Ajk kotisivu TwinBook o MainMenu

Aleksis Kivi: Seitsemän veljestä, (Alex Matson: Seven Brothers) : ISBN 951-30-2556-X, Helsinki 1973, KK:n kirjapaino
Aleksis Kivi: Syv brödre

Chapter 01 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
01001
Top
Jukola Farm, in the southern part of Häme, lies on the northern slope of a hill not far from a village called Toukola. Around the house the ground is studded with boulders, but farther down the slope are fields, where once, before the farm fell into decay, heavy-eared crops used to wave. Below the fields is a meadow, clover-rimmed and cleft by a winding brook; and richly it yielded hay before it became grazing ground for the village cattle. Attached to the farm also are immense forests and swamps, acquired mostly at the great enclosure of lands long ago, thanks to the admirable sense of the founder of the farm. For it was then that the master of Jukola, looking more to the advantage of his descendants than his own, accepted for his share forest ravaged by fire and for this was given seven times the area allotted to his neighbours. Now, however, all traces of fire had vanished from his holding, and dense forest covered the site. — Such is the home of the seven brothers, whose fortunes I am about to relate. Jukola gård, i Syd-Tavastland, ligger på en bakkeskråning imod nord, tæt ved landsbyen Toukola. De nærmeste omgivelser er en åben plads, oversået med sten, men et stykke længere nede begynder markerne, hvor der - inden gården gik i forfald - bølgede en frodig sæd. Hinsides markerne: en kløver-kantet eng, gennemskåret af en bæk, der bugter sig ud og ind ; en eng, som gav rigeligt med hø, inden den blev fælled for landsbyens kreaturer. Til gården hører desuden store skove, sumpe og ødemarker, som tak være den første grundlæggers prisværdige omtanke blev tildelt stedet allerede i længst forsvundne tider, da man udskiftede jorden. Manden på Jukola, der tænkte mere på sine efterkommeres fordel end på sit eget bedste, overtog dengang som sin andel et stykke skov, der var hærget af ilden og fik på den måde syv gange så megen jord som sine naboer. Men nu var ethvert spor af branden forsvundet fra hans område, og en tæt skov var vokset op overalt. - Sådan er de syv brødres hjem, de syv brødre hvis levnedsløb jeg nu skal skildre. 01001
Bottom
01002
Top
The names of the brothers, from the eldest downward, are: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri and Eero. Tuomas and Aapo are twins, likewise Timo and Lauri. Juhani, the eldest, is twenty-five; Eero, the youngest, has barely seen eighteen circuits of the sun. In build, they are stocky and broad-shouldered, of middling height, except Eero, who is still very short. Tallest is Aapo, though by far not the broadest across the shoulders. That advantage and honour falls to Tuomas, who is actually famous for the breadth of his shoulders. Peculiar to them all is the brownness of their skin and their stiff, hemplike hair, the coarseness of which is especially striking in Juhani. Brødrenes navne er, regnet fra den ældste til den yngste: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri og Eero. Af brødrene er Tuomas og Aapo tvillinger, og det samme gælder Timo og Lauri. Juhani, den ældste, er fem og tyve år gammel, mens Eero, den yngste af dem, knap nok har skuet atten solhverv. De er kraftigt byggede, brede over skuldrene og af middelstørrelse, bortset fra Eero, der endnu er temmelig lavstammet. Den højeste af dem er Aapo, der dog langt fra har de bredeste skuldre. Denne fordel og ære tilfalder Tuomas, der ligefrem er berømt for sine skuldres bredde. Et særligt kendetegn for dem alle er deres brune ansigtsfarve og det stive, hampeagtige hår, hvis stivhed er særlig iøjnefaldende for Juhanis vedkommende. 01002
Bottom
01003
Top
Their father, a passionate hunter, met a sudden death in the prime of his life in an encounter with an enraged bear. Both were found dead, the shaggy king of the wilds and the man, lying side by side on the bloodstained ground. Sorely was the man mangled, but the brute too was seen to have been gashed with a knife and to have had its breast pierced by the keen bullet of a musket. So perished a sturdy fellow who in his time had killed more than fifty bears. — For love of the hunt, however, he neglected to work on his farm, which, with no master watching over it, gradually fell into decay. Nor were his sons fond of sowing and ploughing either; from their father they had inherited the same powerful eagerness to hunt game in the forests. They laid traps, set gins and snares and dug grouse-pits, to the undoing of wildfowl and hares. In such pursuits they passed their boyhood until they were able to use fire-arms and dared seek out Bruin in his wilds. Deres fader, som var en meget ivrig jæger, fik allerede i sin bedste alder en voldsom død, da han engang kæmpede med en rasende bjørn. Man fandt dem begge to, både bjørnen og manden, liggende livløse, side om side, på den blodplettede jord. Manden var svært medtaget, men også vilddyret havde dybe knivhug såvel i struben som i boven, og dets bryst var gennemboret af geværets skarpe skud. Således endte en kraftig mand sine dage, en mand, der havde dræbt mere end halvtredsindstyve bjørne. - Men på grund af disse jagtture forsømte han gårdens slid og slæb, så den efterhånden gik i forfald, fordi den manglede en husbonds faste hånd. Heller ikke hans sønner duede til at pløje og så; efter deres fader havde de nemlig arvet samme stærke lyst til at jage skovens vildt. De byggede fælder, satte snarer og doner og lavede faldgruber til fordærv for fugle og harer. Sådan fordrev de tiden i deres barndoms-dage, indtil de blev i stand til at bruge et gevær og turde nærme sig bjørnen i vildmarken. 01003
Bottom
01004
Top
Their mother tried, indeed, with tongue and rod to turn them into the path of work and diligence, but the boys stubbornly resisted all her efforts. She was in every respect a deserving woman, known for her straightforward and honest, though perhaps a trifle over-harsh character. A fine fellow was her brother, too, the boys’ greatly admired uncle, who in his youth had sailed the distant seas, a stalwart sailor, and had seen many peoples and cities; until having lost his sight and become stone-blind, he spent the dark days of his old age at Jukola. There, as he carved by touch dippers, spoons, axe-shafts and other household articles, he would tell his nephews stories and describe to them strange events that had happened in their own country or foreign kingdoms, or relate to them miracles and other things from the Bible. To these talks of his the boys listened attentively, impressing them for all time on their memories. With less pleasure they listened to their mother’s commands and scoldings, turning to them a deaf ear in spite of repeated thrashings. All too often, perceiving the imminence of a whipping, the gang of brothers would decamp, causing their mother and others acute anxiety and trouble and thereby making their own case worse. Moderen prøvede både med formaninger og korporlige revselser at gøre dem flittige og arbejdsomme, men deres stædighed gjorde alle hendes anstrengelser forgæves. Hun var iøvrigt en fortræffelig kvinde, der var kendt for sit naturlige, ærlige — og måske lidt barske - væsen. Hendes broder, brødrenes fortræffelige morbroder, var også en storartet mand, der i sin ungdom som en kæk sømand havde sejlet på fjerne have og set mange folkeslag og byer; men til sidst mistede han sit syn, blev fuldstændig blind og tilbragte sin alderdoms mørke dage på Jukola. Mens han - udelukkende ledet af følesansen - sad og lavede sleve, skeer, økseskafter, klaptræer og andre nødvendige sager til husholdningen, fortalte han ofte sine søstersønner historier og skildrede mærkelige tildragelser, både fra deres eget land og fra fremmede riger; han fortalte også om mirakler og mærkelige ting i Bibelen. Alle drengene lyttede andægtigt til hans historier og gemte dem dybt i deres erindring. De hørte ikke slet så beredvilligt på deres moders befalinger og bebrejdelser, men vendte det døve øre til, selv om de tit og mange gange fik en dragt prygl. Når brødrene mærkede, at der lå klø i luften, tog de ofte benene på nakken og gjorde såvel deres moder som andre bekymrede og urolige, men derved forværrede de blot deres egen sag. 01004
Bottom
01005
Top
May one such episode from the brothers’ childhood be recorded here. They were aware of the existence, under their barn, of a hen’s nest belonging to an old woman known as Granny Pinewood, her little cabin being situated in a clump of pines near Jukola. One day, a fancy for baked eggs having entered their minds, they decided to plunder this nest and then enjoy their spoil in the forest. They carried out this decision, emptied the nest and made off in a body for the woods six brothers, for Eero still clung at that time to his mother’s skirts. Reaching a purling brook in a dark sprucewood, they made a fire on the bank, wrapped the eggs in rags, and having dipped them in water, set them to bake in the hissing ashes. And when their titbits were cooked, they ate a tasty meal and set off contentedly for home again. But no sooner had they reached the home rise, than a storm broke over their heads; their misdeed had been discovered. Granny Pinewood raged and scolded, and fierce of countenance their mother hastened to meet them, a whining rod in her hand. The boys, however, were not of a mind to encounter such a squall, but turned back and fled to the forest for shelter, heedless of their mother’s cries. Lad mig her skildre en begivenhed fra brødrenes barndom. De vidste, at der under gårdens lade var en hønseredc, som tilhørte en gammel kvinde, der blev kaldt »Fyrreskovskonen«, fordi hendes lille hus lå i en fyrreskov, tæt ved Jukola. Engang kom brødrene til at tænke på stegte æg. Til sidst besluttede de derfor at plyndre reden og drage ud i skoven og nyde deres bytte. De iværksatte også deres plan, tømte reden og drog til skovs i samlet flok, seks brødre i alt ; på det tidspunkt kravlede Eero endnu rundt ved sin moders fødder. Da de kom til en rislende bæk i en lille, mørk granskov, tændte de bål ved bækkens bred, viklede æggene ind i nogle klude, dyppede dem i vandet og lagde dem derefter i den sydende varme aske, for at de kunne blive stegt. Da lækkerierne omsider var modne til at fortæres, fik de sig et festligt måltid mad og vendte derefter veltilfredse hjem. Men da de nærmede sig de hjemlige omgivelser, blev de modtagel af et frygteligt uvejr; deres skurkestreg var nemlig allerede blevet opdaget. »Fyrreskovs-konen« rasede og regerede, og deres moder ilede dem i møde med mørke miner og en hvinende pisk i hånden. Men brødrene havde ikke i sinde at møde denne stormvind ; de vendte om og flygtede tilbage til den beskyttende skov uden at bryde sig om moderens råb. 01005
Bottom
01006
Top
A day now passed, and then a second, but of the truants (here was no sign; and at last their absence became a cause of great disquietude to the mother; her anger soon gave way to grief and tears of pity. She set out to look for them, scoured (he woods in all directions, but in vain. The matter then began to take on an ever more dreadful aspect and finally to call for action by the Crown’s servants. Word was sent to the bailiff who at once alarmed the whole of Toukola and the outlying farms. And now a search-party of old and young, women as well as men, set out, headed by the bailiff, to comb the forests. The first day they searched the vicinity, but without the result hoped for; the next day they moved farther way, and now, as they breasted a high hill, they saw in the distance, on the margin of a swamp, a blue pillar of smoke corkscrewing up into the sky. Carefully marking the direction, they pushed on towards the smoke. And at last, approaching nearer, they heard a voice sing these words: Der gik en dag; der gik endnu en dag, men man hørte ikke noget til flygtningene; deres udeblivelse gjorde omsider moderen meget ængstelig, og hendes vrede forvandlede sig snart til sorgens og medlidenhedens tårer. Hun gik ud for at lede efter dem og søgte på kryds og tværs i skovene uden dog at finde sine børn. Begivenheden antog efterhånden en stadig mere uhyggelig karakter, og til sidst måtte øvrighedens mænd tage sig af sagen. Man sendte bud efter jagtfogeden, der straks sammenkaldte folk fra landsbyen Toukola og dens nærmeste omegn. Under jagtfogedens ledelse drog nu hele skaren, unge og gamle, kvinder og mænd, gennem skoven i en lang kæde for at finde de forsvundne. Den første dag ledte de i nærheden uden dog at finde, hvad de havde håbet; næste dag drog de længere bort, og da de klatrede op på en høj bakke, så de i det fjerne, ved udkanten af en mose, en blå røgsøjle sno sig op mod himlen. De lagde nøje mærke til det sted, hvor røgen steg til vejrs og fortsatte så i den retning. Da de omsider kom nærmere, hørte de en stemme, der sang: 01006
Bottom
01007
Top
’Well fared the men of olden days,
The wilds did not dismay ’em.
Driftwood kept their fire ablaze,
Their ale the river gave ’em. ’
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
01007
Bottom
01013
Top
On hearing this song the mistress of Jukola was mightily cheered, for she recognized the voice as that of her son Juhani. And the forest was also ringing with the crashes of a fire-hammer, so the searchers knew that they were heading for the truants’ camp. The bailiff gave an order for the boys to be surrounded, after which the party was to close in silently and then halt some distance away. Da Jukola-husmoderen hørte sangen, blev hun meget glad, for hun genkendte sin søn, Juhanis, stemme. Skoven genlød ofte af rungende kølleslag, og de søgende var derfor klar over, at de nu nærmede sig flygtningenes lejr. Så gav jagtfogeden ordre til, at man skulle omringe drengene og ganske lydløst rykke ind på livet af dem. Men man burde dog gøre holdt et lille stykke fra deres lejrplads. 01013
Bottom
01014
Top
His order was obeyed. And when the party, closing in on all sides, had approached to within fifty paces, it came to a halt; and now the following sight met their gaze: built of spruce-branches at the foot of a rock was a tiny shelter, in the doorway of which Juhani reclined on a mossy couch, staring up at the clouds and singing. A few yards away from the shelter a camp-fire blazed merrily, and in its embers Si-meoni was roasting a grouse the brothers had snared for dinner. Aapo and Timo, both with sooty faces after playing at being brownies, were baking turnips in hot ashes. Beside a little clay-pit Lauri was silently busy modelling clay whistles, bulls and spirited foals; he already had a long row of these set to dry on the moss-clad trunk of a fallen tree. Tuomas banged away with a fire-hammer: spit frothily on an embedded rock, laid a live coal on the saliva and then brought down with all his might a second rock on the coal, whereupon a crash, often as sharp as the report of a rifle, would echo around, and a sooty smoke issue from between the rocks. Man gjorde, som han befalede. Og da skaren, der omringede brødrene fra alle sider, befandt sig i en afstand på henved halvtreds skridt, gjorde den holdt; og nu så den følgende syn: ved foden af en stor klippesten havde de bygget en lille hytte af granris, i hvis døråbning Juhani lå på et leje af mos, mens han stirrede op imod skyerne og sang. To-tre favne fra hytten brændte en munter ild, i hvis gløder Simeoni var i færd med at stege middagsmaden: en urfugl, de havde fanget i en snare. Aapo og Timo, der var helt havde lige leget blindebuk - stegte roer i sen varme aske. Lauri sad ved en lille ler-pyt og lavede, i tavshed, lerfløjter, okser og flotte føl; han havde allerede en lang række, der stod til tørre op ad en mosgroet træstamme. Men Tuomas larmede med ild-køllen: han spyttede en skummende klat spyt på en jordfast sten og lagde et glødende stykke trækul i klatten; derefter knaldede han med hele sin kraft en anden sten ovenpå; braget, der ofte var lige så voldsomt som et geværskud, rungede vidt omkring, og en sodsværtet røg hvirvlede op mellem stenene. 01014
Bottom
01015
Top
Juhani:
’Well fared the men of olden days,
The wilds did not dismay ’em,’
but the Devil will get us yet out here. It’s as good as in our hands, you sons of beavers.
JUHANI:
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Men fanden henter os til sidst herude. Det er så sikkert som noget, I odder-unger!
01015
Bottom
01022
Top
Aapo: Isn’t that what I said when we took the hare’s path. What fools we were! Let robbers and gypsies wallow like this with only the sky for roof. AAPO: Det sagde jeg jo straks, da vi greb til harens våben. Ak, vi er nogle tåber! Lad ransmænd og zigøjnere leve på denne måde under åben himmel. 01021
Bottom
01023
Top
Timo: God’s sky, anyhow. TIMO: Det er dog Guds himmel. 01022
Bottom
01024
Top
Aapo: Living here with wolves and bears. AAPO: At leve sammen med ulve og bjørne! 01023
Bottom
01025
Top
Tuomas: And with God. TUOMAS: Og sammen med Gud. 01024
Bottom
01026
Top
Juhani: Right, Tuomas! With God and his angels. Ah, if we only had the eyes of a soul in Heaven, we’d see as plainly as anything a whole host of sheltering angels with wings in a l ing around us, and God himself, like a grey old gaffer, sitting right in our midst as a loving father. JUIIANI: Rigtig, Tuomas! Sammen med Gud og hans engle. Åh, hvis vi nu havde øjne som en salig sjæl og krop, ville vi så let som ingenting kunne se, at vi var omgivet af en stor flok bevingede engle, og at Vorherre selv, gammel og gråhåret, sad midt iblandt os som en elsket fader. 01025
Bottom
01027
Top
Simeoni: Ay, but what will poor mother be thinking? SIMEONI: Men hvad mon nu vor stakkels moder tænker på? 01026
Bottom
01028
Top
Tuomas: She’ll be wanting to hammer us tender the minute she can lay her hands on us. TUOMAS: Hun brænder efter at banke os sønder og sammen, så snart hun bare kan slå kloerne i os. 01027
Bottom
01029
Top
Juhani: Ay, boy, that would be a beating! JUHANI: Ja, du, det blev en ordentlig gang prygl. 01028
Bottom
01030
Top
Tuomas: A beating. A good beating. TUOMAS: Det er der ingen tvivl om. 01029
Bottom
01031
Top
Juhani: A fire-spitting beating. We know that. JUHANI: En gnistrende gang klø. Det véd du. 01030
Bottom
01032
Top
Aapo: We ’ve got to take it some time. AAPO: Det får vi jo alligevel før eller senere. 01031
Bottom
01033
Top
Simeoni: That’s true. So best to go and get the beating over and end this bullock’s holiday. SIMEONI: Selvfølgelig. Så det bedste ville være at gå hen og tage de prygl og samtidig få en ende på denne okseuge. 01032
Bottom
01034
Top
Juhani: A bullock doesn’t exactly go of its own free will, brother, to be slaughtered. JUHANI: Men, kære broder, en okse plejer da ikke frivilligt at traske til slagtebænken. 01033
Bottom
01035
Top
Aapo: Don’t talk rubbish, boy. Winter’s coming, and we weren’t born with a pelt on our backs. AAPO: Du vrøvler, knægt! Vinteren nærmer sig, og vi blev ikke født med en lodden pels på ryggen. 01034
Bottom
01036
Top
Simeoni: So there’s nothing for it but homeward march for our hiding, and a well-earned one. SIMEONI: Så er det bare: hjemad march! og tage de tærsk. Det er sandelig velfortjent. 01035
Bottom
01037
Top
Juhani: Brothers, brothers, let our backs be spared a little while yet. How do we know what way out God may find for us in the next two or three days. Ay, let’s still romp here, our days there around our tree-stump fireplace, our nights in our spruce hut, grunting side by side in a row like suckling-pigs in a stye. — What do you say, Lauri boy, in your claypit? What? Shall we go meekly and take our hiding? JUHANI: Brødre, lad os skåne vore rygstykker, skåne dem endnu nogle døgn. Vi ved jo ikke, hvilken redning Gud finder for os i løbet af de kommende to-tre dage. Ja, her -her må vi stadig drive rundt; om dagen ved vort bål af brændeknuder og om natten i vor hytte af granris, mens vi grynter side om side i en lang række som spædgrise i halmen. - Men hvad siger du, Lauri, i dit lerhul? Hvad? Skal vi vandre skikkeligt hjem og få vores klø? 01036
Bottom
01038
Top
Lauri: Let’s stay here yet. LAURI: Lad os blive her. 01037
Bottom
01039
Top
Juhani: That’s what I think’s best. Just that. But that’s a mighty herd of cattle you have there. JUHANI: Det mener jeg også er det bedste. Netop! - Men det var en vældig flok kreaturer, du har dér. 01038
Bottom
01040
Top
Tuomas: Cattle and poultry, that boy has. TUOMAS: Knægten har både kreaturer og fjerkræ. 01039
Bottom
01041
Top
Juhani: A mighty flock. There’s the makings of a real whistle-maker in you. JUHANI: En vældig flok. - Du kunne blive flink til at lave lerfløjter. 01040
Bottom
01042
Top
Tuomas: A real plasterer. TUOMAS: Et helt geni. 01041
Bottom
01043
Top
Juhani: A grand plasterer. What’s that Russian doll just out of your paws ? JUHANI: Et virkeligt geni. - Hvad er det for en russisk kukkuk-figur, der nu kommer ud af dine næver? 01042
Bottom
01044
Top
Lauri: This is only a kind of a little boy. LAURI: Det er bare sådan en lille dreng. 01043
Bottom
01045
Top
Juhani: See the rascal ! JUIIANI: Se til den prås! 01044
Bottom
01046
Top
Tuomas: Makes boys like a man. TUOMAS: Han laver jo drenge som et helt mandfolk. 01045
Bottom
01047
Top
Juhani: Boys stout as tree-stumps; and feeds his boys and cattle like a man. But say, brothers, brothers, hurry up with the dinner, my stomach’s beginning to grumble. More ashes, boiling hot ashes, on that roasting turnip, that one there. Whose turn is it to steal turnips ? JUHANI: Drenge, statelige som træstubbe; og han fodrer både drengene og kreaturerne som en mand. Men brødre, brødre, sæt middagsmaden på bordet i en hast, for min mave begynder at knurre. Læg aske, læg glohed aske på den skinnende roe dér. - Og hvis tur er det nu til at stjæle roer ? 01046
Bottom
01048
Top
Simeoni: My turn for that work of sin. SIMEONI: Det er mig, der skal begå denne syndige gerning. 01047
Bottom
01049
Top
Juhani: We’re forced to do a little pinching to keep body and soul together. If that’s a sin, ’tis one of the smallest done in this maggotty world. See here, if I die with no other black mark in my books, that little crow’s-foot’ll hardly stop me from entering on a better life. I’d soon be chased out of the real bridal chamber, that I know, but there’d always be some doorkeeper’s job for this lad, and even that would be terrible fun. Ay, let’s stick to that belief and cheerfully take as much as our gizzards will hold at a time. JUHANI: Vi er nødt til at rapse lidt af andres ejendele for at opretholde ly et. Hvis det er synd, så er det en af de mindste, som begås på denne usle jord. Og se - hvis jeg dør uden andre syndemærker i min bog, vil denne lille kragetå næppe hindre mig i at opnå et bedre liv. Jeg ville snart blive jaget ud af den egentlige bryllupssal, det tror jeg nok, men man ville vel give knægten arbejde som portner, og allerede det ville være vældig morsomt. - Ja, lad os bare tro det og uden bekymringer tage så meget som vor mavesæk kan rumme ad gangen. 01048
Bottom
01050
Top
Aapo: But I believe we’d do well to leave Kuokkala’s turnip-field in peace now and find us another. When a crop gets smaller day by day, a farmer soon starts watching his land night and day. AAPO: Men jeg mener, at vi nu bør lade Kuokkalas roemark være i fred og finde en anden. Når det svinder i beholdningen fra dag til dag, vil bondemanden snart give sig til at holde vagt ved sin mark, både nat og dag. 01049
Bottom
01051
Top
The Bailiff: No need to worry about that, boys, no need at all. Well, well, why this flurry? Look, see how a host of guardian angels has ringed you round right smartly. JAGTFOGEDEN: Den sag behøver I ikke at bekymre jer om mere, drenge, slet ikke. Nå, nå, hvorfor sådan et hastværk ? Se bare - en skare skytsengle har omringet jer i en fart. 01050
Bottom
01052
Top
In such a way the bailiff addressed the brothers, who, greatly scared, dashed up and scuttled off in all directions, but soon saw their escape cut off everywhere. Whereupon the bailiff said: ”You’re in the net now, you rascals, safe in a net where you’ll stay until you’ve been scaled a little as a reminder, a little reminder, of the footsoreness you’ve caused us, you tu',rals. Come here with your birch, mother, and lay on them with a warm hand. And if there should be any resistance, there's plenty of helpwomen.” There followed a thrashing from a mother’s hand, boy after boy down the line of brothers; and loud was the outcry in Kuokkala’s woods. Lustily the woman wielded her rod, yet the bailiff averred that the hiding had been too mild. Sådan sagde fogeden til brødrene, der yderst forskrækkede kom på benene og begyndte at løbe til hver sin side. Men de opdagede hurtigt, til deres store rædsel, at vejen var spærre! for dem overalt. Så sagde fogeden: »I sidder i fangegarnet nu, T slyngler, I sidder kønt i fangegarnet, og I kommer ikke ud, før I er blevet banket lidt til erindring, en lille erindring til jer på grund af de fod-kvaler, I liar forvoldt os, I slyngler. Kom herhen, mor, med birkeriset og giv dem en omgang med varm hånd. Og skulle det ske, at hun møder modstand, har hun jo nok af kvinder til hjælp.« Så fulgte revselsen fra moderens hånd; den gik fra mand til mand gennem hele drengeskaren, og stor var støjen i Kuokkalas skov. Moderen svang sit ris med iver, men fogeden forsikrede alligevel, at afstraffelsen havde været lidt for lemfældig. 01051
Bottom
01053
Top
And after her task had been completed, they all set off home, so too the mother and her sons. All the way she stormed, scolding the truants; nor did the tempest abate even after they had reached their home. Even while laying a meal for the boys on a table the housewife continued to rage, threatening them with a new thrashing. But seeing the ravenous hunger with which they dug their teeth into the bread and pickled sprats, she turned her face away, wiping in secret a tear from her coarse brown cheek. Da dette arbejde var overstået, begav de sig allesammen hjemad; også moderen og hendes sønner. Hun rasede hele vejen og skældte flygtningene ud; og stormen lagde sig ikke en gang, da de var kommet hjem. Selv da hun tilberedte et måltid for sine drenge på hulstolen, blev hun ved med at skælde ud og truede dem med en ny dragt prygl. Men da hun så, hvor grådigt de satte tænder i brødet og de saltede sild, vendte hun ansigtet væk fra dem og tørrede i smug en tåre bort fra sin brune og grove kind. 01052
Bottom
01054
Top
So ended the brothers’ escapade. And this was the incident from the days of their childhood I interrupted my story to describe. Således endte brødrenes flugt. Og det var en episode fra deres barndoms dage, som jeg gjorde en afstikker til i min historie. 01053
Bottom
01055
Top
Another favourite pastime of the brothers was hitting the disc, a game they still loved to play in their manhood. Divided into two sides, they competed eagerly, each side trying to bat I lie disc across the other’s goal line. Furiously they shouted, ran and jostled, and sweat poured in streams down their faces. I lie disc danced humming along the ground, often rebounding from a bat on to player’s face, so that on their return from n game one or more of the brothers would be nursing a tremendous bump on the forehead or a mussel-like bruise on the cheek. So passed the days of their youth: the summers in the forest or on the road, hitting the disc, the winters on top of the huge stove in perspiring heat. Det hørte til brødrenes bedste fornøjelse at spille trille, en leg som de endnu i deres manddom elskede at øve sig i. De kæmpede voldsomt, delt i to grupper, der begge stred sig frem mod et bestemt mål. Så hylede de højlydt, løb og tumlede af sted ; og sveden drev i stride strømme fra deres ansigter. Trillen hoppede hvinende hen ad vejen og slog ofte tilbage fra stokken og ramte mændene i ansigtet, så en eller flere af brødrene, når de kom hjem fra spillet, var prydet med et vældigt horn i panden eller havde en kind, der var opsvulmet som en hvedebolle. Således forløb deres ungdoms dage: om sommeren i skoven eller på landevejen, hvor de spillede trille; om vinteren oven på ovnen i den sveddrivende varme. 01054
Bottom
01056
Top
But even the brothers could not help seeing the changes brought by time. Events occurred which forced them to take more heed of the morrow than they were wont to do, and to .iltcr in some measure the direction of their lives. Their mother had died, and one of them had now to take charge to avoid letting the farm go to utter ruin and see to the payment of the Crown tax, which, compared with the large area of land and forest belonging to Jukola, was admittedly small. But on a neglected farm, there are work and duties in plenty. And to crown all, the new Vicar of the parish turned out to be terribly strict in all that pertained to his office. Especially towards backward readers was he without mercy, harrying them in every way, even to confinement in the stocks. Thus, his sharp eye had fallen also on the Jukola brothers. He had already delivered to them a stern command, actually through a writ-server, to get themselves at more than their usual speed to the churchwarden for teaching in reading. Remembering these circumstances, sitting one late summer evening in the living-room of their home, the brothers held the following conversation. Men selv brødrene mærkede omsider, at tiderne forandrede sig. Der skete forskellige ting, som tvang dem til at tænke mere på dagen i morgen end forhen og i nogen grad ændre deres vaner. - Deres moder var død, og en af dem skulle overtage husbondens værdighed, forhindre at gården gik helt i forfald og betale statsskatterne, der i forhold til Jukolas vidstrakte marker og skove ikke var synderligt store. Men på en forfalden gård er der altid nok af slid og slæb. Dertil kom, at sognets nye præst var en forfærdelig streng mand i udøvelsen af sin embedsgerning. Han var især ubarmhjertig over for dovne elever, brugte alle midler imod dem og domte dem endogså til at sidde i fodstokken. Hans skarpe blik var nu også faldet på Jukola-brødrene. På fuldstændig korrekt vis havde han ved hjælp af en meddomsmand givet dem strenge ordrer til hurtigere end ellers at indfinde sig hos klokkeren for at lære at læse. Med disse bekymringer i tankerne sad brødrene en sensommeraften i gårdens store stue og snakkede sammen på følgende måde: 01055
Bottom
01057
Top
Aapo: I say that this wild life won’t do, and can only end in ruin and destruction. Brothers! other habits and works, if happiness and peace is to be ours. AAPO: Jeg siger som så - dette vilde liv går ikke an; det ender til sidst med ødelæggelse og fordærv. Brødre! andre skikke og manerer, hvis vi ønsker lykke og fred. 01056
Bottom
01058
Top
Juhani: You speak the truth, no denying that. JUHANI: Du taler sandt, det vil jeg ikke nægte. 01057
Bottom
01059
Top
Simeoni: God have mercy! Unbridled, wild has our life been unto this day. SIMEONI: Gud bedre det! Vort liv har været vildt og tøjlesløst indtil denne dag. 01058
Bottom
01060
Top
Timo: There’s life enough in this life, and world in the world. It’s all right, hard as it is. Ohoo! TIMO: Der findes liv i dette liv og en verden i denne verden. Vel, man må tage modgang med medgang. Åh, ja! 01059
Bottom
01061
Top
Juhani: We have lived too wildly, or to put the matter rightly, too carelessly; that can’t be denied. Still, let us not forget: ”youth and wildness, old age and wisdom”. JUHANI: Vi har levet lidt for vildt eller rettere sagt for tankeløst, det kan ikke nægtes. Lad os dog ikke glemme: »ungdom og dårskab, alderdom og visdom«. 01060
Bottom
01062
Top
Aapo: Well, it’s time now for us to grow wiser, time to bring our lusts and passions under the yoke of our brains, and in the first place do that which profits us, not that which tastes sweetest. Up now to setting our farm without delay into respectable shape again! AAPO: Men nu er det på tide at blive klogere, det er på tide at lægge alle vore lyster og begær under forstandens åg og frem for alt gøre det, der gavner os og ikke det, der har den sødeste smag. Vi må straks gå i gang med at sætte vor gård i forsvarlig stand igen! 01061
Bottom
01063
Top
Juhani: Well spoken! Let’s get busy first on the manure like dungbeetles, and may the axe echo from morning to eve around Jukola’s walls chopping pine-twigs for the midden; the cattle, our grand cattle, let them too do their best to raise the pile; and may the dunghills in our yard rise high as the golden walls of a king’s castle. Next Monday we’ll begin, starting from the roots. JUHANI: Vel talt! Lad os først gå løs på gødningen som skarnbasser; og gid Jukola-gårdens vægge må runge af øksehug fra morgen til aften. Kreaturerne, de prægtige kreaturer, lad dem også yde, hvad de kan, for at øge bunken, og gid møgdyngerne i vor fold må knejse så højt som de gyldne mure omkring kongens slot. Ja, sådan gør vi! Næste mandag begynder vi; og lige fra grunden. 01062
Bottom
01064
Top
Aapo: Why not to-morrow? AAPO: Hvorfor ikke allerede i morgen ? 01063
Bottom
01065
Top
Juhani: Monday, and not before. No harm in letting a matter ripen a bit first. Ay, let that be settled, next Monday. JUHANI: Først næste mandag. Det skader ikke at tænke over sagen og lade den modnes lidt. Som sagt altså: næste mandag. 01064
Bottom
01066
Top
Aapo: One thing, however, we must do now. The case is I his: if we wish for order and a firm foundation for our household, let one of us be leader and master. This right and duty, wc know, is Juhani’s both as his birthright and by our mother’s command. AAPO: Men der er en ting, vi straks bør klare. Sagen er den: hvis vi ønsker orden og fasthed i vor husførelse, så lad en af os være husbond og herre. Vi ved, at denne ret og pligt tilfalder Juhani, både på grund af hans førstefødselsret og vor moders bestemmelse. 01065
Bottom
01067
Top
Juhani: Ay, mine’s the right, the power and the strength. JUHANI: Ja, den ret, magt og myndighed er min! 01066
Bottom
01068
Top
Aapo: See then that you use them mildly for the common good. AAPO: Men sørg nu for at anvende den på forsonlig vis og til fordel for os alle. 01067
Bottom
01069
Top
Juhani: I’ll try my best. If you’ll only obey me without I lie whip or a clout in the face. However, I’ll do my best. JUHANI: Jeg skal gøre mit bedste. Hvis I dog bare ville adlyde mig uden prygl og pisk! Men jeg skal gøre mit bedste. 01068
Bottom
01070
Top
Aapo: The whip? AAPO: Pisk? 01069
Bottom
01071
Top
Juhani: If it so be needed. JUHANI: Ja, hvis det bliver nødvendigt, ser du. 01070
Bottom
01072
Top
Tuomas: Speak to you dogs of the whip. TUOMAS: Tal du til dine hunde om pisken. 01071
Bottom
01073
Top
Timo: You’ll not warm my withers, never; let the rod of law and justice do that if my back ever itches with cause. TIMO: Du kan ikke blødgøre mine rygstykker, aldrig i livet; lad lovens og retfærdighedens ris gøre det, hvis min ryg klør med rette. 01072
Bottom
01074
Top
Juhani: Why pounce on an idle word? There’s room here lor all of us to be happy, if only harmony reigns and each of us draws in his horns. JUHANI: Hvorfor hager I jer fast i et løsrevent ord ? Her er jo råderum nok for vor lykke, hvis blot der hersker fordragelighed, og hornene lægges til side. 01073
Bottom
01075
Top
Eero: Let’s make it quite plain, however, how we stand to each other. EERO: Lad os imidlertid ganske nøjagtig bestemme vor( indbyrdes forhold. 01074
Bottom
01076
Top
Aapo: And let’s hear everybody’s opinion. AAPO: Og lad os høre, hvad hver især af os mener. 01075
Bottom
01077
Top
Juhani: What do you say, Lauri, always a man of few words? JUHANI: Hvad siger du, Lauri, der altid er så fåmælt? 01076
Bottom
01078
Top
Lauri: I’ll say something. Let’s move into the forest, and to hell with the din of the world. LAURI: Jeg siger - lad os drage ud i skoven og give fanden i denne verdens larm. 01077
Bottom
01079
Top
Juhani: What? JUHANI: Hvad? 01078
Bottom
01080
Top
Aapo: The man’s raving again. AAPO: Nu sværmer manden igen. , 01079
Bottom
01081
Top
Juhani: Move into the forest? What madness would that be? JUHANI: Drage ud i skoven? Hvilken galskab! 01080
Bottom
01082
Top
Aapo: Never mind. Look, this is what I’ve thought out. You, Juhani, have the first right to become master, if it is your wish. AAPO: Bryd dig ikke om det. — Se, jeg har tænkt over sagen. Du, Juhani, har førsteretten til at overtage værdigheden som husbond, hvis du vil. 01081
Bottom
01083
Top
Juhani: It is my wish. JUHANI: Ja, det vil jeg. 01082
Bottom
01084
Top
Aapo: We others, so long as we stay in this dear home of ours and are unmarried, will work on the farm, eat the farm’s food and receive our clothing from the farm. The first Monday of the month, except at sowing and reaping time, will always be ours to spend as we like, while still getting our meals from the farm. The farm will also give each of us a half barrel of oats for sowing every year, and every year we are to have the right to clear a patch of land of not less than three acres for the lot of us to grow our oats on. That is my idea for as long as we stay at home and are unmarried. But I know that not one of us would willingly part from the dear soil of Jukola, nor is there any reason why we should, for there’s plenty of room here for seven brothers. Yet suppose in the course of time one of us should feel like founding a home and family of his own without having to call in the law and pay the cost of a surveyor to cut up the farm, mightn’t he agree to the following terms? Let him receive in heritage a piece of land on which he can build his house and lay out his fields. And let him also be given a section of meadow and the right to clear for himself in the forest as much grazing land as would keep a couple of horses and four or five cows. Let him then farm his land and enjoy its fruits free of tax and rent, and his children after him, living in peace on his own soil. — That is how I have thought matters out. What say you others ? AAPO: Så længe vi andre bliver her i vort kære hjem og ikke gifter os, udretter vi gårdens arbejde, spiser gårdens mad og får klæder fra gården. Den første mandag i måneden, undtagen i så- og høsttiden, skal vi altid have lov til at gøre, hvad vi selv vil, men vi bør alligevel have vores mad fra gården. Hvert år skal gården give os alle en halv tønde havre til udsæd, og hvert år skal vi have lov til i fællesskab at rydde et stykke skov på mindst tre tønder land. Sådan havde jeg tænkt mig det, så længe vi bliver hjemme og ikke gifter os. Men jeg ved, at ingen af os gerne forlader Jukolas ka-re jord, og vi tvinges jo heller ikke dertil, fordi gården er for lille, tværtimod, der er mere end plads nok til syv brødre på dens marker. Men ville ikke den, der med tiden følte trang (il at få sit eget hjem og sin egen familie, uden derfor ;il have i sinde at splitte gården ad ved hjælp af loven og penge (il en landmåler, ville han ikke kunne slå sig til tåls med følgende fordele ? Han arver et stykke af gårdens jord, hvor han kan bygge sit hus og anlægge sine marker. Han skal endvidere have tildelt et stort stykke eng, og han må desuden have lov til at rydde skov og skaffe sig så megen græsning, at han kan føde et par heste og fire, fem køer. Lad ham så, fri for skatter og afgifter, dyrke sin jord og nyde dens frugter, og hans børn efter ham ; lad ham leve i fred på egen grund. - Sådan havde jeg tænkt mig sagen! Hvad siger I andre ? 01083
Bottom
01085
Top
Juhani: Pretty sensibly thought out. Let’s take your points under consideration. JUHANI: Ret fornuftig tænkt! Lad os tage disse punkter under overvejelse. 01084
Bottom
01086
Top
Lauri: We can do it differently and even more sensibly. Let’s move into the bosom of the forest and sell wretched Jukola, or let’s rent it to the tanner at Rajaportti. He has sent word to us of his willingness to close a bargain; only he wants possession for at least ten years. Let’s do as I say and move with our horse, dogs and guns to the foot of Impivaara’s steep heights. There we can build ourselves a jolly cabin on a southward looking clearing and live in peace far away from the bustle of the world and touchy people, hunting game in the forests. — That’s what I’ve been thinking day and night for years. LAURI: Men hvis vi handler anderledes, bærer vi os endnu fornuftigere ad. Lad os drage dybt ind i skoven og sælge det elendige Jukola, eller lad os forpagte det ud til Raja-portti-garveren. Han har givet os besked om, at han var villig til at afslutte en handel, men han vil have rådighed over gården i mindst ti år. Lad os gøre, som jeg siger og drage med vore heste, hunde og bøsser til foden af det stejle Impivaara-fjeld. Dér bygger vi os en munter hytte, på en munter lysning, som vender imod solen; og dér jager vi skovens dyr og lever fredeligt, langt borte fra verdens travle gang og menneskenes ondskab. — Sådan har jeg tænkt for mig selv, dag og nat, i mange år. 01085
Bottom
01087
Top
Juhani: Has the Devil bewitched your brains, boy? JUHANI: Har fanden formørket din forstand, dreng? 01086
Bottom
01088
Top
Eero: If not the Devil, then a wood-nymph. EERO: Hvis det ikke er fanden, så er det skovnymfen. 01087
Bottom
01089
Top
Lauri: It’s what I think, and it’s what I’ll one day do. There we’d be living like lords, hunting wildfowl, squirrels, hares, foxes, wolves, badgers and bushy bears. LAURI: Det har jeg tænkt mig, og jeg gør det også en dag. Dér ville vi leve som herremænd og jage fugle, egern, harer, ræve, ulve, grævlinge og lodne bjørne. 01088
Bottom
01090
Top
Juhani: Well, I’ll be...! Go on right through Noah’s Ark, from mouse to moose! JUHANI: Nå, for pokker! Kom bare med hele Noahs ark, lige fra musen til elsdyret. 01089
Bottom
01091
Top
Eero: There’s an idea: say farewell to salt and bread and suck blood, gorge on flesh like mosquitoes and Lapland wizards. Would we eat fox and wolf, too, in Impivaara’s caves, like the hairy mountain ogres? EERO: Se, det varjo et råd: sige farvel til saltet og brødet og suge blod og fråse i kød som myggene og troldmændene i Lapland. Og skulle vi måske også æde ræve og ulve i Impi-vaaras kløfter som de lodne bjergtrolde? 01090
Bottom
01092
Top
Lauri: Foxes and wolves would give us pelts, pelts money, money salt and bread. LAURI: Af rævene og ulvene får vi skind, for skindene penge og for pengene salt og brød. 01091
Bottom
01093
Top
Eero: Pelts would make us clothes, but let our only food be flesh, bloody steaming flesh; apes and baboons in woods don’t need salt and bread. EERO: Af skindene får vi klæder, men lad kødep' det blodige, dampende kød, være vor eneste føde; skovens aber og bavianer behøver ikke salt og brød. 01092
Bottom
01094
Top
Lauri: It’s what I think, and it’s what I’ll one day do. LAURI: Sådan tænker jeg og gør det også engang. 01093
Bottom
01095
Top
Timo: Let’s weigh the matter carefully from every side. Why shouldn’t we be able to munch salt and bread in the forest as well? Why? Eero’s a mocker, always in our way, always the stone in our path. Who’s to forbid a man of the forests from coming out now and then to the edge of a village every once in a while according to his needs? Or would you bash me on the head with a stick, Eero? TIMO: Lad os tage sagen grundigt under overvejelse lige fra begyndelsen. Hvorfor skulle vi ikke også kunne gnave salt og brød i skoven ? Hvorfor ikke ? Men Eero er en gavtyv, altid i vejen for os, altid en lang træstub på vor mark. Hvem kan forbyde manden fra skoven nu og da at nærme sig landsbyerne; nu og da, når han er i bekneb? Eller ville du så banke mig i hovedet med en brændeknude, Eero ? 01094
Bottom
01096
Top
Eero: No, brother, no. I’d even ”salt give to him who berries doth bring”. — Move, boys, move, I won’t forbid you, I’ll cart you there, whisk you off from here at a wolf’s trot. EERO: Nej, broderlil, jeg ville endogså »givet dig salt, hvis du kom med bær«. - Drag afsted, drenge, drag afsted, jeg forbyder det ikke, jeg skal endda køre jer derhen, bringe jer herfra i ulve-galop. 01095
Bottom
01097
Top
Juhani: The forest spirits would soon whisk them back again, I’ll lay. JUHANI: Men skovånderne ville snart kuske jer hjem igen, det tør jeg sværge på. 01096
Bottom
01098
Top
Lauri: The home threshold is high for him who would come back, I know that, so don’t think that I’ll ever knock ut your door once I’ve closed it behind me. — On May Day I 'in off. LAURI: »For den, der vender hjem igen, er husets tærskel høj«, det véd jeg, og tro endelig ikke, jeg vil banke på din dør, når jeg én gang har lukket den bag mig. Den første maj slikker jeg af. 01097
Bottom
01099
Top
Timo: Maybe I’ll go with you. TIMO: Jeg følger måske med dig. 01098
Bottom
01100
Top
Lauri: I neither invite nor forbid you: do as your heart says is best. — I’m moving on May Day to Impivaara clearing. At first, until my own snug little cabin is ready, I’ll live in the mossy hut grandfather used while he was burning charcoal. Ah then, when my day’s work is over, I’ll rest in a real abode of peace, hearing the bear whistle in the wilds and the grouse calling on Sompio Bog. LAURI: Jeg forbyder dig det ikke, opfordrer dig heller ikke; gør blot, hvad dit hjerte siger dig er bedst. - Første maj flytter jeg til Impivaara-lysningen. Til at begynde med, og indtil mit lille, lune hus står færdigt, vil jeg bo i vor farfars mosgroede kulsvierhytte. Og når jeg så har udrettet mit dagsværk, kan jeg virkelig hvile mig i en fredens bolig, mens jeg lytter til bjørnen, der brummer fløjtende i ødemarken, og tjurens musik i Sompio-mosen. 01099
Bottom
01101
Top
Timo: I’m coming too, Lauri. It’s settled, Lauri. TIMO: Jeg følger med, Lauri, det er afgjort. 01100
Bottom
01102
Top
Tuomas: If the times don’t improve, I’ll come too. TUOMAS: Hvis ikke tiderne bliver bedre, følger jeg også med jer. 01101
Bottom
01103
Top
Juhani: Tuomas too! Would you too move there? JUHANI: Også du, Tuomas! Vil du også'drage afsted? 01102
Bottom
01104
Top
Tuomas: If the times don’t improve. TUOMAS: Hvis tiderne ikke bliver bedre -. 01103
Bottom
01105
Top
Lauri: I’m moving on May Day even if days of milk and honey will dawn for Jukola. LAURI: Jeg drager afsted den første maj, om man så får det aldrig så fedt her på Jukola. 01104
Bottom
01106
Top
Timo: You and I, we two, we’ll move from here to Sompio Bog like two cranes in spring-time; and won’t wind and weather ring as we go ! TIMO: Du og jeg, vi to, vi flytter herfra til Sompio-mosen som vårens traner; og luften og vinden skal hvine i vingerne! 01105
Bottom
01107
Top
Juhani: Mercy on us! But to tell the truth, there’s a secret spell in Lauri’s plan. The forest draws us. Damn it, I seem to see the bright plain of sky beyond those woods. JUHANI: Åh-ja! Men se, hvis jeg skal holde mig til sandheden, så har Lauris plan en hemmelig tiltrækningskraft. Skoven drager. Pokker ta’ mig! Det er, som om jeg så himlens strålende vidder hinsides skoven. 01106
Bottom
01108
Top
Aapo: You madmen, what can you be thinking? Move into the forest? Why? Haven’t we a farm and a farmhouse, a golden roof over our heads? AAPO: I tosser, hvad tænker I på? - Drage ud i skoven! Hvorfor? Vi har jo både gård og husrum; og et gyldent tag over vore hoveder! 01107
Bottom
01109
Top
Juhani: True, we have a farm to which we’ll cling tooth and nail so long as it smells at all of bread. But listen, suppose hard luck were to turn everything here topsey-turvey, contrary to a man’s best plans. Let the forest be my backwoods farm, where I’ll quickly take myself when the last grains rattle in the hopper. But now we’ll pounce with terrific punch on work and husbandry, and let’s get back to the point that was our real question. According to my stupid skull Aapo has on the whole thought out matters fairly sensibly; and all will go well, if only each of us does his best to maintain harmony and agreement in our midst. For if it’s trouble we seek, we can always find some cause to set our neck hairs bristling. JUHANI: Sandt nok, vi har en gård, som vi klamrer os til med negle og tænder, så længe den blot dufter den mindste smule af brød. Men se, hvis nu ulykken skulle vende op og ned på alting her, tiltrods for de bedste hensigter, en mand kan have, lad så skoven være min reserve-gård, som jeg hurtigt ville stikke af sted til, når de sidste korn rasler ned i mølletragten. - Ja, vi må nu i en forfærdelig fart gå i gang med husførelsen og arbejdet; og lad os så vende tilbage til den sag, der oprindelig var tale om. - Såvidt jeg kan få ind i mit dumme hoved, har Aapo stort set overvejet sagerne på en temmelig fornuftig måde; og alt vil gå godt, hvis blot enhver af os vil gøre sit bedste, for al der skal herske en samdrægtig og forsonlig ånd iblandt os. Men se, hvis vi vil yppe kiv, så kan vi jo altid finde en grund til at rejse nakkehårene. 01108
Bottom
01110
Top
Simeoni: Where cannot we find that so long as the Old Adam itches and tickles in us, between our skin and our bones. SIMEONI: Hvor skulle vi dog ikke finde en årsag til del, så længe den gamle Adam stikker og prikker i os, mellem ben og skind ? 01109
Bottom
01111
Top
Timo: I always think of Old Adam as a solemn old fellow in a felt hat, a long black coat, knee-breeches and a red waistcoat reaching to the pit of his belly. In my thoughts I see him just like that, plodding along and driving a team of oxen. TIMO: Jeg har altid forestillet mig den gamle Adam som en højtidelig, gammel fyr, iført filthat, lang, sort frakke, kna> bukser og en rød vest, der hænger helt ned under mandens navle. Sådan trasker den gamle af sted, fordybet i sine egne tanker, mens han kører sit oksespand. 01110
Bottom
01112
Top
Simeoni: When we say Old Adam, we mean the root of sin, original sin. SIMEONI: Med den gamle Adam menes roden til al synd, arvesynden. 01111
Bottom
01113
Top
Timo: I know he’s the mark and sign of original sin, the horny Satan of Hell, but that’s the kind of old boy I see him us, marching on behind a pair of oxen. I can’t help it. TIMO: Jeg ved, at han er arvesyndens kendemærke og forbillede, den behornede satan i helvede, men som sagt: jeg ser ham vandre af sted som sådan en gammel knark, der driver på et par okser; det kan jeg ikke gøre for. 01112
Bottom
01114
Top
Juhani: Leave that matter of religion, and let’s stick to I lie point. Aapo, what is our idea for those two tenant farms of ours, Vuohenkalma and Kekkuri? JUHANI: Lad os forlade dette trosspørgsmål og holde os til sagen. - Aapo, hvad skal vi foretage os med de to bort-forpagtede lodder, vi har, Vuohenkalma og Kekkuri ? 01113
Bottom
01115
Top
Aapo: We must not forget that both tenants once cleared their land from what used to be raw dismal forest, and that they may not therefore be evicted from their soil — which would indeed be wrong — so long as they are able to keep their fields growing, and even then the law expects the farm to make some provision for their old age. These are the facts in that case. But let us glance at another matter, which to my belief is a ticklish one. For it is our most important step down here on earth; it either turns our hair grey too early or brings us the sunshine of life and ends our days in a golden sunset glow. And it is you, Juhani, it first concerns. Mark therefore what I say: a mastership without a mistress is lopsided and lame; a farm without a mistress on its storehouse path .. . AAPO: Vi må ikke glemme, at indehaverne af de to lodder engang har ryddet deres jord i den rå og øde skov, og at man derfor ikke kan jage dem bort fra deres hjem - det ville jo også være forkert - så længe de er i stand til at passe deres marker; og loven bestemmer desuden, at de skal have en vis hjælp fra gården på deres gamle dage. Sådan forholder det sig med den sag. - Men lad os nu se på et andet spørgsmål, der efter min mening er temmelig vigtigt. Det drejer sig om vort mest afgørende skridt her på jorden, et skridt, der enten gør os gråhårede før tiden, eller bringer os solskin i livet og til slut kaster aftenrødens gyldne glans over vore sidste dage. Og, Juhani, den sag angår først og fremmest dig. Læg derfor mærke til, hvad jeg siger: Der er noget halvt og haltende ved en husbond uden kvinde; en gård uden en husmoder, der tripper op ad stien til forrådshuset. 01114
Bottom
01116
Top
Timo: ... is like a wolf’s den without the she-wolf, or like a lopboot without the other topboot; truly it is lame, as Aapo says. TIMO: Det er som en ulvehule uden hun eller som et par støvler, hvor den ene mangler. Ja, det halter sandelig, som Aapo siger. 01115
Bottom
01117
Top
Aapo: A farm without a mistress on its storehouse path is like a cloudy day, and gloom sits at the head of the family table like a dying autumn evening. Whereas a good mistress is the bright sun of a house, spreading light and warmth. Lo! she is first in the morning out of bed; mixes her dough, sets breakfast for her husband on the table, packs food in knapsacks for the forest and then hastens pail in hand to milk her mottled cows. Now she kneads the loaves, hustles and bustles, now beside the table, now tripping, a loaf on her palm, to the back bench, and now like a tempest she stirs the fire until the oven’s gaping maw spews flames and smoke. Then, while the loaves rise, she has time at last, babe at breast, to break her own fast, eat a hunk of bread and a broiled sprat and wash it down with curdled milk from the bowl. Nor does she forget the dog, the farm’s faithful guardian on the step, nor the cat, which peers down sleepily from the top of the stove. And now again she hustles and bustles, trips and turns, mixes a second dough in her tub to rise, kneads the loaves and bakes them, and sweat pours in streams from her brow. And lo ! when the day is spent her loaves are under the rafters, row upon row, wafting downward a sweet breath of life. And when the menfolk return from the forest, a steaming supper awaits them on the newly scrubbed table. But where is she, the mistress? Yonder in the cattleyard she milks again her curly-horned cows, and in the pail the foamy crest rises high. So she hustles and bustles, so she trips and turns, and not until all others snore already fast asleep does she sink down praying on her own bed. And even now her labours are not over. Uncomplainingly she rises from her bed in the night for a moment, for an hour, rises to soothe her tiny infant that lies whimpering in its cradle. Such, brothers, is a good housewife. AAPO: En gård uden husmoder, en husmoder, der vandrer op ad vejen til forrådshuset, er som en skyet dag, og for enden af familiebordet sidder sørgmodigheden som en hendøende aftenstund ved høsttider. Men en god husmoder er gårdens klare sol, som skinner og varmer. - Se: hun forlader sengen om morgenen som den første, ælter sin dejg, stiller morgenmåltidet på bordet til sin mand, lægger vejkost i hans ransel, når han drager til skovs, og så skynder hun sig hen til folden, med spand i hånd, for at malke sine brogede køer. Nu bager hun, rumsterer og regerer; nu står hun ved bordet, og nu vender og drejer hun sig derhenne ved enden aflangbænken med brødet på sine håndflader; og nu rager hun, som en stormvind, rundt i ovnen, der fra sit glødende gab udspyr ild og røg. Og nu, mens brødet hæver sig, fortærer hun omsider selv, med barnet ved brystet, en bid brød og en stegt sild; og drikker en slurk surmælk af kanden. Men hun glemmer hverken hunden, gårdens trofaste vogter på trappen, eller katten, der søvnigt kikker ned fra ovnen med missende øjne. - Og nu rumsterer og regerer hun igen, vender og drejer sig; ælter en ny dejg, der skal stå og hæve sig i truget; så bager hun brødet, og sveden flyder i strømme fra hendes pande. Men se: når solen er gået ned, har hun brødene hængende under loftet, på den ene stang ved siden af den anden. En frisk duft af liv daler ned fra dem. Og når mændene vender hjem fra skoven, venter der dem et dampende aftensmåltid på bordet. Men hvor er husmoderen selv? Hun malker igen sine krum-hornede køer derude på gårdspladsen, og i spanden skvulper mælkens sagte-susende skumtop. - Så regerer og rumsterer hun igen; så vender og drejer hun sig; og først når de andre allerede ligger og snorker i deres sødeste søvn, bøjer hun sig bedende ned over sin seng. Men ikke engang nu er hendes slid og slæb forbi. Tålmodigt står hun op af sin seng i nattens løb, undertiden et øjeblik, undertiden en time; hun står op for at berolige sit lille barn, der klynker i vuggen. Således, brødre, er en god husmoder. 01116
Bottom
01118
Top
Juhani: Well spoken, Aapo, and I understand the purpose of your speech. It aims, namely, at persuading me to get married. A wife, you say, is a necessary article in a household. True! But don’t worry. Your hope, to my belief, will be fulfilled, and soon. Ay, ay, that’s so. I confess that my mind is already set in earnest on a maid, who’ll make me a wife and a good one, if the old signs don’t lead me astray. Ay, brothers, new days and new tricks lie ahead of us, and the mastership I must take on myself is a heavy burden on my mind. A terrible load rests on the shoulders of a master here on earth, and he has much to answer for on Judgment Day. I am now responsible for the whole lot of you; remember that. JUHANI: Vel talt, Aapo, og jeg forstår meningen med din tale. Det er hensigten at få mig til at indgå ægteskab. Jo, jeg forstår. En kone, siger du, er et nødvendigt redskab i husførelsen. Det er sandt! Men du skal ikke være bange. Jeg vil tro, at dit ønske snart går i opfyldelse. Ja, ja - jo! Jeg må indrømme, at jeg allerede er alvorligt forgabet i en pige, som jeg håber at få til kone, og en god kone, hvis ikke de gamle kendetegn bedrager mig. - Ja, brødre, andre dage og andre skikke nærmer sig os, og det, at jeg skal påtage mig værdigheden som husbond, bekymrer mig i høj grad. En husbonds, ja, en husbonds skuldre tynges her på jorden af en tung byrde, og meget har han at aflægge regnskab for på dommedag. Jeg har nu ansvaret for jer allesammen, alle som én; glem ikke det. 01117
Bottom
01119
Top
Tuomas: You? Why? TUOMAS: Du? Hvorfor? 01118
Bottom
01120
Top
Juhani: I am your master; my fingers will once be bled for your sakes. JUHANI: Jeg er jeres husbond; og man skal engang suge blod af mine fingre for jeres skyld. 01119
Bottom
01121
Top
Tuomas: I answer myself for my body and soul. TUOMAS: Jeg tager selv ansvaret for såvel min krop som min sjæl. 01120
Bottom
01122
Top
Timo: I too answer for myself, hey! TIMO: Jeg tager også ansvaret selv. Hah! 01121
Bottom
01123
Top
Aapo: Brother Juhani, note that such remarks create bad hlood. AAPO: Broder Juhani, læg mærke til, at den slags udtalelser sætter ondt blod. 01122
Bottom
01124
Top
Juhani: Bad blood was no more my meaning than bad llesh; you only pounce like fury on an idle, meaningless word and stick to it like tar, like burrs in a hot summer, though you know me to the bottom of my heart. I’ll lose my temper! JUHANI: Det var lige så lidt min mening at skabe ondt blod som ondt kød, men I klamrer jer fuldstændig rasende (il et tomt og meningsløst ord, som tjære, som en burre i en varm sommer, skønt I kender mit hjerte til bunds. Det er til at blive gal over! 01123
Bottom
01125
Top
Aapo: Leave that, and tell us now, if you will, who is the girl who has drawn your heart to her. AAPO: Lad os forlade dette emne, og fortæl os nu, hvis du da vil, hvad den pige hedder, der har lagt beslag på dit hjerte. 01124
Bottom
01126
Top
Juhani: That I will say without flinching. The wench with whom I am ruthlessly in love is Granny Pinewood’s Venla. JUHANI: Det skal jeg sige uden omsvøb. Den pige, jeg elsker så ubønhørligt, er Fyrreskovs-konens Venla. 01125
Bottom
01127
Top
Aapo: Mm. AAPO: Hm. 01126
Bottom
01128
Top
Juhani: What did you say? JUHANI: Hvad siger du? 01127
Bottom
01129
Top
Aapo: Hm, was what I said. AAPO: Hm, siger jeg blot. 01128
Bottom
01130
Top
Tuomas: An awkward business. TUOMAS: En pinlig historie. 01129
Bottom
01131
Top
Simeoni: Venla. Well, well! But let the Heavenly Father decide. SIMEONI: Venla. Se, se! Men lad os lægge alt i hænderne på den himmelske fader. 01130
Bottom
01132
Top
Aapo: Hm, so it’s Venla. AAPO: Hm, nå, Venla! 01131
Bottom
01133
Top
Juhani: What are you all muttering? Ah! I suspect something; and may the Son of the Lord protect us! What? Speak out! JUHANI: Hvad brummer I om? Åh, jeg aner noget; må Herrens søn beskytte os! Hvad? Ud med sproget! 01132
Bottom
01134
Top
Aapo: Listen: for years now my mind has been earnestly set on that girl. AAPO: Hør nu her: mine tanker har i årevis kredset ihærdigt omkring den pige. 01133
Bottom
01135
Top
Simeoni: If the Creator has granted her to me, why should I repine? SIMEONI: Hvis skaberen har ment, jeg skulle have hende, hvorfor så sørge? 01134
Bottom
01136
Top
Eero: Don’t then. She was granted to you, while I take her. EERO: Nej, slet ikke! Hun er skabt for dig, men jeg tager hende. 01135
Bottom
01137
Top
Juhani: What says Tuomas? JUHANI: Hvad siger Tuomas? 01136
Bottom
01138
Top
Tuomas: An awkward business; the girl pleases me greatly, that I confess. TUOMAS: Kedelig historie; pigen huer mig i høj grad, det må jeg tilstå. 01137
Bottom
01139
Top
Juhani: So, so. Good! What about Timo? JUHANI: Nå! Nå! Udmærket! Men hvad med Timo? 01138
Bottom
01140
Top
Timo: I make the same confession. TIMO: Jeg tilstår det samme. 01139
Bottom
01141
Top
Juhani: Son of the Lord! What about you, Eero? JUHANI: »Herrens søn og Kaitarantas Kusta!« Men hvad med Eero? 01140
Bottom
01142
Top
Eero: I make the same simple confession, the same simple confession. EERO: Jeg aflægger samme ærlige bekendelse, samme oprigtige bekendelse. 01141
Bottom
01143
Top
Juhani: Good, very good! Ha-haa! Even Timo, even Timo! JUHANI: Udmærket, aldeles udmærket! Haha! - Også Timo, også Timo! 01142
Bottom
01144
Top
Timo: The girl is greatly dear to me, that I confess. I admit she once whacked me like anything, pounded poor little me right hard, and I still remember that beating; ah well ! TIMO: Pigen er mig overordentlig kær, det indrømmer jeg. Ganske vist gav hun mig engang en vældig omgang, bankede mig stakkels, lille fyr grundigt igennem, og jeg husker stadig de klø. Nå, ja! 01143
Bottom
01145
Top
Juhani: Shut up about that. The question now is do you love her? JUHANI: Ti nu stille, ti nu stille med det! Her er spørgsmålet jo, om du elsker hende. 01144
Bottom
01146
Top
Timo: A-ay, a-ay, I do, and mightily, that is, if she loves me back. TIMO: Ja-a, ja-a, det gør jeg og endda højt, altså hvis hun også elsker mig. 01145
Bottom
01147
Top
Juhani: Well, well. So you too would get in my way? JUHANI: Nå, nå! Du står således også i vejen for mig? 01146
Bottom
01148
Top
Timo: Not at all, not at all, unless you really cannot control yourself, your mind and your tongue. Still, I like the wench very much and will also do my best to make her my wife. TIMO: Nej, nej, slet ikke, med mindre du da ikke for alvor er i stand til at styre dit sind - dit sind og din tunge. Jeg holder imidlertid meget af den tøs, og jeg vil også gøre mit bedste for at få hende til kone. 01147
Bottom
01149
Top
Juhani: Good, good! But what says Lauri? JUHANI: Godt, godt! Men hvad siger Lauri? 01148
Bottom
01150
Top
Lauri: What have I to do with the girl ? LAURI: Hvad har jeg med den pige at skaffe? 01149
Bottom
01151
Top
Juhani: Whose side are you on? JUHANI: På hvis side står du ? 01150
Bottom
01152
Top
Lauri: I’ll have nothing to do with the matter, on one side or the other. LAURI: Jeg blander mig ikke i den sag, hverken på den ene side eller den anden. 01151
Bottom
01153
Top
Juhani: There’s going to be a fine stew, all the same. JUHANI: Det her tegner til at blive en nydelig suppe. 01152
Bottom
01154
Top
Lauri: I’ll keep my spoon out of it, I will. LAURI: Som jeg ikke stikker min ske i. 01153
Bottom
01155
Top
Juhani: All, therefore, except Lauri. Boys, boys, sons of Jukola and clansmen all! Now for a clash, and earth and heaven will quake! Now, darling brothers, the knife, the axe or the club, and one against all and all against one like seven bulls! I’m agreed. A club’s my weapon; I seize this curly-grained log, and whoever’s skull gets a splinter of it, he has himself to blame for it. Seize your clubs, boys, and step forth if you can stand up to a man. JUHANI: Altså jer allesammen, undtagen Lauri. Drenge, drenge, Jukolas brødreskare og min store slægt! Nu slår vi til, så jord og himmel bæver. Nu kære, kære brødre, frem med kniven, øksen eller brændestykket; og én mod alle og alle mod én som syv tyre! Kom an! Et brændestykke er mit våben; jeg tager den dér flammede krabat, og enhver, der får en splint af den i skallen, må selv tage skylden. - Tag jeres brændestykker, drenge, og træd frem, hvis der er en smule mandfolk i jer. 01154
Bottom
01156
Top
Eero: Here I stand armed, though a bit shorter than you others. EERO: Her står jeg bevæbnet, selv om jeg er lidt mindre end I andre. 01155
Bottom
01157
Top
Juhani: You whippersnapper. But I note on your face that mocking, that sly, that damnable grin, and it seems you make fun of the matter. But I’ll teach you. JUHANI: Du, din spirrevip! Men forstår du, nu ser jeg igen det hånlige, det fordægtige, det forbistrede grin i dit ansigt; og det forekommer mig, at du gør nar ad hele sagen. Men jeg skal lære dig. 01156
Bottom
01158
Top
Eero: What is it to you so long as my club is in earnest? EERO: Hvad angår det dig, når bare min brændeknude bider bravt fra sig? 01157
Bottom
01159
Top
Juhani: I’ll soon teach you. Take hold of your logs, boys, your clubs ! JUHANI: Det skal jeg snart lære dig. Tag jeres brændestykker, drenge, tag jeres brændestykker! 01158
Bottom
01160
Top
Timo: Here I am, and here’s my club, if it has to be. I don’t want anger and a quarrel, but if it has to be. TIMO: Her er jeg, og her er min brændeknude, hvis det nu er nødvendigt. Jeg for mit vedkommende ønsker ikke kiv og strid, men hvis det er nødvendigt -. 01159
Bottom
01161
Top
Juhani: Your club, Tuomas! JUHANI: Dit brændestykke, Tuomas! 01160
Bottom
01162
Top
Tuomas: Go to hell with your club, owl. TUOMAS: Gå ad helvede til med dit brændestykke, dumrian ! , 01161
Bottom
01163
Top
Juhani: Fire and lightning! JUHANI: Fanden stå i det! 01162
Bottom
01164
Top
Simeoni: Terrible, heathenish and Turkish, this brawling. I’m out of the game and leave my marriage business in the Lord’s hands. SIMEONI: Hele denne tumult er uhyggelig, hedensk og tyrkisk, men jeg trækker mig ud af legen og lægger giftermålsaffæren i Herrens hænder. 01163
Bottom
01165
Top
Lauri: I’m out of it too. LAURI: Jeg trækker mig også ud af den. 01164
Bottom
01166
Top
Juhani: Step aside, then, you two, step out of our way. At your club, Aapo, and let Jukola’s walls echo to the splitting of skulls. Fire and horny devils! JUHANI: Gå til side, gå til side, så I ikke står i vejen. -Grib din brændeknude, Aapo, og må Jukolas vægge give genlyd, når pandeskallerne kløves. Ild og behornede djævle! 01165
Bottom
01167
Top
Aapo: O wretched child of earth. I’m horrified, Juhani, when I see you now, seeing how your eyes roll and your hair sticks up on end like a tussock of hay. AAPO: Menneskenes børn er dog nogle elendige stakler. Jeg bliver helt forskrækket, Juhani, når jeg ser, hvordan du ser ud nu; når jeg ser, hvordan dine øjne ruller, og dit hår stritter i vejret som en tot hø. 01166
Bottom
01168
Top
Juhani: Let it stick, let it stick; it’s just what an ordinary Jack’s hair should rightly do. JUHANI: Lad det stritte, lad det stritte ; sådan er netop det rigtige, ægte Jussi-hår. 01167
Bottom
01169
Top
Eero: I’m minded to dust it a little. EERO: Jeg kunne godt lide at støve det lidt af. 01168
Bottom
01170
Top
Juhani: You hop-o-my-thumb ! Best keep nicely in a corner. Away! I pity you. JUHANI: Du, din tommeliden! Det er bedst, du pænt bliver henne i krogen. Væk! Jeg har ondt af dig. 01169
Bottom
01171
Top
Eero: Take that dreadful jaw of yours into a corner in good time. I pity that, for it’s quaking and shaking like a hcggar. EERO: Stik din skrækkelige kæft ind i krogen, mens tid er. Den har jeg ondt af, for den skælver og bæver jo som en tigger. 01170
Bottom
01172
Top
Juhani: Look how this club’s quaking, look! JUHANI: Se, hvordan dette brændestykke skælver, se. 01171
Bottom
01173
Top
Aapo: Juhani! AAPO: Juhani! 01172
Bottom
01174
Top
Eero: Strike! And I believe it’ll rain back from here, maybe rain back real hailstones, big as logs. Strike! EERO: Slå! Jeg tror, det vil regne tilbage herfra, og regne med hagl så store som brændeknuder. Slå! 01173
Bottom
01175
Top
Juhani: I will. JUHANI: Ja, det gør jeg. 01174
Bottom
01176
Top
Aapo: You will not, Juhani. AAPO: Slå ikke, Juhani! 01175
Bottom
01177
Top
Juhani: Go to the dunghill, you, or seize your club and defend yourself or I’ll pound your head into a jelly. Seize your club. JUHANI: Gå ud på møddingen med dig eller tag brændestykket og forsvar dig, ellers skal jeg banke knolden sønder og sammen på dig. Tag din brændeknude! 01176
Bottom
01178
Top
Aapo: Where are your brains? AAPO: Hvor har du din fornuft? 01177
Bottom
01179
Top
Juhani: In this tough club, look, now it’ll whisper a word. JUHANI: Her i denne hårde brændeknude ; ser du, nu siger den et lille ord. 01178
Bottom
01180
Top
Aapo: Wait, brother, wait, until I too have grabbed a weapon. Now then, here I stand with a wooden sausage in my hand. But first a couple of words, my Christian band of brothers, and then let’s fight like mad wolves. Note that a man in a fury of rage is a bloodthirsty beast and no human being; too blind to see what is just and proper; least of all can he carry out works of love in the grip of anger. Nevertheless, if we were now to try to look in the light of common sense on the matter that has brought brothers to the verge of blows, I believe we shall find the case to be this. The girl cannot love all of us, but only one, if she would accept any of us as the one in whose company she would be willing to wander hand in hand over the thorny hill of life. I therefore think it best that we should go to her in a body, all at the same time, to inform her solemnly of our matter and with pious heart and tongue ask whether she could bestow her heart on one of us and on whom. Then if the girl is willing, may the one who draws the happy lot thank his luck, and the others accept their fate without murmuring. He who is left without must swallow his disappointment, hoping that he too will still meet the spouse ordained for him down here. If we act thus, we shall be acting like men and true brothers. And then the bright shades of our father and mother will step forth from the glowing gate of Heaven and standing on the rim of a shining cloud look down on us, crying to us in a loud voice: ”Just so, Juhani, just so, Tuomas and Aapo, just so, Simeoni, Timo and Lauri, that’s the way, my little Eero! You are sons in whom we are well pleased.” AAPO: Vent, broder, vent, indtil jeg også har fået et våben i min hånd. - Ja, sådan; nu står jeg her med denne pølse af et brændestykke i næven. Men først et par ord til jer, Jukolas kristelige brødreflok, og så skal vi slås som gale ulve. - Læg mærke til dette: en mand, der raser af galskab, er et blodtørstigt vilddyr og ikke noget menneske; han er så stærblind, at han ikke kan se, hvad der er ret og rimeligt; og han kan mindst af alt udføre kærlighedsgerninger, når han giver sig sin vrede i vold. Men hvis vi nu alligevel prøvede på at se sagen fra fornuftens synspunkt, den sag, som fik brødrene til at gribe efter brændestykkerne, så tror jeg, det forholder sig således: Pigen kan ikke elske os allesammen, men kun én, hvis hun da synes så meget om en af os, at hun sammen med ham vil vandre, hånd i hånd, op over livets tidsel-tilgroede bakke. Jeg synes derfor, det er bedst, vi går hen til hende allesammen på én gang, forelægger hende vor sag meget alvorligt og spørger hende, med varme i sind og mæle, om hun kan skænke en af os sit hjerte. Hvis pigen er medgørlig, lad så den af os, der får det heldige lod, prise sin lykkes store dag; og de andre må finde sig i deres skæbne uden at knurre. Den, der ikke har held med sig, må bide fortrædeligheden i sig og håbe, at han også engang, her på jorden, møder den kvinde, der er bestemt for ham. Hvis vi gør det, handler vi som mænd og sande brødre. Så vil vor faders og moders forklarede skikkelser træde ud af himlens strålende port og, stående på kanten af en skinnende sky, vil de se ned til os og råbe med høj stemme: »Ja, sådan, Juhani, ja, sådan, Tuomas og Aapo, ja, sådan, Simeoni, netop sådan, min lille Eero! I er sønner, der er os til behag!« 01179
Bottom
01181
Top
Juhani: Man, you speak, Devil take it, like an angel from Heaven and very nearly had me weeping. JUHANI: Mand, du snakker jo, fanden ta’ mig, som en engel fra himlen, og du er lige ved at få mig til at græde. 01180
Bottom
01182
Top
Simeoni: We thank you, Aapo. SIMEONI: Vi takker dig, Aapo. 01181
Bottom
01183
Top
Juhani: Yes, thanks. There goes my club. JUHANI: Tak! Dér kaster j'eg mit brændestykke. 01182
Bottom
01184
Top
Timo: And there goes mine. And this quarrel ends as I wanted it to from the start. TIMO: Og dér ryger mit. Og denne strid ender, således som jeg ønskede det lige fra begyndelsen. 01183
Bottom
01185
Top
Simeoni: Aapo holds up a mirror to us, and for that let us thank him. SIMEONI: Aapo holder et spejl op foran os, og det må vi takke ham for. 01184
Bottom
01186
Top
Eero: Let us thank him, let us sing him a Simon’s thanksgiving hymn. EERO: Vi må takke ham, vi må sandelig synge »Simeonis lovsang«. 01185
Bottom
01187
Top
Simeoni: Mockery, mockery and impudence again. SIMEONI: Atter hån, hån og grin! 01186
Bottom
01188
Top
Timo: Don’t make a mock of God’s word, Eero, of Simon’s thanksgiving hymn. TIMO: Eero, lad være med at spotte Guds ord og Simeonis lovsang. 01187
Bottom
01189
Top
Aapo: So young and ah! so hardened! AAPO: Ak, så ung og så forhærdet! 01188
Bottom
01190
Top
Simeoni: So young and so hardened. Eero, Eero! Ay, I’ll say no more, only sigh on your behalf. SIMEONI: Så ung og så forhærdet! Eero, Eero, jeg siger ikke et ord mere, jeg sukker blot på dine vegne. 01189
Bottom
01191
Top
Juhani: I prophesy, Eero, that once or twice we shall have to lay on you with a father’s hand. Mother brought you up too gently. JUHANI: Jeg spår, Eero, at vi en gang eller to er nødt til at ave dig grundigt med faders hånd. Moder opdrog dig alt for lemfældigt. 01190
Bottom
01192
Top
Simeoni: We must punish him while his heart is still pliant with the softness of youth; only let us do it with a loving hand and not in wrath. The hand of wrath drives devils in, not out. SIMEONI: Vi må tugte ham, mens hans hjerte endnu har ungdommens føjelighed og bøjelighed, men lad os gøre det med kærlig hånd og ikke i rasende vrede. En vred revselse driver djævelen ind, men ikke ud. 01191
Bottom
01193
Top
Eero: Take that from a real loving hand. EERO: Se her får du, og det med rigtig kærlig hånd. 01192
Bottom
01194
Top
Simeoni: Oh the godless! He hit me! SIMEONI: Oh, det ugudelige menneske - han slog mig! 01193
Bottom
01195
Top
Eero: Square on the snout. Bile can overflow for less. EERO: Og lige på snuden. Galden kan revne for mindre end som så. 01194
Bottom
01196
Top
Juhani: Come here, my boy. Timo, give me that stick from the corner. JUHANI: Kom her hen, min dreng. Timo, giv mig stokken, som står der henne i krogen. 01195
Bottom
01197
Top
Simeoni: That’s right, Juhani. Hold him nicely across your knee, I’ll let his trousers down. SIMEONI: Ja, sådan, Juhani, læg ham pænt over dine knæ, så skal jeg trække hans bukser ned. 01196
Bottom
01198
Top
Eero: Stop! Help! EERO: Lad være for helvede! 01197
Bottom
01199
Top
Juhani: Vainly you’ll wriggle, wretch. JUHANI: Det nytter ikke, du spræller, din spirrevip. 01198
Bottom
01200
Top
Simeoni: Don’t let go of him. SIMEONI: Slip ham ikke. 01199
Bottom
01201
Top
Juhani: See the wildcat! But you will not escape, no. JUHANI: Se nu til den aborre. Men du slipper ikke; nej. 01200
Bottom
01202
Top
Eero: Hit me, you accursed, and I’ll set the house on fire! I’ll raise fire and smoke, I will in earnest, fire and smoke! EERO: Hvis I slår mig, I forbandede bæster, så stikker jeg ild i huset. Jeg skal sandelig lave ild og røg, ild og røg! 01201
Bottom
01203
Top
Juhani: What gall ! Would you set fire to the house ? Ah what gall! JUHANI: Hvilken galde! Hvad, vil du stikke ild i huset? Oh, hvilken galde! 01202
Bottom
01204
Top
Simeoni: God protect us, what gall! SIMEONI: Gud bevare os, sikke en galde! 01203
Bottom
01205
Top
Juhani: Come here with the stick, Timo. JUHANI: Kom med stokken, Timo! 01204
Bottom
01206
Top
Timo: I can’t find it. TIMO: Jeg kan ikke finde den. 01205
Bottom
01207
Top
Juhani: Blind, can’t you see it in that corner? JUHANI: Din blindebuk, kan du ikke se den der henne i krogen ? 01206
Bottom
01208
Top
Timo: Oh, this one? This birch? TIMO: Denne her? Denne birke-kæp? 01207
Bottom
01209
Top
Juhani: Just that. Pass it here. JUHANI: Ja, netop. Kom her med den. 01208
Bottom
01210
Top
Simeoni: Lay on, but sensibly, not quite with all your might. SIMEONI: Slå, men fornuftigt, og ikke med hele din kraft. 01209
Bottom
01211
Top
Juhani: I know how. JUHANI: Åh , jeg ved, hvordan det skal gøres. 01210
Bottom
01212
Top
Lauri: Not a single stroke, say I. LAURI: Ikke et eneste slag, siger jeg! 01211
Bottom
01213
Top
Tuomas: Leave the boy alone. TUOMAS: Lad drengen være! 01212
Bottom
01214
Top
Juhani: He needs his tail warmed. JUHANI: Han trænger til at få bagdelen varmet lidt. 01213
Bottom
01215
Top
Lauri: You’ll not lay a finger on him. LAURI: Du rører ham ikke med en finger. 01214
Bottom
01216
Top
Tuomas: Set the boy free ! At once ! TUOMAS: Slip drengen! På stedet! 01215
Bottom
01217
Top
Timo: Let him be forgiven, Eero-lad, still this once, anyhow. TIMO: Lad os tilgive Eero-knægten, i hvert fald endnu en gang. 01216
Bottom
01218
Top
Simeoni: Forgiven, forgiven, until tares and weeds have choked the wheat. SIMEONI: Tilgivelse, tilgivelse, indtil tidsler og ukrudt kvæler hveden. 01217
Bottom
01219
Top
Lauri: Don’t touch him. LAURI: Rør ham ikke. 01218
Bottom
01220
Top
Aapo: Let us forgive him and try in that way to heap glowing coals on his head. AAPO: Lad os tilgive ham og således prøve at samle gloende kul på hans hoved. 01219
Bottom
01221
Top
Juhani: Go then and thank your stars. JUHANI: Gå så, og pris din lykke. 01220
Bottom
01222
Top
Simeoni: And pray to God to grant you a new heart, mind and tongue. SIMEONI: Og bed til, at Gud skænker dig et nyt hjerte, et nyt sind og en ny tunge. 01221
Bottom
01223
Top
Timo: I’m off to bed. TIMO: Jeg går i seng. 01222
Bottom
01224
Top
Aapo: Let’s still cast a glance at one matter. AAPO: Der er endnu en ting, vi bør drøfte. 01223
Bottom
01225
Top
Timo: I’m off to bed. Come along, Eero, let’s go to bed and forget this ant-heap of a world, this miserable pile that steams and smokes in the rain. Come, Eero. TIMO: Jeg går i seng. Følg med, Eero; lad os gå til ro og glemme denne verdens myretue, den elendige bunke, der damper og ryger i regnen. Kom, Eero! 01224
Bottom
01226
Top
Juhani: What is the matter you would have us thrash out? JUHANI: Men hvad er det for en sag, du ønsker, vi skal behandle ? 01225
Bottom
01227
Top
Aapo: God have mercy! Isn’t it a fact that we don’t even know our ’a’, the first letter of the alphabet, and yet the art of reading is an essential duty of a Christian citizen? But we can be forced to it by the power of the law, the power of church law. And you know what Crown contraption waits for us, eager to get its teeth into us, if we don’t dutifully learn to read. The stocks await us, brothers, the black stocks, which, with its round holes sternly gaping, squats in the church porch like a black boar. With these Hell’s pincers our Vicar has already threatened us, and he might carry out his threat if he doesn’t see us busily practising every day, that’s certain. AAPO: Gud nåde os, men forholder det sig måske ikke sådan, at vi ikke engang kender et a, det første bogstav i a.b.c.-en; og det at kunne læse er dog en kristen borgers uafviselige pligt. Og man kan tvinge os dertil med lovens magt, kirkelovens magt. I véd, hvilket maskineri der venter på os, statens maskineri, som vil vikle os ind i sine tandhjul, hvis vi ikke lydigt lærer at læse. Fodstokken venter os, brødre, den sorte stok, der gabende med sine skumle, runde huller, ligger og grynter i kirkens våbenhus som en sort galt. Vor præst har allerede truet os med denne helvedes knibtang, og han vil også gøre alvor af sin trusel, hvis han ikke ser, at vi øver os flittigt hver dag; det er en afgjort sag. 01226
Bottom
01228
Top
Juhani: Impossible to learn to read. JUHANI: Umuligt at lære at læse. 01227
Bottom
01229
Top
Aapo: It’s a trick people have learned to do before. AAPO: Menneskene har dog før været i stand til at lære den kunst. 01228
Bottom
01230
Top
Tuomas: ’Twould set a fellow sweating. TIMO: Det kan få en mand til at svede. 01229
Bottom
01231
Top
Juhani: And puffing. I have such a hard head. JUHANI: Og stønne. Jeg har sådan et genstridigt hoved. 01230
Bottom
01232
Top
Aapo: A strong will can take a man through grey granite. Let’s get to work, send to Hämeenlinna for a-b-c books and go to the churchwarden’s to school, as our Vicar ordered. Let’s do it before we are rushed there at Crown speed. AAPO: Med en stærk vilje kæmper en mand sig gennem den grå klippesten. Lad os tage fat, lad os sende bud til Tavastehus efter a.b.c.-er, og lad os så gå i skole, hos klokkeren, sådan som præsten har befalet. Vi må gøre det, inden man fører os derhen med statens hastværk. 01231
Bottom
01233
Top
Juhani: I’m afraid that that’s what we have to do, I’m afraid so. God have mercy upon us! But let’s leave the matter until to-morrow and go to bed now. JUHANI: Jeg er bange for, at vi må gøre det. Ja, det er jeg bange for. Gud forbarme sig over os! Men lad nu den sag hvile til i morgen og lad os gå til ro. 01232
Bottom

Chapter 02 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
02001
Top
It is a calm September morning. Dew glitters in the fields; mist swirls around the branches of the yellowing trees, to fade at last into the upper air. This morning the brothers rose very ill-tempered and silent, washed their faces, combed their hair and dressed in their Sunday best. For to-day they mean to go to the churchwarden’s to school. En stille september-morgen. Duggen funkler på marken, tågen bølger omkring de gulnende trætoppe, men stiger omsider til vejrs og forsvinder. Denne morgen stod brødrene op, meget gnavne og fåmælte; de vaskede deres ansigter, redte deres hår og iførte sig deres stadstøj. For i dag havde de besluttet, at de ville gå hen til klokkeren og begynde på deres skolegang. 02001
Bottom
02002
Top
They sit now at breakfast around Jukola’s long pine table, and the brown peas seem to taste good to them, though instead of merriment a dark frown of resentment has settled on their brows; the thought of the school-trip on which they must soon depart has caused this scowl. Yet, having eaten, they do not hasten at once on their way, but linger on resting. They sit in silence, some gazing moodily down at the floor, some staring at their red-backed a-b-c books as they finger the stout leaves. Beside the southern window of the living-room sits Juhani, his glance on the stony hillside and the dense pine-wood with its glimpse of the old woman’s cabin and red-framed door. De spiser deres morgenmad ved Jukolas lange fyrretræsbord; og de brune ærter synes at smage dem, selv om deres ansigtsudtryk ikke er muntert, og man sporer en mørk fortrædelighed i deres øjenbryn; det er tanken på den tunge vandring til skolen, den vandring, de snart skal påbegynde, der har fremkaldt alt dette. Men da de er færdig med at spise, skynder de sig dog ikke straks af sted, men sidder og hviler sig endnu et stykke tid. De sidder tavse; nogle af dem stirrer modløst ned i gulvet, mens andre betragter deres a.b.c.-er, med det røde bind, og vender de stive blade. Juhani sidder ved husets sydvindue og stirrer op mod den stenede bakkeskråning og den tætte fyrreskov, hvor man kan se et glimt af Fyrreskovs-konens rønne og dens rødmalede dørstolper. 02002
Bottom
02003
Top
Juhani: There’s Venla tripping along the path, and nimbly she skips too. JUHANI: Dér kommer Venla hen ad stien; og hendes gang er så rask og gesvindt. 02003
Bottom
02004
Top
Aapo: And it was yesterday that both mother and daughter were to go to their kinsfolk at Tikkala to dig turnips and pick lingonberries, meaning to stay there until late autumn. AAPO: Og i går besluttede både moder og datter at rejse hen til deres slægtninge på Tikkala for at tage roer op og plukke tyttebær; og de ville blive dér til sent på efteråret. 02004
Bottom
02005
Top
Juhani: Until late autumn? It makes me very uneasy. Probably they’ll go, but there’s a farmhand at Tikkala this year, a bonny lad and a great rogue, and that’d soon be the end of all our hopes. Best do the great deed, therefore, right now; put the question, of all questions the question. So let’s go and ask the wench if her mind can be persuaded and her heart catch fire. JUHANI: Til sent på efteråret? Det gør mig meget urolig. De begiver sig måske af sted, men på Tikkala har de en karl i år, en flot fyr og en stor gavtyv; så dér ryger snart håbet for os allesammen. Det er derfor bedst, straks på minuttet, at udføre den betydningsfulde gerning; at fremsætte spørgsmålet, spørgsmålet over alle spørgsmål. Vi går altså hen til pigen og spørger hende, om hendes hu kan bøjes og hendes hjerte brænde. 02005
Bottom
02006
Top
Tuomas: I, too, think that’s best. TUOMAS: Det mener jeg også er bedst. 02006
Bottom
02007
Top
Timo: And I too. TIMO: Også jeg. 02007
Bottom
02008
Top
Juhani: Ay, ay, there’s nothing for it now but a-marrymg, all together and at the same moment like true lads. Ay, ay! The Lord protect us! But it can’t be helped, so a-marrying, a-marrying! Here we are in our best clothes, washed and brushed, our whole outward appearance that of a Christian being: tidy and as though born again. I feel very uneasy. Hut on to Venla! Now is an acceptable time. JUHANI: Ja, ja, nu er der altså ikke andet at gøre ved denne lejlighed end at fri, allesammen og på én gang, som mænd. Gud være med os! Men der er intet andet at stille op end at fri, fri! Her sidder vi i vort bedste tøj ; vi er vaskede og kæmmede; ligner i hele vort udseende kristelige skabninger: nette og ligesom nyfødte. - Jeg er meget ængstelig. - Men nu af sted til Venla. Tidspunktet er gunstigt. 02008
Bottom
02009
Top
Eero: And may it be also a day of bliss. EERO: Og måtte det også blive en lyksalighedens dag. 02009
Bottom
02010
Top
Juhani: Whose day of bliss, whose? Ahaa! whose do you think, lad? JUHANI: En lyksalighedens dag for hvem, for hvem ? Åhå, hvad tror du knægt? 02010
Bottom
02011
Top
Eero: Why not all of ours? EERO: Hvorfor ikke for os allesammen ? 02011
Bottom
02012
Top
Juhani: In other words, that she would become the wife of all of us? JUHANI: Med andre ord, at hun skulle blive vores allesammens kone. 02012
Bottom
02013
Top
Eero: I’m willing. EERO: Lad gå med det. 02013
Bottom
02014
Top
Juhani: What? JUHANI: Nej, stop nu! 02014
Bottom
02015
Top
Simeoni: How in God’s name would that be possible? SIMEONI: Hvordan i Guds navn skulle det være muligt? 02015
Bottom
02016
Top
Eero: Nothing is impossible before God. Let’s all trust, hope and love with one accord. EERO: Intet er umuligt for Gud. Lad os tro, håbe og elske i samdrægtighed. 02016
Bottom
02017
Top
Juhani: Shut up, Eero! For now we’re off a-marrying and I he same road to school, bag on back. JUHANI: Hold mund, Eero! Nu drager vi af sted på frierfærd og går samtidig i skole, med madposen på ryggen. 02017
Bottom
02018
Top
Aapo: But in order to do the job properly, one of us ought to act as a kind of spokesman in the cabin. AAPO: Men hvis vi skal udføre vort ærinde ordentligt, må en af os være ligesom en slags ordfører, derinde i hytten. 02018
Bottom
02019
Top
Juhani: An important point. But you yourself are as though fashioned for the part. You have goodly gifts; your speech has always lit fire and lightning in a man’s bosom. Verily! you were born to be a parson. JUHANI: En meget vigtig sag. Men netop du er som skabt til det hverv; du har gode evner, og din tale har altid tændt fyr og flamme i et menneskes bryst. Sandelig! Du er som født til at være præst. 02019
Bottom
02020
Top
Aapo: What do I know? And why speak of gifts? Here in I he woods they are lost in the mists of ignorance, fade away like a tinkling brook into sand. AAPO: Hvad ved jeg? Og hvorfor snakke om evner? Her i skovene forsvinder de i uvishedens tåge, bliver borte soin en rislende bæk i sand. 02020
Bottom
02021
Top
Juhani: Hard luck has kept you from school. JUHANI: En ublid skæbne har forhindret dig i at komme i skole. 02021
Bottom
02022
Top
Aapo: Where would our farm have got the means to send me to school? Remember: many’s the foodbag that dances between home and school before a boy’s in the wooden tub. lint back to our business, our marrying business. Be it as you wish. I'll step forward as the common spokesman and try to speak like a wise man. AAPO: Hvorfra skulle vor gård have fået midler til at holde mig i skole? Glem ikke: mangen en madpose dingler af sted mellem hjemmet og skolen, inden drengen havner i præstens prædike-tønde. - Men lad os vende tilbage til sagen, giftermålssagen. Jeg vil gøre, som I ønsker. Jeg træder frem som ordfører for os alle sammen og prøver at tale som en klog mand. 02022
Bottom
02023
Top
Juhani: Let’s get to work. Holy Lord! But it can’t be helped, so let’s get to work in earnest. We’ll leave our bags outside the cabin, and Lauri, who has no eggs in this basket, can guard them from the pigs. Let’s go now. And let’s enter the bridal chamber a-b-c book in fist; it lends us a kind of solemnity. JUHANI: Lad os gå til værks. - Herrejemini! Men der er intet at stille op, vi må gå til værks for alvor. Vi sætter vore madposer uden for konens hus, og Lauri, der jo ikke liar kreaturer i den kilde, passer på, at svinene ikke rører dem. Kom nu, af sted! Og vi træder ind i brudekammeret med a.b.c.-en i hånden; det giver os en vis højtidelighed. 02023
Bottom
02024
Top
Eero: Especially if we turn the last page with the cockerel on the outside. EERO: Især hvis vi vender det blad udad, hvor hanen sidder. 02024
Bottom
02025
Top
Juhani: At it again? But the cock reminds me of the horrid dream that upset me last night. JUHANI: Er du nu dér igen? Men hanen minder mig om en skrækkelig drøm, der plagede mig sidste nat. 02025
Bottom
02026
Top
Simeoni: Tell it; maybe it was sent as a healthy warning. SIMEONI: Fortæl! Det kan måske give os en gavnlig advarsel. 02026
Bottom
02027
Top
Juhani: I dreamed that on the stove there was a hen’s nest with seven eggs in it. JUHANI: Jeg drømte, at der var en hønserede oppe på ovnen, en rede med syv æg. 02027
Bottom
02028
Top
Simeoni: Jukola’s seven sons! SIMEONI: Jukolas syv sønner! 02028
Bottom
02029
Top
Juhani: But one of the eggs was ridiculously small. JUHANI: Men et af æggene var latterligt lille. 02029
Bottom
02030
Top
Simeoni: Eero! SIMEONI: Eero! 02030
Bottom
02031
Top
Juhani: The cock died. JUHANI: Hanen døde! 02031
Bottom
02032
Top
Simeoni: Our father! SIMEONI: Vor far! 02032
Bottom
02033
Top
Juhani: The hen died. JUHANI: Hønen døde! 02033
Bottom
02034
Top
Simeoni: Our mother! SIMEONI: Vor mor! 02034
Bottom
02035
Top
Juhani: Then suddenly all the world’s mice, rats and weasels attacked the nest. What would these animals mean? JUHANI: Så kastede alverdens mus, rotter og væseler sig over reden. - Hvad mon de dyr betyder ? 02035
Bottom
02036
Top
Simeoni: Our sinful passions and the lusts of the world. SIMEONI: Vore syndige begær og verdens vellyst. 02036
Bottom
02037
Top
Juhani: Likely that. The weasels, rats and mice came and turned and rolled, tapped and rattled the eggs, which soon broke, and from the tiny egg burst a very bitter stink. JUHANI: Antagelig. - Væselerne, rotterne og musene kom og trillede og trimlede, skramlede og ramlede med æggene, så de snart gik i stykker, og det lille æg udsendte en meget skarp lugt. 02037
Bottom
02038
Top
Simeoni: Mark that, Eero. SIMEONI: Læg mærke til det, Eero. 02038
Bottom
02039
Top
Juhani: The eggs were broken, and from the stove top an awful voice, as the roar of many waters, shouted in my ear: ”All is broken, and great was the breakage thereof!” That’s what it shouted, but we began at last to collect the mess and cook it, and in the end we got what are called scrambled eggs; and we ate it with great pleasure and gave some to our neighbours too. JUHANI: Æggene blev ødelagt, og en frygtelig stemme, der buldrede som mange vandfalds brus, råbte i mit øre oppe fra ovnen: »Alt er ødelagt, og ødelæggelsen er stor!« Sådan blev der råbt, men vi begyndte omsider at samle hele dette roderi sammen og kogte det ; og til sidst fik vi en slags røræg ud af det. Vi spiste det med god appetit og gav også vore naboer noget. 02039
Bottom
02040
Top
Eero: A good dream. EERO: En god drøm. 02040
Bottom
02041
Top
Juhani: Bitter, bitter; you smelled in it like hell. It was a very hitter dream I had of you, lad. JUHANI: Nej, bitter, bitter. Du stank som bare pokker. Det var en bitter drøm, jeg drømte om dig, knægt. 02041
Bottom
02042
Top
Eero: But I dreamed right sweetly of you. I saw the cockerel in I lie a-b-c book lay you, in reward for your diligence and wisdom, a big heap of sweets and lumps of sugar. You were umitly pleased, champing your sweets; you gave some to me. EERO: Men jeg havde en rigtig sød drøm om dig; jeg så, hvordan hanen i a.b.c.-en værpede en vældig bunke bolcher og sukkerknalde til dig som belønning for din flid og din klogskab. Du blev meget glad, smaskede sukkerstadset i dig og gav også mig noget. 02042
Bottom
02043
Top
Juhani: Did I give you some? That was a good deed. JUIIANI: Hvad, gav jeg også dig noget? Det varjo virkelig en god gerning. 02043
Bottom
02044
Top
Eero: When is it evil to give? EERO: »Hvornår gør gaven ondt« ? 02044
Bottom
02045
Top
Juhani: Never; especially if I were to give you a little taste ni i lie stick. JUHANI: Aldrig, især hvis jeg gav dig lidt med stokken. 02045
Bottom
02046
Top
Eero: Why only a little? EERO: Hvorfor kun lidt ? 02046
Bottom
02047
Top
Juhani: Hold your jaw, bull-calf! JUHANI: Hold kæft, din tyrekalv! 02047
Bottom
02048
Top
Tuomas: Do that both of you, and let us start. TUOMAS: Gør det begge to. Og lad os komme af sted. 02048
Bottom
02049
Top
Aapo: Let each take his bag and his a-b-c book. AAPO: Enhver af os tager sin madpose og a.b.c. 02049
Bottom
02050
Top
So they set forth to woo their neighbour’s daughter. In single file, silent, they crossed the mound in which their potato-cellar lay, marched up the stony hill and stood at last before Granny Pinewood’s cabin. Så drog de af sted for at fri til naboens datter. De vandrede tavse og i gåsegang hen over den høje kartoiTelkulc, traskede op ad den stenede skråning og stod til sidst uden for Fyrreskovs-konens hytte. 02050
Bottom
02051
Top
Juhani: Here we are and here we leave our bags; you, Lauri, keep faithful watch until we return from the bridal chamber. JUHANI: Nu er vi her, og dér sætter vi madposerne; og du, Lauri, sidder trofast og vogter dem, indtil vi kommer tilbage fra brudekammeret. 02051
Bottom
02052
Top
Lauri: Will you be there long? LAURI: Bliver I længe derinde? 02052
Bottom
02053
Top
Juhani: As long as the shaping of our errand demands. Has nivone a ring? JUHANI: Så længe som sagens behandling kræver. - Har nogen afjer en ring? 02053
Bottom
02054
Top
Eero: It isn’t needed. EERO: Det behøves ikke. 02054
Bottom
02055
Top
Juhani: Has anyone a ring in his pocket? JUHANI: Har nogen afjer en ring i lommen? 02055
Bottom
02056
Top
Timo: Not I, nor as far as I know have the others. There M*ii lire now: a bachelor ought always to have a glittering mig in his pocket when he goes out. TIMO: Ikke jeg og så vidt jeg véd, heller ikke nogen anden. Dér ser man: en ungkarl burde altid gå med en skinnende ring i lommen. 02056
Bottom
02057
Top
Juhani: The Devil! Here we stand now. And pedlar Isak whs ill our place yesterday, who could have sold me both the nun unci the shawl. But I, pig that I am, never thought of that. JUHANI: Nå, for fanden! Der står vi nu. Og i går var den russiske bissekræmmcr, Isak, hos os, og jeg kunne have købt både en ring og et halstørklæde, men det tænkte jeg ikke på dengang, jeg svinebæst. 02057
Bottom
02058
Top
Aapo: Such instruments we can buy ourselves later. Indeed H Is best to know first for certain whether any of us, and which, h to make these joyful purchases. AAPO: De sager kan vi købe os bagefter. Og det er bedst, vi først får at vide, om nogen af os og i så fald hvem af os, der skal foretage disse glædelige indkøb. 02058
Bottom
02059
Top
Juhani: Who opened the door? Was it Venla? JUHANI: Hvem åbnede døren? Var det Venla? 02059
Bottom
02060
Top
Timo: It was the old woman, the long-chinned hag. TIMO: Det var den gamle kælling, den krum-kæftede heks. 02060
Bottom
02061
Top
Juhani: Venla’s spinning-wheel hums in there like a merry dung-beetle on a summer evening, foretelling fine weather. Let’s go in now. Where’s my a-b-c? JUHANI: Venlas spinderok snurrer derinde som en munter skarnbasse en sommeraften, en skarnbasse, der spår fint vejr. Kom, så går vi! Hvor er min a.b.c.? 02061
Bottom
02062
Top
Aapo: In your fist, brother. Why, God’s creation, you are as though a little mixed in your head. AAPO: I din hånd, brorlil. Du, din Guds skabning, du er jo ligesom lidt rundtosset i hovedet. 02062
Bottom
02063
Top
Juhani: Nothing to be afraid of, brother. I’m not smudgy in the face, am I ? JUHANI: Der er ingen fare, kære bror. Men er jeg ikke sodet i ansigtet ? , 02063
Bottom
02064
Top
Eero: Not in the least, you are as clean and warm as a new-laid egg. EERO: Slet ikke, du er ren og varm som et nylagt æg. 02064
Bottom
02065
Top
Juhani: Let’s go in now! JUHANI: Kom så! 02065
Bottom
02066
Top
Eero: Wait! I am the youngest and will open the door for you and come in last. Walk in. EERO: Vent! Jeg er den yngste, og jeg vil åbne døren for jer og selv komme sidst ind. Gå indenfor! 02066
Bottom
02067
Top
They entered the old woman’s low-roofed cabin, Juhani first, eyes staring and hair upright like the spikes of a hedgehog, and faithfully, gravely the others followed at his heels. They entered, and Eero quickly closed the door behind them, but himself stayed outside and sat down on the grass, a knowing grin on his lips. De gik ind i konens lave hus, Juhani forrest med øjnene på stilke og håret strittende som piggene på et pindsvin; og de andre fulgte troligt og højtideligt i hælene på ham. De gik altså ind, og Eero smækkede døren i efter dem, men han blev selv udenfor og satte sig ned i græsset med et fornøjet smil om læberne. 02067
Bottom
02068
Top
The old woman in whose cabin five brothers now stand as wooers, is a nimble and vigorous woman; she makes a living by keeping hens and gathering berries. All the summer and autumn she bobs about the stump-strewn clearings, the mounds where grow the alpine strawberries and lingonberries, bobs and sweats with her daughter Venla. The maiden is said to be beautiful. Her hair is the colour of rust, her glance cunning and sharp, her mouth melting, though perhaps a little too wide. She is short in stature, but broad-shouldered and plump, and is said to be strong. Such was the brothers’ love-bird in the pinewood’s shelter. Konen, i hvis hus fem brødre nu står som friere, er en rask og rørig kvinde; hun skaffer sig føden ved at holde høns og plukke bær; sommer og efterår rokker hun flittigt rundt på de stubbede marker, ved jordbær- og tyttebær-tuerne, rokker og sveder i selskab med sin datter, Venla. Pigen går for at være en skønhed. Hendes hår er rustfarvet, blikket listigt og skarpt, munden mild, men måske lidt for bred. Hun er lille af vækst, bredskuldret og fyldig, og man sagde, at hun også havde gode kræfter. Således var brødrenes kærlighedsfugl i fyrreskovens læ. 02068
Bottom
02069
Top
But suddenly the cabin door squeaked and Juhani came excitedly out, angrily exclaiming to the others who still lingered within: ”Come away, boys!” And soon they were all outside, with annoyance written large on their faces, and began walking towards the village. But when they had come some fifty paces from the cabin, Juhani picked up a stone about as big as a man’s fist and, snorting with rage, cast it at the cabin door. The cabin shook, and inside, the old woman shrieked; then, throwing open the door, she cursed and raged, shaking her fist at the retreating brothers. With their a-b-c’s in their hands and bags on their shoulders the brothers marched on in file along the road to church, without exchanging a word. At a furious speed born of anger they marched: the sand hissed and the bags danced; nor did they notice how quickly they fared. Men husets dør knirkede, og Juhani, der kom ud i en fart, råbte rasende til de andre, som endnu var derinde: »se, at komme væk, drenge!« Omsider kom de alle sammen ud, med et fortørnet udtryk i ansigtet, og begyndte at trave af sted til kirkebyen. Men da de befandt sig et lialvt hundrede skridt fra hytten, greb Juhani en knytnæve-stor sten på jorden og slyngede den, stønnende af raseri, imod husets dør; det drønede i hytten, og konen udstødte et hyl derinde; hun åbnede døren, bandede og rasede og truede med næven efter de flygtende brødre. Med a.b.c.-en i hånden og madposen på ryggen traskede brødrene nu, i hælene på hinanden, hen ad vejen til landsbyen uden at sige et ord. De travede af sted med vredens hujende hast, sandet spruttede og poserne svajede, og de lagde slet ikke mærke til, hvor hastigt vejen svandt bag dem. De gik længe i tavshed, indtil Eero omsider åbnede munden og sagde: 02069
Bottom
02070
Top
Eero: How did the matter succeed ? EERO: Hvordan gik det? 02070
Bottom
02071
Top
Juhani: Ah, indeed! How did it succeed? Did you come in with us, you magpie, you young crow? But you did not dare, truly you would not. What good is a young crow like you! Venla could hide you in her skirts. But look how much I have dreamed of you. I had, as I now remember, another dream Of you last night. Funny! There in the pine-grove you sat with Venla, billing and cooing, as I drew near, creeping stealthily. But oh, when you saw me, what did Venla do? Hid you, Devil take me, in her skirts. ”What have you wrapped up in your skirts?” I asked. ”Only a young crow,” answered the wench. He-he-he! And this was no dream at all, no, dog take it, it wasn’t! But ’twas made up altogether, out of his own head, by Juhani-boy. Ah, indeed! He isn’t quite as stupid as folk think. JUHANI: Ja-e, ja-e! Hvordan mon det gik? Fulgte du med os ind, din skade, din krageunge? Du turde ikke, du turde sandelig ikke. Men hvad er sådan en krageunge værd ? Ham kunne Venla stikke op under sin skørter. Men se bare, se bare, hvor meget jeg egentlig har drømt om dig. Jeg kommer i tanker om, at jeg drømte en anden drøm om dig forrige nat. Mærkeligt! Du sad i fyrreskoven ved siden af Venla og kærtegnede hende kærligt, da jeg nærmede mig jer med forsigtigt listende skridt. Men se, da I fik øje på mig, hvad gjorde så Venla? Hun gemte dig, fanden ta’ mig, under sine skørter. »Hvad har du viklet ind i dit skørt?« spurgte jeg. »Bare en lille krageunge«, svarede den frække tøs. Hi, hi, hi! Og det var ikke nogen drøm, sågu’ nej; han har selv fundet på det, Juhani-knægten her, lige ud af sit eget hoved. Ja-ah! Han er ikke så dum, som man siger. 02071
Bottom
02072
Top
Eero: Funny how we have dreamed of each other. This is what I dreamed of you: among the pines over there you and Venla stood, lovingly hugging each other and looking solemnly up at the clouds. From there, from the heights of the sky, you craved some sign, something to show that your love had found favour. The heavens listened, the forests, fields and even the little birds listened, and you yourselves waited in deepest silence for what would befall. Came at last an old crow, flying stiffly through the calm air, and when he reached the place where you were standing he cast down one glance at you, but soon turned his gaze elsewhere, and spreading out his legs squirted something white that fell with a splash on the two young foreheads, splashed right over your faces. But don’t let this annoy you; for I dreamed all this and have not made up anything out of my own head. EERO: Besynderligt, så vi har drømt om hinanden. Jeg har drømt om dig på følgende måde: Du og Venla stod ligeledes ude i skoven, omfavnede hinanden kærligt og stirrede alvorligt op mod skyerne. Derfra, fra himlens højder, bad I om et tegn, et bevis på, at jeres kærlighed havde fundet nåde. Himlen lyttede, skoven lyttede, jorden og endogså de små fugle lyttede; og I selv ventede i dybeste tavshed på, hvad der nu ville times. Til sidst kom en gammel krage flyvende med træge vingeslag gennem den stille luft, og da den nåede det sted, hvor I stod, stirrede den en enkelt gang ned på jer, men vendte så hurtigt sit blik andetsteds hen, spredte benene fra hinanden og slap noget hvidt fra sig, der faldt ned og sprøjtede knægten og pigen i panden, plask lige oven i krukken. — Lad nu ikke dette forurolige dit sind, for jeg drømte virkelig sådan, det er ikke noget, jeg har digtet ud af mit eget hoved. 02072
Bottom
02073
Top
Juhani: You devil-possessed, I’ll ... JUHANI: Jeg skal lære dig, din forbandede. . . 02073
Bottom
02074
Top
And he charged furiously at Eero, who fled swiftly before his enraged brother. With one spring he was off the road and scuttling like a hare over the clearing, with Juhani shambling after him like a maddened bear. Their bags danced, the dry ground rang beneath them; and from afar the voices of the other brothers entreated them to goodwill and forbearance. Then back to the road hastened Eero again, and the other, rushed forward to save him from the dread clutch of Juhani, who ran already at the heels of his youngest brother. Så styrtede han opbragt hen imod Eero, der hurtigt flygtede for sin vrede broder. Han sprang med et sæt bort fra vejen, strøg som en hare hen over heden, men Juhani tumlede af sted efter ham som en tirret bjørn. Madposerne dinglede frem og tilbage, den tørre jord dundrede under deres fødder, og man hørte de øvrige brødre råbe til de uenige, at de skulle være fornuftige og fordragelige. Men Eero skyndte sig tilbage til vejen, og de andre ilede til for at redde ham ud af kloerne på den forfærdelige Juhani, der allerede var lige i hælene på sin yngste broder. 02074
Bottom
02075
Top
Tuomas: Stop now and be quiet, Juhani. TUOMAS: Hold nu op, Juhani, og vær rolig. 02075
Bottom
02076
Top
Juhani: I’ll lay him out. JUHANI: Jeg skal banke ham! 02076
Bottom
02077
Top
Tuomas: Quietly, my boy. TUOMAS: Rolig, min ven ! 02077
Bottom
02078
Top
Juhani: Thunder and lightning! JUHANI: Fanden heller! 02078
Bottom
02079
Top
Aapo: He only returned honour for honour. AAPO: Han gav jo kun råt for usødet. 02079
Bottom
02080
Top
Juhani: Accursed be his tongue, accursed be this day! Were we not, in God’s name, refused by Venla! Hornyheaded goblins and Hosts of High Heaven ! My eyes can scarce see a fathom before me, so black is the earth and sky, black on my heart’s account. Thunder and lightning! JUHANI: Forbandet være hans tunge, forbandet være denne dag! Vi fik jo, i Guds navn, kurven af Venla! Krum-hornede spøgelser og himlens store hærskare! Mine øjne kan næppe se en alen frem for sig, så sort er jorden og himlen, sort på grund af mit hjerte. Fanden stå i det! 02080
Bottom
02081
Top
Simeoni: Don’t curse, man. SIMEONI: Band ikke, mand. 02081
Bottom
02082
Top
Juhani: I’ll curse till the world spins round and falls into pieces like an old log-sleigh under a heavy tree trunk. JUHANI: Jeg vil bande, indtil j'orden vælter og falder sammen som en gammel tømmerslæde under et mastetræ! 02082
Bottom
02083
Top
Simeoni: What can we do? SIMEONI: Hvad skal vi nu gøre ? 02083
Bottom
02084
Top
Juhani: Do? If this a-b-c were not the Word of God, God’s own book, I’d dash it into bits at once! But see here: I will dash my dinner-bag to bits against the hillside! Would you like to see? JUHANI: Gøre? Hvis denne a.b.c. ikke var Guds ord, Guds egen bog, så ville j'eg rive den itu, flå den i stumper på stedet! Men se nu: j’eg vil mase madposen til mask her på marken! Vil I se? 02084
Bottom
02085
Top
Simeoni: For the Lord’s sake not the gift of God. Remember the Maid of Paimio. SIMEONI: For Guds skyld, gør det ikke med Guds gaver. Tænk på »Paimios pige«. 02085
Bottom
02086
Top
Juhani: In the torment of my heart ! JUHANI: I mit hj'ertes kval. 02086
Bottom
02087
Top
Simeoni: ”Pain and torment on earth, manna in Heaven.” SIMEONI: »Kvaler her, manna hisset«. 02087
Bottom
02088
Top
Juhani: A fig for manna in Heaven when I couldn’t get Granny Pinewood’s Venla. Oh brothers and kinsmen! If you knew, you would understand that my thoughts have circled daftly round that wench for years. But now my hopes are gone, gone like ashes before the wind. JUHANI: Jeg giver pokker i himlens manna, når jeg ikke kan få skovkonens Venla. Oh, brødre og min store slægt! I ville forstå mig, hvis I vidste, at mine tanker har kredset fuldstændig vanvittigt omkring den pige i næsten ti år. Men nu svandt mit håb, forsvandt som aske for vinden. 02088
Bottom
02089
Top
Timo: We were refused in the early morning. TIMO: Vi fik kurven lige fra morgenstunden. 02089
Bottom
02090
Top
Juhani: Every one of us! JUHANI: Alle mand! 02090
Bottom
02091
Top
Timo: No mercy for anyone, not even the least among us. We all got the same. TIMO: Ingen blev skånet, ikke engang den mindste af os. Vi fik kurven alle sammen. 02091
Bottom
02092
Top
Juhani: All, all! But even that was better than that one of you should have won her for his better half. Devil take me! I’d thrash the lad who’d had that luck, that I would. JUHANI: Alle, alle! Men det er dog bedre sådan, end hvis en af os havde fået hende til kone. Jeg ville, fanden ta’ mig, banke den fyr, der havde været så heldig; det lover j'eg. 02092
Bottom
02093
Top
Tuomas: We were quite out of the question. That the girl’s mocking grin showed when Aapo had mentioned our errand. TUOMAS: Vi var aldeles umulige. Det kunne man se på pigens hånlige grin, da Aapo havde fremsat vor fælles sag. 02093
Bottom
02094
Top
Juhani: She deserves to be beaten, the slut. To make a mock of us! Wait, you jade. Aapo did his best, that can’t be denied, hut even the tongue of a cherub wouldn’t have helped here. JUHANI: Hun skulle have prygl, den tøs. At håne os! Vent bare, din tæve. - Aapo gj’orde sit bedste, det er synd at sige andet, men her ville selv en kerubs tunge ikke have nyttet noget. 02094
Bottom
02095
Top
Timo: But if we had stepped before the girl in a black broadcloth coat, and a watch like a big turnip had bulged out of our waistcoat pocket, the key clinked on a chain and a silver-bound pipe smoked between our teeth, there’d have been, dog take it, both eggs and chickens hatched out of our errand. TIMO: Men hvis vi var trådt frem for pigen i sorte klædesfrakker; og hvis uret havde svulmet i vor vestelomme som en flot roe; og hvis nøglen havde dinglet i en kæde, og en sølvbeslået pibe havde dampet mellem vore tænder, så ville der, pokker ta’ mig, være kommet både æg og kyllinger ud af vort ærinde. 02095
Bottom
02096
Top
Juhani: Women and magpies have the same fierce desire for shiny things. But Aapo’s as silent as a frozen lake. JUHANI: Kvinden og skaden er lige lystne efter skinnende sager. - Men Aapo er tavs som en frossen sø. 02096
Bottom
02097
Top
Aapo: Our voice cannot carry in a storm. Or are the wild whirlwinds of your mind beginning to calm down in your bosom? AAPO: Vor stemme kan ikke høres gennem stormen. Eller er din sjæls vilde hvirvelstorme begyndt at falde til ro i dit bryst ? 02097
Bottom
02098
Top
Juhani: The bloody pool of my heart still storms, and will storm for long. But say a word, anyhow. JUHANI: Mit hjertes blodpøl bølger stadig; vil bølge længe. Men sig dog et ord. 02098
Bottom
02099
Top
Aapo: Two, if needed. So listen. Take your heart in your hand, and whisper this in its ear with the voice of common sense: Venla would not have you because she does not love you, and that she does not love you is nothing to lose your temper over; for the flame of love is lit at Heaven’s and not ut man’s command. A beggar-girl falls in love with a king, a queen falls madly in love with a chimney-sweep’s boy. So flies the spirit of love around down here, and no one knows from where it comes. AAPO: To, om det skal være. Hør nu her. Tag hjertet i din hånd og hvisk det således i øret med fornuftens stemme: Venla ville ikke have dig, fordi hun ikke elsker dig; og at hun ikke gør det, bør ikke græmme dig, eftersom kærlighedens flamme tændes af himlen, men ikke af menneskets planer. Tiggertøsen forelsker sig i kongen, fyrstinden forelsker sig aldeles vanvittigt i skorstensfejerdrengen. Sådan flyver kærligheden rundt på kryds og tværs her i livet, og du ved ikke, hvorfra den kommer. 02099
Bottom
02100
Top
Timo: Love blows where it chooses. One hears its voice, but knows not where it comes from and where it goes. So I often used to hear the old almshouse widow say. But it was the love of God she meant, I ’11 lay. TIMO: Kærligheden blæser fra den kant, den selv vil, du hører dens sus, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Således hørte jeg engang en gammel, fattig kvinde sige. Men hun mente vist Guds kærlighed, tror jeg nok. 02100
Bottom
02101
Top
Aapo: Go on, Juhani, to your heart thus: stop kicking! Venla did right in refusing you; for to enter into marriage without the spur of love will get you nowhere, but brings trouble and often leads to works of eternal regret, as, more’s the pity, we so often see and hear nowadays. Ay, brothers, may Venla take the one set apart for her, we’ll do the same. AAPO: Sig endvidere følgende til dit hjerte, hold op med at sparke! Venla gjorde ret i at afslå dit ønske; for at indgå ægteskab uden kærlighedens spore fører ikke til noget godt, men volder vanskeligheder og medfører ofte evindelige græmmelser, hvad man desværre ser og hører så tit nu om stunder. Ja, brødre, lad Venla tage den, der er bestemt for hende, og lad os gøre ligeledes. 02101
Bottom
02102
Top
Timo: The girl who was made out of my rib will be mine in the end, though the Devil were to scream. I know another thing: a man’s heart lies on the left, and a woman’s on the right of her breast. TIMO: Den pige, der er skabt af mit ribben, får jeg til sidst, om så fanden brøler. Og jeg véd endnu en ting: mandens hjerte sidder i venstre side af brystet, men kvindens sidder i højre. 02102
Bottom
02103
Top
Juhani: My heart doesn’t lie anywhere, but jumps and rages like a heathen. Oh you hussy, you gypsy jade! Why did you refuse me, a farmer, the eldest son of a real clay-soil farm? JUHANI: Men mit hjerte sidder ikke, det danser og raser som en hedning. - Oh du, din fjante, din zigøjner-tøs, hvorfor vragede du mig, bondesønnen, sønnen fra gården med de lerede marker, den ældste søn ? 02103
Bottom
02104
Top
Aapo: Nothing to wonder at in that. Our farm is in crying need, and the girl hopes, though to my belief vainly, to become mistress of a much better farm. I have heard that that good-for-nothing Jussi Sorvari cuddles her. AAPO: Det er ikke noget at forundre sig over. Vor gård befinder sig i skrigende nød, og pigen håber, om end forgæves efter min mening, at blive husmoder på en langt bedre gård. Jeg har hørt, at Sorvaris Juhani, den springfyr, fjaser med hende. 02104
Bottom
02105
Top
Juhani: You spiky-chinned Jussi! If I had you in these hands now, I’d wipe you down a little. Tricking a wench to her everlasting shame. JUHANI: Du, din spids-hagede Jussi! Hvis jeg havde dig i mine klør, skulle jeg banke dig en kende. Narre pigen, så hun får evig skam! 02105
Bottom
02106
Top
Aapo: Ay, ay, the world is mad and treacherous all at the same time. Venla is not lacking in beauty, nor Jussi in cunning. Sorvari is a well-known farm and that entices, while Jukola, this beggarly nest, is in a very sad state, and we ourselves, its seven heirs, in a still sadder state, at least in the eyes of the world. Remembering the idle and often wild life of our youth, people hardly expect anything good to come of us. And I know that even ten years of good and in every way respectable behaviour would scarcely be enough to raise us again in the sight of our fellow-man. So hard is it to free ourselves from the mud of a bad name, once it has stuck to a man. Yet it’s better to rise late than to sink for ever in the mudpool of our misery. So now, improvement with all our might! AAPO: Ja, ja, verden er samtidig både forrykt og falsk. Venla mangler ikke ydre, og Jussi ikke snedighed. Sorvari er en solid gård, og det lokker, mens Jukola, denne elendige rede, er i en sørgelig forfatning, og vi selv, gårdens syv arvinger, er i en endnu sørgeligere forfatning, i hvert fald i verdens øjne. Menneskene, der mindes vor ungdoms dovne og ofte vilde liv, venter sig ikke mere noget godt af os. Og jeg ved, at selv ti års ordentlig og på alle måder prisværdig optræden næppe vil være i stand til at give os vort fulde menneskeværd tilbage, i vore medmenneskers øjne. Så svært er det at befri sig for det smuds, der følger med et dårligt rygte, når det først har mærket sin mand. Men det er dog bedre, at vi omsider stræber opad, end at vi for bestandig synker ned i vor elendigheds mudderpøl. Lad os derfor forbedre os; forbedre os af alle kræfter! 02106
Bottom
02107
Top
Juhani: We’re on the road to improvement now. But this unlucky wooing-trip has given my heart a blow that it will suffer from dreadfully for days and weeks; it caused a wound. JUHANI: Vi befinder os jo nu på bedringens vej. Men denne ulyksalige frierfærd gav mit hjerte et slag, som det vil lide frygteligt under, i dage og uger; gav mig et sår. 02107
Bottom
02108
Top
Aapo: A wound, ay, that it did; but time, I know, will cover the wound with the scab and skin of forgetfulness. What hubbub is that on the road? AAPO: Et sår, ja, sandelig et sår; men jeg ved, at tiden vil dække såret med glemslens skorpe og skind. - Hvad er det for larm, der henne på vejen ? 02108
Bottom
02109
Top
Timo: A merry crowd of lads from Toukola. TIMO: En munter flok fyre fra Toukola. 02109
Bottom
02110
Top
Aapo: Enjoying an idle Monday with a big spree, the scamps. AAPO: De fejrer deres fri-mandag med ustyrlig støj, de slyngler. 02110
Bottom
02111
Top
Timo: And greatly they want us to join them, too. TIMO: Og de vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02111
Bottom
02112
Top
Juhani: Temptation draws near. JUHANI: Fristelsen nærmer sig. 02112
Bottom
02113
Top
Timo: They’re having such a good time. TIMO: De har det så fornøjeligt. 02113
Bottom
02114
Top
Juhani: But we? What lies before us? A thousand horned heads! A fiery wigging is what awaits us poor wretches. JUHANI: Men vi? Hvad venter os? Tusind behornede djævle! På os stakler venter en varm portion rusk i parykken. 02114
Bottom
02115
Top
Eero: What a difference: to jabber the a-b-c in the churchwarden’s corner, or to enjoy an idle Monday, cheering and singing with jolly comrades. EERO: Hvilken forskel: at terpe a.b.c. bag klokkerens dør eller fejre en glad fri-mandag, råbende og syngende, sammen med muntre kammerater. 02115
Bottom
02116
Top
Juhani: The difference is terribly big, big as the depth between a well and Heaven. Brothers, which shall we choose? JUHANI: Forskellen er forskrækkelig stor; stor som dybet mellem brønden og himlen. Brødre, hvilken vej skal vi gå? 02116
Bottom
02117
Top
Eero: Let’s choose Heaven. EERO: Naturligvis til himlen. 02117
Bottom
02118
Top
Aapo: The well, the well! To guzzle ourselves full of the water of life. Let us thrust into the jungle of learning, skill and wisdom. AAPO: Til brønden, til brønden! For rigtig at slubre livets vand i os. Vi vil fordybe os i lærdommens, kundskabens og visdommens skatkamre. 02118
Bottom
02119
Top
Tuomas: To the churchwarden’s! TUOMAS: Til klokkeren, til klokkeren! 02119
Bottom
02120
Top
Juhani: Well, let’s plod on then. JUHANI: Nå, lad os så traske af sted! 02120
Bottom
02121
Top
Eero: Hark at Aapeli Kissala’s clarinet. EERO: Hør Kissala-Aapelis klarinet! 02121
Bottom
02122
Top
Juhani: Lovely! JUHANI: Vidunderligt! 02122
Bottom
02123
Top
Timo: Rings out like a head-angel’s bassoon. TIMO: Lyder som ærke-englens basun. 02123
Bottom
02124
Top
Juhani: When the hosts of Heaven exercise and march till I lie dust flies. Lovely! JUHANI: Når den himmelske hærskare eksercerer og marcherer, så skidtet sprøjter. Vidunderligt! 02124
Bottom
02125
Top
Timo: They are greatly keen on us joining them. TIMO: De vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02125
Bottom
02126
Top
Juhani: That’s well known. Temptation draws near, truly it does. JUHANI: Det ved man. Fristelsen nærmer sig os ; det gør den sandelig. 02126
Bottom
02127
Top
While the brothers thus conversed, a number of lads from Toukola village approached them, though not in quite so polite and good-natured a spirit as the brothers supposed. They were a little drunk, and being minded to jest with the brothers, sang as they came along a song newly made up, to which they had given the name ”Seven Men Strong.” Thus, to Aapeli Kissala’s accompaniment they sang: Mens brødrene snakkede således sammen, nærmede sig en flok fyre fra Toukola, men de var ikke slet så høflige og venlige som Jukola-sønnerne havde ventet. De var temmelig omtågede, og for at drive løjer med brødrene sang de en nylavet vise, som de havde kaldt: »Syv mænds styrke«. Mens Kissala-Aapeli spillede, nærmede de sig skolegængerne og sang således: 02127
Bottom
02128
Top
Set, my lads, your throats a-squealing,
Here’s a song will set you reeling;
Seven Men Strong is the ditty.

Like the Great Bear up in Heaven,
Jukola has brothers seven,
Lubberly, hulking joskins.

Juho roars, the cabin quivers,
That’s a lad gives me the shivers;
Jussi, a lad both high and mighty.

Tuomas stands, an oak unbending,
Hearing Aapo’s gab unending, —
Hearken to Solomon spouting.

Simeon, his whiskers quaking,
Mourns for man in accents shaking —
”Sinful, sorrowful, Satan.”

Simeon works, the peas preparing,
Timo adds the fat, and stirring,
Spits in the pot to clear it.

Lauri-lad the forest searches
With an eye to twisted birches,
Nosing the woods like a weasel.

Last of all the brothers hearty,
Little Eero, slippery party,
Jukola’s snappy-tongued puppy.

There’s a band to go to battle,
Stout and hale as full-blood cattle,
Here’s to the health of the seven!
Hyl nu, hver en hals og tunge,
jeg en salme nu vil sjunge
om styrken hos de syv.

Stjerner syv i karlsvogn står,
drenge syv paa Jukola gård,
de søde dovenkroppe.

Juho larmer, huset ryster,
gårdens rette søn sig bryster,
den store »Jussi-knægt«.

Tuomas som egen stod,
da Abraham sin røst oplod,
den store Salomon.

»Usle menneske«, han præked,
Simeoni, flagreskægget,
»satanisk, syndigt, sølle«.

Simeoni koger ærter.
Er der fedt i, Timo, er der?
I grydens skum han spytter.

Lauri-knægt i skoven render,
glor paa træer, der nedad vender,
han roder som en grævling.

Lille-Eero, halespidsen,
glat i kæften, arrig, vrissen,
den bidske hund på gården.

Brødre-skaren står herude,
stolte som en drift af stude,
så stærke alle syv.
02128
Bottom
02165
Top
In silence, though grinding their teeth, the brothers listened to this song. But when the mockery of their tormentors ceased not at this, and endless gibes rained on them from every side, especially with regard to the cockerel on the back of their a-b-c books and its fancied power of laying eggs for the brothers, their gorge began to rise and their eyes grew small, small and sharp as the eyes of a mink, as it looks out from beneath its tree-stump in the wilds at the light of day. And now a wag from the ranks of the Toukola men, in passing Juhani, suddenly snatched the a-b-c book from his hand and made off with it at top speed. Mad with rage, Juhani instantly thundered after him; whereupon the other brothers charged with equal fury at their mockers, and a general fight began. At first only slaps resounded on either side, but soon they were at each other’s throats and began, blindly, with whistling breath, to tear and gorge and lay about them with flail-like fists. Fiercely the Toukola lads hit back, but with greater ferocity the men of Jukola laid on; and heavily as sledgehammers the brothers’ fists fell on the heads of their enemies. In dust and sand they wrestled; dust rose from the dry road in rolling clouds; sand and gravel rattled around them in the bushes. So for a space the fight went noisily on, and the brothers, on the point of victory, already cried in a loud voice: ”Will you beg, Devil’s spawn, for mercy?” and an echo from the clouds answered ”Mercy!” But for long the men of Toukola resisted, till at last they sank nerveless to the ground. There, with torn lapels to their coats and swollen faces, they lay, greedily swallowing the cool air into their heated, gasping lungs. And as victors the brothers stood, but their appearance too showed that they had had their fill, and that a moment’s rest was welcome. Especially with Eero had it gone hardly in the fight; the shortness of his stature had been a great advantage to his opponents. Often while the combat raged, he had rolled like a little beagle under the feet of the other heroes, and only swift assistance from the brothers had saved him from a thorough beating. With ruffled hair he now sat on the edge of the ditch and gathered new strength, meanwhile puffing mightily. Tavse, men med sammenbidte tænder, lyttede brødrene til denne sang. Men da plageåndernes spot ikke engang standsede her, og hånlige bemærkninger regnede ned over brødrene i det uendelige, især om den æglæggende hane i a.b.c.-en, begyndte deres galde at svulme; og deres øjne blev hvasse; de blev små og smalle som ilderens øjne, når den sidder under sin træstub i den mørke skov og stirrer op mod solens lys. Men nu skete der det, at en stor krabat blandt Toukola-folkene pludselig i forbifarten rev a.b.c.-en ud af hænderne på Juhani og begyndte at løbe af alle kræfter, men Juhani styrtede straks efter ham, opbragt af raseri. Så kastede de andre brødre sig også over deres plageånder i en vældig fart, og dermed var slagsmålet i fuld gang. Først knaldede lussingerne, knaldede fra begge sider, men så greb de hinanden i struben og begyndte - blindt og stønnende - at rive, flå og fægte med næverne. Toukola-folkene slog hårdt fra sig, men Jukolas mænd slog endnu hårdere, og brødrenes knytnæver faldt, tunge som jernkøller, oven i hovedet på deres fjender. De væltede sig i skidt og støv, der steg som en sky op fra den tørre landevej ; og sand og grus raslede omkring dem mellem buskene. Sådan rasede det larmende slagsmål et stykke tid, og brødrene, der næsten var lige ved at vinde, råbte med høj stemme: »I sataner, beder I om nåde?« ; og ekkoet svarede fra støvskyerne: »Nåde!« Men Toukola-folkene gjorde modstand i lang tid, indtil de omsider sank udmattede til jorden. Dér lå de nu med sønderrevne frakkeskøder og opsvulmede ansigter, mens de grådigt sugede den friske luft ind i deres hede, pustende indre. Brødrene stod nu som sejrherrer, men deres udseende vidnede om, at de havde fået nok af slagsmålet, og at en smule hvile også ville være velkommen for dem. Især Eero var blevet svært medtaget under tumulten; hans lavstammede vækst var nemlig til stor fordel for modstanderne. Under slagets gang havde han ofte tumlet rundt mellem fødderne på de andre helte som en lille grævlingehund ; og kun hurtig bistand fra brødrenes side havde reddet ham fra at blive helt radbrækket. Han sad nu på grøftekanten for at samle nye kræfter; håret strittede, og han stønnede heftigt. 02165
Bottom
02166
Top
But just as the others ceased fighting, Juhani approached with his man, dragging him by the collar, and now and again squeezing him by the throat. Fear-inspiring, terrible, was now the visage of the eldest Jukola. Fury flashed like fire from his always smallish eyes, which, bloodshot now with rage, rolled wildly in his head; an acrid sweat poured down his cheeks, and he puffed and snorted like a war-horse. Men netop da de andre var færdige med at slås, nærmede Juhani sig med sin mand; han halede af sted med ham i flippen og klemte ham nu og da om struben. Frygtindgydende og frygtelig var nu Jukolas ældste søn at skue. Vreden flammede som ild ud af hans - også nu - temmelig små øjne, der helt blodskudte af raseri rullede vildt i hovedet på ham ; en skarp sved strømmede ned over hans kinder, og han st«»linede og pustede som en stridshingst. 02166
Bottom
02167
Top
Juhani: Fetch my a-b-c book, fetch it at once! Look, I’ll squeeze you till your guts fly out if you don’t. Bring, for God’s sake, that red-backed a-b-c of mine, you blackguard. See this is what I’ll give you, see this! JUHANI: Find min a.b.c., find min a.b.c., på stedet! Ser du, jeg skal klemme dig, til skidtet flyver ud af dig, hvis du ikke gør det. Find for Guds skyld min a.b.c. med det røde bind, din slyngel. Se her, sådan vil jeg give dig, ser du, sådan! 02167
Bottom
02168
Top
The Man from Toukola: Don’t hit me! MANDEN FRA TOUKOLA: Slå ikke ! 02168
Bottom
02169
Top
Juhani: The a-b-c book ! JUHANI: A.b.c.-en! 02169
Bottom
02170
Top
The Man from Toukola: I threw it over there in a bush. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg kastede den dér ind i buskene. 02170
Bottom
02171
Top
Juhani: Give it into this hand like a good child, in your best style, you ruffian. Do you think you are dancing here for your pleasure, blackguard? Will you not, accursed, give that a-b-c book into my hand ? JUHANI: Læg den nu i min næve, rigtig pænt, med den lille, søde hånd, din slyngel. Tror du, du bare danser her for din fornøjelses skyld, bandit ? Lægger du ikke, dit forbandede bæst, den røde a.b.c. i min hånd ? 02171
Bottom
02172
Top
The Man from Toukola: You’re crushing my throat, my throat! MANDEN FRA TOUKOLA: Du knuser min hals, min hals! 02172
Bottom
02173
Top
Juhani: The a-b-c book! The Lord preserve us! The a-b-c book! JUHANI: A.b.c.-en! Herren forbarme sig over os! A.b.c.-en! 02173
Bottom
02174
Top
The Man from Toukola: Here, you terrible man. MANDEN FRA TOUKOLA: Her, dit frygtelige menneske. 02174
Bottom
02175
Top
Juhani: Give it a little kiss. Ay, kiss it nicely. JUHANI: Giv den et lille kys. Ja, kys den pænt. 02175
Bottom
02176
Top
The Man from Toukola: What? Kiss it? MANDEN FRA TOUKOLA: Hvad ? Kysse den ? 02176
Bottom
02177
Top
Juhani: Real nicely. And for God’s sake do it, brother, if your back itches and your life is dear to you. Do it, do it, or this very minute your blood shall cry aloud for vengeance on me, like once before pious Abel’s blood. You see that I am black in the face as a bath-house brownie. So kiss my a-b-c. I beseech you for both our sakes! There. JUHANI: Rigtig pænt. Og gør det for Guds skyld, brorlil, hvis det kilder i din ryg, og du har dit liv kært. Gør det, ellers vil dit blod allerede i dette øjeblik råbe på hævn over mig som fordum den fromme Abels blod. Du ser, at jeg er sort i hovedet af vrede som en badstue-nisse. Så kys derfor min a.b.c. Jeg bønfalder dig både for din og min skyld! - Ja, sådan. 02177
Bottom
02178
Top
The Man from Toukola: Are you satisfied ? MANDEN FRA TOUKOLA: Er du nu tilfreds ? 02178
Bottom
02179
Top
Juhani: Very satisfied. Go now and thank your Creator for getting off so easily. And if you should feel, halfway between your shoulders and that hammer-head of yours, a few marks tomorrow, like the marks of a toothed vice, and especially if you should feel a mump-like stiffness there, don’t be overly surprised. Ay, off with you now. But one word more, one word, little brother. Who made up the song we were forced to listen to a while back with ears erect? JUHANI: Særdeles tilfreds. Gå nu og pris din skaber, at du slap med dette. Og hvis du midtvejs mellem dine skuldre og hoved-knolden skulle føle visse mærker som efter skruestikkens kæber, og især hvis du i morgen endnu skulle føle nogen stivhed i ryggen, som om du havde haft svinesyge, så bliv ikke alt for overrasket. Ja, gå så. Men endnu et ord, bare et ord, brorlil. Hvem har digtet den vise, som vi for lidt siden måtte lytte til med ørerne på stilke? 02179
Bottom
02180
Top
The Man from Toukola: That I don’t know. MANDEN FRA TOUKOLA: Det ved jeg ikke. 02180
Bottom
02181
Top
Juhani: Out with it! JUHANI: Ud med det! 02181
Bottom
02182
Top
The Man from Toukola: I don’t know. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg ved det ikke. 02182
Bottom
02183
Top
Juhani: Well, well, I can always find out. But greet Aapeli Kissala from me and tell him that next time I meet him his throat’ll sing shriller than his clarinet did just now. Go now, for my presence is not the healthiest place for you. Leave off muttering about revenge. Take care I don’t get it into my head to set off after you, to give you a little into the bargain. JUHANI: Nå, nå, det kan jeg altid få at vide. Men hils Kissala-Aapeli fra mig og sig til ham, at når jeg møder ham næste gang, så vil hans hals give en endnu skarpere lyd fra sig end hans klarinet for lidt siden. Gå nu, for min nærværelse er ikke videre sund for dig. - Og lad være med at mumle noget om hævn. Pas på, jeg ikke får den idé at følge efter dig og give dig lidt oven i købet. 02183
Bottom
02184
Top
Tuomas: Leave him in peace now, the miserable man. TUOMAS: Lad ham nu være i fred, den stakkels mand. 02184
Bottom
02185
Top
Juhani: He’s got his hiding, I’ll warrant that. But let’s leave this dreadfully ploughed bit of road, all scratched over in every direction. It isn’t wise to linger here, for a fight on the highway is a desperate business in the eyes of the law, and can land its man in a tight fix. JUHANI: Han har fået på snuden, det lover jeg for. - Men lad os nu forlade denne vej, der er så skrækkelig rodet og furel på kryds og tværs. Det er ikke klogt at blive her; for slagsmål på landevejen er, set fra lovens synspunkt, en meget betænkelig sag og kan bringe en mand i alvorlig knibe. 02185
Bottom
02186
Top
Aapo: Let us hurry on. But that was a beating; I’d have been well plucked if Simeoni hadn’t spread out the pile over me a little. AAPO: Vi må skynde os! - Men det var da et ordentligt livtag; jeg ville være blevet grundigt plukket uden Simeonis hjælp; han splittede bunken en smule, den bunke, der lå oven på mig. 02186
Bottom
02187
Top
Simeoni: Why did we touch them? But man is weak and cannot control the strength of his anger and the power of sin. Ah! Seeing how Tuomas’s fist felled men, I couldn’t help thinking: now murder is near. SIMEONI: Hvorfor rørte vi ved dem? Men mennesket eisvagt og kan ikke styre sin vrede og syndens magt. Ak, da jeg så, hvordan Tuomas’ næve slog mænd til jorden, tænkte jeg: nu er der ikke langt til manddrabet. 02187
Bottom
02188
Top
Tuomas: Perhaps I did hit out a bit unthinkingly, but men have been hit for less. Let’s walk a bit quicker, the day is getting on. TUOMAS: Jeg slog måske lidt uforsigtigt, men man har da indladt sig i slagsmål for mindre end det. - Lad os gå hurtigere; dagen svinder. 02188
Bottom
02189
Top
Swiftly they strode on, but resentment and indignation seemed loath to fade from their faces and stung painfully at their hearts, as they remembered the insulting song of the Toukola lads. Silent, Juhani marched on ahead, marched with the fierceness of an enraged man, spitting and now and again shaking his head. At last, however, turning towards the others, he opened his mouth. De traskede hastigt af sted, men vreden og harmen ville ikke forlade deres ansigter; den gnavede stygt i deres hjerter, når de tænkte på Toukola-folkenes nidvise. Juhani travede forrest, i tavshed; travede af sted med harmens energi; han spyttede, og rystede nu og da på hovedet. Til sidst vendte han sig dog om mod de andre og åbnede munden. 02189
Bottom
02190
Top
Juhani: What accursed imp made up that song? JUHANI: Hvem pokker har lavet den sang? 02190
Bottom
02191
Top
Eero: Aapeli Kissala. EERO: Kissala-Aapeli. 02191
Bottom
02192
Top
Aapo: That’s what I suspect too; for he is a piteful mocker. It was he made up that cruel poem about our poor old curate, who — the Lord ha’ mercy on him — happened to besmirch his nose a little at Bible Class. AAPO: Det har jeg også på fornemmelsen, for han er en ondsindet spottefugl. Han lavede jo også et nedrigt smædedigt om vor stakkels gamle kapellan, der — Gud forbarme sig! — blev lidt grimet om næsen under overhøringen. 02192
Bottom
02193
Top
Timo: If I had a span of brandy and were to whisper a couple of words in Ananias Nikula’s ear, we’d soon hear a song a fathom long if we liked, which’d show plainly what kind of a man Aapeli is. A great scoundrel and a rogue; struts about the villages with his clarinet in his hand, getting the serving-wenches with child and living on his poor old mother. The man’s a scoundrel. TIMO: Hvis jeg blot havde en pægl brændevin og kunne hviske nogle ord i Nikula-Ananias’ øre, så ville vi snart få en - måske — favnelang vise at høre, hvoraf d^t tydeligt fremgik, hvilken mand han er, denne Aapeli. Han er en stor slubbert og hundsvot; han går fra by til by med klarinet i hånd, gør tjenestepigerne med barn og lever på sin moders bekostning. En uglespil, hele manden! 02193
Bottom
02194
Top
Juhani: If the rubbishy song they call ”Seven Men Strong” hails from his skull, lo and behold, next time I meet him, even if it is on the church rise, I’ll flay the scalp off- him from his neck to his eyebrows, and that’s a fact! But couldn’t we set the law on him? JUHANI: Hvis den vrøvlevise, som de kaldte »Syv mænds styrke«, stammer fra hans hoved, så læg mærke til dette: når jeg møder ham næste gang, om det så sker uden for selve kirken, flår jeg huden af hans hoved lige fra nakken og til øjenbrynene; det siger jeg. - Men kan vi ikke slå løs på ham med lovens hjælp? 02194
Bottom
02195
Top
Aapo: The law won’t sentence anyone without solemn witness. AAPO: Loven dømmer ingen uden pålidelige vidner. 02195
Bottom
02196
Top
Juhani: Well, let him take oath on his innocence; I believe he’d think twice before casting his soul into the valley of darkness. But if he were to do this miserable trick, well — goodnight, neighbour, sleep in peace for me. JUHANI: Lad ham så stå frem og aflægge benægtelses-ed, og jeg tror, han vil betænke sig lidt, inden han kaster sin sjæl i mørkets sump. Men hvis han gør sig skyldig i et så lumpent kneb, så - god nat, min nabo, sov i fred for mig. 02196
Bottom
02197
Top
Aapo: I don’t think the law lets an accused man swear himself guiltless in a case like this. AAPO: Men jeg tror ikke, loven i et sådant tilfælde lader den anklagede aflægge ed. 02197
Bottom
02198
Top
Juhani: Then he’ll get it from my own fist, and that, I believe, will have the same sting for him that the salt of law and justice would have had. JUHANI: Så får han af min egen knytnæve, og han vil da, tror jeg nok, føle samme sunde svie, som lovens og retfærdighedens salt kunne bibringe ham. 02198
Bottom
02199
Top
Simeoni: Let’s leave both the song and that brutelike brawl on the highway now. There’s the resiny stump at whose foot I once had a marvellous dream while tending the cattle, though hunger squealed in my stomach. I was as though in Heaven, sitting on a soft and springy sofa, with a heaped-up table steaming before me. Tasty, ah so tasty were those dishes, and so fat. I ate and drank, and little cherub boys waited on me like on some great person. Everything was matchlessly beautiful and solemn; nearby, in a golden hall, echoed the angel choir, and I heard them sing the new and wondrous song. This I dreamed, and it was there I got this spark in my bosom, which I hope will nevermore leave it. SIMEONI: Lad os nu ikke snakke mere, hverken om visen eller om det rovdyragtige klammeri på landevejen. - Dér står den træstub, ved hvis fod jeg engang, da jeg vogtede kreaturer, faldt i søvn og drømte en vidunderlig drøm, skønt sulten gnavede i min mave. Jeg var lige som i himlen; jeg sad i en blød og fjedrende sofa og foran mig dampede et overdådigt bord. Retterne var velsmagende, meget velsmagende, og de svømmede i fedt. Jeg spiste og drak, og små keruber vartede mig op, som om jeg var en betydningsfuld person. Alt var så ubeskrivelig smukt og festligt; tæt ved, i den gyldne sal, klang englenes kor, og jeg hørte dem synge den nye, store salme. Således drømte jeg, og dér fik jeg den gnist i mit bryst, som jeg håber aldrig må slukkes! 02199
Bottom
02200
Top
Juhani: It was that Bible-reading old shepherd, that redeyed, waggle-bearded Tuomas Tervakoski, your companion that time at the herding, made you slightly daft; and there’s your spark. JUHANI: Det var den bibel-læste, gamle hyrde, den rødøjede og tynd-skæggede Tervakoski-Tuomas, der var din kammerat, dengang du vogtede kreaturer, som gjorde dig lidt skør i hovedet; sådan forholder det sig med den gnist. 02200
Bottom
02201
Top
Simeoni: Ay, well, we’ll see on the last day. SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag! 02201
Bottom
02202
Top
Tuomas: There’s the spruce where our father once brought down a big lynx; and it was his last lynx. TUOMAS: Men dér er den gran, hvor vor far engang fældede en vældig los ; og det var hans sidste los. 02202
Bottom
02203
Top
Timo: So it was, after that time he never came striding home any more, but was dragged out of the forest, stift. TIMO: Det passer, efter den tid traskede han ikke mere hjem, men blev halet, kold og stiv, ud af skoven. 02203
Bottom
02204
Top
Juhani: A brave and bonny man, but hard and unbending as a rock towards his sons. Yet it was seldom he walked the Jukola yard; he lived in the woods, while the rats and mice grew fat in our home. JUHANI: En rask og prægtig mand, men hård og streng som en klippesten over for sine sønner. Det var dog sjældent, lian vandrede omkring på Jukola-gård, han boede i skovene; og musene huserede i huset. 02204
Bottom
02205
Top
Aapo: True he would forget his home for long on account of that craze of his for hunting, which was perhaps bewitchment, but he was a good father anyhow and died like a man. May he rest in peace ! AAPO: Det er sandt, at han ofte glemte sit hjem på grund af sin jagtiver, der måske skyldtes trolddom, men han var alligevel en god fader, og han døde som en mand af ære. Må han hvile i fred! 02205
Bottom
02206
Top
Timo: And doubly so our mother. TIMO: Og vor moder dobbelt så meget. 02206
Bottom
02207
Top
Juhani: There was a good housewife and a pious woman for you, even though she could not read. JUHANI: Hun var en dygtig husmoder og et fromt menneske, selv om hun ikke havde lært at læse. 02207
Bottom
02208
Top
Simeoni: Yet she prayed on her knee every morning and evening. SIMEONI: Og dog bad hun på sine knæ hver aften og morgen. 02208
Bottom
02209
Top
Juhani: That she did. A matchless mother and housewife! I always remember how she strode after the plough, stout as a giant. JUHANI: Det gjorde hun. En mageløs moder og husmoder! Jeg vil bestandig mindes, hvordan hun gik efter træ-ploven, stor og støt som en jættekvinde. 02209
Bottom
02210
Top
Eero: She was a good mother, but why weren’t we obedient children; why didn’t we toil then in the fields like seven bears ? Jukola would look different now. But what did I understand at that time, a little brat in a shift. EKKO: Hun var en god moder, men hvorfor var vi ikke lydige børn, hvorfor sled vi ikke på markerne som syv bjørne? Så ville Jukola nu have set anderledes ud. Men hvad forstod jeg dengang, jeg lille buksetrold? 02210
Bottom
02211
Top
Juhani: Keep your mouth shut now! I well remember your wicked and impudent way with our poor mother. But she always forgave you, as fathers and mothers usually do their youngest child; it’s the eldest’s fur that is for ever being dusted, as I know best from myself. Haven’t I, in the Devil’s name, been beaten in my time like a cur? But I still hope all was for the best, with God’s help. JUHANI: Hold kæft! Jeg husker endnu din nederdrægtige og næsvise opførsel over for vor stakkels moder. Men hun bar altid over med dig, sådan som både faderen og moderen ofte gør med deres yngste barn; men se, den ældstes pels bliver bestandig støvet af, det ved jeg af egen erfaring. Ja, for fanden, jeg har i min tid fået prygl som en køter, men jeg håber, at det, med Guds hjælp, har været til det bedste. 02211
Bottom
02212
Top
Simeoni: Punishment surely does good, especially if one blesses the rod and punishes in God’s name. SIMEONI: Revselse gør sikkert godt, især hvis du velsigner pisken og revser i Herrens navn. 02212
Bottom
02213
Top
Eero: Especially if you warm the rod as well. EERO: Og især hvis du også varmer pisken. 02213
Bottom
02214
Top
Simeoni: I am deaf to your miserable jokes, you stone-blind, you sparingly-punished child. SIMEONI: Jeg hører ikke dine elendige spydigheder, du, dit stokblinde og alt for lemfældigt revsede barn. 02214
Bottom
02215
Top
Timo: ”A good child punishes itself”, but that’s a trick I’d like to see. TIMO: »Et godt barn revser sig selv« - men det kunststykke ville jeg gerne se. 02215
Bottom
02216
Top
Simeoni: Here’s the cross-roads under Sonnimäki Hill, where the ghost of a dead man followed that sinful glazier from Kiikkala all the way from the churchyard for having uttered, the godless man, a fearful oath while passing the church at night. Let this be a warning to you to beware of the sin of swearing. SIMEONI: Her er Sonnimåki-korsvejen; lige fra kirkegården og hertil forfulgte et spøgelse den syndige glashandler fra Kiikala, den ugudelige krop, der lod en frygtelig ed komme over sine læber, da han ved nattetid gik forbi kirken. Lad det være en advarsel for jer, så I undgår bande-synden. 02216
Bottom
02217
Top
Juhani: Now we’re on Sonnimäki’s summit; there’s the church, and yonder the churchwarden’s red-painted house glows like a flaming nest of devils. Hi! There’s the whole glory of Hell, dreadful wisdom and awesome honour. Now all my limbs turn numb and my legs rise mercilessly against me. Ah! What shall I do in this hangman’s hour, what shall I do, I, your miserable eldest brother? JUHANI: Men nu står vi på toppen af Sonnimäki, nu kan vi se kirken, og dér lyser klokkerens røde hus som en flammende djævle-rede! Hih! Dér er jo hele helvedes herlighed; dér er den afskrækkende visdom og den frygtelige ære. Nu lammes alle mine lemmer, og mine ben gør ubarmhjertigt oprør imod mig. Ak, hvad skal jeg gøre i denne bødlens time, hvad skal jeg gøre, jeg, jeres stakkels elendige ældste broder? 02217
Bottom
02218
Top
Eero: As you are the eldest, lead on with good example and turn back from the road to Hell. I’ll follow you. EERO: Efter som du er den ældste, så gå i spidsen for os med et godt eksempel og vend om fra helvedes vej. Jeg er parat til at følge dig. 02218
Bottom
02219
Top
Tuomas: Silence, Eero, not a step backward now. TUOMAS: Ti stille, Eero! Nu ikke eet skridt tilbage. 02219
Bottom
02220
Top
Juhani: O horny bulls ! The churchwarden’s door is the gate of death to me. JUIIANI: Oli, I behornede djævle! Klokkerens dør er som dødens gab for mig. 02220
Bottom
02221
Top
Aapo: There lie the beginnings of our self-respect and our honour. AAPO: Netop dér er begyndelsen til vort menneskeværd og vor ære. 02221
Bottom
02222
Top
Juhani: A hot honour, a hot honour! Woe to us! I see the churchwarden’s in all its glory and the fearful grandeur of the vicarage, and my nature rises against me — God help us! — rises against me. What do you say, Timo? JUHANI: En gloende ære, en gloende ære! Ve os! Dér ser jeg hele klokkerens pragt og præstegårdens afskrækkende glans, og min natur gør oprør - Gud hjælpe os! - den gør oprør. Hvad siger du, Timo ? 02222
Bottom
02223
Top
Timo: Strongly it rises. TIMO: Voldsomt oprør. 02223
Bottom
02224
Top
Aapo: I believe that, but we can’t always be dancing on llowers and roses down here. AAPO: Det tror jeg, men her i livet danser man ikke altid på roser og blomster. 02224
Bottom
02225
Top
Juhani: Flowers and roses? Have we danced on flowers and roses ? JUHANI: På roser og blomster? Har vi danset på roser og blomster ? 02225
Bottom
02226
Top
Aapo: We shall have many bitter pills to swallow yet, little brother. AAPO: Vi får lov til at sluge mange bitre bær her på jorden, brorlil. 02226
Bottom
02227
Top
Juhani: Bitter pills? Haven’t we swallowed enough bitter pills? Oh poor Aapo! We’ve been boiled in many soups already, our hair ruffled in many winds. And why? Where is our victory? This world is a big dunghill, and nothing more. To Purgatory with churchwardens and priests, Bible-classes and books and sheriffs with their piles of paper. The evil spirits of this world, all of them! I mentioned books, but of course I didn’t mean the Bible, the hymn-book, the Catechism and the a-b-c book, nor the ”Voice in the Wilderness” — that terrible book — I didn’t mean any of these. But why was I born at all ? JUHANI: Bitre bær? Har vi ikke allerede slugt bitre bær nok? Ak, stakkels Aapo! Vi er allerede blevet kogt i mange slags supper, og mange vinde har hvirvlet i vort hår. Og hvorfor? Hvor er vor sejr? Denne verden er en vældig møgdynge og ikke andet. Ad helvede til med klokkere, praster, overhøringer, bøger og embedsmænd med deres papirbundter! Denne verdens plageånder alle tilhobe! Jeg sagde bøger, men jeg mente naturligvis ikke Bibelen, salmebogen, katekismen og a.b.c.-en og heller ikke »En råbende røst i ørkenen« - den forfærdelige bog - jeg mente ikke nogen af dem. Men hvorfor blev jeg født? 02227
Bottom
02228
Top
Simeoni: Do not curse your days, the days of your time of mercy. SIMEONI: Forband ikke dine dage, dine nådens dage. 02228
Bottom
02229
Top
Juhani: Why was I born at all, why was I born? JUHANI: Hvorfor blev jeg født, hvorfor blev jeg født? 02229
Bottom
02230
Top
Timo: Into this world I was born a wretched wanderer. Why didn’t I sooner open my eyes as a split-lipped young hare under that spruce younder? TIMO: Jeg blev født til denne verden som en sølle vandringsmand. Hvorfor åbnede jeg ikke hellere mine øjne som en hareskåret harekilling under den dér unge gran? 02230
Bottom
02231
Top
Juhani: Or as that squirrel, who chatters on the fork of that pine with his tail bolt upright? His carefree bread is the pine-cone, and his blanket the beard of the spruce in his mossy cabin. JUHANI: Eller jeg som det egern, der pludrer på fyrre-travets gren med halen i vejret? Koglen er dens sorgløse føde og granens skæg det varme ta'ppe i dens mosklæd te stue. 02231
Bottom
02232
Top
Timo: And he needn’t learn to read. TIMO: Og den behøver ikke lære at læse. 02232
Bottom
02233
Top
Juhani: He needn’t know how to read! JUHANI: Den behøver ikke at kunne læse. 02233
Bottom
02234
Top
Aapo: Each was given his lot, and ”a sword to match.” And lamenting and sorrow won’t help, but work and action will. Onward now, brother! AAPO: Enhver får sin part og »sværdet skal svare til svenden«. Her hjælper hverken sorg eller klage, men kun arbejde og handling. Nu fremad, mine brødre! 02234
Bottom
02235
Top
Tuomas: Onward, to the churchwarden’s, though the way lead over the foaming straits of the sea. TUOMAS: Af sted, til klokkeren, om det så var over havets skummende dyb. 02235
Bottom
02236
Top
Juhani: What do you think, Eero-lad ? JUHANI: Hvad tænker du på, Eero-knægt? 02236
Bottom
02237
Top
Eero: I’m thinking of going to the churchwarden’s to school. EERO: Jeg tænker på, at jeg vil gå i skole hos klokkeren. 02237
Bottom
02238
Top
Juhani: Hm! Well, let’s be going, let’s march on. Ah, Son of the Lord ! Sing, brother Timo, sing ! JUHANI: Hm! Lad os så gå; lad os så vandre af sted. Oh, Herrens søn! Men syng, Timo, syng, brorlil. 02238
Bottom
02239
Top
Timo: I’ll sing of the squirrel in his little mossy chamber. TIMO: Jeg vil synge om egernet i dets mosklædte kammer. 02239
Bottom
02240
Top
Juhani: Ay, do. JUHANI: Ja, ja! 02240
Bottom
02241
Top
Timo: TIMO: synger: 02241
Bottom
02242
Top
Cosily the little squirrel
Cowers in his mossy chamber;
There no hound, its white fangs baring
Nor the cunning, guileful ranger
Ever discovered the way.

From his home on high he seeth
All the earth in conflict riven,
Strife and battles rage beneath him;
O’er his head a branch, wind-driven,
Flutters its pennant of peace.

Oh the life of bliss untroubled
In a swaying cradle-bower.
In the spruce’s mother-bosom
Rocked through every happy hour;
Forest, thy lullaby sing!

There with tail aloft he dozes
At his tiny casement lying;
Songs of birds beneath the heavens
Waft him when the day lies dying
Into an Eden of dreams.
Lille, søde egern sover
i sit mos-hus, i sit kammer;
dér ham aldrig nogen rammer,
ikke Halli-hundens 02171: tænder, ingen jægers snare heller.

Fra sit kammer i det høje
ser han verden vidt sig brede,
mangen strid og kiv dernede;
over issen paa ham blafrer
granens gren, en fredens vimpel.

Hvilket liv saa fuldt af lykke
i det vugge-slot, som gynger.
Lille, søde egern gynger
ved sit grantræs moderbryster:
Metsolas kantele spiller.

Dér i vinduet, det lille,
sving-halen, som døsigt gynger,
fugle under himlen synger,
følger ham ved aftenstide
bort til drømmens gyldne rige.
02242
Bottom

Chapter 03 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
03001
Top
Two days have gone by. In the churchwarden’s day-room the brothers sit round the table, chanting the alphabet as it is read out to them, now by the churchwarden himself, now by his little eight-year old daughter. A-b-c books in hand, they pursue learning with perspiring brows. But only five of the sons of Jukola are to be seen on the benches round the table. Where can Juhani and Timo be? There, near the door, they stand in the corner of shame, and their hair, which has newly been coiled round the churchwarden’s muscular fist, still sticks up in a high tangle. Der er gået to dage. Brødrene sidder omkring bordet i klokkerens dagligstue og terper løs på bogstaverne, der snart læses højt for dem af klokkeren selv og snart af hans lille, otte-årige datter. Således øver de sig ihærdigt i at læse, med den åbne a.b.c. i hånden og sveddryppende pande. Men man ser kun fem af Jukolas sønner sidde på bænken bagved bordet. Hvor er Juhani og Timo? De står der henne i skammekrogen, lige ved døren, og deres hår, som lige har været snoet om klokkerens senede næve, stritter stadig i stride totter. 03001
Bottom
03002
Top
Very slowly has the brothers’ learning proceeded, the fear-inspiring strictness of their teacher tending rather to damp their zeal and their spirits than to carry them onward. Juhani and Timo hardly know more than the letter A; the others’ knowledge has progressed a few letters further. Only Eero has proved a great exception to the rest, and having left the alphabet behind him, is practising spelling. Brødrenes lærdom udviklede sig uhyre langsomt, og den blev på ingen måde fremskyndet af lærerens frygtindgydende strenghed; tværtimod, den lammede snarere deres lyst og iver. Juhani og Timo kendte knap nok mere end bogstavet a; de andres viden var dog rykket nogle bogstaver længere frem. Men broder Eero var den strålende undtagelse blandt dem alle; han var allerede færdig med a.b.c.-en og øvede sig flittigt i at stave. 03002
Bottom
03003
Top
Evening drew near, but during the whole of that day the brothers had not yet broken their fast. For the churchwarden, who had laid an embargo on their provisions, was trying the effect of hunger on their willingness to learn. And so, nipped by a raging hunger, Juhani stood in his nook, shaking his round head, spitting and casting malevolent, bull-like glances at his teacher. At his side Timo nodded, heedless of the way of the world. At last, however, the churchwarden broke off the lesson, saying: ”Stop now and eat, you wooden horses, champ like browsing goats in a garden. But remember, after this meal not a crumb of food shall pass your lips until the alphabet is in your heads, you hard-headed bulls. One hour I give you for your meal, but not a step shall you take yet outside the door. I believe the healthiest thing is to prolong your arrest until night, much the healthiest. Open your mouths now, for your bags shall be in your hands this minute.” Thus saying he departed and sent the brothers their provisions by a serving maid, after which the door was firmly fastened. Aftenen nærmede sig, men brødrene havde ikke smagt så meget som en bid mad i dagens løb. For klokkeren, der havde lagt beslag på deres proviant, prøvede også at anspore deres læselyst ved hjælp af sultens plager. Juhani stod således i sin krog, forpint af en nagende sult, rystede på sit runde hoved, spyttede og gloede efter sin lærer som en skillende okse. Timo stod og nikkede søvnigt ved siden af ham, uden ;it bekymre sig om verdens gang. Til sidst afbrød klokkeren læsningen og sagde: »Hold så op, og spis, I træheste, tyg løs som drøvtyggende gedebukke i folden. Men husk, efter dette måltid kommer der ikke den mindste krumme over jeres læber, før alfabetet sidder fast i skallen på jer, I tykpandede okser. Jeg giver jer en time til at spise i, men I må ikke gå ét skridt uden for døren. Jeg mener, det ville være sundt at forlænge jeres arrest til i aften, langt det sundeste. Men luk nu jeres kæber op, fór I får straks madposerne i jeres klør.« Sådan sagde han, gik sin vej og sendte pigen ind til brødrene med deres proviant; men døren blev lukket meget omhyggeligt. 03003
Bottom
03004
Top
Timo: Where’s my bag? TIMO: Hvor er min madpose ? 03004
Bottom
03005
Top
Lauri: There’s yours and here’s mine. I could eat little stones. LAURI: Dér er din, og her er min. Jeg kunne æde småsten nu. 03005
Bottom
03006
Top
Juhani: Now we shan’t eat a single morseli JUHANI: Vi spiser ikke den mindste smule. 03006
Bottom
03007
Top
Lauri: What? Aren’t we to eat now? LAURI: Hvad ? Skal vi ikke spise ? 03007
Bottom
03008
Top
Juhani: Not a morseli JUHANI: Ikke det mindste. 03008
Bottom
03009
Top
Lauri: As well hold back the sea with your palm. LAURI: Stands hellere havets bølger med din håndflade. 03009
Bottom
03010
Top
Juhani: Leave the bags sweetly in peace. JUHANI: Lad poserne pænt være i fred. 03010
Bottom
03011
Top
Aapo: What is your idea? AAPO: Hvad tænker du egentlig på? 03011
Bottom
03012
Top
Juhani: To spite the churchwarden. Wewon’t eat now until tomorrow has dawned. My blood boils, boys, and my head goes round like Keitula’s windmill. But spite against spite. JUHANI: At ærgre klokkeren. Vi spiser ikke, før morgendagen gryr. Mit blod koger, drenge, og mit hoved ruller rundt som Keitulas vindmølle. Men ærgrelse mod ærgrelse! 03012
Bottom
03013
Top
Aapo: Such spite would make the old man laugh heartily. AAPO: Den ærgrelse ville få den gamle til at le hjerteligt. 03013
Bottom
03014
Top
Juhani: Let him laugh! I’m not going to eat. Eero spells already, oh ay. I’m not going to eat. JUHANI: Lad ham le! Jeg spiser ikke. - Eero staver allerede, se, se. - Jeg spiser ikke. 03014
Bottom
03015
Top
Tuomas: Neither am I here, but on Sonnimäki Heath yon-der. There I ’11 soon be sitting on a bolster of heather. TUOMAS: Jeg spiser heller ikke her, men derude på Sonni-mäki-heden. Dér sidder jeg snart på et bolster af lyng. 03015
Bottom
03016
Top
Juhani: Right! There we’11 soon be tumbling. JUHANI: Ja, rigtigt! Dér skal vi snart rulle os. 03016
Bottom
03017
Top
Eero: I agree to your plan, boys. EERO: Det er jeg med på, drenge. 03017
Bottom
03018
Top
Aapo: What madness now? AAPO: Hvad er det nu igen for tossestreger ? 03018
Bottom
03019
Top
Juhani: Away out of captivity! JUHANI: Væk fra fangenskabet! 03019
Bottom
03020
Top
Aapo: Brains ahoy! AAPO: Fornuft, ohoj! 03020
Bottom
03021
Top
Juhani: Sonnimäki’s pines ahoy! JUHANI: Sonnimäkis fyrreskov, ohoj! 03021
Bottom
03022
Top
Eero: Just so! And our brains answer: ahoy! EERO: Netop! Og fornuften svarede: ohoj. 03022
Bottom
03023
Top
Juhani: Answer like a man. JUHANI: Svarede som en mand. 03023
Bottom
03024
Top
Aapo: Simeoni, try your best. AAPO: Simeoni, gør nu dit bedste. 03024
Bottom
03025
Top
Simeoni: Behave yourselves, brothers! But 1 must say wc weren’t meant for readers, and so farewell to all work in that field. All the same, let our lives be blameless and decent; for we can live like Christian people without being able to read, if we only believe. SIMEONI: Opfør jer ordentlig, brødre! Men jeg siger som så, at vi ikke er skabt til at læse, og derfor må vi tage afsked med alle anstrengelser på det punkt. Vort liv bør dog være udadleligt og ordentligt, for vi kan jo leve som kristne mennesker, selv om vi ikke er i stand til at læse, bare vi har troen. 03025
Bottom
03026
Top
Aapo: You tear down, confound it, instead of building up. AAPO: Du skubber jo, din satan, i stedet for at hjælpe. 03026
Bottom
03027
Top
Juhani: Simeoni speaks the tongue of justice and fairness. Out of this, boys; my nature can stand no more. JUHANI: Simeoni taler retfærdighedens og rimelighedens sprog. Hort herfra, drenge; min nalur holder ikke dette ud la'ngcrc. 03027
Bottom
03028
Top
Tuomas: It makes my heart ache to see Juhani being pounded. Out of this, boys! TUOMAS: Det skærer mig i hjertet at se Juhani pines. Bort herfra, drenge! 03028
Bottom
03029
Top
Juhani: The matter’s settled. But don’t pity me, Tuomas; for vengeance is in my hand. Haven’t I been put through the mill, torn like crab-bait, of a truth! And in my pocket I have a big handful of flax, flax heckled by the churchwarden. But if this bunch doesn’t once stop up the churchwarden’sgullet, it will be because I shall have made a machine or some sort of works of it. The churchwarden has a throat, ay, he has a throat; but 1*11 say no more. JUHANI: Sagen er afgjort. Men lad være med at beklage mig, Tuomas, for jeg har hævnen i min hånd. Jeg er blevet revset; flået som krebse-madding, det er sandt og vist! Og jeg har en vældig tot hamp i min lomme, en tot hamp, som klokkeren har udklækket. Hvis den klump ikke engang stopper kæften på klokkeren, så er det, fordi jeg vil lave en slags maskine eller redskab af den vare. Klokkeren har en hals, ja, klokkeren har en hals, men jeg siger ikke mere. 03029
Bottom
03030
Top
Eero: I know another, perhaps a better, way of using it. We could twine the hair you save in your pocket into a fine fish-ing-line, to give to the churchwarden as a present for his good teaching. But why do I incite you to sin, when I know, as all of us are agreed, that punishment does a powerful lot of good? EERO: Jeg kender måske et andet og bedre råd. Af den hårtot, du har i lommen, fletter vi en vældig fin fiskesnøre som gave til klokkeren for hans gode undervisning. Men hvorfor opfordrer jeg jer til synd, eftersom jeg ved, at vi alle sammen er enige om, at revselse har en uudsigelig god virkning, hvad vi jo drøftede broderligt undervejs. 03030
Bottom
03031
Top
Juhani: Eero spells already. Look at the good boy, look. JUHANI: Eero staver allerede. Se, det var en flink dreng. 03031
Bottom
03032
Top
Eero: Shame enough to be learning spelling at my age. EERO: Det er en skam at være gammel og øve sig i at stave. 03032
Bottom
03033
Top
Juhani: At your age? What about our ages? JUHANI: Gammel? Hvad så med vores alder? 03033
Bottom
03034
Top
Simeoni: He’s mocking us. SIMEONI: Han stikler til os. 03034
Bottom
03035
Top
Juhani: Ay, go on mocking, you tare in Jukola’s wheatfield, you bitter leavening in Jukola’s Christian brother-dough, you hedgehog you prickly little swine, you frog! JUHANI: Ja, du stikler igen, du, din tidsel i vor hvedemark, du, din bitre syre i Jukolas kristelige brødre-dejg, du, dit pindsvin, din pindgris, din frø! 03035
Bottom
03036
Top
Simeoni: Hush, for the churchwarden’s sake, hush! SIMEONI: Stille, for klokkerens skyld, stille. 03036
Bottom
03037
Top
Juhani: Out of the dungeon, all with a single mind! Who argues with us now, it’s a bang on the snout for him. JUHANI: Ud af fangehullet, alle mand! Den, der nu stritter imod, får på snuden. 03037
Bottom
03038
Top
Tuomas: Off away, all of us! TUOMAS: Alle mand af sted, alle! 03038
Bottom
03039
Top
Aapo: Timo you stout-willed brother, what do you say? AAPO: Timo, du min viljefaste broder, hvad siger du? 03039
Bottom
03040
Top
Timo: That ”a coat can’t be made of birch-bark, or a parson out of an old man”, so let’s be off, all with a single mind. I can clinch the matter with another proverb: ”An axe is ground on both sides.” TIMO: »Af birke-bark gør man ingen vest, ej heller gammel mand til præst«. Lad os derfor »putte piben i posen« og forsvinde, alle som én. Jeg kan også afgøre sagen med et andet ordsprog: »Øksen bør slibes på begge sider«. 03040
Bottom
03041
Top
Aapo: Lauri, what are you going to do? AAPO: Lauri, hvad vil du gøre ? 03041
Bottom
03042
Top
Lauri: I’m off to Sonnimäki. LAURI: Jeg går herfra og til Sonnimåki. 03042
Bottom
03043
Top
Aapo: Ah! Though the dead were to cry from their graves: you truants, you madmen! AAPO: Ah! Selv om så de døde råber fra deres grave: I stivsindede, I skøre mænd! 03043
Bottom
03044
Top
Juhani: Even that wouldn’t help, but off and away, lad. Are you coming? Else — Lord Almighty! — there’ll be a flash and a crash from here. Are you coming? JUHANI: Nej’, ikke engang det ville nytte noget, nej, march, af sted, min dreng. Kommer du? Ellers - Herre Jesus! - så brager og buldrer det. Kommer du så? 03044
Bottom
03045
Top
Aapo: I’ll come. But first a word. AAPO: Jeg kommer. Men endnu et ord. 03045
Bottom
03046
Top
Tuomas: A thousand words wouldn’t help now. TUOMAS: Nu ville selv tusind ord ikke nytte noget. 03046
Bottom
03047
Top
Juhani: No even if every word had a thousand swords. JUHANI: Ikke om så hvert ord havde tusind sværd. 03047
Bottom
03048
Top
Eero: And every sword a thousand blades. EERO: Og hvert sværd tusind klinger. 03048
Bottom
03049
Top
Juhani: A thousand fire-spitting blades. Just so; it wouldn’t help a bit. Away from Marstrand, away from Siberia, away from the dreadful jungle like seven balls out of the cannon’s mouth ! Here’s both a ball and a cannon, a loaded cannon that gets hotter and hotter, that’s red-hot now and’11 soon go off. Oh beloved brothers and kinsmen and offspring of the same mother! You saw how he twisted this forelock round his fore-finger, then grabbed with all his fist like this, look, like this, and then shook me until my teeth rang. Grrh! JUHANI: Tusind ild-sprudlende klinger. Nej, ikke engang det ville hjælpe. Bort fra Marstrand, bort fra Sibirien, bort fra den forskrækkelige urskov som syv kugler ud af kanonens kæber! Her er både kuglen og kanonen, en ladt kanon, som bliver varmere og varmere; nu er den rødglødende, og snart knalder det. Ak, kære brødre og slægtninge og børn, båret af samme moder! I så, hvordan han snoede mit pandehår omkring pegefingeren; og så greb han fat med hele næven, sådan, se, sådan, og derefter ruskede han løs, så tænderne raslede. Hm! 03049
Bottom
03050
Top
Tuomas: I saw it and my cheeks bulged with anger. TUOMAS: Jeg så det, og kødet på mine kinder svulmede af vrede. 03050
Bottom
03051
Top
Eero: I heard Juhani’s teeth ring and saw Tuomas’s cheeks bulge and was terrified, but then I thanked God on your behalf, remembering all the good punishment can do. EERO: Jeg hørte, hvordan Juhanis tænder skramlede, og så, hvordan Tuomas’ kinder svulmede, og jeg blev forfærdet, men jeg takkede alligevel Gud på jeres vegne, fordi jeg huskede på, hvor megen gavn revselse gør. 03051
Bottom
03052
Top
Juhani: Don’t, my dear brother, bring a fuse near the cannon’s touch-pan, namely, into these two ears, don’t do it. JUHANI: Sæt dog ikke, kære broder, ild-lunten til kanonens fænghul, det vil sige mine to øren; lad være med det. 03052
Bottom
03053
Top
Tuomas: Why do you annoy him, Eero ? TUOMAS: Hvorfor tirrer du ham, Eero ? 03053
Bottom
03054
Top
Juhani: Eero is the churchwarden’s good boy. Well, that’s good too, very good. But what harm have I done for the churchwarden to torture me like this ? Is it a crime that I have such a hard head? It wouldn’t take much to make me cry. JUHANI: Eero er klokkerens kæledægge. Nå, det er jo også godt, meget godt. Men hvad ondt har jeg gjort, siden klokkeren piner mig sådan? Er det en forbrydelse, at jeg er så træg i hovedet? Jeg er lige ved at græde. 03054
Bottom
03055
Top
Timo: What have I done that my hair should be tugged so damned hard? Is it because I have the brains God in his wisdom once gave me? TIMO: Hvad har jeg da gjort, siden man river mig så forbandet hårdt i håret? Er det, fordi jeg har den forstand, som Gud engang gav mig i sin visdom ? 03055
Bottom
03056
Top
Lauri: I too have had my hair pulled three times. LAURI: Tre gange er jeg blevet rusket i håret. 03056
Bottom
03057
Top
Juhani: All of us have sweet memories of this place. The door open ! JUHANI: Vi har alle sammen søde minder herfra. - Op med døren! 03057
Bottom
03058
Top
Aapo: Mark, we are behind closed doors. AAPO: Glem ikke, at vi er bag lås og slå. 03058
Bottom
03059
Top
Timo: There’s a prop against the door, a strong prop. TIMO: Der er stillet en bjælke imod døren, en stærk bjælke. 03059
Bottom
03060
Top
Juhani: It’ll break like a blade of grass; but on the other hand, there’s the window. One swipe with my bag and you’ll hear a musical tinkling and clinking. JUHANI: Den knækker som et strå, men for resten: dér er jo et vindu. Et knald med min pose, og så vil man høre en herlig klirrende og klaprende lyd. 03060
Bottom
03061
Top
Aapo: Is your head altogether addled now ? AAPO: Du er åbenbart helt rundtosset i hovedet. 03061
Bottom
03062
Top
Juhani: After two days ’ shaking, two days ’ shaking, my boy ! JUHANI: Af to dages ruskeri, af to dages ruskeri, kære broder! 03062
Bottom
03063
Top
Simeoni: Don’t let us break the window, anyhow, but let us speak nicely with the churchwarden. SIMEONI: Nej, lad os ikke slå vinduet i stykker, men pænt snakke med klokkeren. 03063
Bottom
03064
Top
Juhani: Go to Hell and speak nicely with the Devil! The window to pieces and away out of prison. ”Out the whole battalion !” shouted the captain in his anger. JUHANI: Gå ad helvede til og snak med djævelen! - Vinduet itu og bort fra fangenskabet! »Hele bataillonen ud!« råbte kaptajnen i sin vrede. 03064
Bottom
03065
Top
Tuomas: Bolt the door, Eero. TUOMAS: Sæt krogen for døren, Eero! 03065
Bottom
03066
Top
Eero: Right; bolt the castle gate while the battalion marches out of the fort’s back-door. The door’s bolted. EERO: Ja, rigtigt; luk fæstningens hovedport, mens bataillonen marcherer ud ad bagdøren. - Krogen er sat for. 03066
Bottom
03067
Top
Aapo: I warn you ! AAPO: Jeg advarer jer! 03067
Bottom
03068
Top
Juhani: What’s done is done. See that! JUHANI: Gjort er gjort. Sådan! 03068
Bottom
03069
Top
Aapo: You awful man, openly godless! AAPO: Dit forskrækkelige, dit aldeles ugudelige menneske! 03069
Bottom
03070
Top
Simeoni: There now! It’s done! There went the window. SIMEONI: Sådan, ja. Nu er det gjort! Dér gik ruden! 03070
Bottom
03071
Top
Juhani: The window crashed and heaven flashed, at one swipe of Juhani’s bag! That was a bang in Lazy-Jake’s style. JUHANI: Vinduet klirrede, og himlen dirrede, da Jussi satte sin sæk i sving! Det var et vældigt brag. 03071
Bottom
03072
Top
Simeoni: Poor us! SIMEONI: Vi arme stakler! 03072
Bottom
03073
Top
Juhani: The road’s open. Will you be off? JUHANI: Vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03073
Bottom
03074
Top
Simeoni: I’ll come with you, my good brother. SIMEONI: Jeg følger jer, kære broder! 03074
Bottom
03075
Top
Juhani: Aapo, the road’s open, are you coming? JUHANI: Aapo, vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03075
Bottom
03076
Top
Aapo: Why lift your fist, madman. I’ll come, I’ll come. What else can I do, with our sleigh provisioned? AAPO: Hvorfor står du med løftet knytnæve, din tosse? Jeg kommer, jeg kommer! Hvad kan man gøre andet her, når man en gang har taget fanden op i slæden ? 03076
Bottom
03077
Top
Juhani: Fire and lighting! JUHANI: Pokkers også! 03077
Bottom
03078
Top
Tuomas: Bags on back now and out of the window! The porch shakes with footsteps. TUOMAS: Alle mand poserne på ryggen og ud gennem vinduet! Nogen tramper ude i gangen. 03078
Bottom
03079
Top
Juhani: Is it the churchwarden? I’ll smack him. JUHANI: Er det klokkeren? Ham kunne jeg godt lide at strejfe en kende, bare lige strejfe. 03079
Bottom
03080
Top
Tuomas: Come! TUOMAS: Kom! 03080
Bottom
03081
Top
Juhani: It’s the churchwarden. I’ll smack him a little. JUHANI: Det er klokkeren. Jeg skal strejfe ham, bare en kende. 03081
Bottom
03082
Top
Tuomas: Away ! say I. TUOMAS: Af sted! siger jeg. 03082
Bottom
03083
Top
Juhani: Don’t step in my way now. I love you, brother Tuomas. JUHANI: Stil dig nu ikke i vejen for mig. Jeg elsker dig, broder Tuomas. 03083
Bottom
03084
Top
Tuomas: I won’t let you do deeds of terror. Hurry now with me out of the window; there go the others galloping across the potato-patch. Come! TUOMAS: Jeg lader dig ikke begå nogen ugerninger. Skynd du dig nu blot ud gennem vinduet sammen med mig; de andre render jo allerede af sted derude på marken. Kom! 03084
Bottom
03085
Top
Juhani: Let go ! Why do you fear deeds of terror ? I ’11 only take him gently across my knee, lift up the long skirts of his coat and smack him with my naked palm, and this palm will do the work well. Let go, dear brother, or my heart’ll burst like Kork’s bagpipes. Let go! You can see how my head steams. JUHANI: Slip mig! Hvad er det for ugerninger, du er bange for? Jeg lægger ham bare blidt over mine knæ, løfter hans lange frakkeskøder i vejret og klasker ham lidt med min nøgne håndflade; og den hånd gør et godt stykke arbejde. Slip mig, min elskede broder, ellers revner mit hjerte som Korks sækkepibe. Slip mig! Ser du ikke, hvordan mil hoved damper? 03085
Bottom
03086
Top
Tuomas: We are eternal enemies if you do not obey me now. Heed what I say. TUOMAS: Vi er fjender for evigt, hvis du ikke adlyder mig nu. Læg mærke til, hvad jeg siger. 03086
Bottom
03087
Top
Juhani: Let’s go then. But I wouldn’t agree to this if I didn’t love you with all my heart. JUHANI: Nå, så lad os gå. Men jeg ville aldrig have givet mit samtykke til dette, hvis jeg ikke elskede dig af hele mit hjerte. 03087
Bottom
03088
Top
They ceased talking, cast themselves out of the window on to the hillside, and ran swiftly across the churchwarden’s potato-patch. The pebbles rattled in the rows, clods of soil flew high into the air, and soon they had vanished after the others into a dense grove of alders. Then the churchwarden, the picture of awful rage, burst in, waving a stout bamboo stave. In a high-pitched, screaming voice he called the truants, but in vain. Out on the other side of the alder-grove dashed the brothers; onward over a stony, rock-strewn strip of ground they ran, onward through a thick clump of juniper, onward through the Vicar’s big, reed-edged meadow, over a wide, echoing clearing, until they stood on the sandy road under Sonni-mäki’s sloping side. Up the rocky slope they strode, and reaching the ridge, decided to pitch their camp at the foot of some pines, on ground covered with heather; and soon the smoke of their fire was wafted among the tree-tops. De tav og kastede sig ud gennem vinduet og ned på jorden; og derefter løb de hurtigt hen over klokkerens kartoffelmark. Småstenene raslede på marken, jordklumperne fløj højt op i luften, og snart var de forsvundet, bagefter de andre, i det tætte ellckrat. Nu styrtede klokkeren ind i stuen; hans ansigt var helt fortrukket af vrede, og i den ene nav ve svang han en solid bambusstok. Med høj, skingrende stemme råbte han efter de flygtende, men forgæves. Brødrene styrtede ud gennem ellekrattet, løb hen over et stenet, klippefyldt område og videre gennem et tæt enebærkrat; derefter hen over præstegårdens vidtstrakte eng ved Neulaniemis siv-bevoksede bred og til sidst hen over en åben, rungende lysning; og nu stod de på den sandede vej under Sonnimäkis hede-skråninger. Derpå gik de op ad skrænten, der var oversået med rullesten, og da de nåede op på toppen, besluttede de at slå lejr i lyngen ved foden af nogle fyrretræer; og snart bølgede røgen fra deres bål op mod trækronerne. 03088
Bottom
03089
Top
High was the site on which the brothers camped. Behind a hill they could see the mansard roof of the vicarage, and on the hill itself was the churchwarden’s red building, the large village, and in a clump of spruce the grey stone parish church, magnificent, solemn. They saw, further, a lake dotted with rocks, now streaked by the northeast wind, which blew gently and swooningly under the clear sky, fanning the lake, the meadows and forests and the pines on Sonnimäki, beneath which the brothers now rested and baked turnips beside a blazing camp-fire. Det sted, hvor brødrene havde slået sig ned, lå højt til vejrs. Hinsides bakken kunne man se præstegårdens mansardtag, men på selve bakketoppen lå klokkerens røde hus og hele den store kirkeby, og dér, skærmet af graner, sognets stenkirke, højtidelig og statelig. Man kunne desuden se søen med dens mange små-øer, søen, hvor nord-østen-vinden trak sine striber og blæste, blidt og sagte, under den klare himmel, blæste hen over søen, over engene og skovene, og hen over Sonnimäkis fyrreskov, ved hvis rødder brødrene nu hvilede sig og stegte roer i det flammende bål. 03089
Bottom
03090
Top
Juhani: Now for a real royal meal. JUHANI: Nu spiser vi et virkelig kongeligt måltid. 03090
Bottom
03091
Top
Timo: A real gentleman’s meal. TIMO: Virkelig et herremands-måltid. 03091
Bottom
03092
Top
Juhani: Beef from our bags and stewed turnips from the ashes. They’ll be ripe this minute. JUHANI: Kød fra posen og stegte roer fra asken. De er modne i dette øjeblik. 03092
Bottom
03093
Top
The wind it blows and the tree-tops sway,
My love’s voice echoes far away...
Vinden, den blæser, og trætoppe gynger.
Min elskedes røst i det fjerne synger.
03093
Bottom
03097
Top
What ox-like daftness on our part to sit on the churchwarden’s bench, a-b-c in hand, sit for two devilish days. Hvilken dumhed, hvilken stude-dumhed af os at sidde på klokkerens bænk med a.b.c.-en i hånden, sidde dér i to forbandede dage! 03096
Bottom
03098
Top
Eero: Ah, but to stand in the corner, that was another matter. EERO: Men se, at stå i krogen ved hans dør, det var alligevel noget andet. 03097
Bottom
03099
Top
Juhani: Good, my Eero, my wise Eero, my six-inch Eero, you hop-o-my-thumb. In the churchwarden’s corner! I’ll teach I lie little imp. JUIIANI: Kære, lille Eero, min kloge Eero, du, min sekstommers Eero, du, din navle-kigger. I klokkerens krog! Jeg skal lære dig, din satan. 03098
Bottom
03100
Top
Aapo: Keep quiet, you heathens! AAPO: Stille, stille, I hedninger! 03099
Bottom
03101
Top
Tuomas: Sit in peace, Juhani, and take no notice of what he says. TUOMAS: Sid roligt, Juhani, og bryd dig ikke om hans snak. 03100
Bottom
03102
Top
Juhani: Take your cap off while eating, you dwarf. JUHANI: Huen af hovedet, mens du spiser, din lille klump. 03101
Bottom
03103
Top
Tuomas: Cap off, say I too. TUOMAS: Huen af, det siger jeg også. 03102
Bottom
03104
Top
Juhani: There then. You had to obey. JUHANI: Sådan, ja. Du må adlyde; det nytter ikke. 03103
Bottom
03105
Top
Simeoni: Always nagging, nothing but nagging. God light up your souls and hearts! SIMEONI: Altid kiv, ikke andet end kiv. Måtte Gud engang oplysejeres sjæle og sind! 03104
Bottom
03106
Top
Juhani: He’s always making trouble. JUHANI: Han er altid en kivfugl. 03105
Bottom
03107
Top
Eero: It’s I am always in your accursed teeth — ”that inidge, that hop-o-my-thumb, that little button Eero.” But that’s why I’m tough. EERO: Mellem jeres forbandede tænder er jeg altid »den gnom, den tommeliden, den lille Eero-stump«. Derfor er jeg også sejg. 03106
Bottom
03108
Top
Juhani: You are a snappy-tongued puppy, as it says in I he song ”Seven Men Strong.” JUHANI: Du er en arrig køter, sådan som vi hørte det i visen om »Syv mænds styrke«. 03107
Bottom
03109
Top
Euro: I can bite back and hard. EERO: Jeg bider igen og hårdt. 03108
Bottom
03110
Top
Juhani: You are full of bile. JUHANI: Han er fuld af bitterhed. 03109
Bottom
03111
Top
Aapo: May I say a word? Eero said something that I believe lias a mite of truth in it. See, the bile he sometimes spreads around him, we ourselves have helped a lot in cooking. But Icl us remember that we are all creatures of the same Creator. AAPO: Må jeg sige et ord? Eero sagde noget, der efter min mening rummer en smule sandhed. Se, den bitterhed, som han undertiden spreder omkring sig, har vi måske selv i nogen grad været med til at koge sammen. Lad os dog ikke glemme, at vi alle er skabninger, skabt af den samme skaber. 03110
Bottom
03112
Top
Timo: Quite so. ”If I have two snouts, one like a boot-tree, the other like a loaf,” what has that to do with others? I myself carry them. But let’s drop noses and posies, Creators and creations now. Here, Juhani, here’s a turnip, soft as a toadstool. Seize on that and never mind that scamp’s remarks. He is young and without understanding. Eat, brother mine. TIMO: Ja, netop. Hvis jeg har to næser, »den ene som en læst og den anden som et halvt brød«, hvad kommer det andre ved ? Det er mig selv, der bærer dem. Men lad os nu give pokker i snude og tude, skaberen og skabninger. Se her, Juhani, her får du en roe, der er blød som en støvbold. Grib den i nakken og bryd dig ikke om knægtens snak. Han er ung og forstår ikke noget. - Spis, brorlil. 03111
Bottom
03113
Top
Juhani: I’ll eat all right. JUHANI: Ja, jeg spiser. 03112
Bottom
03114
Top
Timo: Now we’re like at a wedding on this high, echoing hill. TIMO: Nu lever vi som ved en bryllupsfest, her på den høje, rungende bakke. 03113
Bottom
03115
Top
Juhani: Like at Heaven’s wedding. But I must say we were tortured real cruelly down there in Hell a little while ago. JUHANI: Som ved himmelens bryllupsfest. Men man pinte os for lidt siden særdeles bedrøveligt dernede i helvede. 03114
Bottom
03116
Top
Timo: ”Sometimes dashed down, sometimes uplifted,” so it is with us in this world. TIMO: »Snart daler vi dybt, snart stiger vi højt« her i verden. 03115
Bottom
03117
Top
Juhani: That’s it. What do you say, brother Aapo? JUHANI: Ja, sådan er det. Hvad siger du, broder Aapo? 03116
Bottom
03118
Top
Aapo: I have tried my best, but all to no good. Now I too will let myself go for once and leave the tiller of our lives in fate’s hand. Here I sit. AAPO: Jeg har gjort mit bedste, men forgæves. Nu er jeg imidlertid gal i hovedet og lægger styreåren i vor livsskude i skæbnens hånd. Her sidder jeg. 03117
Bottom
03119
Top
Juhani: Here we sit and there under our feet lies the whole world. The churchwarden’s house glows there like a red cockerel, and yonder the spire of God’s temple rises on high. JUHANI: Her sidder vi, og dér ligger hele verden under vore fødder. Dér gløder klokkerens hus som en rød hane, og dér knejser tårnet på Herrens tempel i højen sky. 03118
Bottom
03120
Top
Aapo: At the foot of that temple we shall sit once in the black stocks of shame, sit with bent beads, like seven young crows on a fence, hearing people say, as they point to us: there sit the lazy Jukola brothers. AAPO: Ved foden af det tempel sidder vi engang i skammens sorte stok, sidder med bøjede nakker som syv krageunger på hegnet, og hører, hvordan folk siger, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. 03119
Bottom
03121
Top
Juhani: The day will never dawn when the sons of Jukola, with heads bent like young crows on a fence, sit in the black stocks of shame, hearing people say, as they point to us: there sit the lazy Jukola brothers. That day will not dawn; I’d sooner hang myself, or march to the very end of the world, to the battalion at Heinola to swing a rifle. ”What do I care, a scapegrace so young?” Now, brothers, now that we have eaten, let’s sing, let’s yell until the heath shakes. JUHANI: Den dag gryr aldrig, da Jukolas drenge sidder med bøjede nakker som syv krageunger i skammens sorte stok og hører folk sige, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. Den dag gryr ikke: så går jeg hellere hen og hænger mig eller marcherer lige til verdens ende; til Heinolas bataillon for at svinge geværet. »De unge skælmer.« Og nu, brødre, nu, da vi har spist, lad os så synge, lad os skråle, så heden skælver. 03120
Bottom
03122
Top
Simeoni: Let’s bless ourselves and go to sleep. SIMEONI: Lad os velsigne os og lægge os til at sove. 03121
Bottom
03123
Top
Juhani: First a song: ”What do I care.” Clear your throat, Timo. JUHANI: Først synger vi: »De unge skælmer«. Klar din strube, Timo. 03122
Bottom
03124
Top
Timo: I’m ready. TIMO: Jeg er parat. 03123
Bottom
03125
Top
Juhani: How about Eero-lad? Friends again? JUHANI: Men hvad med Eero-knægten ? Er vi venner igen ? 03124
Bottom
03126
Top
Eero: Friends and brothers. EERO: Venner og brødre. 03125
Bottom
03127
Top
Juhani: All’s well then. Screw up your throat. JUHANI: Så er alt godt. Men skru’ lidt på din strube. 03126
Bottom
03128
Top
Eero: It’s already in tune. EERO: Den er allerede i fuld stemning. 03127
Bottom
03129
Top
Juhani: Good! And listen you others to the pines quaking. Now boys! JUHANI: Godt! Og lad nu de andre høre, hvordan det runger i fyrreskoven. - Nu, drenge! 03128
Bottom
03130
Top
What do I care, a scapegrace so young,
Broad in the shoulder and lusty of lung?
Fra-la ra-la ra-la ra-la ra-la ra-la-lah!

Away to the ranks of the soldiers so grand
At Heinola town I am olf thro’ the land.
Fra-la ra-la ra-la ra-la ra-la ra-la-lah!

For bishops and priests I care not a fig,
Soon I’ll be dressed in a hero’s gay rig.
Fra-la ra-la ra-la ra-la ra-la ra-la-lah!

Swifter my bay horse, for soon we shall crack
An Emperor’s rations, the hardest of tack.
Fra-la ra-la ra-la ra-la ra-la ra-la-lah!

What do I care, a scapegrace so young,
Broad in the shoulder and lusty of lung?
Fra-la ra-la ra-la ra-la ra-la ra-la-lah!
De unge skælmer, bekymrer de mig?
Et bryst som en klippe, det har jo jeg.
Trallaralla . . .

Til Heinola-knægtenes prægtige skare
vil pigernes tosse nu lystigt fare.
Trallaralla . . .

Ej bispen jeg frygter, ej præstens magt.
Snart er jeg iklædt en heltedragt.
Trallaralla . . .

Løb, Rusko, du brune, lad hjulene rumle,
paa kejserens brødknald vi begge skal gumle.
Trallaralla . . .
03129
Bottom
03151
Top
Juhani: That’s the way! Ah, this is a good place for us to be in. JUHANI: Ja, sådan! Her er det godt for os at være. 03146
Bottom
03152
Top
Simeoni: Less noise, less noise! You’re brawling like a legion of goblins. Hush, hush! there are people coming. SIMEONI: Lidt mindre larm, lidt mindre larm! I støjer jo som en legion spøgelser. - Stille, stille, der kommer mennesker. 03147
Bottom
03153
Top
Juhani: People! Look closer, and you will see a pack of gypsies, the ”Rajamäki Regiment.” JUHANI: Mennesker? Se nøjere efter, så ser du en (lok zigøjnere; så ser du »Rajamåki-regimentet«. 03148
Bottom
03154
Top
The party which now approached was a certain nomad family whose only home was a little hut on a clearing on Rajamäki Hill, for which reason it was known to the world as the Rajamäki Regiment. Its leader and head is Mikko, known to everybody, a short lively fellow in a black felt hat. He hawks pitch on his journeys and flashes skilfully a gelder’s sharp knife. He practises the fiddler’s art as well, and at dances and bee-parties draws a squeaky music from his dark-red instrument of joy, wetting his throat as often as hospitality is offered. His wife Kaisa, a snuffy-chinned irascible hag, is a gentle hand at cupping. Rare the sauna she fails to set warming when she passes by, for the women of the neighbourhood to be leeched by her. Then Kaisa’s hand moves deftly, her mouth champing and her snuffy face sweating, but her food-bag too quickly swells. They have a number of children who follow them on their wanderings from village to village and farm to farm. Two of them travel on their own legs, skipping merrily along the road, now ahead and now in the rear of their parents. The three youngest ride in a little waggon, and always Kaisa is in the shafts, while Mikko pushes with his stick from behind. Loud is the hubbub wherever the Rajamäki family is on its way; and a certain wag had composed a long mocking ballad about it, calling it after the regiment. This was the noisy party that now came faring along the road below Sonnimäki Heath on its way to the church village, as the brothers, merry as goats, celebrated their freedom on the high crest of the wooded heath. Den skare rejsende, der nærmede sig, var en omvandrende familie, som boede i et lille hus på Rajamåkis hedemarker, og som verden derfor kaldte Rajamåki-regimentet. Dens anfører og husbond er den af alle kendte Mikko, en lavstammet, men livlig mand med en sort filthat på hovedet. Han sælger beg på sine vandringer og svinger behændigt gilderens skarpe kniv. Han optræder også som violin-kunstner og guider ofte på sin sort-røde glædes-maskine, til dans og glade høstfester, mens han fugter halsen med det, der byder sig. Men hans kone, Kaisa, en snus-næset, arrig kælling, er dygtig til at kopsætte. Det er kun få badstuer, hun ikke får til at ryge, når hun drager forbi; ryge til kopsætnings-bad for egnens koner. Så danser Kaisas koppe-jern, munden smasker, og hendes snus-fjæs sveder frygteligt; men hendes madpose svulmer også. - De har en flok børn, der følger dem på deres vandringer fra landsby til landsby, fra gård til gård. To af dem vandrer allerede af sted på egne ben, hopper muntert hen ad vejen omkring forældrene, snart foran og snart bagefter; far og mor haler af sted med de tre yngste, læsset på en lille vogn; og Kaisa slæber altid mellem skaglerne, mens Mikko skubber bagpå med sin stok. Stor er støjen, dér hvor Rajamåki-selskabet rykker frem; og en spøgefugl har sammen-skrevet en lang spottevise om familien, en vise, der har navn efter regimentet. Det var den støjende skare, der nu drog hen ad vejen imod kirkebyen, langs foden af Sonnimåki, da brødrene, glade som gedekid, fejrede frihedens time på hedens højeste top. 03149
Bottom
03155
Top
Juhani: Halloo! Well met, you aforesaid regiment, well met! JUHANI: Hallo! Vel mødt, du, før-omtalte regiment, vel mødt! 03150
Bottom
03156
Top
Timo: ’Hustotaytill ? ’ says the Swede. TIMO: »Hustotetil,« som svenskeren siger. 03151
Bottom
03157
Top
Eero: ’Kappusiveye?’ says the Russian. EERO: »Kappusivai!« som russeren siger. 03152
Bottom
03158
Top
Kaisa: What do you want, you up there ? KAISA: Hvad vil I, I deroppe? 03153
Bottom
03159
Top
Eero: The old girl to come and cup the brown thigh of Juhani here with a whopping bull’s horn. EERO: At mutter kommer og suger et rigtigt sviende horn blod ud af broder Juhanis brune lårskinke. 03154
Bottom
03160
Top
Juhani: The old woman to tap and suck while the old man plays, now wouldn’t that go well together. JUHANI: Mutter suger og banker, mens fatter spiller, det passer godt sammen. 03155
Bottom
03161
Top
Mikko: I give the Devil to you, you Jukola bandits. MIKKO: Jeg giver fanden i jer, I Jukolas stratenrøvere! 03156
Bottom
03162
Top
Eero: The old man doesn’t want to play. Well, then we’ll sing, and a real rousing march. EERO: Den gamle vil ikke spille. Nå, så lad os synge, og en rigtig flot march. 03157
Bottom
03163
Top
Juhani: A rousing march as the Rajamäki Regiment marches past. Now boys, Timo and Eero! JUHANI: En flot march, mens Rajamåki-regimentet marcherer forbi. Nå, drenge, Timo og Eero. 03158
Bottom
03164
Top
Now we ’re off a-wandering
Round the land and back,
Gelding and a-blood-letting
Hawking pitch so black.

At the shafts with snuffy face
Kaisa you will find;
Mikko, chewing, sets the pace,
Pushing hard behind.
Rask op og ned ad bakke
er flokken nu på vej,
at gilde og at koppe
og for at sælge beg.

Først Kaisa med sin snude
helt fuld af snus vil gå.
Med stokken skubber Mikko
bagpå og tygger skrå.
03159
Bottom
03175
Top
Juhani: Just so! This is a real jolly, rollicky bit of a song. JUHANI: Ja, sådan! Det er vel en vældig lystig visestump. 03170
Bottom
03176
Top
Kaisa: I’ll let you know, you devil’s food up there, that we always walk in honour, but you, you slink about other people’s forests like robbers and beasts of prey. I let blood, I do, and bring health; Mikko gelds and makes fat swine, fine oxen and bonny geldings for the King of Kings to ride on; know that, you devils! KAISA: I skal vide, I slyngler deroppe, at vi altid vandrer af sted med ære, mens I, I strejfer omkring i andre folks skove som røvere og rovdyr. Jeg, jeg kopsætter og bringer sundhed; Mikko, han gilder og skaber fede galte, prægtige okser og statelige vallaker, som kongernes konger rider på; det må I vide, I djævle. 03171
Bottom
03177
Top
Juhani: A couple of verses on top of that sermon, boys! Timo and Eero, my stout lads! All together! JUHANI: Et par vers til oven på den prædiken, drenge! Timo og Eero, I raske fyre! På een gang! 03172
Bottom
03178
Top
Kaisa smacks her nether lip,
Sets the blood a-running;
Mother Jane in Kaisa’s grip
Tells her tales of cunning.

But yonder on the farmyard side
Why this sudden shrieking?
The boars and stallions try to hide,
The piglets fall a-squeaking.

Why this tumult ’mongst the boars?
What makes the piglets scream
See: as Mikko farmward soars
His knife is seen to gleam.
Når koppejernet danser
står Kaisas mund i vand.
I Kaisas næver sætter
nu Greta-mor sin tand.

Hejsa, i gården inde
blev larm og stor ståhej.
En gylt tog på at præke,
og pattegrise skreg.

Hvorfor har gylten larmet,
og hvorfor skreg de små ?
Jo, Mikkos blanke knive
de dér i porten saa.
03173
Bottom
03194
Top
Juhani: Truly a jolly rollicking song. Can that be denied, Mikko? JUHANI: Sandelig en munter vise-stump; det kan du ikke nægte, Mikko. 03189
Bottom
03195
Top
Mikko: Close your bread-trap and quickly, and know that I am Master Mikko himself, who nipped the Governor’s stallion over a clean sheet without spilling a single drop of blood. And for that trick got a certificate that the Emperor of Rome couldn’t belittle. That’s the sort of Mikko I am. MIKKO: Klap din brød-kværn i på stedet og vid, at her står selveste Mester-Mikko, der snittede guvernørens hingst på et rent lagen uden at spilde een eneste dråbe blod. Og for det kunststykke fik han en fuldmagt, som ikke engang kejseren af Rom er mand for at omstøde. Sådan en Mikko er jeg. 03190
Bottom
03196
Top
Eero: Oh you double boar-gelder Mikko with your witch of a wife ! EERO: Oh, du, din dobbelt-op Gilder-Mikko med din troldkvinde af en kone! 03191
Bottom
03197
Top
Kaisa: See that I don’t turn you all into a pack of wolves, as my grandfather once did a proud wedding company. KAISA: Se til, at jeg ikke forvandler jer til en flok ulve, sådan som den gamle før i tiden gjorde med et overmodigt brudefølge. 03192
Bottom
03198
Top
Juhani: Here I still stand, the same old Juhani Jukola, in my own breeches, and so with God’s help I hope to stand from now onward too. Your witch’s tricks, poor woman, can do no more than they did two years ago when you foretold the end of the world and made many a wife beg her husband’s pardon for past scoldings without the slightest need. JUHANI: Her står jeg stadig som den gamle Jukola-Jussi i mine egne bukser, og jeg håber med Guds hjælp, at jeg også står sådan for fremtiden. Der kommer vel ikke mere ud af dine trolddomskunster, sølle kvindfolk, end for to år siden, da du spåede os, at verden ville gå under og ganske til ingen nytte fik mangen en kone til at bede manden om forladelse for sine gamle nedrigheder. 03193
Bottom
03199
Top
Kaisa: Hear what I prophesy now. KAISA: Hør nu, hvad jeg spår. 03194
Bottom
03200
Top
Eero: You prophesy and wish us a hot bath, with you yourself to bleed us in the neck. EERO: Du spår og ønsker os en varm badstue, og at du selv må kopsætte os i nakken. 03195
Bottom
03201
Top
Juhani: But that’s a vain prophecy and wish. True, I mean to heat the sauna when I come home and bathe right heartily, but I’m in no mind to have the Adam’s pelt opened at my neck. JUHANI: Men det er en tåbelig spådom og et tåbeligt ønske. Jeg har ganske vist i sinde at varme badstuen, når jeg kommer hjem, og bade rigtig hjertens-herligt, men jeg har dog ikke tænkt mig at lade Adams-frakken sprætte op i nakken på mig. 03196
Bottom
03202
Top
Kaisa: Listen, listen! Fire shall eat up your sauna and your dwelling too, and in wretched state shall you wander forth through forests, bogs and marches, seeking shelter for your perishing body. Ah! bloodily will you yet fight with men and the beasts of the forest, after which, puffing like a dying hare, you will lay down your accursed head in a bush. Hear me and remember. KAISA: Hør nu, hør nu her! Der skal gå ild i din badstue, og der skal også gå ild i dit hus, og du selv skal, i en ynkelig forfatning, strejfe omkring i skove, moser og sumpe for at søge ly for din frysende krop. Ak, du skal desuden kæmpe blodigt både mod mennesker og skovens vilde dyr for derefter, stønnende som en døende hare, at skjule dit forbandede hoved i en busk. Hør, hvad jeg siger, og læg dig det på sinde . . . 03197
Bottom
03203
Top
Juhani: To Hell... JUHANI: Gå ad helvede til . . . 03198
Bottom
03204
Top
Tuomas: Shut up now, shut up ! TUOMAS: Hold nu mund, hold mund! 03199
Bottom
03205
Top
Simeoni: You godless man, bewitched! SIMEONI: Dit ugudelige, dit forvildede menneske! 03200
Bottom
03206
Top
Juhani: Go to red-hot Hell ! Go to the churchwarden and bewitch his throat with the everlasting mumps. JUHANI: Ryg og rejs lige ind i det rødglødende helvede! Gå til klokkeren og tryl ham en evig svinesyge på halsen. 03201
Bottom
03207
Top
Eero: So that he’ll sing like an old long-tusked bair on Mikko’s hands. EERO: Så han synger i Mikkos klør som en galt med lange hugtænder. 03202
Bottom
03208
Top
Juhani: Ay, and go to the Vicar, to that hypocritical and rich, fat and greasy Vicar... What shall we order him? Say, Eero. JUHANI: Ja! Og præsten, den hykleriske, skinhellige og rige fedt- og pølse-præst . . . hvad skal vi ordinere til ham ? Hvad, Eero? 03203
Bottom
03209
Top
Eero: May it happen to him at Bible meeting as it happened to the publican at Oulu’s gate; may a big cat-pie appear in his sack. EERO: At det må gå ham ved tiende-mødet som det i sin tid gik tolderen ved Uleåborgs port; at han må få en vældig katte-postej i sin pose. 03204
Bottom
03210
Top
Juhani: Ay, a Paltamo pasty, with a cat, a hairy, furry cat inside. JUHANI: Ja, netop! En fiskepostej fra Paldamo, ser du, hvor der er en kat, en lådden kat inden i. 03205
Bottom
03211
Top
Eero: And let him make a sermon of it next Sunday so full of wrath and fury that his fatty stomach bursts of a sudden with a loud bang. EERO: Og af den grund skal han, næste søndag, lave en så rasende og indædt straffe-prædiken, at hans fede bug revner, revner med et brag. 03206
Bottom
03212
Top
Juhani: Ay, and then may the Old ’Un take him up on his back and fly away with him as is the Devil’s way with parsons. JUHANI: Ja, og må så fanden hente ham, tage ham på sin nakke og flyve bort med ham, som djævelen plejer at gøre med præster. 03207
Bottom
03213
Top
Eero: Let him carry off the rich and mighty Vicar for company to the rich man. EERO: Lad ham hente den mægtige og rige præst, så den rige mand får selskab. 03208
Bottom
03214
Top
Juhani: There’s the greeting we bid you carry to the hymnleader and the Vicar. And if you do this, you can turn me into a wolf, if you like, as you have threatened. JUHANI: Dér var de hilsener, som vi beder dig pænt om at overbringe både klokkeren og præsten. Og hvis du gør alt det, så må du gerne bagefter, hvis du har lyst, forvandle mig selv til en ulv, sådan som du truede med. 03209
Bottom
03215
Top
Eero: A wolf so fierce that it eats up the whole Rajamäki Regiment at one gulp. EERO: Til så glubsk en ulv, at den på en gang sluger hele Rajamåki-regimentet i sit gab. 03210
Bottom
03216
Top
Juhani: Ay! And the bag of horns into the bargain. JUHANI: Ja, og horn-sækken oven i købet. 03211
Bottom
03217
Top
Eero: And the pitch-sack for savoury. EERO: Og beg-posen som kagemad. 03212
Bottom
03218
Top
Juhani: Just so, you son of a hammer. JUHANI: Ja, rigtig, din kleppert! 03213
Bottom
03219
Top
Kaisa: Good ! The Vicar and the churchwarden shall hear your message, and you’ll find this same soup in your bowls yet, you accursed! Send ’em a parting greeting with a stone, Mikko; split open their skulls. KAISA: Godt, godt! Præsten og klokkeren skal få jeres hilsener, og den suppe får I engang lov til at søbe af jeres egen skål, I forbandede bæster! Giv dem en sten til afsked, Mikko, giv dem, så knolden revner på dem. 03214
Bottom
03220
Top
Mikko: Here’s a good pebble, as though made to order. Take that, you squinting goats! Quick march, Kaisa! Now we’re off. MIKKO: Her er en passende rullesten som på bestilling. - Dér, I gedebukke fra Pelttari! - March, af sted, Kaisa! Nu går vi. 03215
Bottom
03221
Top
Juhani: The scoundrel! Threw a stone, and it was a near thing I didn’t get it on the head. JUHANI: Den satan! Han kastede en sten, og den var lige ved at ramme mig i panden. 03216
Bottom
03222
Top
Eero: Let’s send the ball back. EERO: Lad os sende bolden tilbage. 03217
Bottom
03223
Top
Juhani: Make the old fellow’s hat rattle! JUHANI: Kast den tilbage til den gamle, så hatten hopper. 03218
Bottom
03224
Top
Tuomas: Don’t throw, lad, if you would spare your head. TUOMAS: Kast ikke, knægt, hvis du vil skåne din luse-paryk. 03219
Bottom
03225
Top
Aapo: Can’t you see, rascals, that there are children there? AAPO: Ser du ikke, din slyngel, at der er børn ? 03220
Bottom
03226
Top
Juhani: Hold your stone; they’re galloping off already so the heath thunders. JUHANI: Hold stenen tilbage; de render jo allerede af sted, så heden dundrer. 03221
Bottom
03227
Top
Simeoni: Oh you wicked wretches, you Calmucks and savages! Even a peaceful traveller can’t pass you in peace. Oh you bandits! SIMEONI: Oh, I vanartede skabninger, I kalmuker, I hundesnuder! Selv en fredelig vandringsmand kan ikke mere gå uantastet forbi os på vejen. Oh, I røvere! 03222
Bottom
03228
Top
Juhani: What, I, who wouldn’t hurt a hair of their heads? But look, when a man feels really angry and mighty spasms run through his bonny carcass, he — you know what. Two days and two nights this lad has been shut up in a tower. But I sent a grand greeting to the churchwarden to ease my mind a little. JUHANI: Hvad, jeg, der ikke engang ville krumme et hår på deres hoveder ? Men se, når en mand rigtig er i stødet, og vældige trækninger iler gennem hans kønne krop, så - du ved det jo. To dage og to nætter har knægten siddet i tårnet. Men jeg sendte klokkeren nogle prægtige hilsener for at dulme min galde. 03223
Bottom
03229
Top
Aapo: And still more foolish ones to the Vicar. We shall have cause to rue these greetings yet. AAPO: Og nogle endnu tåbeligere til præsten. De hilsener kommer vi til at fortryde bitterligt. 03224
Bottom
03230
Top
Juhani: ”What do I care, a scapegrace so young.” Life, a young man’s life is just like this roaring, echoing heath. Yonder in the northeast Impivaara’s steep side shows, and yonder in the northwest the lake by the village gleams, and I can even see other lakes, there on the edge of the air as though in eternal distance. I can see the three lakes of Kolistin. JUHANI: »De unge skælmer«. Livet, den unge mands liv, er som denne rungende, brusende hede. Derovre i nordøst dæmrer Impivaaras bratte bjerg og dér, i nordvest skvulper kirkebyens sø, og man skimter også andre søer dér ved himmelranden som i en fjern evighed. Og dér skuer mit øje de tre Kolistin-søer. 03225
Bottom
03231
Top
It can’t be helped, it can’t be helped,
I’ll jump into the lake;
My sweetheart is so mad today
And hisses like a snake.
Intet hjælper, intet hjælper,
i søen går jeg bange.
Thi min elskede er vred
og sprutter som en slange.
03226
Bottom
03237
Top
On the surface of that lake our old churchwarden often sits with a fishing-rod in his hand. Ah! if he only squatted there now and I were a fierce gust of wind, a raving squall from the southeast, I know well where I’d charge with a roar, and the churchwarden’s punt would soon be upset. Ude på den dér søs store flade plejer den gamle klokker ofte at sidde med en fiskestang i hånden. Ak, hvis han nu sad foroverbøjet derude, og jeg var et voldsomt vindpust, en rasende storm fra sydøst, så ved jeg nok, hvor jeg ville brase hen i en brølende fart; og snart ville klokkerens båd vende bunden i vejret. 03232
Bottom
03238
Top
Simeoni: What a sinful wish! SIMEONI: Hvilket syndigt ønske! 03233
Bottom
03239
Top
Juhani: It’s what I’d do; I’d upset the punt so that the water boiled around him like gruel. JUHANI: Ja, det gjorde jeg, jeg væltede båden, så søens vand kogte som vælling. 03234
Bottom
03240
Top
Timo: To the wolves for their dinner, a man like him! TIMO: Hele manden burde blive ulvesteg! 03235
Bottom
03241
Top
Juhani: I’d dash him into a wolf-pit and then walk blissfully round it. JUHANI: Jeg ville styrte ham i ulvegraven og selv vandre med fryd langs dens kant. 03236
Bottom
03242
Top
Aapo: Once the fox, bearing a grudge against the bear, tricked poor Bruin into a pit. And then he laughed heartily and walked round the gaping pit, talking mockingly. After that he got on to a wild-cat’s back, and the wild-cat took him up into a big spruce that grew close by. The fox then began to sing for joy and to call together the winds from the four quarters of the earth, commanding them to play the harp of the spruce to his song. Came the east, west and south winds, and the spruce roared and crackled loudly. Came the north wind, charging across the mossy, gloomy forests, humming loudly and crashing. Then the spruce stormed, quivered and bowed down deeply, until at last it broke and fell down over the pit, throwing as it fell the fox into the bear’s arms down in the pit. AAPO: Ræven, der bar nag til bjørnen, narrede engang den stakkels bamse ned i en grav. Så lo han hjerteligt og gik rundt om den gabende grav, fuld af spot. Dernæst kravlede han op på ryggen af en los, der førte ham op i et højt grantræ i nærheden. I sin glæde begyndte ræven at synge og sammenkaldte vindene fra alle fire verdenshjørner, befalede dem at spille til hans sang på granens kantele-strenge. Snart kom østen-, vesten- og søndenvinden, og granen suste og bruste heftigt. Så kom også den kraftige nordenvind ; strøg buldrende og bragende gennem den mørke, skæggede skov. Nu stormede det i granen; den skælvede og nejede sig dybt; knækkede til sidst og væltede over imod graven; i sit fald slyngede den ræven fra sin top og lige ned i bjørnens favn på bunden af den dybe grav. 03237
Bottom
03243
Top
Timo: The Devil! What then? TIMO: Nå, for pokker! Og hvad så? 03238
Bottom
03244
Top
Juhani: You can guess what happened then. I bet the bear grabbed the fox firmly by the scruff and shook him until his teeth rattled, like the kind churchwarden did me. But I understand what Aapo means. He wants to remind me that he who digs a pit for others can fall into it himself. That may be, but I’d like to see the churchwarden fall into a pit all the same. JUHANI: Du kan vel nok gætte, hvad der så skete. Bjørnen greb naturligvis godt fat i skrutten på ræven og rystede den, så tænderne raslede, sådan som klokkeren gjorde ved mig. -Men jeg er klar over, hvad Aapo mener. Han vil minde mig om, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Det kan godt være, men jeg ville nu alligevel gerne se klokkeren sidde i ulvegraven. 03239
Bottom
03245
Top
Timo: My heart wouldn’t be against seeing the churchwarden stumble into a pit either. But I wouldn’t torture the old beggar too long by keeping him in a stuffy hole. Two hours, only two hours. But enough. May he live in peace without even falling into the pit of my angry heart. Only one thing surprises me. How can you believe such rubbish about a fox and a bear. Why, brothers, a fox can’t even talk nonsense, let alone call logether all the four winds. You believe this, but I make it out a downright lie. TIMO: At se klokkeren dejse ned i graven, det ville mit hjerte heller ikke have noget imod. Men jeg ville nu alligevel ikke pine den gamle stodder alt for længe i det kvælende kammer. To timer, kun to timer. Men nok om det. Lad klokkeren leve i fred, uden så meget som at falde ned i mit fornærmede hjertes grav. Men én ting forbavser mig. Hvordan kan I tro på sådan noget sludder som det om ræven og bjørnen? Ak, kære brødre, ræven kan jo ikke engang sige sådan noget vrøvl, endnu mindre sammenkalde verdens vinde. Det tror I på, men jeg mener, at det er det rene opspind. 03240
Bottom
03246
Top
Juhani: We all know that Timo’s head is not one of the sharpest in this world. JUHANI: Vi véd, at Timos hoved ikke lige netop hører til de skarpeste her i verden. 03241
Bottom
03247
Top
Timo: Maybe not. But with this head I walk through the world as honourably as you or anyone else, man or woman. TIMO: Det kan være. Men jeg vandrer lige så ærefuldt gennem denne verden som du eller nogen anden; mand såvel som kvinde. 03242
Bottom
03248
Top
Aapo: Timo doesn’t understand a fable. AAPO: Timo forstår sig ikke på fabler. 03243
Bottom
03249
Top
Juhani: Not a bit does the poor boy understand it. But I will explain it to you. This matter between the bear and the fox happened, I guess, in those days when all the animals and even the trees could speak, as it says in the Old Testament; and this I heard from our old blind uncle. JUHANI: Den arme knægt forstår ikke det mindste. Men lad mig forklare dig sagen. Historien om ræven og bjørnen stammer formodentlig fra de tider, da alle skabninger og endogså træerne kunne tale, sådan som det fortælles i Det gamle testamente; og det har jeg hørt af vor gamle, blinde onkel, der nu er død. 03244
Bottom
03250
Top
Aapo: Even you do not understand a fable and its purpose. AAPO: Du forstår åbenbart heller ikke eventyret og dets betydning. 03245
Bottom
03251
Top
Timo: And yet ”the kettle mocks the pot; black are the sides of both”. TIMO: Men alligevel »spotter gryden kedlen, skønt de begge er sorte på siderne«. 03246
Bottom
03252
Top
Juhani: Are you trying to be clever, boy? Believe me, I thank God that I am not as stupid as you, poor Timo. JUHANI: Hvad, spiller du klog, mand? Men tro mig, jeg takker Gud, fordi jeg ikke er så dum som du, stakkels Timo. 03247
Bottom
03253
Top
Timo: What if you’re not; I see no harm in it. TIMO: Det kan jo være, men jeg ser ikke nogen ulykke i det. 03248
Bottom
03254
Top
Eero: Do, Timo, as the publican once did; only smite your breast, and we’ll see which of you marches home the better man. EERO: Gør du, Timo, som tolderen engang gjorde, slå dig blot for brystet, og så vil vi få at se, hvem af jer der marcherer hjem som den bedste mand. 03249
Bottom
03255
Top
Juhani: Ay, did it touch Little-Eero, publican himself? JUHANI: Av! Følte du dig også ramt, Lille-Eero, du, der selv er en tolder? 03250
Bottom
03256
Top
Eero: It touched the chief publican, that Little-Zacchaeus, on a sore spot. EERO: Ja, den lille Zakæus, selveste toldernes hovedmand, blev ramt på et meget sødt og ømt sted. 03251
Bottom
03257
Top
Juhani: I give a fig for your jests, and lay me down to slumber sweet. I’ll turn my back on all of you and sleep like an ant’s nest under the snow. But God help us! this is an awful place we have settled in. JUHANI: Jeg giver pokker i dine Zakæus’er og søde steder; jeg lægger mig i stedet for til at sove rigtig sødt. Jeg vender ryggen til jer og sover som en myretue under snedriven. -Men Gud hjælpe os! Vi har jo slået os ned på et frygteligt sted. 03252
Bottom
03258
Top
Aapo: How so ? AAPO: Hvordan det? 03253
Bottom
03259
Top
Juhani: Why, there lies that strange, terrifying rock that always answers so mournfully to the sound of the church bells. And look at those eyes in it that stare so unwinkingly at us. I’m scared! Let’s leave this spot in the Lord’s name. JUHANI: Dér står jo den mærkelige, uhyggelige sten, der altid giver et så sørgeligt svar, når kirkeklokkerne ringer. Og se på de øjne, som uafladeligt stirrer på os deroppe fra. Jeg er bange. Lad os gå bort herfra, i Herrens navn! 03254
Bottom
03260
Top
Tuomas: Let’s sit here in peace. TUOMAS: Vi bliver roligt siddende. 03255
Bottom
03261
Top
Juhani: But the forest-spirit is stern and angry here. JUHANI: Men skovtrolden er streng og styg her. 03256
Bottom
03262
Top
Aapo: Only towards those who swear or do other godless deeds. So take care. The tale of those images on the rock-side is a story of far-off days. AAPO: Kun over for dem, der bander eller begår andre ugudelige gerninger. Tag dig altså i agt for det. Men sagnet om billederne dér på siden af stenen fortæller om en begivenhed fra svundne tider. 03257
Bottom
03263
Top
Lauri: Will you tell us this tale? LAURI: Vil du fortælle os det? 03258
Bottom
03264
Top
Aapo: Look carefully at the rock first. You’ll see there something that looks like four shining golden spots. These are the melting eyes of two lovefs, a fair maiden and a gallant youth; you’ll see their images engraved in the rock. Look at them, with your eyes half-shut. There they sit, entwined in the most loving embrace. Lower down, at the young people’s feet, is an old warrior, bowed down and pierced by a sword. AAPO: Men se først lidt nøjere på stenen. Dér ser I ligesom fire gyldne og skinnende punkter. Det er de elskendes smavgtende øjne, en smuk jomfrus og en prægtig ynglings; og deres billede er også aftegnet i stenen. Se på dem og knib øjnene lidt sammen. Dér sidder de og omfavner hinanden kærligt. Men under neden, ved de unges fødder, ligger en gammel kæmpe, helt sammensunket og gennemboret af et sværd. 03259
Bottom
03265
Top
Timo: It’s just as you say. TIMO: Det er nøjagtig, som du siger. 03260
Bottom
03266
Top
Lauri: I too believe I can see something of the sort there. But go on with the tale. LAURI: Det forekommer mig, at jeg også kan se noget i den retning. Men fortæl historien. • 03261
Bottom
03267
Top
And Aapo told them this tale: Aapo fortalte dem følgende sagn. 03262
Bottom
03268
Top
A grand castle once stood hereabouts, and the lord of this castle was a rich and mighty man. He had a step-daughter, a motherless girl, sweet and fair as the morn. A youth loved the maiden, but the castle’s terrible master, in whose heart love had never found room, hated both the youth and the maiden. The girl too loved the noble youth, and they would often meet on this echoing heath. And it was just the foot of this rock that was their trysting-place. But the father found out the young people’s secret and once uttered a fearful vow in the maiden’s ear. ”Daughter,” he said, ”see that I don’t catch you two embracing in the forest’s night. Know that my sword will then be swift to wed you in bloody death. This I promise and swear by all that is holy.” This he said, and fear gripped the maiden as she heard the vow. Nevertheless, she forgot not the friend of her heart, and the flame of her love only burned the brighter. Der stod engang et stateligt slot her i nærheden, og herren på det slot var en rig og mægtig mand. Han havde en steddatter, moderløs, men yndig og dejlig som en morgenstund. En yngling elskede jomfruen, men den onde slotsherre, hvis hjerte aldrig havde huset nogen kærlighed, hadede både ynglingen og jomfruen. Pigen elskede også den ædle yngling, og de traf ofte hinanden på den buldrende hede, og deres mødested var netop ved foden af denne sten. Men faderen fik nys om de unges hemmelige kærlighedsforbindelse og hviskede engang en frygtelig ed i jomfruens øre. »Min datter«, sagde han, »se til, at jeg ikke overrasker jer, i færd med at omfavne hinanden i skovenes mørke nat. Vid, at mit sværd da straks vil vie jer til hinanden, i en blodig død. Det lover og sværger jeg helligt«. Sådan sagde han, og jomfruen blev forfærdet, da hun hørte denne ed. Hun glemte dog ikke sin hjertensven, ja, hendes kærlighed brændte endnu voldsommere. 03263
Bottom
03269
Top
It was a calm summer night. In the maiden’s breast a feeling awoke that the youth was pacing the heath, awaiting his own true love. So at last, when she believed everyone in the castle was asleep, she set forth, wrapped in a big, finely-woven shawl; set forth on her love-adventure, and creeping out like a shadow, was soon lost to view in the forest, and a blue shawl flickered once in a dewy thicket. But everyone in the castle was not asleep; there behind a window stood the master of the castle himself, spying on the maiden, who like a ghost of night faded from his view. Whereupon he girt on his sword, seized a spear, and hastening after the maiden was also soon lost to sight among the trees, a bloodthirsty beast hunting a meek-eyed lamb. Det var en stille sommernat; i jomfruens bryst fødtes en anelse om, at ynglingen vandrede omkring på heden og ventede på sin elskede. Til sidst, da hun troede, alle i slottet lå i deres dybeste søvn, begav hun sig af sted på sin elskovsfærd, indhyllet i sit vide, fine hovedklæde; sneg sig bort som en skygge; forsvandt snart i skovens dyb, og det blå hoved-klæde flagrede i det dugvåde krat. Men alle i slottet sov ikke; selveste slotsherren stod ved vinduet og spejdede efter jomfruen, der forsvandt som en natlig skygge. Så omgjorde han sig med sit sværd, greb et spyd, ilede ud og forsvandt i skoven i jomfruens spor. Et blodtørstigt vilddyr jagede således lammet med de milde øjne. 03264
Bottom
03270
Top
Up towards the heath hurried the panting maiden and there met her friend, at the grey rock’s base. There they stood, lovingly embracing each other and whispering the language of love in a rapturous hour. They stood no longer on the face of this earth; their spirits wandered in Heaven’s flowery meadows. So passed a few short moments; then all of a sudden the terrible lord dashed forth and thrust his sharp spear in the maiden’s left side with such force that its point came out of the young man’s right, thus joining them together in death. They drooped towards the rock, and their blood gushed forth in a single stream, dyeing the cheeks of the heather-blossoms. There, united in bonds of steel, they sat on their rocky throne, silent, yet all the time lovingly embracing each other. And ravishingly, like four golden stars, their eyes shone upon the castle’s mighty master, who looked in wonder upon this strange calm picture in the very jaws of death. Suddenly a thunderstorm arose, the heavens flashed and rumbled, but in the lightning’s bluish glare the young people’s eyes still shone blissfully, as four candles might burn in the holy air of Heaven. Upon all this the murderer looked while the wrath on high raged around and above him. Powerfully the beautifully fading eyes of the lovers spoke to his soul, equally powerfully the foaming torrent of their blood and the crashing sky. And for the first time his mind was moved, as with cold and black regret in his heart he gazed upon the wondrous eyes of the dying, which smiled without cease at him. His heart knew fear and he trembled as the lightning flashed and eternity thundered, and spirits of terror assailed him from every side. A boundless fury overcame his soul. Men den stønnende pige skyndte sig op til heden og traf dér sin ven ved foden af den grå sten. Dér stod de, favnede hinanden kærligt og hviskede kærlighedens ord i en salig stund. De stod ikke længere her på jordens overflade; deres sjæle vandrede på himlens blomsterenge. - Således gik der nogle øjeblikke; så styrtede den onde slotsherre frem, stødte sit skarpe spyd i jomfruens venstre side, så dets spids trængte ud gennem ynglingens højre side; og således forenede han dem i døden. De sank ned mod stenen, og deres blod randt som en eneste strøm ned på heden og farvede lyngblomsternes kinder røde. De sad dér, forenede af et stålbånd, på deres stentrone; tavse og stadig omfavnende hinanden kærligt. Og herligt som fire gyldne stjerner strålede deres øjne imod slottets mægtige herre, der forbavset stirrede på det vidunderlige, stumme billede i dødens gab. Pludselig blev det uvejr, himlen lynede og tordnede, men i lynenes blålige blink strålede de unges øjne, sådan som fire lys lyser i den hellige luft i himlens sal. Dette iagttog morderen, mens himlens vrede rasede over ham og omkring ham. De unges skønt-sluknende øjne talte stærkt til hans sjæl; stærkt talte også deres blod, der randt som en strøm; og den larmende himmel. Hans sind blev bevæget, bevæget for første gang, da han, med kold og sort anger i sit hjerte, så på de døendes vidunderlige øjne, der stadig strålede ham smilende i møde. Hans hjerte blev forfærdet og skælvede, da lynene flammede, og universet buldrede; og fra alle sider styrtede skrækkens ånder imod ham. Et grænseløst raseri greb hans sjavl. 03265
Bottom
03271
Top
Once more he looked upon the youthful lovers: and still the same shining eyes, though dimmer now, looked smiling back at him. Then, folding his arms across his breast, he began, with frozen glance, staring eastward; and thus he stood for long, dumb in the gloomy night. But at last and suddenly his bosom swelled and he shouted a long shout, long and terrifically loud, a shout that echoed roaring through the neighbourhood. Then for a space he was silent again, listening carefully, until the last echo of his cry had sunk into the bosom of the farthest hill. And when this had come to pass, he shouted terrifically again, still staring towards the east, and the forest heard the echoes for long, while he closely followed their passage from hill to hill. But at last the distant trembling voice died down, the lightning rested, and the shining eyes were extinguished; and only a heavy rain sighed in the forest. Then suddenly, as though waking from a dream, the castle’s master snatched the sword from his scabbard, pierced his breast with it, and fell at the lovers’ feet. And once more the heavens flashed, flashed and thundered; but silence soon reigned everywhere again. Endnu en gang så han på de unge; og de stirrede ham stadig smilende i møde med de samme strålende, men nu sluknende øjne. Så lagde han armene i kors over brystet og begyndte at stirre imod øst med et stivnet blik, og således stod han længe tavs i den dystre nat. Men til sidst, og pludselig, hævede hans bryst sig, og han udstødte et langt råb, et langt og frygtelig højt råb, der rullede larmende hen over egnen. Så stod han atter stum et stykke tid og lyttede nøje og længe, indtil det sidste ekko af hans råb døde hen ved barmen af den fjerneste bakke. Og da det var sket,,udstødte han igen et skrækkeligt skrig, stadig med blikket imod øst, og ekkoet rullede længe hen over egnen, og han lyttede nøje til dets løb fra bakke til bakke. Men til sidst døde den fjerne, skælvende lyd hen, lynet faldt til ro ; kun en tung regn sukkede i skoven. Så, pludselig, rev slotsherren, som vågnede han af en drøm, sit sværd af skeden, gennemborede sit bryst og sank sammen ved de unges fødder. Og endnu en gang lynede himlen, lynede og larmede, men snart herskede tavsheden atter over alt. 03266
Bottom
03272
Top
Morning came, and the dead were found on the heath at the foot of a grey rock; they were borne away and room was made for them side by side in the same grave. But afterwards their images were seen in the rock; one saw a youth and a maiden, embracing each other, and under them, on his knees, a grim, bearded warrior. And four marvellous studs, like four golden stars, shone in the rock by night and by day, reminding men of the rapture in the fainting eyes of the lovers. And it was a thunderbolt, so runs the tale, that carved these images in the rock in its flight. And as in this picture, the youth and maiden sit in happiness on a throne on high; and as the warrior is seen cowering there, so must he cower on a bed of punishment in parching air. Whenever the church bells ring, he bends his ear carefully to catch the sound, listening to the echo given out by the rock; but up to now its sound has been mournful. Once, however, a wondrously gentle and joyous sound will issue from the rock, and then the hour of the man’s atonement and forgiveness will have come, but the Day of all the world will also then be near. And that’s why people always listen with such unrest to the echo from this rock when the church-bells ring. Gladly would they welcome the dawn of the man’s day of release, but remember with terror that the end of the world will then have come. Morgenen kom, og på heden fandt man de døde ved foden af den grå sten; man bar dem bort og gav dem et hvilested, side om side, i graven. Men efter den tid så man deres billede i stenen; dér så man de to unge, omfavnende hinanden, og knælende under dem en bister og skægget kæmpe. Og fire vidunderlige punkter som fire gyldne stjerner stråler på stenens side både dag og nat og minder om de elskedes skønt-sluk-nende øjne. Og det var tordenkilen, således siger sagnet, der skar disse billeder i stenen med sin flamme. Og som på dette billede sidder nu ynglingen og jomfruen lyksaligt på himlens troner, og sådan som kæmpen krymper sig dér, således krymper den forhenværende slotsherre sig nu i glohed luft på sit pinefulde leje. Og når tårnets klokker ringer, spidser han altid omhyggeligt sine øren og lytter til stenens ekko; men dens klang er stadig lige sørgmodig. Engang vil man dog høre en vidunderlig mild og glad klang fra stenen, og så er timen inde for mandens forsoning og frelse, men så er verdens ende også nær. Og derfor lytter folk bestandig med særlig ængstelse til stenens ekko, når klokkerne kimer. De ønskede gerne, at mandens forsoningsdag omsider gryede, men de tænker med skræk på verdens dommedag. 03267
Bottom
03273
Top
This was the tale Aapo told his brothers on Sonnimäki Heath. Det var dette sagn, Aapo fortalte sine brødre på Sonnimäki-heden. 03268
Bottom
03274
Top
Timo: The old boy has to sweat. Right to the Day of Judgment! Oho! TIMO: Men den gamle kommer til at svede. Lige til dommedag! Åhå! 03269
Bottom
03275
Top
Simeoni: You dolt, see that the trumpet of judgment doesn’t bray this very minute. SIMEONI: Dit fjols, pas på, at dommedagsbasunen ikke brøler løs netop i dette øjeblik. 03270
Bottom
03276
Top
Eero: No fear of the world ending so long as there are heathens on the face of the earth. Why, God ha’ mercy! here are seven benighted heathens right in the midst of Christendom. It’s an ill wind that blows nobody any good. We are pillars of this world, we are. EERO: Man behøver ikke at frygte for verdens undergang, så længe der er hedninger her på jorden. Nå, Gud nåde os! Her sidder jo syv vilde hedninger midt i kristenhedens skød. Men intet er jo så galt, at det ikke fører noget godt med sig. Vi, vi er jo verdens støtter. 03271
Bottom
03277
Top
Juhani: You a pillar of the world? Six-inch! JUHANI: Du en af verdens støtter? Seks tommer høj ? 03272
Bottom
03278
Top
Simeoni: You’ll tremble, Eero, tremble like the Devil, when the day approaches which you now mock. SIMEONI: Du skælver, Eero, skælver som selve djævelen, når den dag kommer, som du nu spotter. 03273
Bottom
03279
Top
Timo: That he won’t, I’ll stand for that. Oho! there’ll be a din and rumpus then. There’s been two big upheavals, the third is still to come. And then the great sign of bliss will appear; then the world’ll fall to dust and ashes like an old birch-bark slipper. Then the cattle in the clearings will bellow and the pigs squeak fearfully in the lanes, that is, if this ruin comes upon us in summer-time; but if it comes in winter, then the cattle will go mad and bellow in the sheds and the poor pigs squeal in their styes. There’ll be a row then, boys. Oho! Two upheavals have been, the third is still to come, as our blind uncle said. TIMO: Det gør han ikke, det står jeg inde for. Åhå! Så bliver der en tumult og en omvæltning. Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår; og så vil det store saligheds-tegn vise sig; så vil verden forvandle sig til støv og aske som en tør bark-sko. Så brøler kreaturerne på marken, og svinene grynter grueligt på vejen, hvis da denne ødelæggelse sker om sommeren, men hvis den indtræffer om vinteren, så larmer og brøler kreaturerne i stalden, og de arme svin grynter i stiens strøelse. Så bliver der en tumult og et spektakel, drenge. Åhå! Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår, sådan som vor blinde onkel sagde. 03274
Bottom
03280
Top
Simeoni: Ay, ay, let us remember that day. SIMEONI: Ja, ja, lad os mindes den dag. 03275
Bottom
03281
Top
Juhani: Shut up, will you, brothers. God preserve us! You quite turn a man’s heart inside-out with such talk. Let’s go to sleep, let’s go to sleep. JUHANI: Ti nu stille, brødre. Herregud! I vender jo op og ned på et menneskes hjerte. Lad os sove, lad os sove! 03276
Bottom
03282
Top
So they conversed, but at last their conversation died down, and sleep overcame them, one after the other. Simeoni was the last to sit awake, leaning against the bulging root of a pine. He sat and pondered gravely over those final moments of the world and the great Day of Judgment. His eyes burned with a reddish, moist, mild fire, while the ruddy flush of his coarse cheek shone afar. But at last he too slept. And so they all lay sleeping beside their camp-fire, which blazed for a while, then sank gradually and was extinguished. Således snakkede de, men samtalen døde omsider hen, og søvnen tyngede dem til jorden, den ene efter den anden. Sidst af dem alle sad Simeoni vågen, støttet til granens svulmende rod. Han sad og grundede alvorligt over verdens sidste tider og dommens store dag. Og hans øjne glødede med en rødlig, mild og fugtig glans, mens hans grove kinders brunlige rødme lyste langt bort. Til sidst faldt også han i søvn, og så sov de alle sammen sødt omkring bålet, der blussede endnu et stykke tid, men til sidst sank sammen og sluknede. 03277
Bottom
03283
Top
The day declined and twilight deepened into night. The air was muggy and hot; an occasional flash lit up the northeast as an angry thunderstorm climbed up the sky. With the speed of an eagle it drew near to the village, casting down fire from its womb, until it suddenly set ablaze the Vicar’s barn, which, being full of dry straw, soon burst into mighty flames. The bells began to clamour and the village awoke into activity; people hurried from all directions to the raging fire, a stream of men and women, but in vain. Luridly the barn blazed, and blood-red shone the bowl of the sky. But the storm now hastened on towards Sonnimäki, where the brothers slept sweetly, the heath resounding with their snores. A terrible crash is now to awaken them in a terror greater than any they have known in their lives. Their dream-delirious minds will stand aghast as, with all nature raging around them in the cheerless night, the gloomy tale and the accounts of the end of the world recur to them. And all the light they will see in the night will be the flashing of thunderclouds and the reflection of the fire billowing in the village. The flash came, and on its heels followed a burst of thunder so loud that it instantly woke up the sleeping brothers. Shouting loudly in shrill voices, they sprang up from the ground as one man, and with the hair upright on their heads like rustling reeds and their eyes like rings in their heads, stared at each other for a moment or two. Dagen mørknede, og tusmørket blev til nat; luften var varm og trykkende; det lynede nu og da på himlen i nordøst, eftersom et voldsomt uvejr var under opsejling. Med ørnens fart nærmede det sig kirkebyen, spyede ild ud af sit skød og antændte pludselig præstegårdsladen, der var fuld af tør halm, og som derfor snart udsendte nogle vældige flammer. Klokkerne begyndte at kime, og der kom liv i byen; fra alle sider ilede folk hen til den rasende ild, en strøm af mænd og kvinder, men forgæves. Frygtelige luer slog i vejret fra laden, og himlen farvedes blodrød. Men nu stormede uvejret imod Sonnimäki, hvor brødrene lå i dyb søvn; og heden gav genlyd af deres snorken. Nu vækkes de pludselig af et skrækkeligt brag, og de bliver så rædselsslagne, som de aldrig før har været i deres liv. Deres søvndrukne sind forfærdes, eftersom erindringen om det dystre sagn, beskrivelserne af verdens undergang, straks dukker op i deres hjerne, mens naturen raser rundt omkring dem i den uhyggelige nat. Det, der lyser i denne nat, er tordenskyens lyn og det gruelige genskær af den bølgende brand i landsbyen. - Nu lynede det, og i samme øjeblik fulgte et vældigt brag, der straks vækkede brødrene. Med høje råb og skingre skrig sprang de op, alle som én; og med håret strittende som susende siv og med øjnene som store ringe i hovedet, stirrede de på hinanden i nogle sekunder. 03278
Bottom
03284
Top
Simeoni: The Day of Judgment! SIMEONI: Dommedag! 03279
Bottom
03285
Top
Juhani: Where are we, where are we? JUHANI: Hvor er vi, hvor er vi ? 03280
Bottom
03286
Top
Simeoni: Are we going already? SIMEONI: Skal vi nu af sted ? 03281
Bottom
03287
Top
Juhani: Save us, mercy! JUHANI: Hjælp os, nåde! 03282
Bottom
03288
Top
Aapo: Terrible, terrible! AAPO: Skrækkeligt, skrækkeligt! 03283
Bottom
03289
Top
Tuomas: Indeed terrible. TUOMAS: Ja, skrækkeligt. 03284
Bottom
03290
Top
Timo: The Lord preserve us poor lads ! TIMO: Gud bevare os arme knægte! 03285
Bottom
03291
Top
Simeoni: How the bells are ringing! SIMEONI: Klokkerne klemter allerede! 03286
Bottom
03292
Top
Juhani: And the rock jangles and dances! Hii! Ha! JUHANI: Og stenen klinger og danser! Hi, ha! 03287
Bottom
03293
Top
Simeoni: ”The bells of Heaven are ringing!” SIMEONI: »Himlens klokker ringer«! 03288
Bottom
03294
Top
Juhani: ”And strength forsakes my limbs!” JUHANI: »Og min styrke svinder bort«! 03289
Bottom
03295
Top
Simeoni: Is this how we go? SIMEONI: Skal vi da af sted på denne måde ? 03290
Bottom
03296
Top
Juhani: Help us, Mild and Merciful ! JUHANI: Hjælp os, barmhjertighed og nåde! 03291
Bottom
03297
Top
Aapo: Oh terror! AAPO: Hvilken rædsel! 03292
Bottom
03298
Top
Juhani: Tuomas, Tuomas, grab hold of the tail of my coat. Hii! Ha! JUHANI: Tuomas, Tuomas, grib fat dér i mit frakkeskøde! Hi, ha! 03293
Bottom
03299
Top
Simeoni: Hii! Haa! Now we’re off, we’re off! SIMEONI: Hi, ha! Nu skal vi af sted, af sted! 03294
Bottom
03300
Top
Juhani: Tuomas, my brother in Christ! JUHANI: Tuomas, du min broder i Kristus. 03295
Bottom
03301
Top
Tuomas: Here I am. What do you want? TUOMAS: Her er jeg; hvad vil du? 03296
Bottom
03302
Top
Juhani: Pray! JUHANI: Bed en bøn! 03297
Bottom
03303
Top
Tuomas: Ay, try to pray now. TUOMAS: Ja, hvem der kunne. 03298
Bottom
03304
Top
Juhani: Pray, Timo, if you can! JUHANI: Bed, Timo, hvis du kan. 03299
Bottom
03305
Top
Timo: I’ll try. TIMO: Jeg skal prøve. 03300
Bottom
03306
Top
Juhani: Do it soon ! JUHANI: Gør det straks. 03301
Bottom
03307
Top
Timo: O Lord, O sorrow great, O merciful throne of Bethlehem! TIMO: Oh, Herre, store sorg, oh, Bethlehems nåde-trone! 03302
Bottom
03308
Top
Juhani: What does Lauri say? JUHANI: Hvad siger du, Lauri? 03303
Bottom
03309
Top
Lauri: I don’t know what to say in this misery. LAURI: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til denne elendighed. 03304
Bottom
03310
Top
Juhani: Ay, misery, bottomless misery! But I’m beginning to think the end is not just yet. JUHANI: Elendighed, grænseløs elendighed! Men jeg tror dog, at undergangen ikke kommer lige netop nu. 03305
Bottom
03311
Top
Simeoni: Oh if we were granted even a single day! SIMEONI: Ak, om man blot gav os en nådens tid, en eneste dag! 03306
Bottom
03312
Top
Juhani: Or a week, a precious week ! But what are to make of this ghastly light and the clatter of bells ! JUHANI: Eller en uge, en dyrebar uge! - Men hvad skal vi tro om den forfærdelige ild og om klokkernes forvirrede klang ? 03307
Bottom
03313
Top
Aapo: There’s a fire in the village, good people. AAPO: Der er ildebrand i landsbyen, kære venner. 03308
Bottom
03314
Top
Juhani: Ay, Aapo, and that’s the warning bell ringing. JUHANI: Ja, Aapo, og alarmklokken klemter. 03309
Bottom
03315
Top
Eero: The Vicar’s barn’s afire. EERO: Der er ild i præstegårdsladen. 03310
Bottom
03316
Top
Juhani: A thousand barns can burn down so long as this maggotty world still stands and we seven of its sinful children on it. Lord help us! My whole body’s swimming in a stream of cold sweat. JUHANI: Lad tusind lader brænde, når bare denne ormstukne jord består og vi, dens syv syndige børn. Herren hjælpe os! Hele min krop svømmer i en strøm af kold sved. 03311
Bottom
03317
Top
Timo: I won’t say my own trousers aren’t shaking. TIMO: Jeg vil ikke nægte, at også mine bukser skælver. 03312
Bottom
03318
Top
Juhani: A matchless moment! JUHANI: Et mageløst øjeblik! 03313
Bottom
03319
Top
Simeoni: So God punishes us for our sins. SIMEONI: Sådan straffer Gud os for vore synders skyld. 03314
Bottom
03320
Top
Juhani: True! Why did we sing that nasty song about the Rajamäki Regiment? JUHANI: Ja, sandelig! Hvorfor sang vi også den væmmelige vise om Rajamåki-regimentet? 03315
Bottom
03321
Top
Simeoni: You mocked shamelessly at Mikko and Kaisa. SIMEONI: I hånede Mikko og Kaisa på en skamløs måde. 03316
Bottom
03322
Top
Juhani: Why say it! But God bless them! God bless us all, every one, even the churchwarden. JUHANI: Ja, det gjorde vi. Men Gud velsigne dem! Han velsigne os alle, alle; endogså klokkeren. 03317
Bottom
03323
Top
Simeoni: That prayer found favour in Heaven. SIMEONI: Den bøn er himlen velbehagelig. 03318
Bottom
03324
Top
Juhani: Let’s leave this dreadful place. The fire shows here like the fiery furnace of the damned, and there those eyes shine so mournfully at us from the rock-side. Know that it was Aapo’s tale of those cat’s-eyes that caused this shaking in our backbones. Let’s be off, and don’t any of you forget your bags and a-b-c books. Away, brothers! Let’s march to Tammisto to see Kyösti; to Kyösti’s with God’s help, and then home tomorrow, if we’re still alive. Come. JUHANI: Lad os forlade dette skrækkelige sted. Ilden blusser jo her som fortabelsens ovn, og dér, på stenens side, gløder disse øjne så sørgeligt imod os. Tro mig, det var netop Aapos historie om disse katteøjne, der forårsagede denne skælvende fornemmelse i vor rygrad. Men lad os stikke af; og ingen af os må glemme sin pose og sin a.b.c. Væk, brødre! Vi marcherer til Tammisto og besøger Kyösti; til Kyösti med Guds hjælp, og derfra vender vi hjem i morgen, hvis vi lever. Lad os nu gå! 03319
Bottom
03325
Top
Lauri: We’ll soon have the rain pouring down our necks and will be wet as rats. LAURI: Men snart får vi en styrtende regn i nakken på os og bliver våde som rotter. 03320
Bottom
03326
Top
Juhani: Let it rain, let it rain! We were still spared. Come on now! JUHANI: Lad det regne, lad det regne! Vi fik jo endnu nåde. Lad os nu gå! 03321
Bottom
03327
Top
In single file they hurried off and soon came to a sandy road, where they turned off towards Tammisto Farm. To the flashing of fire and the roll of thunder they marched on for a while, until a drenching rain poured down. At that they increased their pace to a run until they arrived at the ”Kulo-mäki spruce”, a tree famous for its height and the denseness of its branches, which stood by the roadside, a shelter for many a wanderer in the rain. At the foot of this spruce the brothers sat until the rain abated, and the great spruce roared above them. And when the weather cleared, they continued their journey. And nature calmed down again, the wind died, the clouds fled and the moon rose palely out of the tree-tops. Leisurely and without a care the brothers then strode along the splashing road. De skyndte sig bort; traskede hurtigt af sted i hælene på hinanden; nåede snart den sandede vej og satte kursen imod Tammisto-gård. De vandrede af sted et stykke tid, under de flammende lyn og den buldrende torden, der væltede frem over himlen fra flere sider, indtil en heftig regn begyndte at skylle ned over dem. Så øgede de tempoet til løb og nærmede sig »Kulomåki-granen«, der var berømt for sin højde og sin frodighed; den stod tæt ved vejen og gav ly for mangen en vandringsmand i regnvejr. Ved dens fod sad brødrene, mens regnen faldt og suste i den vældige gran, men da vejret klarede op, fortsatte de deres vandring. Naturen faldt til ro, vinden stilnede af, skyerne flygtede, og månen steg bleg op over skovens trækroner. Uden hast og uden bekymringer traskede brødrene hen ad den plaskende vej. 03322
Bottom
03328
Top
Tuomas: I’ve often wondered where the thunder comes from and what it can be, those flashes and that noise. TUOMAS: Jeg har ofte tænkt på, hvorfra tordenen kommer, og hvad det egentlig er, denne ild og larm. 03323
Bottom
03329
Top
Aapo: Our blind uncle told us this mutiny in the heavens comes when dry sand gets borne by the wind between masses of cloud. AAPO: Vor blinde onkel sagde, at dette oprør i himlen blev fremkaldt af tørt sand, der havde samlet sig mellem skyflagerne, sand, som hvirvelvindene havde løftet op i luften. 03324
Bottom
03330
Top
Tuomas: Would it be that? TUOMAS: Ja, hvordan mon det hænger sammen? 03325
Bottom
03331
Top
Juhani: A child’s mind can fancy anything. How was it I, a little brat in my shift, pictured the thunder? It was God driving rattling along the streets of Heaven, and fire flashed from the stony road and the iron rim of his wheels. Ha-ha! A child has a child’s mind. JUHANI: Et barnesind forestiller sig både det ene og det andet. Hvad mon jeg tænkte om tordenvejret, da jeg var en lille purk ? Jo, ser du, det var Gud, der kørte larmende hen ad himlens gader; og ilden slog op fra den stenede vej og fra hjulenes jernringe. Haha! Et barn har et barnligt sind. 03326
Bottom
03332
Top
Timo: What about me ! I too imagined something of the sort when as a tiny imp I toddled along the lane while the thunder rumbled, toddled there clad in a tiny ragged shirt. God’s ploughing his field, think I, and cracking his ox-tail whip, and each swipe makes the round flanks of his fat bay strike sparks, as we see the sparks fly from a horse’s withers when we wipe it down. Ay, what ideas. TIMO: Og jeg da? Jeg forestillede mig noget i samme retning, da jeg som en sådan pokkers lille gnom stavrede hen ad vejen, mens tordenen buldrede; stavrede, stavrede af sted med en stump skjorte på kroppen. Gud tromler sin mark, tænkte jeg, tromler og slår ordentlig smæld med sin tyrelems-pisk, og slagene får den flotte vallaks fede lår til at slå gnister, på samme måde som vi ser gnisterne flyve fra lænderne af en prægtig hest, når vi stryger ned over dem. Ja, sådan var de tanker, jeg gjorde mig. 03327
Bottom
03333
Top
Simeoni: I thought as a child and still think: the heaven’s flash and thunder proclaim God’s wrath at the sinners on earth; for the sins of men are great, countless as the sands of the sea. SIMEONI: Som barn tænkte jeg og tænker stadig: himlens lyn og larm skal åbenbare Guds vrede for synderne her på jorden, eftersom menneskenes synder er store og talløse som sand i havet. 03328
Bottom
03334
Top
Juhani: Sins are committed down here, that can’t be denied, but a sinner is well boiled down here too in salt and pepper. Think, my boy, of our trip to school and what we had to bear there. The churchwarden clawed and shook us like a hawk; I feel it yet and grind my teeth, my boy. JUHANI: Vist syndes der her på jorden, det kan ikke nægtes, men synderen koges da også grundigt hernede, i salt og peber. Tænk, min dreng, på vor skolegang, og hvad vi måtte døje. Klokkeren rev og sled os i håret som en høg; jeg føler det endnu og skærer tænder, min dreng. 03329
Bottom
03335
Top
Soon the sandy road ended and Tammisto Farm drew near, and the brothers gravely entered and were given comfortable beds by Kyösti. This Kyösti, a man sturdy as an oak, was the only son of the house, but had never cared to take over the management of the farm, preferring always to keep himself to himself, to follow his own bent. At one time he had wandered as in a fever through the villages, preaching and shouting; and it was said that much thinking about religion had brought him to this pass. And when at last he recovered from this state, he was otherwise the same as before, but he never smiled again. And one curious thing came to pass, that ever afterwards he regarded the Jukola brothers as his best friends, though he had hardly known them before. This was the man with whom the brothers sought shelter for the night. Men den natlige vandring fortsattes, og brødrene nærmede sig Tammisto-gård, hvor de meget højtideligt gik indenfor; og Kyösti redte nogle gode senge til dem. Denne Kyösti, en mand, solid som en træstamme, var gårdens eneste søn, men han havde aldrig brudt sig om at varetage en husbonds pligter; han ønskede bestandig at leve efter sit eget hoved og for sig selv. Han var engang vandret som en besat omkring på egnen, prædikende og hylende; og man sagde, at han var blevet bragt i denne tilstand på grund af sine grublerier over religiøse spørgsmål. Og da hans forstand omsider klarede op igen, var han i øvrigt den samme som før, men han lo aldrig mere. Og der skete også den besynderlige ting, at han herefter betragtede Jukola-brødrene som sine bedste venner, skønt han knap nok havde kendt dem før. Nu trådte brødrene ind til denne mand for at få husly for natten. 03330
Bottom

Chapter 04 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
04001
Top
The following day, the Jukolas approached their home, stepping out one behind the other. But woebegone was their appearance: their garments hung in shreds and their faces were mottled with bruises and wounds. Juhani, who led the way, had his left eye almost closed up, Aapo’s lips were badly swollen, a mighty bump protruded from Timo’s forehead, and Simeoni, limping, brought up the rear. Their heads had been thoroughly pummelled and were now wrapped round with empty food-bags or with strips of rag torn from a coat. In such condition they returned from their trip to school. The dogs, Killi and Kiiski, rushed forth to meet them, leaping with joy; but the brothers had little strength left to respond to the caresses of their faithful house-guards. Næste dag nærmede Jukola-brødrene sig atter deres hjem, traskende i hælene på hinanden. Men de så ynkelige ud: deres klæder var revet i stykker, og deres ansigter var spraglede af blå mærker og sår. Juhani, der gik forrest, havde fået venstre øje lukket næsten helt til, Aapos læber var voldsomt opsvulmede; i Timos pande ragede et vældigt horn i vejret, og Simeoni hinkede haltende bag efter de andre. De var alle sammen svært skamferet i hovedet; nogle havde viklet den tomme madpose omkring det, andre havde revet nogle laser af jakken til deres sår. I denne tilstand vendte de nu tilbage fra deres skolegang, og deres hunde, Killi og Kiiski, ilede dem i møde med muntre krumspring. Men brødrene var knap nok i stand til at gengælde de kærtegn, de fik af deres trofaste vogtere. 04001
Bottom
04002
Top
Who then had used them so cruelly? Who had succeeded so well in crushing the doughty Jukola brothers? Who else but the men of Toukola, whose revenge it was. Having heard that the brothers were at Tammisto, they had banded themselves together, twenty men strong, and hidden in the bushes by the wayside to await their enemies. There, with stout staves in their hands, they had dozed and bided their time. Then, as the school-goers drew near, the villagers fell swiftly upon them, charging from both sides of the road, and a terrific cudgelling began in which the brothers were badly beaten. But neither did the Toukola men escape whole-skinned from the affray; many of them turned faint on acquaintance with the brothers ’ fists. And two were borne swooning to their homes: Kuninkala’s Eenokki and Kissala’s Aapeli. And on this occasion Aapeli’s skull shone bare from neck to brow, shone like the bottom of a pewter mug. The hand of Juhani had done its fell work. Men hvem havde behandlet dem så skrækkeligt? Hvem havde formået således at stække Jukolas stærke brødre? Jo, det var resultatet af Toukola-folkenes hævn. Da de havde hørt, at Jukola-brødrene opholdt sig i Tammisto, havde de sluttet sig sammen, tyve mand stærk, og skjulte sig i buskene langs landevejen for at vente på deres fjender. Dér døsede de længe og holdt vagt, med solide våben i næverne.Men da skolegængerne omsider nærmede sig, styrtede de sammensvorne løs på dem i en rasende fart; de rykkede frem fra begge sider af vejen; og nu opstod der en frygtelig leg, en leg med stave, hvor brødrene blev svært medtaget. Men Toukola-folkene klarede heller ikke slagsmålet uden skrammer, mange af dem mærkede den bedøvende virkning af brødrenes næver. To af dem blev båret besvimet hjem: Kuninkala-Enokki og Kissala-Aapeli. Og Aapelis hovedskal var skinnende blank fra nakken til panden, blank som bunden af en tinkande. Det var Juhanis næve, der havde udført dette håndfaste rydningsarbejde. 04002
Bottom
04003
Top
At last, however, the brothers sat in the large living-room of their home, terribly tired. Men til sidst sad brødrene dog, meget trætte, i hjemmets rummelige stue. 04003
Bottom
04004
Top
Juhani: Whose turn is it to heat the sauna? JUHANI: Hvis tur er det til at fyre badstuen op ? 04004
Bottom
04005
Top
Timo: It’ll be mine now. TIMO: Det er vist min tur. 04005
Bottom
04006
Top
Juhani: Then heat it till the oven rattles. JUHANI: Så fyr den op, så stenene buldrer. 04006
Bottom
04007
Top
Timo: I’ll try my best. TIMO: Jeg skal gøre mit bedste. 04007
Bottom
04008
Top
Juhani: Do it like a man, for truly, our wounds need a steaming. And you, Eero, hasten and bring a jug of brandy from Routio, for which they can have the stoutest log in our forest. A jug of brandy! JUHANI: Gør alt, hvad du kan, for vore sår trænger til et bad, ja, sandelig! Men du, Eero, gå du til Routio og hent en pot brændevin ; som betaling giver vi den bedste stamme i vor skov. En pot brændevin! 04008
Bottom
04009
Top
Simeoni: Isn’t that too much, a jug? SIMEONI: Er det ikke for meget ? 04009
Bottom
04010
Top
Juhani: Why, it’s hardly enough as grease for seven men. God knows, we have as many wounds between us as there are stars in the sky. But though this eye of mine aches and kicks right fiercely, the bile and heart in my innards ache fiercer still. But all’s well, all’s well! Jussi Jukola is not dead yet. JUHANI: Det forslår knap nok til smørelse for syv mand. Her er - det skal Herren vide - sår som stjerner på himlen ; og dette øje svier og stikker aldeles forskrækkeligt, men det er endnu værre med galden og hjertet i mit indre. Men alt er godt, alt er godt! Jukola-Jussi er ikke død endnu. 04010
Bottom
04011
Top
Evening fell, a melancholy September evening; Eero brought the spirits from Routio and Timo brought word that the bath was ready; and the men’s sullen temper revived a little. They set out to their bath, and Timo threw water on the heated oven until the blackened stones heaped over it cracked with a noise like riflefire and a cloud of hot steam was wafted round the bath-house. Each plied now with all his strength the feathery bunches of leafy birch-twigs, so grateful to the skin; they bathed and washed their wounds, and the furious beating of the twigs was heard far beyond the building. Aftenen kom, en sørgmodig septemberaften. Eero hentede brændevin fra Routio, og Timo kom med besked om, at badstuen var parat; og det mildnede brødrenes vrede sindelag en smule. De vandrede af sted for at bade; og Timo kastede vand på, så det smældede i stendyngens sort-sværtede sten, og den hede damp rullede som en sky omkring i badstuen. Enhver af dem brugte nu, af alle kræfter, den saftbløde, vidunderlige birkeløvsbuket; de badede og badede deres sår; og bade-risenes heftige slag kunne høres langt borte fra badstuen. 04011
Bottom
04012
Top
Juhani: Our wounds are getting a real Turkish polka. Hot steam in the sauna, that’s the best physic for soul and body. But my eye stings like the devil. Well, itch away and sting, all the hotter will I make it for you. How is your muzzle, Aapo? JUHANI: Nu får vore sår en rigtig tyrkisk polka. At bade i en badstue, det er den bedste lægedom for den syge krop og sjæl her på jorden. Men mit øje svier som bare satan! Nå, så svi’ og værk da, desto hidsigere giver jeg dig hede i nakken. Hvordan går det med dit snudeskaft, Aapo? 04012
Bottom
04013
Top
Aapo: It’s beginning to melt. AAPO: Det smelter efterhånden. 04013
Bottom
04014
Top
Juhani: Swipe away at it and beat it like a Russian hammers his nag, and it’ll soon be softer. But more steam, Timo, seeing it is your job tonight to wait on us. That’s it, my boy! Let it come. Oh, but it’s hot there, it’s hot there! That’s the way, my broth of a brother! JUHANI: Slå løs på det og bank det, sådan som russeren behandler sin krikke, så bliver det nok snart blødt. Men, Timo, mere damp, eftersom det i aften er din sag at tjene os andre. - Ja, sådan, min dreng! Lad det bare komme. Det er varmt, det er sandelig varmt! Ja, sådan, du, min lille skælm af en broder! 04014
Bottom
04015
Top
Lauri: It fair bites at my finger-nails. LAURI: Det bider i neglene. 04015
Bottom
04016
Top
Juhani: Let our nails get a beating, too. JUHANI: Lad også neglene få en omgang. 04016
Bottom
04017
Top
Aapo: Stop throwing water now, boy; or we’ll soon have to climb down from here, every man of us. AAPO: Hold op med at kaste vand, knægt, ellers må vi forsvinde herfra alle mand. 04017
Bottom
04018
Top
Eero: Go on praising him and we shall soon be roasted to cinders. EERO: Hvis vi roser ham lidt mere, så bliver vi snart til kul. 04018
Bottom
04019
Top
Juhani: That’s enough, Timo. Don’t throw any more. For Hell’s sake stop throwing water on that oven! Are you coming down from the platform, Simeoni ? JUHANI: Nu er det nok, Timo. Kast ikke mere! Kast ikke mere for helvede! - Kommer du ned, Simeoni? 04019
Bottom
04020
Top
Simeoni: I’m coming, wretch that I am. And ah, if you only knew why ! SIMEONI: Ja, det gør jeg, jeg arme fyr. Og ak, om I vidste, hvorfor. 04020
Bottom
04021
Top
Juhani: Tell us. JUHANI: Fortæl os det. 04021
Bottom
04022
Top
Simeoni: Remember the furnace of the lost and pray night and day. SIMEONI: Glem ikke, menneske, fortabelsens ovn og bed nat og dag. 04022
Bottom
04023
Top
Juhani: Stuff! Let the body have it if it wants; for the hotter the sauna the greater its healing-power. That you know. JUHANI: Sikke noget snik-snak! Lad kroppen få, hvad den ønsker; for jo varmere badet er, desto bedre er dets lægende virkning og kraft. Det ved du godt. 04023
Bottom
04024
Top
Simeoni: Whose hot water is this in the bucket near the oven? SIMEONI: Hvis er det varme vand i spanden, her ved foden af ovnen ? 04024
Bottom
04025
Top
Juhani: It’s mine, as the smith said of his house. Don’t touch it. JUHANI: Det er mit, som smeden sagde om sit hus. Rør det ikke. 04025
Bottom
04026
Top
Simeoni: I’m going to take a drop of it, anyway. SIMEONI: Jeg tager bare en lille sjat af det. 04026
Bottom
04027
Top
Juhani: Don’t do it, brother mine, or there’ll be trouble. Why did you not warm some for yourself? JUHANI: Gør det ikke, kære broder, ellers går det galt. Hvorfor varmede du ikke noget til dig selv ? 04027
Bottom
04028
Top
Tuomas: Why be so snappy without cause? Take a little from my tub, Simeoni. TUOMAS: Hvorfor hidser du dig op til ingen nytte? Tag fra min bøtte, Simeoni. 04028
Bottom
04029
Top
Timo: Or from mine, under the platform steps there. TIMO: Eller fra min, som står dér under trappen. 04029
Bottom
04030
Top
Juhani: Have some of mine then, too, but see you leave me at least half. JUHANI: Tag så også noget af min spand, men levn i hvert fald halvdelen. 04030
Bottom
04031
Top
Lauri: Eero! You imp, take care I don’t throw you off the platform. LAURI: Eero! Din satan, pas på, at j'eg ikke smider dig ned herfra. 04031
Bottom
04032
Top
Aapo: What trick are you two up to in the corner ? AAPO: Hvad er det for kunster og narrestreger, I har for dér i krogen, I to ? 04032
Bottom
04033
Top
Juhani: What’s the squabbling about? JUHANI: Hvad kævles I om dér ? Hvad ? 04033
Bottom
04034
Top
Lauri: Blowing on a fellow’s back. LAURI: Han puster mig i ryggen. 04034
Bottom
04035
Top
Aapo: Softly, Eero! AAPO: Kan du nære dig, Eero! 04035
Bottom
04036
Top
Juhani: Hey, troublemaker. JUHANI: Hæh, din snothas. 04036
Bottom
04037
Top
Simeoni: Eero, Eero, can’t even the stewing heat of the bath remind you of the fires of Hell? Remember Juho Hemmola, remember him! SIMEONI: Eero, Eero, kan ikke engang badets pinagtige hede få dig til at tænke på ilden i helvede? Glem ikke Hemmola-Juho, glem ikke Hemmola-Juho! 04037
Bottom
04038
Top
Juhani: He saw when he was stretched on a sickbed the fiery lake, from which he was saved that time, and all because, as it was then said to him, he had always thought of Hell when he was on the sauna platform. But can that be daylight shining through that corner ? JUHANI: Han, der på sygelejet så ildpølen, som han endnu engang blev reddet fra, fordi han altid, sådan som man havde sagt til ham, tænkte på helvede, når han lå på badstue-briksen? - Men er det dagslyset, som skinner ind gennem hjørnet dér? 04038
Bottom
04039
Top
Lauri: Bright daylight. LAURI: Det klare dagslys. 04039
Bottom
04040
Top
Juhani: Oh the beast! the sauna sings its last note. So let the first aim of my mastership be a new sauna. JUHANI: Åh, dit bæst! Badstuen synger på sit sidste vers. Lad derfor det første, j‘eg bestræber mig for som husbond være at bygge en ny badstue! 04040
Bottom
04041
Top
Aapo: A new one’s needed, it’s true. AAPO: En ny badstue er sandelig påkrævet. 04041
Bottom
04042
Top
Juhani: Ay, no denying that. A farm without a sauna is no good either from the standpoint of baths or the babies a wife or the farm-hands’ women might have. Ay, a smoking sauna, a barking hound, a crowing cock and a mewing pussy, these are the signs of a good farm. Ay, there’s plenty to do for the one who takes over our home. A little more steam, Timo. JUHANI: En ny, en ny er nødvendig, det er der ingen tvivl om. En gård uden badstue, det går ikke an, både af hensyn til badningen og af hensyn til husmoderen og daglejerkonerne, når de barsler. En rygende badstue, en bjæffende hund, en galende hane, en miavende kat, det er kendetegnet på en god gård. Ja, der bliver sandelig meget slid og slæb for den, der overtager vor gård. - Vi trænger til lidt mere damp, Timo. 04042
Bottom
04043
Top
Timo: It shall be given. TIMO: Det skal du få. 04043
Bottom
04044
Top
Simeoni: Don’t let us forget that it is Saturday night. SIMEONI: Men lad os ikke glemme, at det er lørdag aften. 04044
Bottom
04045
Top
Juhani: And let us take care our skins aren’t soon hanging from the rafters, like the former servingmaid’s. JUHANI: Og lad os passe på, at vort skind ikke snart hænger på spærene, sådan som det engang gik tjenestepigen. En skrækkelig historie! 04045
Bottom
04046
Top
Simeoni: That was the maid who never had time to take her bath with the others, but dillied and dallied in the sauna long after all the others had gone to bed. Then one Saturday night she stayed longer than usual. And what did they find when they went to look for her? Only a skin hanging from the rafters. But it was a master-hand had done the flaying, for the hair, eyes, ears and even the nails had been left in the skin. SIMEONI: Pigen fik aldrig tid til at bade sammen med andre, og hun sølede og smølede i badstuen, når de andre allerede var gået i seng. Men en lørdag aften blev hun der længere end ellers. Man begyndte at lede efter hende; men hvad fandt man af hende? Kun skindet, der‘hang på spærene. Og skindet var flået aldeles mesterligt; for håret, øj’nene, ørerne, munden, ja, selv neglene var i behold. 04046
Bottom
04047
Top
Juhani: Let this be a warning... Hi-hi, how skittishly this back of mine takes its steam! As though it had not tasted a birch-twig since New Year’s Day. JUHANI: Lad det være os en . . . Se, se, hvor voldsomt min ryg suger dampen i sig! Som om du ikke havde smagt baderiset siden nytår. 04047
Bottom
04048
Top
Lauri: But who had skinned her? LAURI: Men hvem havde flået hende ? 04048
Bottom
04049
Top
Timo: Who, you ask. Who else but the. . . TIMO: Hvem? Ja, spørg om det. Hvem andre end . . . 04049
Bottom
04050
Top
Juhani: Old ’Un himself. JUHANI: Ærkefanden. 04050
Bottom
04051
Top
Timo: Ay, he who goes around like a roaring lion. A horrible story! TIMO: Ja. Han, der går omkring som en brølende løve. - En skrækkelig historie! 04051
Bottom
04052
Top
Juhani: Timo-lad, stick that shirt of mine from the rafters there into this fist. JUHANI: Du, Timo-knægt, stik den skjorte dér på spæret i min næve. 04052
Bottom
04053
Top
Timo: What, this one? TIMO: Den her? 04053
Bottom
04054
Top
Juhani: Ho! ’Tis Eero’s little rag he offers to a full-grown man. Ah me ! That middle one there. JUHANI: Nåh! Og Eeros skjortestump byder han en voksen mand. - Nej, du! - Den midterste derhenne. 04054
Bottom
04055
Top
Timo: What, this one ? TIMO: Den her? 04055
Bottom
04056
Top
Juhani: That’s a man’s shirt. Yes, brother. A horrible story, say I too, to go back to what we were speaking of. Let it be a reminder to us that ”the eve is the height of a feast-day.” Now let’s wash ourselves as clean as though we had just come from the midwife’s nimble paws; and then with a shirt under arm to the house, so that our over-heated bodies can get a skinful of cool air on the way. But I do believe this beloved eye of mine is getting better. JUHANI: Ja, det er en voksen mands skjorte. Tak skal du have. - En skrækkelig historie, det siger jeg også for at vende tilbage til det, vi kom fra. Men lad det være os en påmindelse om, at »aftenen før en helligdag er den største højtid«. -Og nu vasker vi os så rene, som kom vi lige fra jordemoderens rappe hænder, og så af sted til gården med skjorten under armen, så vore hede kroppe rigtig kan få frisk luft i nakken. - Jeg tror næsten, at dette mit højt-elskede øje så småt er ved at bedre sig. 04056
Bottom
04057
Top
Simeoni: My leg isn’t better yet, but aches and burns as though it were wrapped round with hot ashes. What’s to become of poor me with it? SIMEONI: Men min fod er ikke ved at bedre sig; den stikker og brænder som i sydende aske. Hvad skal der blive af mig stakkel med den fod ? 04057
Bottom
04058
Top
Eero: Go nicely to bed when we reach the house and pray for leg-salve, and then thank your Creator who has not suffered you today to ”dash thy foot against a stone”, as it says in evening prayer. EERO: Gå pænt i seng, når vi kommer ind i huset og bed om ben-salve og tak så din Skaber, som beskyttede dig i dag, »så du ikke stødte foden mod nogen sten«, sådan som vi læser i aftenbønnen. 04058
Bottom
04059
Top
Simeoni: I do not hear you. I do not hear. SIMEONI: Jeg hører ikke på dig, jeg hører ikke. 04059
Bottom
04060
Top
Eero: Then pray for ear-salve as well. But start moving, or you ’11 be left here a prey to Old Nick. EERO: Bed så også om øre-salve. Men se nu at komme af sted, ellers bliver du her som bytte for fanden. 04060
Bottom
04061
Top
Simeoni: My ears are closed to you, closed in a spiritual sense. Understand me! SIMEONI: Mine ører er lukkede for dig, lukkede, åndelig talt. Forstår du, menneske? 04061
Bottom
04062
Top
Eero: Come on, or your skin will soon be hanging from the rafters, and that in a bodily sense. EERO: Kom nu, ellers hænger dit skind snart på spærene, og det bliver særdeles legemlig talt. 04062
Bottom
04063
Top
Naked and hot, they went from the sauna to the living-room, their bodies glowing like the sunlit stem of a birch-tree. Inside, they sat down to rest a while, sweating copiously. Then little by little they dressed themselves. And now Juhani began concocting an ointment for the whole wounded brotherhood. Into an old handleless pot, which he placed on the fire, he poured the jug of spirits, stirring into it two spans of gunpowder, one of ground sulphur and a like measure of salt. And when this had boiled for an hour, he set the mixture to cool, and the ointment, which resembled a pitchblack gruel, was ready. With this salve they anointed their wounds, paying particular attention to those in their heads, and then covered the whole with fresh, golden tar. Whereafter their teeth met fiercely and a dark flush overspread their faces; so burned the potent ointment in their wounds. But Simeoni set forth supper; seven ring-shaped loaves, the smoked haunch of a cow and a heaped-up platter of stewed turnips soon lay on the table. Food, however, was little to their taste that evening, and after a few moments they rose from table and having undressed, lay down on their beds. Nøgne og glo-hede vandrede de fra badstuen til huset; og deres kroppe glødede som solstegt birkebark. Da de var kommet indendørs, sad de og hvilede sig et stykke tid, mens sveden randt rigeligt; og så klædte de sig efterhånden på. Men nu begyndte Juhani at koge salve til hele den sårede brødreflok. Han satte en gammel, hankeløs jernkedel over ilden, hældte en pot brændevin i den, og i brændevinen blandede han to pægle krudt, en pægl svovlpulver og en lige så stor portion salt. Da dette havde kogt i henved en times-tid, løftede han blandingen af ilden for at den kunne kølne, og salven, der lignede en begsort vælling, var færdig. Med denne salve gned de deres sår, især dem, de havde i hovedet, og smurte frisk, gulbrun tjære ovenpå. Og deres tænder klemte sig hårdt sammen, og deres ansigter fik en forskræk-kelig mørk kulør, sådan sved det stærke lægemiddel i sårene. Men Simeoni tilbcredte aftensmåltidet; og han bar hen til bordet syv hul-brød, et tørret okselår og et topfyldt træfad stegte roer. Men maden smagte dem dog ikke rigtig denne aften; de rejste sig snart fra bordet, klædte sig afog lagde sig på deres senge. 04063
Bottom
04064
Top
The night was dark, peace and silence reigned everywhere. But suddenly the air around Jukola was illumined: the sauna had caught fire. So hot had Timo heated the grey stone oven that after smouldering a while the wall burst into flames. And in deepest peace the building burned to ashes, unseen of a single eye. And when morning dawned, there was left of the Jukola sauna only a few glowing cinders and the whitehot ruins of the oven. At last, at midday, the brothers woke, feeling a good deal fresher than on the previous day, and dressing themselves, sat down to breakfast; and food now tasted good to them. For long they ate without uttering a word, until at last a conversation arose about the scene of violence on the road between Tammisto and Toukola. Natten var mørk, og overalt herskede der fred og stilhed. Men pludselig lyste luften vidt omkring Jukola: badstuen brændte. For Timo havde fyret så heftigt i kampestensovnen, at væggen begyndte at gløde og til sidst slog ud i flammer. Og således brændte bygningen til aske, i dybeste fred og ro, uden at noget øje så det. Og da morgenen gryede, var der intet andet tilbage af Jukolas badstue end nogle ulmende træstumper og ovnens glødende ruin. Til' sidst, ved middagstid, vågnede brødrene; de stod op, lidt kvikkere end den foregående aften, klædte sig på og begyndte at spise deres morgenmad, der nu smagte dem udmærket. De spiste længe uden at sige et ord, men til sidst opstod der dog en samtale om den voldsomme begivenhed på vejen mellem Tammisto og Toukola. 04064
Bottom
04065
Top
Juhani: True, it was a fair beating for us; but then they fell on us like robbers with staves and cudgels. Ah! if we too had had weapons in our hands and a hint of the danger beforehand, they’d be sawing coffin-boards in Toukola village today, and there’d be work for the grave-digger. However, I gave Kissala’s Aapeli his due. JUHANI: Vi fik sandelig en ordentlig gang høvl; men de faldt jo over os som røvere med stave og stænger. Men ak, hvis vi også havde haft våben i næverne og øjnene åbne for faren, så savede man i dag kistebrædder i Toukola by, og graveren havde arbejde. Men jeg gav dog Kissala-Aapeli hans part. 04065
Bottom
04066
Top
Tuomas: A white, hairless path ran down from his forehead to his nape like the Milky way in an autumn sky. TUOMAS: En hvid, hårløs linie løb fra hans pande og til nakken som Mælkevejen på efterårs-himlen. 04066
Bottom
04067
Top
Juhani: You saw it? JUHANI: Du så det? 04067
Bottom
04068
Top
Tuomas: I saw it. TUOMAS: Ja, jeg så det. 04068
Bottom
04069
Top
Juhani: He got his due, but the others, the others, O Lord ! JUHANI: Han har fået sin part. Men de andre, de andre, Herre Jesus! 04069
Bottom
04070
Top
Eero: We’ll be revenged on them down to their marrows. EERO: Dem hævner vi os på helt ind i marven. 04070
Bottom
04071
Top
Juhani: Let’s lay our heads together; and it may be we can hit on an idea for a matchless revenge. JUHANI: Lad os alle som én lægge vore hoveder sammen, og må der derved opstå ideen til en mageløs hævn. 04071
Bottom
04072
Top
Aapo: Why should we work everlasting ruin? Let’s seek the law and justice, and not revenge by our own hands. AAPO: Hvorfor pådrage os et evigt fordærv ? Lad os benytte lov og ret, men ikke selvtægt. 04072
Bottom
04073
Top
Juhani: The first Toukola man T lay hands on, I’ll eat alive, skin and hair; there’s the law and justice. JUIIANI: Den første Toukola-mand, jeg får i mine kløer, æder jeg levende med hud og hår; dér har du lov og ret. 04073
Bottom
04074
Top
Simeoni: Wretched brother! Do you ever intend to be heir to Heaven? SIMEONI: Min stakkels broder! Skal du nogensinde arve himlens rige? 04074
Bottom
04075
Top
Juhani: What do I care for Heaven, if I can’t see Matti Tuhkala’s blood and guts! JUHANI: Hvad bryder j'eg mig om himlen, hvis j'eg ikke får Tuhkala-Mattis blod og tarme at se. 04075
Bottom
04076
Top
Simeoni: Oh what a monster you are, what a monster! I must weep. SIMEONI: Dit frygtelige monstrum, åh, frygtelige monstrum! Man må græde. 04076
Bottom
04077
Top
Juhani: Weep for the cat’s death, but not for my sake. Grrh! I’ll make sausages of them. JUHANI: Græd du over kattens død, men ikke for min skyld. Hm! Jeg skal lave pølser af dem. 04077
Bottom
04078
Top
Tuomas: I’ll be revenged for this beating, I stake my word and oath on it. Only a wolf would treat a man so. TUOMAS: Denne riven-og-sliden hævner j"eg også engang; det lover og sværger j’eg. En ulv behandler folk sådan. 04078
Bottom
04079
Top
Juhani: A wild wolf. I swear the same oath. JUHANI: En gal ulv. Jeg aflægger samme ed. 04079
Bottom
04080
Top
Aapo: That revenge would only rebound on to our own hacks. But the law would punish them and reward us. AAPO: Den ed falder tilbage på vore egne nakker; men lovens dom straffer dem og belønner os. 04080
Bottom
04081
Top
Juhani: The law won’t make their backs smart with these wounds of ours. JUHANI: Men loven får ikke deres ryg til at svide af de sår, vi nu går rundt med. 04081
Bottom
04082
Top
Aapo: All the worse will their purse and good name smart. AAPO: Desto værre vil det svide til deres pengepung og avre. 04082
Bottom
04083
Top
Simeoni: Let us put bloody revenge out of our minds; let us appeal to the law. I’m ready for that, even though the noise and bustle of a court-room is very frightening to me. SIMEONI: Lad os slå den blodige hævn af tankerne og lad os ty til loven. Det ønsker j’eg, selv om tinghusets larm og forvirring fylder mig med den største afsky. 04083
Bottom
04084
Top
Juhani: If it comes to that, here’s a lad who wouldn’t flinch even there. True, a fellow’s heart beats a bit faster the first lime he stands before the table of high justice, but a real man soon bucks up. I still remember that time when I was witness l'or poor Kaisa Koivula, who applied for maintenance for her child. I remember how the Sergeant shouted: ”Juhani, son of Juhani Jukola, of the village of Toukola!” JUHANI: Hvis det kommer dertil, så er her en fyr, som ikke taber snøvsen selv på det sted. Ganske vist dunker hjertet en smule, når vi første gang står over for den høje retfærdigheds bord, men en voksen mand tager sig hurtigt sammen. Jeg husker endnu, da jeg var vidne for den stakkels Koivula-Kaisa, der søgte underhold for sit barn, jeg husker, hvordan kom’særen råbte: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04084
Bottom
04085
Top
(not translated) TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Jeg varjo også dér; og Kaisa fik en far til sit barn, så det dundrede efter. Jeg var jo også vidne, Juhani. 04085
Bottom
04086
Top
(not translated) JUHANI: Vist så, vist så. Og der var masser af mennesker i forhallen, på trappen og ude i gården. Jeg sad i forhallen og drøftede med Tammisto-Kyösti, hvad knægten her skulle sige over for retten, og hvordan. Jeg snakkede meget ivrigt med ham og pillede ved en knap i hans frakke, sådan, netop sådan, da kom’særen eller ulve-jageren råbte med så høj stemme, at manges øjne og øren strittede lige i vejret: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04086
Bottom
04087
Top
Timo: ”And his younger brother Timotheus!” And, dog take it, Kaisa got a father for her child. TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Og, fanden ta’ mig, Kaisa fik en fader til sit barn. 04087
Bottom
04088
Top
Juhani: That she did. JUHANI: Det fik hun. 04088
Bottom
04089
Top
Timo: Even though we weren’t allowed to take oath. TIMO: Selv om man ikke lod os aflægge ed. 04089
Bottom
04090
Top
Juhani: We weren’t, that’s true. But our frank and honest witness helped a lot. JUHANI: Det gjorde man ikke, det er sandt nok, men vor alvorlige og frimodige tale gjorde stor virkning. 04090
Bottom
04091
Top
Timo: And our names have gone up in deeds and dockets right to the Emperor himself, hey ! TIMO: Og vore navne er vandret i protokoller og supplika-tioner helt op til kejseren, heh! 04091
Bottom
04092
Top
Juhani: That’s well known. Ay, so the Sergeant shouted, and there was a kind of jump in the bottom of this lad’s heart, but he was soon at home and pouring out of his mouth the unwavering language of truth like he’d been an apostle, without heeding the laughter and giggling of all those in court. JUHANI: Aldeles sikkert. - Så råbte kom’særen, og så dirrede det jo lidt i knægtens hjertehud, men han var hurtigt orienteret og spyede sandhedens urokkelige ord ud af sin mund som selve apostelen uden at bekymre sig om hele rettens grin og fnis. 04092
Bottom
04093
Top
Timo: That’s how we’re treated in court, and all goes well. But there’s more than one noose cast there and many a foot put slyly out for a man to trip over. TIMO: Ja, sådan går det til ved tinge; og alt forløber godt. Men dér trækker man sandelig i et og andet tov og spænder ben på mange måder. 04093
Bottom
04094
Top
Juhani: That’s so, but truth and justice snatch the victory in the end for all their tricks. JUHANI: Det passer; men retten og sandheden snapper dog sejren til sidst, og med magt, efter mange kunster. 04094
Bottom
04095
Top
Timo: For all their tricks and wiles; ay, unless the very devil is lawyer and makes out night to be day and day night and black tar to be skim-milk. But one thing can be as good as two. Why didn’t God place justice on a firmer, ay, a downright firm footing? Why witnesses, long questionings and lawyers’ tricks? To my mind, the quickest road to truth and justice, if a matter seems doubtful and can’t be settled, would be this: all the court, with the judge himself in the lead, would step out into the yard, where the Sergeant or hunt-bailiff would blow a big birchbark horn, that could be called the court-horn; with this he’d blow a few toots, holding its mouth towards God’s Heaven. And then Heaven would open and the angel of the Lord appear to all the people, asking in a loud voice: ”What does the Sergeant want,” and then the Sergeant would ask back in a high crying voice: ”Is the accused man guilty or innocent?” Then the bright angel would give an answer the truth of which no one could doubt, and according to which the man would be released, or get a thorough hiding. In this way I believe everything would go well. TIMO: Efter mange kunster og kneb, ja, sådan er det, hvis da ikke selve satan er sagfører, han, der gør nat til dag og dag til nat og den sorte tjære til tykmælk. - Men den sag kunne også ordnes anderledes. Hvorfor har Gud ikke givet retsplejen her i verden et fastere, et helt urokkeligt grundlag ? Hvorfor vidner, besværlige forhør og de lovkyndiges kunster ? Den hurtigste genvej til ret og sandhed, når sagen ser tvivlsom ud og ikke kan opklares, er efter min mening således: Hele retten, med dommeren i spidsen, går ud på gårdspladsen, hvor kom’særen eller jagtfogeden blæser i et vældig stort bark-horn, som man kunne kalde for ting-hornet; det skulle han blæse og trutte i nogle gange med mundingen rettet imod Herrens himmel. Men så skulle himlen åbne sig, og retfærdighedens engel vise sig for hele folket og spørge med høj stemme: »Hvad ønsker kom’særen?«, og så skulle kom’særen spørge med høj, råbende stemme: »Er den anklagede mand skyldig eller ikke skyldig?« Så skulle den forklarede engel afgive et svar, hvis retfærdighed ingen behøvede at tvivle om, og ifølge hvilket man enten burde lade manden gå i Herrens navn eller give ham en ordentlig gang tærsk. Ja, således, tror jeg, ville alt ordne sig på bedste måde. 04095
Bottom
04096
Top
Juhani: Why even that much shouting and fussing? See how I have thought the matter out. As the Creator I’d have arranged it so: the accused man would have to confirm his words by a vow, a sacred oath, and if he swore truly, let him toddle off home a free man again, but if he felt like letting loose a lie, let the solid earth open beneath him and Hell swallow him. That’s the straightest road to truth. JUHANI: Hvorfor så megen kommando og honnør ? Hør nu, hvorledes jeg har tænkt mig sagen. Hvis jeg var i Skaberens sted, ville jeg have arrangeret det således: den anklagede mand må bekræfte sine ord med en ed, en hellig ed, og hvis han sværger rigtigt, lad ham så vandre hjem igen som en fri mand, men hvis det falder ham ind at stikke en løgn, så lad den ormstukne jord åbne sig under hans fødder og opsluge ham, helt ned i helvede. Ja, dér har I den hurtigste vej til sandheden. 04096
Bottom
04097
Top
Aapo: It might be done that way, but best perhaps as it was once ordained by the Father of Wisdom himself. AAPO: Den metode kunne måske gå an; men alt er dog vist bedst, sådan som det engang er blevet ordnet af selve visdommens fader. 04097
Bottom
04098
Top
Juhani: Best! Here we sit, battered, scabby and one-eyed like tom-cats in March. Is this jolly? Marry, this world is the daftest thing under the sun! JUHANI: Bedst! Her sidder vi, forrevne, skabede og enøjede som hankatte i marts måned. Er det behageligt ? Fanden stå i det! Denne verden er den største dårskab, der findes under solen. 04098
Bottom
04099
Top
Simeoni: So He has arranged it, for He wishes to try His children’s firmness in belief. SIMEONI: Sådan har han indrettet den, Herren, eftersom han vil prøve menneskebørnenes trosstyrke. 04099
Bottom
04100
Top
Juhani: Firmness in belief. He tries and weighs us, but through these trials of his souls go down to that everlasting sauna like midges; there, where I wouldn’t wish a snake, although I’m only a sinful human being. JUHANI: Trosstyrke? Han prøver og gransker, men på grund af hans prøvelser vandrer sjælene som myg ind i den evige badstue, et sted, hvor jeg ikke engang ville ønske en slange hen, skønt jeg kun er et syndigt menneske. 04100
Bottom
04101
Top
Tuomas: A hard game, this life and this world. Any of us has less chance than Joshua and Caleb had among the six hundred thousand men. TUOMAS: En hård leg er dette liv og denne verden. Og der er kun ringe håb for nogen af os at få «amme skæbne som Josva og Kaleb blandt seks hundred-tusind mand. 04101
Bottom
04102
Top
Juhani: You’re right! What is this life then? The porch of Hell. JUHANI: Rigtigt! Hvad er altså dette liv? Helvedes forstue. 04102
Bottom
04103
Top
Simeoni: Juhani, Juhani, keep watch over your thoughts and language! SIMEONI: Juhani, Juhani, styr din tanke og din tunge! 04103
Bottom
04104
Top
Juhani: Hell itself, say I, if I take on my worst temper. I’m the suffering soul down here and the Toukola lads devils, with pitchforks in their fists. All men are like evil spirits towards us. JUHANI: Et fuldt færdigt helvede, siger jeg, hvis jeg gør mig rigtig gal i hovedet. Jeg er en lidende sjæl her på jorden, og Tuokola-knægtene er djævle med forke i næverne. Menneskene er som onde ånder imod os. 04104
Bottom
04105
Top
Aapo: Now, now, let us enter into our own bosoms a little. The wrath of mankind towards us has perhaps been lit and kept alive in great part by our own deeds. Let us not forget how we have sported in their turnip-fields and peastacks, how wc have trampled their water-meadows on our fishing-trips and often shot the bears they had ringed in, and done many oilier such tricks, heedless of the law’s warnings or the voice of conscience. AAPO: Lad os gå lidt ind i vort eget bryst. Menneskenes vrede har vi måske for en stor del selv optændt og holdt vedlige. Lad os ikke glemme, hvordan vi har rumsteret på deres roe- og ærtemarker ; hvordan vi på vore fisketure har trampet deres hø ned, langs åen; hvor ofte vi har skudt de bjørne, som de selv havde indkredset, og gjort mange andre af den slags kunster uden at bryde os om lovens trusler og samvittighedens stemme. 04105
Bottom
04106
Top
Simeoni: We have aroused the anger of Heaven and earth. Often when I lay me down to sleep and think of the wicked deeds of our youth, the fiery sword of conscience pricks painfully at my wretched bosom and I seem to hear, like the sound of rain far away, a curious murmuring, and another dismal voice seems to whisper in my ear: ”The sigh of God and Man for the seven sons of Jukola.” Ruin threatens us, brothers, and the star of happiness will not shine for us until we are on better terms with our fellow-men. Why shouldn’t we then go and beg for forgiveness, promising to live differently hereafter? SIMEONI: Vi har tirret både himmel ogjord. Ofte, når jeg går i seng og tænker på vor ungdoms gale streger, skærer samvittighedens brændende sværd rigtig smertefuldt gennem mit usle hjerte, og det forekommer mig, at jeg hører en underlig brusende lyd som af en fjern, sukkende regn, og som om en dyster stemme tillige hviskede i mit øre: »Guds og menneskenes suk over Jukolas syv sønner«. Undergangen truer os, brødre, og lykkens stjerne skinner ikke for os, før forholdet mellem os og menneskene er blevet bedre. Hvorfor skulle vi så ikke gå og bede om forladelse og love, at vi herefter vil leve helt anderledes? 04106
Bottom
04107
Top
Eero: I would weep if I could. Simeoni, Simeoni! ”With but little more persuasion you would gladly”... yea, there wasn’t much lacking. ”But go your way this time.” EERO: Jeg ville græde, hvis jeg bare kunne. Simeoni, Simeoni! »Der fattes lidet i, at du . . . ja, der fattes lidet. Men gå nu for denne gang.« 04107
Bottom
04108
Top
Simeoni: Ay, ay, we’ll see on the last day. SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag. 04108
Bottom
04109
Top
Timo: Would I be brought round to ask for forgiveness? I won’t believe it. TIMO: Kunne mit hoved mon bøje sig og bede om forladelse? Det tror jeg ikke. 04109
Bottom
04110
Top
Tuomas: Not while the raven is black. TUOMAS: Ikke så længe ravnen er sort. 04110
Bottom
04111
Top
Eero: We’ll see it done then when we come to Judgment. Then the raven will be white as snow, as it says in the song of the merry lad and the loving old mother. I am glad the last grain is in the hopper before we begin to pray. EERO: »Når vi kommer til dommen«, vil det mirakel altså indtræffe. Så bliver ravnen hvid som sne, sådan som man synger i visen om »den glade knøs og kære moder«. For mig må de sidste korn gerne males i møllen, inden vi begynder at bede. 04111
Bottom
04112
Top
Juhani: Believe me, Simeoni, it’s no use always watching the state of our souls, for ever thinking of the fiery pit, the Devil and all the little devils. Such ideas either addle a man’s brains altogether or tie a halter round his neck. Those former mad pranks of ours are to be looked upon as the foolishness of youth rather than as sins in the strictest sense. And secondly, I have come to the belief and conviction that we sometimes have to close our eyes down here, and pretend not to see what we see, or to know what we know. A man’s got to do that if he wants to escape whole-skinned from the mortar of life. Don’t stare at me like owls, there’s no call for any staring. What I mean are those smaller sins against God, not against my neighbour. My neighbour and nearest has a skin to his nose and is as touchy as I am, and wants his best as I do mine; but God is a man slow to anger and bountiful in mercy, and always forgives us in the end, if we only pray from an earnest heart. Ay, ay, I mean that it is no use in season and out measuring to a hair our own works and commandments, but best to stand half-way. Big sins we must keep from, by all means, say I, and pray for eye-salve, but the smaller ones, namely, smaller ones against God, we needn’t for ever be weighing on the hooks of conscience, but stand half-way, half-way. JUHANI: Tro mig, Simeoni, det duer ikke bestandig at holde øje med vor sjæls tilstand; altid at tænke på jordens brændende indre, fanden og små-djævlene. Den slags tanker gør enten en mand rundtosset i hovedet eller vikler rebet om hans hals. - Vore tidligere gale streger bør snarere betragtes som ungdomsdårskaber end som synder i strengeste forstand. Og for det andet, så er jeg kommet til den tro og overbevisning, at man undertiden må lukke sine øjne her i verden og lade, som om man ikke ser, hvad man ser, og ikke ved, hvad man ved. Sådan må en mand handle, hvis han vil slippe helskindet ud af livets morter. - Lad være med at glo ; der er absolut ikke nogen grund til at glo her! - Jeg mener de mindre synder imod Gud, ikke imod min nabo. Naboen og næsten er prikken og ømskindet og fortjener at tugtes såvel som jeg; men Gud er en langmodig og barmhjertig mand, der bestandig tilgiver alt til slut, hvis vi beder til ham af et oprigtigt hjerte. Ja, ja, jeg mener som så: det duer ikke, altid og over alt, på en hårfin måde at sammenligne vore gerninger og vore små skarnsstreger med Guds ord og bud, men det er bedst at holde sig sådan midt imellem. Grovere synder bør vi undgå på enhver måde, siger jeg, og bede om øjensalve, men de mindre, altså de mindre over for Gud, bør vi ikke altid sætte på samvittighedens fiskekrog, men blive stående sådan midt imellem, midt imellem. 04112
Bottom
04113
Top
Simeoni: Good God! That’s what Satan whispers in our cars. SIMEONI: Store Gud! Netop sådan hvisker satan i menneskets øre. 04113
Bottom
04114
Top
Timo: Like Olli’s old woman feeding Mäkelä’s wife with lies when she’s thirsting for a drink. TIMO: Nøjagtig som Ollis gammel-mor i sin brændevinstørst disker op med løgnehistorier for Mäkelä-mutter. 04114
Bottom
04115
Top
Aapo: Juhani uttered a few words that I heard with wonder and dismay. Brother, js that what God’s commandments teach us? Is that what our mother taught us? Never! One is with the Lord as a thousand and a thousand as one. How can you then babble of smaller sins, of standing half-way, defending the serving of two masters? Say, Juhani, what is sin? AAPO: Juhani sagde nogle ord, som jeg hørte på med forbavselse og væmmelse. Broder, lærer Guds bud os det ? Lærte vi sådan af vor moder? Absolut ikke! Over for Gud står en som tusind og tusind som en. Hvorfor ævler du om mindre synder, om midt imellem, og således forsvarer, at man tjener to herrer? Sig nu, Juhani, hvad er synd? 04115
Bottom
04116
Top
Juhani: What is truth, you Jukola’s Solomon, you wise old man from Savo? ”What is sin?” Ha! ”What is sin?” Oh what wisdom, what marvellous wisdom. ”There’s a head for you on our little boy,” verily there is. Ay, what’s the good of speaking. ”What is sin?” Ha-ha! What is truth, ask I? JUHANI: Hvad er sandhed, du Jukolas Salomon, hr. jubelmagister og Gammel-Paavo fra Savolaks ? »Hvad er synd ?« Ah! »Hvad er synd ?« Se bare, hvilket klogt spørgsmål, mærkværdig klogt. »Der er sandelig hoved på ham, vor knægt«, sandelig. Ja, hvem kan nu sige mere? »Hvad er synd?« Ah-ha! Hvad er sandhed, spørger jeg. 04116
Bottom
04117
Top
Tuomas: Why wriggle out of it, lad? Know that the doctrine you proclaim is the Devil’s doctrine. TUOMAS: Hvorfor snor og vrider du dig, dreng? Vid, at den lære, du forkyndte, er den ondes lære. 04117
Bottom
04118
Top
Juhani: Let me give you a living example that strongly bears out my belief. Recall to your minds the former tanner in the village. The man got strange ideas about his soul, sin and worldly mammon, and began altering his former ways greatly. Thus he suddenly stopped taking in and giving out hides on Sunday, without looking to how important one road and two errands are to the farmer. His friends warned him in vain when they saw his business shrink from day to «.lay, while that of the other tanner next door grew and grew. The madman always replied: ”God will surely bless the work of my hands though there be less of it, but as for him who now thinks he is snatching the bread out of my mouth, he will reap curses in the end in the sweat of his brow for not having honoured the Lord’s Sabbath.” So he would spout, walking about staring on Sundays with a hymnbook in his fist, the eyes in his head round as marbles and his hair sticking up like Bomb-Peter’s wig. And what happened to the man in the end? We know what. It wasn’t long before he had the heaviest piece of wood in his hand, a beggar’s staff, and his path became the endless highway. Now he wanders from village to village, emptying a glass wherever he can. I met him once at the road-side over yonder on Kanamäki Ridge; there he sat on the crossbar of his sledge, and royally drunk was the miserable man. ”How fare you, tanner?” asks I. ”1 fare as I fare,” answers he, with one stiff look at me. But I asked him again: ”How are matters with you, master?” ”They are as they are,” he answers again and went his way, bleating some foolish kind of song. That was his end. But the other tanner? He became rich as anything, and rich and happy he died. JUHANI: Jeg vil givejer et levende eksempel, der kraftigt forsvarer min tro. Tænk på den forrige garver i kirkebyen. Manden fik besynderlige tanker om sin sjæl, synden og denne verdens mammon og begyndte at forandre meget i sin tidligere levevis. Blandt andet holdt han pludselig op med at modtage og udlevere skind på søn- og helligdage uden at bryde sig om, hvor vigtigt en bonde mener, det er at kunne udrette to ting på én tur. Forgæves advarede hans venner ham, da de så, hvordan hans arbejde mindskedes dag for dag, og at det stadig voksede hos hans værkfælle i nabogården. Men den forrykte mand svarede altid: »Gud velsigner nok mine hænders arbejde, selv om der bliver mindre af det, men han, der nu tror, han river brødet ud af munden på mig, han vil til slut høste forbandelse i sit ansigts sved, fordi han ikke holder Herrens sabbat i ære«. Sådan sagde han, mens han gik omkring på helligdagene som en tosse med salmebogen i hånden, og øjnene var kugle-runde i hovedet på ham, og håret strittede som Pommi-Pietaris paryk. Men hvordan gik det til sidst med manden ? Det ved vi. Han fik snart det tungeste stykke træ i sin hånd, tiggerstaven fik han i hånden, og hans vej blev statens lange ager, landevejen. Nu traver han fra landsby til landsby og tømmer et glas så ofte, han kan. Engang traf jeg ham ved vejkanten, derovre på Kanamåki-åsen ; dér sad han på slædens tværbræt, og den stakkels mand var meget fuld. »Hvordan går det, garver?« spurgte jeg. »Det går, som det går«, svarede han og stirrede et øjeblik stift på mig. Men så spurgte jeg en gang til: »hvordan har mester det nu egentlig?« »Jeg har det, som jeg har det« svarede han atter og gik sin vej, mens han skubbede slæden foran sig og lallede en eller anden fjollet vise. Sådan endte det med ham. Men den anden garver? Han blev vældig rig; og han døde også som en rig og lykkelig mand. 04118
Bottom
04119
Top
Aapo: Narrow-minded belief and spiritual pride ruined the tanner, and so it will be with all his ilk. However that may be, your doctrine is false doctrine and belief. AAPO: En snæversynet tro og åndeligt hovmod ødelagde garveren, og således vil det gå med alle hans ligemænd. Men, hvordan det end forholder sig, så er din lære en falsk lare og tro. 04119
Bottom
04120
Top
Simeoni: False prophets and the last days of the world. SIMEONI: Falske profeter og verdens sidste tider. 04120
Bottom
04121
Top
Timo: He wants to tempt us over to the Turk’s religion. But you cannot shake me; for I am sure and steadfast, sure and steadfast as the eye of an axe. TIMO: Han vil narre os over lil tyrkernes tro. Men du kan ikke rokke mig, for jeg er sikker og fast som øjet i en økse. 04121
Bottom
04122
Top
Juhani: Hand me, Tuomas, that half-loaf from the end of the table there. ”False prophets.” I tempt no man to sin and evil-doing, and I myself wouldn’t steal a bradawl from a cobbler or the eye of a needle from a tailor. But my heart strikes sparks when my meaning is always twisted to its worst, made out black as pitch, when a dark brown would be enough. JUHANI: Tuomas, ræk mig det halve brød, som ligger dér for enden af bordet. »Falske profeter«. Jeg frister ingen til synd og onde gerninger, og jeg selv ville ikke stjæle en syl fra skomageren eller et nåleøje fra skrædderen. Men mit hjerte slår gnister, når min mening altid fordrejes til det værste, gøres beg-sort, skønt sort-brun ville være mere end nok. 04122
Bottom
04123
Top
Aapo: You spoke so plainly, weighed the matter so from point to point and chapter to chapter, that we couldn’t have misunderstood it. AAPO: Du talte så tydeligt, og du granskede sagen så grundigt fra punkt til punkt, fra gren til gren, at man ikke kunne misforstå det. 04123
Bottom
04124
Top
Timo: My head on it, he wanted to tempt us over to the Turk’s religion. TIMO: Jeg sætter mit hoved i pant på, at han ville lokke os over til den tyrkiske tro. 04124
Bottom
04125
Top
Simeoni: God have mercy on him! SIMEONI: Gud nåde ham! 04125
Bottom
04126
Top
Juhani: Shut your mouths, and quickly. Pray to God for me, scold me like meek-eyed parsons, I tell you it won’t do. I have just enough wisdom, even if I’m not pure unmixed wisdom like, for example, our Aapo there. JUHANI: Hold kæft og det på stedet! At bede til Gud for min skyld og at skælde mig ud som en klat-øjet præst, det går ikke an. For jeg har en passende portion klogskab, selv om jeg ikke er lutter visdom som for eksempel ham dér, vores Aapo. 04126
Bottom
04127
Top
Aapo: Good forbid! I’m not even as wise as I should be. AAPO: Bevar mig vel! Jeg er heller ikke så klog, som jeg burde være. 04127
Bottom
04128
Top
Juhani: Pure wisdom, pure wisdom! And keep your bread -trap shut, or you’ll get this paw against your muzzle and a bit harder than yesterday. This I say and my paunch being full, leave off eating. JUHANI: Lutter klogskab, lutter klogskab! Og klap nu brødkværnen i, ellers giver jeg dig nogen på snuden med det her lårben, og det mere eftertrykkeligt end i går. Det siger jeg og holder op med at spise, eftersom min mavesæk er fuld. 04128
Bottom
04129
Top
Timo: I’ll lay that every man of us is as bloated as a gad-fly. TIMO: Jeg står inde for, at vi er mætte som oksebremser, alle mand. 04129
Bottom
04130
Top
Eero: But why do I see no sauna? EERO: Men hvorfor ser jeg ikke badstuen ? 04130
Bottom
04131
Top
Juhani: What would a midget like you be seeing? But — our sauna has gone to blazes! JUHANI: Hvad skulle sådan en prås se, der ikke rager op over hegnet ? - Men - badstuen er røget ad helvede til. 04131
Bottom
04132
Top
Eero: No, but to Heaven in a fiery chariot. EERO: Nej, til himlens højder i en ildvogn. 04132
Bottom
04133
Top
Juhani: Can it have burned down? JUHANI: Er den virkelig brændt? 04133
Bottom
04134
Top
Eero: How should I know, and what have I to do with it? It’s the master of Jukola’s sauna, not mine. EERO: Hvad ved jeg, og hvad har jeg med det at skaffe? Badstuen tilhører husbonden på Jukola, ikke mig. 04134
Bottom
04135
Top
Juhani: Eero’s body too, if I remember rightly, sweated there yesterday. Ay, ay, everything on the master’s back, that I well believe. But let’s go and look. Where’s my cap? Let’s go and look, brothers. I know that our sauna is in ashes. JUHANI: Også Eeros krop fik et bad i går aftes, hvis jeg ikke husker forkert. Ja, ja, alt hviler bestandig på husbondens skuldre, det er min opfattelse. Men lad os gå hen og se på det. Hvor er min hat? Lad os gå hen og se på det, brødre. Jeg er sikker på, at badstuen ligger i aske. 04135
Bottom
04136
Top
They went out to see what had befallen their sauna. But all that there was left to see was a blackened stove and a smoking chaos. The brothers gazed upon this scene of destruction for a while with annoyance, and at last returned to the living-room. Last came Juhani, in his fist two iron hinges which he cast angrily on the table. De traskede af sted for at se, hvordan det var fat med badstuen. Der var intet andet tilbage af den end det sorte ildsted og en rygende ruin. Og brødrene stirrede et stykke tid på dette ødelæggelsens syn med fortrædeligt sind og vendte så omsider tilbage til deres hus. Juhani kom sidst ind, med et par jern-hængsler i hånden, som han rasende smed på bordet. 04136
Bottom
04137
Top
Juhani: Ay, the house of Jukola is now bathless. JUHANI: Ja, nu er Jukola-gård uden badstue. 04137
Bottom
04138
Top
Eero: ”And a farm without a sauna is no good,” said brother Juhani. EERO: »Og en gård uden badstue, det går ikke an«, sagde Juhani. 04138
Bottom
04139
Top
Juhani: Timo made the dear old oven too hot, and dust and ashes is all that’s left of the beloved sooty rafters and walls, in whose shelter each of us entered into the light of the world. Timo heated the oven mightily, say I. JUHANI: Timo fyrede vældigt op i den kære ovn, og de elskede, sodsværtede spær og vægge, i hvis ly vi alle er trådt frem i verdens lys, blev til aske. Timo gjorde ovnen alt for gloende, siger jeg. 04139
Bottom
04140
Top
Timo: At your bidding, at your bidding; that you know well. TIMO: På din befaling, på din befaling, det ved du godt. 04140
Bottom
04141
Top
Juhani: I give the Devil for ”your bidding” but that we are now bathless men, and that is an annoying thing. Building a new one won’t add to our bread. JUHANI: Jeg giver fanden i »din befaling«, men at vi nu er mænd uden badstue, det er en kedelig historie; at bygge huse forøger ikke brødet. 04141
Bottom
04142
Top
Aapo: An annoying matter; but still the sauna was old and its corners full of holes; and you yourself decided yesterday to build a new one very soon. AAPO: En kedelig historie, men badstuen varjo gammel, fuld af huller i krogene; og du besluttede selv i går, at du snarest ville bygge en ny. 04142
Bottom
04143
Top
Juhani: True it was old and its logs steamed through to their marrows, but it would have done at a pinch for a year or two. The farm has no strength yet to waste on building saunas; the fields, the fields are what we must pounce on first. JUHANI: Vist var den gammel, og dens bjælker gennem-røgede lige ind til marven, men den ville vel have hængt sammen endnu et år eller to. Gården har endnu ingen kræfter at spilde på at bygge badstuer; markerne, markerne må man først slå kløerne i. 04143
Bottom
04144
Top
Tuomas: You’ll treat the fields as you did the big meadow last year, whose fine hay we let wither without a single stroke of the scythe. But it was your wish. Whenever I reminded you of the mowing, you would answer: ”We won’t go just yet; the hay is still growing so fast that you can hear it.” TUOMAS: Det vil vel gå med markerne for dig som det sidste sommer gik med det store engdrag, hvis prægtige græs vi lod visne uden at tage et eneste strøg med leen. Hver gang jeg mindede dig om, at den burde slås, svarede du altid: »vi skal ikke gå endnu; græsset gror stadig, så det knager efter.« 04144
Bottom
04145
Top
Juhani: That’s something past and gone and your jawing won’t help it. The big meadow’ll grow all the better in the coming summer. But who’s that man coming towards the house in the field yonder? JUHANI: Det er en sag, der er overstået for længe siden, og den bliver ikke bedre, fordi du kævler op om den. Engdraget vokser sig så meget desto kønnere til næste sommer. — Men hvad er det for en mand, som nærmer sig vor gård derude på marken? 04145
Bottom
04146
Top
Tuomas: Juryman Mäkelä. What can the man want? TUOMAS: Meddomsmand Mäkelä. Hvad vil den fyr? 04146
Bottom
04147
Top
Juhani: Now the Devil’s loose. He comes in the Crown’s name, and it’s because of that accursed scrap with the Toukola lads. JUHANI: Nu er fanden løs. Han kommer i statens navn, på grund af det forbistrede slagsmål med Toukola-folkene. 04147
Bottom
04148
Top
Aapo: In the last fight the law is on our side, but in the first one we must look to ourselves. Let me explain the matter to him. AAPO: I det sidste håndgemæng er loven på vor side, men hvad det første angår, så må vi se os godt for. Lad mig forklare ham sagen. 04148
Bottom
04149
Top
Juhani: As the eldest, I too want the right to speak when our common good is being talked over. JUHANI: Men jeg, den ældste af os brødre, vil også give mit besyv med, eftersom der er tale om vort fælles bedste. 04149
Bottom
04150
Top
Aapo: Then see you do not talk all of us into a trap, in case we should have to wriggle a little. AAPO: Men pas på, at du ikke snakker os i en sæk, hvis det ligesom skulle blive nødvendigt at sno sig lidt. 04150
Bottom
04151
Top
Juhani: I know how. JUHANI: Jeg ved besked. 04151
Bottom
04152
Top
Mäkelä, an excellent and well-meaning juryman, entered. He came, however, on a different errand from that which the brothers had guessed. Nu trådte Mäkelä ind; en udmærket og rettænkende meddomsmand. Han kom dog i et helt andet ærinde, end det brødrene havde gættet på. 04152
Bottom
04153
Top
Mäkelä: Good-day! MÄKELÄ: Goddag! 04153
Bottom
04154
Top
The Brothers: Good-day ! BRÖDRENE: Goddag! 04154
Bottom
04155
Top
Mäkelä: What horrors do I see? Boys, how are matters here? Torn, bruised, scabby, dressed in rags! Miserable men! MÄKELÄ: Hvad er det for rædsler, jeg ser? Drenge, hvordan er det fat med jer? I har skrammer, blå mærker og sår; og klude omkring hovedet. Ak, I elendige skabninger! 04155
Bottom
04156
Top
Juhani: ”Trust a dog to lick its wounds”, but let the wolves look to themselves. Is this why you now stand in our house? JUHANI: »Hunden slikker sine sår«, men ulvene må sørge for sig selv. Er det derfor, De nu står her i vor stue ? 04156
Bottom
04157
Top
Mäkelä: What am I supposed to know of this? But can brothers have harried each other in this way ? Shame on you ! MÄKELÄ: Hvad skulle jeg dog kende til det? Men er det brødre, der mishandler hinanden på den måde? Skam jer! 04157
Bottom
04158
Top
Juhani: You are mistaken, Mäkelä, we brothers have treated each other like angels. This is the work of neighbours. JUHANI: De tager fejl, Mäkelä. Brødrene har behandlet hinanden som engle; dette er naboernes værk. 04158
Bottom
04159
Top
Mäkelä: Who has done this? MÄKELÄ: Hvem har da gjort det? 04159
Bottom
04160
Top
Juhani: Kind neighbours. But may I ask why you have come to see us? JUHANI: Gode naboer. Men må jeg have lov til at spørge: hvorfor er De kommet for at hilse på os ? 04160
Bottom
04161
Top
Mäkelä: For a grave reason. Boys, boys, the day of your ruin is upon you. MÄKELÄ: På grund af en højst alvorlig sag. Drenge, drenge, I går imod ødelæggelsens dag. 04161
Bottom
04162
Top
Juhani: What will that day be like? JUHANI: Hvad er det for en dag ? 04162
Bottom
04163
Top
Mäkelä: A day of shame. MÄKELÄ: Skammens dag. 04163
Bottom
04164
Top
Juhani: When will it dawn? JUHANI: Hvornår oprinder den ? 04164
Bottom
04165
Top
Mäkelä: I have strict orders from the Vicar to bring you to church next Sunday. MÄKELÄ: Jeg har fået streng besked af præsten om, at jeg næste søndag skal bringe jer til kirken. 04165
Bottom
04166
Top
Juhani: What does he want of us at church? JUHANI: Hvad vil han med os i kirken? 04166
Bottom
04167
Top
Mäkelä: To put you in the stocks, to speak plainly. MÄKELÄ: Sætte jer i fodstokken, for at sige det rent ud. 04167
Bottom
04168
Top
Juhani: Why? JUHANI: Hvorfor det? 04168
Bottom
04169
Top
Mäkelä: For many reasons. You wild and maddened men! You broke the churchwarden’s window and then fled like wolves. MÄKELÄ: Af mange årsager. - I tåbelige og vilde krabater, I slog klokkerens vindue i stykker og stak af fra ham som ulve. 04169
Bottom
04170
Top
Juhani: ’Twas the churchwarden worried us like the wildest wolf. JUHANI: Klokkeren rev og sled i os som en gal ulv. 04170
Bottom
04171
Top
Mäkelä: But what has the Vicar done to you. MÄKELÄ: Men hvad har præsten gjort jer? 04171
Bottom
04172
Top
Juhani: Not the bite of a flea. JUHANI: Ikke så meget som et loppebid. 04172
Bottom
04173
Top
Mäkelä: And yet you mocked and insulted him through that foul-mouthed, brazen leech Kaisa. You sent, by Raja-mäki’s horrible regiment, the most filthy, really scoundrelly greetings to a well-born man, the shepherd of our parish; that was a barefaced insolence without like. MÄKELÄ: Og alligevel har I hånet og spottet ham gennem den rap-kæftede og uforskammede Koppe-Kaisa. Gennem det forfærdelige Rajamäki-regiment sendte I de mest svinagtige, ja, nogle helt slyngelagtige bemærkninger som hilsen til en højvelbåren person og præsten for vor menighed; det var en mageløs og enestående frækhed. 04173
Bottom
04174
Top
Juhani: ”It’s true enough, but prove it,” said Kakkinen’s Jake, but so say not I. JUHANI: »Vist er det sandt, men det må bevises«, sagde Kakkinens Jaako, men sådan siger jeg nu ikke. 04174
Bottom
04175
Top
Mäkelä: But now, know that the Vicar’s sternest vengeance will befall you. Now he is without pity for you. MÄKELÄ: Men nu bør I vide, at præstens strengeste straf vil ramme jer. Nu har han ingen barmhjertighed med jer. 04175
Bottom
04176
Top
Aapo: Sit down, Mäkelä, and let us talk over the matter a little more broadly and deeply. What do you say to this point: can the Vicar screw us down in the stocks for Rajamäki Kaisa ’s lies? Surely not! Let what we have said and in what way hurt his honour be legally proven. AAPO: Sæt Dem ned, Mäkelä, og lad os snakke lidt grundigere og dybere om sagen. Se nu på dette spørgsmål: kan præsten skrue os fast i fodstokken på grund af Rajamäki-Kaisas løgnehistorier? Absolut ikke! Det må bevises ad lovens vej, hvad vi har sagt, og hvordan vi har krænket præstens ære. 04176
Bottom
04177
Top
Juhani: ”First a matter must be weighed, ere the rod on back be laid,” that’s well known. JUHANI: »Sagen må først bevises, inden manden kan rises«, det er en given ting. 04177
Bottom
04178
Top
Mäkelä: But another thing, this matter of reading, gives him a fair amount of power, anyhow, under the church laws, which he is now sure in his anger to use against you. MÄKELÄ: Men det andet spørgsmål, angående læsningen, det giver ham en vis myndighed ifølge kirkeloven, som han nu sikkert i sin vrede vil bruge imod jer. • 04178
Bottom
04179
Top
Juhani: In the matter of reading we have God’s own laws and regulations on our side, which stop anything in that line. Look you, already in our mother’s womb He gave us such hard heads that it is impossible for us to learn to read. What are we to do, Mäkelä ? The gifts of learning fall very unevenly on our heads down here. JUHANI: Når det gælder læsningens besvær, så er Guds forordning og lov på vor side, og den forpurrer ethvert forsøg. Ser De, han har allerede i vor moders skød givet os så træge hoveder, at det er umuligt for os at lære at læse. Hvad skal vi gøre, Mäkelä ? Alt for ulige falder åndens gaver i vor lod her på jorden. 04179
Bottom
04180
Top
Mäkelä: The hardness of your heads is only an empty fancy. Diligence and daily practice will overcome anything in the end. Your father was one of the best readers. MÄKELÄ: Jeres træge hoveder er kun en tom indbildning. Flid og daglig øvelse overvinder alt til sidst. - Jeres fader var et af de bedste læsehoveder. 04180
Bottom
04181
Top
Aapo: But our mother never knew a single letter, and yet she was a true Christian. AAPO: Men vor mor kendte ikke et eneste bogstav, og dog var hun en god kristen. 04181
Bottom
04182
Top
Juhani: And brought up and chastised her sons in the fear of God. God bless the old woman. JUHANI: Og opdrog og avede os i gudsfrygt. Herren velsigne den gamle kone! 04182
Bottom
04183
Top
Mäkelä: Did she try what the skill of others could do for you? MÄKELÄ: Prøvede hun ikke, hvad andres dygtighed kunne udrette for jer? 04183
Bottom
04184
Top
Juhani: Indeed she did her best; she tried what Old Granny Pinewood could do. But that hot-tempered witch began at once hammering our backs, and her cabin became worse in our eyes than a cave of demons; and at last we never entered it, though they whipped us like a dying fire. JUHANI: Hun gjorde sit bedste; hun prøvede ved hjælp af Fyrreskovs-konen. Men den arrige kælling begyndte straks at garve vore rygstykker, og i vore øjne forvandlede hendes hus sig til den uhyggeligste trolde-rede; til sidst gik vi ikke ind i huset, skønt man tærskede os alt, hvad man kunne. 04184
Bottom
04185
Top
Mäkelä: In those days you were a thoughtless lot, but now you stand for yourselves as men; and a sensible, healthy man can do what he wills; show the Vicar and the world, therefore, what manhood can do. As for you Aapo, who have such a clever mind and do not lack a mite or two of knowledge, and whose sharp memory preserves all you hear or see, at you I must wonder that you have not already altered your ways. MÄKELÄ: Dengang var I uden synderlig forståelse, men nu står I for jeres egen sag som mænd; en fornuftig og rask mand kan, hvad han vil; derfor må I nu vise både præsten og hele verden, hvad mandighed formår. At du, Aapo, ikke har handlet anderledes, du, der både har en klar forstand og heller ikke mangler kundskaber på et og andet punkt, og hvis skarpe hukommelse husker alt, hvad du ser og hører, det forbavser mig i høj grad. 04185
Bottom
04186
Top
Aapo: ’Tis but little I know; oh well, 1 know a thing or two. Our blind uncle told us many things, things from the Bible, of his travels, and of the lands and the seas of the world, and then we always listened to him with pious hearts. AAPO: Jeg ved kun lidt; nå, jeg ved dog et og andet. Vor blinde onkel, der nu er død, fortalte os mange ting, han fortalte om Bibelen, om sine sørejser og om verdens opbygning, og så lyttede vi altid andægtigt til ham. 04186
Bottom
04187
Top
Juhani: We listened with ears erect as a hare’s when the old man talked to us of Moses, the children of Israel, happenings from the Book of Kings and the miracles of Revelations. ”And the sound of their wings was as the sound of chariots as they rush to war.” Lord save us we know many miracles and things, and aren’t quite such black heathens as people think. JUHANI: Vi lyttede med strittende øren som harer, når den gamle fortalte os om Moses, Israels børn, begivenheder i Kongernes bog og mirakler i Åbenbaringerne. »Og lyden af deres vinger var som lyd af stridsvogne, når de fare ud til kamp.« Herre Jesus! vi kender mange mirakler og sager og er ikke slet så vilde hedninger, som man tror. 04187
Bottom
04188
Top
Mäkelä: But to become true members of the Christian Church you must begin from the a-b-c book. MÄKELÄ: Men I må begynde med a.b.c.-en for at blive sande medlemmer af den kristne menighed. 04188
Bottom
04189
Top
Aapo: Mäkelä, on that table you see seven a-b-c’s, brought from Hämeenlinna, and may this sight prove to you our willingness to learn. Let the Vicar show a little more patience, and I think that something can take root, grow and prosper out of this matter. AAPO: Mäkelä, på det bræt dér ser De syv a.b.c.-er, som vi har købt i Tavastehus, og det syn beviser, at vi stræber efter lærdom. Præsten må have tålmodighed med os lidt endnu, så tror jeg, at vor sag vil avles, fødes og vokse nogenlunde. 04189
Bottom
04190
Top
Juhani: Let him be longsuffering towards us and I am willing to pay him his tithes twice over, and the flesh of young game won’t be lacking from his bowl, at lawful times. JUHANI: Han må være tålmodig, og jeg skal betale ham tiende dobbelt op, og der skal ikke mangle ungt fuglekød i hans skål, i den lovlige tid. 04190
Bottom
04191
Top
Mäkelä: Prayers and fine promises won’t help here I’m afraid, when I think of his deep and righteous anger. MÄKELÄ: Her hjælper sikkert hverken bønner eller fagre løfter, vil jeg tro, når jeg tænker på hans voldsomme og retfærdige vrede imod jer. 04191
Bottom
04192
Top
Juhani: What does he want of us then, and what do you want? Good! Come with seventy men, and blood shall spray around us even then. JUHANI: Hvad vil han os da, og hvad vil De? Udmærket! Kom bare med halvfjerds mand, og blodet skal sprøjte alligevel. 04192
Bottom
04193
Top
Mäkelä: Tell me, what steps do you mean to take to learn your alphabet and the Lesser Catechism, which is the chief concern of our Vicar. MÄKELÄ: Men sig mig, hvad I har i sinde at gøre for at lære jer a.b.c.-en og den lille katekismus, der er præstens vigtigste krav. 04193
Bottom
04194
Top
Juhani: Try what the teaching of Granny Pinewood or her daughter can do for us here at home. Good reading women, both of them. JUHANI: Vi vil prøve, hvad Fyrreskovs-konen eller hendes datter Venla kan lære os herhjemme. De er dygtige læse-kvinder, begge to. 04194
Bottom
04195
Top
Mäkelä: I will tell the Vicar of your intention. But for the sake of your own peace go and beg his forgiveness for your insolent deed. MÄKELÄ: Jeg vil fortælle præsten om jeres planer. Men af hensyn til jeres egen fred bør I gå hen og bede ham om forladelse for jeres uforskammede optræden. 04195
Bottom
04196
Top
Juhani: We will think over that point. JUHANI: Vi skal tænke over sagen. 04196
Bottom
04197
Top
Mäkelä: Do as I say; and note that unless he observes in you an honest and strenuous endeavour, you’ll be in the stocks, nicely in the stocks one Sunday, under the church windows. This I say; and now farewell! MÄKELÄ: Gør som jeg siger og vid, at hvis han ikke sporer en ærlig og flittig stræben hos jer, så sidder I i fodstokken, sidder nok så nydeligt i fodstokken en søndag, ved kirkens stensokkel. Det siger jeg og nu farvel! 04197
Bottom
04198
Top
Juhani: Farewell, farewell! JUHANI: Farvel, farvel! 04198
Bottom
04199
Top
Tuomas: Did you really mean what you said about Old Granny Pinewood and her daughter? Was it in earnest you half promised to go and crawl before the Vicar. TUOMAS: Var det for fuldt alvor, du snakkede med ham om Fyrreskovs-konen og hendes datter Venla? Var det for fuldt alvor, du næsten lovede, vi skulle gå hen og krybe for præsten? 04199
Bottom
04200
Top
Juhani: There wasn’t a mite of earnest in it, and of truth not a whit. To gain time was what this lad’s prattle was meant for. Granny Pinewood or Venla to guide our reading-sticks ! Why, even the Toukola pigs would laugh! You heard, we were threatened with the certain stocks, with the pillory of shame. A thousand flaming goblins! Hasn’t a man the right to live his own life as he likes in peace, when he stands in no one’s way, tramples on no one’s rights? Who’ll forbid it? But I say once again: parsons and officials with their books and papers are the evil spirits of mankind. Oh you black sow ! Oh cursed day on earth! We’re so knocked head over heels by the blows of hard fate and the cruelty of men, that I could dash my head against a wall. Oh you black bull! Venla refused us; they’ve made a nasty, stinging song about us; the churchwarden tortured us like the Evil One himself; the Toukola lads hammered us like senseless earth, we were trounced like Christmas pigs and now strut here like real Christmas brownies, like one-eyed gnomes with rags round our heads. What more? Isn’t our home now without the poor man’s only treat, the roaring steam of the sauna? There the ruins of our sauna smoke and smoulder. And there’s still the worst of devils left. Hrrh ! With all its ten holes the stocks grin at us from the church porch. Bright lightning! If such a bunch of worries doesn’t lift a razor to a man’s throat, what will ? Oh you horned bull ! JUHANI: Ikke så meget som en antydning i den retning og ikke det mindste for fuldt alvor. Knægten her vrøvlede bare sådan for at trække tiden ud. Fyrreskovs-konen eller Venla skulle føre pegepinden her! Så ville selv svinene i Toukola grine. I hørte jo, at man, aldeles sikkert, truede os med fodstokken, med skammens galge. Fanden stå i det! Har en mand ikke lov til at leve i fred og efter sit eget hoved, på sin egen grund, når han ikke står i vejen for nogen eller går andres ret for nær ? Hvem kan forbyde det ? Men jeg siger endnu en gang: præster og embedsmænd med deres bøger og protokoller er menneskenes onde ånder. - Oh, dit sorte svin! Ve, denne forbandede dag! Vi rammes sådan, over hals og hoved, af den hårde skæbnes kølleslag og menneskenes fortrædeligheder, at jeg er lige ved at rende hovedet i væggen. Oh, din sorte tyr! Venla gav os kurven; man har lavet en giftig nidvise om os; klokkeren pinte os som selve satan; Toukola-knægtene bankede os, som var vi en stump hede-jord; prygl fik vi som jule-svin, og nu går vi omkring her som rigtige julebukke; som én-øjede nisser med pjalter om hovedet. Og hvad mere? Nu er vort hjem uden den fattiges eneste fryd, uden badstue-ovnens brusende damp. Derude gløder og ryger jo ruinerne af vor forhen så elskede badstue. Og der er stadig den værste af djævlene tilbage. Hm! Fodstokken griner imod os, i kirkens våbenhus, med sine ti huller. Oh, du klare ild! Hvis ikke en sådan bunke bekymringer fører ragekniven imod en mands strube, hvad gør det så? Oh, du behornede tyr! 04200
Bottom
04201
Top
Eero: Now your memory is a little weak; there aren’t ten holes in the stocks. EERO: Nu husker du en lille smule forkert; der er ikke ti huller i fodstokken. 04201
Bottom
04202
Top
Juhani: How many then ? JUHANI: Hvor mange er der da ? 04202
Bottom
04203
Top
Eero: How many stars in Charley’s Wain, how many sons at Jukola? EERO: Hvor mange stjerner er der i Karlsvognen; hvor mange sønner i Jukola? 04203
Bottom
04204
Top
Juhani: We are seven. Seven holes therefore and seven sons. Well, all the worse. Seven holes! Always worse and worse. See how men and hard fate are joined together against us. Seven holes like millstone-eyes! What mockery of hard fate! Well, let them shoot all the arrows of their rage at us, we’ll clench our overgoaded hearts hard as sparkling steel. Let them blow poison at us from every side like snakes, and the heavens rain pure gall on us, we’ll still, with eyes shut, grinding our teeth and roaring like mad bulls, charge at them. And if we are dragged at last by all the Crown’s might to the stocks, why it’s with blissful joy I’ll sit in them. JUHANI: Vi er syv sønner. Altså syv huller og syv drenge. Nå, så meget desto værre. Syv huller! Altid så meget desto værre. Se bare, hvordan menneskene og en hård skæbne har sammensvoret sig imod os. Syv huller som øjne i en møllesten. Hvilken hån af en hård skæbne! Men lad dem skyde på os med alle deres vredes pile, så gør vi vore hjerter hårde som blinkende stål. Og lad dem puste deres gift på os fra alle sider som slanger, og lad himlen regne lutter galde ned over os, vi styrter dog imod dem, med lukkede øjne, som vilde okser, mens vi skærer tænder og brøler. Og hvis man til sidst slæber os til fodstokken med statens magt, så vil jeg sidde i træklodsen med salig fryd, det vil jeg. 04204
Bottom
04205
Top
Aapo: Why with joy? AAPO: Hvorfor med fryd ? 04205
Bottom
04206
Top
Juhani: You do not understand, brother, the awful power of anger. The thought of revenge would make this lad forget all shame; and shame is their purpose. A dream, that of bleeding our mister Vicar, it’s that that would taste like honey-dew to my angry mind. And it wouldn’t be a knife or a gun I’d use, like the former man from Karja, no, but with teeth and claws I’d fly at his throat like a she-wolf. I’d tear the man to bits, to a thousand bits, and taste my revenge to the last drop. I’d do this even if I had ten lives and each life were to be tortured ten years in a spiked barrel. It’d be nothing against the lust of my revenge. JUHANI: Du forstår ikke, brorlil, vredens dømmende kraft. Hævnens planer får knægten her til at glemme al hån; og det er jo deres hensigt at håne os. Forestillingen om at tappe blod ud af vor hr. præst, det ville smage mit vrede sind som honning-dug. Og ved den lejlighed ville jeg ikke bruge kniv eller bøsse, sådan som manden fra Karjaa gjorde engang, nej, jeg vil hugge ham i struben med klør og tænder som en los. I stumper og stykker, i tusind stumper og stykker ville jeg rive manden, og så kunne jeg rigtig nyde den lækre hævn. Sådan ville jeg gøre, om jeg så havde ti liv, og hvert liv skulle pines ti år i spigertønden. Det ville ikke betyde noget i sammenligning med hævnens lyst. 04206
Bottom
04207
Top
Aapo: You stir up all your being. Soothe, miserable brother, the seething cauldron of your heart with cool water from the rippling brook of patience, which flows onward through the meadows, gently winding. AAPO: Du vender jo fuldstændig op og ned på hele dit væsen. Stakkels broder, skyl dit hjertes skoldhede kedel med koldt vand fra tålmodighedens rislende bæk, der bugter sig langsomt hen gennem engen. 04207
Bottom
04208
Top
Simeoni: Your face pitch-black, and your eyes roll bloodshot, sharp as gimlets. Have mercy on yourself. SIMEONI: Du er helt beg-sort i ansigtet, og dine øjne ruller rundt, blodrøde og stikkende. Hav dog barmhjertighed med dig selv. 04208
Bottom
04209
Top
Tuomas: Truly, if we were made to sit in the stocks, we’d have revenge, but may our hearts beat in peace until that happens. All hope is not past yet. TUOMAS: Vist ville vi hævne os, hvis man lod os sidde på skammens sæde, men lad nu vore hjerter være i fred, indtil det sker. Alt håb er ikke ude endnu. 04209
Bottom
04210
Top
Juhani: On one corner of the earth a day of peace still gleams for us. Ilvesjärvi Lake yonder, below Impivaara, is the harbour to which we can sail away from the storm. Now my mind is made up. JUHANI: Fra et af verdens hjørner stråler endnu fredens dag imod os. Ilvesjårvi, ved foden af Impivaara, er den havn, hvor vi sejler hen, bort fra stormene. Nu har jeg taget min beslutning. 04210
Bottom
04211
Top
Lauri: Mine was already made up last year. LAURI: Det gjorde jeg allerede forrige år. 04211
Bottom
04212
Top
Eero: I’ll follow you even into the deepest cave on Impivaara, where it is said the Old Man of the Mountain boils pitch, with a helmet made of a hundred sheep-skins on his head. EERO: Jeg følger jer, om det så var til Impivaaras dybeste hule, hvor, efter hvad man siger, den gamle bjergtrold koger beg med en hjælm af hundrede fåreskind på hovedet. 04212
Bottom
04213
Top
Tuomas: We’ll all move there from here. TUOMAS: Vi flytter allesammen herfra. 04213
Bottom
04214
Top
Juhani: There we’ll move and build a new world. JUHANI: Vi flytter og bygger os en ny verden. 04214
Bottom
04215
Top
Aapo: Cannot the hand of the law reach us there too? AAPO: Mon ikke øvrighedens klo kan nå os dér? 04215
Bottom
04216
Top
Juhani: The forest shields its pups. There we are indeed on our own ground; deep as bleary-eyed moles we’ll dig ourselves in, right to the bowels of the earth. And if they felt like meddling with us lads there, they’d be made to see what it feels like to disturb seven bears in their lair. Now to the tanner’s to draw up a lease in writing. For ten years let the farm pass into other hands. JUHANI: Skoven beskytter sine unger. Først dér står vi på egen grund; dybt som plirrende muldvarpe graver vi os liell ind til jordens marv. Og hvis det skulle fornøje dem at forfølge drengene derhen, skal de snart erfare, hvordan det føles at forstyrre syv bjørne i deres hule. - Og nu af sted til garveren for at bekræfte handlen skriftligt. I ti år overlader vi vor gård i andres hænder. 04216
Bottom
04217
Top
Simeoni: I, too, long for an abode of peace. Brothers, let us create ourselves a new home and a new heart in the depths of the forest. SIMEONI: Jeg længes også efter en fredens bolig. Brødre, vi skaber os et nyt hjem og et nyt hjerte i skovenes skød. 04217
Bottom
04218
Top
Juhani: All with a single mind ! JUHANI: Alle som én! 04218
Bottom
04219
Top
Aapo: What do you decide, Timo ? AAPO: Hvad bestemmer du, Timo? 04219
Bottom
04220
Top
Timo: ”Where all others, there I too,” says the proverb. TIMO: »Som herren er, så følger ham hans svende«, siger ordsproget. 04220
Bottom
04221
Top
Aapo: You would move, and I be left here, alone pine in Jukola’s yard? Ah, for that every root and fibre of my being is too firmly fast in your company. I’m agreed, then, and let’s hope for the best from this trip. I’ll come with you. AAPO: I flytter bort, og så skulle jeg blive her som en enlig gran på Jukolas gårdsplads ? Ak, hver eneste rod, hver eneste gren i mit væsen er vokset altfor fast til jeres kreds. Lad gå da, og lad os håbe det bedste af den rejse. Jeg følger med. 04221
Bottom
04222
Top
Juhani: Splendid! Now to the tanner’s the lot of us, to draw up a proper lease. All with a single mind ! JUHANI: Storartet! Nu af sted til garveren alle mand for at udfærdige en lovmæssig kontrakt. Alle som én! 04222
Bottom
04223
Top
They set out in a body to draw up the lease, rented their farm to the tanner for ten years; and the following paragraphs were set down in writing. The tanner was to rule over and run the farm for ten years, the first three years without any rent, whereafter he was to pay the brothers seven barrels of rye each year and build a new sauna before the lease expired. Anywhere in the Jukola forests the brothers were at liberty to hunt, and any kind of game the law allowed. In the northern section of the farm’s holding, around Impivaara, the brothers were free to do and live as they pleased, this applying both to the clearings and the forests. The tanner was to take over the farm on All Saints’ Day, but if they so wished, the brothers were to be given shelter in the home of their birth over the coming winter. These were the main conditions of the lease. De begav sig af sted i samlet flok for at sætte en kontrakt op og lejede deres gård til garveren for ti år; og følgende paragraffer blev fastsat skriftligt. Garveren har rådighed over gården og driver den i ti år, de tre første år uden vederlag, men derefter betaler han brødrene syv tønder rug årlig og bygger en ny badstue, inden lejemålet udløber. Frit og over alt i Jukolas skove har brødrene ret til at drive jagt på enhver slags vildt, som loven tillader. På den nordlige del af gårdens jorder, omkring Impivaara, har brødrene ret til at leve og gøre, som det passer dem, både med hensyn til jorden og skovene. Allehelgenens dag overtager garveren gården, men brødrene skal dog, hvis de ønsker det, have husly i deres fædrenehjem endnu den kommende vinter. Sådan var kontraktens hovedpunkter. 04223
Bottom
04224
Top
Came November, and the tanner stood with his loads in the J ukola yard and took over the management of the farm for the term of the lease. But to avoid the Vicar and his men, the brothers spend the winter mostly in the forest, ski-ing and hunting; the charcoal-burner’s hut on Impivaara was their camp. They did not, however, move altogether with horse and other belongings from the farm. This, they had settled, was to take place when spring had come. Nevertheless, they worked already at their cabin, felled trees to dry during the spring and rolled stones for the foundations on to a stump-strewn clearing on the slope of a steep hill. Så kom november måned, og garveren holdt med sine læs på Jukolas gårdsplads og overtog gårdens ledelse for den aftalte tid. Men brødrene, der ville undgå præsten og hans hjælpere, levede hovedsagelig i skovene den vinter, løb på ski og jagede i omegnen; og boede i en kulsvier-hytte på Impi-vaara-heden. Den egentlige flytning med hest og andre nødvendige sager var endnu ikke blevet iværksat. Man havde bestemt, at den skulle finde sted, når sommeren kom. De tumlede dog allerede så småt med deres fremtidige hus: de fældede træer, for at de kunne tørre til foråret, og trillede grundstenene sammen på den afbrændte, stub-fyldte skovmark, ved foden af det stejle bjerg. 04224
Bottom
04225
Top
Thus passed the winter, and during the whole of its course no command or reminder reached the brothers from the Vicar. Was he merely biding his time, or had he left them to their fate? Sådan gik vinteren, og i al den tid fik brødrene ingen som helst befaling eller påmindelse fra præsten. Ventede han, eller havde han overladt dem til deres skæbne ? 04225
Bottom

Chapter 05 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
05001
Top
Spring had come, the snowdrifts had melted, the winds blew mild; the earth began to blossom and the birchwoods to put on leaves. Foråret var kommet, snedriverne var smeltet, vinden blæste blidt, jorden begyndte at blive grøn, og birkelunden fik løv. 05001
Bottom
05002
Top
The brothers work on their removal from Jukola to Impivaara. They tramp along a stony, twisting forest path, guns on shoulders and birch-bark knapsacks with powder and shot on their backs. Juhani leads the way with Killi and Kiiski, the two big, fierce Jukola dogs. Behind them, drawing a spring-less cart, driven by Timo, walks the brothers’ one-eyed horse, old Valko. The others, with their guns and knapsacks, follow the cart, helping Valko over the hardest stretches of the road. Last of all comes Eero, carrying in his arms Jukola’s doughty cock, for the brothers were loath to part with him, and had decided to take him along to the wilds of Impivaara for a timepiece. On the cart were a coffer, traps for wolf and fox, an iron cauldron and in it two oaken bowls, a dipper, seven spoons and other instruments of the cook’s art. A coarse sack filled with peas served as cover to the cauldron; and highest of all, the old farm cat squirmed and mewed in a little bag. Such was the brothers’ departure from their home; silent and dejected, they trod the difficult, stony forest path. The sky was bright, the weather calm, and downhill to the west spun already the wheel of the sun. Brødrene er nu ifærd med deres flytning fra Jukola til Impivaara. De traver hen ad den stenede, snoede skovvej, med bøsserne over skulderen; og på ryggen har de birke-barks-ranslerne, hvor de opbevarer ammunitionen. Juhani går i spidsen og ved siden af ham Jukolas store, bistre hunde, Killi og Kiiski. Bag ved dem, ført af Timo, går brødrenes en-øjede hest, den gamle Valko, der trækker en kærre. Efter læsset følger de andre brødre med bøsserne over skulderen og ranslerne på ryggen; og de hjælper Valko over de værste steder på vejen. Til sidst kommer Eero; han bærer i sin favn Jukolas stolte hane; brødrene ville ikke skilles fra den og har taget den med til Impivaaras ødemarker som tidsmåler. På kærren ses en kiste, ulve- og rævesakse, en gryde, og i gryden to egetræsfade, en slev, syv skeer og andre sager, der har med kogekunsten at gøre. Gryden var dækket af en grov sæk, fyldt med ærter, og aller-øverst oppe hoppede og miavede Jukolas gamle kat i en lille pose. - Sådan forlod brødrene deres gamle hjem, traskede mismodige og tavse hen ad den knudrede og stenede skovvej. Himlen var klar, luften stille, og i vest rullede allerede solens hjul ned ad bakke. 05002
Bottom
05003
Top
Juhani: Man is a seafarer on the stormy sea of life. So we too now sail away from the dear haunts of our childhood, sail with our wheeled ship across the mazy forests towards the steep island of Impivaara. Ah ! JUHANI: Mennesket er en søfarer på livets stormfulde hav. Nu sejler vi også bort fra vort kære barndomshjem, sejler med vort vogn-skib gennem de vildene skove imod Impi-vaaras stejle ø. Ak! 05003
Bottom
05004
Top
Timo: Tt wouldn’t take much for this poor frog, too, to be smearing tears from his cheeks. TIMO: Der mangler ikke meget i, at jeg, jeg arme frø, også begynder at tørre tårerne af mine kinder. 05004
Bottom
05005
Top
Juhani: That I scarce wonder at, having looked into my own heart in this grievous hour. But there’s no help for it in this world; a man’s heart must always be hard as a flint. The child of man is born a wanderer on the face of the earth; here he has no abode. JUHANI: Det forbavser mig ikke, efter at jeg har set ind i mit eget bryst, i denne sorgens stund. Men det nytter ikke noget her i denne verden: mandens hjerte må stadig være hårdt som en hvid rullesten. Mennesket er født til vandringsmand, har ej blivende sted her på jorden. 05005
Bottom
05006
Top
Timo: Here he wanders a little while, struts and prances, until at last he wilts and perishes like a rat at the foot of a wall. TIMO: Det vandrer omkring her en stakket stund, vender sig og drejer sig, indtil det omsider synker sammen og forsmægter som en rotte ved foden af muren. 05006
Bottom
05007
Top
Juhani: Rightly said, wisely uttered. JUHANI: Rigtigt sagt, klogt sagt! 05007
Bottom
05008
Top
Simeoni: And if that were but all; but the point is... SIMEONI: Og hvis det så var alt, men så begynder det først! 05008
Bottom
05009
Top
Juhani: . .. the question of our talents, that’s what you meant. True. JUHANI: Så bliver der tale om vore pund, ville du sige. Sandt nok! 05009
Bottom
05010
Top
Timo: Then we shall have to say without shift or guile; here am I and here, Lord, is your talent back. TIMO: Så skal det siges uden mindste svig eller list: her er jeg, og her, Herre, er dit pund. 05010
Bottom
05011
Top
Simeoni: A man ought always to remember his end; but his heart is hardened. SIMEONI: Et menneske burde altid tænke på sit endeligt, men det er forhærdet. 05011
Bottom
05012
Top
Juhani: Hardened, hardened, that can’t be denied. But such, God knows, are all under this heaven. Yet we can earnestly try to live hereafter as befits true believers, once we have settled down and built ourselves a warm abode of peace. Let us join, brothers, in a strict league and cast away all works of sin, all anger, strife and hate in our bird’s-nest here. Away anger, hate and pride. JUHANI: Forhærdet, forhærdet, det kan ikke nægtes. Men sådan er vi allesammen, Gud bedre det, under denne himmel. Lad os dog herefter for alvor beflitte os på at leve, som det anstår sig fromme helte, når vi først rigtig har indrettet os her og fået os en varm fredens bolig. Lad os, brødre, slutte et fast forbund og feje alle syndens påfund tilside, al ondskab, al kiv og alt had, her i vor fuglerede. Bort med ondskab, had og hovmod. 05012
Bottom
05013
Top
Eero: And pomp. EERO: Og prunk. 05013
Bottom
05014
Top
Juhani: Ay! JUHANI: Ja! 05014
Bottom
05015
Top
Eero: Flaunting, sinful raiment. EERO: Og prægtige, syndige klæder! 05015
Bottom
05016
Top
Juhani: Ay! JUHANI: Ja, netop! 05016
Bottom
05017
Top
Eero: Spring-carts and all such church-going vanities. EERO: Fjedrende kirke-gigge og alt det prangende kirkeflitter. 05017
Bottom
05018
Top
Juhani: What? What are you saying? JUHANI: Hvad ? Hvad snakker du om ? 05018
Bottom
05019
Top
Simeoni: He’s joking again. SIMEONI: Han spøger igen. 05019
Bottom
05020
Top
Juhani: I notice that. See that I don’t grab you by the neck, that is, if I minded the babbling of a rogue; but I wouldn’t be a man if I did, that I wouldn’t. How, you twice damned imp, are you holding that cock? Why is the poor brute squawking? JUHANI: Ja, det mærker jeg. Pas på, jeg ikke griber dig i nakkeskindet, det vil sige, hvis jeg altså brød mig om sådan en tåbes snik-snak, men så ville jeg ikke være nogen rigtig mand, nej, sandelig ikke. — Hvordan er det, du behandler den dér hane, din forbistrede lømmel? Hvorfor jamrer det arme dyr? 05020
Bottom
05021
Top
Eero: I only set its wing right; it hung down. EERO: Jeg ordnede bare vingen, der hang ned. 05021
Bottom
05022
Top
Juhani: I’ll set you right soon. See that I don’t collar hold of you. Know that that is the best cock in the whole of our province at his job. The first time he crows at two, the second at four o’clock, which is the best time for rising. We shall have much joy of that cock out here in the wilds. And the cat then up there on the load! Ah Matti-lad! There you dance and sway and peer out of your sack, mewing quite pitifully. Poor old fellow, there aren’t very many days left for you to stalk about. Your eyes are turning very dark and your mewing sounds hoarse. But perhaps you’ll still pick up when you start on the fat forest mice. I hope so. But ’tis you, Killi and Kiiski, I love above everything. Like ourselves, you were born and bred on Jukola Farm, grew up with us like true brothers. Ah, how burningly you look into my eyes! Ay, Killi, ay, my Kiiski-lad, ay! And wagging your tails so merrily! Well, well, you can’t know that we’re now leaving our beautiful home. Oh you poor wretches! I can’t help it, I must weep. JUHANI: Jeg skal også straks ordne dig en kende. Pas på, jeg ikke tager dig i nakken. Vid, at det er den bedste hane i hele vort herred til at passe sit hverv; altid nøjagtig og pålidelig. Den galer første gang klokken to, anden gang klokken fire, og det er den bedste tid at stå op på. Den hane får vi megen glæde af her midt i ødemarken. - Og katten deroppe på toppen aflæsset! Ak, stakkels Matti-fyr! Dér svinger og dingler du og kigger ud af hullet i din pose og miaver så sørgeligt. »Ak, du, din stakkels stodder, din gamle odder«, du har næppe mange dage tilbage at liste omkring i her på jorden. Dine øjne er allerede blevet så mørke, og din miaven lyder så hæst. Men du kvikker måske op endnu en gang, når du springer i nakken på de fede skovmus. Det håber jeg. Men jer, Killi og Kiiski, har jeg nu mest medlidenhed med. I er, som vi selv, avlede, fødte og opvoksede på Jukola; vokset op som vore egne brødre. Ak, hvor brændende stirrer I ikke ind i mine øjne! Ja, Killi, ja, du, min Kiiski-knægl ! Og I vifter så fornøjet med jeres haler. Nå, I ved ikke, at vi nu forlader vort herlige hjem. Ak, 1 sølle stakler! Jeg må græde; jeg må. 05022
Bottom
05023
Top
Timo: Look to your own advice a moment ago. Keep a stout heart, a stout heart. TIMO: Husk, hvad du rådede dig selv til for lidt siden. Gør dit hjerte hårdt, gør dit hjerte hårdt. 05023
Bottom
05024
Top
Juhani: I can’t, I can’t, leaving my golden home. JUHANI: Jeg kan ikke, jeg kan ikke, når jeg forlader det kære hjem. 05024
Bottom
05025
Top
Tuomas: Truly a day to weigh on a man’s heart; but up on Impivaara we shall soon have another home, soon perhaps as dear. TUOMAS: Vist tynger denne dag på en mands sind; men i Impivaara får vi snart et andet hjem, og det bliver os måske hurtigt lige så kært. 05025
Bottom
05026
Top
Juhani: What, brother? Not in heaven nor on earth is there a spot as dear to us as the place where we were born and bred and in whose fields we played as little, milk-bearded brats. JUHANI: Hvad sagde du, min broder ? Hverken på jorden eller i himlen findes der et sted så elsket som det, hvor vi er født og vokset op, og på hvis marker .vi tumlede os som små purke med mælkeskæg. 05026
Bottom
05027
Top
Aapo: The hour of parting crushes our hearts, ’tis true, for even to a hare the home-bush is dear. AAPO: Ja, afskedsstunden knuser vore hjerter, det er sandt, for også haren har den hjemlige busk kær. 05027
Bottom
05028
Top
Juhani: What was it the mother-hare once said, when feeling herself heavy again, she sent the little hare away, out of the way of a coming brood ? JUHANI: Hvad var det hare-moderen sagde engang, da hun påny følte, hun var drægtig, og bad sin lille unge om at drage bort for at give plads til de kommende småfyre? 05028
Bottom
05029
Top
Timo: ”Get you on your way, little son, little one, and remember always what I say: where the bush is there the trap is, where you leap you find the snare.” TIMO: »Stik nu af, min søn, min kære, lille søn, og husk altid, hvad jeg siger: »dér, hvor riskvistene er, dér er snaren, og dér, hvor hullet er, dér er fælden«. 05029
Bottom
05030
Top
Juhani: So she said to her son and the lad went lolloping away; he lolloped, gaping, along the clearing and the edge of the heath, his split lip in a guileless grin. So he parted from his home, and mournful was that eve. JUHANI: Sådan sagde hun til sin søn, og knægten luntede af sted ; han luntede, han stavrede af sted hen over lysningen og langs hedens rand med et ærligt grin om sin spaltede læbe. Sådan forlod han sit hjem, og aftensolen skinnede så sørgeligt. 05030
Bottom
05031
Top
Eero: That was Jussi the Hare. EERO: Det var hare-jussi! 05031
Bottom
05032
Top
Juhani: If you will. So he parted from his home, and so we too part from ours. Farewell, home! I could kiss your threshold, even your dunghill now. JUHANI: Nå, ja, lad det nu være. - Sådan forlod han sit hjem og således forlader vi også vort. Farvel, hjem! Nu kunne jeg kysse din trappe og din mødding! 05032
Bottom
05033
Top
Aapo: Ay, brother. But let us try to drive this gloom out of our minds. Soon we shall have a mighty task before us; soon the logs will thunder, the axes ring, and up on Impivaara clearing a stout cabin will rise towards the heavens, set in the grandest forest. See, we are already in the wilds, among the roaring spruce. AAPO: Ja, min broder. Men lad os prøve på at jage denne dysterhed bort fra vort sind. Vi står snart midt i det strenge slid og slæb; snart brager træstammerne, økserne smælder, og oppe på Impivaara-heden, midt i skovenes dyb, rejser sig et prægtigt hus imod himlen. Se: vi vandrer jo allerede i den barske ødemark, i granernes sus. 05033
Bottom
05034
Top
Thus they spoke among themselves as they journeyed across a dark wilderness. But soon the land began to rise, and their path wound upward to a tree-clad height, which was called Teerimäki. Here and there were mossy crags, shaped like the burial mounds of giants, round which the dwarfed, stoutrooted pines soughed and murmured. Severely were the cart and Valko’s aged shoulder-blades shaken on the rocky road, where the eye could sometimes barely discern the marks of the trail. The path led over a hill, for bottomless quagmires stretched on either side. But the brothers did their utmost to lighten the toil of their one-eyed comrade. And at last the summit was reached, and granting Valko a short breathing-space, they looked down on the spreading earth. Their eye caught distant villages, meadows, fields, blue lakes, and on the edge of the forests in the west, the high steeple of a church. But in the south, on the slope of a knoll, Jukola glowed like a lost land of delight; and once again the brothers’ bosoms filled with languishing thoughts. At last, however, they tore their glance away and looked north, and there saw lofty Impivaara, its steeply sloping sides, its darkling caves and the moss-bearded, storm-riven spruce that stood along the ribs of the height. But below the ridge they saw a pleasant stump-strewn clearing, their future dwelling-place, and below the clearing a copse to yield them sturdy logs with which to build their home. All this they saw: Lake Ilvesjärvi shining clear between the pines and a bright sun near to its setting beaming from the northwest spur of the height; and once more a delicious flash of hope sparkled in their eyes and caused their breasts to swell. Sådan snakkede de sammen, mens de vandrede gennem den dystre skov. Men efterhånden steg terrænet, og deres vej bugtede sig op til et højtliggende, skovbevokset område, der blev kaldt for Teerimäki. Her og dér så man mosgroede klippetoppe, der af form lignede kæmpernes gravhøje, og som var omgivet af lave, rodfyldte graner, der susede i vinden. Vognen og den gamle Valkos bove rystede voldsomt på den stenede vej, hvor øjet mange steder knap nok kunne skimte de forrige hjulspor. Vejen gik op over åsen, for bundløse sumpe bredte sig til begge sider. Men brødrene gjorde også selv deres bedste for at gøre læsset lettere for det gamle, enøjede trækdyr. Til sidst nåede de op på bakketoppen, lod Valko puste lidt ud og stirrede ned på verdens åbne vidder. Deres øjne skuede fjerne byer, enge, marker, blånende søer og mod vest, i skovens kant, kirkens knejsende tårn. Men mod syd, på en bakkeskråning, skimtede man Jukola-gård som et tabt lykkens land; og længselsfulde tanker fyldte påny brødrenes bryst. Men omsider vendte de blikket mod nord ; og dér så man det høje Impivaara, de stejle skråninger, dets mørke kløfter og de skæggede, storm-forrevne graner, der stod på bjergets sider. Men ved bjergets fod så de en smuk rydning, fuld af stubbe; deres kommende boplads; og neden for rydningen en skov, der kunne forsyne dem med solide stammer til deres hus. Alt dette så de; de så den klare Ilves-sø mellem fyrretræerne; og hvordan den strålende sol, der var ved at gå ned, lyste fra bjergets nordvestlige skrænt; og håbets herlige glimt blinkede i deres øjne og fik påny deres bryst til at svulme. 05034
Bottom
05035
Top
Onward they fared again and began with bolder speed to hasten to their new abode. The hill was passed and they came to a cloister of pines on a heath, where heather, mountain-cranberry and withered tufts of grass in varied sequence covered the echoing ground. Across a sandy forest road, which led from Viertola Manor to the church, they marched, keeping to their forest track along the ridge of the heath. Derfra gik de nu videre og begyndte, med stadig større fart, at skynde sig hen mod deres nye hjem. Terrænet sænkede sig, og de kom til fyrretræernes søjlerække på heden, dér, hvor den gungrende jord skiftevis var dækket af lyng, tyttebær-ris og visnende stargræs. Så kom de til en sandet, anlagt vej, der førte fra Viertola herregård og til kirken; den krydsede de og fulgte deres egen skovvej, der gik op over hede-åsen. 05035
Bottom
05036
Top
Aapo: This is the heath on which, so the old folk say, the court-room of the snakes used to be. The judge was their own king, that white snake so rarely seen by man, which has a crown of untold worth on its head. But once a gallant rider robbed them of the crown, as the story tells us. AAPO: Her er den hede, hvor, efter hvad gamle folk fortæller, slangernes retssal lå engang i svundne tider. Dér sad som dommer deres konge, den yderst sjældent-sete, hvide slange med en umådelig kostbar krone på sit hoved. Men engang røvede en dristig rytter denne krone fra dem, efter hvad sagnet fortæller. 05036
Bottom
05037
Top
And Aapo related the following tale to them as they tramped down the ridge of the heath towards desolate Sompio Bog. A rider came and on the heath saw the Snake King, which bore a glittering crown on its head. Riding towards it, he snatched the crown from the king’s head with the point of his sword, dug the spurs into his horse and whirled away with his treasure as though borne on clouds and wind. But the snakes were as quick in setting out in furious pursuit of the brazen robber. Curled into rings, they sped hissing after him, and a thousand hoops whizzed on the rider’s track like discs cast by boys playing on the road. Soon they caught up with the rider, swarmed already thickly round the horse’s feet, bounding up along its flanks, and great was the man’s danger. And in his distress he threw down his hat as a sop to them, which they at once tore into pieces and swallowed in the fury of their rage. But not for long did this trick help the man; soon the snakes sped on his track again and the sand whirled high on the road. And ever fiercer the rider spurred on his panting horse; blood ran in streams from the fiery stallion’s ribs, and from its mouth a spumy lather spounted. The rider fled to the woods, but the trees did not hinder the speed of his pursuers. They came to a river, and with a mighty splash he rode headlong into its depths, and swiftly the stallion bore him across. The snakes too came to the river and with the thunder of many rapids dashed into the bosom of its waves, swimming across with the swiftness of a storm; and the white foam rose high in the sky. The man rode on, and still the maddened horde pursued him. Then far off, he saw a forest that burned fiercely, and now towards this he spurred his steed, and wrapping himself in the cloak that the river had wetted through, charged into the whirling flames; but the snakes never tarried a whit in following him. So might the mounted hero of Heaven cleave the golden clouds. Once more he struck his spurs into the stallion’s sides, once more he was borne onward, and then the groaning stallion fell, forgetting for ever the heated game of life. But the man stood there free, saved from the fire and his awful enemy; for the fire had burned the numberless host of snakes. There the hero stood with rejoicing glance, the marvellous trinket in his hand. Og Aapo fortalte dem følgende sagn, da de vandrede langs hede-åsen og ned mod den øde Sompio-sump. Der kom altså en rytter, og på heden så han slangernes konge, der havde en skinnende krone på hovedet. Han red hen imod ham, snappede kronen fra kongens hoved med spidsen af sit sværd, sporede sin hest og stormede af sted med sin kostbarhed som båret af blæsten og skyerne. Men slangerne var heller ikke sene i vendingen; de begyndte straks, rasende, at forfølge den frække røver. De ilede susende af sted, rullet sammen i ringe, og tusind tøndebånd snurrede af sted i rytterens spor som triller, kastet af drengene, når de leger på landevejen. De nåede snart rytteren, myldrede allerede tæt omkring hestens ben og hoppede op imod dens flanker; og manden var i stor fare. I sin nød kastede han sin hat ned til dem som lokkemad, og de sønderrev den straks i deres rasende vrede. Men dette kneb hjalp ikke manden ret længe; snart ruller slangerne påny i hans spor, og vejens sand hvirvler højt i vejret. Stadig heftigere sporede helten sin stønnende hest ; blodet løb som en strøm fra den prægtige hests sønderrevne flanker, og skummende fråde sprøjtede ud af dens mund. Rytteren flygtede ind i skoven, men den hindrede ikke hans fjenders fart. Han nåede en flod, med et plask red han ud i dens strømhvirvler, og hingsten førte ham hurtigt over den. Slangerne nåede også floden og styrtede sig, med mange vandfalds larm, i bølgernes skød og svømmede over den med stormens hast; og det hvide skum stod højt i vejret. Manden red videre, stadig forfulgt af slangernes rasende skare. Et stykke vej forude så han en heftigt-blussende svedjebrand, og nu sporede han sin hest hen imod ilden; og idet han hyllede sig i sin kappe, der var blevet våd af flodbadet, styrtede han sig ind i luernes favn, men slangerne opgav ikke cl øjeblik forfølgelsen. Sådan stormer himlens ridende helt gennem guldskyerne. Endnu en gang satte han sporerne i hestens Hanker, og endnu en gang fløj han fremad, men så styrtede den prustende hingst og glemte for bestandig livets hellige strid. Men manden stod nu i fri luft, frelst fra ilden og sine frygtelige fjender, for ilden havde brændt slangernes utallige skare. Dér stod nu helten med et jublende blik og den vidunderlige skat i hånden. 05037
Bottom
05038
Top
Aapo: That is the tale of the white snake’s crown on this same heath. AAPO: Det var sagnet om den hvide slanges krone, her på T eerimåki-heden. 05038
Bottom
05039
Top
Juhani: A grand tale and still grander the man who snatched the crown from the snake’s head and won it at last for himself. A bonny man! JUHANI: Et prægtigt sagn og en endnu prægtigere mand, der snappede kronen fra slangens hovedbog til sidst selv fik den i eje. En vidunderlig mand! 05039
Bottom
05040
Top
Timo: Few have ever seen this snake, but he who sees it becomes matchlessly wise, old folk say. TIMO: Kun få mennesker ser den slange her, men den, der ser den, bliver vældig klog, efter hvad gamle folk siger. 05040
Bottom
05041
Top
Juhani: It is also said: ”Whosoever catches this judge-snake in the spring before the cuckoo sings, and boils and eats it, that man will understand the speech of the ravens which tells him what is going to happen to him.” JUHANI: Man siger også: den, der ved forårstid, inden gøgen er begyndt at kukke, får fat i denne dommer-slange, koger den og spiser den, han forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der senere vil ske ham. 05041
Bottom
05042
Top
Eero: It is also said thus: ”Whosoever does as you say after the cuckoo sings, that man will understand the raven’s speech which tells him what has happened to him.” EERO: Man siger også således: den, der ved forårstid, efter at gøgen har kukket, gør alt det dér, den mand forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der er hændt ham forinden. 05042
Bottom
05043
Top
Juhani: Oh little brother, how daftly you speak! Doesn’t every man know that without swallowing a crumb of snake’s meat? Look you, now Eero has shown us the man he really is in the matter of brains: an addled sheep. ”Tell him what has happened to him.” Can such a thought hail from a man’s brain? Oh you poor ninny! JUHANI: Ak, brorlil, hvor snakkede du dog dumt! Som om ikke enhver vidste det uden at spise så meget som en bid slangekød? Se, nu viste Eero endelig, hvad han egentlig er værd med hensyn til hjerne; en dum vædder. »Han får at vide, hvad der er sket ham forinden«. Kan denne tanke stamme fra en mands hjerne? Ak, du, din sølle knægt! 05043
Bottom
05044
Top
Aapo: Not so fast, Juho. He spoke either in ignorance or else it was one of his jests; however that may be, in either case he cast down before us a thought worth marking. Let us try to weigh his words and I believe we can fish out the wisdom in them. To know what has happened is, in one way of looking at it, great wisdom. If you weigh over carefully which seed sown in bygone days gave profitable, and which harmful fruit, and map out your life, deeds and works thereafter, you are a wise man. If our own eyes had opened earlier, we shouldn’t be tramping here now like wanderers I believe. AAPO: Bryd dig ikke om det, Juho. Enten sagde han en dumhed, eller også vendte og drejede han sine ord drilagtigt som sædvanlig; men hvordan det så end forholder sig, så fremsatte han i hvert fald en bemærkelsesværdig tanke for os. Lad os prøve på at granske hans udtalelser, og jeg tror næsten, vi kan fiske nogen visdom ud af dem. At vide, hvad der er sket, det er, set fra et vist synspunkt, en stor visdom. Hvis du klogt overvejer om en sæd, sået i svundne dage, har båret gavnlige eller skadelige frugter og indretter dit liv, dit arbejde og dit slid derefter, så er du en klog mand. Hvis vore øjne også var blevet åbnet noget før, så tror jeg næppe, vi nu traskede af sted her som udvandrere. 05044
Bottom
05045
Top
Juhani: Like wolf-cubs under the naked sky. But what’s done is done. JUHANI: Som ulveunger under åben himmel. Men gjort er gjort. 05045
Bottom
05046
Top
Tuomas: What we lost in Jukola we can gain again on Impivaara clearing. Ho, hither the whole crowd of brothers, and let each man dig his claws into the load to help Valko until we’re across the bog. Ho hither everybody ! The wheels sink a whole span into the muddy ground. TUOMAS: Det, vi mistede i Jukola, det tager vi igen på Impivaara-heden. - Herhen, hele brødreflokken og lad hver mand slå kløerne i læsset og hjælpe vor Valko, så længe sumpen varer. Herhen, alle mand! Vognhjulene synker jo et helt spænd ned i den sumpede jord. 05046
Bottom
05047
Top
Speaking thus among themselves they had wandered down from the heath, crossed Matti Seunala’s wide clearing, passed through a close-growing sprucewood and now stood on the brink of Sompio Bog. Cheerless spread the bog, its surface showing in succession muddy, quaggy openings, mossy hummocks, and whortleberry bushes, while here and there stood a stunted dying birch, mournfully nodding its crown in the evening breeze. In the middle the bog was narrowest and there the earth was closer knit and firmer than elsewhere. Here stood short pines in mossy attire, and on the hummocks grew strong-scented bog-bilberry bushes. And over this stretch of land a wretched track reached over to the bog’s farther shore, where the dark wilds began again. Along this road the brothers ventured out on the bog. Some pulled at the shafts beside Valko, the others pushed at the cart behind. And at last, after much exertion, the brink was reached and they fared again on dry land along a root-crossed forest track to the extent of some five hundred paces. And at last the stump-strewn level of the clearing shone before them and they had reached their goal, beneath the crannied ridge. Mens de snakkede således sammen, var de vandret ned fra heden, var gået over Seunala-Mattis vidtstrakte lysning, derefter gennem en tæt granskov og stod nu ved kanten af Sompio-mosen. Dyster så denne mose ud; på dens overflade vekslede mudrede, sumpede huller med mostuer og klynger af tranebær; her og dér stod en lavstammet, halvvisnet birk, der nikkede sørgmodigt med hovedet i aftenvinden. Men i midten var mosen smallest, og dér var jorden mest fast og hård. Dér stod nogle små, mosklædte fyrretræer, og på tuerne groede buske af mørkegrøn, stærkt-duftende pors. Over denne strækning løb en ussel vej til mosens anden bred, hvor den mørke skov begyndte igen. Brødrene gik nu over mosen ad denne vej. Nogle af dem trak i skaglerne ved Valkos side, mens andre skubbede bag på vognen. Endelig, om end med besvær, nåede de den anden side af mosen og gik nu atter på tør grund, langs skovens rodfyldte vej, der havde en længde på henved fem hundrede skridt. Men til sidst lyste det stubbede svedjelands åbning foran dem, og de stod på det udvalgte sted, neden for bjerget med de mange huler. 05047
Bottom
05048
Top
Where they now stood, the brothers ’ grandfather, a giant at toil, had once sown his clearings, and the smoke of his enormous charcoal-pits had risen like incense to the sky. Many were the forests around this hill that he had cut down and burned to clear and fertilize the soil, many the black, sown fields he had harrowed with his clumsy, wooden-toothed harrow, to bear ultimately to his barn the grain-crowned sheaves. A tumbled ruin on the clearing’s edge still marked the site of his barn, from where the precious grain had at once been carted home, leaving for winter’s easier sledge-ways the straw and chaff. Some distance from the ruins of the barn, where forest and clearing met, the black cavity of a charcoal-pit, immensely large could still be seen, where he had burned the logs from his clearings for tinkling charcoal. In such tasks had the former sturdy master of Jukola toiled and laboured here beneath many scorching suns, wiping many a gush of pearly sweat from his brow. But his nights he rested in a turf-roofed hut, watching his kilns; and this hut the brothers had chosen for their temporary home. Her havde forhen brødrenes bedstefar, en storartet slider, dyrket svedjeland og ladet røgen stige til vejrs fra vældige kulmiler. Han havde fældet og brændt mange stykker svedjeland omkring dette bjerg; med sin risharve harvet mangen en sort, tilsået mark og til sidst bjærget de korn-tunge aks i sin lade. Ruinen i kanten af lysningen viste endnu det sted, hvor hans skov-lade havde stået, og hvorfra han straks havde hjembragt den færdige sæd, mens han lod strået og avnerne ligge i vente på vinterføre. Men et stykke fra ladens ruiner, på grænsen mellem lysningen og skoven, ses milens mørke bund, en vældig stor mile, hvor han brændte klingende trækul af svedjelandets afbarkede stammer. Således havde Jukolas forrige, statelige husbond slidt og slæbt her, under mangen en brændende sol og tørret mangen en perlende sveddråbe af sin pande. Men om natten hvilede han i sin hytte med græstørvstaget og holdt vagt ved milen ; og denne hytte havde brødrene nu valgt til deres foreløbige boplads. 05048
Bottom
05049
Top
Vast is the stump-filled clearing, yet beyond its edges your eye cannot pierce; for in the east, the south and the west, forests limit the view and in the north the lofty height. But ascend the height, to its ridge crowned by scattered spruce, and your glance can range far on every side. Southward you see first, right beneath your feet, the gently sloping clearing, a little beyond this a gloomy forest, beyond this again Sompio Bog, and yonder far on the verge of the sky rises Teerimäki, bluish in the distance. On its northern side the height sinks gradually, its sloping side, burned of yore for tilling, now displaying to the eye a close-knit weft of growing birch, on whose grassless paths the heath-grouse strut and the ruffed grouse whistle mournfully. In the east is a level heath where the pines grow tall; in the west a rocky country of mossy crags, with low, yet massive and thick-crowned pines set here and there on velvety ridges. Behind the pines Lake Ilvesjärvi glitters, limpid and teeming with fish, a thousand or so paces from the clearing. More you will hardly see, though your glance roams far indeed. The dark sea of the backwoods looms round on every side. You can catch, however, a dim gleam of Viertola Manor in the northeast, and far away on the distant southwest edge of the earth a grey church spire. Such with its surroundings was the spot the Jukola brothers had chosen for their home. Vidtstrakt er det stubfyldte svedjeland, men dit øje ser næppe ud over dets rand; for mod øst, syd og vest hindrer skovene dit udsyn og mod nord et højt bjerg. Men hvis du går op på toppen af dette bjerg, der er bevokset med nogle spredte graner, så når dit blik fjernt ud, i alle retninger. Mod syd ser du først, lige under dine fødder, det omtalte, svagt-skrånende svedjeland, lidt længere borte den dystre skov; bag ved den igen Sompio-mosen; og dér i horisonten hæver sig det matblånende Teerimäki. Mod nord sænker bjerget sig omsider, og på dets skrånende flade, der tidligere også blev brugt som svedjeland, står en ung og tæt birkeskov, på hvis græsløse stier urfuglene hopper, og jærperne fløjter så sørgmodigt. Mod øst ses en jævn hedestrækning med fyrreskove; mod vest et knudret stykke land med mos-groede sten; og hist og her, på den mosgrønne ås, et lavt, men tæt og kraftigt fyrretræ. Bag fyrretræerne glimter den klare og fiskerige Ilvesjärvi, i en afstand på henved tusind skridt fra lysningen. Men andet ser du næppe, hvor langt du end skuer. Skovenes mørke hav blåner omkring dig I il alle sider. Du ser dog endnu det mat-blå skær af Viertola herregård i nordøst og langt borte, ved den nord-vestlige himmelrand, kirkens grå spir. Sådan var den egn og de omgivelser, som Jukola-brødrene havde valgt til deres boplads. 05049
Bottom
05050
Top
But this evening the brothers halted close to the charcoal-burner’s hut, and having freed the weary Valko from the shafts to seek, with a bell tied round its neck, its own pastures, they gathered stumps and faggots for a merry fire on the clearing. There Simeoni broiled sprats, turnips and beef for supper, while the others bustled round the cart, unpacking the load and bearing each tool and chattel to its appointed place. And when this was done and the food ready, they sat down to eat on the twilit clearing; and the sun had sunk behind the height. Men denne aften havde brødrene slået sig ned i nærheden af kulsvierhytten, havde løst den trætte Valko fra skaglerne og gennet den på græs med en klokke omkring halsen; og af stubbe og tørre grene havde de tændt et muntert bål på svedjen. Dér stegte Simeoni sild, roer og kød til det fælles aftensmåltid, og de andre baksede omkring vognen, ryddede læsset og bar mange slags redskaber og sager til deres bestemte pladser. Men da det var gjort, og maden var parat, satte de sig ned for at spise, på det aftenmørknende svedje-land; og solen var sunket ned bag bjerget. 05050
Bottom
05051
Top
Simeoni: This then is the first meal in our new home; may it bring luck and God’s peace to all our other meals. SIMEONI: Dette er således det første måltid i vort nye hjem, og måtte det bringe lykke og Guds fred også over vore andre måltider her. 05051
Bottom
05052
Top
Juhani: May luck, a bounteous luck, be our only comrade here in all the works and deeds our hands can find to do. JUHANI: Lykke, ja, lad en herlig lykke være vor eneste kammerat her, i alle de gøremål og arbejder, som vore fingre kan udrette. 05052
Bottom
05053
Top
Aapo: I have something important to say. AAPO: Jeg ville gerne fremsætte et vigtigt forslag. 05053
Bottom
05054
Top
Juhani: Loosen it from the depths of your heart. JUHANI: Så lad det slippe ud fra din inderste hjertekrog. 05054
Bottom
05055
Top
Aapo: A headless body is no use, say I. AAPO: En krop uden hoved, det duer ikke, siger jeg. 05055
Bottom
05056
Top
Juhani: But bangs against walls like a beheaded hen. JUHANI: Nej, den render imod væggen som en hovedlos lione. 05056
Bottom
05057
Top
Timo: Never mind beheaded, when the fit comes on it, a hen ’11 dash about hither and thither. Old Granny Pinewood’s hens often do, and then the old woman says that sorcerers’ arrows are flying through the air. TIMO: Den behøver ikke at være hovedløs; hvis den bare bliver skør i hovedet, så basker den sådan og sådan, hid og did og hid og did. Det gjorde Fyrreskovs-konens høns ofte, og så sagde den gamle, at der fløj troldpile i luften. 05057
Bottom
05058
Top
Juhani: Empty your mouth, brother Aapo. JUHANI: Ud med det, tøm din mund, Aapo. 05058
Bottom
05059
Top
Aapo: This is the idea in my mind: if we wish to get anything done here and done properly, one of us must be chief, leader of our councils, settler of our quarrels. In a word, let there be one among us whose voice shall always be foremost, for the sake of order. AAPO: Jeg har denne tanke i min hjerne: hvis vi skal udrette noget her og gøre det rigtigt, så bør en af os altid være første mand, lede vore diskussioner og ordne vore stridigheder. Kort sagt: der bør være en, hvis stemme er afgørende, for ordenens skyld. 05059
Bottom
05060
Top
Juhani: I am the eldest here. JUHANI: Jeg er den ældste her. 05060
Bottom
05061
Top
Aapo: You are first-born in the row of Jukolas, so may the due right be yours. AAPO: Du er den første i Jukolas flok, og du har således også den førstes ret. 05061
Bottom
05062
Top
Juhani: I am head of the row, and know how to demand obediance of you. If you would only obey me. JUHANI: Jeg er den første mand i rækken, og jeg forstår at kræve lydighed afjer. Men vil I også adlyde? 05062
Bottom
05063
Top
Aapo: That is fair and just. But still, let us hear everyone’s voice on matters that concern us all. AAPO: Det er ret og rimeligt. Men vi må alligevel altid lytte til det, enhver har at sige, i fælles anliggender. 05063
Bottom
05064
Top
Juhani: To your advice in particular I shall always lend a willing ear. But I am chief. JUHANI: Særlig dine råd vender jeg altid og gerne mit øre til. Men jeg er den første. 05064
Bottom
05065
Top
Aapo: True. But what punishment shall we settle on for him who is always obstinate, always against the rest? AAPO: Rigtigt! Men hvilken straf skal vi fastsætte for den, der viser opsætsighed, og som uhjælpeligt gør modstand ? 05065
Bottom
05066
Top
Juhani: I’ll shut him in one of the caverns on yonder height, and carry a heavy pile of rocks to close up the cavern’s mouth. There he can sit a day or two, as matters and circumstances demand. Ay, there he can suck his nails and ponder over what causes his solitude. JUHANI: Ham stopper jeg ind i den dér klippehule og bærer en dynge sten på ti lispund derhen og sætter bom for hulens gab. Dér kan han så sidde en dag eller to, efter hvad sagen og omstændighederne kræver. Ja, ja, dér kan han sidde og suge på labben og tænke på det, der tjener til hans fred. 05066
Bottom
05067
Top
Lauri: I won’t agree to that for one. LAURI: Jeg går ikke med til den bestemmelse. 05067
Bottom
05068
Top
Tuomas: Nor I. TUOMAS: Jeg heller ikke. 05068
Bottom
05069
Top
Timo: Am I then a wrinkly-faced badger, whose home is a stuffy mountain cave ? Far from it. TIMO: Er jeg en kind-stribet grævling, der bor i bjergets klamme hule ? Langt fra. 05069
Bottom
05070
Top
Juhani: You begin to mutiny? JUHANI: I begynder at gøre oprør? 05070
Bottom
05071
Top
Tuomas: That paragraph about punishment won't do, no. TUOMAS: Denstraffeparagraf, den duer ikke, duer slet ikke. 05071
Bottom
05072
Top
Timo: Won’t hold water, as the saying goes. I’m no badger, nor skunk either. TIMO: »Det rimer ikke«, siger ordsproget. Jeg er ikke nogen grævling og ikke noget vildsvin. 05072
Bottom
05073
Top
Juhani: Then behave yourself nicely and well, to escape the vengeful terror of my wrath. JUHANI: Opfør dig derfor akid ordentligt og anstændigt, så du undgår min vredes straffende skræk. 05073
Bottom
05074
Top
Timo: But I’m no badger, nor wolf. Hey! I’m not even a bear, or a rat! Shame, for shame! Hey, hey! TIMO: Men jeg er hverken nogen grævling eller ulv. Hej, hej! Jeg er heller ikke nogen bjørn eller rotte! Skam dig lidt. »Skammen er hans«, sagde Jaakkola-Frans.« Haha! 05074
Bottom
05075
Top
Aapo: May I be allowed to say a word ? AAPO: Tillader man, at jeg siger et ord? 05075
Bottom
05076
Top
Juhani: Willingly. What did you wish to say? JUHANI: Gerne. Hvad vil du sige? 05076
Bottom
05077
Top
Aapo: That neither do I approve of that punishment paragraph which you would lay down for us, but look upon it as too cruel, too savage among brothers. AAPO: At jeg heller ikke billiger den straffeparagraf, som du vil anvende iblandt os; jeg mener, den er alt for streng og vilddyrsagtig mellem brødre. 05077
Bottom
05078
Top
Juhani: Oh, you do not approve? You do not approve? Do you really not approve? Then tell us a wiser paragraph, as I never seem to know what is right, what wrong. JUHANI: Hvad, du billiger den ikke? Billiger den ikke? Billiger den virkelig ikke? Sig så en klogere paragraf, eftersom jeg aldrig nogensinde forstår, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. 05078
Bottom
05079
Top
Aapo: That I won’t do. AAPO: Det har jeg ikke sagt. 05079
Bottom
05080
Top
Juhani: Tell us the new, approved paragraph, you, Jukola’s sage. JUHANI: Sig så den nye paragraf, som kan billiges, du Jukolas vismand. 05080
Bottom
05081
Top
Aapo: Far from the honour of sage. But this. . . AAPO: Langtfra nogen vismand. Men dette . . . 05081
Bottom
05082
Top
Juhani: The paragraph! The paragraph! JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! 05082
Bottom
05083
Top
Aapo: This is. .. AAPO: Tämähän on... 05083
Bottom
05084
Top
Juhani: The paragraph, the paragraph! Out with the wise paragraph ! JUHANI: Paragraffen, paragraffen! Kom med den vise paragraf! 05084
Bottom
05085
Top
Aapo: Are you mad ? Shouting there as though your breeches were ablaze. Why are you shrieking and wagging your head like a garden-owl? AAPO: Er du forrykt? Du hyler jo, som sad du dér med ild i bukserne. Hvorfor skriger du og rokker med hovedet som en ugle? 05085
Bottom
05086
Top
Juhani: The paragraph ! I cry madly. The brand new and old wise paragraph! Say it and I’ll listen speechless as a roach to a frog’s croaking. JUHANI: Paragraffen, hyler jeg heftigt. Den splinternye og gamle, vise paragraf! Sig den, og jeg lytter stumt til dig som skallen på frøens kvækken. 05086
Bottom
05087
Top
Aapo: This is my idea in the matter. He who scorns advice and warnings and always stirs up mischief, sowing the seed of discord among us, let him be removed from our midst, let him be driven far away. AAPO: Således er min mening om sagen: den, der foragter råd og anvisninger; som altid gør fortræd og sår tvedragtens frø iblandt os, han skal udstødes af vort forbund og forvises, langt bort. 05087
Bottom
05088
Top
Tuomas: Let this be the law. TUOMAS: Lad det være bestemmelsen. 05088
Bottom
05089
Top
Lauri: I agree to that. LAURI: Det går jeg med til. 05089
Bottom
05090
Top
Timo: I too. TIMO: Jeg også. 05090
Bottom
05091
Top
Simeoni: We all agree to that together. SIMEONI: Det går vi allcsammen med til, enstemmigt. 05091
Bottom
05092
Top
Juhani: Hm. That’s settled then. And remember, the one who feels like getting frisky after this, it’s a hare’s passport in his fist, a kick in the buttocks and the open road for him. What work shall we start on tomorrow, you blackamoors? Oh I’ll teach you yet. JUHANI: Hm! Så er det afgjort. Og glem ikke: enhver, der herefter føler trang til at gøre knuder, han får løbepasset i hånden, et spark bag i og - benene på nakken! - Hvilket arbejde skal vi tage fat på i morgen, I morianer? Jeg skal nok lære jer! 05092
Bottom
05093
Top
Aapo: Still a little disgruntled; but that needn’t dim our calm and bright spirits in this evening hour. AAPO: Han er åbenbart lidt gnaven, men det bør ikke spolere vort rolige og lyse sindelag, i denne aftenstund. 05093
Bottom
05094
Top
Juhani: What shall we begin on when the day dawns? JUHANI: Hvad skal vi begynde at slide med, når morgenen gryr? 05094
Bottom
05095
Top
Aapo: The building of our cabin comes first of course. AAPO: Naturligvis bør vi først bygge vort hus. 05095
Bottom
05096
Top
Juhani: That’s so. Early tomorrow let four men, each with an axe-shaft in his paw, start at their corners, these men being I myself, Tuomas, Simeoni and Aapo. The others can square the logs and roll them up to us. And as soon as the cabin and a tiny storehouse are ready, all hands to gathering food on hunting and fishing trips. Remember that! JUHANI: Det passer. Tidligt i morgen skal fire mand, med økseskaftet i næven, gå til hver sit hjørne, og disse fire mand skal være: mig selv, Tuomas, Simeoni og Aapo. De andre skal hugge stammerne til og rulle dem op til os. Og når huset og det lille fadebur er færdige, skal drengene straks begive sig af sted på jagt- og fisketure for at samle proviant. Husk det! 05096
Bottom
05097
Top
At last they finished their meal and lay down to rest in the shelter of the hut. Night came, a cloudy, yet calm May night. In the wilds the owl screeched hoarsely, the wild duck quacked on the lake, and now and again the sharp whistle of a bear was heard from afar. Otherwise there was peace and a deep silence in nature. But on the brothers in their turf-roofed hut sleep seemed loath to come. Speechless, but tossing from side to side, they pondered over the way of the world and the instability on life. Så afsluttede de endelig deres måltid og gik til ro i kulsvierhyttens læ. Natten kom, en skyet, men stille majnat. I ødemarken skreg uglen med sin hæse stemme, ænderne snadrede på Ilvesjårvi, og nu og da hørte man i det fjerne bjørnens skarpe fløjten. Ellers herskede der fred og dyb stilhed i naturen. Men søvnens fint-vingede gud følte ikke trang til at hilse på brødrene i deres græstørvshytte. De vendte sig tavse fra side til side og tænkte på verdens gang og livets ustadighed. 05097
Bottom
05098
Top
Aapo: I believe not a single eye has closed yet. AAPO: Efter hvad jeg formoder, har intet øje endnu lukket sig. 05098
Bottom
05099
Top
Juhani: Timo’s already asleep, but we others wriggle and twist here like sausages in a boiling cauldron. Why are we so wide-awake ? JUHANI: Timo sover allerede sødt, men vi andre, vi vrider og vender os som pølser i en kogende kedel. Hvorfor er vi så kvikke? 05099
Bottom
05100
Top
Aapo: The path of our lives has taken a sharp turn today. AAPO: Vort liv har i dag taget en brat vending. 05100
Bottom
05101
Top
Juhani: That’s what makes me so uneasy, so very uneasy in my mind. JUHANI: Og derfor er mit sind uroligt, meget uroligt. 05101
Bottom
05102
Top
Simeoni: Dark is the state of my heart. What am I? A prodigal son. SIMEONI: Mit hjerte er dystert. Hvad er jeg ? En fortabt søn. 05102
Bottom
05103
Top
Juhani: Hm. A lost sheep in the wilderness. JUHANI: Hm! Et får, der har forvildet sig i ørkenen. 05103
Bottom
05104
Top
Simeoni: Leaving our neighbours and Christian fellows like this. SIMEONI: Således forlod vi vore naboer og kristne medmennesker. 05104
Bottom
05105
Top
Tuomas: Here we are and here we stay as long as the forest yields fresh meat. TUOMAS: Her er vi, og her bliver vi, så længe der er frisk kød i skoven. 05105
Bottom
05106
Top
Aapo: All will turn out well if only we always set to with common sense. AAPO: Alt vil lykkes godt, hvis vi bestandig griber sagerne an med fornuftig omtanke. 05106
Bottom
05107
Top
Simeoni: An owl’s hooting yonder in the wilds and its cry never bodes any good. Doesn’t it foretell fire, bloody battle and murder, like the old folks say. SIMEONI: Uglen hyler derude i skoven, og dens skrig spår aldrig noget godt. Det varsler om ildebrande, blodige slagsmål og mord, efter hvad gamle folk siger. 05107
Bottom
05108
Top
Tuomas: To hoot in the forest is its job and has no meaning. TUOMAS: Det er dens bestilling at hyle i skoven, og det betyder ikke noget. 05108
Bottom
05109
Top
Eero: Here we are in our village, on Impivaara’s turf-roofed farm. EERO: Det her er en landsby, Impivaara gård, med tørv på taget. 05109
Bottom
05110
Top
Simeoni: Now the seer has changed his perch and hoots on the ridge of the height. There, once upon a time, as the tale tells us, the ”Pale Maiden” used to pray forgiveness for her sins, all through the night, summer and winter. SIMEONI: Men nu har spåmanden skiftet plads, nu hyler den deroppe på bjergets top. Og dér bad før i tiden, efter hvad sagnet fortæller, »den blege jomfru« om sine synders forladelse, bad hver eneste nat, både vinter og sommer. 05110
Bottom
05111
Top
Juhani: It was from her the place got the name Impivaara, or ”Maiden’s Height”. I once heard the story as a child, but most of it has already faded from my memory. Brother Aapo, tell us the tale again to while away this dismal night. JUANI: Det var efter hende, dette bjerg fik navnet Impivaara, Jomfrubjerget. Jeg hørte engang det dér sagn som barn, men det meste af det er allerede gledet ud af min hukommelse. Broder Aapo, fortæl os det her, det vil forkorte den kedelige nat. 05111
Bottom
05112
Top
Aapo: Timo snores like a man; but let him sleep in peace; I ’11 tell it to you others. AAPO: Timo snorker som en mand; men lad ham hvile i fred; jeg vil gerne fortælle jer sagnet. 05112
Bottom
05113
Top
The following tale of the Pale Maiden was now told by Aapo to his brothers. Aapo fortalte nu sine brødre følgende sagn om den hvide jomfru: 05113
Bottom
05114
Top
In the caverns of this hill there once dwelt a horrible monster, the terror and death of all humans. The two great lusts and passions of his life were: to gaze on and finger his treasures in the deepest corners of the caverns, and to drink human blood, for which he thirsted greatly. But his power to use violence ended nine paces away from the hill, and so he was forced to use trickery on his excursions. He could change himself into anything he liked; and he was seen wandering around now in the form of a beautiful youth, now in the form of a lovely maiden, according to whether it was male or female blood he wanted. Many were overcome by the hellish delight of his glance, many gave up their lives in his fearsome caverns. In this way the monster tempted victims into his power. I dette bjergs huler boede i gamle dage en frygtelig trold, menneskenes skræk og død. To lyster og lidenskaber havde han her i livet: at se og gramse på sine skatte i grotternes dybeste skjul og at drikke menneskeblod, som han tørstede voldsomt efter. Men kun i ni skridts afstand fra bjerget havde han styrke til at udføre voldshandlinger, og derfor måtte han bruge list på sine togter. Han kunne forvandle sin krop til, hvad han ville; og man så ham vandre rundt på egnen, snart som en smuk yngling og snart som en dejlig jomfru; det kom an på, om han tørstede efter kvinde- eller mandsblod. Mange blev besejrede ved synet af hans sataniske skønhed, og mange måtte lade deres liv i troldens frygtelige huler. Således lokkede dette uhyre de ulykkelige ofre til sig. 05114
Bottom
05115
Top
It was a mild summer night. A youth sat on the green sward, embracing his beloved, who rested on his bosom like a glowing rose. This was their farewell embrace, for the youth had to go on a journey and leave the friend of his heart for a time. ”Maiden”, said the youth, ”1 leave you now, but hardly will a hundred suns have risen and set before I see you again.” And the maiden said: ”Not the sun in its setting ever casts so loving a farewell glance at its world as I to my lover when he departs, nor the rising flame of day glow with a delight like to that in my eyes when I hasten to meet you again. And all that the bright day can hold of my soul is my thought of you, and in the dim world of dreams I will walk with you.” Thus spoke the maiden. But the youth said: ”Sweetly you speak, but why does my soul scent evil? Maiden mine, let us swear eternal faithfulness to each other here under the face of Heaven.” And they swore a sacred oath, swore before God and Heaven, and the forests and fells listened breathless to their words. And when the day broke they embraced for the last time and parted. Away hastened the youth, but the maiden roamed for long alone in the forest’s twilight, remembering her beautiful lover. Det var en mild sommernat. På grønsværet sad en yngling og omfavnede sin elskede, en ung jomfru, der hvilede ved hans bryst som en blussende rose. Det var deres afskedsomfavnelse, thi den unge mand måtte rejse bort og skilles fra sin hjertensven for en tid. »Min kære jomfru«, således sagde ynglingen, »jeg drager bort fra dig, men næppe hundrede sole vil stå op og gå ned, før jeg træffer dig igen«. - Pigen svarede: »Den synkende sol skænker ikke sin verden så kærligt et afskedsblik, som jeg skænker min elskede, når han drager bort; og når den står op, stråler himlens ild ikke så herligt, som mine øjne stråler, når jeg atter iler dig i møde. Og alt det, den klare dag rummer af min sjæl, det er tanken på dig, og i mine drømmes dunkle verden vandrer jeg sammen med dig«. - Således var pigens ord, og ynglingen svarede: »Du talte vidunderligt, men hvorfor aner min sjæl uråd ? Min kære jomfru, lad os sværge hinanden evig troskab her under himlens åsyn«. Og de svor en hellig ed, svor den over for Gud og himlen, og skovene og bjergene lyttede åndeløst til deres ord. Men omsider, da morgenen gryede, favnede de hinanden for sidste gang og skiltes. Ynglingen ilede bort, men jomfruen vandrede længe alene omkring i skovens mørke og tænkte på sin smukke ven. 05115
Bottom
05116
Top
As she thus wanders in the dense forest, what marvellous being is this that comes forth to meet her? She sees a young man, noble as a prince and fair as that golden morning. In his hat a plume gleams and changes colour like a flame. From his shoulders hangs a cloak, blue as the sky and like the sky, spattered with stars. His doublet is white as snow; round his waist a purple belt is tied. He looks at the maiden and from his glance streams a flaming love, and his voice echoes blissfully as he says to her: ”Fear me not, sweet maid, for I am your friend and will grant you limitless joy if I may embrace you but once. I am a mighty man, treasure and jewels without end are mine, and I could purchase the whole of this world. Be my bride and I will take you to a splendid palace and seat you beside me on a shining throne.” This he said in an enticing tone and the maiden stood there dazed. She remembered the oath newly sworn and turned to go, but bent again towards the man, and a strange bewilderment possessed her mind. She turned towards the man, hiding her face with her hand as one who looks upon the sun; turned away, but looked once more upon the wondrous being. A mighty love shone thence to meet her, and suddenly the maiden sank into the prince’s arms. But away sped the prince with his prey, who lay in his arms as in a swoon. Over steep hills, across deep valleys, they fled without resting, and darker and darker grew the forest around them. The maiden’s heart beat uneasily and an anguished sweat ran down from her brow; for at last she noticed something beastlike, terrible, in the bewitching blaze of the creature’s eyes. She looked around her, and swiftly the gloomy spruce hurtled past them as her bearer sped on; she looked into the youth’s eyes and ghastly spasms shook her body, but a strange delight still gripped her soul. Da hun går således i dybet af den tætte granskov, hvad er det da for en vidunderlig skabning, der kommer imod hende ? Hun ser en ung mand, ædel som en fyrste og skon som denne gyldne morgenstund. Som en flamme skinner og stråler fjerbusken i hans hat. På hans skuldre hænger en kappe, blå som himlen og spraglet som himlen af skinnende stjerner. Hans livtrøje er hvid som sne, og om midjen har han et purpurrødt bælte. Han ser på jomfruen, og fra hans blik udstrømmer en flammende kærlighed, og himmelsk lyder hans stemme, da han siger til hende: »Frygt mig ikke, yndige mø, jeg er din ven og vil skænke dig en uendelig lykke, hvis jeg blot må favne dig én gang. Jeg er en mægtig mand, jeg har skatte og kostbare sten i umådelige mængder, og hvis jeg ville, kunne jeg købe hele denne verden. Bliv min elskede, jeg vil føre dig til et prægtigt slot og sætte dig ved min side på en strålende trone«. Således sagde han med besnærende stemme, og pigen stod dér, helt forbavset. Hun tænkte på den ed, hun lige havde svoret og vendte sig bort, men så vendte hun sig atter om imod manden, og en mærkelig forvirring greb hendes sind. Hun vendte sig, mens hun dækkede sit ansigt med hånden som for den blændende sol; hun vendte sig atter bort, men stirrede endnu en gang på den vidunderlige skikkelse. En stærk beundring strålede hende imøde, og pludselig sank pigen i favnen på den smukke fyrste. Men fyrsten ilede bort med sit bytte, der hvilede, ligesom i febervildelse, i hans favn. Over stejle bakker, gennem dybe dale gik de uafladeligt, og skoven blev stadig mørkere omkring dem. Jomfruens hjerte bankede uroligt, og angstens sved strømmede ned over hendes pande, thi omsider mærkede hun ligesom noget vild-dyragtigt, frygteligt i den forheksende glød, der var i skabningens øjne. Hun så sig omkring, og de mørke graner suste hastigt forbi, mens den, der bar hende, løb af sted i strygende fart; hun så op på ynglingens ansigt, og en rædselsslagen gysen ilede gennem hendes legeme, men hendes hjerte var dog opfyldt af en mærkelig henrykkelse. 05116
Bottom
05117
Top
They fared ever onward through the forests and at last saw a lofty hill pitted with dark caverns. And now, only a few paces from the hill, a horrible thing happened. The man in kingly attire suddenly became a hideous monster. Horns broke out upon his forehead, stiff bristles rustled on his neck, and the wretched maiden felt with pain his sharp claws at her breast. And there the hapless maiden shrieked, fought and struggled in her agony, but in vain. With an evil scream the monster dragged her to his deepest cave and sucked her blood to the very last drop. But now a miracle occurred: the life failed to leave the maiden’s limbs; bloodless, white as snow, she went on living, like a mournful spectre of death from the land beyond. The monster saw this with amazement and used both teeth and claws to the best of his power against his victim, but to no avail. At last he decided to keep her for ever at his side in the bowels of the hill. But what service could she do him? What profit could he draw from her presence there? He put her to clean his treasures and precious stones and to pile them unceasingly before him, for he never tired of looking at them. De drog stadig videre gennem skovene, og til sidst så man et højt bjerg og dets mørke huler. Og nu, da de kun befandt sig i nogle få skridts afstand fra bjerget, skete der noget skrækkeligt. Manden i den kongelige klædedragt forvandlede sig pludselig til en forfærdelig trold: hornene brød ud af hans hoved; i hans nakke knitrede stive børster, og den stakkels pige følte nu, hvordan hans skarpe klør borede sig smerteligt ind i hendes bryst. Og så skreg den ulykkelige jomfru; fægtede og kæmpede i sin angst, men forgæves. Med et stygt brøl slæbte trolden hende ind i sin dybeste hule og sugede blodet af hende, lige til sidste dråbe. Men nu skete der et mirakel: livet forlod ikke jomfruens lemmer; hun blev ved med at leve, blodløs, snehvid; som en bedrøvet skygge fra dødens land. Trolden mærkede dette til sin forbavselse og brugte af alle kræfter sine klør og tænder mod sit offer, men han kunne alligevel ikke få hende til at dø. Til sidst besluttede han at beholde hende hos sig for bestandig, i sin hules nat. Men hvilket arbejde kunne hun udføre; hvilken gavn kunne trolden have af hende? Han bestemte, at jomfruen skulle pudse hans skatte og kostbare sten og bestandig stable dem op foran ham, eftersom han aldrig blev træt af at se på dem med begejstring. 05117
Bottom
05118
Top
So for years the pallid bloodless maiden lived imprisoned in the height. But at night she was seen standing in silent prayer on its summit. Who gave her this freedom ? Was it the power of Heaven? Through the nights, in storm, in rain and biting frost she stands on the brow of the hill, praying forgiveness for her sins. Bloodless, white as snow, like an image, so silent, motionless she stands, hands on breast, head bent down. Not once dares the wretched maiden lift her brow towards Heaven; but towards the church tower on the forest’s distant edge her eyes are ever turned. For a secret voice still breathes hope in her ear, though no more than a distant spark, a thousand leagues away, does this hope gleam to her. Thus she spends her nights on the hill, and never a plaint falls from her lips, nor does her bosom ever rise or fall in sighs. So wears the gloomy night, but at dawn she is snatched into the cavern by the pitiless monster. Så lever, i årevis, den blege, blodløse jomfru indespærret i bjergets skød. Men om natten ser man hende dog stå, lydløst bedende, på bjergets top. Hvem gav hende denne frihed ? Var det himlens magt? - Men hver eneste nat, i storm, regn og bidende frost står hun på bjergets isse og beder om tilgivelse for sine synder. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet imod brysterne. Det arme væsen vover ikke en eneste gang at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er bestandig rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Thi stadig hvisker en hemmelig stemme om håbet i hendes øren, skønt håbet glimter imod hende som en fjern glød, i tusind miles afstand. Sådan tilbringer hun sin nat på bjerget, og man hører aldrig nogensinde en klage fra hendes læber, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. Således går den dystre nat, men ved morgengry trækker den ubarmhjertige trold hende atter ind i sine huler. 05118
Bottom
05119
Top
Scarce had a hundred suns lit up the world before the maiden’s lover returned merrily from his journey. But no sweet bride hastened to meet him. He asked where the fair one tarried, but no one could give him answer. He sought her everywhere by day and night, untiringly, but in vain; the maid had fled like the morning dew, leaving no trace. And at last hope left him; he forgot the joy of life, and walked yet a while on earth, a silent shadow. Until one flaming morning the light of his eyes was dimmed in the night of death. Næppe havde hundrede sole oplyst jorden, før ynglingen, pigens elskede, munter til sinds vendte hjem fra sin rejse. Men hans dejlige jomfru ilede ham ikke i møde for at byde ham velkommen. Han spurgte, hvor den skønne var, men ingen kunne give ham besked. Han ledte efter hende over alt, nat og dag, utrætteligt, men stadig forgæves; jomfruen var sporløst forsvundet som morgenduggen. Til sidst opgav han alt håb, glemte al livets glæde og vandrede omkring endnu nogen tid, her på jorden, som en stum skygge. Og endelig, da en strålende morgen gryede, formørkede dødens nat hans øjnes lys. 05119
Bottom
05120
Top
But the maiden lived through years of terrible length; the days in the monster’s cavern, ceaselessly cleaning and piling up treasures under her cruel warder’s eyes, the nights on the hill. Nor dare she raise her forehead to the heavens, but to the church tower on the forest’s distant rim her eyes are ever strained. She makes no plaint, nor does her bosom ever rise or fall in sighs. Men den blege jomfru tilbringer nogle frygtelig lange år: om dagen i troldens hule, hvor hun ustandselig pudser skattene og stabler dem op for øjnene af sin grusomme plageånd; men nætterne tilbringer hun på bjergets top. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet mod brysterne. Hun vover ikke at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er uophørligt rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Hun klager ikke, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. 05120
Bottom
05121
Top
It is a light summer night. The maiden stands again on the hill, thinking of the time she has passed in cruel imprisonment; and a hundred years have gone by since she parted from her friend. Horror seizes her, her mind swoons and cold beads of sweat drop from her brow to the mossy ground as she pictures the length of those years. Then for the first time she dared to look up at the sky, and presently she saw a wondrous light approaching her like a star out of eternal distance. And it was no shooting star, but the transfigured youth, a gleaming sword in his hand. His face seemed deliciously familiar, and the maiden’s heart beat quicker, for now she recognized her former bridegroom. But why the sword? It filled the maid with dread, and in a faint voice she uttered: ”It this sword that ends at last my pain ? Here is my breast, young hero, strike with your gleaming sword and if you can, then grant me death, for which I have thirsted so long.” Thus she spoke on the hill; but the youth brought her, not death, but the divine breath of life, which moved already round her like a perfumed morning wind. With loving glance he folded her in his arms, kissed her, and soon the bloodless maiden felt a thin stream of blood rush like the fairest torrent through her veins; her cheek glowed like a cloud at dawn and joy shone from her white forehead. Resting her curly head on her bridegroom’s arm she looked up into the sunlit heights, purging her breast of a century’s pain in a sigh; and the youth’s fingers strayed in her curls, which fluttered prettily in the wind. Blissful was the hour of rescue and the morn of her day of deliverance. Birds warbled in the spruce on the sides of the mighty hill, and in the northeast rose the sun’s glowing rim. Like to that other morning when the friends had parted on the green sward was this morn. Det er en lys sommernat. Jomfruen står atter på bjerget og tænker på den tid, hun har tilbragt i sit smertelige fangenskab; og hundrede år er svundet siden den dag, da hun skiltes fra sin hjertens-ven. Hun forfærdes, det svimler for hendes tanker, og kolde svedperler drypper fra hendes pande og ned på bjergets mosklædte flade, når hun tænker på de svundne årtiers længde. Nu turde hun for første gang se op mod himlen, og efter en stunds forløb lagde hun ma'rke til et forunderligt lys, der syntes at nærme sig hende som en flyvende stjerne fra fjerne verdensrum. Men jo mere dette lys nærmede sig hende, desto mere skiftede det form. Og det viste sig, at det ikke var nogen flyvende stjerne, men den forklarede yngling, med et funklende sværd i hånden. Og hans ansigt forekom hende så vidunderlig velkendt, og jomfruens hjerte begyndte at banke heftigt, for nu genkendte hun sin fordums brudgom. Men hvorfor nærmede han sig med sværdet i hånden ? Det gjorde jomfruen betænkelig, og hun sagde med svag stemme: »Er det dette sværd, der omsider gør en ende på min smerte ? Her er min barm, unge helt, gennembor den med dit blinkende stål, og hvis du kan, så skænk mig døden, som jeg længe, længe har længtes efter.« Sådan sagde hun, dér på bjerget; ynglingen bragte hende dog ikke døden, men livets vidunderlige pust, der allerede som en duftende morgenstund svøbte sig smilende omkring den blege jomfru. Den unge mand tog hende i sin favn, med et kærligt blik, kyssede hende, og straks følte den blodløse jomfru en fin blodstrøm flyde gennem sine årer som et herligt vandfald, hendes kinder glødede som morgenrødens sky, og den lyse pande strålede af glæde. Og hun lagde sit lokkede hoved på sin brudgoms arm, stirrede op mod den klare himmel og lettede, med et suk, sit bryst for årtiernes kval ; og ynglingens fingre forvildede sig i hendes lokker, der flagrede så skønt i den stille blæst. Vidunderlig var redningens stund og befrielses-dagens morgen. Fuglene kvidrede i granerne på det stejle bjergs sider, og i nordøst steg solens strålende skive. Denne morgen var som hin morgen, da vennerne engang tog afsked med hinanden for lang tid i grønsværet. 05121
Bottom
05122
Top
But now the fierce monster, his bristles wrathfully erect, clambered up the hill to drag the maiden down to his pit. But hardly had he stretched his claws towards her, when the youth’s sword, swift as lightning, pierced his breast; and the black blood spouted on the hill. The maiden turned away her head at the sight and pressed her brow to the youth’s breast as the monster, with a fearful cry, gave up his life and rolled down the hill. Thus was the world delivered from a terrible scourge. But in the bright embrace of a silver cloud the youth and maiden were wafted into the sky. On her bridegroom’s knees the bride rested, and pressing her brow to his bosom, smiled happily. Through space they flew, and deep in the giddy depths the forest, hills and winding valleys were left behind. Until at last all faded from their sight as in a cloud of blue smoke. Men nu begyndte den arrige trold, med vredens børster strittende i vejret, at klatre op på bjerget for at slæbe jomfruen tilbage til sin hule. Men næppe havde han rakt sine kløer ud mod jomfruen, før ynglingens sværd, hastigt som lynet, gennemborede hans bryst; og hans sorte blod sprøjtede ud på bjerget. Jomfruen vendte sit ansigt bort fra dette syn og trykkede panden mod sin vens bryst, da trolden, med et stygt hyl, opgav ånden og rullede ned ad bjergets sider. Således blev verden befriet for det græsselige uhyre. Men ynglingen og jomfruen svævede i en sølvskys skinnende skød op mod de himmelske egne. Bruden hvilede på sin brudgoms knæ; trykkede sin pande mod hans barm og smilede lykkeligt. De ilede gennem himmelrummet, og under dem, i et fjernt dyb, lå skovene, bjergene og dalene med deres bugtende forgreninger. Og til sidst forsvandt alt for deres øjne som i en blånende røg. 05122
Bottom
05123
Top
Such was the tale of the Pale Maiden told by Aapo to his brothers on that sleepless night in the turf-roofed hut on Impivaara clearing. Sådan var sagnet om den blege jomfru, som Aapo fortalte sine brødre, i græstørvs-hytten, den søvnløse nat på Impi-vaar a-lysningen. 05123
Bottom
05124
Top
Juhani: Here’s Timo waking just as our tale ends. JUHANI: Men nu vågner Timo, netop som vor historie er forbi. 05124
Bottom
05125
Top
Timo: Why don’t you sleep in peace, boys? TIMO: Hvorfor sover I ikke fredeligt, drenge ? 05125
Bottom
05126
Top
Juhani: Here’s been a mighty telling of tales. Ay, that was the tale of the former maiden and the monster. JUHANI: Her fortælles historier, så det forslår. - Ja, sådan lød sagnet om pigen og trolden. 05126
Bottom
05127
Top
Simeoni: But they say this awful monster still lives. Hunters have seen him; he has only one eye that shines in the dark like a glowing cinder. SIMEONI: Men det siges, at den frygtelige trold lever endnu. Jægere har set ham; og han har kun et eneste øje, der lyser i nattens mørke som et stykke gloende kul. 05127
Bottom
05128
Top
Juhani: What was it happened a few years ago to old man Kuokkala, now sleeping with the Lord? One spring, while he was out at the capercaillies’ mating-time and awaited the passing of midnight by his camp-fire on this clearing, he saw over there at the foot of the hill that same glow and heard a voice that kept on asking endlessly: ”Shall — I — chuck — it, shall — I — chuck — it?” It asked that many thousand times over, until the old man, one of the old sort whose heart didn’t start beating for any little thing, got mad at last and answered in a fierce voice: ”Chuck it then, you Devil!” JUHANI: Hvad oplevede ikke for nogle år siden den gamle Kuokkala-mand, der nu hviler i Herrens varetægt ? Et forår, da han overværede tjurens spil og sad ved sit lejr-bål, her på lysningen, og ventede på, at midnatstimen skulle slå, så han netop den samme glød dér ved bjergets fod og hørte en stemme, der ustandselig spurgte: »Ska’ jeg smide, ska’ jeg smide?« Sådan spurgte stemmen mange tusind gange, så den gamle, der var af den gamle stamme, og hvis hjerte ikke netop bankede i utide, til sidst blev gal i hovedet og svarede igen med rasende stemme: »Så smid da, for fanden!« 05128
Bottom
05129
Top
Timo: But ah! no more was needed. TIMO: Men se, mere skulle der ikke til. 05129
Bottom
05130
Top
Juhani: Tell us, Timo, what happened. JUHANI: Ja, Timo, fortæl, hvordan det så gik. 05130
Bottom
05131
Top
Timo: Why, in a minute a grinning skeleton came crashing on to the old man’s fire as though thrown by ten men and put out the blaze to the very last spark. But at that the old man snatched up his rifle and toddled off out of sight of the whole hill, although, as Juhani here said, he was one of the old sort whose heart didn’t start beating for every little thing. TIMO: Se, lidt efter kom et grinende skelet farende ind i den gamles lejrbål, så det bragede; det kom farende som ud af ti mands næver og slukkede ilden til sidste gnist. Men nu snappede den gamle geværet i hånden og listede nok så nydeligt bort, indtil hele bjerget var ude af sigte, selv om han, som Juhani sagde, var af den gamle stamme, og hans hjerte ikke netop bankede i utide. 05131
Bottom
05132
Top
Simeoni: We’ve come to a very devils’ lair. SIMEONI: Vi er altså flyttet til troldenes og djævlenes by. 05132
Bottom
05133
Top
Aapo: Here we have come and here we shall stay without Tear. Even if he were still alive, the monster is now very weak; that is shown by his behaviour towards old man Kuokkala. All he could do in his spite was to put out the fire, and even t hat only when the man gave him leave. His power was broken for ever by the young man’s sword. AAPO: Vi er flyttet hertil, og her bor vi uden frygt. Hvis trolden endnu skulle være i live, er han meget magtesløs; det viste jo netop hans opførsel over for Kuokkala-manden. I sit raseri kunne han kun slukke ilden, og det endda blot med mandens egen tilladelse. Hans magt blev brudt for evigt af den hellige ynglings sværd. 05133
Bottom
05134
Top
Juhani: I can’t help feeling pity though for the maiden in (he bowels of the earth, a girl with that accursed bristle-neck. JUHANI: Men pigen i jordens mørke indre, hende har jeg nu medlidenhed med; pigen, der var hos den forbandede børstenakke. 05134
Bottom
05135
Top
Simeoni: Why didn’t she stand firm against temptation? SIMEONI: Hvorfor modstod hun ikke fristelsen ? 05135
Bottom
05136
Top
Juhani: Oh, my son, don’t say that! How would it be, for instance, if in some flowery vale of peace a king’s daughter were to meet you, fair as a rose and flower, trip towards you in silks, ribbons and the smell of pomades, in glittering golden frippery like a peacock; if a wench like that met you and wanted to cuddle and kiss you, how would it be with your miserable heart? I ask you, Simeoni? JUHANI: Ak, knægt, sig ikke sådan! Hvorledes ville det gå, hvis for eksempel, i en blomstrende fredens dal, en kongedatter, skøn som en rose og en blomst, kom dig i møde; trippede dig i møde, i silke, sjaler og pomadeduft, i et glitrende guldskrud som en påfugl; hvis en sådan skat kom hen til dig og ville omfavne dig og kysse dig, hvordan ville det så gå med dit elendige hjerte? Jeg spørger bare, Simeoni. 05136
Bottom
05137
Top
Simeoni: I’d pray for strength in belief. SIMEONI: Jeg ville bede om styrke i troen. 05137
Bottom
05138
Top
Juhani: Hm. JUHANI: Hm. 05138
Bottom
05139
Top
Timo: I wouldn’t let her come cuddling me and still less lip-smacking. Keep away from me, I’d say, keep, you jade, at a distance, or I’ll fetch a stick from yonder thicket and lay it on until your back is mottled tomorrow worse than a lady-bird’s wing. That’s what I’d do without any mercy. It’d show her. TIMO: Jeg ville ikke lade hende omfavne mig og endnu mindre give mig et smækkys. Hold dig væk fra mig, ville jeg sige, hold dig langt væk fra mig, din filur, ellers tager jeg en kæp i krattet dér og slår løs på dig, så din ryg i morgen stråler mere broget end mariehønens vinger. Sådan ville jeg gøre uden barmhjertighed. Jeg skulle nok lære hende. 05139
Bottom
05140
Top
Juhani: Oh little brother! I believe you would talk differently if you had looked around you a little more in this world, if you had been, for instance, in Turku Town. That’s what I did when I drove the bulls there from Viertola Manor. I saw more than one thing to wonder at there, saw how pomp and glitter can turn the heads of sons of men. Ah me, ah rowdy village, ah wordly life indeed! There rattles a carriage, here another, and in them sit the most fly-away fools with whiskery faces, and girls like porcelain dolls, spreading far around them a thick scent of costly oils and ointments. But look yonder! Help and save me! There, all in gilded feathers, minces a real jewel of a madam or miss, whatever she be. See her neck! White as curdled milk, cheeks red as the plague, and the eyes in her head burn like two bonfires in daylight as a true rapscallion of a lad sails up to her in a hat, shiny black tails, and peeps — well, may the Devil himself take you! — peeps at her through a square bit of glass that gleams in the rascal’s left eye. But now — by the Seven Smiths ! — now they bob and bow on both sides, and see the woman purse up her mouth to a real strawberry of a mouth and twitter like a swallow on a sunlit roof, and the nob before her wag his hand and his tail, wave his hat and scrape his foot till the paving strikes sparks; ah, that was a game for you. Oh jays that you are, thinks I to myself, a bit of a boy, standing here at the street corner, a bunch of raw hides on my shoulder and staring mouth agape at this twittering. JUHANI: Ak, brorlil! Jeg tror, du ville tale noget anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om her i verden, hvis du for eksempel havde været i Åbo by. Det har jeg været, da jeg drev okser derind fra Viertola herregård. Dér så jeg sandelig et og andet, som forbavsede mig; jeg så, hvordan pomp og pragt kan gøre menneskenes børn forstyrrede i hovedet. Ve jer, ve dig, du larmende by, ve dig, du omskiftelige liv! Herfra buldrer vogne, og derfra buldrer vogne, og i vognene sidder de mest forbistrede overskægsnarre; dér sidder piger som porcelænsdukker, piger, der spreder en tyk os omkring sig af dyre olier og smørelser. Men se så derhen! Bevar mig vel! Dér tripper af sted, i sine guldfjer, en rigtig filur af en mamsel eller frøken, hvad hun nu er. Se hendes hals! Hvid som sødmælk; kinden pest-rød; og øjnene brænder i hovedet på hende som to bål i solskinnet, da en rigtig spradebasse af et mandfolk går hen imod hende, i hat, skinnende sort frakke og kigg .... nå, gid fanden hente ham! — kigger på hende gennem et firkantet stykke glas, der blinker i gavtyvens venstre øje. Men se nu - nå, for syv smede! - nu bukker og skraber man fra begge sider, og se nu, hvordan kvindemennesket rigtig snærper munden sammen til en jordbær-mund og kvidrer som svalen på det sollyse tag; og spradebassen foran hende vifter med hånden og halen, svinger sin hat og skraber med foden, så brolægningen slår gnister, ja, se det var sandelig en leg. Ak, sikke nogen skader, I er, tænkte jeg, bitte knægt, der stod på gadehjørnet med et bundt friske oksehuder over skulderen og så på denne tjur-leg med et fornøjet grin om munden. 05140
Bottom
05141
Top
Tuomas: Gentlefolk are fools. TUOMAS: Fine folk er narre. 05141
Bottom
05142
Top
Timo: And childish as milk-chinned brats. So they eat, too, with rags over their chests and without — dog take me — knowing enough to lick their spoons clean when they rise from table; that I have seen with my own eyes to my great surprise. TIMO: Og barnlige som mælke-skæggede unger. De spiser jo også med klude for brystet og kan - fanden ta’ mig - ikke (‘ilgang slikke deres ske ren, når de rejser sig fra bordet. Det har jeg set med egne øjne til min store forbavselse. 05142
Bottom
05143
Top
Simeoni: But at tricking and cheating a farmer they are man enough. SIMEONI: Men at narre og flå bonden, det er de sandelig mand for. 05143
Bottom
05144
Top
Juhani: True. Among gentlefolk there is much that is womanish and silly, that I saw on my trip to Turku. But look you, when a simpering wench like that, in real scented oils and flying laces, comes near, it’s not to say that the heart of a son of man doesn’t begin to flutter. Ay, boys, the lusts of this world tempt strongly, that I noticed on my trip to Turku. And I say once again, that my heart bleeds for the maiden on yonder height. It was time for her to be saved from Hell and to sail with her friend to a haven of peace, to which may God help us also in His time. In this hope let’s try to sleep now. There’s still another marvellous tale about this hill, but it can keep for the present and let’s all try to sleep. Go, however, Simeoni, and cover the glowing cinders with ashes, so that I needn’t sit tinkling my fire-irons and waving a bunch of hay tomorrow, but can begin at once hammering at the end of a log like a redcrested woodpecker. Go now. JUHANI: Det er sandt, at der findes meget kællingeagtigt og latterligt i de fine folks verden, det lagde jeg mærke til på min Åbo-tur. Men se, når en sådan smiskende tøs nærmer sig os, rigtig i en lugt af smørelser og med flagrende krøs, så kan det ikke nægtes, at det dirrer i et menneskebarns hjerte. Ja, ja, drenge, verdens lyst lokker med stor magt; det mærkede jeg på min Åbo-tur. Og jeg siger endnu en gang, at mit hjerte har ondt af pigen deroppe på bjerget. Det var sandelig på tide for hende at blive reddet fra helvede og sejle med sin ven til fredens havn; og må Gud også til slut hjælpe os derhen. Opfyldt af det håb vil vi nu prøve på at sove. Der findes ganske vist endnu et mærkeligt sagn om dette bjerg, men det kan være til en anden gang, og lad os nu prøve på at sove. - Men Simeoni, gå nu i hvert fald hen og dæk gløderne med aske, så jeg i morgen tidlig ikke behøver at klirre med fyrstålet og svinge høtotten, men straks kan begynde at hugge for enden af træstammen som en rødtoppet spætte. Gå nu. 05144
Bottom
05145
Top
Simeoni went to do Juhani’s bidding, but came quickly back with hair erect and eyes starting out of his head. Stut-teringly he uttered something about a strange burning eye out there near the cart. At that the others too were startled, and bidding God to bless them body and soul they went out of the hut in a group; and their hair resembled a wind-gathered tangle in the crown of a birch. Motionless, silent as statues they stood, staring in the direction shown by Simeoni’s pointing finger. Without blinking they stared, and saw beyond mistake a weird gleam near the cart, which sometimes, disappeared, but soon showed itself again. They might have deemed it the lone eye of their horse Valko, only no whiteness loomed around it, but rather something black, and there was no sound of the bell. Pondering thus, the brothers stood without moving; but at last Tuomas said in a somewhat stern tone: Simeoni gik af sted for at udføre Juhanis befaling, men han kom hurtigt tilbage med strittende hår og øjnene på vid gab i hovedet. Han sagde, stammende, noget om et besynderligt brændende øje derude ved vognen. Det gjorde også de andre forskrækkede; de velsignede deres sjæle og kroppe, og gik, alle mand, ud af hytten; og deres hår lignede heksekoste i birken. Ubevægelige, stumme som billedstøtter stod de og gloede i den retning, Simeonis finger pegede. De stirrede uden at blinke og så også ganske tydeligt bag ved hjulene en sælsom skinnende glød, der undertiden forsvandt, men hvis lysende skær snart viste sig igen. Dette kunne de muligvis have troet var hesten Valkos eneste øje; dog var der ikke noget hvidt at se omkring det, men tværtimod noget sort; og man hørte heller ikke klokkens klang. Sådan stod brødrene og spekulerede uden at røre sig; men til sidst sagde Tuomas dog med temmelig barsk stemme: 05145
Bottom
05146
Top
Tuomas: What do you want? TUOMAS: Hvad ønskes? 05146
Bottom
05147
Top
Juhani: For God’s sake don’t talk so high and mighty to him. It’s him! What shall we do now, brothers? It’s him! What shall we say to him ? JUHANI: For Guds skyld, begynd ikke at snakke så brysk med ham. - Det er ham! Hvad skal vi nu gøre, brødre? Det er ham! Hvad skal vi sige til ham? 05147
Bottom
05148
Top
Aapo: I surely don’t know. AAPO: Det ved jeg sandelig ikke. 05148
Bottom
05149
Top
Timo: Now a verse of a hymn would do good. TIMO: Nu ville et salmevers gøre godt. 05149
Bottom
05150
Top
Juhani: Doesn’t one of us know a single prayer by heart? Pray, dear brothers, out with something in God’s name, whatever comes into your heads, without any bothering about suiting the text to the occasion. Read the Home Baptism Service, brothers dear, if you know nothing else. JUHANI: Er der ingen af os, som kan en eneste bøn udenad ? Læs, kære brødre, i Herrens navn, kom bare frem med det, der dukker op i hovedet, og bryd jer ikke om, hvorvidt skriftstederne passer til situationen. Læs om nøddåb, kære brødre, i mangel af bedre. 05150
Bottom
05151
Top
Timo: l’ve known one and another passage of the hymnbook in my time, but now it’s as though a fearful prop were holding up the door of my brain. TIMO: Jeg har kunnet en og anden remse fra salmebogen, men nu er der ligesom en forskrækkelig bom for min hjernes dør. 05151
Bottom
05152
Top
Simeoni: The spirit won’t allow you to speak, any more than he will me. SIMEONI: Ånden lader dig ikke tale, lige så lidt som mig. 05152
Bottom
05153
Top
Timo: Ay, he won’t allow me. TIMO: Han tillader det ikke. 05153
Bottom
05154
Top
Juhani: This is terrible! JUHANI: Det er forfærdeligt! 05154
Bottom
05155
Top
Aapo: Terrible! AAPO: Forfærdeligt. 05155
Bottom
05156
Top
Timo: Truly terrible! TIMO: Ja, sandelig forfærdeligt. 05156
Bottom
05157
Top
Juhani: What can we do? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 05157
Bottom
05158
Top
Tuomas: A firm stance is best, I believe. Let us ask him who he is and what he wants. TUOMAS: En fast optræden over for ham er bedst, tror jeg. Lad os spørge, hvem han er, og hvad han vil. 05158
Bottom
05159
Top
Juhani: Let me ask him. Who are you? Who are you? Who are you and what do want of us? — Not a word in answer. JUHANI: Lad mig spørge. Hvem er du ? Hvem er du ? Hvem er du, og hvad vil du os? - Ikke ét ord til svar. 05159
Bottom
05160
Top
Lauri: Lay hold of embers. LAURI: Vi tager de brændende træstykker. 05160
Bottom
05161
Top
Juhani: We’ll lay hold of embers from the fire and baste you to a turn unless you say your name, your family and your errand. / JUHANI: Vi tager de brændende træstykker og banker dig til kødmad, hvis du ikke nævner dit navn, din familie og dit ærinde. 05161
Bottom
05162
Top
Lauri: No, I meant let’s grab the embers at once. LAURI: Nej, jeg mente, at vi straks burde gribe træstykkerne. 05162
Bottom
05163
Top
Juhani: If we dared. JUHANI: Hvis man bare turde. 05163
Bottom
05164
Top
Tuomas: One death we owe to the Lord. TUOMAS: En død er vi Herren skyldig. 05164
Bottom
05165
Top
Juhani: Ay, we owe the Lord one death! Embers in fist, boys! JUHANI: Ja, een død er vi Herren skyldig! Brændestykkerne i næven, drenge! 05165
Bottom
05166
Top
Soon they stood in a row, burning brands for weapons in their hands. Foremost stood Juhani, his eyes round as an owl’s, staring at the eye behind the cart, which with a fine glow stared back at him. So stood the brothers with their fiery weapons on the nightly clearing; and a lapwing cried from the mountain spruce, the dismal wilds below them breathed heavily, and dark clouds covered the arch of the sky. De stod snart i en række, med brændende træstykker i hånden som våben. Forrest stod Juhani, med øj’ne, der var runde som uglens, og stirrede om bag ved vognen på øjet, der gloede ham i møde med en stærkt-lysende glans. Således stod brødrene med deres gnistrende bevæbning på den natlige hede; og uglen hylede fra bjergets graner, den dystre skov sukkede tungt ved deres fødder, og mørke skyer dækkede himlen. 05166
Bottom
05167
Top
Juhani: When I say ”Now, boys!” let the brands rain from our fists on to the devil’s neck. JUHANI: Når jeg siger: nu, drenge! så skal brændestykkerne flyve ud af vore næver, i nakken på djævelen. 05167
Bottom
05168
Top
Simeoni: Let us try again to see if we can talk to it first. SIMEONI: Men lad os først prøve med en smule besværgelse. 05168
Bottom
05169
Top
Juhani: Well thought! Let’s try a little talking first. But what shall I say to him? Whisper to me, Simeoni, for I myself am oddly stupid just now. But whisper the words to me and I ’11 cast them in his face until the forest echoes. JUHANI: Rigtig tænkt! Først lidt besværgelse. Men hvad skal jeg sige til ham? Hvisk mig i øret, Simeoni; jeg er selv så underligt indskrænket lige nu. Men hvisk ordene til mig, så slynger jeg dem lige i snudeskaftet på ham, så det runger i skoven. 05169
Bottom
05170
Top
Simeoni: Note then what I say. Here we stand. SIMEONI: Læg så mærke til, hvad jeg siger. - Her står vi. 05170
Bottom
05171
Top
Juhani: Here we stand! JUHANI: Her står vi! 05171
Bottom
05172
Top
Simeoni: Like heroes of the Faith, with flaming swords in our hands! SIMEONI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden. 05172
Bottom
05173
Top
Juhani: Like heroes of the Faith, with flaming swords in our hands! JUHANI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden! 05173
Bottom
05174
Top
Simeoni: Go your way. SIMEONI: Gå din vej. 05174
Bottom
05175
Top
Juhani: Go to your Hell! JUHANI: Gå til dit helvede! 05175
Bottom
05176
Top
Simeoni: We are baptized Christians, warriors of the Lord. SIMEONI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd. 05176
Bottom
05177
Top
Juhani: We are baptized Christians, warriors of the Lord, Christ’s soldiers! JUHANI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd, Kristi soldater. 05177
Bottom
05178
Top
Simeoni: Even though we cannot read. SIMEONI: Selv om vi ikke kan læse. 05178
Bottom
05179
Top
Juhani: Even though we cannot read. JUHANI: Selv om vi ikke kan læse. 05179
Bottom
05180
Top
Simeoni : But believe notwithstanding. SIMEONI: Men vi tror alligevel. 05180
Bottom
05181
Top
Juhani: But believe notwithstanding and trust firmly in it. JUHANI: Men vi tror alligevel og stoler fast på det. 05181
Bottom
05182
Top
Simeoni: Go now. SIMEONI: Gå nu. 05182
Bottom
05183
Top
Juhani: Go now! JUHANI: Gå nu! 05183
Bottom
05184
Top
Simeoni: Soon the cock crows. SIMEONI: Snart galer hanen. 05184
Bottom
05185
Top
Juhani: Soon the cock crows! JUHANI: Snart galer hanen! 05185
Bottom
05186
Top
Simeoni: Proclaiming the light of the Lord. SIMEONI: Og forkynder Herrens lys. 05186
Bottom
05187
Top
Juhani: Proclaiming the light of the Lord Zebaoth! JUHANI: Og forkynder den Herre Zebaoths lys ! 05187
Bottom
05188
Top
Simeoni: But he doesn’t seem to take any notice. SIMEONI: Men han lader som ingenting. 05188
Bottom
05189
Top
Juhani: But he doesn’t seem to... Ay, he doesn’t care (hough I bawl at him with the tongue of angels. May the Lord bless us, boys, for there’s nothing left but to — Now, boys! JUHANI: Men han lader som ing . . . Ja, han bryder sig ikke om noget, selv om jeg så brølede til ham med en engels tunge. Herren velsigne os, brødre! Nu er der ikke andet tilbage end - nu, drenge! 05189
Bottom
05190
Top
At that each threw his burning brand at the apparition, which, with the speed of lightning, dashed off at a run with a thunder of four hoofs, and the glowing cinders on its back flashed for long as it cleft the darkness. It fled the fiery skirmish, until, having reached the clearing’s edge, it dared at last to stop, blowing once or twice noisily. And the brothers’ ghost, the awe-inspiring monster, proved after all to be their one-eyed horse, which had lost for the time its whitish colour in the black mudpools of the swamp, into which it had probably strayed and there splashed despairingly before regaining dry land. There, too, in its struggles it had loosened the bell from its neck, a matter which had greatly helped to bewilder the brothers. This was the eye that had gleamed in the darkness behind the cart, as many an animal’s eye can glow in the dark. But only after a moment or two had passed, and even then with caution, did the brothers dare to approach Valko and finally establish their error. They returned with wrathful faces to their hut, and at last as the night paled each lay in untroubled sleep. Så kastede de allesammen deres brændestykker imod spøgelset, der løb bort med pilens fart og fire fødders bulder; og længe glimtede de lysende gløder på dets ryg, gennem det natlige mørke. Således flygtede det fra ild-bataillen, og da det var nået ned til lysningens rand, turde det omsider stå stille og pustede højt en gang, to gange. Og brødrenes spøgelse, den frygtindgydende ånd, var dog deres én-øjede hest, der for en tid havde mistet sin hvide farve i mosens sorte mudderpøle, som den antagelig var sunket ned i, og hvor den havde væltet sig i lang tid, inden den kom op på det tørre igen. Mens den tumlede sådan, var klokken også blevet revet af dens hals, en omstændighed, der i høj grad havde bragt brødrenes tro på afveje. Det var altså det øje, der lyste bag ved vognen i nattens tusmørke, sådan som mangt et dyrs øje kan lyse i mørke. - Men først efter en tids forløb, og så endda med forsigtighed, turde brødrene nærme sig deres Valko og opdagede nu endelig deres fejltagelse. Derfra vendte de, med arrige ansigter, tilbage til hytten; og ved morgengry hvilede de omsider alle sammen i dyb søvn. 05190
Bottom

Chapter 06 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
06001
Top
It was ready at last, the brothers’ cabin. Thirty feet was its length and eighteen its breadth; one gable looked eastward, the other westward. Entering through the door at the cabin’s eastern end, you had on your right a large stove, on your left a manger, built for Valko’s use in the winter. From the threshold, almost to the middle of the room, a carpet of spruce branches hid the naked earth, but at the back of the room a stout floor had been made of broad planks and above this a roomy gallery, for the new cabin was to serve the brothers both as dwelling-place and sauna. About twenty paces from the house stood the store-room, built of small, round spruce-logs. Endelig stod brødrenes hus færdigt. Længden var fem favne og bredden tre; dets ene gavl vendte mod øst og den anden mod vest. Når man kom ind ad døren, der lå i husets østlige ende, stod til højre et stort ildsted og til venstre en bås, der var bygget til Valkos vinterbrug. Fra tærsklen og fremefter, omtrent til midten af huset, havde man den nøgne jord under sig, dækket af granris, men længere borte var der et herligt gulv, lavet af brede planker, og oven over det en rummelig briks. For brødrene anvendte deres nye Ims både til beboelse og badstue. Omtrent tyve skridt fra boligen stod deres forrådshus, der var sat sammen af små, runde granstammer. 06001
Bottom
06002
Top
The brothers had thus a fine shelter against rain, storm and the frosts of winter, and an extra room for their provisions. And now they could devote all their energy to hunting and all the divers forms of trapping. And then for the capercaillies, heath-grouse and partridges, hares, squirrels and stouthearted badgers, and the wild duck and fish in Lake Ilvesjärvi, death was near. Then the endless spruce-woods rang with the barking of the aroused Killi and Kiiski and the crashing of guns. The brother’s guns felled too, now and again, a bushy-pelted bear; but the proper time for hunting bears had not yet come. Brødrene havde således et udmærket ly imod regnen, stormen og vinterkulden, og desuden et forrådshus til deres madvarer. Og nu kunne de for fuldt alvor hellige sig jagten og al slags fangstvirksomhed. Og nu nærmede døden sig både for tjurer, urfugle og jærper, harer, egern og grævlinge såvel som for Ilvesjårvis ænder og fisk. Så rungede bakkerne og de uendelige granskove af Killis og Kiiskis heftige gøen og de knaldende bøsser. Brødrenes skud fældede også, 1111 og da, en lådden-pelset bjørn; men det var endnu ikke den rette tid til at fange honning-labben. 06002
Bottom
06003
Top
Came autumn with its frosty nights, and the grasshoppers, frogs and lizards died or fled to their deep hiding-places, and it was now time to trap the fox with shinning irons; this art the brothers had learned from their father. Many a quickfooted Reynard then paid with his fine fur for a dainty titbit or two. Hares are known to tread paths in the soft snow of the forest, and across these paths the brothers stretched hundreds of brass-wire snares, to the doom of many a white-furred denizen of the woods. They built as well a fine wolf-trap on the clearing’s eastern edge. To catch wolves, they also dug a pit, enormously deep, some distance from the cabin on a dry sandy patch. A meaty joint tempted many a hungry wolf into the strong trap; and then, when the brothers saw their helpless prey, a din and crashing would arise in the trap on a dark autumn night. One of the brothers would stand on a fence post, seeking, gun in hand, to fell the coarse-haired brute with a bullet; at his side another held a light, a blazing torch of resinous wood. The others helped Killi and Kiiski to drive the sombre-visaged, grinning beasts out of the bushes, flashing their resinous firebrands now here, now there. Great was the tumult, with the shouting of the men, the raging of the hounds and the firing of guns, the forest and Impivaara’s pitted side rattled untiringly. Thus they would struggle; the snow would become stained, reddened more and more, fly around in a thousand directions, until the last wolf lay bleeding on the ground. And then the flaying of their prey provided work for the brothers; yet this labour was exceedingly pleasant to them. Into the pit, too, on the clearing’s western edge, hastened more than one slant-eyed wolf. Så kom efteråret med sine frostnætter,; og græshopperne, firbenene og frøerne døde eller flygtede til deres dybe gemmesteder; og nu var tiden inde til at fange ræve i blinkende sakse; denne kunst havde brødrene lært af deres fader. Mangen en rap-fodet Mikkel måtte nu betale for en eller anden lækkerbisken med sit flotte skind. - Som man ved, træder harerne veje i skovens løse sne, og ved disse stier opstillede brødrene hundredvis af messingsnarer til fordærv for mangen en hvidpelset fyr. Desuden havde de bygget en prægtig ulvegård, der var forsynet med et indad-skrånende stakit, og som lå i en krat-bevokset dalsænkning ved lysningens østlige udkant. Desuden havde de, ligeledes for at fange ulve, gravet en grav, en vældig dyb grav, et stykke fra huset på en tør og sandet mark. Stegen lokkede mange sultne ulve ind bag den stærke indhegning; og når brødrene mærkede, at deres bytte var i bekneb, opstod der larm og spektakel i ulvegården i den mørke efterårsnat. Så stod en af brødrene, lænet til indhegningen med bøssen i hånden, og sigtede for at nedlægge det strid-hårede bæst med en kugle; og en anden ved siden af ham holdt lyset, et flammende stykke harpiks-træ. Andre af dem hjalp Killi og Kiiski med at jage skummelt-fjæsede og bistert-grinende vilddyr ud af buskene og svingede deres harpiks-blus snart hid og snart did. Voldsom var den tumult, der opstod på grund af mændenes råb, hundenes spektakel og de knaldende bøsser; og uafbrudt rungede det i skoven og i Impivaaras hule-fyldte væg. Således larmede man, sneen blev tilsølet, farvedes mere og mere rød og blev trampet ned i tusind retninger, indtil omsider alle buskhalerne lå i deres blod. Og så fik brødrene stort slid og besvær med at flå byttet, men dette arbejde forekom dem dog særdeles behageligt. - Også i graven, der lå ved lysningens vestlige udkant, dejsede nu og da en af skovens skæv-øjede krabater. 06003
Bottom
06005
Top
It happened once that early in the morning, while the others still slept, Timo set out to examine the baited pit, whose halffallen covering awakened hopes in him already at a distance. And having reached the pit, his joyful eye preceived indeed a grey object in the depths, a mighty wolf, which, with its muzzle pressed to the earth, lay motionless, peering up at the man. What did Timo now decide to do? Why, to kill the wolf singlehanded, and then, to the amazement of the others, enter the cabin with his hairy burden slung across his shoulder. Putting the idea into action, he fetched the ladder from the cabin wall, lowered it cautiously into the pit, and with a heavy mallet in his hand stepped down the rungs, meaning to smash the brute’s skull. For long he smote around him with his club, his teeth clenched, but always at the empty air. The wolf’s head darted nimbly right or left each time he brought down his clumsy weapon. At last he lost his club to the wolf, and could then think of nothing better than to climb up again and hurry to the cabin to report his find. Det hændte engang, en tidlig morgen, mens de andre endnu sov, at Timo gik hen for at se til ulvegraven, hvis halvt nedstyrtede dække allerede på afstand gav ham det bedste håb. Og da han nåede hen til kanten af graven, opdagede hans henrykte øje en grå genstand dernede i dybet, opdagede en vældig ulv, der lå ubevægelig med snuden trykket imod jorden og gloede stift op på manden. - Hvad besluttede nu Timo? At han helt alene ville tage livet af ulven og så, til de andres store fornøjelse, ville træde ind i huset med den lådne byrde over skulderen. Han skred nu til værks ; hentede stigen, der stod ved husets væg, stillede den forsigtigt ned i graven og gik så ned ad trinene, med en tung trækølle i hånden; det var hans mening, at han ville knuse udyrets hoved til mask. I lang tid fægtede han med sin kølle, med blottede tænder, men han slog bestandig i den tomme luft. Ulvens hoved drejede sig hurtigt bort, drejede til højre, drejede til venstre, når manden slog løs med sit besværlige våben. Til sidst tabte han sin kølle foran ulven, og nu vidste han intet andet råd end at kravle op igen og skynde sig hen til huset og fortælle, hvad der var sket. 06005
Bottom
06006
Top
The brothers soon emerged, furnished with staves, ropes and nooses, to seize their prey. But when they reached the pit, it was empty. Up the ladder, which Timo had left behind him in the pit, their wolf had climbed neatly to safety and swiftly departed, thanking his good fortune. This the brothers at once perceived, and, cursing and grinding their teeth, sought with enraged glance for Timo; but he was no longer present. He was already in full flight at the forest’s edge, where the pines soon hid him from view. He felt that it was unwise to stay and argue the matter. But the others howled after him, lists aloft, promising to crush him to a jelly from brow to heels, if he still dared to open the cabin door. So threatening, they left the pit ill-tempered and angry and went back to the cabin. Meanwhile Timo wandered, a fugitive, in the forest, and soon the brothers began to regret their behaviour towards him, perceiving that the mischance was due more to his stupidity than to any evil intention. And so, already before evening, Juhani climbed to Impivaara’s summit, and shouting in his mighty voice to all points of the compass, called Timo, assuring him on oath that he need not fear to return at once. He went on shouting, and after a time Timo returned, glowering angrily and rolling his eyes. Without a word he undressed, dropped down on his bed, and soon snored in deepest slumber. Lidt efter drog brødrene af sted, udstyrede med stave, reb og hals-løkker for at fange deres bytte. Men da de nåede hen til graven, var den tom. Deres ulv var nok så nydeligt klatret op ad den stige, som Timo havde efterladt i graven, og var stukket af, idet den priste sin lykke. Det opdagede brødrene straks, og, bandende og tænderskærende, kiggede de nu med vrede blikke efter Timo; men han var ikke længere til stede. Han løb allerede i vild flugt langs udkanten af skoven, hvor han snart forsvandt i læ åf fyrreskoven. Han forstod, at det ikke var så godt at blive og snakke mere om sagen. Men de andre råbte efter ham, med næverne i vejret, og lovede at brække ham sønder og sammen fra hoved til hæl, hvis han bare så meget som vovede at linde på husets dør. Sådan truede de, forlod graven, rasende og vrede, og vendte tilbage til deres hus. Men Timo vandrede som en flygtning i skoven, og snart begyndte brødrene at fortryde deres optræden over for ham, da det gik op for dem, at uheldet var sket på grund af hans uforstand og ikke skyldtes en nederdrægtig drengestreg. Derfor gik Juhani allerede før aften op på Impivaaras højdedrag og råbte derfra i alle retninger med kraftig stemme, kaldte på Timo, og lovede og forsikrede ham, at han ikke behøvede at være bange for at vende tilbage omgående. Således råbte han, og da der var gået nogen tid, kom Timo tilbage, med et vredt og skulende blik. Uden at sige et ord klædte han sig af, smed sig på sin seng, og snart snorkede han i dybeste søvn. 06006
Bottom
06007
Top
Later came, the best time for catching bears. Then the brothers took their spears, rammed huge bullets into their rifles and set out to waken the prince of the woods, where he already lay dreaming in his dark chamber deep under the snow-covered spruce. And before their rifles fell many a heavy-jowled bear, as it flung out, enraged, from its peaceful couch. Then a sharp tussle would often arise, the snow would whirl around and become stained by the flowing blood as wounds were dealt on either side. So they would fight on until at last the shaggy beast lay still. But the brothers, having cheerily reached home with their burden, anointed their wounds with the salve compounded of spirits, salt, powder and brimstone. They spread this over their wounds, covering the whole with yellow-brown tar. Den bedste tid til bjørnejagt var nu også kommet. Så tog brødrene deres spyd, pressede nogle kraftige ladninger i deres geværer og drog af sted for at vække skovens fyrste, der drømte i sit mørke hi, dybt under de snedækkede graner. Og deres ildvåben fældede mangen en bredsnudet bamse, når den rasende styrtede ud af sit fredelige kammer. Så opstod der ofte en voldsom kamp, sneen hvirvlede omkring og blev farvet rød af det rindende blod, når der blev uddelt sår på begge sider. Sådan kæmpede de, indtil omsider den strit-fjæsede bjørn havde lagt sig til ro. Men når brødrene, larmende, var vendt hjem med deres byrde, smurte de deres sår med et lægemiddel, der var sammensat af brændevin, salt, krudt og svovlpulver. Det smurte de deres sår med og dækkede det med gulbrun tjære. 06007
Bottom
06008
Top
Thus they garnered a living from the wilds and the thickets on the hills, filling their store-room with all kinds of game: wildfowl, hares, badgers and the flesh of bears. They had attended, too, to the winter provision of their old, faithful Valko. On the brink of the bog one saw a great hayrick, mown with sickles and roofed smoothly over, sufficient to tide over the winter. Nor had they forgotten to provide for the heating of their cabin during the cold period. A mighty stack of cord-wood stood near the storeroom and a high pile of resinous roots, like a heap of fantastic elk-horns, rose to the cabin’s eaves. Thus prepared they could look winter in its frosty beard unmoved. Således skaffede de sig deres udkomme fra ødemarken og bakkernes krat og fyldte deres forrådshus med mange slags vildt: fugle, harer, grævlinge og bjørnekød. De havde også draget omsorg for deres gamle, trofaste Valkos’ vinterfoder. Dernede ved mosens bred så man en vældig høstak, indhøstet med segl, glat-revet i toppen og tilstrækkelig stor (il at klare vinteren. Man havde heller ikke glemt de forråd, der var nødvendige til husets vintervarme. I nærheden af forrådshuset stod en vældig brændestabel og desuden, ved husets væg, en høj stak harpiks-rødder; den lignede en stabel af Hiisis elg-horn og nåede lige fra jorden op til husets tag. Således udstyrede kunne brødrene trygt se på den rimfrost-skæggede vinter. 06008
Bottom
06009
Top
It is Christmas Eve. A thaw has set in, grey clouds cover the sky and the new-fallen snow covers the hills and valleys. A faint rustling is heard from the forest; the heath-grouse sups in a catkin-covered birch, a flock of wax-wing in a glowing rowan tree, and a magpie, greedy maiden of the woods, carries twigs for a foundation for her coming nest. In hut and glittering manor joy and peace prevail, and so it was in the brothers’ cabin on Impivaara clearing. Just outside the door is a load of straw, drawn by Valko from Viertola Manor to deck the floor in honour of Christmas, for even in the wilds the brothers would not forego that rustle of Christmas straw which was their most delightful memory from childhood’s days. Det er juleaften. Vejret er mildt, grå skyer dækker himlen, og den ny-faldne sne skjuler bjerge og dale. Fra skoven høres en sagte susen; urfuglen spiser til aften blandt birketræets rakler, en flok silkehaler i den rødmende røn, og skaden, fyrrekrattets begærlige jomfru, bærer kviste bort for at lægge grunden til sin kommende rede. Såvel i hytten som på den statelige herregård råder glæde og fred; således også i brødrenes hus på Impivaaras lysning. Uden for døren ser du et læs halm, som Valko til ære for julen har trukket lige fra Viertola-herregård ; det skal bredes ud på husets gulv. Ikke engang her kunne brødrene undvære den knitrende julehalm, som var deres herligste minde fra barndommens dage. 06009
Bottom
06010
Top
From the cabin the hiss of water on the oven’s heated stones is heard, and the slapping of soft bunches of birch twigs. The brothers are taking a hardy Christmas bath. And when at last the scorching steam-bath was over, they stepped down from the platform, dressed themselves and rested on the beams which lined the walls in place of benches. There they sat, exuding perspiration and puffing. A blazing shingle lit up the room; Valko champed oats at his manger, for his Christmas too had not been forgotten; dozing and yawning the cock sat on his rafter; Killi and Kiiski, chin on paw, slept near the oven, and on Juhani’s knee the old, water-grey Jukola cat lay purring. Men fra huset hører man dampen suse fra ovnens ophedede sten og en klaskende lyd af bløde baderis. Brødrene tager sig nu et grundigt julebad. Og da de omsider var færdige med det brændende varme bad, steg de ned fra briksen, klædte sig på og satte sig til hvile på de planker, der var anbragt langs væggene i stedet for bænke. Dér sad de nu, pustende og sveddryppende. En flammende spån oplyste stuen; Valko knasede havre i sin bås, for man havde heller ikke glemt hans jul; hanen sad på sit spær, døsig og gabende; Killi og Kiiski lå tæt ved ovnen med snuden på poterne ; og Jukolas gamle, vandgrå kat spandt i Juhanis skød. 06010
Bottom
06011
Top
Timo and Simeoni began after a while to lay the supper; the others lifted in the sheaves. They opened the bindings and spread out the straw to the thickness of a span, but on the platform, where they usually spent their nights, they spread it thicker. Supper was ready at last: seven round loaves, two oaken trenchers of steaming bear-meat and a pail of beer stood on the table. The beer they had brewed themselves, carefully recollecting their mother’s methods of preparing the beverage. They had brewed it stronger, however, than ordinary peasant ale. Dark red it foamed in the pail; and if you were to swallow a mug of it, you would not fail to feel a slight dizziness in your brain. But now they all sit at table, enjoying (he meat and the foaming ale. Omsider begyndte Timo og Simeoni at tilberede aftensmåltidet, mens de andre bar neg ind. De løste båndene op og bredte halmen ud på gulvet i et lag på sådan noget som en kvart alen, men et endnu tykkere lag på briksen, hvor de som regel tilbragte deres aftener og nætter. - Til sidst var aftensmaden færdig: syv hul-brød, to egetræs-fade med dampende bjørnekød og en spand skummende øl stod på bordet. De havde selv brygget deres øl, idet de nøje havde fulgt deres mors metode ved fremstillingen af denne drik. De havde dog gjort den stærkere end almindeligt bondeøl. Rød-sort skummede det i spanden, og hvis du nedsvælgede en kande af det, ville du ligesom føle dig lidt svimmel i hjernekassen. - Men nu sidder de allesammen ved bordet, nyder kødet og brødet og det skummende øl af spanden. 06011
Bottom
06012
Top
Aapo: Eh, but there’s plenty of food piled up before us. AAPO: Her er sandelig bunket rigeligt med mad op foran os. 06012
Bottom
06013
Top
Juhani: Let’s eat and drink, boys, for now it is Christmas, Christmas for all, for men and for beasts. Brother Timo, pour a little ale over Valko’s oats. That’s it, at least a whole mug. No stinginess this evening, but may each get his, the horse, the dogs and the cat, as well as Jukola’s merry brothers. The cock can sleep in peace and draw his rations tomorrow. Here’s for you, Killi and Kiiski, a huge bit of bear’s thigh, and here’s yours, poor pussy. But first shake hands, narrow-eyes! Look! And now both hands! Look at our cat’s tricks and admit (hat I’m a bit of a schoolmaster myself. He shakes hands already with both paws at once, and to do this he sits himself down like a solemn old man and shoves, the scamp, both fore-paws into my fist. Like that! JUHANI: Lad os spise og drikke, drenge, for nu er det jul, jul for alle, såvel for dyr som mennesker. Broder Timo, hæld lidt øl over stakkels Valkos havre-dynge dér i krybben. - Sådan, lad gå bare, i hvert fald et stob. Ingen nærighed denne aften, men lad alle få deres part, såvel hesten, hunden og katten som Jukolas glade brødre. Lad hanen hvile i fred og kræve sin andel i morgen. Her, Killi og Kiiski, her får I et vældigt stykke af bjørnens lår, og her er til dig, arme kat. Men først gi’ pote, du, plir-øjede! - Ja, sådan! Og nu begge poterne! Se på vor kats kunster og indrøm så, at jeg er noget af en læremester. Han giver allerede hånd med begge poter på én gang, og så sidder han som en alvorlig, gammel mand og stikker, den filur, begge forpoterne i min hånd. Sådan! 06013
Bottom
06014
Top
Aapo: Well, what a joke. AAPO: Sikke en forestilling! 06014
Bottom
06015
Top
Tuomas: The things a man has to learn even in his old age. TUOMAS: Hvad man dog må lære selv på sine gamle dage. 06015
Bottom
06016
Top
Juhani: It took some time to teach him, I can tell you. But 1 wouldn’t leave the lad in peace until he could thank teacher with both paws. Now he does it like a man, and schoolmaster’s paid. There’s a cat for you! Here! Get your teeth into this lump of bear. And Killi and Kiiski there. Ay, ay ! ”Cast a stone at a man, but not at his dog.” Right! But to this I would add: ”Cast a stone at Juhani Jukola but not at his cat.” JUHANI: Den lærdom har sandelig også krævet sin tid. Men jeg lod ikke knægten slippe, før han kunne takke sin lærer med begge poter. Men nu gør han det som en mand, og læreren er betalt. - Se, det er vel nok en kat! Her, sæt en bid bjørn til livs. Og så Kiiski og Killi. Ja, ja! »rør ved en mand, men rør ikke ved hans hund«. Rigtigt! Men dertil vil jeg føje: rør ved Jukolas Jussi, men ikke ved hans kat. 06016
Bottom
06017
Top
Eero: Help that beer-pail on over here, Juhani. EERO: Stik mig det dér ølkrus, Juhani. 06017
Bottom
06018
Top
Juhani: It shall be given to you. Drink, brother, God’s creation, drink, for now it’s Christmas and there’s plenty in the storeroom. What is lacking with us here? What should we care if all the world were to burn to dust and ashes, except Impivaara and the lands around. Here we live in clover, on our own soil, without having to bother about ill-tempered neighbours. Here it is good for us to be. The forest is our meadow, our field, our mill and our eternal nest. JUHANI: Det skal du få. Drik, brorlil, du, Guds skabning, drik, for nu er det jul, og der mangler ikke forråd derude i boden. Hvad savner vi her? Hvad kommer det os ved, om så hele verden brændte og blev til støv1 og aske, undtagen Impivaara og dets omgivelser ? Her lever vi som blommen i et æg, på vor egen grund og behøver ikke at bekymre os det mindste om onde mennesker. Her er godt at være. Skoven er vor eng, vor mark, vor mølle og vor rede til evig tid. 06018
Bottom
06019
Top
Timo: And our meat-larder. TIMO: Og vor kød-bod. 06019
Bottom
06020
Top
Juhani: Just so! It is good to be here! Thanks, Lauri, for the way you found for us to escape from the markets of the world. Here is freedom and peace. I ask once more: what would we care if golden flames were to burn down the whole of this world, if only the northern end of Jukola’s lands and its seven sons were saved. JUHANI: Ja, netop! Her er godt at være. Tak, Lauri, for den udvej, du fandt til os, så vi slap bort fra verdens markeder. Her er frihed og fred. Jeg spørger endnu en gang: hvad angår det os, om så en gylden ild fortærede hele denne verden, når blot den nordlige del af Jukola gård og dens syv sønner skånes ? 06020
Bottom
06021
Top
Timo: If a forest fire once started to lick up the world, it’s dust and ashes Jukola’s northern end would be too, and its seven sons into the bargain. TIMO: Hvis en løbeild gik rensende hen over verden, så ville den nordlige del af Jukola også blive til støv og aske og dets syv sønner oven i købet. 06021
Bottom
06022
Top
Juhani: That I well know. But listen, a man can think what he wants, think himself master of the whole world or a creeping dung-beetle. Look you, he can think God, devils, angels, all mankind and the beasts of the sea, air and land dead; think the world, Hell and Heaven vanished like a bunch of tow in a fire, and a darkness fallen in which no crowing cock ever greets God’s morn. So the thought of a man can fly down here, and who can cast nets in its path ? JUHANI: Det ved jeg godt. Men ser du, en mand kan forestille sig, hvad han vil; bilde sig ind, han er verdens herre eller en krablende skarnbasse. Se, han kan forestille sig, at Gud er død, djævlene, englene og hele menneskeslægten og dyrene på jorden, i havet og i luften; han kan forestille sig, at jord, helvede og himmel forsvinder som en tot blår i ilden, og at der i stedet for kommer et mørke, hvor ingen hane med tilbage-bøjet hals nogensinde forkynder Herrens lys. Sådan flyver mandens tanke, og hvem kan kaste net i dens vej ? 06022
Bottom
06023
Top
Timo: Who knows the plan of the world? Not the child of man, who is daft and silly as a bleating goat. But it’s best to take the day as it comes, let it go as it goes, whether it lead to wealth or woe. We’re here and that’s all. TIMO: Hvem begriber denne verdens opbygning? Ikke menneskebarnet, der er enfoldig og dum som en brægende vædder. Men det er bedst at tage dagen, som den kommer, og lade den gå, som den går, om det så ender galt eller tosset. Vi er her bare. 06023
Bottom
06024
Top
Juhani: What’s wrong with our being here ? What is lacking? JUHANI: Hvad mangler vi her ? Savner vi noget ? 06024
Bottom
06025
Top
Timo: ”Not the grace of God nor bird’s milk.” The storeroom’s full and the cabin warm. Here too we can sprawl on straw. TIMO: »Hverken Guds nåde eller hans fuglemælk«. Boden er fuld af mad, og vort hus er varmt. Og her vælter vi os også i halmen. 06025
Bottom
06026
Top
Juhani: Here we sprawl like bull-calves on rustling straw. We can bathe whenever we like, whenever the idea comes into our heads, and eat when we’re hungry. But now we are sated. So there’s nothing else for us to do but to bless our bellies and clear the table. JUHANI: Her tumler vi os som kalve i den knitrende halm. Vi kan bade, når vi vil; når det falder os ind, og spise, når det smager os. - Men nu er vi jo allerede mætte mænd. Og der er intet andet tilbage end at velsigne vor mavesæk og tage af bordet. 06026
Bottom
06027
Top
Simeoni: Wait till I’ve said grace and sung a verse of a hymn. SIMEONI: Vent, til jeg har læst en kort bordbøn og sunget et salmevers bagefter. 06027
Bottom
06028
Top
Juhani: Never mind this time. Why did you not do it before the meal? Go, Eero-boy, as the youngest, and draw ale from the cask. JUHANI: Lad det nu være for denne gang. Hvorfor gjorde du det ikke før måltidet? - Gå, Eero-knægt, du, der er den yngste, gå hen og tap øl af tønden. 06028
Bottom
06029
Top
Simeoni: Would you forbid a verse of a hymn in honour of Christmas Eve? SIMEONI: Du tillader altså ikke, at man synger et salmevers til ære for juleaftenen? 06029
Bottom
06030
Top
Juhani: We’re no singers, brother mine. Let us sing and pray in our hearts, which is after all the most pleasing offering to God. But here comes the pail again, bubbling and frothing like Kyrö Rapids. Ta, lad, ta! Here goes! Take a swig, brother Tuomas, a real man’s swig. JUHANI: Vi er ikke sangere, kære bror. Lad os synge og bede i vore hjerter, det er jo også Guds mest velbehagelige offer. Men se, dér har vi ølkruset igen, sydende og skummende som Kyrö fos. Tak skal du ha’, knægt! Tag en slurk! Smag på det, broder Tuomas, så det rigtig kan mærkes i skrutten. 06030
Bottom
06031
Top
Tuomas: I’ll soon do that. TUOMAS: Jeg tøver ikke ret længe. 06031
Bottom
06032
Top
Juhani: That’s how a man drinks. A gulp like that will soon turn our throats into true choristers’ throats. JUHANI: Sådan drikker en mand. Den slags slurke gør vore struber til rigtige klokker-struber. 06032
Bottom
06033
Top
Well fared the men of olden days,
The wilds did not dismay ’em
Driftwood kept their fire ablaze,
Their ale the river gave ’em.
Livet har vi førhen kendt
på den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
06033
Bottom
06039
Top
Just so. But now our drink is the brown juice of the barley, our l uci cordwood and resinous roots, and under us is a soft bolster of straw, a prime wrestling-mat fit for kings and emperors. A word, brother Tuomas. Brother Aapo once backed your power and strength as mightily greater than mine, but that I’d scarce like to believe. What if we were to try a throw? Let’s try! Ja, sådan. Men vor drik er kornets brune saft, vort brændsel favne-brænde og harpiks-stubbe, og under os har vi halmens bløde bolster, en herlig bryde-plads selv for konger og storfyrster. - Et ord, Tuomas! Broder Aapo, påstod engang, at din kraft og styrke langt overgår Juhos, men det vil jeg nu ikke rigtig tro. Hvordan ville det være at rulle sig dér i halmen? Lad os prøve! 06039
Bottom
06040
Top
Simeoni: Let us behave, and spare this shining straw until tomorrow at least. SIMEONI: Hold jer i skindet! Og skån den skinnende halm, i hvert fald til i morgen. 06040
Bottom
06041
Top
Juhani: Now merriment is at its height, the ”eve is the height of the holiday”; and straw has got to turn to litter anyhow. Does the idea please Tuomas? JUHANI: Nu står glæden på sit højdepunkt, »helligdagsaftenen er højeste fest«; og halmen bliver jo alligevel til strøelse. - Har du lyst, Tuomas? 06041
Bottom
06042
Top
Tuomas: There’d be no harm in trying. TUOMAS: Man kan vel prøve. 06042
Bottom
06043
Top
Juhani: Cross-buttock wrestling! JUHANI: Livtag! 06043
Bottom
06044
Top
Tuomas: I’m ready. TUOMAS: Ja, lad gå! 06044
Bottom
06045
Top
Juhani: Let’s begin, let’s begin! JUHANI: Vi griber fat, vi griber fat! 06045
Bottom
06046
Top
Aapo: Easy, lad! Let Tuomas get a firm grip of the waistband of your trousers. AAPO: Vent, knægt. Lad også Tuomas få et fast greb i din bukselinning. 06046
Bottom
06047
Top
Juhani: He may, he may. JUHANI: Det skal han få, det skal han få. 06047
Bottom
06048
Top
Eero: Juho, what are you grinning and rolling your eyes for, like a bull on a bench? Oh brother! See you do not bring shame on yourself. EERO: Juho, hvorfor griner du og ruller med øjnene som oksen på slagtebænken? Ak, kære bror! Pas på, du nu ikke bringer skam over dig selv. 06048
Bottom
06049
Top
Aapo: All clear. Whose is the first throw ? AAPO: Alt i orden. Hvem har det første kast ? 06049
Bottom
06050
Top
Juhani: Let Tuomas have it. JUHANI: Lad det være Tuomas. 06050
Bottom
06051
Top
Tuomas: Let the older brother have it. TUOMAS: Lad det være den ældste broder. 06051
Bottom
06052
Top
Juhani: Stand firm then. JUHANI: Stå så fast. 06052
Bottom
06053
Top
Tuomas: I’ll try. TUOMAS: Jeg skal prøve på det. 06053
Bottom
06054
Top
Juhani: Are you standing? JUHANI: Står du, står du? 06054
Bottom
06055
Top
Tuomas: I’ll try. TUOMAS: Jeg skal prøve. 06055
Bottom
06056
Top
Aapo: Hallelujah, boys! That’s the way, like that! You fight like heroes of the Faith. Juho wrestles and strains like Israel himself and ”Tuomas stands an oak unbending.” AAPO: Halleluja, drenge! Sådan ja, netop sådan! I kæmper som troens helte. Juho brydes og bakser som selve Israel, og Tuomas »som egen stod«. 06056
Bottom
06057
Top
Eero: ”Hearing Aapo’s gab unending.” But look at Juhani’s mouth, it’ll terrify you. Ah! if I were to thrust even a bar of steel between his teeth now — snap! It’d be in two like a shot. I’m terrified. I’m terrified! EERO: »Da Abraham sin røst oplod«. Men se på Juhos mund og bliv forskrækket. Ak, om jeg nu kunne stikke en stålstang ind mellem hans tænder, så - smask!, og den ville straks gå i to stykker. Jeg er forfærdet, forfærdet! 06057
Bottom
06058
Top
Aapo: Only a bout between men. The very beams rise and fall beneath us. AAPO: Det er jo et livtag mellem mænd. Gulvplankerne stiger og falder under os. 06058
Bottom
06059
Top
Eero: Like the pedals of an organ; and Tuomas’s slippers plough the floor like heavy wooden ploughs. EERO: Som orgelbælge; og Tuomas’ tøfler pløjer gulvet som en grov træplov. 06059
Bottom
06060
Top
Aapo: It’s not with fingers of milk they’re stroking each other. Lord! If this bout were on yonder hill, their heelplates would strike sparks from the rock. AAPO: Man stryger ikke netop med mælkefingre. For fanden, hvis dette slagsmål fandt sted deroppe på bjerget, så ville hæle-beslagene slå gnister af klippen. 06060
Bottom
06061
Top
Eero: Real golden sparks would fly into the forest and there’d be a jolly forest-fire. But Tuomas still stands. EERO: Rigtige guldstjerner ville flyve ind i skoven, så der opstod en munter skovbrand. - Men Tuomas står stadig. 06061
Bottom
06062
Top
Tuomas: Well, have you twisted to your content ? TUOMAS: Har du nu rusket tilstrækkeligt? 06062
Bottom
06063
Top
Juhani: Try a throw yourself. JUHANI: Ja, kast du. 06063
Bottom
06064
Top
Tuomas: I'ii try. But now look out, for the floor’s going to whirl. TUOMAS: Jeg prøver. Og nu skal du få at se, hvordan gulvet snurrer rundt. 06064
Bottom
06065
Top
Eero: Remember, remember, Juho! EERO: Stå fast, stå fast, Juho! - 06065
Bottom
06066
Top
Aapo: That was a throw. AAPO: Det var et kast. 06066
Bottom
06067
Top
Eero: That was a swipe from ”Haman’s mallet,” a blow from "Heaven’s fiery hammer.” EERO: Det var et brag som af »Haamaas trækølle«, et brag som af »himmelens ild-hammer«. 06067
Bottom
06068
Top
Timo: And there lies Juhani like a sack of malt. TIMO: Og dér ligger Juhani som en maltsæk. 06068
Bottom
06069
Top
Eero: Poor Jussi-boy! EERO: Ak, stakkels »Jussi-knægt«! 06069
Bottom
06070
Top
Timo: ’Tis what he called himself when a little boy. TIMO: Sådan kaldte han sig selv som lille purk. 06070
Bottom
06071
Top
Aapo: One ought to know however, how to throw a man. Remember, Tuomas, a human body is not made of iron, but of llesh and blood. AAPO: Man bør tænke på, hvordan man kaster en mand. Husk, Tuomas: menneskets krop er ikke afjern, men af kød og ben. 06071
Bottom
06072
Top
Timo: Ay, though it does wear trousers. TIMO: Ja, selv om det bærer bukser. 06072
Bottom
06073
Top
Tuomas: Did I hurt you ? TUOMAS: Gjorde jeg dig fortræd ? 06073
Bottom
06074
Top
Juhani: Look to yourself. JUHANI: Pas dig selv. 06074
Bottom
06075
Top
Tuomas: Get up. TUOMAS: Rejs dig op. 06075
Bottom
06076
Top
Juhani: I’ll get up and show you a man’s strength at pulling the bar. That’s the game for measuring strength. JUHANI: Jeg rejser mig op og viser dig mandskraften ved at trække stang. I den leg vejes kræfterne. 06076
Bottom
06077
Top
Tuomas: Eero, bring a stick from the corner. Here, Juhani. TUOMAS: Eero, hent stangen derhenne i krogen, den stang, vi roder i ilden med. - Se her, Juhani. 06077
Bottom
06078
Top
Juhani: Here I am. And now hind-paw against hind-paw and claws round the bar. JUHANI: Her er jeg. Og nu bagpote imod bagpotc og næverne omkring stangen. 06078
Bottom
06079
Top
Aapo: When I yell, then pull, but without the smallest jerk. The bar over your toes, right above the toes, not an inch over on either side. Now, boys! AAPO: Og når jeg råber, så trækker I, men uden et eneste ryk. Stangen ved tåspidserne, lige ved tåspidserne og ikke en tomme til nogen af Siderne. - nu, drenge! 06079
Bottom
06080
Top
Timo: Juho flies up like a chip. TIMO: Juho stiger til vejrs, så det knager. 06080
Bottom
06081
Top
Aapo: Even pity wouldn’t help him there. AAPO: Dér hjælper ingen nåde. 06081
Bottom
06082
Top
Juhani: Go and draw ale, Timo. JUHANI: Timo, gå hen og tap øl. 06082
Bottom
06083
Top
Timo: You’re limping, brother. TIMO: Du halter jo, kære bror. 06083
Bottom
06084
Top
Juhani: Draw ale, you accursed lout! Do you hear me, or shall I clout your ear? JUHANI: Tap øl, din forbistrede lømmel. Hørte du? Eller skal jeg daske dig om ørerne ? 06084
Bottom
06085
Top
Tuomas: Did I hurt your foot? TUOMAS: Slog jeg din fod ? 06085
Bottom
06086
Top
Juhani: Why worry about that? Look to your own foot. What does it matter if the heel did chance to come off my boot in the wrestling like a slice of turnip. But look to yourself, you. It seems you win at wrestling and pulling the bar, but let’s fight. JUHANI: Hvad kommer det dig ved ? Pas du din egen pote. Hvad angår det mig, om så hælen faldt af støvlen ? Den gik jo af under brydekampen som en roe-skive. Men pas du dig selv. Det ser ud til, du vinder over mig i brydning og stang, men kom og slås. 06086
Bottom
06087
Top
Aapo: We will have nothing to do with fighting now. AAPO: Slagsmål hører jo ikke til sagen. 06087
Bottom
06088
Top
Juhani: Yes we will, if we want. JUHANI: Jo, hvis vi vil. 06088
Bottom
06089
Top
Tuomas: I don’t want. TUOMAS: Jeg vil ikke. 06089
Bottom
06090
Top
Juhani: You dare not. JUHANI: Du tør ikke. 06090
Bottom
06091
Top
Aapo: Know that wrestling is play. AAPO: Husk, at brydningen er en leg. 06091
Bottom
06092
Top
Simeoni: I know it for play that often gives rise to fighting and murder. SIMEONI: Jeg ved, at det er en leg, der ofte giver anledning til slagsmål og mord. 06092
Bottom
06093
Top
Juhani: May Tuomas win, but no other can overthrow Juhani. That I swear and will show man by man through the whole company. A little bout, Aapo! Will your waistband hold, will it hold? JUHANI: Lad Tuomas have vundet, men ingen anden bøjer Juhani her. Det svægrer jeg og viser fra mand til mand hele kompagniet igennem. - En dyst, Aapo! Holder din krave, holder den? 06093
Bottom
06094
Top
Aapo: Madcap without the slightest cause! Wait, wait, and we’ll wrestle properly. AAPO: Galhovedet uden mindste grund. Rolig, rolig, lad os brydes på ærlig vis. 06094
Bottom
06095
Top
Juhani: Bright lightning! JUHANI: Lyn og torden! 06095
Bottom
06096
Top
Aapo: Wait, say I. Now, try now. AAPO: Rolig, siger jeg. - Sådan, kast nu. 06096
Bottom
06097
Top
Eero: Juho dances the polka like a true lad, even if he does limp. EERO: Juho danser polka som en mand, selv om han halter. 06097
Bottom
06098
Top
Juhani: What do you say now, brother Aapo? JUHANI: Hvad siger du nu, broder Aapo? 06098
Bottom
06099
Top
Aapo: That I’m down under you. AAPO: At jeg ligger under dig. 06099
Bottom
06100
Top
Juhani: Step up to your number, Simeoni. JUHANI: Kom frem som næste nummer, Simeoni. 06100
Bottom
06101
Top
Simeoni: Not for a thousand crowns would I break the holy festival. SIMEONI: Ikke en gang for tusind rigsdaler ville jeg forstyrre den høje fest. 06101
Bottom
06102
Top
Juhani: All honour to the Christmas festival! A bit of innocent wrestling won’t harm it, if only our minds are joyful and our hearts pure. One try, Simeoni ! JUHANI: Æret være julehøjtiden! Man forsynder sig ikke imod den ved en uskyldig brydekamp, hvis blot vort sind er muntert og vort hjerte rent. Et forsøg, Simeoni! 06102
Bottom
06103
Top
Simeoni: Why will you tempt me. SIMEONI: Hvorfor frister du mig ? 06103
Bottom
06104
Top
Juhani: One bout! JUHANI: Et basketag! 06104
Bottom
06105
Top
Simeoni: You Satan! SIMEONI: Din satan! 06105
Bottom
06106
Top
Aapo: Peace be with him, Juhani, peace. AAPO: Fred være med ham, Juhani, fred! 06106
Bottom
06107
Top
Juhani: No harm in trying. Now then, one single tug at your waistband. JUHANI: Vi kan vel forsøge. Se så, bare et eneste tag i kraven! 06107
Bottom
06108
Top
Simeoni: Go to Hell, evil spirit. I admit you the winner. SIMEONI: Gå ad helvede til, onde ånd! Jeg indrømmer, at du vinder. 06108
Bottom
06109
Top
Tuomas: I’ll believe that when I see it. I don’t think Simeoni’s sinews are of veal either. TUOMAS: Det tror jeg først, når jeg ser det. Jeg formoder, at Simeonis sener heller ikke er kalvekød. 06109
Bottom
06110
Top
Juhani: Well, let him try. Then we’ll see whether they’re veal or black, stringy bear’s-meat. JUHANI: Lad ham derfor komme og prøve. Så vil man få at se, om de er kalvekød eller mørkt, senet bjørnekød. 06110
Bottom
06111
Top
Aapo: Leave him in peace and let the next man, more willing for a bout, step forward. Brother Timo, always a stout fellow ! AAPO: Lad ham være i fred og lad en anden komme frem, der har større lyst til at slås. Broder Timo, altid en tapper mand! 06111
Bottom
06112
Top
Juhani: Will you? JUHANI: Vil du? 06112
Bottom
06113
Top
Aapo: Into the wind, Timo! You have never been a mama’s boy. AAPO: Klem på, Timo! Du har jo aldrig været noget hængehoved. 06113
Bottom
06114
Top
Tuomas: Never, but always heartily like a man in his own home. I’ll never forget the fight he put up in that matchless tussle with the Toukola men. Before he knew it he had got a grand bash on the head, but caring little for that, he turned gravely round, snatched the staff out of the man’s hand and hit him back on the skull — and snap went the staff. Broke in two like a flash and down flopped the man like an empty sack. That was Timo Jukola’s work. And I know he’s still game to meet any man. TUOMAS: Aldrig, men altid kæk; altid som i sin egen gård. Jeg glemmer ikke det kunststykke, han lavede i den uforglemmelige bataille med Toukola-folkene. Han fik først, ganske uventet, et vældigt slag i hovedet, men uden at bekymre sig synderligt om det, snurrede han rolig rundt, snappede staven ud af mandens næve og slog igen, lige oven i skallen, og så - gik staven i stykker. Staven brækkede midt over, så det bragede, og manden dejsede om som en tom sæk. Sådan er Jukolas Timo. Og jeg ved, at der stadig er krummer i ham. 06114
Bottom
06115
Top
Timo: Come on, lad. TIMO: Kom an, knægt. 06115
Bottom
06116
Top
Juhani: Just what I want. But let me too get hold of your waist. Now I’m ready. JUHANI: Det er netop, hvad jeg vil. Men lad mig også få fat i dine linninger. Nu er j'eg klar. 06116
Bottom
06117
Top
Aapo: Let Timo have first heave. AAPO: Timo skal have det første kast. 06117
Bottom
06118
Top
Juhani: All right. Then I’ll have time to get my breath back. JUIIANI: Lad gå. Så får j‘eg tid til at puste lidt. 06118
Bottom
06119
Top
Timo: How’s that? TIMO: Se dér! 06119
Bottom
06120
Top
Juhani: No, my son. JUHANI: Nej, min dreng! 06120
Bottom
06121
Top
Tuomas: A fairly stiff heave, Timo, you brave Timo! But can you do better? TUOMAS: Det var et temmelig kraftigt ryk, Timo, du tapre Timo! Men er der ikke råd for at gøre det bedre? 06121
Bottom
06122
Top
Juhani: We don’t go as easily as that. JUHANI: Vi går ikke herfra så let. . 06122
Bottom
06123
Top
Tuomas: Timo, can you do better ? TUOMAS: Timo, er der ikke råd for at gøre det bedre? 06123
Bottom
06124
Top
Timo: I ought to be able to. What does this say? TIMO: Det burde der være. - Men så det her? 06124
Bottom
06125
Top
Juhani: ”We don’t go so easily, said the beggar at Hyvämäki.” JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06125
Bottom
06126
Top
Aapo: Once more, Timo. AAPO: En gang til, Timo. 06126
Bottom
06127
Top
Tuomas: Can you better it ? TUOMAS: Er der ikke råd for at gøre det bedre ? 06127
Bottom
06128
Top
Timo: I ought to be able to. How’s that? TIMO: Der burde være. - Men så det her ? 06128
Bottom
06129
Top
Juhani: ”We don’t go so easily, said the beggar at Hyvämäki.” JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06129
Bottom
06130
Top
Tuomas: But it was a heave that made itself felt. TUOMAS: Men det var et ryk, der kunne mærkes. 06130
Bottom
06131
Top
Eero: Nothing to be afraid of; brother Juhani’s voice only shook the least bit, but quite innocently. EERO: Ingen fare, Juhanis stemme skælvede bare en smule og ganske uskyldigt. 06131
Bottom
06132
Top
Juhani: Upright I stand. JUHANI: Jeg står oprejst endnu. 06132
Bottom
06133
Top
Tuomas: Once more, Timo. TUOMAS: En gang til, Timo. 06133
Bottom
06134
Top
Timo: We’ll try, we’ll try. TIMO: Vi skal prøve, vi skal prøve. 06134
Bottom
06135
Top
Juhani: Wait a bit ! My trousers are falling ! JUHANI: »Vent — holdt!« Mine bukser skrider. 06135
Bottom
06136
Top
Timo: ”But now, said Kaitaranta!” TIMO: »Men nu, sagde Kaitaranta«. 06136
Bottom
06137
Top
Juhani: My trousers are falling! Do you hear me! JUHANI: Mine bukser skrider. Hører du det? 06137
Bottom
06138
Top
Timo: How’s that, brother! TIMO: Se, sådan, min broder! 06138
Bottom
06139
Top
Aapo: Is Juhani lying there again, kissing the floor? AAPO: Ligger nu Juhani dér igen og kysser gulvet? 06139
Bottom
06140
Top
Eero: And puffing like a bull. But it is well ”he can get his breath back again.” EERO: Og stønner som en stud. Men det er da godt, »han får tid til at puste lidt«. 06140
Bottom
06141
Top
Timo: Under me the lad lies like a wet slipper. TIMO: Knægten ligger under mig som en våd kludesko. 06141
Bottom
06142
Top
Tuomas: But his trousers played him a mean trick. TUOMAS: Men hans bukser spillede ham et puds. 06142
Bottom
06143
Top
Aapo: That must be said in truth’s name. Juhani’s own trousers rose against their master and joined themselves with Timo. AAPO: Det må siges i sandhedens navn. Jussis egne bukser gjorde modstand imod deres herre og sluttede forbund med Timo. 06143
Bottom
06144
Top
Eero: That’s true. So trousers off- and a new start. EERO: Således forholder det sig. Derfor væk med bukserne, og lad legen begynde igen. 06144
Bottom
06145
Top
Simeoni: Hold your jaw now, jackdaw! Or I’ll hit you on the nose. Haven’t you had enough of this Hell’s game? SIMEONI: Hold nu kæft, din døgenigt. Ellers giver jeg dig nogen på snuden. Har du ikke allerede fået nok af denne helvedes leg? 06145
Bottom
06146
Top
Eero: Well, let’s make it a heavenly game then. Trousers and shirts off, and wrestle like two angels in the fields of Paradise. EERO: Nå, lad os så gøre den til en himmelsk leg. Væk med bukserne og skjorterne, og lad os brydes som to engle på Paradisets marker. 06146
Bottom
06147
Top
Tuomas: Why are you sitting on his neck, Timo? TUOMAS: Hvorfor sidder du på hans nakke, Timo? 06147
Bottom
06148
Top
Timo: If I had a faggot now I’d lay it along his buttocks till the room echoed. TIMO: Hvis jeg nu havde en brændeknude, gav jeg ham nogen i rumpen, så det dundrede efter. 06148
Bottom
06149
Top
Aapo: Why so? This is wrestling, not a fight. AAPO: Hvorfor det? Det her er en brydekamp og ikke noget slagsmål. 06149
Bottom
06150
Top
Eero: Is Timo angry? EERO: Er Timo vred ? 06150
Bottom
06151
Top
Timo: Not at all, not at all. All I say is, if I had a faggot or a round stick, I’d lay it smacking along his buttocks. TIMO: Slet ikke, slet ikke, men jeg siger bare: hvis jeg havde et brændestykke eller en rund stok, gav jeg ham nogen i rumpen, så det bragede efter. 06151
Bottom
06152
Top
Tuomas: Let him get up. TUOMAS: Lad ham komme op. 06152
Bottom
06153
Top
Timo: Get up, God’s creation. TIMO: Rejs dig op, du Guds skabning. 06153
Bottom
06154
Top
Juhani: I’ll get up, and know that when I have fastened my trousers it’ll be your turn to lie down and somewhat quicker than I did. I, poor boy, tripped by accident, which you hastened to turn to your profit, lout! JUHANI: Jeg rejser mig op, men vid, at når jeg har fået bukserne op igen, så bliver det din tur til at falde omkuld og på en noget anden måde end jeg. Jeg, jeg stakkels knægt, bukkede sammen på grund af et ulykkestilfælde, som du udnyttede i en fart, din støvleknægt! 06154
Bottom
06155
Top
Aapo: No anger! I know that he hardly noticed your trouser accident before the throw was over. He did it in the heat of the scrimmage, the poor boy. AAPO: Nu ingen vrede! Jeg ved, at han næppe lagde mærke til dit bukse-uheld. Han gjorde det i kampens hede, stakkels fyr. 06155
Bottom
06156
Top
Juhani: He knew quite well, the bull-badger. But you are all like ravens at my neck. He didn’t know! Didn’t I roar in a loud voice: wait a bit, my trousers are falling? But he never cared, but tore with teeth and nails like a cat. Stand and burn ! I’ll teach you to use a man’s flabby trousers to his undoing another time, oh I’ll teach you. JUHANI: Han vidste det nok, den muldvarp. Men I er jo alle sammen i nakken på mig som ravne. Såh, han vidste det ikke? Råbte jeg ikke som en landmåler med høj stemme: vent - holdt, mine bukser skrider? Men det brød han sig ikke om, men rev med klør og tænder som en kat. Men fanden ta’ mig! Jeg skal lære dig for fremtiden at udnytte en andens skridende bukser til egen fordel; jeg skal sandelig lære dig. 06156
Bottom
06157
Top
Timo: I, poor boy, did it in the heat of the scrimmage. TIMO: Ak, jeg stakkel, jeg gjorde det i kampens hede. 06157
Bottom
06158
Top
Juhani: I ’11 teach you, when l’ve hoisted up my trousers and pulled my belt tight as a wedged hoop. JUHANI: Jeg skal lære dig, når jeg har fået bukserne op og sat livremmen fast som et kilet tøndebånd. 06158
Bottom
06159
Top
Timo: I give a fig for the whole wrestle; once l’ve won, l’ve won, and there’s nothing more to grumble at. What have trousers to do with it? In wrestling it’s the man who wrestles, not his trousers or leggings or snow-socks. TIMO: Jeg giver pokker i hele brydekampen; når jeg én gang har vundet, så har jeg vundet, og så er der ikke mere at mukke om. Hvad har bukserne med sagen at gøre? I brydning er det manden, som brydes og ikke hans bukser eller strømpeskafter eller andre sne-sko. 06159
Bottom
06160
Top
Juhani: Waistbands in fist and breast to breast again! Stand and burn! JUHANI: Næverne i linningen igen og bryst mod bryst! Fanden stå i det! 06160
Bottom
06161
Top
Timo: Shall I join him in this childish job? TIMO: Skal jeg deltage sammen med ham i det dér barnlige foretagende? 06161
Bottom
06162
Top
Eero: How can he ask? Go, God’s creation, while you have the chance. EERO: Og det spørger han om? Gå, du Guds skabning, så længe du bare kan. 06162
Bottom
06163
Top
Simeoni: Don’t go, say I. SIMEONI: Gå ikke, siger jeg. 06163
Bottom
06164
Top
Eero: Don’t go if you fear and tremble. EERO: Gå ikke, hvis du frygter og skælver. 06164
Bottom
06165
Top
Juhani: Fear and trembling won’t help him now, but he’s got to join in a new tussle and this very God’s moment. JUHANI: Nu hjælper hverken frygt eller bæven, han må deltage i en ny kamp og det lige i dette Herrens øjeblik. 06165
Bottom
06166
Top
Eero: Have mercy on him, Juhani, have mercy! EERO: Hav barmhjertighed med ham, Juhani, hav barmhjertighed! 06166
Bottom
06167
Top
Timo: Why, Eero, why? Let’s try another bout then, one or two. Seize hold! TIMO: Hvorfor det, Eero, hvorfor det? Lad gå med en kamp til, en eller to. Tag fat! 06167
Bottom
06168
Top
Juhani: So, my boy. JUHANI: Se her, knægt! 06168
Bottom
06169
Top
Tuomas: Have a care, Juhani! TUOMAS: Ordentligt, Juho! 06169
Bottom
06170
Top
Aapo: Carefully! That’s how two hungry hawks might fight. AAPO: Ordentligt! Sådan slås jo to sultne høge. 06170
Bottom
06171
Top
Simeoni: Fighting, pure fighting! SIMEONI: Slagsmål, rent slagsmål! 06171
Bottom
06172
Top
Aapo: Sensibly, Juhani! AAPO: Fornuftigt, Juhani! 06172
Bottom
06173
Top
Simeoni: Oh you monsters, you monsters! SIMEONI: Oh, I bæster, I bæster! 06173
Bottom
06174
Top
Eero: Don’t lame your brother ! EERO: Knus dog ikke din brodér! 06174
Bottom
06175
Top
Simeoni: Aha! Aha! now Eero turns pale. Here’s the fish you have angled for. SIMEONI: Aha, aha! Nu bliver Eero også bleg. Der har du de fisk, du fiskede efter. 06175
Bottom
06176
Top
Tuomas: Juhani! TUOMAS: Juhani! 06176
Bottom
06177
Top
Simeoni: The whole cabin’s breaking up, you wild beasts and devils! SIMEONI: Hele huset styrter jo sammen, I vilddyr og djævle! 06177
Bottom
06178
Top
Juhani: Vot, lad, says the Russian! Well, why are you lying there and peering up at the ceiling ? JUHANI: »Vot, knægt, sagde russeren!« Nå, hvorfor ligger du dér og glor op i loftet ? 06178
Bottom
06179
Top
Timo: You won now, but wait till time has worked on us a bit. You will grow older and smaller, while I fill out and become stronger. TIMO: Du vinder over mig nu, men lad tiden forme os lidt mere: du bliver gammel og mindre, men jeg vokser og bliver stærkere. 06179
Bottom
06180
Top
Juhani: Even the world will wear out once and end, let alone a sinful human being. Time wears us all down, my brother. But get up and gulp a swig of ale into your face and admit there’s an ounce or two less strength in you than in me. JUHANI: Engang forgår og ender denne verden, hvorfor skulle det så ikke ske med et stakkels syndigt menneske? Tiden slider os alle sammen op, kære broder. Men rejs dig nu og hæld en slurk øl i gabet og indrøm så, at der er et par lod mindre kraft i dig end i mig. 06180
Bottom
06181
Top
Timo: That was seen. There I lay on all fours and you atop o’ me like a raving bear. TIMO: Det så man. Dér lå jeg under dig på alle fire og du over mig som en lodden bjørn. 06181
Bottom
06182
Top
Juhani: Here’s to us all, my bonny boys! I am second therefore in the hosts of Jukola in the matter of strength. True, Lauri and Eero are still untried, but may they know that there’d be a buzzing in their ears if it came to a trial; and Simeoni has admitted himself the weaker. But not one of Jukola’s brothers is a little-finger man, that I guarantee. Let even fifty Toukola men come at us, fist against fist. Five barrels I can carry on my back, and Tuomas a bit more; five barrels if some one piles them up on my back. JUHANI: »Tag dig en slurk, Rumpe-Matti, af Kiikka-Heikkis kande!« I Jukolas flok er jeg således anden mand, hvad styrke angår. Lauri og Eero er ganske vist endnu uprøvede, men de skal vide, at de vil høre humlebierne summe for deres øren, hvis det kom til en prøve; og Simeoni har indrømmet, at han er svagere end jeg. Men ingen af Jukolas brødre er en lille-fingers-mand, det svarer jeg for. Her må komme indtil halvtreds Toukolafolk, knytnæve mod knytnæve. Fem tønder bærer jeg på min nakke, og Tuomas lidt til; fem tønder, hvis blot en anden stabler byrden på min ryg. 06182
Bottom
06183
Top
Tuomas: I’d like to see Lauri and Eero wrestle in deadly earnest. TUOMAS: Men jeg ville gerne se Lauri og Eero i et rigtig voldsomt basketag med hinanden. 06183
Bottom
06184
Top
Aapo: Truly it would be a sight. One solemn and calm as a thaw in winter, the other small as a dwarf, but swift and keen as lightning. Into the wind, boys, and we ’II see a scrap between a weasel and a buck-hare. Mind, I’m not calling you a hare for your bravery, there’s no call for that, nor for your walk, for Lauri steps out like blacksmith Könni’s hoer — whose feet and hoe were moved by a tricky clockwork in its belly — but to me the tussle would just look like one between a big jack-hare and a weasel. AAPO: Det ville sandelig være noget at se på. Den ene tryg og rolig som tøvejr, den anden lille som en dværg, men hurtig og skarp som et lyn. Tag fat, og det bliver væselen og han-haren, som kæmper. Jeg sammenligner dig ikke med haren af hensyn til skrækken - det er der ikke nogen grund til - heller ikke af hensyn til dine bevægelser, for Lauri går som smeden Könnis hakke-karl, livis ben og hakke blev sat i bevægelse af et sindrigt urværk i maven - men kampen ville efter min mening ligne en brydekamp mellem en væsel og en prægtig han-hare. 06184
Bottom
06185
Top
Juhani: One breasting, boys, one breasting or a buttock-throw. JUHANI: Et tag i kraven, drenge, et tag i kraven eller livtag! 06185
Bottom
06186
Top
Lauri: What use is a bout with Eero? You can’t even get a proper grip of him, but there he wriggles between your legs like a cat, scratching and squeezing your middle so that you can hardly draw breath. He did that when we wrestled in Aro Meadow last autumn, and who won and who lay under, was beyond anyone to say. Why should I wrestle him again? LAURI: Hvad tj’ener det til at brydes med Eero? Man kan jo aldrig få ordentlig fat i ham, for han farer rundt mellem benene som en kat, kradser og klemmer en om livet på en så forbistret måde, at man knap nok kan få et pibende åndedræt i sit bryst. Sådan gjorde han, da vi sidste efterår kæmpede derude på engen. Og hvem, der vandt dengang, og hvem, der lå underst, det »forstod ikke engang Iivari«. Hvorfor skulle jeg så slås mere med ham? 06186
Bottom
06187
Top
Eero: I wasn’t a hair stronger than you. Believe me if you can. EERO: Jeg var ikke en hårsbredde stærkere end du. Tro mig, om du vil. 06187
Bottom
06188
Top
Lauri: I believe you, knowing you to be weaker. LAURI: Det tror jeg, for jeg ved, at du er svagere. 06188
Bottom
06189
Top
Juhani: Let honest wrestling prove it. JUHANI: Det må en ærlig brydekamp bevise. 06189
Bottom
06190
Top
Lauri: Why should I try a second time with him? LAURI: Hvorfor skulle jeg slås mere med ham? 06190
Bottom
06191
Top
Simeoni: Let’s go to bed now, you madmen. SIMEONI: Lad os gå til ro, I galninger. 06191
Bottom
06192
Top
Juhani: Nights are many, but Christmas comes but once a year, so let us rejoice now. Rejoice, you Christmas room, rejoice the whole land of Israel! This night, this very second a great miracle has happened in Babylon Town. Let us rejoice! What game shall we play? Blind Man’s Bluff? Slaughter the Pig or Prod the Cobbler? JUHANI: Der er mange nætter, men det er kun jul en gang om året, og lad os derfor være glade. Glæd dig, du julestue, glæd dig, hele Israels land! I denne nat, i denne stund, er der sket et stort mirakel i Babylons stad. Lad os være glade! - Hvad skal vi lege? Skal vi »spise julesteg«, skal vi »stikke svin« eller »fægte efter skomageren« ? 06192
Bottom
06193
Top
Simeoni: There now! Are we to start tumbling about like wilful brats? Go away! SIMEONI: Se så! Skal vi stadig larme omkring her som ustyrlige unger? Gå din vej! 06193
Bottom
06194
Top
Juhani: A young unmarried fellow’s life is a dance. Isn’t it, Timo? JUHANI: Den unge mands ugifte tilværelse er som en dans. Ikke sandt, Timo? 06194
Bottom
06195
Top
Timo: He-he-he! TIMO: Hi, hi, hi! 06195
Bottom
06196
Top
Juhani: Isn’t it? JUHANI: Ikke sandt? 06196
Bottom
06197
Top
Timo: It’s like that, surely. TIMO: Det er sikkert rigtigt. 06197
Bottom
06198
Top
Eero: Just so, my dearest Jussi. EERO: Netop, »Jussi-skat«. 06198
Bottom
06199
Top
Juhani: Said the fox to the rabbit. Right! This life’s all right; it’s jolly sometimes and makes a man’s heels itch. Let’s dance a Russian jig; I’m quite a master at that. Look! JUHANI: Sagde ræven til haren. Rigtigt. Livet går an, undertiden er det også fornøjeligt og får en til at lette på hælene. - Lad os danse russisk dans ; det er jeg en mester til. Se her! 06199
Bottom
06200
Top
Aapo: Could our ale have made you drunk? AAPO: Mon vort øl stiger til hovedet? 06200
Bottom
06201
Top
Juhani: Empty three mugs of it into your face and see if you do not notice a blaze in your attic. But sing, Eero, while Jussi-boy dances. Out with it. JUHANI: Hæld tre kander i gabet på dig, så mærker du måske en smule søgang deroppe i øverste etage. Men syng, Eero, mens Jussi danser. Klem på! 06201
Bottom
06202
Top
Eero: What would you like ? EERO: Hvad slags skal det være ? 06202
Bottom
06203
Top
Juhani: Anything, so long as it rings and roars. Out with it, yell till the bottom logs rise up! Sing, you he-badger’s whelp, sing while I dance, while I buck like a goat, buck right up to the ceiling. Sing! JUHANI: Hvad som helst, bare det larmer og buldrer. Klem på, knægt, så grund-bjælkerne rejser sig! Syng, du, din muldvarpe-unge, syng, mens jeg danser og hopper som en vædder, hopper helt op til loftet. Syng! 06203
Bottom
06204
Top
Eero: I'll try my best: EERO: Jeg skal prøve. 06204
Bottom
06205
Top
"Let us carol and rejoice,
Christmastide is here;
Now the vats are full of ale,
Full the tankard and the pail;
Full of ale, full of ale,
Full the tankard and the pail.”

”At the Anjanpelto Fair Gin we drank like water,
With the money for the bull
A wedding-ring we bought her.
Bought her, bought her;
With the money for the bull
A wedding-ring we bought her.”
Jussi, Pussi, Jukola’s Jussi!
Lad os glædes, lad os frydes,
jul er kommet til vort hus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus!

Hen på Anjanpelto marked
man den sorte okse trak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06205
Bottom
06221
Top
Aapo: Shut up, Eero, and don’t aggravate him. AAPO: Stille, Eero, og dril ham ikke. 06222
Bottom
06222
Top
Juhani: Go on singing, I won’t get mad; keep on singing, that I needn’t dance without music. JUHANI: Syng bare løs; jeg bliver ikke vred, syng løs, så jeg ikke behøver at danse uden musik. 06223
Bottom
06223
Top
Eero: EERO: 06224
Bottom
06224
Top
Jussi, Pussi, Jukola’s Jussi!
”Jussi, Jassi, floury-snout,
Dusts the litter in the stye. . .”
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude.
Grisens strå han reder op . .
06225
Bottom
06229
Top
Timo: He-he-he ! Oh what daft words you sing. TIMO: Hi, hi, hi! Hvad er det for tossede ting, du synger 06230
Bottom
06230
Top
Juhani: Keep on singing, keep on. I won’t be angry. JUHANI: Syng bare løs, syng løs. Jeg bliver ikke vred. 06231
Bottom
06231
Top
Eero: EERO: 06232
Bottom
06232
Top
”Jussi, Jassi, floury-snout,”
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
06233
Bottom
06235
Top
I sing and snap my fingers at you. Jeg synger og smækker også med fingrene. 06236
Bottom
06236
Top
”Dusts the litter in the stye,
Sings the pigs a lullaby!”
Jussi, Pussi, Jukola’s Jussi!

”Ida walked along the strand,
Wrote upon the wave-washed sand
The name of her true-love,
The name of her true-love.”

”When I heard my sweetheart’s voice
The first time I did meet her,
I seemed in Heaven to rejoice,
No seraph there was sweeter,
I seemed in Heaven to rejoice,
No seraph there was sweeter.”

”Jussi, Jassi, floury-snout,”

The times we have rambled
And merrily gambolled ?
Fra-la la-la laa!
The times we have rambled
And merrily gambolled ?
Fra-la la-la laa!”

”Jussi, Jassi, floury-snout,”

”Never, poor Aapo
Blame little Jussi,
For well thou knowest
There’s strength in our Jussi.
Jussi sits in jail,
A goatskin for his tail,
All of us brothers
Can tell the same tale.
Fra-la la-la laa!”

[»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!]


”Woe me, poor madcap fellow,
Why was I ever born ?
A farm have I at home —
And sit in jail forlorn.
A farm have I at home —
And sit in jail forlorn.”
Grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Ida gik til den øde strand,
Ida skrev i det bløde sand,
sin elskedes navn,
sin elskedes navn.

Da min elskedes røst j'eg hørte,
første gang, jeg hende så,
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå:
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Kan du huske, lille Maja,
da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen,
Trallarallala!
Da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen.
Trallarallala!

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Stakkels Aapo, du må ikke
over Jussi dig beklage.
For du ved, at alle dage
var vor Jussi stærk og tapper.
Nu i slottet sidder han,
gedeskind ham dække kan.
Alle er vi samme slags,
samme slags er alle mand.
Trallarallala!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!


Ve mig, ve mig vilde knægt.
Hvorfor har jeg dette gjort!
Jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port;
jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port.
06237
Bottom
06290
Top
Juhani: That’s they way! So! There’s no fetters on this fellow. Go on singing! JUHANI: Sådan, ja! Her tynger jo ingen lænker. Syng løs! 06282
Bottom
06291
Top
Eero: EERO: 06283
Bottom
06292
Top
”Jussi, Pussi, Jukola’s Jussi!
Jussi, Jassi, floury-snout,
Dusts the litter in the stye,
Sings the pigs a lullaby.
Jussi, Pussi, Jukola’s Jussi!”
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06284
Bottom
06299
Top
Isn’t that enough? Er det ikke nok nu ? 06291
Bottom
06300
Top
Juhani: More! This is Karja-Matti’s wedding. More! More! Karja-Matti’s wedding! JUHANI: Mere! Vi danser ved Karja-Mattis bryllup. Mere! Mere! - Karja-Mattis bryllup! 06292
Bottom
06301
Top
Simeoni: Even the cock crows wrathfully at this godless medley and din. SIMEONI: Også hanen galer allerede vredt over denne ugudelige tummel og ståhej. 06293
Bottom
06302
Top
Juhani: Hold your jaw, cock, and stop that clucking. JUHANI: Hold kæft, hane, og kagl ikke. 06294
Bottom
06303
Top
Tuomas: Enough of that, Juhani. TUOMAS: Nu kan det være nok, Juhani. 06295
Bottom
06304
Top
Aapo: That Turk’s dance will be the death of you. AAPO: Den dér tyrkiske dans tager j'o livet af dig. 06296
Bottom
06305
Top
Juhani: This is a Russian jig, isn’t it, Eero? JUHANI: Det her er russisk dans. Er det ikke, Eero? 06297
Bottom
06306
Top
Eero: This is a Jussian jig. EERO: Det er jussisk dans. 06298
Bottom
06307
Top
Juhani: All right then, we’ll have a score or so more hops of this Jussian jig. JUHANI: Nå, det kan være, og lad os så få endnu en snes hop af jussi-dansen. 06299
Bottom
06308
Top
Simeoni: You wild man! SIMEONI: Dit vilde menneske! 06300
Bottom
06309
Top
Timo: Look, look ! He-he-he ! Well, may the Old ’Un take me ! TIMO: Se dér, se dér! Hi, hi, hi! Pokker ta’ mig! 06301
Bottom
06310
Top
Juhani: Out of the way! Or I’ll tread you to paste like a cossack’s horse a drunken fair-goer. Hih! JUHANI: Af vej'en! Ellers træder j'eg dig til plukfisk som kosak-hesten den drukne markedsgæst. Hih! 06302
Bottom
06311
Top
Aapo: The loose end of his belt is in a fair lather there behind. It’s bouncing, it is; bouncing up, bouncing down, walloping his back and his buttocks in turns. Oh you! AAPO: Hans læderrem er i fuldt sving bagtil. Den danser, den danser op, den danser ned og dasker ham skiftevis om ryggen og rumpen. Oh, du! 06303
Bottom
06312
Top
Juhani: La-la laa laa! That was a dusting, he-he! That was the second time I danced in my life. The first was at Karja-Matti’s wedding where there were none of the female sex except three old hags, but a rare crowd of men. But listen, after Matti had brewed us a couple of mugs of juicy coffee-punch, nothing would do for us but to start hammering the floor-beams, we men amongst ourselves; and didn’t the sinful earth sigh under us. The poor old women were thankful to be let off such a kneading; we’d have danced ’em to tatters. Lord what a time! But now clothes off to our shirts, and up on to the gallery. We’re not, in any case, going to close our eyes just yet, hut around a foaming pail of ale and in the light of a resinous torch we’ll relate merry tales and legends up there in the gallery’s warmth. JUHANI: Laila, la, la! Det var da endelig en hoppetur. Hehheh! - Det var anden gang, jeg dansede i mit liv. Første gang skete det ved Karja-Mattis bryllup, hvor der ikke fandtes andre kvindfolk end tre gamle kællinger, men en vældig hoben mænd. Men se, da Matti havde brygget os et par kopper krasse kaffe-punche, så var ikke andet for os at gøre end at hamre løs på gulvplankerne, vi mænd indbyrdes; og det gjorde vi, så den syndige jord sukkede under os. De arme kvindfolk var taknemmelige, fordi de slap for hele kommersen; vi ville jo have danset dem til laser. Ak, ja, fanden til halløj! - Men af med klæderne, lige til skjorten, og op på briksen. Vi lukker jo alligevel ikke vore øjne endnu, men lad os, ved det skummende ølkrus og i skæret fra den flammende lyspind, fortælle muntre eventyr og sagn, deroppe på den varme sovebriks. 06304
Bottom
06313
Top
They undressed and filling their pail once again with ale, climbed on to the gallery. There, all in their shirts, they sat amidst their straw in the steaming heat. Busily the foaming pail went round from man to man, and in a crack in the wall ti pine torch burned with a golden flame. Then a thought came suddenly into Juhani’s brain and words fell from his lips which were to prove their undoing. De klædte sig af, fyldte kruset med øl endnu en gang og klatrede alle mand op på briksen. Dér sad de, alle i deres skjorter, på de halm-bestrøede pladser i den stegende varme. Det skummende krus vandrede flittigt rundt fra mand til mand, mens fyrrepindens gyldne flamme blussede i vægsprækken. Men nu opstod der en tanke i Juhanis hoved, og fra hans mund dryppede nogle ord, der skulle ende med at få ulyksalige følger. 06305
Bottom
06314
Top
Juhani: Here we can truly roast ourselves like sausages in a straw-filled oven, and it is the hot stones of our fireplace that give us our warmth. Eero, pour a mug of ale on the oven and we’ll see what barley juice steam tastes like. JUHANI: Her steger vi os rigtigt som pølser på ovnens strå, og varme får vi fra ildstedets hede sten. Eero, kast en kande øl på ovnen, så vi får at vide, hvordan kornsaftens damp smager. 06306
Bottom
06315
Top
Tuomas: What silly trick would that be? TUOMAS: Hvad er det nu for et tåbeligt påfund ? 06307
Bottom
06316
Top
Juhani: A grand trick. Do as I say. JUHANI: Et storartet påfund. Kast! 06308
Bottom
06317
Top
Eero: I wish to obey my master. EERO: Jeg må adlyde min husbond. 06309
Bottom
06318
Top
Juhani: A couple of mugs of ale on the oven! JUHANI: Et par kander øl på stensætningen. 06310
Bottom
06319
Top
Tuomas: Not a drop! If I hear the tiniest hiss from there, unhappy the man who caused it. TUOMAS: Ikke en dråbe! Hvis jeg hører den mindste sydende lyd derfra, så bliver manden ulykkelig, som frembragte den. 06311
Bottom
06320
Top
Aapo: Don’t let us waste a fine drink. AAPO: Vi skal ikke ødsle med den gode drik. 06312
Bottom
06321
Top
Timo: We can’t afford to live in beer steam, not we. TIMO: Vi har ikke råd til at leve i øldamp, absolut ikke, absolut ikke. 06313
Bottom
06322
Top
Juhani: It would be jolly to taste it. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. 06314
Bottom
06323
Top
Tuomas: I forbid it firmly. TUOMAS: Jeg forbyder det på det strengeste. 06315
Bottom
06324
Top
Juhani: It’d be jolly to taste it. Winning just now in the wrestling has lifted Tuomas’s crest-feathers a lot and he now thinks he can rule this house as he wants. Remember though that the bitter spleen, once it really swells, gives its lad the strength of seven men in a fight. Be that as it may, my eyes are surely not inclined to wait on you. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. -Sejren i brydekampen for lidt siden har fået Tuomas’ nakke-børster til at stritte vældigt, og han tror, han nu kan regere i dette hus, som det behager ham. Men glem ikke, at den bedske galde, når den rigtig svulmer, giver knægten syv mands styrke i slagsmål. Men lige meget med det - mine øjne vil i hvert fald endnu ikke vogte på dig. 06316
Bottom
06325
Top
Simeoni: The fruits of wrestling, all fruits of wrestling. SIMEONI: Brydningens frugter, brydningens frugter! 06317
Bottom
06326
Top
Juhani: Let’s hear it splash, Eero, I’ll answer for the deed and defend its doer. JUHANI: Lad det skvulpe, Eero. Jeg står for sagen og forsvarer manden. 06318
Bottom
06327
Top
Eero: It’s the master’s command, and I must obey; else there’s a hare’s passport in my fist on Christmas Eve of all nights. EERO: Det er husbondens befaling, og jeg må adlyde; ellers får jeg løbepasset i næven, midt i julenatten. 06319
Bottom
06328
Top
Then Eero, clenching his teeth and pursing his lips in a cunning grin, hastened to obey Juhani’s will, and soon a splash was heard from the oven, swiftly followed by a fierce hissing. Enraged, Tuomas flew up and dashed like an eagle at Eero, but Juhani too was quick to defend his younger brother. Whereupon a general scrimmage arose, in the confusion of which the burning torch was thrown down from the gallery on to the floor. There, unnoticed by the brothers, it soon set the straw in a lively blaze. Like a ring on the surface of a pool spreads evenly and rapidly in all directions, so the bright circle of fire on the floor grew. Ever higher it rose; it already licked the floor of the gallery before the inhabitants of the room became aware of the danger beneath them. But they perceived it too late to save more than their own lives and those of the animals in the cabin. Flames already billowed over a wide area and great was the distress and commotion. They all dashed to the door, on the opening of which men, dogs, cat and cock charged out almost simultaneously with a fearful din. It looked as though the cabin had spewed them from its smoking maw on to the snow-clad ground, where they then stood coughing. Last to come out was Lauri, leading by a halter Valko, who would otherwise probably have perished in the flames. For already a devouring fire poured out of the narrow window-openings, and soon from both door and roof. Enwrapped in flames, Impivaara’s stout cabin glowed. But on the snow-covered ground stood its garrison, destitute; even the charcoal-burner’s hut which had first given them shelter had been razed to the ground, and the storeroom was built loosely as a magpie’s nest. There the brothers lingered, and their only protection against wind and frost were short homespun shirts. Not even a cap for their heads or birch-bark slippers for their feet had they had time to snatch from the flames. Of all the property in the cabin there remained only the guns and birch-bark knapsacks, which had been taken into the storeroom when the brothers began their bath. In the snow the brothers stood, all with their backs towards the roaring flames, lifting and warming in turns their right and left feet; and caressed alternately by fire and snow, their feet were red indeed, red as the webs of a goose. Med sammenbidte tænder og læberne fortrukket i et snedigt grin udførte Eero villigt Juhanis befaling, og snart lød der et smæld fra stenene, hurtigt efterfulgt af en voldsom hvæsen. Nu sprang Tuomas op, aldeles rasende, og styrtede løs på Eero, men Juhani skyndte sig også at hjælpe sin yngre broder. Derved opstod en almindelig tumult; og i forvirringen blev den brændende lysepind slynget fra briksen og ned på gulvet. Dér fik den snart halmen til at blusse livligt, uden at brødrene lagde mærke til det. Ligesom en ring spreder sig jævnt og hurtigt i alle retninger, på vandets overflade, således udvidede sig også ildens klare cirkel på gulvet. Den steg højere og højere til vejrs og slikkede allerede hen ad briksens gulv, inden husets beboere lagde mærke til faren under deres fødder. Men de opdagede den for sent, så de ikke kunne redde andet end deres eget liv og de kreaturer, der var i huset. Flammerne bølgede allerede over et vidtstrakt område, og stor var faren og forvirringen. Alle skyndte sig hen mod døren, og da den blev åbnet, stormede mændene, hundene, katten og hanen ud, næsten på én gang, med en frygtelig larm. Det forekom, som om huset spyede dem ud af sit rygende gab, spyede dem ud på den snedækkede jord, hvor de nu stod og hostede om kap. Men den sidste, der kom ud, var Lauri; han trak Valko ved grime-tøjet; ellers ville den formodentlig være blevet flammernes bytte. En voldsom ild trængte allerede ud gennem vinduernes små åbninger, og til sidst også gennem døren og taget. Impivaaras solide hus gyngede nu i flammernes skød. Men på den snedækkede jord stod husets mandskab uden noget tilflugtssted; kulsvierhytten, deres første tilflugtssted, havde dejo allerede jævnet med jorden, og forrådshuset var bygget lige så åbent som en skaderede. Dér stod brødrene nu, og deres eneste beskyttelse mod vinden og kulden var en kort blårgarns-skjorte. Ikke engang huerne til deres hoveder eller barkskoene til deres fødder havde de fået tid til at redde ud af flammerne. Af husets forrige tilbehør var der kun bøsserne og bark-ranslerne tilbage, som de havde stillet ind i förrådshuset, før de gik i bad. — Men nu stod brødrene i sneen, alle med ryggen mod den susende ild; de løftede og varmede snart højre fod og snart venstre fod; og fødderne lyste rødt, kærtegnede af sneen og ilden, lyste rødt som gæssenes svømmefødder. 06320
Bottom
06329
Top
They enjoyed the last gift their cabin still had to give them, enjoyed the warmth of the fire; and this fire was immense. The flames rose violently on high, a shimmering light spread everywhere, and the mossy spruce on the crest of the hill smiled as sweetly as in the glow of the rising sun. From the stack of resinous roots smoke, thick and pitch-black, rose to the clouds, rolling in dark balls under the vault of the sky. But on the clearing and around it light dwelt; a ruddy day reigned in the heart of the winter night, and astounded at this phantom light birds gazed down with staring eyes from the branches of the snow-clad trees as the stoutly-built cabin on I mpivaara turned into cinders and ashes. Scratching their heads in rage and sorrow the brothers stood around, all with their backs turned to the fire and lifting the soles of their feet in I urns towards its grateful warmth. Gradually, however, their bonfire waned, collapsed at last in a rain of embers, and the night air filled with thousands of crackling sparks. Terror-stricken, the brothers then became aware that the sky was clearing and the wind veering from south to north. The weather was changing from a thaw to a frost. De nød det sidste gode, som deres hus endnu kunne give dem; de nod brændeildens varme; og vældigt var deres bål. Flammen steg voldsomt tilvejrs, overalt funklede genskæret af det flakkende lys, og de skæggede graner på bjergskråningen smilede mildt som i morgenrødens ild. Fra harpiksstubbenes store stak steg en røg, en tyk og begsort røg, op mod skyerne og rullede i mørke klumper under himlens tag. Men på rydningen og i dens omgivelser var der lyst: i vinternattens hjerte herskede et rødligt skær, og fuglene, der var forbavsede over dette uhyggelige lys, stirrede ned fra træernes snedækkede grene, da Impivaaras stærkt-byggede hus blev til kul og aske. Men brødrene stod rundt omkring og kradsede sig i håret af raseri og sorg; stod alle sammen med ryggen til ilden og løftede skiftevis deres fodsåler mod den varmende ild. Deres bål svandt dog efterhånden hen, faldt omsider helt sammen til en hoben glødende brændestykker, og tusindvis af knitrende gløder fyldte den natlige luft. Til deres forfærdelse opdagede brødrene nu, at himlen begyndte at klare op, og at vinden slog om fra syd til nord. Vejret var ved at skifte fra tø til frost. 06321
Bottom
06330
Top
Aapo: We were saved from the fire, only to fall victims to the frost. Look! The sky clears and already the north wind blows cold. Brothers, our danger is terrible. AAPO: Vi blev reddet fra ilden, men kun for at blive kuldens ofre. Se: himlen klarer op, og nordenvinden blæser allerede koldt. Brødre, vor fare er forfærdelig. 06322
Bottom
06331
Top
Juhani: Death and curses! Who did this? JUHANI: Død og forbandelse! Hvem har forårsaget dette? 06323
Bottom
06332
Top
Tuomas: Who! You food for fire, you ask who? Were I to do right now, I’d dash you to roast in that fiery ash-heap. TUOMAS: Hvem! Spørger du endnu, du, din ildføde? Hvis jeg nu gjorde det rette, så kastede jeg dig derind, for at du kunne blive stegt i den gloende aske. 06324
Bottom
06333
Top
Juhani: Never could one Tuomas do such a feat, never. But accursed be the man who brought this Hell’s night upon us! JUHANI: Det gør en Tuomas aldrig, aldrig nogensinde. Men forbandet være den mand, der gav anledning til denne helvedes nat. 06325
Bottom
06334
Top
Tuomas: He curses himself. TUOMAS: Han forbander sig selv. 06326
Bottom
06335
Top
Juhani: Accursed be that man, namely, Tuomas Jukola. JUHANI: Forbandet være den mand, nemlig Tuomas Jukola. 06327
Bottom
06336
Top
Tuomas: Say that a second time. TUOMAS: Sig det en gang til. 06328
Bottom
06337
Top
Juhani: Tuomas, son of Juhani Jukola, is the cause of all this. JUHANI: Tuomas, søn af Juhani Jukola, er skyld i alt dette. 06329
Bottom
06338
Top
Aapo: Tuomas! AAPO: Tuomas! 06330
Bottom
06339
Top
Simeoni: Juhani! SIMEONI: Juhani! 06331
Bottom
06340
Top
Lauri: Softly! LAURI: Stille! 06332
Bottom
06341
Top
Timo: Now you shall not fly at each other, you won’t be allowed, my bantams. Ay, ay, let’s all keep quiet now and warm ourselves in brotherly fashion. TIMO: Nu skal I sandelig ikke fare løs på hinanden, det får I ikke lov til, I hallunker. Ja, ja, lad os være rolige og varme hinanden broderligt. 06333
Bottom
06342
Top
Simeoni: You godless! SIMEONI: I ugudelige! 06334
Bottom
06343
Top
Aapo: No anger and quarreling when a miserable death awaits us. AAPO: Bort med had og strid, når den usleste død truer os. 06335
Bottom
06344
Top
Tuomas: Who is to blame, who is to blame? TUOMAS: Hvis er skylden; hvis er skylden? 06336
Bottom
06345
Top
Juhani: I am innocent. JUHANI: Jeg er uskyldig. 06337
Bottom
06346
Top
Tuomas: Innocent! Holy fire! I’ll eat you alive! TUOMAS: Uskyldig! Lyn og torden! Jeg æder dig levende! 06338
Bottom
06347
Top
Aapo: Softly, softly! AAPO: Rolig, rolig! 06339
Bottom
06348
Top
Simeoni: For God’s sake, softly! SIMEONI: For Guds skyld, rolig! 06340
Bottom
06349
Top
Aapo: Guilty or innocent, may that be left undecided now, seeing that only haste can save us. Our cabin is in ashes and we stand almost naked in the snow. For what am I to call this rag of a homespun shirt? One good thing is that our guns and ammunition were in the storeroom; for now we have need of weapons. Teerimäki echoes with the howling cry of wolves. AAPO: Skyldig eller uskyldig, lad det forblive uafgjort, nu da hastværk er vor eneste redning. Vort hus ligger i aske, og vi står næsten nøgne her i snedriven. For hvad betyder denne pjalt af en blårgarnsskjorte? Det er da godt, at vi lod vore bøsser og ammunition blive dér i boden ; for nu har vi brug for våben. Fra Teerimäki larmer ulvenes hylende stemme. 06341
Bottom
06350
Top
Tuomas: What shall we do then? TUOMAS: Hvad skal vi da gøre ? 06342
Bottom
06351
Top
Aapo: All I can think of is to hasten to Jukola, hasten for pale Death’s sake. Two can always ride on Valko and the others follow running. Let us do that: run and ride in turn on horseback. With the aid of our horse we can avoid having to tread snow the whole way and with God’s help we can still maybe be saved. AAPO: Jeg ved ikke noget andet råd, end at vi skynder os af sted til Jukola, skynder os af sted for den blege død. To kan altid ride på Valko og de andre følge efter dem i løb. Sådan må det foregå: skiftevis løbende og skiftevis ridende. Tak være vor hest slipper vi altså for at trampe i sneen hele vejen, og med Guds hjælp kan vi måske endnu reddes. 06343
Bottom
06352
Top
Juhani: Our feet will be one single turnip-stew before we stand in Jukola, in the warmth of a cordwood blaze. JUHANI: Men vore fødder ligner sikkert stegte roer, før vi står i Jukolas stue, i brændeildens varme. 06344
Bottom
06353
Top
Simeoni: Yet there lies our only hope. So let us hurry. The wind grows keener and the roof of the sky is already clearing. Let’s hurry! SIMEONI: Det er dog vort eneste håb. Og lad os derfor skynde os. Vinden bliver skarpere, og himlen klarer op. Lad os ile! 06345
Bottom
06354
Top
Eero: Our death has come. EERO: Vor død er kommet! 06346
Bottom
06355
Top
Juhani: There go Jukola’s seven stout brothers! JUHANI: Dér ryger Jukolas syv sønner! 06347
Bottom
06356
Top
Simeoni: Our danger is awful, but strong is the Lord on high. Let us hurry! SIMEONI: Vor nød er forfærdelig, men mægtig er Herren i det høje. Lad os ile! 06348
Bottom
06357
Top
Tuomas: Guns and knapsacks out of the storeroom! TUOMAS: Bøsserne og ranslerne ud af boden! 06349
Bottom
06358
Top
Juhani: A night of terror. Here a ringing frost threatens us, yonder the hungry, howling wolves. JUHANI: En skrækkelig nat! Her truer os den knitrende kulde og dér de sultne, hylende ulve. 06350
Bottom
06359
Top
Timo: We are in danger, both Valko and ourselves. TIMO: Vi er i fare, såvel Valko som vi selv. 06351
Bottom
06360
Top
Juhani: Ours is the greater danger. A naked man, I have heard, is a very tasty morsel for a wolf in the winter. JUHANI: Vi selv er i den største. En nøgen mand, har jeg hørt, er ved vintertid en meget kærkommen steg for ulvene. 06352
Bottom
06361
Top
Timo: And a man and a pig, I have heard, taste the same, and it’s well-known that a pig is a wolf’s favourite dish in winter. We’ve a tough knot before us; that no one can deny. TIMO: Og manden og svinet, har jeg hørt, smager på samme måde, og det ved man, at svinet er Rumpe-Heikkis livret om vinteren. Vi har en hård paragraf 9g prøve foran os; det kan ikke nægtes. 06353
Bottom
06362
Top
Juhani: What are we to do? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 06354
Bottom
06363
Top
Aapo: Rush off to Jukola like sorcerer’s arrows through the night before the frost turns fiery and heats our blood to ice with its burning coldness. Away to Jukola over shrieking Teerimäki! We are armed against the wolves, but not against rimebearded, old Jack Frost. AAPO: Af sted til Jukola som troldpile gennem natten, før frosten flammer op og svier vort blod til is med sin brændende kulde. Til Jukola over den hylende Teerimäki! Mod ulvene har vi våben, men ikke mod den rimfrost-skæggede kong Kulde. 06355
Bottom
06364
Top
Tuomas: Here’s the guns and bags. Gun on shoulder now and knapsack on back every man of you, and two up on horseback, while we others pound on behind best we can. But hurry, hurry, for our everlasting souls ! TUOMAS: Her er bøsserne og ranslerne. Nu geværet over skulderen og ranslerne på ryggen alle mand ; og to op at ride, mens vi andre traver bagefter; så godt vi kan. Men lad os skynde os, skynde os, for vore udødelige sjæles skyld! 06356
Bottom
06365
Top
Juhani: The north turns bright and the stars shine. Hii, haa! But let’s hurry. JUHANI: Det klarer op i nord, og stjernerne blinker. Hi, ha! Men lad os ile! 06357
Bottom
06366
Top
Aapo: Tomorrow we can fetch what goods and chattels the fire has left us; we’ll come tomorrow and fetch the cock too and the cat. This night they’ll be warm enough beside that hot ash-heap. But Killi and Kiiski can take the road with us like faithful comrades. Where are they? AAPO: I morgen henter vi de ting og sager her, som ilden har efterladt til os; i morgen kommer vi og henter også katten og hanen. Denne nat holder de nok ud dér ved den glødende ruin. Men Killi og Kiiski kan følge med os på vor færd som trofaste kammerater. - Hvor er de ? 06358
Bottom
06367
Top
Tuomas: I can’t see them. Hush! Let us listen. TUOMAS: De er ikke til at se nogen steder. - Tys! Lad os lytte. 06359
Bottom
06368
Top
Eero: They’re off galloping far away by now. Yonder you can hear them barking behind the hill. EERO: De render allerede af sted, langt her fra. Man kan høre deres gøen dér bagved bjerget. 06360
Bottom
06369
Top
Tuomas: They’re chasing a lynx that I suppose has passed close to the cabin, giving a scent to the dogs. Well, let them hunt as they like; we’ve got to forget them now and hasten off on our hard journey. TUOMAS: De jager en los, og den er antagelig gået tæt forbi vort hus og har efterladt sine spor til hundene. Men lad dem nu jage, som de vil ; vi er nødt til at glemme dem og skynde os af sted på vor strenge vandring. 06361
Bottom
06370
Top
Juhani: Right! For Life and Death are now at each other’s throats like two he-bears. JUHANI: Lad gå med det! For livet og døden har grebet hinanden i skindet som to han-bj'ørne. 06362
Bottom
06371
Top
Aapo: Let’s put forth all our strength now! AAPO: Lad os nu sætte alle vore kræfter i bevægelse! 06363
Bottom
06372
Top
Juhani: All the strength of our souls and bodies down to the marrow. JUHANI: Alle kræfter i vor sjæl og krop, lige indtil marven! 06364
Bottom
06373
Top
Tuomas: Remembering that the most miserable death awaits us. TUOMAS: I bevidstheden om, at den ynkeligste død truer os. 06365
Bottom
06374
Top
Juhani: Black death threatens us from two points. Hii, haa! It’s a frozen snout now or guts on the ground if this lad isn’t soon on slippery straw before a fire. One of these three will have to happen before the hour is out. But dawdling here won’t help, not in the least, so clenching my teeth I’ll go now even through icebergs, miles thick. JUHANI: Fra to sider truer os den sorte død. Hi, ha! Nu fryser næsen til is, eller tarmene ligger på jorden, hvis knægten her ikke snart står på den glatte halm i ildens skær. En af disse tre ting skal ske i løbet af en time. Men det hjælper jo ikke at smøle her, absolut ikke; jeg bider tænderne sammen og baner mig vej selv gennem miletykke isbjerge. 06366
Bottom
06375
Top
Simeoni: Let us try in God’s name, with His help. SIMEONI: Lad os prøve i Herrens navn og med hans hjælp. 06367
Bottom
06376
Top
Juhani: With His help. What can man that is born of woman do down here with his own strength alone? Let us be of good cheer. JUHANI: Med hans hjælp. Hvad formår vel hernede en mand, født af en kvinde, ved egen kraft ? 06368
Bottom
06377
Top
Eero: Let us start off without any more delay. EERO: Lad os drage af sted uden mindste tøven. 06369
Bottom
06378
Top
Juhani: And without any fear. Let’s go now! JUHANI: Og uden nogen frygt! Nu af sted! 06370
Bottom
06379
Top
Tuomas: All ready then. Get up on horseback, Eero and Simeoni, and start riding towards Jukola, but so that we who trot on foot after you through the snow are always at the old nag’s heels. TUOMAS: Alt er således parat? Stig op på hesteryggen, Eero og Simeoni, og begynd at ride imod Jukola, men sådan, at vi altid kan holde os i nærheden af vor gamle krikkes brodder, vi, der skynder os til fods efter jer i sneen. 06371
Bottom
06380
Top
So they set out on their journey: naked, clad only in home-spun shirts and each with his knapsack on his back and a gun on his shoulder or in his hand. In such fashion they set out on the wintry night way, fleeing from the frost which attacked them from the waste lands of the north. It came not, however, wearing its most frightful aspect; the weather on this occasion was not yet at its severest. True, the brow of Heaven cleared at times, but the sailing clouds soon hid it again, and the north wind blew tempered. The brothers, too, were friends of old with the cold, with skins hardened in many shrieking frosts; and earlier, as wilful children, they had often trampled the snowdrifts for hours in their bare feet. Notwithstanding, this journey from Impivaara to Jukola was terrible, exceedingly terrible to them. Hotly they dashed onward, with terror in their hearts. Foremost, on Valko’s back, rode Eero and Simeoni, and the others followed them running, treading the backwoods’ snow, which whirled around their feet. But on Impivaara clearing, near the glowing oven, sat the cat and the cock, staring with melancholy at the waning embers. Så begav de sig af sted: nøgne, kun iført en blårgarnsskjorte, og hver af dem bar deres bark-ransel på ryggen og deres bøsse over skulderen eller i hånden. Således begyndte de deres vandring på den vinterlige, natlige vej, idet de flygtede for kulden, der styrtede sig over dem fra Nordens moser. Men den kom dog ikke med sit mest forfærdelige udseende, og vejret blev denne gang ikke det aller værste. Ganske vist blottedes undertiden himlens pande, men drivende skyer da'kkede den igen, og nordenvinden blæste med måde. Brødrene var da også fortrolige med kulden; deres hud var blevet barket i mangen en hylende kulde, og før i tiden havde de ofte, som ustyrlige knægte, travet timevis omkring i snedriverne med bare ben. Men turen fra Impivaara til Jukola var dog forfærdelig for dem, aldeles forfærdelig. De ilede hastigt fremad, med rædslen i deres hjerter. Forrest, på ryggen af Valko, red Eero og Simeoni; de andre fulgte, løbende lige i hælene på dem, mens de vadede i ødemarkens sne, der hvirvlede op om deres ben. Men på Impivaaras lysning sad katten og hanen, tæt ved den skinnende ovn og stirrede sørgmodigt ind i den sluknende ild. 06372
Bottom
06381
Top
Towards the village the brothers hastened; Sompio Bog already lay behind them, and they approached Teerimäki Hill, where the ghastly howling of wolves could still be heard. In a thicket of young spruce, between the bog and Jaakko Seunala’s clearing, the riders were changed: Eero and Simeoni climbed down and two others hastened to replace them. Then without delay they continued their journey; they dashed along the crest of the heath, across the Viertola road and onward through a wide, humming pinewood. And at last rocky Teerimäki drew near, and suddenly the multiple chorus of the wolves was stilled. Soon they stood on the summit of the hill and gave their steed a breather; the riders again dismounted and were quickly replaced by others. A while yet they stood on the snow-covered rock; the north wind blew, the dome of the sky cleared again for a moment, and the head of the Great Bear showed midnight to have passed. Brødrene ilede af sted mod landsbyen ; de havde allerede ladt Sompio-mosen bag deres ryg og nærmede sig nu Teerimäki, hvorfra man stadig hørte ulvenes uhyggelige hyl. Men i grantykningen, mellem mosen og Seunala-Jaakkos lysning, skiftede man ryttere: Eero og Simeoni steg af hesten, mens to af brødrene skyndte sig at indtage deres plads. Så fortsatte de ufortøvet deres færd, ilede af sted langs hede-åsen, over Viertola-vejen og derefter gennem den vidtstrakte, susende fyrreskov. Men til sidst nærmede man sig den klippe-fyldte Teerimäki, og pludselig forstummede ulvenes mange-stemmige hyl. Snart stod de på bjergets top og lod deres hest puste ud; rytterne steg atter ned fra hestens ryg, og to andre kravlede straks op i stedet for. De stod lidt endnu på den snedækkede klippe; nordenvinden blæste, himmel-hvælvningen klarede op igen, og Karlsvognens horn viste, at det allerede var over midnat. 06373
Bottom
06382
Top
But having rested, they hurried down the smooth hill track, and, when this ended, entered a dark sprucewood, and a cheerless scene spread around them. The moon looked palely down, owls shrieked, and here and there in the forest’s sombre depths weird phantoms stood, resembling in shape gigantic bears; these were the upward-pointing mossy roots of fallen spruce-trees. Immovable, like frozen ghosts, these bear-shaped images stared at the strange procession which sped swiftly by. Immovable they stared, but between and around them a frightening liveliness soon made itself apparent in the forbidding forest. Hungry wolves circled around the brothers, approaching closer and closer. Now ahead and now behind, now flickering across the path, now on both sides of the road, their loping run could be seen. Furious, thirsting for blood, they followed the nighttime fugitives from Impivaara; and with a crackling sound dry branches broke snapping from the spruce-roots. Quivering and snorting the frightened Valko ran; and the man who rode in front could scarcely restrain him from breaking into a wild gallop. And ever bolder waxed the wolves. Panting bloodthirstily they flashed by close to the men; and now to the right, now to the left, the gun of one the brothers would fire in an attempt to scare them. This, however, did not seem able to drive them far away. Men da de havde hvilet sig, skyndte de sig atter ned ad den glatte bjergvej, og da de havde tilbagelagt den, kom de ind i en mørk granskov; og dyster stod naturen omkring dem. Månen kiggede ned, blegt; uglerne skreg; og her og dér i ødemarkens skød stod en besynderlig skygge, der lignede en skov-bjørn, umådelig stor: de styrtede graners strittende, mosgroede rødder. Ubevægelige som frosne spøgelser stirrede disse bjørne-skikkelser mod de besynderlige vejfarende, der hurtigt ilede forbi dem. De stirrede ubevægeligt, men mellem dem og omkring dem opstod der snart et forfærdeligt røre i den mørke granskov. De sultne ulve kredsede omkring brødrene og kom nærmere og nærmere. Undertiden var de foran dem eller bagved dem; snart krydsede de overvejen, og snart så man deres hastige løb mellem granerne på begge sider af vejen. Rasende, blodtørstige fulgte de efter de natlige flygtninge fra Impivaara; og trærøddernes tørre grene knagede og bragede, når de brækkede. Den ængstelige Valko løb af sted, skælvende og prustende, og manden, der sad forrest, havde svært ved at forhindre den i at stikke af. Men vilddyrenes dristighed blev større og større. Pustende og blodtørstige strøg de ofte ganske tæt forbi mændene; og brødrenes bøsser knaldede nu og da for at skræmme dem, snart til højre og snart til venstre. Men det jog dem dog ikke særlig langt bort. 06374
Bottom
06383
Top
They came to Kiljava’s open, fire-ravaged heath, where the trunks of withered pines stood dotted here and there, seats for hawks and owls. And now the fierceness of the wolves became alarming, and the men’s danger grew. Tuomas and Timo happened just then to be on horseback, but those who ran on foot behind suddenly halted and fired almost simultaneously an angry volley at their foe, who, alarmed by this measure, now retreated a distance. The men dashed onward again; but soon the pursuing pack of wolves rustled once more around them, and the danger was greater than ever. Then Tuomas reined in his steed, saying in a loud voice: ”Let the man whose gun is empty load it at once, and let him hurry like fire and lightning!” So shouting, he dismounted and ordered Timo to hold Valko firmly. The brothers now stood and loaded, and they felt not the cold, neither in their feet nor in any part of their bodies. The wolves too halted, about fifty paces away, and tossing their tails lustfully, stared at the men with avid eyes. And naked of clouds shone the heavens, where a bright moon now looked down on the heath. Så kom de til Kiljavas åbne hede, der var hærget af en skovbrand, og hvor der hist og her stod en udtørret fyrrestamme, et hvilested for høge og ugler. Nu begyndte ulvenes raseri at blive foruroligende, og mændene var i stor fare. Tuomas og Timo sad på hesten i dette øjeblik, men de andre, der kom løbende bagefter, standsede pludselig og affyrede næsten samtidig en vældig salve mod deres forfølgere, der blev forskrækkede, og nu trak sig lidt tilbage. Mændene ilede atter fremad, men det varede ikke længe, før ulvenes lurende skare larmede tæt ved dem, og faren var større end nogensinde. Så standsede Tuomas hesten og sagde med høj stemme: »Den mand, hvis bøsse er tom, skal lade den straks på stedet!« Således råbte han, steg af hesten og befalede Timo at holde godt fast på Valko. Brødrene stod nu og ladede, og de mærkede ikke det mindste til kulden, hverken i fødderne eller i nogen anden del af deres krop. Ulvene stod også stille, halvtreds skridt fra mændene; de stirrede uafbrudt på dem med grådige øjne og piskede ivrigt med halen. - Og renset for skyer strålede himmelhvælvingen, hvorfra den klare måne nu kiggede ned på heden. 06375
Bottom
06384
Top
Tuomas: Are the guns loaded? TUOMAS: Er vore bøsser ladte ? 06376
Bottom
06385
Top
Aapo: It’s done. What is your purpose? AAPO: Det er gjort. Hvad mener du ? 06377
Bottom
06386
Top
Juhani: All together again! JUHANI: Alle på een gang igen! 06378
Bottom
06387
Top
Tuomas: Not if our lives are dear to you. Someone’s gun must always be loaded; remember that. Lauri you have the steadiest hand and the keenest eye, come up abreast of me. TUOMAS: Nej, ikke hvis vi har livet kært. Nogen må altid have skyderen ladt, husk det. Lauri, du har jo den sikreste hånd og det skarpeste øje, kom op ved siden af mig. 06379
Bottom
06388
Top
Lauri: Here I stand. What do you want? LAURI: Her står jeg. Hvad vil du ? 06380
Bottom
06389
Top
Tuomas: A hungry wolf will eat even his bleeding brother. If we could only bring this about, it would be the saving of us. Let us try. Lauri, we’ll both aim at the same time, but you others must spare your bullets. Now, Lauri, aim as carefully as an eagle and blaze away when I say now. TUOMAS: En sulten ulv æder endogså sin blodige broder. Hvis vi nu var i stand til at ordne den sag, kunne det blive vor redning. Lad os prøve, Lauri, vi sigter på den første dér til venstre og skyder samtidigt, men I andre, spar på jeres ild. Lauri, sigt nu skarpt som ørnen og lad det lyne, når jeg siger: nu. 06381
Bottom
06390
Top
Lauri: I’m ready. LAURI: Jeg er parat. 06382
Bottom
06391
Top
Tuomas: Now. TUOMAS: Nu. 06383
Bottom
06392
Top
Both fired at the same second, and the wolves fled at a gallop. One lingered, however, on the scene, trying hard to follow the others at a crawl, but without success. And onward with all their strength the brothers hastened once more: six men running on foot, Timo riding on ahead alone. And thus passed a few moments. Soon the wolves halted in their flight, and returning, again flitted swiftly towards the nocturnal wayfarers. The snow foamed around them and Kiljava’s naked heath drummed as they came on in a body. At fiery speed they drew level with their comrade who squirmed in his blood; they charged already past him, but turned quickly round as the tempting smell of blood was borne to their nostrils. Round they spun: tails wagged, the snow boiled and fire flashed in the night from eyes of lust and greed. Then, grinning fearfully, the whole pack sprang at their wounded brother; and on the heath arose a grim struggle and a din such that one might have believed the pillars of the earth would collapse crashing down. The ground quaked and the snow was turned to a grisly pulp as former comrades tore the son of the woods into pieces, the wolf whose blood Tuo-mas’s and Lauri’s well-aimed bullets had set flowing. Then silence reigned again on the nightclad heath. Only a soft panting and the snapping of bones was heard, as with bloody faces and flashing eyes the brutes rent and devoured their victim. Så fyrede de begge to i samme øjeblik, og ulvene flygtede i galop. En af dem blev dog på stedet og prøvede, krybende, at indhente de andre, men den kunne ikke. Mændene skyndte sig atter af sted af alle kræfter: seks af dem løb til fods, mens Timo red alene i spidsen. Sådan gik der en kort tid. Men snart standsede ulvene deres flugt; de vendte om og ilede atter ivrigt imod de natlige vejfarende. Sneen fløj lil vejrs med en susende lyd, og det dundrede i Kiljavas vidtstrakte hede, da de kom styrtende i samlet flok. I flyvende fart nåede de frem til deres kammerat, der lå og kravlede i sit eget blod ; de fløj forbi, men vendte hurtigt om, da blodets fristende lugt slog imod deres næsebor. De snurrede helt omkring: halerne svingede, sneen føg omkring, og begærets og grådighedens øjne gnistrede som ild i natten. Så kastede hele flokken sig med uhyggeligt grinende tænder over deres sårede broder; og nu opstod der en frygtelig tumult og larm på heden, så man skulle tro, himlens søjler var ved at styrte sammen. Jorden skælvede, og sneen blev forvandlet til et skrækkeligt ælte, da de forhenværende venner sønderrev ødemarkens søn, hvis blod Tuomas og Lauris vel-rettede skud havde fået til at flyde. Men nu herskede der atter tavshed på den natlige hede. Man hørte blot en dæmpet stønnen; og knoglerne knasede, da vilddyrene, med blodige snuder og skinnende øjne, sønderrev og åd deres offer. 06384
Bottom
06393
Top
But the brothers already fared far from their terrible foe; and delightfully had the murderous din of the wolves on Kiljava echoed in their ears; for them it was the sweet and ravishing message of salvation. Soon they had reached Ruttila’s big meadow, round which the road made a detour over hilly ground. But to gain time they decided to cut straight across the meadow. Under their combined weight the fence gave and fell, and Valko, again with two of the brothers on his back, stepped over it, and urged on by the men’s switches, set off at a trot over the meadow’s smooth surface. And without delay, those of the brothers whose turn it was to tread the snow, hurried after. Across the meadow a winter track led to the village, and just at that moment a number of travellers, in three sleighs, were moving along it. But great was the alarm of both men and horses when they perceived the brothers coming towards them from the north. In the light of the moon they saw seven men in their shirts, with guns on their shoulders and accompanied by a horse, hastening in their direction; and they believed a host of wicked demons from Impivaara’s caves was attacking them. The tumult and din in the meadow was immense. Mad with fright, the travellers’ horses gallopped back and forth, while the men shouted or prayed, cursed or raved in ringing voices. But the brothers cast hardly a glance at this confusion, only ran madly across the meadow towards Jukola, and the snow was cleft in smoke before them. They reached the fence on the other side, and under their united pressure this too gave with a crash, and soon they were all out on the hilly road again. Men brødrene færdedes allerede fjernt fra deres frygtelige fjender; og herligt havde ulvenes mordhyl runget i deres ører på Kiljava-heden; for dem var det redningens vidunderlige og gode budskab. De nærmede sig Kuttilas vidtstrakte eng, som deres vej snoede sig udenom, ovfer et bakket terræn. Men for at vinde tid besluttede de at skyde genvej over denne eng. Med forenede kræfter styrtede de imod et hegn; det væltede omkuld, og Valko, der igen bar to af brødrene på sin ryg, gik over det væltede hegn og begyndte, ansporet af mændenes kæppe, at løbe hen over engens jævne flade. De af brødrene, hvis tur det var at trave i sneen, ilede bagefter uden at tøve et øjeblik. Tværs over engen gik vintervejen til kirkebyen, og nogle rejsende, med tre heste og tre slæder, befandt sig netop nu på denne vej. Men både hestene og mændene blev meget forfærdede, da de så brødrene nærme sig dem fra nord. I månelyset så de syv mænd i bar skjorte, med bøsserne over skulderen; syv mænd, der skyndte sig af sted med deres hest. Og de troede, det var en skare vrede trolde fra Impivaaras huler, der ville kaste sig over dem. Der blev en vældig tumult og opstandelse på engen. De vejfarendes heste fløj fortumlede af sted, fløj snart hid og snart did; og mændene skiftevis råbte, bad, bandede og rasede med høj stemme. Men brødrene skænkede knap nok hele denne tumult et øjekast; de løb blot som rasende hen mod Jukola over Kuttila-engen, og sneen blev kløvet til røg foran dem. Så kom de til engens modsatte hegn, de styrtede sig imod det alle mand; det væltede med et brag, og snart vandrede de igen på den bakkede vej. 06385
Bottom
06394
Top
This night was to them truly a fearful and terrible night. Stoutly they ran, with twinkling feet and panting wildly, while doubt glared from their wooden-stiff glance, which was ever directed towards their former home. So without a word they dashed onward, and swiftly the snow-covered ground retreated beneath them. Until at last, having reached the crest of a hilly field, they saw in the pale moonlight Jukola standing on its hillside, and almost with one voice the cry: ”Jukola, Jukola!” broke from their lips. They ran on down the hill, jumped the ditch like winged demons, and staggering uphill again, stood on the threshold of the closed door of the farmhouse. Time to knock and wait for admittance there was none, so putting forth all their strength they flung forward, and with a crash and a clatter the stout porchdoor flew open. With a great banging and stamping they rushed from the porch into the house, and on like a whirlwind towards the embers in the fireplace, from which a luxurious warmth still breathed. But great was the alarm of the tanner’s sleep-drunken family at this intrusion, for they believed themselves overrun by robbers. Men denne nat var uhyggelig og forfærdelig for dem. De løb voldsomt, løb stærkt og stønnende, og tvivlen stirrede ud af deres stive blik, der hele tiden var rettet imod deres forhenværende hjem. Således styrtede de af sted, uden at sige et ord, og den snedækkede jord svandt hurtigt under dem. Men til sidst, da de nåede til Pohjanpeltos skrånende mark, så de i det blege månelys Jukola-gård på skrænten; og næsten samtidig hørte man fra deres mund: »Jukola, Jukola!« De ilede videre ned ad bakken, styrtede hen over bækengen som bevingede spøgelser, sled sig atter op ad bakken og stod så på tærsklen til gårdens lukkede dør. De havde ikke tid til at banke og vente på, at man skulle lukke dem ind; de fløj fremad af alle kræfter, og den solide dør sprang op med et brag. Fra forstuen ilede de, under megen støj og larm, ind i huset og derfra som en hvirvelvind hen til ildstedets gløder, der udsendte en vidunderlig varme imod dem. Men garverens søvn-drukne familie blev meget forskrækket, for den troede, det var røvere, der overfaldt dem. 06386
Bottom
06395
Top
The Tanner: What monster enters the room of an honourable man in this fashion on Christmas night? Answer! my gun is aimed! GARVEREN: Hvad er det for et uhyre, der på denne måde træder ind i en ærlig mands hus selveste julenat? Svar; bøssen er lagt an. 06387
Bottom
06396
Top
Tuomas: Leave your gun in peace, man. TUOMAS: Lad din bøsse være i fred, mand. 06388
Bottom
06397
Top
Aapo: Don’t shoot the farm’s own people. AAPO: Skyd ikke gårdens egne folk. 06389
Bottom
06398
Top
Juhani: We come, God help us, from Impivaara. JUHANI: Vi kommer, Gud nåde os, fra Impivaara. 06390
Bottom
06399
Top
Timo: The seven sons of the former Jukola. TIMO: Det forrige Jukolas syv sønner! 06391
Bottom
06400
Top
Simeoni: The Lord ha’ mercy upon us! Seven souls are passing to eternity this selfsame terrible moment. The Lord ha’ mercy upon us! SIMEONI: Herren forbarme sig over os! Syv sjæle på vej til evigheden netop i dette frygtelige øjeblik. Herren forbarme sig over os! 06392
Bottom
06401
Top
Juhani: Fire burned down our good cabin in the forest and all our belongings with it. Here we had to gallop like hares with no more covering to our poor bodies than a rag of a shirt, a short shirt. And that was a tight place. JUHANI: Ilden fortærede vort prægtige hus i skoven og desuden alle vore ting. Vi er ilet hertil uden andet at skjule vore legemer med end denne pjalt af en skjorte, denne korte las af mandsskjorte. Og det var en hård dyst. 06393
Bottom
06402
Top
The Tanner’s Wife: The Lord Jesus preserve us! GARVERENS KONE: Herren bevare os! 06394
Bottom
06403
Top
The Tanner: Oh you poor lads! GARVEREN: Ak, I stakler! 06395
Bottom
06404
Top
Juhani: Ay, is this a right state of things! Here we sit like magpies, beseeching God’s mercy. Ah! I must cry. JUHANI: Ja, er dette*ret og rimeligt? Her sidder vi nu som skader og råber på Herrens nåde. Ak, jeg må græde. 06396
Bottom
06405
Top
The Wife: Poor, miserable children! Hurry, husband, and light a fire. GARVERENS KONE: Arme, stakkels børn! Skynd dig, far, og tænd ild. 06397
Bottom
06406
Top
Eero: Oh unhappy night, oh unhappy us! EERO: Ak, hvilken ulykkelig nat, ak, vi ulykkelige! 06398
Bottom
06407
Top
Aapo: Oh night of terror, oh ! AAPO: Ak, hvilken forskrækkelig nat, ak! 06399
Bottom
06408
Top
Simeoni: Ah! oh! SIMEONI: Ak, ja! 06400
Bottom
06409
Top
Juhani: Don’t cry, Eero, don’t cry, Simeoni, there’s no cause at all to blubber, Aapo! Don’t cry, don’t cry, brother Eero; we’re in shelter now. But it was a Turk’s march. JUHANI: Græd ikke, Eero; græd ikke, Simeoni, klag ikke, Aapo! Græd ikke, græd ikke, broder Eero, for nu er vi i hus. Men det var sandelig en tyrkisk march! 06401
Bottom
06410
Top
The Wife: Oh child of man on earth, alas! GARVERENS KONE: Ak, menneskebarnét her på jorden, ak! 06402
Bottom
06411
Top
Juhani: Dear mistress, your tears and pity awaken my own tears again. Ah! But don’t cry, mistress, don’t cry. Haven’t we escaped from the clutches of wild beasts and the cold to the warmth of Christian neighbours? And for that, thanks be to God. JUHANI: Kære husmoder, jer’ gråd og jer’ medlidenhed får mig til at græde igen. Ak! Men græd ikke, morlil, græd ikke! Vi slap ud af vilddyrenes og kuldens klør og til vore kristne medmenneskers varme. Og Gud være lovet for det! 06403
Bottom
06412
Top
Tuomas: Wretched, wretched indeed is our state. But build up a blazing fire for us, bring a couple of sheaves of straw for our beds on the floor, and put Valko in the stable and hay before him. AAPO: Vor tilstand er bedrøvelig, højst bedrøvelig. Men sørg for en flammende ild til os, bring os desuden et par knipper strå, så vi kan rede vort leje på gulvet, sæt Valko i stald og læg lidt hø foran den. 06404
Bottom
06413
Top
Aapo: Forgive us, if we beg so hard in the name of the law and our lives’ sake for help and shelter. For our lives’ sake, for our lives’ sake! AAPO: Tilgiv os, at vi i lovens navn og for vort livs skyld beder jer så indtrængende om hjælp og beskyttelse. For vort livs skyld, for vort livs skyld! 06405
Bottom
06414
Top
Juhani: Oh angels of the Covenant of Mercy! The life left in me is all at the tip of my nose, ready to fly off, to fly off. If there be meat and ale in the house, bring it forth. Look you, this was a game, a dusting we shall never forget. Bring meat and mulled ale for the sake of our dear lives and souls. JUHANI: Ak, nådepagtens engle! Livet sidder i min næsetip og er ved at dryppe bort, dryppe bort. - Hvis der er kød og øl på gården, så kom frem med det. - Se, det var en dyst, en stroppetur, vi vil huske. - Giv os kød og opvarmet øl for vore dyrebare liv og sjæles skyld. 06406
Bottom
06415
Top
The Tanner: As fast as we can and all we can, good friends, as soon as I have lit a light. You hapless! In your shirts! GARVEREN: Så hurtigt vi kan, og alt, hvad vi kan, gode venner, så snart jeg har fået lys i huset. - I, stakler, i den bare skjorte! 06407
Bottom
06416
Top
Juhani: Not a rag on our heads or an old boot on our feet. Look at these goose-legs, look! JUHANI: Ikke en klud på hovedet eller et par gamle udtrådte slæver på tæerne. Se på de her Sibylle-fødder, se! 06408
Bottom
06417
Top
The Tanner: It fair makes my hair bristle. Come and look, wife. GARVEREN: Det får jo håret til at rejse sig. Kom og se, kone. 06409
Bottom
06418
Top
Timo: Look at my legs too. TIMO: Se også på mine ben. 06410
Bottom
06419
Top
Juhani: What are yours to mine! There! Look, lad, at two roast turnips. JUHANI: Hvad er det imod disse? Her! Se, knægt, to stegte roer. 06411
Bottom
06420
Top
Timo: What about these! TIMO: Men så de her? 06412
Bottom
06421
Top
Juhani: What are your legs here ? JUHANI: Hvad er dine skanker imod de her? 06413
Bottom
06422
Top
Timo: What? Mine? Never mind. Just look at them. Is this human flesh? TIMO: Og mine? Lad bare være! Se nu. Er det menneskekød ? 06414
Bottom
06423
Top
The Tanner: Hurry, wife, and look. GARVEREN: Hurtigt, kone kom og se. 06415
Bottom
06424
Top
The Wife: Well, good people and powers of Heaven! KONEN: Ak, gode mennesker og himlens magter! 06416
Bottom
06425
Top
Juhani: Ay, is this a right state of things? Even Tuomas’s eyes are wet. Don’t cry, Tuomas. What did I say? Is this a right state of things? JUHANI: Ja, er dette måske mere ret og rimeligt? - Selv Tuomas’ øj'ne er fugtige. Græd ikke, Tuomas. - Som jeg-siger: er det her ret og rimeligt ? 06417
Bottom
06426
Top
Timo: That’s how we human calves are chased down here. TIMO: Sådan jager man med menneskekalven her nede. 06418
Bottom
06427
Top
The Wife: How they flush and glow, flush and glow! Good people ! KONEN: Hvor de er røde og skinnende, røde og skinnende. Ak, gode mennesker! 06419
Bottom
06428
Top
Timo: Like iron in the furnace, especially cast-iron. He-he! TIMO: Som jern i essen, især som smedejern. Hi, hi! 06420
Bottom
06429
Top
The Wife: So red, so red! Lord Jesus save us! KONEN: Så røde, så røde. Herren bevare os! 06421
Bottom
06430
Top
Juhani: They’re just ”like unto molten brass,” as it says in the Bible. The Lord help us poor wretches! JUHANI: De er nøjagtig som »skinnende malm«, sådan som det står i Bibelen. Herren hjælpe os stakler! 06422
Bottom
06431
Top
The Wife: Oh, poor children! KONEN: Ak, arme børn! 06423
Bottom
06432
Top
Lauri: Do as we begged you and you did promise. LAURI: Gør som vi bad om, og I lovede. 06424
Bottom
06433
Top
Aapo: We beseech you, hurry! We’ll kindle the fire ourselves, seeing that there is cordwood in the corner, fine bark-clad faggots. AAPO: Vi bønfalder: hurtigt! Vi kan selv tænde op, eftersom der findes brænde dér i krogen, dejlige, barkede knuder. 06425
Bottom
06434
Top
Juhani: Here we are again in old Jukola, under its well-known sooty rafters, and here we stop right until May-day. May the old home be our lodging for one more winter. JUHANI: Så sidder vi igen i det gamle Jukola, under de velkendte, sodede spær, og her bliver vi lige til første maj. Lad det gamle hus være vort kvarter endnu denne vinter. 06426
Bottom
06435
Top
Tuomas: But wait till summer comes. TUOMAS: Men vent, til foråret kommer. 06427
Bottom
06436
Top
Juhani: Wait till summer comes, and a cabin, grander Ilian ever, will stand on Impivaara clearing. JUHANI: Lad det blive forår, og et nyt hus, prægtigere end det forrige, står på Impivaara-lieden. 06428
Bottom
06437
Top
Tuomas: As soon as the snow has gone, the forests and hills will soon be echoing again with the ring of axes, and the Jukola brothers will no longer need to beg for shelter from anyone. TUOMAS: Så snart sneen er forsvundet, giver skovene og bjergene atter genlyd af øksehug, og Jukolas brødre behøver ikke mere at tigge om læ for vinden hos andre. 06429
Bottom
06438
Top
Juhani: Grand words, Tuomas. Let’s forget the accursed luck that caused our cabin to be burned down, and picture in our minds the new cabin we shall soon have put together again. JUHANI: Prægtigt sagt! Tuomas, lad os glemme det forbandede påfund, der stak ild på vort hus, og lad os, i vort sind, forestille os det nye hus, som vi bygger op igen. 06430
Bottom
06439
Top
Tuomas: Know that all grudge vanished from my mind as soon as we set out on our dreadful journey, and know that when you blew on my neck like a swimming stallion as you came on behind, it cut me to the heart. TUOMAS: Du skal vide, at da vi begav os ud på den forfærdelige færd, forsvandt alt nag i mit bryst, og du skal vide, at da du løb bagefter mig på vejen og pustede mig i nakken som en svømmende hingst, skar det mig i hjertet. 06431
Bottom
06440
Top
Juhani: Let us rejoice then that the journey is ended and that we are once more in a warm room. Here comes food and drink, and there two mighty sheaves of shining straw. Let us thank God, beloved brothers. JUHANI: Lad os derfor fryde os over, at den færd er forbi, og at vi atter står i et varmt hus. - Dér' kommer man med mad og drikke til os, og dér har vi to vældige knipper skinnende halm. Lad os takke Gud, kære brødre! 06432
Bottom
06441
Top
Merrily blazed the birchwood fire, and in its grateful warmth the brothers wallowed and warmed themselves. And having stood there for a while, seven men in a row, they moved to the table to enjoy the meat, bread, sausage and mulled ale, all of which the tanner’s wife, a pitying woman, set before them. The master himself took charge of Valko, led him to the stable and filled the manger before him with hay. And at last, following the men’s tracks, the dogs too came from their dismal journey, came panting and fawning, with joy blazing in their eyes. And with joy the brothers received them; they petted them, fed them and fondled them. Muntert flammede det bål af birkeknuder, i hvis herlige varme brødrene varmede sig med velbehag. Og da de havde stået dér et stykke tid, syv mand på rad og række, gik de til bords for at nyde kødet, brødet, pølserne og det opvarmede øl, som garverens kone, den godhjertede kvinde, havde tilberedt for dem. Husbonden selv tog sig af Valko, førte den over til stalden og fyldte krybben foran den med hø. Omsider kom også hundene, der havde fulgt mændenes spor, tilbage fra deres dystre færd; de kom pustende og logrende; og deres øjne strålede af glæde. Og med stor fryd tog brødrene imod dem: ynkede dem, ruskede dem og kærtegnede dem på alle måder. 06433
Bottom
06442
Top
But when the brothers had finished their meal, they sank down on their bed of straw, and soon, wrapped in the soft blanket of sleep, forgot the battle of life. Sweetly they slept, and for long they were warmed by the flickering fire, until it had dwindled into a heap of glowing cinders. Then the mistress closed the dampers and a delicious warmth streamed into the room from the fireplace; and having done so she lay down on her own bed, and silence reigned in the room. But outside the frost skipped crackling along the fences, the north wind blew roaring under a star-glittering sky, whence a pallid moon looked smiling down. Men da brødrene havde endt deres måltid, sank de ned på deres halm-senge, og indhyllede i søvnens fine klæde glemte de snart livets strid. Sødt sov de, og den flammende ild varmede dem lang tid endnu, indtil den døde hen og forkullede. Så lukkede husmoderen spjældet, og en herlig varme strømmede ud i stuen fra ovnen; derefter lagde kvinden sig atter på sin seng, og nu herskede der stilhed overalt i huset. Men uden for hoppede frosten knagende langs hegnene, nordenvinden blæste bistert under den stjer-ne-funklende himmel, hvorfra den blege måne smilende kiggede ned. 06434
Bottom

Chapter 07 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
07001
Top
Early in the spring, before even the cranes had arrived, the brothers forsook Jukola, and fleeing again to Impivaara clearing, began at once with all speed to build themselves a new home. Soon stout logs rested on the corner stones, and tier was added to tier. Then for many days from the break of dawn to evening twilight axes crashed and the heavy mallet thundered. Juhani, Aapo, Tuomas and Simeoni sat each at his corner, while the others shaped and rolled the logs up to the framework along sloping spars. Sweating, but always in merry mood they toiled, and steadily the house rose, and around them the resin spread its fresh perfume. But then days would go by when the brothers moved not an axe, but lay snoring in heavy slumber from eve to eve, sometimes until the morning of the third day. Tidligt om foråret, før tranerne endnu var kommet, forlod brødrene Jukola, flygtede atter til Impivaara-heden og begyndte straks af alle kræfter at bygge sig et nyt hus. Snart hvilede solide bjælker på hjørnestenene, og lag føjede sig til lag. Så larmede økserne, og den tunge kølle dundrede i flere dage, lige fra morgengry til mørk aften. Juhani, Aapo, Tuomas og Simeoni sad ved hver sit hjørne, mens de andre huggede bjælkerne til og rullede dem ad slisker op til byggepladsen. De sled, sveddryppende, men altid glade i hu, og huset voksede støt, og en frisk duft af harpiks spredte sig vidt omkring. Men så gik der også dage, hvor brødrene ikke rørte ved økserne, men lå og snorkede i dybeste søvn og lod døgnet svinde fra aften til aften, undertiden helt til tredie morgen. 07001
Bottom
07002
Top
Nevertheless, before the autumn sowings had yellowed in the village, the house stood completed on Impivaara clearing; on the same spot, in the same form and condition as the first; prouder even than it stood before. And now that their stout-walled cabin was ready, the brothers were able to devote themselves once more with all their might to their hunting-trips. Both for the hunt and for the fishing on Lake Ilvesjarvi they equipped themselves, set out with guns and traps on their adventure, and the dogs followed them with flaming eyes. Tirelessly they roamed the wooded heights, bogs and backwoods, and cleft the bright surface of the lake, wresting a livelihood both for the moment and the coming, savage winter. And in those days many dwellers in the woods and waters gave up their lives. Ikke desto mindre, før kornmarkerne ved landsbyen var gulnede, stod huset færdigt på Impivaara-heden; stod på samme sted, i samme form og stand som det forrige; ja, endnu prægtigere stod det dér. Og nu da brødrenes solide hus stod færdigt, kunne de, af fuld kraft, hellige sig deres fangst-ture. De udrustede sig både til jagt og fiskeri på Ilvesjårvi og drog af sted med våben og fangstredskaber; også hundene ledsagede dem med ild-gnistrende øjne. De strejfede, uden at blive trætte, over skovklædte bjerge, sumpe og marker, kløvede søens klare flade i alle retninger og bjærgede sig føden såvel for dagen som for den kommende, strenge vinter. Og mange af Ahtolas og Tapiolas, skovens og vandets, beboere måtte således ofre deres liv. 07002
Bottom
07003
Top
But I would now like to relate of old Tinder-Matti, the brothers’ sole friend in these wilds. There was an old man, by name Tinder-Matti, who lived on a hill close-covered with curlywooded birch, lived alone in his tiny hut a few thousand paces from Impivaara Height. He prepared the softest tinder in all Häme and strong and lasting birch-bark shoes, and this work of his never failed do provide him with his daily bread. In his younger days he had travelled in North Finland, where as trusted coachman he had followed the former Vicar of the parish, who had moved right to the boundaries of Lapland. There Tinder-Matti had remained until the following summer, hunting bears, gluttons and cranes in the limitless boglands of the north. Of these excursions he had much to relate; and his memory was matchlessly sharp; he never forgot what once he heard or saw. Sharp were also his gifts of observation and his eye; through bewildering forests he wandered without ever losing his bearings. No place existed, however distant, the direction of which he did not believe himself to know, without the error of a hairbreadth, after a single visit. He pointed towards it immediately with his thumb; and it was vain to argue with him, so firmly he trusted in his own knowledge. If for instance you asked him: ”Where is Vuokatti Fell?” he would answer at once, butting his thumb at the horizon: ”There; look along my thumb; over there you could shoot it. Kuusamo church is where that little dip is; a tiny cock’s pace to the right runs the line to Vuokatti Fell.” Similary, if you asked him: ”Where is Porrassalmi battlefield ?” he would again answer without delay, butting his thumb at the horizon, ”There; look along my thumb; over there you could shoot it.” So exact was the old man, and indeed he knew accurately the forests for many scores of miles around his hut. He had tramped them in all directions, seeking now for fungi, now for birch-bark for shoes, now visiting his traps. It happened sometimes that in his wanderings he would step over to the brothers’ cabin on Impivaara. And then the brothers would enjoy a pleasant time: gaping they listened to the old man’s tales, mouths open, ears erect as a bat’s. Once on an evening in August he sat again with the brothers, telling them about his hunting experiences in the lands of the north. Men nu huer det mig at fortælle om Trøske-Matti, brødrenes eneste ven herude i skovene. - Det var en gammel mand, der hed Trøske-Matti; han boede på en bakke, tæt-bevokset med knudrede birketræer; boede alene i en lille hytte nogle tusind skridt fra Impivaara. Han lavede den blødeste trøske i Tavastland og vældigt stærke barksko, og denne beskæftigelse skaffede ham til stadighed det daglige brød. Som yngre havde han rejst i Österbotten, hvortil han, som en pålidelig kusk, fulgte med sognets forrige præst, der var flyttet helt til Laplands grænser. Dér var Trøske-Matti blevet indtil næste sommer og havde jaget bjørne, jærve og traner i Pohjolas, nordens uendelige moser. Fra disse ture havde han meget at fortælle; han havde en enestående sikker hukommelse; og han glemte ikke det, han en gang havde set eller hørt. Også hans iagttagelsesevne og øjne var skarpe; han kunne vandre gennem forvirrende skove uden at fare vild. Der fandtes heller ikke så fjernt et sted, at han ikke mente at vide, i hvilken retning det lå, når han blot havde været der én gang; og han tog ikke en hårsbredde fejl. Han udpegede det straks med tommelfingeren; og det kunne ikke nytte noget at sige ham imod, så sikker var han i sin sag. Hvis man for eksempel spurgte ham: »Hvor ligger Vuokatti ?«, svarede han straks, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, derovre, om du så skød med gevær. Kuusamo kirke er dér ved den lille fordybning, men et hanefjed til højre løber linien til Vuokatti.« På samme måde, hvis man spurgte ham: »Hvor er Porrassalmi-slagmarken?«, så svarede han atter uden at tøve, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, dér, om du så skød med gevær.« Så sikker var den gamle i sin sag, og han kendte også skovene nøje i flere miles omkreds fra sin hytte. Han havde gennemtravet dem i alle retninger, snart for at lede efter fyrsvampe og bark til sine sko, snart for at røgte sine snarer. Det hændte også, at han på sine rundture stak ind til Impivaara-hytten for at hilse på brødrene. Og så fik brødrene en fornøjelig stund: med mundene på vid gab lyttede de til den gamles historier; med mundene på vid gab og ører, der strittede som flagermusens. - En aften i august sidder han atter hos brødrene og fortæller om sine skovjagter i de nordlige lande. 07003
Bottom
07004
Top
Juhani: Ah, indeed. But what happened then? JUHANI: Nåh. Men hvordan gik det så? 07004
Bottom
07005
Top
Tinder-Matti: Ay, what happened then? We went on to a great big open space, a squelching bog, and slid on our skis over that bubbling pit. We found many warm cranes’nests, shot many shrieking cranes, stuffed our bags with eggs and feathers, and of the cranes each man threw a fine bunch over his shoulder. And then we had a drink. We jogged off again, the cranes and dogs across our necks, over the quaking and squelching, bubbling and hissing quagmire; and often a man was near to sinking for good into the bottomless depths, a whining hound on his neck. But we came however to an echoing hill, to firmer ground, though drenched like drowned rats. There we camped for the night, made a leaping fire and took off our sodden coats. And there was nothing to do but to strip off trousers and shirts too, peel off like eels. Soon our clothes were steaming on the branches, cranes’ eggs hissing in the ashes, and we ourselves turning and wallowing in the rare warmth of the fire, naked as midnight goblins. And then we had a drink. But how do you think the time passed? How went that May night with us? There the dogs were for ever twitching their damp nostrils and glowering up at the tree-tops. So at last we too started peeking upwards, and what did we see? TRØSKE-MATTI: Ja, hvordan mon det gik? Derfra kom vi til en vældig åbning, til en gyngende mose; og på skiene gled vi hen over den svulmende grav. Vi fandt mange varme tranereder og skød mange skrigende traner, fyldte vore poser med æg og fjer; og tranerne kastede hver mand som et stateligt bundt over skulderen. Og så tog vi os en dram. — Dernæst drog vi videre, med hundene og tranerne på nakken, over den bølgende og bævende, piblende og plaskende mose; og ofte var nogle af mændene lige ved, for evig tid, at synke ned i det evindelige dyb, med en hylende hund på ryggen. Men så kom vi dog op på en rungende bakke igen, på fast jord, om end våde som druknede mus. Dér slog vi lejr for natten, tændte en flammende ild og tog vore sjaskvåde frakker af. Og der var ikke andet at gøre end at trække både bukserne og skjorten af, trække dem af som åleskind. Snart dampede klæderne på grenene, traneæggene sydede i asken, og vi vendte og drejede os i ildens vidunderlige varme, splitternøgne som natlige spøgelser. Og så tog vi os en dram. - Men hvordan fik vi mon tiden til at gå? Hvordan gik majnatten for os? Hundene virrede hele tiden med deres fugtige næsebor og gloede op mod trætoppene. Til sidst begyndte vi også at kigge i vejret, og hvad ser vi dér ? 07005
Bottom
07006
Top
Juhani: Tell us; a half-blind little bear-pup, I’ll lay. JUHANI: Sig det! Formodentlig en lille bjørne-unge med halv-åbne øjne. 07006
Bottom
07007
Top
Timo: Or Old Horny or Bogg himself, I guess. TIMO: Eller selveste Körri og Kyöpeli, de gruelige gespenster, formoder jeg. 07007
Bottom
07008
Top
Tinder-Matti: Neither one nor t’other but ’twas a great dark-brown monster of a glutton sat in the fork of a dried-up, whiskery pine. Heiskanen fired and missed; Little-Jussi fired and missed; I too let fly in the end, but with almost the same blessing. The glutton only swayed once and growled fiercely, but still sat nicely on its branch. At that Heiskanen shouted: ”Sorcerer’s tricks, sorcerer’s tricks!” took a dead man's tooth from his pocket, bit it a few times and spat on the bullet that he rammed into his gun. Then he waggled his hand a while in the air, and, fearfully rolling his eyes, uttered, the little devil, a couple of strange, awful words, fired, and down thumped the glutton from the pine. But the imp was far from dead yet, and a new game began. We ourselves, stark naked as we were, couldn’t well go near the raging devil; nor did the dogs seem to like it, but there they hopped and skipped two yards or so away, while the glutton spat, spat growling at them from the bushes. Black magic, you see, was still at work. But Heiskanen began gabbling his awful words again, waggling his hand and rolling his eyes fearfully. And now one of the dogs charged right at the red-mawed monster, flew at it like a crackling rocket, and a real brawl arose. Well, son of the Lord, that dog shook the poor glutton like that, and that, and that! Devil take me, you never saw such a worrying and dusting in all your days, and that’s the truth. trøske-matti: Hverken det ene eller det andet, men der sad en sorte-brun krabat af en jærv på en gren oppe i et tørt, skægget fyrretræ. Heiskanen skød, men forbi, Lille-Jussi skød, men forbi; til sidst fyrede jeg også løs, men med næsten samme held. Jærven vippede bare en smule og hvæsede rigtig arrigt, men sad stadig nok så nydeligt på grenen. Så råbte Heiskanen: »Trolddomskunster, trolddomskunster!«, tog en dødemands tand op af lommen, bed nogle gange i den og spyttede på kuglen, som han atter drejede ind i sin bøsse. Så viftede han lidt i luften med hånden, rullede uhyggeligt med øjnene, og så sagde han, den fandens knægt, en to-tre mærkelige og forskrækkelige ord, fyrede og - ned dumpede jærven fra fyrretræet. Men den satan var langt fra død endnu; og så begyndte legen igen. Vi selv, splitternøgne som vi var, kunne ikke godt nærme os det rasende bæst, og hundene havde heller ikke lyst til at komme det for nær; de luskede rundt og peb i en favns afstand, mens jærven hvæsede og spruttede arrigt ad dem fra buskene. Trolddomskraften, ser I, virkede stadig. Men så begyndte Heiskanen atter at spy nogle forfærdelige ord ud af sin mund, viftede med hånden og rullede grueligt med øjnene. Og se, da en af hundene nu for alvor fløj løs på den rød-kæftede bandit, fløj løs på den som en sydende raket, så blev der sandelig slagsmål! Du store Gud, som hunden nu gav den stakkels jærv, sådan, sådan og sådan dér! Man har, fanden ta’ mig, aldrig set sådan en gang tærsk og tamp, sandelig ikke! 07008
Bottom
07009
Top
Juhani: Ten thousand flaming devils! JUHANI: Av, for tusind flammende djævle! 07009
Bottom
07010
Top
Timo: That would have been fine to see! TIMO: Det ville have været morsomt at se! 07010
Bottom
07011
Top
Tinder-Matti: It was a merry game and jolly, surely. TRØSKE-MATTI: Ja, det var en morsom og lystig leg, jo, jo! 07011
Bottom
07012
Top
Timo: And then you stuffed the glutton into your bags? TIMO: Og så stak I jærven i posen ? 07012
Bottom
07013
Top
Tinder-Matti: ’Twas a fine old rogue for any bag: a fat rascal. Ay, and then we had a drink. We put on our coats again, dry as powder, and laid ourselves peacefully to sleep in the warmth of the dancing fire. But ’twas little sleep we got, what with sorcerer’s arrows flying all the time like fiery serpents criss-cross through the air over our reeling heads. Often enough, Heiskanen bounced up, crying in a loud voice: ”Out, sorcerer’s arrow, out, sorcerer’s arrow!” and with a roar many of them fell, some in the forest, some in the grey bog, but still more went skimming along their smooth track without heeding his shout. And once we heard, sweeping from north to south, a furious and swift puffing that was followed for long by little squeakings. ”What kind of a goblin was that that scurried past?” I asked Heiskanen, who answered after awhile in a growl: ”That was the Old ’Un himself passing by.” An hour went by again and another, and fire kept flashing in the mild, muggy air. Then, from the edge of the bog to the east, there came a sudden noise like the roar of mossy firs, and a moment later from the bog’s western side, another noise answered, but softer, like the rustle of a young birchwood. ”What roar was that over there, and what rustle this over here?” I asked again, and Heiskanen growled at last: ”Th’ old Spirit of the Firs spoke to his daughters.” The night passed, anyhow, and in time morning dawned, and we set off again. And that very minute we saw, right at the edge of the forest a grey wolf, the hugest of size, that flew off like a stack of peas in a whirlwind. All we saw of it as it disappeared was its left hind leg, and lifting my gun I shot it right through the paw, snapped it in two like a piece of crackling, though it saved its skin after all. Broke the poor beggar’s peg in two. trøske-matti: Det var en flot krabat at stoppe i posen; en ordentlig fed klump. Ja; og så tog vi os en dram. - Vi trak derefter vore frakker på igen, tørre som krudt var tle, og lagde os skikkeligt til at sove ved den varme, flakkende ild. Men det var nu ikke megen søvn, vi fik, eftersom trold-pile ustandselig fløj på kryds og tværs gennem luften over vore forvirrede hoveder som ild-slanger. Heiskanen sprang ofte op og råbte med høj stemme: »Sluk, troldpil, sluk, troldpil«, og mange af dem faldt også hvæsende ned, nogle i skoven og nogle i den grå mose, men de fleste fortsatte uforstyrret deres lige bane uden at bryde sig om hans hyl. lin gang hørte man en forbandet rasende og hurtig, sydende lyd, der korn strygende fra nord til syd, og som i lang tid hlev efterfulgt af en lille summen. Hvad mon det var for en lyr, som smuttede forbi dér? spurgte jeg Heiskanen, som svarede knurrende efter en tids forløb: »Det var gamle Hiisi, selveste fanden, som røg forbi«. - Så gik der en time; der gik to; og det lynede i det milde, tågede vejr. Men så lød der pludselig, fra den østlige udkant af mosen, en lyd som en susen i mosgroede graner; og fra mosens vestlige kant svarede en anden lyd, men dæmpet som en raslen i en lille birkelund. »Hvad var det, der suste derovre og raslede herovre?«, spurgte jeg igen, og Heiskanen svarede omsider brummende: »Det er granskovens ånd, der taler med sin datter.« - Men omsider gik da natten, og morgenen gryede; og vi drog videre. Og se, lige i skovbrynet fik vi øje på en gråbleg ulv, en satans stor ulv, men den flygtede som en stak ærter for en hvirvelvind. Til sidst så man kun dens venstre bagben; jeg lagde bøssen an og skød poten over på den, skød den over som en stump brusk, men den reddede alligevel skindet. Jeg skød poten over på det arme kræ. 07013
Bottom
07014
Top
Timo: The devil! Paw broken off like an icicle, and lying there before you on the ground like a pig’s trotter at Shrovetide? TIMO: Av, for pokker! Poten brækket af som en istap, og så lå den på jorden foran jer som en grisetå på bordet i fastetid ? 07014
Bottom
07015
Top
Tinder-Matti: Well, not quite like that. TRØSKE-MATTI: Nå, ikke netop sådan. 07015
Bottom
07016
Top
Tuomas: How did you know its paw was broken then? TUOMAS: Men hvordan opdagede I, at poten var knækket ? 07016
Bottom
07017
Top
Tinder-Matti: We chased it a mighty long way and saw several times that where the son of a wolf had trodden, his dragging, waggling paw had made like number tens in the sand. TRØSKE-MATTI: Vi løb jo efter den et langt stykke vej og så ofte, hvordan ulvens slæbende og dinglende pote, mens den travede af sted, havde lavet ligesom ti-taller i sandet. 07017
Bottom
07018
Top
Timo: Well, may the Old ’Un take me! Number tens in the sand? He-he-he! TIMO: Det var som fanden! Ti-taller i sandet? Hi, hi, hi! 07018
Bottom
07019
Top
Tinder-Matti: Plain number tens. TRØSKE-MATTI: Tydelige ti-taller. 07019
Bottom
07020
Top
Juhani: That wolf had a hot time. JUHANI: Ulven var i knibe. 07020
Bottom
07021
Top
Tinoer-Matti: The wolf had a hot time, but so did the men too. But the dogs, rot them, wouldn’t budge a yard from our feet, but jogged along spiritless, tails drooping, the old dogs that had always been so brave. trøske-matti: Ulven var i knibe, såvel som mændene. Men de forbistrede hunde flyttede sig ikke en favn fra vore hæle; de sjoskede slukørede af sted med hængende haler; de altid før så tapre hunde. 07021
Bottom
07022
Top
Aapo: What had taken the spirit out of them ? AAPO: Hvad havde lagt en dæmper på deres iver ? 07022
Bottom
07023
Top
Tinder-Matti: Black magic, the bewitched spellbound vapours of which the air was full, like battlefield with smoke. Heiskanen did his best, shouted charms and cursed, waggling his hand, but it was all no use. And Little-Jussi, the scamp, scurried along like a ball, pounding the earth and sweating hard. For the lad had no more leg than three spans of your hand at the very most; but he’d a real badger’s back, long and tough. Tough he was altogether, devilish tough, and hard as any badger. Right long he dusted after that wolf, which ran on limping ahead; but it was no use, he had to leave old wagtail to the forest. Ay; and then we had a drink. And then we set off home again, carrying our rich haul. There we marched, bags under our arms, the bags full of eggs and feathers and this and that, little game from the forests; our skis and the cranes on our backs, guns in fists; and the hairy glutton dangled on each of our shoulders in turn: so we fared. But at the edge of the clouds flew a little chattering snipe; I shot that and put it in my bag. Then after walking a while I saw a flying squirrel, flat, with great eyes, in the crown of a pine; I shot that too and put it in my bag. TRØSKE-MATTI: Troldkunster, de bedøvende trold-dampe, som luften var lige så fyldt med som med krudtrøg i krigstid. Heiskanen prøvede ganske vist at gøre sit bedste, lian manede og forbandede og fægtede med hånden, men fuldstændig forgæves. Og Lille-Jussi, den gavtyv, rendte af sted som et garnnøgle, stampede i jorden og svedte voldsomt. For knægten havde ben, der ikke var længere end højst tre-kvart alen, men han havde en rigtig odder-ryg, lang og sejg. Hele manden var også sejg, forbistret sejg og fast som odderen selv. I lang tid støvede han efter ulven, der hinkede af sted foran ham, men til sidst var der ikke andet at gøre: han måtte overlade ulven til skovens varetægt. Ja, og så tog vi os en dram. Og da det var gjort, begyndte vi atter at trave hjemad, bærende på vort rigelige bytte. Sådan gik vi, med poserne under armen; i poserne var æggene, fjerene samt et og andet mindre skovvildt; skiene og tranerne havde vi på ryggen, bøsserne i hånden; og den lodne jærv dinglede skiftevis på vore skuldre. Sådan gik vi. Men ved skyernes rand fløj en lille, brægende himmelged, en bekkasin ; jeg skød den og stoppede den i posen. Efter at have gået et stykke tid fik jeg, i toppen af et fyrretræ, øje på et flyvende egern, fladt og stor-øjet; jeg skød det og stoppede det i min pose. 07023
Bottom
07024
Top
We came at last to high open clearings, and once in the south we saw Turkkila Farm, where we had begun our stiff journey. We came to a bloodstained spot which the master of Turkkila had pointed out to us on our way to the hunt as the place where a bear had killed a fine stallion only two days ago. We gazed awhile at Bruin’s bloody table and I noticed at once he had been there, likely at sunset the evening before, to enjoy the remains of his kill. I now reasoned that he would come again when this day faded, and so decided to stop and wait for him; but on to Turkkila went the others to prepare a mighty supper. There I stood then and pondered, thought hard, holding my head, how best to await my visitor on the open clearing, where there wasn’t a single tree to climb. But ”better be smart than be quick”, I hit on a trick at last, a downright good plan. Quite near I saw a tarry stump, black and enormously big, its roots lifted into the air by the spring thaws, at least a yard high. I chopped off the middle root that stuck out downward to the right, pulled it clean out and opened up the hole a bit more. Into this I crawled, and thrusting out the muzzle of my gun towards the bloody field, settled myself to wait for Bruin’s coming, a stout castle over me. He came, waddling along from the plain, drove his teeth into the torn thigh of the dead stallion, and I prepared as carefully as I could to give him a dose of lead in the forehead. But damn, anyhow ! Just then the little brass strip on the stock of my gun made the weeniest clink against the tin button of my coat, and the bear’s sharp ear caught the tinkle at once. In a rage, he charged at me, but was met with a bang. Taking no notice he came on, shrieking on a fearful note. Then there was a crashing over my head: the roots crackled and the earth shook as the many-pronged stump rose up over me. And I, poor lad, thought my end had come, and only waited, gun in hand, when the monster’s open maw would yawn before me. But the hubbub ended suddenly and all was quiet, still as the grave, and there was no tussle between me and the bear as I had expected. I waited a moment yet, but at last I peeped through the sky-ward-pointing roots to see what was on the other side, and there lay the bear stone dead, the uprooted stump in its arms and blood flowing from its mighty chest into the earth. But hallelujah! thinks I, standing a free man again under the free sky. For the stump had been lifted real neatly from around me. Vi kom omsider til nogle vidtstrakte, højt-liggende lysninger og så endnu en gang mod syd Turkkila gård, hvorfra vi var draget ud på vor strenge færd. Vi kom til et blodigt sted, som Turkkila-manden allerede havde udpeget for os, inden vi drog ud på jagt, og hvor en bjørn for to dage siden havde dræbt en prægtig hingst. Vi kiggede et stykke tid på bjørnens tilsølede spisebord, og opdagede straks, at den fornylig, antagelig foregående aften ved solnedgang, var kommet igen for at nyde resterne af sin steg. Jeg var klar over, at den ville vende tilbage til samme sted, når det blev mørkt og besluttede derfor at blive og vente på den; men de andre gik videre til Turkkila for at tilberede sig et muntert aftens-måltid. Dér stod jeg nu og spekulerede; spekulerede og grublede over, hvordan jeg skulle modtage min gæst på den åbne lysning, hvor der ikke stod et eneste træ, man kunne klatre op i. Men »den kloge vinder over den raske«, og til sidst fandt jeg på noget, der nærmest mindede om et sindrigt maskineri. Lige i nærheden så jeg en harpiks-stub, sort og forfærdelig stor, hvis rødder var blevet løftet i vejret af forårets tø, i hvert fald en alen. Med min økse kappede jeg den midterste rod, der gik lige ned i jorden, halede den ud og udvidede hullet en lille smule mere. Dér krøb jeg så ind, stak bøsse-mundingen ud mod det blodige sted og begyndte at vente på bjørnen, i mit fine skjul og med en solid borg over mit hoved. Den kom, nærmede sig listende fra sletten og satte tænderne i hingstens sønderrevne bov; og jeg besluttede nu forsigtigt at give den en kende bly i pandeskallen. Men fanden heller! For så klirrede messingbeslaget på min bøssekolbe ganske svagt mod en af tinknapperne i min frakke, og bjørnens skarpe øre hørte straks den klirrende lyd. Rasende styrtede den løs på mig, men så smældede der et skud imod den. Uden at bekymre sig om det blev den ved med at løbe fremad, mens den skreg med en skrækindjagende stemme. Nu lød der et vældigt brag oven over mit hoved: rødderne knagede, og jorden slog revner, da den mange-hornede stub blev løftet bort oven over mit hoved. Og jeg, stakkels fyr, tænkte at min sidste time allerede var kommet og ventede kun på, med bøssen i hånden, at dyrets vidtåbne gab skulle vise sig. Men pludselig hørte støjen op, og alt blev stille og roligt, stille som i graven; og der blev ikke noget slagsmål, som jeg havde ventet. Jeg forholdt mig rolig et stykke tid endnu, men til sidst kiggede jeg ud mellem de rødder, der ragede lige i vejret på den anden side, og dér lå bjørnen fuldstændig livløs med den væltede stub i favnen, og blodet flød ned i mulden fra dens mægtige bryst. Men heleja, tænkte jeg, da jeg atter stod som en fri mand under den frie himmel. For stubben varjo temmelig hurtigt blevet flyttet bort oven over mig. 07024
Bottom
07025
Top
Juhani: ”Hell,” said Heskuun-Jaakko! JUHANI: »Helvede, sagde Heskus-Jaakko!« 07025
Bottom
07026
Top
Timo: The Seven Smiths take me ! TIMO: De syv smede ta’ mig! 07026
Bottom
07027
Top
Juhani: The funniest scrap on the face of the earth! JUHANI: Det flinkeste ryk på j'ordens runding! 07027
Bottom
07028
Top
Tuomas: A brave scrap, a manly scrap, both on Bruin’s side and yours! TUOMAS: Et tappert ryk, et mandigt ryk både af bj’ørncn og afjer. 07028
Bottom
07029
Top
Juhani: Oh you big black bull! JUHANI: Oh, du sorte tyr! 07029
Bottom
07030
Top
Timo: The devil! That’s all I can say. But what then? TIMO: Fandens! Andet kan jeg ikke sige. Men hvad skete der så ? 07030
Bottom
07031
Top
Tinder-Matti: Well, you can guess what happened then, can guess that the bang carried to Turkkila like from the bottom of a barrel and soon brought men on to the clearing like midges. And then a din and shouting arose as Bruin was carried to the house on a bending, dancing pole. There was a father of a bear for you: hanging from a rafter he darkened the big room at Turkkila like a mighty thundercloud does the sky. Such were that day’s doings, that day’s and that trip’s. And then we had a drink. trøske-matti: Nå, du kan vel gætte, hvordan det så gik; du kan vel gætte, at braget kunne høres lige til Turkkila som fra bunden af en bøtte, og det lokkede snart mænd til lysningen som myg. Og nu blev der et spektakel og en larm, da man bar bjørnen hjem til gården på en vippende og gyn-gende stang. Det var en vældig farmand: da den hang og dinglede i en bjælke, formørkede den hele stuen på Turkkila som en tyk tordensky på himlen. - Sådan var det med den dags besværligheder; den dags og den turs. Og så tog vi os en dram. 07031
Bottom
07032
Top
Juhani: And celebrated a merry wake. JUHANI: Og så holdt I et muntert gravøl. 07032
Bottom
07033
Top
Tinder-Matti: The wake began at Turkkila and ended at the Vicar’s, ended with greasy faced and filmy eyes. So it was, and those days have been and gone. But gladly an old man remembers the adventures of the days of his best manhood and gladly he speaks of them. TRØSKE-MATTI: Det begyndte i Turkkila og endte i præstegården; endte med grimede fjæs og matte øjne. Sådan var det; og de dage har været og er svundet bort. Men den gamle mindes gerne oplevelserne fra sin manddoms bedste dage, og han fortæller gerne om dem. 07033
Bottom
07034
Top
Aapo: And right glad are we to hear them. AAPO: Og vi lytter gerne. 07034
Bottom
07035
Top
Juhani: Keep on telling them to dawn, and we’ll forget there’s sleep in the world. JUHANI: Fortæl sådan lige til morgengry, og vi vil glemme, at der findes søvn her på jorden. 07035
Bottom
07036
Top
Tinder-Matti: Well, it’s time to start crawling off to my lair again; ay, it’s time. God watch over you, brothers! trøske-matti: Nå, det er på tide, at man stavrer hjem til sin hule igen; jo, det er på tide. Gud være med jer, brødre! 07036
Bottom
07037
Top
Juhani: The Lord preserve you, honoured Matti. JUHANI: Gud være med Jer, agtværdige Matti. 07037
Bottom
07038
Top
Aapo: The best of health, and welcome to our hut always. AAPO: Hav det godt, og altid velkommen til vort hus! 07038
Bottom
07039
Top
Matti departed, axe on shoulder, to his little hut on the birch-clad leafy hill, far away from the village. But the brothers prepared for their nightly repose, for darkness already triumphed, and the failing light of evening shone sadly through the narrow window-holes of their cabin. But for long thoughts swarmed feverishly in their brains, driving away refreshing sleep. They pondered over Tinder-Matti’s tales of the deserts of the north, of the bewitched air of those places and the sorcerer’s arrows speeding hissing from every quarter of the dark night. And like to the sparkle of the arrows and the flaming of the guns, so flamed in their breasts a strange desire and eagerness. Above all was their lust whetted by the thought of the crane, that bird of wise and darting eye, whose austere cry echoes through the northern boglands; and to meet their thoughts came a breath of the pleasant warmth of feathered nests, a vision of gleaming eggs in nests hidden away in the bog-bilberry bushes. To hunt this long-necked prey and despoil its nests, for this the brothers now lusted. Powerfully the aweinspiring gloom of the northern bogs fired their imaginations. Så gik Matti, med øksen over skulderen, af sted til sin lille hytte på bakken med de løvrige, knudrede birketræer, langt fra landsbyen. Men brødrene gik til ro for natten; mørket havde nemlig allerede fået overhånd, og aftenens svindende lys skinnede svagt ind gennem husets smalle vindues-glugger. Men tankerne svirrede længe heftigt i deres hjerner og jog den vederkvægende søvn på flugt. De kunne ikke glemme Trøske-Mattis skildringer fra Nordens ødemarker, den forheksede luft, og trold-pilene, der suste sydende på kryds og tværs gennem den mørke nat. Og ligesom pilene gnistrede dér, og bøsserne lynede, således lynede en besynderlig lyst og iver i deres bryst. Deres iver blev især optændt af tranen, denne fugl med det kloge og årvågne blik, hvis dystre skrig giver genlyd omkring Nordens moser; og i tankerne forestillede de sig de dunklædte reders herlige varme ; forestillede sig de skinnende æg, skjult i pors-buskene. Det var nu brødrenes lyst at jage de langhalsede fugle og plyndre deres reder. Deres sind følte sig stærkt fængslet af det højtidelige mørke i Nordens sumpe. 07039
Bottom
07040
Top
Longer than any other, Juhani lay awake in his bed. He pondered over the best way to arrange a hunting-trip in his own parish that would compare with the one newly related from the lands of darkness. He thought of Kourusuo Bog, where, although cranes there were none, there were plenty of speckly-feathered wild duck. And with the intermittent stops for a swig of the northern hunters haunting his mind with a strange fascination, he thought about the spirits that were to be had at Yiertola Manor. And so he finally built up in his mind a copy of the brave hunt of the north, and having decided to put it into effect the very next day, fell asleep at last; but in his sleep he battled long on Tinder-Matti’s mighty adventure. Once he started up dreaming from his couch, crying in a fearful voice: ”The glutton, the glutton! Seize the crane-necked devil!” To this shout the others, but half-awakened, answered with angry grunts from their bunks; soon, however, they were asleep again. But Juhani stared around him for long before he realized that he stood not on the misty plains of Lapland, between the bogs, on a grey neck of land, but on the peaceful gallery of his own home. Then his mind gradually cleared, he dropped on his bed again and slept undisturbed. But on the morrow, awakening he remembered his decision of the night and began at once to introduce the matter to the others. Men længst af alle vågede Juhani på sin seng. Han grublede over, hvordan man bedst, her på hjemsognets jord, ordnede en jagttur, der kunne sammenlignes med den lige beskrevne jagt i Pimentolas moser. Han kom i tanker om Kouru-mosen, hvor der ganske vist ikke fandtes traner, men vinge-spraglede ænder i massevis. Og da Pohjola-mændenes snapse fængslede hans fantasi med en mærkelig styrke, faldt det ham ind, at der var brændevin på Viertola gård. Og således lykkedes det ham, i sine tanker, at skabe en slags kopi af Pohjola-mændenes herlige jagt, og da han havde bestemt, at han ville iværksætte den næste dag, faldt han omsider i søvn; men i drømme larmede han længe på Trøske-Mattis mægtige jagtture. Engang sprang han op fra sin seng i søvne og råbte med frygtelig stemme: »Jærvungen! Jærvungen! Grib den trane-hals!« Det fik de andre til at knurre arrigt, i halv-søvne, fra deres køjer; men snart sov de dog igen. Juhani kiggede sig imidlertid længe omkring, inden han blev klar over, at han ikke stod på Laplands tågede vidder, blandt moserne i de grå egne, men på husets fredelige briks, lifter-hånden klarede hans sind op, han lagde sig atter på sengen og faldt i dyb søvn. - Men om morgenen, da han stod op, kom han i tanker om sin natlige beslutning og begyndte straks at forklare sagen for de andre. 07040
Bottom
07041
Top
Juhani: Brothers, listen to what I say and to what 1 want to impress on you. I have remembered a place that teems with game and marvel greatly that to this day we should have forgotten Kourusuo, where waterfowl swarm in the reeds and clear pools without count or number. Let us go and hunt there and we shall bring back wild duck by the sackful. JUHANI: Brødre, hør, hvad jeg siger, og hvad jeg nu vil indprente jer. Jeg mindes nemlig et fangstrigt sted, og det forbavser mig meget, at vi indtil denne dag har glemt Kouru-mosen, i hvis siv og åbne pytter det sværmer med søfugle i massevis og bunkevis. Vi drager derhen på jagt og henter sækkevis af ænder, store som trækøller. 07041
Bottom
07042
Top
Tuomas: I’m with you. TUOMAS: Det er jeg med på. 07042
Bottom
07043
Top
Timo: And willingly I. TIMO: Og gerne for mig. 07043
Bottom
07044
Top
Eero: I too; and as we plod over the bog I shall fancy myself Little-Jussi on the Lapland marshes. I’m with you! EERO: Jeg med; og når jeg strejfer rundt i Kouru-mosen, vil jeg lade som om jeg er Lille-Jussi i Laplands sumpe. Altså, lad gå med det! 07044
Bottom
07045
Top
Aapo: Neither will I oppose a plan that can bring us food for many days. AAPO: Jeg er heller ikke imod planen, som måske skaffer os føde for flere dage. 07045
Bottom
07046
Top
Juhani: We decide on the trip then. But it’s a fearful way to Kourusuo, a wolf’s league, and we shall be gone at least one night. Therefore, I believe a drink would do us no harm, camping under the naked sky. JUHANI: Vi beslutter os altså for turen. Men der er forskrækkelig lang vej til Kouru-mosen, en vældig ulve-mil, og vi bliver sikkert nødt til at være dér mindst en nat. Jeg tror derfor, at en dram ikke var af det onde, når vi slår lejr under åben himmel. 07046
Bottom
07047
Top
Tuomas: There’s spirits at Viertola. TUOMAS: Der er brændevin i Viertola. 07047
Bottom
07048
Top
Juhani: Good spirits too. JUHANI: Brændevin og god brændevin. 07048
Bottom
07049
Top
Tuomas: Seven spans, boys! TUOMAS: Syv pægle, drenge! 07049
Bottom
07050
Top
Juhani: Right! a span each. JUHANI: Rigtigt! En pægl pr. mand. 07050
Bottom
07051
Top
Aapo: Maybe we’ll leave out the spirits, to which luckily for us we are unused. AAPO: Vi lader måske brændevinen være, eftersom vi, (il vort held, endnu ikke rigtig har vænnet os til den. 07051
Bottom
07052
Top
Juhani: You have taken a dram now and then, both you and I. JUHANI: Du har da taget dig en dram nu og da, ligesom jeg. 07052
Bottom
07053
Top
Eero: Grasp, Aapo, the childish hint of the man. Permit us to be able to say in our time: ”and then we had a drink”, when as grey-haired gaffers we relate the adventures of our youth to gaping children. Allow us to imagine that we are giving young gluttons a hot time in the north. EERO: Forstå dog, Aapo, hans barnlige underfundigheder. Vi skal også en gang kunne sige: »og så tog vi os en dram«, når vi som gråhårede gamlinge fortæller ungdommen om vore svundne heltebedrifter. Vi skal vel også, lyslevende, bilde os ind, at vi korrekser unge jærve i de nordlige lande. 07053
Bottom
07054
Top
Juhani: More nonsense! Isn’t it only right and just that a man should feed his carcass ? On this trip we shall often enough be treading bogs and squelching quagmires, and spending our nights wet through on beds of bear-moss. At such times a little gulp from a pocket-flask can do good, think I. It is best, therefore, that we shall not lack a drop of medicine in our bags when we set out. And now let Lauri-lad go to Viertola, our best fox-skin in his pouch; and spirits will soon be forthcoming. JUHANI: Laver du nu vrøvl igen ? Det er da kun ret og rimeligt, at mennesket plejer sit legeme. På den tur kommer vi sikkert til at traske gennem moser og gyngende hængedynd og tilbringe nætterne, pjaskvåde, på et leje af bjørnemos. Så vil en lille slurk af lommeflasken nok gøre godt, tænker jeg. Vi mener derfor, det er bedst, at vi, når vi drager af sted, ikke mangler medicin-drammen i ranslen. Og nu skal Lauri-knægten skynde sig til Viertola med det bedste ræveskind for brystet; og så vil der komme brændevin. 07054
Bottom
07055
Top
Lauri set off to bring spirits from Viertola, for a cordial on the wild-duck hunt on Kourusuo Bog. About five thousand paces from Impivaara, on land belonging to Viertola, lies this bog, wide, surrounded by sombre forests. Its surface, a favourite resort of wild duck, shows in succession clear-watered pools, high clusters of reeds and hummocky islets with dying pines. There the brothers had decided to march to harry the creaking wild duck, hoping for a rich booty. Lauri gik til Viertola for at hente brændevin, så man havde en styrke-drik på andejagten i Kouru-mosen. - Denne mose, vidtstrakt og omgivet af mørke skove, ligger henved fem tusind skridt fra Impivaara, på Viertolas grund. På dens overflade, hvor ænderne har et kært tilholdssted, skifter klare pytter, høje siv-klynger og tuede øer med hensygnende fyrretræer. Dér havde brødrene besluttet at tage hen for at jage snadrende ænder, i håb om rigeligt bytte. 07055
Bottom
07056
Top
Lauri came from Viertola bringing sparkling spirits in a tin bottle, their father’s former hunting flask. But as well as spirits he brought important news from the forest which stirred the brothers’ minds to a still keener enthusiasm. He related that a bear had felled one of the best bulls in the Viertola herds, and even knew the site of the kill, which was north of Impivaara on Viertola ground, but near the Jukola forest boundary. Past this spot the brothers now laid their route, deciding not to set off until the day inclined to evening. In this way they might perhaps meet the bear, whose habit it is to return at sunset to enjoy the remains of his prey. So, at least, they hoped. And when a hearty dinner had been eaten and the afternoon declined, they departed on their hunt, heavily equipped: birch-bark knapsacks on their backs and stiff charges in their guns. Last came Lauri, leading the dogs on a leash and carrying in his pack the seven spans of spirits. He had been ordered to halt with the dogs about three hundred paces from the site of the kill, and was to release Killi and Kiiski on hearing shouts or the sound of firing. He acted accordingly, and stopped in time at the foot of a fir to await the outcome. The others approached nearer the spot where the bull had been felled and found the half-devoured carcass on bloodstained ground in a dark clump of spruce. Hiding themselves in a low but dense thicket of young firs within reasonable firing distance, they prepared to wait. Lauri vendte tilbage fra Viertola med perlende brændevin, der var tappet på en tin-flaske, deres fars gamle jagtflaske. Men foruden denne brændevin havde han en vigtig nyhed med fra skoven, der ophidsede brødrenes sind til en endnu heftigere iver. Han fortalte, at en bjørn havde fældet en af Viertolas bedste okser, og han kendte også mord-stedet, der lå nord for Impivaara på Viertolas grund, men i nærheden af Jukolas skov-grænse. Brødrene besluttede at drage forbi dette sted på vej til Kouru-mosen og først forlade deres hjem, når det led imod aften. Så ville de måske møde bjørnen, der jo plejer at gå ud ved solnedgang og nyde resterne af sit fældede bytte. Således håbede de. Og da de havde spist en kraftig middag, og aftenen nærmede sig, begav de sig af sted, vel-udrustede: bark-ranslerne på ryggen og skarpe skud i bøsserne. Sidst kom Lauri, der førte hundene i et reb, og som bar syv pægle brændevin i sin ransel. Man havde befalet ham at gøre holdt med hundene henved tre hundrede skridt fra mord-stedet, og han skulle slippe Killi og Kiiski løs, når han hørte råb eller bøsseskud. Det gjorde han også; og standsede i god tid ved foden af et grantræ for at vente på, hvad der skete. De andre gik nærmere hen til det sted, hvor oksen var blevet sønderrevet og fandt den halvt-fortærede dyrekrop på den blodige jord i en mørk granlund. Så gemte de sig, i en passende skudvidde, i et lavt, men tæt krat og besluttede at vente. 07056
Bottom
07057
Top
A fairly long spell passed. But at last a stealthy shuffling and the creak of twigs was heard from the meadow, and it became clear that their guest was approaching his feast. And so it turned out to be. Between the trees, softly and with caution, an unusually large bear drew near. But it seemed he scented danger; for grunting and turning his muzzle from side to side, he halted a long way from his victim. Long he hesitated, and he looked at last as though he was inclined to turn back, without approaching within gunshot of the men. In deepest silence the brothers waited in their thicket, until finally Timo, heedless of the others ’ forbidding gestures, began, creeping in a wide curve, to approach the ferocious beast. And then, thinking himself sufficiently close to the bear, he fired; but only the powder flashed in his pan and the charge in his barrel failed to ignite. Enraged, like a huge moss-covered stone, Bruin now charged at the man, who without delay threw himself down on his face, and remained there motionless. The brute sniffed at him, nosed and tugged, grunting and blowing angrily. In all likelihood Timo’s doom would have been sealed, if Juhani had not sped to his assistance, firing at the bear’s backbone. Lower he dared not aim, remembering his brother, who lay beneath the monster. But the bullet missed a vital spot at least, for in greater rage than ever the sprucewood’s king now rushed at Juhani, leaving Timo to sniff the soil. Then Juhani, his life at stake, turned the stock of his gun towards the brute’s open maw, and an awful struggle seemed imminent. But now Tuomas fired, sending fiery bullet into the animal’s thigh. Afraid, he too, for his brother, he was unable to aim at the head or breast, where a wound is more likely to prove mortal. Still, the brute now tasted lead in its system, and the blood streamed down its sturdy, rounded limb. Furious, screaming terribly, it flew at Tuomas, but met with so deadly a blow on its forehead from the stock of the man’s gun that, shaking its head, it was brought up in its charge. And so the combatants stood a while, defiantly facing each other. Der gik temmelig lang tid. Men til sidst hørte man, ude fra sletten, en sagte, listende lyd og en raslen i ris-kvistene, og nu var man klar over, at mad-gæsten nærmede sig sit måltid. Sådan forholdt det sig også. En usædvanlig stor bjørn nærmede sig, forsigtig og sagte, mellem træerne. Men det så ud, som om den anede faren, for den stod stille allerede langt borte fra sit offer, mens den fnyste og svingede med snuden. Den tøvede længe, og til sidst så det ud, som om den ville trække sig tilbage, uden at komme mændene inden for skudvidde. I dybeste tavshed ventede brødrene i krattet, indtil Timo omsider, uden at bryde sig om de andres advarende fagter, begyndte at liste sig, i en stor bue, hen imod den rasende fjende. Og nu, da han troede, han var nær nok ved bjørnen, fyrede han løs: men kun krudtet flammede ud af fænghullet, uden at antænde ladningen i løbet. Nu styrtede bjørnen, rasende, som en stor, mosgroet, rullende sten, hen imod manden, der straks kastede sig ned med ansigtet imod jorden; og blev liggende der uden at røre sig. Dyret snusede til ham, skubbede til ham og ruskede ham i håret, mens den knurrede og fnyste forfærdeligt. Timo havde antagelig været dødsens, hvis Juhani ikke var ilet ham til hjælp og havde affyret et skud imod bjørnens rygrad. Han turde ikke sigte lavere, af hensyn til sin broder, der lå under vilddyret. Men kuglen ramte ikke, i hvert fald ikke med tilstrækkelig virkning, for granskovens fyrste fløj endnu mere rasende løs på Juhani og lod Timo ligge og rode i jorden. Så vendte Juhani, for at forsvare sit liv, bøssekolben imod dyrets åbne gab, og en frygtelig kamp var ved at udvikle sig. Men nu skød Tuomas og sendte en brændende kugle ind i bjørnens lår. Da han også måtte være forsigtig af hensyn til sin broder, kunne han ikke sigte på hovedet eller brystet, hvor et sår sandsynligvis ville være dødbringende. Men bjørnen mærkede nu blyet i sin krop, og blodet strømmede ned ad dens fede, runde ben. Rasende og med et frygteligt brøl styrtede den løs på Tuomas, men fik et så voldsomt slag i panden af mandens bøsse, at den virrede med hovedet og pludselig standsede op. Og dér stod nu modstanderne et øjeblik og stirrede truende på hinanden. 07057
Bottom
07058
Top
Then the dogs rushed forward, approaching as swiftly and silently as two streaks of lightning, until, having reached the ruffled bear, a virulent din arose. Killi raged at the bear to its face, keeping, however, a few paces distant. Kiiski stormed in the rear, even daring, now and again, a hurried tweak at its woolly hindquarters. It leapt, however, swiftly aside whenever the forest’s pride, like a grey-black enormous haycock, turned round. Finally, after a few fruitless lunges at its tormentors, the bear fled, with the yelping hounds at its heels. Så skyndte hundene sig frem; nærmede sig hurtigt og tavse som to flammer, men da de var nået hen til den pjuskede bjørn, opstod der en voldsom tumult. Killi rasede bjørnen lige ind i skægget, men stod dog hele tiden nogle skridt på siden af den. Men Kiiski larmede bag ved den og vovede nu og da at rive en lille tot af dens låruld. Den kastede sig dog hele tiden hurtigt til side, når skovens honning-lab snurrede rundt imellem dem som en sort-grå, vældig høstak. Til sidst, efter nogle mislykkede angreb på sine plageånder, flygtede bjørnen, med de larmende hunde i hælene på sig. 07058
Bottom
07059
Top
All this occurred with extreme rapidity and before the other brothers had arrived on the site of the conflict. Meanwhile Juhani and Tuomas quickly reloaded, hoping to catch up with the bear once more. Timo, too, gradually rose from the ground and stared around him a moment as though unaware where the north was, from where the wind then blew. Heatedly the others now scolded him for the foolhardiness that might easily have cost human lives and had perhaps spoiled the chase for good. Without answering a word, Timo sat on a hummock, opening up the touch-hole of his gun and chipping its flint sharper with the back of his knife. And soon they all stood ready to continue the hunt. Alt dette skete meget hurtigt, og inden de andre brødre nåede frem til kamppladsen. Men Juhani og Tuomas ladede straks påny, i håb om endnu en gang at få fat i bjørnen. Timo rejste sig også op efterhånden og kiggede sig omkring et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, hvor nord var, den retning vinden kom fra. Brødrene bebrejdede ham nu voldsomt for hans dumdristighed, der let kunne have kostet menneskeliv, og som måske uhjælpeligt ville have ødelagt jagten. Timo sad på en tue uden at sige ét ord, borede fænghullet op og bankede flinten skarpere med bagsiden af sin kniv. Og snart var de allesammen parat til at fortsætte jagten. 07059
Bottom
07060
Top
Farther and farther the barking of the dogs receded, until it was almost inaudible, and the brothers began wondering whether they would ever meet with their prey again. But after a while the voices of Killi and Kiiski echoed plainer, steadily approaching, and it became clear that the bear was completing his customary circle, and so would return to the spot from where he had set out. The brothers arranged themselves in comfortable positions, guns in hand, to await the approaching hunt. In a little grassy clearing stood Simeoni, and a short distance away Lauri, both stockstill, silent as two statues. At full speed, so that the earth thundered, the bear drew near, showing his open, dark-red maw. Straight towards Simeoni the panting monster sped. The man fired, and down tumbled the bear to the grass, only to rise again and charge at the shooter. Then came the flash of Lauri’s gun, a sharp report echoed around, and the bear collapsed silently at Simeoni’s feet. There he rested, not a limb moving, and the blood flowed from his head and chest. Hundenes gøen trak sig længere og længere bort, indtil den næsten ikke kunne høres, og brødrene begyndte allerede at tro, at de næppe mere ville møde deres bytte igen. Men da der var gået nogen tid, lød Kiiskis og Killis stemmer på ny tydeligere og nærmede sig mere og mere; det så ud til, at bjørnen som sædvanlig gik i rundkreds og var på vej tilbage til det sted, hvorfra den var begyndt. Brødrene stillede sig på gode steder, med bøsserne i hånden, for at vente på jagten, der nu nærmede sig. Simeoni stod i en lille, græs-bcvokse! lysning, og Lauri et lille stykke fra ham, begge ubevægelige, tavse som støtter. I fuld fart, så jorden rungede, nærmede bjørnen sig; og man så tydeligt dens åbne, sort-røde gab. Det pustende uhyre styrtede lige hen imod Simeoni. Manden skød, og honning-labben tumlede om i græsset, men rejste sig op igen og styrtede hen imod skytten. Men så lynede 07060
Bottom
07061
Top
But the brothers gathered quickly round the fallen bear and saw that he was an aged, huge male. They saw now that his skull had been pierced close to the root of his ear, and that his side likewise had been pierced. The former wound all knew had been caused by Lauri’s bullet; for an animal whose brain has been pierced falls immediately, never to rise. Satisfied, the hunters sat round the thick-pelted hero of the woods, preparing to drink to the kill. Content also, with noble gaze, the dogs sat beside their fallen enemy. The evening was fair, the wind had died down, and the sun sank into the lap of the dark woods. Pleasant it was to rest in so delicious an evening hour, after the wild and heated encounter. Lauris bøsse, et skarpt knald rungede vidt omkring, og bjørnen lå stum for fødderne af Simeoni. Dér lå den, uden at røre et lem, og blodet strømmede fra dens hoved og bryst. Men brødrene samlede sig snart omkring den faldne bjørn; og det var en gammel og stor hanbjørn. Nu viste det sig, at dens hoved var blevet gennemboret lige under øret, og dens side var også gennemboret. Det først-nævnte sår, det vidste alle, skyldtes Lauris skud, for et dyr, hvis hjerne gennembores, falder om med det samme og rejser sig aldrig mere. Men skytterne sad fornøjede omkring skovens tyk-pelsede helt og forberedte sig på at drikke en snaps i anledning af drabet. Hundene sad også, tilfredse og med et stolt blik, ved siden af deres faldne fjende. - Aftenen var smuk, vinden havde lagt sig, og solen sank ned i den mørke skovs favn. Det var herligt for brødrene at hvile dér i den vidunderlige aftenstund, nu da den larmende og hede dyst var forbi. 07061
Bottom
07062
Top
Juhani: The first drink is Lauri’s. He shot like a man, hit the beggar in a real golden spot, and down on his palms flashed the bear like grass before the scythe. A good gulp, my lad! JUHANI: Lad den første snaps være Lauris. Han skød som en mand, ramte filuren på det rette sted; og bjørnen dejsede ned på sine labber som græs for leen. En ordentlig dram, min dreng! 07062
Bottom
07063
Top
Lauri: What if I too were to let a drink slide down my throat for once ? LAURI: Hvad om jeg også for en gangs skyld hældte en snaps ned i halsen på mig. 07063
Bottom
07064
Top
Juhani: You beginner on the path of drink, strange to its very taste, innocent yet as a lamb. JUHANI: Du, der går de første skridt ad brændevins-vejen; kender endnu ikke smagen; uskyldig som et lam. 07064
Bottom
07065
Top
Lauri: I know its taste, enough anyhow not to be befowled by a bird, but how the world feels when a merry lad dances in his cups, that I truly don’t know. LAURI: Smagen kender jeg nok; jeg ved, at fuglen ikke sviner manden til, men hvordan verden føles, når en glad knægt hopper omkring i fuldskab, det ved jeg sandelig ikke. 07065
Bottom
07066
Top
Aapo: Think a while, Lauri, and I would sooner bid you no than yes. AAPO: Betænk dig lidt, Lauri; jeg ville hellere forbyde end byde. 07066
Bottom
07067
Top
Lauri: Here’s to it! LAURI: Lad mig smage på det! 07067
Bottom
07068
Top
Aapo: And let us hope that this is not the beginning of a harmful habit. AAPO: Lad os håbe, det ikke er begyndelsen til en skadelig vane. 07068
Bottom
07069
Top
Lauri: Rubbish: take a drop of this, now that we have reason to be a little merry like. LAURI: Hvordan er det, du vrøvler? Tag en slurk, eftersom vi har grund til at være lidt muntre. 07069
Bottom
07070
Top
Juhani: There our bogy lies like a great heap of hay, and the lives of many bulls and horses are saved. JUHANI: Dér ligger j'o vor bamse som en vældig stak hø, og nu er livet reddet for mange kreaturer og heste. 07070
Bottom
07071
Top
Timo: I know that next time we meet, the master of Viertola will stuff a bottle into our bosoms for nothing, a bottle or two. TIMO: Jeg formoder, at Viertolas herre næste gang stikker brændevinsflasken gratis i vor barm, et stob eller to. 07071
Bottom
07072
Top
Juhani: I wouldn’t call that much, seeing that we have saved his herd of bulls from the monster there. JUHANI: Det ville heller ikke være for meget, når vi har reddet hans store flok okser fra det dér uhyre. 07072
Bottom
07073
Top
Aapo: But there’s a herd for you; forty head of horns. All the summer they live in the forests, night and day, but when winter comes they draw all the manor dung into the fields. But that free life of theirs in the woods all the summer makes them nearly wild. AAPO: Det er sandelig en vældig flok okser: fyrretyve spyd-hoveder. Hele sommeren lever de i skovene, nat og dag, men om vinteren trækker de al herregårdens gødning ud på markerne. Men deres frie sommer-tilværelse gør dem næsten vilde. 07073
Bottom
07074
Top
Juhani: God keep us from meeting them with the dogs; they’d soon make mincemeat of both a man and his dogs. Let us remember the danger Nikkilä got into amongst the Honka-mäki bulls; his danger was great although the number of beasts was not as terrifying as in this glowering Viertola herd. Through his dogs, which in a scrimmage of this kind always take shelter with their master, death would have been his lot in the end, if he hadn’t come to a strong pasturage fence that stopped the mad charge of the bulls like a protecting castle wall. JUHANI: Gud bevare os for at støde på dem, sammen med hundene; de ville snart forvandle både en mand og hans hunde til hakkemad. Lad os huske på den fare, Nikkilä befandt sig i blandt Honkamäki-okserne ; mandens nød var stor, selv om kreaturernes antal ikke var så forskrækkeligt som i Viertolas stirrende flok. På grund af hundene, der i den slags vanskelige situationer altid tyer til deres herre, ville han til sidst være blevet dødens bytte, hvis han ikke var kommet til et hegn, der omsider standsede oksernes stormløb som en beskyttende borgmur. 07074
Bottom
07075
Top
Aapo: Let us be careful. A little while ago I heard something that sounded like a hoarse bellow from that hill. To my belief they are not far away. But what is Eero up to with that boulder? AAPO: Lad os være på vor post. For lidt siden hørte jeg ligesom en hæs brølen deroppe på bakken. De er heller ikke langt borte fra os, vil jeg tro. Men hvad foretager Eero sig dér ved foden af stenen ? 07075
Bottom
07076
Top
Eero: There’s a badger here, in this hole under the stone. EERO: Der er en odder her, i denne hule under stenen. 07076
Bottom
07077
Top
Juhani: Would that be possible? JUHANI: Kan det være muligt? 07077
Bottom
07078
Top
Eero: Surely. Tracks lead into the hole but none out, as I can see in this sand. EERO: Aldeles sikkert. Der er tydelige spor ind til hulen, men ingen ud derfra, så vidt jeg kan se i sandet. 07078
Bottom
07079
Top
Aapo: Show the tracks to the dogs, and the wagging of their tails will soon show whether there are lodgers there. AAPO: Vis hundene sporene, så ser man snart på deres viftende haler, om der er logerende. 07079
Bottom
07080
Top
Juhani: Here, Killi and Kiiski! JUHANI: Kom her, Killi og Kiiski! 07080
Bottom
07081
Top
Tuomas: They are off on their own again, and, I’m thinking, on the track of a hare. TUOMAS: De er stukket afigen; jeg formoder, de har fundet harespor. 07081
Bottom
07082
Top
Eero: Together we could easily lever up this stone. EERO: Vi kan sikkert vippe den sten med forenede kræfter. 07082
Bottom
07083
Top
Tuomas: Jobs more foolish have been tried. Give me your axe, Juhani, and I’ll cut a stout bar for each of us, and then we can all lift up the stone when the dogs come. TUOMAS: Man har prøvet på det, der var værre. Kom med øksen, Juhani, så hugger jeg en solid stav til hver af os, hvormed vi i fællesskab løfter stenen op, når vore hunde er kommet tilbage. Sådan snakkede de; og med Juhanis skarpe økse huggede Timo en solid stav til hver mand, fire af birketræ og tre af røn. - Men pludselig hørte de inde fra skoven en voldsom larm og støj, der syntes at nærme sig dem med en forfærdelig fart. Brødrene lyttede forbavsede, med stavene i hånden; lyttede og ventede på, hvad der omsider ville dukke op fra skoven. Derfra lød en rasende, forvirret brølen, afbrudt af hundenes skarpe, klagende hyl; og snart så de et frygteligt syn. Ti rasende okser styrtede imod dem; de drev hundene af sted foran sig, der, for at redde livet, ilede hen til mændene. Men dette fik hårene til at rejse sig på mændenes hoved og en kuldegysen til at fare gennem deres krop. Og uden at standse et øjeblik styrtede okserne imod dem, mens de brølede øredøvende; og brødrene tog imod dem med kraftige slag, og så begyndte en frygtelig kamp. Brødrene slog løs med deres kraftige stave, kløvede hornede hoveder, og to okser lå allerede på jorden og sprællede med klovene lige op i luften. Men brødrene truedes også af en dødelig fare. Timo faldt, og oksen bøjede sig allerede ned for at gennembore brystet på manden, der lå under den, men så faldt Tuomas’ rønne-stav med et tungt slag, faldt og knuste dyrets rygrad. Stønnende styrtede kreaturet til jorden, og Timo var reddet. Også Aapo truedes af en lignende fare, men han blev reddet af Juhani og Eero. Juhani slog oksen hårdt mellem hornene med sin stav, mens Eero trak den i halen og således forandrede dyrets stilling; og snart lå den også på jorden og sprællede med sine klove. I kampens hede tabte Timo sin birkestav, men fik straks øje på Juhanis økse i græsset; han greb den og begyndte at slå og svinge den med fyrig vildskab. Han slog til højre, han slog til venstre, oksernes bug åbnede sig gruopvækkende, og blodet fossede, boblende, ned på jorden; blod og skidt. Således kæmpede mændene, blege, i dødens gab; og hundene gjorde også deres bedste, eftersom de brugte deres tænder som jerntæn-ger mod oksernes struber. Larmen og tumulten var voldsom i denne kamp; stavene svingede op og ned; oksernes løsrevne horn fløj højt op i luften; og brødrenes råb, hundenes larm og kreaturernes brøl smeltede sammen til en eneste forfærdelig lyd. 07083
Bottom
07084
Top
So they talked; and with Juhani’s axe Tuomas cut a thick staff for each of the men, four of birch and three of mountain ash. But suddenly, from the forest, they heard a furious crashing and roaring, which seemed to approach them at great speed. In amazement the brothers listened, staves in hand, listened and waited for what the forest would reveal. A confused, wicked bellowing carried forth; at intervals the dogs yelped pitiably; and soon a dreadful vision broke on their sight. In mad career, ten furious bulls galloped towards the men, sweeping before them the dogs, which, fleeing for their lives, hurried to their masters’ sides. But at this the men’s hair bristled, and cold shivers ran down their bodies. And without pausing the bulls charged at them, bellowing deafeningly; their onslaught was stoutly met, and a terrible battle ensued. With ( heir heavy staves the brothers laid about them, splitting horned heads, and already two of the bulls lay on the field, brandishing their hooves in the air. But death seemed near for the brothers, too. Timo fell, and a bull bent down already to pierce his breast; but then Tuomas’s ashen stave fell heavily, and falling, broke the bull’s back. With a groan the beast sank lifeless to the ground, and Timo was saved. A similar doom threatened Aapo, but he was saved by Juhani and Eero. Mightily Juhani laid about the bull, hitting it with his cudgel between the horns, Eero tearing meanwhile at its tail to alter its position, until this beast too lay on the ground, brandishing its hooves. In the heat of the conflict Timo lost his staff of birch, but soon perceived Juhani’s axe on the grass; snatching up this, he began laying about him with fiery energy. Right and left he smote: dreadfully the bulls’ stomachs opened, and bubbling water, blood and offal poured on to the earth. So, pale of visage, fought the men, in the jaws of death; and the dogs too did their best, plying their teeth like iron pincers at the brutes ’ throats. Loud in this confusion was the din and turmoil; up and down danced the staves, high in the air flew the loosened horns of the bulls, and the shouts of the brothers, the snarling of the dogs and the bellowing of the beasts mingled in one terrific noise. Men omsider var kampen forbi. Syv okser lå livløse på jorden, tre af dem flygtede; en havde kun ét horn, en anden slet ingen og en var svært medtaget på anden måde. Men blege og med stirrende øjne stod brødrene på den blodige jord. Rød-blussende stod Timo, med den blodige økse i hånden; han stod dér som en mand, der har ryddet sit svedjeland. De kunne knap nok forstå, hvad der var sket. Alt forekom dem som en uhyggelig drøm, når de tænkte på den tummel, der havde nærmet sig dem som en voldsom hvirvelvind, havde raset et øjeblik imellem dem og lige så pludselig var holdt op igen. Forfærdede så de på de mange dyr, der lå foran dem på den blodige jord: granskovens bjørn, forskrækkelig stor, og syv fede okser. De havde også selv fået hårde knubs under dysten, særlig Aapo, Juhani og Timo; men de stod dog alle sammen stadig på benene. Og dér stod de nu, med stavene i hænderne, mens de stønnede, svedte og stirrede på hinanden i tavshed. 07084
Bottom
07085
Top
But at last combat ended. Seven bulls lay lifeless on the field, and three fled, one with a single horn, one with none, one with a sorely battered carcass. Pale and wild of eye, the brothers stood on the bloodstained battlefield. Gory all over stood Timo, a bloody, bedraggled axe in his hand, stood like a woodcutter amidst fallen trees. Barely could they visualize what had happened. When they reflected upon the conflict, which like a whirlwind had come upon them, raged a moment in their midst and with equal suddenness ceased, it all seemed like a dreadful dream. Horror-stricken, they viewed the number of animals on the bloodstained ground before them: the sprucewood bear, terrifically large, and seven fat bulls. They too had experienced hard knocks in the fight, especially Aapo, Juhani and Timo; nevertheless, all of them still stood on their feet. And there they now stood, staves in hand, panting, perspiring and silently regarding each other. Men de havde næppe fået pustet ud, før en ny fare nærmede sig dem, mange gange større end den første. Efter hvii velvinden fulgte en storm. Det føltes, som om verdens sidste lime var kommet. Jorden rystede som under et jordskælv, skoven bragede, og et forfærdeligt brøl opfyldte aftenens stille luft, da tre og tredive rasende okser nærmede sig i galop. Brødrene lyttede til denne larm med øjnene stive i hovedet, lyttede et stykke tid uden at røre sig, tavse, som en længe jaget flok svin lytter med hængende øren i buskene ved hjørnet af mark-hegnet, om deres forfølgere stadig nærmer sig. Således opførte brødrene sig også, da okse-flokken styrtede ud af skoven. Dernæst smed de deres stave, greb deres bøsser og flygtede alt, hvad de kunne sammen med hundene; og brølende forfulgte okserne dem. Brødrene ilede hen imod grænsehegnet mellem Viertolas og Jukolas skove. De kom til en lav skovsø, der var dækket af en græsagtig skorpe, men de havde ikke tid til at gå uden om, men løb tværs igennem søen uden at tøve. Der lød en brusende lyd, da de forsvandt i vandplask og tåge, men de kom straks til syne igen. Deres flugt mindede om månens gang på himlens blå enge. Den viger ikke til side for skyen, der prøver på at spærre vejen for den, men sejler ubekymret igennem den og kommer atter frem, klarere end før. Og alvorlig, højtidelig vandrer den af sted. Men Jukolas drenge rendte som harer og vilde geder, for faren var lige i hælene på dem. Så kom der et nyt og stærkt hegn, og brødrene sprang fyrigt over det, men henved tyve skridt på den anden side gjorde de holdt på en åben lysning for at se, om dette hegn kunne redde dem. Den rasende og larmende flok okser nærmede sig; der lød et voldsomt brag, og gran-hegnet væltede omkuld; og nu var okserne nærmere ved brødrene end før. Så styrtede man af sted hen over den gungrende lysning: mændene og hundene forrest, og okserne bag efter; de brølede og sparkede jordklumper og støvende sand op i luften, nøjagtig som vinterstormen hvirvler sneen højt til vejrs som røg. I en rasende fart ilede brødrene af sted med dødsangst i deres hjerter, for de troede allerede, de vandrede på den sidste stump af livets vej. 07085
Bottom
07086
Top
But hardly had they gained their breath before a new danger approached, greater by far than the first. It was as though a hurricane had followed a squall. It seemed indeed that the end of the world was now coming. The earth shook as in an earthquake, the forest crashed and a mighty roaring filled the still evening air as three and thirty maddened bulls sped at them at a gallop. The brothers listened to the tumult, as a harried herd of swine stands dumb in the bushes beside a fence, listening, ears cocked, for the renewed approach of their pursuer. Thus the brothers too listened until the horde of bulls broke from the forest. At that they threw away their staves, snatched their guns, and with the dogs fled at full speed, and snorting, the bulls followed them. Towards the boundary-fence between the Viertola forests and their own the brothers scurried. A shallow pool, decked with the semblance of green turf, opened in their path; but there was no time for detours, and so without hesitating they ran through it. The water roared as they disappeared in a shower of foam and spray, but almost at the same moment they emerged into sight again. Their flight reminded one of the moon’s passage through the blue meadows of the sky. Not for her to move aside for the cloud which attempts to bar her path, unheedingly she sails through it and brighter than ever appears again on its farther side. And her pilgrimage is grave and solemn. But the Jukola brothers ran like hares and wild goats; for death ran at their heels. A fence, new and strong, barred their path, and like fire the brothers flew over it, pausing a score of paces away on the smooth clearing on its other side to see whether the fence would save them. The raving, trumpeting herd of bulls drew near; a loud crash was heard, and down fell the spruce fence, and the bulls were nearer to the brothers than before. Ever onward sped the chase across the hollow clearing: the men and the dogs ahead, the bulls behind, snorting and kicking up clods and clouds of sand, as the winter winds drive the smoking snow high into the air. With furious speed the brothers ran, the terror of death in their hearts, for they believed that it was already the last lap of the road of their lives they were treading. Så lød der et råb fra Aapos mund: »Ranslerne af ryggen, men behold bøsserne!« Sådan sagde han, og seks barkransler faldt straks til jorden; den syvende vippede stadigvæk på Lauris ryg, for han ville endnu ikke skille sig af med den. Men denne udvej hjalp dem dog ikke synderligt, for den uhyggelige trampen og brølen kom stadig nærmere. Men på ny lød der et fortvivlende, klagende råb fra Aapos læber: »Til Djævlestenen, til Djævlestenen!« Dermed sigtede han i il en sten, en vældig sten, der stod i den mørke skov. Brødrene skyndte sig nu derhen og stod snart ved foden af den; og hurtige som lyn sprang både mændene og hundene op I>A dens top. Mosset fløj vidt omkring, da de tog fat i stenens hjørner med næverne; deres negle greb fastere, mere sikkert og skarpere end lossens krumme klør. Således undgik de en grusom død, men de havde sandelig været tæt ved dødens gab. De var næppe nået op på stenen, før okse-flokken larmede rundt omkring dem, brummende og skrabende i jorden. Og denne sten, mændenes tilflugtssted, var en næsten firkantet, favnehøj klippeblok; og den stod i skoven hen ved tre hundrede skridt fra lysningens udkant. Der sad nu brødrene, svedende og stønnende forfærdeligt efter deres flugt fra den rasende død. Tavse, uden at sige et ord, sad de i lang tid. Men til sidst åbnede Juhani sin mund. 07086
Bottom
07087
Top
Then a cry was heard from Aapo’s lips: ”Bags off your backs, but keep the guns!” And immediately six birch-bark knapsacks rolled to the ground; the seventh still danced on Lauri’s back, for he was not yet inclined to part with his. Little, however, did this avail them, for closer and closer the terrible drumming and roaring approached. And again a despairing, shrieking cry broke from Aapo’s lips: ”To the Devil’s Rock, to the Devil’s Rock!” by which he meant a certain rock, enormously large, which stood in a sombre forest. Towards this the brothers now hastened and soon stood at its foot, and quick as lightning the men and dogs scrambled up to its crown. The moss flew far around as their hands clutched at the corners of the rock; firmer, sharper and more sure by far than ever the crooked claws of a glutton, their fingers seized on the rock. Thus they were saved from an awful death, but close had the abyss been to them. Hardly had they reached the rock before the horde of bulls stormed around them, rumbling and pawing the earth. This rock, the brothers’ shelter, was almost square in shape, a slab of stone six feet high which stood in the forest about three hundred paces from the edge of the clearing. On this the brothers now sat, perspiring and panting fearfully after their run from angry death. Silent, uttering not a word, they sat for long. But at last Juhani opened his lips. JUHANI: Her er vi, brødre, og lad os takke lykken for det. Thi det var en march, som vi vil huske, så længe der findes okser her på jorden. 07087
Bottom
07088
Top
Juhani: Here we are, brothers, and let us thank our luck for that. For that was a march we shall remember as long as there are bulls in the world. AAPO: Her er vi, men hvordan kommer vi herfra? Oksen er et stædigt bæst, og disse her er ude af sig selv af raseri over deres kammeraters død, som de nu har i sinde at hævne mange gange på vore hunde. 07088
Bottom
07089
Top
Aapo: Here we are, but how are we to get away? Bulls are obstinate brutes, and these here are in a furious rage over the death of their comrades, which they would now like to avenge on our dogs with interest. JUHANI: Og vi skulle have af samme slev. 07089
Bottom
07090
Top
Juhani: And we’d be served from the same ladle. AAPO: Hvis ikke denne sten var så vidunderlig høj. 07090
Bottom
07091
Top
Aapo: But for the blessed height of this rock. JUHANI: Og den var velkommen for os. Sandelig! Vi klatrede herop så hastigt som egern. 07091
Bottom
07092
Top
Juhani: It was surely a welcome find for us. In truth! Like squirrels, we scrambled swiftly up it. EERO: »Og så tog vi os en dram«. 07092
Bottom
07093
Top
Eero: ”And then we had a drink.” JUHANI: Netop! Herren være lovet, at vi i hvert fald har brændevin, hvis det skulle ske, at man ville lære knægtene at faste heroppe. 07093
Bottom
07094
Top
Juhani: Just so! Thanks be to God that we still have the spirits, if it turns out that we lads have to learn to fast up here. LAURI: Jeg smed ikke min ransel. 07094
Bottom
07095
Top
Lauri: I didn’t drop my knapsack, I. JUHANI: Tak til dig, Lauri, min broder. Men kom frem med tinfiasken, hæld en ordentlig dram i dig og lad den så vandre rundt. Nu trænger hjertet til en styrketår. 07095
Bottom
07096
Top
Juhani: Thanks to you too, brother mine. But bring forth your tin flask, take a good gulp at it and then set it going round. Our hearts need a little strengthening now. AAPO: Men den vare må nydes med forsigtighed i en så farlig situation som denne. 07096
Bottom
07097
Top
Aapo: Such stuff has to be enjoyed with caution in a dangerous situation like this. JUHANI: En nyttig advarsel. Men tag nu en beskeden slurk. 07097
Bottom
07098
Top
Juhani: A wholesome reminder. But take a moderate pull at that. AAPO: Mådehold er akid bedst. Lad os ikke glemme: her har vi nu vort leje og måske for mere end én nat. 07098
Bottom
07099
Top
Aapo: Moderation’s always best. Let us remember that this is our bed too, and maybe for more than one night. JUHANI: Gud bevare os vel for det! Jeg håber, sulten snart vil forjage den dér hornskov omkring os. — Ja, her sidder vi som syv ugler i skoven, her på den mosgroede Djævlesten. Men hvorfra stammer det navn ? 07099
Bottom
07100
Top
Juhani: God preserve us from that! I hope hunger will soon drive away that forest of horns around us. Ay, here we sit like seven owls in the woods, on this mossy Devil’s Rock. How did it get that name? AAPO: Fra et underligt sagn. 07100
Bottom
07101
Top
Aapo: From a certain strange tale. JUHANI: Fortæl os det til tidsfordriv. Her er jo eventyr på sin plads, eventyr og historier. 07101
Bottom
07102
Top
Juhani: Tell it now to pass our time. For this is just the place for tales, tales and stories. Og Aapo fortalte dem følgende sagn om denne sten. 07102
Bottom
07103
Top
And this story of the rock was now told them by Aapo. Engang boede på sit slot blandt Laplands fjelde en mægtig djævle-fyrste, den vældigste troldmand i Norden. Han havde et ædelt og skønt rensdyr, der var uforlignelig hurtigt til at løbe. Det smukke dyr begav sig en dag, tidligt på foråret, ud for at tumle sig i den hårdt-frosne sne, og det endte til sidst med, at den strejfede omkring i hele Finland. Mangen en bueskytte skyndte sig nu ved synet af den gylden-hårede og klar-øjede ren at jage efter den med sin haxdede pil. Men ingen var i stand til at følge den, for den lod hurtigt den ski-løbende mand langt bag sig. - Til sidst kom den til Tavastland, hvor der fandtes en berømt skiløber og sikker skytte. Han kom nu på sporet af djævle-fyrstens prægtige ren og begyndte hurtigt at forfølge den, glidende på sine glatte ski med en kraftig bue over skulderen. I susende fart fløj rensdyret hen over den jævne sne-flade, men bueskytten ilede endnu hurtigere i hælene på den. Sådan løb de længe, såvel over åbne sletter som op og ned ad stejle bakker. Men til sidst begyndte rensdyret at blive træt; den pustede allerede voldsomt under flugten; dens fart blev mindre, og manden nærmede sig mere og mere. Så skete der et mirakel, som man dog også før har set standse mangen en bueskyttes pil. Pludselig vendte rensdyret om og nærmede sig sin forfølger med en bønfaldende mine og rigt-strømmende tårer. Men uden at betænke sig sendte den ubarmhjertige mand sin pil af sted og gennemborede det herlige dyrs pande; så faldt djævle-fyrstens ren og farvede den hvide sne rød med sit blod. 07103
Bottom
07104
Top
There once lived in his castle on the Lapland fells a mighty prince of the Underworld, the most powerful wizard in the north. He had an elk, beautiful and nobly formed, matchlessly swift at running. This lovely animal set out one day in early spring to frisk on the frozen snowdrifts, and ended by starting to run round the whole of Finland. Then many an archer, seeing the golden-pelted sweet-eyed deer, hastened to the chase with his arrows of tempered steel. But none could follow it, for right quickly it left a skiing huntsman behind. It came at last to Häme, where lived a mighty skier and great marksman. This man now scented the magnificent elk of the Underworld and set off swiftly to ensnare it, gliding on his smooth skis, a powerful bow on his shoulder. At a shrieking pace the deer galloped over the frozen snow, but at a still swifter pace the archer followed. So they ran for long over plains and up and down steep hills. But at last weariness began to overcome the deer; already it panted greatly as it ran; its speed slackened and the man approached closer and closer. Then a wonder occurred that has been seen before to hold back a marksman’s arrow. Suddenly the elk turned and approached its pursuer with beseeching glance and shedding quick tears. But without the slightest hesitation the pitiless man shot his bolt, piercing the beautiful animal’s brow; and thus the deer from the Underworld fell, dyeing with its blood the white snow. Nu mærkede djævle-fyrsten, der vandrede omkring i Nordens dystre dale, hvordan hans hjerte knugede sig sammen; og han vidste straks, at hans gyldne fole var i fare. Han ilede op til fjeldet, hvor hans slot stod, og begyndte at spejde imod syd med sin trylle-kikkert. Og langt borte i en mørk granskov så han sit rensdyr, der, badet i blod, vred sig i dødsangst; og han så også morderen stå ved sit offer med en triumferende mine. Nu blev han forfærdelig opbragt, rev en stor, firkantet stenblok ud af slotsmuren og slyngede den højt op i luften, så den fløj imod bueskytten i Tavastlands skove. Med et vældigt susende bulder ilede den store sten af sted og kløvede skyens blæsende verden i en mægtig bue. Den steg helt op til himmelhvælvingen og dalede atter ned, dalede ned mod syd; og denne umådelige vægt faldt lige i hovedet på skytten og begravede manden under sig for bestandig. 07104
Bottom
07105
Top
At that the Prince of the Underworld, pacing the dismal valleys of the uttermost north, felt a sudden pang in his heart and knew at once that his golden elk walked in danger. He hurried to the fell on which his castle stood and with his magic spy-glass looked towards the south. And far away in a sombre sprucewood he saw his deer, which, bathed in blood, writhed in its death agony; and he saw the murderer standing by his victim with rejoicing gaze. Then a terrible rage possessed him; he snatched a huge, square block of stone from the wall of his castle and flung it high in the air, flying towards the archer in Hame’s forest. The mighty rock sped onward with a great roaring sound, cleaving the windy world of clouds in a wide arc. It rose to the crest of the sky, sank down again, sank southward, and exactly on the marksman’s brow this unspeakable weight fell, burying the man beneath it. JUHANI: Og mandens død var vor lykke. Hvor ville vi nu være uden denne sten ? Vi ville ligge dér i skoven som ådsler, vi stakler. 07105
Bottom
07106
Top
Juhani: And the man’s death was our good fortune. Where should we be now without this stone? There in the forest, carrion and crow’s-meat, we’d be lying. TUOMAS: Men vi får sikkert også nok af at sidde her. Det lover jeg for. 07106
Bottom
07107
Top
Tuomas: We shall get our fill of this stone yet. I’ll stand for that. JUHANI: Gud hjælpe os i tide! 07107
Bottom
07108
Top
Juhani: May God help us in time! TIMO: Her må knægtene jo også tage sig en og anden lur, i flere lag, stuvet sammen i nakken på hinanden som svale-unger i reden. 07108
Bottom
07109
Top
Timo: We lads will have to snore in layers here, packed on each others’ backs like young swallows in a nest. AAPO: Det går ikke. En søvndrukken mand falder snart ned og bliver et bytte for okserne. Derfor bør altid to af os, en på hver side, holde vagt ved deres sovende broder. 07109
Bottom
07110
Top
Aapo: That won’t do. A sleep-fuddled man would soon roll off, a prey to the bulls. So let two of us, one on each side, always keep watch over their sleeping brothers. JUHANI: Et klogt råd, og lad os følge det nøje; det her bliver jo vort kvarter i hvert fald for denne nat. Det ser vi jo af det, okserne foretager sig. Dér ligger allerede tre af de bæster og vælter sig på deres forbandede vomme, pustende og drøvtyggende, de djævle! Men læg jer til at sove, drenge; jeg og Aapo vil holde vagt over jer, omtrent til midnat. Læg jer til at sove, læg jer til at sove. Herren velsigne jer! 07110
Bottom
07111
Top
Juhani: Wise advice, and let us follow it closely; this is to be our lodging for this night at least. That we can see already from the movements of the bulls. There three of the scoundrels lie, basking on their accursed bellies, puffing and chewing, the devils! But go to sleep, lads; Aapo and I will keep watch up to about midnight. Go to bed, go to bed. The Lord bless us! SIMEONI: Hvor er vi dog havnet, vi ulykkelige. 07111
Bottom
07112
Top
Aapo: Oh we miserable wretches! JUHANI: I elendighed, i stor elendighed. Men læg jer til at sove, velsign jeres sjæle og legemer og sov i Herrens navn. 07112
Bottom
07113
Top
Simeoni: To what pitch have we unlucky lads come! Sådan tilbragte de natten: to vågede hele tiden, mens de andre sov på den mosgroede sten; og lang var natten. Til sidst gryede dog dagen, solen stod op og hævede sig på himlen, men deres skæbne var uforandret; de var stadig omgivet af horn, der gyngede rundt om Djævlestenen; og sulten plagede dem allerede voldsomt. De håbede dog, at den samme ubarmhjertige gæst ville gøre sin virkning også i oksernes maver og til sidst tvinge dem til at drage bort til græsmarkerne. Sådan håbede de, mens de ventede på, at deres fjender skulle fortrække. Men til deres forfærdelse opdagede de snart, at der fandtes tilstra'kkeligt med føde for dyrene i 07113
Bottom
07114
Top
Juhani: To misery, great misery. But go to sleep; bless your souls and bodies and sleep in the Lord’s name. skovens fugtige stargræs, tæt ved Djævlestenen. Det begyndte okserne at nappe i sig og gik ikke længere bort, end at den mosgroede sten stadig var inden for deres synsvidde. 07114
Bottom
07115
Top
So they spent their night: two always awake, while the others slept on the moss-covered rock; and long was the night. Day broke, however, at last; the sun rose and climbed up the sky, but their fate remained unchanged; always the same horns, on every side, danced around the Devil’s Rock, and hunger already assailed them fiercely. Nevertheless, they still hoped that the same pitiless guest would work his will in the stomachs of the bulls, forcing them in the end to seek other pastures. Thus hoping, they awaited the withdrawal of their foes. But to their horror they soon observed that there was sufficient food for the brutes in the moist backwoods’ sedge around the rock. This the bulls now began solemnly tugging, never moving out of sight of the mossy rock. JUHANI: De tænker åbenbart slet ikke på at skrubbe af. Fanden ta’ mig, de tager jo fast ophold og bopæl her, lige til det bliver vinter. 07115
Bottom
07116
Top
Juhani: They’re not even thinking of shifting. They’re taking up, the Devil seize them, their quarters here until the winter. EERO: Satan er faret i skindet på dem. 07116
Bottom
07117
Top
Eero: The Devil’s in their hides. TIMO: Hvad skulle de mangle her ? Skoven giver dem både mad og drikke; men det tørre mos er vort brød og sul. 07117
Bottom
07118
Top
Timo: What’s lacking them here? The forest gives them both I’ood and drink; but dry moss is our bread and meat. SIMEONI: Men sagen er jo den, at vi sidder her på grund af vore hunde. Jeg er bange for, at vor eneste udvej til redning er at kaste Killi og Kiiski ned til de rasende okser som en slags offer. 07118
Bottom
07119
Top
Simeoni: The matter is this, that we sit here for our dogs’ sakcs. I fear our only road to salvation is to throw down Killi and Kiiski as a sacrifice to the bulls. JUHANI: Et grusomt råd. 07119
Bottom
07120
Top
Juhani: Cruel advice. AAPO: Som vi ikke gerne følger. 07120
Bottom
07121
Top
Aapo: That we shall not lightly follow. JUHANI: Nej, ikke så længe Jukolas Juho står oprejst. 07121
Bottom
07122
Top
Juhani: Not as long as Jukola’s Juho stands upright. TUOMAS: Skulle vi redde vort skind ved at ofre dem, der så mange gange har frelst vort liv ud af vilddyrenes morderiske klør? Og ville det være til nogen nytte for os? Jeg tvivler. 07122
Bottom
07123
Top
Tuomas: Should we to save our skins cast away those who have saved our lives many times over from the murderous claws of wild beasts? And would it even help us? I doubt it. JUHANI: Jeg også. Når okserne dér først havde revet vore hunde til laser, ville de nok så nydeligt begynde at vente på noget mere, de kunne spidde på deres horn. Det er afgjort. 07123
Bottom
07124
Top
Juhani: I too. The bulls there, having made rags of our dogs, would then patiently wait for something else to spear with their horns. You can be sure of that. SIMEONI: Ja, ja, men hvad skal vi gøre, når sulten rigtig begynder at knurre i maven ? 07124
Bottom
07125
Top
Simeoni: Ay, ay, but what way out shall we find when hunger begins to squeal in earnest in our bellies? JUHANI: Den knurrer først i vor mavesæk, men derfra ryger den snart op til det bankende hjerte, ryger derop som katten ryger i nakken på en fed mus ; og så kuer den en kæk mand. Strenge, strenge dage for en mand. Hvad skal vi finde på ? Det spørger jeg også om. 07125
Bottom
07126
Top
Juhani: It’ll squeal at first in our stomachs, but from there in soon shoots up to the beating heart of a man, like a cat on a fat mouse, and ’tis then a strong man crumples up. Hard, hard days for a man. What way out can we find, ask I too. AAPO: Lad os råbe højt, alle med én mund; måske høres lyden af nogen, der vandrer i skoven, eller den når måske helt til Viertola og får folk til at spekulere over sagen. 07126
Bottom
07127
Top
Aapo: Let’s all shout loudly with one mouth; perhaps the sound might be heard by someone in the forest, or carry right to Viertola and set the people there wondering. JUHANI: Det middel var værd at prøve. 07127
Bottom
07128
Top
Juhani: That’s a trick worth trying. TIMO: Lad os råbe voldsomt. 07128
Bottom
07129
Top
Timo: Let’s shout hard. JUHANI: Råbe aldeles forbandet. Lad os alle på én gang udstøde dette mirakel af et brøl. Alle sammen på én gang, så bliver virkningen endnu prægtigere. Se så, nu rejser vi os op og holder os parat. Når jeg klasker næverne sammen, tredie gang, så vræler vi, vræler som syv mænd. - En, to, tre! 07129
Bottom
07130
Top
Juhani: Like mad. Let’s all break out together into one world’s marvel of a shout. All together, and its effect will be more than grand. There now, let’s get up and be ready. When I clap my hands the third time, we yell, and yell like seven men. One, two, three! De råbte alle sammen af fuld kraft og på én gang, så det sang i stenen og jorden rundt omkring; og selv okserne flygtede forskrækket nogle skridt bort fra stenen. Frygtindgydende var også de syv mænds brøl og det derpå følgende langtrukne skrig, som hundene desuden deltog i med deres ynkelige hylen. De udstødte fem lange hyl, og skoven buldrede, og ekkoet rullede langt bort. Men da de var færdige med det femte og længste råb, satte de sig atter ned for at puste lidt ud. Da de havde hvilet sig, gjorde de samme arbejde en gang til, råbte syv gange og begyndte så at vente på virkningen af denne metode. Mørke i ansigterne og med blodskudte øjne sad de på den mosgroede sten, og bælgen i deres bryst bølgede heftigt. 07130
Bottom
07131
Top
They shouted together with all their might and all at the same time, until the rock and the earth beneath it rang, and even the bulls rushed startled a few paces from the stone. Fearsome was the sudden scream of the seven men, which was followed by a long-drawn quivering cry, in which the plaintive howling of the dogs was further mingled. They shouted five long shouts, and the forest roared and the echoes rolled afar. But when the fifth and hardest shout was over, they sat down to breathe a while. Having rested, they repeated the work, shouting seven times, and then began to await what the effect would be. With blackened faces and bloodshot eyes they sat on the mossy rock, and the bellows of their chests worked fiercely. JUHANI: Lad os vente og se, hvordan dette virker; lad os vente. Folk må være forrykte, hvis de ikke forstår, at en flok mænd kun hyler således i yderste nød. Lad os vente. 07131
Bottom
07132
Top
Juhani: Let’s wait and see what this does, let’s wait. People are crazy if they can’t understand that a crowd of men don’t scream like this except in the greatest danger. Let’s wait. EERO: Hvis der ikke kommer folk efter denne larm, så er vi sandelig dødsens. Solen synker allerede for anden gang i vest, og sulten vokser aldeles rasende. 07132
Bottom
07133
Top
Eero: But if no help comes after all this noise, we are surely dead men. The second sun sinks already in the west and our hunger grows fierce. SIMEONI: Gud nåde os! En nat og halvanden dag er gået, siden vi sidst fik noget at spise. 07133
Bottom
07134
Top
Simeoni: God ha’ mercy on us! One night and a day and a half since our last meal. TIMO: Det passer. Hør, hvordan min mave knurrer; den knurrer og murrer; og piber også lidt. Dette er hårdt. 07134
Bottom
07135
Top
Timo: That’s so. Listen to the rumbling in my stomach, rumblings and growlings and even little pipings. This is hard. JUHANI: Hårdt, hårdt; vi ved det og tror det, når vi lytter til vore egne maver. 07135
Bottom
07136
Top
Juhani: Hard, hard; we know it and believe it, having peeped into our own bellies. SIMEONI: Lang er den sultnes dag! 07136
Bottom
07137
Top
Simeoni: Long is the day of a hungry man! TIMO: Lang er den. 07137
Bottom
07138
Top
Timo: Ay, it’s long. JUHANI: Lang og dyster! Er selv Aapos hjerne tom? Kan han ikke en gang huske lidt krage-mål eller lidt ugle-sludder, som han kan fortælle os om, mens vi sidder her på denne forfærdelige hunger-ø? 07138
Bottom
07139
Top
Juhani: Long and dark! Are even Aapo’s brains emptied? Can’t you remember even the caw of a crow or the chatter of a barnyard owl to tell us, sitting here on Hunger’s terrible isle? AAPO: Jeg husker en historie, som netop sulten får mig til at tænke på ; men den får os ikke til at glemme vor legemlige føde; den minder os i høj grad om mad o'g drikke. 07139
Bottom
07140
Top
Aapo: I remember one tale that hunger brings to my mind; though it won’t make us forget the need for refreshing our bodies, but only remind us of food and drink. JUHANI: Du mener manden i bjerget. Jeg har hørt den. 07140
Bottom
07141
Top
Juhani: You mean the man in the mountain. I have heard it. TIMO: Men for mig er den ny; fortæl den! 07141
Bottom
07142
Top
Timo: But to me it is new; tell it, brother Aapo. SIMEONI: Fortæl den, fortæl den! 07142
Bottom
07143
Top
Simeoni: Tell it, tell it! AAPO: Det er historien om en mand, en ædel troshelt, der i nogen tid sad fanget i Impivaaras huler som forhen den blege jomfru, men af en anden grund. 07143
Bottom
07144
Top
Aapo: It is the tale of a man, a noble hero of the Faith, who sat for a time imprisoned in Impivaara’s caves, like aforetime the Pale Maiden, although for other reasons. Og Aapo fortalte dem følgende historie: 07144
Bottom
07145
Top
And Aapo told them this tale: Engang, da kristendommen og hedenskabet endnu kæmpede indbyrdes i Tavastland, fandtes der i de frelstes flok, en fortræffelig mand, from, og ivrig efter at udbrede den nye lære, som han også selv dyrkede flittigt i ly af Sveriges våbenmagt. Men de harnisk-klædte helte måtte pludselig drage bort herfra og til deres hjemland, og de kristne beboere i Tavastland blev underkastet en grusom forfølgelse af deres hedenske brødre. Nogle af dem blev slået ihjel på en uhyggelig måde; nogle prøvede på at redde livet ved at flygte ind i skovenes uvejsomme dyb, til bjergenes huler eller andre steder. Den omtalte fromme mand flygtede til Impivaaras huler, men hans forfølgere, der opfyldt af hævntørst fulgte i hans fodspor, fandt snart ud af, hvor han havde skjult sig. »Ulven må spærres inde i sin egen hule!« råbte de med ondsindet glæde, murede hulens åbning solidt til og lod manden vansmægte af sult og i mørke. 07145
Bottom
07146
Top
Once upon a time, when the Christian faith and heathenism still fought together in Häme, there was among those converted a good man, pious and eager to spread the new religion, which he practised with passion in the shelter of Sweden’s armed might. But those armoured heroes had to return suddenly to their own fatherland and the baptized inhabitants of Häme fell under the terrible persecution of their heathen brothers. Many were killed in awful ways, while others sought to save themselves by flight into the tortuous backwoods, the caves in the hills, in short, anywhere. This pious man fled to Impivaara's caverns; but his persecutors, following on his tracks in their thirst for revenge, soon found out where he had hidden himself. ”Shut the wolf up in his own lair!” they shouted with wicked joy, and blocked up the opening to the cavern securely, leaving the man to perish of hunger and darkness. Manden ville nu have fået et trist endeligt, men så gjorde himlen på ny et mirakel. Det sidste blånende skær af dagslyset var næppe forsvundet i hulens munding, før den store grotte blev oplyst af et vidunderligt sølv-klart skær; og manden havde således et mildt, himmelsk lys midt i hjertet af den kolde klippe. Og der skete endnu flere mirakler. For se, pludselig brød en klar kilde frem gennem grottens gulv, en kilde, hvis vand aldrig mindskedes, hvor meget man så end tog, og manden havde således altid frisk drikkevand i sit stenkammer. Men ved kanten af kilden skød desuden et smukt, grønt træ i vejret, der bar de herligste frugter, som aldrig slap op, hvor mange man så end tog; og dér havde manden sin prægtige næring. Her tilbragte han sine dage, lovprisende Herren; her tilbragte han sine nætter, drømmende om de saliges land. Og hans dag var som en sommerdag, varm og klar, og hans nat en vidunderlig skumringstid. Således gik et år, og de kristnes blod randt som en strøm i Tavastland. Men da forfølgelsens skrækkelige tid var udløbet, og en skøn september-morgen strålede derude, nåede en lyd af hammerslag og jernstænger heltens øre fra hulens tilmurede åbning. Dagslyset begyndte omsider at skinne igennem sten-brokkerne, og i et nu forsvandt såvel det vidunderlige lys i grotten som kilden og det frugtbærende tra; ved kildens rand. 07146
Bottom
07147
Top
A miserable end would now have befallen him, if Heaven had not worked a new miracle. Scarce had the last gleam of daylight fled from its mouth, when the spacious cave was lit by the most wondrous, silvery light; and thus in the heart of the chilly rock the man had his own gentle, heavenly light. And yet other miracles occurred. Lo! from the floor of the cavern burst a tinkling spring, the waters of which were not lessened by use; and thus the man always had refreshing drink in his rocky chamber. And from the brink of the spring rose up a beautiful, blossoming tree, bearing the most tasty fruits, that were never lessened by taking from them; and of these the man had his delicious food. Here he spent his days, praising the Lord, here his nights were spent, dreaming of the lands of the blessed. And his days were as summer days, warm and filled with light, and his nights a fairy twilight. So passed a year, and Christian blood flowed in streams in Häme. But when a ghastly year of persecution had run its course and a delightful September morning shone without, the clink of hammers and iron bars was borne to the hero’s ears from the cavern’s walled-in mouth. Through the piled-up rocks day gleamed at last, and in a flash the marvellous light vanished from the cave, likewise the spring and from its brink the fruitful tree. Men hvem var det, der frembragte den larm og støj derude foran hulens munding? Dér stod en stor skare hedninger og i deres midte nogle kristne, der var bundet med reb og dømt til at dø af sult i bjergets mørke indre. De kunne ikke forestille sig andet, end at den samme skæbne var overgået den mand, der var blevet lukket inde i hulen for et år siden. Men de blev meget forbavsede, da helten trådte ud af hulens åbning med en forklaret og strålende pande. Og en stemme, hvis hellige klang trængte helt ind til marven, udgik fra hans mund: »Vær hilsede, venner og brødre, vær hilset, du gyldne sol og du brusende skov, vær hilsede!« Så faldt (lokken ned på knæ foran ham, idet den lovpriste den Gud, som han troede på, og som havde frelst ham fra en frygtelig død. Men med høj stemme fortalte manden dem om de vidunderlige mirakler, han havde oplevet i bjergets skød, og folket råbte til ham med én mund: »Døb os, døb også os i troen på den samme Gud!« Således råbte de til stor fryd for manden og løste straks de dødsdømte fanger fra deres reb. Den fromme helt gik nu hen til bredden af qn bæk, og skaren fulgte med ham; og da de havde afsvoret sig deres hedenskab, lod de sig døbe i den kristne tro. Men oppe på skråningen stod de mænd, der for lidt siden var udset til ofre og sang en lovsang til Ham, der havde frelst både dem selv og deres fromme fader fra en pinefuld død og ført hedningernes børn fra mørket til lyset. Sådan sang de, mens de stirrede op imod himlens højder. 07147
Bottom
07148
Top
But what had caused this commotion and clatter out there beyond the cavern’s opening? Outside stood a great host of heathens and in their midst a few Christians bound in ropes and sentenced to die of hunger in the dark depths of the hill. Nor could they guess that any other fate had befallen the man imprisoned a year earlier in the same dungeon. But great was their astonishment when, on the opening of the cave, the hero walked out with transfigured, shining brow. And a voice whose holy clarity cleaved to the marrow sounded from his mouth: ”Greeting, friends and brothers, greeting, golden sun and soughing forest, greeting!” At that the host fell on their knees before him, praising the god in whom he believed and who had saved him from an awful death. But in a loud voice the man told them of the miracles that had befallen him in the dark womb of the hill; and with one voice the people cried to him: ”Baptize us, baptize us, too, to belief in the same god!” Thus to the man’s exceeding joy they shouted, and at once released from their bonds the prisoners they had sentenced to death. Then the pious hero stepped to the brink of a stream and the crowd followed him, and renouncing their paganism, allowed themselves to be baptized in the Christian faith. But on the bank stood the former victims, singing a hymn of praise to Him who had saved both them and their saintly father from a death of agony and led the children of heathens out of darkness into light. So, looking up into the high heavens, they sang. AAPO: Dette var sagnet om den fromme mand. 07148
Bottom
07149
Top
Aapo: Such is the tale of the devout man. JUHANI: Og hedningerne blev døbt netop på det sted ved bækken, hvor vi nu har vores ulvegård. 07149
Bottom
07150
Top
Juhani: And the heathens’ baptism took place just where our wolf-trap now stands in the brook. SIMEONI: Troen gør underværker. Jeg er sikker på, at manden i hulen slet ikke havde nogen kilde eller et frugtbart træ, og at intet lys, synligt for jordiske øjne, oplyste hans kammer, men at en fast og urokkelig tro tilfredsstillede alle hans legemlige behov. Hans ånds styrke var hans friske kilde, hans velsmagende frugter og hans strålende lys. Hvad sagde min gamle kammerat, Tervakoski-Tuomas, som jeg vogtede kreaturer sammen med ? »Hvis du har troens skjold og åndens sværd, kan du danse polka selv med djævlene«. Sådan sagde den gamle, fromme mand. 07150
Bottom
07151
Top
Simeoni: Belief can work miracles. I am quite sure that the man had neither a spring nor a fruitful tree in the cavern and that no light seen of human eye lighted up his chamber, but that a firm and unwavering belief satisfied all his bodily needs. The strength of his spirit was to him a cool spring, tasty fruit and a shining light. What was it my former fellow herdsman, Tuomas Tervakoski, said? ”If you have the shield of belief and the sword of the spirit, you can go and dance a polka with devils.” That was what the pious old man said. JUHANI: Men en fuld-voksen mands mave klarer sig ikke synderlig længe bare med tro og tom luft, nej, lad den rådne, om den kan! Og jeg tør sværge på, at han stoppede mere solid føde i sig end frugt og vand. Det kræver en mands krop, der er vokset op og har udviklet sig ved hjælp af kød 07151
Bottom
07152
Top
Juhani: But a full-grown man’s stomach can’t live long on belief and empty air, no, rot it, it can’t. And I swear he shoved tastier wittles than fruit and water into his cheek. A man’s body that has grown and thriven on meat and ryebread demands it. Ay, ay, they tell the same tale another way too. They say that five black bulls’ horns suddenly appeared to the man on the cavern’s wall. And then when he opened the first horn, the best factory spirits, clear as water, squirted hissing out of it to whet his appetite, one that would have drawn any man’s mouth together. From the second horn he dragged out by the yard puckered, fat and hot pork sausage. And from the third the best new-crop porridge sputtered out in a stiff curve, and from the fourth buttermilk to wet it with, buttermilk thick as tar. And then when he had stuffed his belly he opened the fifth horn in a hurry and pulled out twists of tobacco, the best Danish roll, that swelled in the lad’s cheek like a sucking leech. Could a man with no work at all want better grub? og rugbrød. Jo, jo, men historien fortælles også på en anden måde. Man fortæller, at fem sorte tyrehorn pludselig viste sig for manden på hulens væg. Da han nu åbnede det første tyrehorn, sprøjtede den bedste og klareste fabriksbrændevin ud af det med en sydende lyd ; en snaps til maden, som nok kunne snærpe læberne sammen på en mand. Ud af det andet horn haler han alenvis af sammenfoldet, fed og varm svine-pølse. Og fra det tredie står i en stiv stråle den bedste grød, lavet af nyhøstet rug, og fra det fjerde surmælk til at væde grøden med, surmælk så tyk som tjære. Og da han nu havde fyldt sin bug som en blodmide, åbnede han det femte horn i en hast og halede tobak ud, den bedste danske rulle-tobak, der svulmede i knægtens kind som en sugende blodigle. Behøver en mand, der ikke bestiller noget, et bedre traktement ? 07152
Bottom
07153
Top
Timo: He was in Heaven, he was. But we? TIMO: Han var i himlen; det var han. Men vi? 07153
Bottom
07154
Top
Tuomas: This makes a man’s head go hot. TUOMAS: Dette svier i en mands sjæl. 07154
Bottom
07155
Top
Timo: Makes a lad’s head dizzy. TIMO: Og gør en knægt skør i hovedet. 07155
Bottom
07156
Top
Juhani: A thousand crowns for a meal like that now! A thousand thousand crowns! JUHANI: Tusind rigsdaler for et sådant måltid nu! Tusind gange tusind rigsdaler! 07156
Bottom
07157
Top
Simeoni: ”Puckered, fat and hot pork sausage!” Ay, we sit in Hell’s midst and hear how they rejoice and eat in Heaven. Ah! What are we to do, brothers, what are we to do? SIMEONI: »Foldet, fed og varm svinepølse!« Ja, vi sidder midt i helvede og hører, hvordan man fryder sig og æder i himlen. Ah! Hvad skal vi gøre, brødre, hvad skal vi gøre? 07157
Bottom
07158
Top
Eero: Believe, believe! EERO: Lad os tro, lad os tro! 07158
Bottom
07159
Top
Simeoni: Do you still talk with mocking tongue, you monster! SIMEONI: Fører du stadig bespottelig tale, dit uhyre! 07159
Bottom
07160
Top
Eero: The last gasp, brother mine, the last gasp; believe me. Soon I shall crumple up sighing like an emptying bladder, a bull’s bladder. Ah, if I had here a new-baked loaf and butter on it! EERO: Det sidste pust, broder, det sidste pust; tro mig. Jeg synker snart sammen med et suk som en okseblære, der tømmes. Ak, havde man dog blot et nybagt brød med smør på! 07160
Bottom
07161
Top
Timo: And on the butter a world-terrifying sausage. TIMO: Og oven på smørret en aller-helvedes pølse. 07161
Bottom
07162
Top
Juhani: If we had here seven new-baked loaves, seven pounds of butter and seven sausages baked in the warmth of a cordwood fire, there’d be a feast. JUHANI: Ja, bare her var syv nybagte brød, syv skålpund smør og syv pølser, stegt ved bålet; så skulle der være gilde. 07162
Bottom
07163
Top
Eero: Bright fire, and lightning ! EERO: Lyn og torden! 07163
Bottom
07164
Top
Timo: A man ought to be wise and always carry a paper of salt in his pocket. Salt binds our innards and can keep us alive for weeks without a scrap of food as big as a midge in our guts. TIMO: En mand burde altid være klog og have lidt salt i 07164
Bottom
07165
Top
Juhani: Ay, boy! Salt wouldn’t keep us alive for long. lommen; i en pose. Salt binder indvortes og opretholder livet i ugevis, selv om man ikke har så megen morgenkost som en myg i endetarmen. 07165
Bottom
07166
Top
Timo: But Iisakki Koivisto, that matchlessly lazy man, lies sprawling for many a God’s day at a stretch on the boards in Karkula’s sauna, without a crumb to break his fast. And how does he keep the wretched life still simmering in him! Why the rogue keeps sucking a lump of salt like an infant its mother’s breast. JUHANI: Ak, knægt ! Man klarer sig ikke længe selv med salt. 07166
Bottom
07167
Top
Juhani: He also sits like a corn-crake in the village cornfields, rubbing the grain from the stalks into his face. Look you now, it’s late evening already, and no sound of help from the world of men, and here’s thirty and three puffing devils for ever walking and walking round us. But there’s two of the rascals butting. Strike together, strike together and pierce each others foreheads, burst ’em so the brains spurt out of your skulls on to the field, and there’ll be two tormentors less for us. That’s the way! Here’s a little fun to pass the time. Just so! and may the game last long and eight bony ploughs tear up the ground. TIMO: Men Koivisto-Iisakki, den mageløse dovenkrop, ligger og vælter sig på Karkkulas badstue-briks i mange Herrens dage ud i en køre uden at fortære den mindste smule. Og med hvilke midler opretholdes det sølle liv i manden? Den uglspil ligger og suger på en stump salt som et pattebarn på moderens brystvorte. 07167
Bottom
07168
Top
Tuomas: Stoutly they’re fighting, the white-backed and the white-headed one. JUHANI: Undertiden sidder han også som en vagtelkonge i landsbyens rugmarker og triller korn fra aksene ind i gabe! på sig. - Men se bare, det er allerede sent på aftenen, men man hører ikke til nogen hjælp fra menneskenes verden; ok her traver stadig, traver tre og tredive pustende djatvle i mull om os. Men dér stanges to af bæsterne. Mas på, mus han på og jag hornene gennem panden på hinanden, gut del, indtil hjernen sprøjter ud på jorden fra jeres hovnler, n,1 lun vi to plageånder mindre. Se nu dér, se nu der! Så har vi også lidt morskab til tidsfordriv. - Ja, sådan! Og gid denne leg må vare længe og otte ben-plove ploje jorden. 07168
Bottom
07169
Top
Juhani: But white-head wins. TIJOMAS: De slås vældigt dér, den livid ivrede or den hvid-ryggede og den hvid-hovede. 07169
Bottom
07170
Top
Tuomas: White-back wins. JUHANI: Men Hvidhoved vinder. 07170
Bottom
07171
Top
Juhani: Here’s my paw, a wager on it. TUOMAS: Hvidryg vinder. 07171
Bottom
07172
Top
Tuomas: Agreed. Timo, you judge. JUHANI: Her er min næve; vi vædder. 07172
Bottom
07173
Top
Juhani: Done! TUOMAS: Lad gå! Timo, slå af. 07173
Bottom
07174
Top
Tuomas: A span of spirits! JUHANI: Sådan, ja! 07174
Bottom
07175
Top
Juhani: It’s said. Let’s watch now, let’s watch the lads fight. But now they seem to be resting a bit, forehead to forehead. TUOMAS: En pægl brændevin! 07175
Bottom
07176
Top
Timo: And jerking slightly, as if they didn’t care. JUHANI: En aftale. Lad os nu se, lad os se på de to fyres slagsmål. Men nu hviler de sig ligesom lidt, pande mod pande. 07176
Bottom
07177
Top
Juhani: But now! Now they’re at it at full strength. Now, Whitehead, my Whitehead, dig your hooves well into the ground! TIMO: Og rykker bare sådan lidt forsigtigt. 07177
Bottom
07178
Top
Tuomas: Dig deeper, my brave Whiteback. That’s the way! JUHANI: Men nu! Nu går det løs for fuld kraft. Sådan, Hvidhoved, mit Hvidhoved, sæt nu klovene godt fast i jorden ! 07178
Bottom
07179
Top
Juhani: Whitehead, Whitehead! TUOMAS: Sæt dem endnu fastere, du, min tapre Hvidryg. Netop sådan! 07179
Bottom
07180
Top
Tuomas: My brave Whiteback with the steely forehead! So, lad! But leave off that solemn shoving and butt your man to Hades. JUHANI: Hvidhoved, Hvidhoved! 07180
Bottom
07181
Top
Juhani: Whitehead! The Devil cut off your horns! Do you run away, damn you ? TUOMAS: Du min stærke Hvidryg med stål i panden! Se, så! Men hold op med det dér evige fægteri og kast din mand ad helvede til. 07181
Bottom
07182
Top
Tuomas: Flight’s good enough for him. JUHANI: Hvidhoved! Gid fanden må kappe dine horn! Flygter du, din satan? 07182
Bottom
07183
Top
Timo: And the other tears after him like a good ’un. He-he-he! TUOMAS: Han stikker af; det passer ham bedst. 07183
Bottom
07184
Top
Tuomas: Ay, Juhani. TIMO: Og den anden bisser efter ham som bare fanden. Hi, hi, hi! 07184
Bottom
07185
Top
Juhani: A span of spirits gone. You shall have it when we get out of this fix. But when will that day dawn? Ah! After many years it’ll happen that under the eyes of thehunt-bailiff there’ll be a fine load of faggots carted from here to the village and from the village to the graveyard, a cartload of clinking, clattering skeletons of seven men. TUOMAS: Tjah, Juhani. 07185
Bottom
07186
Top
Simeoni: And so ended our sinful lives. JUHANI: Jeg tabte en pægl brændevin. Den skal du få, når vi slipper ud af kniben. Men hvornår mon den dag gryer? Ak, om mange år sker det måske, at man under kommando af jagtfogeden slæber et vældigt læs herfra og ind til landsbyen og fra landsbyen lil kirkegården, slæber af sted med en dynge ramlende og skramlende benrade af syv mænd. 07186
Bottom
07187
Top
Juhani: So ended our lives. SIMEONI: Og saledes end le vort syndige liv. 07187
Bottom
07188
Top
Timo: So they ended. TIMO: Ja, således endte del. 07188
Bottom
07189
Top
Juhani: Ended miserably. But open your knapsack, Lauri, and let a drink go round. JUHANI: Kridte |>.i en liedmvrlig måde. Men åbn din ransel, Lauri, og lad rn drum mildt. 07189
Bottom
07190
Top
Aapo: All right for this once, but the rest of the spirits will have to be saved for a greater danger. AAPO: Lad gå for denne gang, men resten af brændevinen må gemmes til nøden er større. 07190
Bottom
07191
Top
Juhani: As you say. But now we’ll take a drink that makes itself felt and then shout like clarions. JUHANI: Som du siger! Men nu tager vi en snaps, der kan mærkes, og så råber vi som gennem trompeter. 07191
Bottom
07192
Top
And when each had drunk, they lifted up their voices again, shouting all together. The echo carried to the ear of the Viertola bailiff, as he walked on the barn rise, but instead of understanding the significance of the cry, he only uttered to himself with awe: ”It’s the boundary spirit crying there.” But the brothers, straining their jaws towards the heavens and all agape, with mouths wide open like those of dragons or of young birds in their nest when they hear the flapping of their approaching mother’s wings, still shouted madly, shouted ten times. Whereafter they sat down again on their mossy resting-place, hope dying in their hearts. Da de havde drukket deres snaps, hævede de atter stemmerne og råbte alle sammen på én gang. Ekkoet nåede Viertola-fogedens øre, da han vandrede omkring på ladebakken; han forstod imidlertid ikke, hvad råbet betød, men mumlede forskrækket til sig selv: »Det er grænse-trolden, som råber«. Men brødrene skreg stadig voldsomt, skreg ti gange, idet de stak deres hager op mod himlen og holdt munden på vid gab som drager eller som fugleunger i reden, når de hører moderen nærme sig med susende vingeslag. Og derefter satte de sig ned igen på deres mosgroede sted, mens håbet svandt i deres hjerter. 07192
Bottom

Chapter 08 kapitel

: |fin-|swe-|eng|-rus|-est|-hun|-ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (en-da) :
Chapter: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Seven brothers o Syv brödre download
08001
Top
The third day of the brothers’ sojourn on the rock has come round, and there, ever besieged by the bulls, they still sit. Now and again the beasts move farther away, but always one or another paces in sight and soon rumbles the news to its fellows if the brothers try to escape from their prison. Now on every side, here one wrenches forest grass into its maw, curling its tongue, there another chews the cud, breathing heavily as its rests on its tubby stomach. There two contend, half in sport, half in earnest, and the rattle of their horns echoes around. There, again, right at the foot of the rock, one paws the earth wrathfully, casting soil and sods high into the air and roaring wickedly. So to the agony, the pale fury, of the brothers, they linger on; and already the sturdy sons of Jukola await their death. A moment ago Lauri poured a stiff drink down his throat, and now he does so again, which greatly surprises the others and causes them to remonstrate with him seriously. Den fjerde dag, brødrene opholder sig på stenen, er allerede kommet, men de sidder stadig omringet af okserne. Nu og da flytter kreaturerne sig lidt længere bort, men en eller to bevæger sig stadig i nærheden og advarer straks deres kammerater med en brummende lyd, hvis brødrene prøver på at flygte fra deres fangenskab. Dér, rundt om dem, rusker en af dem skovgræs i sig, med bugtende tunge, mens en anden, drøvtyggende og tungt-pustende, hviler på sin trinde bug. Og dér stanges to halvt i leg og halvt for alvor ; og larmen fra deres horn runger vidt omkring. Og dér, tæt ved foden af Djævlestenen, skraber en af dem rasende i jorden, mens den brøler arrigt og kaster sten og kviste højt op i luften. Sådan fordriver de tiden til brødrenes skræk og blege fortvivlelse; for Jukolas prægtige sønner venter allerede på døden. -For lidt siden har Lauri hældt en vældig slurk brændevin i sin hals, og nu gør han det en gang til, hvad der i høj grad forbavser de andre og får dem til at formane ham alvorligt. 08001
Bottom
08002
Top
Juhani: Has the Old ’Un bewitched you? JUHANI: Er fanden faret i dig? 08002
Bottom
08003
Top
Aapo: Whatever are you thinking of? Remember that we are all in the same fix. AAPO: Hvad tænker du på? Husk, at vi allesammen er i samme knibe. 08003
Bottom
08004
Top
Tuomas: Remember that our dwelling is the width of a man’s palm, on which we must move with caution. TUOMAS: Husk, at vor bolig ikke er bredere end en håndflade, hvor vi må bevæge os forsigtigt. 08004
Bottom
08005
Top
Lauri: A man mad with anger! LAURI: En mand, der er gal af fortvivlelse! 08005
Bottom
08006
Top
Aapo: That won’t do here. AAPO: Men det går ikke an her. 08006
Bottom
08007
Top
Lauri: Let it do in the pit of Hell then. Let the old castle spin like a millstone and cast down seven unhappy lads to the brutes there. Spin, rock, from east to west, and you, forest, from west to east! Heleiyah! LAURI: Lad det så gå an, i helvedes dyb. Lad vor borg snurre rundt som en møllesten og kaste syv ulykkelige drenge som bytte for bæsterne. Snur rundt, sten, fra øst til vest, og du, skov omkring os, fra vest. Haleluja! 08007
Bottom
08008
Top
Juhani: Are you already drunk, boy? JUHANI: Er du allerede fuld, knægt? 08008
Bottom
08009
Top
Lauri: Is that a question to ask? What is life and the world worth? Not a moudly farthing. Well then, let everything go in dust and ashes the way of the wind. Clunk! A drop of this, my heart’s brothers. LAURI: Er det noget at spørge om? Hvad koster livet og verden ? Ikke en muggen øre. Lad derfor alt flyve som støv og aske på vindenes vej'. Klunk! Lad os smage på det her, mit hjertes brødre. 08009
Bottom
08010
Top
Aapo: He’s drunk. Take the jug away from him! AAPO: Han er fuld. Tag dunken fra ham! 08010
Bottom
08011
Top
Lauri: Nothing of the sort! The jug’s mine; I didn’t leave it on the clearing to be trodden by bulls. But you others! Ah? you all laid your knapsacks nicely on the ground like wretched gypsies when the bailiff’s gun goes off. LAURI: Det går ikke så let. Dunken er min; jeg smed den jo ikke fra mig, så okserne kunne trampe den itu på heden. Men I andre? Ak, I stillede jo pænt jeres ransler på jorden som elendige zigøjnere, når lensmandens bøsse knalder. 08011
Bottom
08012
Top
Juhani: Give the jug here! JUHANI: Hit med dunken! 08012
Bottom
08013
Top
Lauri: The jug’s mine. LAURI: Dunken er min. 08013
Bottom
08014
Top
Juhani: But I want it in my care. JUHANI: Men jeg vil tage vare på den. 08014
Bottom
08015
Top
Lauri: You want it? If you want it, you’ll get it bang on the forehead. LAURI: Vil du det ? Hvis du vil, så får du den lige i pandeskallen. 08015
Bottom
08016
Top
Juhani: Would you start fighting? JUHANI: Har du i sinde at begynde at slås? 08016
Bottom
08017
Top
Lauri: If you will, even that shall not be lacking. But loving brothers never fight. So let’s take a drop of this. LAURI: Hvis du vil, så skal det heller ikke komme til at mangle. Men elskede brødre slås jo ikke. Lad os altså smage på det her. 08017
Bottom
08018
Top
Timo: Don’t drink, Lauri. TIMO: Drik ikke, Lauri. 08018
Bottom
08019
Top
Juhani: Give the jug here at once! JUHANI: Kom straks her med dunken! 08019
Bottom
08020
Top
Lauri: A hiding’s what I’ll give you. What do you fancy you are? LAURI: Prygl skal du få. Hvad mon du bilder dig ind, du er? 08020
Bottom
08021
Top
Juhani: A sinful human being, true; but still your eldest brother. JUHANI: Et syndigt menneske; det er sandt nok, men jeg er dog din ældste broder. 08021
Bottom
08022
Top
Lauri: Eldest ? Well, all the more time you have had to sin in, and all the more you deserve a hiding. 'But skol, said the Swede! LAURI: Ældste? Nå, desto mere har du nået at synde og desto mere trænger du til prygl. Men skål! siger svenskeren. 08022
Bottom
08023
Top
Tuomas: You shall not taste a drop. TUOMAS: Du smager ikke en dråbe. 08023
Bottom
08024
Top
Lauri: I like Tuomas very much, Tuomas and Little-Eero. But those others there? What am I to say of them? LAURI: Tuomas synes jeg meget om, Tuomas og Lille-Eero. Men de andre der? Hvad skal jeg sige om dem? 08024
Bottom
08025
Top
Tuomas: Hold your jaw and give the jug here! There, Juhani, put the knapsack on your back and the spirits in your keeping. TUOMAS: Hold kæft og hit med dunken! Dér, Juhani, tag ranslen på din ryg og brændevinen i din forvaring. 08025
Bottom
08026
Top
Lauri: You alone can turn the will of Lauri. I love you, you and Little-Eero. LAURI: Kun du kan få din vilje med Lauri. Jeg kan godt lide dig og Lille-Eero. 08026
Bottom
08027
Top
Tuomas: Silence! TUOMAS: Ti stille! 08027
Bottom
08028
Top
Lauri: Men like them! What is Jussi Jukola? A chuckleheaded cock; a hammerheaded bull. LAURI: Sikke nogen mandfolk! Hvad er Jukola-Jussi ? En forvirret hane; en hornløs tyr. 08028
Bottom
08029
Top
Juhani: Shut your mouth at once so that my ears needn’t hear such words a second time. JUHANI: Hold kæft omgående, så mine ører ikke hører den slags ting en gang til. 08029
Bottom
08030
Top
Lauri: ”He that has an ear, let him hear,” preaches Aapo, Jukola’s holy Paul. LAURI: »Den, som har øre, han høre«, prædiker Aapo, ham, Jukolas hellige Paulus. 08030
Bottom
08031
Top
Simeoni: Ah you! Are you the former grave, solemn and silent Lauri? Can this be Lauri? This babbling child of sin? SIMEONI: Oh, du! Er du den forhen så ærlige, alvorlige og fåmælte knægt? Er du Lauri? En sådan rapkæftet slyngel? 08031
Bottom
08032
Top
Lauri: Aren’t you Simeoni, the mealy-mouthed ”Hail-Rabbi”? LAURI: Du er jo Simeoni, den sødt-mælende »Hil være dig, rabbi«! 08032
Bottom
08033
Top
Simeoni: That I forgive you, ever heaping, ever heaping coals of fire on your head. SIMEONI: Det tilgiver jeg dig, idet jeg stadig samler, stadig samler glødende kul på dit hoved. 08033
Bottom
08034
Top
Lauri: Go to Hell, there are coals of fire! LAURI: Gå ad helvede til; dér er kul! 08034
Bottom
08035
Top
Simeoni: Godless! SIMEONI: Ugudelige! 08035
Bottom
08036
Top
Timo: Even the hairs on my back stand on end. TIMO: Ja, det er, som om håret rejser sig på min ryg. 08036
Bottom
08037
Top
Lauri: What is Timo, Jukola’s watery-eyed billy-goat, bleating? LAURI: Hvad bræger Timo, ham, Jukolas bleg-øjede gedebuk ? 08037
Bottom
08038
Top
Timo: Never mind. Goat’s milk is good. TIMO: Det kan være. Gedemælk er godt! 08038
Bottom
08039
Top
Lauri: What? LAURI: Hvad? 08039
Bottom
08040
Top
Timo: Goat’s milk is good. I thank you for the honour: n thousand thanks! Ay, that was our share; a thousand thanks ! Hut here’s another kind of thing before you too. Look at your favourites there, Tuomas and Eero, yonder. TIMO: Gedemælk er godt. Og jeg takker dig for denne æresbevisning: storligen tak, ja, dér fik vi vores part; storligen tak! Men nu kommer du til en anden slags kram. Se på dine kæledægger, Tuomas og Eero, se på dem dér. 08040
Bottom
08041
Top
Lauri: What? LAURI: Hvad? 08041
Bottom
08042
Top
Timo: Look at your favourites, Tuomas and Eero, yonder. TIMO: Se på dine kæledægger, Tuomas og Eero, se på dem dér. 08042
Bottom
08043
Top
Lauri: What? LAURI: Hvad ? 08043
Bottom
08044
Top
Timo: A parson speaks three times, but he’s paid for it. TIMO: Præsten taler tre gange, men han får betaling for det. 08044
Bottom
08045
Top
Lauri: ”Another kind of thing,” you bleated. I know well what kind of thing to liken them to. Tuomas-lad is a noble a ho, grave, manly and strong, but little Eero-scamp is a tiny, 'iliarp and biting whittling-hatched. Ay, that lad can whittle, whittle right smartly, throwing little jests like chips around him, the scamp. LAURI: »En anden slags kram«, brægede du. Men jeg ved nok, hvad for slags kram jeg sammenligner dem med. Tuomas-knægten er en ædel økse, ærlig, mandig og stærk, men Lille-Eero-pråsen er en lille, skarp og bidende tømmermandsøkse. Ja, han »tømrer«, tømrer rigtig flinkt og kaster om sig med små spydigheder, den bandit. 08045
Bottom
08046
Top
Juhani: Good. But did you call me a chuckleheaded cock? JUHANI: Godt. Men kaldte du mig en forvirret hane? 08046
Bottom
08047
Top
Timo: He called me a he-goat. A thousand thanks! TIMO: Han kaldte jo mig for en gedebuk. Storligen tak! 08047
Bottom
08048
Top
Lauri: Eero whittles jokes, but he has the heart of a man. LAURI: Eero »tømrer«, men han har en mands hjerte. 08048
Bottom
08049
Top
Juhani: Good, good! But did you call me a chuckleheaded I Oi k? JUHANI: Godt, godt! Men kaldte du mig en forvirret hane ? 08049
Bottom
08050
Top
Lauri: I called you a hammerheaded bull too. LAURI: Jeg kaldte dig også en hornløs tyr. 08050
Bottom
08051
Top
Juhani: Good, brother, good! JUHANI: Bra, broder, bra, som svenskeren siger. 08051
Bottom
08052
Top
Timo: Keep quiet, Juho. Me he called a billy-goat, and I thank him for the title; for the goat is no useless animal at all. The red-cheeked young mistress at Viertola, Mistress Lydia, drinks only the milk of white goats, and nothing else. There you are. TIMO: Vær rolig, Juhani. Mig kaldte han jo for en gedebuk, og jeg takker ham for hæderstitelen; for geden er ikke noget unyttigt dyr. Viertolas rødkindede frøken, hende dér frøken Lydia, drikker kun gedemælk, fra en hvid ged, og intet andet. Sådan er det. 08052
Bottom
08053
Top
Simeoni: Should we be men if we hooked on to the words of a drunken man ? SIMEONI: Ville vi være mænd, hvis vi brød os om en fuld mands snak? 08053
Bottom
08054
Top
Lauri: You a man? You? Oh little brother! Bitterly would you weep if you saw something girls don’t as a rule show to a milksop like you. LAURI: Du en mand? Du? Ak, brorlil! Du ville sikkert græde bitterligt, hvis du så noget, som pigerne forøvrigt ikke plejer at vise barnerumper som dig. 08054
Bottom
08055
Top
Juhani: Simeoni, Simeoni. I’d sooner be stabbed with a knife than with such words. JUHANI: Simeoni, Simeoni! Jeg ville hellere have af dolken end den slags stik. 08055
Bottom
08056
Top
Simeoni: Ay, ay, it’ll be seen on the last day whom they have stabbed. SIMEONI: Nå, nå, på den yderste dag skulle de sikkert se hen til ham, hvem de have gennemstunget. 08056
Bottom
08057
Top
Timo: You have painted us as anything between a cock and an axe, but what are you yourself, if I ask you sternly and take on my worst temper. TIMO: Du har udmalet os som alt muligt lige fra en hane til en økse, men hvad er du selv, hvis jeg nu spørger dig alvorligt og tager mit mest genstridige hoved på? 08057
Bottom
08058
Top
Lauri: I’m Lauri. LAURI: Jeg er Lauri. 08058
Bottom
08059
Top
Timo: See, see! Plain gentle Lauri? TIMO: Se, se! Bare den rare Lauri? 08059
Bottom
08060
Top
Lauri: Good-fellow Lauri, and nothing more, though you have been pleased to make me out and call me many things: badger, Konni’s hoer, mopy, and a thousand suchlike. Hm! I’ve heard something of the kind from the lips of each of you. And in deepest silence I have stored up every word. Now I feel like spreading out the pile a little. I feel, devil take it, like giving each of you a thwack on the forehead, and down every man of you to the bulls like a stack of chaff! LAURI: Den udmærkede Lauri, og ikke andet, skønt man har villet beskrive mig og kalde mig på mange måder: grævling, Könnis hakkekarl, gnavpotte og tusind andre ting. Hm! Jeg har hørt et og andet af den slags fra jeres læber. Men i største stilhed har jeg lagt det hele til side her mellem kæberne. Nu kunne det more mig at pille lidt ved denne opsamlede bunke, jeg har, fanden ta’ mig, lyst til at give jer nogle rigtige næsestyvere midt i planeten, og så ned med hver eneste afjer til bytte for okserne som en sæk hakkelse. 08060
Bottom
08061
Top
Aapo: Is this truly Lauri, well-behaved, silent Lauri? Who’d believe it? AAPO: Er dette virkelig Lauri, den skikkelige, fåmælte Lauri ? Hvem kunne tro det ? 08061
Bottom
08062
Top
Juhani: Ay! brother Aapo, ah! there’s many weeds in that golden corn. I’ve suspected it long, but now I know the man’s heart. JUHANI: Ak, broder Aapo, ak, i den gyldne hvede findes meget malurt. Det har jeg anet længe, men nu kender jeg mandens hjerte. 08062
Bottom
08063
Top
Lauri: Hold your jaw, you Jukola’s bull. LAURI: Hold din kæft, du, Jukolas tyr. 08063
Bottom
08064
Top
Juhani: For the Lord’s sake don’t annoy me any further, for my blood’s getting hotter and hotter! Accursed puppy, I’ll throw you down into the mortar of those bulls, and may the terror of destruction come, the last day of the almanac! JUHANI: For Guds skyld ophids mig ikke mere, for mit blod brænder, brænder! Din forbistrede snothas, jeg smider dig ned i oksernes morter, og lad så ødelæggelsens vederstyggelighed komme, lad det blive den sidste dag i almanakken! 08064
Bottom
08065
Top
Simeoni: Woe, oh woe! SIMEONI: Sørgeligt, sørgeligt! 08065
Bottom
08066
Top
Aapo: Silence, silence! No fighting. AAPO: Stille, stille! Ingen slagsmål her. 08066
Bottom
08067
Top
Tuomas: Be sensible, you. TUOMAS: Vær fornuftig, du. 08067
Bottom
08068
Top
Juhani: He has shamelessly insulted me. A cock, chuckleheaded ! JUHANI: Han har skældt mig ud på det skammeligste. En forvirret hane! 08068
Bottom
08069
Top
Aapo: What about holy Paul? Keep calm. AAPO: Og hvad med den hellige Paulus? Vær rolig. 08069
Bottom
08070
Top
Timo: What about billy-goat? What do you say to that? Many thousand thanks, twin-brother ! TIMO: Og hvad med gedebuk? Hvad siger du til det? Mange tusind tak, min tvillingebroder! 08070
Bottom
08071
Top
Aapo: Let us remember how close we are to the jaws of death. Brothers, there is a thought in my brain, an idea on the tip of my tongue that I believe is important to us just now. Note: this rock is a ship in a storm, the storm being that muttering, angry drove of bulls around our rock. Or shall I choose another picture? Ay, let this rock of ours be a castle, which the enemy, cruelly armed with spears, besieges. Now if the besieged castle has no chieftain, no leader in discipline and defence, mutiny and disorder will spread amongst the men, and soon both castle and garrison are lost. And that is what will happen with us, unless we arrange and provide for ourselves differently, unless we set up lawful order in our midst. Therefore, let there be one whose words of wisdom all shall listen to, and behave accordingly. Juhani, you now control yourself and the whole band of brothers. Know that most of us are on your side and uphold your authority in this besieged castle. AAPO: Lad os tænke på, hvor nær vi er ved dødens kæber. Brødre: jeg har en tanke i min hjerne, et lille kneb på min tungespids, som jeg tror vil være til nytte netop nu. Læg mærke til følgende: denne sten er et skib i storm, og stormen er den dér brølende, rasende flok okser omkring vor sten. Eller skal jeg vælge et andet billede? Ja, lad så denne sten være en borg, som fjenden, en grusom, spyd-bevæbnet fjende, belejrer. Men hvis den borg, der belejres, ikke har nogen kommandant, en anfører, der kan holde mandstugt og lede forsvaret, så vil mytteri og uorden gribe om sig blandt besætningen, og både borgen og mandskabet vil snart være fortabt. Sådan vil det også gå for os, hvis vi ikke ordner og arrangerer det hele anderledes; hvis vi ikke indfører en lovlig orden imellem os. Der bør derfor være én, hvis fornuftige ord enhver skal lytte til og handle efter. Juhani, behersk nu dig selv og hele brødre-skaren. Vid, at de fleste af os står på din side og støtter dit førerskab i denne belejrede borg. 08071
Bottom
08072
Top
Juhani: What punishment shall we decide on for the one who disobeys my word, and through his evil temper causes a general disorder and danger? JUHANI: Hvilken straf skal fastsættes for den, der ikke adlyder mit ord, og som på grund af sit onde sindelag fremkalder almindelig forvirring og fare ? 08072
Bottom
08073
Top
Tuomas: Let him be cast down to the bulls. TUOMAS: Lad ham blive kastet ned til okserne. 08073
Bottom
08074
Top
Juhani: Right, Tuomas. JUHANI: Rigtigt, Tuomas. 08074
Bottom
08075
Top
Aapo: A stern punishment, but one our situation demands. I agree to the rule, AAPO: En streng straf, men det kræver vor stilling. Jeg godkender bestemmelsen. 08075
Bottom
08076
Top
Simeoni: ”Cast to the bulls” like the early martyrs; but tenderness won’t help here. SIMEONI: »For okserne«, ligesom martyrerne før i tiden, men her nytter ingen mildhed. 08076
Bottom
08077
Top
Timo: May he be thrown to the bulls; let this be the law and commandment. TIMO: Han skal kastes ned til okserne ; lad det være lov og forordning. 08077
Bottom
08078
Top
Juhani: Let it be the law and commandment. Impress this terrible paragraph on your hearts and live thereafter. Now my first command is that Lauri is silent and lays himself nicely down to sleep; secondly, I command each of us except Lauri to take a little sup from the tin flask to comfort our hearts. Ay, here’s to us! JUHANI: Lad det være lov og forordning. Indprent denne frygtelige paragraf i jeres hjerter og lev derefter. Nu er det min første befaling, at Lauri tier stille og pænt lægger sig til at sove; for det andet befaler jeg, at enhver af os, undtagen Lauri, tager en lille snaps af tinflasken til trøst for vore hjerter. Ja, lad os få noget af den her. 08078
Bottom
08079
Top
Lauri: And I’m to be without, I? LAURI: Men jeg, jeg skal ikke have noget? 08079
Bottom
08080
Top
Juhani: You are to go to sleep. JUHANI: Du lægger dig til at sove. 08080
Bottom
08081
Top
Lauri: Time enough for that in Hell. LAURI: Det er der tid nok til i helvede. 08081
Bottom
08082
Top
Juhani: God knows, dear brother Lauri, where we shall yet sleep. JUHANI: Gud ved, kære Lauri, hvor vi snart kommer til at ligge. 08082
Bottom
08083
Top
Lauri: ”God knows, Jussi-dear, Where our skins will dry this year.” I sing like a man, hoot like a hunter’s horn. LAURI: »Gud ved, kære, Jussi hvor vort skind sømmes fast.« Jeg synger som en mand, knalder løs som gennem en klarinet. 08083
Bottom
08088
Top
”I’m a loving little child,
Mother’s little Jussi.
I’m a loving little child,
Mother’s little Jussi.”
Jeg er kun en lille dreng,
Mammas egen Jussi,
jeg er kun en lille dreng,
Mammas egen Jussi.
08084
Bottom
08094
Top
Juhani: Save your song for the present. JUHANI: Gem din sang til en anden gang. 08090
Bottom
08095
Top
Eero: Save the little boy’s song for me. EERO: Gem den lille drengs sang til mig. 08091
Bottom
08096
Top
Lauri: Save it for Jukola’s Jussi and let’s begin anew one, a real big song. Let’s sing and dance, heleiyah! LAURI: Vi skal gemme den til Jukolas Jussi og begynde på en anden, en rigtig flot vise. Vi skal synge og danse, hejsa! 08092
Bottom
08097
Top
Juhani: See that I do not sentence you to be cast down to the bulls. JUHANI: Pas på, jeg ikke dømmer dig til at blive smidt ned til okserne. 08093
Bottom
08098
Top
Tuomas: Lauri, I warn you now for the last time. TUOMAS: Lauri, nu advarer jeg dig for sidste gang. 08094
Bottom
08099
Top
Lauri: For the last time? Well, it is best you cease. LAURI: For sidste gang? Nå, det er også bedst, du holder op. 08095
Bottom
08100
Top
Juhani: That we can brawl like this at the very gates of Death, we full-fledged heathens! JUHANI: At vi kan lave en sådan halløj lige foran dødens porte, vi fuldt-udviklede hedninger! 08096
Bottom
08101
Top
Simeoni: God has cause to punish us thus. Oh punish us, smite us on this rock of torture! SIMEONI: Gud straffer os også efter fortjeneste. Oh, straf os; pisk os på denne pinslernes sten. 08097
Bottom
08102
Top
Lauri: A rock of joy, this is, Väinämöinen’s rock of joy. That old gaffer is said to have been the god of Savo. I once heard a right smart song about him from an imp of a chimneysweep’s boy. I remember too a jolly sermon by that same boy, which he spouted glibly out of his red lips and grinning teeth as he stood in a smoking chimney at Kuninkala. And this is what he preached. .. LAURI: Det er en glædessten, Väinämöinens glædessten, den gamle fyr, man påstår, var Savolaks Gud. Jeg hørte engang en spirrevip af en skorstensfejer-knægt synge en meget morsom sang om ham. Jeg husker også en drabelig prædiken, som den samme knægt spyttede flydende ud mellem sine røde læber og grinende tænder, mens han sad på Kunnikalas rygende skorsten. Og han prædikede således . . . 08098
Bottom
08103
Top
Juhani: Quiet now, you raving brute! JUHANI: Ti nu stille, dit vilddyr! 08099
Bottom
08104
Top
Lauri: And now, having sung to our fill, sung together with one voice as is the custom in church, let us preach. I am the parson, this rock is the pulpit, you are the choir, and the bulls around us the congregation, solemn and pious. But first a marching hymn to accompany parson to the pulpit. You heard. Parson’s waiting. LAURI: Lad os prædike, eftersom vi allerede har sunget nok; har sunget alle sammen med én mund, således som man gør i kirken. Jeg er præsten, denne sten er prædikestolen, I er klokkere, og okserne her rundt omkring os er den fromme og alvorlige menighed. Men først et march-vers på vej (il prædikestolen. Hørte I det? Præsten venter. 08100
Bottom
08105
Top
Juhani: Wait, wait, you’ll soon be marched and hymned. JUHANI: Vent, vent, jeg skal straks marchere og verse dig. 08101
Bottom
08106
Top
Lauri: You are the churchwarden, the old churchwarden himself, these others your ’prentices, the would-be gentry, you know, that fill the choir bench on Sundays and holydays, sweating and red as turkeycocks. Here they sit again like owls, with swelling lapels, hair smoothed with butter and lard, fading grey beard quaking a little. Sit in peace, however, and sing Parson-Matt into the pulpit. True, he trotted to church from Keijula tavern, but he washed his head and brushed his hair, and now, greatly moved, climbs prayerfully into his tub and sets the old women weeping like a true lad. Now, churchwarden, I roll my eyes at you, so let her ring. ”Hurry up, Harry,” as the former parson shouted to his churchwarden. LAURI: Du er jo også overklokker, selveste gammclklokkc-ren; og de andre er dine læredrenge, sådan nogle halv-uldne herrer, der svedende og røde som kalkuner fylder klokkerbænken i vor kirke både søn- og hellig-dage. Her sidder de igen og glor, med udbredte frakkeopslag og håret indsmurt i smør og fedt; og det lille, visne fipskæg dirrer en kende. Men sid nu alligevel i fred og ro og syng »Matti-præ-sten« til prædikestolen. Han rendte ganske vist fra Keijula kro til kirken, men han vædede sit hoved og børstede sit hår, og nu kravler han meget bevæget og bedende op på prædikestolen og får kællingerne til at flæbe som en mand. Nu, klokker-Jutte, skæver jeg til din side; lad det derfor knalde løs. »Gesvindt, Jutte«, råbte den forrige præst til klokkeren. 08102
Bottom
08107
Top
Juhani: Close your mouth right quickly, you vagabond! JUHANI: Hold mund straks og føjeligt, din slubbert! 08103
Bottom
08108
Top
Lauri: Not so, but ”Open Thou Each Shepherd’s Mouth” is what you have to sing. But let this be enough, be still, hearken, and purse your mouth to a smug church-mouth when I preach. Now, chimneysweep’s boy, lend me your mind and your unfettered tongue. A sermon I will preach today, a speech to reach your souls, of Peter’s tattered travelling-cloak and its ten button-holes. However, glancing o’er my flock, my heart receives a sorry shock, for mine eye sees only stinking nanny-goats and the devil’s own billy-goats. Oh virgin-maids, sluts and jades of Kärkölä! yet strut in silks and satins, gilded o’er like peacocks; but spit me right i ’ the face if on the last day you do not shout loudly for Parson-Matt to speak for you. But that’s a vain hope, yea! Good morrow, old man Sorrow. I would have a word with you: take after old man Kettula. But you damned Paavali Peltola, how did you behave at building-bee last winter? You drained many glasses and hugged the serving-lasses. But I say unto you, young fellow: take after Jumppila Jalli: or be judged in the end by Parson-Matt, the heathens, Greeks and breeks; and then a sack over your head and down to Hell. Open therefore in time the flaps of your ears and hear my speech and what I proclaim and preach; for I’ve been boiled in many a broth, and the heart in this breast is like an old sealskin pouch. This lad has been in much and various. In Helsinki I’ve been bound to a trade, bound in jail, bound in the stocks and behind other locks. But best to my belief is that I am no thief, never besmirched my neighbour’s well, or hugged his wife and then farewell. LAURI: Ikke sådan, men »oplad alle hyrders mund«, sådan bør du synge. Men lad det nu være nok, vær stille, lyt og gør din mund til en nysselig »kirkemund«, mens jeg prædiker. Ja, skorstensfejer-knægt, lån mig dit sind og din tunges frie spind. - På denne prædikestol vil jeg en prædiken prædike om Peters gamle kavaj og dens ti knaphuller. Først vil jeg kaste et blik på min fåreflok, men til mit hjertes store sorg ser jeg kun stinkende geder og forbistrede gedebukke. Oh, I Kärköläs jomfruer, tøjter og tøse, I prunker i silke og sjaler, funkler af guld som påfugle, men spyt mig lige i fjæset, om I ikke på den yderste dag råber efter Matti-pastoren, for at han skal talejeres sag. Men det bliver nul og niks! - Goddag med dig, gamle Räihä! Jeg vil sige et ord til dig: tag efter Kettulas gammelfar. Men du, din forbandede Peltola-Paavo, hvad gjorde du i vinter ved Tanus rejsegilde? I glasset dybt du kiggede og pigerne du dikkede. Men jeg siger dig, knægt: tag efter Jumppila-Jalli, ellers dømmer Mattipræsten dig til sidst, hedningerne, grækerne og prækerne ; og så sækken over hovedet og lige lukt i helvede. Åbn derfor i tide dine ørehuller og hør, hvad jeg siger og prædiker; for jeg er kogt i mangen en suppe, og her i dette bryst er et hjerte, som ligner en tobakspung af sælskind. Ja, denne knægt har sandelig været med til både det ene og det andet. I Helsingfors har jeg stået i lære, siddet i brummen uden ære; i fodstokken jeg lå, og bag mangen anden lås og slå. Men det er dog det bedste, at jeg aldrig har stjålet fra min næste; at jeg aldrig har plumret nogens vand eller hugget konen fra en mand. 08104
Bottom
08109
Top
I had a little sweetheart once, a little cat, a downright minx, but she escaped and ran away. I went forth to look for her: sought through Finland’s lands and lakes, round Estonia and Germany, but couldn’t find my golden nugget. Back I came to Finland’s big island and found her on a sandy ridge beyond the town of Tampere. There’s my little Tettu! I cried, near off my head, but Tettu was touchy and said: What are you? What earthy lump, what tarry stump? And skipped into the nearest shanty. But I, always a jolly lad, was neither hurt nor sad, but stuffing a quid into my cavern, went to the town’s best tavern, where Mick was fighting and old women frighting. »Jeg havde engang en lille brud, en lille, lille kat, en vild krabat, men hun flygtede langt bort fra mig. Jeg drog ud og ledte efter hende: ledte i det store Finlands lande og have, i Tyskland og Estland, men jeg fandt ikke min guldklump. Så kom jeg atter til Finlands store ø, og så fandt jeg hende dér på en sandet ås hinsides Tammerfors. Se, dér er jo min lille Tettu! råbte knægten i sin glæde, men Tettu vendte sig om og sagde: »Hvad er du for en; sort som var i jord du svøbt og i tjære døbt ?« og flygtede ind i den nærmeste hytte. Men jeg, der altid er en munter fyr, sørgede ikke videre over den sag, stak i gabet en pris tobak, og af jeg stak til byens bedste kro, hvor Mikko larmede, og kællingerne lo«. 08105
Bottom
08110
Top
A mug of ale and two spans of brandy as a chaser is a fair amount and measure for a tired man’s throat and head. And now the mug danced and my beard wagged, the boys all burst out singing and the old woman’s daughters giggling. But I forsook the joyous scene and set off down the street. My song rang out, the windows fell bang out, and this set all the Tampere townsmen afoot. But I, always a jolly lad, I ran like a rabbit along the strand, kicking up in their faces stones and sand. I came along to Pori, they put me in a basket there and dragged me round the market square; to Uusikaupunki I roamed, they called me names from every home; Turku’s worst of all the pack, they stuck a knife into my back. However, I came to Aningaisten Street and there five merry jades did meet. The first she kicked me on the thigh, the second said ”Let the lad go by, for he is no meddler and no broken-down peddler.” But the third inquired ”What ails the lad?” and the fourth said ”Let’s help him before it gets bad.” Well, let’s go along arm in arm, said I, but the fifth poked me furiously with her fist and howled: ”Go to Helsinki!” To He