!« Omsider kom de alle sammen ud, med et fortørnet udtryk i ansigtet, og begyndte at trave af sted til kirkebyen. Men da de befandt sig et lialvt hundrede skridt fra hytten, greb Juhani en knytnæve-stor sten på jorden og slyngede den, stønnende af raseri, imod husets dør; det drønede i hytten, og konen udstødte et hyl derinde; hun åbnede døren, bandede og rasede og truede med næven efter de flygtende brødre. Med a.b.c.-en i hånden og madposen på ryggen traskede brødrene nu, i hælene på hinanden, hen ad vejen til landsbyen uden at sige et ord. De travede af sted med vredens hujende hast, sandet spruttede og poserne svajede, og de lagde slet ikke mærke til, hvor hastigt vejen svandt bag dem. De gik længe i tavshed, indtil Eero omsider åbnede munden og sagde: 02069
Bottom
02071
Top
EERO: Kuidas asi õnnestus? EERO: Hvordan gik det? 02070
Bottom
02072
Top
JUHANI: Jaa-ah! et kuidas ta õnnestus? Kas sa meiega uisse tulid, sina harakas, sina varesepoeg? Kuid ei usaldanud, toepoolest ei usaldanudki. Mis sihukesest varesepojast? Venla pistaks ta seeliku alla. Aga vaata, vaata, kui palju olen ma ninust und näinud. Nägin ju, nagu nüüd mäletan, mineval ööl linust veel teisegi une. Imelik küll! Seal sa istusid männikus Venla kõrva], armsalt mehkeldades, kui mina teile sala lähedale hiilisin. Kuid vaata, kui mind nägite, mis tegi siis Venla? Peitis, pagan, su oma undruku ääre alla. «Mis oled sa seelikusse mässinud?» küsisin mina. «Ainult väikese varese-poja,» vastas tüdrukulõkats. Hi-hi-hii! Ja ega olnudki see uni, ei, tont võtku! vaid iseenesest, omast peast mõtles juhani-poju selle välja. Jaa-ah! ei ta olegi nii rumal, kui arvatakse. JUHANI: Ja-e, ja-e! Hvordan mon det gik? Fulgte du med os ind, din skade, din krageunge? Du turde ikke, du turde sandelig ikke. Men hvad er sådan en krageunge værd ? Ham kunne Venla stikke op under sin skørter. Men se bare, se bare, hvor meget jeg egentlig har drømt om dig. Jeg kommer i tanker om, at jeg drømte en anden drøm om dig forrige nat. Mærkeligt! Du sad i fyrreskoven ved siden af Venla og kærtegnede hende kærligt, da jeg nærmede mig jer med forsigtigt listende skridt. Men se, da I fik øje på mig, hvad gjorde så Venla? Hun gemte dig, fanden ta’ mig, under sine skørter. »Hvad har du viklet ind i dit skørt?« spurgte jeg. »Bare en lille krageunge«, svarede den frække tøs. Hi, hi, hi! Og det var ikke nogen drøm, sågu’ nej; han har selv fundet på det, Juhani-knægten her, lige ud af sit eget hoved. Ja-ah! Han er ikke så dum, som man siger. 02071
Bottom
02073
Top
EERO: Imelik, kuidas oleme teineteisest und näinud. Mina nägin sinust jälle niiviisi: Seisite otsekui seal männikus, sina ja Venla, armsalt kaisutades ja tõsiselt üles pilvedesse vahtides. Sest sealt, taeva kõrgusest, ootasite mingit märki, otsekui teie armastuse heakskiitmise täheks. Taevas kuulas, kuulasid mets, ösaa ja väikesed sirgukesedki, ning te ise ootasite kõige sügavamas vaikuses, mis peab tulema. Tuligi lõpuks üks vana vares, lendas kohmates läbi vaikse õhu, ja kui jõudis otse teie kohale, heitis kord jõllitava pilgu alla teie peale, kuid pööras siis peagi silmad jälle teisale, laiutas koibi ja laskis midagi valget, mis langes alla ja laksatas poisile ning plikale vastu otsaesist, plärtsatas vastu sihverplaati. — See ärgu pahandagu sugugi su meelt, sest nägin nii unes ega ole sepitsenud midagi omast peast. EERO: Besynderligt, så vi har drømt om hinanden. Jeg har drømt om dig på følgende måde: Du og Venla stod ligeledes ude i skoven, omfavnede hinanden kærligt og stirrede alvorligt op mod skyerne. Derfra, fra himlens højder, bad I om et tegn, et bevis på, at jeres kærlighed havde fundet nåde. Himlen lyttede, skoven lyttede, jorden og endogså de små fugle lyttede; og I selv ventede i dybeste tavshed på, hvad der nu ville times. Til sidst kom en gammel krage flyvende med træge vingeslag gennem den stille luft, og da den nåede det sted, hvor I stod, stirrede den en enkelt gang ned på jer, men vendte så hurtigt sit blik andetsteds hen, spredte benene fra hinanden og slap noget hvidt fra sig, der faldt ned og sprøjtede knægten og pigen i panden, plask lige oven i krukken. — Lad nu ikke dette forurolige dit sind, for jeg drømte virkelig sådan, det er ikke noget, jeg har digtet ud af mit eget hoved. 02072
Bottom
02074
Top
JUHANI: Ma sind riivatut... JUHANI: Jeg skal lære dig, din forbandede. . . 02073
Bottom
02075
Top
Siis tormas ta kohutavana Eero poole, kes väledalt vihase venna eest põgenes. Ühe hüppega põikas ta teelt, laskis jänesena piki põldu, kuid Juhani kohmas metsiku karuna ta järel. Karglesid kotid, kõmises kuiv nõmm nende all ja kostis teiste vennaste kisa, kes riiumehi rahule ning leplikkusele manitsesid. Kaid Eero kiirustas jälle teele tagasi, ja teised ruttasid teda päästma kohutava Juhani küüsist, kes juba otse noorema venna kannul jooksis. Så styrtede han opbragt hen imod Eero, der hurtigt flygtede for sin vrede broder. Han sprang med et sæt bort fra vejen, strøg som en hare hen over heden, men Juhani tumlede af sted efter ham som en tirret bjørn. Madposerne dinglede frem og tilbage, den tørre jord dundrede under deres fødder, og man hørte de øvrige brødre råbe til de uenige, at de skulle være fornuftige og fordragelige. Men Eero skyndte sig tilbage til vejen, og de andre ilede til for at redde ham ud af kloerne på den forfærdelige Juhani, der allerede var lige i hælene på sin yngste broder. 02074
Bottom
02076
Top
TUOMAS: Seisa ilusti paigal, Juhani. TUOMAS: Hold nu op, Juhani, og vær rolig. 02075
Bottom
02077
Top
JUHANI: Ma teda pigistan! JUHANI: Jeg skal banke ham! 02076
Bottom
02078
Top
TUOMAS: Korralikult, mu poiss. TUOMAS: Rolig, min ven ! 02077
Bottom
02079
Top
JUHANI: Surm ja needus! JUHANI: Fanden heller! 02078
Bottom
02080
Top
AAPO: Ta tasus ainult sama mõõduga. AAPO: Han gav jo kun råt for usødet. 02079
Bottom
02081
Top
JUHANI: Neetud olgu ta keel, neetud olgu see päev! Saime ju, jumala eest, Venlalt korvi! Haaksarvised saatanad ja suur taevane sõjasalk! Ei näe mu silmad enam süllavõrdki enese ette; nii must on maa ja taevas, kõik on must mu südame pärast. Surm ja needus! JUHANI: Forbandet være hans tunge, forbandet være denne dag! Vi fik jo, i Guds navn, kurven af Venla! Krum-hornede spøgelser og himlens store hærskare! Mine øjne kan næppe se en alen frem for sig, så sort er jorden og himlen, sort på grund af mit hjerte. Fanden stå i det! 02080
Bottom
02082
Top
SIMEONI: Ära nea, mees. SIMEONI: Band ikke, mand. 02081
Bottom
02083
Top
JUHANI: Nean nii, et maailm ringi käib ja laiali vajub nagu pehastanud palgikelk mastipuu all! JUHANI: Jeg vil bande, indtil j'orden vælter og falder sammen som en gammel tømmerslæde under et mastetræ! 02082
Bottom
02084
Top
SIMEONI: Mis me siis teha võime? SIMEONI: Hvad skal vi nu gøre ? 02083
Bottom
02085
Top
JUHANI: Teha? Kui see aabits poleks jumala sõna, jumala enese kiri, siis lendaks räbalaiks, räbalaiks silmapilk see raamat! Kuid vaata siia: oma moonakoti peksan ma pudruks vastu maad! Kas tahate näha? JUHANI: Gøre? Hvis denne a.b.c. ikke var Guds ord, Guds egen bog, så ville j'eg rive den itu, flå den i stumper på stedet! Men se nu: j’eg vil mase madposen til mask her på marken! Vil I se? 02084
Bottom
02086
Top
SIMEONI: Ära jumala pärast jumala andi. Tuleta meelde «Paimio neitsit». SIMEONI: For Guds skyld, gør det ikke med Guds gaver. Tænk på »Paimios pige«. 02085
Bottom
02087
Top
JUHANI: Mu siida on vaevas! JUHANI: I mit hj'ertes kval. 02086
Bottom
02088
Top
SIMEONI: «Kannatus vaevas, manna taevas.» SIMEONI: »Kvaler her, manna hisset«. 02087
Bottom
02089
Top
JUHANI: Ma vilistan taevamanna peale, kui ei saanud Männiku-moori Venlat. Oi vennad ja mu suguvõsa suur! Kui te teaksite, siis mõistaksite, et mu mõtted on juba ligi kümme aastat selle tüdrukulõkatsi ümber meeletult pöörelnud. Kuid nüüd läks mu lootus, läks nagu tuhk tuulde. JUHANI: Jeg giver pokker i himlens manna, når jeg ikke kan få skovkonens Venla. Oh, brødre og min store slægt! I ville forstå mig, hvis I vidste, at mine tanker har kredset fuldstændig vanvittigt omkring den pige i næsten ti år. Men nu svandt mit håb, forsvandt som aske for vinden. 02088
Bottom
02090
Top
TIMO: Varasel hommikutunnil saime korvi. TIMO: Vi fik kurven lige fra morgenstunden. 02089
Bottom
02091
Top
JUHANI: Viimane kui üks! JUHANI: Alle mand! 02090
Bottom
02092
Top
TIMO: Ei leidnud keegi armu, ei väiksemgi meist Kõik saime. TIMO: Ingen blev skånet, ikke engang den mindste af os. Vi fik kurven alle sammen. 02091
Bottom
02093
Top
JUHANI: Kõik, kõik! Kuid parem ometi nii, kui et mõni teist oleks ta enesele naiseks saanud. Annaksin nüüd, kurat võtku! sellele poisile kitli peale, kellega see temp oleks juhtunud, seda mina teeksin. JUHANI: Alle, alle! Men det er dog bedre sådan, end hvis en af os havde fået hende til kone. Jeg ville, fanden ta’ mig, banke den fyr, der havde været så heldig; det lover j'eg. 02092
Bottom
02094
Top
TUOMAS: Me olime kõik liiga sündmatud. Seda avaldas plika pilkav naer, kui Aapo oli meie ühise asja esitanud. TUOMAS: Vi var aldeles umulige. Det kunne man se på pigens hånlige grin, da Aapo havde fremsat vor fælles sag. 02093
Bottom
02095
Top
JUHANI: Naha peale peaks ta saama, see lõkats. Meid narriks teha! Oota, sa nokats! — Aapo tegi kõik, mis võis, seda ei saa salata; kuid siin poleks aidanud isegi keerubi keel. JUHANI: Hun skulle have prygl, den tøs. At håne os! Vent bare, din tæve. - Aapo gj’orde sit bedste, det er synd at sige andet, men her ville selv en kerubs tunge ikke have nyttet noget. 02094
Bottom
02096
Top
TIMO: Kui oleksime aga plika ette astussud mustas kalevi- kuues ja kell oleks paisutanud vestitaskut nagu priske sõrru- naeris, võti veel koksatanud keti küljes ja hõberipatsiga piip hambus auranud, siis oleks, susi söögu! meie ettevõttest tulnud nii mune kui poegi. TIMO: Men hvis vi var trådt frem for pigen i sorte klædesfrakker; og hvis uret havde svulmet i vor vestelomme som en flot roe; og hvis nøglen havde dinglet i en kæde, og en sølvbeslået pibe havde dampet mellem vore tænder, så ville der, pokker ta’ mig, være kommet både æg og kyllinger ud af vort ærinde. 02095
Bottom
02097
Top
JUHANI: Naisel ja harakal on ühesugune himu säravate asjade järele. — Kuid Aapo on vait nagu jäätanud järv. JUHANI: Kvinden og skaden er lige lystne efter skinnende sager. - Men Aapo er tavs som en frossen sø. 02096
Bottom
02098
Top
AAPO: Minu hääl ei kosta marus. Või hakkavad südame metsikud tuulispead su põues juba laskuma? AAPO: Vor stemme kan ikke høres gennem stormen. Eller er din sjæls vilde hvirvelstorme begyndt at falde til ro i dit bryst ? 02097
Bottom
02099
Top
JUHANI: Veel lainetab mu südame verine tiik, lainetab veel kaua. Kuid lausu ometi üks sõnagi. JUHANI: Mit hjertes blodpøl bølger stadig; vil bølge længe. Men sig dog et ord. 02098
Bottom
02100
Top
AAPO: Kas või kakski. Kuula siis nüüd. Võta oma süda pihku ja sosista ta kõrva mõistuse keeli nõnda: Venla ei hoolinud sinust, sest et ta sind ei armasta, ja et ta seda ei tee, see ärgu sind kurvastagu; sest armastuse leegi süütab taevas, mitte aga inimese mõtted. Kerjustüdruk armub kuningasse, vürstinna armub korstnapühkijasse nii mis hull. Nii lendleb siin armastuse vaim risti ja rästi ning sina ei tea, kust ta tuleb. AAPO: To, om det skal være. Hør nu her. Tag hjertet i din hånd og hvisk det således i øret med fornuftens stemme: Venla ville ikke have dig, fordi hun ikke elsker dig; og at hun ikke gør det, bør ikke græmme dig, eftersom kærlighedens flamme tændes af himlen, men ikke af menneskets planer. Tiggertøsen forelsker sig i kongen, fyrstinden forelsker sig aldeles vanvittigt i skorstensfejerdrengen. Sådan flyver kærligheden rundt på kryds og tværs her i livet, og du ved ikke, hvorfra den kommer. 02099
Bottom
02101
Top
TIMO: Armastus puhub, kust tema tahab, sina kuuled ta kuminat, kuid ei tea, kust ta tuleb ja kuhu ta läheb. Nii kuulsin tihti endist vaestemaja eite ütlevat. Kuid ta mõtles sellega vist jumala armastust, arvan mina. TIMO: Kærligheden blæser fra den kant, den selv vil, du hører dens sus, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Således hørte jeg engang en gammel, fattig kvinde sige. Men hun mente vist Guds kærlighed, tror jeg nok. 02100
Bottom
02102
Top
AAPO: ütle, Juhani, oma südamele veel nõndagi: ära löö astla vastu takka üles! Venla tegi õieti, kui korvi andis, sest astuda abiellu armastuse sunduseta — see ei lähe; see teeb asja keeruliseks ja toob sagedasti igavest õnnetust, nagu seda paraku nüüd tihti nähakse ja kuuldakse. Nõnda, vennad, Venla võtku enesele see, kes on talle määratud; meie teeme niisama. AAPO: Sig endvidere følgende til dit hjerte, hold op med at sparke! Venla gjorde ret i at afslå dit ønske; for at indgå ægteskab uden kærlighedens spore fører ikke til noget godt, men volder vanskeligheder og medfører ofte evindelige græmmelser, hvad man desværre ser og hører så tit nu om stunder. Ja, brødre, lad Venla tage den, der er bestemt for hende, og lad os gøre ligeledes. 02101
Bottom
02103
Top
TIMO: Selle tüdruku, kes tehtud mu küljeluust, saan mina lõpuks, kas või pagan uluks. Tean veel üht asja: mehe süda seisab pahema!, aga naise oma paremal poo! rinnas. TIMO: Den pige, der er skabt af mit ribben, får jeg til sidst, om så fanden brøler. Og jeg véd endnu en ting: mandens hjerte sidder i venstre side af brystet, men kvindens sidder i højre. 02102
Bottom
02104
Top
JUHANI: Kuid minu süda ei seisa, vaid hüpleb ja mässab nagu pagan. — Oh sina pläralära, sina mustlaselõkats! Miks pidasid halvaks mind talupoega, päris savimaa talupoega, vanemat poega! JUHANI: Men mit hjerte sidder ikke, det danser og raser som en hedning. - Oh du, din fjante, din zigøjner-tøs, hvorfor vragede du mig, bondesønnen, sønnen fra gården med de lerede marker, den ældste søn ? 02103
Bottom
02105
Top
AAPO: Siin pole midagi imestamisväärt. Meie talu on kisendavalt lohakil, ja see neitsike loodab, kuigi minu arvates asjata, et palju paremasse tallu perenaiseks saab. Olen kuulnud, et teda meelitab too Sorvari Juhani. AAPO: Det er ikke noget at forundre sig over. Vor gård befinder sig i skrigende nød, og pigen håber, om end forgæves efter min mening, at blive husmoder på en langt bedre gård. Jeg har hørt, at Sorvaris Juhani, den springfyr, fjaser med hende. 02104
Bottom
02106
Top
JUHANI: Too kikklõua-Jussi! oleks sa nüüd mu kinnaste vahe!, ma paitaksin sind pisut. Narrida plikat igavesse häbisse! JUHANI: Du, din spids-hagede Jussi! Hvis jeg havde dig i mine klør, skulle jeg banke dig en kende. Narre pigen, så hun får evig skam! 02105
Bottom
02107
Top
AAPO: Ja-jaa, maailm on ühel hoobil hull ning petlik. Venlal ei puudu nägu ega Jussil tegu. Sorvari on tore talu, ja see meelitab, kuid Jukola, see armetute pesa, on väga viletsas seisukorras, ja meie ise, talu seitse pärijat, veelgi viletsamas seisukorras, vähemalt maailma silmis. Meeles pidades meie nooruse laiska ja tihtipeale metsikut elu, ei või inimesed meist enam midagi korralikku loota. Ja ma tean, et vaevalt võib isegi kümme aastat korralikku ja kõigipidi auväärt elu meid kaasinimeste silmis uuesti täielikku inimväärtusse tõsta. Nii raske on vabanemine paha nime kõntsast, kui see kord mehe külge on hakanud. Kuid parem hilja tõusta kui igaveseks armetuse porilompi vajuda. Sellepärast olgu meie sihiks m parandus, meeleparandus kõigest jõust! AAPO: Ja, ja, verden er samtidig både forrykt og falsk. Venla mangler ikke ydre, og Jussi ikke snedighed. Sorvari er en solid gård, og det lokker, mens Jukola, denne elendige rede, er i en sørgelig forfatning, og vi selv, gårdens syv arvinger, er i en endnu sørgeligere forfatning, i hvert fald i verdens øjne. Menneskene, der mindes vor ungdoms dovne og ofte vilde liv, venter sig ikke mere noget godt af os. Og jeg ved, at selv ti års ordentlig og på alle måder prisværdig optræden næppe vil være i stand til at give os vort fulde menneskeværd tilbage, i vore medmenneskers øjne. Så svært er det at befri sig for det smuds, der følger med et dårligt rygte, når det først har mærket sin mand. Men det er dog bedre, at vi omsider stræber opad, end at vi for bestandig synker ned i vor elendigheds mudderpøl. Lad os derfor forbedre os; forbedre os af alle kræfter! 02106
Bottom
02108
Top
JUHANI: Meeleparanduse teel me nüüd ju olemegi. Kuid see õnnetu kosjakäik andis mu südamele hoobi, mida see päevade ja nädalate kaupa hirmsalt põeb; see lõi haava. JUHANI: Vi befinder os jo nu på bedringens vej. Men denne ulyksalige frierfærd gav mit hjerte et slag, som det vil lide frygteligt under, i dage og uger; gav mig et sår. 02107
Bottom
02109
Top
AAPO: Haava, haava, tõepoolest; kuid ma tean, aeg viib sellegi haava unustuse kärna ning naha alla. — Mis kära sea! teel on? AAPO: Et sår, ja, sandelig et sår; men jeg ved, at tiden vil dække såret med glemslens skorpe og skind. - Hvad er det for larm, der henne på vejen ? 02108
Bottom
02110
Top
TIMO: Toukola poiste rõõmus parv. TIMO: En munter flok fyre fra Toukola. 02109
Bottom
02111
Top
AAPO: Kulutavad oma vaba esmaspäeva vallatuse pöörises, suursulid. AAPO: De fejrer deres fri-mandag med ustyrlig støj, de slyngler. 02110
Bottom
02112
Top
TIMO: Ja tahavad kangesti meidki oma seltsi. TIMO: Og de vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02111
Bottom
02113
Top
JUHANI: Kiusatus läheneb. JUHANI: Fristelsen nærmer sig. 02112
Bottom
02114
Top
TIMO: Neil on nii lõbus olla. TIMO: De har det så fornøjeligt. 02113
Bottom
02115
Top
JUHANI: Aga meil? Mis ootab meid ees? Tuhat sarvilist ootab meid vaeseid ja tuline juuksesakutus. JUHANI: Men vi? Hvad venter os? Tusind behornede djævle! På os stakler venter en varm portion rusk i parykken. 02114
Bottom
02116
Top
EERO: Mihuke vahe: purra köstri ukse kõrval aabitsat, või kulutada hõisates ja lauldes rõõmsat vaba esmaspäeva lõbusate seltsimeestega. EERO: Hvilken forskel: at terpe a.b.c. bag klokkerens dør eller fejre en glad fri-mandag, råbende og syngende, sammen med muntre kammerater. 02115
Bottom
02117
Top
JUHANI: Vahe on kohutavalt suur, suur kui kaevupõhj» ning taeva vahel. Vennad, kuhu peame astuma? JUHANI: Forskellen er forskrækkelig stor; stor som dybet mellem brønden og himlen. Brødre, hvilken vej skal vi gå? 02116
Bottom
02118
Top
EERO: Astume aga taevasse. EERO: Naturligvis til himlen. 02117
Bottom
02119
Top
AAPO: Kaevu, kaevu! lõmpsima rikkalikku eluvett, õpi, tarkuse ja teaduse ürgmetsadesse tahame süveneda. AAPO: Til brønden, til brønden! For rigtig at slubre livets vand i os. Vi vil fordybe os i lærdommens, kundskabens og visdommens skatkamre. 02118
Bottom
02120
Top
TUOMAS: Köstri juurde, köstri juurde! TUOMAS: Til klokkeren, til klokkeren! 02119
Bottom
02121
Top
JUHANI: Noh, marsime siis! JUHANI: Nå, lad os så traske af sted! 02120
Bottom
02122
Top
EERO: Kuulake Kissala Aapeli klarneti häält. EERO: Hør Kissala-Aapelis klarinet! 02121
Bottom
02123
Top
JUHANI: Imeilus! JUHANI: Vidunderligt! 02122
Bottom
02124
Top
TIMO: Kajab nagu peaingli pasun. TIMO: Lyder som ærke-englens basun. 02123
Bottom
02125
Top
JUHANI: Kui taeva sõjasalk ekseerib ja marsib, nii et pori plärtsub. Imeilus! JUHANI: Når den himmelske hærskare eksercerer og marcherer, så skidtet sprøjter. Vidunderligt! 02124
Bottom
02126
Top
TIMO: Nad tahavad meid kangesti eneste seltsi. TIMO: De vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02125
Bottom
02127
Top
JUHANI: Muidugi teada. Kiusatus läheneb, läheneb tõesti. JUHANI: Det ved man. Fristelsen nærmer sig os ; det gør den sandelig. 02126
Bottom
02128
Top
Kui vennaksed nõnda vestsid, lähenes neile Toukola poiste parv, kuid kaugeltki mitte nii viisakalt ja heatahtlikult, nagu jukolased ootasid. Nad olid võrdlemisi vintis ja neil tuli nüüd tuju vennaste kulul pisut nalja heita ning nad laulsid neile laulu, mis äsja sepitsetud ja mida nad kutsusid «Seitsme mehe jõuks». Nõnda lähenesid nad siis koolimeestele, lauldes järgmisel viisil, kuna Kissala Aapeli klarnetit puhus: Mens brødrene snakkede således sammen, nærmede sig en flok fyre fra Toukola, men de var ikke slet så høflige og venlige som Jukola-sønnerne havde ventet. De var temmelig omtågede, og for at drive løjer med brødrene sang de en nylavet vise, som de havde kaldt: »Syv mænds styrke«. Mens Kissala-Aapeli spillede, nærmede de sig skolegængerne og sang således: 02127
Bottom
02129
Top
Kõmaga nüüd kõigi kaelad,
Lahti löön kui laulu paelad,
Lauldes seitsme venna võimast.

Nagu Suures Vankris tähti,
Nii ses talus poegi nähti —
Seitse laiska venivorsti.

Juho manab, maja kajab,
Tuld ja tõrva välja ajab,
Juhani, see parem poju.

Tuomas seisab nagu sammas,
Kuulab vait kui vaga lammas
Aapo Saalomoni-tarkast.

Simeon, see vaga nägu,
Ohkab, õhkab: «Kuritegu,
Patt ja pärgel ilmaelu.»

Simeoni herneid keedab,
Timo rasva sekka heidab:
Sülgab patta täie suuga.

Lauri-poju metsas sammub,
Puude išmber ringi tammub,
Tongib nõmmi nagu mäger.

Tn-eb viimne sabalüli,
Väike Eero, kius ja tiili,
Talu klähviv karjapeisi.

Seal siis on see vennasari,
Uhke nagu sõnnikari
Oma seitsme mehe jõuga.
Hyl nu, hver en hals og tunge,
jeg en salme nu vil sjunge
om styrken hos de syv.

Stjerner syv i karlsvogn står,
drenge syv paa Jukola gård,
de søde dovenkroppe.

Juho larmer, huset ryster,
gårdens rette søn sig bryster,
den store »Jussi-knægt«.

Tuomas som egen stod,
da Abraham sin røst oplod,
den store Salomon.

»Usle menneske«, han præked,
Simeoni, flagreskægget,
»satanisk, syndigt, sølle«.

Simeoni koger ærter.
Er der fedt i, Timo, er der?
I grydens skum han spytter.

Lauri-knægt i skoven render,
glor paa træer, der nedad vender,
han roder som en grævling.

Lille-Eero, halespidsen,
glat i kæften, arrig, vrissen,
den bidske hund på gården.

Brødre-skaren står herude,
stolte som en drift af stude,
så stærke alle syv.
02128
Bottom
02166
Top
Hääletuma, kuigi hambaid kiristades, kuulasid vennaksed seda laulu. Kuid kui narrijate mõnitus sellega ei lõppenud, vaid pilkesõnu peatamatult langes, eriti aabitsa kukest ja selle munemisest, siis hakkas vennaste sapp paisuma ja nende silmad läksid teravaks, tõmbusid kitsaks nagu tuhkrul, kui ta mustas laanes kännu alt välja päevavalgusse vaatab. Kuid nüüd juhtus, et üks võllaroog toukolaste hulgast Juhanist mööda minnes äkki aabitsa ta käest tõmbas ja kõigest jõust jooksu pistis, aga Juhani viskas talle metsikuna järele. Siis tormasid ka teised vennad tulise hooga pilkajate kallale ja kaklus läks üldiseks. Esiti plaksusid kõrvakiilud, plaksusid mõlemalt poolt, kuid selle järel kargasid nad üksteise kõrisse kinni ja hakkasid — sõgedalt, ähkides — üksteist rebima, kiskuma ning rusikaga lahmima. Vägevalt lõid vastu toukolased, aga veel vägevamalt virutasid Jukola poisid, ja raskelt nagu raudnuiad langesid vennaste rusikad vastu vaenlaste päid. Pööreldi tolmus, mis tõusis pilvena kuivalt teelt, ja liiv ning sõmer rabise- sid nende ümber lehestikus. Nii kestis märatsev taplus, ja vennaksed, kes pea juba võidul, kisendasid kõrge häälega: «Neetud, kas palute armu?» ning kaja pilvist vastas: «armu!» Kuid kaua panid toukolased vastu, kuni viimaks võimetuina maha vajusid. Seal lamasid nad rebitud kuuesiilude ja tursunud nägudega, neelates ahnelt värsket õhku kuuma, lõõtsutavasse sisikonda. Võidumeestena seisid vennad, kuid nende näolt paistis, et neilegi taplusest küllalt sai ja et neilegi oli meeltmööda puhke-silmapilk. Eriti oli möllus Eeroga pahasti ümber käidud, sest ta lühike kehakasv andis vastastele suure paremuse. Tihti keerles ta kakluse kestel nagu väike mägrakoer teiste meeste jalus ja ainult rutuline abi teiste vendade poolt päästis teda põhjaliku purustamise eest. Rebitud juustega istus ta nüüd kraavikaldal ja kogus uut jõudu, kõvasti lõõtsutades. Tavse, men med sammenbidte tænder, lyttede brødrene til denne sang. Men da plageåndernes spot ikke engang standsede her, og hånlige bemærkninger regnede ned over brødrene i det uendelige, især om den æglæggende hane i a.b.c.-en, begyndte deres galde at svulme; og deres øjne blev hvasse; de blev små og smalle som ilderens øjne, når den sidder under sin træstub i den mørke skov og stirrer op mod solens lys. Men nu skete der det, at en stor krabat blandt Toukola-folkene pludselig i forbifarten rev a.b.c.-en ud af hænderne på Juhani og begyndte at løbe af alle kræfter, men Juhani styrtede straks efter ham, opbragt af raseri. Så kastede de andre brødre sig også over deres plageånder i en vældig fart, og dermed var slagsmålet i fuld gang. Først knaldede lussingerne, knaldede fra begge sider, men så greb de hinanden i struben og begyndte - blindt og stønnende - at rive, flå og fægte med næverne. Toukola-folkene slog hårdt fra sig, men Jukolas mænd slog endnu hårdere, og brødrenes knytnæver faldt, tunge som jernkøller, oven i hovedet på deres fjender. De væltede sig i skidt og støv, der steg som en sky op fra den tørre landevej ; og sand og grus raslede omkring dem mellem buskene. Sådan rasede det larmende slagsmål et stykke tid, og brødrene, der næsten var lige ved at vinde, råbte med høj stemme: »I sataner, beder I om nåde?« ; og ekkoet svarede fra støvskyerne: »Nåde!« Men Toukola-folkene gjorde modstand i lang tid, indtil de omsider sank udmattede til jorden. Dér lå de nu med sønderrevne frakkeskøder og opsvulmede ansigter, mens de grådigt sugede den friske luft ind i deres hede, pustende indre. Brødrene stod nu som sejrherrer, men deres udseende vidnede om, at de havde fået nok af slagsmålet, og at en smule hvile også ville være velkommen for dem. Især Eero var blevet svært medtaget under tumulten; hans lavstammede vækst var nemlig til stor fordel for modstanderne. Under slagets gang havde han ofte tumlet rundt mellem fødderne på de andre helte som en lille grævlingehund ; og kun hurtig bistand fra brødrenes side havde reddet ham fra at blive helt radbrækket. Han sad nu på grøftekanten for at samle nye kræfter; håret strittede, og han stønnede heftigt. 02165
Bottom
02167
Top
Kuid kuna teised just tapluse lõpetasid, lähenes Juhani oma vastasega, kiskudes teda kaelusest ja kägistades aeg-ajalt kõrist. Kohutav, hirmus oli nüüd Jukola vanema venna nägu. Viha tuisatas tulena ta muidugi väikestest silmadest, mis nüüd vimmast veripunastena metsikult ta peas pöörlesid; kibe higi voolas ojana ta põsilt ja nagu sõjatäkk ta lõõtsutas ning ähkis. Men netop da de andre var færdige med at slås, nærmede Juhani sig med sin mand; han halede af sted med ham i flippen og klemte ham nu og da om struben. Frygtindgydende og frygtelig var nu Jukolas ældste søn at skue. Vreden flammede som ild ud af hans - også nu - temmelig små øjne, der helt blodskudte af raseri rullede vildt i hovedet på ham ; en skarp sved strømmede ned over hans kinder, og han st«»linede og pustede som en stridshingst. 02166
Bottom
02168
Top
JUHANI: Otsi mu aabits, otsi mu a-pe-tse-raamat, silmapilk! Vaata, ma pigistan sind muidu nii, et su raba lendab. Otsi jumala nimel see punakaaneline aabits, sina vurle. Vaat nii mina sulle annan, vaat nii! JUHANI: Find min a.b.c., find min a.b.c., på stedet! Ser du, jeg skal klemme dig, til skidtet flyver ud af dig, hvis du ikke gør det. Find for Guds skyld min a.b.c. med det røde bind, din slyngel. Se her, sådan vil jeg give dig, ser du, sådan! 02167
Bottom
02169
Top
TOUKOLANE: Ära löö! MANDEN FRA TOUKOLA: Slå ikke ! 02168
Bottom
02170
Top
JUHANI: A-pe-tse-raamat! JUHANI: A.b.c.-en! 02169
Bottom
02171
Top
TOUKOLANE: Sinna põõsasse ma ta viskasin. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg kastede den dér ind i buskene. 02170
Bottom
02172
Top
JUHANI: Pane ta kaunilt mu pihu peale, oma käekesega, sina vurle. Kas sa arvad niisama siin tantsu löövat, vurle? Kas sa, neetud, ei anna seda punakaanelist aabitsat mu kätte? JUHANI: Læg den nu i min næve, rigtig pænt, med den lille, søde hånd, din slyngel. Tror du, du bare danser her for din fornøjelses skyld, bandit ? Lægger du ikke, dit forbandede bæst, den røde a.b.c. i min hånd ? 02171
Bottom
02173
Top
TOUKOLANE: Sa lömastad ju mu kurgu, mu kurgu! MANDEN FRA TOUKOLA: Du knuser min hals, min hals! 02172
Bottom
02174
Top
JUHANI: A-pe-tse-raamat! Issand hoidku meid! A-pe-tse-raamat! JUHANI: A.b.c.-en! Herren forbarme sig over os! A.b.c.-en! 02173
Bottom
02175
Top
TOUKOLANE: Siin on, sina hirmus mees. MANDEN FRA TOUKOLA: Her, dit frygtelige menneske. 02174
Bottom
02176
Top
JUHANI: Anna talle üks väike musu. Nii, suudle teda ilusti. JUHANI: Giv den et lille kys. Ja, kys den pænt. 02175
Bottom
02177
Top
TOUKOLANE: Mis? Suudelda? MANDEN FRA TOUKOLA: Hvad ? Kysse den ? 02176
Bottom
02178
Top
JUHANI: Ja õige netilt. Ning tee seda jumala pärast, mu vend, kui su selg ei sügele ning hing sulle armas on. Tee seda, tee seda, muidu kisendab su veri juba selsamal silmapilgul kättemaksmist mu peale, nagu kord vaga Aabeli veri. Sest sa näed, et ma olen näost viha pärast must nagu sauna tont. Sellepärast suudle mu aabitsat. Ma palun sind meie mõlema pärast! — Vaat nii. JUHANI: Rigtig pænt. Og gør det for Guds skyld, brorlil, hvis det kilder i din ryg, og du har dit liv kært. Gør det, ellers vil dit blod allerede i dette øjeblik råbe på hævn over mig som fordum den fromme Abels blod. Du ser, at jeg er sort i hovedet af vrede som en badstue-nisse. Så kys derfor min a.b.c. Jeg bønfalder dig både for din og min skyld! - Ja, sådan. 02177
Bottom
02179
Top
TOUKOLANE: Kas oled nüüd rahul? MANDEN FRA TOUKOLA: Er du nu tilfreds ? 02178
Bottom
02180
Top
JUHANI: Täitsa rahul. Mine nüüd ja täna loojat, et sa sellega pääsed. Ja kui seal vahemaal, seal õlgade ja peanupu vahe!, mingeid jälgi leiad otsekui kruupingi hambaist, ja eriti kui veel homme seal nagu seatõve kangust tunned, siis ära selle üle iseäranis imesta. Nii, mine nüüd. Kuid veel üks sõna, vennas, veel üks sõna. Kelle tehtud on see laul, mida me äsja kikkis kõrvadega pidime kuulama? JUHANI: Særdeles tilfreds. Gå nu og pris din skaber, at du slap med dette. Og hvis du midtvejs mellem dine skuldre og hoved-knolden skulle føle visse mærker som efter skruestikkens kæber, og især hvis du i morgen endnu skulle føle nogen stivhed i ryggen, som om du havde haft svinesyge, så bliv ikke alt for overrasket. Ja, gå så. Men endnu et ord, bare et ord, brorlil. Hvem har digtet den vise, som vi for lidt siden måtte lytte til med ørerne på stilke? 02179
Bottom
02181
Top
TOUKOLANE: Seda ma ei tea. MANDEN FRA TOUKOLA: Det ved jeg ikke. 02180
Bottom
02182
Top
JUHANI: Ütle välja! JUHANI: Ud med det! 02181
Bottom
02183
Top
TOUKOLANE: Mina ei tea. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg ved det ikke. 02182
Bottom
02184
Top
JUHANI: Nonoh, küllap ma seda ikkagi teada saan. Kuid vii minult tervisi Kissala Aapelile ja ütle talle, et kui ma temaga kokku saan, siis ta kurk veel heledamalt kajab kui äsja ta klarnet. Mine nüüd; sest minu juuresolek pole sulle just tervislik. — Ära mõmise kättemaksust. Hoia, et mul äkki tuju ei tule sulle järele hüpata, et veel pisut pealekauba anda. JUHANI: Nå, nå, det kan jeg altid få at vide. Men hils Kissala-Aapeli fra mig og sig til ham, at når jeg møder ham næste gang, så vil hans hals give en endnu skarpere lyd fra sig end hans klarinet for lidt siden. Gå nu, for min nærværelse er ikke videre sund for dig. - Og lad være med at mumle noget om hævn. Pas på, jeg ikke får den idé at følge efter dig og give dig lidt oven i købet. 02183
Bottom
02185
Top
TUOMAS: Jäta see armetu juba rahule. TUOMAS: Lad ham nu være i fred, den stakkels mand. 02184
Bottom
02186
Top
JUHANI: Ta on koonu pihta saanud, ma vannun seda. — Kuid jätame nüüd selle koledalt üles küntud, tuhandeks läbi tongitud maantee kus seda ja teist. Siin pole nüüd hea viibida, sest taplus maanteel on seaduse seisukohalt vaadates üpris sant lngu ja võib pista mehe väga kõvasti pinni. JUHANI: Han har fået på snuden, det lover jeg for. - Men lad os nu forlade denne vej, der er så skrækkelig rodet og furel på kryds og tværs. Det er ikke klogt at blive her; for slagsmål på landevejen er, set fra lovens synspunkt, en meget betænkelig sag og kan bringe en mand i alvorlig knibe. 02185
Bottom
02187
Top
AAPO: Rutake! — Kuid see oli alles leil; ja ilma Simeoni abita oleks mind hästi klopitud; ta vähendas pisut poistevirna mu kohal. AAPO: Vi må skynde os! - Men det var da et ordentligt livtag; jeg ville være blevet grundigt plukket uden Simeonis hjælp; han splittede bunken en smule, den bunke, der lå oven på mig. 02186
Bottom
02188
Top
SIMEONI: Miks me neisse puutusime? Kuid inimene on nõrk ega või oma viha ning patu jõudu taltsutada. Ah! kui ma vaatasin, kuis Tuoma rusikas mehi maha pani, siis mõtlesin: nüüd pole inimesetapp enam kaugel. SIMEONI: Hvorfor rørte vi ved dem? Men mennesket eisvagt og kan ikke styre sin vrede og syndens magt. Ak, da jeg så, hvordan Tuomas’ næve slog mænd til jorden, tænkte jeg: nu er der ikke langt til manddrabet. 02187
Bottom
02189
Top
TUOMAS: Lõin vahest liiga ettevaatamatult, kuid on ju vähemagi eest löödud. — Astume rutemini; päev kulub. TUOMAS: Jeg slog måske lidt uforsigtigt, men man har da indladt sig i slagsmål for mindre end det. - Lad os gå hurtigere; dagen svinder. 02188
Bottom
02190
Top
Nad astusid ägedalt; kuid viha ja vimm ei tahtnud nende nägudelt kaduda, vaid kibedalt torkas nende südant, kui nad Toukola poiste pilkelaulu meelde tuletasid. Hääletult astus Juhani ees, astus vimmaga, sülitades ja aeg-ajalt pead raputades. Lõpuks pöördus ta siiski teiste poole ja avas suu. De traskede hastigt af sted, men vreden og harmen ville ikke forlade deres ansigter; den gnavede stygt i deres hjerter, når de tænkte på Toukola-folkenes nidvise. Juhani travede forrest, i tavshed; travede af sted med harmens energi; han spyttede, og rystede nu og da på hovedet. Til sidst vendte han sig dog om mod de andre og åbnede munden. 02189
Bottom
02191
Top
JUHANI: Kes riivatu on selle laulu teinud? JUHANI: Hvem pokker har lavet den sang? 02190
Bottom
02192
Top
EERO: Kissala Aapeli. EERO: Kissala-Aapeli. 02191
Bottom
02193
Top
AAPO: Sinnapoole kaldun minagi, sest ta on õel lõuamees. Tegi ta ju nii tigeda pilkelaulu meie vanast pastorist, kes — jumal paraku! — juhtus loetusel pisut oma nina ära määrima. AAPO: Det har jeg også på fornemmelsen, for han er en ondsindet spottefugl. Han lavede jo også et nedrigt smædedigt om vor stakkels gamle kapellan, der — Gud forbarme sig! — blev lidt grimet om næsen under overhøringen. 02192
Bottom
02194
Top
TIMO: Kuid oleks mul kortel viina ja sosistada paar sõna Nikula Anania kõrva, siis kuuleksime peagi kas või sülla-pikkuse laulu, milles täpipealt ära näidatakse, mis mees ta õieti on, see Aapeli. Suur lurjus ja logard on ta; käib küla-pidi, klarnet käes, teeb tüdrukutele lapsi ja elab oma vana ema kaelas. Suur suli läbi ja läbi. TIMO: Hvis jeg blot havde en pægl brændevin og kunne hviske nogle ord i Nikula-Ananias’ øre, så ville vi snart få en - måske — favnelang vise at høre, hvoraf d^t tydeligt fremgik, hvilken mand han er, denne Aapeli. Han er en stor slubbert og hundsvot; han går fra by til by med klarinet i hånd, gør tjenestepigerne med barn og lever på sin moders bekostning. En uglespil, hele manden! 02193
Bottom
02195
Top
JUHANI: Kui see lorilaul, mida nad «Seitsme mehe jõuks» kutsusid, tema peakolust pärit on, vaat siis, kui ma teda esimest korda kohtan, olgu see kas või kirikumäel, nii tõmban tal peanaha kuklast kulmudeni tuppe, see on kindel. — Kuid kas mc ei võiks ta kallale seadusega minna? JUHANI: Hvis den vrøvlevise, som de kaldte »Syv mænds styrke«, stammer fra hans hoved, så læg mærke til dette: når jeg møder ham næste gang, om det så sker uden for selve kirken, flår jeg huden af hans hoved lige fra nakken og til øjenbrynene; det siger jeg. - Men kan vi ikke slå løs på ham med lovens hjælp? 02194
Bottom
02196
Top
AAPO: Seadus ei mõista kedagi süüdi ilma kindlate tunnistajateta. AAPO: Loven dømmer ingen uden pålidelige vidner. 02195
Bottom
02197
Top
Juhani. Las astub siis vandele; ja ma arvan, et ta pisut kohmetab, enne kui heidab oma hinge pimeduse kuristikku. Kui ta aga selle armetu tembu teeks, noh — head ööd siis, naab-rike, maga rahus minu poolest. JUHANI: Lad ham så stå frem og aflægge benægtelses-ed, og jeg tror, han vil betænke sig lidt, inden han kaster sin sjæl i mørkets sump. Men hvis han gør sig skyldig i et så lumpent kneb, så - god nat, min nabo, sov i fred for mig. 02196
Bottom
02198
Top
AAPO: Kuid ma arvan, et seadus säärastes asjades süüalust vandele ei lasegi. AAPO: Men jeg tror ikke, loven i et sådant tilfælde lader den anklagede aflægge ed. 02197
Bottom
02199
Top
JUHANI: Siis saagu ta mu oma rusikaga, ja talle maitseb selle tervislik kipitus, ma usun, niisama nagu seaduse ja kohtu sool. JUHANI: Så får han af min egen knytnæve, og han vil da, tror jeg nok, føle samme sunde svie, som lovens og retfærdighedens salt kunne bibringe ham. 02198
Bottom
02200
Top
SIMEONI: Kuid jätame juba sedapuhku sinnapaika nii selle laulu kui tolle metsiku tuuselduse maanteel. — Seal on see tõrvaskänd, mille kõrval kord karjas käies magama jäin ja imelikku und nägin, kuigi nälg vatsas näugus. Olin nagu taevas, istusin pehmel, õõtsuval sohval ja mu ees auras kuhjaga täis söömalaud. Maitsvad, nii hirmus maitsvad olid need road ja nii rasvased. Mina sõin ja jõin, ning pisukesed keerubi-poisid passisid mind nagu suurt saksa. Kõik oli võrratult kaunis ja pidulik: seal lähedal, kuldses saalis, kajas inglite koor, ja mina kuulsin lauldavat seda uut ja suurt koraali. Nii nägin und ja siis sain rinda selle tulesädemc, mis seal iial ärgu enam kustugu! SIMEONI: Lad os nu ikke snakke mere, hverken om visen eller om det rovdyragtige klammeri på landevejen. - Dér står den træstub, ved hvis fod jeg engang, da jeg vogtede kreaturer, faldt i søvn og drømte en vidunderlig drøm, skønt sulten gnavede i min mave. Jeg var lige som i himlen; jeg sad i en blød og fjedrende sofa og foran mig dampede et overdådigt bord. Retterne var velsmagende, meget velsmagende, og de svømmede i fedt. Jeg spiste og drak, og små keruber vartede mig op, som om jeg var en betydningsfuld person. Alt var så ubeskrivelig smukt og festligt; tæt ved, i den gyldne sal, klang englenes kor, og jeg hørte dem synge den nye, store salme. Således drømte jeg, og dér fik jeg den gnist i mit bryst, som jeg håber aldrig må slukkes! 02199
Bottom
02201
Top
JUHANI: See raamatukoi-karjusetaat, see punasilm ja kitse-habe Tõrvakose Tuomas, su kaaslane karjas, ajas su pea pisut segi; ja sellest siis see säde. JUHANI: Det var den bibel-læste, gamle hyrde, den rødøjede og tynd-skæggede Tervakoski-Tuomas, der var din kammerat, dengang du vogtede kreaturer, som gjorde dig lidt skør i hovedet; sådan forholder det sig med den gnist. 02200
Bottom
02202
Top
SIMEONI: Jä-jah, küllap viimselpäeval nähakse! SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag! 02201
Bottom
02203
Top
TUOMAS: Kuid seal on kuusk, mille otsast isa kord hiigla-ilvese laskis; ja see oligi ta viimne ilves. TUOMAS: Men dér er den gran, hvor vor far engang fældede en vældig los ; og det var hans sidste los. 02202
Bottom
02204
Top
TIMO: Jah, selle korra järel ei tulnudki ta enam koju tagasi, vaid kanti külmana metsast. TIMO: Det passer, efter den tid traskede han ikke mere hjem, men blev halet, kold og stiv, ud af skoven. 02203
Bottom
02205
Top
JUHANI: Tubli ja tugev mees, kuid poegade vastu kõva ning kindel kui kalju. Harva astus ta ometi Jukola õues, vaid elas metsades, ning kodus oli hiirte] pidu. JUHANI: En rask og prægtig mand, men hård og streng som en klippesten over for sine sønner. Det var dog sjældent, lian vandrede omkring på Jukola-gård, han boede i skovene; og musene huserede i huset. 02204
Bottom
02206
Top
AAPO: Tõepoolest, ta unustas tolle vahest külgenõiutud kütikire pärast küll liiga oma kodu, kuid ometi oli ta hea isa ja suri tubli mehena. Puhaku ta rahus! AAPO: Det er sandt, at han ofte glemte sit hjem på grund af sin jagtiver, der måske skyldtes trolddom, men han var alligevel en god fader, og han døde som en mand af ære. Må han hvile i fred! 02205
Bottom
02207
Top
TIMO: Ja kahekordselt meie ema. TIMO: Og vor moder dobbelt så meget. 02206
Bottom
02208
Top
JUHANI: See alles oli auväärt perenaine ja jumalakartlik inimene, kuigi ta lugeda ei osanud. JUHANI: Hun var en dygtig husmoder og et fromt menneske, selv om hun ikke havde lært at læse. 02207
Bottom
02209
Top
SIMEONI: Ometi palvetas ta iga õhtu ja hommiku põlvili. SIMEONI: Og dog bad hun på sine knæ hver aften og morgen. 02208
Bottom
02210
Top
JUHANI: Seda ta tegi. Võrratu ema ja PERENAINE: Mäletan ikka, kuis ta adra taga astus, tugev kui hiigla-eit. JUHANI: Det gjorde hun. En mageløs moder og husmoder! Jeg vil bestandig mindes, hvordan hun gik efter træ-ploven, stor og støt som en jættekvinde. 02209
Bottom
02211
Top
EERO: Ta oli suurepärane ema; kuid miks polnud meie sõnakuulelikud lapsed, miks ei murdnud me põllul tööd nagu seitse karu? Nüüd oleks Jukola teistsugune. Kuid mis mõistsin mina siis, pisuke paljassäär? EKKO: Hun var en god moder, men hvorfor var vi ikke lydige børn, hvorfor sled vi ikke på markerne som syv bjørne? Så ville Jukola nu have set anderledes ud. Men hvad forstod jeg dengang, jeg lille buksetrold? 02210
Bottom
02212
Top
JUHANI: Suu kinni, sina seal! Ma mäletan veel, kui halb ja tige sa vaese ema vastu olid. Aga ikka hellitas ta sind, nagu harilikult nii isa kui ema kõige nooremat last hellitavad; kuid vaata, kuis vanema kasukas on lõpmata leilis, nagu seda kõige paremini enesest tean. On mind, pagana pihta, oma] ajal vihutud kui karjakrantsi, kuid loodan ometi, et see kasuks oli, jumala abiga. JUHANI: Hold kæft! Jeg husker endnu din nederdrægtige og næsvise opførsel over for vor stakkels moder. Men hun bar altid over med dig, sådan som både faderen og moderen ofte gør med deres yngste barn; men se, den ældstes pels bliver bestandig støvet af, det ved jeg af egen erfaring. Ja, for fanden, jeg har i min tid fået prygl som en køter, men jeg håber, at det, med Guds hjælp, har været til det bedste. 02211
Bottom
02213
Top
SIMEONI: Karistus teeb tõesti head, eriti kui õnnistad rooska ja nuhtled jumala nimel. SIMEONI: Revselse gør sikkert godt, især hvis du velsigner pisken og revser i Herrens navn. 02212
Bottom
02214
Top
EERO: Ja iseäranis kui veel rooska soojendad. EERO: Og især hvis du også varmer pisken. 02213
Bottom
02215
Top
SIMEONI: Ma ei kuule su nurjatuid pilkesõnu, sa kottpime, sa hellitades kasvatatud laps. SIMEONI: Jeg hører ikke dine elendige spydigheder, du, dit stokblinde og alt for lemfældigt revsede barn. 02214
Bottom
02216
Top
TIMO: «Hea laps karistab end ise» — kuid sihukest tempu tahaksin ma näha. TIMO: »Et godt barn revser sig selv« - men det kunststykke ville jeg gerne se. 02215
Bottom
02217
Top
SIMEONI: Siin on Sõnnimäe risttee, surnuaiast siiamaani ajas kodukäija taga toda jõledat Kiikala klaasikaupmeest, kes öösel kirikust mööda minnes jumalavallatult vänge vandesõna suust laskis. See hoiatagu teid vandumispatu eest. SIMEONI: Her er Sonnimåki-korsvejen; lige fra kirkegården og hertil forfulgte et spøgelse den syndige glashandler fra Kiikala, den ugudelige krop, der lod en frygtelig ed komme over sine læber, da han ved nattetid gik forbi kirken. Lad det være en advarsel for jer, så I undgår bande-synden. 02216
Bottom
02218
Top
JUHANI: Kuid me seisame Sõnnimäe harjal, kirik on näha, ja seal lõõmab köstri punane häärber nagu Iõkendav pärgli- pesa! Hih! seal on kogu see põrgu härraslik toredus, seal see kohutav kirjatarkus ning hirmuäratav auväärsus. Nüüd kan-gestuvad kõik mu liikmed ja mu jalad panevad armuheitmatult vastu. Ah! mis pean ma tegema sel timuka-tunnil, mis pean ma tegema, teie õnnetu vanem vend? JUHANI: Men nu står vi på toppen af Sonnimäki, nu kan vi se kirken, og dér lyser klokkerens røde hus som en flammende djævle-rede! Hih! Dér er jo hele helvedes herlighed; dér er den afskrækkende visdom og den frygtelige ære. Nu lammes alle mine lemmer, og mine ben gør ubarmhjertigt oprør imod mig. Ak, hvad skal jeg gøre i denne bødlens time, hvad skal jeg gøre, jeg, jeres stakkels elendige ældste broder? 02217
Bottom
02219
Top
EERO: Kui sa kord meie vanem vend oled, siis astu head eeskuju andes ees ja pööra tagasi põrguteelt. Mina olen valmis sinuga tulema. EERO: Efter som du er den ældste, så gå i spidsen for os med et godt eksempel og vend om fra helvedes vej. Jeg er parat til at følge dig. 02218
Bottom
02220
Top
TUOMAS: Vait, Eero! Nüüd mitte sammugi tagasi. TUOMAS: Ti stille, Eero! Nu ikke eet skridt tilbage. 02219
Bottom
02221
Top
JUHANI: Oi sarvpea-saatanad! Köstri uks on mu meelest kui surmakurk. JUIIANI: Oli, I behornede djævle! Klokkerens dør er som dødens gab for mig. 02220
Bottom
02222
Top
AAPO: Just seal on meie inimväärsuse ja au algus. AAPO: Netop dér er begyndelsen til vort menneskeværd og vor ære. 02221
Bottom
02223
Top
Juhani. Palav au, tuline au! Oi meid õnnetuid! Seal näen köstri kogu toredust, kirikumõisa kohutavat kõrkust, ja mu süda paneb vastu — jumal aidaku meid! — paneb vastu. Mis ütled sina, Timo? JUHANI: En gloende ære, en gloende ære! Ve os! Dér ser jeg hele klokkerens pragt og præstegårdens afskrækkende glans, og min natur gør oprør - Gud hjælpe os! - den gør oprør. Hvad siger du, Timo ? 02222
Bottom
02224
Top
TIMO: Tõepoolest, kõvasti paneb vastu. TIMO: Voldsomt oprør. 02223
Bottom
02225
Top
AAPO: Usun seda, kuid siin maailmas ei tantsitagi alati roosidel ja lillekestel. AAPO: Det tror jeg, men her i livet danser man ikke altid på roser og blomster. 02224
Bottom
02226
Top
JUHANI: Rooside] ja lillekestel? Kas oleme meie roosidel ning lillekestel tantsinud? JUHANI: På roser og blomster? Har vi danset på roser og blomster ? 02225
Bottom
02227
Top
AAPO: Peame siin mõnegi kibeda marja alla neelama. AAPO: Vi får lov til at sluge mange bitre bær her på jorden, brorlil. 02226
Bottom
02228
Top
JUHANI: Kibeda marja? Kas pole mc veel küllalt neelanud kibedaid marju? Oi, vaene Aapo! mõneski leemes on meid juba keedetud, nii mõneski tuules meie juukseid tuuseldatud. Ja mispärast? Mis oleme sellest saanud? See maailm on suur sõnnikuhunnik, ei midagi muud. Mingu kus kurat köstrid ja papid, Ioetused ja raamatud ning nimismehed oma paberipun- dardega! Kõik ühesugused maailma kiusuhinged! Ma nimetasin raamatuid, kuid ei mõelnud siis ometi mitte piiblit, lauluraa-matut, katekismust ja aabitsat ega ka «Hüüdja häält kõrbes» — toda kohutavat raamatut —, neid ma nüüd just ei mõelnud. Kuid miks olen siia maailma sündinud? JUHANI: Bitre bær? Har vi ikke allerede slugt bitre bær nok? Ak, stakkels Aapo! Vi er allerede blevet kogt i mange slags supper, og mange vinde har hvirvlet i vort hår. Og hvorfor? Hvor er vor sejr? Denne verden er en vældig møgdynge og ikke andet. Ad helvede til med klokkere, praster, overhøringer, bøger og embedsmænd med deres papirbundter! Denne verdens plageånder alle tilhobe! Jeg sagde bøger, men jeg mente naturligvis ikke Bibelen, salmebogen, katekismen og a.b.c.-en og heller ikke »En råbende røst i ørkenen« - den forfærdelige bog - jeg mente ikke nogen af dem. Men hvorfor blev jeg født? 02227
Bottom
02229
Top
SIMEONI: Ära nea oma elupäevi, oma armuaja päevi. SIMEONI: Forband ikke dine dage, dine nådens dage. 02228
Bottom
02230
Top
JUHANI: Miks sündisin siia, miks sündisin? JUHANI: Hvorfor blev jeg født, hvorfor blev jeg født? 02229
Bottom
02231
Top
TIMO: Sündisin siia vaeseks teekäijaks. Miks ei avanud ma oma silmi parem lõhkihuulise jänesepojukesena seal tolle kuusiku all? TIMO: Jeg blev født til denne verden som en sølle vandringsmand. Hvorfor åbnede jeg ikke hellere mine øjne som en hareskåret harekilling under den dér unge gran? 02230
Bottom
02232
Top
JUHANI: Või mina tolle orava kujul, kes männi harul kädistab, händ püsti? Käbi on ta muretu leib ja kuusehabc tema soe vaip ta sammaltoas. JUHANI: Eller jeg som det egern, der pludrer på fyrre-travets gren med halen i vejret? Koglen er dens sorgløse føde og granens skæg det varme ta'ppe i dens mosklæd te stue. 02231
Bottom
02233
Top
TIMO: Ning ta ei tarvitse lugeda. TIMO: Og den behøver ikke lære at læse. 02232
Bottom
02234
Top
JUHANI: Ei tema tarvitse lugeda! JUHANI: Den behøver ikke at kunne læse. 02233
Bottom
02235
Top
AAPO: Igaühele on ta osa antud, ja ikka on «mõõk meest mööda». Ning siin ei aita hädaldus ega mure, vaid töö ning usinus. Nüüd aga edasi, mu vennad! AAPO: Enhver får sin part og »sværdet skal svare til svenden«. Her hjælper hverken sorg eller klage, men kun arbejde og handling. Nu fremad, mine brødre! 02234
Bottom
02236
Top
TUOMAS: Edasi, köstri poole, kas või üle mere kohiseva • kargu! TUOMAS: Af sted, til klokkeren, om det så var over havets skummende dyb. 02235
Bottom
02237
Top
JUHANI: Mis sa mõtled, Eero-poju? JUHANI: Hvad tænker du på, Eero-knægt? 02236
Bottom
02238
Top
EERO: Mõden köstri poole kooli minna. EERO: Jeg tænker på, at jeg vil gå i skole hos klokkeren. 02237
Bottom
02239
Top
JUHANI: Hm! Lähme siis, astume siis. Oh jumala poeg! Kuid laula, veli Timo, laula midagi! JUHANI: Hm! Lad os så gå; lad os så vandre af sted. Oh, Herrens søn! Men syng, Timo, syng, brorlil. 02238
Bottom
02240
Top
TIMO: Laulan oravast ta sammalsaalis. TIMO: Jeg vil synge om egernet i dets mosklædte kammer. 02239
Bottom
02241
Top
JUHANI: Jah, jah! JUHANI: Ja, ja! 02240
Bottom
02243
Top
TIMO: TIMO: synger: 02241
Bottom
02244
Top
Magusasti orav magab
Oma sammalsaalikeses;
Sinna jahikoera hammas
Ega metsamehe püünis
Pole iial ulatand.

Oma kõrgest kambrist vaatab,
Näeb maailma kaugeid tippe,
Näeb võitlust käivat ringi;
Kuid ta kohal rahulippe
Männioks see õõtsutab.

Üles-alla õõtsub orav
Armsa kuuse emarinnal;
On ta elu õnnerikas
Selles kiikvas kätkilinnas;
Metsakannel heliseb!

Tukub orav-ruskesaba
Oma väikse akna najal,
Kuni taevas linnulaulud
Saatvad teda õhtu ajal
Une kullamaile.
Lille, søde egern sover
i sit mos-hus, i sit kammer;
dér ham aldrig nogen rammer,
ikke Halli-hundens 02171: tænder, ingen jægers snare heller.

Fra sit kammer i det høje
ser han verden vidt sig brede,
mangen strid og kiv dernede;
over issen paa ham blafrer
granens gren, en fredens vimpel.

Hvilket liv saa fuldt af lykke
i det vugge-slot, som gynger.
Lille, søde egern gynger
ved sit grantræs moderbryster:
Metsolas kantele spiller.

Dér i vinduet, det lille,
sving-halen, som døsigt gynger,
fugle under himlen synger,
følger ham ved aftenstide
bort til drømmens gyldne rige.
02242
Bottom

Lugu 03 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
03001
Top
Kaks päeva on kulunud. Vennaksed istuvad köstri peretoas laua ümber, kangutades aabitsa kallal, nõnda kuidas juhatab kord köster ise ja kord ta väike kaheksaaastane tütreke. Nii harjutavad nad usinalt lugemist, aabitsad käes lahti, otsaesised higised. Kuid ainult viis Jukola poissi on näha istumas laua taga. Kus on Juhani ja Timo? Nad seisavad seal häbinurgas ukse Iähe-dal ja nende juuksed, mida köstri kange käsi on äsja tuuseldanud, turritavad praegu kõrgel püsti. Der er gået to dage. Brødrene sidder omkring bordet i klokkerens dagligstue og terper løs på bogstaverne, der snart læses højt for dem af klokkeren selv og snart af hans lille, otte-årige datter. Således øver de sig ihærdigt i at læse, med den åbne a.b.c. i hånden og sveddryppende pande. Men man ser kun fem af Jukolas sønner sidde på bænken bagved bordet. Hvor er Juhani og Timo? De står der henne i skammekrogen, lige ved døren, og deres hår, som lige har været snoet om klokkerens senede næve, stritter stadig i stride totter. 03001
Bottom
03002
Top
Üpris aeglaselt edeneb vennaste õppimine, mida nende õpetaja kohutav valjus ei kiirendanud, vaid seevastu ikka enam ja enam nende tahtmist ning tuju masendas. Juhani ja Timo tundsid vaevalt rohkem kui A-d, teiste oskus oli ometi mõne tähe võrra kaugemale jõudnud. Kuid suure hüppe neist kõigist ette tegi veli Eero, kes oli tähestiku juba kõrvale jätnud ja üsna väledalt veerimist harjutas. Brødrenes lærdom udviklede sig uhyre langsomt, og den blev på ingen måde fremskyndet af lærerens frygtindgydende strenghed; tværtimod, den lammede snarere deres lyst og iver. Juhani og Timo kendte knap nok mere end bogstavet a; de andres viden var dog rykket nogle bogstaver længere frem. Men broder Eero var den strålende undtagelse blandt dem alle; han var allerede færdig med a.b.c.-en og øvede sig flittigt i at stave. 03002
Bottom
03003
Top
Õhtu lähenes, kuid selle päeva jooksul polnud vennaksed veel toiduiva maitsnud. Sest köster, kes oli nende moonakotid aresti alla pannud, piiüdis näljapiinaga nende õpihimu tõsta. Vihasest näljast vaevatuna seisis Juhani nõnda siis oma nurgas, raputades ümarat pead, sülitades ja heites õpetaja poole põrnitsevaid härjapilkusid. Kuid tukkudes seisis tema kõrval Timo, hoolimata maailma asjust. — Viimaks katkestas köster ometi lugemise ja lausus: «Pidage nüüd vahet ja sööge, te puuhobused, mogige kui mäletsevad sikud taras. Kuid pidage meeles, selle sööma järel ei tule teie huulile toldu-äva, enne kui aabits on peas, te pahkpäised sõnnid. Tunni aega annan teile söömiseks, kuid uksest ei pääse te ometi sammugi välja. Leian tervisliku olevat teie aresti kuni õhtuni pikendada, üpris tervisliku. Kuid avage nüüd suuvärgid, sest kohe saate moonakotid käppade vahele.» Nii ta ütles, läks minema ja saatis tüdrukuga vennastele nende moona, kuid uksele pandi kõva taba taha. Aftenen nærmede sig, men brødrene havde ikke smagt så meget som en bid mad i dagens løb. For klokkeren, der havde lagt beslag på deres proviant, prøvede også at anspore deres læselyst ved hjælp af sultens plager. Juhani stod således i sin krog, forpint af en nagende sult, rystede på sit runde hoved, spyttede og gloede efter sin lærer som en skillende okse. Timo stod og nikkede søvnigt ved siden af ham, uden ;it bekymre sig om verdens gang. Til sidst afbrød klokkeren læsningen og sagde: »Hold så op, og spis, I træheste, tyg løs som drøvtyggende gedebukke i folden. Men husk, efter dette måltid kommer der ikke den mindste krumme over jeres læber, før alfabetet sidder fast i skallen på jer, I tykpandede okser. Jeg giver jer en time til at spise i, men I må ikke gå ét skridt uden for døren. Jeg mener, det ville være sundt at forlænge jeres arrest til i aften, langt det sundeste. Men luk nu jeres kæber op, fór I får straks madposerne i jeres klør.« Sådan sagde han, gik sin vej og sendte pigen ind til brødrene med deres proviant; men døren blev lukket meget omhyggeligt. 03003
Bottom
03004
Top
TIMO: Kus on minu kott? TIMO: Hvor er min madpose ? 03004
Bottom
03005
Top
LAURI: Seal on sinu, siin minu oma. Sööksin nüüd kas või väikesi kive. LAURI: Dér er din, og her er min. Jeg kunne æde småsten nu. 03005
Bottom
03006
Top
JUHANI: Nüüd ei sööda ühtainust ivagi! JUHANI: Vi spiser ikke den mindste smule. 03006
Bottom
03007
Top
LAURI: Mis? Et ei söödagi nüüd? LAURI: Hvad ? Skal vi ikke spise ? 03007
Bottom
03008
Top
JUHANI: Ei ainustki iva! JUHANI: Ikke det mindste. 03008
Bottom
03009
Top
LAURI: Topi enne merekurk oma kämblaga kinni. LAURI: Stands hellere havets bølger med din håndflade. 03009
Bottom
03010
Top
JUHANI: Olgu kotid ilusti puutumata. JUHANI: Lad poserne pænt være i fred. 03010
Bottom
03011
Top
AAPO: Mis sa siis mõtled? AAPO: Hvad tænker du egentlig på? 03011
Bottom
03012
Top
JUHANI: Köstrile pisut kiusu teha. Ei nüüd sööda, enne kui homne päev on tõusnud. Mu veri keeb, poisid, ja Keitula tuulikuna pöörleb mu pea. Kuid kiusu vastu kius! JUHANI: At ærgre klokkeren. Vi spiser ikke, før morgendagen gryr. Mit blod koger, drenge, og mit hoved ruller rundt som Keitulas vindmølle. Men ærgrelse mod ærgrelse! 03012
Bottom
03013
Top
AAPO: Selle kiusu peale naeraks vanamees üpris magusalt. AAPO: Den ærgrelse ville få den gamle til at le hjerteligt. 03013
Bottom
03014
Top
JUHANI: Las ta naerab! Mina ei söö. — Eero veerib juba, näe, näe. — Mina ei söö. JUHANI: Lad ham le! Jeg spiser ikke. - Eero staver allerede, se, se. - Jeg spiser ikke. 03014
Bottom
03015
Top
TUOMAS: Ega minagi siin, küll aga seal Sõnnimäe nõmmel. Seal istun varsti kanarbikupolstril. TUOMAS: Jeg spiser heller ikke her, men derude på Sonni-mäki-heden. Dér sidder jeg snart på et bolster af lyng. 03015
Bottom
03016
Top
JUHANI: Tõsi! Seal, seal uperdame varsti. JUHANI: Ja, rigtigt! Dér skal vi snart rulle os. 03016
Bottom
03017
Top
EERO: Mina olen asjaga päri, poisid. EERO: Det er jeg med på, drenge. 03017
Bottom
03018
Top
AAPO: Mis hullused jälle?! AAPO: Hvad er det nu igen for tossestreger ? 03018
Bottom
03019
Top
JUHANI: Välja vangikongist! JUHANI: Væk fra fangenskabet! 03019
Bottom
03020
Top
AAPO: Meelemõistus, hei! AAPO: Fornuft, ohoj! 03020
Bottom
03021
Top
JUHANI: Sõnnimäe männik, hei! JUHANI: Sonnimäkis fyrreskov, ohoj! 03021
Bottom
03022
Top
EERO: Just nõnda! Ja meelemõistus vastas: hei! EERO: Netop! Og fornuften svarede: ohoj. 03022
Bottom
03023
Top
JUHANI: Vastas kui mehine mees. JUHANI: Svarede som en mand. 03023
Bottom
03024
Top
AAPO: Simeoni, katsu ometi sinagi. AAPO: Simeoni, gør nu dit bedste. 03024
Bottom
03025
Top
SIMEONI: Korralikult, vennad! Kuid ma ütlen ometi, et meist ei saa kirjamehi, ja sellepärast jäägu hüvasti kõik katsed selles sihis. Olgu ainult meie elu eeskujulik ja korralik, sest me võime ka ilma kirja oskamata elada nagu ristiinimesed, kui ainult usume. SIMEONI: Opfør jer ordentlig, brødre! Men jeg siger som så, at vi ikke er skabt til at læse, og derfor må vi tage afsked med alle anstrengelser på det punkt. Vort liv bør dog være udadleligt og ordentligt, for vi kan jo leve som kristne mennesker, selv om vi ikke er i stand til at læse, bare vi har troen. 03025
Bottom
03027
Top
AAPO: Sa pöörane lükkad ju ümber, selle asemel et tõsta. AAPO: Du skubber jo, din satan, i stedet for at hjælpe. 03026
Bottom
03028
Top
JUHANI: Simeoni kõneleb, mis kord ja kohus. Minema siit, poisid; mu meel ei kannata kauem. JUHANI: Simeoni taler retfærdighedens og rimelighedens sprog. Hort herfra, drenge; min nalur holder ikke dette ud la'ngcrc. 03027
Bottom
03029
Top
TUOMAS: Mu südant sööb, kui näen, kuis Juhanit jahvatatakse. Minema, poisid! TUOMAS: Det skærer mig i hjertet at se Juhani pines. Bort herfra, drenge! 03028
Bottom
03030
Top
JUHANI: See on otsustatud asi. Kuid ära haletse mind, Tuomas, sest kättemaksmine on minu käes. Mind on ju trääsitud ja rebitud nagu vähisööta, on tõepoolest! Ja mu taskus on päris suur kanepipeo, köstri kistud kanepipeo. Kuid kui see peo kord köstri kurku kinni ei topi, siis sünnib see ainult sellepärast, et tollest kraamist erilise värgi ja asjanduse teen. Köstril on kael, jah, tal on kael; kuid ei ma nüüd piiksatagi rohkem. JUHANI: Sagen er afgjort. Men lad være med at beklage mig, Tuomas, for jeg har hævnen i min hånd. Jeg er blevet revset; flået som krebse-madding, det er sandt og vist! Og jeg har en vældig tot hamp i min lomme, en tot hamp, som klokkeren har udklækket. Hvis den klump ikke engang stopper kæften på klokkeren, så er det, fordi jeg vil lave en slags maskine eller redskab af den vare. Klokkeren har en hals, ja, klokkeren har en hals, men jeg siger ikke mere. 03029
Bottom
03031
Top
EERO: Mina vahest tean teist ja paremat nõu. Juuksepulstist, mis sa karmanis kannad, keerutame köstrile kingituseks hea õppuse eest kauni õngenööri. Kuid miks ässitan teid patutööle, kui ometi kõik teame ja üksmeelselt heaks kiidame, et karistus sõnulseletamatult head teeb. nagu teel vennalikult vestsime. EERO: Jeg kender måske et andet og bedre råd. Af den hårtot, du har i lommen, fletter vi en vældig fin fiskesnøre som gave til klokkeren for hans gode undervisning. Men hvorfor opfordrer jeg jer til synd, eftersom jeg ved, at vi alle sammen er enige om, at revselse har en uudsigelig god virkning, hvad vi jo drøftede broderligt undervejs. 03030
Bottom
03032
Top
JUHANI: Eero veerib juba. Vaata ometi toda pai-poju. JUHANI: Eero staver allerede. Se, det var en flink dreng. 03031
Bottom
03033
Top
EERO: On häbi küll alles nii vanalt veerimist õppida. EERO: Det er en skam at være gammel og øve sig i at stave. 03032
Bottom
03034
Top
JUHANI: Nii vanalt? Kuid meie teiste iga? JUHANI: Gammel? Hvad så med vores alder? 03033
Bottom
03035
Top
SIMEONI: Ta torgib jälle. SIMEONI: Han stikler til os. 03034
Bottom
03036
Top
JUHANI: Jah, torgid jälle, sina ohakas meie nisupõllus, sina kibe juuretis Jukola kristlikus veljetaignas, sina okassiga, okaspõrsas, sina konn! JUHANI: Ja, du stikler igen, du, din tidsel i vor hvedemark, du, din bitre syre i Jukolas kristelige brødre-dejg, du, dit pindsvin, din pindgris, din frø! 03035
Bottom
03037
Top
SIMEONI: Tasa, köstri pärast tasa! SIMEONI: Stille, for klokkerens skyld, stille. 03036
Bottom
03038
Top
JUHANI: Kõik üksmeelselt piinakongist välja! Kes nüüd vastu punnib, saab koonu pihta. JUHANI: Ud af fangehullet, alle mand! Den, der nu stritter imod, får på snuden. 03037
Bottom
03039
Top
TUOMAS: Kõik vehkat, kõik! TUOMAS: Alle mand af sted, alle! 03038
Bottom
03040
Top
AAPO: Timo, sa kindlameelne mees, mis sina üded? AAPO: Timo, du min viljefaste broder, hvad siger du? 03039
Bottom
03041
Top
TIMO: «Ei saa kuube tohikust ega pappi võhikust», sellepärast «pillid kotti ja minema» ning kõik üheskoos. Tahan kinnitada oma mõtet veel ühe sõnaga: «Kahelt poolt kirvest ihutakse». TIMO: »Af birke-bark gør man ingen vest, ej heller gammel mand til præst«. Lad os derfor »putte piben i posen« og forsvinde, alle som én. Jeg kan også afgøre sagen med et andet ordsprog: »Øksen bør slibes på begge sider«. 03040
Bottom
03042
Top
AAPO: Lauri, mis sina teed? AAPO: Lauri, hvad vil du gøre ? 03041
Bottom
03043
Top
LAURI: Lähen siit Sõnnimäele. LAURI: Jeg går herfra og til Sonnimåki. 03042
Bottom
03044
Top
AAPO: Ah! kas või surnud haudadest hüüaksid: te kangekaelsed, te meeletud mehed! AAPO: Ah! Selv om så de døde råber fra deres grave: I stivsindede, I skøre mænd! 03043
Bottom
03045
Top
JUHANI: Ei aitaks siiski, vaid marss minema, poiss! Kas tuled? Muidu — issand jumal! — siit mu pihust vilgub ja välgub. Kas tuled? JUHANI: Nej’, ikke engang det ville nytte noget, nej, march, af sted, min dreng. Kommer du? Ellers - Herre Jesus! - så brager og buldrer det. Kommer du så? 03044
Bottom
03046
Top
AAPO: Ma tulen. Kuid veel üks sõna. AAPO: Jeg kommer. Men endnu et ord. 03045
Bottom
03047
Top
TUOMAS: Ei aitaks siin nüüd tuhatki sõna. TUOMAS: Nu ville selv tusind ord ikke nytte noget. 03046
Bottom
03048
Top
JUHANI: Ei, kas või igas sõnas oleks tuhat mõõka. JUHANI: Ikke om så hvert ord havde tusind sværd. 03047
Bottom
03049
Top
EERO: Ja igal mõõgal tuhat tera. EERO: Og hvert sværd tusind klinger. 03048
Bottom
03050
Top
JUHANI: Tuhat tuldraiuvat tera. Nii just; ka siis ei aitaks. Minema kindlusvangitomist, minema Sibemast, minema kohutavast kaevandusest nagu seitse kuuli suurtüki suust! Siin on nii kuul kui ka suurtükk, laetud suurtükk, mis ühtesoodu kuumeneb; nüüd on see tulipunane ja plahvatab silmapilk. Oi armsad vennad ja sugulased ning sama ema lapsed! Te nägite, kuidas ta selle mu otsatuti oma esimese sõrme ümber keerutas, siis kogu pihuga nõnda kahmas ja siis raputas nii, et mu hambad plaksusid. Hm! JUHANI: Tusind ild-sprudlende klinger. Nej, ikke engang det ville hjælpe. Bort fra Marstrand, bort fra Sibirien, bort fra den forskrækkelige urskov som syv kugler ud af kanonens kæber! Her er både kuglen og kanonen, en ladt kanon, som bliver varmere og varmere; nu er den rødglødende, og snart knalder det. Ak, kære brødre og slægtninge og børn, båret af samme moder! I så, hvordan han snoede mit pandehår omkring pegefingeren; og så greb han fat med hele næven, sådan, se, sådan, og derefter ruskede han løs, så tænderne raslede. Hm! 03049
Bottom
03051
Top
TUOMAS: Mina nägin seda ja mu põselihased paisusid vihast. TUOMAS: Jeg så det, og kødet på mine kinder svulmede af vrede. 03050
Bottom
03052
Top
EERO: Mina kuulsin, kuidas Juhani hambad plaksusid, ma nägin, kuidas Tuoma põselihased paisusid, ja mind haaras hirm, kuid siiski tänasin ma teie pärast jumalat, tuletades meelde, kui kasulik on ometi karistus. EERO: Jeg hørte, hvordan Juhanis tænder skramlede, og så, hvordan Tuomas’ kinder svulmede, og jeg blev forfærdet, men jeg takkede alligevel Gud på jeres vegne, fordi jeg huskede på, hvor megen gavn revselse gør. 03051
Bottom
03053
Top
JUHANI: Ära juhi, armas vend, tulilonte suurtüki pannule, nimelt mu kahte kõrva, ära tee seda. JUHANI: Sæt dog ikke, kære broder, ild-lunten til kanonens fænghul, det vil sige mine to øren; lad være med det. 03052
Bottom
03054
Top
TUOMAS: Miks sa õrritad teda, Eero? TUOMAS: Hvorfor tirrer du ham, Eero ? 03053
Bottom
03055
Top
JUHANI: Eero ongi köstri pailaps. Noh, hea seegi, väga hea. Kuid mis kurja olen mina teinud, et köster mind nõnda piinab? Kas on see kuritegu, et mul on nii kõva pea? Ei puudu palju, et ma nutaksin. JUHANI: Eero er klokkerens kæledægge. Nå, det er jo også godt, meget godt. Men hvad ondt har jeg gjort, siden klokkeren piner mig sådan? Er det en forbrydelse, at jeg er så træg i hovedet? Jeg er lige ved at græde. 03054
Bottom
03056
Top
TIMO: Mis olen mina teinud, et mu juukseid hullupööra vanutatakse? Kas sellepärast, et mul on see mõistus, mille jumal kord mulle oma tarkuses andis? TIMO: Hvad har jeg da gjort, siden man river mig så forbandet hårdt i håret? Er det, fordi jeg har den forstand, som Gud engang gav mig i sin visdom ? 03055
Bottom
03057
Top
LAURI: Kolm sakutust olen mina saanud. LAURI: Tre gange er jeg blevet rusket i håret. 03056
Bottom
03058
Top
JUHANI: Kõigil meil on siit magusad mälestused. — Uks lahti! JUHANI: Vi har alle sammen søde minder herfra. - Op med døren! 03057
Bottom
03059
Top
AAPO: Pea meeles, et oleme riivi taga. AAPO: Glem ikke, at vi er bag lås og slå. 03058
Bottom
03060
Top
TIMO: Kang on ees, tugev kang. TIMO: Der er stillet en bjælke imod døren, en stærk bjælke. 03059
Bottom
03061
Top
JUHANI: Katkeb kui kõrs, kuid peale selle: seal on ju aken. Üks keerutus mu kotiga, ja siis kuuldub ilusat helinat ning kõlinat. JUHANI: Den knækker som et strå, men for resten: dér er jo et vindu. Et knald med min pose, og så vil man høre en herlig klirrende og klaprende lyd. 03060
Bottom
03062
Top
AAPO: Su pea on juba hoopis pöörane. AAPO: Du er åbenbart helt rundtosset i hovedet. 03061
Bottom
03063
Top
JUHANI: Kahepäevasest pööritamisest, kahepäevasest poolitamisest, vennas. JUHANI: Af to dages ruskeri, af to dages ruskeri, kære broder! 03062
Bottom
03064
Top
SIMEONI: Akent ei maksa siiski lõhkuda, kõneleme parem ilusti köstriga. SIMEONI: Nej, lad os ikke slå vinduet i stykker, men pænt snakke med klokkeren. 03063
Bottom
03065
Top
JUHANI: Mine kõnele vanapaganaga põrgus! — Aken kildudeks ja vangist välja! «Välja terve pataljon!» karjus kapten vihaselt. JUHANI: Gå ad helvede til og snak med djævelen! - Vinduet itu og bort fra fangenskabet! »Hele bataillonen ud!« råbte kaptajnen i sin vrede. 03064
Bottom
03066
Top
TUOMAS: Uks haaki, Eero! TUOMAS: Sæt krogen for døren, Eero! 03065
Bottom
03067
Top
EERO: Just nii; lossi suurvärav kinni, kui pataljon kantsi tagauksest välja marsib. — Uks on haagis. EERO: Ja, rigtigt; luk fæstningens hovedport, mens bataillonen marcherer ud ad bagdøren. - Krogen er sat for. 03066
Bottom
03068
Top
AAPO: Mina hoiatan teid. AAPO: Jeg advarer jer! 03067
Bottom
03069
Top
JUHANI: Mis tehtud, on tehtud. Vaat nii! JUHANI: Gjort er gjort. Sådan! 03068
Bottom
03070
Top
AAPO: Sina peletis, piisti-pagan! AAPO: Dit forskrækkelige, dit aldeles ugudelige menneske! 03069
Bottom
03071
Top
SIMEONI: Vaat mi! Scc on tehtud! Nõnda see aken kli-rises! SIMEONI: Sådan, ja. Nu er det gjort! Dér gik ruden! 03070
Bottom
03072
Top
JUHANI: Aken klirises ja taevas porises, kui kord ainult Jussi kott värises! See oli Laisk-Jaagu maailmakärakas. JUHANI: Vinduet klirrede, og himlen dirrede, da Jussi satte sin sæk i sving! Det var et vældigt brag. 03071
Bottom
03073
Top
SIMEONI: Oh meid õnnetuid! SIMEONI: Vi arme stakler! 03072
Bottom
03074
Top
JUHANI: Tee on lahti, kas tuled nüüd? JUHANI: Vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03073
Bottom
03075
Top
SIMEONI: Ma järgnen teile, kulla veljed! SIMEONI: Jeg følger jer, kære broder! 03074
Bottom
03076
Top
JUHANI: Aapo, tee on lahti, kas tvled nüüd? JUHANI: Aapo, vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03075
Bottom
03077
Top
AAPO: Miks on sul rusikas püsti, sa meeletu? Ma tulen, tulen! Mis siin nüüd enam, kui juba kord tegu on tehtud. AAPO: Hvorfor står du med løftet knytnæve, din tosse? Jeg kommer, jeg kommer! Hvad kan man gøre andet her, når man en gang har taget fanden op i slæden ? 03076
Bottom
03078
Top
JUHANI: Surm ja needus! JUHANI: Pokkers også! 03077
Bottom
03079
Top
TUOMAS: Kõik kotid selga ja aknast välja! Eeskojas müdiseb. TUOMAS: Alle mand poserne på ryggen og ud gennem vinduet! Nogen tramper ude i gangen. 03078
Bottom
03080
Top
JUHANI: Ons see köster? Ma paitan teda pisut. JUHANI: Er det klokkeren? Ham kunne jeg godt lide at strejfe en kende, bare lige strejfe. 03079
Bottom
03081
Top
Tuonas. Tule! TUOMAS: Kom! 03080
Bottom
03082
Top
JUHANI: See on köster. Ma paitan teda pisut. JUHANI: Det er klokkeren. Jeg skal strejfe ham, bare en kende. 03081
Bottom
03083
Top
TUOMAS: Minema! ütlen mina. TUOMAS: Af sted! siger jeg. 03082
Bottom
03084
Top
JUHANI: Ära astu nüüd mu teele. Ma armastan sind, veli Tuomas. JUHANI: Stil dig nu ikke i vejen for mig. Jeg elsker dig, broder Tuomas. 03083
Bottom
03085
Top
TUOMAS: Ma ei lase sul kuritööd teha. Kiirusta nüüd aga ühes minuga aknast välja; teised lasevad juba seal nurme mööda. Tule! TUOMAS: Jeg lader dig ikke begå nogen ugerninger. Skynd du dig nu blot ud gennem vinduet sammen med mig; de andre render jo allerede af sted derude på marken. Kom! 03084
Bottom
03086
Top
JUHANI: Lase lahti! Miks kardad sa kuritööd? Võtan ta ainult ilusti põlvele, tõstan ta pikad kuuesiilud üles ja laksan palja pihuga, ning tõsist tööd teeb see peo. Lase lahti, armas veli, muidu lõhkeb mu süda kui Korgi torupill. Lase! sa näed, kuis mu pea aurab. JUHANI: Slip mig! Hvad er det for ugerninger, du er bange for? Jeg lægger ham bare blidt over mine knæ, løfter hans lange frakkeskøder i vejret og klasker ham lidt med min nøgne håndflade; og den hånd gør et godt stykke arbejde. Slip mig, min elskede broder, ellers revner mit hjerte som Korks sækkepibe. Slip mig! Ser du ikke, hvordan mil hoved damper? 03085
Bottom
03087
Top
TUOMAS: Oleme siis igavesed vihamehed, kui sa mind nüüd ei kuula. Pane tähele, mis ma ütlen. TUOMAS: Vi er fjender for evigt, hvis du ikke adlyder mig nu. Læg mærke til, hvad jeg siger. 03086
Bottom
03088
Top
JUHANI: Lähme siis. Kuid ma ei lepiks sellega, kui sind südamest ei armastaks. JUHANI: Nå, så lad os gå. Men jeg ville aldrig have givet mit samtykke til dette, hvis jeg ikke elskede dig af hele mit hjerte. 03087
Bottom
03089
Top
Nad jäid vait, heitsid end aknast välja mäele ja jooksid nobedalt üle köstri kartulipõllu. Maas klõbisesid väikesed kivid, mullatükid lendasid kõrgele õhku ja peagi kadusid mõlemad poisid teiste järel tihedasse lepikusse. Köster tormas siis vihast virila näoga sisse, vibutades tugevat meriroost vem-malt. Kõva, möirgava häälega hüüdis ta põgenejaid, kuid asjata. Välja lepikust kihutasid vennaksed, jooksid üle kivise, kaljusoonise maa, sealt läbi kitsa kadariku, sealt üle kirikumõisa avara, kõrkjarannase Nõelaneeme niidu, lõpuks üle lageda, kõmiseva välja, ning seisid liivasel teel, Sõnnimäe kal-laku nõmme all. Üles mööda kerisekivilist rinnakut astusid nad ja otsustasid harjale jõudes siin mändide alla leeri lüüa, kanarbikumaale; ning peagi pöörles suits nende tulest üles punde ladvuni. De tav og kastede sig ud gennem vinduet og ned på jorden; og derefter løb de hurtigt hen over klokkerens kartoffelmark. Småstenene raslede på marken, jordklumperne fløj højt op i luften, og snart var de forsvundet, bagefter de andre, i det tætte ellckrat. Nu styrtede klokkeren ind i stuen; hans ansigt var helt fortrukket af vrede, og i den ene nav ve svang han en solid bambusstok. Med høj, skingrende stemme råbte han efter de flygtende, men forgæves. Brødrene styrtede ud gennem ellekrattet, løb hen over et stenet, klippefyldt område og videre gennem et tæt enebærkrat; derefter hen over præstegårdens vidtstrakte eng ved Neulaniemis siv-bevoksede bred og til sidst hen over en åben, rungende lysning; og nu stod de på den sandede vej under Sonnimäkis hede-skråninger. Derpå gik de op ad skrænten, der var oversået med rullesten, og da de nåede op på toppen, besluttede de at slå lejr i lyngen ved foden af nogle fyrretræer; og snart bølgede røgen fra deres bål op mod trækronerne. 03088
Bottom
03090
Top
Kõrge oli koht, kus vennaksed laagrit pidasid. Paistis sinna mäe tagant kirikumõisa murdkatus, mäetipul aga köstri punane maja, suur kirikuküla, ning seal kuuskede hõlmas kihelkonna kivikirik, pidulik, uhke. Paistis veel saarterohke järv, mida kirdetuul kobrutas, õõtsudes pehmelt ja paitavalt heleda taeva all, õõtsudes üle järve, üle niitude ja metsade, iile Sõnnimäe männiku, mille all vennaksed nüüd lamasid ning leegitseva! tulel naereid küpsetasid. Det sted, hvor brødrene havde slået sig ned, lå højt til vejrs. Hinsides bakken kunne man se præstegårdens mansardtag, men på selve bakketoppen lå klokkerens røde hus og hele den store kirkeby, og dér, skærmet af graner, sognets stenkirke, højtidelig og statelig. Man kunne desuden se søen med dens mange små-øer, søen, hvor nord-østen-vinden trak sine striber og blæste, blidt og sagte, under den klare himmel, blæste hen over søen, over engene og skovene, og hen over Sonnimäkis fyrreskov, ved hvis rødder brødrene nu hvilede sig og stegte roer i det flammende bål. 03089
Bottom
03091
Top
JUHANI: Nüüd sööme otse kuningliku eine. JUHANI: Nu spiser vi et virkelig kongeligt måltid. 03090
Bottom
03092
Top
TIMO: Päris parlamentliku lõuna. TIMO: Virkelig et herremands-måltid. 03091
Bottom
03093
Top
JUHANI: Tõpraliha kotist ja mahlanaerid tuhast. Need on silmapilk küpsed. JUHANI: Kød fra posen og stegte roer fra asken. De er modne i dette øjeblik. 03092
Bottom
03094
Top
Tuul aga puhub ja puulatvu ajab,
Kallima hääl seal kaugusest kajab...
Vinden, den blæser, og trætoppe gynger.
Min elskedes røst i det fjerne synger.
03093
Bottom
03098
Top
Mihuke härjarumalus meist, istuda köstri pingil, aabits pihus, istuda kaks kuratlikku päeva! Hvilken dumhed, hvilken stude-dumhed af os at sidde på klokkerens bænk med a.b.c.-en i hånden, sidde dér i to forbandede dage! 03096
Bottom
03099
Top
EERO: Aga vaata, seal ukse kõrval nurgas seista, see on hoopis teine asi. EERO: Men se, at stå i krogen ved hans dør, det var alligevel noget andet. 03097
Bottom
03100
Top
JUHANI: Armas Eerokene, sina tark Eerokene, sina kuue-tolliline Eerokene, sina nabataadikene. — Köstri uksenurgas! Ma sind sarvilist õpetan. JUIIANI: Kære, lille Eero, min kloge Eero, du, min sekstommers Eero, du, din navle-kigger. I klokkerens krog! Jeg skal lære dig, din satan. 03098
Bottom
03101
Top
AAPO: Tasa, tasa, te paganad! AAPO: Stille, stille, I hedninger! 03099
Bottom
03102
Top
TUOMAS: Istu rahulikult, juhani, ja ära hooli ta jutust. TUOMAS: Sid roligt, Juhani, og bryd dig ikke om hans snak. 03100
Bottom
03103
Top
JUHANI: Müts maha, kui sööd, sina käkk! JUHANI: Huen af hovedet, mens du spiser, din lille klump. 03101
Bottom
03104
Top
TUOMAS: Müts maha, ütlen minagi. TUOMAS: Huen af, det siger jeg også. 03102
Bottom
03105
Top
JUHANI: Vaat nii. Pead sõna kuulma; ei aita miski. JUHANI: Sådan, ja. Du må adlyde; det nytter ikke. 03103
Bottom
03106
Top
SIMEONI: Ikka ainult purelemine, paljas purelemine. Jumal valgustagu kord teie hinge ja meelt! SIMEONI: Altid kiv, ikke andet end kiv. Måtte Gud engang oplysejeres sjæle og sind! 03104
Bottom
03107
Top
JUHANI: Tema on ikka see kiusupunn. JUHANI: Han er altid en kivfugl. 03105
Bottom
03108
Top
EERO: Ikka olen ma teie neetud hambais «see jupike ja päkapikk, see pisipunn Eero». Kuid sellepärast olengi sitke. EERO: Mellem jeres forbandede tænder er jeg altid »den gnom, den tommeliden, den lille Eero-stump«. Derfor er jeg også sejg. 03106
Bottom
03109
Top
JUHANI: Sina oled vihane karjapeni, nagu öeldi laulus «Seitsme mehe jõust». JUHANI: Du er en arrig køter, sådan som vi hørte det i visen om »Syv mænds styrke«. 03107
Bottom
03110
Top
EERO: Puren aga vastu ja teravalt. EERO: Jeg bider igen og hårdt. 03108
Bottom
03111
Top
JUHANI: Sa oled sappi täis. JUHANI: Han er fuld af bitterhed. 03109
Bottom
03112
Top
AAPO: Luba mullegi sõnake. Eero ütles midagi, milles minu arvates leidub tera tõtt. Vaata: seda sappi, mida ta aegajalt enese ümber kallab, oleme vahest isegi palju keetnud. Pidage ometi meeles: oleme kõik sama looja loodud. AAPO: Må jeg sige et ord? Eero sagde noget, der efter min mening rummer en smule sandhed. Se, den bitterhed, som han undertiden spreder omkring sig, har vi måske selv i nogen grad været med til at koge sammen. Lad os dog ikke glemme, at vi alle er skabninger, skabt af den samme skaber. 03110
Bottom
03113
Top
TIMO: Täitsa nii. Kui mul on kaks nokka, «üks kui saapa-liist, teine kui leivakannikas», mis puutub see teistesse? Ise kannan ma neid. Kuid visake kus tuhat nokad ja nukad, loojad ning loomised. Vaat siit, Juhani, saad naeri, pehme kui murumuna. Hakka hammastega selle kuklasse ja ära hooli tolle tühja jutust. Ta on noor ja mõistmatu. — Söö, vennas. TIMO: Ja, netop. Hvis jeg har to næser, »den ene som en læst og den anden som et halvt brød«, hvad kommer det andre ved ? Det er mig selv, der bærer dem. Men lad os nu give pokker i snude og tude, skaberen og skabninger. Se her, Juhani, her får du en roe, der er blød som en støvbold. Grib den i nakken og bryd dig ikke om knægtens snak. Han er ung og forstår ikke noget. - Spis, brorlil. 03111
Bottom
03114
Top
JUHANI: Küllap söön. JUHANI: Ja, jeg spiser. 03112
Bottom
03115
Top
TIMO: Nüüd elame siin kõrgel, kõmaval mäel kui saajas. TIMO: Nu lever vi som ved en bryllupsfest, her på den høje, rungende bakke. 03113
Bottom
03116
Top
JUHANI: Kui taeva saajas. Kuid alles äsja vaevati meid veel seal all põrgus nii haledalt. JUHANI: Som ved himmelens bryllupsfest. Men man pinte os for lidt siden særdeles bedrøveligt dernede i helvede. 03114
Bottom
03117
Top
TIMO: «Kord alandatakse, kord ülendatakse» siin maailmas. TIMO: »Snart daler vi dybt, snart stiger vi højt« her i verden. 03115
Bottom
03118
Top
JUHANI: Nõndaks on lugu. Mis ütled sina, veli Aapo? JUHANI: Ja, sådan er det. Hvad siger du, broder Aapo? 03116
Bottom
03119
Top
AAPO: Olen püüdnud, nagu jõud jaksas, kuid asjata. Nüüd vihastan ometi kord ja viskan meie elulaeva tüüri saatuse pihku. Ning siin ma istun. AAPO: Jeg har gjort mit bedste, men forgæves. Nu er jeg imidlertid gal i hovedet og lægger styreåren i vor livsskude i skæbnens hånd. Her sidder jeg. 03117
Bottom
03120
Top
JUHANI: Siin me istume ja seal all lamab meie jalgade ees kogu maailm. Seal veretab köstri maja nagu punane kukk ja seal kerkib issanda templi torn taeva poole. JUHANI: Her sidder vi, og dér ligger hele verden under vore fødder. Dér gløder klokkerens hus som en rød hane, og dér knejser tårnet på Herrens tempel i højen sky. 03118
Bottom
03121
Top
AAPO: Selle templi juures istume kord mustas häbipuus, istume, kaelad kõveras, kui seitse varesepoega aiaroikal, ja kuuleme, kuis inimesed näpuga näidates ütlevad: seal istuvad Jukola laisad vennad. AAPO: Ved foden af det tempel sidder vi engang i skammens sorte stok, sidder med bøjede nakker som syv krageunger på hegnet, og hører, hvordan folk siger, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. 03119
Bottom
03122
Top
JUHANI: Ei köida see päev, kus Jukola poisid nagu kõverate kaeltega varesepojad mustas häbipuus istuvad ja kuulevad inimesi näpuga näidates lausuvat: seal istuvad Jukola laisad vennad. See päev ei köida: ennem poon enese oksa või marsin maailma lõppu, Heinola pataljoni püssi kandma. «Mis mina hooliksin, peiari-poju?» Nüüd, vennad, kui oleme söönud, siis laulame, laseme lahti nii, et nõmm kõmiseb. JUHANI: Den dag gryr aldrig, da Jukolas drenge sidder med bøjede nakker som syv krageunger i skammens sorte stok og hører folk sige, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. Den dag gryr ikke: så går jeg hellere hen og hænger mig eller marcherer lige til verdens ende; til Heinolas bataillon for at svinge geværet. »De unge skælmer.« Og nu, brødre, nu, da vi har spist, lad os så synge, lad os skråle, så heden skælver. 03120
Bottom
03123
Top
SIMEONI: Palvetame ja heidame magama. SIMEONI: Lad os velsigne os og lægge os til at sove. 03121
Bottom
03124
Top
JUHANI: Kõigepealt laulame: «Mis mina hooliksin». Köhata oma kurk puhtaks, Timo. JUHANI: Først synger vi: »De unge skælmer«. Klar din strube, Timo. 03122
Bottom
03126
Top
TIMO: Mina olen valmis. TIMO: Jeg er parat. 03123
Bottom
03127
Top
JUHANI: Kuid Eero-poju? Oleme ju jällegi sõbrad? JUHANI: Men hvad med Eero-knægten ? Er vi venner igen ? 03124
Bottom
03128
Top
EERO: Sõbrad ja vennad. EERO: Venner og brødre. 03125
Bottom
03129
Top
JUHANI: Kõik on hästi. Kuid kruvi oma kurk korda. JUHANI: Så er alt godt. Men skru’ lidt på din strube. 03126
Bottom
03130
Top
EERO: See on juba täies timmis. EERO: Den er allerede i fuld stemning. 03127
Bottom
03131
Top
JUHANI: Hüva! Ja kuulaku nüüd teised, kuidas männik rõkkab, — nüüd, poisid! JUHANI: Godt! Og lad nu de andre høre, hvordan det runger i fyrreskoven. - Nu, drenge! 03128
Bottom
03132
Top
Mis mina hooliksin, peiari-poju,
Kellel on kere kui kaljune kuju?
Rallaralla rallaralla rallarallalaa!

Olen mina peatselt sõduriketis
Heinola kasarmus, tüdrukupetis.
Rallaralla rallaralla rallarallalaa!

Pelgan siis pappi või poppi mina muud,
Kui minul seljas juba kuninga kuub?
Rallaralla rallaralla rallarallalaa!

Jookse siis, Kimmel, et vuravad rattad,
Ootamas poissi on kasarmu katlad.
Rallaralla rallaralla rallarallalaa!

Mis mina hooliksin, peiari-poju,
Kellel on kere kui kaljune kuju?
Rallaralla rallaralla rallarallalaa!
De unge skælmer, bekymrer de mig?
Et bryst som en klippe, det har jo jeg.
Trallaralla . . .

Til Heinola-knægtenes prægtige skare
vil pigernes tosse nu lystigt fare.
Trallaralla . . .

Ej bispen jeg frygter, ej præstens magt.
Snart er jeg iklædt en heltedragt.
Trallaralla . . .

Løb, Rusko, du brune, lad hjulene rumle,
paa kejserens brødknald vi begge skal gumle.
Trallaralla . . .
03129
Bottom
03153
Top
JUHANI: Just nii! Vaat siin on meil hea olla. JUHANI: Ja, sådan! Her er det godt for os at være. 03146
Bottom
03154
Top
SIMEONI: Vähem kisa, vähem kisa! Te räuskate ju nagu leegionid tonte. — Kuid vait, vait! sealt tulevad inimesed. SIMEONI: Lidt mindre larm, lidt mindre larm! I støjer jo som en legion spøgelser. - Stille, stille, der kommer mennesker. 03147
Bottom
03155
Top
JUHANI: Inimesed? Vaata terasemalt, siis näed portsu mustlasi, näed «Rajamäe rügementi». JUHANI: Mennesker? Se nøjere efter, så ser du en (lok zigøjnere; så ser du »Rajamåki-regimentet«. 03148
Bottom
03156
Top
Salk, kes nüüd lähenes, oli üks hulkuv perekond, pärit väikesest hurtsikust Rajamäe raiesmaal, mispärast maailm seda Rajamäe rügemendiks kutsus. Selle juht ja pea oli too kõigile tuntud Mikko, lühike, kuid käbe mees, must viltkübar peas. Ta müüb oma rännakud pigi ja välgutab väledalt kohi väist. Ta peab ka viiulnikuametit, vingutab tihti simmaneil ja taigu-õhtute tantsul oma rusket rõõmuriista, kastes sedamööda kurku, kuidas pakutakse. — Kuid mõnus kupulaskja on ta moor, Kaisa, nina tubakast must, äge eit. Haruldane see saun, mida ta mööda minnes selle nurga eitedele kupulaskmiseks küdema ei paneks. Siis kargleb Kaisa kirves, suu matsub ja tubakane nägu higistab hirmsasti, kuid paisub ka teepaun. — On neil hulk lapsigi, kes neile reiside! külast külla, talust tallu järgnevad. Kaks neist käivad juba ise kaasas, hüpeldes rõõmsalt vanemate ümber mööda teed, kord ees, kord taga, kuid kolme nooremat veavad isa ja ema vankril ühes; ning Kaisa tõmbab ikka aisadest, Mikko lükkab kepiga tagant. Kõva on seal kisa, kus Rajamäe seltskond liigub; ja üks irvhammas oli sest perekonnast pika pilkelau!u sepitsenud, pealkirjaks rügemendi nimi. See siis oli see käratsev salk, kes nüüd mööda maanteed Sõnnimäe nõmme alt kirikuküla poole rändas, kui vennaksed nõmme kõrgel lael oma vabadushetke veetsid, rõõmsad nagu oinad. Den skare rejsende, der nærmede sig, var en omvandrende familie, som boede i et lille hus på Rajamåkis hedemarker, og som verden derfor kaldte Rajamåki-regimentet. Dens anfører og husbond er den af alle kendte Mikko, en lavstammet, men livlig mand med en sort filthat på hovedet. Han sælger beg på sine vandringer og svinger behændigt gilderens skarpe kniv. Han optræder også som violin-kunstner og guider ofte på sin sort-røde glædes-maskine, til dans og glade høstfester, mens han fugter halsen med det, der byder sig. Men hans kone, Kaisa, en snus-næset, arrig kælling, er dygtig til at kopsætte. Det er kun få badstuer, hun ikke får til at ryge, når hun drager forbi; ryge til kopsætnings-bad for egnens koner. Så danser Kaisas koppe-jern, munden smasker, og hendes snus-fjæs sveder frygteligt; men hendes madpose svulmer også. - De har en flok børn, der følger dem på deres vandringer fra landsby til landsby, fra gård til gård. To af dem vandrer allerede af sted på egne ben, hopper muntert hen ad vejen omkring forældrene, snart foran og snart bagefter; far og mor haler af sted med de tre yngste, læsset på en lille vogn; og Kaisa slæber altid mellem skaglerne, mens Mikko skubber bagpå med sin stok. Stor er støjen, dér hvor Rajamåki-selskabet rykker frem; og en spøgefugl har sammen-skrevet en lang spottevise om familien, en vise, der har navn efter regimentet. Det var den støjende skare, der nu drog hen ad vejen imod kirkebyen, langs foden af Sonnimåki, da brødrene, glade som gedekid, fejrede frihedens time på hedens højeste top. 03149
Bottom
03157
Top
JUHANI: Hõissa! Tere, sina ennemainitud rügement, tere! JUHANI: Hallo! Vel mødt, du, før-omtalte regiment, vel mødt! 03150
Bottom
03158
Top
TIMO: «Hustote till?» rääkis rootslane. TIMO: »Hustotetil,« som svenskeren siger. 03151
Bottom
03159
Top
EERO: «Kappusivai!» vastas venelane. EERO: »Kappusivai!« som russeren siger. 03152
Bottom
03160
Top
KAISA: Mis te tahate, teie seal üleval? KAISA: Hvad vil I, I deroppe? 03153
Bottom
03161
Top
EERO: Et moor tuleks ja imeks tubli sarvetäie selle mu vennakese Juhani ruskest reiekannikast. EERO: At mutter kommer og suger et rigtigt sviende horn blod ud af broder Juhanis brune lårskinke. 03154
Bottom
03162
Top
JUHANI: Eit see imeb ja pingutab, taat aga viiulit vingutab, see alles klapib kokku. JUHANI: Mutter suger og banker, mens fatter spiller, det passer godt sammen. 03155
Bottom
03163
Top
MIKKO: Ma teile näitan, te Jukola sissid! MIKKO: Jeg giver fanden i jer, I Jukolas stratenrøvere! 03156
Bottom
03164
Top
EERO: Taat ei taha mängida. Noh, laulame siis meie, laulame ühe vägeva marsi. EERO: Den gamle vil ikke spille. Nå, så lad os synge, og en rigtig flot march. 03157
Bottom
03165
Top
JUHANI: Vägev marss, kui Rajamäe rügement meist mööda sammub. Noh, poisid, Timo ja Eero! JUHANI: En flot march, mens Rajamåki-regimentet marcherer forbi. Nå, drenge, Timo og Eero. 03158
Bottom
03166
Top
Mingem nüüd siis küladesse
Mööda soid ja mägi,
Kohitsema, kuppu laskma,
Kaubitsema pigi.

Aistes Kaisa-nuusanina
Kaadervärk! veab,
Mikko, pistes plotskit põske,
Ise pära peab.
Rask op og ned ad bakke
er flokken nu på vej,
at gilde og at koppe
og for at sælge beg.

Først Kaisa med sin snude
helt fuld af snus vil gå.
Med stokken skubber Mikko
bagpå og tygger skrå.
03159
Bottom
03176
Top
JUHANI: Just nii! On see alles lustiline lugu. JUHANI: Ja, sådan! Det er vel en vældig lystig visestump. 03170
Bottom
03177
Top
KAISA: Teadke, teie neetud seal, et meie ikka ausal teel astume, kuid teie, teie luusite mööda metsi nagu röövlid ja kiskelajad. Ma lasen kuppu, mina, ja teen tervist; Mikko kohitseb, tema, ja teeb rammusaid orikaid, lihavaid härgi ning toredaid ruunasid, kellega ratsutavad kuningate kuningad; teadke seda, teie saatanad. KAISA: I skal vide, I slyngler deroppe, at vi altid vandrer af sted med ære, mens I, I strejfer omkring i andre folks skove som røvere og rovdyr. Jeg, jeg kopsætter og bringer sundhed; Mikko, han gilder og skaber fede galte, prægtige okser og statelige vallaker, som kongernes konger rider på; det må I vide, I djævle. 03171
Bottom
03178
Top
JUHANI: Paar värssi selle jutluse peale, poisid! Timo ja Eero, vahvad poisid! Ühekorraga! JUHANI: Et par vers til oven på den prædiken, drenge! Timo og Eero, I raske fyre! På een gang! 03172
Bottom
03179
Top
Kaisa huuled matsutavad,
Kui ta kahmab kirve,
Kreeta-moor see Kaisa küüsis
Lõugab, hambad irvi.

Aga miks seal seapahnas
Kostab kole kisa?
Kuldid hirmsalt hädaldavad,
Põrsad teevad lisa.

Miks need kuldid hädaldavad,
Põrsad nagu võllas?
Vaata: Mikko läve kohal,
Nuga tupest vällas.
Når koppejernet danser
står Kaisas mund i vand.
I Kaisas næver sætter
nu Greta-mor sin tand.

Hejsa, i gården inde
blev larm og stor ståhej.
En gylt tog på at præke,
og pattegrise skreg.

Hvorfor har gylten larmet,
og hvorfor skreg de små ?
Jo, Mikkos blanke knive
de dér i porten saa.
03173
Bottom
03195
Top
JUHANI: Tõepoolest, üks lõbus lugu; selle vastu ei või vaielda, Mikko. JUHANI: Sandelig en munter vise-stump; det kan du ikke nægte, Mikko. 03189
Bottom
03196
Top
MIKKO: Pea oma leivaauk silmapilk kinni ja tea, et siin on Meistri-Mikko ise, kes näpistas kuberneri täku puhtal linal, ilma pisaratki verd valamata. Ja selle kunsttüki eest sai ta tunnistuspaberi, mida ka Rooma keiser ise ei või ümber lükata. Sihuke Mikko olen mina. MIKKO: Klap din brød-kværn i på stedet og vid, at her står selveste Mester-Mikko, der snittede guvernørens hingst på et rent lagen uden at spilde een eneste dråbe blod. Og for det kunststykke fik han en fuldmagt, som ikke engang kejseren af Rom er mand for at omstøde. Sådan en Mikko er jeg. 03190
Bottom
03197
Top
EERO: Oh sina kahekordne Kohi-Miku ühes oma nõiamoo-r‘ga! EERO: Oh, du, din dobbelt-op Gilder-Mikko med din troldkvinde af en kone! 03191
Bottom
03198
Top
KAISA: Vaata, et ma ei nõiu teid hundikarjaks, nagu taat muiste upsaka pulmaseltsi. KAISA: Se til, at jeg ikke forvandler jer til en flok ulve, sådan som den gamle før i tiden gjorde med et overmodigt brudefølge. 03192
Bottom
03199
Top
JUHANI: Seisan siin veel endise Jukola jussi pükstes, ja nõnda loodan jumala abiga ka edaspidi seista. Ei su nõiakunstist, õnnetu moor, tule rohkem kui tunamullu, kui sa meile maailma lõppu ennustasid ja mõnegi eide sundisid oma vanamehelt senist kurjust andeks paluma. JUHANI: Her står jeg stadig som den gamle Jukola-Jussi i mine egne bukser, og jeg håber med Guds hjælp, at jeg også står sådan for fremtiden. Der kommer vel ikke mere ud af dine trolddomskunster, sølle kvindfolk, end for to år siden, da du spåede os, at verden ville gå under og ganske til ingen nytte fik mangen en kone til at bede manden om forladelse for sine gamle nedrigheder. 03193
Bottom
03200
Top
KAISA: Kuule, mida ma nüüd ennustan. KAISA: Hør nu, hvad jeg spår. 03194
Bottom
03201
Top
EERO: Ennustad ja soovid meile sooja sauna ja sind ennast meile kuklasse kuppu laskma. EERO: Du spår og ønsker os en varm badstue, og at du selv må kopsætte os i nakken. 03195
Bottom
03202
Top
JUHANI: Kuid see oleks hull ennustus ja soov. Möt'en küll koju jõudes sauna kütta ning õige mõnusalt vihelda, kuid oma Aadama praki-kuube kuklas ei taha ma kaugeltki rikkuda. JUHANI: Men det er en tåbelig spådom og et tåbeligt ønske. Jeg har ganske vist i sinde at varme badstuen, når jeg kommer hjem, og bade rigtig hjertens-herligt, men jeg har dog ikke tænkt mig at lade Adams-frakken sprætte op i nakken på mig. 03196
Bottom
03203
Top
KAISA: Kuule, kuule! Tuhaks saab su saun ja tuhaks su tuba, ning armetu! kombel lähed sa metsadesse hulkuma, laugaste peale, soodesse, otsides sooja külmavale kehale. Ah! veriselt pead sa veel heitlema nii inimeste kui metsakiskjate vastu ja sellest lõõtsutades nagu surev jänes oma neetud pea põõsasse laskma. Seda kuulge ja pidage meeles! KAISA: Hør nu, hør nu her! Der skal gå ild i din badstue, og der skal også gå ild i dit hus, og du selv skal, i en ynkelig forfatning, strejfe omkring i skove, moser og sumpe for at søge ly for din frysende krop. Ak, du skal desuden kæmpe blodigt både mod mennesker og skovens vilde dyr for derefter, stønnende som en døende hare, at skjule dit forbandede hoved i en busk. Hør, hvad jeg siger, og læg dig det på sinde . . . 03197
Bottom
03204
Top
JUHANI: Mine põrgusse... JUHANI: Gå ad helvede til . . . 03198
Bottom
03205
Top
TUOMAS: Vaiki juba, vaiki! TUOMAS: Hold nu mund, hold mund! 03199
Bottom
03206
Top
SIMEONI: Sina jumalavallatu, meeletu! SIMEONI: Dit ugudelige, dit forvildede menneske! 03200
Bottom
03207
Top
JUHANI: Mine tulipunasesse põrgusse! Mine köstri manu ja nõiu köstri kurku igavene seatõbi. JUHANI: Ryg og rejs lige ind i det rødglødende helvede! Gå til klokkeren og tryl ham en evig svinesyge på halsen. 03201
Bottom
03208
Top
EERO: Et ta laulaks nagu vana kihvadega kult Mikko küünte vahel. EERO: Så han synger i Mikkos klør som en galt med lange hugtænder. 03202
Bottom
03209
Top
JUHANI: Nii! ja praostile, tollele väljast võõbatud variserile ning rikka’e rasva- ja vorstipraostile... Mis me temale määraksime? Ütle, EERO: JUHANI: Ja! Og præsten, den hykleriske, skinhellige og rige fedt- og pølse-præst . . . hvad skal vi ordinere til ham ? Hvad, Eero? 03203
Bottom
03210
Top
EERO: Sündigu temale toetusel, nagu sündis tollimehele Ou’u väravas: tulgu ta kotti mehine kassipiirak. EERO: At det må gå ham ved tiende-mødet som det i sin tid gik tolderen ved Uleåborgs port; at han må få en vældig katte-postej i sin pose. 03204
Bottom
03211
Top
JUHANI: Nii! Otse Paltamo kalapiirak, kus, kas tead, karvane kass on lobiks sees. JUHANI: Ja, netop! En fiskepostej fra Paldamo, ser du, hvor der er en kat, en lådden kat inden i. 03205
Bottom
03212
Top
EERO: Ja sel'est tehku ta järgmiseks pühapäevaks nii vägev ning vihane manitsusjutlus, et rebeneb ta rasvane vats, rebeneb robinal ühekorraga. EERO: Og af den grund skal han, næste søndag, lave en så rasende og indædt straffe-prædiken, at hans fede bug revner, revner med et brag. 03206
Bottom
03213
Top
JUHANI: Nii! Ja siis pärigu teda pagan, kahmaku tal kuklast kinni ja virutagu teda nõnda, nagu kuradil on kombeks pappi virutada. JUHANI: Ja, og må så fanden hente ham, tage ham på sin nakke og flyve bort med ham, som djævelen plejer at gøre med præster. 03207
Bottom
03214
Top
EERO: Ja las ta viib rikka mehe seltsiliseks selle vägeva ning rikka praosti. EERO: Lad ham hente den mægtige og rige præst, så den rige mand får selskab. 03208
Bottom
03215
Top
JUHANI: Need on tervised, mida palume nii köstrile kui ka praostile kenasti edasi anda. Ja kui kõik selle teed, siis võid mind kas või hundiks nõiduda, nagu ähvardasid. JUHANI: Dér var de hilsener, som vi beder dig pænt om at overbringe både klokkeren og præsten. Og hvis du gør alt det, så må du gerne bagefter, hvis du har lyst, forvandle mig selv til en ulv, sådan som du truede med. 03209
Bottom
03216
Top
EERO: Nii ahneks hundiks, et see ühekorraga neelab nahka kogu Rajamäe rügemendi. EERO: Til så glubsk en ulv, at den på en gang sluger hele Rajamåki-regimentet i sit gab. 03210
Bottom
03217
Top
JUHANI: Nii! ja veel kupusarvekoti pealekauba. JUHANI: Ja, og horn-sækken oven i købet. 03211
Bottom
03218
Top
EERO: Ning vee! pigikoti maguskoogiks. EERO: Og beg-posen som kagemad. 03212
Bottom
03219
Top
JUHANI: Just nii, sina naaskel! JUHANI: Ja, rigtig, din kleppert! 03213
Bottom
03220
Top
KAISA: Üsna hüva! Praost ja köster peavad teie tervised kätte saama, ning see supp seisab kord veel teie kausis, te neetud! Anna neile kiviga jumalagajätuks, Mikko, anna nii, et pcakoor lõhkeb. KAISA: Godt, godt! Præsten og klokkeren skal få jeres hilsener, og den suppe får I engang lov til at søbe af jeres egen skål, I forbandede bæster! Giv dem en sten til afsked, Mikko, giv dem, så knolden revner på dem. 03214
Bottom
03221
Top
MIKKO: Siin on just paras kaarnakivi, otsekui tellitud. — Seal on, teie Pelttari sikud! — Marss, Kaisa! Nüüd läheme. MIKKO: Her er en passende rullesten som på bestilling. - Dér, I gedebukke fra Pelttari! - March, af sted, Kaisa! Nu går vi. 03215
Bottom
03222
Top
JUHANI: Seda hullu! Virutas kiviga, ja nii lähedalt läks. ct oleks peaaegu mu otsmikule käinud. JUHANI: Den satan! Han kastede en sten, og den var lige ved at ramme mig i panden. 03216
Bottom
03223
Top
EERO: Saadame palli tagasi. EERO: Lad os sende bolden tilbage. 03217
Bottom
03224
Top
JUHANI: Linguta taadile tagasi, nii et müts mürtsub. JUHANI: Kast den tilbage til den gamle, så hatten hopper. 03218
Bottom
03225
Top
TUOMAS: Ära viska, poiss, kui tahad oma täikongi hoida. TUOMAS: Kast ikke, knægt, hvis du vil skåne din luse-paryk. 03219
Bottom
03226
Top
AAPO: Näed sa, lurjus, seal on ju lapsed. AAPO: Ser du ikke, din slyngel, at der er børn ? 03220
Bottom
03227
Top
JUHANI: Pea oma kivi kinni; nad liduvad juba, nii et nõmm müdiseb. JUHANI: Hold stenen tilbage; de render jo allerede af sted, så heden dundrer. 03221
Bottom
03228
Top
SIMEONI: Oi teid jõledaid, teid kalmukaid ja koerakoon-lasi! Ega pääse teist enam rahulik teekäijagi viisakalt mööda. Oi teid röövleid! SIMEONI: Oh, I vanartede skabninger, I kalmuker, I hundesnuder! Selv en fredelig vandringsmand kan ikke mere gå uantastet forbi os på vejen. Oh, I røvere! 03222
Bottom
03229
Top
JUHANI: Jah et mina või, kes neil juuksekarvagi ei painutaks? Kuid vaata, kui mees on õige vimmas ja vägevad tõmbed läbi ta tugeva keha käivad, siis — noh, sa tead isegi. Kaks ööd ja päeva on poiss tornis istunud. Kuid ma saatsin ka oma viha vaigistuseks köstrile õige toredad tervised. JUHANI: Hvad, jeg, der ikke engang ville krumme et hår på deres hoveder ? Men se, når en mand rigtig er i stødet, og vældige trækninger iler gennem hans kønne krop, så - du ved det jo. To dage og to nætter har knægten siddet i tårnet. Men jeg sendte klokkeren nogle prægtige hilsener for at dulme min galde. 03223
Bottom
03230
Top
AAPO: Ja veel pöörasemad praostile. Neid terviseid peame vahest vee! kibedasti kahetsema. AAPO: Og nogle endnu tåbeligere til præsten. De hilsener kommer vi til at fortryde bitterligt. 03224
Bottom
03231
Top
JUHANI: «Mis mina hooliksin, peiari-poju?» Elu, noore mehe elu on just nagu see kõmav, kohisev nõmm. Ja seal kirdes kummub karm Impivaara mägi ja seal loodes välgub jälle kirikuküla järv ning paistab veel muidki järvi, seal taevarannal nagu igaveses ääretuses. Kolme Kõlisti järve seletavad seal mu silmad. JUHANI: »De unge skælmer«. Livet, den unge mands liv, er som denne rungende, brusende hede. Derovre i nordøst dæmrer Impivaaras bratte bjerg og dér, i nordvest skvulper kirkebyens sø, og man skimter også andre søer dér ved himmelranden som i en fjern evighed. Og dér skuer mit øje de tre Kolistin-søer. 03225
Bottom
03232
Top
«Ei nüüd aita, ei nüüd aita
Mulle muu kui uputus;
Minu armsam on nii paha,
Sihiseb kui mürgiuss.»
Intet hjælper, intet hjælper,
i søen går jeg bange.
Thi min elskede er vred
og sprutter som en slange.
03226
Bottom
03238
Top
Seal järve pinnal istub tihtipeale meie köstritaat, õngevabe pihus. Ah! kükitaks ta nüüdki seal ja oleksin mina vali tuulehoog, tormine tuulispea kagust, siis teaksin, kuhupoole mühinal kihutaksin, ning peagi loksuks köstri küna kummuli. Ude på den dér søs store flade plejer den gamle klokker ofte at sidde med en fiskestang i hånden. Ak, hvis han nu sad foroverbøjet derude, og jeg var et voldsomt vindpust, en rasende storm fra sydøst, så ved jeg nok, hvor jeg ville brase hen i en brølende fart; og snart ville klokkerens båd vende bunden i vejret. 03232
Bottom
03239
Top
SIMEONI: Mihuke patune soov! SIMEONI: Hvilket syndigt ønske! 03233
Bottom
03240
Top
JUHANI: Seda mina teeksin, küna mina kummuli käänak-sin, nii et järve vesi kördina keeks. JUHANI: Ja, det gjorde jeg, jeg væltede båden, så søens vand kogte som vælling. 03234
Bottom
03241
Top
TIMO: Hundiroog on too mees. TIMO: Hele manden burde blive ulvesteg! 03235
Bottom
03242
Top
JUHANI: Hundiauku ma ta virutaksin ja ise patseeriksin rõõmuga äärel. JUHANI: Jeg ville styrte ham i ulvegraven og selv vandre med fryd langs dens kant. 03236
Bottom
03243
Top
AAPO: Kord narris rebane, karu vaenlane, õnnetu mesikäpa auku. Kangesti ta siis naeris ja kõndis seal üleval ümber mustava koopa pilke jutte pajatades. Siis istus ta ilvese selga; ilves viis ta üles kõrge kuuse otsa, mis seal lähedal seisis. Rebane hakkas rõõmsalt laulma ja igast ilmakaarest tuuli kutsuma; käskis neil ta laulu saateks kuusekannelt mängida. Tulid varsti tuuled idast, läänest ja lõunast ning valjusti kajas ja kohas kuusk. Tuli ka vägev põhjatuul, tormas läbi sammalhabemes sünge laane, mühinal ning raginal. Kohises siis kuusk, vabises ja kummardas sügavalt, murdus viimaks ning langes koopa poole ja virutas kukkudes rebase oma ladvast alla karu sülle sügavasse koopasse. AAPO: Ræven, der bar nag til bjørnen, narrede engang den stakkels bamse ned i en grav. Så lo han hjerteligt og gik rundt om den gabende grav, fuld af spot. Dernæst kravlede han op på ryggen af en los, der førte ham op i et højt grantræ i nærheden. I sin glæde begyndte ræven at synge og sammenkaldte vindene fra alle fire verdenshjørner, befalede dem at spille til hans sang på granens kantele-strenge. Snart kom østen-, vesten- og søndenvinden, og granen suste og bruste heftigt. Så kom også den kraftige nordenvind ; strøg buldrende og bragende gennem den mørke, skæggede skov. Nu stormede det i granen; den skælvede og nejede sig dybt; knækkede til sidst og væltede over imod graven; i sit fald slyngede den ræven fra sin top og lige ned i bjørnens favn på bunden af den dybe grav. 03237
Bottom
03244
Top
TIMO: No pagan võtku! Aga edasi? TIMO: Nå, for pokker! Og hvad så? 03238
Bottom
03245
Top
JUHANI: Küllap sa seda isegi mõistad, mis nüüd sündis. Kahmas nüüd karu rebase kasukast kõvasti kinni ja raputas nii, et hambad plaksusid, nagu tegi armas köster minuga. — Kuid ma mõistan Aapo tagamõtteid. Ta tahtis mulle meelde tuletada, et kes teisele auku kaevab, see ise sisse langeb. Olgu kas või nii, kuid hundiauku sooviksin ma köstrit ometi. JUHANI: Du kan vel nok gætte, hvad der så skete. Bjørnen greb naturligvis godt fat i skrutten på ræven og rystede den, så tænderne raslede, sådan som klokkeren gjorde ved mig. -Men jeg er klar over, hvad Aapo mener. Han vil minde mig om, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Det kan godt være, men jeg ville nu alligevel gerne se klokkeren sidde i ulvegraven. 03239
Bottom
03246
Top
TIMO: Näha, kuis köster auku komberdab, selle vastu ei paneks minugi süda. Kuid ega ma toda taadiraiska siiski kaua läpases kongis piinaks. Kaks tundi, ainult kaks tundi. Kuid jäägu see jutt. Elagu köster rahus, kukkumata isegi mu sapise südame koopasse. Ainult ühte mina imestan. Kuidas võite uskuda sääraseid Iobajutte nagu see rebasest ja karust? Oi vennakesed! Ei või ju rebane tühjagi lobiseda, saati siis veel maailma tuuli enese juurde kutsuda. Te usute seda, kuid mina pean asja puhta võltsiks. TIMO: At se klokkeren dejse ned i graven, det ville mit hjerte heller ikke have noget imod. Men jeg ville nu alligevel ikke pine den gamle stodder alt for længe i det kvælende kammer. To timer, kun to timer. Men nok om det. Lad klokkeren leve i fred, uden så meget som at falde ned i mit fornærmede hjertes grav. Men én ting forbavser mig. Hvordan kan I tro på sådan noget sludder som det om ræven og bjørnen? Ak, kære brødre, ræven kan jo ikke engang sige sådan noget vrøvl, endnu mindre sammenkalde verdens vinde. Det tror I på, men jeg mener, at det er det rene opspind. 03240
Bottom
03247
Top
JUHANI: Seda juba teatakse, et Timo pea pole just teravamate hulgast siin maailmas. JUHANI: Vi véd, at Timos hoved ikke lige netop hører til de skarpeste her i verden. 03241
Bottom
03248
Top
TIMO: Olgugi et ei. Kuid selle peaga rändan ma läbi selle maailma niisama ausalt kui sina või mõni muu, mees või naine. TIMO: Det kan være. Men jeg vandrer lige så ærefuldt gennem denne verden som du eller nogen anden; mand såvel som kvinde. 03242
Bottom
03249
Top
AAPO: Timo ei saa mõistukõnest aru. AAPO: Timo forstår sig ikke på fabler. 03243
Bottom
03250
Top
JUHANI: Ei mõista see vaene poiss nüüd põrmugi. Kuid vaata, kui ma nüüd sulle asja seletan. Lugu rebasest ja karust on arvatavasti pärit nendelt aegadelt, kus kõik loomad ning isegi puud vee! kõnelda võisid, nagu jutustatakse «Vanas testamendis»; ja seda olen kuulnud meie kadunud pimedalt onult. JUHANI: Den arme knægt forstår ikke det mindste. Men lad mig forklare dig sagen. Historien om ræven og bjørnen stammer formodentlig fra de tider, da alle skabninger og endogså træerne kunne tale, sådan som det fortælles i Det gamle testamente; og det har jeg hørt af vor gamle, blinde onkel, der nu er død. 03244
Bottom
03251
Top
AAPO: Nüüd ei mõista sinagi muinasjuttu ega selle otstarvet. AAPO: Du forstår åbenbart heller ikke eventyret og dets betydning. 03245
Bottom
03252
Top
TIMO: Kuid ometi «pada sõimab katelt, ühed mustad mõlemad». TIMO: Men alligevel »spotter gryden kedlen, skønt de begge er sorte på siderne«. 03246
Bottom
03253
Top
JUHANI: Ah sa tahad veel targutada, poiss? Kuid usu mind, ma tänan jumalat, et ma nii rumal pole kui sina, vaene TIMO: JUHANI: Hvad, spiller du klog, mand? Men tro mig, jeg takker Gud, fordi jeg ikke er så dum som du, stakkels Timo. 03247
Bottom
03254
Top
TIMO: No kui sa ei olegi, ma ei näe selles ka mingit hädaohtu. TIMO: Det kan jo være, men jeg ser ikke nogen ulykke i det. 03248
Bottom
03255
Top
EERO: Tee sina, Timo, nii kui tölner ennemuiste: löö ainult vastu rinda, ja küllap siis näeme, kumb teist siit parema inehena koju marsib. EERO: Gør du, Timo, som tolderen engang gjorde, slå dig blot for brystet, og så vil vi få at se, hvem af jer der marcherer hjem som den bedste mand. 03249
Bottom
03256
Top
JUHANI: Võeh, või torkas juba väikest Eerotki, sina tölner ise? JUHANI: Av! Følte du dig også ramt, Lille-Eero, du, der selv er en tolder? 03250
Bottom
03257
Top
EERO: Torkas õige magusasti tölnerite ülemat, toda väikest Sakkeust. EERO: Ja, den lille Zakæus, selveste toldernes hovedmand, blev ramt på et meget sødt og ømt sted. 03251
Bottom
03258
Top
JUHANI: Mina ei hooli sinu Sakkeustest ega magedustest, vaid heidan ise magusasti magama. Selja tahan teie poole pöörata ja lamada nagu sipelgapesa hange all. — Kuid jumal hoidku meid! Me oleme ju kohutavas kohas peatunud. JUHANI: Jeg giver pokker i dine Zakæus’er og søde steder; jeg lægger mig i stedet for til at sove rigtig sødt. Jeg vender ryggen til jer og sover som en myretue under snedriven. -Men Gud hjælpe os! Vi har jo slået os ned på et frygteligt sted. 03252
Bottom
03259
Top
AAPO: Miks nii? AAPO: Hvordan det? 03253
Bottom
03260
Top
JUHANI: Seal on ju see iseäralik, kohutav kivi, mis kirikukellade paukudele ikka kurbliku kajaga vastab. Ja vaadake siis noid silmi, mis meid sealt järelejätmata vahivad. Mul on kole. Lähme jumala pärast siit minema. JUHANI: Dér står jo den mærkelige, uhyggelige sten, der altid giver et så sørgeligt svar, når kirkeklokkerne ringer. Og se på de øjne, som uafladeligt stirrer på os deroppe fra. Jeg er bange. Lad os gå bort herfra, i Herrens navn! 03254
Bottom
03261
Top
Tnomas. Istume rahulikult. TUOMAS: Vi bliver roligt siddende. 03255
Bottom
03262
Top
JUHANI: Kuid metshaldjas on siin vihane ning tige. JUHANI: Men skovtrolden er streng og styg her. 03256
Bottom
03263
Top
AAPO: Ainult nende vastu, kes vannuvad või muud jumalavallatust teevad. Sellepärast hoia ennast ise selle eest. Koid lugu noist märkidest seal kivi küljes on sündmus kaugeilt aegadelt. AAPO: Kun over for dem, der bander eller begår andre ugudelige gerninger. Tag dig altså i agt for det. Men sagnet om billederne dér på siden af stenen fortæller om en begivenhed fra svundne tider. 03257
Bottom
03264
Top
LAURI: Tahad sa meile seda jutustada? LAURI: Vil du fortælle os det? 03258
Bottom
03265
Top
AAPO: Kuid vaadake enne terasemalt toda kivi. Sea! näete otsekui nelja kuldset, sätendavat punkti. Need on kahe armastaja hellad silmad, kauni neitsi ja uhke noormehe silmad; ning nende kujud, näete, on niisama kivi sisse joonistatud. Vaadelge neid, silmad pisut praokil. Seal nad istuvad, ühinenud kõige hellemas kaisutuses. Kuid alamal, noorte jalgade ees, lamab küürus üks vanamees, mõõgaga läbi torgatud. AAPO: Men se først lidt nøjere på stenen. Dér ser I ligesom fire gyldne og skinnende punkter. Det er de elskendes smavgtende øjne, en smuk jomfrus og en prægtig ynglings; og deres billede er også aftegnet i stenen. Se på dem og knib øjnene lidt sammen. Dér sidder de og omfavner hinanden kærligt. Men under neden, ved de unges fødder, ligger en gammel kæmpe, helt sammensunket og gennemboret af et sværd. 03259
Bottom
03266
Top
TIMO: Just nagu sa ütled. TIMO: Det er nøjagtig, som du siger. 03260
Bottom
03267
Top
LAURI: Midagi säärast arvan minagi seal nägevat. Kuid jutusta see lugu. LAURI: Det forekommer mig, at jeg også kan se noget i den retning. Men fortæl historien. • 03261
Bottom
03268
Top
Ja järgmise muinasjutu vestis neile Aapo: Aapo fortalte dem følgende sagn. 03262
Bottom
03269
Top
Seisis ennemuiste siin lähedal uhke loss ja selle lossi peremees oli rikas ning vägev härra. Tal oli võõrastiitar, ematu, kuid armas ja kaunis kui hommikukoit. Neitsit armastas üks noormees, kuid nii noormeest kui tüdrukut vihkas kole lossi-isand, kelle südames ei leidunud iial ruumi armastusele. Aga tütar armastas ka suurtsugu noormeest ja nad kohtasid tihti teineteist siin kumiseval nõmmel ja just selle kivi kõrval oli nende kokkusaamise koht. Kuid siis sai isa nende salajasest ühendusest teada ja karjus kord neitsi kõrva hirmsa vande. «Mu tütar,» ütles ta, «vaata, et ma ei taba teid teineteise kaisus metsade öös. Tea, et mu mõõk laulatab teid sealsamas paigas ühte verises surmas. Seda ma tõotan ja vannun.» Nii ta ütles, ja neitsi kohkus vannet kuuldes. Kuid ei ta unustanud ometi oma südamesõpra, vaid veel kangemaks kasvas teina armastus. Der stod engang et stateligt slot her i nærheden, og herren på det slot var en rig og mægtig mand. Han havde en steddatter, moderløs, men yndig og dejlig som en morgenstund. En yngling elskede jomfruen, men den onde slotsherre, hvis hjerte aldrig havde huset nogen kærlighed, hadede både ynglingen og jomfruen. Pigen elskede også den ædle yngling, og de traf ofte hinanden på den buldrende hede, og deres mødested var netop ved foden af denne sten. Men faderen fik nys om de unges hemmelige kærlighedsforbindelse og hviskede engang en frygtelig ed i jomfruens øre. »Min datter«, sagde han, »se til, at jeg ikke overrasker jer, i færd med at omfavne hinanden i skovenes mørke nat. Vid, at mit sværd da straks vil vie jer til hinanden, i en blodig død. Det lover og sværger jeg helligt«. Sådan sagde han, og jomfruen blev forfærdet, da hun hørte denne ed. Hun glemte dog ikke sin hjertensven, ja, hendes kærlighed brændte endnu voldsommere. 03263
Bottom
03270
Top
Oli vaikne suveöö; lõi aimus neitsi põue, et noormees nõmme] kõndis ja armsamat ootas. Viimaks, kui ta arvas, et lossis kõik juba sügavat und magavad, mähkis ta laia peene loori endale ümber ja läks oma armuteele, hiilis välja vaikselt kui vari, kadus peagi metsade põue, ning hõljus kord veel kasteses hiies sinine linik. Kuid kõik siiski ei maganud lossis, vaid Iossihärra ise seisis akna ees ja luuras neitsit, kes öise varjuna kadus. Siis sidus ta mõõga vööle, kahmas piigi kätte ja tõttas välja, kadus neitsi järel metsa. Verejanuline kiskja jälgis siis mahedasilmalist talle. Det var en stille sommernat; i jomfruens bryst fødtes en anelse om, at ynglingen vandrede omkring på heden og ventede på sin elskede. Til sidst, da hun troede, alle i slottet lå i deres dybeste søvn, begav hun sig af sted på sin elskovsfærd, indhyllet i sit vide, fine hovedklæde; sneg sig bort som en skygge; forsvandt snart i skovens dyb, og det blå hoved-klæde flagrede i det dugvåde krat. Men alle i slottet sov ikke; selveste slotsherren stod ved vinduet og spejdede efter jomfruen, der forsvandt som en natlig skygge. Så omgjorde han sig med sit sværd, greb et spyd, ilede ud og forsvandt i skoven i jomfruens spor. Et blodtørstigt vilddyr jagede således lammet med de milde øjne. 03264
Bottom
03270
Top
Aga üles nőmmc'e tõttas lõõtsutav tüdruk ja kohtas oma kallimat sea] halli kivi kõrval. Seal nad seisid teineteist armsalt kaisutades, sosistades armukeelt õndsuse hetkel. Ei seisnud nad enam siin maapinnal, nende hinged kõndisid taeva lilleniitudel. — Kulus nõnda mõni silmapilk, siis tormas äkki nende juurde lossi hirmus isand, torkas terava piigi neitsi vasakusse külge, nii et piigi ots noormehe paremast küljest välja tungis, ning ühendas nõnda nad surmas. Nad vajusid vastu kivi ja ühise ojana voolas nõmmel nende veri, värvides punaseks kanarbikulillede põski. Terassidemega ühendatult istusid nad seal kivisel toolil hääletuina, kuid veelgi armsalt teineteist kallistades. Ja kaunilt nagu neli kuldset tähte sätendasid nende silmad lossi vägeva isanda poole, kes imestades vaatles imelikku, vaikset pilti surmasuus. Tõusis äkki äikeseilm, lõi välku, müristas taevas, kuid välkude sinakas valguses särasid noorte silmad õndsalikult, nagu sätendavad neli küünalt taeva saalis, pühas laotuses. Seda vaatles mõrtsukas, kui kõrguse viha tema üle ning ümber mässas. Vägevalt vestsid ta hingele noorte kaunilt kustuvad silmad, nende kosena voolav veri, kõneles mürisev taevas. Tema süda nõtkus, nõtkus esimest korda, kui ta, hinges külm ja must kahetsus, vaatles surijate imelikke silmi, mis järelejätmata talle vastu naeratasid. Ta süda kohkus ja vabises, kui välgud sähvisid ning laotus kärkis, ja igalt poolt tungisid ta kallale hirmuvaimud. Ääretu vihahoog valdas ta hinge. Men den stønnende pige skyndte sig op til heden og traf dér sin ven ved foden af den grå sten. Dér stod de, favnede hinanden kærligt og hviskede kærlighedens ord i en salig stund. De stod ikke længere her på jordens overflade; deres sjæle vandrede på himlens blomsterenge. - Således gik der nogle øjeblikke; så styrtede den onde slotsherre frem, stødte sit skarpe spyd i jomfruens venstre side, så dets spids trængte ud gennem ynglingens højre side; og således forenede han dem i døden. De sank ned mod stenen, og deres blod randt som en eneste strøm ned på heden og farvede lyngblomsternes kinder røde. De sad dér, forenede af et stålbånd, på deres stentrone; tavse og stadig omfavnende hinanden kærligt. Og herligt som fire gyldne stjerner strålede deres øjne imod slottets mægtige herre, der forbavset stirrede på det vidunderlige, stumme billede i dødens gab. Pludselig blev det uvejr, himlen lynede og tordnede, men i lynenes blålige blink strålede de unges øjne, sådan som fire lys lyser i den hellige luft i himlens sal. Dette iagttog morderen, mens himlens vrede rasede over ham og omkring ham. De unges skønt-sluknende øjne talte stærkt til hans sjæl; stærkt talte også deres blod, der randt som en strøm; og den larmende himmel. Hans sind blev bevæget, bevæget for første gang, da han, med kold og sort anger i sit hjerte, så på de døendes vidunderlige øjne, der stadig strålede ham smilende i møde. Hans hjerte blev forfærdet og skælvede, da lynene flammede, og universet buldrede; og fra alle sider styrtede skrækkens ånder imod ham. Et grænseløst raseri greb hans sjavl. 03265
Bottom
03271
Top
Veel kord heitis ta pilgu noorte poole: sealt vaatasid talle naeratades vastu ikka samad säravad silmad, kuigi juba kustudes. Siis viskas ta oma käsivarred risti ja hakkas nagu jäätunud pilguga ida poole vahtima, ning nii seisis ta kaua tummalt sünges öös. Kuid viimaks kergitas ta äkki rinna kõrgele ja hüüdis pika hüüu, pika ning kohutavalt valju, mis ringles mürisedes ümber taevaranna. Seisis siis jälle hääletult mõne aja, kuulas teraselt ja kaua, kuni ta hääle viimane kaja oli vaikinud kauge mäekingu põue. Ja kui see oli sündinud, hüüdis ta jällegi kohutavalt, ikka veel ida poole vahtides, ning kaua käis taevarannal ringi kaja, mille jooksu ühelt mäelt teisele ta teravalt jälgis. Aga lõpuks suri kauge, vabisev hääl, välk vaibus ning kustunud olid noorte sätendavad silmad; ainu't raske vihm ohkas metsas. Siis, otsekui unest ärgates, tõmbas lossi-härra mõõga tupest, torkas läbi oma rinna ja langes noorte jalgade ette. Ja lõi taevas veel kord välku, lõi välku ning müristas: kuid peagi valitses jälle kõikjal vaikus. Endnu en gang så han på de unge; og de stirrede ham stadig smilende i møde med de samme strålende, men nu sluknende øjne. Så lagde han armene i kors over brystet og begyndte at stirre imod øst med et stivnet blik, og således stod han længe tavs i den dystre nat. Men til sidst, og pludselig, hævede hans bryst sig, og han udstødte et langt råb, et langt og frygtelig højt råb, der rullede larmende hen over egnen. Så stod han atter stum et stykke tid og lyttede nøje og længe, indtil det sidste ekko af hans råb døde hen ved barmen af den fjerneste bakke. Og da det var sket,,udstødte han igen et skrækkeligt skrig, stadig med blikket imod øst, og ekkoet rullede længe hen over egnen, og han lyttede nøje til dets løb fra bakke til bakke. Men til sidst døde den fjerne, skælvende lyd hen, lynet faldt til ro ; kun en tung regn sukkede i skoven. Så, pludselig, rev slotsherren, som vågnede han af en drøm, sit sværd af skeden, gennemborede sit bryst og sank sammen ved de unges fødder. Og endnu en gang lynede himlen, lynede og larmede, men snart herskede tavsheden atter over alt. 03266
Bottom
03272
Top
Tuli hommik, ja nõmmelt halli kivi kõrvalt leiti surnud; nad kanti ära ja pandi üksteise kõrvale hauda. Kuid kivi peal nähti selle järel nende kujusid; ja paistis sea] kaks teineteist kallistavat noort ning nende all põlvili karm habemik mees. Ja neli imelikku kühmu nagu neli kuldset tähte sätendavad kivi küljes nii ööl kui päeval, meenutades armastajate kaunilt kustuvaid silmi. Ja pikri nool, nagu vestab muinasjutt, joonistas välgatades kivisse need kujud. Ning nõnda kui ses kujutuses, nii istuvad noormees ja neitsi õnnelikena kõrgel aujärjel; ja nagu vingerdab vanamees siin maas, nõnda endine lossihärra tulikuumal piinavoodil. Ja kui torni kellad löövad, teritab ta ikka kuulmist, püüdes kaja kivist; kuid ikka on kelin kurblik. Kord peab kivist siiski kostma imepehme ja rõõmus Hääl, ja siis on mehe lepituse ning lunastuse silmapilk tulnud, kuid lähedal on siis ka kõige maailma viimne tund. Ja sellepärast kuulab rahvas ikka erilise rahutusega kaja kivist, kui kellad helisevad. Ta sooviks, et mehe lepituspäev köidaks, kuid mõtleb hirmuga viimsele kohtupäevale. Morgenen kom, og på heden fandt man de døde ved foden af den grå sten; man bar dem bort og gav dem et hvilested, side om side, i graven. Men efter den tid så man deres billede i stenen; dér så man de to unge, omfavnende hinanden, og knælende under dem en bister og skægget kæmpe. Og fire vidunderlige punkter som fire gyldne stjerner stråler på stenens side både dag og nat og minder om de elskedes skønt-sluk-nende øjne. Og det var tordenkilen, således siger sagnet, der skar disse billeder i stenen med sin flamme. Og som på dette billede sidder nu ynglingen og jomfruen lyksaligt på himlens troner, og sådan som kæmpen krymper sig dér, således krymper den forhenværende slotsherre sig nu i glohed luft på sit pinefulde leje. Og når tårnets klokker ringer, spidser han altid omhyggeligt sine øren og lytter til stenens ekko; men dens klang er stadig lige sørgmodig. Engang vil man dog høre en vidunderlig mild og glad klang fra stenen, og så er timen inde for mandens forsoning og frelse, men så er verdens ende også nær. Og derfor lytter folk bestandig med særlig ængstelse til stenens ekko, når klokkerne kimer. De ønskede gerne, at mandens forsoningsdag omsider gryede, men de tænker med skræk på verdens dommedag. 03267
Bottom
03273
Top
See oli muinasjutt, mille vestis Aapo vennastele Sõnnimäe nõmmel. Det var dette sagn, Aapo fortalte sine brødre på Sonnimäki-heden. 03268
Bottom
03274
Top
TIMO: Saab aga vanamees higistada. Päris vümsepäevani välja! Ohhoo! TIMO: Men den gamle kommer til at svede. Lige til dommedag! Åhå! 03269
Bottom
03275
Top
SIMEONI: Sina tobu, vaata, et just selsamal silmapilgul viimsepäeva pasun huugama ei pista. SIMEONI: Dit fjols, pas på, at dommedagsbasunen ikke brøler løs netop i dette øjeblik. 03270
Bottom
03276
Top
EERO: Pole vähimatki põhjust karta maailma lõppu, seni kui maa peal veel paganaid leidub. Noh, jumal paraku! Siin on ju seitse metspaganat otse ristirahva keskel. Kuid ei ole halba ilma heata. Nõnda oleme meie ju maailma sambad. EERO: Man behøver ikke at frygte for verdens undergang, så længe der er hedninger her på jorden. Nå, Gud nåde os! Her sidder jo syv vilde hedninger midt i kristenhedens skød. Men intet er jo så galt, at det ikke fører noget godt med sig. Vi, vi er jo verdens støtter. 03271
Bottom
03277
Top
JUHANI: Sina oled maailma sammas? Kuuetolliline. JUHANI: Du en af verdens støtter? Seks tommer høj ? 03272
Bottom
03278
Top
SIMEONI: Vabised, Eero, vabised nagu kurat, kui läheneb päev, mida praegu pilkad. SIMEONI: Du skælver, Eero, skælver som selve djævelen, når den dag kommer, som du nu spotter. 03273
Bottom
03279
Top
TIMO: Seda ta ei tee, võin omalt poolt kinnitada. Ohhoo! siis alles on mürglit ja madinat. Kaks vassingut on juba olnud, kolmas on veel tulemata; ja siis sünnib see suur õndsuse märk; siis läheb maailm tuhaks ja tolmuks kui kuivanud viisk. Siis alles röögib kari ja sead vinguvad hirmsasti tanumal, kui see hukatus nimelt suvisel ajal juhtub; kuid kui see talvel sünnib, siis rabe'eb ja möirgab kari laudas ning pahnas vinduvad vaesed sead. Siis alles on mürglit, poisid. Ohhoo! Kaks suurt segadust on juba olnud, kolmas on veel tulemata, nagu ütles pime onu. TIMO: Det gør han ikke, det står jeg inde for. Åhå! Så bliver der en tumult og en omvæltning. Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår; og så vil det store saligheds-tegn vise sig; så vil verden forvandle sig til støv og aske som en tør bark-sko. Så brøler kreaturerne på marken, og svinene grynter grueligt på vejen, hvis da denne ødelæggelse sker om sommeren, men hvis den indtræffer om vinteren, så larmer og brøler kreaturerne i stalden, og de arme svin grynter i stiens strøelse. Så bliver der en tumult og et spektakel, drenge. Åhå! Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår, sådan som vor blinde onkel sagde. 03274
Bottom
03280
Top
SIMEONI: Ja-jah, mõtelge selle päeva peale. SIMEONI: Ja, ja, lad os mindes den dag. 03275
Bottom
03281
Top
JUHANI: Jääge kord juba vait, vennad. Hoidku jumal! Te käänate inimese südame siin päris käkaskaela. Magame parem, magame. JUHANI: Ti nu stille, brødre. Herregud! I vender jo op og ned på et menneskes hjerte. Lad os sove, lad os sove! 03276
Bottom
03282
Top
Nõnda nad vestsid, kuid viimaks vaikis jutt ja uni pani nad üksteise järel pikali. Viimasena istus valvel Simeoni, najatudes vastu pedaja krobelist tüve. Ta istus ja mõtiskles hardalt noist maailma viimseist aegadest ning suurest kohtupäevast. Ja punastena, niisketena, pehmetena põlesid ta silmad, aga ruske öhetus ta karedatel põskede] paistis kaugele. Lõpuks uinus temagi; ja nõnda magasid nad kõik magusasti tule ääres, mis mõne aja veel lõkendas, kuid aegamööda rauges ning kustus. Således snakkede de, men samtalen døde omsider hen, og søvnen tyngede dem til jorden, den ene efter den anden. Sidst af dem alle sad Simeoni vågen, støttet til granens svulmende rod. Han sad og grundede alvorligt over verdens sidste tider og dommens store dag. Og hans øjne glødede med en rødlig, mild og fugtig glans, mens hans grove kinders brunlige rødme lyste langt bort. Til sidst faldt også han i søvn, og så sov de alle sammen sødt omkring bålet, der blussede endnu et stykke tid, men til sidst sank sammen og sluknede. 03277
Bottom
03283
Top
Päev hämardus ja hämarus tihenes ööks; õhk oli mahe ning leitsakuline; aeg-ajalt sähvatas kirdes taeva serval välk, sest et ränk äikesepilv kerkis üles. Kotkakiiruse! lähenes ta kirikukülale, pildus oma põuest tuld ja süütas äkki kirikumõisa rehe, mis lõi peagi vägeva leegiga lõõmama, sest oli täis kuivi õlgi. Kellad hakkasid paukuma ja algas jooksmine külas, kõikjalt ruttas rahvas metsiku tule poole, voolas mehi ja naisi, kuid asjata. Kohutavalt lõõmas rehi ja veripunaseks muutus taeva-lagi. Kuid nüüd kihutas äikesepilv Sõnnimäe poole, kus vennaksed rasket und magasid; ja nende norskamisest porises nõmm. Nüüd peab kole kärgatus neid äratama ja siis ehmuvad nad nii, nagu ei iialgi elus. Nende unest segane meel kohkub, sest nende meelde tärkab sedamaid sünge muinasjutt, pildid maailma lõpust, kui loodus mässab nende ümber õudses öös. Ja niipalju kui on valgust ses öös, tuleb see äikesepilve välkudest ning külas lainetava tulekahju jubedast kumast. — Nüiid lõi välku ja silmapilkselt järgnes hirmus mürin, mis põrutas vennaksed ärkvele. Kõva häälega kisendades ja karjudes kargasid nad ühekorraga maast üles, ja juuksed kohevil püsti nagu kähisev kõrkjatihnik ning silmad peas kui sõõrid, vahtisid nad mõne hetke üksteisele otsa. Dagen mørknede, og tusmørket blev til nat; luften var varm og trykkende; det lynede nu og da på himlen i nordøst, eftersom et voldsomt uvejr var under opsejling. Med ørnens fart nærmede det sig kirkebyen, spyede ild ud af sit skød og antændte pludselig præstegårdsladen, der var fuld af tør halm, og som derfor snart udsendte nogle vældige flammer. Klokkerne begyndte at kime, og der kom liv i byen; fra alle sider ilede folk hen til den rasende ild, en strøm af mænd og kvinder, men forgæves. Frygtelige luer slog i vejret fra laden, og himlen farvedes blodrød. Men nu stormede uvejret imod Sonnimäki, hvor brødrene lå i dyb søvn; og heden gav genlyd af deres snorken. Nu vækkes de pludselig af et skrækkeligt brag, og de bliver så rædselsslagne, som de aldrig før har været i deres liv. Deres søvndrukne sind forfærdes, eftersom erindringen om det dystre sagn, beskrivelserne af verdens undergang, straks dukker op i deres hjerne, mens naturen raser rundt omkring dem i den uhyggelige nat. Det, der lyser i denne nat, er tordenskyens lyn og det gruelige genskær af den bølgende brand i landsbyen. - Nu lynede det, og i samme øjeblik fulgte et vældigt brag, der straks vækkede brødrene. Med høje råb og skingre skrig sprang de op, alle som én; og med håret strittende som susende siv og med øjnene som store ringe i hovedet, stirrede de på hinanden i nogle sekunder. 03278
Bottom
03284
Top
SIMEONI: Viimnepäev! SIMEONI: Dommedag! 03279
Bottom
03285
Top
JUHANI: Kus me oleme, kus me oleme? JUHANI: Hvor er vi, hvor er vi ? 03280
Bottom
03286
Top
SIMEONI: Kas juba läheme? SIMEONI: Skal vi nu af sted ? 03281
Bottom
03287
Top
JUHANI: Halasta meie peale, taevane heldus! JUHANI: Hjælp os, nåde! 03282
Bottom
03288
Top
AAPO: Kole, kole! AAPO: Skrækkeligt, skrækkeligt! 03283
Bottom
03289
Top
TUOMAS: Tõesti kole. TUOMAS: Ja, skrækkeligt. 03284
Bottom
03290
Top
TIMO: Issand, kaitse meid, vaeseid pojukesi! TIMO: Gud bevare os arme knægte! 03285
Bottom
03291
Top
SIMEONI: Juba kellad kajavad! SIMEONI: Klokkerne klemter allerede! 03286
Bottom
03292
Top
JUHANI: Ja kivi kõliseb ning tantsib. Oi-haa! JUHANI: Og stenen klinger og danser! Hi, ha! 03287
Bottom
03293
Top
SIMEONI: «Ju taevakell see paugub!» SIMEONI: »Himlens klokker ringer«! 03288
Bottom
03294
Top
JUHANI: «Mu vaene keha raugeb!» JUHANI: »Og min styrke svinder bort«! 03289
Bottom
03295
Top
SIMEONI: Ja nii siis nüüd lähemegi? SIMEONI: Skal vi da af sted på denne måde ? 03290
Bottom
03296
Top
JUHANI: Aita meid, arm ja heldus! JUHANI: Hjælp os, barmhjertighed og nåde! 03291
Bottom
03297
Top
AAPO: Oi õudust! AAPO: Hvilken rædsel! 03292
Bottom
03298
Top
JUHANI: Tuomas, Tuomas, haara mu kuuesabast kinni! Oi-haa! JUHANI: Tuomas, Tuomas, grib fat dér i mit frakkeskøde! Hi, ha! 03293
Bottom
03299
Top
SIMEONI: Oi-haa! Nüüd läheme, nüüd läheme! SIMEONI: Hi, ha! Nu skal vi af sted, af sted! 03294
Bottom
03300
Top
JUHANI: Tuomas, mu vend Kristuses! JUHANI: Tuomas, du min broder i Kristus. 03295
Bottom
03301
Top
TUOMAS: Siin ma olen; mis sa tahad? TUOMAS: Her er jeg; hvad vil du? 03296
Bottom
03302
Top
JUHANI: Palveta! JUHANI: Bed en bøn! 03297
Bottom
03303
Top
TUOMAS: Jah, palveta siin nüüd veel. TUOMAS: Ja, hvem der kunne. 03298
Bottom
03304
Top
JUHANI: Palveta, Timo, kui sa võid! JUHANI: Bed, Timo, hvis du kan. 03299
Bottom
03305
Top
TIMO: IVla tahan katsuda. TIMO: Jeg skal prøve. 03300
Bottom
03306
Top
JUHANI: Tee seda ruttu! JUHANI: Gør det straks. 03301
Bottom
03307
Top
TIMO: Oh issand, kurbus suur, oh Petlehemma armujärg! TIMO: Oh, Herre, store sorg, oh, Bethlehems nåde-trone! 03302
Bottom
03308
Top
JUHANI: Mis üdeb Lauri? JUHANI: Hvad siger du, Lauri? 03303
Bottom
03309
Top
LAURI: Ei oska selles viletsuses enam midagi öelda. LAURI: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til denne elendighed. 03304
Bottom
03310
Top
JUHANI: Viletsus, ääretu viletsus! Kuid ma arvan ometi, et pole veel päris lõpp. JUHANI: Elendighed, grænseløs elendighed! Men jeg tror dog, at undergangen ikke kommer lige netop nu. 03305
Bottom
03311
Top
SIMEONI: Oh, kui meile veel üks päevgi armuaega antaks! SIMEONI: Ak, om man blot gav os en nådens tid, en eneste dag! 03306
Bottom
03312
Top
JUHANI: Või üks nädal, kallis nädal! — Kuid mis peab mõdcma sellest jubedast valgusest ja kellade segasest paukumisest? JUHANI: Eller en uge, en dyrebar uge! - Men hvad skal vi tro om den forfærdelige ild og om klokkernes forvirrede klang ? 03307
Bottom
03313
Top
AAPO: Külas on ju tulekahju, head inimesed. AAPO: Der er ildebrand i landsbyen, kære venner. 03308
Bottom
03314
Top
JUHANI: Jah, Aapo, ning hädakell undab. JUHANI: Ja, Aapo, og alarmklokken klemter. 03309
Bottom
03315
Top
EERO: Kirikumõisa rehi põleb. EERO: Der er ild i præstegårdsladen. 03310
Bottom
03316
Top
JUHANI: Mingu kas või tuhat reht, kui ainult seisab see tõugupesa-maailm ja meie, ta seitse patust last. Issand avita! Kogu mu keha ujus juba külmas higis. JUHANI: Lad tusind lader brænde, når bare denne ormstukne jord består og vi, dens syv syndige børn. Herren hjælpe os! Hele min krop svømmer i en strøm af kold sved. 03311
Bottom
03317
Top
TIMO: Tõtt-öelda minugi püksid vabisesid. TIMO: Jeg vil ikke nægte, at også mine bukser skælver. 03312
Bottom
03318
Top
JUHANI: Hirmus silmapilk! JUHANI: Et mageløst øjeblik! 03313
Bottom
03319
Top
SIMEONI: Nõnda nuhtleb meid jumal meie pattude pärast. SIMEONI: Sådan straffer Gud os for vore synders skyld. 03314
Bottom
03320
Top
JUHANI: Tõsi! Miks me küll laulsime toda jõledat laulu Rajamäe rügemendist? JUHANI: Ja, sandelig! Hvorfor sang vi også den væmmelige vise om Rajamåki-regimentet? 03315
Bottom
03321
Top
SIMEONI: Te pilkasite häbematult Mikkot ja Kaisat! SIMEONI: I hånede Mikko og Kaisa på en skamløs måde. 03316
Bottom
03322
Top
JUHANI: Vaja sul veel meelde tuletada! Kuid jumal õnnistagu neid! Ta õnnistagu meid kõiki, kõiki, isegi köstrit! JUHANI: Ja, det gjorde vi. Men Gud velsigne dem! Han velsigne os alle, alle; endogså klokkeren. 03317
Bottom
03323
Top
SIMEONI: See palve on taevale meelepärast. SIMEONI: Den bøn er himlen velbehagelig. 03318
Bottom
03324
Top
JUHANI: Läki minema siit koledast kohast. Sealt lõõmab siiapoole tulekahi nagu põrgu ahi, ja sealt kivilt vilguvad need silmadki nii haledalt meie poole. Teadke, et just Aapo jutustus neist kassi-silmadest tõi meie selgrootsu selle hirmsivõbina. Kuid laseme jalga, ja ärgu keegi oma kotti ning aabitsat maha unustagu. Minema, vennad! Kiiösti juurde Tammikule marsitakse nüüd, Kiiösti juurde jumala abiga, ja sealt siis homme koju, kui elame! Teele nüüd! JUHANI: Lad os forlade dette skrækkelige sted. Ilden blusser jo her som fortabelsens ovn, og dér, på stenens side, gløder disse øjne så sørgeligt imod os. Tro mig, det var netop Aapos historie om disse katteøjne, der forårsagede denne skælvende fornemmelse i vor rygrad. Men lad os stikke af; og ingen af os må glemme sin pose og sin a.b.c. Væk, brødre! Vi marcherer til Tammisto og besøger Kyösti; til Kyösti med Guds hjælp, og derfra vender vi hjem i morgen, hvis vi lever. Lad os nu gå! 03319
Bottom
03325
Top
LAURI: Kuid peagi on meil vihmavaling kaelas ja me saame märjaks nagu rotid! LAURI: Men snart får vi en styrtende regn i nakken på os og bliver våde som rotter. 03320
Bottom
03326
Top
JUHANI: Las saada, las saada! Heideti ju ometi veel armu. Läki nüüd! JUHANI: Lad det regne, lad det regne! Vi fik jo endnu nåde. Lad os nu gå! 03321
Bottom
03327
Top
Nad ruttasid minema, astudes kiiresti üksteise järel» jõudsid peagi liivasele teele ja sihtisid nüüd Tammiku talu poole. Tuleväigatustes ja mürinas, mis kõikjal taeva all piirles, käisid nad natuke aega, kuni vihmavaling neid tabas. Siis kiirendasid nad käigu jooksuks ja lähenesid «Ku'omae kuusele», mis seisis just maantee ääres, varjuks nii mõnelegi vihma all käijale, kuulus oma kõrguse ning tiheduse pooiest. Selle a'Ia istusid nüüd vennaksed, kuna valing kestis ja vägev kuusk kohises; aga kui vihm üle läks, jätkasid nad jälle oma teed. Raugesid lõpuks loodusjõud, tuul vaikis, pilved põgenesid ja kahvatu kuu kerkis metsalatvade tagant. Ilma rutu ja hooleta astusid juba vennaksedki lirtsuval teel. De skyndte sig bort; traskede hurtigt af sted i hælene på hinanden; nåede snart den sandede vej og satte kursen imod Tammisto-gård. De vandrede af sted et stykke tid, under de flammende lyn og den buldrende torden, der væltede frem over himlen fra flere sider, indtil en heftig regn begyndte at skylle ned over dem. Så øgede de tempoet til løb og nærmede sig »Kulomåki-granen«, der var berømt for sin højde og sin frodighed; den stod tæt ved vejen og gav ly for mangen en vandringsmand i regnvejr. Ved dens fod sad brødrene, mens regnen faldt og suste i den vældige gran, men da vejret klarede op, fortsatte de deres vandring. Naturen faldt til ro, vinden stilnede af, skyerne flygtede, og månen steg bleg op over skovens trækroner. Uden hast og uden bekymringer traskede brødrene hen ad den plaskende vej. 03322
Bottom
03328
Top
TUOMAS: Olen tihti mõtelnud, kust ja mis on pikne, see välgulöömine ning mürin. TUOMAS: Jeg har ofte tænkt på, hvorfra tordenen kommer, og hvad det egentlig er, denne ild og larm. 03323
Bottom
03329
Top
AAPO: Pime-onu ütles tolle mäsu taevas sellest sündivat, et pilvelahmakate vahele on sattunud kuiva liiva, mida tuulekee-rised õhku tõstavad. AAPO: Vor blinde onkel sagde, at dette oprør i himlen blev fremkaldt af tørt sand, der havde samlet sig mellem skyflagerne, sand, som hvirvelvindene havde løftet op i luften. 03324
Bottom
03330
Top
TUOMAS: Kes seda teab. TUOMAS: Ja, hvordan mon det hænger sammen? 03325
Bottom
03331
Top
JUHANI: Kuid lapse meel kujutleb ühte ja teist. Kuis mõtlesin piksest mina püksata poisipõnnina? Jumal kihutas siis põrinal mööda taeva tänavaid ja tuld lõi kivine tee ning ratta raudrehv. Hähhähh! Lapsel lapse aru. JUHANI: Et barnesind forestiller sig både det ene og det andet. Hvad mon jeg tænkte om tordenvejret, da jeg var en lille purk ? Jo, ser du, det var Gud, der kørte larmende hen ad himlens gader; og ilden slog op fra den stenede vej og fra hjulenes jernringe. Haha! Et barn har et barnligt sind. 03326
Bottom
03332
Top
TIMO: Aga mina? Samas sihis mõtisklesin minagi, kui sihukese päkapikku-poisinatina tipsisin äikese põrinas tanumail, tippasin ja lippasin, särginatuke seljas. Jumal ru'lib oma põldu, mõtlesin mina, rullib ja keerutab õige magusaid matsu-sid oma härjakaraga, ning hoobist annab nüüd uhke ruuna paks kints sädemeid, nagu näeme sädemeid lendavat toreda hobuse turjalt, kui seda pühime, jah, need olid alles arvamised. TIMO: Og jeg da? Jeg forestillede mig noget i samme retning, da jeg som en sådan pokkers lille gnom stavrede hen ad vejen, mens tordenen buldrede; stavrede, stavrede af sted med en stump skjorte på kroppen. Gud tromler sin mark, tænkte jeg, tromler og slår ordentlig smæld med sin tyrelems-pisk, og slagene får den flotte vallaks fede lår til at slå gnister, på samme måde som vi ser gnisterne flyve fra lænderne af en prægtig hest, når vi stryger ned over dem. Ja, sådan var de tanker, jeg gjorde mig. 03327
Bottom
03333
Top
SIMEONI: Mõtlesin lapsena ja mõtlen veel nüüdki: taeva välk ja mürin kuulutavad jumala viha patustele maa peal; sest inimeste patud on suured, iilesarvamatud nagu liiv mere ääres. SIMEONI: Som barn tænkte jeg og tænker stadig: himlens lyn og larm skal åbenbare Guds vrede for synderne her på jorden, eftersom menneskenes synder er store og talløse som sand i havet. 03328
Bottom
03334
Top
JUHANI: Tõsi kiili, pattu siin tehakse, seda ei saa salata, kuid küllap siin patustki päris soola ja pipraga keedetakse. Tuleta meelde, poiss, meie kooliteed ja mis sel ajal tunda saime. Köster küünistas ja sakutas meid kui kull; seda tunnen veelgi ja kiristan hambaid, mu pojuke. JUHANI: Vist syndes der her på jorden, det kan ikke nægtes, men synderen koges da også grundigt hernede, i salt og peber. Tænk, min dreng, på vor skolegang, og hvad vi måtte døje. Klokkeren rev og sled os i håret som en høg; jeg føler det endnu og skærer tænder, min dreng. 03329
Bottom
03335
Top
Kuid öine tee kulus ja lähenes Tammiku talu, kuhu vennaksed kindlal sammul sisse astusid, ja Küösti korraldas neile mõnusad magamisasemed. See Küösti, tugev mees kui tala, oli talu ainus poeg, kuid ei tahtnud iia! peremeheks hakata, vaid soovis ikka endiselt omaette olla. Kord oli ta justkui kurjast vaimust vaevatud jutlustades ja kisendades mööda külasid käinud; ning sellesse seisukorda olid teda viinud mõtisklemised usu asjus, nagu jutustati. Kui ta aga sellest lõpuks selgis, oli ta muidu jälle nagu ennegi, kuid ei naernud enam kunagi. Ja juhtus ka see imelik asi, et ta siitpeale pidas oma parimateks sõpradeks Jukola vennakseid, keda varem oli vaevalt tundnudki. Selle mehe juurde asusid vennaksed nüüd öökorterisse. Men den natlige vandring fortsattes, og brødrene nærmede sig Tammisto-gård, hvor de meget højtideligt gik indenfor; og Kyösti redte nogle gode senge til dem. Denne Kyösti, en mand, solid som en træstamme, var gårdens eneste søn, men han havde aldrig brudt sig om at varetage en husbonds pligter; han ønskede bestandig at leve efter sit eget hoved og for sig selv. Han var engang vandret som en besat omkring på egnen, prædikende og hylende; og man sagde, at han var blevet bragt i denne tilstand på grund af sine grublerier over religiøse spørgsmål. Og da hans forstand omsider klarede op igen, var han i øvrigt den samme som før, men han lo aldrig mere. Og der skete også den besynderlige ting, at han herefter betragtede Jukola-brødrene som sine bedste venner, skønt han knap nok havde kendt dem før. Nu trådte brødrene ind til denne mand for at få husly for natten. 03330
Bottom

Lugu 04 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
04001
Top
Järgmisel päeval lähenesid jukolased jälle oma kodule, astudes üksteise järel. Kuid vilets oli nende välimus: rõivad armetult katki rebitud, näod sinistest muhkudest ja haavadest kirjud. Juhanil, kes ees astus, oli vasak silm peaaegu kinni löödud, Aapo huuled olid üpris paistetanud, Timo laubast oli vägev sarv välja ajanud ja longates käis Simeoni teiste taga. Pead olid neil kõigil armetul kombel kloppida saanud; ja mõni oli mässinud selle ümber tiihja leivakoti, teine jälle käristanud haavamähkmeks vammusest räbalaid. Säärases seisukorras tulid nad oma kooliteelt tagasi ja rõõmsalt saba liputades ruttasid neile vastu koerad Killi ning Kiiski. Kuid vennaksed ei suutnud truudele vahtidele oma heameelt vastu avaldada. Næste dag nærmede Jukola-brødrene sig atter deres hjem, traskende i hælene på hinanden. Men de så ynkelige ud: deres klæder var revet i stykker, og deres ansigter var spraglede af blå mærker og sår. Juhani, der gik forrest, havde fået venstre øje lukket næsten helt til, Aapos læber var voldsomt opsvulmede; i Timos pande ragede et vældigt horn i vejret, og Simeoni hinkede haltende bag efter de andre. De var alle sammen svært skamferet i hovedet; nogle havde viklet den tomme madpose omkring det, andre havde revet nogle laser af jakken til deres sår. I denne tilstand vendte de nu tilbage fra deres skolegang, og deres hunde, Killi og Kiiski, ilede dem i møde med muntre krumspring. Men brødrene var knap nok i stand til at gengælde de kærtegn, de fik af deres trofaste vogtere. 04001
Bottom
04002
Top
Kes oli aga neid nii armetult kohelnud? Kes oli võinud nõnda masendada Jukola vahvaid vennakseid? See oli toukolaste kättemaksutöö. Kui nad kuulsid, et jukolased on Tammiku], ühinesid nad kahekümnemeheliseks jõuguks ja peitsid endid tee äärde põõsastikku vihamehi ootama. Seal tukkusid ja ootasid nad kaua, pihus tugevad sõjariistad. Kuid lõpuks, kui koolimehed lähenesid, kargasid liitlased tulise hooga nende kallale, nad ründasid mõlemalt poolt teed ja algas nüüd kohutav teibamäng, kus vennaksed armetul kombel läbi peksti. Kuid ilma ei jäänud tapluses ka toukolased, vaid mõnigi sai tunda vennaste rusika pööritavat mõju. Kaks neist kanti koju meelemärkuseta: Kuninkala Eenokki ja Kissala Aapeli. Ja läikis siis Aapeli pealuu kuklast laubani, läikis nagu tinakruusi põhi. Juhani käsi oli teinud sel!e karmi puhastustöö. Men hvem havde behandlet dem så skrækkeligt? Hvem havde formået således at stække Jukolas stærke brødre? Jo, det var resultatet af Toukola-folkenes hævn. Da de havde hørt, at Jukola-brødrene opholdt sig i Tammisto, havde de sluttet sig sammen, tyve mand stærk, og skjulte sig i buskene langs landevejen for at vente på deres fjender. Dér døsede de længe og holdt vagt, med solide våben i næverne.Men da skolegængerne omsider nærmede sig, styrtede de sammensvorne løs på dem i en rasende fart; de rykkede frem fra begge sider af vejen; og nu opstod der en frygtelig leg, en leg med stave, hvor brødrene blev svært medtaget. Men Toukola-folkene klarede heller ikke slagsmålet uden skrammer, mange af dem mærkede den bedøvende virkning af brødrenes næver. To af dem blev båret besvimet hjem: Kuninkala-Enokki og Kissala-Aapeli. Og Aapelis hovedskal var skinnende blank fra nakken til panden, blank som bunden af en tinkande. Det var Juhanis næve, der havde udført dette håndfaste rydningsarbejde. 04002
Bottom
04004
Top
Kuid viimaks ometi istusid vennaksed üpris väsinult oma kodu avaras toas. Men til sidst sad brødrene dog, meget trætte, i hjemmets rummelige stue. 04003
Bottom
04005
Top
JUHANI: Kelle kord on sauna kütta? JUHANI: Hvis tur er det til at fyre badstuen op ? 04004
Bottom
04006
Top
TIMO: Eks ole see minu kord. TIMO: Det er vist min tur. 04005
Bottom
04007
Top
JUHANI: Küta siis nii, et keris koriseb. JUHANI: Så fyr den op, så stenene buldrer. 04006
Bottom
04008
Top
TIMO: Teen, mis võin. TIMO: Jeg skal gøre mit bedste. 04007
Bottom
04009
Top
JUHANI: Pane mehiselt, sest meie haavad tahavad leili, tõepoolest! Kuid sina, Eero, muretse Routiost toop viina, mille hinnaks olgu kõige parem palk meie metsast. Toop viina! JUHANI: Gør alt, hvad du kan, for vore sår trænger til et bad, ja, sandelig! Men du, Eero, gå du til Routio og hent en pot brændevin ; som betaling giver vi den bedste stamme i vor skov. En pot brændevin! 04008
Bottom
04010
Top
SIMEONI: Seda on vahest paljugi. SIMEONI: Er det ikke for meget ? 04009
Bottom
04011
Top
JUHANI: Sellest vaevalt piisab seitsme mehe võideks. On ju siin, jumal teab, haavu nagu tähti taevas; ja üpris valutab ning tuikab seesinane silm, kuid veel kõvemini sapp ning süda siin mu sees. Kuid ükskõik, ükskõik! Jukola Jussi pole veel surnud. JUHANI: Det forslår knap nok til smørelse for syv mand. Her er - det skal Herren vide - sår som stjerner på himlen ; og dette øje svier og stikker aldeles forskrækkeligt, men det er endnu værre med galden og hjertet i mit indre. Men alt er godt, alt er godt! Jukola-Jussi er ikke død endnu. 04010
Bottom
04012
Top
Tuli õhtu, nukker mihklikuu õhtu. Eero tõi Routiost viina ja Timo teatas, et saun on valmis; ning pisut pehmemaks muutus vennaste vihane tuju. Nad läksid sauna ja Timo heitis leili, paukusid kerise mustunud kivid ning pilvena laius kuum aur mööda saunatuba. Kõige jõuga tarvitas nüüd igaüks meiu-pehmet, magusat vihta; nad vihtlesid ja hautasid oma haavu, ning kaugele kostis saunast vihtade äge madin. Aftenen kom, en sørgmodig septemberaften. Eero hentede brændevin fra Routio, og Timo kom med besked om, at badstuen var parat; og det mildnede brødrenes vrede sindelag en smule. De vandrede af sted for at bade; og Timo kastede vand på, så det smældede i stendyngens sort-sværtede sten, og den hede damp rullede som en sky omkring i badstuen. Enhver af dem brugte nu, af alle kræfter, den saftbløde, vidunderlige birkeløvsbuket; de badede og badede deres sår; og bade-risenes heftige slag kunne høres langt borte fra badstuen. 04011
Bottom
04013
Top
JUHANI: Nüüd alles saavad meie haavad türgi polkat. Saunaleil, see on siin maailmas tõbise keha ja hinge kõige parem rohi. Kuid silm kipitab kui kurat! Noh, kipita, kipita, seda vihasemalt annan sulle kuumust kaela. Kuidas on lugu su lõua värgiga, Aapo? JUHANI: Nu får vore sår en rigtig tyrkisk polka. At bade i en badstue, det er den bedste lægedom for den syge krop og sjæl her på jorden. Men mit øje svier som bare satan! Nå, så svi’ og værk da, desto hidsigere giver jeg dig hede i nakken. Hvordan går det med dit snudeskaft, Aapo? 04012
Bottom
04014
Top
AAPO: Tasahilju ikka sulab. AAPO: Det smelter efterhånden. 04013
Bottom
04015
Top
JUHANI: Nüpelda ja vipelda seda nagu harjutas oma hobusekronu, küllap ta siis pehmeneb. Kuid uut leili, Timo, sest sinu kohus on täna õhtul meid teenida. — Vaat nii, pojukene! Lase aga tulla. On seal kuumust, on seal kuumust. Sedasi, sina vennikene! JUHANI: Slå løs på det og bank det, sådan som russeren behandler sin krikke, så bliver det nok snart blødt. Men, Timo, mere damp, eftersom det i aften er din sag at tjene os andre. - Ja, sådan, min dreng! Lad det bare komme. Det er varmt, det er sandelig varmt! Ja, sådan, du, min lille skælm af en broder! 04014
Bottom
04016
Top
LAURI: Juba küüntesse hakkab. LAURI: Det bider i neglene. 04015
Bottom
04017
Top
JUHANI: Saagu ka küüned oma osa. JUHANI: Lad også neglene få en omgang. 04016
Bottom
04018
Top
AAPO: Jäta juba järele, poiss; muidu peame siit kõik välja jooksma. AAPO: Hold op med at kaste vand, knægt, ellers må vi forsvinde herfra alle mand. 04017
Bottom
04019
Top
EERO: Tänage teda veel pisut, ja siis oleme peagi kõrbenud. EERO: Hvis vi roser ham lidt mere, så bliver vi snart til kul. 04018
Bottom
04020
Top
JUHANI: Saab juba küllalt, TIMO: Ära viska enam. Ära põrgu päralt enam viska! — Kas lähed alla, Simeoni? JUHANI: Nu er det nok, Timo. Kast ikke mere! Kast ikke mere for helvede! - Kommer du ned, Simeoni? 04019
Bottom
04021
Top
SIMEONI: Lähen mina, armetukene. Ja oh, kui te teaksite, mispärast! SIMEONI: Ja, det gør jeg, jeg arme fyr. Og ak, om I vidste, hvorfor. 04020
Bottom
04022
Top
JUHANI: No ütle siis. JUHANI: Fortæl os det. 04021
Bottom
04023
Top
SIMEONI: Mõtle, inimene, põrguahju peale ja palveta ööd ning päevad. SIMEONI: Glem ikke, menneske, fortabelsens ovn og bed nat og dag. 04022
Bottom
04024
Top
JUHANI: Rumalus! Lase kehal saada, mis ta tahab; sest mida kuumem leil, seda suurem ta parandav mõju ja jõud. Küllap sa seda tead. JUHANI: Sikke noget snik-snak! Lad kroppen få, hvad den ønsker; for jo varmere badet er, desto bedre er dets lægende virkning og kraft. Det ved du godt. 04023
Bottom
04025
Top
SIMEONI: Kelle oma on see soe vesi siin kerise kõrval ämbris? SIMEONI: Hvis er det varme vand i spanden, her ved foden af ovnen ? 04024
Bottom
04026
Top
JUHANI: See on minu oma, ütles sepp oma onni kohta. Ära puutu seda. JUHANI: Det er mit, som smeden sagde om sit hus. Rør det ikke. 04025
Bottom
04027
Top
SIMEONI: Ma võtaksin siit väikese Iirtsu. SIMEONI: Jeg tager bare en lille sjat af det. 04026
Bottom
04028
Top
JUHANI: Ära, kulla vennas, muidu läheb halvasti. Miks ei soojendanud sa enesele ise? JUHANI: Gør det ikke, kære broder, ellers går det galt. Hvorfor varmede du ikke noget til dig selv ? 04027
Bottom
04029
Top
TUOMAS: Mis sa tühja pärast räuskad? Võta minu pangest, SIMEONI: TUOMAS: Hvorfor hidser du dig op til ingen nytte? Tag fra min bøtte, Simeoni. 04028
Bottom
04030
Top
TIMO: Või minu omast, sealt lava trepi alt. TIMO: Eller fra min, som står dér under trappen. 04029
Bottom
04031
Top
JUHANI: Võta siis kas või minugi ämbrist, kuid jäta vähemalt pool järele. JUHANI: Tag så også noget af min spand, men levn i hvert fald halvdelen. 04030
Bottom
04032
Top
LAURI: Eero! Sa nurjatu, vaata et ma ei viska sind lavalt alla. LAURI: Eero! Din satan, pas på, at j'eg ikke smider dig ned herfra. 04031
Bottom
04033
Top
AAPO: Mis kunstid ja tembud teil seal nurgas on, teie kahekesi? AAPO: Hvad er det for kunster og narrestreger, I har for dér i krogen, I to ? 04032
Bottom
04034
Top
JUHANI: Mis Iõrin seal on? Häh? JUHANI: Hvad kævles I om dér ? Hvad ? 04033
Bottom
04035
Top
LAURI: Ta puhub teisele selga. LAURI: Han puster mig i ryggen. 04034
Bottom
04036
Top
AAPO: Korralikult, Eero! AAPO: Kan du nære dig, Eero! 04035
Bottom
04037
Top
JUHANI: Heh, sa raudkiisk. JUHANI: Hæh, din snothas. 04036
Bottom
04038
Top
SIMEONI: Eero, Eero, kas siis leili kõrvetav kuumusid sulle põrgutuld meelde ei tuleta? Mõtle Hemmola juho, mõtle Hemmola Juho peale! SIMEONI: Eero, Eero, kan ikke engang badets pinagtige hede få dig til at tænke på ilden i helvede? Glem ikke Hemmola-Juho, glem ikke Hemmola-Juho! 04037
Bottom
04039
Top
JUHANI: Ta nägi tõvevoodil seda tulist järve, kust ta seekord veel päästeti, ja sellepärast, nagu talle öeldi, et ta saunalaval ikka põrgu peale oli mõelnud. — Kuid kas päevavalgus sealt läbi nurga paistab? JUHANI: Han, der på sygelejet så ildpølen, som han endnu engang blev reddet fra, fordi han altid, sådan som man havde sagt til ham, tænkte på helvede, når han lå på badstue-briksen? - Men er det dagslyset, som skinner ind gennem hjørnet dér? 04038
Bottom
04040
Top
LAURI: Hele päevavalgus. LAURI: Det klare dagslys. 04039
Bottom
04041
Top
JUHANI: Oh sa pagan! Saun laulab viimast salmi. Sellepärast olgu meie esimene peremehe-hool — uus saun. JUHANI: Åh, dit bæst! Badstuen synger på sit sidste vers. Lad derfor det første, j‘eg bestræber mig for som husbond være at bygge en ny badstue! 04040
Bottom
04042
Top
AAPO: Küllap siin uut vajatakse. AAPO: En ny badstue er sandelig påkrævet. 04041
Bottom
04043
Top
JUHANI: Uut, uut, ilma vastu rääkimata. Saunata talu ei lähe, nii vihtlemise kui ka perenaise ja popsimooride lastesaamise pärast. Jah, tossav saun, haukuv peni, kirev kikas ja näu-guv kass, need on korraliku talu tundemärgid. Jah, on sellel alles tegemist ja tööd, kes meie talu vastu võtab. — Jälle oleks pisut leili vaja, Timo. JUHANI: En ny, en ny er nødvendig, det er der ingen tvivl om. En gård uden badstue, det går ikke an, både af hensyn til badningen og af hensyn til husmoderen og daglejerkonerne, når de barsler. En rygende badstue, en bjæffende hund, en galende hane, en miavende kat, det er kendetegnet på en god gård. Ja, der bliver sandelig meget slid og slæb for den, der overtager vor gård. - Vi trænger til lidt mere damp, Timo. 04042
Bottom
04044
Top
TIMO: Seda peab saama. TIMO: Det skal du få. 04043
Bottom
04045
Top
SIMEONI: Kuid pidage seda meeles, et on laupäeva õhtu. SIMEONI: Men lad os ikke glemme, at det er lørdag aften. 04044
Bottom
04046
Top
JUHANI: Ja vaadake ette, et meie nahk õrrel ei ripu nagu ennemuistse piiga oma. See oli hirmus lugu! JUHANI: Og lad os passe på, at vort skind ikke snart hænger på spærene, sådan som det engang gik tjenestepigen. En skrækkelig historie! 04045
Bottom
04047
Top
SIMEONI: Tüdruk ei jõudnud kunagi ühes teistega sauna, vaid kolistas ja solistas seal, ktü teised juba magasid. Kuid ühel laupäeva õhtul jäi ta sinna kauemaks kui harilikult. Mindi teda otsima — kuid mis temast leiti? Ainult nahk õrrel. Ja otse meistri moe! oli see nahk nülitud, olid selle küljes alles veel juuksed, silmad, kõrvad, suu ja isegi küüned. SIMEONI: Pigen fik aldrig tid til at bade sammen med andre, og hun sølede og smølede i badstuen, når de andre allerede var gået i seng. Men en lørdag aften blev hun der længere end ellers. Man begyndte at lede efter hende; men hvad fandt man af hende? Kun skindet, der‘hang på spærene. Og skindet var flået aldeles mesterligt; for håret, øj’nene, ørerne, munden, ja, selv neglene var i behold. 04046
Bottom
04048
Top
JUHANI: Olgu see sündmus meile... Vaata, vaata, kui vihaselt mu selg seda leili tahab! Otsekui poleks uuest aastas! peale vihta maitsta saanud. JUHANI: Lad det være os en . . . Se, se, hvor voldsomt min ryg suger dampen i sig! Som om du ikke havde smagt baderiset siden nytår. 04047
Bottom
04049
Top
LAURI: Aga kes oli ta nülginud? LAURI: Men hvem havde flået hende ? 04048
Bottom
04050
Top
TIMO: Kes! Küsi seda! Kes muu kui see... TIMO: Hvem? Ja, spørg om det. Hvem andre end . . . 04049
Bottom
04051
Top
JUHANI: Peameister ise. JUHANI: Ærkefanden. 04050
Bottom
04052
Top
TIMO: jah. See, kes käib ümber kui möirgav lõukoer. — Hirmus lugu! TIMO: Ja. Han, der går omkring som en brølende løve. - En skrækkelig historie! 04051
Bottom
04053
Top
JUHANI: Ulata, Timo-poju, too minu särk sealt õrrelt mu pihku. JUHANI: Du, Timo-knægt, stik den skjorte dér på spæret i min næve. 04052
Bottom
04054
Top
TIMO: Jah et see või? TIMO: Den her? 04053
Bottom
04055
Top
JUHANI: Noh! Eero pisitillukest pakub ta mehele! Oh sind küll! — Too keskmine seal. JUHANI: Nåh! Og Eeros skjortestump byder han en voksen mand. - Nej, du! - Den midterste derhenne. 04054
Bottom
04056
Top
TIMO: Jah et see või? TIMO: Den her? 04055
Bottom
04057
Top
JUHANI: See on täismehe mantel. Passiiba. — Hirmus lugu, ütlen minagi, et veel endisest asjast kõnelda. Kuid olgu see meile õpetuseks, et «puulba poolt on püha kõrgem». — Nüüd peseme ennast puhtaks, nagu oleksime otse ämmamoori väledast pihust tulnud; ja siis tuppa, särk kaenlas, ning hautatud ihu saagu värsket õhku kaela. — Kuid ma arvan, et mu armas si!makene juba pisut võtab. JUHANI: Ja, det er en voksen mands skjorte. Tak skal du have. - En skrækkelig historie, det siger jeg også for at vende tilbage til det, vi kom fra. Men lad det være os en påmindelse om, at »aftenen før en helligdag er den største højtid«. -Og nu vasker vi os så rene, som kom vi lige fra jordemoderens rappe hænder, og så af sted til gården med skjorten under armen, så vore hede kroppe rigtig kan få frisk luft i nakken. - Jeg tror næsten, at dette mit højt-elskede øje så småt er ved at bedre sig. 04056
Bottom
04058
Top
SIMEONI: Kuid ei võta mu jalg, vaid valutab ja hõõgub kui tulises tuhas. Mis pean ma õnnetu sellega peale hakkama? SIMEONI: Men min fod er ikke ved at bedre sig; den stikker og brænder som i sydende aske. Hvad skal der blive af mig stakkel med den fod ? 04057
Bottom
04059
Top
EERO: Heida tarre jõudes ilusti magama ja palu jalasalvi, ning täna siis loojat, kes sind selgi päeval on kaitsnud, «et sa oma jalga vastu kivi pole tõuganud», nagu loeme õhtupalvest. EERO: Gå pænt i seng, når vi kommer ind i huset og bed om ben-salve og tak så din Skaber, som beskyttede dig i dag, »så du ikke stødte foden mod nogen sten«, sådan som vi læser i aftenbønnen. 04058
Bottom
04060
Top
SIMEONI: Ma ei kuule sind, ma ei kuule. SIMEONI: Jeg hører ikke på dig, jeg hører ikke. 04059
Bottom
04061
Top
EERO: No palu siis kõrvasalvi ka. Kuid hakka nüüd liikuma, muidu jääd siia vanapagana saagiks. EERO: Bed så også om øre-salve. Men se nu at komme af sted, ellers bliver du her som bytte for fanden. 04060
Bottom
04062
Top
SIMEONI: Mu kõrvad on sinu jaoks lukus, lukus vaimses mõttes. Saad aru, inimene! SIMEONI: Mine ører er lukkede for dig, lukkede, åndelig talt. Forstår du, menneske? 04061
Bottom
04063
Top
EERO: Tule nüüd, muidu on su nahk varsti õrrel, ja päris kehalises mõttes. EERO: Kom nu, ellers hænger dit skind snart på spærene, og det bliver særdeles legemlig talt. 04062
Bottom
04064
Top
Alasti ja tulikuumadena astusid nad saunast tuppa: ning nende kehad õhetasid nagu päikese põletatud kasekoor. Tuppa jõudes istusid nad silmapilguks puhkama, kangesti higistades; ja siis panid nad pikkamisi endid riidesse. Kuid Juhani hakkas nüüd kogu vennaskonnale salvi keetma. Ta pani vana malmist ilma sangata katla tulele, kallas sinna toobi viina ja segas viina hulka kaks kortlit püssirohtu, kortli väävlijahu ning soola niisama palju. Ja kui see kõik oli umbes tund aega keenud, tõstis ta keeduse jahtuma ning pigimusta kördi sarnane salv oli valmis. Nad võidsid selle salviga haavu, eriti neid, mis olid peas, ja tõmbasid värsket kollakas-rusket tõrva peale. Ja siis pigistasid nad hambad kõvasti kokku ning nende näod kiskusid ko'edal kombel mustaks; nõnda kõrvetas vägev rohi haavades. Aga Simeoni hoolitses õhtusööma eest, tõi lauale seitse auguga karaskit, kuiva elajareie ia kuhjaga täis puukausi küpsenaereid. Kuid roog ei maitsnud neile sel õhtul eriti, peagi tõusid nad lauast, võtsid rõivad seljast ja vajusid voodisse. Nøgne og glo-hede vandrede de fra badstuen til huset; og deres kroppe glødede som solstegt birkebark. Da de var kommet indendørs, sad de og hvilede sig et stykke tid, mens sveden randt rigeligt; og så klædte de sig efterhånden på. Men nu begyndte Juhani at koge salve til hele den sårede brødreflok. Han satte en gammel, hankeløs jernkedel over ilden, hældte en pot brændevin i den, og i brændevinen blandede han to pægle krudt, en pægl svovlpulver og en lige så stor portion salt. Da dette havde kogt i henved en times-tid, løftede han blandingen af ilden for at den kunne kølne, og salven, der lignede en begsort vælling, var færdig. Med denne salve gned de deres sår, især dem, de havde i hovedet, og smurte frisk, gulbrun tjære ovenpå. Og deres tænder klemte sig hårdt sammen, og deres ansigter fik en forskræk-kelig mørk kulør, sådan sved det stærke lægemiddel i sårene. Men Simeoni tilbcredte aftensmåltidet; og han bar hen til bordet syv hul-brød, et tørret okselår og et topfyldt træfad stegte roer. Men maden smagte dem dog ikke rigtig denne aften; de rejste sig snart fra bordet, klædte sig afog lagde sig på deres senge. 04063
Bottom
04065
Top
Öö oli pime ja kõikjal valitses hääletus ning vaikus. Kuid .ikki valgenes lagendik Jukola ümber: saun oli süttinud põlema. Sest kuumaks oli Timo kütnud hallikivise ahju, millest sein hakkas hõõguma ja lõpuks lõi leegitsema. Ja nõnda põles ehitus kaunis rahus tuhaks, ühegi silma nägemata. Kui hommik koitis, oli Jukola saunast järel ainult mõni lõkendav tukk ning hõõguv ahjuvare. Viimaks, keskpäeva paiku, ärkasid ka vennaksed, tõusid pisut värskematena, kui olid eelmisel õhtul, panid riidesse ja asusid pruukosti manu, mis nüüd hästi maitses. Kaua sõid nad sõnalausumata, kuid viimaks tõusis jutt tollest äkilisest heitlusest seal maanteel Tammiku ja Toukola vahel. Natten var mørk, og overalt herskede der fred og stilhed. Men pludselig lyste luften vidt omkring Jukola: badstuen brændte. For Timo havde fyret så heftigt i kampestensovnen, at væggen begyndte at gløde og til sidst slog ud i flammer. Og således brændte bygningen til aske, i dybeste fred og ro, uden at noget øje så det. Og da morgenen gryede, var der intet andet tilbage af Jukolas badstue end nogle ulmende træstumper og ovnens glødende ruin. Til' sidst, ved middagstid, vågnede brødrene; de stod op, lidt kvikkere end den foregående aften, klædte sig på og begyndte at spise deres morgenmad, der nu smagte dem udmærket. De spiste længe uden at sige et ord, men til sidst opstod der dog en samtale om den voldsomme begivenhed på vejen mellem Tammisto og Toukola. 04064
Bottom
04067
Top
JUHANI: Hea sauna saime tõepoolest; kuid röövli kombel tungisid nad teivaste ja malakatega meie kallale. Kuid oh! oleksid meilgi sõjariistad pihus olnud ja hädaoht silma ees näha, siis saetaks täna Toukola külas kirstulaudu ning hauakaevajal oleks tööd. Kissala Aapelile andsin ometi ta osa kätte. JUHANI: Vi fik sandelig en ordentlig gang høvl; men de faldt jo over os som røvere med stave og stænger. Men ak, hvis vi også havde haft våben i næverne og øjnene åbne for faren, så savede man i dag kistebrædder i Toukola by, og graveren havde arbejde. Men jeg gav dog Kissala-Aapeli hans part. 04065
Bottom
04068
Top
TUOMAS: Valge juusteta liin jooksis ta otsmikult kuklani alla nagu Linnutee sügistaevas. TUOMAS: En hvid, hårløs linie løb fra hans pande og til nakken som Mælkevejen på efterårs-himlen. 04066
Bottom
04069
Top
JUHANI: Sa nägid seda? JUHANI: Du så det? 04067
Bottom
04070
Top
TUOMAS: Mina nägin seda. TUOMAS: Ja, jeg så det. 04068
Bottom
04071
Top
JUHANI: Ta on saanud. Kuid teised, teised, issand Jeesus! JUHANI: Han har fået sin part. Men de andre, de andre, Herre Jesus! 04069
Bottom
04072
Top
EERO: Neile maksame veriselt kätte. EERO: Dem hævner vi os på helt ind i marven. 04070
Bottom
04073
Top
JUHANI: Lööme kõik üksmeelselt oma pead ühte ja tõusku sellest hirmus kättemaksuplaan. JUHANI: Lad os alle som én lægge vore hoveder sammen, og må der derved opstå ideen til en mageløs hævn. 04071
Bottom
04074
Top
AAPO: Kuhu me jõuame selle igavese vaenuga? Kasutame seadust ja kohut, mitte rusikaõigust. AAPO: Hvorfor pådrage os et evigt fordærv ? Lad os benytte lov og ret, men ikke selvtægt. 04072
Bottom
04075
Top
JUHANI: Esimese toukolase, kelle oma küüsi saan, pistan elavalt kinni kõige naha ja karvadega; seal on õigus ja kohus. JUIIANI: Den første Toukola-mand, jeg får i mine kløer, æder jeg levende med hud og hår; dér har du lov og ret. 04073
Bottom
04076
Top
SIMEONI: Mu vaene vend! Kas sa kunagi ka taeva päri-Iiseks loodad saada? SIMEONI: Min stakkels broder! Skal du nogensinde arve himlens rige? 04074
Bottom
04077
Top
JUHANI: Mis hoolin mina taevast, kui ei saa näha Tuhkala Matti verd ning raba! JUHANI: Hvad bryder j'eg mig om himlen, hvis j'eg ikke får Tuhkala-Mattis blod og tarme at se. 04075
Bottom
04078
Top
SIMEONI: Oi peletist, oi pelctist! Ma pean nutma. SIMEONI: Dit frygtelige monstrum, åh, frygtelige monstrum! Man må græde. 04076
Bottom
04079
Top
JUHANI: Nuta sina koolnud kassi, kuid mitte minu pärast. Hmmh! Mina aga teen verivorste. JUHANI: Græd du over kattens død, men ikke for min skyld. Hm! Jeg skal lave pølser af dem. 04077
Bottom
04080
Top
TUOMAS: Selle rebimise maksan mina kord kätte, seda ma tõotan ja vannun. Nii käib hunt inimesega ümber. TUOMAS: Denne riven-og-sliden hævner j"eg også engang; det lover og sværger j’eg. En ulv behandler folk sådan. 04078
Bottom
04081
Top
JUHANI: Maruhunt. Mina vannun sama vande. JUHANI: En gal ulv. Jeg aflægger samme ed. 04079
Bottom
04082
Top
AAPO: See kättemaksmine langeb meie eneste kaela tagasi; kuid seaduse otsus nuhtleb neid ja tasub meile. AAPO: Den ed falder tilbage på vore egne nakker; men lovens dom straffer dem og belønner os. 04080
Bottom
04083
Top
JUHANI: Kuid seaduse läbi ei kannata nende selg haavade pärast, mis meie oleme saanud. JUHANI: Men loven får ikke deres ryg til at svide af de sår, vi nu går rundt med. 04081
Bottom
04084
Top
AAPO: Seda enam nende rahakukkur ja au. AAPO: Desto værre vil det svide til deres pengepung og avre. 04082
Bottom
04085
Top
SIMEONI: Visake verine kättemaks peast ja otsime seaduselt abi. Nii tahan mina, kuigi mu meel kohtukoja kombeid ja kära kangesti kardab. SIMEONI: Lad os slå den blodige hævn af tankerne og lad os ty til loven. Det ønsker j’eg, selv om tinghusets larm og forvirring fylder mig med den største afsky. 04083
Bottom
04086
Top
JUHANI: Kui lugu nii läheb, siis ei kohku see poiss ka selle ees. Tõsi küll, süda puperdab pisut, kui esimest korda kõrge kohtulaua ees seisame, kuid varsti ajab täismees oma pea püsti. Mäletan veelgi, kui olin tunnistajaks vaesele Koivula Kaisale, kes oma lapsele elatusraha nõudis, mäletan, kuidas jahikubjas karjus: «Juhani Juhani poeg Jukola, Toukola külast!» JUHANI: Hvis det kommer dertil, så er her en fyr, som ikke taber snøvsen selv på det sted. Ganske vist dunker hjertet en smule, når vi første gang står over for den høje retfærdigheds bord, men en voksen mand tager sig hurtigt sammen. Jeg husker endnu, da jeg var vidne for den stakkels Koivula-Kaisa, der søgte underhold for sit barn, jeg husker, hvordan kom’særen råbte: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04084
Bottom
04087
Top
TIMO: «Ja tema noorem vend Timoteus!» Ka mina olin ju seal; ja saigi Kaisa oma lapsele papa nii et paukus. Ka mina olin ju tunnistaja, JUHANI: TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Jeg varjo også dér; og Kaisa fik en far til sit barn, så det dundrede efter. Jeg var jo også vidne, Juhani. 04085
Bottom
04088
Top
JUHANI: Olid, olid. Aga vaat seal oli alles rahvast, eeskoda, trepp ja õu täis. Mina istusin eeskojas ja vestsin Tammiku Küöstiga, mis ja kuidas peab üks mees kohtu ees kõnelema. Tõsiselt just vestsingi temaga, näppides kuuenööpi, näe sel kombel, kui kasak ehk hundikubjas kõva häälega hüüdis, nii et küll mõnegi silmad pärani ja kõrvad püsti kargasid: «Juhani Juhani poeg Jukola, Toukola külast!» JUHANI: Vist så, vist så. Og der var masser af mennesker i forhallen, på trappen og ude i gården. Jeg sad i forhallen og drøftede med Tammisto-Kyösti, hvad knægten her skulle sige over for retten, og hvordan. Jeg snakkede meget ivrigt med ham og pillede ved en knap i hans frakke, sådan, netop sådan, da kom’særen eller ulve-jageren råbte med så høj stemme, at manges øjne og øren strittede lige i vejret: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04086
Bottom
04089
Top
TIMO: «Ja tema noorem vend Timoteus!» Ja saigi, susi söögu! Kaisa oma lapsele isa. TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Og, fanden ta’ mig, Kaisa fik en fader til sit barn. 04087
Bottom
04089
Top
JUHANI: Sai küll. JUHANI: Det fik hun. 04088
Bottom
04090
Top
TIMO: Olgu, et meid vandelegi ei lastud. TIMO: Selv om man ikke lod os aflægge ed. 04089
Bottom
04091
Top
JUHANI: Ei lastud, see on tõsi; kuid meie tõsine, kavaluseta kõne mõjus palju. JUHANI: Det gjorde man ikke, det er sandt nok, men vor alvorlige og frimodige tale gjorde stor virkning. 04090
Bottom
04092
Top
TIMO: Ja meie nimed on käinud protokollides ja suplikaa-tides kuni keisrini, heh! TIMO: Og vore navne er vandret i protokoller og supplika-tioner helt op til kejseren, heh! 04091
Bottom
04093
Top
JUHANI: Muidugi mõista. — Nõnda hüüdis jahikubjas, ja väike nõksatus käis läbi poisi südamekoti, kuid peagi Logus ta ennast ja laskis suust tõe järeleandmatut keelt nagu apostel ise, hoolimata kogu kohturahva naerust ning turtsu-misest. JUHANI: Aldeles sikkert. - Så råbte kom’særen, og så dirrede det jo lidt i knægtens hjertehud, men han var hurtigt orienteret og spyede sandhedens urokkelige ord ud af sin mund som selve apostelen uden at bekymre sig om hele rettens grin og fnis. 04092
Bottom
04094
Top
TIMO: Nõnda kohtus seda tainast sõtkutakse; ja kõik läheb hästi. Kuid veetakse seal mõnestki tõmbenöörist ja visatakse nii mõnigi krapsakas haakjalg taha. TIMO: Ja, sådan går det til ved tinge; og alt forløber godt. Men dér trækker man sandelig i et og andet tov og spænder ben på mange måder. 04093
Bottom
04095
Top
JUHANI: Tõsi küll; kuid õigus ja tõde kisuvad enesele lõpuks ka vägisi võidu nii mõnegi konksu järele. JUHANI: Det passer; men retten og sandheden snapper dog sejren til sidst, og med magt, efter mange kunster. 04094
Bottom
04096
Top
TIMO: Nii mõnegi kunsti ja konksu järele; seda küll, kui pagan ise pole ahukaadiks, kes teeb öö päevaks ja päeva ööks ning musta tõrva piimaks. — Kuid üks asi on tihti niisama hea kui kakski. Miks pole jumal kohtumõistmist rajanud kindlamale põhjale ja täiesti kõvale alusele? Misjaoks tunnistajad, keerulised uurimised ja kohtumeeste konksud? Seesugune oleks minu meelest kõige otsekohesem tee õiguse ja tõe poole, kui asi näib tume ega või seda otsustada. Terve kohturahvas, ja kohtunik ise eesotsas, astub õue, kus kasak või jahikubjas puhub päratu suurt kõivupasunat, mida kutsutakse kohtupasunaks; seda puhuks ta mõne korra tuututada, otsa issanda taeva poole hoides. Aga siis avaneks taevas ja õiguse-ingel ilmuks kogu rahvale ja küsiks valju häälega: «Mis jahikubjas tahab?», aga temalt küsiks jahikubjas omakorda kõrge kisendava häälega: «Kas kohtualune on süütu või süüdlane?» Nüüd annaks siis seletatud näoga ingel vastuse, mille õiguses keegi ei tarvitse kahelda ja mille järel tuleks mees kas lahti lasta või teda sugeda, nii et küll saab. Nõnda, arvan mina, läheks kõik hästi. TIMO: Efter mange kunster og kneb, ja, sådan er det, hvis da ikke selve satan er sagfører, han, der gør nat til dag og dag til nat og den sorte tjære til tykmælk. - Men den sag kunne også ordnes anderledes. Hvorfor har Gud ikke givet retsplejen her i verden et fastere, et helt urokkeligt grundlag ? Hvorfor vidner, besværlige forhør og de lovkyndiges kunster ? Den hurtigste genvej til ret og sandhed, når sagen ser tvivlsom ud og ikke kan opklares, er efter min mening således: Hele retten, med dommeren i spidsen, går ud på gårdspladsen, hvor kom’særen eller jagtfogeden blæser i et vældig stort bark-horn, som man kunne kalde for ting-hornet; det skulle han blæse og trutte i nogle gange med mundingen rettet imod Herrens himmel. Men så skulle himlen åbne sig, og retfærdighedens engel vise sig for hele folket og spørge med høj stemme: »Hvad ønsker kom’særen?«, og så skulle kom’særen spørge med høj, råbende stemme: »Er den anklagede mand skyldig eller ikke skyldig?« Så skulle den forklarede engel afgive et svar, hvis retfærdighed ingen behøvede at tvivle om, og ifølge hvilket man enten burde lade manden gå i Herrens navn eller give ham en ordentlig gang tærsk. Ja, således, tror jeg, ville alt ordne sig på bedste måde. 04095
Bottom
04097
Top
JUHANI: Misjaoks veel niigi palju kamandamist ja tembutamist? Vaadake, kuidas mina olen asja mõelnud. Kui looja oleks nõnda seadnud: kahtlustatu kinnitagu oma sõna vandega, ja kui ta õigust vannub, siis mingu nagu vaba mees jälle koju marssima, kuid kui talle teeb lõbu valet suust lasta, siis avanegu ta all seesinane maa ning neelaku ta alla põrgusse. See oleks kõige õigem tõetee. JUHANI: Hvorfor så megen kommando og honnør ? Hør nu, hvorledes jeg har tænkt mig sagen. Hvis jeg var i Skaberens sted, ville jeg have arrangeret det således: den anklagede mand må bekræfte sine ord med en ed, en hellig ed, og hvis han sværger rigtigt, lad ham så vandre hjem igen som en fri mand, men hvis det falder ham ind at stikke en løgn, så lad den ormstukne jord åbne sig under hans fødder og opsluge ham, helt ned i helvede. Ja, dér har I den hurtigste vej til sandheden. 04096
Bottom
04098
Top
AAPO: See abinõu läheks; kuid ehk on ometi nii kõige parem, nagu on selle kord seadnud tarkuse isa ise. AAPO: Den metode kunne måske gå an; men alt er dog vist bedst, sådan som det engang er blevet ordnet af selve visdommens fader. 04097
Bottom
04099
Top
JUHANI: Jah, kõige parem. Siin me istume nüüd rebitult, kärnastena, ühe silmaga nagu isakassid paastukuul. Kas see on armas? Kurat! see maailm on kõige suurem hullus, mis leidub päikese all. JUHANI: Bedst! Her sidder vi, forrevne, skabede og enøjede som hankatte i marts måned. Er det behageligt ? Fanden stå i det! Denne verden er den største dårskab, der findes under solen. 04098
Bottom
04100
Top
SIMEONI: Nii on issand seadnud, sest ta tahab katsuda inimlapse usu jõudu. SIMEONI: Sådan har han indrettet den, Herren, eftersom han vil prøve menneskebørnenes trosstyrke. 04099
Bottom
04101
Top
JUHANI: Usu jõudu. Ta kaeb ja katsub, aga tema katsu-miste kaudu läheb hingesid sinna igavesse sauna otsekui sääski; sinna, kuhu ma ei sooviks ussigi, mina — olgugi patune inimene. JUHANI: Trosstyrke? Han prøver og gransker, men på grund af hans prøvelser vandrer sjælene som myg ind i den evige badstue, et sted, hvor jeg ikke engang ville ønske en slange hen, skønt jeg kun er et syndigt menneske. 04100
Bottom
04102
Top
TUOMAS: See ilmaelu on raske lugu. Vähe on lootust igaühel niigi väikese osa peale, kui oli Joosual ja Kaalebil kuuesaja tuhande mehe hulgas. TUOMAS: En hård leg er dette liv og denne verden. Og der er kun ringe håb for nogen af os at få «amme skæbne som Josva og Kaleb blandt seks hundred-tusind mand. 04101
Bottom
04103
Top
JUHANI: Tõsi! Mis on siis see elu? Põrgu eeskoda. JUHANI: Rigtigt! Hvad er altså dette liv? Helvedes forstue. 04102
Bottom
04104
Top
SIMEONI: Juhani, Juhani, talitse oma meelt ja keelt! SIMEONI: Juhani, Juhani, styr din tanke og din tunge! 04103
Bottom
04105
Top
JUHANI: Valmis põrgu, ütlen mina, kui õige vihaseks saan. Mina olen siin kannataja hing ja Toukola poisid on kuradid, hangud pihus. Kurivaimud on inimesed meie vastu. JUHANI: Et fuldt færdigt helvede, siger jeg, hvis jeg gør mig rigtig gal i hovedet. Jeg er en lidende sjæl her på jorden, og Tuokola-knægtene er djævle med forke i næverne. Menneskene er som onde ånder imod os. 04104
Bottom
04106
Top
AAPO: Astume pisut omaenesegi põue. Vahest oleme inimeste viha suurelt osalt ise äratanud ja jõus pidanud. Tuletage meelde, kuidas oleme nende naerimail ja hernepõldudel mässanud, tallanud õngele minnes nende jõeäärset heina, nende poolt ümberpiiratud karud tihti maha lasknud ja nii mõne muugi säärase tembu teinud, hoolimata seaduse ähvardustest ning südametunnistuse häälest. AAPO: Lad os gå lidt ind i vort eget bryst. Menneskenes vrede har vi måske for en stor del selv optændt og holdt vedlige. Lad os ikke glemme, hvordan vi har rumsteret på deres roe- og ærtemarker ; hvordan vi på vore fisketure har trampet deres hø ned, langs åen; hvor ofte vi har skudt de bjørne, som de selv havde indkredset, og gjort mange andre af den slags kunster uden at bryde os om lovens trusler og samvittighedens stemme. 04105
Bottom
04107
Top
SIMEONI: Oleme ära vihastanud taeva ja maa. Tihtipeale pistab too südametunnistuse tuline mõõk valusalt mu viletsasse rinda, kui meenutan magama heites meie noorpõlve meelevalla-tuid tegusid; ja tundub nii, nagu kuuleksin imelikku kohinat, otsekui kauget, ohkavat vihmavalingut, ning sünge hääl nagu sosistaks veel minu kõrva: «Jumala ja inimeste õhkamine Jukola seitsme poja pärast.» Hukatus ähvardab meid, vennad, ja enne ei sära meile õnnetäht, kui meie ning inimeste vahekord pole paranenud. Miks ei lähe me siis andeks paluma, lubades siitpeale teisiti elada? SIMEONI: Vi har tirret både himmel ogjord. Ofte, når jeg går i seng og tænker på vor ungdoms gale streger, skærer samvittighedens brændende sværd rigtig smertefuldt gennem mit usle hjerte, og det forekommer mig, at jeg hører en underlig brusende lyd som af en fjern, sukkende regn, og som om en dyster stemme tillige hviskede i mit øre: »Guds og menneskenes suk over Jukolas syv sønner«. Undergangen truer os, brødre, og lykkens stjerne skinner ikke for os, før forholdet mellem os og menneskene er blevet bedre. Hvorfor skulle vi så ikke gå og bede om forladelse og love, at vi herefter vil leve helt anderledes? 04106
Bottom
04108
Top
EERO: Ma nutaksin, kui võiksin. Simeoni, Simeoni! «ei puudu palju, et...», jah, ei puudu palju. «Kuid mine seks puhuks ära.» EERO: Jeg ville græde, hvis jeg bare kunne. Simeoni, Simeoni! »Der fattes lidet i, at du . . . ja, der fattes lidet. Men gå nu for denne gang.« 04107
Bottom
04109
Top
SIMEONI: Ja-jah, küllap viimselpäeval nähakse. SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag. 04108
Bottom
04110
Top
TIMO: Et minu pea painduks andeks paluma? Ei usu seda. TIMO: Kunne mit hoved mon bøje sig og bede om forladelse? Det tror jeg ikke. 04109
Bottom
04111
Top
TUOMAS: Ei nii kaua, kui ronk on must. TUOMAS: Ikke så længe ravnen er sort. 04110
Bottom
04112
Top
EERO: See asi sünnib siis, kui «viimse kohtu ette tu’eme». Siis on ju ronk valge kui lumi, nagu lauldakse rõõmsa poisi ja armsa emakese laulus. Minu poolest olgu küll viimne lugu lahti, enne kui hakkan siin andeks paluma. EERO: »Når vi kommer til dommen«, vil det mirakel altså indtræffe. Så bliver ravnen hvid som sne, sådan som man synger i visen om »den glade knøs og kære moder«. For mig må de sidste korn gerne males i møllen, inden vi begynder at bede. 04111
Bottom
04113
Top
JUHANI: Usu mind, Simeoni, ses maailmas ei kõlba ühtesoodu vaadata, kuis on lugu meie hingekesega, mõte!da alati lolle tulise sügaviku, kuradi ja pisikeste paharettide peale. Seesugused mõtted ajavad kas mehe pea segi või seovad nööri ta kaela. — Noid meie endisi meelevallatusi tuleb pidada rohkem nooruse rumalusteks kui pattudeks valjemas mõttes. Ja leiselt poolt, ma olen jõudnud sellele mõttele ja kindlale arvamisele, et siin peab vahetevahel silma kinni pigistama ega mitte nägema, mida näed, ning mitte teadma, mis tead. Nii peab siin tegema mees, kui tahab terve nahaga pääseda elu-uhmrist. — Arge vahtige midagi pärani silmadega; siin pole pärani silmi tarvis. — Ma mõtlen noid väiksemaid pattusid jumala, ja mitte naabrite vastu. Naaber ja ligimene on ninakas, lõuamees ja vajab oma varandust just niisama hästi kui minagi; kuid jumal on pika meelega ja armuline mees ning annab lõpuks ikka andeks, kui otsekohesest südamest palume. Jaa, jaa, ma mõtlen: ei sünni igakord oma töid ja sihukesi pisukesi sulitembu-kesi juuksekarva pealt võrrelda jumala sõna ja käskudega, vaid parem on püsida seal keskteel. Raskete pattude eest peame ennast hoidma igat viisi, kuid neid väiksemaid, nimelt väiksemaid jumala vastu, ei pea mitte südametunnistuse õnge otsa panema, vaid tuleb seista seal keskkohal, keskkohal. JUHANI: Tro mig, Simeoni, det duer ikke bestandig at holde øje med vor sjæls tilstand; altid at tænke på jordens brændende indre, fanden og små-djævlene. Den slags tanker gør enten en mand rundtosset i hovedet eller vikler rebet om hans hals. - Vore tidligere gale streger bør snarere betragtes som ungdomsdårskaber end som synder i strengeste forstand. Og for det andet, så er jeg kommet til den tro og overbevisning, at man undertiden må lukke sine øjne her i verden og lade, som om man ikke ser, hvad man ser, og ikke ved, hvad man ved. Sådan må en mand handle, hvis han vil slippe helskindet ud af livets morter. - Lad være med at glo ; der er absolut ikke nogen grund til at glo her! - Jeg mener de mindre synder imod Gud, ikke imod min nabo. Naboen og næsten er prikken og ømskindet og fortjener at tugtes såvel som jeg; men Gud er en langmodig og barmhjertig mand, der bestandig tilgiver alt til slut, hvis vi beder til ham af et oprigtigt hjerte. Ja, ja, jeg mener som så: det duer ikke, altid og over alt, på en hårfin måde at sammenligne vore gerninger og vore små skarnsstreger med Guds ord og bud, men det er bedst at holde sig sådan midt imellem. Grovere synder bør vi undgå på enhver måde, siger jeg, og bede om øjensalve, men de mindre, altså de mindre over for Gud, bør vi ikke altid sætte på samvittighedens fiskekrog, men blive stående sådan midt imellem, midt imellem. 04112
Bottom
04114
Top
SIMEONI: Suur jumal! Nõnda sosistab ju saatan inimese kõrva. SIMEONI: Store Gud! Netop sådan hvisker satan i menneskets øre. 04113
Bottom
04115
Top
TIMO: Otse nii, nagu puhuks Olli eit Mäkelä perenaisele viinahimus lobajutte. TIMO: Nøjagtig som Ollis gammel-mor i sin brændevinstørst disker op med løgnehistorier for Mäkelä-mutter. 04114
Bottom
04116
Top
AAPO: Juhani lausus mõne mõtte, mida ma imestuse ja pahameelega kuulasin. Veli, kas nõnda õpetab meid jumala käsk? Kas nii õpetas meid ema? Ei sugugi! Uks patt kaalub jumala ees nagu tuhat ja tuhat nagu üks. Mis sa lobised siis väiksemaist pattudest ja keskteest, kaitstes kahe isanda teeni-mist? Ütle, Juhani: mis on patt? AAPO: Juhani sagde nogle ord, som jeg hørte på med forbavselse og væmmelse. Broder, lærer Guds bud os det ? Lærte vi sådan af vor moder? Absolut ikke! Over for Gud står en som tusind og tusind som en. Hvorfor ævler du om mindre synder, om midt imellem, og således forsvarer, at man tjener to herrer? Sig nu, Juhani, hvad er synd? 04115
Bottom
04117
Top
JUHANI: Mis on tõde, sina Jukola Saalomon, isand Jupiter ja prohvet Paavo Sávost? «Mis on patt?» Oeh! «Mis on patt?» Näe, kui targasti küsitud, imetargalt. «On sel nutti, sel meie pojul», on tõepoolest. Nii, mis seal veel rääkidagi? «Mis on patt?» Ahhah! Mis on tõde? küsin mina. JUHANI: Hvad er sandhed, du Jukolas Salomon, hr. jubelmagister og Gammel-Paavo fra Savolaks ? »Hvad er synd ?« Ah! »Hvad er synd ?« Se bare, hvilket klogt spørgsmål, mærkværdig klogt. »Der er sandelig hoved på ham, vor knægt«, sandelig. Ja, hvem kan nu sige mere? »Hvad er synd?« Ah-ha! Hvad er sandhed, spørger jeg. 04116
Bottom
04118
Top
TUOMAS: Mis sa käänled ja keerutad, poiss? Tea, et õpetus, mida kuulutasid, on kurivaimu õpetus. TUOMAS: Hvorfor snor og vrider du dig, dreng? Vid, at den lære, du forkyndte, er den ondes lære. 04117
Bottom
04119
Top
JUHANI: Tahan teile jutustada elava näite, mis minu usku kindlasti toetab. Tuletage meelde kirikuküla endist parkalit. Mehel tulid pähe imelikud mõtted oma hingest, patust ja maailma mammonast ning ta hakkas põhjalikult oma endist eluviisi muutma. Nii lõpetas ta äkki pühapäevadel ja suurtel pühadel nahkade vastuvõtmise ja väljaandmise, hoolimata sellest, kui tähtsaks peab talumees üht teed ja kaht asja. Asjata hoiatasid teda sõbrad, sest nad panid tähele, et temal töö päevpäevalt väheneb, aga ta ametivennal kõrvalmajas ühtesoodu kasvab. Ikka vastas hull mees: «Küllap jumal minu kätetööd õnnistab, kuigi mul seda vähem oleks; kuid tema, kes arvab Ieivapala mu suust tõmbavat, tema peab kord oma otsaesise higist needust lõikama, sest et ta issanda hingamispäeva ei pühitse.» Nii tema ütles, kõndis põrnitsedes pühapäeviti, lauluraamat pihus, silmad kui rõngad peas ja juuksed püsti nagu Pommi-Peetril. Kuid kuis läks mehega lõpuks lugu? Seda me teame. Tuli peagi ta pihku kõige raskem puu, kerjusekepp tuli ta kätte, ja tema teeks sai pikk kroonu maantee. Nüüd käib ta kiilast külla, kummutades klaasi, kui aga saab. Kord kohtasin teda seal Kanamäc harjal maantee ääres; seal istus ta oma kelgu serval, ja üsna pommis oli õnnetu mees. Kuis on teiega lugu, parkal? küsisin mina; «On nagu on,» vastas tema, korraks kangelt minu poole jõllitades. Kuid mina küsisin veel: kuis meister nüüd õieti elab? — «Elan nagu elan,» lausus ta jälle ja läks oma teed, kelku ees lükates ja mingit hullu laulu jorutades. Niisugune oli tema lõpp. Aga teine parkal? Tema alles läks rikkaks ja rikka ning õnneliku mehena surigi. JUHANI: Jeg vil givejer et levende eksempel, der kraftigt forsvarer min tro. Tænk på den forrige garver i kirkebyen. Manden fik besynderlige tanker om sin sjæl, synden og denne verdens mammon og begyndte at forandre meget i sin tidligere levevis. Blandt andet holdt han pludselig op med at modtage og udlevere skind på søn- og helligdage uden at bryde sig om, hvor vigtigt en bonde mener, det er at kunne udrette to ting på én tur. Forgæves advarede hans venner ham, da de så, hvordan hans arbejde mindskedes dag for dag, og at det stadig voksede hos hans værkfælle i nabogården. Men den forrykte mand svarede altid: »Gud velsigner nok mine hænders arbejde, selv om der bliver mindre af det, men han, der nu tror, han river brødet ud af munden på mig, han vil til slut høste forbandelse i sit ansigts sved, fordi han ikke holder Herrens sabbat i ære«. Sådan sagde han, mens han gik omkring på helligdagene som en tosse med salmebogen i hånden, og øjnene var kugle-runde i hovedet på ham, og håret strittede som Pommi-Pietaris paryk. Men hvordan gik det til sidst med manden ? Det ved vi. Han fik snart det tungeste stykke træ i sin hånd, tiggerstaven fik han i hånden, og hans vej blev statens lange ager, landevejen. Nu traver han fra landsby til landsby og tømmer et glas så ofte, han kan. Engang traf jeg ham ved vejkanten, derovre på Kanamåki-åsen ; dér sad han på slædens tværbræt, og den stakkels mand var meget fuld. »Hvordan går det, garver?« spurgte jeg. »Det går, som det går«, svarede han og stirrede et øjeblik stift på mig. Men så spurgte jeg en gang til: »hvordan har mester det nu egentlig?« »Jeg har det, som jeg har det« svarede han atter og gik sin vej, mens han skubbede slæden foran sig og lallede en eller anden fjollet vise. Sådan endte det med ham. Men den anden garver? Han blev vældig rig; og han døde også som en rig og lykkelig mand. 04118
Bottom
04120
Top
AAPO: Kitsameelne usk ja vaimukõrkus hävitasid parkali ja nii läheb kõigi temasamastega. Olgu kuis on, kuid sinu õpetus on vale õpetus ning usk. AAPO: En snæversynet tro og åndeligt hovmod ødelagde garveren, og således vil det gå med alle hans ligemænd. Men, hvordan det end forholder sig, så er din lære en falsk lare og tro. 04119
Bottom
04121
Top
SIMEONI: Valeprohvetid ja viimsepäeva ajad. SIMEONI: Falske profeter og verdens sidste tider. 04120
Bottom
04122
Top
TIMO: Ta tahab meid türgi usku meelitada. Kuid mind sa <‘i kõiguta; sest mina olen varmas ja kindel, varmas ja kindel hui kirvesilm. TIMO: Han vil narre os over lil tyrkernes tro. Men du kan ikke rokke mig, for jeg er sikker og fast som øjet i en økse. 04121
Bottom
04123
Top
JUHANI: Ulata, Tuomas, too leivakannikas sealt laua otsast. — «Valeprohvetid». Ma ei meelita kedagi patu ja ülekohtu poole, ja ise ei varastaks ma ka naasklit kingsepalt ega nõelasilma rätsepalt. Kuid mu süda kihvatab, kui mu mõte «hka pahupidi pööratakse, pigimustaks tehakse, kuigi mustjaspruunist värvist oleks juba küllalt. JUHANI: Tuomas, ræk mig det halve brød, som ligger dér for enden af bordet. »Falske profeter«. Jeg frister ingen til synd og onde gerninger, og jeg selv ville ikke stjæle en syl fra skomageren eller et nåleøje fra skrædderen. Men mit hjerte slår gnister, når min mening altid fordrejes til det værste, gøres beg-sort, skønt sort-brun ville være mere end nok. 04122
Bottom
04124
Top
AAPO: Kõnelesid ju nii selgesti, arutasid asja punktist punktini ja tükist tükini, et sind valesti ei võinud mõista. AAPO: Du talte så tydeligt, og du granskede sagen så grundigt fra punkt til punkt, fra gren til gren, at man ikke kunne misforstå det. 04123
Bottom
04125
Top
TIMO: Oma pea panen pandiks, et ta tahab meid türgi ushu viia. TIMO: Jeg sætter mit hoved i pant på, at han ville lokke os over til den tyrkiske tro. 04124
Bottom
04126
Top
SIMEONI: Jumal olgu talle armuline! SIMEONI: Gud nåde ham! 04125
Bottom
04127
Top
JUHANI: Lõuad kinni, ja silmapilk! Minu pärast jumalat p.iluda, noomida mind nagu vesiste silmadega papp — see ei liihc. Sest minul on just paras jagu mõistust, kuigi ma pole tiii.s paljast tarkust, nagu näiteks see meie AAPO: JUHANI: Hold kæft og det på stedet! At bede til Gud for min skyld og at skælde mig ud som en klat-øjet præst, det går ikke an. For jeg har en passende portion klogskab, selv om jeg ikke er lutter visdom som for eksempel ham dér, vores Aapo. 04126
Bottom
04128
Top
AAPO: Jumal paraku! ei ole ma niigi tark kui tarvis. AAPO: Bevar mig vel! Jeg er heller ikke så klog, som jeg burde være. 04127
Bottom
04129
Top
JUHANI: Puhas tarkus, puhas tarkus! ja pea nüüd leiva-nuh kinni, või muidu saad selle sääreluuga vastu koonu ning piitut paremini kui eile. Seda ma ütlen ja lõpetan söömise, sest minu pugu on täis. JUHANI: Lutter klogskab, lutter klogskab! Og klap nu brødkværnen i, ellers giver jeg dig nogen på snuden med det her lårben, og det mere eftertrykkeligt end i går. Det siger jeg og holder op med at spise, eftersom min mavesæk er fuld. 04128
Bottom
04130
Top
TIMO: Olen kindel, et igaüks meist on juba täis nagu puutäi. TIMO: Jeg står inde for, at vi er mætte som oksebremser, alle mand. 04129
Bottom
04131
Top
EERO: Kuid miks ei näe ma sauna? EERO: Men hvorfor ser jeg ikke badstuen ? 04130
Bottom
04132
Top
JUHANI: Mis too risuhunnik tähendab? — Kuid — meie saun on ju põrgusse sõitnud! JUHANI: Hvad skulle sådan en prås se, der ikke rager op over hegnet ? - Men - badstuen er røget ad helvede til. 04131
Bottom
04133
Top
EERO: Ei, vaid taevalaotusse tulises vankris. EERO: Nej, til himlens højder i en ildvogn. 04132
Bottom
04134
Top
JUHANI: On see siis põlenud või? JUHANI: Er den virkelig brændt? 04133
Bottom
04135
Top
EERO: Kust mina tean, ja mis on minul sellega tegemist? See on Jukola peremehe saun, mitte minu. EERO: Hvad ved jeg, og hvad har jeg med det at skaffe? Badstuen tilhører husbonden på Jukola, ikke mig. 04134
Bottom
04136
Top
JUHANI: Sai ju Eerogi keha eile leili, kui ma õieti mäletan. Ja-jah, kõik ikka ainult peremehe õlgadele, seda ma usun. Kuid lähme vaatama. Kus on mu müts? Lähme vaatama, vennad. Ma tean, et meie saun on tuhas. JUHANI: Også Eeros krop fik et bad i går aftes, hvis jeg ikke husker forkert. Ja, ja, alt hviler bestandig på husbondens skuldre, det er min opfattelse. Men lad os gå hen og se på det. Hvor er min hat? Lad os gå hen og se på det, brødre. Jeg er sikker på, at badstuen ligger i aske. 04135
Bottom
04137
Top
Läksid vaatama, kuidas on lugu saunaga. Sellest näis järel olevat ainult must keris ja suitsev ahervare. Ja kibeda meelega vaatasid vennaksed mõne aja hävituspilti ning tulid lõpuks tuppa tagasi. Viimasena astus Juhani, pihus kaks uksehinge, mis ta vihaselt lauale virutas. De traskede af sted for at se, hvordan det var fat med badstuen. Der var intet andet tilbage af den end det sorte ildsted og en rygende ruin. Og brødrene stirrede et stykke tid på dette ødelæggelsens syn med fortrædeligt sind og vendte så omsider tilbage til deres hus. Juhani kom sidst ind, med et par jern-hængsler i hånden, som han rasende smed på bordet. 04136
Bottom
04138
Top
JUHANI: Nõnda, Jukola talu on nüüd ilma saunata. JUHANI: Ja, nu er Jukola-gård uden badstue. 04137
Bottom
04139
Top
EERO: «Ja saunata talu ei lähe,» ütles JUHANI: EERO: »Og en gård uden badstue, det går ikke an«, sagde Juhani. 04138
Bottom
04140
Top
JUHANI: Kuumaks küttis Timo selle armsa ahjukese ja tuhaks põlesid armsad nõgised õrred ning seinad, mille vahel me kõik oleme kord ilmavalgele tulnud. Timo küttis ahju liiga tugevasti, ütlen mina. JUHANI: Timo fyrede vældigt op i den kære ovn, og de elskede, sodsværtede spær og vægge, i hvis ly vi alle er trådt frem i verdens lys, blev til aske. Timo gjorde ovnen alt for gloende, siger jeg. 04139
Bottom
04141
Top
TIMO: Sinu käsku mööda, sinu käsku mööda; küllap sa seda tead. TIMO: På din befaling, på din befaling, det ved du godt. 04140
Bottom
04142
Top
JUHANI: Käi kus kurat oma käskudega, ainult et nüüd oleme ilma saunata, ja see on paha lugu; hoonete ehitamine ei lisa leiba. JUHANI: Jeg giver fanden i »din befaling«, men at vi nu er mænd uden badstue, det er en kedelig historie; at bygge huse forøger ikke brødet. 04141
Bottom
04143
Top
AAPO: Paha lugu; kuid saun oli ometi vana, nurgad auke täis; ja eile otsustasid sa ju ise varsti uut ehitada. AAPO: En kedelig historie, men badstuen varjo gammel, fuld af huller i krogene; og du besluttede selv i går, at du snarest ville bygge en ny. 04142
Bottom
04144
Top
JUHANI: Tõsi, ta oli vana ja seinapalgid südameni läbi pehkinud, kuid ta oleks ometi aasta või paar vastu löönud. Talul pole vee] jõudu saunu ehitada; põllud, põllud peab siin kõigepealt käsile võtma. JUHANI: Vist var den gammel, og dens bjælker gennem-røgede lige ind til marven, men den ville vel have hængt sammen endnu et år eller to. Gården har endnu ingen kræfter at spilde på at bygge badstuer; markerne, markerne må man først slå kløerne i. 04143
Bottom
04145
Top
TUOMAS: Jäävad sinul põllud niisama nagu möödunud suve] uhke Aruniit, mille toredal heina] lasksime ilma ühegi vikatilöögita ära närtsida. Kuid see oli su oma soov. Kui sulle selle niitmist meelde tuletasin, ikka vastasid sa selle peale: «Ootame vee] pisut; hein kasvab nii et kahiseb.» TUOMAS: Det vil vel gå med markerne for dig som det sidste sommer gik med det store engdrag, hvis prægtige græs vi lod visne uden at tage et eneste strøg med leen. Hver gang jeg mindede dig om, at den burde slås, svarede du altid: »vi skal ikke gå endnu; græsset gror stadig, så det knager efter.« 04144
Bottom
04146
Top
JUHANI: See on vana lugu ega parane sellest, et seda nürid. Aruniit kasvab tuleval suvel seda uhkemini. — Kiid kes on see, kes seal mööda nurme meie talu poole astub? JUHANI: Det er en sag, der er overstået for længe siden, og den bliver ikke bedre, fordi du kævler op om den. Engdraget vokser sig så meget desto kønnere til næste sommer. — Men hvad er det for en mand, som nærmer sig vor gård derude på marken? 04145
Bottom
04147
Top
TUOMAS: Kohtumees Mäkelä. Mis tema tahab? TUOMAS: Meddomsmand Mäkelä. Hvad vil den fyr? 04146
Bottom
04148
Top
JUHANI: Nüüd on pagan lahti. Kohtu nimel tuleb ta ja tolle neetud kakluse pärast toukolastega. JUHANI: Nu er fanden løs. Han kommer i statens navn, på grund af det forbistrede slagsmål med Toukola-folkene. 04147
Bottom
04149
Top
AAPO: Viimases kakluses on seadus meie poolt, kuid telmise puhul vaadake ette. Laske mul talle asja seletada. AAPO: I det sidste håndgemæng er loven på vor side, men hvad det første angår, så må vi se os godt for. Lad mig forklare ham sagen. 04148
Bottom
04150
Top
JUHANI: Kuid mina, vanem vennaste hulgas, tahan ka sõia-uigust, kui ühine asi on kõne all. JUHANI: Men jeg, den ældste af os brødre, vil også give mit besyv med, eftersom der er tale om vort fælles bedste. 04149
Bottom
04151
Top
AAPO: Vaata aga ette, et sa ennast kotti ei kõnele, kui me pisut nii-öelda kriukaid peame tegema. AAPO: Men pas på, at du ikke snakker os i en sæk, hvis det ligesom skulle blive nødvendigt at sno sig lidt. 04150
Bottom
04152
Top
JUHANI: Küll ma tean. JUHANI: Jeg ved besked. 04151
Bottom
04153
Top
Sisse astus Mäkelä, tubli ja heatahtlik kohtumees. Ometi tuli la teise asja pärast kui see, mida vennaksed arvasid. Nu trådte Mäkelä ind; en udmærket og rettænkende meddomsmand. Han kom dog i et helt andet ærinde, end det brødrene havde gættet på. 04152
Bottom
04154
Top
MÄKELÄ: Tere. MÄKELÄ: Goddag! 04153
Bottom
04155
Top
VENNAKSED: Tere! BRÖDRENE: Goddag! 04154
Bottom
04156
Top
MÄKELÄ: Mis koledust ma näen? Poisid, kuidas on teiega lugu? Rebitud, muhkudes, kärnades ja pead kinni mähitud! Oh teid armetuid! MÄKELÄ: Hvad er det for rædsler, jeg ser? Drenge, hvordan er det fat med jer? I har skrammer, blå mærker og sår; og klude omkring hovedet. Ak, I elendige skabninger! 04155
Bottom
04157
Top
JUHANI: «Küll koer oma haavad lakub,» kuid hoolitsegu liundid endi eest. Kas selle asja pärast nüüd meie toas seisale? JUHANI: »Hunden slikker sine sår«, men ulvene må sørge for sig selv. Er det derfor, De nu står her i vor stue ? 04156
Bottom
04158
Top
MÄKELÄ: Mis tean mina sellest? Kuid kas vennaksed sel Kombel üksteist veristavad? Häbenege! MÄKELÄ: Hvad skulle jeg dog kende til det? Men er det brødre, der mishandler hinanden på den måde? Skam jer! 04157
Bottom
04159
Top
JUHANI: Te eksite, Mäkelä? Vennaksed on üksteisega umber käinud kui inglid; see on naabrite töö. JUHANI: De tager fejl, Mäkelä. Brødrene har behandlet hinanden som engle; dette er naboernes værk. 04158
Bottom
04160
Top
MÄKELÄ: Kes on seda siis teinud? MÄKELÄ: Hvem har da gjort det? 04159
Bottom
04161
Top
JUHANI: Head naabrid. Kuid kas tohin küsida, mis pukul olete meid tervitama tulnud? JUHANI: Gode naboer. Men må jeg have lov til at spørge: hvorfor er De kommet for at hilse på os ? 04160
Bottom
04162
Top
MÄKELÄ: Üpris sandi põhjuse pärast. Poisid, poisid! nüid ootab teid hukatuse päev. MÄKELÄ: På grund af en højst alvorlig sag. Drenge, drenge, I går imod ødelæggelsens dag. 04161
Bottom
04163
Top
JUHANI: Mihuke on see päev? JUHANI: Hvad er det for en dag ? 04162
Bottom
04164
Top
MÄKELÄ: Häbipäev. MÄKELÄ: Skammens dag. 04163
Bottom
04165
Top
JUHANI: Ja kunas see koidab? JUHANI: Hvornår oprinder den ? 04164
Bottom
04166
Top
MÄKELÄ: Olen praostilt kõva käsu saanud teid tulejal pühapäeval kiriku juurde tuua. MÄKELÄ: Jeg har fået streng besked af præsten om, at jeg næste søndag skal bringe jer til kirken. 04165
Bottom
04167
Top
JUHANI: Mis ta meist kiriku man tahab? JUHANI: Hvad vil han med os i kirken? 04166
Bottom
04168
Top
MÄKELÄ: Teid jalgpuusse pista, otsekoheselt öeldes. MÄKELÄ: Sætte jer i fodstokken, for at sige det rent ud. 04167
Bottom
04169
Top
JUHANI: Mis põhjusel ? JUHANI: Hvorfor det? 04168
Bottom
04170
Top
MÄKELÄ: Tal on mitu põhjust. — Te meeletud ja hullad loite köstri akna katki ja põgenesite tema juurest nagu hundid! MÄKELÄ: Af mange årsager. - I tåbelige og vilde krabater, I slog klokkerens vindue i stykker og stak af fra ham som ulve. 04169
Bottom
04171
Top
JUHANI: Köster kiskus meid kui marususi. JUHANI: Klokkeren rev og sled i os som en gal ulv. 04170
Bottom
04172
Top
MÄKELÄ: Kuid mis on praost teile teinud? MÄKELÄ: Men hvad har præsten gjort jer? 04171
Bottom
04173
Top
JUHANI: Mitte kirbuvõrra. JUHANI: Ikke så meget som et loppebid. 04172
Bottom
04174
Top
MÄKELÄ: Ja ometi olete teda mõnitanud ja teotanud tolle ropu suuga, häbemata Kupu-Kaisa kaudu. Saatsite Rajamäe hirmsa rügemendiga kõige räpasemaid, otse lurjuse sõimusõnu tervituseks kõrgele mehele ning meie koguduse hingekarjasele; see on otse häbematu julgus! MÄKELÄ: Og alligevel har I hånet og spottet ham gennem den rap-kæftede og uforskammede Koppe-Kaisa. Gennem det forfærdelige Rajamäki-regiment sendte I de mest svinagtige, ja, nogle helt slyngelagtige bemærkninger som hilsen til en højvelbåren person og præsten for vor menighed; det var en mageløs og enestående frækhed. 04173
Bottom
04176
Top
JUHANI: «See on küll tõsi, kuid kus on tunnistajad,» ütles Kakkiste Jaakko, kuid nii ei ütle mina. JUHANI: »Vist er det sandt, men det må bevises«, sagde Kakkinens Jaako, men sådan siger jeg nu ikke. 04174
Bottom
04175
Top
MÄKELÄ: Aga nüüd teadke, et teid kõige valjem praosti nuhdus tabab. Nüüd on ta teie vastu armuheitmatu. MÄKELÄ: Men nu bør I vide, at præstens strengeste straf vil ramme jer. Nu har han ingen barmhjertighed med jer. 04175
Bottom
04176
Top
AAPO: Istuge, Mäkelä, ja siis kõneleme asjast pisut laiemalt ja sügavamalt. — Vaadake seda asjaolu: kas võiks praost meid Rajamäe Kaisa valede pärast jalgpuusse kruvida? Ometi mitte! Tehtagu seaduslikult selgeks, mis me oleme öelnud ja mis kombel tema au haavanud. AAPO: Sæt Dem ned, Mäkelä, og lad os snakke lidt grundigere og dybere om sagen. Se nu på dette spørgsmål: kan præsten skrue os fast i fodstokken på grund af Rajamäki-Kaisas løgnehistorier? Absolut ikke! Det må bevises ad lovens vej, hvad vi har sagt, og hvordan vi har krænket præstens ære. 04176
Bottom
04177
Top
JUHANI: «Enne asja uuritakse, siis vast selga puuritakse,» see on endastki mõista. JUHANI: »Sagen må først bevises, inden manden kan rises«, det er en given ting. 04177
Bottom
04178
Top
MÄKELÄ: Kuid teine küsimus, see lugemise asi, see annab talle kirikuseaduse põhjal ometi mingi voli, mida ta nüüd oma vihas kindlasti teie vastu tarvitab. MÄKELÄ: Men det andet spørgsmål, angående læsningen, det giver ham en vis myndighed ifølge kirkeloven, som han nu sikkert i sin vrede vil bruge imod jer. • 04178
Bottom
04179
Top
JUHANI: Lugemise asjas on meie poolt jumala seadus ja kord, mis selle katse vastu raiub. Vaadake, ta on meile juba emaihus andnud nii kõvad pead, et lugemaõppimine on meile ilmvõimatu asi. Mis teha, Mäkelä? Väga ebaühtlaselt langevad vaimuanded meie peade peale. JUHANI: Når det gælder læsningens besvær, så er Guds forordning og lov på vor side, og den forpurrer ethvert forsøg. Ser De, han har allerede i vor moders skød givet os så træge hoveder, at det er umuligt for os at lære at læse. Hvad skal vi gøre, Mäkelä ? Alt for ulige falder åndens gaver i vor lod her på jorden. 04179
Bottom
04180
Top
MÄKELÄ: Teie peade kõvadus on teil ainult tühi ettekujutus. Usinus ja igapäevane harjutus võidab lõpuks kõik. — Teie isa oli üks paremaid lugejaid. MÄKELÄ: Jeres træge hoveder er kun en tom indbildning. Flid og daglig øvelse overvinder alt til sidst. - Jeres fader var et af de bedste læsehoveder. 04180
Bottom
04181
Top
AAPO: Kuid ema ei tundnud ainustki tähte, ja ometi oli ta tõeline ristiinimene. AAPO: Men vor mor kendte ikke et eneste bogstav, og dog var hun en god kristen. 04181
Bottom
04182
Top
JUHANI: Ja kasvatas ning karistas poegi jumalakartuses. Jumal õnnistagu eidekest! JUHANI: Og opdrog og avede os i gudsfrygt. Herren velsigne den gamle kone! 04182
Bottom
04183
Top
MÄKELÄ: Kas ta teiste oskust teie kallal ei katsunud? MÄKELÄ: Prøvede hun ikke, hvad andres dygtighed kunne udrette for jer? 04183
Bottom
04184
Top
JUHANI: Katsus, mis võis; katsus Männiku-moori abi. Kuid tige vanamoor hakkas kohe meie selga sugema ja ta tuba muutus meie meelest hirmsamaks kui vanapagana koobas; ning meie ei astunud lõpuks enam ta onnigi, kuigi nad meid peksid nagu tuld raiudes. JUHANI: Hun gjorde sit bedste; hun prøvede ved hjælp af Fyrreskovs-konen. Men den arrige kælling begyndte straks at garve vore rygstykker, og i vore øjne forvandlede hendes hus sig til den uhyggeligste trolde-rede; til sidst gik vi ikke ind i huset, skønt man tærskede os alt, hvad man kunne. 04184
Bottom
04185
Top
MÄKELÄ: Siis olite alles meelemõistmatud, kuid nüüd seisate täismeestena eneste eest; ja mõistlik, terve mees võib, mis ta tahab; sellepärast näidake nii praostile kui ka kogu maailmale, mis mehisus võib. — Sina, Aapo, kellel on nii mõistlik meel ja kel ci puudu ka ühte ning teist teadmist, vaid kelle hea mälu kõik alal hoiab, mis nähtud ja kuuldud, sina paned mind imestama, et sa juba teisiti pole teinud. MÄKELÄ: Dengang var I uden synderlig forståelse, men nu står I for jeres egen sag som mænd; en fornuftig og rask mand kan, hvad han vil; derfor må I nu vise både præsten og hele verden, hvad mandighed formår. At du, Aapo, ikke har handlet anderledes, du, der både har en klar forstand og heller ikke mangler kundskaber på et og andet punkt, og hvis skarpe hukommelse husker alt, hvad du ser og hører, det forbavser mig i høj grad. 04185
Bottom
04187
Top
AAPO: Pisut, mis mina tean; noh, tean ühte ja teist. Kadunud pime onu jutustas ju meile mõndagi asja, jutustas piiblist, oma meresõitudest ja maailma ehitusest, ning siis kuulasime teda ikka tähelepaneliku meelega. AAPO: Jeg ved kun lidt; nå, jeg ved dog et og andet. Vor blinde onkel, der nu er død, fortalte os mange ting, han fortalte om Bibelen, om sine sørejser og om verdens opbygning, og så lyttede vi altid andægtigt til ham. 04186
Bottom
04188
Top
JUHANI: Kuulasime, kõrvad kikkis nagu jänestel, kui vanamees meile pajatas Moosesest, Iisraeli lastest, sündmustest «Kuningate raamatus» ja «Ilmutamisraamatu» imedest. «Ja nende tiibade kahisemine oli otsegu vankrite kärin, kui palju hobuseid sõtta jooksevad.» Jessuke! n?e tunneme palju imesid ja asju ega olegi just nii metsikud paganad, nagu arvatakse. JUHANI: Vi lyttede med strittende øren som harer, når den gamle fortalte os om Moses, Israels børn, begivenheder i Kongernes bog og mirakler i Åbenbaringerne. »Og lyden af deres vinger var som lyd af stridsvogne, når de fare ud til kamp.« Herre Jesus! vi kender mange mirakler og sager og er ikke slet så vilde hedninger, som man tror. 04187
Bottom
04189
Top
MÄKELÄ: Kuid aabitsast peate alustama, et kristliku koguduse liikmeteks saada. MÄKELÄ: Men I må begynde med a.b.c.-en for at blive sande medlemmer af den kristne menighed. 04188
Bottom
04190
Top
AAPO: Mäkelä, seal riiulil näete seitset aabitsat, mis on Hämeenlinnast ostetud, ja see nähtus tõendagu meie püüdu õppimise poole. Praost näidaku meie vastu üles veel pisut kannatust ja mina usun, ct meie asjast midagi sigib, sünnib ning kasvab. AAPO: Mäkelä, på det bræt dér ser De syv a.b.c.-er, som vi har købt i Tavastehus, og det syn beviser, at vi stræber efter lærdom. Præsten må have tålmodighed med os lidt endnu, så tror jeg, at vor sag vil avles, fødes og vokse nogenlunde. 04189
Bottom
04191
Top
JUHANI: Ta näidaku üles kannatust, ja ma tahan talle kahekordset kümnist maksa ning noore linnu liha ei pea määratud ajal ta liual puuduma. JUHANI: Han må være tålmodig, og jeg skal betale ham tiende dobbelt op, og der skal ikke mangle ungt fuglekød i hans skål, i den lovlige tid. 04190
Bottom
04192
Top
MÄKELÄ: Ei aita siin palved ega ilusad lubadused, arvan ma, kai meenutan ta äkilist ja õigustatud viha teie vastu. MÄKELÄ: Her hjælper sikkert hverken bønner eller fagre løfter, vil jeg tro, når jeg tænker på hans voldsomme og retfærdige vrede imod jer. 04191
Bottom
04193
Top
JUHANI: Mis tahab ta siis meist ja mis tahate teie? Hüva! Tulge seitsmekümne mehega, ning verd peab siiski voolama. JUHANI: Hvad vil han os da, og hvad vil De? Udmærket! Kom bare med halvfjerds mand, og blodet skal sprøjte alligevel. 04192
Bottom
04194
Top
MÄKELÄ: Kuid öelge, kuis tahate alustada, ct aabitsat ja väikest katekismust õppida, mis on praosti kõige tähtsam nõue? MÄKELÄ: Men sig mig, hvad I har i sinde at gøre for at lære jer a.b.c.-en og den lille katekismus, der er præstens vigtigste krav. 04193
Bottom
04195
Top
JUHANI: Proovida siin kodus Männiku-eide või tema tütre Venla õpetust. Mõlemad on head lugejad. JUHANI: Vi vil prøve, hvad Fyrreskovs-konen eller hendes datter Venla kan lære os herhjemme. De er dygtige læse-kvinder, begge to. 04194
Bottom
04196
Top
MÄKELÄ: Tahan teie plaanist praostile teatada. Kuid teie eneste rahu pärast minge talt oma häbemata tempu andeks paluma. MÄKELÄ: Jeg vil fortælle præsten om jeres planer. Men af hensyn til jeres egen fred bør I gå hen og bede ham om forladelse for jeres uforskammede optræden. 04195
Bottom
04197
Top
JUHANI: Seda punkti tahame kaaluda. JUHANI: Vi skal tænke over sagen. 04196
Bottom
04198
Top
MÄKELÄ: Tehke, nagu ütlesin; ja teadke: kui ta teie otsekohest ja usinat hoolt ei näe, siis istute jalgpuus, istute igal pühapäeval ilusti kiriku müüri ääres jalgpuus. Seda ütlen; j» nüüd elage hästi! MÄKELÄ: Gør som jeg siger og vid, at hvis han ikke sporer en ærlig og flittig stræben hos jer, så sidder I i fodstokken, sidder nok så nydeligt i fodstokken en søndag, ved kirkens stensokkel. Det siger jeg og nu farvel! 04197
Bottom
04199
Top
JUHANI: Hüvasti, hüvasti! JUHANI: Farvel, farvel! 04198
Bottom
04200
Top
TUOMAS: Kas sa talle täie tõega Männiku-moorist ja tema tütrest kõnelesid? Kas sa täie tõega peaaegu juba lubasid praosti ette kummardama minna? TUOMAS: Var det for fuldt alvor, du snakkede med ham om Fyrreskovs-konen og hendes datter Venla? Var det for fuldt alvor, du næsten lovede, vi skulle gå hen og krybe for præsten? 04199
Bottom
04201
Top
JUHANI: Polnud seal märkigi täiest tõest ega tegu nimepoo-lestki. Aja võitmiseks ainult poiss nõnda lobises. Männiku-moor või Venla peaks meie lugemise-tikku juhtima! Seda naeraksid kõik Toukola seadki. Te kuulsite, meid ähvardati kindlasti jalgpuuga, häbisambaga. Tuhat ja tuline! kas pole mehel voli elada rahulikult ja oma tahtmise järgi omal kohal, kui ta ei seisa kellegi tee! ega haava kellegi õigust? Kes võib seda takistada? Kuid ma ütlen veel kord: papid ja ametnikud oma raamatute ning protokollidega on inimeste kurivaimud. — Oh sina must siga! Oi seda neetud päeva! Nõnda langevad nüüd meie kaela õnnetuse hoobid ja inimeste kiusuteod, et olen valmis peaga vastu seina jooksma. Oh sina must sõnn! Venla andis meile korvi; nad on meist teinud mürgise pilkelaulu; köster vaevas meid kui vanakurat ise; Toukola poisid tampi-sid meid nagu nõmme, saime vatti justkui külahulgused jõulupühal ja otsekui jõuluvanad käime siin ühesilmaliste kodukäijate kombel, räbalad pea ümber. Mis veel? Meie kodu on nüüd kehva inimese ainsa rõõmuta, ilma kerise kohiseva leilita. Seal ju hõõgub ja suitseb meie endise armsa sauna ahervare. Ning ootamas on veel paharettidest kõige pahem. Hmh! Kümne auguga irvitab meile vastu jalgpuu kiriku eeskojas* Tuli ja põrgu! Kui selline kiusutempude virn habemenuga mehe kurgu külge ei vea, mis siis veel? Oh sina sarviline sõnn! JUHANI: Ikke så meget som en antydning i den retning og ikke det mindste for fuldt alvor. Knægten her vrøvlede bare sådan for at trække tiden ud. Fyrreskovs-konen eller Venla skulle føre pegepinden her! Så ville selv svinene i Toukola grine. I hørte jo, at man, aldeles sikkert, truede os med fodstokken, med skammens galge. Fanden stå i det! Har en mand ikke lov til at leve i fred og efter sit eget hoved, på sin egen grund, når han ikke står i vejen for nogen eller går andres ret for nær ? Hvem kan forbyde det ? Men jeg siger endnu en gang: præster og embedsmænd med deres bøger og protokoller er menneskenes onde ånder. - Oh, dit sorte svin! Ve, denne forbandede dag! Vi rammes sådan, over hals og hoved, af den hårde skæbnes kølleslag og menneskenes fortrædeligheder, at jeg er lige ved at rende hovedet i væggen. Oh, din sorte tyr! Venla gav os kurven; man har lavet en giftig nidvise om os; klokkeren pinte os som selve satan; Toukola-knægtene bankede os, som var vi en stump hede-jord; prygl fik vi som jule-svin, og nu går vi omkring her som rigtige julebukke; som én-øjede nisser med pjalter om hovedet. Og hvad mere? Nu er vort hjem uden den fattiges eneste fryd, uden badstue-ovnens brusende damp. Derude gløder og ryger jo ruinerne af vor forhen så elskede badstue. Og der er stadig den værste af djævlene tilbage. Hm! Fodstokken griner imod os, i kirkens våbenhus, med sine ti huller. Oh, du klare ild! Hvis ikke en sådan bunke bekymringer fører ragekniven imod en mands strube, hvad gør det så? Oh, du behornede tyr! 04200
Bottom
04202
Top
EERO: Nüüd mäletad pisut valesti; jalgpuus ei olegi kümmet auku. EERO: Nu husker du en lille smule forkert; der er ikke ti huller i fodstokken. 04201
Bottom
04203
Top
JUHANI: No mitu siis? JUHANI: Hvor mange er der da ? 04202
Bottom
04204
Top
EERO: Mitu tähte Suures Vankris, mitu poega Jukolas? EERO: Hvor mange stjerner er der i Karlsvognen; hvor mange sønner i Jukola? 04203
Bottom
04205
Top
JUHANI: Seitse poega on meid. Siis seitse auku ja seitse poissi. Noh, seda hullem. Seitse auku! Ikka taga hullemaks läheb. Näe, kuidas inimesed ja vali saatus on meie vastu ühel nõul. Seitse auku nagu veskikivi silma! Milline paha saatuse-pilge! Kuid lasku nad meisse kõik oma vihanooled, me teeme oma kiusatud südamed kõvaks nagu sädemeid pilduv teras. Lõõtsugu nad meie vastu igalt poolt mürki kui ussid ja varis-tagu taevas meie peale paljast sappi, meie aga tormame otse edasi, silmad kinni, kiristades hambaid ning möirates nagu metsikud härjad. Ja kui meid lõpuks kroonu jõuga jalapihti-desse kistakse, siis istuksin mina suure rõõmuga häbipuus. JUHANI: Vi er syv sønner. Altså syv huller og syv drenge. Nå, så meget desto værre. Syv huller! Altid så meget desto værre. Se bare, hvordan menneskene og en hård skæbne har sammensvoret sig imod os. Syv huller som øjne i en møllesten. Hvilken hån af en hård skæbne! Men lad dem skyde på os med alle deres vredes pile, så gør vi vore hjerter hårde som blinkende stål. Og lad dem puste deres gift på os fra alle sider som slanger, og lad himlen regne lutter galde ned over os, vi styrter dog imod dem, med lukkede øjne, som vilde okser, mens vi skærer tænder og brøler. Og hvis man til sidst slæber os til fodstokken med statens magt, så vil jeg sidde i træklodsen med salig fryd, det vil jeg. 04204
Bottom
04206
Top
AAPO: Miks rõõmuga? AAPO: Hvorfor med fryd ? 04205
Bottom
04207
Top
JUHANI: Ega sina, mu vennas, mõista viha üliõigust. Kätte-maksumõte laseks mehel kõik häbistuse unustada; ja häbistus on ju nende eesmärgiks. Mõte — toda härra praostit veristada, see maitseks mu vihasele meelele nagu mesikaste. Ja ma ei tarvitaks seal ei nuga, ei püssi, nagu muistne Karja mees, ei, vaid küünte ning hammastega kargaksin ta kurku kinni nagu susi-ilves. Tükkideks, tuhandeks tükiks rebiksin mehe, ja nõnda saaksin maitsta oma kättemaksu magusust. Teeksin nii, kui oleksin kas või kümne hinge omanik ja igat hinge piinataks kümme aastat naaskelvaadis. Ei see oleks midagi, võrreldes kättemaksu õnnega. JUHANI: Du forstår ikke, brorlil, vredens dømmende kraft. Hævnens planer får knægten her til at glemme al hån; og det er jo deres hensigt at håne os. Forestillingen om at tappe blod ud af vor hr. præst, det ville smage mit vrede sind som honning-dug. Og ved den lejlighed ville jeg ikke bruge kniv eller bøsse, sådan som manden fra Karjaa gjorde engang, nej, jeg vil hugge ham i struben med klør og tænder som en los. I stumper og stykker, i tusind stumper og stykker ville jeg rive manden, og så kunne jeg rigtig nyde den lækre hævn. Sådan ville jeg gøre, om jeg så havde ti liv, og hvert liv skulle pines ti år i spigertønden. Det ville ikke betyde noget i sammenligning med hævnens lyst. 04206
Bottom
04208
Top
AAPO: Sa kihutad kogu oma olemuse segamini. Kasta, mu õnnetu vend, oma südame tuldkeevat katelt jaheda veega kannatlikkuse sulisevast ojast, mis rändab edasi läbi niidu, tasa loogeldes. AAPO: Du vender jo fuldstændig op og ned på hele dit væsen. Stakkels broder, skyl dit hjertes skoldhede kedel med koldt vand fra tålmodighedens rislende bæk, der bugter sig langsomt hen gennem engen. 04207
Bottom
04209
Top
SIMEONI: Su nägu on ja pigimust, ja veripunastena, pist-vatena pöörlevad su silmad. Ole armuline enese vastu. SIMEONI: Du er helt beg-sort i ansigtet, og dine øjne ruller rundt, blodrøde og stikkende. Hav dog barmhjertighed med dig selv. 04208
Bottom
04210
Top
TUOMAS: Tõsi, me maksaksime kätte, kui meid häbi pingile istuma pandaks, kuid olgu meie süda seni rahul, kui see on sündinud. Kõik lootus pole veel kadunud. TUOMAS: Vist ville vi hævne os, hvis man lod os sidde på skammens sæde, men lad nu vore hjerter være i fred, indtil det sker. Alt håb er ikke ude endnu. 04209
Bottom
04211
Top
JUHANI: Ühest maailma nurgast kumab meile veel rahu päev. Ilvesjärv seal Impivaara all on see sadam, kuhu tormi käest ära purjetame. Nüüd olen otsustanud. JUHANI: Fra et af verdens hjørner stråler endnu fredens dag imod os. Ilvesjårvi, ved foden af Impivaara, er den havn, hvor vi sejler hen, bort fra stormene. Nu har jeg taget min beslutning. 04210
Bottom
04212
Top
LAURI: Seda tegin mina juba möödunud aastal. LAURI: Det gjorde jeg allerede forrige år. 04211
Bottom
04213
Top
EERO: Mina järgnen teile kas või Impivaara kõige sügavamasse koopasse, kus, nagu kõneldakse, vana mäetaat pigi keedab, peas müts sajast lambanahast. EERO: Jeg følger jer, om det så var til Impivaaras dybeste hule, hvor, efter hvad man siger, den gamle bjergtrold koger beg med en hjælm af hundrede fåreskind på hovedet. 04212
Bottom
04214
Top
TUOMAS: Sinna läheme siit kõik. TUOMAS: Vi flytter allesammen herfra. 04213
Bottom
04215
Top
JUHANI: Sinna läheme ja ehitame uue maailma. JUHANI: Vi flytter og bygger os en ny verden. 04214
Bottom
04216
Top
AAPO: Kas ei saa ülemuse käsi meid sealtki kätte? AAPO: Mon ikke øvrighedens klo kan nå os dér? 04215
Bottom
04217
Top
JUHANI: Mets kaitseb oma kutsikaid. Seal seisame alles kindlal pinnal; sügavale nagu pilusilmased mutid kaevame endid seal, otse maa südameni. Ja kui neil veel sealgi tuju (ulcks poisse taga kiusata, siis peavad nad nägema, kuidas lundub seitsme karu õrritamine nende pesas. — Nüüd parkali juurde, et kaupa kirjalikult kindlaks teha. Kümneks aastaks mingu meie talu teise kätte. JUHANI: Skoven beskytter sine unger. Først dér står vi på egen grund; dybt som plirrende muldvarpe graver vi os liell ind til jordens marv. Og hvis det skulle fornøje dem at forfølge drengene derhen, skal de snart erfare, hvordan det føles at forstyrre syv bjørne i deres hule. - Og nu af sted til garveren for at bekræfte handlen skriftligt. I ti år overlader vi vor gård i andres hænder. 04216
Bottom
04218
Top
SIMEONI: Ka mina igatsen rahukambrisse. Vennad, loome enestele metsade põues uue kodu ning uue südame. SIMEONI: Jeg længes også efter en fredens bolig. Brødre, vi skaber os et nyt hjem og et nyt hjerte i skovenes skød. 04217
Bottom
04219
Top
JUHANI: Kõik üksmeelselt! JUHANI: Alle som én! 04218
Bottom
04220
Top
AAPO: Kuis sina otsustad, Timo? AAPO: Hvad bestemmer du, Timo? 04219
Bottom
04221
Top
TIMO: «Seal mina, kus muud,» ütleb vanasõna. TIMO: »Som herren er, så følger ham hans svende«, siger ordsproget. 04220
Bottom
04222
Top
AAPO: Teie lähete, ja mina peaksin kui üksik puu jääma siia Jukola õue? Ah! liiga kõvasti on kõik mu olemuse juured ja oksad teiega ühte kasvanud. Olgu siis nii, ja loodame kõige paremat sellest teekonnast. Mina tulen kaasa. AAPO: I flytter bort, og så skulle jeg blive her som en enlig gran på Jukolas gårdsplads ? Ak, hver eneste rod, hver eneste gren i mit væsen er vokset altfor fast til jeres kreds. Lad gå da, og lad os håbe det bedste af den rejse. Jeg følger med. 04221
Bottom
04223
Top
JUHANI: Suurepärane! Nüüd kõik nahkuri manu lepingut tegema. Kõik üksmeelselt! JUHANI: Storartet! Nu af sted til garveren alle mand for at udfærdige en lovmæssig kontrakt. Alle som én! 04222
Bottom
04224
Top
Üheskoos läksid nad parkali poole lepingut tegema, rentisid talu kümneks aastaks parkalile; ja kirjalikult määrati kindlaks järgmised punktid. Parkal valitseb ja harib talu kümme aastat, kolm esimest ilma mingi rendita, kuid selle järel peab ta maksma vennastele seitse tündrit rukkeid aastas ja ehitama uue sauna enne rendiaja lõppu. Vabalt ja igal pool võivad vennaksed Jukola metsades küttida, ja mistahes looma, kelle kohta on ainult seaduse luba. Talu maade põhjapoolses osas, Impivaara ümbruses, on neil vabadus teha ja elada oma voli järgi, nii maal kui metsades. Pühameestepäeval võtab parkal talu enda kätte; kuid vennastel olgu, kui nad tahavad, tuleval talvel veel peavari oma sünnikodus. Need olid lepingu peapunktid. De begav sig af sted i samlet flok for at sætte en kontrakt op og lejede deres gård til garveren for ti år; og følgende paragraffer blev fastsat skriftligt. Garveren har rådighed over gården og driver den i ti år, de tre første år uden vederlag, men derefter betaler han brødrene syv tønder rug årlig og bygger en ny badstue, inden lejemålet udløber. Frit og over alt i Jukolas skove har brødrene ret til at drive jagt på enhver slags vildt, som loven tillader. På den nordlige del af gårdens jorder, omkring Impivaara, har brødrene ret til at leve og gøre, som det passer dem, både med hensyn til jorden og skovene. Allehelgenens dag overtager garveren gården, men brødrene skal dog, hvis de ønsker det, have husly i deres fædrenehjem endnu den kommende vinter. Sådan var kontraktens hovedpunkter. 04223
Bottom
04225
Top
Tuli talvekuu, ja parkal oli oma koormatega Jukola õues ning võttis talu valitsuse määratud ajaks vastu. Aga vennaksed elasid selle talve peamiselt metsades, et hoiduda praosti ja ta käsilaste eest, suusatasid ümberringi ja küttisid ning pidasid laagrit süsionnis Impivaara raiesmaal. ümberkolimine hobuse ja muude tarviliste asjadega polnud veel täielikult tehtud. See oli otsustatud siis läbi viia, kui suvi on tulnud. Ometi hooTise-sid nad juba tulevase maja eest; raiusid palgid kevadeks kuivama ja veeretasid vundamendikivid käänulisele raiesmaale, järsu mäe alla. Så kom november måned, og garveren holdt med sine læs på Jukolas gårdsplads og overtog gårdens ledelse for den aftalte tid. Men brødrene, der ville undgå præsten og hans hjælpere, levede hovedsagelig i skovene den vinter, løb på ski og jagede i omegnen; og boede i en kulsvier-hytte på Impi-vaara-heden. Den egentlige flytning med hest og andre nødvendige sager var endnu ikke blevet iværksat. Man havde bestemt, at den skulle finde sted, når sommeren kom. De tumlede dog allerede så småt med deres fremtidige hus: de fældede træer, for at de kunne tørre til foråret, og trillede grundstenene sammen på den afbrændte, stub-fyldte skovmark, ved foden af det stejle bjerg. 04224
Bottom
04226
Top
Nõnda kulus talv, ja selle kestes ei tulnud vennastele praostilt mingit käsku ega meeldetuletust. Kas ta ootas, või oli ta nad saatuse hoolde heitnud? Sådan gik vinteren, og i al den tid fik brødrene ingen som helst befaling eller påmindelse fra præsten. Ventede han, eller havde han overladt dem til deres skæbne ? 04225
Bottom

Lugu 05 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
05001
Top
Kévad o!i tulnud, hanged olid sulanud, soojalt õõtsus tuul, maa hakkas haljendama ja kaasik läks lehte. Foråret var kommet, snedriverne var smeltet, vinden blæste blidt, jorden begyndte at blive grøn, og birkelunden fik løv. 05001
Bottom
05002
Top
Vennaksed on nüüd kolimisretkel jukola ja Impivaara vahel. Liiguvad mööda kivist, vingerdavat metsateed, püssid õlal ja seljas tohikpaunad, kus on nende laskemoon. Ees astub Juhani ja tema kõrval Jukola suured vihased koerad, Killi ja Kiiski. Nende taga käib vankrit vedades vennaste ühe silmaga hobune, vana Valge, keda ajab Timo. Aga koormale järgnevad teised vennaksed, püssid õlal ja paunad seljas, aidates Valget tee pahcmais paigus. Viimasena käib Eero, süles Jukola tore kukk, kellest vennaksed ei raatsinud lahkuda, vaid võtsid ta endaga kaasa ajateatajaks Impivaara laande. Vankrilt paistavad kirst, hundi- ja rebaserauad, pada ja pajas kaks tammepuust kaussi, kulp, seitse lusikat ja muud keedukunstis tarvilikud riistad. Paja katteks oli pandud kare hernestega täidetud kott; ja kõige selle peal viskles ning näugus väikeses kotis Jukola vana kass. — Nii läksid vennaksed endisest kodust, rändasid nukralt, vaikselt mööda rasket, kivist metsateed. Taevas oli selge, ilm vaikne ja lääne poole alla veeres juba päikeseketas. Brødrene er nu ifærd med deres flytning fra Jukola til Impivaara. De traver hen ad den stenede, snoede skovvej, med bøsserne over skulderen; og på ryggen har de birke-barks-ranslerne, hvor de opbevarer ammunitionen. Juhani går i spidsen og ved siden af ham Jukolas store, bistre hunde, Killi og Kiiski. Bag ved dem, ført af Timo, går brødrenes en-øjede hest, den gamle Valko, der trækker en kærre. Efter læsset følger de andre brødre med bøsserne over skulderen og ranslerne på ryggen; og de hjælper Valko over de værste steder på vejen. Til sidst kommer Eero; han bærer i sin favn Jukolas stolte hane; brødrene ville ikke skilles fra den og har taget den med til Impivaaras ødemarker som tidsmåler. På kærren ses en kiste, ulve- og rævesakse, en gryde, og i gryden to egetræsfade, en slev, syv skeer og andre sager, der har med kogekunsten at gøre. Gryden var dækket af en grov sæk, fyldt med ærter, og aller-øverst oppe hoppede og miavede Jukolas gamle kat i en lille pose. - Sådan forlod brødrene deres gamle hjem, traskede mismodige og tavse hen ad den knudrede og stenede skovvej. Himlen var klar, luften stille, og i vest rullede allerede solens hjul ned ad bakke. 05002
Bottom
05004
Top
JUHANI: Inimene on purjetaja elu tormisel merel. Nõnda meiegi nüüd purjetame välja oma armsaist sünnikodu nurkadest, purjetamc oma vaakerlaevaga läbi eksitavate metsade Impivaara järsu saare poole. Ah! JUHANI: Mennesket er en søfarer på livets stormfulde hav. Nu sejler vi også bort fra vort kære barndomshjem, sejler med vort vogn-skib gennem de vildene skove imod Impi-vaaras stejle ø. Ak! 05003
Bottom
05005
Top
TIMO: Ei puudu palju, et ma ei nuhiks pisaraid põsilt, ka mina konn. TIMO: Der mangler ikke meget i, at jeg, jeg arme frø, også begynder at tørre tårerne af mine kinder. 05004
Bottom
05006
Top
JUHANI: Seda ma ei imesta, kui vaatan oma põue seisi-natsel mure silmapilgul. Kuid ei see aita siin maailmas, vaid olgu mehe süda ikka kõva nagu valge harakakivi. Teekäijaks on inimlaps siia sündinud, pole tal siin ühtki püsivat peatuspaika. JUHANI: Det forbavser mig ikke, efter at jeg har set ind i mit eget bryst, i denne sorgens stund. Men det nytter ikke noget her i denne verden: mandens hjerte må stadig være hårdt som en hvid rullesten. Mennesket er født til vandringsmand, har ej blivende sted her på jorden. 05005
Bottom
05007
Top
TIMO: Üürikese aja käib ta siin, kiigub ja kõigub, kuni viimaks vajub kokku ning kõngeb kui rott seina äärde. TIMO: Det vandrer omkring her en stakket stund, vender sig og drejer sig, indtil det omsider synker sammen og forsmægter som en rotte ved foden af muren. 05006
Bottom
05008
Top
JUHANI: Õieti öeldud, targasti lausutud! JUHANI: Rigtigt sagt, klogt sagt! 05007
Bottom
05009
Top
SIMEONI: Ja kui siis sellega kõik oleks; kuid siis alles! SIMEONI: Og hvis det så var alt, men så begynder det først! 05008
Bottom
05010
Top
JUHANI: Tuleb meie naelte küsimus, tahad sa öelda. Tõsi. JUHANI: Så bliver der tale om vore pund, ville du sige. Sandt nok! 05009
Bottom
05011
Top
TIMO: Siis tuleb öelda ilma mingi pettuse ja kavaluseta: siin olen mina ja siin on, issand, nael, mis sa oled andnud. TIMO: Så skal det siges uden mindste svig eller list: her er jeg, og her, Herre, er dit pund. 05010
Bottom
05012
Top
SIMEONI: Inimene peaks ikka oma lõpu peale mõtlema; kuid ta on paadunud. SIMEONI: Et menneske burde altid tænke på sit endeligt, men det er forhærdet. 05011
Bottom
05013
Top
JUHANI: Paadunud, paadunud, selle vastu ei saa vaielda. Kuid säärased me oleme, jumal paraku, kõik selle taeva all. Ometi katsugem siitpeale elada täies tões, nagu sünnis jumala-karüikele meestele, kui kord oleme võinud lõplikult siin aset võtta ja saanud enesele sooja rahumaja. Teeme, vennad, kõva liidu ja heidame kõrvale kõik patutembud, kõik viha, riiu ja vaenu siin härjapõlvikute õnnemaal. Eemale viha, vaen ja kõrkus! JUHANI: Forhærdet, forhærdet, det kan ikke nægtes. Men sådan er vi allesammen, Gud bedre det, under denne himmel. Lad os dog herefter for alvor beflitte os på at leve, som det anstår sig fromme helte, når vi først rigtig har indrettet os her og fået os en varm fredens bolig. Lad os, brødre, slutte et fast forbund og feje alle syndens påfund tilside, al ondskab, al kiv og alt had, her i vor fuglerede. Bort med ondskab, had og hovmod. 05012
Bottom
05014
Top
EERO: Ja silmahimu. EERO: Og prunk. 05013
Bottom
05015
Top
JUHANI: Jah! JUHANI: Ja! 05014
Bottom
05016
Top
EERO: Ja toredad, patused rõivad. EERO: Og prægtige, syndige klæder! 05015
Bottom
05017
Top
Juhani, jah! JUHANI: Ja, netop! 05016
Bottom
05018
Top
EERO: õõtsuvad kirikukaarikud ning kõik uhked kiriku-ehted. EERO: Fjedrende kirke-gigge og alt det prangende kirkeflitter. 05017
Bottom
05019
Top
JUHANI: Mis? Mis sa kõneled? JUHANI: Hvad ? Hvad snakker du om ? 05018
Bottom
05020
Top
SIMEONI: Ta torkab jälle. SIMEONI: Han spøger igen. 05019
Bottom
05021
Top
JUHANI: Ma näen seda. Vaata et ma ei tõmba sul kuklast kinni, kui nimelt hooliksin rumala jutust, kuid ma poleks siis mees, ei, tõepoolest mitte. — Kuidas sa, kuradi klutt, hoiad seda kukke? Miks vaene loom röögib? JUHANI: Ja, det mærker jeg. Pas på, jeg ikke griber dig i nakkeskindet, det vil sige, hvis jeg altså brød mig om sådan en tåbes snik-snak, men så ville jeg ikke være nogen rigtig mand, nej, sandelig ikke. — Hvordan er det, du behandler den dér hane, din forbistrede lømmel? Hvorfor jamrer det arme dyr? 05020
Bottom
05022
Top
EERO: Ma õiendasin ainult ta tiiba, see oli ripakil. EERO: Jeg ordnede bare vingen, der hang ned. 05021
Bottom
05023
Top
JUHANI: Kiili ma sind varsti õiendan. Vaata et ma sn kuklast kinni ei tõmba. Teadke, et see on ameti talituses kõige parem kukk terves kihelkonnas; ikka punktipealne ja usaldusväärne. Esimest korda laulab ta kell kaks, teist korda kell neli, mis on paras ülestõusu-aeg. Sellest kukest on meil siin laanes palju rõõmu. — Ja siis kass seal koorma harja!! Oh sind Matti-pojukest! Seal sa kõigud ja õõtsud ning vaatad koti-suust välja, näugudes üpris haledalt. «Oi vanamees suka sees!», pole sul enam palju päevi siin maailmas tatsutamiseks. Su silmad on läinud juba väga tuhmiks ja kähedalt kostab su näugu-niiise. Kuid vahest kosud veel, kui pääsed rammusate metshiirte kallale. Loodan seda. Kuid teist, Killi ja Küski, on mul meel ometi kõige haledam. Nagu meie ise, nii olete teiegi siginud, sündinud ja kasvanud Jukolas, kasvanud meie vendadena. Oi, kui palavalt vaatate mu silma! Nii, Killi, nii, mu Kiisk:-poju, nii! Ja liputate hända nõnda rõõmsalt! No ega teie tea, ct me nüüd oma kalli kodu maha jätsime. Oh teid õnnetuid! Ma pean nutma, pean. JUHANI: Jeg skal også straks ordne dig en kende. Pas på, jeg ikke tager dig i nakken. Vid, at det er den bedste hane i hele vort herred til at passe sit hverv; altid nøjagtig og pålidelig. Den galer første gang klokken to, anden gang klokken fire, og det er den bedste tid at stå op på. Den hane får vi megen glæde af her midt i ødemarken. - Og katten deroppe på toppen aflæsset! Ak, stakkels Matti-fyr! Dér svinger og dingler du og kigger ud af hullet i din pose og miaver så sørgeligt. »Ak, du, din stakkels stodder, din gamle odder«, du har næppe mange dage tilbage at liste omkring i her på jorden. Dine øjne er allerede blevet så mørke, og din miaven lyder så hæst. Men du kvikker måske op endnu en gang, når du springer i nakken på de fede skovmus. Det håber jeg. Men jer, Killi og Kiiski, har jeg nu mest medlidenhed med. I er, som vi selv, avlede, fødte og opvoksede på Jukola; vokset op som vore egne brødre. Ak, hvor brændende stirrer I ikke ind i mine øjne! Ja, Killi, ja, du, min Kiiski-knægl ! Og I vifter så fornøjet med jeres haler. Nå, I ved ikke, at vi nu forlader vort herlige hjem. Ak, 1 sølle stakler! Jeg må græde; jeg må. 05022
Bottom
05024
Top
TIMO: Vaata, kuidas sa ise enne nõu andsid. Hoia oma süda kõva, süda kõva. TIMO: Husk, hvad du rådede dig selv til for lidt siden. Gør dit hjerte hårdt, gør dit hjerte hårdt. 05023
Bottom
05025
Top
JUHANI: Ei või, ei või, kui tuleb kuldsest kodust lahkuda. JUHANI: Jeg kan ikke, jeg kan ikke, når jeg forlader det kære hjem. 05024
Bottom
05026
Top
TUOMAS: Rõhub ju see päev mehe meelt; kuid Impivaa-ras on meil peagi teine kodu ja vahest varsti niisama armas. TUOMAS: Vist tynger denne dag på en mands sind; men i Impivaara får vi snart et andet hjem, og det bliver os måske hurtigt lige så kært. 05025
Bottom
05027
Top
JUHANI: Mis sa ütlesid, mu vend? Ei maa peal ega taevas ole teist nii armast kohta kui see, kus me sündisime ja kasvasime ning mille murul pisukeste piimanokkadena püherdasime. JUHANI: Hvad sagde du, min broder ? Hverken på jorden eller i himlen findes der et sted så elsket som det, hvor vi er født og vokset op, og på hvis marker .vi tumlede os som små purke med mælkeskæg. 05026
Bottom
05028
Top
AAPO: Tõsi, lahkumistund surub südant, sest kodupõõsas on jäneselegi armas. AAPO: Ja, afskedsstunden knuser vore hjerter, det er sandt, for også haren har den hjemlige busk kær. 05027
Bottom
05029
Top
JUHANI: Kuis ütles kord emajänes, kui tundis enese jälle tiine olevat ja käskis väikesel pojal enese juurest ära minna, tulejate teelt kõrvale? JUHANI: Hvad var det hare-moderen sagde engang, da hun påny følte, hun var drægtig, og bad sin lille unge om at drage bort for at give plads til de kommende småfyre? 05028
Bottom
05030
Top
TIMO: «Mine juba minema, pojukene, väiksekene, ja pea ikka meeles, mis ma ütlen: kus puu, seal pael, kus lohk, seal lõks.» TIMO: »Stik nu af, min søn, min kære, lille søn, og husk altid, hvad jeg siger: »dér, hvor riskvistene er, dér er snaren, og dér, hvor hullet er, dér er fælden«. 05029
Bottom
05031
Top
JUHANI: Nii ütles ta pojale, ja siis läks poju puperdama eemale; puperdas ja töllerdas mööda põldu ning nõmme äärt, töllerdas, lõhkine huul avameelselt irvi. Nii läks ta kodunt, ja kurvalt paistis õhtu. JUHANI: Sådan sagde hun til sin søn, og knægten luntede af sted ; han luntede, han stavrede af sted hen over lysningen og langs hedens rand med et ærligt grin om sin spaltede læbe. Sådan forlod han sit hjem, og aftensolen skinnede så sørgeligt. 05030
Bottom
05032
Top
EERO: See oli Jänese-Jussi. EERO: Det var hare-jussi! 05031
Bottom
05033
Top
JUHANI: Las olla pealegi. Nii läks ta kodunt ja nii läheme meiegi. Jää hüvasti, kodu! Su läve, su pühkmehunnikut tahaksin nüüd suudelda. JUHANI: Nå, ja, lad det nu være. - Sådan forlod han sit hjem og således forlader vi også vort. Farvel, hjem! Nu kunne jeg kysse din trappe og din mødding! 05032
Bottom
05034
Top
AAPO: Nii, mu vend. Kuid katsume peletada selle meele-sünguse. Varsti on meil ees vali toimetus ja töö, varsti pauguvad palgid, kaiguvad kirved, ja üles taeva poole tõuseb tore maja Impivaara raiesmaal, keset põliseid metsi. Vaadake: juba rändame vägevas laanes, kuuskede kohinas. AAPO: Ja, min broder. Men lad os prøve på at jage denne dysterhed bort fra vort sind. Vi står snart midt i det strenge slid og slæb; snart brager træstammerne, økserne smælder, og oppe på Impivaara-heden, midt i skovenes dyb, rejser sig et prægtigt hus imod himlen. Se: vi vandrer jo allerede i den barske ødemark, i granernes sus. 05033
Bottom
05035
Top
Nii vestsid nad omavahel, liikudes läbi sünge salu. Kuid aegamööda tõusis maapind ja nende tee vingerdas üles kõrgele metsasele maale, mida kutsuti Teerimäeks. Siit ja sealt paistis sammaldunud kaljumürakaid, väliselt hiiglaste hauakääbaste sarnaseid, mille ümber kumisesid madalad, tugevajuurikalised männid. Väga põrutas vankrit ja vana Valge turja kaljune tee, kus silm paiguti vaevalt võis eraldada endist ratta rada. Ule mäe läks tee, sest põhjatud rabasood laiusid kahel pool kõrval. Kuid ka vennad tegid kõik, mis võisid, et vana ühe silmaga vedaja koormat kergendada. Viimaks jõudsid nad mäeharjale, lasksid Valgel seal hetke puhata ja vaatasid maailma avarustele alla. Nende silmad nägid kaugeid külasid, niitusid, põlde, sinetavaid järvi ja läänes metsade rannal kiriku kõrget torni. Ent lõunas ühe kõrgustiku rinnakul kumas Jukola talu kui kaotatud õnnemaa; ja nukrad mõtted täitsid taas vennaste rinda. Kuid viimaks pöörasid nad silmad põhja poole, ja sealt paistis kõrge Impivaara, selle järsult langev sein, pimedad kuristikud ja habetunud, tormidest rebitud kuused, mis seisid mäe külgedel. Kuid mäe all nägid nad mõnusat kännulist lagendikku, oma tulevast elukohta, ja lagendiku all laant, mis pidi neile hoonete ehitamiseks sirgeid palke andma. Seda kõike nägid nad, nägid mändide vahelt sätendavat Ilvesjärve ja silmapiirile vajunud heledat päikest säramas mäe loodepoolsel tipul; ja lootuse kaunis lõke välgatas nende silmist ning kergendas uuesti nende rinda. Sådan snakkede de sammen, mens de vandrede gennem den dystre skov. Men efterhånden steg terrænet, og deres vej bugtede sig op til et højtliggende, skovbevokset område, der blev kaldt for Teerimäki. Her og dér så man mosgroede klippetoppe, der af form lignede kæmpernes gravhøje, og som var omgivet af lave, rodfyldte graner, der susede i vinden. Vognen og den gamle Valkos bove rystede voldsomt på den stenede vej, hvor øjet mange steder knap nok kunne skimte de forrige hjulspor. Vejen gik op over åsen, for bundløse sumpe bredte sig til begge sider. Men brødrene gjorde også selv deres bedste for at gøre læsset lettere for det gamle, enøjede trækdyr. Til sidst nåede de op på bakketoppen, lod Valko puste lidt ud og stirrede ned på verdens åbne vidder. Deres øjne skuede fjerne byer, enge, marker, blånende søer og mod vest, i skovens kant, kirkens knejsende tårn. Men mod syd, på en bakkeskråning, skimtede man Jukola-gård som et tabt lykkens land; og længselsfulde tanker fyldte påny brødrenes bryst. Men omsider vendte de blikket mod nord ; og dér så man det høje Impivaara, de stejle skråninger, dets mørke kløfter og de skæggede, storm-forrevne graner, der stod på bjergets sider. Men ved bjergets fod så de en smuk rydning, fuld af stubbe; deres kommende boplads; og neden for rydningen en skov, der kunne forsyne dem med solide stammer til deres hus. Alt dette så de; de så den klare Ilves-sø mellem fyrretræerne; og hvordan den strålende sol, der var ved at gå ned, lyste fra bjergets nordvestlige skrænt; og håbets herlige glimt blinkede i deres øjne og fik påny deres bryst til at svulme. 05034
Bottom
05036
Top
Siis läksid nad jälle edasi ja ikka tulisema hooga hakkasid nad tõttama uue kodu poole. Mägi alanes ja nad jõudsid nõmmele mändide sammastikku, kus kanarbik, palukavarred ja närtsinud heinakõrred vaheldumisi katsid kumisevat maad. Tuli liivane, roogitud tee, mis viis Viertola mõisast kirikusse; nad astusid iile selle, jälgides oma metsateed, mis läks mööda nõmme selga. Derfra gik de nu videre og begyndte, med stadig større fart, at skynde sig hen mod deres nye hjem. Terrænet sænkede sig, og de kom til fyrretræernes søjlerække på heden, dér, hvor den gungrende jord skiftevis var dækket af lyng, tyttebær-ris og visnende stargræs. Så kom de til en sandet, anlagt vej, der førte fra Viertola herregård og til kirken; den krydsede de og fulgte deres egen skovvej, der gik op over hede-åsen. 05035
Bottom
05037
Top
AAPO: Siin on nõmm, kus ennemuiste oli usside kohtusaal, nagu räägib vanarahvas. Kohtunikuna istus siin nende kuningas, too vägev valge uss, keda harva nähakse, peas kole kallis kroon. Kuid kord röövis temalt selle krooni julge ratsanik, nagu vestab muinasjutt. AAPO: Her er den hede, hvor, efter hvad gamle folk fortæller, slangernes retssal lå engang i svundne tider. Dér sad som dommer deres konge, den yderst sjældent-sete, hvide slange med en umådelig kostbar krone på sit hoved. Men engang røvede en dristig rytter denne krone fra dem, efter hvad sagnet fortæller. 05036
Bottom
05038
Top
Ja järgmise muisteloo jutustas neile Aapo, kui nad mööda nõmme harja lageda Sompio soo poole astusid. Tuli üks ratsanik ja nägi nõmmel usside kuningat, kellel oli peas sätendav kroon. Ta ratsutas tema juurde, tõmbas mõõga otsaga krooni kuninga peast, kannustas hobust ja kihutas oma varandusega tuule tiivul ning pilve piiril. Kuid polnud ka ussid pikaldased, vaid kohe häbemata röövlit vihaselt taga ajama. Kihinal kihutasid nad kannul, kehad rõngas, ja tuhat ratast veeres siis ratsaniku taga, nagu veerevad poiste visatud kettad maanteel. Peagi jõudsid nad ratsanikule järele, parvlesid juba tihedalt hobuse jalus, viskusid selle laudjani üles, ja suures hädaohus oli mees. Ja hädaga viskas ta neile oma küba-ragi söödaks alla, mille nad silmapilk puruks rebisid ning vihavimmas nahka panid. Aga meest ei aidanud kaua see abinõu, peagi veerlevad ussid jälle tema taga ja liiv tuiskab kõrgele teelt. Ja ikka ägedamalt kannustas mees oma lõõtsutavat hobust; ojana voolas veri toreda täku haavatud külgedelt ning suust purskas kohisev vaht. Ratsanik põgenes metsa, kuid mets ei takistanud tema vaenlaste jooksu. Tuli vastu jõgi, ja kohinal kihutas mees selle pööristesse ning nobedalt viis hobune ta jõest üle. Tuli jõgi ussidelegi vastu, ja paljude koskede kohina] viskusid nad lainete sülle, ujusid maruhool jõest üle, ning kõrgele tõusis valge vaht. Mees ratsutas ikka edasi, ja ikka järgnes talle siugude metsik salk. Nägi ta eespool ägedasti leegitsevat kütismaad, ja tule poole kannustas ta nüüd hobust, ning mässides enese jõe voogudes Iäbikastunud mantlisse, kihutas ta leekide sülle; kuid ussid ei viivitanud silmapilkugi talle järgnemast. Nõnda kihutab taeva ratsutav kangelane üle kuld-pilvede. Kord lõi ta veel kannused täku kubemesse ja kord veel kargas see edasi, siis langes tümav täkk maha, unustades igaveseks elu tulise mängu. Kuid vaba taeva all seisis mees, pääsenud tulest ja hirmsatest vaenlastest; tuli oli ju põletanud usside lugematu karja. Seisis seal kangelane rõõmutseva pilguga, käes imeväärne varandus. Og Aapo fortalte dem følgende sagn, da de vandrede langs hede-åsen og ned mod den øde Sompio-sump. Der kom altså en rytter, og på heden så han slangernes konge, der havde en skinnende krone på hovedet. Han red hen imod ham, snappede kronen fra kongens hoved med spidsen af sit sværd, sporede sin hest og stormede af sted med sin kostbarhed som båret af blæsten og skyerne. Men slangerne var heller ikke sene i vendingen; de begyndte straks, rasende, at forfølge den frække røver. De ilede susende af sted, rullet sammen i ringe, og tusind tøndebånd snurrede af sted i rytterens spor som triller, kastet af drengene, når de leger på landevejen. De nåede snart rytteren, myldrede allerede tæt omkring hestens ben og hoppede op imod dens flanker; og manden var i stor fare. I sin nød kastede han sin hat ned til dem som lokkemad, og de sønderrev den straks i deres rasende vrede. Men dette kneb hjalp ikke manden ret længe; snart ruller slangerne påny i hans spor, og vejens sand hvirvler højt i vejret. Stadig heftigere sporede helten sin stønnende hest ; blodet løb som en strøm fra den prægtige hests sønderrevne flanker, og skummende fråde sprøjtede ud af dens mund. Rytteren flygtede ind i skoven, men den hindrede ikke hans fjenders fart. Han nåede en flod, med et plask red han ud i dens strømhvirvler, og hingsten førte ham hurtigt over den. Slangerne nåede også floden og styrtede sig, med mange vandfalds larm, i bølgernes skød og svømmede over den med stormens hast; og det hvide skum stod højt i vejret. Manden red videre, stadig forfulgt af slangernes rasende skare. Et stykke vej forude så han en heftigt-blussende svedjebrand, og nu sporede han sin hest hen imod ilden; og idet han hyllede sig i sin kappe, der var blevet våd af flodbadet, styrtede han sig ind i luernes favn, men slangerne opgav ikke cl øjeblik forfølgelsen. Sådan stormer himlens ridende helt gennem guldskyerne. Endnu en gang satte han sporerne i hestens Hanker, og endnu en gang fløj han fremad, men så styrtede den prustende hingst og glemte for bestandig livets hellige strid. Men manden stod nu i fri luft, frelst fra ilden og sine frygtelige fjender, for ilden havde brændt slangernes utallige skare. Dér stod nu helten med et jublende blik og den vidunderlige skat i hånden. 05037
Bottom
05040
Top
AAPO: See oli muistelugu valge ussi kroonist siin Teeri-mäe nõmmel. AAPO: Det var sagnet om den hvide slanges krone, her på T eerimåki-heden. 05038
Bottom
05041
Top
JUHANI: Tore lugu ja veel toredam mees, fees ussi peast krooni tõmbas ning selle viimaks enesele võitis. Vahva mees. JUHANI: Et prægtigt sagn og en endnu prægtigere mand, der snappede kronen fra slangens hovedbog til sidst selv fik den i eje. En vidunderlig mand! 05039
Bottom
05042
Top
TIMO: Harva võib inimene seda assi näha, koid see, kes teda näeb, saab ääretult targaks, nagu iidevad vanad inimesed. TIMO: Kun få mennesker ser den slange her, men den, der ser den, bliver vældig klog, efter hvad gamle folk siger. 05040
Bottom
05043
Top
JUHANI: Öeldakse ka: kes kevadel enne käo kukkumist selle ussikohtuniku kinni saab, selle keedab ja ära sööb, see mõistab ronga kõnet, millest saab teada, mis temaga tulevikus sünnib. JUHANI: Man siger også: den, der ved forårstid, inden gøgen er begyndt at kukke, får fat i denne dommer-slange, koger den og spiser den, han forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der senere vil ske ham. 05041
Bottom
05044
Top
EERO: öeldakse veel niigi: kes seda kõike kevadel peale käo kukkumist teeb, see mõistab ronga kõnet, millest saab teada, mis temaga enne seda on sündinud. EERO: Man siger også således: den, der ved forårstid, efter at gøgen har kukket, gør alt det dér, den mand forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der er hændt ham forinden. 05042
Bottom
05045
Top
JUHANI: Oi, vennas, kui rumalasti sa nüüd rääkisid! Kas ei tea seda igaüks, ilma et oleks kübetki ussiliha söönud? Vaat nüüd alles Eero näitas, mis mees ta mõistuse poolest õieti on, nimest rumal oinas. «Ta saab teada, mis temaga enne seda on sündinud.» Kas sihuke mõte on pärit mehe peast? Oh sa vaene poiss! JUHANI: Ak, brorlil, hvor snakkede du dog dumt! Som om ikke enhver vidste det uden at spise så meget som en bid slangekød? Se, nu viste Eero endelig, hvad han egentlig er værd med hensyn til hjerne; en dum vædder. »Han får at vide, hvad der er sket ham forinden«. Kan denne tanke stamme fra en mands hjerne? Ak, du, din sølle knægt! 05043
Bottom
05046
Top
AAPO: Ära midagi, Juho. Emba-kumba, kas kõneles ta rumalusest või viskas jälle vempusid ja konksusid; nii või teisiti, kuid mõlemal juhul heitis ta meie ette tähelepandava mõtte. Katsume uurida tema udust, ja ma usun, et sellest midagi tarka võime välja õngitseda. Teada, mis on sündinud, see on mõnest seisukohast vaadates suur tarkus. Kui teraselt kaalud, mihuke möödaläinud päevade külv kasulikku, misuke kahjulikku vilja on kandnud, ja selle järgi oma elu, töö ning tegevuse sead, siis oled tark mees. Kui meiegi silmad oleksid varem lahti läinud, siis, arvan ma, ei lohistaks me siin mitte kolijatena. AAPO: Bryd dig ikke om det, Juho. Enten sagde han en dumhed, eller også vendte og drejede han sine ord drilagtigt som sædvanlig; men hvordan det så end forholder sig, så fremsatte han i hvert fald en bemærkelsesværdig tanke for os. Lad os prøve på at granske hans udtalelser, og jeg tror næsten, vi kan fiske nogen visdom ud af dem. At vide, hvad der er sket, det er, set fra et vist synspunkt, en stor visdom. Hvis du klogt overvejer om en sæd, sået i svundne dage, har båret gavnlige eller skadelige frugter og indretter dit liv, dit arbejde og dit slid derefter, så er du en klog mand. Hvis vore øjne også var blevet åbnet noget før, så tror jeg næppe, vi nu traskede af sted her som udvandrere. 05044
Bottom
05047
Top
JUHANI: Nagu hundipojad lageda taeva all. Kuid mis tehtud, see tehtud. JUHANI: Som ulveunger under åben himmel. Men gjort er gjort. 05045
Bottom
05048
Top
TUOMAS: Mis Jukolas kaotasime, selle võidame Impivaara raiesmaal tagasi. — Siia, kogu vennaparv, ja löögu igaüks käed koorma külge, et aidata Valget, seni kui sõit läheb mööda sood. Siia kõik! Vankriratas vajub ju vaksa võrra mudasesse maasse. TUOMAS: Det, vi mistede i Jukola, det tager vi igen på Impivaara-heden. - Herhen, hele brødreflokken og lad hver mand slå kløerne i læsset og hjælpe vor Valko, så længe sumpen varer. Herhen, alle mand! Vognhjulene synker jo et helt spænd ned i den sumpede jord. 05046
Bottom
05049
Top
Nõnda omavahe! vestes olid nad nõmmelt alla läinud, astunud üle Seunala Matti lageda välja, siis läbi tiheda kuusiku ja seisid nüüd Sompio soo rannal. Sünge näis see soo, mille pinnal vaheldusid mudased, rabased laukad, sammalmättad, kuremarjakohad, ja seal ning teal seisis madal, kuivav kask, karvalt õhtutuules pead kummardades. Kuid keskelt oli soo kitsam ja seal ka maa kõvem ning kindlam. Seal seisis madalaid mände samtnaliilikondades ja mättad tumerohelist, imalalt lõhnavaid joovikapõõsaid. Ja üle selle maa jooksis vaevaline tee soo teisele rannale, kus algas jällegi pime laas. Seda teed mööda rändasid nüüd vennaksed üle soo. Mõni neist sikutas aisast Valge kõrval, mõni jälle lükkas vankrit. Lõpuks, kuigi suure vaevaga, jõudsid nad soo randa ja rändasid jälle kuival maal mööda laane juurikarohket teed, mis jätkas umbes viissada sammu. Kuid viimaks valgenes nende ees kännulise raiesmaa lagedus ning nad seisid oma sihtkohal, koopalise mäe jalal. Mens de snakkede således sammen, var de vandret ned fra heden, var gået over Seunala-Mattis vidtstrakte lysning, derefter gennem en tæt granskov og stod nu ved kanten af Sompio-mosen. Dyster så denne mose ud; på dens overflade vekslede mudrede, sumpede huller med mostuer og klynger af tranebær; her og dér stod en lavstammet, halvvisnet birk, der nikkede sørgmodigt med hovedet i aftenvinden. Men i midten var mosen smallest, og dér var jorden mest fast og hård. Dér stod nogle små, mosklædte fyrretræer, og på tuerne groede buske af mørkegrøn, stærkt-duftende pors. Over denne strækning løb en ussel vej til mosens anden bred, hvor den mørke skov begyndte igen. Brødrene gik nu over mosen ad denne vej. Nogle af dem trak i skaglerne ved Valkos side, mens andre skubbede bag på vognen. Endelig, om end med besvær, nåede de den anden side af mosen og gik nu atter på tør grund, langs skovens rodfyldte vej, der havde en længde på henved fem hundrede skridt. Men til sidst lyste det stubbede svedjelands åbning foran dem, og de stod på det udvalgte sted, neden for bjerget med de mange huler. 05047
Bottom
05050
Top
Siin oli muiste vennaste vanaisa, tugev töömees, harinud sõõrumaid ja põletanud vägevaid miiiihaudu. Palju sõõrumetsi oli ta mäe ümber maha võtnud ja põletanud, karuäkkega äestanud mõndagi musta, täiskülvatud maatükki, ja viimaks kogunud rehte viljarikkad kõrred. Ahervare välja ääres näitas seal veelgi kohta, kus oli seisnud ta metsarehi, kust ta valmi vilja kohe koju toimetas, õled ning kõlkad talitee ajaks jättes. Kuid rchevarest tükk maad eemal, seal välja ja metsa piiril, paistis miilihaua põhi, pärata suur, kus ta oli põletanud kö'isevaíd süsi oma kütismaa palkidest. Nõnda oli siin endine jukola tüse peremees töötanud ja teotsenud mõnegi põletava päikese all, pühkides laubalt mõnegi higipisara. Aga öösel lamas ta oma lurhakatusega onnis, valvates miilihauda; ja sama onni olid nüüd vennaksed valinud enesele ajutiseks eluasemeks. Her havde forhen brødrenes bedstefar, en storartet slider, dyrket svedjeland og ladet røgen stige til vejrs fra vældige kulmiler. Han havde fældet og brændt mange stykker svedjeland omkring dette bjerg; med sin risharve harvet mangen en sort, tilsået mark og til sidst bjærget de korn-tunge aks i sin lade. Ruinen i kanten af lysningen viste endnu det sted, hvor hans skov-lade havde stået, og hvorfra han straks havde hjembragt den færdige sæd, mens han lod strået og avnerne ligge i vente på vinterføre. Men et stykke fra ladens ruiner, på grænsen mellem lysningen og skoven, ses milens mørke bund, en vældig stor mile, hvor han brændte klingende trækul af svedjelandets afbarkede stammer. Således havde Jukolas forrige, statelige husbond slidt og slæbt her, under mangen en brændende sol og tørret mangen en perlende sveddråbe af sin pande. Men om natten hvilede han i sin hytte med græstørvstaget og holdt vagt ved milen ; og denne hytte havde brødrene nu valgt til deres foreløbige boplads. 05048
Bottom
05051
Top
Avar on kännuline raiesmaa, kuid selle äärtest kaugemale ei näe ometi su silm; sest idas, lõunas ja läänes sulevad metsad »u vaateala ning põhjas kõrge mägi. Kui aga selle mäe harvade kuuskedega kroonitud harjale astud, siis kannab su silm kaugeie kõigisse taevakaartesse. Lõuna pool näed kõigepealt otse oma jalgade all toda eespool mainitud tasaselt lauget raies-maad, kaugemal sünget laant, selle taga jälle Sompio sood, ning seal taevarannal kerkib hämuselt sinerdav Teerimägi. Põhja pool alaneb aeglaselt Impivaara, ja ta lüngi kamaral, mida enne ka kiitispõlluks on tarvitatud, seisab noor ning tihe kaasik, mille rohuta teedel hüplevad tedred ja vilistavad nukralt põldpüüd. Idast paistab tasane nõmm oma männikuga, läänest kühmuline sammalkaljune maa, siin-seal sammaldunud harjal madal, kuid tüse ning tihe mänd. Mändide taga sätendab seal hele ja kalarikas Ilvesjärv, umbes tuhat sammu raies-maast eemal. Kuid vaevalt näed midagi muud, kui kaugele ka kaeksid. Salude tõmmu meri ähmatab su ümber igal pool. Näed siiski veel kirdes hämust sinerdust Viertola mõisast ja seal kaugel loodetaeva rannal kiriku halli torni. Säärane oli koht ja selle ümbrus, mille jukolased olid oma elupaigaks valinud. Vidtstrakt er det stubfyldte svedjeland, men dit øje ser næppe ud over dets rand; for mod øst, syd og vest hindrer skovene dit udsyn og mod nord et højt bjerg. Men hvis du går op på toppen af dette bjerg, der er bevokset med nogle spredte graner, så når dit blik fjernt ud, i alle retninger. Mod syd ser du først, lige under dine fødder, det omtalte, svagt-skrånende svedjeland, lidt længere borte den dystre skov; bag ved den igen Sompio-mosen; og dér i horisonten hæver sig det matblånende Teerimäki. Mod nord sænker bjerget sig omsider, og på dets skrånende flade, der tidligere også blev brugt som svedjeland, står en ung og tæt birkeskov, på hvis græsløse stier urfuglene hopper, og jærperne fløjter så sørgmodigt. Mod øst ses en jævn hedestrækning med fyrreskove; mod vest et knudret stykke land med mos-groede sten; og hist og her, på den mosgrønne ås, et lavt, men tæt og kraftigt fyrretræ. Bag fyrretræerne glimter den klare og fiskerige Ilvesjärvi, i en afstand på henved tusind skridt fra lysningen. Men andet ser du næppe, hvor langt du end skuer. Skovenes mørke hav blåner omkring dig I il alle sider. Du ser dog endnu det mat-blå skær af Viertola herregård i nordøst og langt borte, ved den nord-vestlige himmelrand, kirkens grå spir. Sådan var den egn og de omgivelser, som Jukola-brødrene havde valgt til deres boplads. 05049
Bottom
05052
Top
Ent süsionni lähedale olid vennaksed sel õhtul laagri üles löönud, päästnud aisadest väsinud Valge, kell kaelas, karjamaale, ja teinud kändudest ning teivastest rõõmsa tule murule. Seal küpsetas Simeoni silke, naereid ja loomaliha ühiseks õhtu-söömaks, teised askeldasid vankri ümber, lammutades koormat ning kandes asju ja riistu oma kohale. Aga kui see oli tehtud ja roog valmis, istusid nad õhtusele murule sööma; ning päike oli vajunud mäe taha. Men denne aften havde brødrene slået sig ned i nærheden af kulsvierhytten, havde løst den trætte Valko fra skaglerne og gennet den på græs med en klokke omkring halsen; og af stubbe og tørre grene havde de tændt et muntert bål på svedjen. Dér stegte Simeoni sild, roer og kød til det fælles aftensmåltid, og de andre baksede omkring vognen, ryddede læsset og bar mange slags redskaber og sager til deres bestemte pladser. Men da det var gjort, og maden var parat, satte de sig ned for at spise, på det aftenmørknende svedje-land; og solen var sunket ned bag bjerget. 05050
Bottom
05053
Top
SIMEONI: See on siis meie esimene söömaaeg siin uues kodus; ja toogu ta õnne ning jumala rahu kõigile meie teistelegi söömaaegadele siin. SIMEONI: Dette er således det første måltid i vort nye hjem, og måtte det bringe lykke og Guds fred også over vore andre måltider her. 05051
Bottom
05054
Top
JUHANI: õnn, priske õnn olgu siin meie ainus kaaslane igas töös ja toimetuses, kuhu ainult meie jõud küünib. JUHANI: Lykke, ja, lad en herlig lykke være vor eneste kammerat her, i alle de gøremål og arbejder, som vore fingre kan udrette. 05052
Bottom
05055
Top
AAPO: Ma tahaksin väljendada ühe tähtsa mõtte. AAPO: Jeg ville gerne fremsætte et vigtigt forslag. 05053
Bottom
05056
Top
JUHANI: No puhu ta siis oma südamesopist välja. JUHANI: Så lad det slippe ud fra din inderste hjertekrog. 05054
Bottom
05057
Top
AAPO: Ilma peata keha ei kõlba, ütlen mina. AAPO: En krop uden hoved, det duer ikke, siger jeg. 05055
Bottom
05058
Top
JUHANI: Vaid peksleb vastu seina nagu peata kana. JUHANI: Nej, den render imod væggen som en hovedlos lione. 05056
Bottom
05059
Top
TIMO: Kas või ka mitte ilma peata, kuid kui ta ainult pööraseks läheb, siis rabeleb vaat nii, sinna ja tänna, sinna ja tänna. Nii teevad ju Männiku-moori kanad tihti, ja siis ütleb eit, et nõianooled lendlevad õhus. TIMO: Den behøver ikke at være hovedløs; hvis den bare bliver skør i hovedet, så basker den sådan og sådan, hid og did og hid og did. Det gjorde Fyrreskovs-konens høns ofte, og så sagde den gamle, at der fløj troldpile i luften. 05057
Bottom
05060
Top
JUHANI: Kuid pajata oma suu puhtaks, veli AAPO: JUHANI: Ud med det, tøm din mund, Aapo. 05058
Bottom
05061
Top
AAPO: Sihuke on mõte minu peas: kui tahame siin midagi ja korralikult korda saata, siis olgu ikka üks meist esimeheks, nõupidamiste juhatajaks, vaidlusasjade otsustajaks. Lühidalt, üks peab olema, kelle hääl käib korra asjus ü!e kõige. AAPO: Jeg har denne tanke i min hjerne: hvis vi skal udrette noget her og gøre det rigtigt, så bør en af os altid være første mand, lede vore diskussioner og ordne vore stridigheder. Kort sagt: der bør være en, hvis stemme er afgørende, for ordenens skyld. 05059
Bottom
05062
Top
JUHANI: Mina olen siin kõige vanem. JUHANI: Jeg er den ældste her. 05060
Bottom
05063
Top
AAPO: Sina oled Jukola vennaste hulgas esimene ja sinul olgu ka see õigus. AAPO: Du er den første i Jukolas flok, og du har således også den førstes ret. 05061
Bottom
05064
Top
JUHANI: Olen esimene mees rivis, ja ma tahan teilt ka sõnakuulmist nõuda. Kui aga teie ainult kuulaksite. JUHANI: Jeg er den første mand i rækken, og jeg forstår at kræve lydighed afjer. Men vil I også adlyde? 05062
Bottom
05065
Top
AAPO: See on õigus ja kohus. Kuid üldistes küsimustes võetagu ometi igaühe sõna kuulda. AAPO: Det er ret og rimeligt. Men vi må alligevel altid lytte til det, enhver har at sige, i fælles anliggender. 05063
Bottom
05066
Top
JUHANI: Eriti sinu nõu järgi tahan ikka ja heameelega oma kõrva pöörata. Kuid mina olen esimene. JUHANI: Særlig dine råd vender jeg altid og gerne mit øre til. Men jeg er den første. 05064
Bottom
05067
Top
AAPO: Tõsi! Kuid mis karistus määratakse sellele, kes kangekaelsust, parandamatut vastupanu avaldab? AAPO: Rigtigt! Men hvilken straf skal vi fastsætte for den, der viser opsætsighed, og som uhjælpeligt gør modstand ? 05065
Bottom
05068
Top
JUHANI: Tolle pistan sinna mäekoopasse ja kannan virna kiimneleisikalisi kive kaitsevalliks koopa suhu; seal istuga ta päev või paar, ikka sedamööda, kuis asjad ning asjaolud nõuavad. Jaa-jaa, seal imegu ta käppa, mõeldes järele, mis ta rahule tarvis läheb. JUHANI: Ham stopper jeg ind i den dér klippehule og bærer en dynge sten på ti lispund derhen og sætter bom for hulens gab. Dér kan han så sidde en dag eller to, efter hvad sagen og omstændighederne kræver. Ja, ja, dér kan han sidde og suge på labben og tænke på det, der tjener til hans fred. 05066
Bottom
05069
Top
LAURI: Mina ei ole selle otsusega päri. LAURI: Jeg går ikke med til den bestemmelse. 05067
Bottom
05070
Top
TUOMAS: Ka mina mitte. TUOMAS: Jeg heller ikke. 05068
Bottom
05071
Top
TIMO: Kas olen ma triibuliste põskedega mäger, kelle eluasemeks on läpane kaljukoobas? Eemale sellega. TIMO: Er jeg en kind-stribet grævling, der bor i bjergets klamme hule ? Langt fra. 05069
Bottom
05072
Top
JUHANI: Te hakkate mässama. JUHANI: I begynder at gøre oprør? 05070
Bottom
05073
Top
TUOMAS: See karistusparakrahv ei lähe, ei lähe. TUOMAS: Denstraffeparagraf, den duer ikke, duer slet ikke. 05071
Bottom
05074
Top
TIMO: «Ei lähe läbi,» ütleb rahvasuu. Mina pole mäger ega mõtsik. TIMO: »Det rimer ikke«, siger ordsproget. Jeg er ikke nogen grævling og ikke noget vildsvin. 05072
Bottom
05075
Top
JUHANI: Seepärast pea end alati hästi ja korralikult üleval, et hoiduda mu viha kohutava karistuse eest. JUHANI: Opfør dig derfor akid ordentligt og anstændigt, så du undgår min vredes straffende skræk. 05073
Bottom
05076
Top
TIMO: Kuid mina pole mäger ega susi. Heh-hei! Ei ole ka karu ega mingi rott! Häbene pisut. «Hoia endale, ütles Jaakko Amandale.» Heh-heh! TIMO: Men jeg er hverken nogen grævling eller ulv. Hej, hej! Jeg er heller ikke nogen bjørn eller rotte! Skam dig lidt. »Skammen er hans«, sagde Jaakkola-Frans.« Haha! 05074
Bottom
05077
Top
AAPO: Kas mullegi sõnaõigust antakse? AAPO: Tillader man, at jeg siger et ord? 05075
Bottom
05078
Top
JUHANI: Heameelega. Mis tahad sa öelda? JUHANI: Gerne. Hvad vil du sige? 05076
Bottom
05079
Top
AAPO: Et minagi pole tolle karistusparakrahvi poolt, mida tahad meie jaoks tarvitusele võtta, vaid leian ta olevat ven-dade vahel liiga karmi, metsiku. AAPO: At jeg heller ikke billiger den straffeparagraf, som du vil anvende iblandt os; jeg mener, den er alt for streng og vilddyrsagtig mellem brødre. 05077
Bottom
05080
Top
JUHANI: Või ei ole poolt? Ei ole poolt? Või tõepoolest ci ole poolt? ütle siis targem parakrahv, kui mina kunagi ei mõista, mis on õige, mis võlts. JUHANI: Hvad, du billiger den ikke? Billiger den ikke? Billiger den virkelig ikke? Sig så en klogere paragraf, eftersom jeg aldrig nogensinde forstår, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. 05078
Bottom
05081
Top
AAPO: Seda ma ei öelnud. AAPO: Det har jeg ikke sagt. 05079
Bottom
05082
Top
JUHANI: Ütle siis see uus, see sünnis parakrahv, sina Jukola prohvet. JUHANI: Sig så den nye paragraf, som kan billiges, du Jukolas vismand. 05080
Bottom
05083
Top
AAPO: Olen kaugel prohveti aust. Kuid see... AAPO: Langtfra nogen vismand. Men dette . . . 05081
Bottom
05084
Top
JUHANI: Parakrahv, parakrahv! JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! 05082
Bottom
05085
Top
AAPO: See on ju... AAPO: Tämähän on... 05083
Bottom
05086
Top
JUHANI: Parakrahv, parakrahv! Ütle see tark para-liruhv! JUHANI: Paragraffen, paragraffen! Kom med den vise paragraf! 05084
Bottom
05087
Top
AAPO: Kas sa hull oled? Sa kisad, nagu istuksid tulistes pükstes. Mis sa karjud ja keerutad pead nagu öökull? AAPO: Er du forrykt? Du hyler jo, som sad du dér med ild i bukserne. Hvorfor skriger du og rokker med hovedet som en ugle? 05085
Bottom
05088
Top
JUHANI: Parakrahv! hüüan mina vägevalt. See tuliuus ja viina, tark parakrahv! Ütle see, ja ma kuulan hääletult kui särg lutuna krookumist. JUHANI: Paragraffen, hyler jeg heftigt. Den splinternye og gamle, vise paragraf! Sig den, og jeg lytter stumt til dig som skallen på frøens kvækken. 05086
Bottom
05089
Top
AAPO: Seesugune on minu arvamine asja kohta: See, kes nõuandmistest ja hoiatustest ei hooli, vaid ikka meelevallatust üles näitab, meie vahele riiuseemet kiilvates, see tõugatakse välja meie liidust, aetakse kaugele ära. AAPO: Således er min mening om sagen: den, der foragter råd og anvisninger; som altid gør fortræd og sår tvedragtens frø iblandt os, han skal udstødes af vort forbund og forvises, langt bort. 05087
Bottom
05090
Top
TUOMAS: See olgu seadus. TUOMAS: Lad det være bestemmelsen. 05088
Bottom
05091
Top
LAURI: Sellega olen päri. LAURI: Det går jeg med til. 05089
Bottom
05092
Top
TIMO: Mina niisama. TIMO: Jeg også. 05090
Bottom
05093
Top
SIMEONI: Sellega lepime kõik üheskoos. SIMEONI: Det går vi allcsammen med til, enstemmigt. 05091
Bottom
05094
Top
JUHANI: Hm! Olgu siis otsustatud. Ja pidage meeles: kellel siitpeale tuju tuleb tagant üles lüüa, sellel on hundipass pihus, vops tagumikus ning lasku jalga. — Misukese töö kallale asume homme, teie murjanid? Küll ma teid veel õpetan. JUHANI: Hm! Så er det afgjort. Og glem ikke: enhver, der herefter føler trang til at gøre knuder, han får løbepasset i hånden, et spark bag i og - benene på nakken! - Hvilket arbejde skal vi tage fat på i morgen, I morianer? Jeg skal nok lære jer! 05092
Bottom
05095
Top
AAPO: Pisut sapine; kuid see ei tarvitse veel segada meie rahulikku ja helget meeleolu sel õhtutunnil. AAPO: Han er åbenbart lidt gnaven, men det bør ikke spolere vort rolige og lyse sindelag, i denne aftenstund. 05093
Bottom
05096
Top
JUHANI: Mis tööle hakkame, kui päev koidab? JUHANI: Hvad skal vi begynde at slide med, når morgenen gryr? 05094
Bottom
05097
Top
AAPO: Muidugi on meil siin maja ehitamine esimeseks tööks. AAPO: Naturligvis bør vi først bygge vort hus. 05095
Bottom
05098
Top
JUHANI: Nii ongi. Homme vara lähevad neli meest, kirved pihus, maja raiuma, ja need neli meest on: mina ise, Tuo-mas, Simeoni ning AAPO: Teised tahuvad palke ja veeretavad meile üles. Ja kui maja ning väike aidakong on valmis, siis poisid kohe moona muretsema, jahi- ja kalastusteele. Pidage seda meeles! JUHANI: Det passer. Tidligt i morgen skal fire mand, med økseskaftet i næven, gå til hver sit hjørne, og disse fire mand skal være: mig selv, Tuomas, Simeoni og Aapo. De andre skal hugge stammerne til og rulle dem op til os. Og når huset og det lille fadebur er færdige, skal drengene straks begive sig af sted på jagt- og fisketure for at samle proviant. Husk det! 05096
Bottom
05099
Top
Nii lõpetasid nad viimaks õhtusööma ja läksid süsionni puhkusele. Tuli öö, pilvine, kuid vaikne lehekuu öö. Laanes huikas öökull käheda häälega, Ilvesjärvel parisesid pardid ja aeg-ajalt kuuldus kaugelt karu mõmin. Muidu valitses looduses rahu ja sügav vaikus. Kuid õrnatiivane Uncneitsi ei tahtnud vennakseid süsionnis tervitama tulla. Hääletult, kuid ühelt küljelt teisele pööreldes mõtisklesid nad selle maailma asjade ning meie elu muutlikkuse üle. Så afsluttede de endelig deres måltid og gik til ro i kulsvierhyttens læ. Natten kom, en skyet, men stille majnat. I ødemarken skreg uglen med sin hæse stemme, ænderne snadrede på Ilvesjårvi, og nu og da hørte man i det fjerne bjørnens skarpe fløjten. Ellers herskede der fred og dyb stilhed i naturen. Men søvnens fint-vingede gud følte ikke trang til at hilse på brødrene i deres græstørvshytte. De vendte sig tavse fra side til side og tænkte på verdens gang og livets ustadighed. 05097
Bottom
05100
Top
AAPO: Ma arvan, kellegi silmad pole veel kinni. AAPO: Efter hvad jeg formoder, har intet øje endnu lukket sig. 05098
Bottom
05101
Top
JUHANI: Timo magab juba magusasti, kuid meie teised väänieme ja käänleme nagu vorstid keevas katlas. Miks oleme nii virged? JUHANI: Timo sover allerede sødt, men vi andre, vi vrider og vender os som pølser i en kogende kedel. Hvorfor er vi så kvikke? 05099
Bottom
05102
Top
AAPO: Meie elutee on teinud täna järsu käänaku. AAPO: Vort liv har i dag taget en brat vending. 05100
Bottom
05103
Top
JUHANI: Sellest ongi mu meel nii rahutu, väga rahutu. JUHANI: Og derfor er mit sind uroligt, meget uroligt. 05101
Bottom
05104
Top
SIMEONI: Sünge on mu südame seisukord. Kes olen mina? Ärakadunud poeg. SIMEONI: Mit hjerte er dystert. Hvad er jeg ? En fortabt søn. 05102
Bottom
05105
Top
JUHANI: Hm! Laande eksinud lammas. JUHANI: Hm! Et får, der har forvildet sig i ørkenen. 05103
Bottom
05106
Top
SIMEONI: Nii jätsime maha naabrid ja kristlikud ligimesed. SIMEONI: Således forlod vi vore naboer og kristne medmennesker. 05104
Bottom
05107
Top
TUOMAS: Siin oleme ja siia jääme, niikaua kui metsas värsket liha leidub. TUOMAS: Her er vi, og her bliver vi, så længe der er frisk kød i skoven. 05105
Bottom
05108
Top
AAPO: Kõik läheb hästi, kui ainult mõistliku meelega peale hakkame. AAPO: Alt vil lykkes godt, hvis vi bestandig griber sagerne an med fornuftig omtanke. 05106
Bottom
05109
Top
SIMEONI: Öökull huikab seal laanes ja tema hüüd ei ennusta kunagi head. Ennustab tulekahjusid, veristid võitlusi ja mõrtsukatöid, nagu ütlevad vanad inimesed. SIMEONI: Uglen hyler derude i skoven, og dens skrig spår aldrig noget godt. Det varsler om ildebrande, blodige slagsmål og mord, efter hvad gamle folk siger. 05107
Bottom
05110
Top
TUOMAS: Metsas hüüdmine on tema amet ja ilma mingi tähenduseta. TUOMAS: Det er dens bestilling at hyle i skoven, og det betyder ikke noget. 05108
Bottom
05111
Top
EERO: Siin on küla, Impivaara mättaist katusega maja. EERO: Det her er en landsby, Impivaara gård, med tørv på taget. 05109
Bottom
05112
Top
SIMEONI: Kuid nüüd on ennustaja kohta muutnud, hüüab seal mäeharjal. Seal, nagu pajatab muinasjutt, palus «kahvatu neitsi» ennemuiste oma pattusid andeks, palus kõik ööd läbi nii talvel kui suvel. SIMEONI: Men nu har spåmanden skiftet plads, nu hyler den deroppe på bjergets top. Og dér bad før i tiden, efter hvad sagnet fortæller, »den blege jomfru« om sine synders forladelse, bad hver eneste nat, både vinter og sommer. 05110
Bottom
05113
Top
JUHANI: Tema järgi on ka see mägi Impivaaia—Neitsi-mäe nime saanud. Kuulsin kord lapsena toda muinasjuttu, kuid nüüd on ta juba suurelt jaolt mu meelest kadunud. Veli Aapo, jutusta meile seda siin igava öö viiteks. JUANI: Det var efter hende, dette bjerg fik navnet Impivaara, Jomfrubjerget. Jeg hørte engang det dér sagn som barn, men det meste af det er allerede gledet ud af min hukommelse. Broder Aapo, fortæl os det her, det vil forkorte den kedelige nat. 05111
Bottom
05114
Top
AAPO: Timo norskab nagu mees; kuid magagu ta rahus; tahan teile vesta selle muinasjutu. AAPO: Timo snorker som en mand; men lad ham hvile i fred; jeg vil gerne fortælle jer sagnet. 05112
Bottom
05115
Top
Järgmise muinasjutu kahvatust neitsist vestis niüd Aapo vendadele. Aapo fortalte nu sine brødre følgende sagn om den hvide jomfru: 05113
Bottom
05116
Top
Elas muiste selle mäe koopas hirmus vanapagan, inimeste hukatus ning surm. Kaks oli tal eluhimu ja kirge: vaadelda ja hoida oma varandusi sügavais koopaurkais ning juua inimverd, mille järele ta kangesti janunes. Kuid ainult üheksa sammu kaugusele mäest ulatus ta võim vägivallategudeks, ja sellepärast pidi ta oma teekondadel kavalust tarvitama. Ta võis muuta oma välimust, nagu tahtis; ja teda nähti ümbruses rändavat kord kauni noormehena, kord õrna neitsina, ikka sedamööda, kas ta mehe või naise verd janunes. Mõnegi võitis ta pilgu põrgulik magusus, mõnigi pidi jätma oma elu vanapagana kohutavais koopais. Nõnda avatles see koletis õnnetud ohvrid enda juurde. I dette bjergs huler boede i gamle dage en frygtelig trold, menneskenes skræk og død. To lyster og lidenskaber havde han her i livet: at se og gramse på sine skatte i grotternes dybeste skjul og at drikke menneskeblod, som han tørstede voldsomt efter. Men kun i ni skridts afstand fra bjerget havde han styrke til at udføre voldshandlinger, og derfor måtte han bruge list på sine togter. Han kunne forvandle sin krop til, hvad han ville; og man så ham vandre rundt på egnen, snart som en smuk yngling og snart som en dejlig jomfru; det kom an på, om han tørstede efter kvinde- eller mandsblod. Mange blev besejrede ved synet af hans sataniske skønhed, og mange måtte lade deres liv i troldens frygtelige huler. Således lokkede dette uhyre de ulykkelige ofre til sig. 05114
Bottom
05117
Top
Oli pehme suveöö. Rohelisel murul istus nooruk, kaisutades armsamat, noort neitsit, kes puhkas kui õhkuv roos tema rinnal. See oli nende lahkumiskaisutus, sest noormees pidi ära rei-xima ja mõneks ajaks oma südamesõbrast lahkuma. — «Mu armsam,» nii kõneles nooruk, «nüüd lahkun ma sinu juurest, kuid vaevalt saab sada päikest tõusta ja laskuda, kui sind jälle kohtan.» — Lausus neitsi: «Ei heida päike loojudes nii armast lahkumispilku maailmale nagu mina oma armsamale, kui ta läheb, ega sära taevapuna päikesetõusul nii kaunilt, nagu säde* levad minu silmad, kui jälle sulle vastu ruttan. Ja mis heleda päeva pikkusse mu hingest mahub, see on mõte sinule, ning unede ähmjas maailmas kõnnin ma sinuga.» — Nõnda neitsi; kuid jälle lausus nooruk: «Kaunilt sa kõnelesid, kuid miks aimab mu hing paha? Mu armsam, tõotame nüüd teineteisele igavest truudust siin taeva palge all.» Ja nad vandusid püha vande, vandusid jumala ning taeva ees, ja hinge kinni pidades kuulasid nende sõnu metsad ning mäed. Kuid hommiku koidiku] kaisutasid nad lõpuks viimast korda ja lahkusid teineteisest. Eemale tõttas nooruk, kuid kaua kõndis neitsi üksinda metsa hämaruses, mõeldes oma kauni kallima peale. Det var en mild sommernat. På grønsværet sad en yngling og omfavnede sin elskede, en ung jomfru, der hvilede ved hans bryst som en blussende rose. Det var deres afskedsomfavnelse, thi den unge mand måtte rejse bort og skilles fra sin hjertensven for en tid. »Min kære jomfru«, således sagde ynglingen, »jeg drager bort fra dig, men næppe hundrede sole vil stå op og gå ned, før jeg træffer dig igen«. - Pigen svarede: »Den synkende sol skænker ikke sin verden så kærligt et afskedsblik, som jeg skænker min elskede, når han drager bort; og når den står op, stråler himlens ild ikke så herligt, som mine øjne stråler, når jeg atter iler dig i møde. Og alt det, den klare dag rummer af min sjæl, det er tanken på dig, og i mine drømmes dunkle verden vandrer jeg sammen med dig«. - Således var pigens ord, og ynglingen svarede: »Du talte vidunderligt, men hvorfor aner min sjæl uråd ? Min kære jomfru, lad os sværge hinanden evig troskab her under himlens åsyn«. Og de svor en hellig ed, svor den over for Gud og himlen, og skovene og bjergene lyttede åndeløst til deres ord. Men omsider, da morgenen gryede, favnede de hinanden for sidste gang og skiltes. Ynglingen ilede bort, men jomfruen vandrede længe alene omkring i skovens mørke og tænkte på sin smukke ven. 05115
Bottom
05118
Top
Kui ta nii kõnnib tiheda männiku põues, mis imeline nägemus astub talle vastu? Ta näeb noormeest, ülevat kui vürsti ja imekaunist kui see kuldne hommik. Justkui tuleleek välgub ja särab ta kübaral suletutt. Ta õlgadel ripub mantel, sinine kui taevas ja nagu taevas kirju säravaist tähtedest. Ta kuub on valge kui lumi, ja puusadel on tal purpurpunane vöö. Ta vaatab neitsile otsa ja ta pilgust voolab leegitsev armastus, ning õndsalikult kostab ka hääl, kui ta neitsile räägib: «Ära karda mind, õrn neitsi, olen su sõber ja toon sulle ääretut õnne, kui ainult kord võin sind kaisutada. Olen vägev mees, mul on aardeid ja kalliskive ilma aru ning otsata ning ma võiksin osta kas või kogu maailma. Tule minu armsamaks, ma tahan su viia toredasse lossi ning panna istuma enda kõrvale säravale troonile.» Nii kõneles ta võluval häälel ja üilatatult seisis neitsi. Ta mõtles äsja vannutud vandele ja kaldus eemale, kuid kaldus siis jälle mehe poole, ning kummaline segadus täitis ta meelt. Mehe poole pöördus ta, varjates nägu kätega nagu särava päikese eest; pöördus jällegi ära, kuid vaatas veel kord imeliku viirastuse näkku. Võimas iha sädeles talle sealt vastu, ja äkki vajus neitsi kauni vürsti rinnale. Kuid eemale ruttas vürst oma saagiga, kes nagu palaviku-uimas puhkas ta käsivartel. Üle järskude mägede, Iübi sügavate orgude rändasid nad järelejätmata, ja ikka pimedamaks muutus mets nende ümber. Rahutult tuksus neitsi süda ja ahastushigi voolas ta otsaesiselt; sest viimaks märkas ta nagu midagi metsikut, kohutavat viirastuse silmade lummutavas leegis. Ta vaatas ümber, ja väledalt vilkusid mööda niinged kuused, kui ta kandja ägedasti jooksis; ta vaatas nöörini-liele palgesse, ning kohutavad värinad jooksid läbi ta keha, kuid imelik iha valitses ometi südames. Da hun går således i dybet af den tætte granskov, hvad er det da for en vidunderlig skabning, der kommer imod hende ? Hun ser en ung mand, ædel som en fyrste og skon som denne gyldne morgenstund. Som en flamme skinner og stråler fjerbusken i hans hat. På hans skuldre hænger en kappe, blå som himlen og spraglet som himlen af skinnende stjerner. Hans livtrøje er hvid som sne, og om midjen har han et purpurrødt bælte. Han ser på jomfruen, og fra hans blik udstrømmer en flammende kærlighed, og himmelsk lyder hans stemme, da han siger til hende: »Frygt mig ikke, yndige mø, jeg er din ven og vil skænke dig en uendelig lykke, hvis jeg blot må favne dig én gang. Jeg er en mægtig mand, jeg har skatte og kostbare sten i umådelige mængder, og hvis jeg ville, kunne jeg købe hele denne verden. Bliv min elskede, jeg vil føre dig til et prægtigt slot og sætte dig ved min side på en strålende trone«. Således sagde han med besnærende stemme, og pigen stod dér, helt forbavset. Hun tænkte på den ed, hun lige havde svoret og vendte sig bort, men så vendte hun sig atter om imod manden, og en mærkelig forvirring greb hendes sind. Hun vendte sig, mens hun dækkede sit ansigt med hånden som for den blændende sol; hun vendte sig atter bort, men stirrede endnu en gang på den vidunderlige skikkelse. En stærk beundring strålede hende imøde, og pludselig sank pigen i favnen på den smukke fyrste. Men fyrsten ilede bort med sit bytte, der hvilede, ligesom i febervildelse, i hans favn. Over stejle bakker, gennem dybe dale gik de uafladeligt, og skoven blev stadig mørkere omkring dem. Jomfruens hjerte bankede uroligt, og angstens sved strømmede ned over hendes pande, thi omsider mærkede hun ligesom noget vild-dyragtigt, frygteligt i den forheksende glød, der var i skabningens øjne. Hun så sig omkring, og de mørke graner suste hastigt forbi, mens den, der bar hende, løb af sted i strygende fart; hun så op på ynglingens ansigt, og en rædselsslagen gysen ilede gennem hendes legeme, men hendes hjerte var dog opfyldt af en mærkelig henrykkelse. 05116
Bottom
05119
Top
ühtesoodu rändasid nad läbi metsade edasi ja lõpuks hakkas paistma kõrge mägi ning selle pimedad koopad. Ja nüüd, kui nad olid ainult mõne sammu kaugusel mäest, sündis midagi hirmsat. Mees kuninglikus kuues muutus äkki koledaks vana-Paganaks: sarved tungisid välja ta peast, ta kuklas kahisesid anged harjased ja õnnetu tüdruk tundis valusalt oma põuel la teravaid küüsi. Ja siis kisendas õnnetu neitsi, rabeles ning viskles ahastuses, kuid asjata. Vastiku möirgamisega lohistas vanapagan ta oma sügavamasse koopasse ja imes temast vere viimse pisarani. Kuid sündis ime: ei lahkunudki hing neitsi liikmeist, vaid ta jäi elama veretuna, lumivalgena, haleda surmavarjuna Toonela maalt. Imestades nägi seda vanapagan, tarvitas ohvri kallal oma küüsi ja hambaid kõigest väest, kuid ei suutnud teda surmata. Viimaks otsustas ta hoida teda igavesti enese juures sügaviku öös. Kuid mis tööd võis ta teha, mil ist kasu tuua vanapaganale? See pani neitsi oma aardeid ja kalliskive puhastama, neid järelejätmata tema ette laduma; sest iial ei väsinud ta neid vaimustusega vaatamast. De drog stadig videre gennem skovene, og til sidst så man et højt bjerg og dets mørke huler. Og nu, da de kun befandt sig i nogle få skridts afstand fra bjerget, skete der noget skrækkeligt. Manden i den kongelige klædedragt forvandlede sig pludselig til en forfærdelig trold: hornene brød ud af hans hoved; i hans nakke knitrede stive børster, og den stakkels pige følte nu, hvordan hans skarpe klør borede sig smerteligt ind i hendes bryst. Og så skreg den ulykkelige jomfru; fægtede og kæmpede i sin angst, men forgæves. Med et stygt brøl slæbte trolden hende ind i sin dybeste hule og sugede blodet af hende, lige til sidste dråbe. Men nu skete der et mirakel: livet forlod ikke jomfruens lemmer; hun blev ved med at leve, blodløs, snehvid; som en bedrøvet skygge fra dødens land. Trolden mærkede dette til sin forbavselse og brugte af alle kræfter sine klør og tænder mod sit offer, men han kunne alligevel ikke få hende til at dø. Til sidst besluttede han at beholde hende hos sig for bestandig, i sin hules nat. Men hvilket arbejde kunne hun udføre; hvilken gavn kunne trolden have af hende? Han bestemte, at jomfruen skulle pudse hans skatte og kostbare sten og bestandig stable dem op foran ham, eftersom han aldrig blev træt af at se på dem med begejstring. 05117
Bottom
05120
Top
Nõnda elab kahvatu, veretu neitsi aastate kaupa vangina mäe põues. Kuid öösiti nähakse teda ometi hääletu palvetajana mäeharjal seisvat. Kes andis talle selle vabaduse? Kas taeva jõud? — Kuid kõik ööd, tormis, vihmavalingus ja paukuvas pakases seisab ta mäetipul, paludes oma pattusid andeks. Veretuna, lumivalgena ja kui kuju — nii liikumatult, häälelult seisab ta, käed risti rinnal ning pea alla langenud. Ei julge ta õnnetu kordki pead taeva poole tõsta, vaid kirikutorni poole kaugel metsade rannal on pööratud ta silmad järelejätmata. Sest vähemalt salajane hääl sosistab ta kõrva ikka lootust; olgugi kauge sädemena, nagu tuhandete penikoormate tagant, tuikab talle see lootus. Nii veedab ta ööd mäel ega kuuldu iial ta huulilt kaebust; ei tõuse ega vaju ohkest ta palvetav põu. Nii kulub sünge öö, kuid hommiku koites lohistab armu-heitmata vanapagan ta jälle oma koopasse. Så lever, i årevis, den blege, blodløse jomfru indespærret i bjergets skød. Men om natten ser man hende dog stå, lydløst bedende, på bjergets top. Hvem gav hende denne frihed ? Var det himlens magt? - Men hver eneste nat, i storm, regn og bidende frost står hun på bjergets isse og beder om tilgivelse for sine synder. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet imod brysterne. Det arme væsen vover ikke en eneste gang at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er bestandig rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Thi stadig hvisker en hemmelig stemme om håbet i hendes øren, skønt håbet glimter imod hende som en fjern glød, i tusind miles afstand. Sådan tilbringer hun sin nat på bjerget, og man hører aldrig nogensinde en klage fra hendes læber, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. Således går den dystre nat, men ved morgengry trækker den ubarmhjertige trold hende atter ind i sine huler. 05118
Bottom
05121
Top
Vaevalt oli sada päikest jõudnud maad valgustada, kui juba nooruk, neitsi armsam, teekonnalt rõõmsana tagasi tuli. Kuid kaunis neitsi ei ruttagi talle vastu tere tulemast ütlema. Ta päris, kus viibib ta kaunike, kuid ei saanud kelleltki teadust. Kõikjalt otsis ta teda, väsimata, ööd ja päevad, kuid ikka asjata; jäljetult nagu hommikukaste oli neitsi kadunud. Lõpuks jättis noormees kõik lootuse, unustas viimse elurõõmu ja liikus siin maailmas veel mõne aja tumma varjuna. Ja viimaks ükskord, kui sätendav päev oli tõusnud, pimestas surmaöö ta silmade valguse. Næppe havde hundrede sole oplyst jorden, før ynglingen, pigens elskede, munter til sinds vendte hjem fra sin rejse. Men hans dejlige jomfru ilede ham ikke i møde for at byde ham velkommen. Han spurgte, hvor den skønne var, men ingen kunne give ham besked. Han ledte efter hende over alt, nat og dag, utrætteligt, men stadig forgæves; jomfruen var sporløst forsvundet som morgenduggen. Til sidst opgav han alt håb, glemte al livets glæde og vandrede omkring endnu nogen tid, her på jorden, som en stum skygge. Og endelig, da en strålende morgen gryede, formørkede dødens nat hans øjnes lys. 05119
Bottom
05122
Top
Kuid kohutavalt pikki aastaid veedab kahvatu neitsi: päevad läbi puhastab ta vanapagana koopais järelejätmata aardeid ja laob neid oma julma piinaja silmade ette; aga ööd veedab ta mäeharjal. Veretuna, lumivalgena ja justkui kuju, nii liikumatult, hääletult seisab ta, käed risti rinnal ning pea alla langenud. Ei julge ta tõsta pead taeva poole, vaid kirikutorni poole kaugel metsade rannal on ta silmad järelejätmata pööratud. Ei ta kaeba; ei tõuse ega vaju ohetest ta palvetav põu. Men den blege jomfru tilbringer nogle frygtelig lange år: om dagen i troldens hule, hvor hun ustandselig pudser skattene og stabler dem op for øjnene af sin grusomme plageånd; men nætterne tilbringer hun på bjergets top. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet mod brysterne. Hun vover ikke at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er uophørligt rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Hun klager ikke, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. 05120
Bottom
05123
Top
On valge suveöö. Mäel seisab jälle neitsi, mõtleb aja peale, mis ta piinalises vangipõlves veetnud; ja sada aastat on kulunud sest päevast, kui ta oma südamesõbrast lahkus. Ta kohkub, ta mõtted tumenevad ja külmi higihelmeid veereb ta otsaesiselt mäe sammalkamarale, kui ta kujutleb kulunud aastakümnete pikkust. Siis usaldas ta esimest korda üles kõrgusse vaadata, ja silmapilgu pärast nägi ta imelist valgust, mis kaugeist avarustest lendtähena näis talle lähenevat. Kuid mida lähemale see valgus talle jõudis, seda enam muutis ta oma kuju. Ega olnudki see mingi lendav täht, vaid seletatud näoga nooruk, käes välkuv mõõk. Paistis ta näost võluv tuttavlikkus ja ägedalt hakkas tuksuma neitsi süda, sest nüüd tundis ta ära oma endise peigmehe. Kuid miks ta lähenes, mõõk käes? See pani neitsi imestama ja ta lausus nõrga häälega: «Kas see mõõk minu vaevad viimaks lõpetab? Siin on minu rind, noor kangelane, löö siia oma heleda terasega, ja kui võid, kingi mulle surm, mida juba nii kaua, nii kaua olen igatsenud.» Nõnda kõneles ta mäel; kuid ei toonud nooruk talle surma, vaid elu magusat hingust, mis juba lõhnava hommikutuulena hõljus kahvatu neitsi ümber. Armurikka pilguga vaatav noormees võttis ta sülle, suudles teda, ja kohe tundis veretu neitsi õrna verevoolu magusat koske jooksvat oma soontes, ta põsk õhetas kui koidupilv ning rõõmust sätendas hele otsaesine. Ja ta heitis oma kähara pea üle peiu käsivarre, vaatas üles heledasse taevalaotusse, õhates põuest välja aastakümnete valud; ning nooruki sõrmed ekslesid ta käharjuustes, mis kaunilt õõtsusid vaikses tuules. Kaunis oli vabanemishetk ja pääsemis-päeva hommik. Linnud sädistasid kuuskedes seal mäeveerul ja kirdest kerkis päikese tuline viir. Oli see hommik selle hommiku sarnane, kui sõbrad kord haljal murul lahkusid pikaks ajaks. Det er en lys sommernat. Jomfruen står atter på bjerget og tænker på den tid, hun har tilbragt i sit smertelige fangenskab; og hundrede år er svundet siden den dag, da hun skiltes fra sin hjertens-ven. Hun forfærdes, det svimler for hendes tanker, og kolde svedperler drypper fra hendes pande og ned på bjergets mosklædte flade, når hun tænker på de svundne årtiers længde. Nu turde hun for første gang se op mod himlen, og efter en stunds forløb lagde hun ma'rke til et forunderligt lys, der syntes at nærme sig hende som en flyvende stjerne fra fjerne verdensrum. Men jo mere dette lys nærmede sig hende, desto mere skiftede det form. Og det viste sig, at det ikke var nogen flyvende stjerne, men den forklarede yngling, med et funklende sværd i hånden. Og hans ansigt forekom hende så vidunderlig velkendt, og jomfruens hjerte begyndte at banke heftigt, for nu genkendte hun sin fordums brudgom. Men hvorfor nærmede han sig med sværdet i hånden ? Det gjorde jomfruen betænkelig, og hun sagde med svag stemme: »Er det dette sværd, der omsider gør en ende på min smerte ? Her er min barm, unge helt, gennembor den med dit blinkende stål, og hvis du kan, så skænk mig døden, som jeg længe, længe har længtes efter.« Sådan sagde hun, dér på bjerget; ynglingen bragte hende dog ikke døden, men livets vidunderlige pust, der allerede som en duftende morgenstund svøbte sig smilende omkring den blege jomfru. Den unge mand tog hende i sin favn, med et kærligt blik, kyssede hende, og straks følte den blodløse jomfru en fin blodstrøm flyde gennem sine årer som et herligt vandfald, hendes kinder glødede som morgenrødens sky, og den lyse pande strålede af glæde. Og hun lagde sit lokkede hoved på sin brudgoms arm, stirrede op mod den klare himmel og lettede, med et suk, sit bryst for årtiernes kval ; og ynglingens fingre forvildede sig i hendes lokker, der flagrede så skønt i den stille blæst. Vidunderlig var redningens stund og befrielses-dagens morgen. Fuglene kvidrede i granerne på det stejle bjergs sider, og i nordøst steg solens strålende skive. Denne morgen var som hin morgen, da vennerne engang tog afsked med hinanden for lang tid i grønsværet. 05121
Bottom
05125
Top
Kuid nüüd roomas õel vanapagan üles mäele, vihaharjased püsti, et neitsit jälle oma urgastesse lohistada. Vaevalt oli ta aga oma küüned neitsi poole sirutanud, kui nooruki mõõk, nobe nagu välk, ta rinna läbistas; ja mäele purskus tema must veri. Pööras neitsi näo kõrvale sellest pildist, surus otsaesise vastu sõbra rinda, kui vanapagan hirmsalt röögatades hinge heitis ning mäerinnakult alla langes. Nii pääses maailm kohutavast koletisest. Kuid hõbedase pilve heledas hõlmas lehvisid noormees ja neitsi üles kõrguse maile. Peigmehe põlvil lamas mõrsja ja naeratas õnnelikult, surudes otsmiku vastu ta rinda. Läbi avaruste nad lennutasid ja kaugele alla sügavale jäid neist metsad, mäed ning orgude looklevad harud. Ja lõpuks kadus kõik nende silmist otsekui sinisesse suitsu. Men nu begyndte den arrige trold, med vredens børster strittende i vejret, at klatre op på bjerget for at slæbe jomfruen tilbage til sin hule. Men næppe havde han rakt sine kløer ud mod jomfruen, før ynglingens sværd, hastigt som lynet, gennemborede hans bryst; og hans sorte blod sprøjtede ud på bjerget. Jomfruen vendte sit ansigt bort fra dette syn og trykkede panden mod sin vens bryst, da trolden, med et stygt hyl, opgav ånden og rullede ned ad bjergets sider. Således blev verden befriet for det græsselige uhyre. Men ynglingen og jomfruen svævede i en sølvskys skinnende skød op mod de himmelske egne. Bruden hvilede på sin brudgoms knæ; trykkede sin pande mod hans barm og smilede lykkeligt. De ilede gennem himmelrummet, og under dem, i et fjernt dyb, lå skovene, bjergene og dalene med deres bugtende forgreninger. Og til sidst forsvandt alt for deres øjne som i en blånende røg. 05122
Bottom
05126
Top
See oli muinasjutt kahvatust neitsist, mille jutustas Aapo sel unetul ööl oma vendadele turbakatusega onnis Impivaara raies-maal. Sådan var sagnet om den blege jomfru, som Aapo fortalte sine brødre, i græstørvs-hytten, den søvnløse nat på Impi-vaar a-lysningen. 05123
Bottom
05127
Top
JUHANI: Kuid ärkas ometi Timo just muinasjutu lõpuks. JUHANI: Men nu vågner Timo, netop som vor historie er forbi. 05124
Bottom
05128
Top
TIMO: Miks ei maga te rahus, poisid? TIMO: Hvorfor sover I ikke fredeligt, drenge ? 05125
Bottom
05129
Top
JUHANI: Siin vestetakse vahvalt muinasjutte. — Nii, see oli lugu muistsest neitsist ja vanapaganast. JUHANI: Her fortælles historier, så det forslår. - Ja, sådan lød sagnet om pigen og trolden. 05126
Bottom
05130
Top
SIMEONI: Kuid kõneldakse, et too kole vanapagan veelgi elab. Metsamehed on teda näinud; ja tal ongi ainult üks silm, mis ööpimeduses välgub nagu hõõguv süsi. SIMEONI: Men det siges, at den frygtelige trold lever endnu. Jægere har set ham; og han har kun et eneste øje, der lyser i nattens mørke som et stykke gloende kul. 05127
Bottom
05131
Top
JUHANI: Mis juhtuski mõne aasta eest Kuokkala vanataa-diga, kes puhkab nüüd juba issanda rahus. Uhel kevadel, kui ta oli meisisejahil ja ootas siin raiesmaal tule ääres kesköö kulumist, nägi ta seal mäe all sedasama hiilgavat läiget ja kuulis häält, mis järelejätmata küsis: «A’ ku’ ma virutan, a’ ku’ ma virutan?» Nii küsis ta mitu tuhat korda, nõnda et vanamees, kes oli küll tollest vanast juurest ja kelle süda ei jahmatanud just vähesest, viimaks vihastas ning kurja häälega vastu käratas: «No viruta siis, pagan võtaks!» JUHANI: Hvad oplevede ikke for nogle år siden den gamle Kuokkala-mand, der nu hviler i Herrens varetægt ? Et forår, da han overværede tjurens spil og sad ved sit lejr-bål, her på lysningen, og ventede på, at midnatstimen skulle slå, så han netop den samme glød dér ved bjergets fod og hørte en stemme, der ustandselig spurgte: »Ska’ jeg smide, ska’ jeg smide?« Sådan spurgte stemmen mange tusind gange, så den gamle, der var af den gamle stamme, og hvis hjerte ikke netop bankede i utide, til sidst blev gal i hovedet og svarede igen med rasende stemme: »Så smid da, for fanden!« 05128
Bottom
05132
Top
TIMO: Vaata, siis polnud rohkem tarviski. TIMO: Men se, mere skulle der ikke til. 05129
Bottom
05133
Top
JUHANI: Nii, pajata sina, Timo, kuidas siis läks. JUHANI: Ja, Timo, fortæl, hvordan det så gik. 05130
Bottom
05134
Top
TIMO: Vaat tuli siis silmapilgu pärast vanataadi tule peale irvilõugadega luukere, tuli nii et ragises, tuli nagu kümne mehe pihust ja kustutas tule viimse kübemeni. Kuid taat haaras nüüd püssi pihku ja tegi sääred mäe lähedalt, olgugi et oli, nagu Juhani ütles, sellest vanast juurest ja ta süda just vähesest asjast ei puperdanud. TIMO: Se, lidt efter kom et grinende skelet farende ind i den gamles lejrbål, så det bragede; det kom farende som ud af ti mands næver og slukkede ilden til sidste gnist. Men nu snappede den gamle geværet i hånden og listede nok så nydeligt bort, indtil hele bjerget var ude af sigte, selv om han, som Juhani sagde, var af den gamle stamme, og hans hjerte ikke netop bankede i utide. 05131
Bottom
05135
Top
SIMEONI: Nõnda oleme siis siia vanapaganate ja kurivaimude linna kolinud. SIMEONI: Vi er altså flyttet til troldenes og djævlenes by. 05132
Bottom
05136
Top
AAPO: Siia me kolisime ja elame siin ilma kartuseta. Vanapagan, kui tal olekski veel hing sees, on juba väga võimetu; seda just näitas tema teguviis Kuokkala vanamehe vastu. Viha-tujus võis ta ainult tule kustutada, sedagi ainult mehe enda loaga. Tema võimu on igaveseks murdnud püha noormehe mõõk. AAPO: Vi er flyttet hertil, og her bor vi uden frygt. Hvis trolden endnu skulle være i live, er han meget magtesløs; det viste jo netop hans opførsel over for Kuokkala-manden. I sit raseri kunne han kun slukke ilden, og det endda blot med mandens egen tilladelse. Hans magt blev brudt for evigt af den hellige ynglings sværd. 05133
Bottom
05137
Top
JUHANI: Kuid tüdrukut urgaste pimeduses pean ma haletsema, tüdrukut tolle neetud harjaskaelaga. JUHANI: Men pigen i jordens mørke indre, hende har jeg nu medlidenhed med; pigen, der var hos den forbandede børstenakke. 05134
Bottom
05138
Top
SIMEONI: Miks ei pannud ta kiusatusele vastu. SIMEONI: Hvorfor modstod hun ikke fristelsen ? 05135
Bottom
05139
Top
JUHANI: Oi, poju, ära ütle nii! Kuidas läheks sinuga, kui näiteks kuskil õitsvas õnnelaanes astuks sulle vastu kuningatütar, kaunis kui roos ja lilleke, kcpsutaks su juurde siidis, salides ja pumati lõhnas, õhkuvais kuldebelites nagu paabulind, ja kui sihuke ebel astuks sulle vastu ja tahaks sind kaelustada ning suudelda, kuidas käiks siis su vaese südame käsi? Ma küsin, Simeoni? JUHANI: Ak, knægt, sig ikke sådan! Hvorledes ville det gå, hvis for eksempel, i en blomstrende fredens dal, en kongedatter, skøn som en rose og en blomst, kom dig i møde; trippede dig i møde, i silke, sjaler og pomadeduft, i et glitrende guldskrud som en påfugl; hvis en sådan skat kom hen til dig og ville omfavne dig og kysse dig, hvordan ville det så gå med dit elendige hjerte? Jeg spørger bare, Simeoni. 05136
Bottom
05140
Top
SIMEONI: Ma paluksin usult abi. SIMEONI: Jeg ville bede om styrke i troen. 05137
Bottom
05141
Top
JUHANI: Hm. JUHANI: Hm. 05138
Bottom
05142
Top
TIMO: Ma ei laseks teda ennast kaelustama ja veel vähem suud plaksutama. Hoia minust eemale, ütleksin mina, hoia ennast aupaklikus kauguses, põrguline, muidu võtan sealt puhmast tüpaku ja vuhin su läbi, nii et su selg homme särab kirjumalt kui lepatriinu tiib. Nii teeksin ma ilma armuta. Küllap sellest aitaks. TIMO: Jeg ville ikke lade hende omfavne mig og endnu mindre give mig et smækkys. Hold dig væk fra mig, ville jeg sige, hold dig langt væk fra mig, din filur, ellers tager jeg en kæp i krattet dér og slår løs på dig, så din ryg i morgen stråler mere broget end mariehønens vinger. Sådan ville jeg gøre uden barmhjertighed. Jeg skulle nok lære hende. 05139
Bottom
05143
Top
JUHANI: Oi, vennas! ma usun, et kõneleksid veidi teisiti, kui oleksid pisut rohkem siin maailmas enese ümber vaadanud, kui oleksid näiteks Turu linnas käinud. Seda olen mina teinud, kui sinna Viertola mõisast härgi ajasin. Nägin seal mõndagi oma imestuseks, nägin, kuis toredus ja silmahimu võib inimlaste pea segi ajada. Oi teid, oi seda lärmilinna, oi seda kergemeelset elu! Seal põrisevad vankrid, siin põrisevad vankrid, ja vankrites istuvad nood pagana vurrunäolised narrid, istuvad plikad nagu portselan-puped, lastes kaugele eneste ümber kalliste õüde ning rasvade paksu lõhna. Kuid vaata sinna! Jessuke hoia! sealt tipsutab nüüd tulla õige uhke mamsel või reili, võta kinni, mis ta on. Vaata ta kaela! Valge kui rõõsk piim, põsk katkupunane, ja silmad põlevad tal peas nagu kaks õitsituld päevapaistel, kui talle vastu astub sihuke keigar, kübara ja Iakkmusta prakiga, ning põrnit... — no võtku sind pagan ise! — põrnitseb läbi neljakandilise klaasi, mis välgub noljuse pahemas silmas. Kuid vaata nüüd... — no seitse seppa küll! — nüüd niksutatakse mõlemalt poolt, ja vaata, kuis emane pigistab nüüd suu päris maasikasuuks ja sidistab otsekui pääsuke päikesepaistes katusel, ja keigar tema ees vehib käe ja hännaga, hõljutab kübarat ning kraabib jalaga, nii et uulitsakivid pilluvad sädemeid, vaat see oli alles mäng. Oi teid harakaid seal! mõtlesin mina, poisiklutt, seistes uulitsa nurgal, pundar tooreid härjanahku õlal ning suu naerul, vaadates toda tedremängu. JUHANI: Ak, brorlil! Jeg tror, du ville tale noget anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om her i verden, hvis du for eksempel havde været i Åbo by. Det har jeg været, da jeg drev okser derind fra Viertola herregård. Dér så jeg sandelig et og andet, som forbavsede mig; jeg så, hvordan pomp og pragt kan gøre menneskenes børn forstyrrede i hovedet. Ve jer, ve dig, du larmende by, ve dig, du omskiftelige liv! Herfra buldrer vogne, og derfra buldrer vogne, og i vognene sidder de mest forbistrede overskægsnarre; dér sidder piger som porcelænsdukker, piger, der spreder en tyk os omkring sig af dyre olier og smørelser. Men se så derhen! Bevar mig vel! Dér tripper af sted, i sine guldfjer, en rigtig filur af en mamsel eller frøken, hvad hun nu er. Se hendes hals! Hvid som sødmælk; kinden pest-rød; og øjnene brænder i hovedet på hende som to bål i solskinnet, da en rigtig spradebasse af et mandfolk går hen imod hende, i hat, skinnende sort frakke og kigg .... nå, gid fanden hente ham! — kigger på hende gennem et firkantet stykke glas, der blinker i gavtyvens venstre øje. Men se nu - nå, for syv smede! - nu bukker og skraber man fra begge sider, og se nu, hvordan kvindemennesket rigtig snærper munden sammen til en jordbær-mund og kvidrer som svalen på det sollyse tag; og spradebassen foran hende vifter med hånden og halen, svinger sin hat og skraber med foden, så brolægningen slår gnister, ja, se det var sandelig en leg. Ak, sikke nogen skader, I er, tænkte jeg, bitte knægt, der stod på gadehjørnet med et bundt friske oksehuder over skulderen og så på denne tjur-leg med et fornøjet grin om munden. 05140
Bottom
05145
Top
TUOMAS: Saksad on narrid. TUOMAS: Fine folk er narre. 05141
Bottom
05146
Top
TIMO: Ja lapsikud nagu piimaninased tited. Nad söö-vadki, lapid rinna peal, ega oska — susi võtku — lusikatki puhtaks lakkuda, kui lauast tõusevad; seda olen näinud enese imestuseks oma silmaga. TIMO: Og barnlige som mælke-skæggede unger. De spiser jo også med klude for brystet og kan - fanden ta’ mig - ikke (‘ilgang slikke deres ske ren, når de rejser sig fra bordet. Det har jeg set med egne øjne til min store forbavselse. 05142
Bottom
05147
Top
SIMEONI: Kuid talupoega tüssata ja nülgida, selle peale on nad küll mehed. SIMEONI: Men at narre og flå bonden, det er de sandelig mand for. 05143
Bottom
05148
Top
JUHANI: Tõsi, sakste elus võib leida palju naiselist ja naeruväärset, seda panin tähele oma Turu-reisil. Kuid vaata, kui läheneb sihuke salvide lõhnas ja lehvivate hõlstidega avatlev naiseollus, siis pole ime, et puperdab inimlapse süda. Ja-jaa, poisid! maailma rõõm avatleb üpris kõvasti; seda panin tähele oma Turu-reisil. Ja ma ütlen veel kord, et mu süda haletseb toda tüdrukut seal mäel. Ning oli tal küll juba aeg pääseda põrgust ja purjetada oma sõbraga rahusadamasse, kuhu ka meid jumal viimaks aidaku. Ses lootuses katsume nüüd magada. Tõsi küll, sellest mäest on veel üks imelik muinasjutt, kuid jäägu see teiseks korraks, ja katsume nüüd magada. — Simeoni, mine siiski ja peida söed tuha alla, nii et ma homme liommikul ei tarvitseks tulerauda taguda ja heinatuusti hõi juuda, vaid pääsen kohe palgiotsa täksima nagu punatutiga rähn. Mine õige. JUHANI: Det er sandt, at der findes meget kællingeagtigt og latterligt i de fine folks verden, det lagde jeg mærke til på min Åbo-tur. Men se, når en sådan smiskende tøs nærmer sig os, rigtig i en lugt af smørelser og med flagrende krøs, så kan det ikke nægtes, at det dirrer i et menneskebarns hjerte. Ja, ja, drenge, verdens lyst lokker med stor magt; det mærkede jeg på min Åbo-tur. Og jeg siger endnu en gang, at mit hjerte har ondt af pigen deroppe på bjerget. Det var sandelig på tide for hende at blive reddet fra helvede og sejle med sin ven til fredens havn; og må Gud også til slut hjælpe os derhen. Opfyldt af det håb vil vi nu prøve på at sove. Der findes ganske vist endnu et mærkeligt sagn om dette bjerg, men det kan være til en anden gang, og lad os nu prøve på at sove. - Men Simeoni, gå nu i hvert fald hen og dæk gløderne med aske, så jeg i morgen tidlig ikke behøver at klirre med fyrstålet og svinge høtotten, men straks kan begynde at hugge for enden af træstammen som en rødtoppet spætte. Gå nu. 05144
Bottom
05149
Top
Läks Simeoni Juhani käsku täitma, kuid tuli peagi tagasi, juuksed püsti ja silmad pärani peas. Kokutades kõne*es ta mingist kummalisest põlevast silmast seal väljas vankri juures. Sellest hüppasid teisedki üles, pomisesid paar palvesõna j.i astusid üheskoos onnist välja; ning nende juuksed meenu-lasid tuulepesa kase otsas. Liikumata, tummade sammastena «•isid nad, vahtides Simeoni sõrme juhatuse järgi. Nad vaata-•id silmi pilgutamata ja nägidki vankri taga imelikku välget, mis aeg-ajalt kadas, kaid peagi jälle oma hõõguvat valgust uäitas. Seda oleksid nad vahest oma hobuse Valge ainsaks silmaks pidanud, kuid sealt ei paistnud midagi valget, vaid seevastu midagi musta, ega kuuldunud ka kella kolksatust. Nõnda mõeldes seisid vennad liikumata; kuid viimaks lausus Tuomas ometi võrdlemisi vihase häälega: Simeoni gik af sted for at udføre Juhanis befaling, men han kom hurtigt tilbage med strittende hår og øjnene på vid gab i hovedet. Han sagde, stammende, noget om et besynderligt brændende øje derude ved vognen. Det gjorde også de andre forskrækkede; de velsignede deres sjæle og kroppe, og gik, alle mand, ud af hytten; og deres hår lignede heksekoste i birken. Ubevægelige, stumme som billedstøtter stod de og gloede i den retning, Simeonis finger pegede. De stirrede uden at blinke og så også ganske tydeligt bag ved hjulene en sælsom skinnende glød, der undertiden forsvandt, men hvis lysende skær snart viste sig igen. Dette kunne de muligvis have troet var hesten Valkos eneste øje; dog var der ikke noget hvidt at se omkring det, men tværtimod noget sort; og man hørte heller ikke klokkens klang. Sådan stod brødrene og spekulerede uden at røre sig; men til sidst sagde Tuomas dog med temmelig barsk stemme: 05145
Bottom
05150
Top
TUOMAS: Mis vaja? TUOMAS: Hvad ønskes? 05146
Bottom
05151
Top
JUHANI: Ära jumala pärast hakka temaga nii krookult praalima. — See on tema! Mis me nüüd teeme, vennad? See on tema! Mis me talle ütleme? JUHANI: For Guds skyld, begynd ikke at snakke så brysk med ham. - Det er ham! Hvad skal vi nu gøre, brødre? Det er ham! Hvad skal vi sige til ham? 05147
Bottom
05152
Top
AAPO: Ma ei tea tõesti mitte. AAPO: Det ved jeg sandelig ikke. 05148
Bottom
05153
Top
TIMO: Nüüd teeks Iaulusalmike head. TIMO: Nu ville et salmevers gøre godt. 05149
Bottom
05154
Top
JUHANI: Kas meist keegi ei tea peast ühtainustki palvet? Lugege, armsad vennad, laske lahti jumala nimel, mis aga meeles on, mis ainult pähe tuleb, ilma vähimalgi määral piib'i-tükki aine järgi valimata. Lugege kas või hädaristimisest, armsad vennad. JUHANI: Er der ingen af os, som kan en eneste bøn udenad ? Læs, kære brødre, i Herrens navn, kom bare frem med det, der dukker op i hovedet, og bryd jer ikke om, hvorvidt skriftstederne passer til situationen. Læs om nøddåb, kære brødre, i mangel af bedre. 05150
Bottom
05155
Top
TIMO: Olen ühte ja teist tükki lauluraamatust osanud, kuid nüüd on nagu hirmus pärss mu suu peal. TIMO: Jeg har kunnet en og anden remse fra salmebogen, men nu er der ligesom en forskrækkelig bom for min hjernes dør. 05151
Bottom
05156
Top
SIMEONI: Vaim ei lase sul nagu minulgi rääkida. SIMEONI: Ånden lader dig ikke tale, lige så lidt som mig. 05152
Bottom
05157
Top
TIMO: Ei lase. TIMO: Han tillader det ikke. 05153
Bottom
05158
Top
JUHANI: See on kole! JUHANI: Det er forfærdeligt! 05154
Bottom
05159
Top
AAPO: Kole! AAPO: Forfærdeligt. 05155
Bottom
05160
Top
TIMO: Tõepoolest kole. TIMO: Ja, sandelig forfærdeligt. 05156
Bottom
05161
Top
JUHANI: Mis teha? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 05157
Bottom
05162
Top
TUOMAS: Julgus on tema vastu minu arvates kõige parem. Küsime, kes ta on ja mis ta tahab. TUOMAS: En fast optræden over for ham er bedst, tror jeg. Lad os spørge, hvem han er, og hvad han vil. 05158
Bottom
05163
Top
JUHANI: Las kui mina küsin. Kes sa oled? Kes sa oled? Kes sa oled ja mis sa tahad meist? — Mitte sõnagi vastuseks. JUHANI: Lad mig spørge. Hvem er du ? Hvem er du ? Hvem er du, og hvad vil du os? - Ikke ét ord til svar. 05159
Bottom
05164
Top
LAURI: Võtame tuletukid. LAURI: Vi tager de brændende træstykker. 05160
Bottom
05165
Top
JUHANI: Me võtame tuletukid ja klopime su praelihaks, k«i sa ei ütle oma nime, suga ja asja. JUHANI: Vi tager de brændende træstykker og banker dig til kødmad, hvis du ikke nævner dit navn, din familie og dit ærinde. 05161
Bottom
05166
Top
LAURI: Ei, ma mõtlesin, et viskame tukkidega tema poole. LAURI: Nej, jeg mente, at vi straks burde gribe træstykkerne. 05162
Bottom
05167
Top
JUHANI: Kui usaldaks. JUHANI: Hvis man bare turde. 05163
Bottom
05164
Top
[TUOMAS: Yksi kuolema Herralle velkaa. TUOMAS: En død er vi Herren skyldig. 05164
Bottom
05168
Top
JUHANI] TUOMAS: Ükskord tuleb niikuinii surra! Tukid pihku, poisid! JUHANI: Ja, een død er vi Herren skyldig! Brændestykkerne i næven, drenge! 05165
Bottom
05169
Top
Peagi seisid nad reas, tulised tukid sõjariistadeks pihus. Eesotsas seisis Juhani, silmad rõngas nagu öökullil, vaadates silma vankri taga, mis erilise hiilgega talle vastu vahtis. Nii seisid vennaksed lõõmavate relvadega öisel raiesmaal; ja öökull huikas mäe kuuskedes, sünge laas nende all kohises raskelt ning pimedad pilved peitsid taevakaane. De stod snart i en række, med brændende træstykker i hånden som våben. Forrest stod Juhani, med øj’ne, der var runde som uglens, og stirrede om bag ved vognen på øjet, der gloede ham i møde med en stærkt-lysende glans. Således stod brødrene med deres gnistrende bevæbning på den natlige hede; og uglen hylede fra bjergets graner, den dystre skov sukkede tungt ved deres fødder, og mørke skyer dækkede himlen. 05166
Bottom
05171
Top
JUHANI: Kui ma ütlen: nüüd, poisid! siis lennaku tukid meie pihust kuradi pihta. JUHANI: Når jeg siger: nu, drenge! så skal brændestykkerne flyve ud af vore næver, i nakken på djævelen. 05167
Bottom
05172
Top
SIMEONI: Kuid katsume pisut veel õnne manamisega. SIMEONI: Men lad os først prøve med en smule besværgelse. 05168
Bottom
05173
Top
JUHANI: Hästi mõeldud! Pisut manamist kõigepealt. Kuid mis ma ütleksin taile? Sosista mulle, Simeoni, sest ise olen ma sel silmapilgul haruldaselt tömp. Sosista sina aga mulle sõnad, ja ma virutan need talle vastu vahtimist, nii et laas kajab. JUHANI: Rigtig tænkt! Først lidt besværgelse. Men hvad skal jeg sige til ham? Hvisk mig i øret, Simeoni; jeg er selv så underligt indskrænket lige nu. Men hvisk ordene til mig, så slynger jeg dem lige i snudeskaftet på ham, så det runger i skoven. 05169
Bottom
05174
Top
SIMEONI: Pane siis tähele, mis ma ütlen. — Siin me seisame. SIMEONI: Læg så mærke til, hvad jeg siger. - Her står vi. 05170
Bottom
05175
Top
JUHANI: Siin me seisame! JUHANI: Her står vi! 05171
Bottom
05176
Top
SIMEONI: Kui usukangelased, tulised mõõgad pihus. SIMEONI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden. 05172
Bottom
05177
Top
JUHANI: Kui usukangelased, tulised mõõgad pihus! JUHANI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden! 05173
Bottom
05178
Top
SIMEONI: Mine oma teed. SIMEONI: Gå din vej. 05174
Bottom
05179
Top
JUHANI: Käi põrgu! JUHANI: Gå til dit helvede! 05175
Bottom
05180
Top
SIMEONI: Me oleme ristiinimesed, jumala sõjamehed. SIMEONI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd. 05176
Bottom
05181
Top
JUHANI: Me oleme ristiinimesed, jumala sõdurid, Kristuse soldatid. JUHANI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd, Kristi soldater. 05177
Bottom
05182
Top
SIMEONI: Kuigi me lugeda ei oska. SIMEONI: Selv om vi ikke kan læse. 05178
Bottom
05183
Top
JUHANI: Kuigi me lugeda ei oska. JUHANI: Selv om vi ikke kan læse. 05179
Bottom
05184
Top
SIMEONI: Kuid usume ometi. SIMEONI: Men vi tror alligevel. 05180
Bottom
05185
Top
JUHANI: Kuid usume ometi ja loodame kindlasti selle peale. JUHANI: Men vi tror alligevel og stoler fast på det. 05181
Bottom
05186
Top
SIMEONI: Mine nüüd. SIMEONI: Gå nu. 05182
Bottom
05187
Top
JUHANI: Mine nüüd! JUHANI: Gå nu! 05183
Bottom
05188
Top
SIMEONI: Varsti laulab kukk. SIMEONI: Snart galer hanen. 05184
Bottom
05189
Top
JUHANI: Varsti laulab kukk! JUHANI: Snart galer hanen! 05185
Bottom
05190
Top
SIMEONI: Ja kuulutab issanda päeva. SIMEONI: Og forkynder Herrens lys. 05186
Bottom
05191
Top
JUHANI: Ja kuulutab issand Seebaoti päeva! JUHANI: Og forkynder den Herre Zebaoths lys ! 05187
Bottom
05192
Top
SIMEONI: Kuid ta ei näi tähelegi panevat. SIMEONI: Men han lader som ingenting. 05188
Bottom
05193
Top
JUHANI: Kuid ta ei näi tähelegi... Jah, ta ei tee väljagi, kas või ingli keeli talle karjuksin. Issand õnnistagu meid, vennad! sest nüüd pole muud kui — nüüd, poisid! JUHANI: Men han lader som ing . . . Ja, han bryder sig ikke om noget, selv om jeg så brølede til ham med en engels tunge. Herren velsigne os, brødre! Nu er der ikke andet tilbage end - nu, drenge! 05189
Bottom
05194
Top
Siis virutasid nad kõik oma tukid viirastuse poole, kes välgu nobedusega nelja jala müdinal jooksma pistis, ja kaua vilkusid hõõguvad söed ta seljas läbi öise pimeduse. Nii põgenes ta tulisest taplusest, ja kui jõudis alla raiesmiku servale, usaldas ta viimaks peatuda, turnates kord või kaks kõvasti. Ja vennaste viirastus, kole kurivaim oli ometi nende ühe silmaga hobune, kes oli ajutiseks oma valge värvi kaotanud soo mustades mudaloikudes, kuhu ta nähtavasti oli langenud ja seal kaua püherdanud, enne kui jälle kuivale pääses. Selle püherdamisega oli ta ka kella kaelast tõmmanud, mis asjaolu seekord eriti vennaste arvamist valeteile juhtis. Selline oli see silm, mis vankri taga ööhämaruses säras, nagu särab mõne tooma silm pimedas. — Kuid alles mõne aja pärast, ja ka siis ettevaatlikult, usaldasid vennaksed Valgele läheneda ning mõistsid lõpuks oma eksitust. Siis läksid nad vihaste nägudega oma onni tagasi; ja viimaks, kui hommik koitis, magasid nad igamees raskes unes. Så kastede de allesammen deres brændestykker imod spøgelset, der løb bort med pilens fart og fire fødders bulder; og længe glimtede de lysende gløder på dets ryg, gennem det natlige mørke. Således flygtede det fra ild-bataillen, og da det var nået ned til lysningens rand, turde det omsider stå stille og pustede højt en gang, to gange. Og brødrenes spøgelse, den frygtindgydende ånd, var dog deres én-øjede hest, der for en tid havde mistet sin hvide farve i mosens sorte mudderpøle, som den antagelig var sunket ned i, og hvor den havde væltet sig i lang tid, inden den kom op på det tørre igen. Mens den tumlede sådan, var klokken også blevet revet af dens hals, en omstændighed, der i høj grad havde bragt brødrenes tro på afveje. Det var altså det øje, der lyste bag ved vognen i nattens tusmørke, sådan som mangt et dyrs øje kan lyse i mørke. - Men først efter en tids forløb, og så endda med forsigtighed, turde brødrene nærme sig deres Valko og opdagede nu endelig deres fejltagelse. Derfra vendte de, med arrige ansigter, tilbage til hytten; og ved morgengry hvilede de omsider alle sammen i dyb søvn. 05190
Bottom

Lugu 06 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
06001
Top
Oli viimaks valmis vennaste maja. Viis sülda oli selle pikkus ja kolm laius; ida poole oli üks ta ots ja lääne poole teine. Kui astusid sisse uksest, mis oli hoone idapoolses otsas, seisis paremat kätt suur kerisahi, pahemat kätt latter, mis Valge jaoks talviseks ajaks ehitatud. Künnisest edasi, peaaegu kesk-toani, oli kuuseokstega kaetud muld-alus, kuid tagapool oli laiadest palkidest löödud tore põrand ja selle kohal üleval lai lava. Sest nii elutoaks kui saunaks tarvitasid vennaksed uut maja. Elumajast arvata kakskümmend sammu eemal seisis nende ait, mis ehitatud peenikestest ümaraist kuusetümi-kaist. Endelig stod brødrenes hus færdigt. Længden var fem favne og bredden tre; dets ene gavl vendte mod øst og den anden mod vest. Når man kom ind ad døren, der lå i husets østlige ende, stod til højre et stort ildsted og til venstre en bås, der var bygget til Valkos vinterbrug. Fra tærsklen og fremefter, omtrent til midten af huset, havde man den nøgne jord under sig, dækket af granris, men længere borte var der et herligt gulv, lavet af brede planker, og oven over det en rummelig briks. For brødrene anvendte deres nye Ims både til beboelse og badstue. Omtrent tyve skridt fra boligen stod deres forrådshus, der var sat sammen af små, runde granstammer. 06001
Bottom
06002
Top
Oli niisiis vennastel mõnus peavari vihma, tormi ja talvepakase vastu, oli ka panikamber nende toidutagavara jaoks. Ja nüüd võisid nad täie hooga küttimise ning igasuguste püüniste panemisega peale hakata. Ning siis lähenes surm metsistele, tetredele ja püüdele, jänestele, oravatele ja säni-meelsetele mäkradele, nagu ka Ilves-järve partidele ja kaladele. Siis kaikusid mäed ja ääretud kuusemetsad Killi ja Kiiski ägedast haukumisest ning püsside paukumisest. Pani vennaste kuul aeg-ajalt maha ka kahukarvase karu; kuid ometi polnud veel mesikäpa õige püiigiaeg. Brødrene havde således et udmærket ly imod regnen, stormen og vinterkulden, og desuden et forrådshus til deres madvarer. Og nu kunne de for fuldt alvor hellige sig jagten og al slags fangstvirksomhed. Og nu nærmede døden sig både for tjurer, urfugle og jærper, harer, egern og grævlinge såvel som for Ilvesjårvis ænder og fisk. Så rungede bakkerne og de uendelige granskove af Killis og Kiiskis heftige gøen og de knaldende bøsser. Brødrenes skud fældede også, 1111 og da, en lådden-pelset bjørn; men det var endnu ikke den rette tid til at fange honning-labben. 06002
Bottom
06003
Top
Tuli hallaöine sügis ja surid või põgenesid sügavatesse peidupaikadesse rohutirtsud, sisalikud ja konnad, ning oli nüüd aeg püüda rebaseid välkuvate raudadega; seda kunsti olid vennaksed õppinud oma isalt. Tuli nüüd mõnelgi väledajalgsel reinuvaderil mõne magusa suutäie eest maksta oma peene nahaga. — Jänesed teatavasti tallavad metsas teid pehmesse lumme, ja neile teedele asetasid nüüd vennaksed sadade kaupa vaskpadu mõnegi valgekasuka surmaks. Niisama olid nad enestele ehitanud tubli sissepoole lüngi hundiaia puhmalisse nõkku raies-maa idaserval. Ja peale selle olid nad, samuti hundipüüdmise jaoks, kaevanud haua, hiiglasügava, tükk maad majast eemale kuiva, liivase nõmme poole. Praad veetles tugevasse tarasse mõnegi näljase hundi; ja kui vennaksed nägid saagi lõksus olevat, siis algas aias möll ning mürgel pimedal sügisööl. Siis seisis üks vennastest aia ääres, püss pihus, et karedakarvalist kiskjat kuuliga pikali panna; teine ta kõrval pidas tuld, lõõmavat tõrvastungalt. Mõni jälle aitas Killil ja Kiiskil põõsastest süngenäolisi, irvhambaseid kiskjaid välja ajada, vehkides tõrvikuga sinna ja tänna. Suur oli kära meeste kisast, koerte haukumisest ja püsside paukumisest, ja väsimata kaikus laas ning Impivaara koopaline sein. Nii rähmeldati, lumi määrdus, muutus ikka punasemaks ja punasemaks, kuni viimaks kõik kriimsilmad oma veres lamasid. Ja siis tõi jälle saagi nülgimine vennastele tööd ning tegevust, kuid see tegevus oli neile ometi üpris meeltmööda. — Ka koopasse raiesmaa lääneserval sattus üks või teine metsa kõõrdsiim. Så kom efteråret med sine frostnætter,; og græshopperne, firbenene og frøerne døde eller flygtede til deres dybe gemmesteder; og nu var tiden inde til at fange ræve i blinkende sakse; denne kunst havde brødrene lært af deres fader. Mangen en rap-fodet Mikkel måtte nu betale for en eller anden lækkerbisken med sit flotte skind. - Som man ved, træder harerne veje i skovens løse sne, og ved disse stier opstillede brødrene hundredvis af messingsnarer til fordærv for mangen en hvidpelset fyr. Desuden havde de bygget en prægtig ulvegård, der var forsynet med et indad-skrånende stakit, og som lå i en krat-bevokset dalsænkning ved lysningens østlige udkant. Desuden havde de, ligeledes for at fange ulve, gravet en grav, en vældig dyb grav, et stykke fra huset på en tør og sandet mark. Stegen lokkede mange sultne ulve ind bag den stærke indhegning; og når brødrene mærkede, at deres bytte var i bekneb, opstod der larm og spektakel i ulvegården i den mørke efterårsnat. Så stod en af brødrene, lænet til indhegningen med bøssen i hånden, og sigtede for at nedlægge det strid-hårede bæst med en kugle; og en anden ved siden af ham holdt lyset, et flammende stykke harpiks-træ. Andre af dem hjalp Killi og Kiiski med at jage skummelt-fjæsede og bistert-grinende vilddyr ud af buskene og svingede deres harpiks-blus snart hid og snart did. Voldsom var den tumult, der opstod på grund af mændenes råb, hundenes spektakel og de knaldende bøsser; og uafbrudt rungede det i skoven og i Impivaaras hule-fyldte væg. Således larmede man, sneen blev tilsølet, farvedes mere og mere rød og blev trampet ned i tusind retninger, indtil omsider alle buskhalerne lå i deres blod. Og så fik brødrene stort slid og besvær med at flå byttet, men dette arbejde forekom dem dog særdeles behageligt. - Også i graven, der lå ved lysningens vestlige udkant, dejsede nu og da en af skovens skæv-øjede krabater. 06003
Bottom
06005
Top
Juhtus kord, et Timo vara ühel hommikul, kui teised alles magasid, läks hundihauda vaatama, mille poolenisti sisse langenud lagi mehele juba eemalt head lootust andis. Ja kui ta haua servale jõudis, nägigi ta rõõmus silm sügavuses midagi halli, nägi mehist hunti, kes liikumata lamas, koon vastu maad surutud, põrnitsedes silmadega üles mehe poole. — Mis otsustas nüüd Timo teha? üksi hundilt elu võtta ja teiste suureks lõbuks onni astuda, karvane kandam õlal. Hakkas ta siis tööle, tõi onni räästa alt redeli, asetas ettevaatlikult koopasse, astus ise pulki mööda alla, raske puunui pihus, kavatsedes kiskja pead lömaks põrutada. Kaua vehkis ta nuiaga, hambad irvi, kuid ikka ainult tühja õhku. Hundi pea põikles üpris väledalt, põikas paremale, põikas pahemale, kui mees teda oma kohmaka riistaga äigas. Viimaks viskas ta nuia hundi ette ega leidnud siis enam muud nõu kui välja tulla ja tuppa teatama tõtata, mis oli juhtunud. Det hændte engang, en tidlig morgen, mens de andre endnu sov, at Timo gik hen for at se til ulvegraven, hvis halvt nedstyrtede dække allerede på afstand gav ham det bedste håb. Og da han nåede hen til kanten af graven, opdagede hans henrykte øje en grå genstand dernede i dybet, opdagede en vældig ulv, der lå ubevægelig med snuden trykket imod jorden og gloede stift op på manden. - Hvad besluttede nu Timo? At han helt alene ville tage livet af ulven og så, til de andres store fornøjelse, ville træde ind i huset med den lådne byrde over skulderen. Han skred nu til værks ; hentede stigen, der stod ved husets væg, stillede den forsigtigt ned i graven og gik så ned ad trinene, med en tung trækølle i hånden; det var hans mening, at han ville knuse udyrets hoved til mask. I lang tid fægtede han med sin kølle, med blottede tænder, men han slog bestandig i den tomme luft. Ulvens hoved drejede sig hurtigt bort, drejede til højre, drejede til venstre, når manden slog løs med sit besværlige våben. Til sidst tabte han sin kølle foran ulven, og nu vidste han intet andet råd end at kravle op igen og skynde sig hen til huset og fortælle, hvad der var sket. 06005
Bottom
06007
Top
Varsti läksid vennaksed saaki kinni püüdma, varustatud teivaste, köite ja lingudega. Kuid tühi oli haud nende pärale jõudes. Mööda redelit, mis Timo oli koopasse jätnud, oli nende hunt kaunisti üles astunud ja jalga lasknud, tänajes õnne. Seda mõistsid vennaksed kohe, ja vandudes tiing hambaid kiristades otsisid nüüd nende vihased silmad Timot; kuid teda polnud enam ligilähedal. Ta putkas põgenedes juba seal metsa serval, kus kadus peagi männiku varju. Ta mõistis, et polnud enam hea jääda sellest asjast pikemalt juttu vestma. Aga teised tormasid möirates talle järele, rusikad püsti, lubades ta peast jalatallani moosiks tampida, kui ta veel maja ust usaUaks prao-lada. Nii nad ähvardasid, jätsid koopa vihas ja vimtias sinnapaika ning astusid tuppa. Kuid pagulasena kõndis Timo metsas ja peagi hakkasid vennaksed oma käitumist kahetsema, nähes, et kahju oli juhtunud ta rumaluse, mitte ara koeruse tõttu. Sellepärast tõusis Juhani juba enne õhtut Impi/aara harjale, hõikas seal vägeva häälega iga taevakaare poo!< ja kutsus Timot, kinnitades ning tõotades, et tal ei tarvitse midagi karta, kui kohe tagasi tuleb. Nii ta hõikas, ja peatselt tuigi Timo, vihaselt urisedes ning silmi pööritades. Sõnagi lausunata võttis ta rõivad seljast, vajus voodisse ja norskas varsti sügavas unes. Lidt efter drog brødrene af sted, udstyrede med stave, reb og hals-løkker for at fange deres bytte. Men da de nåede hen til graven, var den tom. Deres ulv var nok så nydeligt klatret op ad den stige, som Timo havde efterladt i graven, og var stukket af, idet den priste sin lykke. Det opdagede brødrene straks, og, bandende og tænderskærende, kiggede de nu med vrede blikke efter Timo; men han var ikke længere til stede. Han løb allerede i vild flugt langs udkanten af skoven, hvor han snart forsvandt i læ åf fyrreskoven. Han forstod, at det ikke var så godt at blive og snakke mere om sagen. Men de andre råbte efter ham, med næverne i vejret, og lovede at brække ham sønder og sammen fra hoved til hæl, hvis han bare så meget som vovede at linde på husets dør. Sådan truede de, forlod graven, rasende og vrede, og vendte tilbage til deres hus. Men Timo vandrede som en flygtning i skoven, og snart begyndte brødrene at fortryde deres optræden over for ham, da det gik op for dem, at uheldet var sket på grund af hans uforstand og ikke skyldtes en nederdrægtig drengestreg. Derfor gik Juhani allerede før aften op på Impivaaras højdedrag og råbte derfra i alle retninger med kraftig stemme, kaldte på Timo, og lovede og forsikrede ham, at han ikke behøvede at være bange for at vende tilbage omgående. Således råbte han, og da der var gået nogen tid, kom Timo tilbage, med et vredt og skulende blik. Uden at sige et ord klædte han sig af, smed sig på sin seng, og snart snorkede han i dybeste søvn. 06006
Bottom
06008
Top
Jõudis kätte ka kõige parem karupüügš aeg. Siis võtsid vennaksed pahlad, lõid püssidesse tugevad kuulid ja liksid äratama metsavürsti, kes nägi juba und oma pimedas okas sügaval lumiste kuuskede all. Ja nende tuleluku-püss ptni pikali mõnegi paksukoonulise mesikäpa, kui ta vihaselt ema rahu-kambrist välja kargas. Siis tõusis tihti vihane võitlus, lumi tuiskas kaugele ümberringi ja punetas voolavast verest, kui haavu löödi mõlemalt poolt. Nii heideldi, kuni karminäoliit metsaott lõpuks rahuliku’t maas lamas. Aga rõõmsalt koormaga jälle koju jõudnud, võidsid vennaksed oma haavu rchuga, mis oli segatud viinast, soolast, püssirohust ja väävlijahust. Sellega salvisid nad haavu ja tõmbasid kollakaspruuni tõrv< peale. Den bedste tid til bjørnejagt var nu også kommet. Så tog brødrene deres spyd, pressede nogle kraftige ladninger i deres geværer og drog af sted for at vække skovens fyrste, der drømte i sit mørke hi, dybt under de snedækkede graner. Og deres ildvåben fældede mangen en bredsnudet bamse, når den rasende styrtede ud af sit fredelige kammer. Så opstod der ofte en voldsom kamp, sneen hvirvlede omkring og blev farvet rød af det rindende blod, når der blev uddelt sår på begge sider. Sådan kæmpede de, indtil omsider den strit-fjæsede bjørn havde lagt sig til ro. Men når brødrene, larmende, var vendt hjem med deres byrde, smurte de deres sår med et lægemiddel, der var sammensat af brændevin, salt, krudt og svovlpulver. Det smurte de deres sår med og dækkede det med gulbrun tjære. 06007
Bottom
06009
Top
Nii hankisid nad oma peatoidust laanest ja mäsede tihni-kuist, täites taga varakambri mitmesuguse metsasaa;iga: lindude, jäneste, mäkrade ja karulihaga. Nad olid hooStsenud ka vana truu Valge talvemoona eest. Sealt soorannalt pastis vägev sirbiga lõigatud ja pealt silutud heinakuhi, millest kogu talveks jätkas. Polnud unustatud ka nende maja talvekütte tagavara. Hiigla-puuriit seisis aida lähedal ja lisaks veel kõrge tõrvaskändude hunnik maja seina ääres nagu Hiiu hirve sarvede virn, mis ulatus maast räästani. — Nõnda varustatult võisid nad rahulikult talve härmatanud habemele vastu vaadata. Således skaffede de sig deres udkomme fra ødemarken og bakkernes krat og fyldte deres forrådshus med mange slags vildt: fugle, harer, grævlinge og bjørnekød. De havde også draget omsorg for deres gamle, trofaste Valkos’ vinterfoder. Dernede ved mosens bred så man en vældig høstak, indhøstet med segl, glat-revet i toppen og tilstrækkelig stor (il at klare vinteren. Man havde heller ikke glemt de forråd, der var nødvendige til husets vintervarme. I nærheden af forrådshuset stod en vældig brændestabel og desuden, ved husets væg, en høj stak harpiks-rødder; den lignede en stabel af Hiisis elg-horn og nåede lige fra jorden op til husets tag. Således udstyrede kunne brødrene trygt se på den rimfrost-skæggede vinter. 06008
Bottom
06011
Top
On jõuluõhtu. Ilm on pehme, hallid pilved peidavad taevast ja äsja tulnud lumi katab mägesid ning orge. Metsast kostab vaikne kohin, teder peab õhtust söömaaega urvalise kase otsas, parv siidisabu punetaval pihlakal ja männiku edev neitsi harakas kannab risu tulevase pesa jaoks. Nii onnis kui uhkes mõisas valitseb rõõm ja rahu, nõnda ka vennaste majas Impi-vaara raiesmaal. Selle ukse ees on näha õlekoorem, mille Valge on Viertola mõisast jõulu auks põrandale laotamiseks vedanud. Ei võinud vennad siingi unustada jõuluõlgede kahinat, mis oli kauneim mälestus nende lapsepõlve aegadelt. Det er juleaften. Vejret er mildt, grå skyer dækker himlen, og den ny-faldne sne skjuler bjerge og dale. Fra skoven høres en sagte susen; urfuglen spiser til aften blandt birketræets rakler, en flok silkehaler i den rødmende røn, og skaden, fyrrekrattets begærlige jomfru, bærer kviste bort for at lægge grunden til sin kommende rede. Såvel i hytten som på den statelige herregård råder glæde og fred; således også i brødrenes hus på Impivaaras lysning. Uden for døren ser du et læs halm, som Valko til ære for julen har trukket lige fra Viertola-herregård ; det skal bredes ud på husets gulv. Ikke engang her kunne brødrene undvære den knitrende julehalm, som var deres herligste minde fra barndommens dage. 06009
Bottom
06012
Top
Kuid toast kostab leili kohin kerise kuumadelt kividelt ja pehmete vihtade vihin. Vennaksed võtavad nüüd tublit jõululeib. Ja kui viimaks kõrvetavalt kuum vihtlemine oli lõppenud, astusid nad alla, panid riided selga ja istusid lavitsaile puhkama, mis olid pandud pinkide asemel piki seinu. Seal nad istusid, ähkides ja higistades. Leegitsev pird valgustas tuba, Valge krompsutas latris kaeru, sest temagi jõulusid oli meeles peetud; tukkudes ja haigutades istus kukk õrrel; Killi ja Kiiski lamasid ahju lähedal, koonud käppadel, ning Juhani põlvedel lõi nurru endine Jukola vana vesihall kass. Men fra huset hører man dampen suse fra ovnens ophedede sten og en klaskende lyd af bløde baderis. Brødrene tager sig nu et grundigt julebad. Og da de omsider var færdige med det brændende varme bad, steg de ned fra briksen, klædte sig på og satte sig til hvile på de planker, der var anbragt langs væggene i stedet for bænke. Dér sad de nu, pustende og sveddryppende. En flammende spån oplyste stuen; Valko knasede havre i sin bås, for man havde heller ikke glemt hans jul; hanen sad på sit spær, døsig og gabende; Killi og Kiiski lå tæt ved ovnen med snuden på poterne ; og Jukolas gamle, vandgrå kat spandt i Juhanis skød. 06010
Bottom
06013
Top
Viimaks hakkasid Timo ja Simeoni õhtulauda seadma, teised jälle kandsid õlekubusid sisse. Nad päästsid koo-vitsad lahti, laotasid õled umbes veerand küünra paksuselt põrandale, kuid vee! paksemalt lavale, kus nad harilikult oma õhtud ning ööd mööda saatsid. — Viimaks oli õhtusöök valmis: seitse auguga karaskit, kaks tammekausitäit auravat karuliha ja õlle-kibu seisid laual. Ise olid nad õlle keetnud, teraselt meeles pidades, mis viisil ema seda jooki valmistas. Kuid nad olid ta harilikust taluõllest kangema teinud. Mustjaspunasena vahutas ta kibus ja kui seda kannutäie neelasid, siis tundsid peas juba pisut mühinat. — Ent kõik nad istusid juba lauas, lastes leival ja lihal ning vahutaval õllel kibust hea maitsta. Omsider begyndte Timo og Simeoni at tilberede aftensmåltidet, mens de andre bar neg ind. De løste båndene op og bredte halmen ud på gulvet i et lag på sådan noget som en kvart alen, men et endnu tykkere lag på briksen, hvor de som regel tilbragte deres aftener og nætter. - Til sidst var aftensmaden færdig: syv hul-brød, to egetræs-fade med dampende bjørnekød og en spand skummende øl stod på bordet. De havde selv brygget deres øl, idet de nøje havde fulgt deres mors metode ved fremstillingen af denne drik. De havde dog gjort den stærkere end almindeligt bondeøl. Rød-sort skummede det i spanden, og hvis du nedsvælgede en kande af det, ville du ligesom føle dig lidt svimmel i hjernekassen. - Men nu sidder de allesammen ved bordet, nyder kødet og brødet og det skummende øl af spanden. 06011
Bottom
06014
Top
AAPO: On siin aga rohkesti toidupoolist meie ette laotud. AAPO: Her er sandelig bunket rigeligt med mad op foran os. 06012
Bottom
06015
Top
JUHANI: Sööge ja jooge, poisid, sest nüüd on meil jõulud, jõulud kõigil, nii loomadel kui inimestel. Kasta, Timo-vennas, õllega ka vaese Valge kaerahunnikut seal sõimes. — Vaat nii! mingu selleks vähemalt kannutäis. Sel õhtul ei mingit kitsidust, vaid saagu kõik, nii hobune, koer ja kass kui ka Jukola rõõmsad vennaksed. Las kukk magab rahulikult ja pärib oma osa homme. Seal teile, Killi ja Kiiski, vägev kahmak karu koivast, ning seal sulle, kassiroju. Kuid löö enne kätt, sa pilu-silm! — Vaat nii! Ja siis mõlema käega. Vaadake meie kassi tempusid ja öelge, et minagi kõlban pisut õpimeistriks. Käppa annab ta Juba mõlema tassuga ühel ajal, asetab enese nagu tõsine taat istuma ning pistab, sihuke peiar, kummagi esimese talluka minu pihku. Nõndaviisi! JUHANI: Lad os spise og drikke, drenge, for nu er det jul, jul for alle, såvel for dyr som mennesker. Broder Timo, hæld lidt øl over stakkels Valkos havre-dynge dér i krybben. - Sådan, lad gå bare, i hvert fald et stob. Ingen nærighed denne aften, men lad alle få deres part, såvel hesten, hunden og katten som Jukolas glade brødre. Lad hanen hvile i fred og kræve sin andel i morgen. Her, Killi og Kiiski, her får I et vældigt stykke af bjørnens lår, og her er til dig, arme kat. Men først gi’ pote, du, plir-øjede! - Ja, sådan! Og nu begge poterne! Se på vor kats kunster og indrøm så, at jeg er noget af en læremester. Han giver allerede hånd med begge poter på én gang, og så sidder han som en alvorlig, gammel mand og stikker, den filur, begge forpoterne i min hånd. Sådan! 06013
Bottom
06017
Top
AAPO: OH seda nalja! AAPO: Sikke en forestilling! 06014
Bottom
06018
Top
TUOMAS: Mis mees veel vanu! päevil peab õppima. TUOMAS: Hvad man dog må lære selv på sine gamle dage. 06015
Bottom
06019
Top
JUHANI: On aga see õpetus aegagi võtnud. Kuid ei ma jätnud poissi enne rahule, kuni ta mõlema käpaga õpetajat tänas. Nüüd teeb ta seda kui mees, ja õpimeister on saanud oma tasu. — See alles on kass! Vaat seal! pista täkk karuliha põske, ja siis Killi ning Kiiski. Nii, nii! «Löö meest, kuid ära löö mehe keera.» Õige! Kuid selle juurde tahan lisada: «Löö Jukola jussi, kuid ära löö tema kassi.» JUHANI: Den lærdom har sandelig også krævet sin tid. Men jeg lod ikke knægten slippe, før han kunne takke sin lærer med begge poter. Men nu gør han det som en mand, og læreren er betalt. - Se, det er vel nok en kat! Her, sæt en bid bjørn til livs. Og så Kiiski og Killi. Ja, ja! »rør ved en mand, men rør ikke ved hans hund«. Rigtigt! Men dertil vil jeg føje: rør ved Jukolas Jussi, men ikke ved hans kat. 06016
Bottom
06020
Top
EERO: Juhani, ulata see õllekibu siia. EERO: Stik mig det dér ølkrus, Juhani. 06017
Bottom
06021
Top
JUHANI: Seda pead sa saama. Joo, vennas, jemala loom, joo, sest nüüd on jõuJud, ja aidas ci ole puudus moonast. Mis meil siin viga olla? Mis meil hoolida, kui kõik see maailm põleks tahaks ja tolmuks, välja arvatud Impivaara ning selle ümbrus. Elame siin nagu jumala selja taga, oma! jalal, ja võime vilistada tigedate inimeste peale. Siin on meil hea olla. Mets on meie niit, meie põld, meie veski ja meie pesa igaveseks ajaks. JUHANI: Det skal du få. Drik, brorlil, du, Guds skabning, drik, for nu er det jul, og der mangler ikke forråd derude i boden. Hvad savner vi her? Hvad kommer det os ved, om så hele verden brændte og blev til støv1 og aske, undtagen Impivaara og dets omgivelser ? Her lever vi som blommen i et æg, på vor egen grund og behøver ikke at bekymre os det mindste om onde mennesker. Her er godt at være. Skoven er vor eng, vor mark, vor mølle og vor rede til evig tid. 06018
Bottom
06022
Top
TIMO: Ning meie lihaait. TIMO: Og vor kød-bod. 06019
Bottom
06023
Top
JUHANI: Just nii! Siin on hea olla! Tänu sulle, Lauri, *c!Ie nõu eest, mis sa leidsid, et me maailma turult pääseksime. Siin on vabadus ja rahu. Ma küsin veel: mis me hooliksime, kui kuldne tuli kas või kogu selle maailma maha põletaks, kui iiga jääks alles põhjapoolne osa Jukola talust ja selle seitse poesra? JUHANI: Ja, netop! Her er godt at være. Tak, Lauri, for den udvej, du fandt til os, så vi slap bort fra verdens markeder. Her er frihed og fred. Jeg spørger endnu en gang: hvad angår det os, om så en gylden ild fortærede hele denne verden, når blot den nordlige del af Jukola gård og dens syv sønner skånes ? 06020
Bottom
06024
Top
TIMO: Läheks kord kulutuli kogu maailma laastama, siis põleks tuhaks ja põrmuks ka Jukola põhjapool ning veel ta M-itse poegagi pealekauba. TIMO: Hvis en løbeild gik rensende hen over verden, så ville den nordlige del af Jukola også blive til støv og aske og dets syv sønner oven i købet. 06021
Bottom
06025
Top
JUHANI: Seda tean ma väga hästi. Kuid vaata, mees võib moeMa, mis ta tahab, mõelda enese kogu maailma isandaks voi tongivaks sitasitikaks. Vaata, ta võib mõelda surnuks jumala, kuradid, inglid ja kogu inimsoo ja elajad maa peal, meres ning õhus, mõelda maa, põrgu ja taeva kaduvat kui takutuusti tules ning pimeduse astuvat asemele, kus kõverkael kukk eluilmas enam issanda koitu ei kuuluta. Nii lendleb siin mehe mõte, ja kes võib visata võrkusid selle teele? JUHANI: Det ved jeg godt. Men ser du, en mand kan forestille sig, hvad han vil; bilde sig ind, han er verdens herre eller en krablende skarnbasse. Se, han kan forestille sig, at Gud er død, djævlene, englene og hele menneskeslægten og dyrene på jorden, i havet og i luften; han kan forestille sig, at jord, helvede og himmel forsvinder som en tot blår i ilden, og at der i stedet for kommer et mørke, hvor ingen hane med tilbage-bøjet hals nogensinde forkynder Herrens lys. Sådan flyver mandens tanke, og hvem kan kaste net i dens vej ? 06022
Bottom
06026
Top
TIMO: Kes võib mõista selle maailma ehitust? Ei inimlaps, kes on tömp ja rumal kui määgiv jäär. Kuid parem on võtta päevi nii, nagu nad tulevad, lasta neil minna, nagu nad lähevad, mingu siis mäele või rappa. Siin ainult oleme. TIMO: Hvem begriber denne verdens opbygning? Ikke menneskebarnet, der er enfoldig og dum som en brægende vædder. Men det er bedst at tage dagen, som den kommer, og lade den gå, som den går, om det så ender galt eller tosset. Vi er her bare. 06023
Bottom
06027
Top
JUHANI: Mis meil siin viga olla? Mis puudub? JUHANI: Hvad mangler vi her ? Savner vi noget ? 06024
Bottom
06028
Top
TIMO: «Ei jumala arm ega linnupiim.» Ait on moona täis ja tuba soe. Ise püherdame siin õlgedel. TIMO: »Hverken Guds nåde eller hans fuglemælk«. Boden er fuld af mad, og vort hus er varmt. Og her vælter vi os også i halmen. 06025
Bottom
06029
Top
JUHANI: Püherdame siin nagu mullikad kahisevail õlgedel. Võime saunas käia, kui tahame, kui aga tuju tuleb, ja süüa, kui maitseb. — Kuid nüüd oleme juba täis. Ei siis muud kui aitäh toidu eest ja koristame laua. JUHANI: Her tumler vi os som kalve i den knitrende halm. Vi kan bade, når vi vil; når det falder os ind, og spise, når det smager os. - Men nu er vi jo allerede mætte mænd. Og der er intet andet tilbage end at velsigne vor mavesæk og tage af bordet. 06026
Bottom
06030
Top
SIMEONI: Oodake, kuni olen lugenud lühikese söögipalve ja värsikese peale laulnud. SIMEONI: Vent, til jeg har læst en kort bordbøn og sunget et salmevers bagefter. 06027
Bottom
06031
Top
JUHANI: Jäägu seekord. Miks ci teinud sa seda enne söömist? — Mine, Eero-poju, kui oled noorem, lase vaadist õlut. JUHANI: Lad det nu være for denne gang. Hvorfor gjorde du det ikke før måltidet? - Gå, Eero-knægt, du, der er den yngste, gå hen og tap øl af tønden. 06028
Bottom
06032
Top
SIMEONI: Sa ei luba siis jõuluõhtu auks laulusalmikest laulda? SIMEONI: Du tillader altså ikke, at man synger et salmevers til ære for juleaftenen? 06029
Bottom
06033
Top
JUHANI: Ei ole meist ju laulumehi, kulla veli. Laulame ja loeme parem oma südames, see ongi jumalale kõige meelepärasem ohver. — Kuid seal ongi jälle õllekibu, kobrutav ja vahutav kui Kyrö kosk. Passiiba, poju! Laskem siit maitseda! Viska, veli Tuomas, ja õieti mehe moodi. JUHANI: Vi er ikke sangere, kære bror. Lad os synge og bede i vore hjerter, det er jo også Guds mest velbehagelige offer. Men se, dér har vi ølkruset igen, sydende og skummende som Kyrö fos. Tak skal du ha’, knægt! Tag en slurk! Smag på det, broder Tuomas, så det rigtig kan mærkes i skrutten. 06030
Bottom
06034
Top
TUOMAS: Selle asjaga ei viivita ma kaua. TUOMAS: Jeg tøver ikke ret længe. 06031
Bottom
06035
Top
JUHANI: Nõndap mees rüüpab. Sihukesed lonksud teevad meie kurkudest otse köstrikõrid. JUHANI: Sådan drikker en mand. Den slags slurke gør vore struber til rigtige klokker-struber. 06032
Bottom
06036
Top
«Elati ju ennegi,
Kui oja taga oldi,
Ojapuid põletati
Ja ojast õlut joodi.»
Livet har vi førhen kendt
på den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
06033
Bottom
06041
Top
Just nii. Kuid meie joomaks ongi ruske kesvamärjuke, põle-tuspuuks halg ja tõrvaskand, ja meie all on pehme õlgpolster, mõnus maadlusmatt kas või kuningaile ning suurvürstidele. — üks sõna, Tuomas. Kord kinnitas veli Aapo, et sinu vägi ja võim käib juba vahvalt Juho omast iile, kuid ma ei tahaks seda uskuda. Kuis oleks, kui siin pisut rabeleksime? Katsume! Ja, sådan. Men vor drik er kornets brune saft, vort brændsel favne-brænde og harpiks-stubbe, og under os har vi halmens bløde bolster, en herlig bryde-plads selv for konger og storfyrster. - Et ord, Tuomas! Broder Aapo, påstod engang, at din kraft og styrke langt overgår Juhos, men det vil jeg nu ikke rigtig tro. Hvordan ville det være at rulle sig dér i halmen? Lad os prøve! 06039
Bottom
06042
Top
SIMEONI: Püsige paigal! ja hoidke neid läikivaid õlgi vähemalt homsenigi. SIMEONI: Hold jer i skindet! Og skån den skinnende halm, i hvert fald til i morgen. 06040
Bottom
06043
Top
JUHANI: Nüüd on rõõm tipul, «puulba poolt on püha parem»; ja pahnaks peavadki õled minema. — Kas tahad, Tuomas? JUHANI: Nu står glæden på sit højdepunkt, »helligdagsaftenen er højeste fest«; og halmen bliver jo alligevel til strøelse. - Har du lyst, Tuomas? 06041
Bottom
06044
Top
TUOMAS: Võib ju toda katsuda. TUOMAS: Man kan vel prøve. 06042
Bottom
06045
Top
JUHANI: Sülipätsi! JUHANI: Livtag! 06043
Bottom
06046
Top
TUOMAS: Olgu minugi poolest! TUOMAS: Ja, lad gå! 06044
Bottom
06047
Top
JUHANI: Lööme rinnad kokku, lööme kokku! JUHANI: Vi griber fat, vi griber fat! 06045
Bottom
06048
Top
AAPO: Oota, poiss! Las Tuomas saab ka su püksivärvlist kõvasti kinni kahmata. AAPO: Vent, knægt. Lad også Tuomas få et fast greb i din bukselinning. 06046
Bottom
06049
Top
JUNANI: Las ta võtab, las ta võtab! JUHANI: Det skal han få, det skal han få. 06047
Bottom
06050
Top
EERO: Juho, miks sa hambad irvi ajad ja silmi pööritad nagu härg tapatallis? Oi mu vennakene! Kuid vaata, et sa nüüd häbisse ei jää. EERO: Juho, hvorfor griner du og ruller med øjnene som oksen på slagtebænken? Ak, kære bror! Pas på, du nu ikke bringer skam over dig selv. 06048
Bottom
06051
Top
AAPO: Kõik on hästi! Kes teeb esimese tõmbe? AAPO: Alt i orden. Hvem har det første kast ? 06049
Bottom
06052
Top
JUHANI: Olgu see Tuoma päralt. JUHANI: Lad det være Tuomas. 06050
Bottom
06053
Top
TUOMAS: Olgu see vanema venna päralt. TUOMAS: Lad det være den ældste broder. 06051
Bottom
06054
Top
JUHANI: Seisa siis jalul. JUHANI: Stå så fast. 06052
Bottom
06055
Top
TUOMAS: Tahan katsuda. TUOMAS: Jeg skal prøve på det. 06053
Bottom
06056
Top
JUHANI: Kas seisad, kas seisad? JUHANI: Står du, står du? 06054
Bottom
06057
Top
TUOMAS: Tahan katsuda. TUOMAS: Jeg skal prøve. 06055
Bottom
06058
Top
AAPO: Hõissa, poisid! Sedaviisi, just nii! Maadlete otsekui usukangclased. Juho kimpleb ja kangutab kui Iisrael ise ja «Tuomas seisab nagu sammas». AAPO: Halleluja, drenge! Sådan ja, netop sådan! I kæmper som troens helte. Juho brydes og bakser som selve Israel, og Tuomas »som egen stod«. 06056
Bottom
06059
Top
EERO: «Kuulab vait kui vaga lammas Aapo Saalomoni tarkust.» Kuid vaata Juho suud ja kohku. Ah! pistaksin nüüd kas või teraspulga ta hammaste vahele — praks! ja kohe oleks »ce pooleks. Mul on hirm, mul on hirm! EERO: »Da Abraham sin røst oplod«. Men se på Juhos mund og bliv forskrækket. Ak, om jeg nu kunne stikke en stålstang ind mellem hans tænder, så - smask!, og den ville straks gå i to stykker. Jeg er forfærdet, forfærdet! 06057
Bottom
06060
Top
AAPO: Meeste maadlus, muud midagi. Palgid tõusevad ja vajuvad meie all. AAPO: Det er jo et livtag mellem mænd. Gulvplankerne stiger og falder under os. 06058
Bottom
06061
Top
EERO: Nagu orelipedaalid; ja Tuoma käpad künnavad maad nagu rasked söödisahad. EERO: Som orgelbælge; og Tuomas’ tøfler pløjer gulvet som en grov træplov. 06059
Bottom
06062
Top
AAPO: Ega siin just piimasõrmega paitata. Pagan! oleks »«■ sikutus seal mäel, siis lööksid saaparauad sädemeid kaljust. AAPO: Man stryger ikke netop med mælkefingre. For fanden, hvis dette slagsmål fandt sted deroppe på bjerget, så ville hæle-beslagene slå gnister af klippen. 06060
Bottom
06063
Top
EERO: Otse kuldseid tähti lendleks metsa, ja tõuseks sest kaunis metsakahi. — Aga Tuomas seisab ikka veel. EERO: Rigtige guldstjerner ville flyve ind i skoven, så der opstod en munter skovbrand. - Men Tuomas står stadig. 06061
Bottom
06064
Top
TUOMAS: Kas oled nüüd küllalt näkkinud? TUOMAS: Har du nu rusket tilstrækkeligt? 06062
Bottom
06065
Top
JUHANI: No tõmba sina. JUHANI: Ja, kast du. 06063
Bottom
06066
Top
TUOMAS: Tahan katsuda. Kuid vaata nüüd, kuidas põrand ringi käib. TUOMAS: Jeg prøver. Og nu skal du få at se, hvordan gulvet snurrer rundt. 06064
Bottom
06067
Top
EERO: Pea meeles, pea meeles, Juho! EERO: Stå fast, stå fast, Juho! - 06065
Bottom
06068
Top
AAPO: See oli alles tõmme. AAPO: Det var et kast. 06066
Bottom
06069
Top
EERO: See oli pamak kai puunuiaga, nagu hoop taeva tuli-vasarast. EERO: Det var et brag som af »Haamaas trækølle«, et brag som af »himmelens ild-hammer«. 06067
Bottom
06070
Top
TIMO: Ja sea! lamab Juhani nagu linnasekott. TIMO: Og dér ligger Juhani som en maltsæk. 06068
Bottom
06071
Top
EERO: Oi, «Jussi-poju»! EERO: Ak, stakkels »Jussi-knægt«! 06069
Bottom
06072
Top
TIMO: Nii kutsus ta ennast ise pisikese poisina. TIMO: Sådan kaldte han sig selv som lille purk. 06070
Bottom
06073
Top
AAPO: Peab ometi teadma, kuidas meest pikali paisata. Pea meeles, Tuomas: inimese keha pole rauast, vaid lihast ja luust. AAPO: Man bør tænke på, hvordan man kaster en mand. Husk, Tuomas: menneskets krop er ikke afjern, men af kød og ben. 06071
Bottom
06074
Top
TIMO: Jah, kuigi ta pükse kannab. TIMO: Ja, selv om det bærer bukser. 06072
Bottom
06075
Top
TUOMAS: Kas ma sulle viga tegin? TUOMAS: Gjorde jeg dig fortræd ? 06073
Bottom
06076
Top
JUHANI: Hoolitse enese eest. JUHANI: Pas dig selv. 06074
Bottom
06077
Top
TUOMAS: Tõuse üles. TUOMAS: Rejs dig op. 06075
Bottom
06078
Top
JUHANI: Küllap tõusen ja näitan sulle mehejõudu vägi-pulgas. Tolles mängus alles jõud proovitakse. JUHANI: Jeg rejser mig op og viser dig mandskraften ved at trække stang. I den leg vejes kræfterne. 06076
Bottom
06079
Top
TUOMAS: Eero, too sealt nurgast see tulehark. — Vaat siin, JUHANI: TUOMAS: Eero, hent stangen derhenne i krogen, den stang, vi roder i ilden med. - Se her, Juhani. 06077
Bottom
06080
Top
JUHANI: Siin ma o!en. Ja nüüd tagakäpad vastu taga-käppi ning küüned rõika ümber! JUHANI: Her er jeg. Og nu bagpote imod bagpotc og næverne omkring stangen. 06078
Bottom
06081
Top
AAPO: Ja kui mina hüüan, siis vedage, kuid ilma ühegi nõksakuta. Teivas varvaste kohade, just varvaste kohale, mitte tolli võrd kummalegi poole. — Nüüd, poisid! AAPO: Og når jeg råber, så trækker I, men uden et eneste ryk. Stangen ved tåspidserne, lige ved tåspidserne og ikke en tomme til nogen af Siderne. - nu, drenge! 06079
Bottom
06082
Top
TIMO: Juho kerkib, nii et kägiseb. TIMO: Juho stiger til vejrs, så det knager. 06080
Bottom
06083
Top
AAPO: Seal pole mingit armu. AAPO: Dér hjælper ingen nåde. 06081
Bottom
06084
Top
JUHANI: Mine lase õlut, TIMO: JUHANI: Timo, gå hen og tap øl. 06082
Bottom
06085
Top
TIMO: Sa ju iompad, vennas. TIMO: Du halter jo, kære bror. 06083
Bottom
06086
Top
JUHANI: õlut laskma, sa neetud kluit! Kas kuulsid? Või tahad mööda kõrvu? JUHANI: Tap øl, din forbistrede lømmel. Hørte du? Eller skal jeg daske dig om ørerne ? 06084
Bottom
06087
Top
TUOMAS: Kas ma su jalale häda tegin? TUOMAS: Slog jeg din fod ? 06085
Bottom
06088
Top
JUHANI: Mis sa selle eest muretsed? Hoolitse oma käppade eest. Mis vala see muile teeb, kui kand saapa küljest lahti tuli? Rebeneb see iu maadluses kui naeriUble. Kuid hoolitse sina enese eest. Näib, et sa mind maadluses ja vägi-pulgas võidad; kuid tule kaklema. JUHANI: Hvad kommer det dig ved ? Pas du din egen pote. Hvad angår det mig, om så hælen faldt af støvlen ? Den gik jo af under brydekampen som en roe-skive. Men pas du dig selv. Det ser ud til, du vinder over mig i brydning og stang, men kom og slås. 06086
Bottom
06089
Top
AAPO: Kaklus ei lähe nüüd. AAPO: Slagsmål hører jo ikke til sagen. 06087
Bottom
06090
Top
JUHANI: Küllap läheb, kui aga tahame. JUHANI: Jo, hvis vi vil. 06088
Bottom
06091
Top
TUOMAS: Mina ei taha. TUOMAS: Jeg vil ikke. 06089
Bottom
06092
Top
JUHANI: Sa ei julge. JUHANI: Du tør ikke. 06090
Bottom
06093
Top
AAPO: Pea meeles, et maadlus on mäng. AAPO: Husk, at brydningen er en leg. 06091
Bottom
06094
Top
SIMEONI: See on mäng, millest tihti tuleb taplus ning mõrtsukatöö. SIMEONI: Jeg ved, at det er en leg, der ofte giver anledning til slagsmål og mord. 06092
Bottom
06095
Top
JUHANI: Tuomas võib võita, kuid ei painuta siin Juhanit keegi muu. Seda ma vannun ja näitan kordamööda iga mehe kallal läbi terve kompanii. — Uks ropsak, Aapo! Kas su kaelus peab vastu? Kas peab? JUHANI: Lad Tuomas have vundet, men ingen anden bøjer Juhani her. Det svægrer jeg og viser fra mand til mand hele kompagniet igennem. - En dyst, Aapo! Holder din krave, holder den? 06093
Bottom
06096
Top
AAPO: Hull ilma vähemagi põhjuseta! Oota, oota, ja maadleme korraliku] kombel. AAPO: Galhovedet uden mindste grund. Rolig, rolig, lad os brydes på ærlig vis. 06094
Bottom
06097
Top
JUHANI: Välk ja pank! JUHANI: Lyn og torden! 06095
Bottom
06098
Top
AAPO: Oota, ütlen mina. — Vaat nii, nüüd sikuta. AAPO: Rolig, siger jeg. - Sådan, kast nu. 06096
Bottom
06099
Top
EERO: Juha tantsib nagu mehine mees polkat, olgugi lomba tcs. EERO: Juho danser polka som en mand, selv om han halter. 06097
Bottom
06100
Top
JUHANI: Mis sa nüüd ütled, veli Aapo? JUHANI: Hvad siger du nu, broder Aapo? 06098
Bottom
06101
Top
AAPO: Et laman su all. AAPO: At jeg ligger under dig. 06099
Bottom
06102
Top
JUHANI: Astu järjekorda, SIMEONI: JUHANI: Kom frem som næste nummer, Simeoni. 06100
Bottom
06103
Top
SIMEONI: Ei ka tuhande taalri eest kallist püha rikkuma. SIMEONI: Ikke en gang for tusind rigsdaler ville jeg forstyrre den høje fest. 06101
Bottom
06104
Top
JUHANI: Olgu pühitsetud jõulupüha! Kuid ega seda süütu maadlusega rikuta, kui meel on rõõmus ja süda puhas. CJks katse, Simeoni! JUHANI: Æret være julehøjtiden! Man forsynder sig ikke imod den ved en uskyldig brydekamp, hvis blot vort sind er muntert og vort hjerte rent. Et forsøg, Simeoni! 06102
Bottom
06105
Top
SIMEONI: Miks sa mind kiusad? SIMEONI: Hvorfor frister du mig ? 06103
Bottom
06106
Top
Juhani, üks pingutus! JUHANI: Et basketag! 06104
Bottom
06107
Top
SIMEONI: Sina saatan! SIMEONI: Din satan! 06105
Bottom
06108
Top
AAPO: Jäta ta rahule, Juhani, jäta rahule. AAPO: Fred være med ham, Juhani, fred! 06106
Bottom
06109
Top
JUHANI: Võiksime ometi katsuda. Vaat nii, üksainus rikutus kaelusest! JUHANI: Vi kan vel forsøge. Se så, bare et eneste tag i kraven! 06107
Bottom
06110
Top
SIMEONI: Mine põrgusse, kurivaim! Ma olen nõus, et sa võidad. SIMEONI: Gå ad helvede til, onde ånd! Jeg indrømmer, at du vinder. 06108
Bottom
06111
Top
TUOMAS: Seda usun alles siis, kui näen. Ma ei arva, et ka Simeoni lihased oleksid just vasikalihast. TUOMAS: Det tror jeg først, når jeg ser det. Jeg formoder, at Simeonis sener heller ikke er kalvekød. 06109
Bottom
06112
Top
JUHANI: Sellepärast tulgu ta katsuma. Siis nähakse, kas on vasika, või on mustast, kiulisest karulihast. JUHANI: Lad ham derfor komme og prøve. Så vil man få at se, om de er kalvekød eller mørkt, senet bjørnekød. 06110
Bottom
06113
Top
AAPO: Oigu ta rahus ja astugu teine mees ette, kelle mee! kaldub rohkem maadluse poole. Veli Timo, ikka vahva mees? AAPO: Lad ham være i fred og lad en anden komme frem, der har større lyst til at slås. Broder Timo, altid en tapper mand! 06111
Bottom
06114
Top
JUHANI: Kas tahad? JUHANI: Vil du? 06112
Bottom
06115
Top
AAPO: Asu platsi, Timo! Pole sa kunagi mammapoju. AAPO: Klem på, Timo! Du har jo aldrig været noget hængehoved. 06113
Bottom
06116
Top
TUOMAS: Ei iial, vaid ikka hakkaja, ikka otsekui omas laius. Ma ei unusta iial seda hoopi, mis ta andis tolles imeväärses löömingus toukolastega. Esiti sai ta tähele panemata lubli obaduse oma nupu pihta, ku>d sellest suurt hoolimata pööras ta rahulikult ümber, tõmbas teiba lööja pihust ja nüüd virulna ta tagasi vastu peakoort— ning teivas pooleks. Teivas pooleks nii et praksus, ja maka potsatas mees nagu tühi kott. Nii tegi Jukola Timo. Ja ma tean, et temast on veel nüüdki mehele vastane. TUOMAS: Aldrig, men altid kæk; altid som i sin egen gård. Jeg glemmer ikke det kunststykke, han lavede i den uforglemmelige bataille med Toukola-folkene. Han fik først, ganske uventet, et vældigt slag i hovedet, men uden at bekymre sig synderligt om det, snurrede han rolig rundt, snappede staven ud af mandens næve og slog igen, lige oven i skallen, og så - gik staven i stykker. Staven brækkede midt over, så det bragede, og manden dejsede om som en tom sæk. Sådan er Jukolas Timo. Og jeg ved, at der stadig er krummer i ham. 06114
Bottom
06117
Top
TIMO: Tule, poiss. TIMO: Kom an, knægt. 06115
Bottom
06118
Top
JUHANI: Seda ma just tahan. Kuid lase, kui minagi korralikult kinni saan. Nüüd olen valmis. JUHANI: Det er netop, hvad jeg vil. Men lad mig også få fat i dine linninger. Nu er j'eg klar. 06116
Bottom
06119
Top
AAPO: Esimeseks olgu Timo sikutas. AAPO: Timo skal have det første kast. 06117
Bottom
06120
Top
JUHANI: Olgu nii. Saangi pisut hinge tõmmata. JUIIANI: Lad gå. Så får j‘eg tid til at puste lidt. 06118
Bottom
06121
Top
TIMO: Vaat nii! TIMO: Se dér! 06119
Bottom
06121
Top
JUHANI: Ei, pojuke! JUHANI: Nej, min dreng! 06120
Bottom
06122
Top
TUOMAS: üpris kange tõmme, Timo, sina vahva Timo! Kuid kas sa veel paremini ei saa? TUOMAS: Det var et temmelig kraftigt ryk, Timo, du tapre Timo! Men er der ikke råd for at gøre det bedre? 06121
Bottom
06123
Top
JUHANI: Ega siin nii kergesti liiguta. JUHANI: Vi går ikke herfra så let. . 06122
Bottom
06124
Top
TUOMAS: Timo, kas sa paremini ei saa? TUOMAS: Timo, er der ikke råd for at gøre det bedre? 06123
Bottom
06125
Top
TIMO: Peaks saama. — Aga mis see ütleb? TIMO: Det burde der være. - Men så det her? 06124
Bottom
06126
Top
JUHANI: «Ei siit nii kergesti veel minema minda, ütles Hiivamäe kerjus.» JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06125
Bottom
06127
Top
AAPO: Kord veel, Timo. AAPO: En gang til, Timo. 06126
Bottom
06128
Top
TUOMAS: Kas paremini ei saa? TUOMAS: Er der ikke råd for at gøre det bedre ? 06127
Bottom
06129
Top
TIMO: Peaks saama. — Aga see? TIMO: Der burde være. - Men så det her ? 06128
Bottom
06130
Top
JUHANI: «Ei siit nii kergesti veel minema minda, ütles Hüvamäe kerjus.» JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06129
Bottom
06131
Top
TUOMAS: Kuid see oli tõmme, mis tundus. TUOMAS: Men det var et ryk, der kunne mærkes. 06130
Bottom
06132
Top
EERO: Pole häda, ainult pisut ja hoopis süütult võbises Juhani hääl. EERO: Ingen fare, Juhanis stemme skælvede bare en smule og ganske uskyldigt. 06131
Bottom
06133
Top
JUHANI: Püsti ma seisan. JUHANI: Jeg står oprejst endnu. 06132
Bottom
06134
Top
TUOMAS: Kord vee!, Timo. TUOMAS: En gang til, Timo. 06133
Bottom
06135
Top
TIMO: Katsume, katsume. TIMO: Vi skal prøve, vi skal prøve. 06134
Bottom
06136
Top
JUHANI: Pastoi! Mu püksid kukuvad! JUHANI: »Vent — holdt!« Mine bukser skrider. 06135
Bottom
06137
Top
TIMO: «Kuid nüüd, ütles Kaitaranta.» TIMO: »Men nu, sagde Kaitaranta«. 06136
Bottom
06138
Top
JUHANI: Mu püksid kukuvad! Kas sa kuuled? JUHANI: Mine bukser skrider. Hører du det? 06137
Bottom
06138
Top
TIMO: Vaat nii, vennike! TIMO: Se, sådan, min broder! 06138
Bottom
06139
Top
AAPO: Sea! lamab Juhani jälle ja suudleb põrandat. AAPO: Ligger nu Juhani dér igen og kysser gulvet? 06139
Bottom
06139
Top
EERO: ja puhib nagu pull. Kuid hea, et «saab pisut hinge tõmmata». EERO: Og stønner som en stud. Men det er da godt, »han får tid til at puste lidt«. 06140
Bottom
06141
Top
TIMO: Lamab minu ai! poiss nagu märg tallukas. TIMO: Knægten ligger under mig som en våd kludesko. 06141
Bottom
06142
Top
TUOMAS: Kuid püksid mängisid talle pussi. TUOMAS: Men hans bukser spillede ham et puds. 06142
Bottom
06143
Top
AAPO: Õigluse nime! peab seda ütlema. Juhaai enese püksid olid siin peremehe vastu ja lõid Timo liitlaseks. AAPO: Det må siges i sandhedens navn. Jussis egne bukser gjorde modstand imod deres herre og sluttede forbund med Timo. 06143
Bottom
06144
Top
EERO: Nii on lugu. Sellepärast kõik piiksid maha ja mäng uuesti lahti. EERO: Således forholder det sig. Derfor væk med bukserne, og lad legen begynde igen. 06144
Bottom
06145
Top
SIMEONI: Pea suu, sina rääk! Muidu annan sulle mööda nokka. Kas ei aita sulle juba sellestki põrgumängust? SIMEONI: Hold nu kæft, din døgenigt. Ellers giver jeg dig nogen på snuden. Har du ikke allerede fået nok af denne helvedes leg? 06145
Bottom
06146
Top
EERO: Noh, muutugu see siis taevamänguks. Püksid ja särgid seljast ning maadelge nagu kaks inglit paradiisi väljal. EERO: Nå, lad os så gøre den til en himmelsk leg. Væk med bukserne og skjorterne, og lad os brydes som to engle på Paradisets marker. 06146
Bottom
06147
Top
TUOMAS: Miks sa ta kaela peal istud, Timo? TUOMAS: Hvorfor sidder du på hans nakke, Timo? 06147
Bottom
06148
Top
TIMO: Oleks nüüd halg pihus, siis paneksin mööda kannikaid nii et plaksuks. TIMO: Hvis jeg nu havde en brændeknude, gav jeg ham nogen i rumpen, så det dundrede efter. 06148
Bottom
06149
Top
AAPO: Miks nõnda? See on ju maadlus, aga mitte kaklus. AAPO: Hvorfor det? Det her er en brydekamp og ikke noget slagsmål. 06149
Bottom
06150
Top
EERO: Kas Timo on vihane? EERO: Er Timo vred ? 06150
Bottom
06151
Top
T i m o. Ei sugugi, ei sugugi, kuid ütlen niisama: oleks nüüd halg või ümarik nui, siis paneksin mööda kannikaid nii et plaksuks. TIMO: Slet ikke, slet ikke, men jeg siger bare: hvis jeg havde et brændestykke eller en rund stok, gav jeg ham nogen i rumpen, så det bragede efter. 06151
Bottom
06152
Top
TUOMAS: Lase ta üles. TUOMAS: Lad ham komme op. 06152
Bottom
06153
Top
TIMO: Tõuse, jumala loom. TIMO: Rejs dig op, du Guds skabning. 06153
Bottom
06154
Top
JUHANI: Mina tõusen, ja tea, et kui olen püksid jälle kinni pannud, siis on sinu kord pikali lennata, ning teisiti kui mina äsja. Mina, õnnetu poiss, langesin viperuse läbi su alla, mida sina väledasti enese kasuks tarvitasid, sa koeranägu, sa saapa-pink! JUHANI: Jeg rejser mig op, men vid, at når jeg har fået bukserne op igen, så bliver det din tur til at falde omkuld og på en noget anden måde end jeg. Jeg, jeg stakkels knægt, bukkede sammen på grund af et ulykkestilfælde, som du udnyttede i en fart, din støvleknægt! 06154
Bottom
06155
Top
AAPO: Jäägu eemale vihastumine! Ma tean, et ta su püksi-iipardust vaevalt nägigi, enne kui mahapanek oli tehtud. Seda tegi ta rüseluse hoos, vaene poiss. AAPO: Nu ingen vrede! Jeg ved, at han næppe lagde mærke til dit bukse-uheld. Han gjorde det i kampens hede, stakkels fyr. 06155
Bottom
06156
Top
JUHANI: Küllap ta saarmapoeg seda teadis. Kuid te olete kõik nagu kaarnad mu kaelas. Või ta ei teadnud. Kas ma ei karjunud nagu piirivalvur valju häälega: pastoi, püksid kukuvad? Kuid ta ei hoolinud sellest, vaid rebis küünte ja hammastega nagu kass. Kuid surm ja needus! Küll ma sind õpetan tulevikus teise harmoonika-pükse oma kasuks tarvitama, küll ina sind õpetan. JUHANI: Han vidste det nok, den muldvarp. Men I er jo alle sammen i nakken på mig som ravne. Såh, han vidste det ikke? Råbte jeg ikke som en landmåler med høj stemme: vent - holdt, mine bukser skrider? Men det brød han sig ikke om, men rev med klør og tænder som en kat. Men fanden ta’ mig! Jeg skal lære dig for fremtiden at udnytte en andens skridende bukser til egen fordel; jeg skal sandelig lære dig. 06156
Bottom
06157
Top
TIMO: Ma tegin seda rüseluse hoos, vaene poiss. TIMO: Ak, jeg stakkel, jeg gjorde det i kampens hede. 06157
Bottom
06158
Top
JUHANI: Ma sind õpetan, kui saan püksid üles ja nälja-vöö kinni nagu kiilutud vaadivitsa. JUHANI: Jeg skal lære dig, når jeg har fået bukserne op og sat livremmen fast som et kilet tøndebånd. 06158
Bottom
06159
Top
TIMO: Ma vilistan edaspidise maadluse peale; kui kord võitsin, siis võitsin, pole seal enam midagi mõmiseda. Mis puutuvad püksid asjasse? Maadluses maadleb mees, aga mitte püksid ja säärikud või lumesokid. TIMO: Jeg giver pokker i hele brydekampen; når jeg én gang har vundet, så har jeg vundet, og så er der ikke mere at mukke om. Hvad har bukserne med sagen at gøre? I brydning er det manden, som brydes og ikke hans bukser eller strømpeskafter eller andre sne-sko. 06159
Bottom
06160
Top
JUHANI: Pihud jälle värvlisse ja rind rinna vastu! Surm ja needus! JUHANI: Næverne i linningen igen og bryst mod bryst! Fanden stå i det! 06160
Bottom
06161
Top
TIMO: Kas peaksin temaga veel tolle lapsiku mängu peale minema? TIMO: Skal jeg deltage sammen med ham i det dér barnlige foretagende? 06161
Bottom
06162
Top
EERO: Mis ta veel küsib! Mine, jumala loom, mine, kui pääsed. EERO: Og det spørger han om? Gå, du Guds skabning, så længe du bare kan. 06162
Bottom
06163
Top
SIMEONI: Ära mine, ütlen mina. SIMEONI: Gå ikke, siger jeg. 06163
Bottom
06164
Top
EERO: Ära mine, kui kardad ja vabised. EERO: Gå ikke, hvis du frygter og skælver. 06164
Bottom
06165
Top
JUHANI: Nüüd ei aita kartus ning vabin, vaid peab uuesti võitlema, ja just selsinatsel jumala silmapilgul. JUHANI: Nu hjælper hverken frygt eller bæven, han må deltage i en ny kamp og det lige i dette Herrens øjeblik. 06165
Bottom
06166
Top
EERO: Heida armu ta peale, Juhani, heida armu! EERO: Hav barmhjertighed med ham, Juhani, hav barmhjertighed! 06166
Bottom
06167
Top
TIMO: Mispärast? Eero, mispärast? Olgu minugi poolt veel üks sikutus, üks või kaks. Tersii ainult! TIMO: Hvorfor det, Eero, hvorfor det? Lad gå med en kamp til, en eller to. Tag fat! 06167
Bottom
06168
Top
JUHANI: Siin saad, poiss! JUHANI: Se her, knægt! 06168
Bottom
06169
Top
TUOMAS: Korralikult, Juho! TUOMAS: Ordentligt, Juho! 06169
Bottom
06170
Top
AAPO: Korralikult! Nii kisklevad ju kaks näljast kulli. AAPO: Ordentligt! Sådan slås jo to sultne høge. 06170
Bottom
06171
Top
SIMEONI: Kaklus, sula kaklus! SIMEONI: Slagsmål, rent slagsmål! 06171
Bottom
06172
Top
AAPO: Mõistlikult, Juhani! AAPO: Fornuftigt, Juhani! 06172
Bottom
06173
Top
SIMEONI: Oi teid jõledaid, oi teid jõledaid! SIMEONI: Oh, I bæster, I bæster! 06173
Bottom
06174
Top
EERO: Ära ometi venda sandiks tee! EERO: Knus dog ikke din brodér! 06174
Bottom
06175
Top
SIMEONI: Ahaa, ahaa! või juba Eerogi kahvatab. Sea! on su kalad, mida õngitsesid. SIMEONI: Aha, aha! Nu bliver Eero også bleg. Der har du de fisk, du fiskede efter. 06175
Bottom
06176
Top
TUOMAS: Juhani! TUOMAS: Juhani! 06176
Bottom
06177
Top
SIMEONI: Juba maja läheb lõhki, te kiskjad ja kuradid! SIMEONI: Hele huset styrter jo sammen, I vilddyr og djævle! 06177
Bottom
06178
Top
JUHANI: «Vot, poju, ütles venelane!» No mis sa seal siis lamad ja lakke põrnitsed? JUHANI: »Vot, knægt, sagde russeren!« Nå, hvorfor ligger du dér og glor op i loftet ? 06178
Bottom
06179
Top
TIMO: Sa võidad mind praegu, kuid las aeg teeb veel pisut tööd: sina vananed ja jääd väikeseks, aga mina kasvan ning kosun. TIMO: Du vinder over mig nu, men lad tiden forme os lidt mere: du bliver gammel og mindre, men jeg vokser og bliver stærkere. 06179
Bottom
06180
Top
JUHANI: Kord kulub ja lõpeb ka see maailm, saati siis patune inimloom. Aeg lööb meid kõiki, vennas. Kuid tõuse üles ja kummuta näkku lonks õlut ning tunnista, et sinus 00 jõudu paari loe võrra vähem kui minus. JUHANI: Engang forgår og ender denne verden, hvorfor skulle det så ikke ske med et stakkels syndigt menneske? Tiden slider os alle sammen op, kære broder. Men rejs dig nu og hæld en slurk øl i gabet og indrøm så, at der er et par lod mindre kraft i dig end i mig. 06180
Bottom
06181
Top
TIMO: Seda oleme näinud. Lamasin ju seal röötsakil su all ja sina mu peal nagu karvane karu. TIMO: Det så man. Dér lå jeg under dig på alle fire og du over mig som en lodden bjørn. 06181
Bottom
06182
Top
JUHANI: «Võta siit, kulla vennas, olgu tröösti õllekannus.» — Nii olen mina siis Jukola karjas teine mees, mis jõusse puutub. Lauri ja Eero on küll veel katsumata, kuid nad peaksid teadma, et katsumisel maailm nende ees pimeneb; ja Simeoni on enese ise minust nõrgemaks tunnistanud. Kuid nõrganäpumees pole Jukola vennastest ükski, seda ma kinnitan. Tulgu siis kas või viiskümmend toukolast, rusikas rusika vastu. Viis tündrit kannan mina seljas, ja Tuomas pisut enam; viis tündrit, kui teine ainult kandami selga laob. JUHANI: »Tag dig en slurk, Rumpe-Matti, af Kiikka-Heikkis kande!« I Jukolas flok er jeg således anden mand, hvad styrke angår. Lauri og Eero er ganske vist endnu uprøvede, men de skal vide, at de vil høre humlebierne summe for deres øren, hvis det kom til en prøve; og Simeoni har indrømmet, at han er svagere end jeg. Men ingen af Jukolas brødre er en lille-fingers-mand, det svarer jeg for. Her må komme indtil halvtreds Toukolafolk, knytnæve mod knytnæve. Fem tønder bærer jeg på min nakke, og Tuomas lidt til; fem tønder, hvis blot en anden stabler byrden på min ryg. 06182
Bottom
06183
Top
TUOMAS: Kuid ma tahaksin näha, kuis Lauri ja Eero täie jõuga maadleksid. TUOMAS: Men jeg ville gerne se Lauri og Eero i et rigtig voldsomt basketag med hinanden. 06183
Bottom
06184
Top
AAPO: Tõepoolest, see oleks vaatamisväärt. Üks tõsine ja vaikne kui talvine sula ilm, teine pisike kui päkapikk, kaid väle ja terane nagu välk. Laske lahti, ja seal võitlevad kärp ning isajänes. Ma ei võrdle sind arguse pärast jänesega, selleks pole põhjust, ega su liigutuste pärast, sest Lauri astub nagu Könni-sepa koogumees, mille jalad ja labidad pani liikuma osav kellavärk ta kõhus, — kuid minu meelest näikse võitlus nagu kärbi ning toreda isajänese maad!us. AAPO: Det ville sandelig være noget at se på. Den ene tryg og rolig som tøvejr, den anden lille som en dværg, men hurtig og skarp som et lyn. Tag fat, og det bliver væselen og han-haren, som kæmper. Jeg sammenligner dig ikke med haren af hensyn til skrækken - det er der ikke nogen grund til - heller ikke af hensyn til dine bevægelser, for Lauri går som smeden Könnis hakke-karl, livis ben og hakke blev sat i bevægelse af et sindrigt urværk i maven - men kampen ville efter min mening ligne en brydekamp mellem en væsel og en prægtig han-hare. 06184
Bottom
06185
Top
JUHANI: Oks rinnutsimaadlus, poisid, üks rinnutsimaad-lus või siilipäts! JUHANI: Et tag i kraven, drenge, et tag i kraven eller livtag! 06185
Bottom
06186
Top
LAURI: Mis selle Eeroga rabelda? Temast ei saa kanagi korralikult kinni, tema aga sipleb teise jalus nagu kass, küünistab ja pigistab teise külgi riivatu! kombel, nii et vaevalt saad õhku neelata. Nii tegi ta möödunud sügisel, kui Arunišdu! maadlesime. Ja kes seal võitis, kes alla jäi, seda ei mõistnud pagangi. Mis ma temaga enam läheksin? LAURI: Hvad tj’ener det til at brydes med Eero? Man kan jo aldrig få ordentlig fat i ham, for han farer rundt mellem benene som en kat, kradser og klemmer en om livet på en så forbistret måde, at man knap nok kan få et pibende åndedræt i sit bryst. Sådan gjorde han, da vi sidste efterår kæmpede derude på engen. Og hvem, der vandt dengang, og hvem, der lå underst, det »forstod ikke engang Iivari«. Hvorfor skulle jeg så slås mere med ham? 06186
Bottom
06187
Top
EERO: Ma polnud sinust juuksekarva võrragi kangem. Usu, kui tahad. EERO: Jeg var ikke en hårsbredde stærkere end du. Tro mig, om du vil. 06187
Bottom
06188
Top
LAURI: Usun seda, sest ma tean, et sa nõrgem oled. LAURI: Det tror jeg, for jeg ved, at du er svagere. 06188
Bottom
06189
Top
JUHANI: Seda näidaku korralik maadlus. JUHANI: Det må en ærlig brydekamp bevise. 06189
Bottom
06190
Top
LAURI: Mis ma temaga enam läheksin? LAURI: Hvorfor skulle jeg slås mere med ham? 06190
Bottom
06191
Top
SIMEONI: Heitke juba magama, te metslased. SIMEONI: Lad os gå til ro, I galninger. 06191
Bottom
06192
Top
JUHANI: Öid on palju, kuid jöulud on ainult kord aastas, ja sellepärast pidutsegem nüüd. Rõõmutse, sina jõulumaja, rõõmutse, kogu Iisraeli maal Sel ööl, just selsiaatsel silmapilgu! on sündinud suur ime Paabeloni linnas. Rõõmnisegem! — Mis peaksime mängima? Kas teeme pimesikku? tapame siga, või mängime kingseppa? JUHANI: Der er mange nætter, men det er kun jul en gang om året, og lad os derfor være glade. Glæd dig, du julestue, glæd dig, hele Israels land! I denne nat, i denne stund, er der sket et stort mirakel i Babylons stad. Lad os være glade! - Hvad skal vi lege? Skal vi »spise julesteg«, skal vi »stikke svin« eller »fægte efter skomageren« ? 06192
Bottom
06193
Top
SIMEONI: Või nii! Või peaksime veel mässama nagu vallatud jõnglased! Jäta rahu! SIMEONI: Se så! Skal vi stadig larme omkring her som ustyrlige unger? Gå din vej! 06193
Bottom
06194
Top
JUHANI: Poissmehe-põlv pole muud kui tants. Eks ole nii, Timo? JUHANI: Den unge mands ugifte tilværelse er som en dans. Ikke sandt, Timo? 06194
Bottom
06195
Top
TIMO: Hi-hi-hi! TIMO: Hi, hi, hi! 06195
Bottom
06196
Top
JUHANI: Eks ole nii? JUHANI: Ikke sandt? 06196
Bottom
06197
Top
TIMO: Küllap ta nii on. TIMO: Det er sikkert rigtigt. 06197
Bottom
06198
Top
EERO: Just nii, kulla Jussi. EERO: Netop, »Jussi-skat«. 06198
Bottom
06199
Top
JUHANI: ütles rebane jänesele. Õigus! Seda elu maksab elada; on vahel lõbuski ja paneb kannad pisut kerkima. — I antsime kasakat; selles asjas olen mina meister. Vaadake! JUHANI: Sagde ræven til haren. Rigtigt. Livet går an, undertiden er det også fornøjeligt og får en til at lette på hælene. - Lad os danse russisk dans ; det er jeg en mester til. Se her! 06199
Bottom
06200
Top
AAPO: Tea, kas meie õlu annabki hoogu? AAPO: Mon vort øl stiger til hovedet? 06200
Bottom
06201
Top
JUHANI: Kummuta kolm kannu kurku, kas ei tunne siis väikest vinti seal ärklitoas? — Kuid laula, Eero, kui Jussi-poju tantsib. Lase lahti! JUHANI: Hæld tre kander i gabet på dig, så mærker du måske en smule søgang deroppe i øverste etage. Men syng, Eero, mens Jussi danser. Klem på! 06201
Bottom
06202
Top
EERO: Mis sorti tahetakse? EERO: Hvad slags skal det være ? 06202
Bottom
06203
Top
JUHANI: Ükstapuha, kui see ainult kajab ja kõmab. Lase tulla, poju, tõmba, nii et põrandapalgid tõusevad! Laula, sina saarmapoeg, laula, kui mina tantsin, hüppan nagu oinas, kargan üles laeni. Laula! JUHANI: Hvad som helst, bare det larmer og buldrer. Klem på, knægt, så grund-bjælkerne rejser sig! Syng, du, din muldvarpe-unge, syng, mens jeg danser og hopper som en vædder, hopper helt op til loftet. Syng! 06203
Bottom
06204
Top
EERO: Tahan katsuda. EERO: Jeg skal prøve. 06204
Bottom
06205
Top
«Lajagu mu lauluviis,
Nüüd on meil ju jõulud;
Nüüd on õlut aamid täis,
Kibud täis ja kruusid;
Aamid täis, aamid täis,
Kibud täis ja kruusid!»

«Anjapõllu laada peal
Õlut, viina joodi,
Musta härja hinna eest
Nood pulmakingid toodi,
Toodi, toodi;
Musta härja hinna eest
Nood pulmakingid toodi.»

Jussi, pussi, Jukola Jussi!
Lad os glædes, lad os frydes,
jul er kommet til vort hus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus!

Hen på Anjanpelto marked
man den sorte okse trak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06205
Bottom
06223
Top
AAPO: Vait, Eero, ära vihasta teda. AAPO: Stille, Eero, og dril ham ikke. 06222
Bottom
06224
Top
JUHANI: Laula pealegi; ei ma vihasta; laula pealegi, et mul poleks tarvis ilma muusikata tantsida. JUHANI: Syng bare løs; jeg bliver ikke vred, syng løs, så jeg ikke behøver at danse uden musik. 06223
Bottom
06225
Top
EERO: EERO: 06224
Bottom
06226
Top
Jussi, pussi, Jukola Jussi!
«Jussi, Jassi, jahukoonn,
Põrsa pahna peesitaja...»
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude.
Grisens strå han reder op . .
06225
Bottom
06228
Top
TIMO: Hi-hi-hi! Oh mis hullu sa laulad! TIMO: Hi, hi, hi! Hvad er det for tossede ting, du synger 06230
Bottom
06228
Top
JUHANI: Laula pealegi, laula pealegi. Ega ma vihasta. JUHANI: Syng bare løs, syng løs. Jeg bliver ikke vred. 06231
Bottom
06229
Top
EERO: EERO: 06232
Bottom
06234
Top
«Jussi, Jassi, jahukoonu.»
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
06233
Bottom
06230
Top
Ma laulan ja nipsutan veel sõrmigi juurde. Jeg synger og smækker også med fingrene. 06236
Bottom
06231
Top
«Põrsa pahna peesitaja,
Seasulu soojendaja!»
Jussi, pussi, jukola Jussi!

«Iida astus aeda,
Tahtis järgi kaeda,
Kuhu kallim jäänd.
Kuhu kallim jäänd.»

«Kui mulle kostis mu kulla hääl.
Esimest kord teda trehvates.
Arvasin olevat pilve peal,
Seraviimide salga sees;
Arvasin olevat pilve pea!,
Seraviimide salga sees.»

Jussi, pussi, Jukola Jussi!

«Mäletad kas, Maie,
Kuis maasikaid söödi
Ja lustimängu löödi?
Tralla ralla laa!
Maasikaid söödi
Ja lustimängu löödi.
Tralla ralla laa!»

Jussi, pussi, Jukola Jussi!

«Hoia sina, Aadu armas.
Jussi kohta sõimu,
Seda tead sa väga hästi,
Et on Jussil võimu.
Jussi astub linnas.
Lamba laba rinnas;
Ühtekokku oleme
Kõik me samas hinnas.»
Tralla ralla laa!

«Viluoja Viidik
Ja Palupära Priidik
A’asid Peedu pulli
Teistre Tooma talli.
Ralla ralla laa!
A’asid Peedu pulli
Teistre Tooma talli!»
Ralla ralla laa!

«Oi mind meest meeletumat.
Mis ma võtsin ette!
Talu mul on kodukülas,
Ja ise kannan kette;
Talu on mul kodukülas,
Ja ise kannan kette.»
Grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Ida gik til den øde strand,
Ida skrev i det bløde sand,
sin elskedes navn,
sin elskedes navn.

Da min elskedes røst j'eg hørte,
første gang, jeg hende så,
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå:
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Kan du huske, lille Maja,
da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen,
Trallarallala!
Da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen.
Trallarallala!

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Stakkels Aapo, du må ikke
over Jussi dig beklage.
For du ved, at alle dage
var vor Jussi stærk og tapper.
Nu i slottet sidder han,
gedeskind ham dække kan.
Alle er vi samme slags,
samme slags er alle mand.
Trallarallala!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!


Ve mig, ve mig vilde knægt.
Hvorfor har jeg dette gjort!
Jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port;
jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port.
06237
Bottom
06286
Top
JUHANI: Nõndaks aga! Niiviisi! Ega siin ketid koorma. Laula edasi! JUHANI: Sådan, ja! Her tynger jo ingen lænker. Syng løs! 06282
Bottom
06287
Top
EERO: EERO: 06283
Bottom
06288
Top
Jussi, pussi, Jukola Jussi!
Jussi, Jassi, jahukoonu,
Põrsa pahna peesitaja,
Seasulu soojendaja!
Jussi, pussi, Jukola Jussi!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06284
Bottom
06295
Top
Kas ei aita juba? Er det ikke nok nu ? 06291
Bottom
06296
Top
JUHANI: Veel! Tantsime kui Karja-Matti pulmas. Veel! Veel! — Karja-Matti pulmad! JUHANI: Mere! Vi danser ved Karja-Mattis bryllup. Mere! Mere! - Karja-Mattis bryllup! 06292
Bottom
06297
Top
SIMEONI: Isegi kukk kiljatab selle jumalavallatu jandi ja mürgli pärast. SIMEONI: Også hanen galer allerede vredt over denne ugudelige tummel og ståhej. 06293
Bottom
06298
Top
JUHANI: Suu kinni, kukk, ja ära seal kokuta! JUHANI: Hold kæft, hane, og kagl ikke. 06294
Bottom
06299
Top
TUOMAS: Saab juba sellest, JUHANI: TUOMAS: Nu kan det være nok, Juhani. 06295
Bottom
06300
Top
AAPO: See türgi tants võtab sul hinge välja. AAPO: Den dér tyrkiske dans tager j'o livet af dig. 06296
Bottom
06301
Top
JUHANI: See on ruskitants. Eks ole nii, Eero? JUHANI: Det her er russisk dans. Er det ikke, Eero? 06297
Bottom
06302
Top
EERO: See on juskitants. EERO: Det er jussisk dans. 06298
Bottom
06303
Top
JUHANI: Olgu nii, ja tulgu siis veel paarkümmend hüpe! seda juskitantsu. JUHANI: Nå, det kan være, og lad os så få endnu en snes hop af jussi-dansen. 06299
Bottom
06304
Top
SIMEONI: Sina meeletu mees! SIMEONI: Dit vilde menneske! 06300
Bottom
06305
Top
TIMO: Vaat nii, vaat nii! Hi-hi-hi! No võtku sind pagan! TIMO: Se dér, se dér! Hi, hi, hi! Pokker ta’ mig! 06301
Bottom
06306
Top
JUHANI: Eest ära! Muidu trambin su pudruks nagu kasaka hobune purjus laadamehe. Hih! JUHANI: Af vej'en! Ellers træder j'eg dig til plukfisk som kosak-hesten den drukne markedsgæst. Hih! 06302
Bottom
06307
Top
AAPO: On aga see rihmaots seal su taga leilis. Küll see kimmub, kimmub üles, kimmub alla, pekstes meest kord vastu selga, kord vastu kannikaid. Oh sind! AAPO: Hans læderrem er i fuldt sving bagtil. Den danser, den danser op, den danser ned og dasker ham skiftevis om ryggen og rumpen. Oh, du! 06303
Bottom
06308
Top
JUHANI: Lalla-laa-laa! See oli alles tuuseldus. Heh-heh! — Teist korda oma elus tantsisin. Esimest korda juhtus see Karja-Matti pulmas, kus polnud rohkem naisepoolist kui kolm eidetudi, kuid mehi suur kari. Kui aga Matti meile paar tassi kibedat kohvipunssi nina alla pistis, vaat siis polnud muud, kui läksime põrandapalke vihtuma, meie mehed omavahel; ja siis alles oigas patune maa meie all. Vaesed vanamoorid tänasid õnne, et sellest saunast pääsesid; me oleksime nad ju räbalaiks tantsinud. Oh sind paganat küll ometi! — Nüüd aga rõivad särgini seljast maha, ja üles lavale. Kuid ega me kohe veel silma kinni pane, vaid vestame seal lava soojuses vahutava õllekibu ääres ja tõrvase pirru lõkendaval valgel lõbusaid lugusid ning muinasjutte. JUHANI: Laila, la, la! Det var da endelig en hoppetur. Hehheh! - Det var anden gang, jeg dansede i mit liv. Første gang skete det ved Karja-Mattis bryllup, hvor der ikke fandtes andre kvindfolk end tre gamle kællinger, men en vældig hoben mænd. Men se, da Matti havde brygget os et par kopper krasse kaffe-punche, så var ikke andet for os at gøre end at hamre løs på gulvplankerne, vi mænd indbyrdes; og det gjorde vi, så den syndige jord sukkede under os. De arme kvindfolk var taknemmelige, fordi de slap for hele kommersen; vi ville jo have danset dem til laser. Ak, ja, fanden til halløj! - Men af med klæderne, lige til skjorten, og op på briksen. Vi lukker jo alligevel ikke vore øjne endnu, men lad os, ved det skummende ølkrus og i skæret fra den flammende lyspind, fortælle muntre eventyr og sagn, deroppe på den varme sovebriks. 06304
Bottom
06309
Top
Nad tõmbasid rõivad seljast, täitsid veel kord kibu õllega ja asusid üheskoos lavale. Seal istusid nad kõik särgiväel õlg-asemel hauduvas kuumuses. Usinalt käis vahutav kibu ühe mehe käest teise kätte ringi ja palgipraos lõõmas männipirru kuldne leek. Kuid siis torkas Juhani pähe mõte ja langes ta suust lause, mille tagatipuks oli raske õnnetus. De klædte sig af, fyldte kruset med øl endnu en gang og klatrede alle mand op på briksen. Dér sad de, alle i deres skjorter, på de halm-bestrøede pladser i den stegende varme. Det skummende krus vandrede flittigt rundt fra mand til mand, mens fyrrepindens gyldne flamme blussede i vægsprækken. Men nu opstod der en tanke i Juhanis hoved, og fra hans mund dryppede nogle ord, der skulle ende med at få ulyksalige følger. 06305
Bottom
06310
Top
JUHANI: Siin nüüd peesitame nagu päravorstid ahju õlgedel ja soojust annavad meile kuumad kerisekivid. Eero, viska õige kerisele kannutäis õlut, et teaksime, kuis ka odramärjukese leil maitseb. JUHANI: Her steger vi os rigtigt som pølser på ovnens strå, og varme får vi fra ildstedets hede sten. Eero, kast en kande øl på ovnen, så vi får at vide, hvordan kornsaftens damp smager. 06306
Bottom
06311
Top
TUOMAS: Mis hull mõte see olgu? TUOMAS: Hvad er det nu for et tåbeligt påfund ? 06307
Bottom
06312
Top
JUHANI: Tore mõte. Viska. JUHANI: Et storartet påfund. Kast! 06308
Bottom
06313
Top
EERO: Ma tahan vanema sõna kuulda. EERO: Jeg må adlyde min husbond. 06309
Bottom
06314
Top
JUHANI: Paar kannu õlut kerisele! JUHANI: Et par kander øl på stensætningen. 06310
Bottom
06315
Top
TUOMAS: Mitte tilkagi! Kui ma sealt vähematki susinat kuulen, siis õnnetu see, kes on seda teinud. TUOMAS: Ikke en dråbe! Hvis jeg hører den mindste sydende lyd derfra, så bliver manden ulykkelig, som frembragte den. 06311
Bottom
06316
Top
AAPO: Ei maksa raisata head jooki. AAPO: Vi skal ikke ødsle med den gode drik. 06312
Bottom
06317
Top
TIMO: Pole meil rikkust, et õlieleilis elada, kaugeltki mitte, kaugeltki mitte. TIMO: Vi har ikke råd til at leve i øldamp, absolut ikke, absolut ikke. 06313
Bottom
06318
Top
JUHANI: Oleks aga lust seda maitseda. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. 06314
Bottom
06319
Top
TUOMAS: Mina keelan seda kindlasti. TUOMAS: Jeg forbyder det på det strengeste. 06315
Bottom
06320
Top
JUHANI: Oleks aga lust seda maitseda. — Võit äsjases maadluses on Tuoma kuklakarvu suurel viisil kergitanud ja nüüd mõtleb ta oma heaksarvamise järgi siin majas valitseda. Pea siiski meeles, et mõru sapp, kui ta kord paisub, poisile kakluses seitsme mehe jõu annab. Nii või teisiti, kuid minu "ilmad ei mõtlegi veel sinu viibet oodata. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. -Sejren i brydekampen for lidt siden har fået Tuomas’ nakke-børster til at stritte vældigt, og han tror, han nu kan regere i dette hus, som det behager ham. Men glem ikke, at den bedske galde, når den rigtig svulmer, giver knægten syv mands styrke i slagsmål. Men lige meget med det - mine øjne vil i hvert fald endnu ikke vogte på dig. 06316
Bottom
06321
Top
SIMEONI: See on maadluse vili, puha maadluse vili! SIMEONI: Brydningens frugter, brydningens frugter! 06317
Bottom
06322
Top
JUHANI: Anna üks kähvak, EERO: Mina vastutan asja eest ja kaitsen sind. JUHANI: Lad det skvulpe, Eero. Jeg står for sagen og forsvarer manden. 06318
Bottom
06323
Top
EERO: See on vanema käsk, ja mina pean kuulama; muidu »n mul otse jõuluööl hundipass pihus. EERO: Det er husbondens befaling, og jeg må adlyde; ellers får jeg løbepasset i næven, midt i julenatten. 06319
Bottom
06324
Top
Siis täitis Eero väledalt Juhani tahtmise, hambaid ühte purre» ja huuli kelmiks muigeks pigistades, ning peagi kostis kennelt laksak ja kohe selle järel kõva kohatus. Nüüd kargas Tuomas raevuselt üles ja tormas Eero poole, kuid ruttas ka Juhani nooremat venda kaitsma. Sellest tõusis nüüd üldine rüselus, mille hoos põlev pird lavalt alla põrandale paisati. Vennaste tähele panemata süütas see seal peagi tule õlgedesse. Nagu ring veepinnal ühtlaselt ja igale poole laieneb, nii suurenes ühtesoodu ka tule hele sõõr põrandal. See ulatus ikka kõrgemale ja puudutas juba lava, enne kui majaelanikud eneste all hädaohtu märkasid. Kuid hilja märkasid nad seda, et veel midagi päästa peale oma ja loomade elu, kes majas leidusid. Leegid lainetasid juba laialt ja suur oli häda ning möll. Kõik tormasid ukse poole, mille avanedes mehed, koerad, kass ja kukk hirmsa kisaga peaaegu ühel ajal välja kargasid. Näis, nagu oleks maja nad ühes suitsuga, oma kurgust lumisele maale oksendanud, kus nad nüüd seisid, võidu köhides. Kuid viimasena astus välja Lauri, päitseidpidi Valget talutades, kes muidu oleks igatahes tule ohvriks jäänud. Vägivaldne leek tungis juba välja akende väikestest aukudest ja viimaks ka nii uksest kui katusest. Leekides lõõmas Impivaara tugev maja. Kuid lumisel väljal seisid maja elanikud kaitseta, sest ka süsi-onn, nende esimene siinne peavari, oli juba maani maha kistud ja ait oli harvalt ehitatud nagu harakapesa. Seal siis seisid vennaksed ja nende ainus kaitse tuulte ning pakase vastu oli lühike takune särk. Isegi mütse peakatteks ega viiskusid jalga ei suutnud nad tule võimusest päästa. Endisest kraamist olid alles ainult püssid ja tohikpaunad, mis olid enne leilivõtmist aita viidud. — Kuid lumes seisid vennaksed, kõik selgadega vastu kohisevat tuld, kord paremat, kord pahemat jalga kergitades ja soojendades; ning punetasid need lume ja tule hautatud jalad, punetasid nagu hanede ujumislestad. Med sammenbidte tænder og læberne fortrukket i et snedigt grin udførte Eero villigt Juhanis befaling, og snart lød der et smæld fra stenene, hurtigt efterfulgt af en voldsom hvæsen. Nu sprang Tuomas op, aldeles rasende, og styrtede løs på Eero, men Juhani skyndte sig også at hjælpe sin yngre broder. Derved opstod en almindelig tumult; og i forvirringen blev den brændende lysepind slynget fra briksen og ned på gulvet. Dér fik den snart halmen til at blusse livligt, uden at brødrene lagde mærke til det. Ligesom en ring spreder sig jævnt og hurtigt i alle retninger, på vandets overflade, således udvidede sig også ildens klare cirkel på gulvet. Den steg højere og højere til vejrs og slikkede allerede hen ad briksens gulv, inden husets beboere lagde mærke til faren under deres fødder. Men de opdagede den for sent, så de ikke kunne redde andet end deres eget liv og de kreaturer, der var i huset. Flammerne bølgede allerede over et vidtstrakt område, og stor var faren og forvirringen. Alle skyndte sig hen mod døren, og da den blev åbnet, stormede mændene, hundene, katten og hanen ud, næsten på én gang, med en frygtelig larm. Det forekom, som om huset spyede dem ud af sit rygende gab, spyede dem ud på den snedækkede jord, hvor de nu stod og hostede om kap. Men den sidste, der kom ud, var Lauri; han trak Valko ved grime-tøjet; ellers ville den formodentlig være blevet flammernes bytte. En voldsom ild trængte allerede ud gennem vinduernes små åbninger, og til sidst også gennem døren og taget. Impivaaras solide hus gyngede nu i flammernes skød. Men på den snedækkede jord stod husets mandskab uden noget tilflugtssted; kulsvierhytten, deres første tilflugtssted, havde dejo allerede jævnet med jorden, og forrådshuset var bygget lige så åbent som en skaderede. Dér stod brødrene nu, og deres eneste beskyttelse mod vinden og kulden var en kort blårgarns-skjorte. Ikke engang huerne til deres hoveder eller barkskoene til deres fødder havde de fået tid til at redde ud af flammerne. Af husets forrige tilbehør var der kun bøsserne og bark-ranslerne tilbage, som de havde stillet ind i förrådshuset, før de gik i bad. — Men nu stod brødrene i sneen, alle med ryggen mod den susende ild; de løftede og varmede snart højre fod og snart venstre fod; og fødderne lyste rødt, kærtegnede af sneen og ilden, lyste rødt som gæssenes svømmefødder. 06320
Bottom
06326
Top
Nad nautisid viimast head, mis nende maja neile veel andis, nautisid tule soojust; ja suur oli nende tuli. Vägevalt tõusis leek kõrgele, kõikjale kumas hõljuv valgus ja sammalsuised kuused mäeharjal naeratasid mahedalt nagu koidutules. Tõrvaskand uc!e virnast kerkis suits pilvedesse, paks ja pigimust, ning keerles koonaldena taevakummi all. Kuid raiesmaal ja ümbruses oli valge, valitses punetav päev talveöö südames, ja imelikku viirastust võõrastades piilusid linnud puude lumiseilt okstelt, kuidas Impivaara vägevalt ehitatud maja söeks ning tuhaks muutus. Kuid vihaselt juukseid kiskudes ja mures seisid vennaksed seal ümber, seisid kõik seljaga vastu tuld ning tõstsid kordamööda jalaialdu soojendava tule poole. Pikkamööda vähenes ometi nende tuleriit, vajus lõpuks tukkidena alla ja tuhandeist praksuvaist sädemeist täitus öine õhk. Hirmuga märkasid siis vennaksed, et taevas hakkas selgeks lööma ja tuul pöördus lõunast põhja. Ilm oli soojast pakaseks muutumas. De nød det sidste gode, som deres hus endnu kunne give dem; de nod brændeildens varme; og vældigt var deres bål. Flammen steg voldsomt tilvejrs, overalt funklede genskæret af det flakkende lys, og de skæggede graner på bjergskråningen smilede mildt som i morgenrødens ild. Fra harpiksstubbenes store stak steg en røg, en tyk og begsort røg, op mod skyerne og rullede i mørke klumper under himlens tag. Men på rydningen og i dens omgivelser var der lyst: i vinternattens hjerte herskede et rødligt skær, og fuglene, der var forbavsede over dette uhyggelige lys, stirrede ned fra træernes snedækkede grene, da Impivaaras stærkt-byggede hus blev til kul og aske. Men brødrene stod rundt omkring og kradsede sig i håret af raseri og sorg; stod alle sammen med ryggen til ilden og løftede skiftevis deres fodsåler mod den varmende ild. Deres bål svandt dog efterhånden hen, faldt omsider helt sammen til en hoben glødende brændestykker, og tusindvis af knitrende gløder fyldte den natlige luft. Til deres forfærdelse opdagede brødrene nu, at himlen begyndte at klare op, og at vinden slog om fra syd til nord. Vejret var ved at skifte fra tø til frost. 06321
Bottom
06328
Top
AAPO: Tulest pääsesime, kuid pakase ohvriks. Vaadake: taevas selgib ja külmalt lõõtsub juba põhi. Vennad, hädaoht on hirmus. AAPO: Vi blev reddet fra ilden, men kun for at blive kuldens ofre. Se: himlen klarer op, og nordenvinden blæser allerede koldt. Brødre, vor fare er forfærdelig. 06322
Bottom
06329
Top
JUHANI: Surm ja needus! Kes on kõiges selles süüdi? JUHANI: Død og forbandelse! Hvem har forårsaget dette? 06323
Bottom
06330
Top
TUOMAS: Kes! Sa tuleroog küsid veel? Kui ma nüüd õieti teeksin, siis virutaksin su sinna tulisesse tuhka praadima. TUOMAS: Hvem! Spørger du endnu, du, din ildføde? Hvis jeg nu gjorde det rette, så kastede jeg dig derind, for at du kunne blive stegt i den gloende aske. 06324
Bottom
06331
Top
JUHANI: Ei iial tee seda üks Tuomas, ei iialgi. Kuid neetud olgu see mees, kes selle põrguöö toime pani! JUHANI: Det gør en Tuomas aldrig, aldrig nogensinde. Men forbandet være den mand, der gav anledning til denne helvedes nat. 06325
Bottom
06332
Top
TUOMAS: Ta neab ennast ise. TUOMAS: Han forbander sig selv. 06326
Bottom
06333
Top
JUHANI: Neetud olgu see mees, nimelt Tuomas Jukola. JUHANI: Forbandet være den mand, nemlig Tuomas Jukola. 06327
Bottom
06334
Top
TUOMAS: Otle seda veel teine kord. TUOMAS: Sig det en gang til. 06328
Bottom
06335
Top
JUHANI: Tuomas Juhani poeg Jukola on kõiges selles süüdi. JUHANI: Tuomas, søn af Juhani Jukola, er skyld i alt dette. 06329
Bottom
06336
Top
AAPO: Tuomas! AAPO: Tuomas! 06330
Bottom
06337
Top
SIMEONI: Juhani! SIMEONI: Juhani! 06331
Bottom
06338
Top
LAURI: Tasa! LAURI: Stille! 06332
Bottom
06339
Top
TIMO: Nüüd ei pääse te teineteise kallale, ei pääse, teie siinid. Jaa, jaa, olge viisakalt ja soojendame ennast vennalikult. TIMO: Nu skal I sandelig ikke fare løs på hinanden, det får I ikke lov til, I hallunker. Ja, ja, lad os være rolige og varme hinanden broderligt. 06333
Bottom
06340
Top
SIMEONI: Te jumalavallatud! SIMEONI: I ugudelige! 06334
Bottom
06341
Top
AAPO: Eemale viha ja riid, kui meid kõige armetum surm ähvardab. AAPO: Bort med had og strid, når den usleste død truer os. 06335
Bottom
06342
Top
TUOMAS: Kes on süüdi, kes on süüdi? TUOMAS: Hvis er skylden; hvis er skylden? 06336
Bottom
06343
Top
JUHANI: Mina olen süütu. JUHANI: Jeg er uskyldig. 06337
Bottom
06344
Top
TUOMAS: Süütu! Tuli ja välk! ma söön su elusalt ära! TUOMAS: Uskyldig! Lyn og torden! Jeg æder dig levende! 06338
Bottom
06345
Top
AAPO: Korralikult, korralikult! AAPO: Rolig, rolig! 06339
Bottom
06346
Top
SIMEONI: Jumala pärast, korralikult! SIMEONI: For Guds skyld, rolig! 06340
Bottom
06347
Top
AAPO: Süütu või süüdlane, see jäägu nüüd otsustamata, kui meie ainus pääs on põgenemine. Meie maja on tuhas ja peaaegu alasti seisame hangel. Mis on väärt see takune särgiräbal? I Ica siiski, et meie püssid ja laskemoon sinna aita jäid, sest nojariistu on meil nüüd tarvis. Teerimäelt kostab huntide ulguv liääl. AAPO: Skyldig eller uskyldig, lad det forblive uafgjort, nu da hastværk er vor eneste redning. Vort hus ligger i aske, og vi står næsten nøgne her i snedriven. For hvad betyder denne pjalt af en blårgarnsskjorte? Det er da godt, at vi lod vore bøsser og ammunition blive dér i boden ; for nu har vi brug for våben. Fra Teerimäki larmer ulvenes hylende stemme. 06341
Bottom
06348
Top
TUOMAS: Mis peame siis tegema? TUOMAS: Hvad skal vi da gøre ? 06342
Bottom
06349
Top
AAPO: Ei tea muud nõu, kui et tõttame Jukola poole, tõttame kahvatu surma nimel. Kaks meest ratsutagu ikka Valge seljas ja teised järgnegu joostes. Nii sündigu: kordamööda joostes, kordamööda ratsutades. Hobuse aitab, et siis kogu tee pole tarvis hange tallata, ja ehk pääseme veel jumala abiga. AAPO: Jeg ved ikke noget andet råd, end at vi skynder os af sted til Jukola, skynder os af sted for den blege død. To kan altid ride på Valko og de andre følge efter dem i løb. Sådan må det foregå: skiftevis løbende og skiftevis ridende. Tak være vor hest slipper vi altså for at trampe i sneen hele vejen, og med Guds hjælp kan vi måske endnu reddes. 06343
Bottom
06351
Top
JUHANI: Kuid meie jalad on nagu küpsetatud naerid, enne kui Jukola toas seisame, põleva ahju paistel. JUHANI: Men vore fødder ligner sikkert stegte roer, før vi står i Jukolas stue, i brændeildens varme. 06344
Bottom
06352
Top
SIMEONI: Seal on siiski meie ainus lootus. Ja sellepärast rutakem. Tuul kasvab juba ja taevavõlv selgib. Rutakem! SIMEONI: Det er dog vort eneste håb. Og lad os derfor skynde os. Vinden bliver skarpere, og himlen klarer op. Lad os ile! 06345
Bottom
06353
Top
EERO: Meie surm on tulnud! EERO: Vor død er kommet! 06346
Bottom
06354
Top
JUHANI: Sea! on siis Jukola seitse poega! JUHANI: Dér ryger Jukolas syv sønner! 06347
Bottom
06355
Top
SIMEONI: Meie häda on hirmus, kuid jumal taevas on vägev. Rutakem! SIMEONI: Vor nød er forfærdelig, men mægtig er Herren i det høje. Lad os ile! 06348
Bottom
06356
Top
TUOMAS: Püssid ja paunad aidast välja! TUOMAS: Bøsserne og ranslerne ud af boden! 06349
Bottom
06357
Top
JUHANI: Kohutav öö! Siin ähvardab meid paukuv pakane, seal näljased, ulguvad hundid! JUHANI: En skrækkelig nat! Her truer os den knitrende kulde og dér de sultne, hylende ulve. 06350
Bottom
06358
Top
TIMO: Oleme hädaohus, nii Valge kui meie ise. TIMO: Vi er i fare, såvel Valko som vi selv. 06351
Bottom
06359
Top
JUHANI: Meie ise veel suuremas. Alasti mees, nii olen kuulnud, on hundile talvel meelepärane roog. JUHANI: Vi selv er i den største. En nøgen mand, har jeg hørt, er ved vintertid en meget kærkommen steg for ulvene. 06352
Bottom
06360
Top
TIMO: Ja mees ning siga, nii olen kuulnud, maitsevad ühteviisi, ja see on teada, et siga on talvel kriimsilma maius-roog. Meid ootab ees kuri lugu, seda ei saa salata. TIMO: Og manden og svinet, har jeg hørt, smager på samme måde, og det ved man, at svinet er Rumpe-Heikkis livret om vinteren. Vi har en hård paragraf 9g prøve foran os; det kan ikke nægtes. 06353
Bottom
06361
Top
JUHANI: Mis peame tegema? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 06354
Bottom
06362
Top
AAPO: Jukolasse nagu pisuhännad läbi öö, enne kui pakane kasvab ja meie vere põletava külmusega jäässe kisub. Jukola poole üle ulguva Teerintäe! Huntide vastu on meil relvad, kuid pole härmahabemes kuningas Pakase vastu. AAPO: Af sted til Jukola som troldpile gennem natten, før frosten flammer op og svier vort blod til is med sin brændende kulde. Til Jukola over den hylende Teerimäki! Mod ulvene har vi våben, men ikke mod den rimfrost-skæggede kong Kulde. 06355
Bottom
06363
Top
TUOMAS: Siin on püssid ja paunad. Nüüd püssid õlale ja pambud selga igamees ning kaks hakaku ratsutama, me teised lidume järele, nii kiiresti kui võime. Kuid ruttame, ruttame meie surematute hingede nimel! TUOMAS: Her er bøsserne og ranslerne. Nu geværet over skulderen og ranslerne på ryggen alle mand ; og to op at ride, mens vi andre traver bagefter; så godt vi kan. Men lad os skynde os, skynde os, for vore udødelige sjæles skyld! 06356
Bottom
06364
Top
JUHANI: Põhi selgib ja tähed säravad. Ho-hoi! Kuid ruttame! JUHANI: Det klarer op i nord, og stjernerne blinker. Hi, ha! Men lad os ile! 06357
Bottom
06365
Top
AAPO: Homme viime siit asjad ja riistad, mis tuli meile jättis; homme tuleme ja võtame ka kassi ning kuke. Selle öö peavad nad tulise ahervareme lähedal küll vastu. Kuid Killi ja Kiiski tulgu koos meiega nagu truud seltsimehed. — Kus nad on? AAPO: I morgen henter vi de ting og sager her, som ilden har efterladt til os; i morgen kommer vi og henter også katten og hanen. Denne nat holder de nok ud dér ved den glødende ruin. Men Killi og Kiiski kan følge med os på vor færd som trofaste kammerater. - Hvor er de ? 06358
Bottom
06366
Top
TUOMAS: Neid ei näe. — Vait! kuulake. TUOMAS: De er ikke til at se nogen steder. - Tys! Lad os lytte. 06359
Bottom
06367
Top
EERO: Nad lippavad meist juba kaugel. Sealt mäe tagant kostab nende haukumine. EERO: De render allerede af sted, langt her fra. Man kan høre deres gøen dér bagved bjerget. 06360
Bottom
06368
Top
TUOMAS: Nad ajavad ilvest, ja nähtavasti on see ilves meie maja lähedalt mööda läinud, nii said koerad tema jälile. Kuid ajagu nad oma tahtmist mööda; nüüd peame nad unns-tama ja oma raske teekonnaga kiirustama. TUOMAS: De jager en los, og den er antagelig gået tæt forbi vort hus og har efterladt sine spor til hundene. Men lad dem nu jage, som de vil ; vi er nødt til at glemme dem og skynde os af sted på vor strenge vandring. 06361
Bottom
06370
Top
JUHANI: Õigus! Sest elu ja surm on teineteise kasukasse kinni karanud nagu kaks isakaru. JUHANI: Lad gå med det! For livet og døden har grebet hinanden i skindet som to han-bj'ørne. 06362
Bottom
06371
Top
AAPO: Nüüd kõik jõud kokku! AAPO: Lad os nu sætte alle vore kræfter i bevægelse! 06363
Bottom
06372
Top
JUHANI: Meie hinge ja ihu jõud viimse pisarani! JUHANI: Alle kræfter i vor sjæl og krop, lige indtil marven! 06364
Bottom
06373
Top
TUOMAS: Pidades meeles, et meid kõige armetum surm ähvardab. TUOMAS: I bevidstheden om, at den ynkeligste død truer os. 06365
Bottom
06374
Top
JUHANI: Kahelt poolt ähvardab meid sünge surm. Ho-lioi! nüüd nokk jääs või sooled maas, kui me varsti Iibedail õlgedel tulevalgel ci seisa. Üks neist kolmest peab juhtuma tunni jook* sul. Kuid nüüd ei aita viivitamine, ei kaugeltki, vaid, hambad risti, murran nüüd kas või penikoorma-paksustest jäämägedesi läbi. JUHANI: Fra to sider truer os den sorte død. Hi, ha! Nu fryser næsen til is, eller tarmene ligger på jorden, hvis knægten her ikke snart står på den glatte halm i ildens skær. En af disse tre ting skal ske i løbet af en time. Men det hjælper jo ikke at smøle her, absolut ikke; jeg bider tænderne sammen og baner mig vej selv gennem miletykke isbjerge. 06366
Bottom
06375
Top
SIMEONI: Katsume issanda nimel ja abil. SIMEONI: Lad os prøve i Herrens navn og med hans hjælp. 06367
Bottom
06376
Top
JUHANI: Tema abil. Mis võib siin naisest sündinud mee» omast jõust? Kuid anname ennast tema hea hoole alla. JUHANI: Med hans hjælp. Hvad formår vel hernede en mand, født af en kvinde, ved egen kraft ? 06368
Bottom
06377
Top
EERO: Teele ilma mingi viivituseta enam! EERO: Lad os drage af sted uden mindste tøven. 06369
Bottom
06378
Top
JUHANI: Ja ilma mingi kartuseta! Teele nüüd! JUHANI: Og uden nogen frygt! Nu af sted! 06370
Bottom
06379
Top
TUOMAS: Kõik on valmis. Hüpake selga, Eero ja Simeoni, ning hakake Jukola poole ratsutama, kuid nii, et me ikka hobuse kondis püsime, meie, kes jala teie järel lumes laseme. TUOMAS: Alt er således parat? Stig op på hesteryggen, Eero og Simeoni, og begynd at ride imod Jukola, men sådan, at vi altid kan holde os i nærheden af vor gamle krikkes brodder, vi, der skynder os til fods efter jer i sneen. 06371
Bottom
06380
Top
Nii läksid nad teele: alasti, seljas ainult takune särk, ja igaühel oma paun seljas ning püss õlal või käes. Nii läksid nad talvisele, öisele teele, põgenedes pakase eest, mis Põhjala raba* soodest nende kallale tormas. Kuid ta ei tulnud ometi kõige hirmsama näoga, ilm ei muutunud seekord siiski kõige valjemaks. Tõsi küll, aeg-ajalt paljastus taeva laup, kuid purjetavad pilved peitsid selle jälle ning tagasihoidlikult lõõtsus põhjatuul. Vennaksed olid ka külmaga tuttavad, mõneski pau-kuvas pakases oli nende nahk paksuks pargitud ja varem olid nad vallatute poisijõnglastena tihti tundide kaupa palja jalu hangedes mässanud. Kuid kole, kohutavalt kole oli nüüd siiski nende teekond Impivaarast Jukolasse. Ägedalt kihutasid nad edasi, südames ahastav hirm. Ees Valge seljas ratsutasid Eero ja Simeoni, teised järgnesid joostes nende sabas, taila-les laane lund, mis jooksust ümberringi tuiskas. Kuid Impi-vaara raiesmaal, hõõguva kerise lähedal, istusid kass ja kukk, nukralt kustuvasse tulle piiludes. Så begav de sig af sted: nøgne, kun iført en blårgarnsskjorte, og hver af dem bar deres bark-ransel på ryggen og deres bøsse over skulderen eller i hånden. Således begyndte de deres vandring på den vinterlige, natlige vej, idet de flygtede for kulden, der styrtede sig over dem fra Nordens moser. Men den kom dog ikke med sit mest forfærdelige udseende, og vejret blev denne gang ikke det aller værste. Ganske vist blottedes undertiden himlens pande, men drivende skyer da'kkede den igen, og nordenvinden blæste med måde. Brødrene var da også fortrolige med kulden; deres hud var blevet barket i mangen en hylende kulde, og før i tiden havde de ofte, som ustyrlige knægte, travet timevis omkring i snedriverne med bare ben. Men turen fra Impivaara til Jukola var dog forfærdelig for dem, aldeles forfærdelig. De ilede hastigt fremad, med rædslen i deres hjerter. Forrest, på ryggen af Valko, red Eero og Simeoni; de andre fulgte, løbende lige i hælene på dem, mens de vadede i ødemarkens sne, der hvirvlede op om deres ben. Men på Impivaaras lysning sad katten og hanen, tæt ved den skinnende ovn og stirrede sørgmodigt ind i den sluknende ild. 06372
Bottom
06381
Top
Küla poole kiirustasid vennaksed, jätsid selja taha juba Sompio soo ja lähenesid Teerimäele, kust ikka veel kostis huntide kohutav ulgumine. Kuid kuusikus, soo ja Seunala Matti raiesmaa vahel, vahetati ratsutajaid: maha tulid Eero ja Simeoni ning kaks vennastest ruttasid nende asemele. Viivitamata jätkasid nad jälle teekonda, kihutasid mööda nõmme selga, üle Viertola tee ja sealt läbi suure kohiseva männiku. Kuid lõpuks lähenes kaljune Teerimägi ja äkki vaikis huntide paljukõrine hääl. Peagi seisid nad mäeharja] ja lasksid hobusel hinge tõmmata; ratsutajad tulid jälle seljast maha ja kohe hüppasid kaks teist nende asemele. Veel seisid nad lumisel kaljul; põhjatuul lõõtsus, taevakumm selgis taas silmapilguks ja Suure Vankri sarv näitas, et kesköö oli juba möödas. Brødrene ilede af sted mod landsbyen ; de havde allerede ladt Sompio-mosen bag deres ryg og nærmede sig nu Teerimäki, hvorfra man stadig hørte ulvenes uhyggelige hyl. Men i grantykningen, mellem mosen og Seunala-Jaakkos lysning, skiftede man ryttere: Eero og Simeoni steg af hesten, mens to af brødrene skyndte sig at indtage deres plads. Så fortsatte de ufortøvet deres færd, ilede af sted langs hede-åsen, over Viertola-vejen og derefter gennem den vidtstrakte, susende fyrreskov. Men til sidst nærmede man sig den klippe-fyldte Teerimäki, og pludselig forstummede ulvenes mange-stemmige hyl. Snart stod de på bjergets top og lod deres hest puste ud; rytterne steg atter ned fra hestens ryg, og to andre kravlede straks op i stedet for. De stod lidt endnu på den snedækkede klippe; nordenvinden blæste, himmel-hvælvningen klarede op igen, og Karlsvognens horn viste, at det allerede var over midnat. 06373
Bottom
06383
Top
Kuid pärast pisukest puhkust kiirustasid nad jälle mööda siledat mägiteed alla, ja kui see oli lõppenud, astusid nad pimedasse kuusikusse, ning õudsena seisis loodus nende ümber. Kahvatu kuu vaatas alla, öökullid huikasid ja siin-seal laane põues seisis õudne viirastus, mis paistis kui kohutavalt suur metsakaru: langenud kuuskede kõrgele kerkinud, sammaldunud juured. Liikumata nagu jäätunud viirastused vahtisid need karukujud imelikku reisuseltskonda, kes hirmsa hooga neist mööda jooksis. Nii vaatasid nad liikumata, kuid nende vahele ja ümber tekkis peagi sünges kuusikus liikumine. Seal ringlesid näljased hundid vennaste lähedal, liginesid neile üha enam ja enam. Kord ees, kord taga, kord risti üle tee, kord tee kummalgi pool välgatas kuuskede vahel nende jooks. Tigedaina, verejanulistena jälgisid nad Impivaara öiseid pagulasi; ja murdusid praksudes ning rägisedes kuusejuurte kuivad harud. Vabisedes ja turnates jooksis pelglik Valge; ning mees, kes ees ratsutas, suutis vaevalt ta kihutamist taltsutada. Kuid ikka ninakamaks kasvas kiskjate julgus. Verejanuliselt lõõtsutades vilksatasid nad tihti meeste lähedalt mööda; hirmutuseks pau-gatasid aeg-ajalt vennaste püssid, kord paremale, kord pahemale poole. Sellest ei heitunud hundid ometi mitte kaugele. Men da de havde hvilet sig, skyndte de sig atter ned ad den glatte bjergvej, og da de havde tilbagelagt den, kom de ind i en mørk granskov; og dyster stod naturen omkring dem. Månen kiggede ned, blegt; uglerne skreg; og her og dér i ødemarkens skød stod en besynderlig skygge, der lignede en skov-bjørn, umådelig stor: de styrtede graners strittende, mosgroede rødder. Ubevægelige som frosne spøgelser stirrede disse bjørne-skikkelser mod de besynderlige vejfarende, der hurtigt ilede forbi dem. De stirrede ubevægeligt, men mellem dem og omkring dem opstod der snart et forfærdeligt røre i den mørke granskov. De sultne ulve kredsede omkring brødrene og kom nærmere og nærmere. Undertiden var de foran dem eller bagved dem; snart krydsede de overvejen, og snart så man deres hastige løb mellem granerne på begge sider af vejen. Rasende, blodtørstige fulgte de efter de natlige flygtninge fra Impivaara; og trærøddernes tørre grene knagede og bragede, når de brækkede. Den ængstelige Valko løb af sted, skælvende og prustende, og manden, der sad forrest, havde svært ved at forhindre den i at stikke af. Men vilddyrenes dristighed blev større og større. Pustende og blodtørstige strøg de ofte ganske tæt forbi mændene; og brødrenes bøsser knaldede nu og da for at skræmme dem, snart til højre og snart til venstre. Men det jog dem dog ikke særlig langt bort. 06374
Bottom
06384
Top
Tuli vastu Kii java lage, tulekahju põletatud nõmm, kus siin-seal seisis kuivanud männitüvi, kotka ja öökulli istekoht. Siin läks huntide viha juba hirmuäratavaks ja suur oli meeste hädaoht. Seekord ratsutasid Tuomas ja Timo, kuid teised, kes jalgsi järel jooksid, peatusid äkki ja lasksid peaaegu korraga vägeva kogupaugu jälgijate vastu, kes sellest hirmudes nüüd pisut kõrvale tõmbusid. Mehed hakkasid jälle edasi kihutama; kuid ei kestnud kaua, kui nende lähedal kihises uuesti huntide luurav parv ning hädaoht oli suurem kui kunagi enne. Siis peatas Tuomas hobuse ja hüüdis valju häälega: «Kelle püss on tühi, see laadigu silmapilk! Ta rutaku tule ning tuisuna!» Nii ta hüüdis, kargas maha, käskides Timol kõvasti Valget kinni hoida. Vennaksed seisid nüüd ja laadisid ega tundnud külma ei jalus ega muis kehaliikmeis. Seisid ka kiskjad viiekümne sammu kaugusel meestest, järelejätmata oma ahnete silmadega nende poole vahtides, ägedalt händadega vehkides. — Ja pilvedest lagedana õhkus taevakumm, kust hele kuu nüüd alla nõmmele vaatas. Så kom de til Kiljavas åbne hede, der var hærget af en skovbrand, og hvor der hist og her stod en udtørret fyrrestamme, et hvilested for høge og ugler. Nu begyndte ulvenes raseri at blive foruroligende, og mændene var i stor fare. Tuomas og Timo sad på hesten i dette øjeblik, men de andre, der kom løbende bagefter, standsede pludselig og affyrede næsten samtidig en vældig salve mod deres forfølgere, der blev forskrækkede, og nu trak sig lidt tilbage. Mændene ilede atter fremad, men det varede ikke længe, før ulvenes lurende skare larmede tæt ved dem, og faren var større end nogensinde. Så standsede Tuomas hesten og sagde med høj stemme: »Den mand, hvis bøsse er tom, skal lade den straks på stedet!« Således råbte han, steg af hesten og befalede Timo at holde godt fast på Valko. Brødrene stod nu og ladede, og de mærkede ikke det mindste til kulden, hverken i fødderne eller i nogen anden del af deres krop. Ulvene stod også stille, halvtreds skridt fra mændene; de stirrede uafbrudt på dem med grådige øjne og piskede ivrigt med halen. - Og renset for skyer strålede himmelhvælvingen, hvorfra den klare måne nu kiggede ned på heden. 06375
Bottom
06385
Top
TUOMAS: Kas püssid on laetud? TUOMAS: Er vore bøsser ladte ? 06376
Bottom
06386
Top
AAPO: See on tehtud. Mis on su plaan? AAPO: Det er gjort. Hvad mener du ? 06377
Bottom
06387
Top
JUHANI: Kõik jällegi ühekorraga! JUHANI: Alle på een gang igen! 06378
Bottom
06388
Top
TUOMAS: Ei, kui elu on teile armas. Ikka olgu mõni tuleraud laetud, seda pidage meeles. Lauri, sinul on kõige osavam käsi ja terasem silm, tule siia mu kõrvale. TUOMAS: Nej, ikke hvis vi har livet kært. Nogen må altid have skyderen ladt, husk det. Lauri, du har jo den sikreste hånd og det skarpeste øje, kom op ved siden af mig. 06379
Bottom
06389
Top
LAURI: Siin raa seisan. Mis sa tahad? LAURI: Her står jeg. Hvad vil du ? 06380
Bottom
06390
Top
TUOMAS: Näljane susi sööb ka oma verise venna. Kui nüüd selle asjaga hakkama saaksime, siis oleksime päästetud. — Katsume. Sihime, Lauri, toda esimest pahemal pool ja laseme ühekorraga, teie teised aga hoidke oma tuld tagavaraks. Lauri, sihi nüüd teraselt nagu kotkas ja anna valu, kui ma ütlen: nüüd. TUOMAS: En sulten ulv æder endogså sin blodige broder. Hvis vi nu var i stand til at ordne den sag, kunne det blive vor redning. Lad os prøve, Lauri, vi sigter på den første dér til venstre og skyder samtidigt, men I andre, spar på jeres ild. Lauri, sigt nu skarpt som ørnen og lad det lyne, når jeg siger: nu. 06381
Bottom
06391
Top
LAURI: Mina olen valmis. LAURI: Jeg er parat. 06382
Bottom
06392
Top
TUOMAS: Nüüd. TUOMAS: Nu. 06383
Bottom
06393
Top
Siis lasksid nad mõlemad samal silmapilgul ja laiali pahvatades põgenesid hundid. Ometi jäi üks neist maha, püüdis roomates jõuda teiste hulka, kuid viletsalt läks tal see korda. Kõigest jõust kihutasid mehed jälle edasi: kuus venda jooksid jala, ainult Timo üksi ratsutas ees. Ja nii kulus veidi aega. Varsti peatus huntide põgenemine, nad tulid tagasi, kihutades ägedalt jälle öiste pagulaste salga järele. Kahises õhku lendav lumi ja kõmises Kiljava lage nõmm, kui nad karjas edasi tormasid. Tulise hooga jõudsid nad tolle veres viskleva seltsimehe juurde, tormasid tast mööda, kuid pöörasid peagi ümber, sest vere veetlev lõhn lõi nende sõõrmeisse. Nad hüppasid tagasi: hännad õõtsusid, lumi tuisatas ja tuld lõi öös himu ning viha silm. Siis kargasid nad karjas hirmsasti irvis hammastega haavatud venna kallale, ja tõusis nõmmel kohutav kisklus ning ähin; oleksid arvanud laotuse sambaid maha raksatavat. Maa vappus ja lumi muutus peletavaks pudruks, kui endised sõbrad laane poega puruks rebisid, kelle vere Tuoma ning Lauri tabavad kuulid olid voolama pannud. Kuid siis valitses jälle hääletus öisel nõmmel. Kuuldus ainult vaikset ähkimist ja raksu-sid luud, kui veriste koonudega ning välkuvate silmadega kiskjad oma ohvrit rebisid ja õgisid. Så fyrede de begge to i samme øjeblik, og ulvene flygtede i galop. En af dem blev dog på stedet og prøvede, krybende, at indhente de andre, men den kunne ikke. Mændene skyndte sig atter af sted af alle kræfter: seks af dem løb til fods, mens Timo red alene i spidsen. Sådan gik der en kort tid. Men snart standsede ulvene deres flugt; de vendte om og ilede atter ivrigt imod de natlige vejfarende. Sneen fløj lil vejrs med en susende lyd, og det dundrede i Kiljavas vidtstrakte hede, da de kom styrtende i samlet flok. I flyvende fart nåede de frem til deres kammerat, der lå og kravlede i sit eget blod ; de fløj forbi, men vendte hurtigt om, da blodets fristende lugt slog imod deres næsebor. De snurrede helt omkring: halerne svingede, sneen føg omkring, og begærets og grådighedens øjne gnistrede som ild i natten. Så kastede hele flokken sig med uhyggeligt grinende tænder over deres sårede broder; og nu opstod der en frygtelig tumult og larm på heden, så man skulle tro, himlens søjler var ved at styrte sammen. Jorden skælvede, og sneen blev forvandlet til et skrækkeligt ælte, da de forhenværende venner sønderrev ødemarkens søn, hvis blod Tuomas og Lauris vel-rettede skud havde fået til at flyde. Men nu herskede der atter tavshed på den natlige hede. Man hørte blot en dæmpet stønnen; og knoglerne knasede, da vilddyrene, med blodige snuder og skinnende øjne, sønderrev og åd deres offer. 06384
Bottom
06394
Top
Kuid juba kaugel kohutavaist vaenlastest rändasid vennaksed; armsalt oli kostnud nende kõrvus huntide surmakisa Kiljaval — see oli neile pääsemise magus ning hea sõnum. Neile lähenes Kuttila lai niit, mille ümbert viis nende tee üle künkliku koha. Kuid aja võitmiseks otsustasid nad nüüd otse üle niidu minna. Üheskoos tormasid nad vastu aeda, see murdus maha, ja Valge, kes nüüd jälle kahte venda kandis, astus üle langenud aia ning jooksis mööda niidu siledat pinda, vendade poolt ühtesoodu taga kihutatud. Kuid aega viitmata tõttasid järel need vennastest, kelle kord oli nüüd jällegi lund tallata. Põiki üle niidu läks talvetee kirikukülla, ja teemehed, kolme hobuse ja kohne reega, sõitsid just parajasti seda teed. Kuid sandil kombel ehmusid nii hobused kui mehed, kui nägid ven-nakseid põhja poolt enestele lähenevat. Nad nägid kuuvalguses seitset meest särgiväel, püssid õlal, oma hobusega lähenevat. Ja nad arvasid, et parv vihaseid vanapaganaid Impivaara koobastest nende kallale tormab. Suur oli lõhkumine ja kisa niidul. Kui pöörapäised kihutasid teeliste hobused, kihutasid sinna, kihutasid tänna, ja mõni mees kisendas, mõni palvetas, mõni needis ning manas rõkkava häälega. Kuid vennaksed lõid vaevalt silmagi sellele mürglile, nad ainult jooksid meeletult üle Kuttila niidu Jukola poole ning suitsuna hajus lumi nende ees. Tuli vastu teine niiduaed, nad tormasid üheskoos peale, aed murdus raginal maha ja peagi rändasid nad jälle künklikul teel. Men brødrene færdedes allerede fjernt fra deres frygtelige fjender; og herligt havde ulvenes mordhyl runget i deres ører på Kiljava-heden; for dem var det redningens vidunderlige og gode budskab. De nærmede sig Kuttilas vidtstrakte eng, som deres vej snoede sig udenom, ovfer et bakket terræn. Men for at vinde tid besluttede de at skyde genvej over denne eng. Med forenede kræfter styrtede de imod et hegn; det væltede omkuld, og Valko, der igen bar to af brødrene på sin ryg, gik over det væltede hegn og begyndte, ansporet af mændenes kæppe, at løbe hen over engens jævne flade. De af brødrene, hvis tur det var at trave i sneen, ilede bagefter uden at tøve et øjeblik. Tværs over engen gik vintervejen til kirkebyen, og nogle rejsende, med tre heste og tre slæder, befandt sig netop nu på denne vej. Men både hestene og mændene blev meget forfærdede, da de så brødrene nærme sig dem fra nord. I månelyset så de syv mænd i bar skjorte, med bøsserne over skulderen; syv mænd, der skyndte sig af sted med deres hest. Og de troede, det var en skare vrede trolde fra Impivaaras huler, der ville kaste sig over dem. Der blev en vældig tumult og opstandelse på engen. De vejfarendes heste fløj fortumlede af sted, fløj snart hid og snart did; og mændene skiftevis råbte, bad, bandede og rasede med høj stemme. Men brødrene skænkede knap nok hele denne tumult et øjekast; de løb blot som rasende hen mod Jukola over Kuttila-engen, og sneen blev kløvet til røg foran dem. Så kom de til engens modsatte hegn, de styrtede sig imod det alle mand; det væltede med et brag, og snart vandrede de igen på den bakkede vej. 06385
Bottom
06395
Top
Kuid oli see öö neile kole ja hirmus. Nad jooksid kõigest jõust, jooksid lõõtsutades, ja kahklus paistis nende tardunud pilkudest, mis olid lakkamata sihitud nende endise kodu Jukola poole. Nii kihutasid nad sõnalausumata ikka edasi ja nobedalt põgenes lumine maa nende all. Kuid viimaks Põhjapõllu rinnakule jõudes nägid nad kahvatus kuuvalguses mäekallakut Jukola talu ja peaaegu ühekorraga kostis nende suust: «Jukola, Jukola!» Sealt jooksid nad pärimäge alla, kargasid üle Oja-niidu nagu tiivulised tondid ja tormasid jälle üles mäele ning seisid maja lukustatud ukse künnisel. Ei olnud neil aega kolistada ega sisselaskmist oodata, vaid nad paiskusid kogu jõuga peale ja mürtsudes ning kolisedes lendas eeskoja tugev uks pärani. Kära ja müdinaga tormasid nad eeskojast kambrisse ning sealt tuulispeana ahjukoldele, kost kallist soojust neile vastu hingas. Kuid üpris kõvasti ehmus parkali unesegane pere, arvates, ct röövlid kallale kipuvad. Men denne nat var uhyggelig og forfærdelig for dem. De løb voldsomt, løb stærkt og stønnende, og tvivlen stirrede ud af deres stive blik, der hele tiden var rettet imod deres forhenværende hjem. Således styrtede de af sted, uden at sige et ord, og den snedækkede jord svandt hurtigt under dem. Men til sidst, da de nåede til Pohjanpeltos skrånende mark, så de i det blege månelys Jukola-gård på skrænten; og næsten samtidig hørte man fra deres mund: »Jukola, Jukola!« De ilede videre ned ad bakken, styrtede hen over bækengen som bevingede spøgelser, sled sig atter op ad bakken og stod så på tærsklen til gårdens lukkede dør. De havde ikke tid til at banke og vente på, at man skulle lukke dem ind; de fløj fremad af alle kræfter, og den solide dør sprang op med et brag. Fra forstuen ilede de, under megen støj og larm, ind i huset og derfra som en hvirvelvind hen til ildstedets gløder, der udsendte en vidunderlig varme imod dem. Men garverens søvn-drukne familie blev meget forskrækket, for den troede, det var røvere, der overfaldt dem. 06386
Bottom
06397
Top
PARKAL: Mihuke metslane säärasel kombel just jõuluööl ausa mehe majja tungib? Vasta, mu püss on valmis! GARVEREN: Hvad er det for et uhyre, der på denne måde træder ind i en ærlig mands hus selveste julenat? Svar; bøssen er lagt an. 06387
Bottom
06398
Top
TUOMAS: Jäta oma püss rahule, mees. TUOMAS: Lad din bøsse være i fred, mand. 06388
Bottom
06399
Top
AAPO: Ära lase oma talu rahvast. AAPO: Skyd ikke gårdens egne folk. 06389
Bottom
06400
Top
JUHANI: Jumal paraku, me oleme Impivaarast. JUHANI: Vi kommer, Gud nåde os, fra Impivaara. 06390
Bottom
06401
Top
TIMO: Endise Jukola seitse poega! TIMO: Det forrige Jukolas syv sønner! 06391
Bottom
06402
Top
SIMEONI: Issand heitku armu meie peale! Seitse hinge on igavesse õndsusse minemas otse selsinatsel hirms.il silmapilgul. Issand halastagu meie peale! SIMEONI: Herren forbarme sig over os! Syv sjæle på vej til evigheden netop i dette frygtelige øjeblik. Herren forbarme sig over os! 06392
Bottom
06403
Top
JUHANI: Tuli põletas metsas meie tubli maja ja kogu meie kraami niisama. Punusime nüüd siia nagu jänesed, ilma mingi muu riidehilbuta ihul kui särgiräbal, mehe lühike särgiräbal. Ja see oli hirmus lugu. JUHANI: Ilden fortærede vort prægtige hus i skoven og desuden alle vore ting. Vi er ilet hertil uden andet at skjule vore legemer med end denne pjalt af en skjorte, denne korte las af mandsskjorte. Og det var en hård dyst. 06393
Bottom
06404
Top
PARKALI PERENAINE: Jessuke hoidku! GARVERENS KONE: Herren bevare os! 06394
Bottom
06405
Top
PARKAL: Oh teid õnnetuid! GARVEREN: Ak, I stakler! 06395
Bottom
06406
Top
JUHANI: Jah, kas see on enam kord või kohus? Siin me istume nüüd nagu harakad ja kisendame issanda halastuse järele. Ah! ma pean nutma. JUHANI: Ja, er dette*ret og rimeligt? Her sidder vi nu som skader og råber på Herrens nåde. Ak, jeg må græde. 06396
Bottom
06407
Top
PERENAINE: Vaesed lapsukesed! Rutta, vanamees, võta luli üles. GARVERENS KONE: Arme, stakkels børn! Skynd dig, far, og tænd ild. 06397
Bottom
06408
Top
EERO: Oi õnnetut ööd, oi meid õnnetuid! EERO: Ak, hvilken ulykkelig nat, ak, vi ulykkelige! 06398
Bottom
06409
Top
AAPO: Oi õuduse ööd, oh! AAPO: Ak, hvilken forskrækkelig nat, ak! 06399
Bottom
06410
Top
SIMEONI: Oh häda! SIMEONI: Ak, ja! 06400
Bottom
06411
Top
JUHANI: Ära nuta, Eero; ära nuta, Simeoni; ära hädalda ühtigi, Aapo! Ära nuta, ära nuta, mu veli Eero; sest nüüd oleme ulu all. Kuid oli see alles türgi marss! JUHANI: Græd ikke, Eero; græd ikke, Simeoni, klag ikke, Aapo! Græd ikke, græd ikke, broder Eero, for nu er vi i hus. Men det var sandelig en tyrkisk march! 06401
Bottom
06412
Top
PERENAINE: Oi teid inimlapsukesi, oi! GARVERENS KONE: Ak, menneskebarnét her på jorden, ak! 06402
Bottom
06413
Top
JUHANI: Kulla perenaine, teie nutt ja osavõtt toob mulle uuesti pisarad silma. Oh! Kuid ärge nutke, emakene, ärge nutke! Me oleme juba kiskjate ja pakase küüntest pääsenud •ii.i kristlike ligimeste juurde sooja. Ja selle eest tänu jumalale! JUHANI: Kære husmoder, jer’ gråd og jer’ medlidenhed får mig til at græde igen. Ak! Men græd ikke, morlil, græd ikke! Vi slap ud af vilddyrenes og kuldens klør og til vore kristne medmenneskers varme. Og Gud være lovet for det! 06403
Bottom
06414
Top
TUOMAS: Vilets, üpris vilets on meie seisukord. Kuid siiü-ditltc meile lõõmav tuli, tooge ka paar kubu õlgi meile asemeks pörandale ja viige Valge talli ning pange heinu ette. AAPO: Vor tilstand er bedrøvelig, højst bedrøvelig. Men sørg for en flammende ild til os, bring os desuden et par knipper strå, så vi kan rede vort leje på gulvet, sæt Valko i stald og læg lidt hø foran den. 06404
Bottom
06415
Top
AAPO: Andke andeks, et seaduse nimel ja meie elu pärast teilt nii tungivalt abi ning hoolitsust nõuame. Meie elu pärast, meie elu pärast! AAPO: Tilgiv os, at vi i lovens navn og for vort livs skyld beder jer så indtrængende om hjælp og beskyttelse. For vort livs skyld, for vort livs skyld! 06405
Bottom
06416
Top
JUHANI: Oh armuliidu inglid! mu hing istub just mu noka otsas otse lendu tõusmas. — Kui on majas liha ja õlut, siis tooge välja. — Vaat see oli alles mäng ja saun, mida male-tame. — Tooge liha ja soojendatud õlut meie kalli elu ning hinge päästmiseks. JUHANI: Ak, nådepagtens engle! Livet sidder i min næsetip og er ved at dryppe bort, dryppe bort. - Hvis der er kød og øl på gården, så kom frem med det. - Se, det var en dyst, en stroppetur, vi vil huske. - Giv os kød og opvarmet øl for vore dyrebare liv og sjæles skyld. 06406
Bottom
06417
Top
PARKAL: Mida suudame ja võime, armsad sõbrad, ning kõigepealt, kui olen tuppa valgust saanud. — Oh teid õnnetuid! otse palja särgi väel. GARVEREN: Så hurtigt vi kan, og alt, hvad vi kan, gode venner, så snart jeg har fået lys i huset. - I, stakler, i den bare skjorte! 06407
Bottom
06418
Top
JUHANI: Ei hilpu peas ega kotta sõrgade otsas. Vaadake neid näkineitsi jalgu, vaadake! JUHANI: Ikke en klud på hovedet eller et par gamle udtrådte slæver på tæerne. Se på de her Sibylle-fødder, se! 06408
Bottom
06419
Top
PARKAL: See ajab karvad püsti. Tule vaatama, eit. GARVEREN: Det får jo håret til at rejse sig. Kom og se, kone. 06409
Bottom
06420
Top
TIMO: Vaadake minugi sääri. TIMO: Se også på mine ben. 06410
Bottom
06421
Top
JUHANI: Mis on nood minu omade kõrval? Siin! Vaata* poiss, küpsenaereid. JUHANI: Hvad er det imod disse? Her! Se, knægt, to stegte roer. 06411
Bottom
06422
Top
TIMO: Aga need! TIMO: Men så de her? 06412
Bottom
06423
Top
JUHANI: Mis need sinu koivad on! JUHANI: Hvad er dine skanker imod de her? 06413
Bottom
06424
Top
TIMO: Jah et minu omad või? Ära räägi. Vaadake nüüd. Kas see on inimese liha? TIMO: Og mine? Lad bare være! Se nu. Er det menneskekød ? 06414
Bottom
06425
Top
PARKAL: Rutta vaatama, eit. GARVEREN: Hurtigt, kone kom og se. 06415
Bottom
06426
Top
PERENAINE: Oih, head inimesed ja taeva väed! KONEN: Ak, gode mennesker og himlens magter! 06416
Bottom
06427
Top
JUHANI: Jah, kas see on enam kord ja kohus? Tuomagi silmad on märjad. Ära nuta, TUOMAS: — Kuigi ma ütlen: kas see on kord ja kohus? JUHANI: Ja, er dette måske mere ret og rimeligt? - Selv Tuomas’ øj'ne er fugtige. Græd ikke, Tuomas. - Som jeg-siger: er det her ret og rimeligt ? 06417
Bottom
06428
Top
TIMO: Nõnda siin maailmas inimese-vasikat lennutatakse. TIMO: Sådan jager man med menneskekalven her nede. 06418
Bottom
06429
Top
PERENAINE: Kuidas nad nüüd punetavad ja hõõguvad, punetavad ja hõõguvad! Armsad inimesed küll! KONEN: Hvor de er røde og skinnende, røde og skinnende. Ak, gode mennesker! 06419
Bottom
06430
Top
TIMO: Nagu raud ahjus, eriti separaud. Ho-hoo! TIMO: Som jern i essen, især som smedejern. Hi, hi! 06420
Bottom
06431
Top
PERENAINE: Nii punased, nii punased! Jessuke kaitse! KONEN: Så røde, så røde. Herren bevare os! 06421
Bottom
06432
Top
JUHANI: Nad on otse «hiilgava vase sarnased», nagu sei-sab piibliraamatus. Issand aidaku meid armetuid! JUHANI: De er nøjagtig som »skinnende malm«, sådan som det står i Bibelen. Herren hjælpe os stakler! 06422
Bottom
06433
Top
PERENAINE: Oh teid lapsukesi! KONEN: Ak, arme børn! 06423
Bottom
06434
Top
LAURI: Tehke, mis palusime ja mis lubasite. LAURI: Gør som vi bad om, og I lovede. 06424
Bottom
06435
Top
AAPO: Me palume: rutake! Küllap me ise tule ahju teeme, sest siin nurgas leidub halgusid, toredaid, tohikulisi halgusid. AAPO: Vi bønfalder: hurtigt! Vi kan selv tænde op, eftersom der findes brænde dér i krogen, dejlige, barkede knuder. 06425
Bottom
06436
Top
JUHANI: Nõnda istume siis jälle vanas Jukolas, nende tuttavate nõgiste õrte all, ja siin vübime kuni esimese lehekuu päevani. Endine maja olgu meile veel sel talvel korteriks. JUHANI: Så sidder vi igen i det gamle Jukola, under de velkendte, sodede spær, og her bliver vi lige til første maj. Lad det gamle hus være vort kvarter endnu denne vinter. 06426
Bottom
06437
Top
TUOMAS: Kuid las tuleb suvi! TUOMAS: Men vent, til foråret kommer. 06427
Bottom
06438
Top
JUHANI: Las tuleb suvi, ja maja, endisest uhkem, seisab jälle Impivaara raiesmaal. JUHANI: Lad det blive forår, og et nyt hus, prægtigere end det forrige, står på Impivaara-lieden. 06428
Bottom
06439
Top
TUOMAS: Niipea kui lumi on läinud, kajavad veel kord metsad ja mäed kirvehoopidest ning Jukola vennaksed ei tarvitse teiste käest tuulevarju paluda. TUOMAS: Så snart sneen er forsvundet, giver skovene og bjergene atter genlyd af øksehug, og Jukolas brødre behøver ikke mere at tigge om læ for vinden hos andre. 06429
Bottom
06440
Top
JUHANI: Hästi öeldud. Tuomas, unustame ära selle neetud tembu, mis meie maja põlema pistis, ja kujuta me mõttes ette uut maja, mille jälle üles lööme. JUHANI: Prægtigt sagt! Tuomas, lad os glemme det forbandede påfund, der stak ild på vort hus, og lad os, i vort sind, forestille os det nye hus, som vi bygger op igen. 06430
Bottom
06441
Top
TUOMAS: Tea, et juba hädaohtlikku teed alustades kõik vimm mu põuest kadus; ja tea, et kui sa minu järel joostes mu kuklasse lõõtsutasid nagu ujuv täkk, siis lõikas see mii süda-messe. TUOMAS: Du skal vide, at da vi begav os ud på den forfærdelige færd, forsvandt alt nag i mit bryst, og du skal vide, at da du løb bagefter mig på vejen og pustede mig i nakken som en svømmende hingst, skar det mig i hjertet. 06431
Bottom
06442
Top
JUHANI: Seepärast olgem rõõmsad, et see teekont] Qn möödas ja et seisame jällegi soojas toas. — Seal tuuakse meile juba süüa ja kaks hiiglakubu läikivaid õlgi. Tänagem jumalat, armsad vennad! JUHANI: Lad os derfor fryde os over, at den færd er forbi, og at vi atter står i et varmt hus. - Dér' kommer man med mad og drikke til os, og dér har vi to vældige knipper skinnende halm. Lad os takke Gud, kære brødre! 06432
Bottom
06443
Top
Aga rõõmsalt lõõmas kasehalgude tuli, mille arm!,as õhetuses vennaksed end meeltmööda soojendasid. Kui nad seal mõne aja olid seisnud, seitse meest reas, asusid nad laua juurde liha, leiba, vorste ja sooja õlut maitsma, mis aeile kõik muretses parkali emand, kaastundliku südamega naine. Peremees ise pidas Valge eest hoolt, talutas ta talli ja täitis sõime ta ees heintega. Lõpuks tulid ka koerad oma süngelt reisilt meeste jälgi mööda, tulid lõõtsutades, hända liputade^ ja rõõ. must välkusid nende silmad. Suure rõõmuga võtsid vennaksed nad vastu: haletsesid neid, söötsid ning hellitasid igaviisi. Muntert flammede det bål af birkeknuder, i hvis herlige varme brødrene varmede sig med velbehag. Og da de havde stået dér et stykke tid, syv mand på rad og række, gik de til bords for at nyde kødet, brødet, pølserne og det opvarmede øl, som garverens kone, den godhjertede kvinde, havde tilberedt for dem. Husbonden selv tog sig af Valko, førte den over til stalden og fyldte krybben foran den med hø. Omsider kom også hundene, der havde fulgt mændenes spor, tilbage fra deres dystre færd; de kom pustende og logrende; og deres øjne strålede af glæde. Og med stor fryd tog brødrene imod dem: ynkede dem, ruskede dem og kærtegnede dem på alle måder. 06433
Bottom
06444
Top
Aga kui vennaksed olid söönud, vajusid nad õlgedest voodile pikali ja peagi unustasid nad eluvõitluse, mässituina une õrna loori. Magusalt magasid nad ja kaua soojcnJas ncj(J lõkendav tuli, kuni ta nõrkes ning söestus. Siis sulges perenaine peldid ja ahjust voolas tuppa magus soojus; selle järel laskus ka perenaine jälle voodisse ning uuesti oli toas üldine vaikus. Kuid väljas hüples pakane raksudes mööda aedu, bõhjatuul lõõtsus võimsalt tähtedest sädeleva taeva all, kust kaldatu kuu muheldes alla vaatas. Men da brødrene havde endt deres måltid, sank de ned på deres halm-senge, og indhyllede i søvnens fine klæde glemte de snart livets strid. Sødt sov de, og den flammende ild varmede dem lang tid endnu, indtil den døde hen og forkullede. Så lukkede husmoderen spjældet, og en herlig varme strømmede ud i stuen fra ovnen; derefter lagde kvinden sig atter på sin seng, og nu herskede der stilhed overalt i huset. Men uden for hoppede frosten knagende langs hegnene, nordenvinden blæste bistert under den stjer-ne-funklende himmel, hvorfra den blege måne smilende kiggede ned. 06434
Bottom

Lugu 07 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
07001
Top
Kevadel varakult, juba enne kurgete tulekut, jätsit vennaksed Jukola maha, põgenesid jälle Impivaara raiesmaale ja hakkasid kohe kõige jõuga enestele uut maja ehitama. Varsti lamasid nurgakividel tugevad palgid ja üks palgikord tõusis teise peale. Siis paukusid mõnelgi päeval hommikukoidust õhtuhämarani kirved ja mürtsus raske puuvasar. Seal istusid juhani, Aapo, Tuomas ja Simeoni igaüks oma nurgal, ent teised tahusid palke ja veeretasid neid loopisid mööda üles seinale. Higipäistena, kuid ikka hea tujuga töötasid nad, ja kindlalt kerkis maja ning ümberringi laius vaigu värske lõhn. Kuid kulus jälle päevi, mil vennaksed kirvest ei liigutanudki, vaid raskes unes norsates veetsid päeva ühest õhtust järgmise õhtuni ja veel kolmanda hommikunigi. Tidligt om foråret, før tranerne endnu var kommet, forlod brødrene Jukola, flygtede atter til Impivaara-heden og begyndte straks af alle kræfter at bygge sig et nyt hus. Snart hvilede solide bjælker på hjørnestenene, og lag føjede sig til lag. Så larmede økserne, og den tunge kølle dundrede i flere dage, lige fra morgengry til mørk aften. Juhani, Aapo, Tuomas og Simeoni sad ved hver sit hjørne, mens de andre huggede bjælkerne til og rullede dem ad slisker op til byggepladsen. De sled, sveddryppende, men altid glade i hu, og huset voksede støt, og en frisk duft af harpiks spredte sig vidt omkring. Men så gik der også dage, hvor brødrene ikke rørte ved økserne, men lå og snorkede i dybeste søvn og lod døgnet svinde fra aften til aften, undertiden helt til tredie morgen. 07001
Bottom
07002
Top
Kuid igatahes enne, kui väljad külas kollendama lõid, seisis Impivaara raiesmaal valmis maja; seisis samal kohal ja kujul ning seisukorras kui esimene; uhkemana ta vee! seisis. Ja nüüd, kui tugev maja oli valmis, võisid vennaksed jälle täie hooga küttimisele anduda. Nad varustasid endid aü jahile kui kalale Ilvesjärvel, läksid oma riistade, püünistega teele, ning koeradki järgnesid neile tuld sähvivail silmil. Väsimata sammusid nad mööda metsarikkaid mägesid, soid ja maid ning lõikasid igas sihis järve heledat pinda, kogudes enestele peatoidust nii käesolevaks ajaks kui ka tulevaseks valjuks talveks. Ja nii mõnigi Ahtola ning Tapiola elanikest heitis süs hinge. Ikke desto mindre, før kornmarkerne ved landsbyen var gulnede, stod huset færdigt på Impivaara-heden; stod på samme sted, i samme form og stand som det forrige; ja, endnu prægtigere stod det dér. Og nu da brødrenes solide hus stod færdigt, kunne de, af fuld kraft, hellige sig deres fangst-ture. De udrustede sig både til jagt og fiskeri på Ilvesjårvi og drog af sted med våben og fangstredskaber; også hundene ledsagede dem med ild-gnistrende øjne. De strejfede, uden at blive trætte, over skovklædte bjerge, sumpe og marker, kløvede søens klare flade i alle retninger og bjærgede sig føden såvel for dagen som for den kommende, strenge vinter. Og mange af Ahtolas og Tapiolas, skovens og vandets, beboere måtte således ofre deres liv. 07002
Bottom
07003
Top
Aga nüüd tahan jutustada vanast Taela-Mattist, vennaste ainsast sõbrast siin metsades. — Oli üks vanamees, nimega Taela-Matti; elas paksu metsa keskel mäekünkal, üksi ta elas väikeses onnis mõne tuhande sammu kaugusel Impivaara mäest. Taela tegi ta kõige pehmemat Hämemaal ja hästi tugevaid viiske ning see amet andis talle igapäevase leiva. Nooremana oli ta rännanud Põhjamaal, kuhu oli tubli küüdimehena läinud ühes kihelkonna praostiga, kes oli kolinud otse Lapimaa piirile. Seal oli Taela-Matti elanud järgmise suve, küttides karusid, ilveseid ja kurgi Põhjamaa ääretutel rabasoodel. Neist jahikäikudest oli tal pajatada palju; ja mälu oli tal ääretu kindel — ei ta unustanud, mis kord nägi või kuulis. Punktipealne oli ka ta tähelepanu ja silm; läbi peadpööritavate metsade rändas ta iial eksimata. Ei leidunud nii kauget kohta, kus ta ainult kord oli käinud, mille sihti ta ei arvanud teadvat, juuksekarva võrd eksimata. Ta sihtis selle poole pöidlaga; ja asjata vaieldi vastu, nii paindumatuks pidas ta oma teadmist. Kui temalt näiteks küsisid: «Kus on Vuokatti», vastas ta kohe, tor-kides sõrmega taevaranna poole: «Seal, vaata mööda mu pöialt; seal, kas või laseksid püssiga. Kuusamo kirik on tolle väikese mõhna kohal, aga sealt väike kukesamm paremale poole läheb Vuokatti siht.» Samuti, kui küsisid temalt: «Kus on Porrassalme võitlusväli», vastas ta jälle viibimata, torkides pöidlaga taevaranda: «Seal; vaata mööda mu pöialt; seal, kas või püssiga laseksid.» Nii oli vanamees kindel, ja kindlasti tundis ta metsi mitme penikoorma kauguselt oma onni ümber. Mitmeti oligi ta need risti ja rästi läbi sammunud, otsides kunas taela, kunas viisutohikut, või käies püüniseid panemas. Juhtus ka vahel, et ta nõnda ümber uidates Impivaara majasse astus vennakseid tervitama. Ja siis oli vennastcl mõnusaid silmapilke: suud ammuli kuulasid nad taadi jutustusi, suud ammuli j.i kõrvad püsti nagu nahkhiire kuulmed. — Kord jälle ühel lõikuskuu õhtul istub ta vennaste juures, pajatades oma kütireitidest põhjamail. Men nu huer det mig at fortælle om Trøske-Matti, brødrenes eneste ven herude i skovene. - Det var en gammel mand, der hed Trøske-Matti; han boede på en bakke, tæt-bevokset med knudrede birketræer; boede alene i en lille hytte nogle tusind skridt fra Impivaara. Han lavede den blødeste trøske i Tavastland og vældigt stærke barksko, og denne beskæftigelse skaffede ham til stadighed det daglige brød. Som yngre havde han rejst i Österbotten, hvortil han, som en pålidelig kusk, fulgte med sognets forrige præst, der var flyttet helt til Laplands grænser. Dér var Trøske-Matti blevet indtil næste sommer og havde jaget bjørne, jærve og traner i Pohjolas, nordens uendelige moser. Fra disse ture havde han meget at fortælle; han havde en enestående sikker hukommelse; og han glemte ikke det, han en gang havde set eller hørt. Også hans iagttagelsesevne og øjne var skarpe; han kunne vandre gennem forvirrende skove uden at fare vild. Der fandtes heller ikke så fjernt et sted, at han ikke mente at vide, i hvilken retning det lå, når han blot havde været der én gang; og han tog ikke en hårsbredde fejl. Han udpegede det straks med tommelfingeren; og det kunne ikke nytte noget at sige ham imod, så sikker var han i sin sag. Hvis man for eksempel spurgte ham: »Hvor ligger Vuokatti ?«, svarede han straks, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, derovre, om du så skød med gevær. Kuusamo kirke er dér ved den lille fordybning, men et hanefjed til højre løber linien til Vuokatti.« På samme måde, hvis man spurgte ham: »Hvor er Porrassalmi-slagmarken?«, så svarede han atter uden at tøve, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, dér, om du så skød med gevær.« Så sikker var den gamle i sin sag, og han kendte også skovene nøje i flere miles omkreds fra sin hytte. Han havde gennemtravet dem i alle retninger, snart for at lede efter fyrsvampe og bark til sine sko, snart for at røgte sine snarer. Det hændte også, at han på sine rundture stak ind til Impivaara-hytten for at hilse på brødrene. Og så fik brødrene en fornøjelig stund: med mundene på vid gab lyttede de til den gamles historier; med mundene på vid gab og ører, der strittede som flagermusens. - En aften i august sidder han atter hos brødrene og fortæller om sine skovjagter i de nordlige lande. 07003
Bottom
07004
Top
JUHANI: Või nii. Aga kuidas siis läks? JUHANI: Nåh. Men hvordan gik det så? 07004
Bottom
07005
Top
TAELA-MATTI: Jah, kuidas läks? Jõudsime siis säärasele laukale, õõtsuvale soole, ja suuskadel suhistati üle selle muli-»eva mulgu. Leiti mõnigi soe kurepesa, lasti maha mõnigi tmi-ndav kurg, topiti paun pungi täis mune ja sulgi, ning kured virutas mees puntras üle õla. Ja siis võtsime napsid. — Siis vajuti jälle teele, koerad ja kured kukla taga, üle õõtsuva ja lõõtsuva, malisévá ning suliseva soo; ja tihti oii mees mineku! sinna, kus ei kuu kuma ega päike paista, igavesse sügavusse, seljas niuksuv koer. Kuid jõudsime ometi jälle kumisevale künkale, kindlale rajale, kuigi märjad nagu ujutatud hiired. Sinna asutati ööleer, tehti leegitsev lõke ja võeti seljast lodisevad rõivad. Ega aidanud seal muu, kui tõmbasid tupena maha nii püksid kui särgi, tupena nagu angerjanaha. Peagi aurasid riided okstel, kihisesid kuremunad tuhas ja me ise nüüd käänasime ja väänasime ennast seal tule armsas lõõmas, ihualasti nagu öised londid. Ja siis võtsime napsid. — Aga kuis veeres aeg? kuis kulus meil suveöö? Ühtesoodu liigutasid koerad oma niiskeid sõõrmeid ja heitsid silma üles puulatvadesse. Lõpuks hakkasime meiegi üles piiluma, ja mis me seal nägime? TRØSKE-MATTI: Ja, hvordan mon det gik? Derfra kom vi til en vældig åbning, til en gyngende mose; og på skiene gled vi hen over den svulmende grav. Vi fandt mange varme tranereder og skød mange skrigende traner, fyldte vore poser med æg og fjer; og tranerne kastede hver mand som et stateligt bundt over skulderen. Og så tog vi os en dram. — Dernæst drog vi videre, med hundene og tranerne på nakken, over den bølgende og bævende, piblende og plaskende mose; og ofte var nogle af mændene lige ved, for evig tid, at synke ned i det evindelige dyb, med en hylende hund på ryggen. Men så kom vi dog op på en rungende bakke igen, på fast jord, om end våde som druknede mus. Dér slog vi lejr for natten, tændte en flammende ild og tog vore sjaskvåde frakker af. Og der var ikke andet at gøre end at trække både bukserne og skjorten af, trække dem af som åleskind. Snart dampede klæderne på grenene, traneæggene sydede i asken, og vi vendte og drejede os i ildens vidunderlige varme, splitternøgne som natlige spøgelser. Og så tog vi os en dram. - Men hvordan fik vi mon tiden til at gå? Hvordan gik majnatten for os? Hundene virrede hele tiden med deres fugtige næsebor og gloede op mod trætoppene. Til sidst begyndte vi også at kigge i vejret, og hvad ser vi dér ? 07005
Bottom
07006
Top
JUHANI: Jah, öelge. Eks vist väikest pilusilma-karupoega. JUHANI: Sig det! Formodentlig en lille bjørne-unge med halv-åbne øjne. 07006
Bottom
07007
Top
TIMO: Või Puuslikku ehk Paganat ennast, arvan mina. TIMO: Eller selveste Körri og Kyöpeli, de gruelige gespenster, formoder jeg. 07007
Bottom
07008
Top
TAELA-MATTI: Ei seda ega teist, vaid istus seal kuiva habemiku männi harid mustakirju ilveseroisk. Heiskanen laskis, kuid asjata; Väike-Jussi laskis, kuid asjata; virutasin viimaks minagi, kuid peaaegu niisama targalt. Raputas kord ainult ennast ilves ja urises õige vihaselt, kuid istus jälle ilusasti oksal. Siis hüüdis Heiskanen: «Nõiatembud, nõiatembud!», võttis taskust surnuhamba, puri seda mõne korra ja sülitas kuuli peale, milie pistis uuesti püssi. Siis vehkis ta silmapilgu käega õhus ja lausus, kuradi poiss, koledalt silmi pööritades paar-kolm imelikku, hirmsat sõna, laskis — ning alla siis mütsatas männilt ilves. Kuid kaugel oli veel surmast see tondinahk, ja uuesti algas mäng. Mc ise, nii alasti kui olime, ei võinud sellele põrgulisele just väga ligidale minna; ega tahtnud talle läheneda koeradki, vaid ainult sähvisid ja klähvisid sülla kaugusel, aga ilves laristas neile urinal põõsast vastu. Nõia-jõud, kas näete, mõjusid veelgi. Aga hakkas Heiskanen jälle laskma suust hirmsaid sõnu, vehkis kätega ja pööritas koledalt silmi. Ja vaat kui nüüd kargas koer tollesse punalõusta-müha-kasse kinni, kargas nagu sädemcis rakett, ja tuli nüüd alles tuu-seldus. Oh sa taevane taat, kui see koer nüüd heitis seda ilve-seroju nõnda, nõnda ja nõnda ainult! Pole teie veel näinud, tont võtku, sihukest sauna ja kuraasi, tõesti mitte. trøske-matti: Hverken det ene eller det andet, men der sad en sorte-brun krabat af en jærv på en gren oppe i et tørt, skægget fyrretræ. Heiskanen skød, men forbi, Lille-Jussi skød, men forbi; til sidst fyrede jeg også løs, men med næsten samme held. Jærven vippede bare en smule og hvæsede rigtig arrigt, men sad stadig nok så nydeligt på grenen. Så råbte Heiskanen: »Trolddomskunster, trolddomskunster!«, tog en dødemands tand op af lommen, bed nogle gange i den og spyttede på kuglen, som han atter drejede ind i sin bøsse. Så viftede han lidt i luften med hånden, rullede uhyggeligt med øjnene, og så sagde han, den fandens knægt, en to-tre mærkelige og forskrækkelige ord, fyrede og - ned dumpede jærven fra fyrretræet. Men den satan var langt fra død endnu; og så begyndte legen igen. Vi selv, splitternøgne som vi var, kunne ikke godt nærme os det rasende bæst, og hundene havde heller ikke lyst til at komme det for nær; de luskede rundt og peb i en favns afstand, mens jærven hvæsede og spruttede arrigt ad dem fra buskene. Trolddomskraften, ser I, virkede stadig. Men så begyndte Heiskanen atter at spy nogle forfærdelige ord ud af sin mund, viftede med hånden og rullede grueligt med øjnene. Og se, da en af hundene nu for alvor fløj løs på den rød-kæftede bandit, fløj løs på den som en sydende raket, så blev der sandelig slagsmål! Du store Gud, som hunden nu gav den stakkels jærv, sådan, sådan og sådan dér! Man har, fanden ta’ mig, aldrig set sådan en gang tærsk og tamp, sandelig ikke! 07008
Bottom
07010
Top
JUHANI: Sa tulimane tuhat! JUHANI: Av, for tusind flammende djævle! 07009
Bottom
07011
Top
TIMO: Seal oleks alles lõbu olnud! TIMO: Det ville have været morsomt at se! 07010
Bottom
07012
Top
TAELA-MATTI: Oli see mõnus ja lustiline mäng, oli tõesti! TRØSKE-MATTI: Ja, det var en morsom og lystig leg, jo, jo! 07011
Bottom
07013
Top
TIMO: Ja süs pistsite ilvese pauna? TIMO: Og så stak I jærven i posen ? 07012
Bottom
07014
Top
TAELA-MATTI: Oli see ju tore veni vorst panna pistmiseks; lihav mühakas. Nii; ja siis võtsime napsid. — Siis tõmbasime tohikuivad rõivad jälle selga ja heitsime mõnusalt magama lõõtsuva tule lõõma. Kuid vähe seal und sai magada, kui nõia-nooli lendles nagu tuliusse ühtelugu risti-rästi õhus üle meie pööritava pea. Tihti küll Heiskanen hüppas üles, kisendades kõva häälega: «Kustu, nõianool, kustu, nõianool!» ja kohisedes mõnigi neist kustus, mõni metsa, mõni halli sohu; kuid veel enamad kihutasid edasi oma siledal teel, hoolimata tema hüüetest. Kord kuuldus, et põhjast lõunasse lõikas ääretu vihane ja vinge kohin, järele tuli veel kaua peent vilinat. Mis pagan seal lendas? küsisin mina Heiskanenilt, kes mõne aja pärast mulle urisedes vastas: «Läks seal vana Sarvpea ise.» — Kulus jälle tund, kulus teinegi, ja tuld sähvis sume, udune õhk. Kuid idast soo rannalt kostis äkki hääl nagu sammaldunud kuuskede koha-tamine, ja vastas nüüd soo läänerannalt peagi jälle teine hääl, kuid nii peenike nagu kaha tus väikeses kaasikus. Mis kohatus too seal ja mis kahatus see siin? küsin mina jälle, ja vastas viimaks Heiskanen urisedes: «Räägib seal kuusiku taat oma tütrega.» — Kuid kulus lõpuks öö ja koitis kord hommik ja hakati jälle edasi sammuma. Vaat nägime siis just metsa ääres hallivatimeest, maailma-suurt hunti, aga ta kadus kui hernesõka! tuulispeas. Paistis lõpuks ainult kurapoolne tagajalg; mina sirutasin püssi ja lasksin käpakese pooleks, pooleks nagu krõmpsluu, kuid päästis ta oma naha ometi. Pooleks aga lasksin hallsaba tassukese. trøske-matti: Det var en flot krabat at stoppe i posen; en ordentlig fed klump. Ja; og så tog vi os en dram. - Vi trak derefter vore frakker på igen, tørre som krudt var tle, og lagde os skikkeligt til at sove ved den varme, flakkende ild. Men det var nu ikke megen søvn, vi fik, eftersom trold-pile ustandselig fløj på kryds og tværs gennem luften over vore forvirrede hoveder som ild-slanger. Heiskanen sprang ofte op og råbte med høj stemme: »Sluk, troldpil, sluk, troldpil«, og mange af dem faldt også hvæsende ned, nogle i skoven og nogle i den grå mose, men de fleste fortsatte uforstyrret deres lige bane uden at bryde sig om hans hyl. lin gang hørte man en forbandet rasende og hurtig, sydende lyd, der korn strygende fra nord til syd, og som i lang tid hlev efterfulgt af en lille summen. Hvad mon det var for en lyr, som smuttede forbi dér? spurgte jeg Heiskanen, som svarede knurrende efter en tids forløb: »Det var gamle Hiisi, selveste fanden, som røg forbi«. - Så gik der en time; der gik to; og det lynede i det milde, tågede vejr. Men så lød der pludselig, fra den østlige udkant af mosen, en lyd som en susen i mosgroede graner; og fra mosens vestlige kant svarede en anden lyd, men dæmpet som en raslen i en lille birkelund. »Hvad var det, der suste derovre og raslede herovre?«, spurgte jeg igen, og Heiskanen svarede omsider brummende: »Det er granskovens ånd, der taler med sin datter.« - Men omsider gik da natten, og morgenen gryede; og vi drog videre. Og se, lige i skovbrynet fik vi øje på en gråbleg ulv, en satans stor ulv, men den flygtede som en stak ærter for en hvirvelvind. Til sidst så man kun dens venstre bagben; jeg lagde bøssen an og skød poten over på den, skød den over som en stump brusk, men den reddede alligevel skindet. Jeg skød poten over på det arme kræ. 07013
Bottom
07016
Top
TIMO: Oh sa pagan! Käpp pooleks kui jääpurikas ja lamas maas teie ees nagu vastlapäeva seasõrg. TIMO: Av, for pokker! Poten brækket af som en istap, og så lå den på jorden foran jer som en grisetå på bordet i fastetid ? 07014
Bottom
07017
Top
TAELA-MATTI: No mitte just nii. TRØSKE-MATTI: Nå, ikke netop sådan. 07015
Bottom
07018
Top
TUOMAS: Aga kust te siis teadsite, et käpp on pooleks? TUOMAS: Men hvordan opdagede I, at poten var knækket ? 07016
Bottom
07019
Top
TAELA-MATTI: Jooksime ju pöörase maa ta järel ja nácimé tihtilugu, kuis hallivati astudes lohisev, Iodisev tallukas »li teinud sihukesi number kümneid iiiva. TRØSKE-MATTI: Vi løb jo efter den et langt stykke vej og så ofte, hvordan ulvens slæbende og dinglende pote, mens den travede af sted, havde lavet ligesom ti-taller i sandet. 07017
Bottom
07020
Top
TIMO: No võtku sind pagan! Number kümneid liiva? Hi-hi-hi! TIMO: Det var som fanden! Ti-taller i sandet? Hi, hi, hi! 07018
Bottom
07021
Top
TAELA-MATTI: Selgeid number kümneid. TRØSKE-MATTI: Tydelige ti-taller. 07019
Bottom
07022
Top
JUHANI: Hunt oli alles hädas. JUHANI: Ulven var i knibe. 07020
Bottom
07023
Top
TAELA-MATTI: Oli hunt hädas, kuid olid hädas mehedki, koerad paganad ei lakkunud sülla võrragi meie kannult, muudkui astusid kurvalt, hännad jalge vahel, need enne nii valivad koerad. trøske-matti: Ulven var i knibe, såvel som mændene. Men de forbistrede hunde flyttede sig ikke en favn fra vore hæle; de sjoskede slukørede af sted med hængende haler; de altid før så tapre hunde. 07021
Bottom
07026
Top
AAPO: Mis oli nende julguse masendanud? AAPO: Hvad havde lagt en dæmper på deres iver ? 07022
Bottom
07024
Top
TAELA-MATTI: Nõiatembud, mcclisegavad lummutus -aurud, mida õhk oli täis nagu püssirohusuitsu sõja õhk. Heiskanen katsus, tõsi küll, oma paremaid kunste, manas ja sajatas, vehkides käega, kuid hoopis asjata. Ja Väike-Jussi, võrukael, joosta tapsutas kui kääbus, nii et maa müdises, kangesti higistades. Sest sel poisil polnud koibi rohkem kui vahest kolme kämbla võrra; kuid oli tal päris saarma selg, pikk ja sitke. Sitke oli ka mees ise igat kanti, neetult sitke ja visa nagu saarmas ise. Kaua ajas ta hundi järel, kes lombates ees laskis; aga lõpuks ei aidanud miski, pidi aga jätma hallivatimehe metsade hoolde. Nii; ja siis võtsime napsid. Ja kui see oli tehtud, pöörati sammud jälle kodu poole, kandes rikkalikku saaki. Nõnda sammuti, paunad kaenlas, paunades munad ja suled ja ühte ning teist vähemat metsaviija, suusad ja kured seljas, püssid pihus; ja kordamööda kõlkus ühe või teise õlal karvane ilves. Nõnda sammuti. Aga lendles pilve piiril väike mökitav taeva-sikk; mina lasksin selle maha ja pistsin pauna. Läksin sealt edasi mõne aja, nägin männiladvas lendoravat, lapergust ja suuresilmalist; mina lasksin selle ning pistsin pauna. TRØSKE-MATTI: Troldkunster, de bedøvende trold-dampe, som luften var lige så fyldt med som med krudtrøg i krigstid. Heiskanen prøvede ganske vist at gøre sit bedste, lian manede og forbandede og fægtede med hånden, men fuldstændig forgæves. Og Lille-Jussi, den gavtyv, rendte af sted som et garnnøgle, stampede i jorden og svedte voldsomt. For knægten havde ben, der ikke var længere end højst tre-kvart alen, men han havde en rigtig odder-ryg, lang og sejg. Hele manden var også sejg, forbistret sejg og fast som odderen selv. I lang tid støvede han efter ulven, der hinkede af sted foran ham, men til sidst var der ikke andet at gøre: han måtte overlade ulven til skovens varetægt. Ja, og så tog vi os en dram. Og da det var gjort, begyndte vi atter at trave hjemad, bærende på vort rigelige bytte. Sådan gik vi, med poserne under armen; i poserne var æggene, fjerene samt et og andet mindre skovvildt; skiene og tranerne havde vi på ryggen, bøsserne i hånden; og den lodne jærv dinglede skiftevis på vore skuldre. Sådan gik vi. Men ved skyernes rand fløj en lille, brægende himmelged, en bekkasin ; jeg skød den og stoppede den i posen. Efter at have gået et stykke tid fik jeg, i toppen af et fyrretræ, øje på et flyvende egern, fladt og stor-øjet; jeg skød det og stoppede det i min pose. 07023
Bottom
07025
Top
Tuldi viimaks laiadele kõrgetele nõmmedele ja paistis veel kord sealt lõunast Turkkila talu, kust oli mindud tõsisele teekonnale. Jõudsime verisele kohale, mille Turkkila peremees oli meile jahile minnes kätte juhatanud ja kus karu oli kahe päeva eest tapnud toreda täku. Vaatlesime seal silmapilgu karu verega reostatud söömalauda ja panin kohe tähele, et ta veel hiljuti, küllap alles eile päikeseloojakul, oli oma prae jäänuseid maitsmas käinud. Arvasin siis, et ta sellegi päeva loodel samasse paika tagasi tuleb, ja sellepärast otsustasin siin teda ootama jääda; aga edasi Turkkilasse läksid teised rõõmsat õhtusööma valmistama. Seal siis seisin ja mõlgutasin, mõlgutasin mõtteid ja murdsin pead, kuidas pean seda võõrast ootama lagedal nõmmel, kus ei seisnud ühtki puud, kuhu otsa ronida. Kuid tark tugeva võidab; leidsin lõpuks abinõu, otse suurepärase sisseseade. Nägin seal lähedal tõrvaskändu, musta ja kohutav-suurt, mille juuri kevadkülmad olid kergitanud vahema’t küünra kõrgusele. Raiusin kirvega pooleks keskmise juure, mis otse alla toeb, kiskusin ta välja ja avardasin koobast veel natuke. Sinna roomasin nüüd sisse, pistsin püssisuu august välja vere-platsi poole ja hakkasin oma toredas varjukohas vennikest ootama, pea kohal vägev kindlus. Ta tuli, lähenes kõmpides arult, lõi hambad täku rebitud labaluusse, ja otsustasin nüüd ettevaatlikud talle tina otsa ette anda. Kuid sa kuramus! kolksatas pisut see vaskplaadike püssipäras vastu kutie tinanööpi, ja kuulis kilksatust kohe karu terav kõrv. Metsikus vihas tormas ta minu poole, kuid põrutasin laengu talle v.jstu. Sellest ometi hoolimata jooksis ta aga edasi ja röökis hirmsa häälega. Kostis nüüd müdinat mu pea kohalt; juured rägisesid ja maa tümises, sest mitmesarveline känd kisti mu pealt. Ja mina, vaene poiss, mõtlesin juba, et nüüd on mu viimne tunnike tulnud, ning ootasin ainult, püss pihus, kunas hirmsad ammuli lõuad kallale kargavad. Kuid äkki lõppes rüseius ja lsõik oli vait, hääletu nagu hauas, ja ei tulnudki, nagu arvasin, kallaletungi. Ootasin veel viivukese, kuid heitsin lõpuks piiluv^ pilgu püsti-tõlgendavate juurte vahelt teisele poole, ja seal põõnutas hoopis elutult karu, üleskistud känd süles, ja tema uhkest rinnast voolas verd mulda. Aga hõissa! mõtlesin mina, seistes jälle vaba poisina taeva aU. Oli tõrvaskänd üpris väledalt läinud mu pealt. Vi kom omsider til nogle vidtstrakte, højt-liggende lysninger og så endnu en gang mod syd Turkkila gård, hvorfra vi var draget ud på vor strenge færd. Vi kom til et blodigt sted, som Turkkila-manden allerede havde udpeget for os, inden vi drog ud på jagt, og hvor en bjørn for to dage siden havde dræbt en prægtig hingst. Vi kiggede et stykke tid på bjørnens tilsølede spisebord, og opdagede straks, at den fornylig, antagelig foregående aften ved solnedgang, var kommet igen for at nyde resterne af sin steg. Jeg var klar over, at den ville vende tilbage til samme sted, når det blev mørkt og besluttede derfor at blive og vente på den; men de andre gik videre til Turkkila for at tilberede sig et muntert aftens-måltid. Dér stod jeg nu og spekulerede; spekulerede og grublede over, hvordan jeg skulle modtage min gæst på den åbne lysning, hvor der ikke stod et eneste træ, man kunne klatre op i. Men »den kloge vinder over den raske«, og til sidst fandt jeg på noget, der nærmest mindede om et sindrigt maskineri. Lige i nærheden så jeg en harpiks-stub, sort og forfærdelig stor, hvis rødder var blevet løftet i vejret af forårets tø, i hvert fald en alen. Med min økse kappede jeg den midterste rod, der gik lige ned i jorden, halede den ud og udvidede hullet en lille smule mere. Dér krøb jeg så ind, stak bøsse-mundingen ud mod det blodige sted og begyndte at vente på bjørnen, i mit fine skjul og med en solid borg over mit hoved. Den kom, nærmede sig listende fra sletten og satte tænderne i hingstens sønderrevne bov; og jeg besluttede nu forsigtigt at give den en kende bly i pandeskallen. Men fanden heller! For så klirrede messingbeslaget på min bøssekolbe ganske svagt mod en af tinknapperne i min frakke, og bjørnens skarpe øre hørte straks den klirrende lyd. Rasende styrtede den løs på mig, men så smældede der et skud imod den. Uden at bekymre sig om det blev den ved med at løbe fremad, mens den skreg med en skrækindjagende stemme. Nu lød der et vældigt brag oven over mit hoved: rødderne knagede, og jorden slog revner, da den mange-hornede stub blev løftet bort oven over mit hoved. Og jeg, stakkels fyr, tænkte at min sidste time allerede var kommet og ventede kun på, med bøssen i hånden, at dyrets vidtåbne gab skulle vise sig. Men pludselig hørte støjen op, og alt blev stille og roligt, stille som i graven; og der blev ikke noget slagsmål, som jeg havde ventet. Jeg forholdt mig rolig et stykke tid endnu, men til sidst kiggede jeg ud mellem de rødder, der ragede lige i vejret på den anden side, og dér lå bjørnen fuldstændig livløs med den væltede stub i favnen, og blodet flød ned i mulden fra dens mægtige bryst. Men heleja, tænkte jeg, da jeg atter stod som en fri mand under den frie himmel. For stubben varjo temmelig hurtigt blevet flyttet bort oven over mig. 07024
Bottom
07026
Top
JUHANI: «Põrgu, ütles Hesku-Jaak!» JUHANI: »Helvede, sagde Heskus-Jaakko!« 07025
Bottom
07027
Top
TIMO: Oh sina seitsme sepa temp! TIMO: De syv smede ta’ mig! 07026
Bottom
07028
Top
JUHANI: Suurepärasem tõmme kogu laotuse all! JUHANI: Det flinkeste ryk på j'ordens runding! 07027
Bottom
07029
Top
TUOMAS: Vahva võte, mehine tõmme, nii inesikäpa kui teie poolt! TUOMAS: Et tappert ryk, et mandigt ryk både af bj’ørncn og afjer. 07028
Bottom
07030
Top
JUHANI: Oh sina must sõnn! JUHANI: Oh, du sorte tyr! 07029
Bottom
07031
Top
TIMO: Kuramus! Ei mõista enam muud öelda. Aga mis sai edasi? TIMO: Fandens! Andet kan jeg ikke sige. Men hvad skete der så ? 07030
Bottom
07032
Top
TAELA-MATTI: Noh, arvad isegi, mis edasi sai, arvad isegi, et pauk kostis Turkkilasse kui tõrre põhjast ja aj^s kohe mehi välja nagu sääski. Ja tõusis nüüd kisa ja pilgar, kui läbi kii-kuva, kõikuva laane kanti mesikäpp koju. Oli see alles mürakas: õrrel rippudes pimetas kogu Turkkila tare nagu paks kõuepilv taeva all. — Need olid selle päeva tööd, seljel päeval ja sellel retkel. Ja siis võtsime napsid. trøske-matti: Nå, du kan vel gætte, hvordan det så gik; du kan vel gætte, at braget kunne høres lige til Turkkila som fra bunden af en bøtte, og det lokkede snart mænd til lysningen som myg. Og nu blev der et spektakel og en larm, da man bar bjørnen hjem til gården på en vippende og gyn-gende stang. Det var en vældig farmand: da den hang og dinglede i en bjælke, formørkede den hele stuen på Turkkila som en tyk tordensky på himlen. - Sådan var det med den dags besværligheder; den dags og den turs. Og så tog vi os en dram. 07031
Bottom
07033
Top
JUHANI: Ning pidasite rõõmsaid peieid. JUHANI: Og så holdt I et muntert gravøl. 07032
Bottom
07034
Top
TAELA-MATTI: Need Turkkilas alustati ja kirikumõisas lõpetati, lõpetati rasvaste nägude ning ähmaste; si'madega. Nõnda see oli, ja need päevad on olnud ja läinud. Aga rõõmuga vanamees meenutab tegusid oma meheea paremailt päevilt ja rõõmuga neist räägib. TRØSKE-MATTI: Det begyndte i Turkkila og endte i præstegården; endte med grimede fjæs og matte øjne. Sådan var det; og de dage har været og er svundet bort. Men den gamle mindes gerne oplevelserne fra sin manddoms bedste dage, og han fortæller gerne om dem. 07033
Bottom
07035
Top
AAPO: Ja heameelega me kuulame. AAPO: Og vi lytter gerne. 07034
Bottom
07036
Top
JUHANI: Jutustage nii kas või hommikuni ja me ei mäletagi, et und on maailmas. JUHANI: Fortæl sådan lige til morgengry, og vi vil glemme, at der findes søvn her på jorden. 07035
Bottom
07037
Top
TAELA-MATTI: On juba aeg hakata kompima jälle oma onni poole; on aeg, on aeg. Jumal teiega, vennaksed! trøske-matti: Nå, det er på tide, at man stavrer hjem til sin hule igen; jo, det er på tide. Gud være med jer, brødre! 07036
Bottom
07038
Top
Juhani, jumal kaasa, auväärt Matti! JUHANI: Gud være med Jer, agtværdige Matti. 07037
Bottom
07039
Top
AAPO: Elage hästi ja tere tulemast ikka meie majja! AAPO: Hav det godt, og altid velkommen til vort hus! 07038
Bottom
07040
Top
Läks Matti, kirves õlal, astuma oma väikese onni poole paksu metsa keskel mäekünkal, kaugel külast. Aga öisele puhkusele asusid vennaksed, sest juba võitis pimedus maad ja õhtu ähmane valgus kumas napilt nende maja ahtakestest akendest. Kuid kaua veel tiirlesid tulised mõtted nende peas, peletades värskendava une. Nad meenutasid Taela-Matti jutustusi Põhjamaa laantest, lummatud õhust seal ja nõianooltest, mis sihisedes lendlesid risti-rästi läbi musta öö. Nagu seal nooled sädemeid lõid ja püssid tuld tuiskasid, nii lõkendas nende põu imelikust ihast ja vaimustusest. Enam kui miski muu kandis nende hoogu kurg, see targalt, teravalt vaatlev lind, kelle uhke kisa kajab üle Põhjamaa rabasoode; ja nende unistustele õhkus vastu udusuliste pesade armas soojus, õhkus oma läikivate munadega joovikapuhmaste peidust. Seal neid pikkkaelu püüda ja nende pesi rüüstata, see oli nüüd vennaste himn. Võimsalt veetles nende meeli Põhjala soode pidulik süngus. Så gik Matti, med øksen over skulderen, af sted til sin lille hytte på bakken med de løvrige, knudrede birketræer, langt fra landsbyen. Men brødrene gik til ro for natten; mørket havde nemlig allerede fået overhånd, og aftenens svindende lys skinnede svagt ind gennem husets smalle vindues-glugger. Men tankerne svirrede længe heftigt i deres hjerner og jog den vederkvægende søvn på flugt. De kunne ikke glemme Trøske-Mattis skildringer fra Nordens ødemarker, den forheksede luft, og trold-pilene, der suste sydende på kryds og tværs gennem den mørke nat. Og ligesom pilene gnistrede dér, og bøsserne lynede, således lynede en besynderlig lyst og iver i deres bryst. Deres iver blev især optændt af tranen, denne fugl med det kloge og årvågne blik, hvis dystre skrig giver genlyd omkring Nordens moser; og i tankerne forestillede de sig de dunklædte reders herlige varme ; forestillede sig de skinnende æg, skjult i pors-buskene. Det var nu brødrenes lyst at jage de langhalsede fugle og plyndre deres reder. Deres sind følte sig stærkt fængslet af det højtidelige mørke i Nordens sumpe. 07039
Bottom
07041
Top
Kuid kauem kõigist valvas oma voodil Juhani. Ta mõtiskles, mil viisil saaks neil kodukihelkonna mail korraldada jahi, mida võiks võrrelda tolle äsjajutustatud küttimisega Pimentola soodel. Talle tuli meelde Kouru soo, kus ei leidunud küll kurgi, kuid laigulisi parte rikkalikult. Ja kui põhjamaa meeste vahepealsed napsivõtmiscd ta meelt imeliku jõuga avatlesid, siis mäletas ta, et Viertola mõisas leidus viina. Ja nii lõi ta oma mõtteis mingi jäljendi Põhjala uhkest jahiteekonnast, ja otsustades seda homme toime panna, jäi ta lõpuks magama; kuid unes mässas ta kaua Taela-Matti vägevatel retkedel. Kord kargas ta unes voodist üles, karjudes hirmsa häälega: «Ilvese-poeg, ilvesepoeg! Võtke kinni see sänikael!» Selle hüüde peale urisesid teised vihaselt oma nurkadest, pooleldi ärgates, kuid vajusid ometi peatselt jälle uar.e. Kaua aega põrnitses Juhani enese ümber, enne kui mõistis, et ta ei seisnudki ju Lapi udu-seil lagendike], soode vahel, hallil teerajal, vaid kodutare rahulikul laval. Pikkamööda selgis ta pea, ta vajus jälle oma voodile ja langes sügavasse unne. — Kuid hommikul üles tõustes mäletas ta 019a öist otsust ja hakkas seda kohe teistele esitama. Men længst af alle vågede Juhani på sin seng. Han grublede over, hvordan man bedst, her på hjemsognets jord, ordnede en jagttur, der kunne sammenlignes med den lige beskrevne jagt i Pimentolas moser. Han kom i tanker om Kouru-mosen, hvor der ganske vist ikke fandtes traner, men vinge-spraglede ænder i massevis. Og da Pohjola-mændenes snapse fængslede hans fantasi med en mærkelig styrke, faldt det ham ind, at der var brændevin på Viertola gård. Og således lykkedes det ham, i sine tanker, at skabe en slags kopi af Pohjola-mændenes herlige jagt, og da han havde bestemt, at han ville iværksætte den næste dag, faldt han omsider i søvn; men i drømme larmede han længe på Trøske-Mattis mægtige jagtture. Engang sprang han op fra sin seng i søvne og råbte med frygtelig stemme: »Jærvungen! Jærvungen! Grib den trane-hals!« Det fik de andre til at knurre arrigt, i halv-søvne, fra deres køjer; men snart sov de dog igen. Juhani kiggede sig imidlertid længe omkring, inden han blev klar over, at han ikke stod på Laplands tågede vidder, blandt moserne i de grå egne, men på husets fredelige briks, lifter-hånden klarede hans sind op, han lagde sig atter på sengen og faldt i dyb søvn. - Men om morgenen, da han stod op, kom han i tanker om sin natlige beslutning og begyndte straks at forklare sagen for de andre. 07040
Bottom
07042
Top
JUHANI: Vennad, kuulge, mis ma ütlen ja millele tahan nüüd teie tähelepanu juhtida. Mõtlen üht saagikast paika, imestan, et siiamaani oleme unustanud Kouru soo, mille mätastel ja selgeis järvesilmis parvleb vesilinde ilma aru ning otsata. Sinna läheme nüüd jahile ja sealt toome kottide kaupa parte nagu kurikaid. JUHANI: Brødre, hør, hvad jeg siger, og hvad jeg nu vil indprente jer. Jeg mindes nemlig et fangstrigt sted, og det forbavser mig meget, at vi indtil denne dag har glemt Kouru-mosen, i hvis siv og åbne pytter det sværmer med søfugle i massevis og bunkevis. Vi drager derhen på jagt og henter sækkevis af ænder, store som trækøller. 07041
Bottom
07043
Top
TUOMAS: Mina olen plaaniga päri. TUOMAS: Det er jeg med på. 07042
Bottom
07044
Top
TIMO: Ja heameelega minagi. TIMO: Og gerne for mig. 07043
Bottom
07045
Top
EERO: Mina niisama; ja kui astun Kouru soos siis pean end Väike-Jussiks Lapimaa samblasoodel. Olgu nii! EERO: Jeg med; og når jeg strejfer rundt i Kouru-mosen, vil jeg lade som om jeg er Lille-Jussi i Laplands sumpe. Altså, lad gå med det! 07044
Bottom
07046
Top
AAPO: Ka mina ei pane vastu plaanile, mis, v5;Jj mei]e anda mõnegi päeva moona. AAPO: Jeg er heller ikke imod planen, som måske skaffer os føde for flere dage. 07045
Bottom
07047
Top
JUHANI: Olgu siis retk otsustatud. Kuid Koun] goj,u on päratu maa, otse hundi verst, ja seal peame oleiiga vähemalt ühe öö. Sellepärast ei teeks minu arvates naps Paha, kui me lahtise taeva all leeri üles lööme. JUHANI: Vi beslutter os altså for turen. Men der er forskrækkelig lang vej til Kouru-mosen, en vældig ulve-mil, og vi bliver sikkert nødt til at være dér mindst en nat. Jeg tror derfor, at en dram ikke var af det onde, når vi slår lejr under åben himmel. 07046
Bottom
07048
Top
TUOMAS: Viertolas on viina. TUOMAS: Der er brændevin i Viertola. 07047
Bottom
07049
Top
JUHANI: Viina, ning head. JUHANI: Brændevin og god brændevin. 07048
Bottom
07050
Top
TUOMAS: Seitse kortlit, poisid! TUOMAS: Syv pægle, drenge! 07049
Bottom
07051
Top
Juhani, õige! Kortel mehe kohta. JUHANI: Rigtigt! En pægl pr. mand. 07050
Bottom
07052
Top
AAPO: Ehk jätame viina, millega me seni õnneks pole veel suuremat harjunud. AAPO: Vi lader måske brændevinen være, eftersom vi, (il vort held, endnu ikke rigtig har vænnet os til den. 07051
Bottom
07053
Top
JUHANI: Oled ju sina niisama nagu minas»; mõnikord lonksu võtnud. JUHANI: Du har da taget dig en dram nu og da, ligesom jeg. 07052
Bottom
07054
Top
EERO: Eks sa, Aapo, mõista mehe lapsikut mõtet. Lase et meiegi võime kerd öelda: «Ja siis võtsime napsid kui me hallipäiste taatidena noorsoole oma endistest vägitggntjesl ves_ tamc. Lase, et me õieti elavalt võime kujutleda PõhjaJas ilveSe-poegade kamandamist. EERO: Forstå dog, Aapo, hans barnlige underfundigheder. Vi skal også en gang kunne sige: »og så tog vi os en dram«, når vi som gråhårede gamlinge fortæller ungdommen om vore svundne heltebedrifter. Vi skal vel også, lyslevende, bilde os ind, at vi korrekser unge jærve i de nordlige lande. 07053
Bottom
07055
Top
JUHANI: Jällegi vigurijutt? On see ju omct; õigus ja kohus, et inimene oma keha toidab. Sel reisil peaip,e küllaltki rabasid ja õõtsuvaid soid tallama ning Iäbimärja]t öö karu-s.imbla voodil mööda saatma. Ma arvan, siis mõjub ja väike lonks taskulähkrist hästi. — Sellepärast on siis pare^ kui teele asudes paunas rohupudel ei puudu. Ja mingu i,iiüd Lauri-poju Viertolasse, kõige parem rebasenahk kaenlas: ning viina peab saama. JUHANI: Laver du nu vrøvl igen ? Det er da kun ret og rimeligt, at mennesket plejer sit legeme. På den tur kommer vi sikkert til at traske gennem moser og gyngende hængedynd og tilbringe nætterne, pjaskvåde, på et leje af bjørnemos. Så vil en lille slurk af lommeflasken nok gøre godt, tænker jeg. Vi mener derfor, det er bedst, at vi, når vi drager af sted, ikke mangler medicin-drammen i ranslen. Og nu skal Lauri-knægten skynde sig til Viertola med det bedste ræveskind for brystet; og så vil der komme brændevin. 07054
Bottom
07056
Top
Läks Lauri Viertolast viina tooma, südamekinnit^£eks pardi-jahiä Kouru soos. — Umbes viis tuhat sammu lnnivaarast 0n Kee soo, Viertola maa!, suur, süngete metsadega ümbritsetud. Selle pinnal, mis on partide meelepärasem asukoht, vahelduvad heledad järved, kõrged rohulaigud ja mätlikud saarekesed kuivavate mändidega. Siia olid vennaksed otsustanud minna prääksuvaid parte küttima, lootes rikkalikku saaki. Lauri gik til Viertola for at hente brændevin, så man havde en styrke-drik på andejagten i Kouru-mosen. - Denne mose, vidtstrakt og omgivet af mørke skove, ligger henved fem tusind skridt fra Impivaara, på Viertolas grund. På dens overflade, hvor ænderne har et kært tilholdssted, skifter klare pytter, høje siv-klynger og tuede øer med hensygnende fyrretræer. Dér havde brødrene besluttet at tage hen for at jage snadrende ænder, i håb om rigeligt bytte. 07055
Bottom
07057
Top
Tuli Lauri Viertolast ja tõi sätendavat viina, mis lastud nende isa tinast metsaplaskusse. Kuid peale viina tõi ta Met-solast tähtsa uudise, mis täitis vennaste meele veel ägedama õhinaga. Ta jutustas, et karu oli murdnud ühe paremaist Viei-tola härgadest, ja ta teadis ka murdmiskohta, mis oli Impivaa-rast põhja pool, Viertola maal, kuid Jukola metsapiiri lähedal. Selle koha kaudu otsustasid nüüd vennaksed Kouru soole minna ning kodunt alles siis lahkuda, kui päev juba õhtule kaldub. Vahest juhtuvad nad kokku karuga, kellel on kombeka päikeseveerengul murtud saagi jäänuseid maitsmas käia. Nii nad lootsid. Ja kui tugev lõuna oli söödud ja päev õhtule lähenes, läksid nad hästi varustatult teele: tohikpaunad seljas ning tüsedad laengud püssides. Viimasena astus Lauri, talutades nööripidi koeri ja kandes paunas seitset kortlit viina. Temale oli määratud koertega umbes kolmsada sammu tapapaigast eemale jääda, ning ta pidi Killi ja Kiiski siis lahti laskma, kui kuuleb hüüdu või püssipauku. Nii ta tegigi; peatus õigel ajal ühe kuuse all ootama, mis sünnib. Teised astusid koha poole, kus härg oli lõhki kistud, ja leidsid poolsöödud loomakere veriselt maalt pimedas kuusikus. Nad peitsid end nüüd paraja laske-maa taha ühe madala, kuid tiheda kuusetuka varju, otsustades oodata. Lauri vendte tilbage fra Viertola med perlende brændevin, der var tappet på en tin-flaske, deres fars gamle jagtflaske. Men foruden denne brændevin havde han en vigtig nyhed med fra skoven, der ophidsede brødrenes sind til en endnu heftigere iver. Han fortalte, at en bjørn havde fældet en af Viertolas bedste okser, og han kendte også mord-stedet, der lå nord for Impivaara på Viertolas grund, men i nærheden af Jukolas skov-grænse. Brødrene besluttede at drage forbi dette sted på vej til Kouru-mosen og først forlade deres hjem, når det led imod aften. Så ville de måske møde bjørnen, der jo plejer at gå ud ved solnedgang og nyde resterne af sit fældede bytte. Således håbede de. Og da de havde spist en kraftig middag, og aftenen nærmede sig, begav de sig af sted, vel-udrustede: bark-ranslerne på ryggen og skarpe skud i bøsserne. Sidst kom Lauri, der førte hundene i et reb, og som bar syv pægle brændevin i sin ransel. Man havde befalet ham at gøre holdt med hundene henved tre hundrede skridt fra mord-stedet, og han skulle slippe Killi og Kiiski løs, når han hørte råb eller bøsseskud. Det gjorde han også; og standsede i god tid ved foden af et grantræ for at vente på, hvad der skete. De andre gik nærmere hen til det sted, hvor oksen var blevet sønderrevet og fandt den halvt-fortærede dyrekrop på den blodige jord i en mørk granlund. Så gemte de sig, i en passende skudvidde, i et lavt, men tæt krat og besluttede at vente. 07056
Bottom
07058
Top
Kulus kaunike tükk aega. Kuid siis kostis laanest tasast müdinat ja risude raginat, ning nüüd arvati, et söömavõõras läheneb oma roale. Nõnda sündiski. Puude vahelt lähenes ettevaatlikult ja vaikselt tohutu suur karu. Kuid ta näis olevat hädaohtu haistnud, sest ähkides ja koonu pööritades peatus ta juba kaugel oma ohvrist. Kaua vigurdas ta ja näis lõpuks, nagu oleks ta tahtnud tagasi pöörduda, ilma meestele püssi-võtte maa peale lähenemata. Kõige sügavamas vaikuses ootasid vennaksed kuusikus, kuni viimaks Timo teiste keelavaist viibetest hoolimata ringeldes ja hiilides vihase vaenlase poole hakkas minema. Ja nüüd, kui arvas karule juba küllalt lähedal olevat, laskis ta; kuid ainult pannust plahvatas püssirohi üles, ilma laengut püssirauas süütamata. Vihaselt tormas nüüd karu nagu suur sammaldunud, veerev kivi mehe poole, kes viivitamata enese kummuli maha viskas, ja seal lamas ta liikumata. Kiskja nuusutas teda, tuhnis ja tutistas, urisedes ning ähkides kangesti. Nähtavasti oleks nüüd Timo surm tulnud, kui poleks Juhani talle appi rutanud, lastes karu selgroo pihta. Ta ei usaldanud madalamale sihtidia, mõeldes vennale, kes lamas metsalise all. Kuid kuul ei läinud pihta, igatahes mitte tõhusal kombel, sest nüüd tormas kuusikuvürst Juhani pc»o!e veelgi koledamana, jättes Timo maad tongima. Siis pööras Juhani oma c!u kaitseks püssipära vastu looma lahtist lõusta ja‘ kohutav võitlus oli tulemas. Kuid nüüd laskis Tuomas ja saatis tulise kuuli karu koiba. Hoides venda, ei võinud temagi sihtida pähe või rinda, mille haavamine toob kindlamini surma. Tundis nüüd karu ometi tina oma keres ja alla voolas veri mööda ta lihavat, ümarat jalga. Raevuselt, koleda kisaga kargas ta nüüd Tuoma poole, kuid sai nii vägeva hoobi mehe püssipärast otsa ette, et pead raputades jooksu peatas. Ja siin nüüd seisid vaenlased silmapilgu aega, vahtides ähvardavalt üksteist. Der gik temmelig lang tid. Men til sidst hørte man, ude fra sletten, en sagte, listende lyd og en raslen i ris-kvistene, og nu var man klar over, at mad-gæsten nærmede sig sit måltid. Sådan forholdt det sig også. En usædvanlig stor bjørn nærmede sig, forsigtig og sagte, mellem træerne. Men det så ud, som om den anede faren, for den stod stille allerede langt borte fra sit offer, mens den fnyste og svingede med snuden. Den tøvede længe, og til sidst så det ud, som om den ville trække sig tilbage, uden at komme mændene inden for skudvidde. I dybeste tavshed ventede brødrene i krattet, indtil Timo omsider, uden at bryde sig om de andres advarende fagter, begyndte at liste sig, i en stor bue, hen imod den rasende fjende. Og nu, da han troede, han var nær nok ved bjørnen, fyrede han løs: men kun krudtet flammede ud af fænghullet, uden at antænde ladningen i løbet. Nu styrtede bjørnen, rasende, som en stor, mosgroet, rullende sten, hen imod manden, der straks kastede sig ned med ansigtet imod jorden; og blev liggende der uden at røre sig. Dyret snusede til ham, skubbede til ham og ruskede ham i håret, mens den knurrede og fnyste forfærdeligt. Timo havde antagelig været dødsens, hvis Juhani ikke var ilet ham til hjælp og havde affyret et skud imod bjørnens rygrad. Han turde ikke sigte lavere, af hensyn til sin broder, der lå under vilddyret. Men kuglen ramte ikke, i hvert fald ikke med tilstrækkelig virkning, for granskovens fyrste fløj endnu mere rasende løs på Juhani og lod Timo ligge og rode i jorden. Så vendte Juhani, for at forsvare sit liv, bøssekolben imod dyrets åbne gab, og en frygtelig kamp var ved at udvikle sig. Men nu skød Tuomas og sendte en brændende kugle ind i bjørnens lår. Da han også måtte være forsigtig af hensyn til sin broder, kunne han ikke sigte på hovedet eller brystet, hvor et sår sandsynligvis ville være dødbringende. Men bjørnen mærkede nu blyet i sin krop, og blodet strømmede ned ad dens fede, runde ben. Rasende og med et frygteligt brøl styrtede den løs på Tuomas, men fik et så voldsomt slag i panden af mandens bøsse, at den virrede med hovedet og pludselig standsede op. Og dér stod nu modstanderne et øjeblik og stirrede truende på hinanden. 07057
Bottom
07059
Top
Siis aga kihutasid koerad esile, lähenesid hitmsa hooga ja hääletult nagu kaks välku, aga kui nad säsise karu juurde jõudsid, algas vihane kärin. Killi klähvis karule vastti habet, seistes ometi alati mõne sammu temast eemal. Kuid karu taga räuskas Kiiski, usaldades aeg-ajalt isegi ta kintsukarvu pisut napsata. Ometi lendas ta iga kord väledalt kõrvale, kui metsa mesikäpp nagu mustjashall hiigla-heinaniga nende vahel käänles. Lõpuks, kui oli teinud mõne äpardunud kallaletungi oma kiusajate poole, põgenes metsaott, räuskavad koerad kannal. Så skyndte hundene sig frem; nærmede sig hurtigt og tavse som to flammer, men da de var nået hen til den pjuskede bjørn, opstod der en voldsom tumult. Killi rasede bjørnen lige ind i skægget, men stod dog hele tiden nogle skridt på siden af den. Men Kiiski larmede bag ved den og vovede nu og da at rive en lille tot af dens låruld. Den kastede sig dog hele tiden hurtigt til side, når skovens honning-lab snurrede rundt imellem dem som en sort-grå, vældig høstak. Til sidst, efter nogle mislykkede angreb på sine plageånder, flygtede bjørnen, med de larmende hunde i hælene på sig. 07058
Bottom
07060
Top
Kõik see sündis väga väledalt ja enne. kui teised vennaksed võitlusväljale jõudsid. Kuid Juhani ja Tuomas laadisid kohe uuesti, lootes karule veel kord järele jõuda. Tõusis ka Timo pikkamööda püsti ja vahtis silmapilgu tömbilt enese ümber, nagu poleks ta päris mõistnud, kus oli põhi, millisest taevakaa-iest puhus tuul. Ägedalt noomisid nüüd teised txda ta rumala julguse pärast, mis oleks võinud siin meeste elu maksta ja oli vahest jahi paratamatult rikkunud. Sõnagi lausumata istus Timo mättal, uuristades pannu auku ja täksides noasetjaga räni teravamaks. ja varsti seisid kõik valmis, et jälle jahti jätkata. Alt dette skete meget hurtigt, og inden de andre brødre nåede frem til kamppladsen. Men Juhani og Tuomas ladede straks påny, i håb om endnu en gang at få fat i bjørnen. Timo rejste sig også op efterhånden og kiggede sig omkring et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, hvor nord var, den retning vinden kom fra. Brødrene bebrejdede ham nu voldsomt for hans dumdristighed, der let kunne have kostet menneskeliv, og som måske uhjælpeligt ville have ødelagt jagten. Timo sad på en tue uden at sige ét ord, borede fænghullet op og bankede flinten skarpere med bagsiden af sin kniv. Og snart var de allesammen parat til at fortsætte jagten. 07059
Bottom
07061
Top
Ikka kaugemale kadus koerte haukumine, nõrgenes pcaaegn kuulmatuks ja vennaksed hakkasid juba arvama, kas nad saaki raam kohtavad. Kuid varsti kostsid Killi ja Kiiski hääled jälle ' õigemini, tulid ikka lähemale ja näis, et karu tegi nüüd oma hariliku ringi ning oli samasse kohta tagasi tuimas, kust oli pxiksu läinudki. Vennaksed asetusid mugavaiste kohtadesse, ootama lähenevat tagaajamist, püssid pihus. Väikeses rohtunud .«u^us seisis Simeoni ja temast pisut eemal Lauri, mõlemad liikumata, hääleta kui sambad. Täit traavi, nii et maa müdises, lähenes karu, näidates avatud mustjaspunast suud. Simeoni poole tormas lõõtsutav ott. Laskis mees, ja pikali prantsatas mesikäpp murule, kuid tõusis jälle ja tormas laskja kallale. Aga välgatas siis Lauri püss, vägev pauk rõkkas ringi, ja vaikselt lamas karu Simeoni jalgade ees. Seal ta lamas, koibagi liigutamata, ja veri voolas ta peast ning rinnast. Hundenes gøen trak sig længere og længere bort, indtil den næsten ikke kunne høres, og brødrene begyndte allerede at tro, at de næppe mere ville møde deres bytte igen. Men da der var gået nogen tid, lød Kiiskis og Killis stemmer på ny tydeligere og nærmede sig mere og mere; det så ud til, at bjørnen som sædvanlig gik i rundkreds og var på vej tilbage til det sted, hvorfra den var begyndt. Brødrene stillede sig på gode steder, med bøsserne i hånden, for at vente på jagten, der nu nærmede sig. Simeoni stod i en lille, græs-bcvokse! lysning, og Lauri et lille stykke fra ham, begge ubevægelige, tavse som støtter. I fuld fart, så jorden rungede, nærmede bjørnen sig; og man så tydeligt dens åbne, sort-røde gab. Det pustende uhyre styrtede lige hen imod Simeoni. Manden skød, og honning-labben tumlede om i græsset, men rejste sig op igen og styrtede hen imod skytten. Men så lynede 07060
Bottom
07062
Top
Ent vennaksed kogunesid varsti langenud karu ümber, ja see oli vana ning suur isakaru. Nüüd nähti, et ta pea oli läbistatud otse kõrva juurest ja läbistatud oli ka külg. Esimese haava, seda teadsid kõik, oli teinud Lauri kuul; sest loom, kelle aju on läbi lastud, langeb silmapilkselt ega tõuse enam iialgi. Kuid rahul olles istusid kütid sasikarvase metsakangelase ümber, valmistudes tapanapsi võtma. Rahulolevalt ja uhkelt vaadates istusid ka koerad oma langenud vaenlase kõrval. — Ohtu oli kaunis, tuul oli vaikinud ja päike laskus pimeda laane põue. Lõbus oli seal vennastel armsal õhtutunnil nõnda puhata, kui oli lõppenud kärarikas ning tuline mäng. Lauris bøsse, et skarpt knald rungede vidt omkring, og bjørnen lå stum for fødderne af Simeoni. Dér lå den, uden at røre et lem, og blodet strømmede fra dens hoved og bryst. Men brødrene samlede sig snart omkring den faldne bjørn; og det var en gammel og stor hanbjørn. Nu viste det sig, at dens hoved var blevet gennemboret lige under øret, og dens side var også gennemboret. Det først-nævnte sår, det vidste alle, skyldtes Lauris skud, for et dyr, hvis hjerne gennembores, falder om med det samme og rejser sig aldrig mere. Men skytterne sad fornøjede omkring skovens tyk-pelsede helt og forberedte sig på at drikke en snaps i anledning af drabet. Hundene sad også, tilfredse og med et stolt blik, ved siden af deres faldne fjende. - Aftenen var smuk, vinden havde lagt sig, og solen sank ned i den mørke skovs favn. Det var herligt for brødrene at hvile dér i den vidunderlige aftenstund, nu da den larmende og hede dyst var forbi. 07061
Bottom
07063
Top
JUHANI: Esimene lonks olgu Lauri päralt. Ta laskis kui mees, trehvas vennikest otse kuldsesse kohta, ja karu vajus käppadele nagu hein vikati ees. Tubli lonks, pojuke! JUHANI: Lad den første snaps være Lauris. Han skød som en mand, ramte filuren på det rette sted; og bjørnen dejsede ned på sine labber som græs for leen. En ordentlig dram, min dreng! 07062
Bottom
07064
Top
LAURI: No kui minagi kord viinatilga kurgust alla laseksin. LAURI: Hvad om jeg også for en gangs skyld hældte en snaps ned i halsen på mig. 07063
Bottom
07065
Top
JUHANI: Sa kollanokk viina suhtes, ilma et veel maiku teaksid, süütu nagu lammas. JUHANI: Du, der går de første skridt ad brændevins-vejen; kender endnu ikke smagen; uskyldig som et lam. 07064
Bottom
07066
Top
LAURI: Maiku ma tunnen, nii et lind just meest ei mustaks, kuid kuidas maailm siis tundub, kui rõõmus poiss purjus peaga kõigub, seda ma tõepoolest ei tea. LAURI: Smagen kender jeg nok; jeg ved, at fuglen ikke sviner manden til, men hvordan verden føles, når en glad knægt hopper omkring i fuldskab, det ved jeg sandelig ikke. 07065
Bottom
07067
Top
AAPO: Mõtle järele, Lauri, ja ma tahaksin sind ennem keelata kui käskida. AAPO: Betænk dig lidt, Lauri; jeg ville hellere forbyde end byde. 07066
Bottom
07068
Top
LAURI: Laskem maitseda! LAURI: Lad mig smage på det! 07067
Bottom
07069
Top
AAPO: Ja soovigem, et see poleks mitte halva kombe alguseks. AAPO: Lad os håbe, det ikke er begyndelsen til en skadelig vane. 07068
Bottom
07070
Top
LAURI: Mis sa lobised? Võta siit, sest meil on nagu pisut põhjust lõbusamas tujus olla. LAURI: Hvordan er det, du vrøvler? Tag en slurk, eftersom vi har grund til at være lidt muntre. 07069
Bottom
07071
Top
JUHANI: Seal puhkab ju meie härrakene nagu tubli heinani ärss ja mõnegi sarvlooma ning hobuse elu on nüüd päästetud. JUHANI: Dér ligger j'o vor bamse som en vældig stak hø, og nu er livet reddet for mange kreaturer og heste. 07070
Bottom
07072
Top
TIMO: Tean, et tuleval korral Vicrtola härra viinapudeli ilma eest põue pistab, toobi või paar. TIMO: Jeg formoder, at Viertolas herre næste gang stikker brændevinsflasken gratis i vor barm, et stob eller to. 07071
Bottom
07073
Top
JUHANI: Ma ei peakski seda paljuks, sest et me ta härja-karja tolle kiskja käest päästsime. JUHANI: Det ville heller ikke være for meget, når vi har reddet hans store flok okser fra det dér uhyre. 07072
Bottom
07074
Top
AAPO: Kuid on see alles härjakari: nelikümmend sarv pead. Terve suve elavad nad metsas nii ööd kui päevad, kuid talve jooksul veavad nad põldudele kogu mõisa sõnniku. See suvine vaba e!u metsades teeb nad aga peaaegu metsikuks. AAPO: Det er sandelig en vældig flok okser: fyrretyve spyd-hoveder. Hele sommeren lever de i skovene, nat og dag, men om vinteren trækker de al herregårdens gødning ud på markerne. Men deres frie sommer-tilværelse gør dem næsten vilde. 07073
Bottom
07075
Top
JUHANI: Hoidku jumal koertega nende seltsi sattumast — nad teevad nii mehe kui koera liharäbalaiks. Tuletage meelde Nikkilä häda Honkamäe härgade käes: suur oli mehe kimbatus, kuigi pulle polnud arvu poolest nii palju nagu selles Vier-tola põrnitsevas parves. Koerte pärast, kes säärases valus ikka peremehe juurde peitu poevad, oleks ta hukatus viimaks ometi tulnud, kui poleks tüse niiduaed vastu juhtunud, mis kaitsva lossimüüri kombel lõpuks härgade rünnaku peatas. JUHANI: Gud bevare os for at støde på dem, sammen med hundene; de ville snart forvandle både en mand og hans hunde til hakkemad. Lad os huske på den fare, Nikkilä befandt sig i blandt Honkamäki-okserne ; mandens nød var stor, selv om kreaturernes antal ikke var så forskrækkeligt som i Viertolas stirrende flok. På grund af hundene, der i den slags vanskelige situationer altid tyer til deres herre, ville han til sidst være blevet dødens bytte, hvis han ikke var kommet til et hegn, der omsider standsede oksernes stormløb som en beskyttende borgmur. 07074
Bottom
07076
Top
AAPO: Peame olema valvel. Oleksin äsja nagu kuulnud kähedat möirgamist sealt mäelt. Minu arvates polegi nad meist kaugel. — Kuid mis see Eero seal kivi ääres õiendab? AAPO: Lad os være på vor post. For lidt siden hørte jeg ligesom en hæs brølen deroppe på bakken. De er heller ikke langt borte fra os, vil jeg tro. Men hvad foretager Eero sig dér ved foden af stenen ? 07075
Bottom
07077
Top
EERO: Siin on saarmas, siin kivi all õnaruses. EERO: Der er en odder her, i denne hule under stenen. 07076
Bottom
07078
Top
JUHANI: Kas oleks see võimalik? JUHANI: Kan det være muligt? 07077
Bottom
07079
Top
EERO: Kindlasti. Jäljed lähevad õõnde sisse, kuid välja ei tule ühtki, nagu liivast näha. EERO: Aldeles sikkert. Der er tydelige spor ind til hulen, men ingen ud derfra, så vidt jeg kan se i sandet. 07078
Bottom
07080
Top
AAPO: Näita neid jälgi koertele, küllap siis nende hänna õõtsumine kuulutab, kas seal on korterirahvast. AAPO: Vis hundene sporene, så ser man snart på deres viftende haler, om der er logerende. 07079
Bottom
07081
Top
JUHANI: Siia, Killi ja Kiiski! JUHANI: Kom her, Killi og Kiiski! 07080
Bottom
07082
Top
TUOMAS: Nad on jälle teel ja minu arvates jäneste jälil. TUOMAS: De er stukket afigen; jeg formoder, de har fundet harespor. 07081
Bottom
07083
Top
EERO: ühise jõuga kaalume selle kivi küll üles. EERO: Vi kan sikkert vippe den sten med forenede kræfter. 07082
Bottom
07084
Top
TUOMAS: On ju tühisematki asja katsutud. Anna oma kirves, Juhani, ja ma löön teile igaühele tugevad kangid, millega üheskoos kivi üles kaalume, seni kui koerad tulevad. TUOMAS: Man har prøvet på det, der var værre. Kom med øksen, Juhani, så hugger jeg en solid stav til hver af os, hvormed vi i fællesskab løfter stenen op, når vore hunde er kommet tilbage. Sådan snakkede de; og med Juhanis skarpe økse huggede Timo en solid stav til hver mand, fire af birketræ og tre af røn. - Men pludselig hørte de inde fra skoven en voldsom larm og støj, der syntes at nærme sig dem med en forfærdelig fart. Brødrene lyttede forbavsede, med stavene i hånden; lyttede og ventede på, hvad der omsider ville dukke op fra skoven. Derfra lød en rasende, forvirret brølen, afbrudt af hundenes skarpe, klagende hyl; og snart så de et frygteligt syn. Ti rasende okser styrtede imod dem; de drev hundene af sted foran sig, der, for at redde livet, ilede hen til mændene. Men dette fik hårene til at rejse sig på mændenes hoved og en kuldegysen til at fare gennem deres krop. Og uden at standse et øjeblik styrtede okserne imod dem, mens de brølede øredøvende; og brødrene tog imod dem med kraftige slag, og så begyndte en frygtelig kamp. Brødrene slog løs med deres kraftige stave, kløvede hornede hoveder, og to okser lå allerede på jorden og sprællede med klovene lige op i luften. Men brødrene truedes også af en dødelig fare. Timo faldt, og oksen bøjede sig allerede ned for at gennembore brystet på manden, der lå under den, men så faldt Tuomas’ rønne-stav med et tungt slag, faldt og knuste dyrets rygrad. Stønnende styrtede kreaturet til jorden, og Timo var reddet. Også Aapo truedes af en lignende fare, men han blev reddet af Juhani og Eero. Juhani slog oksen hårdt mellem hornene med sin stav, mens Eero trak den i halen og således forandrede dyrets stilling; og snart lå den også på jorden og sprællede med sine klove. I kampens hede tabte Timo sin birkestav, men fik straks øje på Juhanis økse i græsset; han greb den og begyndte at slå og svinge den med fyrig vildskab. Han slog til højre, han slog til venstre, oksernes bug åbnede sig gruopvækkende, og blodet fossede, boblende, ned på jorden; blod og skidt. Således kæmpede mændene, blege, i dødens gab; og hundene gjorde også deres bedste, eftersom de brugte deres tænder som jerntæn-ger mod oksernes struber. Larmen og tumulten var voldsom i denne kamp; stavene svingede op og ned; oksernes løsrevne horn fløj højt op i luften; og brødrenes råb, hundenes larm og kreaturernes brøl smeltede sammen til en eneste forfærdelig lyd. 07083
Bottom
07085
Top
Nõnda nad rääkisid; ja Tuomas lõi Juhani terava kirvega igaühele tugeva kangi, neli kasest ning kolm pihlakast. — Kuid korraga kuulsid nad metsast kanget müdinat ja raginat, mis niiis neile kohutava kiirusega lähenevat. Seda kuulasid vennaksed imestades, kangid pihus, kuulasid ja ootasid, mis peaks vait metsast viimaks ilmuma. Kostis sealt jõledat, segast möirgamist, aeg-ajalt vingatasid koerad üpris haledalt; ja peagi ilmus sea!t kohutav nägemus. Kiinis tormasid nende poole liiimme vihast härga, kihutades ees koeri, kes põgenesid oma elu pärast meeste juurde. Kuid see ajas meeste ihukarvad püsti ja külmavärinad käisid üle nende keha. Ja ilma mingi |H'iituscta tormasid härjad kallale, möirates kõrvulukustavalt; vägevalt löödi neid tagasi ning algas kohutav heitlus. Tugevate teivastega virutasid vennaksed, poolitasid sarvilisi päid, ja kaks-härga lamasid juba maas, vehkides sõrgadega õhus. Kuid ähvardas ka vennakseid surm ning hukatus. Langes Timo, ja painutas juba pea härg, et läbi lüüa maas lamava mehe rinda; kuid langes siis raskelt ka Tuoma pihlakane kang, langes alla ja murdis härja selgroo. Korisedes vajus loom elutult maha ja Timo oli päästetud. Ka Aapot ähvardas samasugune hukatus, kuid tema päästsid jälle Juhani ja EERO: Vägevalt virutas Juhani oma kangiga härjale sarvede vahele. Eero sikutas teda sabast, sel kombel tõmmati metsaline kõrvale, kes lamas peagi niisama murul, pildudes sõrgu õhku. Timo kaotas võitluse möllus ema kasepuust kangi, kuid märkas kohe murul Juhani kirvest; selle kahmas ta pihku ja hakkas tulise valuga enese ümber vehkima. Ta lõi paremale, lõi pahemale: koledalt avanesid härgade maod ja kohinal voolas alla murule verd, vett ning raba. Nii võitlesid vennaksed kahvatult surmasuus, ja mis võisid, seda tegid ka koerad, tarvitades hambaid nagu raudtange härgade kurgualuse kallal. Suur oli möllus kära ja kisa, üles ning alla karglesid kangid, kõrgel õhus lendasid här-gade murdunud sarved, ja vennaste karjumine, koerte klahvi-mine ning elajate möirgamine sulas kokku üheksainsaks kohutavaks hääleks. Men omsider var kampen forbi. Syv okser lå livløse på jorden, tre af dem flygtede; en havde kun ét horn, en anden slet ingen og en var svært medtaget på anden måde. Men blege og med stirrende øjne stod brødrene på den blodige jord. Rød-blussende stod Timo, med den blodige økse i hånden; han stod dér som en mand, der har ryddet sit svedjeland. De kunne knap nok forstå, hvad der var sket. Alt forekom dem som en uhyggelig drøm, når de tænkte på den tummel, der havde nærmet sig dem som en voldsom hvirvelvind, havde raset et øjeblik imellem dem og lige så pludselig var holdt op igen. Forfærdede så de på de mange dyr, der lå foran dem på den blodige jord: granskovens bjørn, forskrækkelig stor, og syv fede okser. De havde også selv fået hårde knubs under dysten, særlig Aapo, Juhani og Timo; men de stod dog alle sammen stadig på benene. Og dér stod de nu, med stavene i hænderne, mens de stønnede, svedte og stirrede på hinanden i tavshed. 07084
Bottom
07086
Top
Kuid viimaks lõppes heidus. Seitse härga lamasid elutult maas, ko'rra neist põgenesid, kes ühe sarvega, kes päris nudi-peaga ja kes muidu koledalt veristatud. Kuid kahvatunult, tardunud silmil seisid vennaksed verisel maal. Punetades seisis Timo, pihus verine kirves, seisis kui sõõrumees. Vaevalt suutsid nad mõista, mis oli juhtunud. Kõik näis neile nagu kohutav uni, kui nad mõtlesid lahingule, mis tuulispeana neile lähenes, silmapilgu nende keskel möllas ja äkki jälle rauges. Kohkudes vaatasid nad elajate hulka, kes lamasid nüüd verise! murul nende ees: koletu suur kuusiku mesikäpp ja seitse lihavat härga. Raskeid hoope olid nad mängus isegi saanud, eriti Aapo, Juhani ja Timo; kuid siiski seisid nad kõik veel püsti. Seal nemad seisid, kangid pihus, hingeldades, higistades ja vahtides hääletaSt üksteisele otsa. Men de havde næppe fået pustet ud, før en ny fare nærmede sig dem, mange gange større end den første. Efter hvii velvinden fulgte en storm. Det føltes, som om verdens sidste lime var kommet. Jorden rystede som under et jordskælv, skoven bragede, og et forfærdeligt brøl opfyldte aftenens stille luft, da tre og tredive rasende okser nærmede sig i galop. Brødrene lyttede til denne larm med øjnene stive i hovedet, lyttede et stykke tid uden at røre sig, tavse, som en længe jaget flok svin lytter med hængende øren i buskene ved hjørnet af mark-hegnet, om deres forfølgere stadig nærmer sig. Således opførte brødrene sig også, da okse-flokken styrtede ud af skoven. Dernæst smed de deres stave, greb deres bøsser og flygtede alt, hvad de kunne sammen med hundene; og brølende forfulgte okserne dem. Brødrene ilede hen imod grænsehegnet mellem Viertolas og Jukolas skove. De kom til en lav skovsø, der var dækket af en græsagtig skorpe, men de havde ikke tid til at gå uden om, men løb tværs igennem søen uden at tøve. Der lød en brusende lyd, da de forsvandt i vandplask og tåge, men de kom straks til syne igen. Deres flugt mindede om månens gang på himlens blå enge. Den viger ikke til side for skyen, der prøver på at spærre vejen for den, men sejler ubekymret igennem den og kommer atter frem, klarere end før. Og alvorlig, højtidelig vandrer den af sted. Men Jukolas drenge rendte som harer og vilde geder, for faren var lige i hælene på dem. Så kom der et nyt og stærkt hegn, og brødrene sprang fyrigt over det, men henved tyve skridt på den anden side gjorde de holdt på en åben lysning for at se, om dette hegn kunne redde dem. Den rasende og larmende flok okser nærmede sig; der lød et voldsomt brag, og gran-hegnet væltede omkuld; og nu var okserne nærmere ved brødrene end før. Så styrtede man af sted hen over den gungrende lysning: mændene og hundene forrest, og okserne bag efter; de brølede og sparkede jordklumper og støvende sand op i luften, nøjagtig som vinterstormen hvirvler sneen højt til vejrs som røg. I en rasende fart ilede brødrene af sted med dødsangst i deres hjerter, for de troede allerede, de vandrede på den sidste stump af livets vej. 07085
Bottom
07087
Top
Kuid vaevalt said nad hinge tõmmata, kui neile lähenes uus hädaoht, eelmisest mitu korda suurem. Tuulispeale järgnes hävitav maru. Tundus, nagu oleks lähenenud maailma viimne tund. Tanner mürises nagu maavärisemisel, mets ragises ja hirmus möirgamine täitis vaikset õhtu õhku, kui neile joostes lähenes kolmkümmend ja kolm metsikut härga. Vennaksed kuulasid mürglit, silmad peas nagu taldrikud, kuulasid hetke täiesti liikumata, tummalt, nagu kuulab kaua taga kihutatud seakari põlluaia nurgas põõsastikus, kõrvad lontis, kuulab, kas tagaajaja veelgi läheneb. Nõnda ka vennaksed, kuni härjakari laanest välja tormas. Siis virutasid nad kangid maha, haarasid püssid ja põgenesid ühes koertega kõigest väest, ning möirates kihutasid härjad nende järel. Piiriaia poole Viertola ja Jukola metsade vahel kiirustasid vennaksed. Tuli neile vastu madal järveloik, pealt rohuse kamaraga kaetud; kuid polnud neil aega ringiminekuks, vaid ilma kahkluseta jooksid nad põiki üle järve. Kuuldus kohatus, kui nad vesituisku ja uttu mattusid; kuid samal silmapilgul ilmusid nad jälle selgesse õhku. Tuletas nende jooks meelde kuud taeva sininiidul. Ei tagane ta pilve ees, mis tema teed tahab sulgeda, vaid muretult rändab ta sel' lest läbi ja heledamana kui enne astub jälle selle tagant välja. Ning tõsiselt, pidulikult ta rändab. Kuid Jukola poisid jooksid nagu jänesed ja metsoinad, sest häda kihutas nende kannul. Tuli vastu uus ja tugev aed ning tuliselt lendasid vennaksed sealt üle, kuid paarkümmend sammu teispool peatusid nad lagedal raiesmaal vaatama, kas see aed võib neid päästa. Lähenes sellele metsik, märatsev härjaparv, kostis kõva ragin ja maha murti kuusepuust aed, ning nüüd olid härjad vennastele lähemal kui enne. Sealt siis kihutati iile kõmiseva raiesmaa: mehed ja koerad ees, pullid nende taga, möirates ja pildudes õhku maakamarat ning tolmavat liiva, nagu keerutab talve maru lund suitsuna kõrgele üles. Meeletu hooga jooksid vennaksed, südames surmahirm, sest nad arvasid, et tallavad juba oma elutee viimset juppi. Så lød der et råb fra Aapos mund: »Ranslerne af ryggen, men behold bøsserne!« Sådan sagde han, og seks barkransler faldt straks til jorden; den syvende vippede stadigvæk på Lauris ryg, for han ville endnu ikke skille sig af med den. Men denne udvej hjalp dem dog ikke synderligt, for den uhyggelige trampen og brølen kom stadig nærmere. Men på ny lød der et fortvivlende, klagende råb fra Aapos læber: »Til Djævlestenen, til Djævlestenen!« Dermed sigtede han i il en sten, en vældig sten, der stod i den mørke skov. Brødrene skyndte sig nu derhen og stod snart ved foden af den; og hurtige som lyn sprang både mændene og hundene op I>A dens top. Mosset fløj vidt omkring, da de tog fat i stenens hjørner med næverne; deres negle greb fastere, mere sikkert og skarpere end lossens krumme klør. Således undgik de en grusom død, men de havde sandelig været tæt ved dødens gab. De var næppe nået op på stenen, før okse-flokken larmede rundt omkring dem, brummende og skrabende i jorden. Og denne sten, mændenes tilflugtssted, var en næsten firkantet, favnehøj klippeblok; og den stod i skoven hen ved tre hundrede skridt fra lysningens udkant. Der sad nu brødrene, svedende og stønnende forfærdeligt efter deres flugt fra den rasende død. Tavse, uden at sige et ord, sad de i lang tid. Men til sidst åbnede Juhani sin mund. 07086
Bottom
07088
Top
Kuuldus siis hüüe Aapo suust: «Paunad seljast, kuid hoidke püssid alles!» Nii ta lausus ja kuus tohikpauna lendasid silmapilk maha; seitsmes kõlkus veel Lauri seljas; ci ta raatsinud seda veel minema heita. Vähe aitas ometi seegi abinõu, sest ikka lähemale tuli neile hirmus müdin ning möirgamine. Kuid kostis jälle Aapo huulilt haledalt kisendav hüüe: «Hiiukivile, Hiiukivilc!» Ja ta mõtles üht hiiglasuurt kivi, mis seisis sünges laanes. Selle poole kiirustasid nüüd vennaksed, seisid varsti kivimüraka all ja välgukiirusel viskusid nii mehed kui koerad kivile üles. Kaugele lendasid samblad, kui meeste pihud kivi nurkadest kinni haarasid; nende küüned lõid kõvemini, kindlamini ja teravamini kivisse kinni kui iial ilvese kõverad küüned. Nii pääsesid nad kohutavast surmast, kuid olid ka olnud ligi surma suud. Vaevalt olid nad kivile jõudnud, kui juba pullikari nende ümber märatses, möirates ja maad kaapides. Ja see kivi, meeste päästepaik, oli peaaegu neljakandiline süllakõrgune kaljurahn ning seisis laanes umbes kolmsada sammu raiesmaa servast kaugel. Seal nüüd istusid vennaksed, higistades ja kohutavalt lõõtsutades, pärast oma jooksu vihase surma eest Hääletult, sõnagi lausumata istusid nad kaua. Kuid viimaks avas Juhani oma suu. JUHANI: Her er vi, brødre, og lad os takke lykken for det. Thi det var en march, som vi vil huske, så længe der findes okser her på jorden. 07087
Bottom
07089
Top
JUHANI: Siin me nüüd siis oleme, vennad, ja tänagem selle eest õnne. Sest see oli marss, mida mäletame, nii kaua kui leidub härgi maailmas. AAPO: Her er vi, men hvordan kommer vi herfra? Oksen er et stædigt bæst, og disse her er ude af sig selv af raseri over deres kammeraters død, som de nu har i sinde at hævne mange gange på vore hunde. 07088
Bottom
07090
Top
AAPO: Siin me oleme, kuid kuidas me siit pääseme? Härg on kangekaelne ja need siin on oma seltsimeeste surma pärast vihast pöörased, mida tahaksid nüüd meie koertele mitmekordselt tasuda. JUHANI: Og vi skulle have af samme slev. 07089
Bottom
07091
Top
JUHANI: Ning meie saaksime sama mõõduga. AAPO: Hvis ikke denne sten var så vidunderlig høj. 07090
Bottom
07092
Top
AAPO: Kui poleks selle kivi kuldaväärt kõrgust. JUHANI: Og den var velkommen for os. Sandelig! Vi klatrede herop så hastigt som egern. 07091
Bottom
07093
Top
JUHANI: See oli meile küll tere tulemast. Tõepoolest! Nagu oravad, nii ronisime väledalt üles. EERO: »Og så tog vi os en dram«. 07092
Bottom
07094
Top
EERO: «Ja siis võtsime napsid.» JUHANI: Netop! Herren være lovet, at vi i hvert fald har brændevin, hvis det skulle ske, at man ville lære knægtene at faste heroppe. 07093
Bottom
07095
Top
JUHANI: Just nii! Tänu taevale, et meil vähemalt on viina, kui nii peaks minema, et siin poisse pisut paastuma õpetatakse. LAURI: Jeg smed ikke min ransel. 07094
Bottom
07096
Top
LAURI: Ei mina pauna jätnud. JUHANI: Tak til dig, Lauri, min broder. Men kom frem med tinfiasken, hæld en ordentlig dram i dig og lad den så vandre rundt. Nu trænger hjertet til en styrketår. 07095
Bottom
07097
Top
JUHANI: Tänu ka sulle, mu vend. Kuid otsi nüüd plasku välja, kummuta sealt ise tubli lonks ja pane siis ringi käima. Nüüd tahab süda pisut kinnitust. AAPO: Men den vare må nydes med forsigtighed i en så farlig situation som denne. 07096
Bottom
07098
Top
AAPO: Kuid seda kaupa peame nii hädaohdikus seisukorras nagu see parajal mõõdul tarvitama. JUHANI: En nyttig advarsel. Men tag nu en beskeden slurk. 07097
Bottom
07099
Top
JUHANI: Kasulik meeldetuletus. Kuid võta siit üks para* lonks. AAPO: Mådehold er akid bedst. Lad os ikke glemme: her har vi nu vort leje og måske for mere end én nat. 07098
Bottom
07100
Top
AAPO: Parajus on ikka kõige parem. Pidage meeles: siin on ka meie voodi ja vahest kauemaks kui üheks ööks. JUHANI: Gud bevare os vel for det! Jeg håber, sulten snart vil forjage den dér hornskov omkring os. — Ja, her sidder vi som syv ugler i skoven, her på den mosgroede Djævlesten. Men hvorfra stammer det navn ? 07099
Bottom
07101
Top
JUHANI: Hoidku jumal selle eest! Ma loodan, et nälg tolle sarvemetsa peagi meie ümbert laiali ajab. — Nõndaks, siin me istume nagu seitse öökulli laanes, sellel sammaldunud Hiiukivil. Kust on aga pärit see nimi? AAPO: Fra et underligt sagn. 07100
Bottom
07102
Top
AAPO: ühest imelikust muinasjutust. JUHANI: Fortæl os det til tidsfordriv. Her er jo eventyr på sin plads, eventyr og historier. 07101
Bottom
07103
Top
JUHANI: Jutusta meile seda ajaviiteks. Sest siin on muinasjutud just omal kohal, muinasjutud ja histooriad. Og Aapo fortalte dem følgende sagn om denne sten. 07102
Bottom
07104
Top
Ning järgmise muinasjutu vestis neile Aapo sellest kivist. Engang boede på sit slot blandt Laplands fjelde en mægtig djævle-fyrste, den vældigste troldmand i Norden. Han havde et ædelt og skønt rensdyr, der var uforlignelig hurtigt til at løbe. Det smukke dyr begav sig en dag, tidligt på foråret, ud for at tumle sig i den hårdt-frosne sne, og det endte til sidst med, at den strejfede omkring i hele Finland. Mangen en bueskytte skyndte sig nu ved synet af den gylden-hårede og klar-øjede ren at jage efter den med sin haxdede pil. Men ingen var i stand til at følge den, for den lod hurtigt den ski-løbende mand langt bag sig. - Til sidst kom den til Tavastland, hvor der fandtes en berømt skiløber og sikker skytte. Han kom nu på sporet af djævle-fyrstens prægtige ren og begyndte hurtigt at forfølge den, glidende på sine glatte ski med en kraftig bue over skulderen. I susende fart fløj rensdyret hen over den jævne sne-flade, men bueskytten ilede endnu hurtigere i hælene på den. Sådan løb de længe, såvel over åbne sletter som op og ned ad stejle bakker. Men til sidst begyndte rensdyret at blive træt; den pustede allerede voldsomt under flugten; dens fart blev mindre, og manden nærmede sig mere og mere. Så skete der et mirakel, som man dog også før har set standse mangen en bueskyttes pil. Pludselig vendte rensdyret om og nærmede sig sin forfølger med en bønfaldende mine og rigt-strømmende tårer. Men uden at betænke sig sendte den ubarmhjertige mand sin pil af sted og gennemborede det herlige dyrs pande; så faldt djævle-fyrstens ren og farvede den hvide sne rød med sit blod. 07103
Bottom
07105
Top
Elas ennemuiste Lapi tundruil oma lossis vägev hiidude vürst, vägevaim nõid Põhjalas. Oli tal põder uhke ja kaunis, jooksma võrratult väle. Läks too tore loom kord kevadtalvisel päeval karglema mööda lumelagendikke ja ulatus ta jooks kaugele Soomeneemele. Kuldkarvalist ja heledasilmaüst põtra nähes ruttas siis nii mõnigi vibumees teda karastatud noolega taga ajama. Kuid keegi ei saanud teda jälgida, vaid peagi jättis ta suusamehe kaugele enese taha. — Jõudis ta lõpuks Hämemaale, kus elas üks suurepärane suusataja ning vahva vibukütt. Sai see nüüd teada toredast hiiu põdrast, läks teda nobedalt jälitama, liueldes siledail suuskadel, õlal tugev vibu. Tulisel hool kihutas põder mööda tasast hange, kuid veelgi vihasema hooga ammumees tema taga. Nõnda jooksid nad kaua, nii laiu lagendikke kui ka äkilisi mägesid mööda üles ning alla. Kuid viimaks hakkas väsimus põdras võimust võtma; ta põgenes juba kõvasti lõõtsutades, ta jooks muutus aeglasemaks ja ikka lähemale tuli mees. Siis sündis ime, mis on varem peatanud ometi nii mõnegi vibumehe noole. Äkki käänas põder ümber, lähenes oma tagaajajale paluva näoga, valades ohtrasti pisaraid. Kuid vähematki mõtlemata saatis armutu mees oma noole, läbistas kauni looma otsaesise, ja nii langes hiiu põder, värvides oma verega valge lume punaseks. Nu mærkede djævle-fyrsten, der vandrede omkring i Nordens dystre dale, hvordan hans hjerte knugede sig sammen; og han vidste straks, at hans gyldne fole var i fare. Han ilede op til fjeldet, hvor hans slot stod, og begyndte at spejde imod syd med sin trylle-kikkert. Og langt borte i en mørk granskov så han sit rensdyr, der, badet i blod, vred sig i dødsangst; og han så også morderen stå ved sit offer med en triumferende mine. Nu blev han forfærdelig opbragt, rev en stor, firkantet stenblok ud af slotsmuren og slyngede den højt op i luften, så den fløj imod bueskytten i Tavastlands skove. Med et vældigt susende bulder ilede den store sten af sted og kløvede skyens blæsende verden i en mægtig bue. Den steg helt op til himmelhvælvingen og dalede atter ned, dalede ned mod syd; og denne umådelige vægt faldt lige i hovedet på skytten og begravede manden under sig for bestandig. 07104
Bottom
07106
Top
Siis tundis äkki hiid, kes kõndis Pärapõhja süngeis orgudes, oma südant rinnas pöörduvat, ja ta teadis kohe, et tema kuldne varss hädaohus rändas. Ta ruttas üles mäele, kus seisis ta loss, ja hakkas nõiatoruga lõunasse vahtima. Ja ta nägi kaugel pimedas kuusikus oma põtra, kes veres ujudes surmavaludes viskles; ja ta nägi mõrtsukat rõõmutseva pilguga oma ohvri kõrval seisvat. Siis vihastas ta hirmsasti, tõmbas lossimüürist «uure neljakandilise kivimüraka, virutas selle kõrgele õhku, lendama vibumehe poole Häme saludes. Vägeva kohina ja mühinaga lendas vali kivi, lõigates võimsas kaares pilvede tuulist maailma. Ta tõusis üles taevakummini, vajus jällegi alla, vajus lõunakaarele, ja just vibumehe pealaele langes ääretu raskus, mattes mehe igaveseks enese alla. JUHANI: Og mandens død var vor lykke. Hvor ville vi nu være uden denne sten ? Vi ville ligge dér i skoven som ådsler, vi stakler. 07105
Bottom
07107
Top
JUHANI: Ja mehe surm oli meie õnneks. Kus oleksime nüüd ilma selle kivita! Seal laanes vedeleksime roiskude ja raibe-Icna, õnnetud. TUOMAS: Men vi får sikkert også nok af at sidde her. Det lover jeg for. 07106
Bottom
07108
Top
TUOMAS: Kuid küllap veel siingi vatti saame. Seda võin vanduda. JUHANI: Gud hjælpe os i tide! 07107
Bottom
07109
Top
JUHANI: Jumal aidaku meid õigel ajal! TIMO: Her må knægtene jo også tage sig en og anden lur, i flere lag, stuvet sammen i nakken på hinanden som svale-unger i reden. 07108
Bottom
07110
Top
TIMO: Peame siin magamagi üksteise kukil nagu pääsu-kesepojad pesas. AAPO: Det går ikke. En søvndrukken mand falder snart ned og bliver et bytte for okserne. Derfor bør altid to af os, en på hver side, holde vagt ved deres sovende broder. 07109
Bottom
07111
Top
AAPO: See ei lähe. Peagi veereb unest segane mees alla härgade saagiks. Sellepärast valvaku kaks meist ikka magavaid vendi, teine teisel pool. JUHANI: Et klogt råd, og lad os følge det nøje; det her bliver jo vort kvarter i hvert fald for denne nat. Det ser vi jo af det, okserne foretager sig. Dér ligger allerede tre af de bæster og vælter sig på deres forbandede vomme, pustende og drøvtyggende, de djævle! Men læg jer til at sove, drenge; jeg og Aapo vil holde vagt over jer, omtrent til midnat. Læg jer til at sove, læg jer til at sove. Herren velsigne jer! 07110
Bottom
07112
Top
JUHANI: See on mõistlik nõu ja tuleb käia hoolsalt selle järgi — siin on meie korter vähemalt seks ööks. Seda näeme juba kõik härgade ettevalmistustest. Seal põõnab juba kolm paganat oma neetud kõhul maas, ähkides ja mäletsedes, saata-nad! — Kuid heitke magama, poisid; mina ja Aapo tahame teid valvata kuni keskööni. Heitke magama, heitke magama. Issand kaitsku meid! SIMEONI: Hvor er vi dog havnet, vi ulykkelige. 07111
Bottom
07113
Top
AAPO: Oh meid õnnetuid küll! JUHANI: I elendighed, i stor elendighed. Men læg jer til at sove, velsign jeres sjæle og legemer og sov i Herrens navn. 07112
Bottom
07114
Top
SIMEONI: Misukesse viletsusse oleme jõudnud! Sådan tilbragte de natten: to vågede hele tiden, mens de andre sov på den mosgroede sten; og lang var natten. Til sidst gryede dog dagen, solen stod op og hævede sig på himlen, men deres skæbne var uforandret; de var stadig omgivet af horn, der gyngede rundt om Djævlestenen; og sulten plagede dem allerede voldsomt. De håbede dog, at den samme ubarmhjertige gæst ville gøre sin virkning også i oksernes maver og til sidst tvinge dem til at drage bort til græsmarkerne. Sådan håbede de, mens de ventede på, at deres fjender skulle fortrække. Men til deres forfærdelse opdagede de snart, at der fandtes tilstra'kkeligt med føde for dyrene i 07113
Bottom
07115
Top
JUHANI: Viletsusse, suurde viletsusse. Kuid heitke magama, paluge oma hinge ja ihu eest ning uinuge issanda nimel. skovens fugtige stargræs, tæt ved Djævlestenen. Det begyndte okserne at nappe i sig og gik ikke længere bort, end at den mosgroede sten stadig var inden for deres synsvidde. 07114
Bottom
07116
Top
Nii veetsid nad öö: ühtesoodu kaks valvasid, kuna teised magasid sammaldunud kivil; ja pikk oli öö. Lõpuks koitis ometi hommik, päike tõusis ja kerkis kõrgele taevasse, kuid nende olukord oli ikka endine; ikka piirasid neid kõikuvad sarved Hiiukivi ümber ja nälg pigistas neid juba kõvasti. Ometi lootsid nad, et see halastamatu võõras täidab oma ülesannet ka härgade kõhus ja sunnib neid lõpuks söödamaale siirduma. Nii nad lootsid, oodates vaenlaste lahkumist. Kuid kohkudes märkasid nad peagi, et loomatoitu leidus seal Hiiukivi ümber laane niiske tarnheina hulgas külluses. Seda hakkasid härjad nüüd rahulikult purema, kaugemale minemata, nii et sammaldunud kivi oli neile lakkamata näha. JUHANI: De tænker åbenbart slet ikke på at skrubbe af. Fanden ta’ mig, de tager jo fast ophold og bopæl her, lige til det bliver vinter. 07115
Bottom
07117
Top
JUHANI: Neil ei tule mõttessegi oma konte koristada. Nad jäävad siia, pagan võtaks, kuni talveni laagrisse ja sööma peale. EERO: Satan er faret i skindet på dem. 07116
Bottom
07118
Top
EERO: Neil on kurivaim nahas. TIMO: Hvad skulle de mangle her ? Skoven giver dem både mad og drikke; men det tørre mos er vort brød og sul. 07117
Bottom
07119
Top
TIMO: Mis neil siin viga olla? Laas annab neile nii sööki kui jooki; aga kuiv sammal on meile siin leivaks ning leivakõrvaseks. SIMEONI: Men sagen er jo den, at vi sidder her på grund af vore hunde. Jeg er bange for, at vor eneste udvej til redning er at kaste Killi og Kiiski ned til de rasende okser som en slags offer. 07118
Bottom
07120
Top
SIMEONI: Kuid lugu on nii, et me istume siin koerte pärast. Ma kardan, et meie ainus pääsetee on see, kui me Killi ja Kiiski vihastele härgadele ohvriks heidame. JUHANI: Et grusomt råd. 07119
Bottom
07121
Top
JUHANI: Metsik nõu. AAPO: Som vi ikke gerne følger. 07120
Bottom
07122
Top
AAPO: Mille järgi me nii kergesti ei käi. JUHANI: Nej, ikke så længe Jukolas Juho står oprejst. 07121
Bottom
07123
Top
JUHANI: Ei nii kaua, kui Jukola Juho püsti püsib. TUOMAS: Skulle vi redde vort skind ved at ofre dem, der så mange gange har frelst vort liv ud af vilddyrenes morderiske klør? Og ville det være til nogen nytte for os? Jeg tvivler. 07122
Bottom
07124
Top
TUOMAS: Et me need oma naha päästmiseks alla tõukak-sime, kes nii mõnegi korra on meie elu kiskjate murdvaist küüntest päästnud? Ja kas sellest meile kasu oleks? Ma kahtlen. JUHANI: Jeg også. Når okserne dér først havde revet vore hunde til laser, ville de nok så nydeligt begynde at vente på noget mere, de kunne spidde på deres horn. Det er afgjort. 07123
Bottom
07125
Top
JUHANI: Mina samuti. Kui need härjad seal kord meie koerad on räbalaiks teinud, siis hakkaksid nad ilusti seda ootama, kunas veel rohkem oma sarvede otsa saaksid. Kindel asi. SIMEONI: Ja, ja, men hvad skal vi gøre, når sulten rigtig begynder at knurre i maven ? 07124
Bottom
07126
Top
SIMEONI: Jaa, jaa, kuid mis me peame tegema, kui nälg meie kõhus näuguma hakkab? JUHANI: Den knurrer først i vor mavesæk, men derfra ryger den snart op til det bankende hjerte, ryger derop som katten ryger i nakken på en fed mus ; og så kuer den en kæk mand. Strenge, strenge dage for en mand. Hvad skal vi finde på ? Det spørger jeg også om. 07125
Bottom
07127
Top
JUHANI: See näub esiti maos, kuid sealt põikab ta peagi sinna põksuvasse südamesse, kargab nagu kass lihava hiire kaela, ning siis vajub vägev mees kössi. Raske, raske on siis lugu. Mis me peame tegema? küsin minagi. AAPO: Lad os råbe højt, alle med én mund; måske høres lyden af nogen, der vandrer i skoven, eller den når måske helt til Viertola og får folk til at spekulere over sagen. 07126
Bottom
07128
Top
AAPO: Hüüame valjusti kõik ühest suust: vahest kuuleb mõni metsaskäija, või kostab see isegi Viertolasse ja paneb inimesed mõtlema. JUHANI: Det middel var værd at prøve. 07127
Bottom
07129
Top
JUHANI: Seda abinõu peab katsuma. TIMO: Lad os råbe voldsomt. 07128
Bottom
07130
Top
TIMO: Hüüame vägevalt. JUHANI: Råbe aldeles forbandet. Lad os alle på én gang udstøde dette mirakel af et brøl. Alle sammen på én gang, så bliver virkningen endnu prægtigere. Se så, nu rejser vi os op og holder os parat. Når jeg klasker næverne sammen, tredie gang, så vræler vi, vræler som syv mænd. - En, to, tre! 07129
Bottom
07131
Top
JUHANI: Otse pööraselt. Laseme kõik ühekorraga lahti ühe maailma-imeliku röögatuse. Kõik ühekorraga, siis on mõju vägevam. Vaat nii, tõuske kõik püsti ja olge valmis. Kui kolmas kord pihkudega plaksutan, siis röögatame ja röögatame nagu seitse meest. — Üks, kaks, kolm! De råbte alle sammen af fuld kraft og på én gang, så det sang i stenen og jorden rundt omkring; og selv okserne flygtede forskrækket nogle skridt bort fra stenen. Frygtindgydende var også de syv mænds brøl og det derpå følgende langtrukne skrig, som hundene desuden deltog i med deres ynkelige hylen. De udstødte fem lange hyl, og skoven buldrede, og ekkoet rullede langt bort. Men da de var færdige med det femte og længste råb, satte de sig atter ned for at puste lidt ud. Da de havde hvilet sig, gjorde de samme arbejde en gang til, råbte syv gange og begyndte så at vente på virkningen af denne metode. Mørke i ansigterne og med blodskudte øjne sad de på den mosgroede sten, og bælgen i deres bryst bølgede heftigt. 07130
Bottom
07132
Top
Nad hüüdsid üheskoos kõigest jõust ja ühekorraga, nii et kivi ning maa selle all ning ümber vappusid ja jahmatades kargasid härjadki mõne sammu kivist eemale. Kohutavalt kos-liski seitsme mehe äkiline röögatus ja sellele järgnev kaeblik kisa, millega ühines veel koerte hale ulgumine. Kisendasid nad viis pikka hüüdu, ja mets rõkkas ning kaugele keerles kaja. Aga kui oli hüütud viies ning kõige vägevam hüüd, istusid nad j.ille silmapilguks lõõtsutama. Pisut puhanud, kordasid nad oama lugu, hüüdes seitse korda, ja hakkasid siis ootama, kuidas see abinõu mõjub. Mustunud nägudega, verest punetavate «ilmadega istusid nad sammaldunud kivile ja ägedasti lõõtsutasid nende rinnad. JUHANI: Lad os vente og se, hvordan dette virker; lad os vente. Folk må være forrykte, hvis de ikke forstår, at en flok mænd kun hyler således i yderste nød. Lad os vente. 07131
Bottom
07133
Top
JUHANI: Ootame, kuidas see mõjub, ootame. Inimesed on ju hullud, kui nad ei mõista, et meestesalk ilma kõige suurema lädata nõnda ei röögi. Ootame. EERO: Hvis der ikke kommer folk efter denne larm, så er vi sandelig dødsens. Solen synker allerede for anden gang i vest, og sulten vokser aldeles rasende. 07132
Bottom
07134
Top
EERO: Kui sellest mürglist meile abi ei tule, siis oleme iõesti surmalapsed. Juba teine päike vajub läände ja nälg kasvab pöörasel kombel. SIMEONI: Gud nåde os! En nat og halvanden dag er gået, siden vi sidst fik noget at spise. 07133
Bottom
07135
Top
SIMEONI: Jumal halastagu! üks öö ja poolteist päeva on sinna tagasi, kui me viimast korda sõime. TIMO: Det passer. Hør, hvordan min mave knurrer; den knurrer og murrer; og piber også lidt. Dette er hårdt. 07134
Bottom
07136
Top
TIMO: Nii on. Kuulake ainult, kuidas mu kõht koriseb, koriseb ja uriseb ning tasa piibitab. See on sant lugu. JUHANI: Hårdt, hårdt; vi ved det og tror det, når vi lytter til vore egne maver. 07135
Bottom
07137
Top
JUHANI: Sant lugu, sant lugu; me teame ja usume seda, kui omaenese kõhtu alla vaatame. SIMEONI: Lang er den sultnes dag! 07136
Bottom
07138
Top
SIMEONI: Pikk on näljase päev! TIMO: Lang er den. 07137
Bottom
07139
Top
TIMO: Pikk see on. JUHANI: Lang og dyster! Er selv Aapos hjerne tom? Kan han ikke en gang huske lidt krage-mål eller lidt ugle-sludder, som han kan fortælle os om, mens vi sidder her på denne forfærdelige hunger-ø? 07138
Bottom
07140
Top
JUHANI: Pikk ja sünge! Kas Aapogi aju on juba tühi? Kas ei mäleta sa enam varese vaakumist, öökulli kõne tki, millest meile vesta, kui istume siin sel hirmsal Nälja-saarel? AAPO: Jeg husker en historie, som netop sulten får mig til at tænke på ; men den får os ikke til at glemme vor legemlige føde; den minder os i høj grad om mad o'g drikke. 07139
Bottom
07141
Top
AAPO: Mäletan muinasjuttu, mille nälg mu meelde tõigi; kuid see ei aita meil kehatoidust unustada, vaid tuletab just kangesti meelde nii sööma kui jooma. JUHANI: Du mener manden i bjerget. Jeg har hørt den. 07140
Bottom
07142
Top
JUHANI: Sa mõtled meest mäe all. Ma olen seda kuuluud. TIMO: Men for mig er den ny; fortæl den! 07141
Bottom
07143
Top
TIMO: Kuid minule on see uus; jutusta seda, veli Aapo. SIMEONI: Fortæl den, fortæl den! 07142
Bottom
07144
Top
SIMEONI: Jutusta, jutusta! AAPO: Det er historien om en mand, en ædel troshelt, der i nogen tid sad fanget i Impivaaras huler som forhen den blege jomfru, men af en anden grund. 07143
Bottom
07145
Top
AAPO: See on lugu mehest, tõsisest usukannatajast, kes Impivaara koobastes mõne aja vangis istus, nagu enne too kahvatu neitsi, kuid teistsuguse põhjuse pärast. Og Aapo fortalte dem følgende historie: 07144
Bottom
07146
Top
Ja järgmise muinasjutu vestis neile Aapo: Engang, da kristendommen og hedenskabet endnu kæmpede indbyrdes i Tavastland, fandtes der i de frelstes flok, en fortræffelig mand, from, og ivrig efter at udbrede den nye lære, som han også selv dyrkede flittigt i ly af Sveriges våbenmagt. Men de harnisk-klædte helte måtte pludselig drage bort herfra og til deres hjemland, og de kristne beboere i Tavastland blev underkastet en grusom forfølgelse af deres hedenske brødre. Nogle af dem blev slået ihjel på en uhyggelig måde; nogle prøvede på at redde livet ved at flygte ind i skovenes uvejsomme dyb, til bjergenes huler eller andre steder. Den omtalte fromme mand flygtede til Impivaaras huler, men hans forfølgere, der opfyldt af hævntørst fulgte i hans fodspor, fandt snart ud af, hvor han havde skjult sig. »Ulven må spærres inde i sin egen hule!« råbte de med ondsindet glæde, murede hulens åbning solidt til og lod manden vansmægte af sult og i mørke. 07145
Bottom
07147
Top
Ennemuiste, kui ristiusk ja paganlus Hämemaal veel omavahel võitlesid, oli ristitute hulgas üks tubli mees, vaga ja virk uut usku levitama, mida ta ka Rootsi riigi sõjariistade kaitse all tublisti tegi. Kuid äkki pidid raudrüütlid siit koju minema ja ristitud hämelased sattusid oma paganaist vendade kõige hirmsama tagakiusamise alla. Mõni neist tapeti kõige koledamal kombel, mõni otsis pääsemist, põgenedes metsade eksitavasse põue, mõni jälle mägede koopaisse ja kes kuhugi. Impivaara koopaisse ruttas nimetatud vaga mees; kuid ta tagaajajad, kes kättemaksu vihas tema jälil tõttasid, märkasid peagi, kuhu ta oli enese peitnud. «Susi suletagu oma koopasse!» hüüdsid nad tigeda rõõmuga, müürisid koopasuu kõvasti kinni ja jätsid mehe nälga ning pimedusse nõrkema. Manden ville nu have fået et trist endeligt, men så gjorde himlen på ny et mirakel. Det sidste blånende skær af dagslyset var næppe forsvundet i hulens munding, før den store grotte blev oplyst af et vidunderligt sølv-klart skær; og manden havde således et mildt, himmelsk lys midt i hjertet af den kolde klippe. Og der skete endnu flere mirakler. For se, pludselig brød en klar kilde frem gennem grottens gulv, en kilde, hvis vand aldrig mindskedes, hvor meget man så end tog, og manden havde således altid frisk drikkevand i sit stenkammer. Men ved kanten af kilden skød desuden et smukt, grønt træ i vejret, der bar de herligste frugter, som aldrig slap op, hvor mange man så end tog; og dér havde manden sin prægtige næring. Her tilbragte han sine dage, lovprisende Herren; her tilbragte han sine nætter, drømmende om de saliges land. Og hans dag var som en sommerdag, varm og klar, og hans nat en vidunderlig skumringstid. Således gik et år, og de kristnes blod randt som en strøm i Tavastland. Men da forfølgelsens skrækkelige tid var udløbet, og en skøn september-morgen strålede derude, nåede en lyd af hammerslag og jernstænger heltens øre fra hulens tilmurede åbning. Dagslyset begyndte omsider at skinne igennem sten-brokkerne, og i et nu forsvandt såvel det vidunderlige lys i grotten som kilden og det frugtbærende tra; ved kildens rand. 07146
Bottom
07148
Top
Hale ots oleks nüüd meest oodanud, kuid jälle tegi taevas imeteo. Vaevalt oli koopasuus päevavalguse viimane kuma kadunud, kui juba suur koobas helendas kõige kaunimast, hõbeheledast õhetusest; ning nõnda oli mehel külma kalju südames pehme, taevalik päev. Ja sündis veel enamgi imesid. Vaata, koopa põrandasse sugenes äkki hele allikas, mille vesi võttes iial ei vähenenud, ja nii oli mehel ta kivikambris alati värsket jooki. Kuid allika kaldalt kerkis veel üles kaunis, haljendav puu, kandes kõige magusamaid vilju, mis võttes ei lõppenud; ning sealt sai mees mõnusat toitu. Siin saatis ta mööda oma päevad, ülistades issandat, siin veetis oma ööd, unistades õndsate maast. Ja tema päev oli nagu suvepäev, soe ja hele, ning tema öö oli armas videvikuaeg. Nii kulus aasta, ja jõena voolas Hämes kristlaste veri. Kui aga tagakiusamise kohutav aasta oli lõpule jõudnud ja väljas paistis kaunis mihklikuu hommik, kostis kannataja kõrvu kinnimüüritud koopasuult vasarate ning raudkangide kõmin. Läbi selle kivi-rasu hakkas viimaks ka päev vilkuma, ja silmapilkselt kadus koopast imelik valgus, nagu ka läte ning lätte kaldalt viljarikas puu. Men hvem var det, der frembragte den larm og støj derude foran hulens munding? Dér stod en stor skare hedninger og i deres midte nogle kristne, der var bundet med reb og dømt til at dø af sult i bjergets mørke indre. De kunne ikke forestille sig andet, end at den samme skæbne var overgået den mand, der var blevet lukket inde i hulen for et år siden. Men de blev meget forbavsede, da helten trådte ud af hulens åbning med en forklaret og strålende pande. Og en stemme, hvis hellige klang trængte helt ind til marven, udgik fra hans mund: »Vær hilsede, venner og brødre, vær hilset, du gyldne sol og du brusende skov, vær hilsede!« Så faldt (lokken ned på knæ foran ham, idet den lovpriste den Gud, som han troede på, og som havde frelst ham fra en frygtelig død. Men med høj stemme fortalte manden dem om de vidunderlige mirakler, han havde oplevet i bjergets skød, og folket råbte til ham med én mund: »Døb os, døb også os i troen på den samme Gud!« Således råbte de til stor fryd for manden og løste straks de dødsdømte fanger fra deres reb. Den fromme helt gik nu hen til bredden af qn bæk, og skaren fulgte med ham; og da de havde afsvoret sig deres hedenskab, lod de sig døbe i den kristne tro. Men oppe på skråningen stod de mænd, der for lidt siden var udset til ofre og sang en lovsang til Ham, der havde frelst både dem selv og deres fromme fader fra en pinefuld død og ført hedningernes børn fra mørket til lyset. Sådan sang de, mens de stirrede op imod himlens højder. 07147
Bottom
07149
Top
Kuid kust oli tulnud see müra ja ragin väljaspool koopa avaust? Seal seisis suur salk paganaid ja nende keskel mõned köitega kinni seotud ning mäe pimedasse põue näljasurma mõistetud kristlased. Ei arvatud ju teisiti, kui et sama surm ka seda meest oli tabanud, kes aasta eest samasse koopasse suleti. Kuid üpris imestasid nad, kui koopa avanedes usukannataja sealt äraseletatud, sätendava palgega välja astus. Ja hääl, mis tungis kui püha helin südameni, kostis tema suust: «Olge tervitatud, sõbrad ja vennad, olge tervitatud, kuldne päike ning kohisevad metsad, olge tervitatud!» Siis langes rahvahulk tema ette põlvili, ülistades seda jumalat, kellesse ta uskus ja kes oli ta päästnud kohutavast surmast. Kuid kõva häälega jutustas mees neile neist kaunitest imetegudest, niis ta oli mäe põues näinud; ja ühest suust hüüdis talle rahvas: «Risti meidki, risti meidki selle jumala usku!». Nii hüüdsid nad mehe suureks rõõmuks ja vabastasid surmamõistetud vannid viivitamata köidikuist. Siis astus vaga mees oja kaldale ja liille järgnes rahvas, kes paganluse maha jättis ja laskis enese Kristuse usku ristida. Ent kõrgel kaldal seisid veel äsja ohvriks määratud mehed, lauldes tänulaulu sellele, kes nii neid kui lm nende vaga isa oli valurikkast surmast päästnud ning paganade lapsed pimedusest valgusse juhatanud. Nii nad laulsid, vnadates üles taevalaotusse. AAPO: Dette var sagnet om den fromme mand. 07148
Bottom
07150
Top
AAPO: Niisugune on muistejutt vagast mehest. JUHANI: Og hedningerne blev døbt netop på det sted ved bækken, hvor vi nu har vores ulvegård. 07149
Bottom
07151
Top
JUHANI: Ja paganate ristimine sündis samal kohal ojas, kus nüüd on meie hundiaed. SIMEONI: Troen gør underværker. Jeg er sikker på, at manden i hulen slet ikke havde nogen kilde eller et frugtbart træ, og at intet lys, synligt for jordiske øjne, oplyste hans kammer, men at en fast og urokkelig tro tilfredsstillede alle hans legemlige behov. Hans ånds styrke var hans friske kilde, hans velsmagende frugter og hans strålende lys. Hvad sagde min gamle kammerat, Tervakoski-Tuomas, som jeg vogtede kreaturer sammen med ? »Hvis du har troens skjold og åndens sværd, kan du danse polka selv med djævlene«. Sådan sagde den gamle, fromme mand. 07150
Bottom
07152
Top
SIMEONI: Usk teeb imesid. Ma olen kindel, et mehel polnud koopas mingit allikat ega viljapuud ja et mingi ihulikule silmale paistev valgus ei valgustanud ta vangikambrit, vaid et ta kindel ja kõikumatu usk kõiki ta keha tarvidusi täitis. Ta hinge jõud oli talle värskeks allikaks, maitsvaks puuviljaks ja sätendavaks valguseks. Kuis ütleski mu endine karjaseltsiline, Tõrvakose Tuomas? «Kui sul on usu kilp ja vaimu mõõk, siis mine kas või kuradiga polkat tantsima.» Nii ütles jumalakartlik vanamees. JUHANI: Men en fuld-voksen mands mave klarer sig ikke synderlig længe bare med tro og tom luft, nej, lad den rådne, om den kan! Og jeg tør sværge på, at han stoppede mere solid føde i sig end frugt og vand. Det kræver en mands krop, der er vokset op og har udviklet sig ved hjælp af kød 07151
Bottom
07153
Top
JUHANI: Kuid täismehe magu ei saa kaua läbi palja usu ja tühja õhuga, ei, kas või mädaneks. Ja mina vannun, et ta pistis põske mõnusamatki moona kui puuvili ja vesi. Seda nõuab mehe keha, mis on kasvanud ja võrsunud liha ning rukkileiva najal. Jaa, jaa, seda lugu jutustatakse veel teiselgi viisil. Jutustatakse, et viis musta sõnnisarve ilmusid äkki mehe ette koopa seina. Kui ta nüüd esimese sarve lahti tegi, siis purskas sealt vulinal välja kõige paremat selget vabrikuviina sööginapsiks, mis mehe huule küllaltki kortsu kiskus. Teisest sarvest tõmbas ta jälle küünarde kaupa voldilist, rasvast ja sooja seavorsti. Kuid kolmandast pressis kanges kaares välja kõige paremat uudseputru ja neljandast pudrukasteks hapupiima, paksu kui tõrv. Ja kui ta nüüd oli oma pugu täitnud nagu puutäi, siis tegi ta üsna väledalt lahti viienda sarve ning sealt kiskus ta välja suutubakat, kõige paremat taani junn-tubakat, mis paisus poisi põses nagu imev verekaan. Kas vajab üks aplaagris mees veel paremat sakusmenti? og rugbrød. Jo, jo, men historien fortælles også på en anden måde. Man fortæller, at fem sorte tyrehorn pludselig viste sig for manden på hulens væg. Da han nu åbnede det første tyrehorn, sprøjtede den bedste og klareste fabriksbrændevin ud af det med en sydende lyd ; en snaps til maden, som nok kunne snærpe læberne sammen på en mand. Ud af det andet horn haler han alenvis af sammenfoldet, fed og varm svine-pølse. Og fra det tredie står i en stiv stråle den bedste grød, lavet af nyhøstet rug, og fra det fjerde surmælk til at væde grøden med, surmælk så tyk som tjære. Og da han nu havde fyldt sin bug som en blodmide, åbnede han det femte horn i en hast og halede tobak ud, den bedste danske rulle-tobak, der svulmede i knægtens kind som en sugende blodigle. Behøver en mand, der ikke bestiller noget, et bedre traktement ? 07152
Bottom
07154
Top
TIMO: Tema oli taevas, tema. Kuid meie? TIMO: Han var i himlen; det var han. Men vi? 07153
Bottom
07155
Top
TUOMAS: See põletab mehe meelt. TUOMAS: Dette svier i en mands sjæl. 07154
Bottom
07156
Top
TIMO: Ja pööritab poisi pead. TIMO: Og gør en knægt skør i hovedet. 07155
Bottom
07157
Top
JUHANI: Tuhat taalrit säärase söömingu eest nüüd! Tuhat korda tuhat taalrit! JUHANI: Tusind rigsdaler for et sådant måltid nu! Tusind gange tusind rigsdaler! 07156
Bottom
07158
Top
SIMEONI: «Voldilist, rasvast, sooja seavorsti!» Jah, me istume keset põrgut ja kuuleme juttu sellest, kuidas taevas hõi-satakse ning süüakse. Ah! Mis me peame tegema, vennad, mis me peame tegema? SIMEONI: »Foldet, fed og varm svinepølse!« Ja, vi sidder midt i helvede og hører, hvordan man fryder sig og æder i himlen. Ah! Hvad skal vi gøre, brødre, hvad skal vi gøre? 07157
Bottom
07159
Top
EERO: Uskugem, uskugem! EERO: Lad os tro, lad os tro! 07158
Bottom
07160
Top
SIMEONI: Kas sa veel pilkekeelt kõneled, sina peletis? SIMEONI: Fører du stadig bespottelig tale, dit uhyre! 07159
Bottom
07161
Top
EERO: See oli viimane susin, mu vesd, viimane susin; usu mind. Varsti vajun sahisedes kokku nagu tühi põis. Ah, oleks siin üks soe leib ja selle peal võid! EERO: Det sidste pust, broder, det sidste pust; tro mig. Jeg synker snart sammen med et suk som en okseblære, der tømmes. Ak, havde man dog blot et nybagt brød med smør på! 07160
Bottom
07162
Top
TIMO: Ja või peal veel maailmatu suur päravorst. TIMO: Og oven på smørret en aller-helvedes pølse. 07161
Bottom
07163
Top
JUHANI: Oleks siin seitse sooja leiba, seitse naela võid ja seitse ahjutulel hautatud vorsti; vaat siis tõuseks pidu. JUHANI: Ja, bare her var syv nybagte brød, syv skålpund smør og syv pølser, stegt ved bålet; så skulle der være gilde. 07162
Bottom
07164
Top
EERO: Tuli ja välk! EERO: Lyn og torden! 07163
Bottom
07165
Top
TIMO: Inimene peaks ikka tark olema ja ühtesoodu soola-tupsu taskus kandma. Sool seob sisikonda ja peab elu nädalate kaupa sees, ilma et soole otsas oleks toiduivagi. TIMO: En mand burde altid være klog og have lidt salt i 07164
Bottom
07166
Top
JUHANI: Oi poju! ega soolagagi just kaugele siputa. lommen; i en pose. Salt binder indvortes og opretholder livet i ugevis, selv om man ikke har så megen morgenkost som en myg i endetarmen. 07165
Bottom
07167
Top
TIMO: Kuid Koivisto Iisakki, too võrratu laisk mees, põõnab mitu jumala päeva ühterodu Karkkula saunalaval, ilma toiduiva maitsemata. Ja mispärast susiseb armetu eluraasuke mehes edasi? Too suli imeb soolatupsu nagu tita ema nisa-nööpi. JUHANI: Ak, knægt ! Man klarer sig ikke længe selv med salt. 07166
Bottom
07168
Top
JUHANI: Ta istub ka tihtipeale nagu rääk küla rukkipõllul ja hõõrub viljapäist teri oma põske. — Vaata, juba on hiline õhtu, kuid abi ei näi meile inimmaailmast tulevat, ja siin patseerivad endiselt meie ümber, patseerivad kolmkümmend ja kolm ähkivat kurivaimu. Seal aga pusklevad juba kaks paganat. Lööge ühte, lööge ühte ja torgake teineteise otsaesised läbi, torgake nii, et ajud peast murule purskavad, siis on meil kahe kiusaja võrra vähem. Vaat nii, vaat nii! On meil siin ju pisut lõbustustki ajaviiteks. — Niiviisi just! ja kestku see mäng kaua ning kündku kaheksa luust sahka maad. TIMO: Men Koivisto-Iisakki, den mageløse dovenkrop, ligger og vælter sig på Karkkulas badstue-briks i mange Herrens dage ud i en køre uden at fortære den mindste smule. Og med hvilke midler opretholdes det sølle liv i manden? Den uglspil ligger og suger på en stump salt som et pattebarn på moderens brystvorte. 07167
Bottom
07169
Top
TUOMAS: Kõvasti seal Küütselg ja Kirjak võtavad. JUHANI: Undertiden sidder han også som en vagtelkonge i landsbyens rugmarker og triller korn fra aksene ind i gabe! på sig. - Men se bare, det er allerede sent på aftenen, men man hører ikke til nogen hjælp fra menneskenes verden; ok her traver stadig, traver tre og tredive pustende djatvle i mull om os. Men dér stanges to af bæsterne. Mas på, mus han på og jag hornene gennem panden på hinanden, gut del, indtil hjernen sprøjter ud på jorden fra jeres hovnler, n,1 lun vi to plageånder mindre. Se nu dér, se nu der! Så har vi også lidt morskab til tidsfordriv. - Ja, sådan! Og gid denne leg må vare længe og otte ben-plove ploje jorden. 07168
Bottom
07170
Top
JUHANI: Kuid Kirjak võidab. TIJOMAS: De slås vældigt dér, den livid ivrede or den hvid-ryggede og den hvid-hovede. 07169
Bottom
07171
Top
TUOMAS: Küüt võidab. JUHANI: Men Hvidhoved vinder. 07170
Bottom
07172
Top
JUHANI: Siin mu käpp, veame kihla. TUOMAS: Hvidryg vinder. 07171
Bottom
07173
Top
TUOMAS: Olgu. Timo, löö lahti. JUHANI: Her er min næve; vi vædder. 07172
Bottom
07174
Top
JUHANI: Vaat nii! TUOMAS: Lad gå! Timo, slå af. 07173
Bottom
07175
Top
TUOMAS: Kortel viina! JUHANI: Sådan, ja! 07174
Bottom
07176
Top
JUHANI: Oleme rääkinud. — Vaadake, vaadake toda kahe poisi heitlust. Kuid nüüd nad pisut nagu puhkavad, otsaesine vastu otsaesist. TUOMAS: En pægl brændevin! 07175
Bottom
07177
Top
TIMO: Ja nügivad ainult niisama tasahiljukesi. JUHANI: En aftale. Lad os nu se, lad os se på de to fyres slagsmål. Men nu hviler de sig ligesom lidt, pande mod pande. 07176
Bottom
07178
Top
JUHANI: Kuid nüüd! Nüüd läheb lahti täie hooga. No Kirjak, mu Kirjak, löö sõrad tugevasti maha! TIMO: Og rykker bare sådan lidt forsigtigt. 07177
Bottom
07179
Top
TUOMAS: Löö ved kõvemini sina, mu vahva Küüt Nü-viisi! JUHANI: Men nu! Nu går det løs for fuld kraft. Sådan, Hvidhoved, mit Hvidhoved, sæt nu klovene godt fast i jorden ! 07178
Bottom
07180
Top
JUHANI: Kirjak, Kirjak! TUOMAS: Sæt dem endnu fastere, du, min tapre Hvidryg. Netop sådan! 07179
Bottom
07181
Top
TUOMAS: Mu terasest otsaga tugev Küüt! No nii! Kuid jäta juba see tõsine punnimine ja viruta vastane kus kurat. JUHANI: Hvidhoved, Hvidhoved! 07180
Bottom
07182
Top
JUHANI: Kirjak! Pagan peksku su sarved peast! Kas sa hull põgened? TUOMAS: Du min stærke Hvidryg med stål i panden! Se, så! Men hold op med det dér evige fægteri og kast din mand ad helvede til. 07181
Bottom
07183
Top
TUOMAS: Parem on tal sääred teha. JUHANI: Hvidhoved! Gid fanden må kappe dine horn! Flygter du, din satan? 07182
Bottom
07184
Top
TIMO: Ja teine virutab vee! tagant kui kurivaim. Hi-hi-hi! TUOMAS: Han stikker af; det passer ham bedst. 07183
Bottom
07185
Top
TUOMAS: Nõndaks, Jukani. TIMO: Og den anden bisser efter ham som bare fanden. Hi, hi, hi! 07184
Bottom
07186
Top
JUHANI: Läks minult kortel viina. Selle saad, kui sest pinnist pääseme. Kuid kunas see päev koidab? Ah! kord aastate pärast juhtub, et jahikupja juhatusel siit hiigla-haokoorem alla külasse tiritakse ja külast surnuaeda, vinnatakse seitsme mehe kolisevate ja kõlisevate luukerede hunnik. TUOMAS: Tjah, Juhani. 07185
Bottom
07187
Top
SIMEONI: Ja nii lõppes meie patune elu. JUHANI: Jeg tabte en pægl brændevin. Den skal du få, når vi slipper ud af kniben. Men hvornår mon den dag gryer? Ak, om mange år sker det måske, at man under kommando af jagtfogeden slæber et vældigt læs herfra og ind til landsbyen og fra landsbyen lil kirkegården, slæber af sted med en dynge ramlende og skramlende benrade af syv mænd. 07186
Bottom
07188
Top
JUHANI: Nii lõppes meie elu. SIMEONI: Og saledes end le vort syndige liv. 07187
Bottom
07189
Top
TIMO: Nii see lõppes. TIMO: Ja, således endte del. 07188
Bottom
07190
Top
JUHANI: Lõppes armetul viisil. Kuid tee lahti oma paun, Lauri, ja käigu üks lonks ringi. JUHANI: Kridte |>.i en liedmvrlig måde. Men åbn din ransel, Lauri, og lad rn drum mildt. 07189
Bottom
07191
Top
AAPO: Olgu veel seekord, kuid meie viina lõpp jäägu kõige suurema häda korraks. AAPO: Lad gå for denne gang, men resten af brændevinen må gemmes til nøden er større. 07190
Bottom
07192
Top
JUHANI: Nagu sa ütled. Kuid nüüd võtame lonksu, mis on lonks, ja siis röögime nagu pasunast. JUHANI: Som du siger! Men nu tager vi en snaps, der kan mærkes, og så råber vi som gennem trompeter. 07191
Bottom
07193
Top
Kui nad olid rüübanud, tõstsid nad jälle häält ja kisendasid kõik ühekorraga. Kaja ulatus Viertola kupja kõrva, kui ta rehe-mäel kõndis, kuid ta ei mõistnud kisenduse mõtet, vaid lausus kohkunult omaette: «Piirihaldjas seal hüüab.» Kuid vennaksed hüüdsid ikka veel vägevamalt, hüüdsid kümme korda, pingutades lõugu taeva poole ja ammudes, suud pärani nagu lohemadudel või linnupoegadel pesas, kui need läheneva ema tiibade kahinat kuulevad. Ja selle järel istusid nad jälle oma sammalasemele, südameis nõrkev lootus. Da de havde drukket deres snaps, hævede de atter stemmerne og råbte alle sammen på én gang. Ekkoet nåede Viertola-fogedens øre, da han vandrede omkring på ladebakken; han forstod imidlertid ikke, hvad råbet betød, men mumlede forskrækket til sig selv: »Det er grænse-trolden, som råber«. Men brødrene skreg stadig voldsomt, skreg ti gange, idet de stak deres hager op mod himlen og holdt munden på vid gab som drager eller som fugleunger i reden, når de hører moderen nærme sig med susende vingeslag. Og derefter satte de sig ned igen på deres mosgroede sted, mens håbet svandt i deres hjerter. 07192
Bottom

Lugu 08 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (et-da) :
Lugu: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seitse venda o Syv brödre download
08001
Top
Tulnud on juba neljas päev, kui vennaksed on kivil, kuid veelgi istuvad nad ühtesoodu härgade piiramisrõngas. Aeg-ajalt läksidki loomad kaugemale, kuid ikka liikus üks või teine nähtaval, andes kaaslastele kohe möirates märku, kui vennaksed püüdsid oma vangipõlvest põgeneda. Seal ümber vihub nüüd mõni neist keelt kõveraks ajades lõugade vahele laane rohtu, mõni põõnab seal oma pungis mao peal mäletsedes ja raskelt ähkides. Seal heitlevad kaks tükki pool-mängides, pool-tõsiselt, ning ümber-ringi kostab nende sarvede plagin. Kuid seal jälle, otse Hiiu-kivi all, kaabib üks neist vihaselt maad, paisates kõrgele mulda ja risu ning ammudes õelalt. Nõnda viidavad nad oma aega vendade ahastuseks, kahvatama panevaks vihaks, sest surma ootavad juba Jukola toredad poisid. — Silmapilgu eest oli Lauri tugeva lonksu viina kurku kummutanud, nüüd tegi ta »eda veel kord, mida teised väga imeks panid ja teda kõvasti noomima hakkasid. Den fjerde dag, brødrene opholder sig på stenen, er allerede kommet, men de sidder stadig omringet af okserne. Nu og da flytter kreaturerne sig lidt længere bort, men en eller to bevæger sig stadig i nærheden og advarer straks deres kammerater med en brummende lyd, hvis brødrene prøver på at flygte fra deres fangenskab. Dér, rundt om dem, rusker en af dem skovgræs i sig, med bugtende tunge, mens en anden, drøvtyggende og tungt-pustende, hviler på sin trinde bug. Og dér stanges to halvt i leg og halvt for alvor ; og larmen fra deres horn runger vidt omkring. Og dér, tæt ved foden af Djævlestenen, skraber en af dem rasende i jorden, mens den brøler arrigt og kaster sten og kviste højt op i luften. Sådan fordriver de tiden til brødrenes skræk og blege fortvivlelse; for Jukolas prægtige sønner venter allerede på døden. -For lidt siden har Lauri hældt en vældig slurk brændevin i sin hals, og nu gør han det en gang til, hvad der i høj grad forbavser de andre og får dem til at formane ham alvorligt. 08001
Bottom
08002
Top
JUHANI: Kas pagan su pead segab? JUHANI: Er fanden faret i dig? 08002
Bottom
08003
Top
AAPO: Mis sa ometi mõtled? Pea meeles, et me kõik oleme samal piinapingil. AAPO: Hvad tænker du på? Husk, at vi allesammen er i samme knibe. 08003
Bottom
08004
Top
TUOMAS: Pea meeles, et meie asukoht on kämbla laiune, kus peame ettevaatlikult liikuma. TUOMAS: Husk, at vor bolig ikke er bredere end en håndflade, hvor vi må bevæge os forsigtigt. 08004
Bottom
08005
Top
LAURI: Viha teeb mehe meeletuks! LAURI: En mand, der er gal af fortvivlelse! 08005
Bottom
08006
Top
AAPO: Kuid see ei lähe. AAPO: Men det går ikke an her. 08006
Bottom
08007
Top
LAURI: Mingu siis kõik põrgu põhja. Pöörelgu nagu veskikivi meie loss ja virutagu elajate ette seitse õnnetut poissi. Pöörle, kivi, idast läände, ja mets meie ümber, keerle läänest itta! Hõissa! LAURI: Lad det så gå an, i helvedes dyb. Lad vor borg snurre rundt som en møllesten og kaste syv ulykkelige drenge som bytte for bæsterne. Snur rundt, sten, fra øst til vest, og du, skov omkring os, fra vest. Haleluja! 08007
Bottom
08008
Top
JUHANI: Sa oled ju purjus, poiss? JUHANI: Er du allerede fuld, knægt? 08008
Bottom
08009
Top
LAURI: Peab’s seda veel küsima? Mis maksab see elu ja maailm? Mitte üht hallitanud pennigi. Sellepärast mingu kõik kui tolm ja tuhk mööda tuulte teed. Karmauhti! Maitseme siit, mu südame vennad! LAURI: Er det noget at spørge om? Hvad koster livet og verden ? Ikke en muggen øre. Lad derfor alt flyve som støv og aske på vindenes vej'. Klunk! Lad os smage på det her, mit hjertes brødre. 08009
Bottom
08010
Top
AAPO: Ta on purjus. Plasku tema käest ära! AAPO: Han er fuld. Tag dunken fra ham! 08010
Bottom
08011
Top
LAURI: See ei lähe nii kergesti. Plasku on minu oma; ma ci heitnud teda raiesmaale härgade tallata. Kuid teie teised? Ah! Viskasite pambud ilusti maha nagu armetud mustlased, kui nimismehe püss paugatab. LAURI: Det går ikke så let. Dunken er min; jeg smed den jo ikke fra mig, så okserne kunne trampe den itu på heden. Men I andre? Ak, I stillede jo pænt jeres ransler på jorden som elendige zigøjnere, når lensmandens bøsse knalder. 08011
Bottom
08012
Top
JUHANI: Plasku siia! JUHANI: Hit med dunken! 08012
Bottom
08013
Top
LAURI: Plasku on minu oma. LAURI: Dunken er min. 08013
Bottom
08014
Top
JUHANI: Kuid mina tahan seda enda kätte. JUHANI: Men jeg vil tage vare på den. 08014
Bottom
08015
Top
LAURI: Sina tahad? Kui tahad, siis saad temaga peagi vastu vahtimist. LAURI: Vil du det ? Hvis du vil, så får du den lige i pandeskallen. 08015
Bottom
08016
Top
JUHANI: Sa hakkad kakkma? JUHANI: Har du i sinde at begynde at slås? 08016
Bottom
08017
Top
LAURI: Kui sa tahad, siis ei pea seegi puuduma. Kuid ega armsad vennaksed kakle. Seepärast maitseme siit. LAURI: Hvis du vil, så skal det heller ikke komme til at mangle. Men elskede brødre slås jo ikke. Lad os altså smage på det her. 08017
Bottom
08018
Top
TIMO: Ära rüüpa, LAURI: TIMO: Drik ikke, Lauri. 08018
Bottom
08019
Top
JUHANI: Plasku silmapilk siia! JUHANI: Kom straks her med dunken! 08019
Bottom
08020
Top
LAURI: Kitli peale annan ma sulle. Mis sa enesest õieti arvad? LAURI: Prygl skal du få. Hvad mon du bilder dig ind, du er? 08020
Bottom
08021
Top
JUHANI: Patune inimene, tõsi küll; kuid ometi olen su vanem vend. JUHANI: Et syndigt menneske; det er sandt nok, men jeg er dog din ældste broder. 08021
Bottom
08022
Top
LAURI: Vanem? No seda enam oled siis jõudnud pattu teha ja seda enam kulub sulle kitli peale anda. Kuid skool! üdes rootslane. LAURI: Ældste? Nå, desto mere har du nået at synde og desto mere trænger du til prygl. Men skål! siger svenskeren. 08022
Bottom
08023
Top
TUOMAS: Sa ei maitse tilkagi enam. TUOMAS: Du smager ikke en dråbe. 08023
Bottom
08024
Top
LAURI: Tuomast pean ma palju lugu, Tuomast ja väikesest Eerost. Kuid need teised seal? Mis pean ma nende kohta ütlema ? LAURI: Tuomas synes jeg meget om, Tuomas og Lille-Eero. Men de andre der? Hvad skal jeg sige om dem? 08024
Bottom
08025
Top
TUOMAS: Suu kinni ja plasku siia! Siin on, Juhani, võta paun enda selga ja viin oma hoole alla. TUOMAS: Hold kæft og hit med dunken! Dér, Juhani, tag ranslen på din ryg og brændevinen i din forvaring. 08025
Bottom
08026
Top
LAURI: Ainult sina võid Lauri pead pöörata. Armastan sind, sind ja väikest Eerot. LAURI: Kun du kan få din vilje med Lauri. Jeg kan godt lide dig og Lille-Eero. 08026
Bottom
08027
Top
TUOMAS: Vait! TUOMAS: Ti stille! 08027
Bottom
08028
Top
LAURI: Sihukesed mehed! Mis on Jukola Jussi? Ogara peaga kukk, nudipeaga sõnn. LAURI: Sikke nogen mandfolk! Hvad er Jukola-Jussi ? En forvirret hane; en hornløs tyr. 08028
Bottom
08029
Top
JUHANI: Pea silmapilk suu kinni, et mn kõrv teine kord midagi sellesamast ei kuuleks. JUHANI: Hold kæft omgående, så mine ører ikke hører den slags ting en gang til. 08029
Bottom
08030
Top
LAURI: «Kellel on kõrvad kuulda, see kuulgu,» ütleb Aapo, see Jukola püha Paulus. LAURI: »Den, som har øre, han høre«, prædiker Aapo, ham, Jukolas hellige Paulus. 08030
Bottom
08031
Top
SIMEONI: Oh sind kiili! Kas sina oled see endine vaikne, tõsine ja harva jutuga poiss? Kas sina oled Lauri? Sihuke suure suuga hull? SIMEONI: Oh, du! Er du den forhen så ærlige, alvorlige og fåmælte knægt? Er du Lauri? En sådan rapkæftet slyngel? 08031
Bottom
08032
Top
LAURI: Oled ju sinagi Simeoni, see mageda suuga «tere, rabi». LAURI: Du er jo Simeoni, den sødt-mælende »Hil være dig, rabbi«! 08032
Bottom
08033
Top
SIMEONI: Selle annan sulle andeks, ühtesoodu kogudes, aina kogudes tuliseid süsi su pea peale. SIMEONI: Det tilgiver jeg dig, idet jeg stadig samler, stadig samler glødende kul på dit hoved. 08033
Bottom
08034
Top
LAURI: Mine põrgusse, seal on süsi! LAURI: Gå ad helvede til; dér er kul! 08034
Bottom
08035
Top
SIMEONI: Jumalakartmatu! SIMEONI: Ugudelige! 08035
Bottom
08036
Top
TIMO: Otse karvad tõusevad mu seljas püsti. TIMO: Ja, det er, som om håret rejser sig på min ryg. 08036
Bottom
08037
Top
LAURI: Mis see Timo mökitab, see Jukola vcsisilmne kits? LAURI: Hvad bræger Timo, ham, Jukolas bleg-øjede gedebuk ? 08037
Bottom
08038
Top
TIMO: Las olla pealegi. Kitse piim on päris hea. TIMO: Det kan være. Gedemælk er godt! 08038
Bottom
08038
Top
LAURI: Häh? LAURI: Hvad? 08039
Bottom
08039
Top
TIMO: Kitse piim on päris hea. Kuid ma tänan sind selle au eest; suur tänu! Jah, niisugune oli meie osa; suur tänu! Kuid vaata nüüd seda teist sorti. Vaata seal oma paipojukesi, Tuomast ja Eerot, vaata seal. TIMO: Gedemælk er godt. Og jeg takker dig for denne æresbevisning: storligen tak, ja, dér fik vi vores part; storligen tak! Men nu kommer du til en anden slags kram. Se på dine kæledægger, Tuomas og Eero, se på dem dér. 08040
Bottom
08040
Top
LAURI: Häh? LAURI: Hvad? 08041
Bottom
08041
Top
TIMO: Vaata seal oma paipojukesi, Tuomast ji Eerot, vaata seal. TIMO: Se på dine kæledægger, Tuomas og Eero, se på dem dér. 08042
Bottom
08042
Top
LAURI: Häh? LAURI: Hvad ? 08043
Bottom
08043
Top
TIMO: Papp peab kolm korda judust, kuid talle makstakse. TIMO: Præsten taler tre gange, men han får betaling for det. 08044
Bottom
08044
Top
LAURI: «Teist sorti,» mökitasid sa. Kuid küllap na tean, mis sordiga neid võrdlen. Tuomas-poju on uhke kirves, kintiéi, mehine ja vali, kuid väike Eero-tirts on peenike, terav ja torkav naaskel. Jah, ta «torkab», torkab õige väledalt ja pillub enese ümber pisikesi haaksõnu, see jõnglane. LAURI: »En anden slags kram«, brægede du. Men jeg ved nok, hvad for slags kram jeg sammenligner dem med. Tuomas-knægten er en ædel økse, ærlig, mandig og stærk, men Lille-Eero-pråsen er en lille, skarp og bidende tømmermandsøkse. Ja, han »tømrer«, tømrer rigtig flinkt og kaster om sig med små spydigheder, den bandit. 08045
Bottom
08045
Top
JUHANI: Hüva! Kuid kas sa nimetasid mind ogar* peaga kukeks? JUHANI: Godt. Men kaldte du mig en forvirret hane? 08046
Bottom
08046
Top
TIMO: Ta nimetas mindki kitseks. Suur tänu! TIMO: Han kaldte jo mig for en gedebuk. Storligen tak! 08047
Bottom
08047
Top
LAURI: Eero torkab, kuid tal on mehe süda. LAURI: Eero »tømrer«, men han har en mands hjerte. 08048
Bottom
08048
Top
JUHANI: Hüva, hüva! Kuid kas sa nimetasid mind ogara peaga kukeks? JUHANI: Godt, godt! Men kaldte du mig en forvirret hane ? 08049
Bottom
08049
Top
LAURI: Nimetasin sind veel nudipeaga sõnnikski. LAURI: Jeg kaldte dig også en hornløs tyr. 08050
Bottom
08050
Top
JUHANI: Karassoo, veli, karassoo! JUHANI: Bra, broder, bra, som svenskeren siger. 08051
Bottom
08051
Top
TIMO: Ole rahulik, Juho. Ta nimetas mindki kitseks ja ma tänan teda selle aunime eest, sest kits pole kellegi alaväärtuslik loom. Viertola punapõskne reili, see Lüüdia-reili, joob paljast valge kitse piima, ei midagi muud. Vaat nõnda on lugu. TIMO: Vær rolig, Juhani. Mig kaldte han jo for en gedebuk, og jeg takker ham for hæderstitelen; for geden er ikke noget unyttigt dyr. Viertolas rødkindede frøken, hende dér frøken Lydia, drikker kun gedemælk, fra en hvid ged, og intet andet. Sådan er det. 08052
Bottom
08052
Top
SIMEONI: Kas me mehed oleksime, kui joobnu sõnu tähele paneksime? SIMEONI: Ville vi være mænd, hvis vi brød os om en fuld mands snak? 08053
Bottom
08053
Top
LAURI: Ja et sina oleksid mees? Sina? Oi vennas! sa puhkeksid kibedasti nutma, kui näeksid midagi, mida plikad just sihukestele mammapojukestele nagu sina ei näitagi. LAURI: Du en mand? Du? Ak, brorlil! Du ville sikkert græde bitterligt, hvis du så noget, som pigerne forøvrigt ikke plejer at vise barnerumper som dig. 08054
Bottom
08054
Top
JUHANI: Simeoni, Simeoni! ma maitseksin parema meelega pussitera kui sääraseid pisteid. JUHANI: Simeoni, Simeoni! Jeg ville hellere have af dolken end den slags stik. 08055
Bottom
08055
Top
SIMEONI: No-noh, küllap viimselpäeval nähakse, keda nad on pistnud. SIMEONI: Nå, nå, på den yderste dag skulle de sikkert se hen til ham, hvem de have gennemstunget. 08056
Bottom
08056
Top
TIMO: Meid oled sa igapidi võrrelnud kukest kuni kirveni; kuid mis sa siis ise oled, kui otsekoheselt küsin ja kiusliku näo ette võtan? TIMO: Du har udmalet os som alt muligt lige fra en hane til en økse, men hvad er du selv, hvis jeg nu spørger dig alvorligt og tager mit mest genstridige hoved på? 08057
Bottom
08057
Top
LAURI: Mina olen Lauri. LAURI: Jeg er Lauri. 08058
Bottom
08058
Top
TIMO: Vaata, vaata! Või ainult pai Laurikene? TIMO: Se, se! Bare den rare Lauri? 08059
Bottom
08059
Top
LAURI: Tubli Lauri, ei midagi muud, olgugi et mind üheks ja teiseks on tahetud kujutada ning kutsuda: mägraks, Kõnni koogumeheks, kärnikuks ja tuhandeks teiseks. Hm! Olen teie igaühe suust ühte ja teist sellelaadilist kuulnud. Kuid mina olen kõige sügavamas vaikuses kõik siia hambaprao vahele talle!e pannud. Nüüd aga tahaksin pisut kergendada seda ühishunnikut, tahaksin, pagan võtku! igaühe otsmikule anda tubli tinapommi, ja siis igamees nagu sõklakott alla härgade saagiks! LAURI: Den udmærkede Lauri, og ikke andet, skønt man har villet beskrive mig og kalde mig på mange måder: grævling, Könnis hakkekarl, gnavpotte og tusind andre ting. Hm! Jeg har hørt et og andet af den slags fra jeres læber. Men i største stilhed har jeg lagt det hele til side her mellem kæberne. Nu kunne det more mig at pille lidt ved denne opsamlede bunke, jeg har, fanden ta’ mig, lyst til at give jer nogle rigtige næsestyvere midt i planeten, og så ned med hver eneste afjer til bytte for okserne som en sæk hakkelse. 08060
Bottom
08060
Top
AAPO: Ons see tõesti Lauri, see korralik, vaikne Lauri? Kes usuks seda? AAPO: Er dette virkelig Lauri, den skikkelige, fåmælte Lauri ? Hvem kunne tro det ? 08061
Bottom
08061
Top
JUHANI: Oi, veli Aapo, oi! Selle kuldse nisu seas on palju koirohtu. Seda olen juba ammu aimanud, kuid alles nüüd näen mehe südant. JUHANI: Ak, broder Aapo, ak, i den gyldne hvede findes meget malurt. Det har jeg anet længe, men nu kender jeg mandens hjerte. 08062
Bottom
08062
Top
LAURI: Suu kinni, sina Jukola sõnn. LAURI: Hold din kæft, du, Jukolas tyr. 08063
Bottom
08063
Top
JUHANI: Ära jumala pärast vihasta mind enam kauem, sest mu veri läheb kuumaks, läheb kuumaks! Sa neetud klutt, sinna härgade uhmrisse ma su viru tan, ja tulgu siis hirmus- ärahävitamise töö, tulgu kalendri viimne päev. JUHANI: For Guds skyld ophids mig ikke mere, for mit blod brænder, brænder! Din forbistrede snothas, jeg smider dig ned i oksernes morter, og lad så ødelæggelsens vederstyggelighed komme, lad det blive den sidste dag i almanakken! 08064
Bottom
08064
Top
SIMEONI: Oi armetust, oi armetust! SIMEONI: Sørgeligt, sørgeligt! 08065
Bottom
08065
Top
AAPO: Tasa, tasa! Jäägu kaklus siit kaugele! AAPO: Stille, stille! Ingen slagsmål her. 08066
Bottom
08066
Top
TUOMAS: Ole mõistlik, sina! TUOMAS: Vær fornuftig, du. 08067
Bottom
08067
Top
JUHANI: Ta on mind häbematult mõnitanud. Ogara peaga kukk! JUHANI: Han har skældt mig ud på det skammeligste. En forvirret hane! 08068
Bottom
08068
Top
AAPO: Kuid püha Paulus? Ole rahulik. AAPO: Og hvad med den hellige Paulus? Vær rolig. 08069
Bottom
08069
Top
TIMO: Kuid kits? Mis sa selle kohta ütled? Palju tuhat tänu, mu kaksikvend! TIMO: Og hvad med gedebuk? Hvad siger du til det? Mange tusind tak, min tvillingebroder! 08070
Bottom
08070
Top
AAPO: Pidage meeles, kui lähedal oleme surma suule. Vennad, mul on plaan peas, keele peal väike kavatsus, mida pean siin väga tarvilikuks. Pange tähele: see kivi on laev marus ja maru on see möirgav, vihane härjakari meie kivi ümber. Või kas pean valima teise võrdluse? Jah, olgu siis see kivi kindlus, mida piirab vaenlane, koledalt odadega varustatud vaenlane. Aga kui nüüd kindlusel, mis on ümber piiratud, pole pealikut, korra ja kaitsmise juhti, siis võtab meelevallatus ja segadus meeskonnas võimust ja peagi on nii kindlus kui kindluse elanikud hukas. Nii läheb ka meiega, kui me siin asju teisiti ei korralda ega sea, kui me ei saa omavahelist seaduslikku korda. Seepärast olgu üks, kelle mõistlikku sõna kõik peavad kuulama ja sedamööda end üleval pidama. Juhani, talitse nüüd ennast ja kogu vennassalka. Pea meeles, et enamik meist astub sinu poolele, et toetada sinu pealiknametit meie piiratud kindluses. AAPO: Lad os tænke på, hvor nær vi er ved dødens kæber. Brødre: jeg har en tanke i min hjerne, et lille kneb på min tungespids, som jeg tror vil være til nytte netop nu. Læg mærke til følgende: denne sten er et skib i storm, og stormen er den dér brølende, rasende flok okser omkring vor sten. Eller skal jeg vælge et andet billede? Ja, lad så denne sten være en borg, som fjenden, en grusom, spyd-bevæbnet fjende, belejrer. Men hvis den borg, der belejres, ikke har nogen kommandant, en anfører, der kan holde mandstugt og lede forsvaret, så vil mytteri og uorden gribe om sig blandt besætningen, og både borgen og mandskabet vil snart være fortabt. Sådan vil det også gå for os, hvis vi ikke ordner og arrangerer det hele anderledes; hvis vi ikke indfører en lovlig orden imellem os. Der bør derfor være én, hvis fornuftige ord enhver skal lytte til og handle efter. Juhani, behersk nu dig selv og hele brødre-skaren. Vid, at de fleste af os står på din side og støtter dit førerskab i denne belejrede borg. 08071
Bottom
08071
Top
JUHANI: Mis karistus määratakse sellele, kes mu sõna ei kuula, vaid oma õela iseloomuga üldist segadust ja hädaohtu toob? JUHANI: Hvilken straf skal fastsættes for den, der ikke adlyder mit ord, og som på grund af sit onde sindelag fremkalder almindelig forvirring og fare ? 08072
Bottom
08072
Top
TUOMAS: Ta visatagu alla härgade ette. TUOMAS: Lad ham blive kastet ned til okserne. 08073
Bottom
08073
Top
JUHANI: Oige, Tuomas. JUHANI: Rigtigt, Tuomas. 08074
Bottom
08074
Top
AAPO: Vali karistus, kuid seda nõuab meie seisukord. Mina olen määrusega päri. AAPO: En streng straf, men det kræver vor stilling. Jeg godkender bestemmelsen. 08075
Bottom
08075
Top
SIMEONI: «Härgade ette», nagu usukannatajad ennemuiste; kuid siin ei aita pehmus. SIMEONI: »For okserne«, ligesom martyrerne før i tiden, men her nytter ingen mildhed. 08076
Bottom
08076
Top
TIMO: Ta visatagu härgade ette, see olgu seadus ja kohus. TIMO: Han skal kastes ned til okserne ; lad det være lov og forordning. 08077
Bottom
08077
Top
JUHANI: See olgu seadus ja kohus. Suruge oma südamesse see hirmus parakrahv ja elage selle järgi. Nüüd on minu esimene käsk, et Lauri vait jääb ja ilusti magama heidab; teiseks käsin mina, et igaüks meist peale Lauri võtaks tinapudelist siidamekinnituseks väikese lonksu. Nõnda, võtkem siit. JUHANI: Lad det være lov og forordning. Indprent denne frygtelige paragraf i jeres hjerter og lev derefter. Nu er det min første befaling, at Lauri tier stille og pænt lægger sig til at sove; for det andet befaler jeg, at enhver af os, undtagen Lauri, tager en lille snaps af tinflasken til trøst for vore hjerter. Ja, lad os få noget af den her. 08078
Bottom
08078
Top
LAURI: Kuid kas mina, mina ei saagi? LAURI: Men jeg, jeg skal ikke have noget? 08079
Bottom
08079
Top
JUHANI: Sina heidad magama. JUHANI: Du lægger dig til at sove. 08080
Bottom
08080
Top
LAURI: Selleks on põrgus aega küllalt. LAURI: Det er der tid nok til i helvede. 08081
Bottom
08081
Top
JUHANI: Jumal teab, kulla Lauri, kus me veel magame. JUHANI: Gud ved, kære Lauri, hvor vi snart kommer til at ligge. 08082
Bottom
08082
Top
LAURI: «Jumal teab, kulla Jussi, Kus su nahk kord naelutakse.» Mina laulan kui mees, lasen otse nagu klarnetist. LAURI: »Gud ved, kære, Jussi hvor vort skind sømmes fast.« Jeg synger som en mand, knalder løs som gennem en klarinet. 08083
Bottom
08085
Top
«Mina olen pisuke poju,
Mamma oma Jussi,
Mina olen pisuke poju,
Mamma oma Jussi.»
Jeg er kun en lille dreng,
Mammas egen Jussi,
jeg er kun en lille dreng,
Mammas egen Jussi.
08084
Bottom
08091
Top
JUHANI: Hoia oma laul teiseks korraks. JUHANI: Gem din sang til en anden gang. 08090
Bottom
08092
Top
EERO: Hoia pisukese poju laul minule. EERO: Gem den lille drengs sang til mig. 08091
Bottom
08093
Top
LAURI: Hoiame selle Jukola Jussile ja alustame teist ning õige pikka laulu. Laulame ja tantsime, hõissa! LAURI: Vi skal gemme den til Jukolas Jussi og begynde på en anden, en rigtig flot vise. Vi skal synge og danse, hejsa! 08092
Bottom
08094
Top
JUHANI: Vaata, et ma ci mõista sind härgade ette heitmisele. JUHANI: Pas på, jeg ikke dømmer dig til at blive smidt ned til okserne. 08093
Bottom
08095
Top
TUOMAS: Lauri, nüüd hoiatan sind viimast korda. TUOMAS: Lauri, nu advarer jeg dig for sidste gang. 08094
Bottom
08096
Top
LAURI: Viimast korda? No ongi parem, et kord järele jätad. LAURI: For sidste gang? Nå, det er også bedst, du holder op. 08095
Bottom
08097
Top
JUHANI: Et võime veel Toonela väravalgi nõnda märatseda, me täiskarvased paganad! JUHANI: At vi kan lave en sådan halløj lige foran dødens porte, vi fuldt-udviklede hedninger! 08096
Bottom
08098
Top
SIMEONI: Meie teenimist mööda nuhtlebki meid Jumal. Oi! nuhtle meid, vitsuta meid siin piinakivil! SIMEONI: Gud straffer os også efter fortjeneste. Oh, straf os; pisk os på denne pinslernes sten. 08097
Bottom
08099
Top
LAURI: See on rõõmukivi, Väinämöise rõõmukivi, ja see taat, nagu öeldi, olevat Savo jumal olnud. Kuulsin temast kord üsna lõbusa laulu ühelt korstnapühkija-sellilt. Mäletan, et kuulsin samalt poisilt vägeva jutluse, mida ta üpris voolavalt laskis oma punaste huulte ja irvi hammaste vahelt, kui seisis Kuninkala tossava korstna otsas. Ja ta jutlustas nii . . . LAURI: Det er en glædessten, Väinämöinens glædessten, den gamle fyr, man påstår, var Savolaks Gud. Jeg hørte engang en spirrevip af en skorstensfejer-knægt synge en meget morsom sang om ham. Jeg husker også en drabelig prædiken, som den samme knægt spyttede flydende ud mellem sine røde læber og grinende tænder, mens han sad på Kunnikalas rygende skorsten. Og han prædikede således . . . 08098
Bottom
08100
Top
JUHANI: Vait nüüd, sina metsloom! JUHANI: Ti nu stille, dit vilddyr! 08099
Bottom
08101
Top
LAURI: Peame nüüd jutlust, kui oleme küllalt laulnud, laulnud kõik ühest suust, nagu on kombeks kirikus. Mina olen pastor, see kivi on kantsel, teie olete köstrid ja härjad seal meie ümber on jumalakartlik ning vaga kogudus. Kuid kõigepealt marsivärss pastori kantsliminekuks. Te kuulsite. Pastor ootab. LAURI: Lad os prædike, eftersom vi allerede har sunget nok; har sunget alle sammen med én mund, således som man gør i kirken. Jeg er præsten, denne sten er prædikestolen, I er klokkere, og okserne her rundt omkring os er den fromme og alvorlige menighed. Men først et march-vers på vej (il prædikestolen. Hørte I det? Præsten venter. 08100
Bottom
08102
Top
JUHANI: Oota, oota, küll ma sind peagi marsitan ja värsitan. JUHANI: Vent, vent, jeg skal straks marchere og verse dig. 08101
Bottom
08103
Top
LAURI: Sina oled peaköster, vanamees ise; need teised on su õpipoisid, sihukesed poolvillased härrakesed, kes higistades ja nagu kalkunid punetades täidavad meie kiriku köstripinki pühapäeviti ning suurte pühade ajal. Siin istuvad nad jälle jollis silmil, kuuehõlmad laiali, juuksed silutud vii ja rasvaga, ning pisuke kidur lõuahabe tudiseb veidi. Kuij istuge nüüd ometi rahulikult ja laulge pastor Mattile kantslisilmi. Ta lidus küll Keijula kõrtsist kirikusse, kuid ta valas om* pead ja harjas juukseid, ja nüüd kõmbib ta üpris liigutatud meelel palvetades üles kantslisse ning praalib mooridega kui mehine mees. Nüüd, köstri-Jutte, viskan ma jõllitava pilgu sini poole, sellepärast lase lahti. «Lase lahti, Jutte,» hüüdis endine pastor köstrile. LAURI: Du er jo også overklokker, selveste gammclklokkc-ren; og de andre er dine læredrenge, sådan nogle halv-uldne herrer, der svedende og røde som kalkuner fylder klokkerbænken i vor kirke både søn- og hellig-dage. Her sidder de igen og glor, med udbredte frakkeopslag og håret indsmurt i smør og fedt; og det lille, visne fipskæg dirrer en kende. Men sid nu alligevel i fred og ro og syng »Matti-præ-sten« til prædikestolen. Han rendte ganske vist fra Keijula kro til kirken, men han vædede sit hoved og børstede sit hår, og nu kravler han meget bevæget og bedende op på prædikestolen og får kællingerne til at flæbe som en mand. Nu, klokker-Jutte, skæver jeg til din side; lad det derfor knalde løs. »Gesvindt, Jutte«, råbte den forrige præst til klokkeren. 08102
Bottom
08104
Top
JUHANI: Pane suu kohe kaunisti kinni, sina lontrus! JUHANI: Hold mund straks og føjeligt, din slubbert! 08103
Bottom
08105
Top
LAURI: Mitte nii, vaid «laulgem suust ja sidamest» pead sa laulma. Kuid jätkub juba sellest, vaiki, kuula ja sea oma suu ilusti «kirikusuuks», kui mina jutlustan. J,h, laena sina muile, korstnapühkur, meelt ja vaba keelt. — «Mina tahan siin kantslis jutluse pidada Peetri vanast vammusest ning kümnest nööpaugust. Ometi tahan enne pilgu heita üle onb lambakarja, kuid näen oma südame suureks mureks ainult haSvaid kitsesid ning pagana sikkusid. Oh teid, teie Kärkölä neisid, ebelid ja pebelid! te uhkustate siidis ja sametis, kullas säravad kui paabulinnud; kuid sülitage mulle vastu vahtimisl, kui te viimselpäeval ei palu pastor Mattit enese eest kõnelema. Kuid siis on see netu! — Tere, tere, sina Räihä pere! Tal^n sulle sõnakese lausuda: võta õppust tollest Kettula vanast taadist. Kuid sina, pagana Peltola Paavo, mis sina tegid tal e| Tanu talu paigitalgul? Sina klaase kõlistasid ja plikasid pigistasid. Kuid mina ütlen sulle, poisiklutt: võta õppust Ju>ippi]a Jallist, muidu mõistavad viimselpäeval pastor Matti, Pa|luS ja Saulus sinu üle kohut, ja siis kott pähe ning põrgu. Av( siis aegsasti kõrvaaugud ja kuula, mis ma ütlen ning pajatan: sest mind on keedetud mõneski leemes ja siin rinnas on süda k j hülgenahast tubakakott. Sest see poju on näguleid näinud. Mna olen olnud I lelsingi koolis, kohtutoolis, jalgpuus ja mõnesk muus piina-puus. Kuid selle poolest olen parem, et pole varjanud varem, pole kellegi kaevu reotanud ega teise mehe naist tõtanud.» LAURI: Ikke sådan, men »oplad alle hyrders mund«, sådan bør du synge. Men lad det nu være nok, vær stille, lyt og gør din mund til en nysselig »kirkemund«, mens jeg prædiker. Ja, skorstensfejer-knægt, lån mig dit sind og din tunges frie spind. - På denne prædikestol vil jeg en prædiken prædike om Peters gamle kavaj og dens ti knaphuller. Først vil jeg kaste et blik på min fåreflok, men til mit hjertes store sorg ser jeg kun stinkende geder og forbistrede gedebukke. Oh, I Kärköläs jomfruer, tøjter og tøse, I prunker i silke og sjaler, funkler af guld som påfugle, men spyt mig lige i fjæset, om I ikke på den yderste dag råber efter Matti-pastoren, for at han skal talejeres sag. Men det bliver nul og niks! - Goddag med dig, gamle Räihä! Jeg vil sige et ord til dig: tag efter Kettulas gammelfar. Men du, din forbandede Peltola-Paavo, hvad gjorde du i vinter ved Tanus rejsegilde? I glasset dybt du kiggede og pigerne du dikkede. Men jeg siger dig, knægt: tag efter Jumppila-Jalli, ellers dømmer Mattipræsten dig til sidst, hedningerne, grækerne og prækerne ; og så sækken over hovedet og lige lukt i helvede. Åbn derfor i tide dine ørehuller og hør, hvad jeg siger og prædiker; for jeg er kogt i mangen en suppe, og her i dette bryst er et hjerte, som ligner en tobakspung af sælskind. Ja, denne knægt har sandelig været med til både det ene og det andet. I Helsingfors har jeg stået i lære, siddet i brummen uden ære; i fodstokken jeg lå, og bag mangen anden lås og slå. Men det er dog det bedste, at jeg aldrig har stjålet fra min næste; at jeg aldrig har plumret nogens vand eller hugget konen fra en mand. 08104
Bottom
08106
Top
«Oli mul kord väike mõrsja, elav kui tuli, kuic suur suli, — putkas kaugele ära. Läksin teda otsima: käisi| läbi Soome mere ja maa, Saksa ja Eesti ka, kuid ei leidDudmu kullakest. Tulin jälle tagasi Soome, ja leidsin ta Tampere taga liiva joomelt. Seal on ju mu Manniken! hüüdis poiss iiõmuga, kuid Manniken pirtsatas ja pajatas: «Kes sa oled? Mis maa-mustatu? Kes tõrva-kastetu?» ning lipsti esimesse onni. Kuid mina. ikka lusti-poju, ei palju sest pahandand; tubakat põske pistsin ja esimesse kõrtsi astsin, kus Mikko kiratses ning naistega märatses.» »Jeg havde engang en lille brud, en lille, lille kat, en vild krabat, men hun flygtede langt bort fra mig. Jeg drog ud og ledte efter hende: ledte i det store Finlands lande og have, i Tyskland og Estland, men jeg fandt ikke min guldklump. Så kom jeg atter til Finlands store ø, og så fandt jeg hende dér på en sandet ås hinsides Tammerfors. Se, dér er jo min lille Tettu! råbte knægten i sin glæde, men Tettu vendte sig om og sagde: »Hvad er du for en; sort som var i jord du svøbt og i tjære døbt ?« og flygtede ind i den nærmeste hytte. Men jeg, der altid er en munter fyr, sørgede ikke videre over den sag, stak i gabet en pris tobak, og af jeg stak til byens bedste kro, hvor Mikko larmede, og kællingerne lo«. 08105
Bottom
08107
Top
«Toop õlut ja kaks kortlit viina on mõistlik mõõt, et vähendada väsind mehe südamepiina. Kruusid kerkisid ja habe kastus, laulurõkatus oli meeste vastus ja mammatütred naerust nõrkesid. Kuid läksin rõõmupeolt liikuma, läksin mööda tänavaid kiikuma. Mu laul kajas, klirisesid aknad majas, ja kargasid jalule kõik Tampere pürjelid. Kuid mina, ikka lusti-poju, lasksin jooksu mööda rannarihva, virutades neile liiva ja kruusa vastu koonu ning kihva. Tulin sealt Pori linna, pisteti pulkadest puuri ja tehti tänaval tuuri; tulin Uusikaupunki, seal mind aknast hauguti; tulin Turu randa, pisteti puss rinda. Tulin lõpuks Aningaiste tänava serva ja kohtasin seal viit lõbusat lirva. Esimene lõi mind jalaga, teine ütles: «Lase poisil olla, nagu ta on; ta pole pussilööja ega kellegi pigisööja.» Kuid kolmas küsis: «Mis poisil viga?» ja neljas vastas: «Teda peaks aitama oma ametiga.» No lähme süs käsikäes käima, ütlesin mina, kuid viies müksas mind vihaselt rusikaga ja räuskas: «Käi hclvctisse!» Läksin siis Helsingi, pandi vangipinki, seal siis poiss üle kuulati ja selga tublisti tuulati: «Lase jalga, enne kui parem tants algab!» Läksin jälle maanteele, mina lusti-poju, ikka rõõmus tuju, mina, kellel süda nagu hülgenahast tubakakott. Rändasin teed, lasksin laulu, käisin läbi maad ja veed; tulin Hämemaale, astusin Kuninkala kantsli peale; ning nüüd on aamen — karmauhti!» »En kande øl og to pægle brændevin blandet er et passende mål og kvantum for en træt mands strube og pande. Nu vippede kanden så småt, og skægget blev vådt, og drengene sang, så det klang, og mutters piger græd af grin hver gang. Men jeg går bort fra den muntre leg, går bort langs gade og vej. Jeg synger klingende, så ruderne gynger klirrende, og så alle spidsborgere i Tammerfors kommer på benene. Men jeg, der altid er en lystig fyr, jeg løb, hu-hej, langs en strand og sparkede dem i synet både grus og sand. Derfra til Bjørneborg jeg kom, hvor man satte mig i en kurv så tom og trak mig på torvet om; kom til Nystad by, hvor jeg blev skældt ud påny; kom så til Åbo stad, hvor på min strube man satte knivens blad. Kom så omsider til den fine Aningais-gade, hvor jeg mødte fem tøse så flotte og glade. Den første sparkede mig på min tå, den anden sagde: »Lad dog knægten gå, for han er hverken tigger eller sko-flikker«. Men den tredje spurgte: »Hvorfor skal knægten lide?« og den fjerde sagde: »Man burde hjælpe ham i tide«. Nå, lad os så vandre af sted, hånd i hånd, sagde jeg, men den femte puffede arrigt til mig med næven og råbte: »Gå ad Helsingfors til!« Jeg begav mig af sted til Helsingfors by, hvor man satte mig til at æde statens vælling på tallerkner af bly, og så forhørte man mig på kryds og tværs og gav mig tærsk, og det var værst: »Gå nu, gå din vej, din slubbert!« Jeg vandrede bort igen, jeg lurifaks, altid munter, jeg, hvis hjerte er som en tobakspung af sælskind; jeg gik, sang og traskede hen ad den bakkede vej; kom til Tavastland og gik op på Kuninkalas prædikestol og så var'det amen, åh, ja! 08106
Bottom
08108
Top
«Tahan mina kuulutused kuulutada. Kihelkonna köster ja kubermangu kupumoor tahavad agarasti abiellu astuda, homme on nende pulmad, homme pärast kapsasuppi. Nad heitku ühte ja püsigu paaris nagu Tattari Paavali pigi ja tõrv! —Järgmi sed talud kästakse sellega kirikumõisa tööle: Ullilä, Allila, Dii -Seppälä, Pimppala ja Alavesi. Tosin laudu, leisik sindlinaelu, mees majast, paremast paar, paikama kirikumõisa pisemat põrsaküna. — Kiiala koplist on karanud vana ruun, kõrge ja suur, mustjaspruun, kell kaelas, rauad jalas, lühisäärne, vaik-set rühti, saba pole ühti.» »Jeg vil nu forkynde en lysning; sognets klokker og amtets kopsætterske tænker alvorligt på at gifte sig, de fejrer bryllup i morgen, i morgen efter kålen. Gid de må forene sig og hænge sammen som Tater-Paavalis beg og tjære! - Følgende gårde indkaldes herved til dagsarbejde på præstegården: Yllila, Allila, Yli-Seppålå, Pimppala og Alavesi. Et tylvt brædder, et lispund søm, en mand fra hver gård, to fra den bedste til at sammenlappe præstegårdens mindste svinetrug. - Fra Kiialas vænge er en gammel vallak rendt væk, stor og vældig, sortebrun tilfældig, om halsen en klokke ringer, på benene sko, der klinger, temmelig lille, temmelig kort, i rumpen ses knap nok halestumpen«. 08107
Bottom
08109
Top
«Ei nüüd midagi muud sedapuhku, ainult et lammas on lahke loom, ci ta puse ega poksi, aga vaat kui härg pääseb valla, ta puseb puud ja kaabib maad ning purskab tulipalavat raba vastu karjase nägu ning naba. Ja siis on jällegi aamen karmauhti! igaüks mingis oma sängi, mina lähen vangikongi.» — See oli jutlus. »Men nu ikke mere for denne gang, kun at fåret er et fromt dyr, der hverken stanger eller sparker, men se, når oksen først slipper løs, raser den i buskene, skraber i jorden og puster gloende skidt og lorte på hyrdens fjæs og skjorte. Og så er der igen amen, åh, ja, og enhver går ind i sin hytte, jeg går ind i stenhuset«. - Det var den prædiken. 08108
Bottom
08110
Top
SIMEONI: Sihukest jumalavallatust sa oskad, kuid kas sa tulimane ka lugeda oskad? SIMEONI: Den slags ugudeligheder kan du, men kan du læse, dit jubel-fjols ? 08109
Bottom
08111
Top
LAURI: See on alles küsimus: kas papp lugeda oskab? «Mina loen ja laulan veata ega iial keskel peata; nii pikk laulujoru kui lauda vihmatoru.» Kuid papp peab rääkima ja mitte laulma. Mina räägin ja väike Eero vastab lauluga. LAURI: Sikke et spørgsmål: kan præsten læse? »Jeg kan læse og sjunge og aldrig står min tunge; en salme så lang som en kostalds gang«. Men det tilkommer præsten at messe, ikke at synge. Jeg messer, og Lille-Eero svarer. 08110
Bottom
08112
Top
EERO: Mina vastan, kui aga nälja pärast jaksan. EERO: Jeg svarer, hvis jeg kan for min sult. 08111
Bottom
08113
Top
JUHANI: Kas sa hakkad hulluga ühes jändama? Sina pagan, ikka valmis koeratempudeks! Vaat, seda ma usun. Ja sina, Lauri, heida nüüd ilusti magama; lõpeta, kulla veli, see mäng ja märatsus, muidu lausun su kohta oma vankumatu kohtuotsuse, ja siis virutavad sind kümme kätt silmapilk alla härgade ette. Lõpeta see mäng. JUHANI: Begynder du nu at lave halløj sammen med en tosse? Din skælm, altid parat til hundekunster! Ja, se, det kan jeg tro. Og du, Lauri, læg dig nu pænt til at sove. Hold op, kære broder, med denne leg og pjank, ellers lader jeg den urokkelige dom falde over dit hoved, og straks kastes du af ti næver ned til okserne. Hold op med denne leg. 08112
Bottom
08114
Top
LAURI: See on alles tantsu algus, vennas, tantsu algus. Jah, tantsime, maadleme, tantsime juskit, nii et samblad tolmlevad. Vaat nü! LAURI: Det er jo kun den indledende dans, broder, den indledende dans. Ja, lad os danse, brydes, danse Jussi-dans, så mosset sprøjter. Sådan! 08113
Bottom
08115
Top
TIMO: Sina põrguline! Vähe puudus, et ma ei oleks kivilt alla lennanud. Tasa, tasa! TIMO: Din forbistrede knægt! Jeg var lige ved at falde ned fra stenen. Rolig, rolig! 08114
Bottom
08116
Top
JUHANI: Lauri, kas ma nüüd ütlen selle hirmsa sõna, mis *u silmapilkselt pudruks teeb? Ja see vankumatu sõna kostab nii: ta visatagu härgade ette. Kas ma ütlen? JUHANI: Lauri, skal jeg nu sige det frygtelige ord, der i et nu gør dig til hakkemad? Og det urokkelige ord lyder således: lad ham blive kastet ned til okserne. Skal jeg sige det? 08115
Bottom
08117
Top
LAURI: Ära ütle midagi, laula ainult, kui mina juskit tantsin. Hih! LAURI: Sig ikke noget, men syng, mens jeg danser Jussi-dans. Hih! 08116
Bottom
08118
Top
JUHANI: Ta visatagu härgade ette, ja jumal olgu temaga! Aamen. — Nüüd on see öeldud. Ta mingu. JUHANI: Lad ham blive kastet for okserne, og Gud være med ham! Amen. - Nu er det sagt. Lad ham forsvinde! 08117
Bottom
08119
Top
LAURI: Lähme kõik üheskoos, käsikäes, välja elu Näi jama alt! LAURI: Lad os allesammen, hånd i hånd, forlade livets suite-rede. 08118
Bottom
08120
Top
TUOMAS: Seadus sündigu, ja käi surma! TUOMAS: Vor lov skal fuldbyrdes, og gå nu din død i møde! 08119
Bottom
08121
Top
JUHANI: Ära põrgu pärast, Tuomas! JUHANI: Nej, for helvede, Tuomas! 08120
Bottom
08122
Top
TUOMAS: Maha kivilt, poiss! TUOMAS: Ned fra stenen, knægt! 08121
Bottom
08123
Top
JUHANI: Ära taeva pärast! JUHANI: Nej, i himlens navn! 08122
Bottom
08124
Top
AAPO: Tuomas kahvatab! Jumal aidaku meid! Tuomas ii kahvatab! AAPO: Tuomas blegner! Gud hjælpe os! Tuomas blegner! 08123
Bottom
08125
Top
JUHANI: Kas tahad mõrtsukatööd teha? Mu vend, mu vend! JUHANI: Vil du begå en ugerning? Min broder, min broder! 08124
Bottom
08126
Top
AAPO: Ta läheb valgeks kui surija ja mõrtsukatöö on lähedal! Talitse oma meelt, Tuomas, oi, talitse oma meelt! Ma piilun sind. Kõik üles ja aidake Laurit, aidake! AAPO: Han blegner som en døende mand og en forskra^k-kelig gerning nærmer sig. Rolig, Tuomas, oh, dæmp dit sind! Jeg bønfalder dig. Op alle mand og hjælp Lauri, hjælp ham! 08125
Bottom
08127
Top
TUOMAS: Teelt ära! TUOMAS: Af vejen! 08126
Bottom
08128
Top
JUHANI: Ei, Tuomas, ei! JUHANI: Nej, Tuomas, nej. 08127
Bottom
08129
Top
TUOMAS: Teelt ära! Sina oled kohtunik, mina olen timukas, ja meie seaduse peab täide saatma. Ilma armuta kivilt alla, mees! TUOMAS: Af vejen! Du var dommeren, jeg er bødlen, og vor lov skal ske fyldest. Ned fra stenen, mand, uden barmhjertighed. 08128
Bottom
08130
Top
LAURI: Alla nagu palk Nukari tammist. Hõissa! LAURI: Som en stamme ned af Nukaris fald. 08129
Bottom
08131
Top
SIMEONI: Armu, Tuomas, armu, armu! SIMEONI: Nåde, Tuomas, nåde, nåde! 08130
Bottom
08132
Top
TUOMAS: Ei mingit armu! TUOMAS: Ingen nåde! 08131
Bottom
08133
Top
JUHANI: Hoidku meid jumal vennatapmise eest’ JUHANI: Gud bevare os for at begå brodermord! 08132
Bottom
08134
Top
TIMO: Jah, Kaini Aabelit tapmast. TIMO: Ja, bevare Kain for at slå Abel ihjel. 08133
Bottom
08135
Top
TUOMAS: Ta sureb! TUOMAS: Han skal dø! 08134
Bottom
08136
Top
AAPO: Taltsuta oma meelt! AAPO: Rolig! 08135
Bottom
08137
Top
TUOMAS: Ta sureb! TUOMAS: Han skal dø! 08136
Bottom
08138
Top
JUHANI: Kaitsku meid taeva jõud! Ei, Tuomas, see ei lähe. JUHANI: Må himlens magter bevare os! Nej, Tuomas, det går ikke. 08137
Bottom
08139
Top
TIMO: Ei kuidagi, ei kuidagi. Lauri on meie igaühe vend. Seisa! TIMO: Absolut ikke, absolut ikke. Lauri er vor allesammens broder. Stop! 08138
Bottom
08140
Top
JUHANI: Mõrtsukatöö on lähedal! Päästame Lauri, päästame oma õnnetu venna! JUHANI: Her begås manddrab! Lad os redde Lauri, lad os redde vor arme broder! 08139
Bottom
08141
Top
Tõusis nüüd kivil äge rüselus. Kes pidas vihast Tuomast kaelusest, kes keha ümbert, kes rippus Lauri jalas kinni, kes hoidis teda mujalt, et takistada alla veeremast. Mitmepäiseks, mitmejalgseks õudus-elajaks muutus vennaste salk, kes rähel-des ühes puntras pingutas. Iseennast kiskudes, larisedes, ähkides ja lõõtsutades liikus see elukas, pöörles, keerles ühelt kivi äärelt teisele ja jälle tagasi. Koerad lippasid hirmunult sinna-tänna, hoides oma elu, hännad jalge vahel ja tihti peaaegu veeremas alla härgade ohvriks. Tihedamini kui varem kogunesid härjadki sel ajal kivi ümber, vaadeldes pärani silmil kohutavat heitlust. Kuid üldine väsimus tõi lõpuks rahu Hiiukivile ja lõõtsutades lamasid vennaksed peeneks jahuks hõõrutud samblal. Siis aga kõneles Simeoni, jutlustas ja pööritas koledalt silmi taeva poole. Nu opstod der en heftig tumult på stenen. En holdt den rasende Tuomas i kraven, en anden om livet; en klamrede sig til Lauris fod; og både den ene og den anden prøvede at forhindre ham i at trille ned. Brødreflokken lignede et mange-hovedet, mange-benet uhyre, der larmede og rasede, sammenfiltret til een klump. Flående i sig selv, knurrende og pustende og stønnende bevægede uhyret sig, drejede rundt og tumlede fra den ene kant af stenen til den anden og tilbage igen. De forskrækkede hunde, der hang med halen og ofte var lige ved at styrte ned til okserne, fløj frem og tilbage for at redde deres liv. Tættere end ellers samlede okserne sig netop nu omkring stenen og stirrede med opspilede øjne på det frygtelige slagsmål. Men en almindelig træthed skabte omsider fred på Djævlestenen; og stønnende hvilede brødrene på mosset, der var malet til fint mel. Men til sidst tog Simeoni ordet, prædikede og rullede forskrækkeligt med øjnene op mod himlen. 08140
Bottom
08142
Top
SIMEONI: Kiskelajaiks, kuradeiks on muutunud ristiinimesed. Seepärast nuhtle meid, issand! Löö siia oma vihanoolega, löö pudruks patuse Siioni seitse poega! SIMEONI: Kristne mennesker er blevet forvandlet til vilddyr, til djævle. Derfor straf os, Herre! Slå med din vredes hammer, knus til mask det syndige Zions syv sønner! 08141
Bottom
08143
Top
AAPO: Jah, Tuomas, ikka seisab siin viis ühe vastu; pea meeles. Kuid olge nüüd rahu ja hoidke Laurit, kuni ta vilet-sake magama jääb. AAPO: Ja, Tuomas, her står altid fem mod en; det ved du godt. Men lad der nu være fred, og hold styr på Lauri, indtil han falder i søvn, den stakkel.