Ajk kotisivu TwinBook o MainMenu

Alexis Kivi: Die sieben Brüder
Aleksis Kivi: Syv brödre

Kapitel 01 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
01001
Top
Der Bauernhof Jukola steht auf dem nördlichen Abhang eines Hügels in der Nähe des Dorfes Toukola im südlichen Häme. Seine nächste Umgebung ist steiniger Boden, weiter unten beginnen die Felder, auf denen vor dem Verfall des Gehöfts ährenschweres Korn wogte. Unterhalb der Felder breitet sich, von einem Bach in vielen Windungen durchzogen, eine kleeumsäumte Wiese aus, die reichlich Heu gab, ehe sie zum Weideplatz für das Vieh des Dorfes wurde. Sonst gehören zu dem Hof große Wälder, Moore und Ödlandstrecken, die teilweise schon in früheren Zeiten bei der Landaufteilung durch die treffliche Umsicht des Gründers in dessen Besitz Ubergegangen waren. Dachte doch der damalige Jukolabauer mehr als an sein eigenes Wohl daran, seinen Nachkommen ein behagliches Dasein zu sichern, ließ sich seinen Anteil in abgesengtem Wald-boden zumessen und bekam so siebenmal mehr Grundbesitz als seine Nachbarn. Aber alle Spuren des Waldbrands waren schon aus seinem Bereich verschwunden, und dichter Wald war an ihrer Stelle emporgewachsen. — Und dies ist das Heim der sieben Brüder, von deren Schicksalen ich hier erzählen will. Jukola gård, i Syd-Tavastland, ligger på en bakkeskråning imod nord, tæt ved landsbyen Toukola. De nærmeste omgivelser er en åben plads, oversået med sten, men et stykke længere nede begynder markerne, hvor der - inden gården gik i forfald - bølgede en frodig sæd. Hinsides markerne: en kløver-kantet eng, gennemskåret af en bæk, der bugter sig ud og ind ; en eng, som gav rigeligt med hø, inden den blev fælled for landsbyens kreaturer. Til gården hører desuden store skove, sumpe og ødemarker, som tak være den første grundlæggers prisværdige omtanke blev tildelt stedet allerede i længst forsvundne tider, da man udskiftede jorden. Manden på Jukola, der tænkte mere på sine efterkommeres fordel end på sit eget bedste, overtog dengang som sin andel et stykke skov, der var hærget af ilden og fik på den måde syv gange så megen jord som sine naboer. Men nu var ethvert spor af branden forsvundet fra hans område, og en tæt skov var vokset op overalt. - Sådan er de syv brødres hjem, de syv brødre hvis levnedsløb jeg nu skal skildre. 01001
Bottom
01002
Top
Die Namen der Brüder vom ältesten zum jüngsten sind: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri und Eero; von ihnen sind Tuomas und Aapo, und ebenso Timo und Lauri Zwillinge. Juhani, der älteste, ist fünfundzwanzig Jahre alt, der jüngste aber, Eero, hat kaum achtzehn Sommer kommen und gehen sehen. Von Wuchs sind sie stämmig und breit, von ziemlicher Länge, außer Eero, der noch recht klein ist. Am allerlängsten ist Aapo, dabei durchaus nicht am breitesten. Dies ist der Vorzug und die Ehre von Tuomas, der wegen seiner breiten Schultern ordentlich berühmt ist. Eine Eigentümlichkeit, die sie alle miteinander kennzeichnet, ist ihre braune Hautfarbe und ihr sprödes, hanfgelbes Haar, dessen Straffheit besonders bei Juhani ins Auge fällt. Brødrenes navne er, regnet fra den ældste til den yngste: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri og Eero. Af brødrene er Tuomas og Aapo tvillinger, og det samme gælder Timo og Lauri. Juhani, den ældste, er fem og tyve år gammel, mens Eero, den yngste af dem, knap nok har skuet atten solhverv. De er kraftigt byggede, brede over skuldrene og af middelstørrelse, bortset fra Eero, der endnu er temmelig lavstammet. Den højeste af dem er Aapo, der dog langt fra har de bredeste skuldre. Denne fordel og ære tilfalder Tuomas, der ligefrem er berømt for sine skuldres bredde. Et særligt kendetegn for dem alle er deres brune ansigtsfarve og det stive, hampeagtige hår, hvis stivhed er særlig iøjnefaldende for Juhanis vedkommende. 01002
Bottom
01003
Top
Ihr Vater, der ein leidenschaftlicher Weidmann war, fand in seinen besten Jahren einen plötzlichen Tod im Kampf mit einem wütenden Bären. Beide hatte man damals, den Fürsten der Wälder wie den Vater, tot im Gehölz gefunden, Brust an Brust auf den blutgetränkten Grund hingestreckt. Schlimm war der Mann zugerichtet gewesen, doch auch der Bestie waren Gurgel und Flanke vom Dolchmesser zerfetzt und die Brust von einer scharfen Flintenkugel durchbohrt. Da hatte der rüstige Mann sein Leben lassen müssen, nachdem er mehr als fünfzig Bären erlegt. — Aber infolge dieser Jagdzüge kümmerte er sich nur wenig um den Betrieb und die Arbeiten auf seinem Hof, der allmählich, ohne Leitung einer kräftigen Hand, tiefer und tiefer in Verfall geriet. Auch seine Söhne verstanden nichts vom Pflügen und Säen, denn sie hatten vom Vater die starke Jagdleidenschaft geerbt. Sie stellten den Vögeln und Hasen nach, bauten Fallen und Klappen und legten Schlingen aus. Damit brachten sie ihre Knabenjahre hin, bis sie anfingen mit dem Feuerrohr zu hantieren und den Bären im Bruchwald zu beschleichen wagten. Deres fader, som var en meget ivrig jæger, fik allerede i sin bedste alder en voldsom død, da han engang kæmpede med en rasende bjørn. Man fandt dem begge to, både bjørnen og manden, liggende livløse, side om side, på den blodplettede jord. Manden var svært medtaget, men også vilddyret havde dybe knivhug såvel i struben som i boven, og dets bryst var gennemboret af geværets skarpe skud. Således endte en kraftig mand sine dage, en mand, der havde dræbt mere end halvtredsindstyve bjørne. - Men på grund af disse jagtture forsømte han gårdens slid og slæb, så den efterhånden gik i forfald, fordi den manglede en husbonds faste hånd. Heller ikke hans sønner duede til at pløje og så; efter deres fader havde de nemlig arvet samme stærke lyst til at jage skovens vildt. De byggede fælder, satte snarer og doner og lavede faldgruber til fordærv for fugle og harer. Sådan fordrev de tiden i deres barndoms-dage, indtil de blev i stand til at bruge et gevær og turde nærme sig bjørnen i vildmarken. 01003
Bottom
01004
Top
Die Mutter versuchte wohl, sie durch Ermahnungen und Zucht zu Arbeit und Fleiß anzuhalten, aber die Halsstarrigkeit der Söhne setzte allen ihren Bemühungen einen schroffen Widerstand entgegen. Sie war übrigens eine tüchtige Hausfrau; bekannt war ihr gerader und aufrichtiger, wenn auch ein wenig rauher Sinn. Ein ausgezeichneter Mann war ihr Bruder, der brave Oheim der Knaben, der in seiner Jugend als kecker Matrose ferne Meere besegelte, viele Völker und Städte gesehen hatte; aber zuletzt verlor er das Augenlicht, wurde stockblind und verbrachte nun die dunklen Tage seines Alters auf dem Jukolahof. Da saß er und schnitzte, vom Tastgefühl geleitet, Kellen, Löffel, Axtstiele, Waschbleuel und anderes Hausgerät und erzählte seinen Neffen oft Sagen und merkwürdige Dinge aus dem Vaterland und aus fremden Reichen, erzählte ihnen auch von den Wundern und Geschehnissen in der Heiligen Schrift. Diesen seinen Geschichten lauschten die Knaben mit großer Andacht und prägten sich alles fest ein. Ebenso gern aber überhörten sie die Befehle und das Schelten ihrer Mutter und stellten sich taub trotz mancher Tracht Prügel, die sie bekamen. Oft auch, wenn sie merkten, daß ihrem Rücken Gefahr drohte, riß die ganze Horde aus und bereitete dadurch der Mutter und anderen Leuten viel Sorge und Ärger, ohne ihre eigene Lage zu verbessern. Moderen prøvede både med formaninger og korporlige revselser at gøre dem flittige og arbejdsomme, men deres stædighed gjorde alle hendes anstrengelser forgæves. Hun var iøvrigt en fortræffelig kvinde, der var kendt for sit naturlige, ærlige — og måske lidt barske - væsen. Hendes broder, brødrenes fortræffelige morbroder, var også en storartet mand, der i sin ungdom som en kæk sømand havde sejlet på fjerne have og set mange folkeslag og byer; men til sidst mistede han sit syn, blev fuldstændig blind og tilbragte sin alderdoms mørke dage på Jukola. Mens han - udelukkende ledet af følesansen - sad og lavede sleve, skeer, økseskafter, klaptræer og andre nødvendige sager til husholdningen, fortalte han ofte sine søstersønner historier og skildrede mærkelige tildragelser, både fra deres eget land og fra fremmede riger; han fortalte også om mirakler og mærkelige ting i Bibelen. Alle drengene lyttede andægtigt til hans historier og gemte dem dybt i deres erindring. De hørte ikke slet så beredvilligt på deres moders befalinger og bebrejdelser, men vendte det døve øre til, selv om de tit og mange gange fik en dragt prygl. Når brødrene mærkede, at der lå klø i luften, tog de ofte benene på nakken og gjorde såvel deres moder som andre bekymrede og urolige, men derved forværrede de blot deres egen sag. 01004
Bottom
01005
Top
Es sei hier ein Vorfall aus der Kindheit der Brüder erzählt. Sie wußten, daß unter der Korndarre ihres Hofs ein Hühnernest war, das einer alten Frau namens Föhrichtmuttchen gehörte; denn ihre kleine Hütte stand in einem Föhren-Wäldchen nahe Jukola. Nun bekamen die Brüder eines schönen Tages Lust auf gebackene Eier und beschlossen endlich, das Nest zu plündern und im Wald ihre Beute zu verzehren. Sie führten ihren Plan auch aus, leerten das Nest und zogen sechs Mann hoch — denn Eero kroch noch zu Fußen der Mutter in der Stube herum — einmütig in den Wald. An einem sanft rieselnden Bach im dunklen Tannenwald aber machten sie halt, steckten am Ufer ein Feuer an, wickelten die Eier in Lumpen, tauchten sie ins Wasser und legten sie zum Backen in die Asche. Und als die Leckerbissen schließlich gar waren, verspeisten sie ihr appetitliches Mahl und machten sich danach befriedigt auf den Heimweg. Doch kaum hatten sie den Hügel vonjukola erreicht, da traf sie ein furchtbares Unwetter; denn ihre Tat war schon ruchbar geworden. Das Föhrichtmuttchen keifte und schnob, und hinter ihr kam die Mutter, die pfeifende Rute in der Hand, mit erbosten Blicken auf die Brüder zugefahren. Die Knaben aber waren keineswegs gesonnen, solchen Sturmwirbeln entgegenzugehen, sondern machten kehrt und flohen in die Wälder zurück, mochte ihre Mutter schreien, was sie konnte. Lad mig her skildre en begivenhed fra brødrenes barndom. De vidste, at der under gårdens lade var en hønseredc, som tilhørte en gammel kvinde, der blev kaldt »Fyrreskovskonen«, fordi hendes lille hus lå i en fyrreskov, tæt ved Jukola. Engang kom brødrene til at tænke på stegte æg. Til sidst besluttede de derfor at plyndre reden og drage ud i skoven og nyde deres bytte. De iværksatte også deres plan, tømte reden og drog til skovs i samlet flok, seks brødre i alt ; på det tidspunkt kravlede Eero endnu rundt ved sin moders fødder. Da de kom til en rislende bæk i en lille, mørk granskov, tændte de bål ved bækkens bred, viklede æggene ind i nogle klude, dyppede dem i vandet og lagde dem derefter i den sydende varme aske, for at de kunne blive stegt. Da lækkerierne omsider var modne til at fortæres, fik de sig et festligt måltid mad og vendte derefter veltilfredse hjem. Men da de nærmede sig de hjemlige omgivelser, blev de modtagel af et frygteligt uvejr; deres skurkestreg var nemlig allerede blevet opdaget. »Fyrreskovs-konen« rasede og regerede, og deres moder ilede dem i møde med mørke miner og en hvinende pisk i hånden. Men brødrene havde ikke i sinde at møde denne stormvind ; de vendte om og flygtede tilbage til den beskyttende skov uden at bryde sig om moderens råb. 01005
Bottom
01006
Top
Es verging nun ein Tag, es verging ein zweiter: von den Ausreißern keine Spur; und ihr Fortbleiben beunruhigte schließlich die Mutter so sehr, daß ihr Zorn sich in Sorge und Tränen des Mitleids verwandelte. Sie machte sich auf, sie zu suchen, durchsuchte den Wald kreuz und quer, ohne aber ihre Kinder zu finden. Die Sache wurde immer unheimlicher und erforderte endlich das Einschreiten der Beamten des Kirchdorfs. Der Jagdvogt wurde benachrichtigt und rief unverzüglich das ganze Dorf Toukola und die Leute aus der Umgebung zusammen. Und nun wanderte eine große Menschenmenge, Junge und Alte, Frauen und Männer, mit dem Jagdvogt an der Spitze, hinaus, um in einer langen Reihe den Wald zu durchstöbern. Am ersten Tage suchten sie in der nächsten Nähe, doch ohne den gewünschten Erfolg; am zweiten rückten sie weiter vor, und da, als sie einen hohen Hügel hinanstiegen, sahen sie in der Ferne am Rand eines Moores eine bläuliche Rauchsäule sich in die Luft ringeln. Sie merkten sich genau die Richtung, in der der Rauch aufwirbelte, und setzten sich darauf hin in Bewegung. Als sie schließlich näher herangekommen waren, vernahmen sie eine Stimme, die folgendes Lied sang: Der gik en dag; der gik endnu en dag, men man hørte ikke noget til flygtningene; deres udeblivelse gjorde omsider moderen meget ængstelig, og hendes vrede forvandlede sig snart til sorgens og medlidenhedens tårer. Hun gik ud for at lede efter dem og søgte på kryds og tværs i skovene uden dog at finde sine børn. Begivenheden antog efterhånden en stadig mere uhyggelig karakter, og til sidst måtte øvrighedens mænd tage sig af sagen. Man sendte bud efter jagtfogeden, der straks sammenkaldte folk fra landsbyen Toukola og dens nærmeste omegn. Under jagtfogedens ledelse drog nu hele skaren, unge og gamle, kvinder og mænd, gennem skoven i en lang kæde for at finde de forsvundne. Den første dag ledte de i nærheden uden dog at finde, hvad de havde håbet; næste dag drog de længere bort, og da de klatrede op på en høj bakke, så de i det fjerne, ved udkanten af en mose, en blå røgsøjle sno sig op mod himlen. De lagde nøje mærke til det sted, hvor røgen steg til vejrs og fortsatte så i den retning. Da de omsider kom nærmere, hørte de en stemme, der sang: 01006
Bottom
01007
Top
Leben läßt sichs ja auch hier
hinterm Bach am Graben.
Mürbes Moorholz brennen wir,
und Bier im Bach wir haben.
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
01007
Bottom
01013
Top
Als die Jukolabäuerin den Gesang hörte, freute sie sich sehr; denn sie erkannte die Stimme ihres Sohnes Juhani. Und von Zeit zu Zeit ertönte aus dem Wald ein lauter Knall, woraus die Suchenden mit Bestimmtheit schlossen, daß sie nicht mehr weit von dem Lager der Ausreißer entfernt waren. Daher gab der Jagdvogt den Befehl, die Jungen zu umzingeln und sich dann in aller Stille an sie heranzuschleichen, jedoch in einigem Abstand von ihrem Quartier haltzumachen. Da Jukola-husmoderen hørte sangen, blev hun meget glad, for hun genkendte sin søn, Juhanis, stemme. Skoven genlød ofte af rungende kølleslag, og de søgende var derfor klar over, at de nu nærmede sig flygtningenes lejr. Så gav jagtfogeden ordre til, at man skulle omringe drengene og ganske lydløst rykke ind på livet af dem. Men man burde dog gøre holdt et lille stykke fra deres lejrplads. 01013
Bottom
01014
Top
Es geschah, wie er gesagt hatte. Und als seine Leute die Bruder von allen Seiten auf etwa fünfzig Schritt eingeschlossen hatten, blieben sie stehen; und da bot sich folgender Anblick dar: Am Fuß eines Stein-blocks war aus Tannenzweigen eine kleine Hütte gebaut, in deren Tür auf einem Polster von Moos Juhani lag, in die Wolken schaute und vor sich hin sang. Zwei oder drei Klafter von der Hütte flackerte ein lustiges Feuer, und über der Kohlenglut röstete Simeoni ein im Garn gefangenes Birkhuhn zum Mittagessen. Aapo und Timo rösteten mit rußigen Gesichtern — sie hatten nämlich eben Gespenster gespielt — Rüben in der heißen Asche. An einer kleinen Lehmpfütze saß stumm für sich Lauri und knetete Hähne, Ochsen und kühne Fullen aus Lehm; und er hatte schon eine ganze Reihe zum Trocknen auf einem bemoosten Baumstamm stehen. Das Knallen aber brachte Tuomas hervor: er spie schäumenden Speichel auf einen Stein, legte eine glühende Kohle darauf, auf diese schleuderte er mit aller Kraft einen anderen Stein, und das Krachen hallte, oft so heftig wie der Knall einer richtigen Flinte, ringsum wieder, während sich rußiger Qualm zwischen den Steinen hervor in die Luft ringelte. Man gjorde, som han befalede. Og da skaren, der omringede brødrene fra alle sider, befandt sig i en afstand på henved halvtreds skridt, gjorde den holdt; og nu så den følgende syn: ved foden af en stor klippesten havde de bygget en lille hytte af granris, i hvis døråbning Juhani lå på et leje af mos, mens han stirrede op imod skyerne og sang. To-tre favne fra hytten brændte en munter ild, i hvis gløder Simeoni var i færd med at stege middagsmaden: en urfugl, de havde fanget i en snare. Aapo og Timo, der var helt havde lige leget blindebuk - stegte roer i sen varme aske. Lauri sad ved en lille ler-pyt og lavede, i tavshed, lerfløjter, okser og flotte føl; han havde allerede en lang række, der stod til tørre op ad en mosgroet træstamme. Men Tuomas larmede med ild-køllen: han spyttede en skummende klat spyt på en jordfast sten og lagde et glødende stykke trækul i klatten; derefter knaldede han med hele sin kraft en anden sten ovenpå; braget, der ofte var lige så voldsomt som et geværskud, rungede vidt omkring, og en sodsværtet røg hvirvlede op mellem stenene. 01014
Bottom
01015
Top
JUHANI:
Leben läßt sichs ja auch hier
hinterm Bach am Graben ...
Der Teufel holt uns aber schließlich doch noch. Ich glaub, er ist schon unterwegs, ihr jungen Fischotter, ihr!
JUHANI:
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Men fanden henter os til sidst herude. Det er så sikkert som noget, I odder-unger!
01015
Bottom
01021
Top
AAPO: Ich hab es ja gleich gesagt, als wir auskniffen. Ach, wir Schafsköpfe! So ein Herumlungern unterm freien Himmel mag für Strauchdiebe und Zigeuner gut sein. AAPO: Det sagde jeg jo straks, da vi greb til harens våben. Ak, vi er nogle tåber! Lad ransmænd og zigøjnere leve på denne måde under åben himmel. 01021
Bottom
01022
Top
TIMO: ’s ist aber doch Gottes Himmel. TIMO: Det er dog Guds himmel. 01022
Bottom
01023
Top
AAPO: Hier mit den Wölfen und Bären zu hausen! AAPO: At leve sammen med ulve og bjørne! 01023
Bottom
01024
Top
TUOMAS: Und mit dem lieben Gott. TUOMAS: Og sammen med Gud. 01024
Bottom
01025
Top
JUHANI: Richtig, Tuomas! mit dem lieben Gott und seinen Engeln. Ach, könnten wir jetzt mit den Augen der unsterblichen Seele und des seligen Körpers um uns schauen, dann sähen wir deutlich, wie sich eine ganze Schar geflügelter Schutzengel um uns gelagert hat, und wie Gott selber als alter Graukopf hier mitten unter uns sitzt wie ein lieber Vater. JUIIANI: Rigtig, Tuomas! Sammen med Gud og hans engle. Åh, hvis vi nu havde øjne som en salig sjæl og krop, ville vi så let som ingenting kunne se, at vi var omgivet af en stor flok bevingede engle, og at Vorherre selv, gammel og gråhåret, sad midt iblandt os som en elsket fader. 01025
Bottom
01026
Top
SIMEONI: Aber was wohl unsre arme Mutter jetzt denken mag? SIMEONI: Men hvad mon nu vor stakkels moder tænker på? 01026
Bottom
01027
Top
TUOMAS: Die tat uns zu Rübenmus schlagen, wenn wir ihr in die Hände fielen. TUOMAS: Hun brænder efter at banke os sønder og sammen, så snart hun bare kan slå kloerne i os. 01027
Bottom
01028
Top
JUHANI: Au, Junge, das gäb eine Tracht! JUHANI: Ja, du, det blev en ordentlig gang prygl. 01028
Bottom
01029
Top
TUOMAS: Das gäb eine! TUOMAS: Det er der ingen tvivl om. 01029
Bottom
01030
Top
JUHANI: Eine, die Funken sprüht! Ja, das weiß man. JUHANI: En gnistrende gang klø. Det véd du. 01030
Bottom
01031
Top
AAPO: Die kriegen wir schließlich doch. AAPO: Det får vi jo alligevel før eller senere. 01031
Bottom
01032
Top
SIMEONI: Natürlich. Drum ists am besten, wir gehen hin und holen sie uns und geben endlich dies Hundeleben auf. SIMEONI: Selvfølgelig. Så det bedste ville være at gå hen og tage de prygl og samtidig få en ende på denne okseuge. 01032
Bottom
01033
Top
JUHANI: Lieber Freund, der Hund läßt sich auch nicht zum Spaß den Schwanz abhacken. JUHANI: Men, kære broder, en okse plejer da ikke frivilligt at traske til slagtebænken. 01033
Bottom
01034
Top
AAPO: Rede du! Der Winter steht vor der Tür, und uns in unsern Sünden ist kein Pelz auf dem Buckel gewachsen. AAPO: Du vrøvler, knægt! Vinteren nærmer sig, og vi blev ikke født med en lodden pels på ryggen. 01034
Bottom
01035
Top
SIMEONI: Was bleibt also übrig als marsch! nach Hause und sich durchhauen lassen; und mit Recht, ja, mit Recht. SIMEONI: Så er det bare: hjemad march! og tage de tærsk. Det er sandelig velfortjent. 01035
Bottom
01036
Top
JUHANI: Gönnt unsren Buckeln doch noch ein paar Tage Ruhe, Brüder. Wir wissen ja nicht, was sich Gott in zwei oder drei Tagen vielleicht noch zu unsrer Errettung ausdenkt. Ja, laßt uns hier noch ein bißchen herumliegen, dort um das Feuer im Baumstumpf am Tag, und nachts in der Reiserhütte, und in einer Reihe nebeneinander schnurksen wie die Mutterferkel im Schweinekoben. — Was sagst du denn dort an deiner Lehmpfütze, Musjö Lauri? Was? Sollen wir uns artig durchwichsen lassen? JUHANI: Brødre, lad os skåne vore rygstykker, skåne dem endnu nogle døgn. Vi ved jo ikke, hvilken redning Gud finder for os i løbet af de kommende to-tre dage. Ja, her -her må vi stadig drive rundt; om dagen ved vort bål af brændeknuder og om natten i vor hytte af granris, mens vi grynter side om side i en lang række som spædgrise i halmen. - Men hvad siger du, Lauri, i dit lerhul? Hvad? Skal vi vandre skikkeligt hjem og få vores klø? 01036
Bottom
01037
Top
LAURI: Wollen noch hier bleiben. LAURI: Lad os blive her. 01037
Bottom
01038
Top
JUHANI: Das halt ich auch fürs beste. Ja ja! — Du hast ja da ne schwere Menge Vieh. JUHANI: Det mener jeg også er det bedste. Netop! - Men det var en vældig flok kreaturer, du har dér. 01038
Bottom
01039
Top
TUOMAS: Ja, Rindvieh hat der Junge und Federvieh. TUOMAS: Knægten har både kreaturer og fjerkræ. 01039
Bottom
01040
Top
JUHANI: ne wüste Gesellschaft — ’s wird am Ende noch ein richtiger Farbenkleckser aus dir. JUHANI: En vældig flok. - Du kunne blive flink til at lave lerfløjter. 01040
Bottom
01041
Top
TUOMAS: Oikein fläätälä. TUOMAS: Et helt geni. 01041
Bottom
01042
Top
JUHANI: Oivallinen fläätälä. Was für eine feine Matuschka schlüpft dir denn da wieder aus den Fingern? JUHANI: Et virkeligt geni. - Hvad er det for en russisk kukkuk-figur, der nu kommer ud af dine næver? 01042
Bottom
01043
Top
LAURI: Das ist nur so ein kleines Männchen. LAURI: Det er bare sådan en lille dreng. 01043
Bottom
01044
Top
JUHANI: Sieh einer den Bengel an! JUIIANI: Se til den prås! 01044
Bottom
01045
Top
TUOMAS: Macht Jungen wie ein Alter. TUOMAS: Han laver jo drenge som et helt mandfolk. 01045
Bottom
01046
Top
JUHANI: Jungen, wie wenns nur Kienspäne wären; und mästet die Jungen und das Getier wie ein Alter. — Aber, Brüder, Brüder, schafft bald das Essen auf den Tisch, denn mein Magen fängt fürchterlich an zu knurren. Streu der Rübe dort Asche, sengende Asche streu ihr auf die bloße Seite. — Wer ist denn heute an der Reihe, Rüben zu stehlen? JUHANI: Drenge, statelige som træstubbe; og han fodrer både drengene og kreaturerne som en mand. Men brødre, brødre, sæt middagsmaden på bordet i en hast, for min mave begynder at knurre. Læg aske, læg glohed aske på den skinnende roe dér. - Og hvis tur er det nu til at stjæle roer ? 01046
Bottom
01047
Top
SIMEONI: Ich soll wieder den sündigen Gang tun. SIMEONI: Det er mig, der skal begå denne syndige gerning. 01047
Bottom
01048
Top
JUHANI: Na, wenn wir leben wollen, müssen wir ein bißchen vom Gut unsres Nächsten mausen. Wenn das Sünde ist, ist es eine von den allerkleinsten, wie sie in diesem Würmernest von Erde begangen werden. Und, weißt du, wenn ich ohne andre Striche auf meinem Kerbholz sterbe, dann kann mich dieser kleine Krähenfuß kaum hindern, in ein etwas besseres Leben einzugehen. Aus dem eigentlichen Hochzeitssaal schöben sie mich bald genug hinaus, das glaub ich selber; aber immer kriegte ich dort eine Türhüterstelle, und das war ja auch ganz lustig. —Ja, das wollen wir glauben und uns sorglos nehmen, was gerade in unsre Kröpfe hineingeht. JUHANI: Vi er nødt til at rapse lidt af andres ejendele for at opretholde ly et. Hvis det er synd, så er det en af de mindste, som begås på denne usle jord. Og se - hvis jeg dør uden andre syndemærker i min bog, vil denne lille kragetå næppe hindre mig i at opnå et bedre liv. Jeg ville snart blive jaget ud af den egentlige bryllupssal, det tror jeg nok, men man ville vel give knægten arbejde som portner, og allerede det ville være vældig morsomt. - Ja, lad os bare tro det og uden bekymringer tage så meget som vor mavesæk kan rumme ad gangen. 01048
Bottom
01049
Top
AAPO: Dann halte ichs aber doch fürs beste, wir geben das Rübenfeld von Kuokkala auf und suchen uns ein anderes. Denn wenn es da von Tag zu Tag weniger wird, kommt der Bauer am Ende auf den Gedanken, seinen Acker Tag und Nacht zu bewachen. AAPO: Men jeg mener, at vi nu bør lade Kuokkalas roemark være i fred og finde en anden. Når det svinder i beholdningen fra dag til dag, vil bondemanden snart give sig til at holde vagt ved sin mark, både nat og dag. 01049
Bottom
01050
Top
JAGDVOGT: Laßt euch wegen der Geschichte keine grauen Haare wachsen, Jungens; beileibe nicht! Nanu, woher denn die Angst? Schaut doch her: eine Schar Schutzengel hat sich hübsch um euch gelagert. JAGTFOGEDEN: Den sag behøver I ikke at bekymre jer om mere, drenge, slet ikke. Nå, nå, hvorfor sådan et hastværk ? Se bare - en skare skytsengle har omringet jer i en fart. 01050
Bottom
01051
Top
So sprach der Jagdvogt die Brüder an, die arg erschrocken auffuhren und nach allen Richtungen auseinanderstieben wollten; aber mit Entsetzen merkten sie bald, daß ihnen der Weg auf allen Seiten versperrt war. Da hub der Jagdvogt wieder an: »Jetzt seid ihr im Netz, ihr Windbeutel, hübsch im Netz seid ihr und kommt nicht eher raus, als bis ihr zum Andenken, zum kleinen Andenken daran, welche Laufereien ihr uns gemacht habt, ein bißchen ausgeklopft seid, ihr Windbeutel. Kommt mit Eurer Birkenrute hierher, Mutter, und gebt ihnen eine Portion ungebrannte Asche. Solltet Ihr aber auf Widerstand stoßen, dann habt Ihr ja hier Weiber zur Hilfe.« Es folgte nun von der Hand der Mutter die Züchtigung eines jeden über die ganze Brüderschar; und der Lärm war groß im Bruchwald von Kuokkala. Die Alte handhabte ihre Rute auch mit großer Heftigkeit; aber der Jagdvogt behauptete, die Suppe sei doch noch viel zu dünn gewesen. Sådan sagde fogeden til brødrene, der yderst forskrækkede kom på benene og begyndte at løbe til hver sin side. Men de opdagede hurtigt, til deres store rædsel, at vejen var spærre! for dem overalt. Så sagde fogeden: »I sidder i fangegarnet nu, T slyngler, I sidder kønt i fangegarnet, og I kommer ikke ud, før I er blevet banket lidt til erindring, en lille erindring til jer på grund af de fod-kvaler, I liar forvoldt os, I slyngler. Kom herhen, mor, med birkeriset og giv dem en omgang med varm hånd. Og skulle det ske, at hun møder modstand, har hun jo nok af kvinder til hjælp.« Så fulgte revselsen fra moderens hånd; den gik fra mand til mand gennem hele drengeskaren, og stor var støjen i Kuokkalas skov. Moderen svang sit ris med iver, men fogeden forsikrede alligevel, at afstraffelsen havde været lidt for lemfældig. 01051
Bottom
01052
Top
Nachdem aber dieses Geschäft erledigt war, ging ein jeder nach Hause, so auch die Mutter mit ihren Söhnen. Den ganzen Weg wetterte und schalt sie auf die Ausreißer; und der Sturm hatte sich noch nicht gelegt, als sie zu Hause angelangt waren. Sie polterte sogar noch, als sie ihren Knaben das Essen auf dem Laufstuhl zurechtmachte, und drohte ihnen immer wieder mit einer neuen Tracht. Als sie aber sah, mit welch hungriger Gier sie die Zähne in das Brot und die Strömlinge hieben, da wandte sie sich ab und wischte sich heimlich eine Träne von der gebräunten, rauhen Wange. Da dette arbejde var overstået, begav de sig allesammen hjemad; også moderen og hendes sønner. Hun rasede hele vejen og skældte flygtningene ud; og stormen lagde sig ikke en gang, da de var kommet hjem. Selv da hun tilberedte et måltid for sine drenge på hulstolen, blev hun ved med at skælde ud og truede dem med en ny dragt prygl. Men da hun så, hvor grådigt de satte tænder i brødet og de saltede sild, vendte hun ansigtet væk fra dem og tørrede i smug en tåre bort fra sin brune og grove kind. 01052
Bottom
01053
Top
So endete die Flucht der Knaben. Und dies ist das Ereignis aus ihrer Kindheit, auf das ich von meiner Erzählung abgeschweift bin. Således endte brødrenes flugt. Og det var en episode fra deres barndoms dage, som jeg gjorde en afstikker til i min historie. 01053
Bottom
01054
Top
Zu den schönsten Freuden der Brüder gehörte auch das Krunkspiel, ein Spiel, das sie auch später, als Männer, noch gerne betrieben. Da gab es hitzige Schlachten, wenn sie, in zwei Parteien geteilt, dem Ziel zustrebten. Ausgelassen war das Schreien, das Springen und Toben, und in Strömen floß ihnen der Schweiß vom Gesicht. Sausend hüpfte die Scheibe die Straße entlang und prallte bisweilen vom Schläger ab und einem von ihnen ins Gesicht, so daß bei der Heimkehr wohl dem einen oder ändern die Stirn mit einer gehörigen Beule verziert oder die Wange zu einem semmelförmigen Wulst aufgetrieben war. So vergingen die Tage ihrer Jugend: der Sommer in den Wäldern oder beim Krunkspiel auf der Landstraße, der Winter daheim in der brütenden Hitze auf dem Ofen des Elternhauses. Det hørte til brødrenes bedste fornøjelse at spille trille, en leg som de endnu i deres manddom elskede at øve sig i. De kæmpede voldsomt, delt i to grupper, der begge stred sig frem mod et bestemt mål. Så hylede de højlydt, løb og tumlede af sted ; og sveden drev i stride strømme fra deres ansigter. Trillen hoppede hvinende hen ad vejen og slog ofte tilbage fra stokken og ramte mændene i ansigtet, så en eller flere af brødrene, når de kom hjem fra spillet, var prydet med et vældigt horn i panden eller havde en kind, der var opsvulmet som en hvedebolle. Således forløb deres ungdoms dage: om sommeren i skoven eller på landevejen, hvor de spillede trille; om vinteren oven på ovnen i den sveddrivende varme. 01054
Bottom
01055
Top
Die Brüder merkten aber auch, daß die Zeiten sich änderten. Ja, es geschahen Dinge, die sie zwangen, mehr als bisher an den morgigen Tag zu denken und ein wenig von ihrer alten Lebensweise zu lassen. — Ihre Mutter war gestorben, und nun mußte einer von ihnen die Hausherrnschaft übernehmen, um den Hof vor gründlichem Verfall zu bewahren und über die Entrichtung der Kronsteuer zu wachen, die jedoch im Verhältnis zur Ausdehnung der Äcker und Wälder von Jukola gar nicht so hoch war. Zu tun und zu schaffen gibt es ja aber immer in einem heruntergekommenen Gehöft. Zu alledem kam noch hinzu, daß der neue Propst des Kirchspiels in all seinen Amts-geschäften ein erschreckend strenger Herr war. Besonders gegen die lesefaulen Bauern war er unerbittlich und ging gegen sie mit allen Mitteln, selbst mit der Fußblockstrafe, vor. So hatte er auch auf die Jukolaburschen sein scharfes Auge geheftet. Ja, er hatte sie bereits durch den Schöffen nachdrücklich auffordern lassen, sich schleunigst zum Küster zu begeben und bei diesem lesen zu lernen. — An einem schönen Herbstabend saßen nun die Brüder in der großen Stube ihres Heims und unterhielten sich gerade über diese Dinge. Men selv brødrene mærkede omsider, at tiderne forandrede sig. Der skete forskellige ting, som tvang dem til at tænke mere på dagen i morgen end forhen og i nogen grad ændre deres vaner. - Deres moder var død, og en af dem skulle overtage husbondens værdighed, forhindre at gården gik helt i forfald og betale statsskatterne, der i forhold til Jukolas vidstrakte marker og skove ikke var synderligt store. Men på en forfalden gård er der altid nok af slid og slæb. Dertil kom, at sognets nye præst var en forfærdelig streng mand i udøvelsen af sin embedsgerning. Han var især ubarmhjertig over for dovne elever, brugte alle midler imod dem og domte dem endogså til at sidde i fodstokken. Hans skarpe blik var nu også faldet på Jukola-brødrene. På fuldstændig korrekt vis havde han ved hjælp af en meddomsmand givet dem strenge ordrer til hurtigere end ellers at indfinde sig hos klokkeren for at lære at læse. Med disse bekymringer i tankerne sad brødrene en sensommeraften i gårdens store stue og snakkede sammen på følgende måde: 01055
Bottom
01056
Top
AAPO: Ich kann euch nur sagen, dies wilde Leben geht so nicht weiter, sondern es wird mit Untergang und Verderben enden. Drum, Brüder! andre Gewohnheiten und Sitten, wenn wir auf Glück und Ruhe hoffen wollen. AAPO: Jeg siger som så - dette vilde liv går ikke an; det ender til sidst med ødelæggelse og fordærv. Brødre! andre skikke og manerer, hvis vi ønsker lykke og fred. 01056
Bottom
01057
Top
JUHANI: Weise Worte, Bruder, das ist nicht zu leugnen. JUHANI: Du taler sandt, det vil jeg ikke nægte. 01057
Bottom
01058
Top
SIMEONI: Gott bessers, ja; zügellos und wild ist unser Leben gewesen bis auf den heutigen Tag. SIMEONI: Gud bedre det! Vort liv har været vildt og tøjlesløst indtil denne dag. 01058
Bottom
01059
Top
TIMO: Aber dies ist doch ein Leben und ist eine Welt. Es schmeckt schon, wenn auch was draufgeht. O ja! TIMO: Der findes liv i dette liv og en verden i denne verden. Vel, man må tage modgang med medgang. Åh, ja! 01059
Bottom
01060
Top
JUHANI: Zu locker oder richtiger: zu unbekümmert haben wir gelebt, das ist nicht zu leugnen. Aber bedenkt doch: »Jugendblut hat Übermut, dem Alter steht die Weisheit gut.« JUHANI: Vi har levet lidt for vildt eller rettere sagt for tankeløst, det kan ikke nægtes. Lad os dog ikke glemme: »ungdom og dårskab, alderdom og visdom«. 01060
Bottom
01061
Top
AAPO: Aber ich denke, es wäre endlich Zeit, weise zu werden, alle Lüste und Begierden unter das Joch der Vernunft zu spannen und zuerst zu tun, was Nutzen bringt, und nicht, was süßer schmeckt. Also laßt uns sofort darangehen, unsern Hof wieder hochzubringen! AAPO: Men nu er det på tide at blive klogere, det er på tide at lægge alle vore lyster og begær under forstandens åg og frem for alt gøre det, der gavner os og ikke det, der har den sødeste smag. Vi må straks gå i gang med at sætte vor gård i forsvarlig stand igen! 01061
Bottom
01062
Top
JUHANI: Ganz recht, ganz recht! Wir fallen zuerst wie die Mistkäfer über den Dung her und lassen vom Morgen bis zum Abend den Hackklotz in allen Ecken von Jukola krachen. Unser prächtiges Vieh aber soll den Mist aufstocken; und so hoch wie die goldnen Mauern des Königsschlosses sollen sich die Haufen in unsrem Gehege erheben. So wirds gemacht. Nächsten Montag fangen wir an, und von Grund aus. JUHANI: Vel talt! Lad os først gå løs på gødningen som skarnbasser; og gid Jukola-gårdens vægge må runge af øksehug fra morgen til aften. Kreaturerne, de prægtige kreaturer, lad dem også yde, hvad de kan, for at øge bunken, og gid møgdyngerne i vor fold må knejse så højt som de gyldne mure omkring kongens slot. Ja, sådan gør vi! Næste mandag begynder vi; og lige fra grunden. 01062
Bottom
01063
Top
AAPO: Warum denn nicht gleich morgen? AAPO: Hvorfor ikke allerede i morgen ? 01063
Bottom
01064
Top
JUHANI: Nein, erst nächsten Montag. Es kann ja nicht schaden, die Sache noch reiflicher zu überlegen. Ja, also abgemacht; nächsten Montag. JUHANI: Først næste mandag. Det skader ikke at tænke over sagen og lade den modnes lidt. Som sagt altså: næste mandag. 01064
Bottom
01065
Top
AAPO: Einen Punkt müssen wir aber gleich erledigen. Die Sache ist die: wenn wir in unserm Haushalt auf Ordnung und Bestand hoffen wollen, dann muß einer Hofältester und Hausherr sein. Wir wissen, daß dies Recht und diese Pflicht durch seine Erstgeburt wie durch die Bestimmung unsrer Mutter Juhani zukommt. AAPO: Men der er en ting, vi straks bør klare. Sagen er den: hvis vi ønsker orden og fasthed i vor husførelse, så lad en af os være husbond og herre. Vi ved, at denne ret og pligt tilfalder Juhani, både på grund af hans førstefødselsret og vor moders bestemmelse. 01065
Bottom
01066
Top
JUHANI: Ja, ja, mein ist das Recht, die Macht und die Gewalt! JUHANI: Ja, den ret, magt og myndighed er min! 01066
Bottom
01067
Top
AAPO: Aber sieh nur zu, daß du sie friedsam und zum allgemeinen Besten anwendest. AAPO: Men sørg nu for at anvende den på forsonlig vis og til fordel for os alle. 01067
Bottom
01068
Top
JUHANI: Ich will mein möglichstes tun. Wenn ihr mir nur ohne Prügel und ohne Peitsche gehorcht! Ich will schon mein möglichstes tun. JUHANI: Jeg skal gøre mit bedste. Hvis I dog bare ville adlyde mig uden prygl og pisk! Men jeg skal gøre mit bedste. 01068
Bottom
01069
Top
AAPO: Was? Peitsche? AAPO: Pisk? 01069
Bottom
01070
Top
JUHANI: Ja, weißt du, wenn das nötig ist. JUHANI: Ja, hvis det bliver nødvendigt, ser du. 01070
Bottom
01071
Top
TUOMAS: Mit der Peitsche kannst du deinen Hunden kommen. TUOMAS: Tal du til dine hunde om pisken. 01071
Bottom
01072
Top
TIMO: Meinen Allerwertesten bleust du mir, bleust du mir nicht. Das mag die Fuchtel des Gesetzes und der Gerechtigkeit besorgen, wenn mich mein Buckel mit gutem Grunde juckt. TIMO: Du kan ikke blødgøre mine rygstykker, aldrig i livet; lad lovens og retfærdighedens ris gøre det, hvis min ryg klør med rette. 01072
Bottom
01073
Top
JUHANI: Warum verbeißt ihr euch in ein fluchtiges Wort? Wir sitzen ja hier in der Wolle, wenn bloß Eintracht herrscht und die Hörner abgelegt werden. JUHANI: Hvorfor hager I jer fast i et løsrevent ord ? Her er jo råderum nok for vor lykke, hvis blot der hersker fordragelighed, og hornene lægges til side. 01073
Bottom
01074
Top
EERO: Aber wir müssen genau abmachen, wie wir miteinander stehen. EERO: Lad os imidlertid ganske nøjagtig bestemme vor( indbyrdes forhold. 01074
Bottom
01075
Top
AAPO: Und eines jeden Ansicht wollen wir hören. AAPO: Og lad os høre, hvad hver især af os mener. 01075
Bottom
01076
Top
JUHANI: Lauri, du Schweigsamer, sag, was meinst du? JUHANI: Hvad siger du, Lauri, der altid er så fåmælt? 01076
Bottom
01077
Top
LAURI: Wenn ich was zu sagen hätte: laßt uns in den Wald ziehen und laßt den ganzen Plunder dieser Welt zum Teufel fahren. LAURI: Jeg siger - lad os drage ud i skoven og give fanden i denne verdens larm. 01077
Bottom
01078
Top
JUHANI: He? JUHANI: Hvad? 01078
Bottom
01079
Top
AAPO: Der redet mal wieder irre. AAPO: Nu sværmer manden igen. , 01079
Bottom
01080
Top
JUHANI: In den Wald ziehen? Was für ein Blödsinn! JUHANI: Drage ud i skoven? Hvilken galskab! 01080
Bottom
01081
Top
AAPO: Kehr dich nicht dran. — Seht, ich habe es mir so ausgedacht. Du, Juhani, hast zunächst das Recht, die Hausherrnschaft anzutreten, wenn du willst. AAPO: Bryd dig ikke om det. — Se, jeg har tænkt over sagen. Du, Juhani, har førsteretten til at overtage værdigheden som husbond, hvis du vil. 01081
Bottom
01082
Top
JUHANI: Will ich auch! JUHANI: Ja, det vil jeg. 01082
Bottom
01083
Top
AAPO: Wir ändern werden, solange wir in den trauten Winkeln unsres Elternhauses sitzen und ledig sind, für den Hof arbeiten, erhalten Speise und Trank vom Hof und lassen uns von ihm bekleiden. Der erste Montag in jedem Monat soll, ausgenommen zur Saat- und Erntezeit, immer uns gehören, doch bekommen wir auch da unser Essen vom Hof. Jährlich gibt er jedem eine halbe Tonne Hafer zur Aussaat und ebenso jedes Jahr das Recht, uns ein Stück Wiesenland zu bestellen, das mindestens eine Fläche von drei Morgen haben soll. Das ist mein Plan für unser Elternhaus und unser Junggesellenleben. Ich weiß aber, daß wohl keiner von uns gern von unserm geliebten Jukola wegziehen möchte, und dazu zwingt uns ja der Umfang unseres Landes auch gar nicht, sondern es ist in dieser Gegend vollauf Platz für uns sieben Brüder. Derjenige aber, der im Lauf der Zeit Lust bekommen sollte, sich einen eigenen Hausstand und eine eigne Familie zu gründen, und doch nicht gesonnen wäre, mit Hilfe des Gesetzes und mit den Kosten für die Ausmessung den Hof zu zerstückeln, sollte der nicht mit dem folgenden zufrieden sein? Er soll vom Hof ein Stück Land überwiesen bekommen, auf dem er sein Haus und darum herum seine Acker anlegen kann. Er soll auch ein Stück Wiesengrund erhalten und soll sich außerdem soviel Heuland im Walde roden dürfen, wie er braucht, um ein paar Pferde und vier bis fünf Rinder zu füttern. Und dann soll er ohne jede Steuer und Abgabe sein Anwesen bestellen und soll den Ertrag in Frieden auf seinem Grund und Boden genießen, sowohl er wie seine Kinder. — So habe ich mir die Sache gedacht. Was sagt ihr dazu? AAPO: Så længe vi andre bliver her i vort kære hjem og ikke gifter os, udretter vi gårdens arbejde, spiser gårdens mad og får klæder fra gården. Den første mandag i måneden, undtagen i så- og høsttiden, skal vi altid have lov til at gøre, hvad vi selv vil, men vi bør alligevel have vores mad fra gården. Hvert år skal gården give os alle en halv tønde havre til udsæd, og hvert år skal vi have lov til i fællesskab at rydde et stykke skov på mindst tre tønder land. Sådan havde jeg tænkt mig det, så længe vi bliver hjemme og ikke gifter os. Men jeg ved, at ingen af os gerne forlader Jukolas ka-re jord, og vi tvinges jo heller ikke dertil, fordi gården er for lille, tværtimod, der er mere end plads nok til syv brødre på dens marker. Men ville ikke den, der med tiden følte trang (il at få sit eget hjem og sin egen familie, uden derfor ;il have i sinde at splitte gården ad ved hjælp af loven og penge (il en landmåler, ville han ikke kunne slå sig til tåls med følgende fordele ? Han arver et stykke af gårdens jord, hvor han kan bygge sit hus og anlægge sine marker. Han skal endvidere have tildelt et stort stykke eng, og han må desuden have lov til at rydde skov og skaffe sig så megen græsning, at han kan føde et par heste og fire, fem køer. Lad ham så, fri for skatter og afgifter, dyrke sin jord og nyde dens frugter, og hans børn efter ham ; lad ham leve i fred på egen grund. - Sådan havde jeg tænkt mig sagen! Hvad siger I andre ? 01083
Bottom
01084
Top
JUHANI: Ziemlich vernünftig ausgedacht. Laßt uns die Punkte in Erwägung ziehen. JUHANI: Ret fornuftig tænkt! Lad os tage disse punkter under overvejelse. 01084
Bottom
01085
Top
LAURI: Anders wär es aber doch vernünftiger. Laßt uns in die Wälder ziehen und das armselige Jukola verkaufen oder es dem Gerber am Grenzgatter verpachten. Er hat uns wissen lassen, daß er zu diesem Geschäft geneigt wäre; er will es aber für mindestens zehn Jahre haben. Laßt es uns machen, wie ich sage, und mit unserm Pferd, unsern Hunden und unsern Flinten an den Fuß des steilen Impivaara ziehen. Dort bauen wir uns auf der freundlichen, sonnigen Halde eine freundliche Kate, jagen die Tiere des Waldes und führen ein Leben in Ruhe, fern vom Treiben der Welt und den bösen Menschen. — Das hab ich mir während derjahre Tag und Nacht überlegt. LAURI: Men hvis vi handler anderledes, bærer vi os endnu fornuftigere ad. Lad os drage dybt ind i skoven og sælge det elendige Jukola, eller lad os forpagte det ud til Raja-portti-garveren. Han har givet os besked om, at han var villig til at afslutte en handel, men han vil have rådighed over gården i mindst ti år. Lad os gøre, som jeg siger og drage med vore heste, hunde og bøsser til foden af det stejle Impivaara-fjeld. Dér bygger vi os en munter hytte, på en munter lysning, som vender imod solen; og dér jager vi skovens dyr og lever fredeligt, langt borte fra verdens travle gang og menneskenes ondskab. — Sådan har jeg tænkt for mig selv, dag og nat, i mange år. 01085
Bottom
01086
Top
JUHANI: Spukt dir denn der Teufel im Kopfe, Junge? JUHANI: Har fanden formørket din forstand, dreng? 01086
Bottom
01087
Top
EERO: Oder wenn nicht der Teufel, dann eine Wald-fee? EERO: Hvis det ikke er fanden, så er det skovnymfen. 01087
Bottom
01088
Top
LAURI: So hab ich mirs überlegt, und so mach ichs auch noch mal. Da könnten wir wie Herren leben, könnten uns Vögel schießen und Eichhörnchen, Hasen, Füchse, Wölfe, Dachse und zottige Bären. LAURI: Det har jeg tænkt mig, og jeg gør det også en dag. Dér ville vi leve som herremænd og jage fugle, egern, harer, ræve, ulve, grævlinge og lodne bjørne. 01088
Bottom
01089
Top
JUHANI: Zum Kuckuck! zähl doch gleich die ganze Arche Noah her von der Maus bis zum Elch hinauf. JUHANI: Nå, for pokker! Kom bare med hele Noahs ark, lige fra musen til elsdyret. 01089
Bottom
01090
Top
EERO: Das ist ein Vorschlag! Salz und Brot ade sagen und Blut saugen und Fleisch fressen wie die Mücken und die Zauberer in Lappland. Da werden wir wohl in den Schluchten des Impivaara auch noch Füchse und Wölfe fressen wie die haarigen Bergkobolde. EERO: Se, det varjo et råd: sige farvel til saltet og brødet og suge blod og fråse i kød som myggene og troldmændene i Lapland. Og skulle vi måske også æde ræve og ulve i Impi-vaaras kløfter som de lodne bjergtrolde? 01090
Bottom
01091
Top
LAURI: Von den Füchsen und Wölfen kriegen wir Felle, für die Felle Geld und für das Geld Salz und Brot. LAURI: Af rævene og ulvene får vi skind, for skindene penge og for pengene salt og brød. 01091
Bottom
01092
Top
EERO: Aus den Fellen machen wir uns Kleider, ja. Aber Fleisch, blutiges, dampfendes Fleisch wird unsre einzige Nahrung sein. Salz und Brot brauchen die Affen und Paviane im Walde nicht. EERO: Af skindene får vi klæder, men lad kødep' det blodige, dampende kød, være vor eneste føde; skovens aber og bavianer behøver ikke salt og brød. 01092
Bottom
01093
Top
LAURI: So hab ich mirs überlegt, und so mach ichs auch noch mal. LAURI: Sådan tænker jeg og gør det også engang. 01093
Bottom
01094
Top
TIMO: Laßt uns die Sache nur ganz gründlich erwägen. Warum sollen wir denn nicht auch im Wald Salz und Brot zu beißen kriegen? Warum denn nicht? Aber Eero ist ein alter Spottvogel und hat uns immer ein Bein gestellt wie ein langer Stubben im Schwend -acker. Wer kann denn dem Waldbewohner verbieten, dann und wann auch etwas näher an die Dörfer heranzugehen, dann und wann, wenn ers nötig hat? Oder schlägst du mir dann gleich mit einem Knüttel auf den Kopf, Eero? TIMO: Lad os tage sagen grundigt under overvejelse lige fra begyndelsen. Hvorfor skulle vi ikke også kunne gnave salt og brød i skoven ? Hvorfor ikke ? Men Eero er en gavtyv, altid i vejen for os, altid en lang træstub på vor mark. Hvem kan forbyde manden fra skoven nu og da at nærme sig landsbyerne; nu og da, når han er i bekneb? Eller ville du så banke mig i hovedet med en brændeknude, Eero ? 01094
Bottom
01095
Top
EERO: Bewahre, mein Lieber, du »bekommst sogar Salz, wenn Beeren du bringst«. — Zieht nur hin, Jungens, zieht hin. Ich verbiets auch nicht, ich steige sogar auch gleich mit auf den Bock und kutschier euch im schönsten Trab davon. EERO: Nej, broderlil, jeg ville endogså »givet dig salt, hvis du kom med bær«. - Drag afsted, drenge, drag afsted, jeg forbyder det ikke, jeg skal endda køre jer derhen, bringe jer herfra i ulve-galop. 01095
Bottom
01096
Top
JUHANI: Na, die Waldgeister schickten euch bald wieder heim, das kann ich euch versichern. JUHANI: Men skovånderne ville snart kuske jer hjem igen, det tør jeg sværge på. 01096
Bottom
01097
Top
LAURI: »Wer nach Hause zurückkehrt, für den ist die Schwelle hoch«, das weiß ich, aber du brauchst nicht zu glauben, ich klopfte noch mal an, wenn ich weggegangen bin. — Am ersten Mai zieh ich fort. LAURI: »For den, der vender hjem igen, er husets tærskel høj«, det véd jeg, og tro endelig ikke, jeg vil banke på din dør, når jeg én gang har lukket den bag mig. Den første maj slikker jeg af. 01097
Bottom
01098
Top
TIMO: Vielleicht komm ich mit. TIMO: Jeg følger måske med dig. 01098
Bottom
01099
Top
LAURI: Ich rat dir nicht zu und nicht ab. Tu, was dein Herz fürs beste hält. — Ich ziehe am ersten Mai nach der Halde am Impivaara. Bis mein kleines, warmes Haus da fertig ist, kann ich ja in der grasbewachsenen Köhlerhütte unseres Großvaters wohnen. Na, und wenn ich mein Tagewerk getan habe, dann ruh ich mich in meinem friedlichen Bau aus und horche, wie der Bär im Bruchwald pfeift und das Birkhuhn auf dem Sompiomoor lockt. LAURI: Jeg forbyder dig det ikke, opfordrer dig heller ikke; gør blot, hvad dit hjerte siger dig er bedst. - Første maj flytter jeg til Impivaara-lysningen. Til at begynde med, og indtil mit lille, lune hus står færdigt, vil jeg bo i vor farfars mosgroede kulsvierhytte. Og når jeg så har udrettet mit dagsværk, kan jeg virkelig hvile mig i en fredens bolig, mens jeg lytter til bjørnen, der brummer fløjtende i ødemarken, og tjurens musik i Sompio-mosen. 01099
Bottom
01100
Top
TIMO: Ich komme mit, Lauri; das ist abgemacht, Lauri. TIMO: Jeg følger med, Lauri, det er afgjort. 01100
Bottom
01101
Top
TUOMAS: Wenns hier nicht besser wird, komm ich auch mit. TUOMAS: Hvis ikke tiderne bliver bedre, følger jeg også med jer. 01101
Bottom
01102
Top
JUHANI: Was? Tuomas auch? Du willst auch von hier fort? JUHANI: Også du, Tuomas! Vil du også'drage afsted? 01102
Bottom
01103
Top
TUOMAS: Wenns hier nicht besser wird. TUOMAS: Hvis tiderne ikke bliver bedre -. 01103
Bottom
01104
Top
LAURI: Ich ziehe am ersten Mai fort, und wenn die Tage der süßen Brote für Jukola kämen. LAURI: Jeg drager afsted den første maj, om man så får det aldrig så fedt her på Jukola. 01104
Bottom
01105
Top
TIMO: Du und ich, wir beide, wir ziehen wie die Kraniche im Frühjahr fort zum Sompiomoor: und in den Lüften sausts und brausts! TIMO: Du og jeg, vi to, vi flytter herfra til Sompio-mosen som vårens traner; og luften og vinden skal hvine i vingerne! 01105
Bottom
01106
Top
JUHANI: O weh! Aber wart mal! Die Wahrheit zu bekennen, steckt in Lauris Plan etwas, das heimlich zieht. Der Wald lockt. Herrje! es kommt mir schon so vor, als säh ich hinter dem Wald die herrlichen Himmelsgefilde. JUHANI: Åh-ja! Men se, hvis jeg skal holde mig til sandheden, så har Lauris plan en hemmelig tiltrækningskraft. Skoven drager. Pokker ta’ mig! Det er, som om jeg så himlens strålende vidder hinsides skoven. 01106
Bottom
01107
Top
AAPO: Ihr Narren, was denkt ihr euch bloß! — In den Wald ziehen! Weshalb denn? Wir haben ja hier Haus und Hof; ein trautes Dach überm Kopf! AAPO: I tosser, hvad tænker I på? - Drage ud i skoven! Hvorfor? Vi har jo både gård og husrum; og et gyldent tag over vore hoveder! 01107
Bottom
01108
Top
JUHANI: Gewiß, wir haben einen Hof, an dem wir mit Krallen und Zähnen hängen werden, solange er noch etwas nach Essen duftet. Aber, weißt du, sollte das Unglück den besten Absichten zum Trotz hier mal das Unterste zu oberst kehren, dann soll der Wald meine Zuflucht sein, zu der ich gleich hinstürme, wenn das letzte Korn im Mühltrichter rasselt. — Ja, jetzt gehts, was hast du, was kannst du, an die Wirtschaft und die Feldarbeiten, und zunächst wollen wir uns wieder an den Punkt machen, von dem eben eigentlich die Rede war. — Wie mir mein einfältiger Schädel sagt, hat Aapo die Sache im ganzen ziemlich vernünftig ausgedacht, und alles muß gehen, wenn sich jeder nach Kräften um Frieden und Eintracht bemüht. Denn, wißt ihr, wenn wir Streit wollen, finden wir immer einen Anlaß, um uns den Kamm zu sträuben. JUHANI: Sandt nok, vi har en gård, som vi klamrer os til med negle og tænder, så længe den blot dufter den mindste smule af brød. Men se, hvis nu ulykken skulle vende op og ned på alting her, tiltrods for de bedste hensigter, en mand kan have, lad så skoven være min reserve-gård, som jeg hurtigt ville stikke af sted til, når de sidste korn rasler ned i mølletragten. - Ja, vi må nu i en forfærdelig fart gå i gang med husførelsen og arbejdet; og lad os så vende tilbage til den sag, der oprindelig var tale om. - Såvidt jeg kan få ind i mit dumme hoved, har Aapo stort set overvejet sagerne på en temmelig fornuftig måde; og alt vil gå godt, hvis blot enhver af os vil gøre sit bedste, for al der skal herske en samdrægtig og forsonlig ånd iblandt os. Men se, hvis vi vil yppe kiv, så kan vi jo altid finde en grund til at rejse nakkehårene. 01108
Bottom
01109
Top
SIMEONI: Wo finden wir den nicht, solange uns der alte Adam hienieden zwischen Bein und Haut zwickt und zwackt. SIMEONI: Hvor skulle vi dog ikke finde en årsag til del, så længe den gamle Adam stikker og prikker i os, mellem ben og skind ? 01109
Bottom
01110
Top
TIMO: Den alten Adam hab ich mir immer als einen ernsten Mann gedacht, mit einem Filzhut, schwarzem Frack, Kniehosen und einer roten Weste, die ihm bis unter den Nabel reicht. So spaziert er in Gedanken seines Wegs und treibt ein paar Ochsen vor sich her. TIMO: Jeg har altid forestillet mig den gamle Adam som en højtidelig, gammel fyr, iført filthat, lang, sort frakke, kna> bukser og en rød vest, der hænger helt ned under mandens navle. Sådan trasker den gamle af sted, fordybet i sine egne tanker, mens han kører sit oksespand. 01110
Bottom
01111
Top
SIMEONI: Der alte Adam, das ist die Wurzel der Sünde, die Erbsünde. SIMEONI: Med den gamle Adam menes roden til al synd, arvesynden. 01111
Bottom
01112
Top
TIMO: Ich weiß, daß er das Wahrzeichen und Urbild der Erbsünde ist, der gehörnte Satan in der Hölle, aber für mich spaziert der Musjö nun mal mit seinem Paar Ochsen umher, wie ich eben gesagt habe. Das kann ich nicht ändern. TIMO: Jeg ved, at han er arvesyndens kendemærke og forbillede, den behornede satan i helvede, men som sagt: jeg ser ham vandre af sted som sådan en gammel knark, der driver på et par okser; det kan jeg ikke gøre for. 01112
Bottom
01113
Top
JUHANI: Laßt diesen Glaubenspunkt ruhen und bleibt bei der Sache. — Sag, Aapo, was könnten wir mit unsern beiden Kätnereien Vuohenkalma und Kekku-ri anfangen? JUHANI: Lad os forlade dette trosspørgsmål og holde os til sagen. - Aapo, hvad skal vi foretage os med de to bort-forpagtede lodder, vi har, Vuohenkalma og Kekkuri ? 01113
Bottom
01114
Top
AAPO: Es ist zu bedenken, daß die Inhaber dieser beiden einmal ihr Land aus dem wüsten, öden Bruchwald herausgescharrt haben und man sie deshalb nicht von ihrer Scholle vertreiben kann — was auch unrecht wäre —, solange sie ihre Acker anständig bestellen. Und auch dann verordnet ihnen das Gesetz einen Betrag für ihr Alter aus den Anwesen. So steht es hiermit. — Aber betrachten wir mal einen ändern Punkt,-'der, wie mir scheint, ziemlich kniffelig ist. Denn es ist der wichtigste Schritt für uns hienie-den, ein Schritt, der entweder unser Haupt vor der Zeit grau macht oder uns des Glückes Sommertag bringt und zuletzt den Abend unseres Lebens mit einem goldnen Sonnenuntergang beschließen wird. Und dich, Juhani, geht er jetzt zunächst an. Paß also auf, was ich sage! Eine Hausherrnschaft ohne Hausfrau ist was Halbes, Hinkendes. Ein Hof, in dem keine Hausfrau auf dem Pfad nach dem Speicher schreitet ... AAPO: Vi må ikke glemme, at indehaverne af de to lodder engang har ryddet deres jord i den rå og øde skov, og at man derfor ikke kan jage dem bort fra deres hjem - det ville jo også være forkert - så længe de er i stand til at passe deres marker; og loven bestemmer desuden, at de skal have en vis hjælp fra gården på deres gamle dage. Sådan forholder det sig med den sag. - Men lad os nu se på et andet spørgsmål, der efter min mening er temmelig vigtigt. Det drejer sig om vort mest afgørende skridt her på jorden, et skridt, der enten gør os gråhårede før tiden, eller bringer os solskin i livet og til slut kaster aftenrødens gyldne glans over vore sidste dage. Og, Juhani, den sag angår først og fremmest dig. Læg derfor mærke til, hvad jeg siger: Der er noget halvt og haltende ved en husbond uden kvinde; en gård uden en husmoder, der tripper op ad stien til forrådshuset. 01114
Bottom
01115
Top
TIMO: Ist gleich einem Wolfsbau ohne Wölfin oder gleich einem Stiefel ohne den ändern. Wahrhaftig, so was hinkt, wie Aapo richtig sagt. TIMO: Det er som en ulvehule uden hun eller som et par støvler, hvor den ene mangler. Ja, det halter sandelig, som Aapo siger. 01115
Bottom
01116
Top
AAPO: Ein Hof, in dem keine Hausfrau auf dem Pfad nach dem Speicher schreitet, ist wie ein trüber Tag, und an seinem Familientisch sitzt obenan die Langeweile wie ein hinschwindender Herbstabend. Eine gute Hausfrau aber ist für den Hof eine lachende Sonne, die erleuchtet und wärmt. — Sieh: als erste verläßt sie am Morgen das Bett, knetet den Teig, macht dem Mann das Frühstück auf dem Tisch zurecht, packt ihm die Zehrung in den Wald ein und eilt dann mit dem Eimer ins Gehege, ihr buntscheckiges Vieh zu melken. Jetzt backt sie und schwebt und dreht sich geschäftig umher, jetzt steht sie am Tisch, jetzt fliegt sie dort zur Wandbank mit dem Brot auf der Hand, und jetzt schürt sie wie ein Wirbelwind den Ofen, der Feuer und Rauch aus seinem glühenden Rachen speit. Jetzt kostet sie, während die Brote aufgehen, selbst zuletzt mit ihrem Kind an der Brust von der Speise, ißt ihre Scheibe Brot, den gebackenen Strömling und nimmt aus dem Holzkrug einen Schluck Milch dazu. Aber auch den Hund vergißt sie nicht, den treuen Wächter des Hauses, auf der Treppe, noch die Katze, die schläfrig blinzelnd vom Ofen herabschaut. — Und jetzt schwebt sie wieder und dreht sich und wendet und wiegt sich, knetet von neuem Teig in dem Trog, formt ihn und backt ihn zu Broten, und wie ein Strom rinnt ihr der Schweiß von der Stirn. Aber sieh: wenn der Tag zur Neige geht, hat sie die Brote schon unterm Dach, eine Brotstange an der ändern gereiht, und frisches Leben fächelt von ihnen hernieder. Und da, wenn die Männer aus dem Wald zurlickkehren, erwartet sie der dampfende Abendschmaus auf dem gescheuerten Tisch. Aber wo ist die Frau? Dort auf dem Hof melkt sie die krummgehörnten Kühe, und in dem Eimer schwappt der gischende, schäumende Saft der süßen Milch. — So schwebt sie und dreht sich und wendet und wiegt sich, und erst, wenn die ändern schon im tiefen Schlaf liegen, sinkt sie nieder mit dem Nachtgebet auf den Lippen. Und noch ist ihre Arbeit nicht beendet. Ohne Klage erhebt sie sich in der Nacht zu jeder Stunde, zu jeder Minute von ihrem Lager, um ihr kleines Kind zu beruhigen, das dort in der Wiege leise wimmert. — Seht ihr, Brüder, das ist eine treffliche Hausfrau. AAPO: En gård uden husmoder, en husmoder, der vandrer op ad vejen til forrådshuset, er som en skyet dag, og for enden af familiebordet sidder sørgmodigheden som en hendøende aftenstund ved høsttider. Men en god husmoder er gårdens klare sol, som skinner og varmer. - Se: hun forlader sengen om morgenen som den første, ælter sin dejg, stiller morgenmåltidet på bordet til sin mand, lægger vejkost i hans ransel, når han drager til skovs, og så skynder hun sig hen til folden, med spand i hånd, for at malke sine brogede køer. Nu bager hun, rumsterer og regerer; nu står hun ved bordet, og nu vender og drejer hun sig derhenne ved enden aflangbænken med brødet på sine håndflader; og nu rager hun, som en stormvind, rundt i ovnen, der fra sit glødende gab udspyr ild og røg. Og nu, mens brødet hæver sig, fortærer hun omsider selv, med barnet ved brystet, en bid brød og en stegt sild; og drikker en slurk surmælk af kanden. Men hun glemmer hverken hunden, gårdens trofaste vogter på trappen, eller katten, der søvnigt kikker ned fra ovnen med missende øjne. - Og nu rumsterer og regerer hun igen, vender og drejer sig; ælter en ny dejg, der skal stå og hæve sig i truget; så bager hun brødet, og sveden flyder i strømme fra hendes pande. Men se: når solen er gået ned, har hun brødene hængende under loftet, på den ene stang ved siden af den anden. En frisk duft af liv daler ned fra dem. Og når mændene vender hjem fra skoven, venter der dem et dampende aftensmåltid på bordet. Men hvor er husmoderen selv? Hun malker igen sine krum-hornede køer derude på gårdspladsen, og i spanden skvulper mælkens sagte-susende skumtop. - Så regerer og rumsterer hun igen; så vender og drejer hun sig; og først når de andre allerede ligger og snorker i deres sødeste søvn, bøjer hun sig bedende ned over sin seng. Men ikke engang nu er hendes slid og slæb forbi. Tålmodigt står hun op af sin seng i nattens løb, undertiden et øjeblik, undertiden en time; hun står op for at berolige sit lille barn, der klynker i vuggen. Således, brødre, er en god husmoder. 01116
Bottom
01117
Top
JUHANI: Gut gesprochen, Aapo; ich denk, ich verstehe den Zweck deiner Rede. Du meinst nämlich, ich soll heiraten. Ja, ich verstehe. Ein Weib, sagst du, ist ein unentbehrliches Stück im Hausregiment. So ists. Aber wart nur! Deine Hoffnung erfüllt sich wahrscheinlich bald. Nun, nun, jawohl. Ich gestehe, mein Herz ist schon in allem Ernst hinter einem Mädchen her, die ich als Ehegattin, als gute Ehegattin haben möchte, wenn nicht alle Zeichen trügen. — Ja, Bruder, nun kommen andre Tage und andre Künste für uns, und meine zukünftige Hausherrnschaft macht mir schwere Sorgen. Dem Hausherrn ruht hienieden eine furchtbare Last auf den Schultern, und groß wird dermaleinst seine Rechenschaft beim Gericht sein. Ich habe jetzt die Verantwortung für euch alle durch die Bank; denkt daran. JUHANI: Vel talt, Aapo, og jeg forstår meningen med din tale. Det er hensigten at få mig til at indgå ægteskab. Jo, jeg forstår. En kone, siger du, er et nødvendigt redskab i husførelsen. Det er sandt! Men du skal ikke være bange. Jeg vil tro, at dit ønske snart går i opfyldelse. Ja, ja - jo! Jeg må indrømme, at jeg allerede er alvorligt forgabet i en pige, som jeg håber at få til kone, og en god kone, hvis ikke de gamle kendetegn bedrager mig. - Ja, brødre, andre dage og andre skikke nærmer sig os, og det, at jeg skal påtage mig værdigheden som husbond, bekymrer mig i høj grad. En husbonds, ja, en husbonds skuldre tynges her på jorden af en tung byrde, og meget har han at aflægge regnskab for på dommedag. Jeg har nu ansvaret for jer allesammen, alle som én; glem ikke det. 01117
Bottom
01118
Top
TUOMAS: Du? Warum denn? TUOMAS: Du? Hvorfor? 01118
Bottom
01119
Top
JUHANI: Ich bin euer Herr; aus meinen Fingerballen wird einmal das Blut gesaugt werden um euretwillen. JUHANI: Jeg er jeres husbond; og man skal engang suge blod af mine fingre for jeres skyld. 01119
Bottom
01120
Top
TUOMAS: Ich stehe selber fllr meinen Leib und meine Seele. TUOMAS: Jeg tager selv ansvaret for såvel min krop som min sjæl. 01120
Bottom
01121
Top
TIMO: Ich auch: heheh! TIMO: Jeg tager også ansvaret selv. Hah! 01121
Bottom
01122
Top
AAPO: Bruder Juhani, denk dran, daß solche Worte böses Blut machen. AAPO: Broder Juhani, læg mærke til, at den slags udtalelser sætter ondt blod. 01122
Bottom
01123
Top
JUHANI: Ich habe weder an gutes noch an böses Blut gedacht. Aber wie der Teer, wie die Klette im heißen Sommer, hakt ihr euch wie toll am leeren, bedeutungslosen Wort fest, obwohl ihr mein Herz bis in seinen innersten Winkel kennt. Das ärgert mich! JUHANI: Det var lige så lidt min mening at skabe ondt blod som ondt kød, men I klamrer jer fuldstændig rasende (il et tomt og meningsløst ord, som tjære, som en burre i en varm sommer, skønt I kender mit hjerte til bunds. Det er til at blive gal over! 01123
Bottom
01124
Top
AAPO: Laß es sein, wie es will, und sag uns lieber, wenn du magst, wer das Mädchen ist, das dein Herz erobert hat. AAPO: Lad os forlade dette emne, og fortæl os nu, hvis du da vil, hvad den pige hedder, der har lagt beslag på dit hjerte. 01124
Bottom
01125
Top
JUHANI: Das will ich euch geradeheraus sagen. Das Mädel, das ich so gräßlich liebhabe, ist Förichtmuttchens Venla. JUHANI: Det skal jeg sige uden omsvøb. Den pige, jeg elsker så ubønhørligt, er Fyrreskovs-konens Venla. 01125
Bottom
01126
Top
AAPO: Hm. AAPO: Hm. 01126
Bottom
01127
Top
JUHANI: Was sagst du? JUHANI: Hvad siger du? 01127
Bottom
01128
Top
AAPO: Ich sage nur: hm. AAPO: Hm, siger jeg blot. 01128
Bottom
01129
Top
TUOMAS: Eine unangenehme Geschichte! TUOMAS: En pinlig historie. 01129
Bottom
01130
Top
SIMEONI: Venla? Ei, ei! Aber lassen wir den lieben Gott walten. SIMEONI: Venla. Se, se! Men lad os lægge alt i hænderne på den himmelske fader. 01130
Bottom
01131
Top
AAPO: Hm, also Venla! AAPO: Hm, nå, Venla! 01131
Bottom
01132
Top
JUHANI: Was knuttert ihr denn da? Aber aha! ich ahne was. Gottes Sohn behüte uns! Was? So sprecht doch! JUHANI: Hvad brummer I om? Åh, jeg aner noget; må Herrens søn beskytte os! Hvad? Ud med sproget! 01132
Bottom
01133
Top
AAPO: Weißt du: meine Gedanken haben sich schon jahrelang eifrig mit dem Mädchen beschäftigt. AAPO: Hør nu her: mine tanker har i årevis kredset ihærdigt omkring den pige. 01133
Bottom
01134
Top
SIMEONI: Und warum sollte ich bekümmert sein, wenn der Schöpfer sie mir bestimmt hat. SIMEONI: Hvis skaberen har ment, jeg skulle have hende, hvorfor så sørge? 01134
Bottom
01135
Top
EERO: Nein, nein. Dir ist sie bestimmt, und ich nehme sie. EERO: Nej, slet ikke! Hun er skabt for dig, men jeg tager hende. 01135
Bottom
01136
Top
JUHANI: Was sagst du denn, Tuomas? JUHANI: Hvad siger Tuomas? 01136
Bottom
01137
Top
TUOMAS: Eine heikle Geschichte! Das Mädchen gefällt mir sehr, das muß ich gestehen. TUOMAS: Kedelig historie; pigen huer mig i høj grad, det må jeg tilstå. 01137
Bottom
01138
Top
JUHANI: Ach so, ach so. Schön! Und Timo? JUHANI: Nå! Nå! Udmærket! Men hvad med Timo? 01138
Bottom
01139
Top
TIMO: Ich mache dasselbe Geständnis. TIMO: Jeg tilstår det samme. 01139
Bottom
01140
Top
JUHANI: Schockschwerenot! Und Eero? JUHANI: »Herrens søn og Kaitarantas Kusta!« Men hvad med Eero? 01140
Bottom
01141
Top
EERO: Ich mache dasselbe aufrichtige Geständnis, ja, dasselbe aufrichtige Geständnis. EERO: Jeg aflægger samme ærlige bekendelse, samme oprigtige bekendelse. 01141
Bottom
01142
Top
JUHANI: Gut, sehr gut! Haha! — Und Timo auch? Timo auch? JUHANI: Udmærket, aldeles udmærket! Haha! - Også Timo, også Timo! 01142
Bottom
01143
Top
TIMO: Das Mädchen ist mir mächtig lieb, das muß ich gestehen. Zwar hat sie mich mal windelweich geschlagen und tüchtig ausgeklopft, als ich noch ein kleiner Piepmatz war, und an die Haue muß ich immer wieder denken; aber na! TIMO: Pigen er mig overordentlig kær, det indrømmer jeg. Ganske vist gav hun mig engang en vældig omgang, bankede mig stakkels, lille fyr grundigt igennem, og jeg husker stadig de klø. Nå, ja! 01143
Bottom
01144
Top
JUHANI: Still, still davon! denn jetzt handelt es sich darum, ob du sie lieb hast. JUHANI: Ti nu stille, ti nu stille med det! Her er spørgsmålet jo, om du elsker hende. 01144
Bottom
01145
Top
TIMO: Ei ja, ei ja, das tu ich, und feste, nämlich wenn sie mich wiederliebt. TIMO: Ja-a, ja-a, det gør jeg og endda højt, altså hvis hun også elsker mig. 01145
Bottom
01146
Top
JUHANI: So so? Du trittst mir also auch in den Weg? JUHANI: Nå, nå! Du står således også i vejen for mig? 01146
Bottom
01147
Top
TIMO: Durchaus nicht, durchaus nicht; wenn du dein Herz wirklich nicht halten kannst, ja, dein Herz und deine Zunge. Trotzdem hab ich das Ding gern und will auch alles tun, um sie zur Frau zu bekommen. TIMO: Nej, nej, slet ikke, med mindre du da ikke for alvor er i stand til at styre dit sind - dit sind og din tunge. Jeg holder imidlertid meget af den tøs, og jeg vil også gøre mit bedste for at få hende til kone. 01147
Bottom
01148
Top
JUHANI: Schön, schön! Aber was meint denn Lauri? JUHANI: Godt, godt! Men hvad siger Lauri? 01148
Bottom
01149
Top
LAURI: Was habe ich mit dem Mädchen zu schaffen? LAURI: Hvad har jeg med den pige at skaffe? 01149
Bottom
01150
Top
JUHANI: Wessen Partei ergreifst du? JUHANI: På hvis side står du ? 01150
Bottom
01151
Top
LAURI: Ich pfeife auf die eine wie auf die andere. LAURI: Jeg blander mig ikke i den sag, hverken på den ene side eller den anden. 01151
Bottom
01152
Top
JUHANI: Na, das gibt eine nette Suppe. JUHANI: Det her tegner til at blive en nydelig suppe. 01152
Bottom
01153
Top
LAURI: Ich stecke meinen Löffel nicht hinein. LAURI: Som jeg ikke stikker min ske i. 01153
Bottom
01154
Top
JUHANI: Also alle außer Lauri. Kinder, Kinder, Brüderschaft von Jukola, mein großes Geschlecht! jetzt müssen wir uns hauen, daß Himmel und Erde erbeben! Jetzt, Herzensbruder, Messer, Axt oder Holzscheit zur Hand, einer gegen alle, und alle gegen einen wie sieben Ochsen! Meinetwegen! Meine Waffe ist der Knüttel da; dies Maserholz nehme ich, und nun mag sich der gratulieren, dessen Schädel einen Span davon abkriegt. — Nehmt eure Knüttel, Jungens, und tretet vor, wenn Männerkraft in euch ist. JUHANI: Altså jer allesammen, undtagen Lauri. Drenge, drenge, Jukolas brødreskare og min store slægt! Nu slår vi til, så jord og himmel bæver. Nu kære, kære brødre, frem med kniven, øksen eller brændestykket; og én mod alle og alle mod én som syv tyre! Kom an! Et brændestykke er mit våben; jeg tager den dér flammede krabat, og enhver, der får en splint af den i skallen, må selv tage skylden. - Tag jeres brændestykker, drenge, og træd frem, hvis der er en smule mandfolk i jer. 01154
Bottom
01155
Top
EERO: Hier stehe ich in Waffen, wenn auch etwas kürzer als die ändern. EERO: Her står jeg bevæbnet, selv om jeg er lidt mindre end I andre. 01155
Bottom
01156
Top
JUHANI: Du Dreikäsehoch! Aber warte, da seh ich wieder dies spöttische, dies hämische, dies vermaledeite Grinsen in deinem Gesicht. Mir scheint, du hältst die ganze Geschichte nur für einen Spaß. Aber ich will dich lehren. JUHANI: Du, din spirrevip! Men forstår du, nu ser jeg igen det hånlige, det fordægtige, det forbistrede grin i dit ansigt; og det forekommer mig, at du gør nar ad hele sagen. Men jeg skal lære dig. 01156
Bottom
01157
Top
EERO: Was kümmerts dich, wenn es nur mein Knüttel ernst meint. EERO: Hvad angår det dig, når bare min brændeknude bider bravt fra sig? 01157
Bottom
01158
Top
JUHANI: Ich will dich lehren. Die Knüttel in die Hand, sag ich noch einmal. JUHANI: Det skal jeg snart lære dig. Tag jeres brændestykker, drenge, tag jeres brændestykker! 01158
Bottom
01159
Top
TIMO: Wenns denn sein muß: hier bin ich, und hier ist mein Knüttel. Ich will ja keinen Zank und Streit; aber wenns sein muß. TIMO: Her er jeg, og her er min brændeknude, hvis det nu er nødvendigt. Jeg for mit vedkommende ønsker ikke kiv og strid, men hvis det er nødvendigt -. 01159
Bottom
01160
Top
JUHANI: Deinen Knüttel, Tuomas! JUHANI: Dit brændestykke, Tuomas! 01160
Bottom
01161
Top
TUOMAS: Geh zum Teufel mit deinem Knüttel, Tölpel. TUOMAS: Gå ad helvede til med dit brændestykke, dumrian ! , 01161
Bottom
01162
Top
JUHANI: Schockschwerenot! JUHANI: Fanden stå i det! 01162
Bottom
01163
Top
SIMEONI: Gott, wie schrecklich, wie heidnisch und türkisch ist dieser Spektakel. Aber ich verzichte auf den Spaß und befehle meine Heirat dem Herrn. SIMEONI: Hele denne tumult er uhyggelig, hedensk og tyrkisk, men jeg trækker mig ud af legen og lægger giftermålsaffæren i Herrens hænder. 01163
Bottom
01164
Top
LAURI: Ich verzichte auch. LAURI: Jeg trækker mig også ud af den. 01164
Bottom
01165
Top
JUHANI: Darum drückt euch nur beiseite, schert euch aus dem Weg. Nimm dein Holzscheit, Aapo, die Wände von Jukola sollen vom Bersten der Hirnschalen widerhallen; Schwefel und Pech! JUHANI: Gå til side, gå til side, så I ikke står i vejen. -Grib din brændeknude, Aapo, og må Jukolas vægge give genlyd, når pandeskallerne kløves. Ild og behornede djævle! 01165
Bottom
01166
Top
AAPO: Armselig ist doch das Menschenkind. Mir graut vor dir, Juhani, wenn ich sehe, wie deine Augen rollen und dir die Haare wie Borstengras zu Berge stehen. AAPO: Menneskenes børn er dog nogle elendige stakler. Jeg bliver helt forskrækket, Juhani, når jeg ser, hvordan du ser ud nu; når jeg ser, hvordan dine øjne ruller, og dit hår stritter i vejret som en tot hø. 01166
Bottom
01167
Top
JUHANI: Laß sie stehen, laß sie stehen. Das ist gerade der ordentliche, richtige Jussischopf. JUHANI: Lad det stritte, lad det stritte ; sådan er netop det rigtige, ægte Jussi-hår. 01167
Bottom
01168
Top
EERO: Den möchte ich wohl ein bißchen zausen. EERO: Jeg kunne godt lide at støve det lidt af. 01168
Bottom
01169
Top
JUHANI: Du Däumling! Am besten, du bleibst hübsch in deiner Ecke! Weg! Ich habe Mitleid mit dir. JUHANI: Du, din tommeliden! Det er bedst, du pænt bliver henne i krogen. Væk! Jeg har ondt af dig. 01169
Bottom
01170
Top
EERO: Stell nur beizeiten deine fürchterliche Kinnbakke da in die Ecke. Denn mit der habe ich Mitleid. Sie zittert und klappert ja schon wie ein Bettler. EERO: Stik din skrækkelige kæft ind i krogen, mens tid er. Den har jeg ondt af, for den skælver og bæver jo som en tigger. 01170
Bottom
01171
Top
JUHANI: Paß mal auf, wie der Knüttel hier klappert. Paß auf! JUHANI: Se, hvordan dette brændestykke skælver, se. 01171
Bottom
01172
Top
AAPO: Juhani! AAPO: Juhani! 01172
Bottom
01173
Top
EERO: Hau nur zu! Aber ich glaube, es regnet zurück, und vielleicht regnets da knütteldicke Schloßen. Schlag nur zu! EERO: Slå! Jeg tror, det vil regne tilbage herfra, og regne med hagl så store som brændeknuder. Slå! 01173
Bottom
01174
Top
JUHANI: Gewiß! JUHANI: Ja, det gør jeg. 01174
Bottom
01175
Top
AAPO: Du schlägst nicht, Juhani! AAPO: Slå ikke, Juhani! 01175
Bottom
01176
Top
JUHANI: Auf den Misthaufen mit dir, oder du nimmst deinen Knüttel und wehrst dich, sonst gerb ich dir das Fell. Nimm deinen Knüttel! JUHANI: Gå ud på møddingen med dig eller tag brændestykket og forsvar dig, ellers skal jeg banke knolden sønder og sammen på dig. Tag din brændeknude! 01176
Bottom
01177
Top
AAPO: Wo ist dein Verstand? AAPO: Hvor har du din fornuft? 01177
Bottom
01178
Top
JUHANI: Hier in dem Maserholz. Schau, jetzt flüstert es auch ein Wörtchen. JUHANI: Her i denne hårde brændeknude ; ser du, nu siger den et lille ord. 01178
Bottom
01179
Top
AAPO: Wart nur, wart nur, mein Lieber, bis ich auch die Waffe in der Faust habe. — So, hier stehe ich mit meinem Wurstholz. Aber erst ein paar Worte zu der christlichen Brüderschar von Jukola, und dann übereinander her wie tolle Wölfe. — Paßt auf: Im Schaum der Wut ist der Mann eine blutdürstige Bestie, aber kein Mensch; stockblind ist er und kann nicht sehen, was recht und billig ist, und am allerwenigsten kann er im Grimm Liebessachen in Ordnung bringen. Wenn wir jetzt aber doch mal versuchten, die Geschichte, die uns Brüdern den Knüttel in die Hand gedrückt hat, vom Standpunkt der Vernunft zu beschauen, verhält es sich nach meiner Meinung so damit: Das Mädchen kann uns nicht alle liebhaben, sondern bloß einen, wenn sie überhaupt einen von uns will und Hand in Hand mit ihm des Lebens distelvolle Bahn wandeln möchte. Ich halte es daher fürs beste, wir gehen alle miteinander und zu gleicher Zeit zu ihr, tragen ihr unsre Sache vor und fragen sie mit aufrichtigem Sinn und Mund, ob sie einem von uns ihr Herz schenken könnte. Sagt sie ja, dann mag sich der beglückwünschen, dem das ersehnte Los zugefallen ist. Die ändern aber mögen sich ohne Murren in ihr Schicksal ergeben. Wer leer ausgeht, schlucke seinen Verdruß hinunter und hoffe, daß er hienieden auch noch mal die ihm bestimmte Ehehälfte finden wird. Handeln wir so, dann handeln wir wie Männer und rechte Brüder. Und dann werden die verklärten Gestalten unsrer Eltern zum schimmernden Himmelstor heraustreten und, auf dem Saum einer blinkenden Wolke stehend, werden sie auf uns niederschauen und uns mit lauter Stimme zurufen: »Recht so, Juhani, recht so, Tuomas und Aapo, recht so, Simeoni, Timo und Lauri, recht so, mein lieber Eero! Wahrlich, ihr seid Söhne, an denen wir Wohlgefallen haben!« AAPO: Vent, broder, vent, indtil jeg også har fået et våben i min hånd. - Ja, sådan; nu står jeg her med denne pølse af et brændestykke i næven. Men først et par ord til jer, Jukolas kristelige brødreflok, og så skal vi slås som gale ulve. - Læg mærke til dette: en mand, der raser af galskab, er et blodtørstigt vilddyr og ikke noget menneske; han er så stærblind, at han ikke kan se, hvad der er ret og rimeligt; og han kan mindst af alt udføre kærlighedsgerninger, når han giver sig sin vrede i vold. Men hvis vi nu alligevel prøvede på at se sagen fra fornuftens synspunkt, den sag, som fik brødrene til at gribe efter brændestykkerne, så tror jeg, det forholder sig således: Pigen kan ikke elske os allesammen, men kun én, hvis hun da synes så meget om en af os, at hun sammen med ham vil vandre, hånd i hånd, op over livets tidsel-tilgroede bakke. Jeg synes derfor, det er bedst, vi går hen til hende allesammen på én gang, forelægger hende vor sag meget alvorligt og spørger hende, med varme i sind og mæle, om hun kan skænke en af os sit hjerte. Hvis pigen er medgørlig, lad så den af os, der får det heldige lod, prise sin lykkes store dag; og de andre må finde sig i deres skæbne uden at knurre. Den, der ikke har held med sig, må bide fortrædeligheden i sig og håbe, at han også engang, her på jorden, møder den kvinde, der er bestemt for ham. Hvis vi gør det, handler vi som mænd og sande brødre. Så vil vor faders og moders forklarede skikkelser træde ud af himlens strålende port og, stående på kanten af en skinnende sky, vil de se ned til os og råbe med høj stemme: »Ja, sådan, Juhani, ja, sådan, Tuomas og Aapo, ja, sådan, Simeoni, netop sådan, min lille Eero! I er sønner, der er os til behag!« 01179
Bottom
01180
Top
JUHANI: Hols der Henker, Mensch, du sprichst ja wie ein Engel vom Himmel. Es fehlt nicht viel, so bringst du mich zum Weinen. JUHANI: Mand, du snakker jo, fanden ta’ mig, som en engel fra himlen, og du er lige ved at få mig til at græde. 01180
Bottom
01181
Top
SIMEONI: Wir danken dir, Aapo. SIMEONI: Vi takker dig, Aapo. 01181
Bottom
01182
Top
JUHANI: Danke schön. Sieh her, ich schmeiße meinen Knüttel weg. JUHANI: Tak! Dér kaster j'eg mit brændestykke. 01182
Bottom
01183
Top
TIMO: Ich auch. Und so endet ja der Streit, wie ich gleich am Anfang gewünscht habe. TIMO: Og dér ryger mit. Og denne strid ender, således som jeg ønskede det lige fra begyndelsen. 01183
Bottom
01184
Top
SIMEONI: Aapo hält uns den Spiegel vor, und dafür laßt uns ihm danken. SIMEONI: Aapo holder et spejl op foran os, og det må vi takke ham for. 01184
Bottom
01185
Top
EERO: Ja, laßt uns ihm danken und den richtigen simeonischen Lobgesang anstimmen. EERO: Vi må takke ham, vi må sandelig synge »Simeonis lovsang«. 01185
Bottom
01186
Top
SIMEONI: Wieder Spott, Spott und Stichelei! SIMEONI: Atter hån, hån og grin! 01186
Bottom
01187
Top
TIMO: Treib nur keinen Spott mit Gottes Wort und dem simeonischen Lobgesang, Eero. TIMO: Eero, lad være med at spotte Guds ord og Simeonis lovsang. 01187
Bottom
01188
Top
AAPO: Ach, so jung und so verstockt. AAPO: Ak, så ung og så forhærdet! 01188
Bottom
01189
Top
SIMEONI: So jung und so verstockt! Eero, Eero! Ja, jetzt sage ich nichts weiter, aber ich seufze um dich. SIMEONI: Så ung og så forhærdet! Eero, Eero, jeg siger ikke et ord mere, jeg sukker blot på dine vegne. 01189
Bottom
01190
Top
JUHANI: Ich prophezeie dir aber, Eero, daß wir dir ein-oder zweimal eine Portion nach väterlicher Art zuteilen werden. Denn unsre Mutter hat dich zu zärtlich erzogen. JUHANI: Jeg spår, Eero, at vi en gang eller to er nødt til at ave dig grundigt med faders hånd. Moder opdrog dig alt for lemfældigt. 01190
Bottom
01191
Top
SIMEONI: Wir müssen ihn züchtigen, solange sein Herz noch jugendlich geschmeidig und biegsam ist. Aber laßt uns das mit liebender Hand tun, nicht in der Hitze des Zornes. Die Züchtigung im Zorn treibt Teufel ein, aber nicht aus. SIMEONI: Vi må tugte ham, mens hans hjerte endnu har ungdommens føjelighed og bøjelighed, men lad os gøre det med kærlig hånd og ikke i rasende vrede. En vred revselse driver djævelen ind, men ikke ud. 01191
Bottom
01192
Top
EERO: Sieh mal, so! Was? Ganz mit liebender Hand! EERO: Se her får du, og det med rigtig kærlig hånd. 01192
Bottom
01193
Top
SIMEONI: Oh, der Gottlose, hat mich geschlagen! SIMEONI: Oh, det ugudelige menneske - han slog mig! 01193
Bottom
01194
Top
EERO: Gerade auf die Gusche. Da soll einem nicht die Galle überlaufen! EERO: Og lige på snuden. Galden kan revne for mindre end som så. 01194
Bottom
01195
Top
JUHANI: Komm doch mal her, Kleiner. Timo, gib mir den Stock dort aus der Ecke. JUHANI: Kom her hen, min dreng. Timo, giv mig stokken, som står der henne i krogen. 01195
Bottom
01196
Top
SIMEONI: Jawohl, Juhani, leg ihn hübsch übers Knie, ich zieh ihm die Hosen runter. SIMEONI: Ja, sådan, Juhani, læg ham pænt over dine knæ, så skal jeg trække hans bukser ned. 01196
Bottom
01197
Top
EERO: Teufel! Ja nicht! EERO: Lad være for helvede! 01197
Bottom
01198
Top
JUHANI: Da hilft kein Zappeln, Krieps! JUHANI: Det nytter ikke, du spræller, din spirrevip. 01198
Bottom
01199
Top
SIMEONI: Laß ihn nur nicht los. SIMEONI: Slip ham ikke. 01199
Bottom
01200
Top
JUHANI: Seht mal den Kaulbarsch an. Aber los kommst du nicht, nein. JUHANI: Se nu til den aborre. Men du slipper ikke; nej. 01200
Bottom
01201
Top
EERO: Schlagt nur zu, ihr Verfluchten, dann steck ich die ganze Bude in Brand. Wahrhaftig, dann gibts Feuer und Qualm, Feuer und Qualm. EERO: Hvis I slår mig, I forbandede bæster, så stikker jeg ild i huset. Jeg skal sandelig lave ild og røg, ild og røg! 01201
Bottom
01202
Top
JUHANI: Diese Galle! die ganze Bude steckst du in Brand? Oh, diese Galle! JUHANI: Hvilken galde! Hvad, vil du stikke ild i huset? Oh, hvilken galde! 01202
Bottom
01203
Top
SIMEONI: Der Herr behüte die Galle! SIMEONI: Gud bevare os, sikke en galde! 01203
Bottom
01204
Top
JUHANI: Den Stock her, Timo! JUHANI: Kom med stokken, Timo! 01204
Bottom
01205
Top
TIMO: Ich kann ihn ja'nicht finden. TIMO: Jeg kan ikke finde den. 01205
Bottom
01206
Top
JUHANI: Du Blindekuh, siehst du ihn denn nicht dort in der Ecke! JUHANI: Din blindebuk, kan du ikke se den der henne i krogen ? 01206
Bottom
01207
Top
TIMO: Den da? Den Birkenknüttel? TIMO: Denne her? Denne birke-kæp? 01207
Bottom
01208
Top
JUHANI: Eben den. Reich ihn her. JUHANI: Ja, netop. Kom her med den. 01208
Bottom
01209
Top
SIMEONI: Hau drauf, aber vernünftig und nicht ganz mit aller Kraft. SIMEONI: Slå, men fornuftigt, og ikke med hele din kraft. 01209
Bottom
01210
Top
JUHANI: Ich weiß schon. JUHANI: Åh , jeg ved, hvordan det skal gøres. 01210
Bottom
01211
Top
LAURI: Nicht einen Schlag, sage ich! LAURI: Ikke et eneste slag, siger jeg! 01211
Bottom
01212
Top
TUOMAS: Laß den Jungen gehn! TUOMAS: Lad drengen være! 01212
Bottom
01213
Top
JUHANI: Er braucht was auf den Hintern. JUHANI: Han trænger til at få bagdelen varmet lidt. 01213
Bottom
01214
Top
LAURI: Nicht mit einem Finger rührst du ihn an. LAURI: Du rører ham ikke med en finger. 01214
Bottom
01215
Top
TUOMAS: Laß denjungen los! Auf der Stelle! TUOMAS: Slip drengen! På stedet! 01215
Bottom
01216
Top
TIMO: Verzeih ihm noch dies eine Mal, nur dies eine Mal noch. TIMO: Lad os tilgive Eero-knægten, i hvert fald endnu en gang. 01216
Bottom
01217
Top
SIMEONI: Jawohl, verzeihen, verzeihen, bis Disteln und Unkraut den Weizen erstickt haben. SIMEONI: Tilgivelse, tilgivelse, indtil tidsler og ukrudt kvæler hveden. 01217
Bottom
01218
Top
LAURI: Rühr ihn nicht an! LAURI: Rør ham ikke. 01218
Bottom
01219
Top
AAPO: Wir wollen ihm verzeihen. Und so versuchen wir feurige Kohlen auf sein Haupt zu sammeln. AAPO: Lad os tilgive ham og således prøve at samle gloende kul på hans hoved. 01219
Bottom
01220
Top
JUHANI: Geh und danke deinem Schöpfer. JUHANI: Gå så, og pris din lykke. 01220
Bottom
01221
Top
SIMEONI: Und bitte Gott, daß er dir ein neues Herz, einen neuen Sinn und eine neue Zunge schenkt. SIMEONI: Og bed til, at Gud skænker dig et nyt hjerte, et nyt sind og en ny tunge. 01221
Bottom
01222
Top
TIMO: Ich geh aber jetzt schlafen. TIMO: Jeg går i seng. 01222
Bottom
01223
Top
AAPO: Laßt uns noch einen Punkt besprechen. AAPO: Der er endnu en ting, vi bør drøfte. 01223
Bottom
01224
Top
TIMO: Schlafen geh ich. Komm, Eero, wir gehen schlafen und vergessen den Ameisenhaufen der Welt, dies elende Krabbelnest, das im Regen dampft und raucht. Komm, Eero. TIMO: Jeg går i seng. Følg med, Eero; lad os gå til ro og glemme denne verdens myretue, den elendige bunke, der damper og ryger i regnen. Kom, Eero! 01224
Bottom
01225
Top
JUHANI: Was willst du denn da noch besprochen haben? JUHANI: Men hvad er det for en sag, du ønsker, vi skal behandle ? 01225
Bottom
01226
Top
AAPO: Gott bessers! Es steht ja so, daß wir das A noch nicht kennen, den ersten Buchstaben im Abc-Buch, und doch ist es die unumgängliche Pflicht des christlichen Bürgers, daß er lesen kann. Dazu können wir durch Gesetzes-, durch Kirchengesetzesmacht gezwungen werden. Und ihr wißt ja, welche Staats-maschine uns erwartet und uns mit ihren Zähnen an sich reißen möchte, wenn wir nicht gutwillig lesen lernen. Der Fußblock wartet unser, Brüder, der schwarze Fußblock, der mit seinen runden Löchern grausig gähnend wie ein schwarzer Eber im Vorhaus der Kirche hockt. Dies ist die Höllenzange, mit der uns unser Propst gedroht hat, und er macht aus seiner Drohung Ernst, wenn er nicht den emsigsten Fleiß an uns gewahr wird; das ist sicher. AAPO: Gud nåde os, men forholder det sig måske ikke sådan, at vi ikke engang kender et a, det første bogstav i a.b.c.-en; og det at kunne læse er dog en kristen borgers uafviselige pligt. Og man kan tvinge os dertil med lovens magt, kirkelovens magt. I véd, hvilket maskineri der venter på os, statens maskineri, som vil vikle os ind i sine tandhjul, hvis vi ikke lydigt lærer at læse. Fodstokken venter os, brødre, den sorte stok, der gabende med sine skumle, runde huller, ligger og grynter i kirkens våbenhus som en sort galt. Vor præst har allerede truet os med denne helvedes knibtang, og han vil også gøre alvor af sin trusel, hvis han ikke ser, at vi øver os flittigt hver dag; det er en afgjort sag. 01226
Bottom
01227
Top
JUHANI: Ich brings nicht fertig lesen zu lernen. JUHANI: Umuligt at lære at læse. 01227
Bottom
01228
Top
AAPO: Die Menschen haben dies Kunststück früher auch fertiggebracht. AAPO: Menneskene har dog før været i stand til at lære den kunst. 01228
Bottom
01229
Top
TUOMAS: Da könnte man schwitzen! TIMO: Det kan få en mand til at svede. 01229
Bottom
01230
Top
JUHANI: Und pusten. Und ich habe einen so harten Kopf. JUHANI: Og stønne. Jeg har sådan et genstridigt hoved. 01230
Bottom
01231
Top
AAPO: Aber ein starker Wille bringt den Menschen durch graue Felsen. Laßt uns nur anfangen; wir holen uns Abc-Bücher aus Hämeenlinna und gehen beim Kantor in die Schule, wie es unser Propst befohlen hat. Das laßt uns tun, ehe man uns auf Kosten des Staates abholt. AAPO: Med en stærk vilje kæmper en mand sig gennem den grå klippesten. Lad os tage fat, lad os sende bud til Tavastehus efter a.b.c.-er, og lad os så gå i skole, hos klokkeren, sådan som præsten har befalet. Vi må gøre det, inden man fører os derhen med statens hastværk. 01231
Bottom
01232
Top
JUHANI: Ich fürchte, es muß sein. Ich fürcht es. Gott sei uns gnädig! Aber laßt uns dies morgen weiterplanen, jetzt wollen wir uns zur Ruhe begeben. JUHANI: Jeg er bange for, at vi må gøre det. Ja, det er jeg bange for. Gud forbarme sig over os! Men lad nu den sag hvile til i morgen og lad os gå til ro. 01232
Bottom

Kapitel 02 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
02001
Top
Es ist ein stiller Morgen im September. Der Tau schimmert auf den Feldern, der Nebel treibt über die Wipfel der verwelkten Büsche und vergeht schließlich in der Höhe. An diesem Morgen haben sich die Bruder sehr mürrisch und schweigsam erhoben, haben sich gewaschen, sich gekämmt und ihre Sonntagskleider angezogen. Denn heute — so haben sie beschlossen — wollen sie zum Küster in die Schule gehen. En stille september-morgen. Duggen funkler på marken, tågen bølger omkring de gulnende trætoppe, men stiger omsider til vejrs og forsvinder. Denne morgen stod brødrene op, meget gnavne og fåmælte; de vaskede deres ansigter, redte deres hår og iførte sig deres stadstøj. For i dag havde de besluttet, at de ville gå hen til klokkeren og begynde på deres skolegang. 02001
Bottom
02002
Top
Sie verzehren eben ihr Frühmahl am langen Fichtenholztisch vonjukola, und die braunen Erbsen scheinen ihnen wohl zu munden, obgleich ihr Gesicht nicht freudig strahlt, sondern ein düsterer Zug von Verdruß Uber ihren Brauen ruht; der Gedanke an den Gang zum Kantor, den sie gleich antreten wollen, hat ihn dort hingezeichnet. Doch beeilen sie sich nach beendeter Mahlzeit nicht besonders mit dem Aufbruch; noch eine Weile bleiben sie sitzen, um auszuruhen. Stumm sitzen sie da, und der eine starrt niedergeschlagen auf den Fußboden, während ein anderer die Fibel mit dem roten Rücken betrachtet und ihre dicken Blätter langsam um wendet. Am Sudfenster der Stube sitzt Juhani und schaut nach dem steinigen Hügel hinauf, in den dichten Tannenwald, aus dem die Kate des Föhrichtmutt-chens mit den roten Türpfosten herüberschimmert. De spiser deres morgenmad ved Jukolas lange fyrretræsbord; og de brune ærter synes at smage dem, selv om deres ansigtsudtryk ikke er muntert, og man sporer en mørk fortrædelighed i deres øjenbryn; det er tanken på den tunge vandring til skolen, den vandring, de snart skal påbegynde, der har fremkaldt alt dette. Men da de er færdig med at spise, skynder de sig dog ikke straks af sted, men sidder og hviler sig endnu et stykke tid. De sidder tavse; nogle af dem stirrer modløst ned i gulvet, mens andre betragter deres a.b.c.-er, med det røde bind, og vender de stive blade. Juhani sidder ved husets sydvindue og stirrer op mod den stenede bakkeskråning og den tætte fyrreskov, hvor man kan se et glimt af Fyrreskovs-konens rønne og dens rødmalede dørstolper. 02002
Bottom
02003
Top
JUHANI: Dort auf dem Steig geht Venla; und einen flinken Schritt hat sie. JUHANI: Dér kommer Venla hen ad stien; og hendes gang er så rask og gesvindt. 02003
Bottom
02004
Top
AAPO: Gestern wollte doch das Muttchen mit der Tochter zu ihren Verwandten nach Tikkala, Rüben köpfen und Preiselbeeren pflücken, und dort wollen sie bis spät in den Herbst bleiben. AAPO: Og i går besluttede både moder og datter at rejse hen til deres slægtninge på Tikkala for at tage roer op og plukke tyttebær; og de ville blive dér til sent på efteråret. 02004
Bottom
02005
Top
JUHANI: Bis spät in den Herbst? Das gefällt mir gar nicht. Wahrscheinlich tun sies. In Tikkala ist aber dieses Jahr ein Knecht, ein forscher Kerl und großer Schwerenöter; all unser Hoffen ginge da bald in die Brüche. Drum wärs ja das beste, wir erledigten auf der Stelle die bewußte Angelegenheit und stellten die Frage, die Frage der Fragen. Gehn wir also zu dem Mädel und fragen sie, ob sich ihr Sinn lenken lassen und ihr Herz entzünden möchte. JUHANI: Til sent på efteråret? Det gør mig meget urolig. De begiver sig måske af sted, men på Tikkala har de en karl i år, en flot fyr og en stor gavtyv; så dér ryger snart håbet for os allesammen. Det er derfor bedst, straks på minuttet, at udføre den betydningsfulde gerning; at fremsætte spørgsmålet, spørgsmålet over alle spørgsmål. Vi går altså hen til pigen og spørger hende, om hendes hu kan bøjes og hendes hjerte brænde. 02005
Bottom
02006
Top
TUOMAS: Ich glaube auch, das ist das beste. TUOMAS: Det mener jeg også er bedst. 02006
Bottom
02007
Top
TIMO: Ich auch. TIMO: Også jeg. 02007
Bottom
02008
Top
JUHANI: Ja, ja! Also jetzt nichts weiter als alle zusammen und zu gleicher Zeit auf die Freite gezogen, daß es schnappt. Ja, ja! Der Herr behüte uns! Aber da hilft nichts als freien, freien! Wir stecken gerade in unsern besten Kleidern, sind gewaschen und gekämmt. Und von außen sind wir ganz wie Christenmenschen: sauber und wie neugeboren. — Nein, das gefällt mir gar nicht. — Aber auf, zu Venla! jetzt ist die angenehme Zeit. JUHANI: Ja, ja, nu er der altså ikke andet at gøre ved denne lejlighed end at fri, allesammen og på én gang, som mænd. Gud være med os! Men der er intet andet at stille op end at fri, fri! Her sidder vi i vort bedste tøj ; vi er vaskede og kæmmede; ligner i hele vort udseende kristelige skabninger: nette og ligesom nyfødte. - Jeg er meget ængstelig. - Men nu af sted til Venla. Tidspunktet er gunstigt. 02008
Bottom
02009
Top
EERO: Und mag es auch der Tag des Heils werden. EERO: Og måtte det også blive en lyksalighedens dag. 02009
Bottom
02010
Top
JUHANI: Des Heils? Für wen? Was? Aha! Was meinst du damit, Kleiner? JUHANI: En lyksalighedens dag for hvem, for hvem ? Åhå, hvad tror du knægt? 02010
Bottom
02011
Top
EERO: Vielleicht für uns alle. EERO: Hvorfor ikke for os allesammen ? 02011
Bottom
02012
Top
JUHANI: Mit ändern Worten: du meinst, sie würde unser aller Frau? JUHANI: Med andre ord, at hun skulle blive vores allesammens kone. 02012
Bottom
02013
Top
EERO: Mag sein. EERO: Lad gå med det. 02013
Bottom
02014
Top
JUHANI: Nee nee! JUHANI: Nej, stop nu! 02014
Bottom
02015
Top
SIMEONI: Wie, in Gottes Namen, wäre das möglich? SIMEONI: Hvordan i Guds navn skulle det være muligt? 02015
Bottom
02016
Top
EERO: Bei Gott ist kein Ding unmöglich. Laßt uns alle einmütig glauben, hoffen und lieben. EERO: Intet er umuligt for Gud. Lad os tro, håbe og elske i samdrægtighed. 02016
Bottom
02017
Top
JUHANI: Still, Eero! denn wir gehen jetzt auf die Freite und auf demselben Weg mit dem Quersack über der Schulter zur Schule. JUHANI: Hold mund, Eero! Nu drager vi af sted på frierfærd og går samtidig i skole, med madposen på ryggen. 02017
Bottom
02018
Top
AAPO: Damit wir aber unser Werk mit Ehren zu Ende fuhren, schlage ich vor, daß einer von uns in der Hütte sozusagen den Wortführer macht. AAPO: Men hvis vi skal udføre vort ærinde ordentligt, må en af os være ligesom en slags ordfører, derinde i hytten. 02018
Bottom
02019
Top
JUHANI: Ein wichtiger Punkt! Dazu bist du ja aber wie geschaffen. Du hast schöne Anlagen; deine Rede erweckt einem immer Feuer und Blitze in der Brust. Wahrhaftig! Du bist zum Pfarrer geboren. JUHANI: En meget vigtig sag. Men netop du er som skabt til det hverv; du har gode evner, og din tale har altid tændt fyr og flamme i et menneskes bryst. Sandelig! Du er som født til at være præst. 02019
Bottom
02020
Top
AAPO: Was weiß ich groß? Und was reden wir von Anlagen? Hier in den Wäldern verschwinden sie im Nebel der Unwissenheit, vergehen wie ein rieselnder Bach im Sand. AAPO: Hvad ved jeg? Og hvorfor snakke om evner? Her i skovene forsvinder de i uvishedens tåge, bliver borte soin en rislende bæk i sand. 02020
Bottom
02021
Top
JUHANI: Es ist ein Unglück, daß du nicht in die Schule gekommen bist. JUHANI: En ublid skæbne har forhindret dig i at komme i skole. 02021
Bottom
02022
Top
AAPO: Wo hätte unser Hof die Mittel dazu hernehmen sollen? Denkt doch dran: mehr als einmal muß der Sack zwischen Heim und Schule tanzen, ehe der Junge im Predigtkasten wettert. — Aber zur Sache, zu der Heiratssache. Meinetwegen seis, wie ihr wollt. Ich trete als Sprecher für uns alle zusammen vor und werde versuchen, wie ein kluger Mann zu reden. AAPO: Hvorfra skulle vor gård have fået midler til at holde mig i skole? Glem ikke: mangen en madpose dingler af sted mellem hjemmet og skolen, inden drengen havner i præstens prædike-tønde. - Men lad os vende tilbage til sagen, giftermålssagen. Jeg vil gøre, som I ønsker. Jeg træder frem som ordfører for os alle sammen og prøver at tale som en klog mand. 02022
Bottom
02023
Top
JUHANI: Dann ans Werk. — Herrjesses! Aber es hilft ja nichts. Nein, allen Ernstes ans Werk. Unsre Säcke lassen wir vor der Hütte, und Lauri, der hier kein Pferd in der Schwemme hat, wird sie vor den Schweinen schützen. Auf! Und laßt uns mit dem Abc-Buch in der Hand in das Brauthaus treten, das gibt uns etwas von Feierlichkeit. JUHANI: Lad os gå til værks. - Herrejemini! Men der er intet at stille op, vi må gå til værks for alvor. Vi sætter vore madposer uden for konens hus, og Lauri, der jo ikke liar kreaturer i den kilde, passer på, at svinene ikke rører dem. Kom nu, af sted! Og vi træder ind i brudekammeret med a.b.c.-en i hånden; det giver os en vis højtidelighed. 02023
Bottom
02024
Top
EERO: Besonders, wenn wirs so halten, daß man das Blatt mit dem Hahn sieht. EERO: Især hvis vi vender det blad udad, hvor hanen sidder. 02024
Bottom
02025
Top
JUHANI: Schon wieder?! Aber beim Hahn fällt mir der gräßliche Traum ein, der mich letzte Nacht gequält hat. JUHANI: Er du nu dér igen? Men hanen minder mig om en skrækkelig drøm, der plagede mig sidste nat. 02025
Bottom
02026
Top
SIMEONI: Erzähl ihn; vielleicht enthält er eine heilsame Warnung für uns. SIMEONI: Fortæl! Det kan måske give os en gavnlig advarsel. 02026
Bottom
02027
Top
JUHANI: Ja, mir träumte, dort auf dem Ofen stände ein Hühnernest mit sieben Eiern drin. JUHANI: Jeg drømte, at der var en hønserede oppe på ovnen, en rede med syv æg. 02027
Bottom
02028
Top
SIMEONI: Die sieben Jukolabrüder! SIMEONI: Jukolas syv sønner! 02028
Bottom
02029
Top
JUHANI: Aber eins von den Eiern war spaßig klein. JUHANI: Men et af æggene var latterligt lille. 02029
Bottom
02030
Top
SIMEONI: Eero! SIMEONI: Eero! 02030
Bottom
02031
Top
JUHANI: Da starb der Hahn. JUHANI: Hanen døde! 02031
Bottom
02032
Top
SIMEONI: Unser Vater! SIMEONI: Vor far! 02032
Bottom
02033
Top
JUHANI: Da starb die Henne. JUHANI: Hønen døde! 02033
Bottom
02034
Top
SIMEONI: Unsre Mutter! SIMEONI: Vor mor! 02034
Bottom
02035
Top
JUHANI: Und dann machten sich sofort alle Mäuse, Ratten und Wiesel der ganzen Welt über das Nest her. — Sagt, was bedeutet dies Getier? JUHANI: Så kastede alverdens mus, rotter og væseler sig over reden. - Hvad mon de dyr betyder ? 02035
Bottom
02036
Top
SIMEONI: Unsre sündigen Begierden und die weltliche Lust. SIMEONI: Vore syndige begær og verdens vellyst. 02036
Bottom
02037
Top
JUHANI: Ich glaube auch. — Es kamen die Wiesel, die Ratten und die Mäuse, tänzelten und schwänzelten, schnubberten und knubberten an den Eiern herum, die bald zerbrachen, und da stieg aus dem kleinen Ei ein scharfer, beißender Gestank. JUHANI: Antagelig. - Væselerne, rotterne og musene kom og trillede og trimlede, skramlede og ramlede med æggene, så de snart gik i stykker, og det lille æg udsendte en meget skarp lugt. 02037
Bottom
02038
Top
SIMEONI: Paß auf, Eero. SIMEONI: Læg mærke til det, Eero. 02038
Bottom
02039
Top
JUHANI: Die Eier gingen kaputt, und eine schreckliche Stimme, wie das Getöse von vielen Wasserfällen, rief mir vom Ofen herunter ins Ohr: »Alles ist zerbrochen, und das ist ein großer Bruch!« So riefs. Aber schließlich fingen wir doch an, den Mischmasch zusammenzukratzen und zu kochen, und bekamen den bekannten Eierpamp daraus; und wir verzehrten ihn mit großem Wohlbehagen und gaben auch unsern Nachbarn davon ab. JUHANI: Æggene blev ødelagt, og en frygtelig stemme, der buldrede som mange vandfalds brus, råbte i mit øre oppe fra ovnen: »Alt er ødelagt, og ødelæggelsen er stor!« Sådan blev der råbt, men vi begyndte omsider at samle hele dette roderi sammen og kogte det ; og til sidst fik vi en slags røræg ud af det. Vi spiste det med god appetit og gav også vore naboer noget. 02039
Bottom
02040
Top
EERO: Ein hübscher Traum. EERO: En god drøm. 02040
Bottom
02041
Top
JUHANI: Ein bittrer! ein bittrer! Du stankst darin wie die Hölle. Ein sehr bittrer Traum, den ich da von dir geträumt habe, mein Lieber. JUHANI: Nej, bitter, bitter. Du stank som bare pokker. Det var en bitter drøm, jeg drømte om dig, knægt. 02041
Bottom
02042
Top
EERO: Ich habe aber von dir einen wirklich guten Traum geträumt. Mir träumte nämlich, daß dir der Abc-Buchhahn zum Lohn für deinen Fleiß und deine Klugheit einen großen Berg Zuckereier gelegt hat. Du freutest dich mächtig und lutschtest sie. Mir hast du sogar auch welche gegeben! EERO: Men jeg havde en rigtig sød drøm om dig; jeg så, hvordan hanen i a.b.c.-en værpede en vældig bunke bolcher og sukkerknalde til dig som belønning for din flid og din klogskab. Du blev meget glad, smaskede sukkerstadset i dig og gav også mig noget. 02042
Bottom
02043
Top
JUHANI: Ach! dir habe ich auch welche gegeben! Das war aber nett von mir. JUIIANI: Hvad, gav jeg også dig noget? Det varjo virkelig en god gerning. 02043
Bottom
02044
Top
EERO: Wann tut eine Gabe weh? EERO: »Hvornår gør gaven ondt« ? 02044
Bottom
02045
Top
JUHANI: Niemals. Und erst, wenn ich dir was mit dem Stöckchen gäbe. JUHANI: Aldrig, især hvis jeg gav dig lidt med stokken. 02045
Bottom
02046
Top
EERO: Warum denn nur etwas? EERO: Hvorfor kun lidt ? 02046
Bottom
02047
Top
JUHANI: Halt den Schnabel, Dussel! JUHANI: Hold kæft, din tyrekalv! 02047
Bottom
02048
Top
TUOMAS: Tut das beide, und laßt uns aufbrechen. TUOMAS: Gør det begge to. Og lad os komme af sted. 02048
Bottom
02049
Top
AAPO: Und jeder seinen Sack und sein Abc-Buch zur Hand. AAPO: Enhver af os tager sin madpose og a.b.c. 02049
Bottom
02050
Top
So gingen sie fort und gedachten, um der Nachbarin Tochter zu freien. Stumm schritten sie im Gänsemarsch über die Kartoffelmiete, stiegen den steinigen Pfad hinauf und standen endlich vor Föhrichtmutt-chens Hütte. Så drog de af sted for at fri til naboens datter. De vandrede tavse og i gåsegang hen over den høje kartoiTelkulc, traskede op ad den stenede skråning og stod til sidst uden for Fyrreskovs-konens hytte. 02050
Bottom
02051
Top
JUHANI: Hier sind wir, und hier lassen wir unsre Säcke. Und du, Lauri, bleibst als treuer Wächter dabei sitzen, bis wir aus dem Brauthaus zurückkommen. JUHANI: Nu er vi her, og dér sætter vi madposerne; og du, Lauri, sidder trofast og vogter dem, indtil vi kommer tilbage fra brudekammeret. 02051
Bottom
02052
Top
LAURI: Bleibt ihr lange drin? LAURI: Bliver I længe derinde? 02052
Bottom
02053
Top
JUHANI: Bis wir mit unsrer Sache glücklich fertig sind. — Hat jemand einen Ring bei sich? JUHANI: Så længe som sagens behandling kræver. - Har nogen afjer en ring? 02053
Bottom
02054
Top
EERO: Den brauchst du nicht. EERO: Det behøves ikke. 02054
Bottom
02055
Top
JUHANI: Hat jemand einen Ring in der Tasche? JUHANI: Har nogen afjer en ring i lommen? 02055
Bottom
02056
Top
TIMO: Ich nicht, und die ändern wohl auch nicht. Aber da haben wirs: ein Junggeselle sollte immer einen blinkenden Ring im Beutel tragen. TIMO: Ikke jeg og så vidt jeg véd, heller ikke nogen anden. Dér ser man: en ungkarl burde altid gå med en skinnende ring i lommen. 02056
Bottom
02057
Top
JUHANI: Donnerwetter! Da stehen wir nun. Und gestern war Iisakki, der Hausierer, bei uns, von dem ich gut einen Ring und ein Halstuch hätte kaufen können, aber daran hab ich nicht gedacht. JUHANI: Nå, for fanden! Der står vi nu. Og i går var den russiske bissekræmmcr, Isak, hos os, og jeg kunne have købt både en ring og et halstørklæde, men det tænkte jeg ikke på dengang, jeg svinebæst. 02057
Bottom
02058
Top
AAPO: Die Sachen können wir uns hinterher kaufen. Und überhaupt ist es zunächst am wichtigsten, daß wir sicheren Bescheid erhalten, ob einer und wer von uns diesen fröhlichen Kauf tun soll. AAPO: De sager kan vi købe os bagefter. Og det er bedst, vi først får at vide, om nogen af os og i så fald hvem af os, der skal foretage disse glædelige indkøb. 02058
Bottom
02059
Top
JUHANI: Wer hat denn da die Tür aufgemacht? Venla? JUHANI: Hvem åbnede døren? Var det Venla? 02059
Bottom
02060
Top
TIMO: Die Alte, das Hakenkinn. TIMO: Det var den gamle kælling, den krum-kæftede heks. 02060
Bottom
02061
Top
JUHANI: Venlas Spinnrad schnurrt drinnen wie ein vergnügter Mistkäfer am Sommerabend, wenn er schönes Wetter prophezeit. Nun hinein! Wo ist denn mein Abc-Buch? JUHANI: Venlas spinderok snurrer derinde som en munter skarnbasse en sommeraften, en skarnbasse, der spår fint vejr. Kom, så går vi! Hvor er min a.b.c.? 02061
Bottom
02062
Top
AAPO: Du hasts ja in der Hand, Bruder. Dir ist wohl nicht ganz wohl, du Gottesgeschöpf? AAPO: I din hånd, brorlil. Du, din Guds skabning, du er jo ligesom lidt rundtosset i hovedet. 02062
Bottom
02063
Top
JUHANI: Keine Not, Brüder. Aber ich bin doch nicht etwa rußig im Gesicht? JUHANI: Der er ingen fare, kære bror. Men er jeg ikke sodet i ansigtet ? , 02063
Bottom
02064
Top
EERO: Woher denn? Rein bist du und warm wie ein frischgelegtes Ei. EERO: Slet ikke, du er ren og varm som et nylagt æg. 02064
Bottom
02065
Top
JUHANI: Dann los! JUHANI: Kom så! 02065
Bottom
02066
Top
EERO: Wartet mal! Ich bin der Jüngste und darf euch wohl die Tür öffnen und selber zuletzt hineingehen. Tretet ein. EERO: Vent! Jeg er den yngste, og jeg vil åbne døren for jer og selv komme sidst ind. Gå indenfor! 02066
Bottom
02067
Top
Sie traten in die niedrige Hütte des Föhrichtmutt-chens, Juhani voran mit weit aufgerissenen Augen und mit Haaren, die ihm zu Berge standen wie die Borsten dem Stachelschwein; und die ändern folgten ihm auf den Fersen getreulich und mit ernsten Mienen. Sie gingen hinein, und Eero schlug mit einem Knall die Tür hinter ihnen zu, blieb jedoch selbst draußen und setzte sich mit einem verschmitzten Grinsen auf den Acker nieder. De gik ind i konens lave hus, Juhani forrest med øjnene på stilke og håret strittende som piggene på et pindsvin; og de andre fulgte troligt og højtideligt i hælene på ham. De gik altså ind, og Eero smækkede døren i efter dem, men han blev selv udenfor og satte sig ned i græsset med et fornøjet smil om læberne. 02067
Bottom
02068
Top
Die Alte aber, in deren Hütte die fünf Brüder nun als Freier stehen, ist eine rüstige und rührige Frau. Sie lebt von der Hühnerzucht und vom Beerenpflücken. Im Sommer und Herbst bückt sie sich fleißig auf den stubben -reichen Halden nach Erd- und Preiselbeeren, bückt sich und schwitzt zusammen mit ihrer Tochter Venla. Das Mädchen gilt für schön. Ihr Haar ist rostbraun, ihr Blick schlau und scharf, ihr Mund schwellend, wiewohl fast zu breit. Von Wuchs ist sie klein, aber breitschultrig und drall, und kräftig soll sie auch sein. Dies war der Schwarm der Brüder im Schutz des Föhrenwäldchens. Konen, i hvis hus fem brødre nu står som friere, er en rask og rørig kvinde; hun skaffer sig føden ved at holde høns og plukke bær; sommer og efterår rokker hun flittigt rundt på de stubbede marker, ved jordbær- og tyttebær-tuerne, rokker og sveder i selskab med sin datter, Venla. Pigen går for at være en skønhed. Hendes hår er rustfarvet, blikket listigt og skarpt, munden mild, men måske lidt for bred. Hun er lille af vækst, bredskuldret og fyldig, og man sagde, at hun også havde gode kræfter. Således var brødrenes kærlighedsfugl i fyrreskovens læ. 02068
Bottom
02069
Top
Plötzlich aber knarrte die Katentür, und Juhani trat hitzig heraus und rief zu den anderen, die noch drinnen waren: »Kommt fort, Jungens!« Und heraus kamen sie schließlich alle mit ärgerlichen Mienen und wandten sich dem Kirchdorf zu. Als sie aber ungefähr fünfzig Schritt vom Häuschen entfernt waren, hob Juhani einen faustdicken Stein auf und schleuderte ihn wutschnaubend gegen die Katentür. Es krachte, und drinnen schrie die Alte auf, öffnete die Tür und schüttelte fluchend und keifend ihre drohende Faust hinter den davoneilenden Brüdern her. Mit den Fibeln in der Hand und den Quersäcken über der Schulter schritten diese, ohne ein Wort zu wechseln, hintereinander her den Kirchweg entlang. Voller Wut hasteten sie dahin: Der Sand knirschte, und die Säcke tanzten auf und ab; und sie merkten kaum, wie sie vorwärts kamen. Lange marschierten sie schweigend drauflos, bis Eero den Mund öffnete und fragte: Men husets dør knirkede, og Juhani, der kom ud i en fart, råbte rasende til de andre, som endnu var derinde: »se, at komme væk, drenge!« Omsider kom de alle sammen ud, med et fortørnet udtryk i ansigtet, og begyndte at trave af sted til kirkebyen. Men da de befandt sig et lialvt hundrede skridt fra hytten, greb Juhani en knytnæve-stor sten på jorden og slyngede den, stønnende af raseri, imod husets dør; det drønede i hytten, og konen udstødte et hyl derinde; hun åbnede døren, bandede og rasede og truede med næven efter de flygtende brødre. Med a.b.c.-en i hånden og madposen på ryggen traskede brødrene nu, i hælene på hinanden, hen ad vejen til landsbyen uden at sige et ord. De travede af sted med vredens hujende hast, sandet spruttede og poserne svajede, og de lagde slet ikke mærke til, hvor hastigt vejen svandt bag dem. De gik længe i tavshed, indtil Eero omsider åbnede munden og sagde: 02069
Bottom
02070
Top
EERO: Nun, wie gings? EERO: Hvordan gik det? 02070
Bottom
02071
Top
JUHANI: Jaja! wie gings? Warst du nicht mit drin, du Elster, du Rabenaas? Aber freilich, du hattest keinen Mut, das wars. So ein Rabenaas! Dich könnte ja die Venla unter ihren Rock stecken. Paß aber mal auf, was ich alles von dir geträumt habe. Wie mir jetzt einfällt, träumte mir ja heute nacht noch was von dir. Sonderbar! Da saßest du dort im Tannenwald und hieltest Venla liebevoll umschlungen, als ich mich ganz sachte an euch heranschlich. Aber plötzlich erkanntet ihr mich, und was tat da Venla? Versteckte dich in den Falten ihres Rockes. »Was hast du denn da in deinen Rock gewickelt?« fragte ich. »Ach, nur eine kleine Krähe«, sagte das freche Ding. Hihihi! Das ist aber gar kein Traum, nein, hols der Henker! das hat sich Jussi selber zusammengedichtet. Ja! der ist nicht ganz so dumm, wie man glaubt. JUHANI: Ja-e, ja-e! Hvordan mon det gik? Fulgte du med os ind, din skade, din krageunge? Du turde ikke, du turde sandelig ikke. Men hvad er sådan en krageunge værd ? Ham kunne Venla stikke op under sin skørter. Men se bare, se bare, hvor meget jeg egentlig har drømt om dig. Jeg kommer i tanker om, at jeg drømte en anden drøm om dig forrige nat. Mærkeligt! Du sad i fyrreskoven ved siden af Venla og kærtegnede hende kærligt, da jeg nærmede mig jer med forsigtigt listende skridt. Men se, da I fik øje på mig, hvad gjorde så Venla? Hun gemte dig, fanden ta’ mig, under sine skørter. »Hvad har du viklet ind i dit skørt?« spurgte jeg. »Bare en lille krageunge«, svarede den frække tøs. Hi, hi, hi! Og det var ikke nogen drøm, sågu’ nej; han har selv fundet på det, Juhani-knægten her, lige ud af sit eget hoved. Ja-ah! Han er ikke så dum, som man siger. 02071
Bottom
02072
Top
EERO: Sonderbar, wie wir beide voneinander geträumt haben. Ich träumte so von dir: du standest mit Venla ebenfalls dort im Föhrenwald, und ihr herztet euch zärtlich und schautet ernst in die Wolken. Denn von dort oben, vom Himmel herab begehrtet ihr ein Zeichen, einen Beweis fiir die Gottgefälligkeit eurer Liebe. Der Himmel lauschte, es lauschte der Wald, die Erde und auch die kleinen Vögel, und ihr selbst harrtet im tiefsten Schweigen der Dinge, die da kommen sollten. Da kam auch schließlich eine alte Krähe, zog gemütlich durch die stille Luft und schielte, gerade über euch angelangt, einmal auf euch hinab, dann aber wandte sie ihre Augen nach der ändern Seite, lüpfte die Beine und ließ etwas Weißes fallen, das hinunterspritzte und euch beiden Liebenden auf die Stirn platschte und gerade in die Visage klackste. — Sei mir aber nur nicht böse; denn ich habe es wirklich geträumt und mirs nicht etwa selbst zusammengedichtet. EERO: Besynderligt, så vi har drømt om hinanden. Jeg har drømt om dig på følgende måde: Du og Venla stod ligeledes ude i skoven, omfavnede hinanden kærligt og stirrede alvorligt op mod skyerne. Derfra, fra himlens højder, bad I om et tegn, et bevis på, at jeres kærlighed havde fundet nåde. Himlen lyttede, skoven lyttede, jorden og endogså de små fugle lyttede; og I selv ventede i dybeste tavshed på, hvad der nu ville times. Til sidst kom en gammel krage flyvende med træge vingeslag gennem den stille luft, og da den nåede det sted, hvor I stod, stirrede den en enkelt gang ned på jer, men vendte så hurtigt sit blik andetsteds hen, spredte benene fra hinanden og slap noget hvidt fra sig, der faldt ned og sprøjtede knægten og pigen i panden, plask lige oven i krukken. — Lad nu ikke dette forurolige dit sind, for jeg drømte virkelig sådan, det er ikke noget, jeg har digtet ud af mit eget hoved. 02072
Bottom
02073
Top
JUHANI: Du verfluchter Kerl, ich will dich ... JUHANI: Jeg skal lære dig, din forbandede. . . 02073
Bottom
02074
Top
Dann stürzte er ergrimmt auf Eero zu, der geschwind vor seinem wütenden Bruder ausriß. Mit einem Sprung verließ er die Straße, rannte wie ein Hase an der Halde hin, und Juhani trottete wie ein gereizter Bär hinter ihm her. Es hüpften die Säcke, es dröhnte der trockene Boden unter ihnen; und man hörte, wie die ändern Brüder schrien und die Kampfhähne zur Besinnung und Eintracht mahnten. Aber Eero eilte zurück auf die Straße, und da liefen die ändern herzu, um ihn vor den Klauen des rasenden Juhani zu retten, der ihm schon dicht auf den Hacken war. Så styrtede han opbragt hen imod Eero, der hurtigt flygtede for sin vrede broder. Han sprang med et sæt bort fra vejen, strøg som en hare hen over heden, men Juhani tumlede af sted efter ham som en tirret bjørn. Madposerne dinglede frem og tilbage, den tørre jord dundrede under deres fødder, og man hørte de øvrige brødre råbe til de uenige, at de skulle være fornuftige og fordragelige. Men Eero skyndte sig tilbage til vejen, og de andre ilede til for at redde ham ud af kloerne på den forfærdelige Juhani, der allerede var lige i hælene på sin yngste broder. 02074
Bottom
02075
Top
TUOMAS: Hübsch stehngeblieben, Juhani! TUOMAS: Hold nu op, Juhani, og vær rolig. 02075
Bottom
02076
Top
JUHANI: Ich schlage ihm die Knochen entzwei! JUHANI: Jeg skal banke ham! 02076
Bottom
02077
Top
TUOMAS: Artig, Jüngelchen. TUOMAS: Rolig, min ven ! 02077
Bottom
02078
Top
JUHANI: Schockschwerenot! JUHANI: Fanden heller! 02078
Bottom
02079
Top
AAPO: Er hat nur Gleiches mit Gleichem vergolten. AAPO: Han gav jo kun råt for usødet. 02079
Bottom
02080
Top
JUHANI: Verflucht sei seine Zunge, verflucht sei dieser Tag! O Gott! von Venla haben wir wirklich einen Korb bekommen. Meine Augen sehen ja nicht einen Klafter weit. Erde und Himmel, alles ist schwarz wegen meines schwarzen Herzens. Schockschwerenot! JUHANI: Forbandet være hans tunge, forbandet være denne dag! Vi fik jo, i Guds navn, kurven af Venla! Krum-hornede spøgelser og himlens store hærskare! Mine øjne kan næppe se en alen frem for sig, så sort er jorden og himlen, sort på grund af mit hjerte. Fanden stå i det! 02080
Bottom
02081
Top
SIMEONI: Fluche nicht so, Mensch. SIMEONI: Band ikke, mand. 02081
Bottom
02082
Top
JUHANI: Ich fluche, daß sich die Erde umdreht und zersplittert wie ein morscher Kahn im Gewittersturm! JUHANI: Jeg vil bande, indtil j'orden vælter og falder sammen som en gammel tømmerslæde under et mastetræ! 02082
Bottom
02083
Top
SIMEONI: Was können wir denn dabei tun? SIMEONI: Hvad skal vi nu gøre ? 02083
Bottom
02084
Top
JUHANI: Tun? Wenn dies Abc-Buch nicht Gottes Wort, Gottes Buch wäre, dann zerriß ichs auf der Stelle in Fetzen, in tausend Fetzen! Aber seht mal her, wie ich jetzt meinen Quersack auf der Erde zu Matsch zertrample. Wollt ihrs sehn? JUHANI: Gøre? Hvis denne a.b.c. ikke var Guds ord, Guds egen bog, så ville j'eg rive den itu, flå den i stumper på stedet! Men se nu: j’eg vil mase madposen til mask her på marken! Vil I se? 02084
Bottom
02085
Top
SIMEONI: Um Gottes willen, die liebe Gottesgabe! Denk an die Magd in Paimio. Anspielung auf ein finnisches fliegendes Blatt, das von einer Magd in Paimio (Kirchspiel im Regierungsbezirk Äbo-Björneborg) erzählte, die auf dem Weg zur Kirche ihr BrotbUndel in eine Pfütze warf, um diese so trockenen Fußes Überschreiten zu können, und zur Strafe für immer in ihr hängenblieb. SIMEONI: For Guds skyld, gør det ikke med Guds gaver. Tænk på »Paimios pige«. 02085
Bottom
02086
Top
JUHANI: Mein Herz ist voll Leid! JUHANI: I mit hj'ertes kval. 02086
Bottom
02087
Top
SIMEONI: »Geduld im Leid, im Himmel Freud!« SIMEONI: »Kvaler her, manna hisset«. 02087
Bottom
02088
Top
JUHANI: Ich pfeife auf die ganze Himmelsfreude, wo ich Föhrichtmuttchens Venla nicht gekriegt habe. Ach, Brüder, meine große Familie! Wenn ihr wüßtet, dann verständet ihr, daß sich meine Gedanken beinahe schon zehn Jahre wie närrisch um das Ding gedreht haben. Und jetzt ist meine Hoffnung dahin, dahin wie die Asche im Wind. JUHANI: Jeg giver pokker i himlens manna, når jeg ikke kan få skovkonens Venla. Oh, brødre og min store slægt! I ville forstå mig, hvis I vidste, at mine tanker har kredset fuldstændig vanvittigt omkring den pige i næsten ti år. Men nu svandt mit håb, forsvandt som aske for vinden. 02088
Bottom
02089
Top
TIMO: Schon am frühen Morgen haben wir einen Korb bekommen. TIMO: Vi fik kurven lige fra morgenstunden. 02089
Bottom
02090
Top
JUHANI: Ja, alle miteinander. JUHANI: Alle mand! 02090
Bottom
02091
Top
TIMO: Keiner hat Gnade gefunden, auch der Kleinste nicht. Alle haben wir ihn bekommen. TIMO: Ingen blev skånet, ikke engang den mindste af os. Vi fik kurven alle sammen. 02091
Bottom
02092
Top
JUHANI: Alle, alle! Aber es ist doch so besser, als wenn einer von euch sie zur Ehehälfte bekommen hätte. Hols der Henker! was tät ich dem jetzt den Buckel verprügeln, dem das widerfahren wäre. Wahrhaftig, das tät ich. JUHANI: Alle, alle! Men det er dog bedre sådan, end hvis en af os havde fået hende til kone. Jeg ville, fanden ta’ mig, banke den fyr, der havde været så heldig; det lover j'eg. 02092
Bottom
02093
Top
TUOMAS: Wir haben uns jämmerlich benommen. Das zeigte das spöttische Grinsen des Mädels, als Aapo unsre gemeinsame Angelegenheit vorgebracht hatte. TUOMAS: Vi var aldeles umulige. Det kunne man se på pigens hånlige grin, da Aapo havde fremsat vor fælles sag. 02093
Bottom
02094
Top
JUHANI: Durchhauen sollten wir sie, das freche Ding. Uns zum besten halten! Na warte, Grünschnabel. — Aapo hat sein möglichstes getan, das ist nicht zu leugnen; aber da hätten ja Engelszungen nicht geholfen. JUHANI: Hun skulle have prygl, den tøs. At håne os! Vent bare, din tæve. - Aapo gj’orde sit bedste, det er synd at sige andet, men her ville selv en kerubs tunge ikke have nyttet noget. 02094
Bottom
02095
Top
TIMO: Ja, wenn wir im schwarzen Tuchrock vor sie hingetreten wären, und wenn eine Uhr unsre Westentasche wie eine dicke Zwiebel gebaucht, vielleicht noch ein Schlüssel an der Kette geklimpert und eine silberbeschlagene Pfeife zwischen unsern Zähnen gequalmt hätte: ja, dann hätte unsre Sache, weiß Gott, gleich Eier und Junge bekommen. TIMO: Men hvis vi var trådt frem for pigen i sorte klædesfrakker; og hvis uret havde svulmet i vor vestelomme som en flot roe; og hvis nøglen havde dinglet i en kæde, og en sølvbeslået pibe havde dampet mellem vore tænder, så ville der, pokker ta’ mig, være kommet både æg og kyllinger ud af vort ærinde. 02095
Bottom
02096
Top
JUHANI: Weiber und Elstern sind gleich stark auf blinkende Gegenstände versessen. Aber Aapo ist ja still wie ein zugefrorner See? JUHANI: Kvinden og skaden er lige lystne efter skinnende sager. - Men Aapo er tavs som en frossen sø. 02096
Bottom
02097
Top
AAPO: Unsre Stimme hat keinen Klang im Sturm. Oder fangen die wilden Wirbelwinde schon an, sich in deiner Brust zu legen? AAPO: Vor stemme kan ikke høres gennem stormen. Eller er din sjæls vilde hvirvelstorme begyndt at falde til ro i dit bryst ? 02097
Bottom
02098
Top
JUHANI: Die Blutlache meines Herzens schlägt noch hohe Wellen, oh, noch lange. Aber sag doch trotzdem ein Wort. JUHANI: Mit hjertes blodpøl bølger stadig; vil bølge længe. Men sig dog et ord. 02098
Bottom
02099
Top
AAPO: Meinetwegen zwei. Also hör zu. Nimm dein Herz in die Hand und fliistre ihm mit der Zunge der Vernunft ins Ohr: Venla macht sich nichts aus dir, \yeil sie dich nicht liebt, und daß sie das nicht tut, das laß dich nicht verdrießen, denn die Flamme der Liebe facht der Himmel an, aber nicht menschliche Pläne. Das Bettlermädchen verliebt sich in den König, die Fürstin entbrennt wie toll für den Köhlerbuben. So schweift der Hauch der Liebe in dieser Welt kreuz und quer umher, und du weißt nicht, von wannen er kommt. AAPO: To, om det skal være. Hør nu her. Tag hjertet i din hånd og hvisk det således i øret med fornuftens stemme: Venla ville ikke have dig, fordi hun ikke elsker dig; og at hun ikke gør det, bør ikke græmme dig, eftersom kærlighedens flamme tændes af himlen, men ikke af menneskets planer. Tiggertøsen forelsker sig i kongen, fyrstinden forelsker sig aldeles vanvittigt i skorstensfejerdrengen. Sådan flyver kærligheden rundt på kryds og tværs her i livet, og du ved ikke, hvorfra den kommer. 02099
Bottom
02100
Top
TIMO: Die Liebe bläst, wo sie will. Du hörst ihr Sausen, aber du weißt nicht, von wannen sie kommt und wohin sie fährt. Das habe ich oft die alte Gemeindearme sagen hören. Aber damit meinte sie, glaub ich, die Liebe Gottes. TIMO: Kærligheden blæser fra den kant, den selv vil, du hører dens sus, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Således hørte jeg engang en gammel, fattig kvinde sige. Men hun mente vist Guds kærlighed, tror jeg nok. 02100
Bottom
02101
Top
AAPO: Sprich weiter zu deinem Herzen: zapple nicht so! Venla hat recht getan, dir eine Absage zu geben. Denn eine Ehe ohne den Drang der Liebe taugt nichts, sie geht schief und bringt vielfach ewige Pein, wie wirs leider jetzt oft sehen und hören. Jawohl, Brüder, laßt Venla nur den nehmen, der ihr bestimmt ist. Wir machens ebenso. AAPO: Sig endvidere følgende til dit hjerte, hold op med at sparke! Venla gjorde ret i at afslå dit ønske; for at indgå ægteskab uden kærlighedens spore fører ikke til noget godt, men volder vanskeligheder og medfører ofte evindelige græmmelser, hvad man desværre ser og hører så tit nu om stunder. Ja, brødre, lad Venla tage den, der er bestemt for hende, og lad os gøre ligeledes. 02101
Bottom
02102
Top
TIMO: Das Mädchen, das aus meiner Rippe gemacht ist, kriege ich doch zu guter Letzt, und wenn sich der Teufel zuschanden brüllt. Dann weiß ich noch eins: beim Mann sitzt das Herz links, beim Weib rechts in der Brust. TIMO: Den pige, der er skabt af mit ribben, får jeg til sidst, om så fanden brøler. Og jeg véd endnu en ting: mandens hjerte sidder i venstre side af brystet, men kvindens sidder i højre. 02102
Bottom
02103
Top
JUHANI: Mein Herz sitzt aber nicht, sondern es hüpft und rast wie ein Heide. — O du Windbeutel, du Zigeunermetze! Weshalb hast du mich Bauernsohn, den Sohn eines Hofs mit gutem Boden, seinen ältesten Sohn zurückgestoßen? JUHANI: Men mit hjerte sidder ikke, det danser og raser som en hedning. - Oh du, din fjante, din zigøjner-tøs, hvorfor vragede du mig, bondesønnen, sønnen fra gården med de lerede marker, den ældste søn ? 02103
Bottom
02104
Top
AAPO: Darüber braucht man sich gar nicht zu wundern. Unser Hof ist in schreiendem Verfall, und dieses Fräulein dort hofft, wenn auch vergebens, in einen viel bessern Hof zu heiraten. Ich habe gehört, daß der Sorvari-Juhani, der saubere Patron, mit ihr schöntut. AAPO: Det er ikke noget at forundre sig over. Vor gård befinder sig i skrigende nød, og pigen håber, om end forgæves efter min mening, at blive husmoder på en langt bedre gård. Jeg har hørt, at Sorvaris Juhani, den springfyr, fjaser med hende. 02104
Bottom
02105
Top
JUHANI: Der Jussi! Das Stachelkinn! Hätte ich den jetzt unter den Fäusten, dann würd ich ihn ein bißchen durchwalken. Ein Mädchen in ewige Schande zu bringen. JUHANI: Du, din spids-hagede Jussi! Hvis jeg havde dig i mine klør, skulle jeg banke dig en kende. Narre pigen, så hun får evig skam! 02105
Bottom
02106
Top
AAPO: Ja ja, die Welt ist dumm und falsch zugleich. Venla fehlts nicht am Äußern und dem Jussi nicht an Kniffen. Sorvari ist ein prächtiger Hof, so was lockt. Aber Jukola, das Elendsnest, ist in einer traurigen Verfassung, und wir, seine sieben Erben, in einer noch viel traurigeren, wenigstens in den Augen der Welt. Die Menschen, die um das faule, oft wilde Leben unserer Jugend wissen, können wohl nichts Braves mehr von uns erwarten. Und so viel weiß ich, daß kaum zehn Jahre gesittetes und in allen Stücken ehrbares Betragen uns in den Augen unsrer Landsleute wieder zur vollen Menschenwürde verhelfen könnten. So mühselig ist es, sich vom Makel eines schlechten Rufs freizumachen, wenn er mal an einem sitzt. Aber schließlich ist es ja doch besser, daß wir uns aufraffen, als für alle Zeit in der Schlammpfütze unsrer Erbärmlichkeit zu versinken. Drum laßt uns aus allen Kräften nach Beßrung, nach gründlicher Beßrung streben! AAPO: Ja, ja, verden er samtidig både forrykt og falsk. Venla mangler ikke ydre, og Jussi ikke snedighed. Sorvari er en solid gård, og det lokker, mens Jukola, denne elendige rede, er i en sørgelig forfatning, og vi selv, gårdens syv arvinger, er i en endnu sørgeligere forfatning, i hvert fald i verdens øjne. Menneskene, der mindes vor ungdoms dovne og ofte vilde liv, venter sig ikke mere noget godt af os. Og jeg ved, at selv ti års ordentlig og på alle måder prisværdig optræden næppe vil være i stand til at give os vort fulde menneskeværd tilbage, i vore medmenneskers øjne. Så svært er det at befri sig for det smuds, der følger med et dårligt rygte, når det først har mærket sin mand. Men det er dog bedre, at vi omsider stræber opad, end at vi for bestandig synker ned i vor elendigheds mudderpøl. Lad os derfor forbedre os; forbedre os af alle kræfter! 02106
Bottom
02107
Top
JUHANI: Wir sind ja jetzt auf dem Weg der Beßrung. Aber diese unglückselige Brautschau hat meinem Herzen einen Schlag versetzt, der ihm Tage und Wochen entsetzlich weh tun wird. Sie hat mir eine schwere Wunde beigebracht. JUHANI: Vi befinder os jo nu på bedringens vej. Men denne ulyksalige frierfærd gav mit hjerte et slag, som det vil lide frygteligt under, i dage og uger; gav mig et sår. 02107
Bottom
02108
Top
AAPO: Eine Wunde, eine Wunde, ja wahrhaftig, aber ich weiß; die Zeit wird sie mit dem Schorf und der Haut der Vergessenheit überziehen. — Was ist denn dort auf der Straße? AAPO: Et sår, ja, sandelig et sår; men jeg ved, at tiden vil dække såret med glemslens skorpe og skind. - Hvad er det for larm, der henne på vejen ? 02108
Bottom
02109
Top
TIMO: Burschen aus Toukola, ein lustiger Haufen. TIMO: En munter flok fyre fra Toukola. 02109
Bottom
02110
Top
AAPO: Die feiern blauen Montag. Sie sind ja toll und voll betrunken, die alten Strauchdiebe. AAPO: De fejrer deres fri-mandag med ustyrlig støj, de slyngler. 02110
Bottom
02111
Top
TIMO: Und wollen gar zu sehr, daß wir mitmachen. TIMO: Og de vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02111
Bottom
02112
Top
JUHANI: Die Versuchung naht. JUHANI: Fristelsen nærmer sig. 02112
Bottom
02113
Top
TIMO: Sind die lustig! TIMO: De har det så fornøjeligt. 02113
Bottom
02114
Top
JUHANI: Und wir? Was steht uns bevor? Tausend Teufel! uns Arme erwartet ein feuriges Zausefest. JUHANI: Men vi? Hvad venter os? Tusind behornede djævle! På os stakler venter en varm portion rusk i parykken. 02114
Bottom
02115
Top
EERO: Welch ein Unterschied: beim Kantor hinterm Ofen am Abc herumstottern oder mit Hurra und Heißa mit vergnügten Kumpanen einen vergnügten blauen Montag feiern! EERO: Hvilken forskel: at terpe a.b.c. bag klokkerens dør eller fejre en glad fri-mandag, råbende og syngende, sammen med muntre kammerater. 02115
Bottom
02116
Top
JUHANI: Der Unterschied ist riesengroß, so groß, wie der zwischen dem Brunnen des Abgrunds und dem Himmel. Wohin sollen wir gehen, Brüder? JUHANI: Forskellen er forskrækkelig stor; stor som dybet mellem brønden og himlen. Brødre, hvilken vej skal vi gå? 02116
Bottom
02117
Top
EERO: Dann los in den Himmel! EERO: Naturligvis til himlen. 02117
Bottom
02118
Top
AAPO: In den Brunnen, in den Brunnen, und uns voll Wasser des Lebens schlürfen! In die Tiefen der Gelehrsamkeit, der Kunst und der Weisheit wollen wir uns versenken. AAPO: Til brønden, til brønden! For rigtig at slubre livets vand i os. Vi vil fordybe os i lærdommens, kundskabens og visdommens skatkamre. 02118
Bottom
02119
Top
TUOMAS: Zum Kantor, zum Kantor! TUOMAS: Til klokkeren, til klokkeren! 02119
Bottom
02120
Top
JUHANI: Na, trollt euch! JUHANI: Nå, lad os så traske af sted! 02120
Bottom
02121
Top
EERO: Hört mal! Kissala-Aapelis Klarinette! EERO: Hør Kissala-Aapelis klarinet! 02121
Bottom
02122
Top
JUHANI: Wunderschön! JUHANI: Vidunderligt! 02122
Bottom
02123
Top
TIMO: Das klingt wie die Posaune des Oberengels. TIMO: Lyder som ærke-englens basun. 02123
Bottom
02124
Top
JUHANI: Wenn die himmlischen Heerscharen exerzieren und marschieren, daß der Staub unter den Füßen pufft. Wunderschön! JUHANI: Når den himmelske hærskare eksercerer og marcherer, så skidtet sprøjter. Vidunderligt! 02124
Bottom
02125
Top
TIMO: Sie wollen uns um alles in der Welt mit sich haben. TIMO: De vil meget gerne have, vi slår følge med dem. 02125
Bottom
02126
Top
JUHANI: Gewiß, gewiß. Die Versuchung naht, ja wahrhaftig, die Versuchung naht. JUHANI: Det ved man. Fristelsen nærmer sig os ; det gør den sandelig. 02126
Bottom
02127
Top
Unterdessen waren die Burschen aus Toukola heran-gekommen, aber durchaus nicht so höflich und liebenswürdig, wie die Brüder von Jukola erwarteten. Sie waren nämlich ziemlich angeheitert und machten sich einen Spaß daraus, den Brüdern einen Possen zu spielen, und sie sangen, während sie sich unter den Klängen von Kissala-Aapelis Klarinette den Schul-gängern näherten, das neue Lied von der »Sieben-männerkraft«: Mens brødrene snakkede således sammen, nærmede sig en flok fyre fra Toukola, men de var ikke slet så høflige og venlige som Jukola-sønnerne havde ventet. De var temmelig omtågede, og for at drive løjer med brødrene sang de en nylavet vise, som de havde kaldt: »Syv mænds styrke«. Mens Kissala-Aapeli spillede, nærmede de sig skolegængerne og sang således: 02127
Bottom
02128
Top
Brülle, wem ne Kehl gegeben,
denn ein Lied soll sich erheben
von der Siebenmännerkraft.

So viel Stern im großen Bären,
so viel fette Bäuche zehren,
groß und klein, an Jukola.

Juho poltert, donnerwettert,
alles kracht, wenn Jussi zetert,
er, des Hofes bester Sohn.

Tuomas wie ne Eiche stehet,
Abram seine Predigt drehet,
Jukolas großer Salomon.

Simeon, der alte Mucker,
klagt und weint, der »arme Schlucker,
Satan, Sünder, Elendswurm«.

Auch kocht Erbsen er mitunter,
Timo wirft den Speck darunter,
spuckt auch in den Brausetopf.

Lauri will sich waldwärts trollen,
sucht nach Krummholz und nach Knollen,
wühlt als Dachs die Heide um.

Schließlich kommt vom Schwanz die Spitze,
Eero klein mit schlauem Witze,
Jukolas bissiger Köter.

Dieses sind die Brüder alle,
edel wie die Stier’ im Stalle,
mit der Siebenmännerkraft.
Hyl nu, hver en hals og tunge,
jeg en salme nu vil sjunge
om styrken hos de syv.

Stjerner syv i karlsvogn står,
drenge syv paa Jukola gård,
de søde dovenkroppe.

Juho larmer, huset ryster,
gårdens rette søn sig bryster,
den store »Jussi-knægt«.

Tuomas som egen stod,
da Abraham sin røst oplod,
den store Salomon.

»Usle menneske«, han præked,
Simeoni, flagreskægget,
»satanisk, syndigt, sølle«.

Simeoni koger ærter.
Er der fedt i, Timo, er der?
I grydens skum han spytter.

Lauri-knægt i skoven render,
glor paa træer, der nedad vender,
han roder som en grævling.

Lille-Eero, halespidsen,
glat i kæften, arrig, vrissen,
den bidske hund på gården.

Brødre-skaren står herude,
stolte som en drift af stude,
så stærke alle syv.
02128
Bottom
02165
Top
Schweigend, aber mit aufeinandergebissenen Zähnen hörten die Brüder das Lied an. Als jedoch der Spott der Plagegeister damit nicht erschöpft war, als es nun ununterbrochen gemeine Witze regnete, besonders über den Hahn auf dem Abc-Buch und sein Eierlegen, da lief den Brüdern die Galle ins Blut, ihre Augen wurden stechend und zogen sich eng zusammen wie die des Nerzes, wenn er im schwarzen Bruchwald hinterm Baumstumpf hervor in die leuchtende Sonne blickt. Da geschah es, daß einer der Toukolaner Gauner im Vorbeiziehen Juhani plötzlich die Fibel aus der Hand schlug und mit aller Geschwindigkeit ausriß. Ergrimmt jagte Juhani hinter ihm her. Gleich stürzten sich auch die ändern Brüder mit wilder Wucht auf die Spötter, und es gab eine allgemeine Prügelei. Zuerst klatschten Ohrfeigen, klatschten hüben und drüben. Aber dann gingen sie einander an die Kehlen und begannen, blindlings und japsend, ein Reißen, Raufen und Knuffen mit den Fäusten. Grimmig schlugen die Burschen von Toukola drein, aber noch grimmiger droschen die Männer von Jukola; und schwer wie eiserne Keulen fielen ihre Fäuste auf die Köpfe der Feinde. Man wälzte sich im Schmutz und Staub, der in dickgeballten Wolken von der Straße aufstieg, und der grobe Kies prasselte rings im Gebüsch. So tobte die wilde Schlägerei eine Zeitlang, und die Brüder riefen, fast schon Sieger, mit lauter Stimme: »Fleht ihr um Gnade, ihr Satansknochen?«, und aus den Wolken antwortete das Echo: »Gnade!« Doch wehrten sich die Burschen von Toukola lange, bevor sie entkräftet zu Boden sanken. Da lagen sie mit zerrissenen Rock-schößen und geschwollenen Gesichtern und sogen gierig die frische Luft in die glühenden, keuchenden Lungen. Die Brüder standen als Sieger da. Jedoch auch ihnen sah mans an, daß sie genug vom Kampf hatten und daß ihnen jetzt eine Verschnaufpause willkommen war. Besonders war man mit Eero im Tumult arg umgesprungen; denn sein kurzer Wuchs gab den Streitkumpanen einen großen Vorteil. Oft rollte er während der Prügelei wie ein kleiner Dachshund vor den ändern auf der Erde, und nur die schnelle Hilfe seiner Brüder bewahrte ihn vor vollständigem Zerstampftwerden. Mit zerzaustem Kopf saß er nun am Grabenrand und sammelte, heftig keuchend, neue Kräfte. Tavse, men med sammenbidte tænder, lyttede brødrene til denne sang. Men da plageåndernes spot ikke engang standsede her, og hånlige bemærkninger regnede ned over brødrene i det uendelige, især om den æglæggende hane i a.b.c.-en, begyndte deres galde at svulme; og deres øjne blev hvasse; de blev små og smalle som ilderens øjne, når den sidder under sin træstub i den mørke skov og stirrer op mod solens lys. Men nu skete der det, at en stor krabat blandt Toukola-folkene pludselig i forbifarten rev a.b.c.-en ud af hænderne på Juhani og begyndte at løbe af alle kræfter, men Juhani styrtede straks efter ham, opbragt af raseri. Så kastede de andre brødre sig også over deres plageånder i en vældig fart, og dermed var slagsmålet i fuld gang. Først knaldede lussingerne, knaldede fra begge sider, men så greb de hinanden i struben og begyndte - blindt og stønnende - at rive, flå og fægte med næverne. Toukola-folkene slog hårdt fra sig, men Jukolas mænd slog endnu hårdere, og brødrenes knytnæver faldt, tunge som jernkøller, oven i hovedet på deres fjender. De væltede sig i skidt og støv, der steg som en sky op fra den tørre landevej ; og sand og grus raslede omkring dem mellem buskene. Sådan rasede det larmende slagsmål et stykke tid, og brødrene, der næsten var lige ved at vinde, råbte med høj stemme: »I sataner, beder I om nåde?« ; og ekkoet svarede fra støvskyerne: »Nåde!« Men Toukola-folkene gjorde modstand i lang tid, indtil de omsider sank udmattede til jorden. Dér lå de nu med sønderrevne frakkeskøder og opsvulmede ansigter, mens de grådigt sugede den friske luft ind i deres hede, pustende indre. Brødrene stod nu som sejrherrer, men deres udseende vidnede om, at de havde fået nok af slagsmålet, og at en smule hvile også ville være velkommen for dem. Især Eero var blevet svært medtaget under tumulten; hans lavstammede vækst var nemlig til stor fordel for modstanderne. Under slagets gang havde han ofte tumlet rundt mellem fødderne på de andre helte som en lille grævlingehund ; og kun hurtig bistand fra brødrenes side havde reddet ham fra at blive helt radbrækket. Han sad nu på grøftekanten for at samle nye kræfter; håret strittede, og han stønnede heftigt. 02165
Bottom
02166
Top
Als aber die ändern den Kampf aufgaben, kam Juhani mit einem Mann heran und zerrte ihn dabei am Kragen und preßte ihm immer von neuem die Kehle zu. Erschreckend, furchtbar sah der älteste Jukola-bruder aus. Wie Feuerstrahlen sprühte der Zorn aus seinen kleinen Augen, die ihm, blutunterlaufen vor Wut, wild im Kopf rollten. Dichter Schweiß rann ihm von den Wangen, und wie ein Streithengst schnaubte und keuchte er. Men netop da de andre var færdige med at slås, nærmede Juhani sig med sin mand; han halede af sted med ham i flippen og klemte ham nu og da om struben. Frygtindgydende og frygtelig var nu Jukolas ældste søn at skue. Vreden flammede som ild ud af hans - også nu - temmelig små øjne, der helt blodskudte af raseri rullede vildt i hovedet på ham ; en skarp sved strømmede ned over hans kinder, og han st«»linede og pustede som en stridshingst. 02166
Bottom
02167
Top
JUHANI: Hol mir meine Fibel, hol mein Abc-Buch! Auf der Stelle! Schau her, ich nehm dich in die Zange, daß dir dein Pansenwust rausfliegt! Hol um Gottes willen meine rote Fibel, du Spitzbub! Paß auf, ich komme dir. Siehst du, so! JUHANI: Find min a.b.c., find min a.b.c., på stedet! Ser du, jeg skal klemme dig, til skidtet flyver ud af dig, hvis du ikke gør det. Find for Guds skyld min a.b.c. med det røde bind, din slyngel. Se her, sådan vil jeg give dig, ser du, sådan! 02167
Bottom
02168
Top
DER TOUKOLANER: Schlag nicht. MANDEN FRA TOUKOLA: Slå ikke ! 02168
Bottom
02169
Top
JUHANI: Das Abc - Buch! JUHANI: A.b.c.-en! 02169
Bottom
02170
Top
DER TOUKOLANER: Ich habs dort ins Gebüsch geschmissen. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg kastede den dér ind i buskene. 02170
Bottom
02171
Top
JUHANI: Gibs mir hübsch, hübsch in die Hand richtig mit dem Samtpfötchen, sag ich dir, du Spitzbub! Glaubst wohl, du könntest mir hier einen Tanz machen, Spitzbube? Willst du mir endlich die rote Fibel in die Hand geben, verfluchter Kerl? JUHANI: Læg den nu i min næve, rigtig pænt, med den lille, søde hånd, din slyngel. Tror du, du bare danser her for din fornøjelses skyld, bandit ? Lægger du ikke, dit forbandede bæst, den røde a.b.c. i min hånd ? 02171
Bottom
02172
Top
DER TOUKOLANER: Du zerquetscht mir ja die Kehle — die Kehle! MANDEN FRA TOUKOLA: Du knuser min hals, min hals! 02172
Bottom
02173
Top
JUHANI: Das Abc-Buch! Gott behüte uns. Das Abc-Buch! JUHANI: A.b.c.-en! Herren forbarme sig over os! A.b.c.-en! 02173
Bottom
02174
Top
DER TOUKOLANER: Hier, du entsetzlicher Mensch! MANDEN FRA TOUKOLA: Her, dit frygtelige menneske. 02174
Bottom
02175
Top
JUHANI: Gib ihm einen kleinen Kuß! Da! Küß es hübsch! JUHANI: Giv den et lille kys. Ja, kys den pænt. 02175
Bottom
02176
Top
DER TOUKOLANER: Was? Küssen? MANDEN FRA TOUKOLA: Hvad ? Kysse den ? 02176
Bottom
02177
Top
JUHANI: Jawohl, hübsch artig! Tus um Himmels willen, lieber Freund, wenn dir nicht der Buckel juckt und dir dein Leben lieb ist. Tus, tus, sonst schreit schon in dieser Stunde dein Blut um Rache über mir, wie ehemals das Blut des frommen Abel. Du siehst, ich bin vor Wut schwarz im Gesicht wie ein Sauna-kobold. Drum küß die Fibel! Ich bitte dich zu unser beider Bestem! — So, schön! JUHANI: Rigtig pænt. Og gør det for Guds skyld, brorlil, hvis det kilder i din ryg, og du har dit liv kært. Gør det, ellers vil dit blod allerede i dette øjeblik råbe på hævn over mig som fordum den fromme Abels blod. Du ser, at jeg er sort i hovedet af vrede som en badstue-nisse. Så kys derfor min a.b.c. Jeg bønfalder dig både for din og min skyld! - Ja, sådan. 02177
Bottom
02178
Top
DER TOUKOLANER: Bist du nun zufrieden? MANDEN FRA TOUKOLA: Er du nu tilfreds ? 02178
Bottom
02179
Top
JUHANI: Vollständig. Geh jetzt und danke deinem Schöpfer, daß du so davongekommen bist. Und wenn du da in der Gegend zwischen deinen Schultern und deinem Dickkopf Spuren wie von den Zähnen eines Schraubstockes entdeckst, und besonders, wenn du morgen so eine Steifheit wie beim Mumps verspüren solltest, dann wundre dich nicht weiter. So, nun kannst du gehen. Aber noch eins, mein Lieber, noch ein Wort. Wer hat denn das Liedchen gemacht, das wir vorhin mit steifen Ohren anhören mußten? JUHANI: Særdeles tilfreds. Gå nu og pris din skaber, at du slap med dette. Og hvis du midtvejs mellem dine skuldre og hoved-knolden skulle føle visse mærker som efter skruestikkens kæber, og især hvis du i morgen endnu skulle føle nogen stivhed i ryggen, som om du havde haft svinesyge, så bliv ikke alt for overrasket. Ja, gå så. Men endnu et ord, bare et ord, brorlil. Hvem har digtet den vise, som vi for lidt siden måtte lytte til med ørerne på stilke? 02179
Bottom
02180
Top
DER TOUKOLANER: Das weiß ich nicht. MANDEN FRA TOUKOLA: Det ved jeg ikke. 02180
Bottom
02181
Top
JUHANI: Du! Sags! JUHANI: Ud med det! 02181
Bottom
02182
Top
DER TOUKOLANER: Ich weiß nicht. MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg ved det ikke. 02182
Bottom
02183
Top
JUHANI: Na, das werde ich schon rauskriegen. Aber grüß den Kissala- Aapeli von mir und sag ihm, wenn ich ihm mal begegne, soll seine Kehle noch viel lauter quietschen als vorhin seine Klarinette. Fort jetzt, denn meine Gegenwart ist nicht gerade heilsam für dich. — Brabbel ja nichts von Rache. Paß auf, daß ich nicht Lust kriege und noch mal hinter dir herjage und dir noch etwas verabreiche. JUHANI: Nå, nå, det kan jeg altid få at vide. Men hils Kissala-Aapeli fra mig og sig til ham, at når jeg møder ham næste gang, så vil hans hals give en endnu skarpere lyd fra sig end hans klarinet for lidt siden. Gå nu, for min nærværelse er ikke videre sund for dig. - Og lad være med at mumle noget om hævn. Pas på, jeg ikke får den idé at følge efter dig og give dig lidt oven i købet. 02183
Bottom
02184
Top
TUOMAS: Laß den armen Kerl in Ruhe. TUOMAS: Lad ham nu være i fred, den stakkels mand. 02184
Bottom
02185
Top
JUHANI: Der hat sein Fett, das versichre ich euch. — Aber nun weg von dieser schrecklich gepflügten, tausendfach zerschlitzten Landstraße. Hier ist jetzt nicht gut sein; denn eine Prügelei auf offener Land -Straße ist vom gesetzlichen Standpunkt eine sehr unangenehme Sache, die einen eklig in die Patsche bringen kann. JUHANI: Han har fået på snuden, det lover jeg for. - Men lad os nu forlade denne vej, der er så skrækkelig rodet og furel på kryds og tværs. Det er ikke klogt at blive her; for slagsmål på landevejen er, set fra lovens synspunkt, en meget betænkelig sag og kan bringe en mand i alvorlig knibe. 02185
Bottom
02186
Top
AAPO: Ja, sputet euch! — Das war aber eine schöne Rauferei. Wenn Simeoni nicht gewesen wäre, dann wär ich hübsch gerupft worden. Er hat den Haufen über mir etwas weggeräumt. AAPO: Vi må skynde os! - Men det var da et ordentligt livtag; jeg ville være blevet grundigt plukket uden Simeonis hjælp; han splittede bunken en smule, den bunke, der lå oven på mig. 02186
Bottom
02187
Top
SIMEONI: Warum haben wir uns auch mit ihnen eingelassen? Aber der Mensch ist schwach und kann seinen Zorn und die Macht der Sünde nicht bändigen. Ach, als ich sah, wie Tuomas’ Faust die Kerle niedermähte, da dachte ich: nun gibts bald einen Mord. SIMEONI: Hvorfor rørte vi ved dem? Men mennesket eisvagt og kan ikke styre sin vrede og syndens magt. Ak, da jeg så, hvordan Tuomas’ næve slog mænd til jorden, tænkte jeg: nu er der ikke langt til manddrabet. 02187
Bottom
02188
Top
TUOMAS: Ja, ich hab vielleicht ein bißchen unvorsichtig dreingeschlagen, aber man hat sich ja schon um weniger gehauen. — Wir müssen uns etwas ranhalten, der Tag rückt vor. TUOMAS: Jeg slog måske lidt uforsigtigt, men man har da indladt sig i slagsmål for mindre end det. - Lad os gå hurtigere; dagen svinder. 02188
Bottom
02189
Top
Sie holten tüchtig aus, doch Ärger und Unwille wollten nicht von ihren Gesichtern weichen, sondern es gab ihnen jedesmal einen schmerzlichen Stich ins Herz, wenn sie an das Spottlied ihrer Feinde dachten. Schweigend trabte Juhani voran, trabte von Grimm gejagt, spuckte oft aus und schüttelte den Kopf dazu. Zuletzt wandte er sich aber nach den ändern um und öffnete den Mund. De traskede hastigt af sted, men vreden og harmen ville ikke forlade deres ansigter; den gnavede stygt i deres hjerter, når de tænkte på Toukola-folkenes nidvise. Juhani travede forrest, i tavshed; travede af sted med harmens energi; han spyttede, og rystede nu og da på hovedet. Til sidst vendte han sig dog om mod de andre og åbnede munden. 02189
Bottom
02190
Top
JUHANI: Welcher Teufelsbraten hat denn nur das Lied gemacht? JUHANI: Hvem pokker har lavet den sang? 02190
Bottom
02191
Top
EERO: Der Kissala-Aapeli. EERO: Kissala-Aapeli. 02191
Bottom
02192
Top
AAPO: Mir schwant auch so was, denn der ist ein böser Spottvogel. Er hat ja auch damals das ganz gemeine Lied auf unsern alten Pastor gedichtet, der sich, Gott bessers! bei der Leseprüfung aus Versehen ein bißchen die Nase begossen hatte. AAPO: Det har jeg også på fornemmelsen, for han er en ondsindet spottefugl. Han lavede jo også et nedrigt smædedigt om vor stakkels gamle kapellan, der — Gud forbarme sig! — blev lidt grimet om næsen under overhøringen. 02192
Bottom
02193
Top
TIMO: Hätte ich nur ein Quart Schnaps, dann steckte ich dem Nikula-Anania ein paar Worte, und wir könnten bald ein klafterlanges Lied hören, das schon mal zeigte, was für ein Kerl dieser Aapeli ist. Ein Schubiack, ein Hundsfott ist er; spaziert mit seiner Klarinette in den Dörfern herum, scharwenzt mit den Mägden und liegt seiner alten Mutter auf der Tasche. Jeder Zoll ein Ulenspiegel! TIMO: Hvis jeg blot havde en pægl brændevin og kunne hviske nogle ord i Nikula-Ananias’ øre, så ville vi snart få en - måske — favnelang vise at høre, hvoraf d^t tydeligt fremgik, hvilken mand han er, denne Aapeli. Han er en stor slubbert og hundsvot; han går fra by til by med klarinet i hånd, gør tjenestepigerne med barn og lever på sin moders bekostning. En uglespil, hele manden! 02193
Bottom
02194
Top
JUHANI: Wenn ich wüßte, daß der Quatsch von der Siebenmännerkraft wirklich aus seinem Schädel stammt, zöge ich ihm das erstemal, wo ich ihm begegne, und meinetwegen auf dem Kirchhügel, das Fell vom Genick bis zu den Augenwimpern über die Ohren, das will ich euch gesagt haben. — Aber könnten wir denn dem Menschen nicht mit Hilfe des Gesetzes beikommen? JUHANI: Hvis den vrøvlevise, som de kaldte »Syv mænds styrke«, stammer fra hans hoved, så læg mærke til dette: når jeg møder ham næste gang, om det så sker uden for selve kirken, flår jeg huden af hans hoved lige fra nakken og til øjenbrynene; det siger jeg. - Men kan vi ikke slå løs på ham med lovens hjælp? 02194
Bottom
02195
Top
AAPO: Das Gesetz verurteilt keinen ohne sichre Zeugen. AAPO: Loven dømmer ingen uden pålidelige vidner. 02195
Bottom
02196
Top
JUHANI: Dann mag er seine Unschuld beschwören; und ich glaube, daß er sich die Sache doch erst noch ein bißchen überlegt, ehe er seine Seele in den Abgrund der Finsternis schleudert. Wenn er aber den traurigen Streich fertigbrächte, dann — gute Nacht, Herr Nachbar, ruht meinetwegen in Frieden! JUHANI: Lad ham så stå frem og aflægge benægtelses-ed, og jeg tror, han vil betænke sig lidt, inden han kaster sin sjæl i mørkets sump. Men hvis han gør sig skyldig i et så lumpent kneb, så - god nat, min nabo, sov i fred for mig. 02196
Bottom
02197
Top
AAPO: Aber ich glaube, daß das Gesetz den Angeklagten in einem solchen Fall gar nicht zum Eid zuläßt. AAPO: Men jeg tror ikke, loven i et sådant tilfælde lader den anklagede aflægge ed. 02197
Bottom
02198
Top
JUHANI: Dann sind ja meine Fäuste noch da, und von denen kann er dasselbe heilsame Brennen bekommen wie vom Salz des Gesetzes und der Gerechtigkeit. JUHANI: Så får han af min egen knytnæve, og han vil da, tror jeg nok, føle samme sunde svie, som lovens og retfærdighedens salt kunne bibringe ham. 02198
Bottom
02199
Top
SIMEONI: Lassen wir doch das Lied und das wilde Geraufe von vorhin. — Seht mal, dort ist der Baumstumpf, bei dem ich mal, als ich das Vieh hütete, einen wunderbaren Traum hatte, obwohl mir der Magen vor Hunger knurrte. Mir war nämlich, als wär ich im Himmel, säße auf einem molligen, weichen Kanapee, und vor mir dampfte ein reiches Mahl. Die Speisen waren auch so appetitlich, ach, so appetitlich und so fett! Ich aß und trank, und kleine Cherubine bedienten mich wie eine mächtige Person. Alles war unvergleichlich schön und feierlich: nebenan in einem goldnen Saal tönte der Chor der Engel, und ich hörte sie das große neue Lied singen. Das träumte ich, und das hat den Funken in mir entzündet, der hoffentlich nie wieder verlöschen wird. SIMEONI: Lad os nu ikke snakke mere, hverken om visen eller om det rovdyragtige klammeri på landevejen. - Dér står den træstub, ved hvis fod jeg engang, da jeg vogtede kreaturer, faldt i søvn og drømte en vidunderlig drøm, skønt sulten gnavede i min mave. Jeg var lige som i himlen; jeg sad i en blød og fjedrende sofa og foran mig dampede et overdådigt bord. Retterne var velsmagende, meget velsmagende, og de svømmede i fedt. Jeg spiste og drak, og små keruber vartede mig op, som om jeg var en betydningsfuld person. Alt var så ubeskrivelig smukt og festligt; tæt ved, i den gyldne sal, klang englenes kor, og jeg hørte dem synge den nye, store salme. Således drømte jeg, og dér fik jeg den gnist i mit bryst, som jeg håber aldrig må slukkes! 02199
Bottom
02200
Top
JUHANI: Da hat dir wahrscheinlich der alte Oberleser-Viehhirt, dieser rotäugige Zottelbart, Tervakoski-Tuomas, dein damaliger Weidebruder, den Kopf verdreht. Daher der Funke. JUHANI: Det var den bibel-læste, gamle hyrde, den rødøjede og tynd-skæggede Tervakoski-Tuomas, der var din kammerat, dengang du vogtede kreaturer, som gjorde dig lidt skør i hovedet; sådan forholder det sig med den gnist. 02200
Bottom
02201
Top
SIMEONI: Ja, ja, am Jüngsten Tage werden wirs schon sehen! SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag! 02201
Bottom
02202
Top
TUOMAS: Aber dort steht die Fichte, aus der unser Vater mal den feinen Luchs herunterschoß; und das war auch sein letzter Luchs. TUOMAS: Men dér er den gran, hvor vor far engang fældede en vældig los ; og det var hans sidste los. 02202
Bottom
02203
Top
TIMO: Ja, danach hat er sich nicht mehr heimgemacht, kait und steif haben sie ihn aus dem Wald gezogen. TIMO: Det passer, efter den tid traskede han ikke mere hjem, men blev halet, kold og stiv, ud af skoven. 02203
Bottom
02204
Top
JUHANI: Ein prächtiger, ein toller Mann war er, nur hart und fest wie ein Fels gegen seine Söhne. Selten hat man ihn aber auf den Höfen von Jukola gesehen; er wohnte in den Wäldern, und daheim hatten die Mäuse gute Tage. JUHANI: En rask og prægtig mand, men hård og streng som en klippesten over for sine sønner. Det var dog sjældent, lian vandrede omkring på Jukola-gård, han boede i skovene; og musene huserede i huset. 02204
Bottom
02205
Top
AAPO: Gewiß hat er seinen Hof wegen der Jagdleidenschaft, die man ihm vielleicht angehext hat, arg vernachlässigt. Aber ein tüchtiger Vater ist er doch gewesen, und als Ehrenmann ist er gestorben. Er ruhe in Frieden! AAPO: Det er sandt, at han ofte glemte sit hjem på grund af sin jagtiver, der måske skyldtes trolddom, men han var alligevel en god fader, og han døde som en mand af ære. Må han hvile i fred! 02205
Bottom
02206
Top
TIMO: Und zweimal in Frieden unsre Mutter. TIMO: Og vor moder dobbelt så meget. 02206
Bottom
02207
Top
JUHANI: Das war eine brave Hausfrau und ein frommes Weib, obwohl sie nicht lesen konnte. JUHANI: Hun var en dygtig husmoder og et fromt menneske, selv om hun ikke havde lært at læse. 02207
Bottom
02208
Top
SIMEONI: Aber sie betete jeden Morgen und jeden Abend auf den Knien. SIMEONI: Og dog bad hun på sine knæ hver aften og morgen. 02208
Bottom
02209
Top
JUHANI: Das hat sie getan. Eine unvergleichliche Mutter und Hausfrau! Ich denke noch dran, wie sie schwer wie eine alte Riesin im Schwendpflug ging. JUHANI: Det gjorde hun. En mageløs moder og husmoder! Jeg vil bestandig mindes, hvordan hun gik efter træ-ploven, stor og støt som en jættekvinde. 02209
Bottom
02210
Top
EERO: Sie war eine prächtige Mutter. Aber warum sind wir ihr nicht gehorsame Kinder gewesen, warum haben wir nicht wie sieben Bären auf dem Acker geschuftet? Dann sähe Jukola jetzt anders aus. Aber was verstand ich kleiner Hemdenmatz damals davon? EKKO: Hun var en god moder, men hvorfor var vi ikke lydige børn, hvorfor sled vi ikke på markerne som syv bjørne? Så ville Jukola nu have set anderledes ud. Men hvad forstod jeg dengang, jeg lille buksetrold? 02210
Bottom
02211
Top
JUHANI: Halts Maul da! Ich weiß auch noch ganz genau, wie garstig und frech du dich immer gegen die arme Mutter benommen hast. Aber immer ist sie nachsichtig gewesen, wie gewöhnlich Vater und Mutter gegen das jüngste Kind sind. Dem Ältesten dagegen, ja, dem wird unaufhörlich das Fell gewalkt, wie ichs von mir am besten weiß. Zum Henker! Auf mir ist ja herumgedroschen worden wie auf einem räudigen Köter; ich hoffe aber, daß mir das alles mit Gottes Hilfe zum besten gedient hat. JUHANI: Hold kæft! Jeg husker endnu din nederdrægtige og næsvise opførsel over for vor stakkels moder. Men hun bar altid over med dig, sådan som både faderen og moderen ofte gør med deres yngste barn; men se, den ældstes pels bliver bestandig støvet af, det ved jeg af egen erfaring. Ja, for fanden, jeg har i min tid fået prygl som en køter, men jeg håber, at det, med Guds hjælp, har været til det bedste. 02211
Bottom
02212
Top
SIMEONI: Wahrlich wirkt die Züchtigung Gutes, namentlich, wenn du die Rute segnest und in Gottes Namen züchtigst. SIMEONI: Revselse gør sikkert godt, især hvis du velsigner pisken og revser i Herrens navn. 02212
Bottom
02213
Top
EERO: Besonders, wenn du die Rute erst anwärmst. EERO: Og især hvis du også varmer pisken. 02213
Bottom
02214
Top
SIMEONI: Ich höre deine elenden Sticheleien nicht, Stockblinder, du schrecklich verpäppeltes Kind. SIMEONI: Jeg hører ikke dine elendige spydigheder, du, dit stokblinde og alt for lemfældigt revsede barn. 02214
Bottom
02215
Top
TIMO: »Ein gutes Kind züchtigt sich selbst«, heißt es, aber den Spaß möcht ich sehn. TIMO: »Et godt barn revser sig selv« - men det kunststykke ville jeg gerne se. 02215
Bottom
02216
Top
SIMEONI: Dort ist die Wegkreuzung auf der Sonnimä-ki-Höhe. Bis hierher verfolgte vom Kirchhof aus ein Totengespenst den bösen Glashändler Kiikala, der in der Nacht, als er an der Kirche vorbeiging, gottlos einen schändlichen Fluch ausstieß. Das sei euch eine Warnung vor der Sünde des Fluchens. SIMEONI: Her er Sonnimåki-korsvejen; lige fra kirkegården og hertil forfulgte et spøgelse den syndige glashandler fra Kiikala, den ugudelige krop, der lod en frygtelig ed komme over sine læber, da han ved nattetid gik forbi kirken. Lad det være en advarsel for jer, så I undgår bande-synden. 02216
Bottom
02217
Top
JUHANI: Da sind wir ja mitten auf dem Sonnimäki; dort sieht man die Kirche, und dort drüben leuchtet das Haus des Kantors rot wie ein flammendes Teufelsnest! Ha! seht ihr, dort sitzt die Herrlichkeit der ganzen Hölle, dort sitzt die erschreckende Weisheit und die grausige Ehre. Nun werden mir alle Glieder steif, und meine Füße sträuben sich unbarmherzig. Ach, was soll ich in diesem höllischen Augenblick tun, was soll ich tun, ich, euer armer ältester Bruder? JUHANI: Men nu står vi på toppen af Sonnimäki, nu kan vi se kirken, og dér lyser klokkerens røde hus som en flammende djævle-rede! Hih! Dér er jo hele helvedes herlighed; dér er den afskrækkende visdom og den frygtelige ære. Nu lammes alle mine lemmer, og mine ben gør ubarmhjertigt oprør imod mig. Ak, hvad skal jeg gøre i denne bødlens time, hvad skal jeg gøre, jeg, jeres stakkels elendige ældste broder? 02217
Bottom
02218
Top
EERO: Da du unser ältester Bruder bist, geh uns mit gutem Beispiel voran und wende dich vom Weg der Hölle ab. Ich bin bereit, dir zu folgen. EERO: Efter som du er den ældste, så gå i spidsen for os med et godt eksempel og vend om fra helvedes vej. Jeg er parat til at følge dig. 02218
Bottom
02219
Top
TUOMAS: Still, Eero! Jetzt keinen Schritt mehr zurück. TUOMAS: Ti stille, Eero! Nu ikke eet skridt tilbage. 02219
Bottom
02220
Top
JUHANI: Tausend gehörnte Teufel! Die Tür des Kantors ist für mich der Rachen des Todes. JUIIANI: Oli, I behornede djævle! Klokkerens dør er som dødens gab for mig. 02220
Bottom
02221
Top
AAPO: Gerade dort liegt der Anfang unsrer Menschenwürde und Ehre. AAPO: Netop dér er begyndelsen til vort menneskeværd og vor ære. 02221
Bottom
02222
Top
JUHANI: Eine heiße Ehre, eine heiße Ehre! Weh uns! Dort seh ich ja die ganze Kantorpracht; die entsetzliche Herrlichkeit des Pfarrhofs, und in mir sträubt sich alles — Gott sei bei uns! — sträubt sich alles. Was sagst du, Timo? JUHANI: En gloende ære, en gloende ære! Ve os! Dér ser jeg hele klokkerens pragt og præstegårdens afskrækkende glans, og min natur gør oprør - Gud hjælpe os! - den gør oprør. Hvad siger du, Timo ? 02222
Bottom
02223
Top
TIMO: Ja, es sträubt sich einem wirklich sehr. TIMO: Voldsomt oprør. 02223
Bottom
02224
Top
AAPO: Das kann ich mir denken. Aber man kann nicht immer auf Rosen und sonstigen Blumen tanzen. AAPO: Det tror jeg, men her i livet danser man ikke altid på roser og blomster. 02224
Bottom
02225
Top
JUHANI: Auf Rosen und Blumen? Wann haben wir auf Rosen und Blumen getanzt? JUHANI: På roser og blomster? Har vi danset på roser og blomster ? 02225
Bottom
02226
Top
AAPO: Warte nur, Bester, wir werden noch manche bittre Beere auf dieser Welt schlucken müssen. AAPO: Vi får lov til at sluge mange bitre bær her på jorden, brorlil. 02226
Bottom
02227
Top
JUHANI: Bittre Beeren? Haben wir denn noch nicht genug bittre Beeren geschluckt? Oh, armer Aapo! Wir sind schon in mancher Brühe gekocht, und unser Schopf ist in manchem Sturm gezaust worden. Und wofür? Was haben wir davon gehabt? Die Welt ist der reine Misthaufen, weiter nichts. Zum Teufel mit Kantor und Pfaffen, den Gebetsverhören und Büchern und den Amtmännern mitsamt ihren Papier-Stößen! Alles Quälgeister der Welt! Ich hab da eben von Büchern gesprochen, aber damit meine ich nicht gerade die Bibel, das Gesangbuch, den Katechismus und die Fibel, nein; auch nicht die »Stimme des Predigers in der Wüste« — dies entsetzliche Buch der Erweckten — die hab ich nicht gerade gemeint. Aber wozu bin ich denn eigentlich geboren? JUHANI: Bitre bær? Har vi ikke allerede slugt bitre bær nok? Ak, stakkels Aapo! Vi er allerede blevet kogt i mange slags supper, og mange vinde har hvirvlet i vort hår. Og hvorfor? Hvor er vor sejr? Denne verden er en vældig møgdynge og ikke andet. Ad helvede til med klokkere, praster, overhøringer, bøger og embedsmænd med deres papirbundter! Denne verdens plageånder alle tilhobe! Jeg sagde bøger, men jeg mente naturligvis ikke Bibelen, salmebogen, katekismen og a.b.c.-en og heller ikke »En råbende røst i ørkenen« - den forfærdelige bog - jeg mente ikke nogen af dem. Men hvorfor blev jeg født? 02227
Bottom
02228
Top
SIMEONI: Verfluche nicht deine Lebenstage, die Tage deiner Gnadenzeit. SIMEONI: Forband ikke dine dage, dine nådens dage. 02228
Bottom
02229
Top
JUHANI: Warum bin ich hier, warum bin ich geboren? JUHANI: Hvorfor blev jeg født, hvorfor blev jeg født? 02229
Bottom
02230
Top
TIMO: Als ein armer Wandersmann bin ich in diese Welt geboren. Weshalb habe ich meine Augen nicht als schartenlippiges Häschen dort unter der jungen Fichte geöffnet? TIMO: Jeg blev født til denne verden som en sølle vandringsmand. Hvorfor åbnede jeg ikke hellere mine øjne som en hareskåret harekilling under den dér unge gran? 02230
Bottom
02231
Top
JUHANI: Und ich nicht als das Eichhörnchen dort, das mit hochgestrecktem Schwanz in den Ästen der Föhre knabbert? Zapfen sind sein sorgloses Brot, und der Bart der Fichte ist seine warme Decke in seiner bemoosten Hütte. JUHANI: Eller jeg som det egern, der pludrer på fyrre-travets gren med halen i vejret? Koglen er dens sorgløse føde og granens skæg det varme ta'ppe i dens mosklæd te stue. 02231
Bottom
02232
Top
TIMO: Und es braucht nicht zu lesen. TIMO: Og den behøver ikke lære at læse. 02232
Bottom
02233
Top
JUHANI: Braucht nicht zu lesen! JUHANI: Den behøver ikke at kunne læse. 02233
Bottom
02234
Top
AAPO: Jedem ist sein Teil beschieden, und stets: »Wie der Mann, so das Schwert.« Da hilft kein Klagen und Sorgen, sondern nur Arbeiten und Mühen. Jetzt aber vorwärts, Brüder! AAPO: Enhver får sin part og »sværdet skal svare til svenden«. Her hjælper hverken sorg eller klage, men kun arbejde og handling. Nu fremad, mine brødre! 02234
Bottom
02235
Top
TUOMAS: Vorwärts zum Kantor, und ginge es über den schäumenden Schlund des Meeres! TUOMAS: Af sted, til klokkeren, om det så var over havets skummende dyb. 02235
Bottom
02236
Top
JUHANI: Woran denkst du, kleiner Eero? JUHANI: Hvad tænker du på, Eero-knægt? 02236
Bottom
02237
Top
EERO: Ich denke dran, daß es zum Kantor in die Schule geht. EERO: Jeg tænker på, at jeg vil gå i skole hos klokkeren. 02237
Bottom
02238
Top
JUHANI: Hm! Gut, also gehen wir, vorwärts! Ach herrjemine! Sing was, lieber Timo, sing was. JUHANI: Hm! Lad os så gå; lad os så vandre af sted. Oh, Herrens søn! Men syng, Timo, syng, brorlil. 02238
Bottom
02239
Top
TIMO: Dann singe ich vom Eichhörnchen in seinem moosigen Nest. TIMO: Jeg vil synge om egernet i dets mosklædte kammer. 02239
Bottom
02240
Top
JUHANI: Ja, ja! JUHANI: Ja, ja! 02240
Bottom
02241
Top
TIMO: TIMO: synger: 02241
Bottom
02242
Top
Eichhörnchen in seinem Moosbau
ruht so weich in süßem Schlummer,
weder macht des Hundes Zahn ihm
noch des Jägers Schlinge Kummer
im Schutze der luftigen Höh.

Auf die Welt, weit in die Runde
schaut es aus der hohen Tanne
und auf manchen Kampf danieden;
über ihm als Friedensfahne
weht still der schattige Zweig.

In dem schwanken Wiegenschlößchen
welche Wonne fern von Sorgen!
An der Mutterbrust der Tanne
wohnt es traut und wohlgeborgen.
Voll Klang und Spiel ist der Wald.

Abends dort am kleinen Fenster
nickt das Wedelschwänzchen leise;
Vögel singen unterm Himmel,
es begleitend auf der Reise
ins Traumland, ins goldene Land.
Lille, søde egern sover
i sit mos-hus, i sit kammer;
dér ham aldrig nogen rammer,
ikke Halli-hundens 02171: tænder, ingen jægers snare heller.

Fra sit kammer i det høje
ser han verden vidt sig brede,
mangen strid og kiv dernede;
over issen paa ham blafrer
granens gren, en fredens vimpel.

Hvilket liv saa fuldt af lykke
i det vugge-slot, som gynger.
Lille, søde egern gynger
ved sit grantræs moderbryster:
Metsolas kantele spiller.

Dér i vinduet, det lille,
sving-halen, som døsigt gynger,
fugle under himlen synger,
følger ham ved aftenstide
bort til drømmens gyldne rige.
02242
Bottom

Kapitel 03 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
03001
Top
Zwei Tage sind vergangen. In der Gesindestube des Kantors sitzen die Brüder um den Tisch und mühen sich am Alphabet ab, wie es ihnen bald der Kantor selbst, bald seine achtjährige Tochter vorspricht. So üben sie sich, die aufgeschlagenen Fibeln in der Hand, im Schweiße ihres Angesichts eifrig im Lesen. Aber man sieht nur fünf Jukolaburschen auf der Bank hinter dem Tische. Wo sind Juhani und Timo? Sie stehen in der Schandecke bei der Tür, und ihre Haare, in denen eben des Kantors sehnige Faust gewühlt hat, starren noch kunterbunt in die Höhe. Der er gået to dage. Brødrene sidder omkring bordet i klokkerens dagligstue og terper løs på bogstaverne, der snart læses højt for dem af klokkeren selv og snart af hans lille, otte-årige datter. Således øver de sig ihærdigt i at læse, med den åbne a.b.c. i hånden og sveddryppende pande. Men man ser kun fem af Jukolas sønner sidde på bænken bagved bordet. Hvor er Juhani og Timo? De står der henne i skammekrogen, lige ved døren, og deres hår, som lige har været snoet om klokkerens senede næve, stritter stadig i stride totter. 03001
Bottom
03002
Top
Außerordentlich langsam ging es mit den Brüdern vorwärts, und die erschreckende Straffheit ihres Lehrers vermochte das Tempo nicht zu beschleunigen; im Gegenteil stärkte sie ihre Unlust und ihren Widerwillen nur immer mehr. Juhani und Timo kannten kaum mehr als das A, die ändern waren jedoch einige Buchstaben weiter gediehen. Eine rühmliche Ausnahme machte unter ihnen allen Bruder Eero, der bereits das Alphabet hinter sich hatte und sich schon recht fleißig im Buchstabieren übte. Brødrenes lærdom udviklede sig uhyre langsomt, og den blev på ingen måde fremskyndet af lærerens frygtindgydende strenghed; tværtimod, den lammede snarere deres lyst og iver. Juhani og Timo kendte knap nok mere end bogstavet a; de andres viden var dog rykket nogle bogstaver længere frem. Men broder Eero var den strålende undtagelse blandt dem alle; han var allerede færdig med a.b.c.-en og øvede sig flittigt i at stave. 03002
Bottom
03003
Top
Der Abend kam heran, aber die Brüder hatten den ganzen Tag noch keinen Bissen gegessen. Denn der Kantor, der ihre Vorräte in Verwahrung genommen hatte, versuchte ihren Lerneifer auch durch die Qualen des Hungers anzustacheln. Da stand Juhani, von heftigem Hunger gepeinigt, in seinem Winkel, schüttelte seinen runden Kopf, spie leise vor sich hin und stierte, wie ein Ochse schielend, nach seinem Lehrer hinüber. Timo aber stand dösend neben ihm und kümmerte sich nicht um den Lauf der Dinge. — Endlich hielt der Kantor jedoch mit Lesen inne und sagte: »Hört jetzt auf und esset, ihr Holzpferde, und muffelt wie die wiederkäuenden Böcke in der Hürde. Aber merkts euch, nach dieser Mahlzeit kommt kein Krümchen über eure Lippen, es sei denn, ihr habt das Abc im Kopf, ihr dickschädeligen Ochsen. Ich gebe euch eine Stunde zum Essen, aber vor die Tür geht ihr mir noch mit keinem Schritt. Ich halte es nämlich für heilsam, euren Arrest bis zum Abend auszudehnen, für sehr heilsam. Öffnet nun eure Schlünde, denn ihr bekommt gleich eure Ranzen in die Klauen.« So redete er, ging hinaus und schickte ihnen durch die Magd ihre Wegzehrung; die Tür aber wurde fest verriegelt. Aftenen nærmede sig, men brødrene havde ikke smagt så meget som en bid mad i dagens løb. For klokkeren, der havde lagt beslag på deres proviant, prøvede også at anspore deres læselyst ved hjælp af sultens plager. Juhani stod således i sin krog, forpint af en nagende sult, rystede på sit runde hoved, spyttede og gloede efter sin lærer som en skillende okse. Timo stod og nikkede søvnigt ved siden af ham, uden ;it bekymre sig om verdens gang. Til sidst afbrød klokkeren læsningen og sagde: »Hold så op, og spis, I træheste, tyg løs som drøvtyggende gedebukke i folden. Men husk, efter dette måltid kommer der ikke den mindste krumme over jeres læber, før alfabetet sidder fast i skallen på jer, I tykpandede okser. Jeg giver jer en time til at spise i, men I må ikke gå ét skridt uden for døren. Jeg mener, det ville være sundt at forlænge jeres arrest til i aften, langt det sundeste. Men luk nu jeres kæber op, fór I får straks madposerne i jeres klør.« Sådan sagde han, gik sin vej og sendte pigen ind til brødrene med deres proviant; men døren blev lukket meget omhyggeligt. 03003
Bottom
03004
Top
TIMO: Wo ist mein Sack? TIMO: Hvor er min madpose ? 03004
Bottom
03005
Top
LAURI: Da ist deiner, hier ist meiner. Ich esse jetzt alles, und wenns kleine Steine wären. LAURI: Dér er din, og her er min. Jeg kunne æde småsten nu. 03005
Bottom
03006
Top
JUHANI: Nicht ein Bissen wird jetzt gegessen! JUHANI: Vi spiser ikke den mindste smule. 03006
Bottom
03007
Top
LAURI: Was? Nichts gegessen? LAURI: Hvad ? Skal vi ikke spise ? 03007
Bottom
03008
Top
JUHANI: Nicht ein Bissen! JUHANI: Ikke det mindste. 03008
Bottom
03009
Top
LAURI: Eher kannst du du dem Meer die Gurgel mit der flachen Hand zuhalten. LAURI: Stands hellere havets bølger med din håndflade. 03009
Bottom
03010
Top
JUHANI: Laßt die Säcke hübsch liegen! JUHANI: Lad poserne pænt være i fred. 03010
Bottom
03011
Top
AAPO: Was hast du vor? AAPO: Hvad tænker du egentlig på? 03011
Bottom
03012
Top
JUHANI: Den Kantor ärgern. Es wird nichts gegessen, bevor es Morgen wird. Mein Blut kocht, Jungens, und mein Kopf dreht sich wie die Windmühle von Keitula. Aber Ärger gegen Ärger! JUHANI: At ærgre klokkeren. Vi spiser ikke, før morgendagen gryr. Mit blod koger, drenge, og mit hoved ruller rundt som Keitulas vindmølle. Men ærgrelse mod ærgrelse! 03012
Bottom
03013
Top
AAPO: Über solchen Ärger würde unser Alter nur recht herzlich lachen. AAPO: Den ærgrelse ville få den gamle til at le hjerteligt. 03013
Bottom
03014
Top
JUHANI: Laß ihn lachen. Ich esse nicht. — Eero buchstabiert schon, seht, seht nur. — Ich esse nicht. JUHANI: Lad ham le! Jeg spiser ikke. - Eero staver allerede, se, se. - Jeg spiser ikke. 03014
Bottom
03015
Top
TUOMAS: Ich hier auch nicht, auf der Heide am Sonnimäki ja. Da sitze ich gleich auf einem Blumen -polster. TUOMAS: Jeg spiser heller ikke her, men derude på Sonni-mäki-heden. Dér sidder jeg snart på et bolster af lyng. 03015
Bottom
03016
Top
JUHANI: Richtig! Da, ja, da werden wir uns gleich herumfläzen. JUHANI: Ja, rigtigt! Dér skal vi snart rulle os. 03016
Bottom
03017
Top
EERO: Der Plan gefällt mir, Jungens. EERO: Det er jeg med på, drenge. 03017
Bottom
03018
Top
AAPO: Was ist das wieder für ein Blödsinn! AAPO: Hvad er det nu igen for tossestreger ? 03018
Bottom
03019
Top
JUHANI: Raus aus dem Gefängnis! JUHANI: Væk fra fangenskabet! 03019
Bottom
03020
Top
AAPO: Holla, Verstand! AAPO: Fornuft, ohoj! 03020
Bottom
03021
Top
JUHANI: Holla, Föhren am Sonnimäki! JUHANI: Sonnimäkis fyrreskov, ohoj! 03021
Bottom
03022
Top
EERO: Recht so! Und der Verstand antwortet: holla! EERO: Netop! Og fornuften svarede: ohoj. 03022
Bottom
03023
Top
JUHANI: Antwortet wie ein Mann. JUHANI: Svarede som en mand. 03023
Bottom
03024
Top
AAPO: Simeoni, versuch du dein Glück! AAPO: Simeoni, gør nu dit bedste. 03024
Bottom
03025
Top
SIMEONI: Nicht so hastig, Brüder! Aber ich sage auch, wir werden keine Gelehrten, und darum laßt uns alle Plackerei in diesem Punkt an den Nagel hängen. Unser Leben sei aber doch rechtschaffen und gesittet. Wir können auch ohne Lesen wie gute Christen leben, wenn wir nur glauben. SIMEONI: Opfør jer ordentlig, brødre! Men jeg siger som så, at vi ikke er skabt til at læse, og derfor må vi tage afsked med alle anstrengelser på det punkt. Vort liv bør dog være udadleligt og ordentligt, for vi kan jo leve som kristne mennesker, selv om vi ikke er i stand til at læse, bare vi har troen. 03025
Bottom
03026
Top
AAPO: Du Verfluchter, du reißt ja nieder, statt aufzurichten. AAPO: Du skubber jo, din satan, i stedet for at hjælpe. 03026
Bottom
03027
Top
JUHANI: Simeoni redet, wie es recht und billig ist. Fort von hier, Kinder! Ich halt es nicht länger aus. JUHANI: Simeoni taler retfærdighedens og rimelighedens sprog. Hort herfra, drenge; min nalur holder ikke dette ud la'ngcrc. 03027
Bottom
03028
Top
TUOMAS: Es sticht mir ins Herz, wenn ich sehe, wie Juhani gezaust wird. Fort, Brüder! TUOMAS: Det skærer mig i hjertet at se Juhani pines. Bort herfra, drenge! 03028
Bottom
03029
Top
JUHANI: Abgemacht. Aber bedaure mich nicht, Tuomas; denn die Rache ist mein. Ich bin ja kuranzt und gerissen worden wie Krebsköder, wahrhaftig! Und nun habe ich ein schönes Bündel Hanf, von dem Kantor ausgerauften Hanf in der Tasche. Wenn das Büschel ihm aber nicht mal das Maul verstopft, kommt das daher, daß ich irgend so ein Ding, eine Maschine draus mache. Der Kantor hat einen Hals, oh ja, er hat einen Hals. Jetzt sage ich aber keinen Mucks mehr. JUHANI: Sagen er afgjort. Men lad være med at beklage mig, Tuomas, for jeg har hævnen i min hånd. Jeg er blevet revset; flået som krebse-madding, det er sandt og vist! Og jeg har en vældig tot hamp i min lomme, en tot hamp, som klokkeren har udklækket. Hvis den klump ikke engang stopper kæften på klokkeren, så er det, fordi jeg vil lave en slags maskine eller redskab af den vare. Klokkeren har en hals, ja, klokkeren har en hals, men jeg siger ikke mere. 03029
Bottom
03030
Top
EERO: Ich weiß vielleicht ein andres, besseres Mittel. Wir drehen aus dem Haarstrang, den du im Beutel hast, dem Kantor zum Lohn für den guten Unterricht eine schöne Angelschnur. Aber warum reize ich euch zur Sünde, wo ich weiß und wir einmütig zugeben, daß Züchtigung unsäglich gut tut. Wir haben ja davon brüderlich auf dem Weg gesprochen. EERO: Jeg kender måske et andet og bedre råd. Af den hårtot, du har i lommen, fletter vi en vældig fin fiskesnøre som gave til klokkeren for hans gode undervisning. Men hvorfor opfordrer jeg jer til synd, eftersom jeg ved, at vi alle sammen er enige om, at revselse har en uudsigelig god virkning, hvad vi jo drøftede broderligt undervejs. 03030
Bottom
03031
Top
JUHANI: Eero buchstabiert schon. Sieh einer mal den artigen Jungen an. JUHANI: Eero staver allerede. Se, det var en flink dreng. 03031
Bottom
03032
Top
EERO: Schande genug, daß sich ein so alter Knabe noch mit Buchstabieren abgibt. EERO: Det er en skam at være gammel og øve sig i at stave. 03032
Bottom
03033
Top
JUHANI: Alter Knabe? Wie alt sind denn wir ändern? JUHANI: Gammel? Hvad så med vores alder? 03033
Bottom
03034
Top
SIMEONI: Er stichelt. SIMEONI: Han stikler til os. 03034
Bottom
03035
Top
JUHANI: Ja, stichle du nur, du Distel in unserm Weizenacker, du Sauerteig der Bosheit im christlichen Brüderteig von Jukola, du Stachelschwein, Stachelferkel, du Kröte! JUHANI: Ja, du stikler igen, du, din tidsel i vor hvedemark, du, din bitre syre i Jukolas kristelige brødre-dejg, du, dit pindsvin, din pindgris, din frø! 03035
Bottom
03036
Top
SIMEONI: Still, still, des Kantors wegen! SIMEONI: Stille, for klokkerens skyld, stille. 03036
Bottom
03037
Top
JUHANI: Fort aus dem Karzer alle miteinander! Wer jetzt bockt, kriegt was ab. JUHANI: Ud af fangehullet, alle mand! Den, der nu stritter imod, får på snuden. 03037
Bottom
03038
Top
TUOMAS: Auf und davon, alle! TUOMAS: Alle mand af sted, alle! 03038
Bottom
03039
Top
AAPO: Timo, mein standhafter Bruder, was sagst du? AAPO: Timo, du min viljefaste broder, hvad siger du? 03039
Bottom
03040
Top
TIMO: »Aus Bast wird keine Jacke, kein Pfarrer aus nem alten Mann«, drum die Fibel in den Sack und weg, alle, wie wir da sind. Ich kann meine Sache mit noch einem Spruch bekräftigen: »Auf beiden Seiten wird die Axt geschliffen.« TIMO: »Af birke-bark gør man ingen vest, ej heller gammel mand til præst«. Lad os derfor »putte piben i posen« og forsvinde, alle som én. Jeg kan også afgøre sagen med et andet ordsprog: »Øksen bør slibes på begge sider«. 03040
Bottom
03041
Top
AAPO: Und was machst du, Lauri? AAPO: Lauri, hvad vil du gøre ? 03041
Bottom
03042
Top
LAURI: Ich gehe zum Sonnimäki. LAURI: Jeg går herfra og til Sonnimåki. 03042
Bottom
03043
Top
AAPO: Ach! ich glaube, die Toten könnten aus ihren Gräbern hinter euch herrufen: »Ihr Halsstarrigen, ihr Toren!« AAPO: Ah! Selv om så de døde råber fra deres grave: I stivsindede, I skøre mænd! 03043
Bottom
03044
Top
JUHANI: Selbst das wlird nichts helfen. Also marsch, Junge! Kommst du mit? Sonst — herjesses! — platzts und blitzts. Kommst du mit? JUHANI: Nej’, ikke engang det ville nytte noget, nej, march, af sted, min dreng. Kommer du? Ellers - Herre Jesus! - så brager og buldrer det. Kommer du så? 03044
Bottom
03045
Top
AAPO: Ich komme. Aber noch ein Wort. AAPO: Jeg kommer. Men endnu et ord. 03045
Bottom
03046
Top
TUOMAS: Unnötig! Hier helfen keine tausend Worte. TUOMAS: Nu ville selv tusind ord ikke nytte noget. 03046
Bottom
03047
Top
JUHANI: Und wenn jedes Wort tausend Schwerter hätte. JUHANI: Ikke om så hvert ord havde tusind sværd. 03047
Bottom
03048
Top
EERO: Und jedes Schwert tausend Schneiden. EERO: Og hvert sværd tusind klinger. 03048
Bottom
03049
Top
JUHANI: Tausend blitzende Schneiden. Jawohl, selbst dann wtird es nichts helfen. Raus aus der Festung Marstrand, raus aus Sibirien, raus aus dem entsetzlichen Verließ, raus, wie sieben Kugeln aus dem Schlund der Kanone! Hier ist die Kugel und die Kanone, eine geladene Kanone, die immer heißer glüht. Jetzt ist sie feuerrot, und gleich kracht sie. Oh, liebe Bruder und Verwandte und Kinder einer Mutter! Ihr habt gesehen, wie er diese Haarsträhne um seinen Zeigefinger rollte, dann mit der ganzen Hand zupackte, seht ihr, so! und dann rupfte, daß mir die Zähne im Munde klapperten. Hm! JUHANI: Tusind ild-sprudlende klinger. Nej, ikke engang det ville hjælpe. Bort fra Marstrand, bort fra Sibirien, bort fra den forskrækkelige urskov som syv kugler ud af kanonens kæber! Her er både kuglen og kanonen, en ladt kanon, som bliver varmere og varmere; nu er den rødglødende, og snart knalder det. Ak, kære brødre og slægtninge og børn, båret af samme moder! I så, hvordan han snoede mit pandehår omkring pegefingeren; og så greb han fat med hele næven, sådan, se, sådan, og derefter ruskede han løs, så tænderne raslede. Hm! 03049
Bottom
03050
Top
TUOMAS: Ich habs gesehen, und meine Backen schwollen vor Wut. TUOMAS: Jeg så det, og kødet på mine kinder svulmede af vrede. 03050
Bottom
03051
Top
EERO: Ich habs gehört, wie Juhanis Zähne klapperten, habs gesehen, wie Tuomas die Backen schwollen, und mir graute. Aber ich dankte doch Gott um euretwillen, denn ich dachte dran, wie gut die Züchtigung trotzdem tut. EERO: Jeg hørte, hvordan Juhanis tænder skramlede, og så, hvordan Tuomas’ kinder svulmede, og jeg blev forfærdet, men jeg takkede alligevel Gud på jeres vegne, fordi jeg huskede på, hvor megen gavn revselse gør. 03051
Bottom
03052
Top
JUHANI: Bester Bruder! Leg lieber nicht die Feuerlunte auf die Pulverpfanne der Kanone, das heißt in meine beiden Ohren; tu das doch nicht. JUHANI: Sæt dog ikke, kære broder, ild-lunten til kanonens fænghul, det vil sige mine to øren; lad være med det. 03052
Bottom
03053
Top
TUOMAS: Weshalb reizt du ihn denn, Eero? TUOMAS: Hvorfor tirrer du ham, Eero ? 03053
Bottom
03054
Top
JUHANI: Eero ist ja des Kantors Hätschelkind. Nun, meinetwegen! Was habe ich denn aber Schlechtes getan, daß der Kantor mich so quält? Ist es ein Verbrechen, einen so harten Schädel zu haben? Es fehlt nicht viel, so muß ich weinen. JUHANI: Eero er klokkerens kæledægge. Nå, det er jo også godt, meget godt. Men hvad ondt har jeg gjort, siden klokkeren piner mig sådan? Er det en forbrydelse, at jeg er så træg i hovedet? Jeg er lige ved at græde. 03054
Bottom
03055
Top
TIMO: Und was hab ich denn getan, daß mir der Kopf so durchgewalkt wird? Etwa darum, weil ich den Verstand habe, den mir Gott nun mal in seiner Weisheit gegeben hat? TIMO: Hvad har jeg da gjort, siden man river mig så forbandet hårdt i håret? Er det, fordi jeg har den forstand, som Gud engang gav mig i sin visdom ? 03055
Bottom
03056
Top
LAURI: Drei Dachteln hab ich gekriegt. LAURI: Tre gange er jeg blevet rusket i håret. 03056
Bottom
03057
Top
JUHANI: Ja, wir nehmen alle süße Erinnerungen mit. — Türe auf! JUHANI: Vi har alle sammen søde minder herfra. - Op med døren! 03057
Bottom
03058
Top
AAPO: Denk dran, daß wir hinter Schloß und Riegel sitzen. AAPO: Glem ikke, at vi er bag lås og slå. 03058
Bottom
03059
Top
TIMO: Eine Stange steckt davor, eine starke Stange. TIMO: Der er stillet en bjælke imod døren, en stærk bjælke. 03059
Bottom
03060
Top
JUHANI: Die zerspringt wie ein Strohhalm. Aber übrigens, da ist ja ein Fenster. Ein Schlag mit meinem Sack, und man hört ein liebliches Klingeln und Klirren. JUHANI: Den knækker som et strå, men for resten: dér er jo et vindu. Et knald med min pose, og så vil man høre en herlig klirrende og klaprende lyd. 03060
Bottom
03061
Top
AAPO: Du bist wohl ganz wirr im Kopf! AAPO: Du er åbenbart helt rundtosset i hovedet. 03061
Bottom
03062
Top
JUHANI: Von zweitägigem Wirbel, von zweitägigem Wirbel, mein Bester! JUHANI: Af to dages ruskeri, af to dages ruskeri, kære broder! 03062
Bottom
03063
Top
SIMEONI: Das Fenster wird aber nicht zertrümmert, sondern laßt uns im guten mit dem Kantor reden. SIMEONI: Nej, lad os ikke slå vinduet i stykker, men pænt snakke med klokkeren. 03063
Bottom
03064
Top
JUHANI: Scher dich in die Hölle und red mit dem Teufel! — Das Fenster in Scherben, und fort aus dem Loch! »Ganzes Bataillon raus!« rief der Hauptmann im Zorn. JUHANI: Gå ad helvede til og snak med djævelen! - Vinduet itu og bort fra fangenskabet! »Hele bataillonen ud!« råbte kaptajnen i sin vrede. 03064
Bottom
03065
Top
TUOMAS: Die Tür eingehakt, Eero! TUOMAS: Sæt krogen for døren, Eero! 03065
Bottom
03066
Top
EERO: Recht so! Das Haupttor der Burg wird zugemacht, und mittlerweile marschiert das Bataillon durch das Hintertor zur Festung hinaus. — Der Haken ist vor! EERO: Ja, rigtigt; luk fæstningens hovedport, mens bataillonen marcherer ud ad bagdøren. - Krogen er sat for. 03066
Bottom
03067
Top
AAPO: Ich warne euch! AAPO: Jeg advarer jer! 03067
Bottom
03068
Top
JUHANI: Getan ist getan. Siehst du?! JUHANI: Gjort er gjort. Sådan! 03068
Bottom
03069
Top
Aapo: Du gräßlicher, gottloser Mensch! AAPO: Dit forskrækkelige, dit aldeles ugudelige menneske! 03069
Bottom
03070
Top
Simeoni: Sieh da, nun ists geschehen! Das Fenster hat geklirrt. SIMEONI: Sådan, ja. Nu er det gjort! Dér gik ruden! 03070
Bottom
03071
Top
JUHANI: Das Fenster hat geklirrt, und der Himmel hat geflirrt, und nur einmal ist Jussis Ranzen geschwirrt. Das war ein richtiger Schneiderstreich. JUHANI: Vinduet klirrede, og himlen dirrede, da Jussi satte sin sæk i sving! Det var et vældigt brag. 03071
Bottom
03072
Top
Simeoni: Wir Elenden! SIMEONI: Vi arme stakler! 03072
Bottom
03073
Top
JUHANI: Der Weg ist frei. Willst du so gut sein?! JUHANI: Vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03073
Bottom
03074
Top
SIMEONI: Ich folge euch, lieber Bruder! SIMEONI: Jeg følger jer, kære broder! 03074
Bottom
03075
Top
JUHANI: Aapo, der Weg ist frei. Willst du so gut sein?! JUHANI: Aapo, vejen er fri; kommer der så gang i dig? 03075
Bottom
03076
Top
AAPO: Was drohst du mit der Faust, du Narr? Ich komme mit, ich komme mit! Was hätten wir wohl hier noch zu suchen, nachdem wirs so verschüttet haben? AAPO: Hvorfor står du med løftet knytnæve, din tosse? Jeg kommer, jeg kommer! Hvad kan man gøre andet her, når man en gang har taget fanden op i slæden ? 03076
Bottom
03077
Top
JUHANI: Schockschwerenot! JUHANI: Pokkers også! 03077
Bottom
03078
Top
Tuomas: Alle die Säcke auf den Rücken und zum Fenster raus! Es poltert im Hausflur. TUOMAS: Alle mand poserne på ryggen og ud gennem vinduet! Nogen tramper ude i gangen. 03078
Bottom
03079
Top
JUHANI: Ist es der Kantor? Dem wische ich noch eins aus. JUHANI: Er det klokkeren? Ham kunne jeg godt lide at strejfe en kende, bare lige strejfe. 03079
Bottom
03080
Top
Tuomas: Komm! TUOMAS: Kom! 03080
Bottom
03081
Top
JUHANI: Es ist der Kantor! Dem muß ich noch eins auswischen. JUHANI: Det er klokkeren. Jeg skal strejfe ham, bare en kende. 03081
Bottom
03082
Top
Tuomas: Fort! sag ich. TUOMAS: Af sted! siger jeg. 03082
Bottom
03083
Top
JUHANI: Tritt mir jetzt nicht in den Weg! Ich habe dich zu gern, Bruder Tuomas. JUHANI: Stil dig nu ikke i vejen for mig. Jeg elsker dig, broder Tuomas. 03083
Bottom
03084
Top
Tuomas: Ich lasse dich keine Untat begehn. Mach dich jetzt nur schnell mit mir durchs Fenster; die ändern rennen ja schon über den Acker. Komm! TUOMAS: Jeg lader dig ikke begå nogen ugerninger. Skynd du dig nu blot ud gennem vinduet sammen med mig; de andre render jo allerede af sted derude på marken. Kom! 03084
Bottom
03085
Top
JUHANI: Laß los! Nicht gar, eine Untat? Ich lege ihn nur hübsch übers Knie, hebe seine langen Rock-schöße hoch und wamse ihn mit der bloßen flachen Hand durch. Die Hand wird schon ihre Schuldigkeit tun. Laß los, lieber Bruder, sonst zerspringt mir das Herz wie dem Korkki der Dudelsack. Laß los! Du siehst, wie mir der Kopf dampft. JUHANI: Slip mig! Hvad er det for ugerninger, du er bange for? Jeg lægger ham bare blidt over mine knæ, løfter hans lange frakkeskøder i vejret og klasker ham lidt med min nøgne håndflade; og den hånd gør et godt stykke arbejde. Slip mig, min elskede broder, ellers revner mit hjerte som Korks sækkepibe. Slip mig! Ser du ikke, hvordan mil hoved damper? 03085
Bottom
03086
Top
TUOMAS: Wir sind ewig feind, wenn du diesmal nicht auf mich hörst. Merk dir das. TUOMAS: Vi er fjender for evigt, hvis du ikke adlyder mig nu. Læg mærke til, hvad jeg siger. 03086
Bottom
03087
Top
JUHANI: Dann fort. Ich täts aber wahrhaftig nicht, wenn ich dich nicht von Herzen liebhätte. JUHANI: Nå, så lad os gå. Men jeg ville aldrig have givet mit samtykke til dette, hvis jeg ikke elskede dig af hele mit hjerte. 03087
Bottom
03088
Top
Sie verstummten, schwangen sich zum Fenster hinaus auf den Hügel und liefen flink über den Kartoffelak-ker des Kantors. Auf dem Feld wirbelten kleine Steine auf, die Erdschollen flogen hoch in die Luft, und bald waren sie in dem dichten Erlenwald hinter den ändern verschwunden. Da stürzte der Kantor mit wütendem Gesicht ins Zimmer, und seine Hand schwang den derben Rohrstock. Mit lauter, brüllender Stimme rief er hinter den Ausreißern her, aber umsonst. Aus dem Erlenwald huschten die Brüder hervor, liefen über das steinige, felsdurchragte Gelände, von da durch die dichten Wacholderbusche, über die weite Pfarrwiese auf der schilfgesäumten Landzunge Neulaniemi, schließlich quer über eine offene, dumpf dröhnende Lichtung und machten auf dem sandigen Weg, der unterhalb der abschüssigen Heide am Sonnimäki hinläuft, halt. Den geröllbedeckten Abhang stiegen sie hinauf und beschlossen, oben unter den Föhren im Heidekraut ihr Lager aufzu-schlagen. Und bald ringelte sich der Rauch ihres Feuers zu den Wipfeln der Bäume empor. De tav og kastede sig ud gennem vinduet og ned på jorden; og derefter løb de hurtigt hen over klokkerens kartoffelmark. Småstenene raslede på marken, jordklumperne fløj højt op i luften, og snart var de forsvundet, bagefter de andre, i det tætte ellckrat. Nu styrtede klokkeren ind i stuen; hans ansigt var helt fortrukket af vrede, og i den ene nav ve svang han en solid bambusstok. Med høj, skingrende stemme råbte han efter de flygtende, men forgæves. Brødrene styrtede ud gennem ellekrattet, løb hen over et stenet, klippefyldt område og videre gennem et tæt enebærkrat; derefter hen over præstegårdens vidtstrakte eng ved Neulaniemis siv-bevoksede bred og til sidst hen over en åben, rungende lysning; og nu stod de på den sandede vej under Sonnimäkis hede-skråninger. Derpå gik de op ad skrænten, der var oversået med rullesten, og da de nåede op på toppen, besluttede de at slå lejr i lyngen ved foden af nogle fyrretræer; og snart bølgede røgen fra deres bål op mod trækronerne. 03088
Bottom
03089
Top
Hoch lag die Stelle, an der sich die Brüder niedergelassen hatten. Man sah hinter dem Hügel das Satteldach des Pfarrhauses, oben auf dem Hügel aber das rote Haus des Kantors, das große Kirchdorf und dort, von Tannen umgeben,-feierlich und stolz das steinerne Gotteshaus des Kirchspiels. Man sah ferner den inselreichen See, den der Nordostwind streifte, der sanft und leicht unter dem klaren Himmel wehte, hin über den See, hin über die Wiesen und Wälder, über die Föhren des Sonnimäki, unter denen die Bruder jetzt ruhten und Rüben in dem lodernden Holzfeuer brieten. Det sted, hvor brødrene havde slået sig ned, lå højt til vejrs. Hinsides bakken kunne man se præstegårdens mansardtag, men på selve bakketoppen lå klokkerens røde hus og hele den store kirkeby, og dér, skærmet af graner, sognets stenkirke, højtidelig og statelig. Man kunne desuden se søen med dens mange små-øer, søen, hvor nord-østen-vinden trak sine striber og blæste, blidt og sagte, under den klare himmel, blæste hen over søen, over engene og skovene, og hen over Sonnimäkis fyrreskov, ved hvis rødder brødrene nu hvilede sig og stegte roer i det flammende bål. 03089
Bottom
03090
Top
JUHANI: Nun essen wir aber ein königliches Mahl. JUHANI: Nu spiser vi et virkelig kongeligt måltid. 03090
Bottom
03091
Top
TIMO: Ein richtig herrschaftliches Essen. TIMO: Virkelig et herremands-måltid. 03091
Bottom
03092
Top
JUHANI: Rindfleisch aus dem Sack und gebackenes Rübenmus aus der Asche. Sie sind gleich gar. JUHANI: Kød fra posen og stegte roer fra asken. De er modne i dette øjeblik. 03092
Bottom
03093
Top
Frisch weht der Wind, und die Wipfel sich neigen,
weit in der Ferne singt sie, die mein eigen ...
Vinden, den blæser, og trætoppe gynger.
Min elskedes røst i det fjerne synger.
03093
Bottom
03096
Top
Was für eine Ochsendummheit von uns, mit dem Abc-Buch beim Kantor auf der Bank zu sitzen — zwei gottverfluchte Tage lang! Hvilken dumhed, hvilken stude-dumhed af os at sidde på klokkerens bænk med a.b.c.-en i hånden, sidde dér i to forbandede dage! 03096
Bottom
03097
Top
EERO: Aber in der Schandecke stehen, das war erst was! EERO: Men se, at stå i krogen ved hans dør, det var alligevel noget andet. 03097
Bottom
03098
Top
JUHANI: Gut, Eerochen, mein kluger Dreikäsehoch, gut, du Knirps. — In des Kantors Schandecke! Teufel, ich will dich lehren! JUIIANI: Kære, lille Eero, min kloge Eero, du, min sekstommers Eero, du, din navle-kigger. I klokkerens krog! Jeg skal lære dig, din satan. 03098
Bottom
03099
Top
AAPO: Still, still, ihr Heiden! AAPO: Stille, stille, I hedninger! 03099
Bottom
03100
Top
TUOMAS: Bleib sitzen, Juhani, und kümmre dich nicht um seine Reden. TUOMAS: Sid roligt, Juhani, og bryd dig ikke om hans snak. 03100
Bottom
03101
Top
JUHANI: Mütze ab, wenn du ißt, du Krümel. JUHANI: Huen af hovedet, mens du spiser, din lille klump. 03101
Bottom
03102
Top
TUOMAS: Mütze ab, sag ich auch. TUOMAS: Huen af, det siger jeg også. 03102
Bottom
03103
Top
JUHANI: So. Folgen mußt du. Da hilft nichts. JUHANI: Sådan, ja. Du må adlyde; det nytter ikke. 03103
Bottom
03104
Top
SIMEONI: Immer Belfern, nichts als Belfern. Wenn doch Gott mal eure Seele und euer Herz erleuchtete! SIMEONI: Altid kiv, ikke andet end kiv. Måtte Gud engang oplysejeres sjæle og sind! 03104
Bottom
03105
Top
JUHANI: Er ist immer der Stänkerer. JUHANI: Han er altid en kivfugl. 03105
Bottom
03106
Top
EERO: Ja, ich bin in eurem verdammten Maul immer »der Lausebengel, der Däumling, der klimperkleine Eero«. Aber dafür bin ich zäh. EERO: Mellem jeres forbandede tænder er jeg altid »den gnom, den tommeliden, den lille Eero-stump«. Derfor er jeg også sejg. 03106
Bottom
03107
Top
JUHANI: Du bist ein bissiger Köter, wie es in der »Siebenmännerkraft« heißt. JUHANI: Du er en arrig køter, sådan som vi hørte det i visen om »Syv mænds styrke«. 03107
Bottom
03108
Top
EERO: Ich beiße eben wieder und zwar mit scharfen Zähnen. EERO: Jeg bider igen og hårdt. 03108
Bottom
03109
Top
JUHANI: Ja, du bist voll Gift und Galle. JUHANI: Han er fuld af bitterhed. 03109
Bottom
03110
Top
AAPO: Laß mich doch auch ein Wort reden. Eero hat etwas gesagt, worin nach meiner Meinung ein Körnchen Wahrheit steckt. Seht ihr: das Gift und die Galle, mit denen er manchmal um sich spritzt, haben wir vielleicht selber zum großen Teil gebraut. Denkt doch dran: wir sind alle Geschöpfe eines Schöpfers. AAPO: Må jeg sige et ord? Eero sagde noget, der efter min mening rummer en smule sandhed. Se, den bitterhed, som han undertiden spreder omkring sig, har vi måske selv i nogen grad været med til at koge sammen. Lad os dog ikke glemme, at vi alle er skabninger, skabt af den samme skaber. 03110
Bottom
03111
Top
TIMO: Das meine ich auch. Wenn ich zwei Schnäbel habe, einen wie ein Schuhleisten und einen wie ein halber Brotlaib, was geht das die ändern an? Ich trag sie ja selber. Aber zum Teufel mit den Schnäbeln und Schniebeln, Schöpfern und Geschöpfen! Schau, Juhani, da hast du eine Rübe, so zart wie ein trockener Bovist. Stich ihr in den Nacken und kehr dich nicht an das unnütze Geschwätz. Er ist jung und unverständig. — Iß, Bruder, iß. TIMO: Ja, netop. Hvis jeg har to næser, »den ene som en læst og den anden som et halvt brød«, hvad kommer det andre ved ? Det er mig selv, der bærer dem. Men lad os nu give pokker i snude og tude, skaberen og skabninger. Se her, Juhani, her får du en roe, der er blød som en støvbold. Grib den i nakken og bryd dig ikke om knægtens snak. Han er ung og forstår ikke noget. - Spis, brorlil. 03111
Bottom
03112
Top
JUHANI: Ich werd schon essen. JUHANI: Ja, jeg spiser. 03112
Bottom
03113
Top
TIMO: Auf diesem hohen, klingenden Hügel leben wir jetzt wie auf einer Hochzeit. TIMO: Nu lever vi som ved en bryllupsfest, her på den høje, rungende bakke. 03113
Bottom
03114
Top
JUHANI: Wie auf der Hochzeit im Himmel. Da unten in der Hölle sind wir ja vorhin noch jämmerlich genug geschunden worden. JUHANI: Som ved himmelens bryllupsfest. Men man pinte os for lidt siden særdeles bedrøveligt dernede i helvede. 03114
Bottom
03115
Top
TIMO: Bald gehts hinauf, bald gehts hinunter in dieser Welt. TIMO: »Snart daler vi dybt, snart stiger vi højt« her i verden. 03115
Bottom
03116
Top
JUHANI: So ists. Was sagst du denn, Aapo? JUHANI: Ja, sådan er det. Hvad siger du, broder Aapo? 03116
Bottom
03117
Top
AAPO: Ich habe mein möglichstes getan, aber umsonst. Jetzt ärgere ich mich aber doch auch einmal und lege das Steuerruder unsres Lebensschiffs in die Klauen des Schicksals. Hier sitz ich. AAPO: Jeg har gjort mit bedste, men forgæves. Nu er jeg imidlertid gal i hovedet og lægger styreåren i vor livsskude i skæbnens hånd. Her sidder jeg. 03117
Bottom
03118
Top
JUHANI: Hier sitzen wir, und dort zu unsern Füßen liegt die ganze Welt. Dort leuchtet das Kantorhaus wie ein roter Hahn, und dort ragt der Turm vom Tempel des Herrn in die Wolken. JUHANI: Her sidder vi, og dér ligger hele verden under vore fødder. Dér gløder klokkerens hus som en rød hane, og dér knejser tårnet på Herrens tempel i højen sky. 03118
Bottom
03119
Top
AAPO: Und just am Fuße dieses Tempels werden wir noch mal mit krummen Nacken im schwarzen Schandholz sitzen, werden wie sieben junge Krähen auf dem Zaune hocken und hören, wie die Menschen, mit den Fingern auf uns deutend, sagen: Da sitzen die faulen Jukolabrüder. AAPO: Ved foden af det tempel sidder vi engang i skammens sorte stok, sidder med bøjede nakker som syv krageunger på hegnet, og hører, hvordan folk siger, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. 03119
Bottom
03120
Top
JUHANI: Der Tag bricht nie an, wo diejukolaburschen mit krummen Nacken wie junge Krähen im schwarzen Schandholz sitzen und hören müssen, wie die Menschen, mit den Fingern auf sie deutend, sagen: Da sitzen die faulen Jukolabrüder. Der Tag bricht nie an. Eher hänge ich mich auf oder marschiere bis ans linde der Welt und schwinge das Gewehr im Bataillon von Heinola. »Wozu mich grämen, ich lustiger Junge?« Jetzt, Brüder, wo wir mit dem Essen fertig sind, wird gesungen und geschmettert, daß die Heide schüttert. JUHANI: Den dag gryr aldrig, da Jukolas drenge sidder med bøjede nakker som syv krageunger i skammens sorte stok og hører folk sige, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. Den dag gryr ikke: så går jeg hellere hen og hænger mig eller marcherer lige til verdens ende; til Heinolas bataillon for at svinge geværet. »De unge skælmer.« Og nu, brødre, nu, da vi har spist, lad os så synge, lad os skråle, så heden skælver. 03120
Bottom
03121
Top
SIMEONI: Beten wollen wir und schlafen gehen. SIMEONI: Lad os velsigne os og lægge os til at sove. 03121
Bottom
03122
Top
JUHANI: Erst wird gesungen: »Wozu mich grämen?« Kratz deine Kehle aus, JUHANI: Først synger vi: »De unge skælmer«. Klar din strube, Timo. 03122
Bottom
03123
Top
TIMO: l'imo: Ich bin bereit. TIMO: Jeg er parat. 03123
Bottom
03124
Top
JUHANI: Und du, Eero? Wir sind doch wieder Freunde? JUHANI: Men hvad med Eero-knægten ? Er vi venner igen ? 03124
Bottom
03125
Top
EERO: Freunde und Brüder. EERO: Venner og brødre. 03125
Bottom
03126
Top
JUHANI: Dann ists gut. Aber schraub deine Kehle /urecht. JUHANI: Så er alt godt. Men skru’ lidt på din strube. 03126
Bottom
03127
Top
EERO: Die ist schon gestimmt. EERO: Den er allerede i fuld stemning. 03127
Bottom
03128
Top
JUHANI: Gut! Und ihr ändern paßt auf, wie es in den Föhren spektakelt. —Jetzt los! JUHANI: Godt! Og lad nu de andre høre, hvordan det runger i fyrreskoven. - Nu, drenge! 03128
Bottom
03129
Top
Wozu mich grämen, ich lustiger Junge?
Hab wie ein Felsen ne Brust und ne Lunge.
Frallaralla, trallaralla, trallarallala!

Heinola, du mein Soldatenstädtchen!
Keck sind die Burschen da, fröhlich die Mädchen.
Frallaralla, trallaralla, trallarallala!

Bischof kann mich und Pfarrer nicht schrecken,
gleich werd im Heldenrock ich stecken. 03132:
Frallaralla, trallaralla, trallarallala!

Spring, du mein Brauner, die Räder laß rollen,
die Jungen zur Suppe des Kaisers sich trollen.
Frallaralla, trallaralla, trallarallala!

Wozu mich grämen, ich lustiger Junge?
Hab wie ein’ Felsen ne Brust und ne Lunge.
Frallaralla, trallaralla, trallarallala!
De unge skælmer, bekymrer de mig?
Et bryst som en klippe, det har jo jeg.
Trallaralla . . .

Til Heinola-knægtenes prægtige skare
vil pigernes tosse nu lystigt fare.
Trallaralla . . .

Ej bispen jeg frygter, ej præstens magt.
Snart er jeg iklædt en heltedragt.
Trallaralla . . .

Løb, Rusko, du brune, lad hjulene rumle,
paa kejserens brødknald vi begge skal gumle.
Trallaralla . . .
03129
Bottom
03150
Top
JUHANI: Recht so! Ja, hier läßts sich leben! JUHANI: Ja, sådan! Her er det godt for os at være. 03146
Bottom
03151
Top
SIMEONI: Nicht so laut, nicht so laut! Ihr rasaunt ja wie eine Legion Trolle. — Aber still, still! da kommen Menschen. SIMEONI: Lidt mindre larm, lidt mindre larm! I støjer jo som en legion spøgelser. - Stille, stille, der kommer mennesker. 03147
Bottom
03152
Top
JUHANI: Menschen? Guck genauer hin, dann siehst du eine Horde Zigeuner, das Rajamäki-Regiment. JUHANI: Mennesker? Se nøjere efter, så ser du en (lok zigøjnere; så ser du »Rajamåki-regimentet«. 03148
Bottom
03153
Top
Die Gesellschaft, die da herankam, war eine herumziehende Familie aus einer kleinen Kate am Abhang des Hügels Rajamäki, weshalb die Leute sie das Rajamäki-Regiment nannten. Ihr Anführer und Herr ist der allen bekannte Mikko, ein kurzgewachsener, aber flinker Mann mit einem schwarzen Filzhut auf dem Kopf. Er handelt auf seinen Fahrten mit Pech und hantiert geschickt mit dem Messer des Vieh-verschneiders. Auch wirkt er mit seiner Fiedel als Spielmann, läßt seine schwarzrote Freudenmaschine bei den Tanzgelegenheiten und Erntefesten quieken und feuchtet seine Kehle an, sooft man ihm den Humpen reicht. — Seine Frau aber, die ewig schnupfende, mürrische Kaisa, ist eine geschickte Schröpferin.[Beim Schröpfen, einem noch heute im Volke ziemlich verbreiteten Verfahren der Blutentziehung, bediente sich die Frau zum Schlagen der Wunden eines kleinen Beilchens und zum Aufsaugen des Blutes eines Hornes.] Wenig Badestuben gibt es, die sie nicht im Vorbeiwandern für die Weiber der Gegend zum Schröpfbad heizen läßt. Dann hüpft ihr Schröpfmes-ser, ihr Mund schmatzt, und ihr Schnupftabakgesicht wird vom Schweiß schrecklich naß. Doch dafür schwillt auch ihr Sack von Geschenken an. — Sie haben auch mehrere Kinder, die sie auf ihren Reisen von Dorf zu Dorf, von Hof zu Hof mitnehmen. Zwei sind schon tüchtig zu Fuß, hüpfen vergnügt bald vor, bald hinter den Eltern her, drei jüngere aber werden von Vater und Mutter als Last im Planwagen gefahren; und Kaisa zieht stets in der Deichsel, Mikko schiebt mit seinem Stock hinten nach. Laut geht es her, wo die Familie wandert, und ein Witzbold hatte ein langes Spottgedicht auf sie gemacht. Das war die Gesellschaft, die lärmend auf dem Wege von der Heide am Sonnimäki herauf dem Kirchdorf zuzog, als die Brüder, fröhlich wie Hammel, die Freiheit auf dem hohen Heiderücken zu genießen anfingen. Den skare rejsende, der nærmede sig, var en omvandrende familie, som boede i et lille hus på Rajamåkis hedemarker, og som verden derfor kaldte Rajamåki-regimentet. Dens anfører og husbond er den af alle kendte Mikko, en lavstammet, men livlig mand med en sort filthat på hovedet. Han sælger beg på sine vandringer og svinger behændigt gilderens skarpe kniv. Han optræder også som violin-kunstner og guider ofte på sin sort-røde glædes-maskine, til dans og glade høstfester, mens han fugter halsen med det, der byder sig. Men hans kone, Kaisa, en snus-næset, arrig kælling, er dygtig til at kopsætte. Det er kun få badstuer, hun ikke får til at ryge, når hun drager forbi; ryge til kopsætnings-bad for egnens koner. Så danser Kaisas koppe-jern, munden smasker, og hendes snus-fjæs sveder frygteligt; men hendes madpose svulmer også. - De har en flok børn, der følger dem på deres vandringer fra landsby til landsby, fra gård til gård. To af dem vandrer allerede af sted på egne ben, hopper muntert hen ad vejen omkring forældrene, snart foran og snart bagefter; far og mor haler af sted med de tre yngste, læsset på en lille vogn; og Kaisa slæber altid mellem skaglerne, mens Mikko skubber bagpå med sin stok. Stor er støjen, dér hvor Rajamåki-selskabet rykker frem; og en spøgefugl har sammen-skrevet en lang spottevise om familien, en vise, der har navn efter regimentet. Det var den støjende skare, der nu drog hen ad vejen imod kirkebyen, langs foden af Sonnimåki, da brødrene, glade som gedekid, fejrede frihedens time på hedens højeste top. 03149
Bottom
03154
Top
JUHANI: Heißa! Guten Tag, du obbenanntes Regiment, guten Tag! JUHANI: Hallo! Vel mødt, du, før-omtalte regiment, vel mødt! 03150
Bottom
03155
Top
TIMO: «Hostote tili!« [Schwedisch: hur stár det tili? = wie gehts?] sprach der Schwed. TIMO: »Hustotetil,« som svenskeren siger. 03151
Bottom
03156
Top
EERO: »Kauppusiwai?« [Russisch: kak poživaješ? = wie gehts dir?] sprach der Russ’. EERO: »Kappusivai!« som russeren siger. 03152
Bottom
03157
Top
KAISA: Was wollt ihr da oben? KAISA: Hvad vil I, I deroppe? 03153
Bottom
03158
Top
EERO: Daß das Muttchen raufkommt und meinem Bruder Juhani einen anständigen Schröpfkopf auf seine braunen Hinterbacken saugt. EERO: At mutter kommer og suger et rigtigt sviende horn blod ud af broder Juhanis brune lårskinke. 03154
Bottom
03159
Top
JUHANI: Das Muttchen saugt und lutscht, und das Männchen streicht, daß es Stein und Bein erweicht. Das reimt sich prächtig. JUHANI: Mutter suger og banker, mens fatter spiller, det passer godt sammen. 03155
Bottom
03160
Top
MIKKO: Mach nur deine Futterluke zu. Du weißt wohl, daß Meister Mikko in eigner Person hier ist! MIKKO: Jeg giver fanden i jer, I Jukolas stratenrøvere! 03156
Bottom
03161
Top
EERO: Oh, du doppelgenährter Kastrier-Mikko mit deiner alten Zauberhexe! Ukko ei tahdo pelata. No laulakaamme sitten me, ja oikein huikea marssi. EERO: Den gamle vil ikke spille. Nå, så lad os synge, og en rigtig flot march. 03157
Bottom
03162
Top
JUHANI: Huikea marssi, kun astelee ohitsemme Rajamäen rykmentti. No, pojat Timo ja Eero! JUHANI: En flot march, mens Rajamåki-regimentet marcherer forbi. Nå, drenge, Timo og Eero. 03158
Bottom
03163
Top
Karsitaan nyt kulkemahan
Ylös, alas mäkii,
Kuohintahan, kuppaamahan,
Kauppoilemaan pikii.

Aisoiss' Kaisa nuuska-naama
Itse olla tykkää,
Mikko, purren mälliänsä,
sauvall perään lykkää.
Rask op og ned ad bakke
er flokken nu på vej,
at gilde og at koppe
og for at sælge beg.

Først Kaisa med sin snude
helt fuld af snus vil gå.
Med stokken skubber Mikko
bagpå og tygger skrå.
03159
Bottom
03174
Top
JUHANI: Juuri niin! Onpa tämä vähän lystillinen laulu-remputus. JUHANI: Ja, sådan! Det er vel en vældig lystig visestump. 03170
Bottom
03175
Top
KAISA. Tietäkää, te sen vietävät siellä, että me kuljemme aina kunnialla, mutta te, te kiertelette ympäri ihmisten metsiä kuin ryövärit ja raatelevat pedot. Minä kuppaan, minä, ja teen terveyttä; Mikko kuohii, hän, ja tekee lihavia kaltteja, muhkeita härkiä ja komeoita ruunia, joilla ratsastelee kuningasten kuninkaat; se tietäkäät, te perkeleet. KAISA: I skal vide, I slyngler deroppe, at vi altid vandrer af sted med ære, mens I, I strejfer omkring i andre folks skove som røvere og rovdyr. Jeg, jeg kopsætter og bringer sundhed; Mikko, han gilder og skaber fede galte, prægtige okser og statelige vallaker, som kongernes konger rider på; det må I vide, I djævle. 03171
Bottom
03176
Top
JUHANI: Pari värssyä sen saarnan päälle, pojat! Timo ja Eero, reippaat pojat! Yht'aikaa! JUHANI: Et par vers til oven på den prædiken, drenge! Timo og Eero, I raske fyre! På een gang! 03172
Bottom
03177
Top
Kaisan huulet massahtelee,
Napsuttelee kirves;
Kreeta-muori Kaisan kynsiss'
Juttuu hampaat irviss'.

Mutta tuolla tarhan puoless'
Mikä pauhu? Heisaa!
Kyltät, kaltit saarnailevat,
Pikku-porsaat veisaa.

Miksi kyltät hälisevät?
Miksi naskit kirkuu?
Katsos: läätin oven alla
Mikon veitsi vilkkuu.
Når koppejernet danser
står Kaisas mund i vand.
I Kaisas næver sætter
nu Greta-mor sin tand.

Hejsa, i gården inde
blev larm og stor ståhej.
En gylt tog på at præke,
og pattegrise skreg.

Hvorfor har gylten larmet,
og hvorfor skreg de små ?
Jo, Mikkos blanke knive
de dér i porten saa.
03173
Bottom
03193
Top
JUHANI: Totisesti lystillinen laulu-remputus; sitä ei taida kieltää, Mikko? JUHANI: Sandelig en munter vise-stump; det kan du ikke nægte, Mikko. 03189
Bottom
03194
Top
MIKKO. Pidä juuri kohta leipä-laukkus kiinni ja tiedä, että tässä on itse Mestari-Mikko, joka nypisti maaherran orhin puhtaan lakanan päällä, vuodattamatta yhtään ainoata veren tippaa. Ja siitäpä tempusta sai hän valtuus-kirjan, jota ei itse Rooman keisarikaan ole mies rikkomaan. Sellainen Mikko minä olen. MIKKO: Klap din brød-kværn i på stedet og vid, at her står selveste Mester-Mikko, der snittede guvernørens hingst på et rent lagen uden at spilde een eneste dråbe blod. Og for det kunststykke fik han en fuldmagt, som ikke engang kejseren af Rom er mand for at omstøde. Sådan en Mikko er jeg. 03190
Bottom
03195
Top
EERO: Oh sinä kaksinkertainen Kuohari-Mikko noita-akkasi kanssa!] EERO: Oh, du, din dobbelt-op Gilder-Mikko med din troldkvinde af en kone! 03191
Bottom
03196
Top
KAISA: Nehmt euch in acht, ich verhex euch in ein Rudel Wölfe, wie mein Tate mal eine hochmütige Hochzeitsgesellschaft. KAISA: Se til, at jeg ikke forvandler jer til en flok ulve, sådan som den gamle før i tiden gjorde med et overmodigt brudefølge. 03192
Bottom
03197
Top
JUHANI: Hier steh ich noch als der alte Jukolajussi in meinen eignen Hosen, und so hoff ich mit Gottes Hilfe auch weiter stehenzubleiben, Liebste. Aus deinen Zauberkunststücken wird ja nicht mehr als vorletztes Jahr, wo du uns das Ende der Welt weissagtest und viele Weiber ihre Männer wegen ihrer Garstigkeit umsonst um Verzeihung baten. JUHANI: Her står jeg stadig som den gamle Jukola-Jussi i mine egne bukser, og jeg håber med Guds hjælp, at jeg også står sådan for fremtiden. Der kommer vel ikke mere ud af dine trolddomskunster, sølle kvindfolk, end for to år siden, da du spåede os, at verden ville gå under og ganske til ingen nytte fik mangen en kone til at bede manden om forladelse for sine gamle nedrigheder. 03193
Bottom
03198
Top
KAISA: Höre, was ich jetzt weissage. KAISA: Hør nu, hvad jeg spår. 03194
Bottom
03199
Top
EERO: Du weissagst und wünschest uns wohl ein warmes Bad und dir selber, daß du uns im Nacken schröpfen könntest. EERO: Du spår og ønsker os en varm badstue, og at du selv må kopsætte os i nakken. 03195
Bottom
03200
Top
JUHANI: Aber das ist eine dumme Weissagung, ein dummer Wunsch. Zwar gedenk ich, wenn ich nach Hause komme, die Sauna zu wärmen und ein recht liebliches Bad zu nehmen, aber meinen Adamsfrack im Nacken werd ich mir nicht zerreißen. JUHANI: Men det er en tåbelig spådom og et tåbeligt ønske. Jeg har ganske vist i sinde at varme badstuen, når jeg kommer hjem, og bade rigtig hjertens-herligt, men jeg har dog ikke tænkt mig at lade Adams-frakken sprætte op i nakken på mig. 03196
Bottom
03201
Top
KAISA: Höre, höre! Im Feuer wird deine Badestube aufgehen und im Feuer auch dein Haus, und traurig anzusehen, wirst du durch die Wälder, Moore und Sümpfe streifen und nach einem Schutzdach für deinen frierenden Leib suchen. Ach, blutig wirst du mit den Menschen und den wilden Tieren des Waldes zu kämpfen haben, und dann wirst du japsend wie ein sterbender Hase dein verfluchtes Haupt in den Busch sinken lassen. Hört das und denkt daran! KAISA: Hør nu, hør nu her! Der skal gå ild i din badstue, og der skal også gå ild i dit hus, og du selv skal, i en ynkelig forfatning, strejfe omkring i skove, moser og sumpe for at søge ly for din frysende krop. Ak, du skal desuden kæmpe blodigt både mod mennesker og skovens vilde dyr for derefter, stønnende som en døende hare, at skjule dit forbandede hoved i en busk. Hør, hvad jeg siger, og læg dig det på sinde . . . 03197
Bottom
03202
Top
JUHANI: Mene helvettiin... JUHANI: Gå ad helvede til . . . 03198
Bottom
03203
Top
TUOMAS: Vaikene jo, vaikene! TUOMAS: Hold nu mund, hold mund! 03199
Bottom
03204
Top
SIMEONI: Sinä jumalaton, villitty! SIMEONI: Dit ugudelige, dit forvildede menneske! 03200
Bottom
03205
Top
JUHANI: Geh in die feuerrote Hölle! Geh zum Kantor und zaubre ihm einen ewigen Mumps an den Hals. JUHANI: Ryg og rejs lige ind i det rødglødende helvede! Gå til klokkeren og tryl ham en evig svinesyge på halsen. 03201
Bottom
03206
Top
EERO: Daß er singt wie ein alter, zähnefletschender Eber. EERO: Så han synger i Mikkos klør som en galt med lange hugtænder. 03202
Bottom
03207
Top
JUHANI: Ja! und zum Propst, zu dem heuchlerischen, scheinheiligen und protzigen Speck- und Wurst -propst ... Was sollen wir dem wünschen? Sag mal, Eero! JUHANI: Ja! Og præsten, den hykleriske, skinhellige og rige fedt- og pølse-præst . . . hvad skal vi ordinere til ham ? Hvad, Eero? 03203
Bottom
03208
Top
EERO: Daß ihm nach der Leseprüfung beim Braten dieselbe Geschichte widerfährt wie jenem Zöllner am Stadttor von Oulu, daß ihm eine feine Katzenpirogge in den Beutel kommt. EERO: At det må gå ham ved tiende-mødet som det i sin tid gik tolderen ved Uleåborgs port; at han må få en vældig katte-postej i sin pose. 03204
Bottom
03209
Top
JUHANI: Ja! ein Brotlaib, in den statt Fische eine Katze, eine struppige Katze als Matsch gebacken ist. JUHANI: Ja, netop! En fiskepostej fra Paldamo, ser du, hvor der er en kat, en lådden kat inden i. 03205
Bottom
03210
Top
EERO: Und darüber soll er am folgenden Sonntag eine so erboste und giftige Strafpredigt halten, daß ihm sein fetter Bauch platzt, ja, mit einem Knall zerplatzt. EERO: Og af den grund skal han, næste søndag, lave en så rasende og indædt straffe-prædiken, at hans fede bug revner, revner med et brag. 03206
Bottom
03211
Top
JUHANI: Ja! und dann soll ihn der Teufel holen, ihn beim Schlafittchen packen und fliegen lassen, wie der Teufel gewöhnlich die Pfaffen fliegen läßt. JUHANI: Ja, og må så fanden hente ham, tage ham på sin nakke og flyve bort med ham, som djævelen plejer at gøre med præster. 03207
Bottom
03212
Top
EERO: Den mächtigen, reichen Propst soll er dem reichen Mann zum Kumpan geben. EERO: Lad ham hente den mægtige og rige præst, så den rige mand får selskab. 03208
Bottom
03213
Top
JUHANI: Das sind also die Grüße, die wir dich bitten, dem Kantor und dem Propst hübsch zu bestellen. Und wenn du alles dies tust, darfst du mich selber auch in einen Wolf verhexen, wie du gedroht hast. JUHANI: Dér var de hilsener, som vi beder dig pænt om at overbringe både klokkeren og præsten. Og hvis du gør alt det, så må du gerne bagefter, hvis du har lyst, forvandle mig selv til en ulv, sådan som du truede med. 03209
Bottom
03214
Top
EERO: In einen so gefräßigen Wolf, daß er das ganze Rajamäki-Regiment auf einmal verschluckt. EERO: Til så glubsk en ulv, at den på en gang sluger hele Rajamåki-regimentet i sit gab. 03210
Bottom
03215
Top
JUHANI: Ja! und den Schröpfkopf als Zugabe. JUHANI: Ja, og horn-sækken oven i købet. 03211
Bottom
03216
Top
EERO: Und den Pechsack als Gebäck obendrauf. EERO: Og beg-posen som kagemad. 03212
Bottom
03217
Top
JUHANI: Recht so, du Pfiffikus! JUHANI: Ja, rigtig, din kleppert! 03213
Bottom
03218
Top
KAISA: Schön, schön! Der Propst und der Kantor sollen eure Grüße bekommen; aber ihr werdet die Suppe noch mal auslöffeln, ihr verwünschtes Gesindel! Wirf ihnen zum Abschied einen Stein an den Kopf, Mikko. Wirf, daß ihnen die Schwarte knackt. KAISA: Godt, godt! Præsten og klokkeren skal få jeres hilsener, og den suppe får I engang lov til at søbe af jeres egen skål, I forbandede bæster! Giv dem en sten til afsked, Mikko, giv dem, så knolden revner på dem. 03214
Bottom
03219
Top
MIKKO: Der Kiesel hier paßt ja in die Hand wie zugeschnitten. — Da, ihr geilen Böcke von Pelttari! — Marsch, Kaisa, nun vorwärts! MIKKO: Her er en passende rullesten som på bestilling. - Dér, I gedebukke fra Pelttari! - March, af sted, Kaisa! Nu går vi. 03215
Bottom
03220
Top
JUHANI: So ein verdammter Kerl! Hat wirklich geschmissen und mich um ein Haar an die Stirn getroffen. JUHANI: Den satan! Han kastede en sten, og den var lige ved at ramme mig i panden. 03216
Bottom
03221
Top
EERO: Schicken wir den Ball zurück! EERO: Lad os sende bolden tilbage. 03217
Bottom
03222
Top
JUHANI: Schleuder ihn dem Alten zurück, daß es auf seinem Hut knallt. JUHANI: Kast den tilbage til den gamle, så hatten hopper. 03218
Bottom
03223
Top
TUOMAS: Laß das Werfen, Junge, wenn dir dein Läusenest lieb ist. TUOMAS: Kast ikke, knægt, hvis du vil skåne din luse-paryk. 03219
Bottom
03224
Top
AAPO: Du Bengel, siehst du nicht, daß Kinder dabei sind? AAPO: Ser du ikke, din slyngel, at der er børn ? 03220
Bottom
03225
Top
JUHANI: Halt den Stein; sie rennen ja schon, daß die Heide schüttert. JUHANI: Hold stenen tilbage; de render jo allerede af sted, så heden dundrer. 03221
Bottom
03226
Top
SIMEONI: O weh, ihr Abscheulichen, ihr Kalmücken, ihr Hundschnäuzler! Soll denn nicht mal mehr ein friedlicher Wandersmann mit Ehren an uns vorüber-ziehen können! Oh, ihr Banditen! SIMEONI: Oh, I vanartede skabninger, I kalmuker, I hundesnuder! Selv en fredelig vandringsmand kan ikke mere gå uantastet forbi os på vejen. Oh, I røvere! 03222
Bottom
03227
Top
JUHANI: Wer? Ich, der ihnen nicht ein Haar krümmen könnte? Aber sieh mal, wenn der Mensch richtig in die Hitze kommt und ihm die wüsten Schauer durch den feisten Leib jagen, dann — weiß man ja Bescheid. Zwei Tage und zwei Nächte hat unsereiner im Turm gesessen. Aber ich habe ja nun meine Galle besänftigt und dem Kantor saftige Grüße geschickt. JUHANI: Hvad, jeg, der ikke engang ville krumme et hår på deres hoveder ? Men se, når en mand rigtig er i stødet, og vældige trækninger iler gennem hans kønne krop, så - du ved det jo. To dage og to nætter har knægten siddet i tårnet. Men jeg sendte klokkeren nogle prægtige hilsener for at dulme min galde. 03223
Bottom
03228
Top
AAPO: Und noch blödsinnigere dem Propst. Diese Grüße werden wir vielleicht noch mal bitter bereuen. AAPO: Og nogle endnu tåbeligere til præsten. De hilsener kommer vi til at fortryde bitterligt. 03224
Bottom
03229
Top
JUHANI: »Wozu mich grämen, ich lustiger Junge?« Das Leben, das Leben eines jungen Burschen gleicht dieser klingenden, rauschenden Heide. Und dort im Nordosten wölbt sich ja der starre Impivaara, und dort im Nordwesten, da flimmert der Kirchdorfsee, und dort am Himmelsrand schimmern sogar noch andre Seen wie in ewiger Ferne. Die drei Seen von Kolistin kann ich da erkennen. JUHANI: »De unge skælmer«. Livet, den unge mands liv, er som denne rungende, brusende hede. Derovre i nordøst dæmrer Impivaaras bratte bjerg og dér, i nordvest skvulper kirkebyens sø, og man skimter også andre søer dér ved himmelranden som i en fjern evighed. Og dér skuer mit øje de tre Kolistin-søer. 03225
Bottom
03230
Top
In den See ich springen muß,
die Qual währt mir zu lange;
denn gar böse ist mein Schatz und
zischt wie eine Schlange.
Intet hjælper, intet hjælper,
i søen går jeg bange.
Thi min elskede er vred
og sprutter som en slange.
03226
Bottom
03236
Top
Und gerade dort auf dem See sitzt unser alter Kantor oft mit seiner Angelrute. Ach, hockte er jetzt da und ich wär ein derber Wirbelwind, ein heftiger Orkan aus Südost, dann wüßt ich, worüber ich mit einem kräftigen Stoß hinstürzte. Und wie bald wäre da des Kantors Boot umgekippt. Ude på den dér søs store flade plejer den gamle klokker ofte at sidde med en fiskestang i hånden. Ak, hvis han nu sad foroverbøjet derude, og jeg var et voldsomt vindpust, en rasende storm fra sydøst, så ved jeg nok, hvor jeg ville brase hen i en brølende fart; og snart ville klokkerens båd vende bunden i vejret. 03232
Bottom
03237
Top
SIMEONI: Was für ein sündhafter Wunsch! SIMEONI: Hvilket syndigt ønske! 03233
Bottom
03238
Top
JUHANI: Das tät ich. Den Kahn schlüg ich ihm um, daß das Seewasser wie Milchsuppe schäumte. JUHANI: Ja, det gjorde jeg, jeg væltede båden, så søens vand kogte som vælling. 03234
Bottom
03239
Top
TIMO: Zu nem Wolfsbraten wäre der Kerl gut! TIMO: Hele manden burde blive ulvesteg! 03235
Bottom
03240
Top
JUHANI: In eine Wolfsgrube stieße ich ihn und spazierte vergnügt am Rande auf und ab. JUHANI: Jeg ville styrte ham i ulvegraven og selv vandre med fryd langs dens kant. 03236
Bottom
03241
Top
AAPO: Kettu, kerran karhun pahan-suopa, narrasi kuoppaan kontio-kurjan. Kovin hän silloin nauroi ja käyskeli siinä ylhäällä ympäri ammottavan kuopan, haastellen pilkallisesti. Siitä astui hän ilveksen selkään, ilves vei hänen ylös korkeaan kuuseen, joka seisoi siinä lähellä. Rupesi laulamaan kettu iloissansa ja kutsumaan kokoon tuulia jokaisesta neljästä ilmasta; käski heitä soittamaan kuusen kanteletta hänen laulunsa mukaan. Tulivat pian itä, läntinen ja etelä, ja ankarasti kaikkui ja kohisi kuusi. Tuli myös voimallinen pohja, rynkäsi halki partaisen, pimeän korven, humisten ja ryskyin. Silloin kuusi pauhasi, vapisi ja kumartui syvään, murtui viimein ja kaatui kohden kuoppaa, viskaten kaatuessaan latvastansa ketun alas karhun syliin syvässä kuopassa. AAPO: Ræven, der bar nag til bjørnen, narrede engang den stakkels bamse ned i en grav. Så lo han hjerteligt og gik rundt om den gabende grav, fuld af spot. Dernæst kravlede han op på ryggen af en los, der førte ham op i et højt grantræ i nærheden. I sin glæde begyndte ræven at synge og sammenkaldte vindene fra alle fire verdenshjørner, befalede dem at spille til hans sang på granens kantele-strenge. Snart kom østen-, vesten- og søndenvinden, og granen suste og bruste heftigt. Så kom også den kraftige nordenvind ; strøg buldrende og bragende gennem den mørke, skæggede skov. Nu stormede det i granen; den skælvede og nejede sig dybt; knækkede til sidst og væltede over imod graven; i sit fald slyngede den ræven fra sin top og lige ned i bjørnens favn på bunden af den dybe grav. 03237
Bottom
03242
Top
TIMO: No peijakas! Mutta nyt? TIMO: Nå, for pokker! Og hvad så? 03238
Bottom
03243
Top
JUHANI: Kylläs tuon arvaat, kuinka nyt tapahtui. Kieppasi mar' karhu oikein rotevasti kiinni ketun kamarasta ja ravisti että hampaat helähti, niinkuin teki hyvä lukkari minulle.--Mutta ymmärränpä Aapon tarkoituksen. Hän tahtoi minua muistuttaa, että joka toiselle kuoppaa kaivaa, hän putoo siihen itse. Olkoon niinkin, mutta suden-kuopan saaliiksi lukkarin soisin vaan. JUHANI: Du kan vel nok gætte, hvad der så skete. Bjørnen greb naturligvis godt fat i skrutten på ræven og rystede den, så tænderne raslede, sådan som klokkeren gjorde ved mig. -Men jeg er klar over, hvad Aapo mener. Han vil minde mig om, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Det kan godt være, men jeg ville nu alligevel gerne se klokkeren sidde i ulvegraven. 03239
Bottom
03244
Top
TIMO: Nähdä lukkarin kuoppaan lötkähtävän, sitähän ei juuri minunkaan sydämeni vastaanlöis. Mutta en tuota ukko-rässyä sentähden kauankaan piinaisi tunkkaisessa kammiossa. Kaksi tuntia, kaksi tuntia vaan. Ja jääköön tämä tähän. Eläköön lukkari rauhassa, putoomatta edes närkästyneen sydämenikään kuoppaan. Mutta yhtä ihmettelen. Kuinka taidatte uskoa tuollaisia lorujuttuja kuin tämä ketusta ja karhusta. Voi veikkoset! eihän taida kettu edes joutaviakaan jaaritella, sitä vähemmin kutsua vielä tykönsä maailman tuulia. Te uskotte tämän, mutta minä päätän asian puhtaaksi valheeksi. TIMO: At se klokkeren dejse ned i graven, det ville mit hjerte heller ikke have noget imod. Men jeg ville nu alligevel ikke pine den gamle stodder alt for længe i det kvælende kammer. To timer, kun to timer. Men nok om det. Lad klokkeren leve i fred, uden så meget som at falde ned i mit fornærmede hjertes grav. Men én ting forbavser mig. Hvordan kan I tro på sådan noget sludder som det om ræven og bjørnen? Ak, kære brødre, ræven kan jo ikke engang sige sådan noget vrøvl, endnu mindre sammenkalde verdens vinde. Det tror I på, men jeg mener, at det er det rene opspind. 03240
Bottom
03245
Top
JUHANI: Se tiedetään, ettei Timon pää ole juuri terävimpiä tässä maailmassa. JUHANI: Vi véd, at Timos hoved ikke lige netop hører til de skarpeste her i verden. 03241
Bottom
03246
Top
TIMO: Vaikk'ei. Mutta tällä päällä vaellan halki tämän maailman yhtä kunniallisesti kuin sinäkin taikka jokin muu, mies tai vaimo. TIMO: Det kan være. Men jeg vandrer lige så ærefuldt gennem denne verden som du eller nogen anden; mand såvel som kvinde. 03242
Bottom
03247
Top
AAPO: Timo ei käsitä kuvausta. AAPO: Timo forstår sig ikke på fabler. 03243
Bottom
03248
Top
JUHANI: Ei ensinkään se poika parka nyt käsitä. Mutta katsoppas jos selitän sinulle seikan. Tapaus ketusta ja karhusta on arvattavasti niistä ajoista, joina kaikki luontokappaleet ja vielä puutkin taisivat puhua, niinkuin vanhassa testamentissa kerrotaan; ja sen olen kuullut vainaalta sokea-enoltamme. JUHANI: Den arme knægt forstår ikke det mindste. Men lad mig forklare dig sagen. Historien om ræven og bjørnen stammer formodentlig fra de tider, da alle skabninger og endogså træerne kunne tale, sådan som det fortælles i Det gamle testamente; og det har jeg hørt af vor gamle, blinde onkel, der nu er død. 03244
Bottom
03249
Top
AAPO: Ethän käsitä nyt sinäkään satua ja sen tarkoitusta. AAPO: Du forstår åbenbart heller ikke eventyret og dets betydning. 03245
Bottom
03250
Top
TIMO: Mutta kuitenkin »pata kattilaa soimaa; musta kylki molemmilla». TIMO: Men alligevel »spotter gryden kedlen, skønt de begge er sorte på siderne«. 03246
Bottom
03251
Top
JUHANI: Mielitkö viisastella, mies? Mutta usko minua, niin kiitänpä Jumalaa siitä, etten ole niin tyhmä kuin sinä, Timo-poloinen. JUHANI: Hvad, spiller du klog, mand? Men tro mig, jeg takker Gud, fordi jeg ikke er så dum som du, stakkels Timo. 03247
Bottom
03252
Top
TIMO: Vaikka et ole; enpä siinä mitään vaaraa näekkään. TIMO: Det kan jo være, men jeg ser ikke nogen ulykke i det. 03248
Bottom
03253
Top
EERO: Tee sinä, Timo, niinkuin puplikaani ennen: lyö ainoastaan vasten rintaasi, ja saadaanpa nähdä, kumpi teistä tästä parempana miehenä kotia marssii. EERO: Gør du, Timo, som tolderen engang gjorde, slå dig blot for brystet, og så vil vi få at se, hvem af jer der marcherer hjem som den bedste mand. 03249
Bottom
03254
Top
JUHANI: Aih! joko sattui pikku-Eeroonkin, sinä puplikaani itse? JUHANI: Av! Følte du dig også ramt, Lille-Eero, du, der selv er en tolder? 03250
Bottom
03255
Top
EERO: Sattui oikein makeasti itse puplikaanien päämieheen, tuohon pikku-Zakeukseen. EERO: Ja, den lille Zakæus, selveste toldernes hovedmand, blev ramt på et meget sødt og ømt sted. 03251
Bottom
03256
Top
JUHANI: Minä en huoli sinun Zakeuksistas ja makeuksistas, vaan panen itseni makeasti nukkumaan. Selin tahdon teihin kääntyä ja maata kuin viholais-pesä kinoksen alla.-— Aber helf uns Gott! Wir haben uns ja einen unheimlichen Platz ausgesucht. JUHANI: Jeg giver pokker i dine Zakæus’er og søde steder; jeg lægger mig i stedet for til at sove rigtig sødt. Jeg vender ryggen til jer og sover som en myretue under snedriven. -Men Gud hjælpe os! Vi har jo slået os ned på et frygteligt sted. 03252
Bottom
03257
Top
AAPO: Wieso? AAPO: Hvordan det? 03253
Bottom
03258
Top
JUHANI: Sieh mal den merkwürdigen, grausigen Stein da, der immer so kläglich auf den Klang der Kirchenglocken antwortet. Und seht doch die Augen dort, die fortwährend nach uns herüberstieren. Mir wird angst und bange. In Gottes Namen weg von hier! JUHANI: Dér står jo den mærkelige, uhyggelige sten, der altid giver et så sørgeligt svar, når kirkeklokkerne ringer. Og se på de øjne, som uafladeligt stirrer på os deroppe fra. Jeg er bange. Lad os gå bort herfra, i Herrens navn! 03254
Bottom
03259
Top
TUOMAS: Bleiben wir nur ruhig sitzen. TUOMAS: Vi bliver roligt siddende. 03255
Bottom
03260
Top
JUHANI: Aber die Waldgeister sind hier böse und jähzornig. JUHANI: Men skovtrolden er streng og styg her. 03256
Bottom
03261
Top
AAPO: Nur für die, die fluchen und andre Gottlosigkeiten treiben. Drum hüte dich davor. Die Sage von den Bildern dort auf dem Stein ist eine Begebenheit aus längst entschwundenen Zeiten. AAPO: Kun over for dem, der bander eller begår andre ugudelige gerninger. Tag dig altså i agt for det. Men sagnet om billederne dér på siden af stenen fortæller om en begivenhed fra svundne tider. 03257
Bottom
03262
Top
LAURI: Willst du sie uns nicht erzählen! LAURI: Vil du fortælle os det? 03258
Bottom
03263
Top
AAPO: Seht den Stein erst mal genauer an. Hier könnt ihr fast vier goldene, funkelnde Punkte erkennen. Das sind die holden Augen zweier Liebenden, eines hübschen Mädchens und eines wackern Jünglings. Ihre Bilder seht ihr auch in den Stein geritzt. Schaut sie an, ihre Augen sind halb offen. Hier haben sie in innigster Umarmung beisammen gesessen. Aber weiter unten, zu den Fußen der jungen Leute, liegt geduckt und vom Schwert durchbohrt ein alter Mann. AAPO: Men se først lidt nøjere på stenen. Dér ser I ligesom fire gyldne og skinnende punkter. Det er de elskendes smavgtende øjne, en smuk jomfrus og en prægtig ynglings; og deres billede er også aftegnet i stenen. Se på dem og knib øjnene lidt sammen. Dér sidder de og omfavner hinanden kærligt. Men under neden, ved de unges fødder, ligger en gammel kæmpe, helt sammensunket og gennemboret af et sværd. 03259
Bottom
03264
Top
TIMO: Genau, wie du sagst. TIMO: Det er nøjagtig, som du siger. 03260
Bottom
03265
Top
LAURI: So was seh ich, scheint mir, auch da. Aber erzähle nun. LAURI: Det forekommer mig, at jeg også kan se noget i den retning. Men fortæl historien. • 03261
Bottom
03266
Top
Und Aapo erzählte ihnen die folgende Sage: Aapo fortalte dem følgende sagn. 03262
Bottom
03267
Top
Es stand einmal hier in der Nähe eine stolze Burg, und diese gehörte einem reichen und mächtigen Herrn. Er hatte eine Stieftochter, mutterlos, aber lieblich und schön wie der Morgen. Die Jungfrau liebte einen Jüngling; doch beide haßte der furchtba- ' re Burgherr, in dessen Herzen die Liebe nie eine Stätte gefunden hatte. Die Tochter aber liebte den herrlichen Jüngling wieder; und sie trafen einander oft auf dieser hallenden Heide, und gerade an diesem Steine hatten sie ihr Stelldichein. Eines Tages aber erhielt der Vater Kunde von dem geheimen Bund der jungen Menschen und rief der Jungfrau einen grausamen Schwur ins Ohr: »Meine Tochter«, sagte er, »siehe zu, daß ich euch nicht einmal im Dunkel der Wälder in der Umarmung überrasche. Wisse, daß euch dann mein Schwert sofort in blutigem Tode für immer vermählt. Das verspreche und schwöre ich mit heiligern Eid.« So sprach er, und die Jungfrau erschauderte vor dem Schwur. Doch konnte sie den Freund ihres Herzens nicht vergessen, sondern immer heftiger erglühte ihre Liebe. Der stod engang et stateligt slot her i nærheden, og herren på det slot var en rig og mægtig mand. Han havde en steddatter, moderløs, men yndig og dejlig som en morgenstund. En yngling elskede jomfruen, men den onde slotsherre, hvis hjerte aldrig havde huset nogen kærlighed, hadede både ynglingen og jomfruen. Pigen elskede også den ædle yngling, og de traf ofte hinanden på den buldrende hede, og deres mødested var netop ved foden af denne sten. Men faderen fik nys om de unges hemmelige kærlighedsforbindelse og hviskede engang en frygtelig ed i jomfruens øre. »Min datter«, sagde han, »se til, at jeg ikke overrasker jer, i færd med at omfavne hinanden i skovenes mørke nat. Vid, at mit sværd da straks vil vie jer til hinanden, i en blodig død. Det lover og sværger jeg helligt«. Sådan sagde han, og jomfruen blev forfærdet, da hun hørte denne ed. Hun glemte dog ikke sin hjertensven, ja, hendes kærlighed brændte endnu voldsommere. 03263
Bottom
03268
Top
Es war eine stille Sommernacht, da zog ein Ahnen in den Busen der Maid, daß der Jüngling auf der Heide seines Liebchens harrend wandle. Endlich, als sie die ganze Burg im tiefsten Schlaf glaubte, machte sie sich, in ihr weites, lindes Tuch gehüllt, zum Geliebten auf, glitt wie ein Schatten hinaus, verschwand im Dickicht der Wälder, und einmal flackerte ihr blaues Tuch in dem betauten Gestrüpp. Aber nicht alle waren in der Burg zur Ruhe gegangen, sondern der Burgherr selbst stand am Fenster und spähte dem Mädchen nach, das wie ein nächtlicher Geist davon-eilte. Da gürtete er sein Schwert um die Lenden, ergriff einen Speer und stürmte hinaus, verschwand hinter der Jungfrau im Walde. Ein blutdürstiges Tier setzte da einem sanftäugigen Lamm nach. Det var en stille sommernat; i jomfruens bryst fødtes en anelse om, at ynglingen vandrede omkring på heden og ventede på sin elskede. Til sidst, da hun troede, alle i slottet lå i deres dybeste søvn, begav hun sig af sted på sin elskovsfærd, indhyllet i sit vide, fine hovedklæde; sneg sig bort som en skygge; forsvandt snart i skovens dyb, og det blå hoved-klæde flagrede i det dugvåde krat. Men alle i slottet sov ikke; selveste slotsherren stod ved vinduet og spejdede efter jomfruen, der forsvandt som en natlig skygge. Så omgjorde han sig med sit sværd, greb et spyd, ilede ud og forsvandt i skoven i jomfruens spor. Et blodtørstigt vilddyr jagede således lammet med de milde øjne. 03264
Bottom
03269
Top
Die Heide hinan aber eilte heftig atmend das Mädchen und traf ihren Freund dort, am Fuß des grauen Steins. Da standen sie, sich zärtlich umarmend, in der seligen Stunde liebestrunkne Worte flüsternd. Sie weilten nicht mehr auf der Erde, sondern ihre Seelen wandelten auf den blumigen Himmelsauen. — Es vergingen so einige Augenblicke, und plötzlich brach der furchtbare Burgherr hervor, rannte seinen scharfen Speer der Jungfrau in die linke Seite, so daß die Spitze dem Jüngling auf der rechten hervordrang, und so vereinte er sie im Tode. Sie sanken gegen den Stein, und in einem Strom floß ihr Blut auf dem Boden hin, die Wangen der Heideblumen rötend. Durch ein stählernes Band verbunden, saßen sie da auf dem steinernen Sitz, stumm, aber immer noch zärtlich verschlungen. Und lieblich wie vier goldene Sterne strahlten ihre Augen dem gewaltigen Burgherrn entgegen, der, von Staunen ergriffen, das wunderbare, friedliche Gemälde im Rachen des Todes schaute. Plötzlich erhob sich ein Gewitter, der Himmel dröhnte und sandte seine Blitze. Aber glückselig strahlten die Augen der Liebenden in dem bläulich zuckenden Licht, wie vier Kerzen im Himmelssaale in den heiligen Lüften scheinen. Darauf blickte der Mörder, während der Zorn der Höhe um ihn und über ihm raste. Gewaltig sprachen zu seiner Seele die lieblich hinschmelzenden Blicke der jungen Menschen, ihr flutend strömendes Blut, gewaltig sprach der grollende Himmel. Sein Herz ward gerührt, gerührt zum erstenmal, als er, kalte, finstre Reue in der Brust, in die wundersamen Augen der Sterbenden schaute, die ihm noch immer lächelnd entgegenglänzten. Sein Herz erschauderte und bebte, während die Blitze zuckten und der Himmelsraum dröhnte, und von allen Seiten stürzten die Geister des Grauens über ihn her. Grenzenloser Zorn nahm von seiner Seele Besitz. Men den stønnende pige skyndte sig op til heden og traf dér sin ven ved foden af den grå sten. Dér stod de, favnede hinanden kærligt og hviskede kærlighedens ord i en salig stund. De stod ikke længere her på jordens overflade; deres sjæle vandrede på himlens blomsterenge. - Således gik der nogle øjeblikke; så styrtede den onde slotsherre frem, stødte sit skarpe spyd i jomfruens venstre side, så dets spids trængte ud gennem ynglingens højre side; og således forenede han dem i døden. De sank ned mod stenen, og deres blod randt som en eneste strøm ned på heden og farvede lyngblomsternes kinder røde. De sad dér, forenede af et stålbånd, på deres stentrone; tavse og stadig omfavnende hinanden kærligt. Og herligt som fire gyldne stjerner strålede deres øjne imod slottets mægtige herre, der forbavset stirrede på det vidunderlige, stumme billede i dødens gab. Pludselig blev det uvejr, himlen lynede og tordnede, men i lynenes blålige blink strålede de unges øjne, sådan som fire lys lyser i den hellige luft i himlens sal. Dette iagttog morderen, mens himlens vrede rasede over ham og omkring ham. De unges skønt-sluknende øjne talte stærkt til hans sjæl; stærkt talte også deres blod, der randt som en strøm; og den larmende himmel. Hans sind blev bevæget, bevæget for første gang, da han, med kold og sort anger i sit hjerte, så på de døendes vidunderlige øjne, der stadig strålede ham smilende i møde. Hans hjerte blev forfærdet og skælvede, da lynene flammede, og universet buldrede; og fra alle sider styrtede skrækkens ånder imod ham. Et grænseløst raseri greb hans sjavl. 03265
Bottom
03270
Top
Noch einmal sah er nach den Liebenden. Aber immer noch blickten ihn dieselben glühenden, doch schon verlöschenden Augen lächelnd an. Da kreuzte er die Arme und starrte mit vereistem Blick gen Osten, und so stand er lange Zeit schweigend in der finstren Nacht. Schließlich aber und jählings hob sich seine Brust und stieß einen langen, langen, entsetzlich schallenden Ruf aus, der donnernd über das Gelände rollte. Wieder stand er eine Weile stumm da und horchte aufmerksam und lange hinaus, bis das letzte Echo im Schoß der fernen Hügel verklungen war. Und als das geschehen, stieß er wieder, immer ostwärts starrend, den grausigen Ruf aus, und lange rollte über das Gelände der Hall, dessen Lauf von Berg zu Berg er aufmerksam belauschte. Aber zuletzt erstarb die ferne, bebende Stimme, der Blitzstrahl ruhte, und erloschen waren die strahlenden Augen der jungen Menschen; nur ein schwerer Regen seufzte im Walde. Da — jäh wie aus einem Traum erwacht — riß der Burgherr sein Schwert aus der Scheide, durchbohrte sich die Brust und fiel zu den Füßen der jungen Menschen nieder. Und der Himmel blitzte auf, blitzte und grollte noch einmal. Bald aber herrschte überall wieder die Stille. Endnu en gang så han på de unge; og de stirrede ham stadig smilende i møde med de samme strålende, men nu sluknende øjne. Så lagde han armene i kors over brystet og begyndte at stirre imod øst med et stivnet blik, og således stod han længe tavs i den dystre nat. Men til sidst, og pludselig, hævede hans bryst sig, og han udstødte et langt råb, et langt og frygtelig højt råb, der rullede larmende hen over egnen. Så stod han atter stum et stykke tid og lyttede nøje og længe, indtil det sidste ekko af hans råb døde hen ved barmen af den fjerneste bakke. Og da det var sket,,udstødte han igen et skrækkeligt skrig, stadig med blikket imod øst, og ekkoet rullede længe hen over egnen, og han lyttede nøje til dets løb fra bakke til bakke. Men til sidst døde den fjerne, skælvende lyd hen, lynet faldt til ro ; kun en tung regn sukkede i skoven. Så, pludselig, rev slotsherren, som vågnede han af en drøm, sit sværd af skeden, gennemborede sit bryst og sank sammen ved de unges fødder. Og endnu en gang lynede himlen, lynede og larmede, men snart herskede tavsheden atter over alt. 03266
Bottom
03271
Top
Der Morgen kam, und auf der Heide fand man am Fuß des grauen Steines die Toten. Man trug sie fort und legte sie nebeneinander ins Grab. Aber in dem Stein sah man danach ihre Bilder, und man erblickte da die beiden jungen Menschen, einander umarmend, und unter ihnen auf die Knie gesunken, einen finsteren, bärtigen Mann. Und vier seltsame Näglein, wie vier goldne Sterne, strahlten aus dem Stein bei Tag und Nacht, und sie erinnern uns an die sanft hinsterbenden Augen der Liebenden. Ein Donnerkeil, so erzählt die Sage, hat diese Bilder lodernd in den Stein gezeichnet. Und wie auf diesem Bild, so sitzen der Jüngling und die Maid glückselig auf ihren Sitzen in der Höhe; und wie sich der Mann dort windet, so der Burgherr in der schwülen Hitze auf dem Bett der Strafe. Und wenn die Glocken vom Turme klingen, horcht er auf und lauscht auf den Widerhall des Steins; aber stets klagend bleibt der Klang. Einmal jedoch wird ein wunderbar milder und freudiger Ton aus dem Steine klingen, und dann ist für den Mann die Stunde der Versöhnung und Erlösung gekommen, aber nahe ist dann auch die letzte Stunde der Welt. Und deshalb lauschen die Leute mit schwerer Unruhe auf den Widerhall des Steines, wenn die Glocken läuten. Sie gönnten dem Mann wohl gern den Tag der Versöhnung, aber sie denken zugleich mit Grauen an die Stunde des Weltgerichts. Morgenen kom, og på heden fandt man de døde ved foden af den grå sten; man bar dem bort og gav dem et hvilested, side om side, i graven. Men efter den tid så man deres billede i stenen; dér så man de to unge, omfavnende hinanden, og knælende under dem en bister og skægget kæmpe. Og fire vidunderlige punkter som fire gyldne stjerner stråler på stenens side både dag og nat og minder om de elskedes skønt-sluk-nende øjne. Og det var tordenkilen, således siger sagnet, der skar disse billeder i stenen med sin flamme. Og som på dette billede sidder nu ynglingen og jomfruen lyksaligt på himlens troner, og sådan som kæmpen krymper sig dér, således krymper den forhenværende slotsherre sig nu i glohed luft på sit pinefulde leje. Og når tårnets klokker ringer, spidser han altid omhyggeligt sine øren og lytter til stenens ekko; men dens klang er stadig lige sørgmodig. Engang vil man dog høre en vidunderlig mild og glad klang fra stenen, og så er timen inde for mandens forsoning og frelse, men så er verdens ende også nær. Og derfor lytter folk bestandig med særlig ængstelse til stenens ekko, når klokkerne kimer. De ønskede gerne, at mandens forsoningsdag omsider gryede, men de tænker med skræk på verdens dommedag. 03267
Bottom
03272
Top
Dies war die Sage, die Aapo seinen Brüdern auf der Heide am Sonnimäki erzählte. Det var dette sagn, Aapo fortalte sine brødre på Sonnimäki-heden. 03268
Bottom
03273
Top
TIMO: Na, da kann der Alte aber schwitzen. Bis zum Tage des Gerichts! Oha! TIMO: Men den gamle kommer til at svede. Lige til dommedag! Åhå! 03269
Bottom
03274
Top
SIMEONI: Du Dummkopf! Paß auf, wenn jetzt mit einemmal die Posaune des Gerichts losdonnert. SIMEONI: Dit fjols, pas på, at dommedagsbasunen ikke brøler løs netop i dette øjeblik. 03270
Bottom
03275
Top
EERO: Vor dem Ende der Welt braucht man sich nicht zu fürchten, solange es noch Heiden auf der Erde gibt. Na, Gott bessers! hier stehen ja sieben wüste Heiden mitten im Schoß der Christenheit. Aber nichts ist so schlecht, daß es nicht zu etwas gut wäre. Stützpfeiler der Welt sind wir doch. EERO: Man behøver ikke at frygte for verdens undergang, så længe der er hedninger her på jorden. Nå, Gud nåde os! Her sidder jo syv vilde hedninger midt i kristenhedens skød. Men intet er jo så galt, at det ikke fører noget godt med sig. Vi, vi er jo verdens støtter. 03271
Bottom
03276
Top
JUHANI: Du ein Stützpfeiler der Welt? Dreikäsehoch! JUHANI: Du en af verdens støtter? Seks tommer høj ? 03272
Bottom
03277
Top
SIMEONI: Du wirst schon zittern und schlottern wie der Böse, Eero, wenn der Tag kommt, den du jetzt verspottest. SIMEONI: Du skælver, Eero, skælver som selve djævelen, når den dag kommer, som du nu spotter. 03273
Bottom
03278
Top
TIMO: Das tut er nicht, dafür steh ich ein. Oha! gibt es dann ein Spektakel und Tohuwabohu! Zweimal hats das schon gegeben, zum drittenmal kommt es noch; und dann geschieht das große Zeichen der Seligkeit. Dann zerfällt die Welt in Staub und Asche wie ein trockener Bastschuh. Dann grölt das Vieh auf der Weide, die Schweine quieken gräßlich auf dem Zaunweg, das heißt, wenn sich dies Unheil im Sommer abspielte. Wenn es aber im Winter geschieht, dann rumort und brüllt das Vieh im Stall, und in den Koben quieken die armen Schweine. Dann gibts einen Krakeel, Jungens. Oha! Zweimal hats schon rumort, zum drittenmal kommt es noch, wie unser blinder Ohm gesagt hat. TIMO: Det gør han ikke, det står jeg inde for. Åhå! Så bliver der en tumult og en omvæltning. Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår; og så vil det store saligheds-tegn vise sig; så vil verden forvandle sig til støv og aske som en tør bark-sko. Så brøler kreaturerne på marken, og svinene grynter grueligt på vejen, hvis da denne ødelæggelse sker om sommeren, men hvis den indtræffer om vinteren, så larmer og brøler kreaturerne i stalden, og de arme svin grynter i stiens strøelse. Så bliver der en tumult og et spektakel, drenge. Åhå! Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår, sådan som vor blinde onkel sagde. 03274
Bottom
03279
Top
SIMEONI: Ja, ja, laßt uns an diesen Tag denken. SIMEONI: Ja, ja, lad os mindes den dag. 03275
Bottom
03280
Top
JUHANI: Um Himmels willen, schweigt still, Brüder, schweigt still! Ihr verdreht einem ja den Kopf ganz und gar. Kommt, laßt uns schlafen. JUHANI: Ti nu stille, brødre. Herregud! I vender jo op og ned på et menneskes hjerte. Lad os sove, lad os sove! 03276
Bottom
03281
Top
So redeten sie, aber schließlich verstummte ihr Gespräch, und nach und nach senkte sich der Schlaf auf sie herab. Am längsten blieb Simeoni, an die borkige Wurzel einer Föhre gelehnt, wach sitzen. Er saß da und grübelte eifrig nach über die letzten Tage der Welt und die große Stunde des Gerichts. Und gerötet, feucht und matt brannten seine Augen; aber eine bräunliche Röte strahlte weithin von seinen rauhen Wangen. Endlich schlief auch er ein. Und so schlummerten sie alle fest, um das Feuer gelagert, das noch eine Weile flammte, aber allmählich zusammensank und erlosch. Således snakkede de, men samtalen døde omsider hen, og søvnen tyngede dem til jorden, den ene efter den anden. Sidst af dem alle sad Simeoni vågen, støttet til granens svulmende rod. Han sad og grundede alvorligt over verdens sidste tider og dommens store dag. Og hans øjne glødede med en rødlig, mild og fugtig glans, mens hans grove kinders brunlige rødme lyste langt bort. Til sidst faldt også han i søvn, og så sov de alle sammen sødt omkring bålet, der blussede endnu et stykke tid, men til sidst sank sammen og sluknede. 03277
Bottom
03282
Top
Es begann dämmrig zu werden, und die Dämmerung verdichtete sich zur Nacht. Die Luft war drückend und schwül, dann und wann zuckte es im Nordosten unter dem Himmel, da ein heftiges Unwetter herauf-zog. Wie mit Adlerschwingen näherte es sich dem Kirchdorf, streute Feuer umher und steckte mit einem Schlag die Scheune des Pfarrhofs in Brand, die, vcrll trocknen Strohs, bald in mächtiger Glut emporloderte. Die Glocken begannen zu stürmen, und es kam Bewegung ins Dorf; überallher kamen Leute zu dem rasenden Feuer geeilt, Männer und Frauen strömten herzu, aber umsonst. Schrecklich flammte die Scheune, und blutrot färbte sich das Firmament. Da aber kam das Unwetter dem Sonnimäki zugetrieben, wo die Brüder in tiefem Schlaf lagen; und von ihrem Schnarchen dröhnte die Heide. Da kommt ein furchtbarer Donnerschlag, der sie aufwecken muß, und jäher denn jemals in ihrem Leben fahren sie zusammen. Im Halbschlaf erschaudern sie um so mehr, als ihnen sofort die düstre Sage einfällt, die Bilder vom Weitende, während die Natur ringsum in der grausigen Nacht wütet. Und was in dieser Nacht Licht ist, das kommt von den Blitzen der Gewitterwolke und dem unheimlichen Widerschein der wogenden Feuersbrunst im Dorf. —Jetzt zuckte ein Blitz, und im selben Augenblick folgte ein unbeschreibliches Krachen, das die Brüder mit einem Ruck aus dem Schlummer riß. Laut schreiend und rufend schnellten sie zu gleicher Zeit von der Erde auf, und die Haare wie raschelndes Schilf gesträubt und mit Augen wie Ringe im Kopf starrten sie sich einige Sekunden an. Dagen mørknede, og tusmørket blev til nat; luften var varm og trykkende; det lynede nu og da på himlen i nordøst, eftersom et voldsomt uvejr var under opsejling. Med ørnens fart nærmede det sig kirkebyen, spyede ild ud af sit skød og antændte pludselig præstegårdsladen, der var fuld af tør halm, og som derfor snart udsendte nogle vældige flammer. Klokkerne begyndte at kime, og der kom liv i byen; fra alle sider ilede folk hen til den rasende ild, en strøm af mænd og kvinder, men forgæves. Frygtelige luer slog i vejret fra laden, og himlen farvedes blodrød. Men nu stormede uvejret imod Sonnimäki, hvor brødrene lå i dyb søvn; og heden gav genlyd af deres snorken. Nu vækkes de pludselig af et skrækkeligt brag, og de bliver så rædselsslagne, som de aldrig før har været i deres liv. Deres søvndrukne sind forfærdes, eftersom erindringen om det dystre sagn, beskrivelserne af verdens undergang, straks dukker op i deres hjerne, mens naturen raser rundt omkring dem i den uhyggelige nat. Det, der lyser i denne nat, er tordenskyens lyn og det gruelige genskær af den bølgende brand i landsbyen. - Nu lynede det, og i samme øjeblik fulgte et vældigt brag, der straks vækkede brødrene. Med høje råb og skingre skrig sprang de op, alle som én; og med håret strittende som susende siv og med øjnene som store ringe i hovedet, stirrede de på hinanden i nogle sekunder. 03278
Bottom
03283
Top
SIMEONI: Der Tag des Gerichts! SIMEONI: Dommedag! 03279
Bottom
03284
Top
JUHANI: Wo sind wir, wo sind wir? JUHANI: Hvor er vi, hvor er vi ? 03280
Bottom
03285
Top
SIMEONI: Fahren wir jetzt dahin? SIMEONI: Skal vi nu af sted ? 03281
Bottom
03286
Top
JUHANI: Hilf uns! Gnade! JUHANI: Hjælp os, nåde! 03282
Bottom
03287
Top
AAPO: Furchtbar, furchtbar! AAPO: Skrækkeligt, skrækkeligt! 03283
Bottom
03288
Top
TUOMAS: Ja, furchtbar. TUOMAS: Ja, skrækkeligt. 03284
Bottom
03289
Top
TIMO: Gott schütze uns arme jungen! TIMO: Gud bevare os arme knægte! 03285
Bottom
03290
Top
SIMEONI: Da läuten schon die Glocken! SIMEONI: Klokkerne klemter allerede! 03286
Bottom
03291
Top
JUHANI: Und der Stein klirrt und tanzt! Heißa he! JUHANI: Og stenen klinger og danser! Hi, ha! 03287
Bottom
03292
Top
SIMEONI: »Die Himmelsglocken läuten.« SIMEONI: »Himlens klokker ringer«! 03288
Bottom
03293
Top
JUHANI: »Und es schwindet meine Kraft!« JUHANI: »Og min styrke svinder bort«! 03289
Bottom
03294
Top
SIMEONI: So müssen wir also dahinfahren? SIMEONI: Skal vi da af sted på denne måde ? 03290
Bottom
03295
Top
JUHANI: Hilf uns! Barmherzigkeit und Gnade! JUHANI: Hjælp os, barmhjertighed og nåde! 03291
Bottom
03296
Top
AAPO: O weh, wie schrecklich! AAPO: Hvilken rædsel! 03292
Bottom
03297
Top
JUHANI: Tuomas, Tuomas, pack an meinem Rock-schoß an! Heißa he! JUHANI: Tuomas, Tuomas, grib fat dér i mit frakkeskøde! Hi, ha! 03293
Bottom
03298
Top
SIMEONI: Heißa he! Jetzt fahren wir — fahren wir! SIMEONI: Hi, ha! Nu skal vi af sted, af sted! 03294
Bottom
03299
Top
JUHANI: Tuomas, mein Bruder in Christus! JUHANI: Tuomas, du min broder i Kristus. 03295
Bottom
03300
Top
TUOMAS: Hier bin ich; was willst du? TUOMAS: Her er jeg; hvad vil du? 03296
Bottom
03301
Top
JUHANI: Bete! JUHANI: Bed en bøn! 03297
Bottom
03302
Top
TUOMAS: Ja, bete du hier. TUOMAS: Ja, hvem der kunne. 03298
Bottom
03303
Top
JUHANI: Bete du, Timo, wenn du kannst! JUHANI: Bed, Timo, hvis du kan. 03299
Bottom
03304
Top
TIMO: Ich wills versuchen. TIMO: Jeg skal prøve. 03300
Bottom
03305
Top
JUHANI: Tus schnell! JUHANI: Gør det straks. 03301
Bottom
03306
Top
TIMO: O Herr, o großes Leid, o Gnadenstuhl von Bethlehem! TIMO: Oh, Herre, store sorg, oh, Bethlehems nåde-trone! 03302
Bottom
03307
Top
JUHANI: Was sagt denn Lauri? JUHANI: Hvad siger du, Lauri? 03303
Bottom
03308
Top
LAURI: Ich weiß nicht, was ich in diesem Elend sagen soll. LAURI: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til denne elendighed. 03304
Bottom
03309
Top
JUHANI: Dies Elend, dies grenzenlose Elend! Aber ich glaube, es ist doch noch nicht ganz das Ende. JUHANI: Elendighed, grænseløs elendighed! Men jeg tror dog, at undergangen ikke kommer lige netop nu. 03305
Bottom
03310
Top
SIMEONI: Ach, wenn uns bloß noch ein Tag Gnadenfrist geschenkt würde! SIMEONI: Ak, om man blot gav os en nådens tid, en eneste dag! 03306
Bottom
03311
Top
JUHANI: Oder eine Woche, eine kostbare Woche! — Aber was sollen wir nur von diesem schauerlichen Licht und dem dunkelwirren Glockenläuten denken? JUHANI: Eller en uge, en dyrebar uge! - Men hvad skal vi tro om den forfærdelige ild og om klokkernes forvirrede klang ? 03307
Bottom
03312
Top
AAPO: Es ist Feuer im Dorf, liebe Leute. AAPO: Der er ildebrand i landsbyen, kære venner. 03308
Bottom
03313
Top
JUHANI: Ja, Aapo, und die Sturmglocke dröhnt. JUHANI: Ja, Aapo, og alarmklokken klemter. 03309
Bottom
03314
Top
EERO: Die Pfarrscheune brennt. EERO: Der er ild i præstegårdsladen. 03310
Bottom
03315
Top
JUHANI: Meinetwegen tausend Scheunen, wenn nur dies Würmernest von Erde feststeht und wir, seine sieben sündigen Kinder. Hilf Gott! Mein ganzer Körper schwimmt ja in kaltem Schweiß. JUHANI: Lad tusind lader brænde, når bare denne ormstukne jord består og vi, dens syv syndige børn. Herren hjælpe os! Hele min krop svømmer i en strøm af kold sved. 03311
Bottom
03316
Top
TIMO: Die Wahrheit zu sagen, bebt meine Hose auch. TIMO: Jeg vil ikke nægte, at også mine bukser skælver. 03312
Bottom
03317
Top
JUHANI: Unheimlicher Augenblick! JUHANI: Et mageløst øjeblik! 03313
Bottom
03318
Top
SIMEONI: So straft uns Gott für unsre Sünden. SIMEONI: Sådan straffer Gud os for vore synders skyld. 03314
Bottom
03319
Top
JUHANI:Warum auch mußten wir das unverschämte Spottlied auf das Rajamäki-Regiment singen? JUHANI: Ja, sandelig! Hvorfor sang vi også den væmmelige vise om Rajamåki-regimentet? 03315
Bottom
03320
Top
SIMEONI: Te pilkkasitte hävyttömästi Mikkoa ja Kaisaa! SIMEONI: I hånede Mikko og Kaisa på en skamløs måde. 03316
Bottom
03321
Top
JUHANI: Da haben wirs! Aber Gott segne sie! Und uns alle, alle segne er, auch den Kantor! JUHANI: Ja, det gjorde vi. Men Gud velsigne dem! Han velsigne os alle, alle; endogså klokkeren. 03317
Bottom
03322
Top
SIMEONI: Das Gebet ist dem Himmel angenehm. SIMEONI: Den bøn er himlen velbehagelig. 03318
Bottom
03323
Top
JUHANI: Kommt, laßt uns diesen Schreckensort verlassen. Dort drüben flammt es ja wie im Feuerofen der Verdammnis, und die Augen an dem Stein flimmern auch so kläglich nach uns. Wißt, daß uns nur Aapo mit seiner Geschichte von den Katzenaugen diesen Schauder ins Rückgrat gejagt hat. Nun aber die Beine unter die Arme genommen, und vergesse ja keiner seinen Sack und seine Fibel. Fort, Bruder, wir marschieren zum Kyösti nach Tammisto, mit Gottes Hilfe zum Kyösti, und von dort morgen nach Hause, wenn wir noch leben. Los jetzt! JUHANI: Lad os forlade dette skrækkelige sted. Ilden blusser jo her som fortabelsens ovn, og dér, på stenens side, gløder disse øjne så sørgeligt imod os. Tro mig, det var netop Aapos historie om disse katteøjne, der forårsagede denne skælvende fornemmelse i vor rygrad. Men lad os stikke af; og ingen af os må glemme sin pose og sin a.b.c. Væk, brødre! Vi marcherer til Tammisto og besøger Kyösti; til Kyösti med Guds hjælp, og derfra vender vi hjem i morgen, hvis vi lever. Lad os nu gå! 03319
Bottom
03324
Top
LAURI: Wir kriegen aber gleich einen Schutt auf die Jacke und werden naß wie die Ratten. LAURI: Men snart får vi en styrtende regn i nakken på os og bliver våde som rotter. 03320
Bottom
03325
Top
JUHANI: Immer naß werden lassen! Wir haben ja noch Gnade gefunden! Los jetzt! JUHANI: Lad det regne, lad det regne! Vi fik jo endnu nåde. Lad os nu gå! 03321
Bottom
03326
Top
Sie eilten von dannen, einer hinter dem ändern, kamen bald auf die sandige Straße, und dann ging es in Richtung des Gehöftes Tammisto weiter. Unter dem Zucken der Blitze und dem Dröhnen des Donners, der nach allen Seiten die Luft durchrollte, wanderten sie eine Zeitlang, bis ein heftiger Platzregen begann. Da setzten sie sich in Trab und näherten sich bald der Kulomäki- Fichte, die, wegen ihrer Höhe und Dichte berühmt, unmittelbar an der Landstraße stand und schon manchem Wandrer als Schutzdach gedient hatte. Auf ihrer Wurzel saßen die Bruder, solange der Schauer währte und es in dem mächtigen, Baume toste. Als sich das Wetter aber aufklärte, setzten sie ihren Weg fort. Die Natur beruhigte, der Wind legte sich, die Wolken flohen, und bleich stieg der Mond über den Wipfeln des Waldes empor. Ohne Eile und Angst wanderten nun auch die Brüder die plätschernde Straße dahin. De skyndte sig bort; traskede hurtigt af sted i hælene på hinanden; nåede snart den sandede vej og satte kursen imod Tammisto-gård. De vandrede af sted et stykke tid, under de flammende lyn og den buldrende torden, der væltede frem over himlen fra flere sider, indtil en heftig regn begyndte at skylle ned over dem. Så øgede de tempoet til løb og nærmede sig »Kulomåki-granen«, der var berømt for sin højde og sin frodighed; den stod tæt ved vejen og gav ly for mangen en vandringsmand i regnvejr. Ved dens fod sad brødrene, mens regnen faldt og suste i den vældige gran, men da vejret klarede op, fortsatte de deres vandring. Naturen faldt til ro, vinden stilnede af, skyerne flygtede, og månen steg bleg op over skovens trækroner. Uden hast og uden bekymringer traskede brødrene hen ad den plaskende vej. 03322
Bottom
03327
Top
TUOMAS: Olenpa usein aatellut mistä ja mitä on ukkonen, tuo leimaus ja jyrinä. TUOMAS: Jeg har ofte tænkt på, hvorfra tordenen kommer, og hvad det egentlig er, denne ild og larm. 03323
Bottom
03328
Top
AAPO: Siitähän sanoi sokea-eno syntyvän taivaalle tämän kapinan, koska pilvilohkareitten väliin on sijoittunut kuivaa hietaa, tuulenkierrosten nostamana ylös ilmaan. AAPO: Vor blinde onkel sagde, at dette oprør i himlen blev fremkaldt af tørt sand, der havde samlet sig mellem skyflagerne, sand, som hvirvelvindene havde løftet op i luften. 03324
Bottom
03329
Top
TUOMAS: Kuinkahan ollee. TUOMAS: Ja, hvordan mon det hænger sammen? 03325
Bottom
03330
Top
JUHANI: Mutta lapsenpa mieli yhtäkin kuvailee. Kuinkaspa ennen tuonpäiväisenä paitaressuna aattelin ukkosesta minä? Jumalahan, näetkös, silloin ajeli jyritteli pitkin taivaan katuja, ja tulta iski kivinen tie ja pyörän rautainen kenkä. Hähhäh! Lapsella on lapsen mieli. JUHANI: Et barnesind forestiller sig både det ene og det andet. Hvad mon jeg tænkte om tordenvejret, da jeg var en lille purk ? Jo, ser du, det var Gud, der kørte larmende hen ad himlens gader; og ilden slog op fra den stenede vej og fra hjulenes jernringe. Haha! Et barn har et barnligt sind. 03326
Bottom
03331
Top
TIMO: Entäs minä? Samaan suuntaanhan tuumiskelin minäkin, koska mokomana pienenä peijakkaan peukalona kapsuttelin kujalla ukon jyskyessä, tapsuttelin, tapsuttelin paitatilkku päällä. Jumala jyrää peltoansa, aattelin minä, jyrää ja livauttelee oikein makeita iskuja sonninsuoroisella piiskallansa, ja iskuistapa noin nyt säkenöitsee pulskin ruunan pullea reisi, niinkuin muhkean hevon lautasilta näemme kipinöitä heltivän, koska sitä pyhkeilemme. Niin, olivatpa nämät mietteitä. TIMO: Og jeg da? Jeg forestillede mig noget i samme retning, da jeg som en sådan pokkers lille gnom stavrede hen ad vejen, mens tordenen buldrede; stavrede, stavrede af sted med en stump skjorte på kroppen. Gud tromler sin mark, tænkte jeg, tromler og slår ordentlig smæld med sin tyrelems-pisk, og slagene får den flotte vallaks fede lår til at slå gnister, på samme måde som vi ser gnisterne flyve fra lænderne af en prægtig hest, når vi stryger ned over dem. Ja, sådan var de tanker, jeg gjorde mig. 03327
Bottom
03332
Top
SIMEONI: Aattelinpa lapsena ja aattelen vielä: taivaan leimaus ja jyrinä on ilmoittava Jumalan vihaa syntisiä kohtaan maan päällä; sillä ihmisten synnit ovat suuret, lukemattomat kuin santa meressä. SIMEONI: Som barn tænkte jeg og tænker stadig: himlens lyn og larm skal åbenbare Guds vrede for synderne her på jorden, eftersom menneskenes synder er store og talløse som sand i havet. 03328
Bottom
03333
Top
JUHANI: Tosin tehdään täällä syntiä, sitä ei taida kieltää, mutta kylläpä täällä syntistäkin oikein suolassa ja pippurissa keitetään. Poikani, muisteleppas kouluretkeämme ja mitä sen kestäessä koimme. Lukkarihan meitä kynsi ja pöllytti kuin haukka; sen tunnen vielä ja puren hammasta, mun poikaseni. JUHANI: Vist syndes der her på jorden, det kan ikke nægtes, men synderen koges da også grundigt hernede, i salt og peber. Tænk, min dreng, på vor skolegang, og hvad vi måtte døje. Klokkeren rev og sled os i håret som en høg; jeg føler det endnu og skærer tænder, min dreng. 03329
Bottom
03334
Top
Der nächtliche Weg verlief, und es näherte sich der Tammistohof, den die Brüder festen Schrittes betraten, und Kyösti machte ihnen ein prächtiges Lager zurecht. Dieser Kyösti, ein Mann, kräftig wie ein Baumstamm, war der einzige Sohn des Gehöfts, aber er hatte keine Lust, es als Hofwirt zu regieren, sondern wollte immer, so wie jetzt, für sich leben. Einmal war er auch in einem Anfall von Besessenheit predigend und schreiend in den Dörfern herumgestreift. In diesen Zustand hatten ihn, wie man sich erzählte, seine Grübeleien über Glaubenssachen gebracht. Und als es schließlich klar in ihm geworden, war er sonst wieder derselbe wie vorher; nur lachte er nie mehr. Und etwas Merkwürdiges geschah auch, daß fortan die Jukolabrüder, die er früher kaum gekannt hatte, seine besten Freunde wurden. In das Haus dieses Mannes traten nun die Brüder, um sich für die Nacht einzuquartieren. Men den natlige vandring fortsattes, og brødrene nærmede sig Tammisto-gård, hvor de meget højtideligt gik indenfor; og Kyösti redte nogle gode senge til dem. Denne Kyösti, en mand, solid som en træstamme, var gårdens eneste søn, men han havde aldrig brudt sig om at varetage en husbonds pligter; han ønskede bestandig at leve efter sit eget hoved og for sig selv. Han var engang vandret som en besat omkring på egnen, prædikende og hylende; og man sagde, at han var blevet bragt i denne tilstand på grund af sine grublerier over religiøse spørgsmål. Og da hans forstand omsider klarede op igen, var han i øvrigt den samme som før, men han lo aldrig mere. Og der skete også den besynderlige ting, at han herefter betragtede Jukola-brødrene som sine bedste venner, skønt han knap nok havde kendt dem før. Nu trådte brødrene ind til denne mand for at få husly for natten. 03330
Bottom

Kapitel 04 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
04001
Top
Am folgenden Tage näherten sich die Jukolabrüder wieder im Gänsemarsch ihrem Elternhaus. Aber ihr Äußeres war jammererregend: die Kleider entsetzlich zerrissen, die Gesichter mit blauen Flecken und Wunden bunt bemalt. Juhani, der voranschritt, war das linke Auge geschunden, daß er kaum sehen konnte, dick waren Aapos Lippen aufgeschwollen, auf Timos Stirn knospte ein großes Horn, und Simeoni hinkte halblahm hinter den ändern drein. Der Kopf war ihnen geweicht worden; und der eine hatte sich den geleerten Quersack darum gewickelt, der andere hatte Fetzen aus seinem Kittel über die Wunden gedeckt. In solcher Verfassung kehrten sie von ihrem Schulgang zurück, und freudig wedelnd eilten ihnen ihre Hunde Killi und Kiiski entgegen. Aber sie waren nicht imstande, ihren treuen Wächtern die Liebkosungen nach Gebühr zu erwidern. Næste dag nærmede Jukola-brødrene sig atter deres hjem, traskende i hælene på hinanden. Men de så ynkelige ud: deres klæder var revet i stykker, og deres ansigter var spraglede af blå mærker og sår. Juhani, der gik forrest, havde fået venstre øje lukket næsten helt til, Aapos læber var voldsomt opsvulmede; i Timos pande ragede et vældigt horn i vejret, og Simeoni hinkede haltende bag efter de andre. De var alle sammen svært skamferet i hovedet; nogle havde viklet den tomme madpose omkring det, andre havde revet nogle laser af jakken til deres sår. I denne tilstand vendte de nu tilbage fra deres skolegang, og deres hunde, Killi og Kiiski, ilede dem i møde med muntre krumspring. Men brødrene var knap nok i stand til at gengælde de kærtegn, de fik af deres trofaste vogtere. 04001
Bottom
04002
Top
Wer aber war so übel mit ihnen umgegangen? Wer hatte die starken Jukolabrüder dermaßen überwältigen können? Es war der Racheakt der Burschen von Toukola gewesen. Als sie erfahren hatten, daß die Bruder in Tammisto weilten, taten sich zwanzig von ihnen zusammen und legten sich in einem Gebüsch an der Landstraße auf die Lauer. Dort saßen sie lange Zeit duselnd und warteten mit ihren schweren Waffen. Als aber endlich die Schulgänger herankamen, da stürzten sich die Verschworenen mit aller Wucht über sie her, rückten von beiden Seiten der Straße auf sie los, und es erhob sich ein mörderischer Kampf mit Knütteln, in dem die Brüder arg gestäupt wurden. Leer gingen die Burschen von Toukola jedoch auch nicht aus, vielmehr verspürte manch einer schwindelnd die Wirkung der brüderlichen Fäuste. Zwei wurden bewußtlos nach Hause getragen: der Kunin-kala-Eenokki und der Kissala-Aapeli. Und es glänzte Aapelis Schädel vom Nacken bis hinauf zur Stirn, glänzte wie der Boden einer Zinnkanne. Juhanis Faust hatte diese derbe Rodearbeit verrichtet. Men hvem havde behandlet dem så skrækkeligt? Hvem havde formået således at stække Jukolas stærke brødre? Jo, det var resultatet af Toukola-folkenes hævn. Da de havde hørt, at Jukola-brødrene opholdt sig i Tammisto, havde de sluttet sig sammen, tyve mand stærk, og skjulte sig i buskene langs landevejen for at vente på deres fjender. Dér døsede de længe og holdt vagt, med solide våben i næverne.Men da skolegængerne omsider nærmede sig, styrtede de sammensvorne løs på dem i en rasende fart; de rykkede frem fra begge sider af vejen; og nu opstod der en frygtelig leg, en leg med stave, hvor brødrene blev svært medtaget. Men Toukola-folkene klarede heller ikke slagsmålet uden skrammer, mange af dem mærkede den bedøvende virkning af brødrenes næver. To af dem blev båret besvimet hjem: Kuninkala-Enokki og Kissala-Aapeli. Og Aapelis hovedskal var skinnende blank fra nakken til panden, blank som bunden af en tinkande. Det var Juhanis næve, der havde udført dette håndfaste rydningsarbejde. 04002
Bottom
04003
Top
Endlich aber saßen die Brüder zum Umsinken müde in der geräumigen Stube ihres Hauses. Men til sidst sad brødrene dog, meget trætte, i hjemmets rummelige stue. 04003
Bottom
04004
Top
JUHANI: Wer ist an der Reihe, die Badestube zu heizen? JUHANI: Hvis tur er det til at fyre badstuen op ? 04004
Bottom
04005
Top
TIMO: Ich wohl. TIMO: Det er vist min tur. 04005
Bottom
04006
Top
JUHANI: Dann heize sie, daß der Ofen kracht. JUHANI: Så fyr den op, så stenene buldrer. 04006
Bottom
04007
Top
TIMO: Ich will versuchen, was ich kann. TIMO: Jeg skal gøre mit bedste. 04007
Bottom
04008
Top
JUHANI: Machs gehörig, denn unsre Wunden brauchen wahrhaftig ein Bad! Aber Eero, du holst von Routio ein Quart Schnaps, er soll den besten Stamm aus unserm Bruchwald dafür haben. Ein Quart Schnaps! JUHANI: Gør alt, hvad du kan, for vore sår trænger til et bad, ja, sandelig! Men du, Eero, gå du til Routio og hent en pot brændevin ; som betaling giver vi den bedste stamme i vor skov. En pot brændevin! 04008
Bottom
04009
Top
SIMEONI: Das ist doch vielleicht zuviel. SIMEONI: Er det ikke for meget ? 04009
Bottom
04010
Top
JUHANI: Es wird knapp genügen, um sieben Männer einzufetten. Hier sind ja, weiß Gott! so viel Wunden wie Sterne am Himmel. Mir juckts und zuckts schlimm in dem Auge, aber noch schlimmer da drin im Herzen und in der Galle. Aber einerlei, einerlei! Jukola-Jussi ist noch nicht tot. JUHANI: Det forslår knap nok til smørelse for syv mand. Her er - det skal Herren vide - sår som stjerner på himlen ; og dette øje svier og stikker aldeles forskrækkeligt, men det er endnu værre med galden og hjertet i mit indre. Men alt er godt, alt er godt! Jukola-Jussi er ikke død endnu. 04010
Bottom
04011
Top
Es brach der Abend an, ein schwermütiger Septemberabend. Eero brachte den Schnaps aus dem Rou-tiohof, und Timo meldete, daß die Badestube bereit sei. Und nun wurde es den Brüdern ein wenig sanfter ums ergrimmte Herz. Sie gingen zum Baden, und Timo warf das Wasser auf den Ofen. Die geschwärzten Steine knallten, und der heiße Dampf wogte wie eine Wolke durch den Raum. Mit aller Kraft handhabte jetzt jeder seinen saftigweichen, köstlichen Laubquast; sie wuschen und bähten ihre Wunden, und weithin drang aus der Badestube das eifrige Klatschen der Quäste. Aftenen kom, en sørgmodig septemberaften. Eero hentede brændevin fra Routio, og Timo kom med besked om, at badstuen var parat; og det mildnede brødrenes vrede sindelag en smule. De vandrede af sted for at bade; og Timo kastede vand på, så det smældede i stendyngens sort-sværtede sten, og den hede damp rullede som en sky omkring i badstuen. Enhver af dem brugte nu, af alle kræfter, den saftbløde, vidunderlige birkeløvsbuket; de badede og badede deres sår; og bade-risenes heftige slag kunne høres langt borte fra badstuen. 04011
Bottom
04012
Top
JUHANI: Nun kriegen unsre Wunden eine tüchtige Türkenpolka. Solcher Dampf ist doch die beste Arznei für Leib und Seele, die es gibt. Aber das Auge brennt wie der Teufel! Na, brenn dich nur satt, um so schärfer bekommst du die Hitze auf den Pelz. Was macht denn dein Rüssel, Aapo? JUHANI: Nu får vore sår en rigtig tyrkisk polka. At bade i en badstue, det er den bedste lægedom for den syge krop og sjæl her på jorden. Men mit øje svier som bare satan! Nå, så svi’ og værk da, desto hidsigere giver jeg dig hede i nakken. Hvordan går det med dit snudeskaft, Aapo? 04012
Bottom
04013
Top
AAPO: Der taut allmählich auf. AAPO: Det smelter efterhånden. 04013
Bottom
04014
Top
JUHANI: Pritsch und verwalk ihn wie der Panje seinen Gaul, dann wird er schon weich werden. Aber neuen D^mpf, Timo, es ist ja heut abend dein Amt, uns zu bedienen. — Siehst du, so, mein Junge! Immer feste! Hu, was ist das heiß, was ist das heiß! So ists gut, du Schlawiner! JUHANI: Slå løs på det og bank det, sådan som russeren behandler sin krikke, så bliver det nok snart blødt. Men, Timo, mere damp, eftersom det i aften er din sag at tjene os andre. - Ja, sådan, min dreng! Lad det bare komme. Det er varmt, det er sandelig varmt! Ja, sådan, du, min lille skælm af en broder! 04014
Bottom
04015
Top
LAURI: Es brennt einem schon in den Krallen. LAURI: Det bider i neglene. 04015
Bottom
04016
Top
JUHANI: Die müssen auch ihr Teil haben. JUHANI: Lad også neglene få en omgang. 04016
Bottom
04017
Top
AAPO: Laß nach mit dem Schütten, Junge, sonst müssen wir alle hinaus. AAPO: Hold op med at kaste vand, knægt, ellers må vi forsvinde herfra alle mand. 04017
Bottom
04018
Top
EERO: Wollen ihm noch ein bißchen danken, dann sind wir bald verkohlt. EERO: Hvis vi roser ham lidt mere, så bliver vi snart til kul. 04018
Bottom
04019
Top
JUHANI: Laß es genug sein, Timo. Schutte nichts mehr! — Gehst du hinunter, Simeoni? JUHANI: Nu er det nok, Timo. Kast ikke mere! Kast ikke mere for helvede! - Kommer du ned, Simeoni? 04019
Bottom
04020
Top
SIMEONI: Ich geh hinunter, ich Elendswurm. Ach ja, wißt ihr, warum? SIMEONI: Ja, det gør jeg, jeg arme fyr. Og ak, om I vidste, hvorfor. 04020
Bottom
04021
Top
JUHANI: Nun! JUHANI: Fortæl os det. 04021
Bottom
04022
Top
SIMEONI: Denk an den Feuerofen der Verdammnis, Mensch, dann betest du Tag und Nacht. SIMEONI: Glem ikke, menneske, fortabelsens ovn og bed nat og dag. 04022
Bottom
04023
Top
JUHANI: Unsinn! Gönn deinem Leib, was er haben will. Denn je heißer der Dampf, desto größer seine heilende Wirkung und Kraft. Das weiß man doch. JUHANI: Sikke noget snik-snak! Lad kroppen få, hvad den ønsker; for jo varmere badet er, desto bedre er dets lægende virkning og kraft. Det ved du godt. 04023
Bottom
04024
Top
SIMEONI: Wem gehört denn das warme Wasser dort in dem Eimer beim Ofen? SIMEONI: Hvis er det varme vand i spanden, her ved foden af ovnen ? 04024
Bottom
04025
Top
JUHANI: Das ist mein, laß die Hand von der Butter. Rühr sie nicht an. JUHANI: Det er mit, som smeden sagde om sit hus. Rør det ikke. 04025
Bottom
04026
Top
SIMEONI: Ich nehm mir nur ein kleines Tröpfchen. SIMEONI: Jeg tager bare en lille sjat af det. 04026
Bottom
04027
Top
JUHANI: Ja nicht, Liebster, Bester, sonst gehts schlimm. Weshalb hast du dir keins gewärmt? JUHANI: Gør det ikke, kære broder, ellers går det galt. Hvorfor varmede du ikke noget til dig selv ? 04027
Bottom
04028
Top
TUOMAS: Was keifst du denn da wieder? Nimm dir aus meinem Zuber, Simeoni. TUOMAS: Hvorfor hidser du dig op til ingen nytte? Tag fra min bøtte, Simeoni. 04028
Bottom
04029
Top
TIMO: Oder aus meinem, dort unter der Pritschentreppe. TIMO: Eller fra min, som står dér under trappen. 04029
Bottom
04030
Top
JUHANI: Dann nimm nur auch aus meinem, aber laß mir wenigstens die Hälfte übrig. JUHANI: Tag så også noget af min spand, men levn i hvert fald halvdelen. 04030
Bottom
04031
Top
LAURI: Eero! du verfluchter Bengel, paß auf, ich schmeiße dich gleich von der Pritsche runter. LAURI: Eero! Din satan, pas på, at j'eg ikke smider dig ned herfra. 04031
Bottom
04032
Top
AAPO: Was für Krakeel macht ihr denn da in der Ecke? AAPO: Hvad er det for kunster og narrestreger, I har for dér i krogen, I to ? 04032
Bottom
04033
Top
JUHANI: Was ist das für ein Gezänk? He? JUHANI: Hvad kævles I om dér ? Hvad ? 04033
Bottom
04034
Top
LAURI: Er bläst einem in den Rücken. LAURI: Han puster mig i ryggen. 04034
Bottom
04035
Top
AAPO: Immer artig, Eero! AAPO: Kan du nære dig, Eero! 04035
Bottom
04036
Top
JUHANI: He, du Stichling! JUHANI: Hæh, din snothas. 04036
Bottom
04037
Top
SIMEONI: Eero, Eero, gibt dir denn nicht die sengende Hitze des Dampfes einen Gedanken an das Höllen-feuer ein? Denk an den Hemmola-Hans! SIMEONI: Eero, Eero, kan ikke engang badets pinagtige hede få dig til at tænke på ilden i helvede? Glem ikke Hemmola-Juho, glem ikke Hemmola-Juho! 04037
Bottom
04038
Top
JUHANI: Der sah auf seinem Krankenlager den feurigen See, vor dem er noch gerettet wurde, weil er, wie man ihm sagte, auf der Badestubenpritsche immer an die Hölle gedacht hatte. — Aber schimmert denn dort das Tageslicht durch die Ecke? JUHANI: Han, der på sygelejet så ildpølen, som han endnu engang blev reddet fra, fordi han altid, sådan som man havde sagt til ham, tænkte på helvede, når han lå på badstue-briksen? - Men er det dagslyset, som skinner ind gennem hjørnet dér? 04038
Bottom
04039
Top
LAURI: Das helle Tageslicht. LAURI: Det klare dagslys. 04039
Bottom
04040
Top
JUHANI: Brr! Die Badestube pfeift auf dem letzten Loch. Deshalb sei das erste Streben meiner Hausherrenschaft eine neue Badestube. JUHANI: Åh, dit bæst! Badstuen synger på sit sidste vers. Lad derfor det første, j‘eg bestræber mig for som husbond være at bygge en ny badstue! 04040
Bottom
04041
Top
AAPO: Ja, die könnten wir brauchen. AAPO: En ny badstue er sandelig påkrævet. 04041
Bottom
04042
Top
JUHANI: Eine funkelnagelneue, ohne Widerrede. Ein Hof ohne Badestube taugt nichts, einmal wegen des Badens und dann, wenn die Hausfrau und die Einliegerfrauen Kinder kriegen. Eine qualmende Badestube, ein bellender Köter, ein krähender Hahn und eine miauende Katze, das sind die Kennzeichen eines guten Hofes. Ja, wer unsern Hof übernimmt, hat zu arbeiten und zu schuften. — Wir könnten wohl noch ein bißchen Dampf brauchen, Timo. JUHANI: En ny, en ny er nødvendig, det er der ingen tvivl om. En gård uden badstue, det går ikke an, både af hensyn til badningen og af hensyn til husmoderen og daglejerkonerne, når de barsler. En rygende badstue, en bjæffende hund, en galende hane, en miavende kat, det er kendetegnet på en god gård. Ja, der bliver sandelig meget slid og slæb for den, der overtager vor gård. - Vi trænger til lidt mere damp, Timo. 04042
Bottom
04043
Top
TIMO: Den sollt ihr haben. TIMO: Det skal du få. 04043
Bottom
04044
Top
SIMEONI: Aber denkt dran, daß wir Samstagabend haben. SIMEONI: Men lad os ikke glemme, at det er lørdag aften. 04044
Bottom
04045
Top
JUHANI: Und aufgepaßt, daß nicht bald unser Fell auf dem Balken hängt wie jener Magd ihres. Eine entsetzliche Geschichte! JUHANI: Og lad os passe på, at vort skind ikke snart hænger på spærene, sådan som det engang gik tjenestepigen. En skrækkelig historie! 04045
Bottom
04046
Top
_ Simeoni: Das Mädchen ging ja nie rechtzeitig mit den ändern in die Badestube, sondern schusserte und pusselte immer erst da herum, wenn die ändern schon schliefen. Aber eines schönen Samstagabends blieb sie länger als sonst. Man ging und sah nach, und was fand man da von ihr? Bloß die Haut auf dem Balken. Und die war wirklich meisterlich gebalgt, die Haare, die Augen, die Ohren, der Mund und sogar die Nägel waren noch dran. SIMEONI: Pigen fik aldrig tid til at bade sammen med andre, og hun sølede og smølede i badstuen, når de andre allerede var gået i seng. Men en lørdag aften blev hun der længere end ellers. Man begyndte at lede efter hende; men hvad fandt man af hende? Kun skindet, der‘hang på spærene. Og skindet var flået aldeles mesterligt; for håret, øj’nene, ørerne, munden, ja, selv neglene var i behold. 04046
Bottom
04047
Top
JUHANI: Mag uns das zur ... Seht doch nur mal wie wütend mein Buckel den Dampf einsaugt; wie wenn er seit Neujahr den Quast nicht geschmeckt hätte. JUHANI: Lad det være os en . . . Se, se, hvor voldsomt min ryg suger dampen i sig! Som om du ikke havde smagt baderiset siden nytår. 04047
Bottom
04048
Top
LAURI: Wer hatte sie denn aber so abgezogen? LAURI: Men hvem havde flået hende ? 04048
Bottom
04049
Top
TIMO: Wer?! Frag mal. Wer wohl anders als der ... TIMO: Hvem? Ja, spørg om det. Hvem andre end . . . 04049
Bottom
04050
Top
JUHANI: Gottseibeiuns! s- JUHANI: Ærkefanden. 04050
Bottom
04051
Top
TIMO: Ja, er, der herumgeht wie ein brüllendes\]R.en-tier V- Hu, wie gräßlich! ' TIMO: Ja. Han, der går omkring som en brølende løve. - En skrækkelig historie! 04051
Bottom
04052
Top
JUHANI: Hör, lieber Timo, reich mir doch mein Hemd dort vom Balken. JUHANI: Du, Timo-knægt, stik den skjorte dér på spæret i min næve. 04052
Bottom
04053
Top
TIMO: Dies hier? TIMO: Den her? 04053
Bottom
04054
Top
JUHANI: Na! Eeros Fetzen bietet er einem Mann an! O weh! — Das dort in der Mitte. JUHANI: Nåh! Og Eeros skjortestump byder han en voksen mand. - Nej, du! - Den midterste derhenne. 04054
Bottom
04055
Top
TIMO: Dies hier? TIMO: Den her? 04055
Bottom
04056
Top
JUHANI: Ja, das ist doch ein Männerkittel. Sollst bedankt sein. — Entsetzlich, sage ich auch, um noch mal drauf zurückzukommen. Aber das mag uns immer daran erinnern, daß »der Vorabend das Höchste am Fest« ist. —Jetzt waschen wir uns so rein, wie wenn wir unter den flinken Händen der Hebamme hervorgekommen wären. Und dann mit den Hemden unterm Arm in die Stube, denn der erhitzte Körper muß richtig frische Luft haben. — Ich glaube übrigens, mein Goldauge fängt langsam an, sich zu fügen. JUHANI: Ja, det er en voksen mands skjorte. Tak skal du have. - En skrækkelig historie, det siger jeg også for at vende tilbage til det, vi kom fra. Men lad det være os en påmindelse om, at »aftenen før en helligdag er den største højtid«. -Og nu vasker vi os så rene, som kom vi lige fra jordemoderens rappe hænder, og så af sted til gården med skjorten under armen, så vore hede kroppe rigtig kan få frisk luft i nakken. - Jeg tror næsten, at dette mit højt-elskede øje så småt er ved at bedre sig. 04056
Bottom
04057
Top
SIMEONI: Mein Bein da fügt sich aber nicht. Das beißt und zwickt, wie wenns in zischender Asche steckte. Was soll ich armer Kerl nur damit anfangen? SIMEONI: Men min fod er ikke ved at bedre sig; den stikker og brænder som i sydende aske. Hvad skal der blive af mig stakkel med den fod ? 04057
Bottom
04058
Top
EERO: Leg dich hübsch schlafen, wenn wir in der Stube sind, und bete um eine Beinsalbe, und dann danke deinem Schöpfer, der dich heute behütet hat, »daß du nicht mit dem Fuß an einen Stein gestoßen bist«, wies im Abendsegen heißt. EERO: Gå pænt i seng, når vi kommer ind i huset og bed om ben-salve og tak så din Skaber, som beskyttede dig i dag, »så du ikke stødte foden mod nogen sten«, sådan som vi læser i aftenbønnen. 04058
Bottom
04059
Top
SIMEONI: Ich hör nicht, was du sagst, ich hör nicht. SIMEONI: Jeg hører ikke på dig, jeg hører ikke. 04059
Bottom
04060
Top
EERO: Dann bete auch um Ohrensalbe. Aber setz dich nun in Bewegung, sonst fällst du hier dem Satan noch in die Klauen. EERO: Bed så også om øre-salve. Men se nu at komme af sted, ellers bliver du her som bytte for fanden. 04060
Bottom
04061
Top
SIMEONI: Meine Ohren sind taub für dich, taub auf geistliche Weise. Verstehst du, Mensch! SIMEONI: Mine ører er lukkede for dig, lukkede, åndelig talt. Forstår du, menneske? 04061
Bottom
04062
Top
EERO: Komm nur, sonst liegt deine Haut auch bald auf dem Balken, und richtig auf fleischliche Weise. EERO: Kom nu, ellers hænger dit skind snart på spærene, og det bliver særdeles legemlig talt. 04062
Bottom
04063
Top
Nackt und glühendheiß traten sie aus der Badestube in das Haus, und ihre Körper waren rot wie sonnverbrannter Birkenbast. Drinnen setzten sie sich nieder, um eine Weile zu verschnaufen, und reichlich brach ihnen der Schweiß hervor; und dann zogen sie sich gemächlich an. Juhani aber begann für die ganze verwundete Brüderschaft eine Salbe zu kochen. Er setzte eine alte stiellose Metallpfanne auf das Feuer, goß das Quart Branntwein hinein und schüttete in diesen zwei Achtel Schießpulver, ein Achtel Schwefelmehl und ebensoviel Salz. Und nachdem dies etwa eine Stunde gekocht hatte, hob er das Gebräu zum Kaltwerden ab, und die Salbe, ein pechschwarzer Brei, war fertig. Sie salbten damit ihre Wunden, besonders die am Kopf, strichen frischen, gelbbraunen Teer darüber. Und da bissen sie die Zähne zusammen, und ihre Gesichter wurden fürchterlich schwarz, so sehr brannte die beizende Medizin in den Wunden. Simeoni aber machte das Abendessen zu-' recht, brachte sieben Ringbrote, eine gedörrte Rinderkeule und eine gehäufte Schüssel Rüben auf den Tisch. Doch die Mahlzeit wollte ihnen an diesem Abend nicht recht schmecken, sondern bald standen sie vom Tisch auf, zogen sich aus und sanken auf ihre Betten. Nøgne og glo-hede vandrede de fra badstuen til huset; og deres kroppe glødede som solstegt birkebark. Da de var kommet indendørs, sad de og hvilede sig et stykke tid, mens sveden randt rigeligt; og så klædte de sig efterhånden på. Men nu begyndte Juhani at koge salve til hele den sårede brødreflok. Han satte en gammel, hankeløs jernkedel over ilden, hældte en pot brændevin i den, og i brændevinen blandede han to pægle krudt, en pægl svovlpulver og en lige så stor portion salt. Da dette havde kogt i henved en times-tid, løftede han blandingen af ilden for at den kunne kølne, og salven, der lignede en begsort vælling, var færdig. Med denne salve gned de deres sår, især dem, de havde i hovedet, og smurte frisk, gulbrun tjære ovenpå. Og deres tænder klemte sig hårdt sammen, og deres ansigter fik en forskræk-kelig mørk kulør, sådan sved det stærke lægemiddel i sårene. Men Simeoni tilbcredte aftensmåltidet; og han bar hen til bordet syv hul-brød, et tørret okselår og et topfyldt træfad stegte roer. Men maden smagte dem dog ikke rigtig denne aften; de rejste sig snart fra bordet, klædte sig afog lagde sig på deres senge. 04063
Bottom
04064
Top
Die Nacht war dunkel, und überall herrschte Ruhe und Schweigen. Aber plötzlich wurde es hell um Jukola; die Badestube hatte Feuer gefangen. Denn Timo hatte den grauen Ofen zu sehr geheizt, die Wand begann zu glimmen und loderte schließlich in hellen Flammen. Und da brannte das Gebäude in aller Stille bis auf den Grund nieder, ohne daß ein Auge es sah. Und als der Morgen graute, war von Jukolas Badestube nichts übrig als einige glimmende Feuerscheite und der glühende Steinhaufen des Ofens. Gegen Mittag erwachten auch schließlich die Brüder, standen, weit frischer als am vorigen Abend, auf, zogen sich an und machten sich an das Frühstück, das ihnen jetzt wohl mundete. Lange Zeit aßen sie, ohne ein Wort zu sagen, aber endlich kamen sie auf den bösen Vorfall auf der Landstraße zwischen Tammisto und Toukola zu sprechen. Natten var mørk, og overalt herskede der fred og stilhed. Men pludselig lyste luften vidt omkring Jukola: badstuen brændte. For Timo havde fyret så heftigt i kampestensovnen, at væggen begyndte at gløde og til sidst slog ud i flammer. Og således brændte bygningen til aske, i dybeste fred og ro, uden at noget øje så det. Og da morgenen gryede, var der intet andet tilbage af Jukolas badstue end nogle ulmende træstumper og ovnens glødende ruin. Til' sidst, ved middagstid, vågnede brødrene; de stod op, lidt kvikkere end den foregående aften, klædte sig på og begyndte at spise deres morgenmad, der nu smagte dem udmærket. De spiste længe uden at sige et ord, men til sidst opstod der dog en samtale om den voldsomme begivenhed på vejen mellem Tammisto og Toukola. 04064
Bottom
04065
Top
JUHANI: Wahrhaftig, wir haben tüchtige Hiebe gekriegt. Aber sie stürzten ja auch wie Banditen mit Knütteln und trockenem Kot über uns her. Ach! hätten wir auch Waffen in den Händen gehabt und hätten die Gefahr voraussehen können, dann würden heute im Dorf Toukola Sargbretter gesägt, und der Totengräber hätte zu tun. Dem Kissala-Aapeli habe ich sein Teil doch gegeben. JUHANI: Vi fik sandelig en ordentlig gang høvl; men de faldt jo over os som røvere med stave og stænger. Men ak, hvis vi også havde haft våben i næverne og øjnene åbne for faren, så savede man i dag kistebrædder i Toukola by, og graveren havde arbejde. Men jeg gav dog Kissala-Aapeli hans part. 04065
Bottom
04066
Top
TUOMAS: Ein kahler, weißer Strich lief ihm von der Stirn bis ins Genick wie die Milchstraße am Herbst-himmel. TUOMAS: En hvid, hårløs linie løb fra hans pande og til nakken som Mælkevejen på efterårs-himlen. 04066
Bottom
04067
Top
JUHANI: Du hasts gesehen? JUHANI: Du så det? 04067
Bottom
04068
Top
TUOMAS: Ja, ich habs gesehen. TUOMAS: Ja, jeg så det. 04068
Bottom
04069
Top
JUHANI: Er hat sein Fett. Aber herrjesses! die ändern, die ändern. JUHANI: Han har fået sin part. Men de andre, de andre, Herre Jesus! 04069
Bottom
04070
Top
EERO: An denen rächen wir uns noch mal bis aufs Mark. EERO: Dem hævner vi os på helt ind i marven. 04070
Bottom
04071
Top
JUHANI: Gut, laßt uns einmütig die Köpfe zusammenstecken und einen unvergleichlichen Racheplan aushecken. JUHANI: Lad os alle som én lægge vore hoveder sammen, og må der derved opstå ideen til en mageløs hævn. 04071
Bottom
04072
Top
AAPO: Wozu denn ewiges Verderben anrichten? Halten wir uns an Gesetz und Recht und nicht an die Gewalt. AAPO: Hvorfor pådrage os et evigt fordærv ? Lad os benytte lov og ret, men ikke selvtægt. 04072
Bottom
04073
Top
JUHANI: Den ersten Kerl aus Toukola, der mir in die Hände fällt, fresse ich mit Haut und Haaren lebendig auf. Das ist Gesetz und Recht. JUIIANI: Den første Toukola-mand, jeg får i mine kløer, æder jeg levende med hud og hår; dér har du lov og ret. 04073
Bottom
04074
Top
SIMEONI: Armer Bruder, denkst du, jemals in den Himmel zu kommen? SIMEONI: Min stakkels broder! Skal du nogensinde arve himlens rige? 04074
Bottom
04075
Top
JUHANI: Was schert mich der Himmel, wenn ich Toukola-Mattis Blut und Wust nicht sehen darf. JUHANI: Hvad bryder j'eg mig om himlen, hvis j'eg ikke får Tuhkala-Mattis blod og tarme at se. 04075
Bottom
04076
Top
SIMEONI: Gott, wie schrecklich, wie schrecklich! Ich möchte weinen. SIMEONI: Dit frygtelige monstrum, åh, frygtelige monstrum! Man må græde. 04076
Bottom
04077
Top
JUHANI: Weine du über den Tod der Katze, aber nicht über mich. Hmmh! Ich mache Wurst aus ihm. JUHANI: Græd du over kattens død, men ikke for min skyld. Hm! Jeg skal lave pølser af dem. 04077
Bottom
04078
Top
TUOMAS: Die Rauferei wird noch mal gerächt, das verspreche und schwöre ich. Ein Wolf geht ja so mit einem Menschen um. TUOMAS: Denne riven-og-sliden hævner j"eg også engang; det lover og sværger j’eg. En ulv behandler folk sådan. 04078
Bottom
04079
Top
JUHANI: Ein wilder Wolf. Ich schwöre denselben Eid. JUHANI: En gal ulv. Jeg aflægger samme ed. 04079
Bottom
04080
Top
AAPO: Solche Rache schlägt auf unsern eignen Nak-ken zurück. Das Gericht aber bestraft sie und belohnt uns. AAPO: Den ed falder tilbage på vore egne nakker; men lovens dom straffer dem og belønner os. 04080
Bottom
04081
Top
JUHANI: Durch das Gesetz wird ihr Buckel niemals für die Wunden büßen, die wir auf uns haben. JUHANI: Men loven får ikke deres ryg til at svide af de sår, vi nu går rundt med. 04081
Bottom
04082
Top
AAPO: Um so toller ihr Geldbeutel und ihre Ehre. AAPO: Desto værre vil det svide til deres pengepung og avre. 04082
Bottom
04083
Top
SIMEONI: Verscheucht die blutige Rache aus euerm Herzen und verlaßt euch aufs Gesetz. So will ichs, wenn mirs auch gewaltig vor dem Wesen und Gelaufe im Gerichtssaal graut. SIMEONI: Lad os slå den blodige hævn af tankerne og lad os ty til loven. Det ønsker j’eg, selv om tinghusets larm og forvirring fylder mig med den største afsky. 04083
Bottom
04084
Top
JUHANI: Wenns wirklich dahin kommt, bin ich auch nicht der Mann, der gleich auf die Nase fällt. Zwar wird uns etwas das Herz bubbern, wenn wir zum erstenmal vor dem Tisch des hohen Gerichts stehen. Aber was ein richtiger Mann ist, der kriegt dann schon Mut. Ich weiß noch, wie ich der armen Koivula-Kaisa als Zeuge beistand, als sie wegen Unterhaltskosten für ihr Kind klagte; weiß noch, wie da der Kommissarius rief: »Juhani Juhanis Sohn Jukola aus dem Dorfe Toukola!« JUHANI: Hvis det kommer dertil, så er her en fyr, som ikke taber snøvsen selv på det sted. Ganske vist dunker hjertet en smule, når vi første gang står over for den høje retfærdigheds bord, men en voksen mand tager sig hurtigt sammen. Jeg husker endnu, da jeg var vidne for den stakkels Koivula-Kaisa, der søgte underhold for sit barn, jeg husker, hvordan kom’særen råbte: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04084
Bottom
04085
Top
TIMO: «Und sein jüngerer Bruder Timotheus!« Ich war ja auch dabei; und Kaisa bekam einen Vater für ihr Kind, daß es flutschte. Ich war ja auch Zeuge, Juhani. TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Jeg varjo også dér; og Kaisa fik en far til sit barn, så det dundrede efter. Jeg var jo også vidne, Juhani. 04085
Bottom
04086
Top
JUHANI: Ja, ja. Aber was wimmelte da die Vorstube, die Treppe und der Hof von Leuten! Ich saß in der Vorstube und redete mit dem Tammisto-Kyösti darüber, was und wie ein Mann vor dem Gesetz sprechen müßte. Ich redete gerade eifrig auf ihn ein und zupfte ihn dabei an den Rockknöpfen — siehst du, so! — da rief der Kommissarius mit lauter Stimme, daß alle ihre Augen und Ohren aufsperrten: »JuhaniJuhanis Sohnjukola aus Toukola!« JUHANI: Vist så, vist så. Og der var masser af mennesker i forhallen, på trappen og ude i gården. Jeg sad i forhallen og drøftede med Tammisto-Kyösti, hvad knægten her skulle sige over for retten, og hvordan. Jeg snakkede meget ivrigt med ham og pillede ved en knap i hans frakke, sådan, netop sådan, da kom’særen eller ulve-jageren råbte med så høj stemme, at manges øjne og øren strittede lige i vejret: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. 04086
Bottom
04087
Top
TIMO: »Und sein jüngerer Bruder Timotheus!« Und, hols der Henker! Kaisa bekam einen Vater für ihr Kind. TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Og, fanden ta’ mig, Kaisa fik en fader til sit barn. 04087
Bottom
04088
Top
JUHANI: Jawohl, jawohl. JUHANI: Det fik hun. 04088
Bottom
04089
Top
TIMO: Obgleich man uns nicht mal schwören ließ. TIMO: Selv om man ikke lod os aflægge ed. 04089
Bottom
04090
Top
JUHANI: Ja, das wohl nicht. Aber unsre ernsten, aufrichtigen Worte haben sehr gewirkt. JUHANI: Det gjorde man ikke, det er sandt nok, men vor alvorlige og frimodige tale gjorde stor virkning. 04090
Bottom
04091
Top
TIMO: Und unsre Namen in den Protokollen und Eingaben sind bis zum Kaiser gewandert, hehe! TIMO: Og vore navne er vandret i protokoller og supplika-tioner helt op til kejseren, heh! 04091
Bottom
04092
Top
JUHANI: Selbstverständlich. — Das rief der Kommissarius, und da zitterte mirs doch etwas in der Herzkammer, aber bald hatte ich mich wieder erholt und ließ die unerschütterliche Sprache der Wahrheit aus dem Munde strömen wie der Apostel selbst, ohne mich durch das Lachen und Losprusten des ganzen Gerichtssprengels irremachen zu lassen. JUHANI: Aldeles sikkert. - Så råbte kom’særen, og så dirrede det jo lidt i knægtens hjertehud, men han var hurtigt orienteret og spyede sandhedens urokkelige ord ud af sin mund som selve apostelen uden at bekymre sig om hele rettens grin og fnis. 04092
Bottom
04093
Top
TIMO: Ja, so wird man im Gerichtssaal gezüchtigt, und alles geht wie am Schnürchen. Und doch wird da immer an vielen Stricken gezogen, und pfiffig wird einem manches Bein gestellt. TIMO: Ja, sådan går det til ved tinge; og alt forløber godt. Men dér trækker man sandelig i et og andet tov og spænder ben på mange måder. 04093
Bottom
04094
Top
JUHANI: So ists. Aber zum Schluß erwischt die Gerechtigkeit und Wahrheit nach manchem Schlich doch den Sieg. JUHANI: Det passer; men retten og sandheden snapper dog sejren til sidst, og med magt, efter mange kunster. 04094
Bottom
04095
Top
TIMO: Nach manchem Schlich und Pfiff. Ja gewiß, wenn nicht der Teufel selber Anwalt ist und die Nacht zum Tag und den Tag zur Nacht und den schwarzen Teer zu Schlickermilch macht. — Aber jede Sache hat zwei Seiten. Warum hat Gott die Entscheidung des Rechts nicht auf einen sichreren, auf einen ein für allemal festen Grund gestellt? Wozu die Zeugen, die schwierigen Verhöre und die Kniffe der Rechtsgelehrten? Nach meiner Ansicht wäre ja dies der geradeste Weg zur Gerechtigkeit und Wahrheit, wenn eine Sache dunkel scheint und man nicht richtig dahinterkommen kann: Der ganze Gerichtshof begibt sich mit dem Richter an der Spitze auf den Hof hinaus, wo der Kommissarius oder Jagdvogt in ein großes Birkenhorn bläst, welches das Gerichts-horn hieße. Damit tutete er mehrere Male, wobei er das offene Ende gegen die Höhe des Herrn hielte. Dann aber müßte sich der Himmel auftun, und der Engel der Gerechtigkeit erschiene allem Volk und fragte mit lauter Stimme: »Was wünscht der Herr Kommissarius?«, der Kommissarius aber fragte ihn mit weithin schallender Stimme: »Ist der Angeklagte unschuldig oder schuldig?« Darauf gäbe der verklärte Engel eine Antwort, an deren Richtigkeit niemand zu zweifeln brauchte und nach der man den Mann entweder Gottes Obhut überlassen oder tüchtig rupfen müßte. Ich glaube, so ließe sich alles gut machen. TIMO: Efter mange kunster og kneb, ja, sådan er det, hvis da ikke selve satan er sagfører, han, der gør nat til dag og dag til nat og den sorte tjære til tykmælk. - Men den sag kunne også ordnes anderledes. Hvorfor har Gud ikke givet retsplejen her i verden et fastere, et helt urokkeligt grundlag ? Hvorfor vidner, besværlige forhør og de lovkyndiges kunster ? Den hurtigste genvej til ret og sandhed, når sagen ser tvivlsom ud og ikke kan opklares, er efter min mening således: Hele retten, med dommeren i spidsen, går ud på gårdspladsen, hvor kom’særen eller jagtfogeden blæser i et vældig stort bark-horn, som man kunne kalde for ting-hornet; det skulle han blæse og trutte i nogle gange med mundingen rettet imod Herrens himmel. Men så skulle himlen åbne sig, og retfærdighedens engel vise sig for hele folket og spørge med høj stemme: »Hvad ønsker kom’særen?«, og så skulle kom’særen spørge med høj, råbende stemme: »Er den anklagede mand skyldig eller ikke skyldig?« Så skulle den forklarede engel afgive et svar, hvis retfærdighed ingen behøvede at tvivle om, og ifølge hvilket man enten burde lade manden gå i Herrens navn eller give ham en ordentlig gang tærsk. Ja, således, tror jeg, ville alt ordne sig på bedste måde. 04095
Bottom
04096
Top
JUHANI: Wozu aber so viel Trara und Honneurs? Seht mal, wie ich mir die Sache überlegt habe. Ich hätts als Schöpfer so eingerichtet: Der Angeklagte muß seine Worte mit einem Eid, mit einem heiligen Eid beschwören, und wenn er richtig schwört, soll er als freier Mann heimmarschieren. Fiele es ihm aber ein, eine Lüge aus dem Munde fahren zu lassen, dann sollte sich dies Würmernest von Erde unter ihm öffnen und ihn zur Hölle hinabschlucken. Das wäre ja der geradeste Weg der Wahrheit. JUHANI: Hvorfor så megen kommando og honnør ? Hør nu, hvorledes jeg har tænkt mig sagen. Hvis jeg var i Skaberens sted, ville jeg have arrangeret det således: den anklagede mand må bekræfte sine ord med en ed, en hellig ed, og hvis han sværger rigtigt, lad ham så vandre hjem igen som en fri mand, men hvis det falder ham ind at stikke en løgn, så lad den ormstukne jord åbne sig under hans fødder og opsluge ham, helt ned i helvede. Ja, dér har I den hurtigste vej til sandheden. 04096
Bottom
04097
Top
AAPO: Das wäre keine schlechte Lösung. Aber vielleicht ist doch alles so am besten, wie es der Vater der Weisheit einmal verordnet hat. AAPO: Den metode kunne måske gå an; men alt er dog vist bedst, sådan som det engang er blevet ordnet af selve visdommens fader. 04097
Bottom
04098
Top
JUHANI: Am besten! Jetzt sitzen wir hier zerfetzt, grindig, einäugig wie die läufigen Kater im März. Ist das ein Spaß? Zum Teufel! Diese Welt ist der größte Unsinn, den es unter der Sonne gibt. JUHANI: Bedst! Her sidder vi, forrevne, skabede og enøjede som hankatte i marts måned. Er det behageligt ? Fanden stå i det! Denne verden er den største dårskab, der findes under solen. 04098
Bottom
04099
Top
SIMEONI: So hat Er, der Herr, es eingerichtet; denn er will die Glaubensstärke der Menschenkinder prüfen. SIMEONI: Sådan har han indrettet den, Herren, eftersom han vil prøve menneskebørnenes trosstyrke. 04099
Bottom
04100
Top
JUHANI: Die Glaubensstärke! Er prüft und erprobt, aber bei seinen Prüfereien fahren die Seelen wie die Mucken in die ewige Sauna, wohin ich keine Schlange wünschte, obgleich ich nur ein sündiger Mensch bin. JUHANI: Trosstyrke? Han prøver og gransker, men på grund af hans prøvelser vandrer sjælene som myg ind i den evige badstue, et sted, hvor jeg ikke engang ville ønske en slange hen, skønt jeg kun er et syndigt menneske. 04100
Bottom
04101
Top
TUOMAS: Das Leben und die Welt sind ein böser Spaß. Gar wenig Hoffnung hat jeder auf einen so kleinen Anteil wiejosua und Kaleb unter sechshunderttausend Männern. TUOMAS: En hård leg er dette liv og denne verden. Og der er kun ringe håb for nogen af os at få «amme skæbne som Josva og Kaleb blandt seks hundred-tusind mand. 04101
Bottom
04102
Top
JUHANI: Richtig! Was ist also dies Leben? Ein Vor-haus der Hölle. JUHANI: Rigtigt! Hvad er altså dette liv? Helvedes forstue. 04102
Bottom
04103
Top
SIMEONI: Juhani, Juhani! Halt dein Herz und deine Zunge im Zaum. SIMEONI: Juhani, Juhani, styr din tanke og din tunge! 04103
Bottom
04104
Top
JUHANI: Eine wahre Hölle, sag ich, wenn ich richtig meinen Kopf aufsetzen soll. Ich bin hier eine geplagte Seele, und die Burschen von Toukola sind Teufel mit Feuergabeln. Die Menschen sind böse Geister gegen uns. JUHANI: Et fuldt færdigt helvede, siger jeg, hvis jeg gør mig rigtig gal i hovedet. Jeg er en lidende sjæl her på jorden, og Tuokola-knægtene er djævle med forke i næverne. Menneskene er som onde ånder imod os. 04104
Bottom
04105
Top
AAPO: Wir wollen doch erst mal ein bißchen in unsre eigne Brust steigen. Den Zorn der Menschen haben wir vielleicht großenteils selber geweckt und geschürt. Habt ihr vergessen, wie wir in ihren Rüben-äckern und Erbsenfeldern gewütet, wie wir beim Fischen das Heu auf ihren Flußufern zerstampft, wie wir öfters die von ihnen umzingelten Bären geschossen und mehr ähnliche Streiche vollfuhrt haben, ohne uns an die Drohungen des Gesetzes und die Stimme unsres Gewissens zu kehren? AAPO: Lad os gå lidt ind i vort eget bryst. Menneskenes vrede har vi måske for en stor del selv optændt og holdt vedlige. Lad os ikke glemme, hvordan vi har rumsteret på deres roe- og ærtemarker ; hvordan vi på vore fisketure har trampet deres hø ned, langs åen; hvor ofte vi har skudt de bjørne, som de selv havde indkredset, og gjort mange andre af den slags kunster uden at bryde os om lovens trusler og samvittighedens stemme. 04105
Bottom
04106
Top
SIMEONI: Wir haben ja Himmel und Erde gegen uns erbittert. Oftmals, wenn ich mich schlafen lege und an unsre mutwilligen Jugendtaten denke, sticht mir das flammende Schwert des Gewissens erbarmungslos in der armen Brust, und mir ist, als hörte ich ein seltsames Rauschen wie von einem fernen, seufzenden Regen, und als flüsterte mir eine finstere Stimme ins Ohr; »Das ist das Seufzen Gottes und der Menschen über die sieben Söhne von Jukola.« Unheil droht uns, Brüder, uns blinkt kein Stern des Glücks, solange wir nicht besser mit den Menschen stehen. Warum sollen wir sie also nicht um Verzeihung bitten und versprechen, in Zukunft ein andres Leben zu fuhren? SIMEONI: Vi har tirret både himmel ogjord. Ofte, når jeg går i seng og tænker på vor ungdoms gale streger, skærer samvittighedens brændende sværd rigtig smertefuldt gennem mit usle hjerte, og det forekommer mig, at jeg hører en underlig brusende lyd som af en fjern, sukkende regn, og som om en dyster stemme tillige hviskede i mit øre: »Guds og menneskenes suk over Jukolas syv sønner«. Undergangen truer os, brødre, og lykkens stjerne skinner ikke for os, før forholdet mellem os og menneskene er blevet bedre. Hvorfor skulle vi så ikke gå og bede om forladelse og love, at vi herefter vil leve helt anderledes? 04106
Bottom
04107
Top
EERO: Ich möchte weinen, wenn ichs könnte. Simeoni, Simeoni! »Es fehlt nicht viel, du wirst mich noch« ja, es fehlt nicht viel. »Aber gehe hin auf diesmal.« EERO: Jeg ville græde, hvis jeg bare kunne. Simeoni, Simeoni! »Der fattes lidet i, at du . . . ja, der fattes lidet. Men gå nu for denne gang.« 04107
Bottom
04108
Top
SIMEONI: Na ja, wartets nur ab. Am Jüngsten Tag werden wirs sehen. SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag. 04108
Bottom
04109
Top
TIMO: Glaubst du, ich würd den Kopf senken und um Verzeihung bitten? Ichglaubs nicht. TIMO: Kunne mit hoved mon bøje sig og bede om forladelse? Det tror jeg ikke. 04109
Bottom
04110
Top
TUOMAS: Nein, nicht, solange die Raben schwarz sind. TUOMAS: Ikke så længe ravnen er sort. 04110
Bottom
04111
Top
EERO: Das geschieht dann also »beim Kommen zum Gericht«. Dann sind ja die Raben weiß wie Schnee, wies im Lied vom fröhlichen Knaben und der lieben Mutter heißt. Es muß schon Matthäi am letzten sein, ehe wir hier zu beten anfangen. EERO: »Når vi kommer til dommen«, vil det mirakel altså indtræffe. Så bliver ravnen hvid som sne, sådan som man synger i visen om »den glade knøs og kære moder«. For mig må de sidste korn gerne males i møllen, inden vi begynder at bede. 04111
Bottom
04112
Top
JUHANI: Du kannsts mir glauben, Simeoni, es geht hier nicht immer und ewig nachzusehen, wie es mit unsrer Seele steht, unaufhörlich an diesen Feuer-schlund, an den Teufel und all die kleinen Teufel zu denken. Solche Gedanken werfen einem entweder alles bunt im Kopfe durcheinander oder sie legen einem den Strick um den Hals. — Unsre früheren Torheiten sind eher Jugendeseleien zu nennen als Sunden im strengsten Sinn. Und zweitens bin ich zu der Ansicht und Überzeugung gekommen, daß man hier auf Erden mitunter beide Augen zudrücken und manches nicht sehen muß, was man sieht, und manches nicht wissen, was man weiß. So muß es der Mensch hienieden machen, wenn er mit heiler Haut aus dem Mörser des Lebens herauskommen will. — Ihr braucht mich gar nicht so anzuglotzen, das ist gar nicht nötig. — Ja, ich meine die kleinern Sünden gegen Gott, nicht die gegen den Nachbarn. Der Nachbar und Nächste trägt die Nase hoch und das Maul schief und muß ebensogut Zusehen, wie er sein Schäfchen schert, wie ich; aber Gott ist ein geduldiger und barmherziger Mann und verzeiht uns zuletzt immer, wenn wir mit aufrichtigem Herzen zu ihm beten. Ja, ja, ich meine: es geht nicht, immer und überall unser eignes Tun und solche kleinen Kanaillenstreiche haarscharf mit den Worten und Geboten Gottes zu vergleichen, sondern am besten ist es, sich in der Mitte zu halten. Grobe Sünden müssen wir vermeiden, unter allen Umständen, sage ich, und um Augensalbe beten, aber diese kleinern, das heißt also die kleinern gegen Gott, nicht immer mit dem Angelhaken des Gewissens herausfischen, sondern in der Mitte, mitten in der Mitte bleiben. JUHANI: Tro mig, Simeoni, det duer ikke bestandig at holde øje med vor sjæls tilstand; altid at tænke på jordens brændende indre, fanden og små-djævlene. Den slags tanker gør enten en mand rundtosset i hovedet eller vikler rebet om hans hals. - Vore tidligere gale streger bør snarere betragtes som ungdomsdårskaber end som synder i strengeste forstand. Og for det andet, så er jeg kommet til den tro og overbevisning, at man undertiden må lukke sine øjne her i verden og lade, som om man ikke ser, hvad man ser, og ikke ved, hvad man ved. Sådan må en mand handle, hvis han vil slippe helskindet ud af livets morter. - Lad være med at glo ; der er absolut ikke nogen grund til at glo her! - Jeg mener de mindre synder imod Gud, ikke imod min nabo. Naboen og næsten er prikken og ømskindet og fortjener at tugtes såvel som jeg; men Gud er en langmodig og barmhjertig mand, der bestandig tilgiver alt til slut, hvis vi beder til ham af et oprigtigt hjerte. Ja, ja, jeg mener som så: det duer ikke, altid og over alt, på en hårfin måde at sammenligne vore gerninger og vore små skarnsstreger med Guds ord og bud, men det er bedst at holde sig sådan midt imellem. Grovere synder bør vi undgå på enhver måde, siger jeg, og bede om øjensalve, men de mindre, altså de mindre over for Gud, bør vi ikke altid sætte på samvittighedens fiskekrog, men blive stående sådan midt imellem, midt imellem. 04112
Bottom
04113
Top
SIMEONI: Großer Gott! So was zischelt ja der Satan dem Menschen ins Ohr. SIMEONI: Store Gud! Netop sådan hvisker satan i menneskets øre. 04113
Bottom
04114
Top
TIMO: Genau solches Geschwätz, wie es die alte Olli in ihrer Schnapsgier der Frau Mäkelä vorredet. TIMO: Nøjagtig som Ollis gammel-mor i sin brændevinstørst disker op med løgnehistorier for Mäkelä-mutter. 04114
Bottom
04115
Top
AAPO: Juhani hat da einiges gesagt, was ich mit Staunen und Verdruß vernommen habe. Brüder, lehren uns das die Gebote Gottes? Hat uns das unsre Mutter gelehrt? Nimmermehr! Einer ist vor Gott wie tausend und tausend wie einer. Was faselst du da von kleinern Sünden und Mitteldingen? Das heißt ja: zwei Herren dienen. Sage mir doch, Juhani: was ist Sünde? AAPO: Juhani sagde nogle ord, som jeg hørte på med forbavselse og væmmelse. Broder, lærer Guds bud os det ? Lærte vi sådan af vor moder? Absolut ikke! Over for Gud står en som tusind og tusind som en. Hvorfor ævler du om mindre synder, om midt imellem, og således forsvarer, at man tjener to herrer? Sig nu, Juhani, hvad er synd? 04115
Bottom
04116
Top
JUHANI: Was ist Wahrheit? du Salomon von Jukola, Herr Jubelmagister, du Vadder Paavo aus Savo? »Was ist Sünde?« He! »Was ist Sünde?« Was kannst du klug, was kannst du wunderbar klug fragen! »Unser Junge hat nen hellen Kopf«, wahrhaftig. Ja, wer will da noch was? »Was ist Sünde?« Haha! Was ist Wahrheit? frage ich. JUHANI: Hvad er sandhed, du Jukolas Salomon, hr. jubelmagister og Gammel-Paavo fra Savolaks ? »Hvad er synd ?« Ah! »Hvad er synd ?« Se bare, hvilket klogt spørgsmål, mærkværdig klogt. »Der er sandelig hoved på ham, vor knægt«, sandelig. Ja, hvem kan nu sige mere? »Hvad er synd?« Ah-ha! Hvad er sandhed, spørger jeg. 04116
Bottom
04117
Top
TUOMAS: Was alberst und windest du dich denn so, Mensch. Weißt du, die Lehre, die du verkündest, ist die Lehre des Teufels. TUOMAS: Hvorfor snor og vrider du dig, dreng? Vid, at den lære, du forkyndte, er den ondes lære. 04117
Bottom
04118
Top
JUHANI: Nun, ich will euch ein Beispiel aus dem Leben erzählen, das fest für meinen Glauben spricht. Erinnert ihr euch noch an den Gerber im Kirchdorf? Der Mann kam auf wunderliche Gedanken über die Seele, die Sünde und den weltlichen Mammon und fing danach ein ganz andres Leben an. So hörte er mit einmal auf, an Sonn- und Feiertagen Felle anzunehmen und zurückzugeben, obgleich er ganz genau wußte, wie wichtig es für den Bauern ist, zwei Fliegen mit einer Klappe schlagen zu können. Umsonst warnten ihn seine Freunde, als sie merkten, wie er von Tag zu Tag weniger Arbeit hatte, hingegen sein Kollege im Nachbargehöft immer mehr bekam. Jedesmal hatte der verrückte Mensch die Antwort: »Gott wird das Werk meiner Hände segnen, und wenn es noch weniger würde. Der aber, der da glaubt, mir den Bissen Brot vor dem Munde wegzuschnappen, der wird zuletzt für den Schweiß seiner Stirn Fluch ernten, weil er den Sabbat des Herrn nicht heiligt.« So sprach er und stieg sonntags, mit dem Gesangbuch in der Hand, gaffend umher, die Augen rund im Kopf und die Haare zu Berge. Und wie ist es schließlich mit ihm gegangen? Das wissen wir ja. Nur zu bald hatte er das schwerste Holz, den Bettelstab, in der Hand, und die breite Landstraße wurde sein Obdach. Nun geht er von Dorf zu Dorf und leert hier ein Gläschen und da ein Gläschen. Einmal begegnete ich ihm dort auf dem Kanamäki an der Straße; da saß er auf dem Rande seines Schlittens und war schrecklich betrunken. Wie gehts Euch, Gerber? fragte ich: »Es geht, wies geht«, antwortete er und glupte mit seinen stieren Augen nach mir. Wie stehts denn eigentlich mit Euch, Meister? fragte ich noch mal. — »Es steht, wies steht«, sprach er und ging, seinen Schlitten vor sich herschiebend und ein blödsinniges Lied trällernd, seiner Wege. Das war sein Ende. Und der andre Gerber? Der wurde erst recht reich und ist als reicher, glücklicher Mann gestorben. JUHANI: Jeg vil givejer et levende eksempel, der kraftigt forsvarer min tro. Tænk på den forrige garver i kirkebyen. Manden fik besynderlige tanker om sin sjæl, synden og denne verdens mammon og begyndte at forandre meget i sin tidligere levevis. Blandt andet holdt han pludselig op med at modtage og udlevere skind på søn- og helligdage uden at bryde sig om, hvor vigtigt en bonde mener, det er at kunne udrette to ting på én tur. Forgæves advarede hans venner ham, da de så, hvordan hans arbejde mindskedes dag for dag, og at det stadig voksede hos hans værkfælle i nabogården. Men den forrykte mand svarede altid: »Gud velsigner nok mine hænders arbejde, selv om der bliver mindre af det, men han, der nu tror, han river brødet ud af munden på mig, han vil til slut høste forbandelse i sit ansigts sved, fordi han ikke holder Herrens sabbat i ære«. Sådan sagde han, mens han gik omkring på helligdagene som en tosse med salmebogen i hånden, og øjnene var kugle-runde i hovedet på ham, og håret strittede som Pommi-Pietaris paryk. Men hvordan gik det til sidst med manden ? Det ved vi. Han fik snart det tungeste stykke træ i sin hånd, tiggerstaven fik han i hånden, og hans vej blev statens lange ager, landevejen. Nu traver han fra landsby til landsby og tømmer et glas så ofte, han kan. Engang traf jeg ham ved vejkanten, derovre på Kanamåki-åsen ; dér sad han på slædens tværbræt, og den stakkels mand var meget fuld. »Hvordan går det, garver?« spurgte jeg. »Det går, som det går«, svarede han og stirrede et øjeblik stift på mig. Men så spurgte jeg en gang til: »hvordan har mester det nu egentlig?« »Jeg har det, som jeg har det« svarede han atter og gik sin vej, mens han skubbede slæden foran sig og lallede en eller anden fjollet vise. Sådan endte det med ham. Men den anden garver? Han blev vældig rig; og han døde også som en rig og lykkelig mand. 04118
Bottom
04119
Top
AAPO: Den Gerber hat sein beschränkter Glaube und sein geistiger Hochmut zugrunde gerichtet, und so wirds allen seinesgleichen gehen. Aber wies auch sein mag, deine Lehre ist falsch wie dein Glaube. AAPO: En snæversynet tro og åndeligt hovmod ødelagde garveren, og således vil det gå med alle hans ligemænd. Men, hvordan det end forholder sig, så er din lære en falsk lare og tro. 04119
Bottom
04120
Top
SIMEONI: Falsche Propheten und das Ende der Welt. SIMEONI: Falske profeter og verdens sidste tider. 04120
Bottom
04121
Top
TIMO: Er will uns zum türkischen Glauben bekehren. Aber mich rückst du nicht von der Stelle. Ich sitze sicher und fest, sicher und fest wie ein Axtloch. TIMO: Han vil narre os over lil tyrkernes tro. Men du kan ikke rokke mig, for jeg er sikker og fast som øjet i en økse. 04121
Bottom
04122
Top
JUHANI: Tuomas, gib doch den Brotranft dort vom Tischende. — »Falsche Propheten!« Ich will keinen zu Sünde und Unrecht bekehren, und ich selber könnte dem Schuster keine Ahle und dem Schneider kein Nadelöhr stehlen. Aber mein Herz sprüht Funken, wenn meine Absicht immer so arg verdreht, so pechschwarz gemacht wird, obgleich schwarzbraun schon genug wäre. JUHANI: Tuomas, ræk mig det halve brød, som ligger dér for enden af bordet. »Falske profeter«. Jeg frister ingen til synd og onde gerninger, og jeg selv ville ikke stjæle en syl fra skomageren eller et nåleøje fra skrædderen. Men mit hjerte slår gnister, når min mening altid fordrejes til det værste, gøres beg-sort, skønt sort-brun ville være mere end nok. 04122
Bottom
04123
Top
AAPO: Ach, du hast so deutlich geredet, hast die Sache so schön Punkt für Punkt, Satz für Satz klargemacht, daß man dich gar nicht mißverstehen konnte. AAPO: Du talte så tydeligt, og du granskede sagen så grundigt fra punkt til punkt, fra gren til gren, at man ikke kunne misforstå det. 04123
Bottom
04124
Top
TIMO: Ich verwette meinen Kopf, daß er uns zum türkischen Glauben bekehren wollte. TIMO: Jeg sætter mit hoved i pant på, at han ville lokke os over til den tyrkiske tro. 04124
Bottom
04125
Top
SIMEONI: Gott sei ihm gnädig! SIMEONI: Gud nåde ham! 04125
Bottom
04126
Top
JUHANI: Haltets Maul! Auf der Stelle! Für mich zu Gott beten, mich wie ein blödäugiger Pfarrer zurechtweisen, nein, das hat keine Art. Denn ich hab gerade Verstand genug, wenn ich auch nicht in dem Maße die reine Klugheit bin wie zum Beispiel unser Aapo da. JUHANI: Hold kæft og det på stedet! At bede til Gud for min skyld og at skælde mig ud som en klat-øjet præst, det går ikke an. For jeg har en passende portion klogskab, selv om jeg ikke er lutter visdom som for eksempel ham dér, vores Aapo. 04126
Bottom
04127
Top
AAPO: Gott bessers! Ich bin ja nicht einmal klug genug. AAPO: Bevar mig vel! Jeg er heller ikke så klog, som jeg burde være. 04127
Bottom
04128
Top
JUHANI: Die reine Klugheit, die reine Klugheit! Mach deine Futterluke zu, sonst kriegst du mit diesem Knochen was auf den Rüssel, und noch ein bißchen besser als gestern. Das sag ich dir, und nun hör ich mit Essen auf, denn mein Ranzen ist voll. JUHANI: Lutter klogskab, lutter klogskab! Og klap nu brødkværnen i, ellers giver jeg dig nogen på snuden med det her lårben, og det mere eftertrykkeligt end i går. Det siger jeg og holder op med at spise, eftersom min mavesæk er fuld. 04128
Bottom
04129
Top
TIMO: Ich wette, wir sind alle satt wie Pferdebremsen. TIMO: Jeg står inde for, at vi er mætte som oksebremser, alle mand. 04129
Bottom
04130
Top
EERO: Warum seh ich denn eigentlich die Badestube nicht? EERO: Men hvorfor ser jeg ikke badstuen ? 04130
Bottom
04131
Top
JUHANI: Was will so ein Knirps? — Ja aber — die Badestube ist wohl in die Hölle gefahren! JUHANI: Hvad skulle sådan en prås se, der ikke rager op over hegnet ? - Men - badstuen er røget ad helvede til. 04131
Bottom
04132
Top
EERO: Nein, aber auf feurigem Wagen gen Himmel! EERO: Nej, til himlens højder i en ildvogn. 04132
Bottom
04133
Top
JUHANI: Sollte sie verbrannt sein? JUHANI: Er den virkelig brændt? 04133
Bottom
04134
Top
EERO: Woher soll ich das wissen? Was habe ich damit zu schaffen? Das ist die Badestube des Jukola-bauern und nicht meine. EERO: Hvad ved jeg, og hvad har jeg med det at skaffe? Badstuen tilhører husbonden på Jukola, ikke mig. 04134
Bottom
04135
Top
JUHANI: Und doch hat auch Eeros Leib gestern abend ein Bad genommen, wenn ich mich recht entsinne. Ja, ja, alles nur dem Wirt auf die Schultern geladen; das kann ich mir denken. Aber laßt uns nachsehen. Wo ist denn meine Mütze? Laßt uns nachsehen, Brüder. Ach, ich weiß ja, unsre Badestube ist zu Asche geworden. JUHANI: Også Eeros krop fik et bad i går aftes, hvis jeg ikke husker forkert. Ja, ja, alt hviler bestandig på husbondens skuldre, det er min opfattelse. Men lad os gå hen og se på det. Hvor er min hat? Lad os gå hen og se på det, brødre. Jeg er sikker på, at badstuen ligger i aske. 04135
Bottom
04136
Top
Sie gingen hinaus, um nachzusehen, wie es mit der Badestube stand. Da war nichts übrig als der schwarze Steinofen und verkohltes Holz. Und die Brüder schauten das Bild der Zerstörung eine Weile mit verdrießlichen Mienen an und kehrten schließlich in das Haus zurück. Zuletzt kam Juhani mit zwei eisernen Türangeln in der Hand, die er zornig auf den Tisch warf. De traskede af sted for at se, hvordan det var fat med badstuen. Der var intet andet tilbage af den end det sorte ildsted og en rygende ruin. Og brødrene stirrede et stykke tid på dette ødelæggelsens syn med fortrædeligt sind og vendte så omsider tilbage til deres hus. Juhani kom sidst ind, med et par jern-hængsler i hånden, som han rasende smed på bordet. 04136
Bottom
04137
Top
JUHANI: So, nun ist der Jukolahof ohne Badestube. JUHANI: Ja, nu er Jukola-gård uden badstue. 04137
Bottom
04138
Top
EERO: »Und ein Hof ohne Badestube taugt nichts«, hat Juhani gesagt. EERO: »Og en gård uden badstue, det går ikke an«, sagde Juhani. 04138
Bottom
04139
Top
JUHANI: Timo hat den lieben Ofen zu stark geheizt, und da sind die trauten, rußigen Balken und Wände, in denen wir das Licht der Welt erblickt haben, zu Asche verbrannt. Timo hat zu wüst eingeheizt, sage ich. JUHANI: Timo fyrede vældigt op i den kære ovn, og de elskede, sodsværtede spær og vægge, i hvis ly vi alle er trådt frem i verdens lys, blev til aske. Timo gjorde ovnen alt for gloende, siger jeg. 04139
Bottom
04140
Top
TIMO: Wie befohlen, wie befohlen; das wirst du wohl wissen. TIMO: På din befaling, på din befaling, det ved du godt. 04140
Bottom
04141
Top
JUHANI: Zum Teufel mit deinen Befehlen! Ich sage nur, jetzt haben wir keine Badestube mehr, und das ist eine ärgerliche Sache. Häuserbauen macht kein Brot. JUHANI: Jeg giver fanden i »din befaling«, men at vi nu er mænd uden badstue, det er en kedelig historie; at bygge huse forøger ikke brødet. 04141
Bottom
04142
Top
AAPO: Eine ärgerliche Geschichte, ja; aber die Badestube war doch alt, die Ecken waren voll Löcher. Und dann hast du ja gestern selber beschlossen, eine neue zu bauen. AAPO: En kedelig historie, men badstuen varjo gammel, fuld af huller i krogene; og du besluttede selv i går, at du snarest ville bygge en ny. 04142
Bottom
04143
Top
JUHANI: Gewiß war sie alt und die Balken durch und durch vermorscht, aber dies Jahr und vielleicht auch nächstes hätte sie sich mit Mühe noch gehalten. Der Hof kann noch nichts für Badestuben ausgeben; zunächst müssen wir mal die Äcker, die Äcker vornehmen. JUHANI: Vist var den gammel, og dens bjælker gennem-røgede lige ind til marven, men den ville vel have hængt sammen endnu et år eller to. Gården har endnu ingen kræfter at spilde på at bygge badstuer; markerne, markerne må man først slå kløerne i. 04143
Bottom
04144
Top
TUOMAS: Den Äckern gehts von dir aus jedenfalls genauso wie voriges Jahr der prächtigen Aronwiese, deren saftiges Gras wir ohne einen Sensenstreich haben verkommen lassen. Aber du wolltest es ja so. Stets, wenn ich dich ans Mähen erinnerte, sagtest du: »Wir warten noch ein bißchen. Das Gras wächst noch, daß es raschelt.« TUOMAS: Det vil vel gå med markerne for dig som det sidste sommer gik med det store engdrag, hvis prægtige græs vi lod visne uden at tage et eneste strøg med leen. Hver gang jeg mindede dig om, at den burde slås, svarede du altid: »vi skal ikke gå endnu; græsset gror stadig, så det knager efter.« 04144
Bottom
04145
Top
JUHANI: Das ist geschehen und wird nicht dadurch besser, daß du davon redest. Die Aronwiese wächst im kommenden Sommer um so üppiger. — Wer kommt denn dort über den Acker auf unser Haus zu? JUHANI: Det er en sag, der er overstået for længe siden, og den bliver ikke bedre, fordi du kævler op om den. Engdraget vokser sig så meget desto kønnere til næste sommer. — Men hvad er det for en mand, som nærmer sig vor gård derude på marken? 04145
Bottom
04146
Top
TUOMAS: Der Schöffe Mäkelä. Was will denn der? TUOMAS: Meddomsmand Mäkelä. Hvad vil den fyr? 04146
Bottom
04147
Top
JUHANI: Ich glaube, jetzt ist der Teufel los. Der kommt im Namen der Krone und wahrscheinlich wegen der verdammten Rauferei mit den Burschen von Toukola. JUHANI: Nu er fanden løs. Han kommer i statens navn, på grund af det forbistrede slagsmål med Toukola-folkene. 04147
Bottom
04148
Top
AAPO: In der letzten Prügelei haben wir das Gesetz auf unsrer Seite, aber in der vorhergehenden heißt es sich vorsehen. Laßt mich nur machen, ich will ihm die Sache auseinandersetzen. AAPO: I det sidste håndgemæng er loven på vor side, men hvad det første angår, så må vi se os godt for. Lad mig forklare ham sagen. 04148
Bottom
04149
Top
JUHANI: Aber ich, euer ältester Bruder, will auch < reden dürfen, wo es sich um was Gemeinschaftliches handelt. JUHANI: Men jeg, den ældste af os brødre, vil også give mit besyv med, eftersom der er tale om vort fælles bedste. 04149
Bottom
04150
Top
Aapo: Nimm dich aber in acht, daß du uns nicht hineinredest, wenn es nötig wird, daß wir uns ein bißchen um den Brei herumschlängeln. AAPO: Men pas på, at du ikke snakker os i en sæk, hvis det ligesom skulle blive nødvendigt at sno sig lidt. 04150
Bottom
04151
Top
JUHANI: Ich weiß schon. JUHANI: Jeg ved besked. 04151
Bottom
04152
Top
Herein trat Mäkelä, der brave, wohlwollende Schöffe. Doch kam er in einer ändern Angelegenheit, als die Bruder vermuteten. Nu trådte Mäkelä ind; en udmærket og rettænkende meddomsmand. Han kom dog i et helt andet ærinde, end det brødrene havde gættet på. 04152
Bottom
04153
Top
MÄKELÄ: ’n Tag! MÄKELÄ: Goddag! 04153
Bottom
04154
Top
Die Brüder: ’n Tag! BRÖDRENE: Goddag! 04154
Bottom
04155
Top
MÄKELÄ: Was für Scheußlichkeiten muß ich sehen? Jungens! wie schaut ihr denn aus? Zerfetzt, blau-scheckig, schorfig und Lumpen um den Kopf! Zum Gotterbarmen! MÄKELÄ: Hvad er det for rædsler, jeg ser? Drenge, hvordan er det fat med jer? I har skrammer, blå mærker og sår; og klude omkring hovedet. Ak, I elendige skabninger! 04155
Bottom
04156
Top
JUHANI: »Der Hund leckt sich selbst die Wund!«, laßt die Wölfe allein fertig werden. Steht Ihr deswegen in der Stube? JUHANI: »Hunden slikker sine sår«, men ulvene må sørge for sig selv. Er det derfor, De nu står her i vor stue ? 04156
Bottom
04157
Top
MÄKELÄ: Was weiß ich davon? Ihr habt euch wohl gegenseitig zerhackt? Schämt euch! MÄKELÄ: Hvad skulle jeg dog kende til det? Men er det brødre, der mishandler hinanden på den måde? Skam jer! 04157
Bottom
04158
Top
JUHANI: Ihr irrt Euch, Mäkelä. Die Brüder sind wie Engel zueinander gewesen. Das ist das Werk der Nachbarn. JUHANI: De tager fejl, Mäkelä. Brødrene har behandlet hinanden som engle; dette er naboernes værk. 04158
Bottom
04159
Top
MÄKELÄ: Wer hats denn getan? MÄKELÄ: Hvem har da gjort det? 04159
Bottom
04160
Top
JUHANI: Die guten Nachbarn. Aber darf ich fragen, weshalb Ihr uns besucht? JUHANI: Gode naboer. Men må jeg have lov til at spørge: hvorfor er De kommet for at hilse på os ? 04160
Bottom
04161
Top
MÄKELÄ: Aus sehr ernstem Grund. Kinder, Kinder! Jetzt ist der Tag des Schreckens für euch gekommen. MÄKELÄ: På grund af en højst alvorlig sag. Drenge, drenge, I går imod ødelæggelsens dag. 04161
Bottom
04162
Top
JUHANI: Was ist denn das für ein Tag? JUHANI: Hvad er det for en dag ? 04162
Bottom
04163
Top
MÄKELÄ: Der Tag der Schande. MÄKELÄ: Skammens dag. 04163
Bottom
04164
Top
JUHANI: Und wann soll der kommen? JUHANI: Hvornår oprinder den ? 04164
Bottom
04165
Top
MÄKELÄ: Ich habe strengsten Befehl vom Propst, euch nächsten Sonntag ins Kirchdorf zu bringen. MÄKELÄ: Jeg har fået streng besked af præsten om, at jeg næste søndag skal bringe jer til kirken. 04165
Bottom
04166
Top
JUHANI: Was will er denn im Kirchdorf von uns? JUHANI: Hvad vil han med os i kirken? 04166
Bottom
04167
Top
MÄKELÄ: Euch in den Fußblock setzen, wenn ihrs wissen wollt. MÄKELÄ: Sætte jer i fodstokken, for at sige det rent ud. 04167
Bottom
04168
Top
JUHANI: Und weshalb? JUHANI: Hvorfor det? 04168
Bottom
04169
Top
MÄKELÄ: Wegen mancherlei. — Ihr elenden Narren, ihr habt dem Kantor ein Fenster eingeschlagen und seid ihm wie Wölfe ausgerissen! MÄKELÄ: Af mange årsager. - I tåbelige og vilde krabater, I slog klokkerens vindue i stykker og stak af fra ham som ulve. 04169
Bottom
04170
Top
JUHANI: Weil er uns wie ein wilder Wolf zugerichtet hat. JUHANI: Klokkeren rev og sled i os som en gal ulv. 04170
Bottom
04171
Top
MÄKELÄ: Was hat euch denn aber der Propst getan? MÄKELÄ: Men hvad har præsten gjort jer? 04171
Bottom
04172
Top
JUHANI: Keinen Flohstich weh. JUHANI: Ikke så meget som et loppebid. 04172
Bottom
04173
Top
MÄKELÄ: Und trotzdem habt ihr ihn verspottet und durch die unverschämte Schwatzbase, die Schröpfer -Kaisa, beschimpft. Die gröbsten Unflätigkeiten habt ihr ihm durch das fürchterliche Rajamäki-Regiment geschickt und dem ehrwürdigen Mann, dem Seelen-hirten der Gemeinde, reine Sauereien zum Gruß entboten. Ist das nicht eine unglaubliche, freche Dreistigkeit? MÄKELÄ: Og alligevel har I hånet og spottet ham gennem den rap-kæftede og uforskammede Koppe-Kaisa. Gennem det forfærdelige Rajamäki-regiment sendte I de mest svinagtige, ja, nogle helt slyngelagtige bemærkninger som hilsen til en højvelbåren person og præsten for vor menighed; det var en mageløs og enestående frækhed. 04173
Bottom
04174
Top
JUHANI: »Wahr ists, aber noch zu beweisen«, sprach der Kakkinen-Jaakko. Das sag ich aber nicht. JUHANI: »Vist er det sandt, men det må bevises«, sagde Kakkinens Jaako, men sådan siger jeg nu ikke. 04174
Bottom
04175
Top
MÄKELÄ: Jetzt, sollt ihr aber wissen, trifft euch unsres Propstes schwerste Strafe. Jetzt kennt er kein Erbarmen mehr. MÄKELÄ: Men nu bør I vide, at præstens strengeste straf vil ramme jer. Nu har han ingen barmhjertighed med jer. 04175
Bottom
04176
Top
AAPO: Setzt Euch, Mäkelä, so wollen wir die Sache etwas ausführlicher und eingehender besprechen. — Seht mal: kann uns der Propst für die Lügen der Rajamäki-Kaisa in den Block schrauben? Nie und nimmer! Erst müßte auf gesetzlichem Wege festgestellt werden, was wir gesagt und inwiefern wir ihm die Ehre beschnitten haben. AAPO: Sæt Dem ned, Mäkelä, og lad os snakke lidt grundigere og dybere om sagen. Se nu på dette spørgsmål: kan præsten skrue os fast i fodstokken på grund af Rajamäki-Kaisas løgnehistorier? Absolut ikke! Det må bevises ad lovens vej, hvad vi har sagt, og hvordan vi har krænket præstens ære. 04176
Bottom
04177
Top
JUHANI: »Erst die Sach beschauen, dann den Mann verhauen«, das ist selbstverständlich. JUHANI: »Sagen må først bevises, inden manden kan rises«, det er en given ting. 04177
Bottom
04178
Top
MÄKELÄ: Aber eine andre Frage: die Geschichte mit dem Lesen. Die gibt ihm ja nach dem Kirchenrecht eine beträchtliche Macht, die er jetzt in seinem Zorn sicherlich gegen euch zur Anwendung bringen wird. MÄKELÄ: Men det andet spørgsmål, angående læsningen, det giver ham en vis myndighed ifølge kirkeloven, som han nu sikkert i sin vrede vil bruge imod jer. • 04178
Bottom
04179
Top
JUHANI: In dieser Sache steht Gottes Verordnung und Gesetz auf unsrer Seite und tritt solchem Plan entgegen. Seht Ihr, schon im Mutterleibe hat Er uns so harte Köpfe gegeben, daß es uns unmöglich ist, lesen zu lernen. Was soll man machen, Mäkelä? Die Geistesgaben sind hienieden ganz ungleich verteilt. JUHANI: Når det gælder læsningens besvær, så er Guds forordning og lov på vor side, og den forpurrer ethvert forsøg. Ser De, han har allerede i vor moders skød givet os så træge hoveder, at det er umuligt for os at lære at læse. Hvad skal vi gøre, Mäkelä ? Alt for ulige falder åndens gaver i vor lod her på jorden. 04179
Bottom
04180
Top
MÄKELÄ: Daß eure Köpfe besonders hart wären, ist bloße Einbildung von euch. Fleiß und tägliche Übung überwinden schließlich alles. — Euer Vater war einer der besten Leser. MÄKELÄ: Jeres træge hoveder er kun en tom indbildning. Flid og daglig øvelse overvinder alt til sidst. - Jeres fader var et af de bedste læsehoveder. 04180
Bottom
04181
Top
AAPO: Aber unsre Mutter kannte keinen einzigen Buchstaben und ist doch eine rechtschaffene Christin gewesen. AAPO: Men vor mor kendte ikke et eneste bogstav, og dog var hun en god kristen. 04181
Bottom
04182
Top
JUHANI: Und hat ihre Söhne in der Furcht Gottes erzogen und gezüchtigt. Gott segne die Alte! JUHANI: Og opdrog og avede os i gudsfrygt. Herren velsigne den gamle kone! 04182
Bottom
04183
Top
MÄKELÄ: Hat sie nicht versucht, euch durch andre Leute vorwärtszuhelfen? MÄKELÄ: Prøvede hun ikke, hvad andres dygtighed kunne udrette for jer? 04183
Bottom
04184
Top
JUHANI: Sie hat versucht, was sie konnte. Sogar mit Föhrichtmuttchen hat sies versucht. Aber heftig, wie die war, mußte sie uns immer gleich prügeln, und da wurde ihre Stube für uns schrecklicher als eine Trollhöhle. Zuletzt sind wir auch gar nicht mehr hineingegangen, obwohl sie uns schlugen wie glühendes Eisen. JUHANI: Hun gjorde sit bedste; hun prøvede ved hjælp af Fyrreskovs-konen. Men den arrige kælling begyndte straks at garve vore rygstykker, og i vore øjne forvandlede hendes hus sig til den uhyggeligste trolde-rede; til sidst gik vi ikke ind i huset, skønt man tærskede os alt, hvad man kunne. 04184
Bottom
04185
Top
MÄKELÄ: Damals wart ihr auch noch unverständig, aber jetzt steht ihr als Männer da. Und ein vernünftiger, gesunder Mann kann, was er will. Darum zeigt dem Propst und der ganzen Welt, was Mannhaftigkeit vermag. — Über dich aber, Aapo, der du so viel Verstand hast und dem auch diese und jene Kenntnisse nicht fehlen, dessen sichres Gedächtnis alles Sehens- und Hörenswerte behält, über dich muß ich mich wundern, daß du es noch nicht anders angefangen hast. MÄKELÄ: Dengang var I uden synderlig forståelse, men nu står I for jeres egen sag som mænd; en fornuftig og rask mand kan, hvad han vil; derfor må I nu vise både præsten og hele verden, hvad mandighed formår. At du, Aapo, ikke har handlet anderledes, du, der både har en klar forstand og heller ikke mangler kundskaber på et og andet punkt, og hvis skarpe hukommelse husker alt, hvad du ser og hører, det forbavser mig i høj grad. 04185
Bottom
04186
Top
AAPO: Ich weiß doch nur wenig. Na ja, dies und jenes, ja. Unser seliger blinder Oheim erzählte uns ja vielerlei, aus der Heiligen Schrift, von seinen Seereisen und vom Bau der Welt, und da haben wir stets andächtig zugehört. AAPO: Jeg ved kun lidt; nå, jeg ved dog et og andet. Vor blinde onkel, der nu er død, fortalte os mange ting, han fortalte om Bibelen, om sine sørejser og om verdens opbygning, og så lyttede vi altid andægtigt til ham. 04186
Bottom
04187
Top
JUHANI: Mit gespitzten Ohren, wie die Hasen, haben wir zugehört, wenn der Alte von Moses, von den Kindern Israel, von den Ereignissen im Buch der Könige, von den Wundern der Offenbarung redete. »Und das Rasseln ihrer Flügel war wie das Rasseln der Wagen vieler Rosse, die in den Krieg laufen.« Herr-jesses! Wir kennen viele Wunder und Dinge, wir sind ja nicht ganz so wilde Heiden, wie man glaubt. JUHANI: Vi lyttede med strittende øren som harer, når den gamle fortalte os om Moses, Israels børn, begivenheder i Kongernes bog og mirakler i Åbenbaringerne. »Og lyden af deres vinger var som lyd af stridsvogne, når de fare ud til kamp.« Herre Jesus! vi kender mange mirakler og sager og er ikke slet så vilde hedninger, som man tror. 04187
Bottom
04188
Top
MÄKELÄ: Aber mit dem Abc-Buch müßt ihr anfangen, wenn ihr rechtmäßige Glieder der christlichen Gemeinde werden wollt. MÄKELÄ: Men I må begynde med a.b.c.-en for at blive sande medlemmer af den kristne menighed. 04188
Bottom
04189
Top
AAPO: Mäkelä, dort auf dem Brett seht Ihr sieben Fibeln, die in Hämeenlinna gekauft sind und die beweisen, daß wir nach Wissen streben. Der Propst soll nur noch etwas Geduld mit uns haben, dann glaube ich, aus unsrer Sache keimt, sproßt und wächst noch was. AAPO: Mäkelä, på det bræt dér ser De syv a.b.c.-er, som vi har købt i Tavastehus, og det syn beviser, at vi stræber efter lærdom. Præsten må have tålmodighed med os lidt endnu, så tror jeg, at vor sag vil avles, fødes og vokse nogenlunde. 04189
Bottom
04190
Top
JUHANI: Geduld soll er haben, dann will ich ihm den Zehnten doppelt bezahlen, und nie soll ihm zur gesetzlichen Zeit ein gebratener Vogel im Napfe fehlen. JUHANI: Han må være tålmodig, og jeg skal betale ham tiende dobbelt op, og der skal ikke mangle ungt fuglekød i hans skål, i den lovlige tid. 04190
Bottom
04191
Top
MÄKELÄ: Da helfen, glaube ich, Bitten und schöne Versprechungen nichts, wenn ich an seinen eifrigen und gerechten Zorn wider euch denke. MÄKELÄ: Her hjælper sikkert hverken bønner eller fagre løfter, vil jeg tro, når jeg tænker på hans voldsomme og retfærdige vrede imod jer. 04191
Bottom
04192
Top
JUHANI: Was will er und was wollt Ihr denn dann von uns? Schön! Kommt nur mit siebzig Männern her, dann soll das Blut spritzen. JUHANI: Hvad vil han os da, og hvad vil De? Udmærket! Kom bare med halvfjerds mand, og blodet skal sprøjte alligevel. 04192
Bottom
04193
Top
MÄKELÄ: Sagt mir doch aber, wie ihr es anfangen wollt, um die Fibel und den kleinen Katechismus zu lernen, wies unser Propst an erster Stelle bestimmt hat? MÄKELÄ: Men sig mig, hvad I har i sinde at gøre for at lære jer a.b.c.-en og den lille katekismus, der er præstens vigtigste krav. 04193
Bottom
04194
Top
JUHANI: Wir wollens zu Hause beim Föhrichtmutt-chen und ihrer Tochter Venla versuchen. Sie verstehen sich beide gut aufs Lesen. JUHANI: Vi vil prøve, hvad Fyrreskovs-konen eller hendes datter Venla kan lære os herhjemme. De er dygtige læse-kvinder, begge to. 04194
Bottom
04195
Top
MÄKELÄ: Ich will eure Absicht dem Propst mitteilen. Aber geht, wenn euch euer eigner Friede lieb ist, zu ihm und bittet ihn wegen eures frechen Benehmens um Verzeihung. MÄKELÄ: Jeg vil fortælle præsten om jeres planer. Men af hensyn til jeres egen fred bør I gå hen og bede ham om forladelse for jeres uforskammede optræden. 04195
Bottom
04196
Top
JUHANI: Den Paragraphen wollen wir uns überlegen. JUHANI: Vi skal tænke over sagen. 04196
Bottom
04197
Top
MÄKELÄ: Tut, was ich euch sage, und denkt daran: wenn er nicht aufrichtigen, unermüdlichen Fleiß an euch bemerkt, dann sitzt ihr eines schönen Sonntags im Fußblock, im Fußblock an der Kirchenmauer. Nun wißt ihrs. Lebt wohl! MÄKELÄ: Gør som jeg siger og vid, at hvis han ikke sporer en ærlig og flittig stræben hos jer, så sidder I i fodstokken, sidder nok så nydeligt i fodstokken en søndag, ved kirkens stensokkel. Det siger jeg og nu farvel! 04197
Bottom
04198
Top
JUHANI: Lebt wohl, lebt wohl! JUHANI: Farvel, farvel! 04198
Bottom
04199
Top
Tuomas: War das dein voller Ernst, daß du vom Föhrichtmuttchen und der Venla anfingst und fast zur Hälfte versprachst, wir würden vor dem Propst zu Kreuze kriechen? TUOMAS: Var det for fuldt alvor, du snakkede med ham om Fyrreskovs-konen og hendes datter Venla? Var det for fuldt alvor, du næsten lovede, vi skulle gå hen og krybe for præsten? 04199
Bottom
04200
Top
JUHANI: Von Ernst keine Spur und keine Spur von wirklicher Absicht. Ich habe das nur so geredet, um Zeit zu gewinnen. Das Föhrichtmuttchen und Venla sollten unsre Buchstabierhölzer fuhren! Da lachten ja alle Schweine in Toukola. Ihr habt gehört, man droht uns ernstlich mit dem Fußblock, mit dem Schandbal-ken. Tausend Teufel! Soll denn der Mensch nicht nach seiner eignen Kappe in Frieden leben dürfen, wenn er keinem im Wege steht und keinem was von seinem Recht nimmt? Wer kann denn das verwehren? Aber ich sag es noch einmal: Pfaffen und Beamte mit ihren Büchern und Protokollen sind die bösen Geister des Menschen. — Ach, verflucht sei dieser Tag! So treffen uns jetzt über und über die Keulenschläge des Unglücks und die Bosheiten der Menschen. Ich möchte mit dem Kopf gegen die Wand rennen. Oh, du schwarzer Gehörnter! Venla hat uns einen Korb gegeben; ein giftiges Spottlied haben sie auf uns gemacht, der Kantor hat uns gepeinigt wie der Leibhaftige. Die Burschen von Toukola haben uns zerhackt wie Heideland, unsre Rucken sind gespickt worden wie Weihnachtsbraten, und wiejulböcke spazieren wir als einäugige Kobolde umher, mit Lumpen um den Kopf. Und weiter? Unser Elternhaus steht ohne den einzigen Festgenuß des Armen, ohne den zischenden Dampf des Sauna-ofens da. Dort glimmt und qualmt ja die Asche unsrer lieben alten Badestube. Und nun fehlt bloß noch das schlimmste der Gespenster. Hmmh! Mit zehn Löchern grinst uns aus dem Kirchenvorhaus der Fußblock entgegen. Hagel und Blitz! Wenn einem eine solche Horde Quälgeister nicht das Bartmesser an die Gurgel setzt, dann weiß ichs nicht. Oh, du gehörnter Ochse! JUHANI: Ikke så meget som en antydning i den retning og ikke det mindste for fuldt alvor. Knægten her vrøvlede bare sådan for at trække tiden ud. Fyrreskovs-konen eller Venla skulle føre pegepinden her! Så ville selv svinene i Toukola grine. I hørte jo, at man, aldeles sikkert, truede os med fodstokken, med skammens galge. Fanden stå i det! Har en mand ikke lov til at leve i fred og efter sit eget hoved, på sin egen grund, når han ikke står i vejen for nogen eller går andres ret for nær ? Hvem kan forbyde det ? Men jeg siger endnu en gang: præster og embedsmænd med deres bøger og protokoller er menneskenes onde ånder. - Oh, dit sorte svin! Ve, denne forbandede dag! Vi rammes sådan, over hals og hoved, af den hårde skæbnes kølleslag og menneskenes fortrædeligheder, at jeg er lige ved at rende hovedet i væggen. Oh, din sorte tyr! Venla gav os kurven; man har lavet en giftig nidvise om os; klokkeren pinte os som selve satan; Toukola-knægtene bankede os, som var vi en stump hede-jord; prygl fik vi som jule-svin, og nu går vi omkring her som rigtige julebukke; som én-øjede nisser med pjalter om hovedet. Og hvad mere? Nu er vort hjem uden den fattiges eneste fryd, uden badstue-ovnens brusende damp. Derude gløder og ryger jo ruinerne af vor forhen så elskede badstue. Og der er stadig den værste af djævlene tilbage. Hm! Fodstokken griner imod os, i kirkens våbenhus, med sine ti huller. Oh, du klare ild! Hvis ikke en sådan bunke bekymringer fører ragekniven imod en mands strube, hvad gør det så? Oh, du behornede tyr! 04200
Bottom
04201
Top
EERO: Da erinnerst du dich nicht ganz richtig. Der Fußblock hat keine zehn Löcher. EERO: Nu husker du en lille smule forkert; der er ikke ti huller i fodstokken. 04201
Bottom
04202
Top
JUHANI: Wieviel denn? JUHANI: Hvor mange er der da ? 04202
Bottom
04203
Top
AAPO: Wieviel Sterne im großen Bären, wieviel Jungen in Jukola? EERO: Hvor mange stjerner er der i Karlsvognen; hvor mange sønner i Jukola? 04203
Bottom
04204
Top
JUHANI: Sieben Stück sind wir. Also sieben Löcher und sieben Jungen. Na, um so toller. Sieben Löcher! Immer toller! Da seht ihr, wie die Menschen und das böse Schicksal in einer Reihe gegen uns stehen. Sieben Löcher, so groß wie im Mühlstein! Welch ein Spott des harten Schicksals! Aber laßt sie nur alle Pfeile ihres Grimms auf uns abschießen, wir drücken unsre verärgerten Herzen stahlhart zusammen. Laßt sie aus allen Ecken wie die Schlangen ihr Gift nach uns zischen, laßt den Himmel reine Galle auf uns regnen, wir machen die Augen zu, beißen die Zähne aufeinander, brüllen wie wilde Ochsen und stürzen uns auf sie. Und zerrte man uns zuletzt durch die Gewalt der Krone in die Fußzange, dann säße ich mit der größten Freude im Klotze. JUHANI: Vi er syv sønner. Altså syv huller og syv drenge. Nå, så meget desto værre. Syv huller! Altid så meget desto værre. Se bare, hvordan menneskene og en hård skæbne har sammensvoret sig imod os. Syv huller som øjne i en møllesten. Hvilken hån af en hård skæbne! Men lad dem skyde på os med alle deres vredes pile, så gør vi vore hjerter hårde som blinkende stål. Og lad dem puste deres gift på os fra alle sider som slanger, og lad himlen regne lutter galde ned over os, vi styrter dog imod dem, med lukkede øjne, som vilde okser, mens vi skærer tænder og brøler. Og hvis man til sidst slæber os til fodstokken med statens magt, så vil jeg sidde i træklodsen med salig fryd, det vil jeg. 04204
Bottom
04205
Top
AAPO: Warum denn mit Freude? AAPO: Hvorfor med fryd ? 04205
Bottom
04206
Top
JUHANI: Du verstehst ja die Richtergewalt des Zornes nicht, mein Lieber. Die Rache ließe mich alle Schande vergessen. Und auf die Schande haben sies ja abgesehen. Der Gedanke, unserm Herrn Propst mal Blut abzuzapfen, sollte meinem zornigen Mut schmecken wie Honigtau. Und ein Messer oder eine Flinte nähme ich nicht dazu, nein, ich schlüge ihm meine Krallen und Zähne in den Hals wie ein Wolfluchs. In Stücke, in tausend Stücke zerrisse ich ihn und schleckte so meine süße Rache. So machte ichs, und wenn ich zehn Leben hätte und jedes Leben zehn Jahre lang in einem Nagelfaß gerollt würde. Das wäre ja nichts gegen die Wollust meiner Rache. JUHANI: Du forstår ikke, brorlil, vredens dømmende kraft. Hævnens planer får knægten her til at glemme al hån; og det er jo deres hensigt at håne os. Forestillingen om at tappe blod ud af vor hr. præst, det ville smage mit vrede sind som honning-dug. Og ved den lejlighed ville jeg ikke bruge kniv eller bøsse, sådan som manden fra Karjaa gjorde engang, nej, jeg vil hugge ham i struben med klør og tænder som en los. I stumper og stykker, i tusind stumper og stykker ville jeg rive manden, og så kunne jeg rigtig nyde den lækre hævn. Sådan ville jeg gøre, om jeg så havde ti liv, og hvert liv skulle pines ti år i spigertønden. Det ville ikke betyde noget i sammenligning med hævnens lyst. 04206
Bottom
04207
Top
AAPO: Du wühlst dein ganzes Inneres um und um. Armer Bruder, begieß den feuerschäumenden Kessel deines Herzens mit kühlem Wasser aus dem murmelnden Bach der Geduld, der sacht geschlängelt durch die Wiese zieht. AAPO: Du vender jo fuldstændig op og ned på hele dit væsen. Stakkels broder, skyl dit hjertes skoldhede kedel med koldt vand fra tålmodighedens rislende bæk, der bugter sig langsomt hen gennem engen. 04207
Bottom
04208
Top
SIMEONI: Dein Gesicht ist ja pechschwarz, und blutigrot und stechend rollen deine Augen. Hab Erbarmen mit dir. SIMEONI: Du er helt beg-sort i ansigtet, og dine øjne ruller rundt, blodrøde og stikkende. Hav dog barmhjertighed med dig selv. 04208
Bottom
04209
Top
TUOMAS: Gewiß rächen wir uns, wenn man uns auf den Stuhl der Schande setzt. Aber unser Herz habe Frieden, solange das nicht geschehen ist! Noch ist ja nicht alle Hoffnung dahin. TUOMAS: Vist ville vi hævne os, hvis man lod os sidde på skammens sæde, men lad nu vore hjerter være i fred, indtil det sker. Alt håb er ikke ude endnu. 04209
Bottom
04210
Top
JUHANI: Aus einem einzigen Winkel der Welt leuchtet uns noch die Sonne des Friedens. Der Ilvessee dort am Abhang des Impivaara ist der Hafen, zu dem wir aus den Stürmen fortsegeln. Jetzt bin ich entschlossen. JUHANI: Fra et af verdens hjørner stråler endnu fredens dag imod os. Ilvesjårvi, ved foden af Impivaara, er den havn, hvor vi sejler hen, bort fra stormene. Nu har jeg taget min beslutning. 04210
Bottom
04211
Top
LAURI: Das war ich schon voriges Jahr. LAURI: Det gjorde jeg allerede forrige år. 04211
Bottom
04212
Top
EERO: Ich folge euch bis in die tiefste Höhle des Impivaara, wo, wie es heißt, der alte Bergtroll mit seiner hohen Mütze aus hundert Lammfellen Pech siedet. EERO: Jeg følger jer, om det så var til Impivaaras dybeste hule, hvor, efter hvad man siger, den gamle bjergtrold koger beg med en hjælm af hundrede fåreskind på hovedet. 04212
Bottom
04213
Top
TUOMAS: Dahin wollen wir alle ziehen. TUOMAS: Vi flytter allesammen herfra. 04213
Bottom
04214
Top
JUHANI: Dahin ziehen wir und bauen uns eine neue Welt. JUHANI: Vi flytter og bygger os en ny verden. 04214
Bottom
04215
Top
AAPO: Sollte uns die Hand der Obrigkeit dort nicht erreichen? AAPO: Mon ikke øvrighedens klo kan nå os dér? 04215
Bottom
04216
Top
JUHANI: Der Wald schützt sein Getier. Dort sind wir erst, wo wir hingehören. Tief bis ins Innere der Erde vergraben wir uns da wie die Maulwürfe mit ihren winzigen Augen. Und wenn sie Lust haben, uns auch da noch nachzustellen, dann sollen sie erfahren, was geschieht, wenn man sieben Bären in ihrem Bau stört. — Jetzt zum Gerber und den Handel schriftlich abgemacht. Auf zehn Jahre mag unser Hof in andre Hände übergehn. JUHANI: Skoven beskytter sine unger. Først dér står vi på egen grund; dybt som plirrende muldvarpe graver vi os liell ind til jordens marv. Og hvis det skulle fornøje dem at forfølge drengene derhen, skal de snart erfare, hvordan det føles at forstyrre syv bjørne i deres hule. - Og nu af sted til garveren for at bekræfte handlen skriftligt. I ti år overlader vi vor gård i andres hænder. 04216
Bottom
04217
Top
SIMEONI: Ich sehne mich auch nach einer Kammer des Friedens. Brüder, eine neue Heimat und ein neues Herz wollen wir uns im Schoß der Wälder schaffen. SIMEONI: Jeg længes også efter en fredens bolig. Brødre, vi skaber os et nyt hjem og et nyt hjerte i skovenes skød. 04217
Bottom
04218
Top
JUHANI: Alle wie ein Mann! JUHANI: Alle som én! 04218
Bottom
04219
Top
AAPO: Wozu entschließt du dich, Timo? AAPO: Hvad bestemmer du, Timo? 04219
Bottom
04220
Top
TIMO: »Willst du was sein, bleib nicht allein«, sagt das Sprichwort. TIMO: »Som herren er, så følger ham hans svende«, siger ordsproget. 04220
Bottom
04221
Top
AAPO: Ihr zieht fort, und ich sollte als einsame Föhre auf dem Hof von Jukola Zurückbleiben? Ach, zu fest sind alle Wurzeln und Aste meines Wesens mit euerm Kreis verwachsen. Es sei, und hoffen wir das Beste von diesem Auszug. Ich komme mit. AAPO: I flytter bort, og så skulle jeg blive her som en enlig gran på Jukolas gårdsplads ? Ak, hver eneste rod, hver eneste gren i mit væsen er vokset altfor fast til jeres kreds. Lad gå da, og lad os håbe det bedste af den rejse. Jeg følger med. 04221
Bottom
04222
Top
JUHANI: Sehr gut! Jetzt alle zum Gerber und einen schriftlichen Vertrag gemacht. Alle wie ein Mann! JUHANI: Storartet! Nu af sted til garveren alle mand for at udfærdige en lovmæssig kontrakt. Alle som én! 04222
Bottom
04223
Top
Sie brachen zusammen auf, um den Vertrag abzu-schließen, und verpachteten ihren Hof dem Gerber für zehn Jahre. Und schriftlich wurden folgende Punkte vereinbart: Der Gerber eignet und regiert den Hof zehn Jahre lang, die drei ersten ohne jegliche Pacht, danach aber soll er jährlich den Brüdern vierzehn Doppelzentner Roggen entrichten und vor Ablauf der Pachtzeit eine neue Badestube bauen. Frei und überall sollen die Brüder in den Wäldern von Jukola jagen dürfen und jederlei Wild, das nicht gerade Schonzeit hat. Im nördlichen Teil des Hofbereichs, in der Gegend des Impivaara, sollen sie befugt sein zu tun und zu treiben, was ihnen beliebt, sowohl im offnen Land als in den Wäldern. Zu Allerheiligen übernimmt der Gerber den Hof. Aber die Brüder sollen, wenn ihnen der Sinn danach steht, noch den kommenden Winter in ihrem Elternhaus ein Obdach finden. Dies waren die Hauptpunkte im Vertrag. De begav sig af sted i samlet flok for at sætte en kontrakt op og lejede deres gård til garveren for ti år; og følgende paragraffer blev fastsat skriftligt. Garveren har rådighed over gården og driver den i ti år, de tre første år uden vederlag, men derefter betaler han brødrene syv tønder rug årlig og bygger en ny badstue, inden lejemålet udløber. Frit og over alt i Jukolas skove har brødrene ret til at drive jagt på enhver slags vildt, som loven tillader. På den nordlige del af gårdens jorder, omkring Impivaara, har brødrene ret til at leve og gøre, som det passer dem, både med hensyn til jorden og skovene. Allehelgenens dag overtager garveren gården, men brødrene skal dog, hvis de ønsker det, have husly i deres fædrenehjem endnu den kommende vinter. Sådan var kontraktens hovedpunkter. 04223
Bottom
04224
Top
Es kam der November, und der Gerber war mit seinem Fuhrwerk auf dem Hof von Jukola und trat das Regiment für die vereinbarte Zeit an. Die Brüder aber lebten, um dem Propst und seinen Sendboten nicht in den Weg zu laufen, diesen Winter vorzugsweise in den Wäldern, auf ihren Schneeschuhen umherstreifend und jagend, und hatten ihr Quartier in der Köhlerhütte auf der Halde am Impivaara. Der eigentliche Umzug mit dem Pferd und den notwendigen Gerätschaften hatte indes noch nicht stattgefunden. Er sollte vorgenommen werden, wenn der Sommer gekommen war. Doch sorgten sie schon für ihre künftige Hütte: fällten Stämme, die bis zum Frühjahr trocknen sollten, und wälzten für den Sokkel Steine auf die stubbenreiche Halde am Fuß des steilen Bergs. Så kom november måned, og garveren holdt med sine læs på Jukolas gårdsplads og overtog gårdens ledelse for den aftalte tid. Men brødrene, der ville undgå præsten og hans hjælpere, levede hovedsagelig i skovene den vinter, løb på ski og jagede i omegnen; og boede i en kulsvier-hytte på Impi-vaara-heden. Den egentlige flytning med hest og andre nødvendige sager var endnu ikke blevet iværksat. Man havde bestemt, at den skulle finde sted, når sommeren kom. De tumlede dog allerede så småt med deres fremtidige hus: de fældede træer, for at de kunne tørre til foråret, og trillede grundstenene sammen på den afbrændte, stub-fyldte skovmark, ved foden af det stejle bjerg. 04224
Bottom
04225
Top
So verging der Winter, und während der Zeit gelangte von dem Propst keinerlei Befehl, keinerlei Mahnung an die Brüder. Wartete er, oder hatte er sie ihrem Schicksal überlassen? Sådan gik vinteren, og i al den tid fik brødrene ingen som helst befaling eller påmindelse fra præsten. Ventede han, eller havde han overladt dem til deres skæbne ? 04225
Bottom

Kapitel 05 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
05001
Top
Das Frühjahr war gekommen, die Schneewehen waren geschmolzen, mild wehte der Wind, die Erde begann zu grünen, und zarte Blätter sprossen an den Birken. Foråret var kommet, snedriverne var smeltet, vinden blæste blidt, jorden begyndte at blive grøn, og birkelunden fik løv. 05001
Bottom
05002
Top
Die Bruder befinden sich auf dem Umzug vonjukola nach dem Impivaara. Sie wanderten den steinigen, geschlängelten Waldweg, die Flinten auf der Schulter und die Ranzen aus Birkenrinde, in denen ihr Schießvorrat steckt, auf dem Rücken. Voran schreitet Juhani mit den beiden großen, bissigen Rüden von Jukola, Killi und Kiiski. Hinter ihnen geht, den Heukarren ziehend, ihr einäugiges Pferd, der alte Valko, von Timo gefahren. Dem Wagen aber folgen mit ihren Flinten und Ranzen die übrigen Brüder und helfen Valko an den schlimmsten Stellen des Wegs. Ganz hinten kommt Eero, und er trägt im Arm den stolzen Hahn von Jukola, von dem sich die Brüder nicht trennen mochten. Sie nahmen ihn als Stundenweiser mit in die Einsamkeit am Impivaara. Auf dem Wagen erblickt man einen Kasten, Fuchs- und Wolfseisen, einen Kessel und darin zwei Eichen-holzschüsseln, eine Kelle, sieben Löffel und andere Geräte der Kochkunst. Über den Kessel war ein rauher, mit Erbsen gefüllter Sack gelegt; und darauf, ganz oben, zappelte und miaute in einem kleinen Beutel die alte Katze von Jukola. — So zogen die Brüder aus dem Elternhaus weg, wanderten niedergeschlagen und still den mühsamen, steinigen Waldweg. Der Himmel war klar, die Luft ruhig, und bergab eilte schon die Sonnenscheibe dem Westen zu. Brødrene er nu ifærd med deres flytning fra Jukola til Impivaara. De traver hen ad den stenede, snoede skovvej, med bøsserne over skulderen; og på ryggen har de birke-barks-ranslerne, hvor de opbevarer ammunitionen. Juhani går i spidsen og ved siden af ham Jukolas store, bistre hunde, Killi og Kiiski. Bag ved dem, ført af Timo, går brødrenes en-øjede hest, den gamle Valko, der trækker en kærre. Efter læsset følger de andre brødre med bøsserne over skulderen og ranslerne på ryggen; og de hjælper Valko over de værste steder på vejen. Til sidst kommer Eero; han bærer i sin favn Jukolas stolte hane; brødrene ville ikke skilles fra den og har taget den med til Impivaaras ødemarker som tidsmåler. På kærren ses en kiste, ulve- og rævesakse, en gryde, og i gryden to egetræsfade, en slev, syv skeer og andre sager, der har med kogekunsten at gøre. Gryden var dækket af en grov sæk, fyldt med ærter, og aller-øverst oppe hoppede og miavede Jukolas gamle kat i en lille pose. - Sådan forlod brødrene deres gamle hjem, traskede mismodige og tavse hen ad den knudrede og stenede skovvej. Himlen var klar, luften stille, og i vest rullede allerede solens hjul ned ad bakke. 05002
Bottom
05003
Top
JUHANI: Der Mensch ist ein Seefahrer auf dem stürmischen Meer des Lebens. Ja, und so segeln auch wir jetzt aus den trauten Winkeln des Elternhauses fort, segeln auf unserm Karrenschiff durch unwegsame Wälder der schroffen Insel des Impivaara entgegen. Ach! JUHANI: Mennesket er en søfarer på livets stormfulde hav. Nu sejler vi også bort fra vort kære barndomshjem, sejler med vort vogn-skib gennem de vildene skove imod Impi-vaaras stejle ø. Ak! 05003
Bottom
05004
Top
TIMO: Es fehlt ja nicht viel, so wisch ich alte Kröte mir auch Tränen von den Backen. TIMO: Der mangler ikke meget i, at jeg, jeg arme frø, også begynder at tørre tårerne af mine kinder. 05004
Bottom
05005
Top
JUHANI: Das wundert mich nicht, wenn ich in dieser kummervollen Stunde in meine eigne Brust schaue. Aber das hilft ja alles nichts, sondern hart muß das Männerherz sein wie weißer Kiesel. Als Pilger ist das Menschenkind auf dieser Erde geboren, drum hat es keine bleibende Stätte hier. JUHANI: Det forbavser mig ikke, efter at jeg har set ind i mit eget bryst, i denne sorgens stund. Men det nytter ikke noget her i denne verden: mandens hjerte må stadig være hårdt som en hvid rullesten. Mennesket er født til vandringsmand, har ej blivende sted her på jorden. 05005
Bottom
05006
Top
TIMO: Es spaziert hier kurze Zeit herum, schwankt und wankt hin und her, bis es zuletzt hintorkelt und krepiert wie die Ratte an der Wand. TIMO: Det vandrer omkring her en stakket stund, vender sig og drejer sig, indtil det omsider synker sammen og forsmægter som en rotte ved foden af muren. 05006
Bottom
05007
Top
JUHANI: Richtig gesagt, klug geredet! JUHANI: Rigtigt sagt, klogt sagt! 05007
Bottom
05008
Top
SIMEONI: Ja, wenn das nur alles wäre; aber dann! SIMEONI: Og hvis det så var alt, men så begynder det først! 05008
Bottom
05009
Top
JUHANI: Kommt die Frage nach unsern Pfunden, wolltest du sagen. Ja! JUHANI: Så bliver der tale om vore pund, ville du sige. Sandt nok! 05009
Bottom
05010
Top
TIMO: Dann heißt es ohne List und Hinterhältigkeit: liier bin ich, und hier ist, o Herr, dein Pfund. TIMO: Så skal det siges uden mindste svig eller list: her er jeg, og her, Herre, er dit pund. 05010
Bottom
05011
Top
SIMEONI: Der Mensch sollte immer an sein Ende denken; aber er ist verstockt. SIMEONI: Et menneske burde altid tænke på sit endeligt, men det er forhærdet. 05011
Bottom
05012
Top
JUHANI: Verstockt, verstockt! ja, das ist nicht zu leugnen. Aber, Herr Gott! so sind wir nun mal alle unterm Himmel. Wir wollen aber versuchen, ernstlich weiterzuleben, wie es sich für gottesfürchtige Männer schickt, wenn wir uns hier erst richtig eingelebt und uns eine warme Friedenshütte geschaffen haben. Laßt uns ein festes Bündnis schließen, Brüder, und alle sündhaften Streiche, allen Haß, allen Zank und alle Feindschaft aus diesem Vogelheim hier verbannen. Weg mit Haß, Zank und Hochmut! JUHANI: Forhærdet, forhærdet, det kan ikke nægtes. Men sådan er vi allesammen, Gud bedre det, under denne himmel. Lad os dog herefter for alvor beflitte os på at leve, som det anstår sig fromme helte, når vi først rigtig har indrettet os her og fået os en varm fredens bolig. Lad os, brødre, slutte et fast forbund og feje alle syndens påfund tilside, al ondskab, al kiv og alt had, her i vor fuglerede. Bort med ondskab, had og hovmod. 05012
Bottom
05013
Top
EERO: Und Prunk. EERO: Og prunk. 05013
Bottom
05014
Top
JUHANI: Ja! JUHANI: Ja! 05014
Bottom
05015
Top
EERO: Und den feinen, sündigen Kleidern. EERO: Og prægtige, syndige klæder! 05015
Bottom
05016
Top
JUHANI: Ja! JUHANI: Ja, netop! 05016
Bottom
05017
Top
EERO: Mit den federnden Kirchenkaleschen und all dem schönen Kirchenklimbim. EERO: Fjedrende kirke-gigge og alt det prangende kirkeflitter. 05017
Bottom
05018
Top
JUHANI: Was? Was sagst du da? JUHANI: Hvad ? Hvad snakker du om ? 05018
Bottom
05019
Top
SIMEONI: Er stichelt wieder. SIMEONI: Han spøger igen. 05019
Bottom
05020
Top
JUHANI: Ich merk es wohl. Hüte dich, ich kriege dich beim Schlafittchen — das heißt, wenn ich mich um Narrengeschwätz kümmerte; aber dann wäre ich ja kein Mann, wahrhaftig kein Mann. — Wie hältst du den Hahn, du verflixter Satansbengel? Weshalb kra-keelt denn das arme Tier? JUHANI: Ja, det mærker jeg. Pas på, jeg ikke griber dig i nakkeskindet, det vil sige, hvis jeg altså brød mig om sådan en tåbes snik-snak, men så ville jeg ikke være nogen rigtig mand, nej, sandelig ikke. — Hvordan er det, du behandler den dér hane, din forbistrede lømmel? Hvorfor jamrer det arme dyr? 05020
Bottom
05021
Top
EERO: Ich habe ihm nur den Flügel zurechtgelegt, der hing herunter. EERO: Jeg ordnede bare vingen, der hang ned. 05021
Bottom
05022
Top
JUHANI: Wart, ich leg dich auch gleich zurecht. Hüte dich, ich kriege dich beim Kragen. Ihr müßt wissen, daß dieser Hahn im ganzen Sprengel am besten seines Amtes waltet; immer genau und zuverlässig. Zum erstenmal kräht er um zwei Uhr, zum zweitenmal um vier, und dann ists die beste Zeit zum Aufstehen. Dieser Hahn wird uns hier in der Einöde viel Freude machen. — Und dann die Katze hoch oben auf der Fuhre! Ach, du Matti-Junge! Da schaukelst du und wackelst und guckst zum Sack heraus und miaust so kläglich. »Ach, armer Rappen, alter Lappen!« Du hast ja nicht mehr viele Tage hier herumzukrauchen. Deine Augen werden schon ganz matt, und rauh klingt dein Miauen. Aber vielleicht erholst du dich wieder, wenn du dich erst über die feisten Waldmäuse hermachen kannst. Ja, das hoff ich. Ihr, Killi und Kiiski, tut mir aber von allen doch am meisten leid. Wie wir selbst seid ihr auf Jukola empfangen, geboren und aufgewachsen, wie unsre eignen Brüder aufgewachsen. Ach, was schaut ihr mich so glühend an. Ja, Killi, ja, mein lieber Kiiski, ja! Und den Schwanz schwingt ihr so vergnügt! Ihr wißt freilich nicht, daß wir jetzt unser schönes Vaterhaus verlassen. Ach, ihr Ärmsten! Ich muß weinen, weinen muß ich. JUHANI: Jeg skal også straks ordne dig en kende. Pas på, jeg ikke tager dig i nakken. Vid, at det er den bedste hane i hele vort herred til at passe sit hverv; altid nøjagtig og pålidelig. Den galer første gang klokken to, anden gang klokken fire, og det er den bedste tid at stå op på. Den hane får vi megen glæde af her midt i ødemarken. - Og katten deroppe på toppen aflæsset! Ak, stakkels Matti-fyr! Dér svinger og dingler du og kigger ud af hullet i din pose og miaver så sørgeligt. »Ak, du, din stakkels stodder, din gamle odder«, du har næppe mange dage tilbage at liste omkring i her på jorden. Dine øjne er allerede blevet så mørke, og din miaven lyder så hæst. Men du kvikker måske op endnu en gang, når du springer i nakken på de fede skovmus. Det håber jeg. Men jer, Killi og Kiiski, har jeg nu mest medlidenhed med. I er, som vi selv, avlede, fødte og opvoksede på Jukola; vokset op som vore egne brødre. Ak, hvor brændende stirrer I ikke ind i mine øjne! Ja, Killi, ja, du, min Kiiski-knægl ! Og I vifter så fornøjet med jeres haler. Nå, I ved ikke, at vi nu forlader vort herlige hjem. Ak, 1 sølle stakler! Jeg må græde; jeg må. 05022
Bottom
05023
Top
TIMO: Denk daran, was du eben selber geraten hast. Laß dein Herz stark bleiben, stark bleiben. TIMO: Husk, hvad du rådede dig selv til for lidt siden. Gør dit hjerte hårdt, gør dit hjerte hårdt. 05023
Bottom
05024
Top
JUHANI: Ich kann nicht, ich kann nicht, denn ich verlasse ja das liebe Vaterhaus. JUHANI: Jeg kan ikke, jeg kan ikke, når jeg forlader det kære hjem. 05024
Bottom
05025
Top
TUOMAS: Ja, dieser Tag greift einen an. Aber der Impivaara wird vielleicht bald unser zweites und vielleicht ebenso teures Heim sein. TUOMAS: Vist tynger denne dag på en mands sind; men i Impivaara får vi snart et andet hjem, og det bliver os måske hurtigt lige så kært. 05025
Bottom
05026
Top
JUHANI: Was sagst du, Bruder? Nirgends auf Erden und im Himmel gibt es einen so teuren Fleck wie den, wo wir geboren und aufgewachsen sind und auf dessen Boden wir uns als kleine Milchbärte herumgesielt haben. JUHANI: Hvad sagde du, min broder ? Hverken på jorden eller i himlen findes der et sted så elsket som det, hvor vi er født og vokset op, og på hvis marker .vi tumlede os som små purke med mælkeskæg. 05026
Bottom
05027
Top
AAPO: Freilich zerreißt uns die Abschiedsstunde das Herz; ist doch sogar dem Hasen der Heimatbusch teuer. AAPO: Ja, afskedsstunden knuser vore hjerter, det er sandt, for også haren har den hjemlige busk kær. 05027
Bottom
05028
Top
JUHANI: Wie sprach die Hasenmutter, als sie sich wieder trächtig fühlte und ihr Söhnchen von sich fortwies, vor den Kommenden fortwies? JUHANI: Hvad var det hare-moderen sagde engang, da hun påny følte, hun var drægtig, og bad sin lille unge om at drage bort for at give plads til de kommende småfyre? 05028
Bottom
05029
Top
TIMO: Mache dich nun auf die Beine, lieber Sohn, guter Kleiner, und merk dir stets, was ich dir sage: »Wo es Ruten gibt, gibts Schlingen, wo ein Loch, da eine Falle.« TIMO: »Stik nu af, min søn, min kære, lille søn, og husk altid, hvad jeg siger: »dér, hvor riskvistene er, dér er snaren, og dér, hvor hullet er, dér er fælden«. 05029
Bottom
05030
Top
JUHANI: So sprach sie zu ihrem Söhnchen, und da trollte sich der Kleine, trippelte und trottete über die Halde, an der Heide hin, trippelte, die geschartete Lippe unschuldig verzogen. So wanderte er aus dem Vaterhaus, und traurig sah der Abend drein. JUHANI: Sådan sagde hun til sin søn, og knægten luntede af sted ; han luntede, han stavrede af sted hen over lysningen og langs hedens rand med et ærligt grin om sin spaltede læbe. Sådan forlod han sit hjem, og aftensolen skinnede så sørgeligt. 05030
Bottom
05031
Top
EERO: Das war Jussi Häschen Klein. EERO: Det var hare-jussi! 05031
Bottom
05032
Top
JUHANI: Meinetwegen ja. — So zog er aus dem Vaterhaus, und so ziehen wir auch davon. Lebe wohl, Vaterhaus! Deine Treppe, deinen Misthaufen möcht ich jetzt küssen. JUHANI: Nå, ja, lad det nu være. - Sådan forlod han sit hjem og således forlader vi også vort. Farvel, hjem! Nu kunne jeg kysse din trappe og din mødding! 05032
Bottom
05033
Top
AAPO: Jawohl, mein Lieber. Aber nun wollen wir versuchen, den Trübsinn zu verscheuchen. Gleich geht es tüchtig an die harte Arbeit, dann krachen die Stämme, die Äxte schallen, und zum Himmel empor steigt eine stolze Hütte auf der Impivaarahalde, mitten in den finsteren Wäldern. Seht: wir sind ja schon im dichten Bruchwald, unter den brausenden Tannen. AAPO: Ja, min broder. Men lad os prøve på at jage denne dysterhed bort fra vort sind. Vi står snart midt i det strenge slid og slæb; snart brager træstammerne, økserne smælder, og oppe på Impivaara-heden, midt i skovenes dyb, rejser sig et prægtigt hus imod himlen. Se: vi vandrer jo allerede i den barske ødemark, i granernes sus. 05033
Bottom
05034
Top
So redeten sie auf ihrer Wanderung durch den düstern Odwald. Allmählich aber hob sich die Gegend, und ihr Weg schlängelte sich unter den Bäumen den hohen Teerimäki hinan. Hier und dort sah man bemooste Felsenhänge, den Grabhügeln von Riesen gleich, und ringsumher sauste es in den niedrigen Föhren mit starken Wurzeln. Heftig rüttelte der steinige Weg den Wagen und die Schultern des alten Valko durcheinander, und stellenweise konnte das Auge kaum mehr die früheren Radspuren erkennen. Über den Hügel ging der Weg; denn zu beiden Seiten breiteten sich grundlose Sümpfe aus. Die Bruder aber taten auch selbst ihr möglichstes, um dem alten einäugigen Zugtier die Last zu erleichtern. Endlich kamen sie auf dem Rücken des Hügels an, ließen Valko eine Weile verschnaufen und schauten selber über das ebene Gelände hinab. Ihr Blick traf ferne Dörfer, Wiesen, Äcker, blauende Seen und am Rand der Wälder gen Abend den hohen Kirchturm. Im Süden aber leuchtete vom Abhang einer Anhöhe der Jukolahof herüber wie ein verlorenes Paradies. Und sehnsuchtsvolle Gedanken erfüllten den Brüdern von neuem die Brust. Schließlich wandten sie ihre Augen nordwärts, und da zeigte sich ihnen der hohe Impivaara, seine jäh aufsteigende Wand, seine finstern Schluchten und die bärtigen, von den Stürmen zerzausten Tannen, die in den Berglehnen standen. Aber am Fuß des Berges sahen sie eine einladende, mit alten Stubben bedeckte Halde, ihre künftige Wohnstätte, und weiter unten einen Bruchwald, der ihnen schlanke Stämme für den Bau ihres Hauses versprach. Alles das sahen sie, sahen zwischen den Kiefern den klaren Ilvessee und die lächelnde Sonne vor dem Untergang über dem nordwestlichen Absturz des Berges leuchten. Und ein froher Hoffnungsschimmer strahlte aus ihren Augen und hob ihnen wieder die Brust. Sådan snakkede de sammen, mens de vandrede gennem den dystre skov. Men efterhånden steg terrænet, og deres vej bugtede sig op til et højtliggende, skovbevokset område, der blev kaldt for Teerimäki. Her og dér så man mosgroede klippetoppe, der af form lignede kæmpernes gravhøje, og som var omgivet af lave, rodfyldte graner, der susede i vinden. Vognen og den gamle Valkos bove rystede voldsomt på den stenede vej, hvor øjet mange steder knap nok kunne skimte de forrige hjulspor. Vejen gik op over åsen, for bundløse sumpe bredte sig til begge sider. Men brødrene gjorde også selv deres bedste for at gøre læsset lettere for det gamle, enøjede trækdyr. Til sidst nåede de op på bakketoppen, lod Valko puste lidt ud og stirrede ned på verdens åbne vidder. Deres øjne skuede fjerne byer, enge, marker, blånende søer og mod vest, i skovens kant, kirkens knejsende tårn. Men mod syd, på en bakkeskråning, skimtede man Jukola-gård som et tabt lykkens land; og længselsfulde tanker fyldte påny brødrenes bryst. Men omsider vendte de blikket mod nord ; og dér så man det høje Impivaara, de stejle skråninger, dets mørke kløfter og de skæggede, storm-forrevne graner, der stod på bjergets sider. Men ved bjergets fod så de en smuk rydning, fuld af stubbe; deres kommende boplads; og neden for rydningen en skov, der kunne forsyne dem med solide stammer til deres hus. Alt dette så de; de så den klare Ilves-sø mellem fyrretræerne; og hvordan den strålende sol, der var ved at gå ned, lyste fra bjergets nordvestlige skrænt; og håbets herlige glimt blinkede i deres øjne og fik påny deres bryst til at svulme. 05034
Bottom
05035
Top
Dann zogen sie weiter, und immer rüstiger eilten sie ihrer neuen Heimat entgegen. Der Hügel neigte sich, und die Heide lenkte in einen Fichtensaal ein, wo Heidekraut, Preiselbeerbüsche und welkende Gräser in buntem Flor die widerhallende Erde verhüllten. Es kam ein sandiger, gebahnter Weg, der vom Gutshof Viertola zum Kirchdorf führte. Diesen überschritten sie und verfolgten ihren Waldpfad weiter, der über den Heidelandrucken lief. Derfra gik de nu videre og begyndte, med stadig større fart, at skynde sig hen mod deres nye hjem. Terrænet sænkede sig, og de kom til fyrretræernes søjlerække på heden, dér, hvor den gungrende jord skiftevis var dækket af lyng, tyttebær-ris og visnende stargræs. Så kom de til en sandet, anlagt vej, der førte fra Viertola herregård og til kirken; den krydsede de og fulgte deres egen skovvej, der gik op over hede-åsen. 05035
Bottom
05036
Top
AAPO: Dies ist die Heide, auf der, wie die alten Leute erzählen, vor langen Jahren einmal der Gerichtssaal der Schlangen stand. Da saß als Richter ihr König, die überaus seltene weiße Natter, mit einer unvergleichlich kostbaren Krone auf dem Kopf. Diese Krone aber raubte ihnen, wie die Sage geht, ein kühner Reitersmann. AAPO: Her er den hede, hvor, efter hvad gamle folk fortæller, slangernes retssal lå engang i svundne tider. Dér sad som dommer deres konge, den yderst sjældent-sete, hvide slange med en umådelig kostbar krone på sit hoved. Men engang røvede en dristig rytter denne krone fra dem, efter hvad sagnet fortæller. 05036
Bottom
05037
Top
Und während sie über den Heidelandrücken nach dem öden Sompiomoor hinabzogen, erzählte ihnen Aapo folgende Sage: Es kam einmal ein Reiter, der sah auf der Heide den Schlangenkönig mit der funkelnden Krone auf dem Haupt. Er ritt herzu, nahm mit der Schwertspitze dem König die Krone vom Kopf, spornte sein Pferd und eilte wie die Wolken im Winde mit seinem Kleinod hinweg. Die Schlangen aber zauderten auch nicht, sondern setzten sofort grimmig dem frechen Räuber nach. Zischend schwebten sie, zu Ringen zusammen -gerollt, dahin und tausend Kreisel wirbelten da hinter dem Reiter her, wie die Wurfscheibe auf der Landstraße von den Burschen geschleudert dahinwirbelt. Bald hatten sie den Reiter eingeholt, schon scharten sie sich ym die Füße des Pferdes dicht zusammen, schnellten ihm in die Weichen hinauf, und groß war die Gefahr für den Mann. In seiner Not warf er ihnen seinen Hut als Köder hinunter, den sie auf der Stelle in Stucke rissen und in wilder Wut auffraßen. Doch half ihm das nicht lange, bald wirbelten die Schlangen wieder hinter ihm her, und der Sand stob vom Wege hoch empor. Und immer toller spornte der Mann sein keuchendes Roß; in Strömen floß dem stattlichen Hengst das Blut aus den zerfetzten Weichen, und aus dem Maul drang ihm gischender Schaum. Der Reiter floh in den Wald, aber der Wald konnte den Zug seiner Feinde nicht hemmen. Es kam ihm ein Strom entgegen, sausend ritt er in seine Strudel, und schnell trug ihn der Hengst hinüber. Auch den Schlangen trat der Strom entgegen, aber brausend wie viele Wasserfälle stürzten sie sich in den Schoß der Wellen, schwammen mit Sturmeseile hindurch, und weiße Gischt stieg hoch zum Himmel auf. Der Reiter sprengte immer vorwärts, und immer verfolgte ihn das rasende Schlangenheer. Da erblickte er in einiger Entfernung vor sich eine Schwendlohe; und auf das Feuer zu spornte er jetzt sein Pferd, und, in seinen von dem Strom durchnäßten Mantel gehüllt, brach er mitten in die Flammen hinein; die Schlangen blieben aber keinen Augenblick zurück. So schwebte der reitende Himmelsheld wie durch vergoldete Wolken. Noch einmal schlug er dem Hengst die Sporen in die Weichen, und noch einmal stürmte er vorwärts; dann fiel das schnaubende Tier, um für immer das heiße Spiel des Lebens zu vergessen. Der Mann aber stand im Freien, gerettet aus dem Feuer und vor seinen schrecklichen Feinden; es hatte ja das Feuer die unzählbare Schar der Schlangen verzehrt. Da stand der Held mit jubelndem Blick und hielt in der Hand das kostbare Kleinod. Og Aapo fortalte dem følgende sagn, da de vandrede langs hede-åsen og ned mod den øde Sompio-sump. Der kom altså en rytter, og på heden så han slangernes konge, der havde en skinnende krone på hovedet. Han red hen imod ham, snappede kronen fra kongens hoved med spidsen af sit sværd, sporede sin hest og stormede af sted med sin kostbarhed som båret af blæsten og skyerne. Men slangerne var heller ikke sene i vendingen; de begyndte straks, rasende, at forfølge den frække røver. De ilede susende af sted, rullet sammen i ringe, og tusind tøndebånd snurrede af sted i rytterens spor som triller, kastet af drengene, når de leger på landevejen. De nåede snart rytteren, myldrede allerede tæt omkring hestens ben og hoppede op imod dens flanker; og manden var i stor fare. I sin nød kastede han sin hat ned til dem som lokkemad, og de sønderrev den straks i deres rasende vrede. Men dette kneb hjalp ikke manden ret længe; snart ruller slangerne påny i hans spor, og vejens sand hvirvler højt i vejret. Stadig heftigere sporede helten sin stønnende hest ; blodet løb som en strøm fra den prægtige hests sønderrevne flanker, og skummende fråde sprøjtede ud af dens mund. Rytteren flygtede ind i skoven, men den hindrede ikke hans fjenders fart. Han nåede en flod, med et plask red han ud i dens strømhvirvler, og hingsten førte ham hurtigt over den. Slangerne nåede også floden og styrtede sig, med mange vandfalds larm, i bølgernes skød og svømmede over den med stormens hast; og det hvide skum stod højt i vejret. Manden red videre, stadig forfulgt af slangernes rasende skare. Et stykke vej forude så han en heftigt-blussende svedjebrand, og nu sporede han sin hest hen imod ilden; og idet han hyllede sig i sin kappe, der var blevet våd af flodbadet, styrtede han sig ind i luernes favn, men slangerne opgav ikke cl øjeblik forfølgelsen. Sådan stormer himlens ridende helt gennem guldskyerne. Endnu en gang satte han sporerne i hestens Hanker, og endnu en gang fløj han fremad, men så styrtede den prustende hingst og glemte for bestandig livets hellige strid. Men manden stod nu i fri luft, frelst fra ilden og sine frygtelige fjender, for ilden havde brændt slangernes utallige skare. Dér stod nu helten med et jublende blik og den vidunderlige skat i hånden. 05037
Bottom
05038
Top
AAPO: Das ist die Sage von der Krone des weißen Schlangenkönigs hier auf der Teerimäki-Heide. AAPO: Det var sagnet om den hvide slanges krone, her på T eerimåki-heden. 05038
Bottom
05039
Top
JUHANI: Eine prachtvolle Sage und ein noch prachtvollerer Mann, daß er dem König die Krone vom Kopf riß und sie sich schließlich auch erkämpfte. Ein famoser Kerl! JUHANI: Et prægtigt sagn og en endnu prægtigere mand, der snappede kronen fra slangens hovedbog til sidst selv fik den i eje. En vidunderlig mand! 05039
Bottom
05040
Top
TIMO: Selten sieht hier einer die Schlange. Aber wer sie sieht, wird, so sagen die alten Leute, unvergleichlich weise. TIMO: Kun få mennesker ser den slange her, men den, der ser den, bliver vældig klog, efter hvad gamle folk siger. 05040
Bottom
05041
Top
JUHANI: Er wird auch erzählt: wer im Frühjahr vor dem ersten Kuckucksruf die Richterschlange fängt, sie kocht und ißt, der versteht die Rabensprache und erfährt alles, was ihm später zustoßen wird. JUHANI: Man siger også: den, der ved forårstid, inden gøgen er begyndt at kukke, får fat i denne dommer-slange, koger den og spiser den, han forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der senere vil ske ham. 05041
Bottom
05042
Top
EERO: Ja, und es wird auch erzählt: wer all das im Frühjahr nach dem ersten Kuckucksruf tut, der versteht die Rabensprache und erfährt alles, was ihm früher zugestoßen ist. EERO: Man siger også således: den, der ved forårstid, efter at gøgen har kukket, gør alt det dér, den mand forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der er hændt ham forinden. 05042
Bottom
05043
Top
JUHANI: Ach, lieber Bruder, was redest du da für dummes Zeug! Weiß das nicht jedermann, auch wenn er keinen Bissen Schlangenfleisch gegessen hat? Da hat Eero wieder mal gezeigt, wie es eigentlich mit seinem Verstande ist, der dumme Schöps. »Der erfährt, was ihm früher zugestoßen ist.« Stammt so ein Gedanke aus dem Kopf eines Mannes? O weh, der arme Kerl! JUHANI: Ak, brorlil, hvor snakkede du dog dumt! Som om ikke enhver vidste det uden at spise så meget som en bid slangekød? Se, nu viste Eero endelig, hvad han egentlig er værd med hensyn til hjerne; en dum vædder. »Han får at vide, hvad der er sket ham forinden«. Kan denne tanke stamme fra en mands hjerne? Ak, du, din sølle knægt! 05043
Bottom
05044
Top
AAPO: Laß doch, Juhani. Entweder hat er aus Dummheit so geredet, oder er versucht, sich wieder einmal über uns lustig zu machen, einerlei: jedenfalls hat er da einen beachtenswerten Gedanken geäußert. Laß uns mal seine Worte prüfen, ich glaube, wir können eine gute Lehre hervorangeln. Zu wissen, was einem begegnet ist, ist ja in einer Hinsicht große Weisheit. Wenn du verständig prüfst, was von der Saat vergangener Tage nützliche, was schädliche Frucht gebracht hat, und danach dein Leben, deine Arbeit und Beschäftigung einrichtest, dann bist du wirklich ein weiser Mann. Wären uns die Augen bloß früher aufgegangen: ich glaube, dann lungerten wir hier nicht als Auswanderer herum. AAPO: Bryd dig ikke om det, Juho. Enten sagde han en dumhed, eller også vendte og drejede han sine ord drilagtigt som sædvanlig; men hvordan det så end forholder sig, så fremsatte han i hvert fald en bemærkelsesværdig tanke for os. Lad os prøve på at granske hans udtalelser, og jeg tror næsten, vi kan fiske nogen visdom ud af dem. At vide, hvad der er sket, det er, set fra et vist synspunkt, en stor visdom. Hvis du klogt overvejer om en sæd, sået i svundne dage, har båret gavnlige eller skadelige frugter og indretter dit liv, dit arbejde og dit slid derefter, så er du en klog mand. Hvis vore øjne også var blevet åbnet noget før, så tror jeg næppe, vi nu traskede af sted her som udvandrere. 05044
Bottom
05045
Top
JUHANI: Hier wie Wolfswelpen unter freiem Himmel. Aber getan ist getan. JUHANI: Som ulveunger under åben himmel. Men gjort er gjort. 05045
Bottom
05046
Top
TUOMAS: Was wir in Jukola verloren haben, das holen wir uns am Impivaara wieder. — Alle Mann hierher an die Fuhre und unserm Valko geholfen, so lange wir im Moor sind. Alle hierher! Das Wagenrad sinkt ja mit jedem Schritt eine Spanne tief in den schlammigen Boden. TUOMAS: Det, vi mistede i Jukola, det tager vi igen på Impivaara-heden. - Herhen, hele brødreflokken og lad hver mand slå kløerne i læsset og hjælpe vor Valko, så længe sumpen varer. Herhen, alle mand! Vognhjulene synker jo et helt spænd ned i den sumpede jord. 05046
Bottom
05047
Top
Sie waren redend die Heide hinabgestiegen, hatten die weite Brache des Seunala-Matti, dann den dichten Fichtenwald durchquert und standen nun am Rand des Sompiomoors. Düster sah es aus; auf der weiten Fläche wechselten schlammige, sumpfige Lachen mit weichen Bülten, dem Heim der Moosbeere, und hier und dort stand eine niedrige, welkende Birke und nickte traurig mit dem Haupt im Abendwind. Nach der Mitte zu aber war das Moor am schmälsten, und hier wurde der Boden auch fester und härter. Es standen da kurze Kiefern im moosigen Gewand, und auf den Bülten dunkelgrüner stark duftender Porst. Und über diese Enge lief der mühsame Pfad nach dem entgegengesetzten Rand des Moors, wo wieder der finstere Bruchwald begann. Auf diesem Weg setzten die Brüder hinüber. Die einen zogen neben Valko an der Deichsel, die ändern schoben die Fuhre. Schließlich, wenn auch mit viel Mühe, erreichten sie den Rand des Moores und marschierten wieder auf trocknem Boden den wurzelüberzognen Weg durch das Dickicht, der ungefähr fünfhundert Schritt währte. Zuletzt aber glänzte die ebene Fläche der stubben-reichen Halde vor ihnen, und sie standen an ihrem Ziel, am Fuß des zerklüfteten Berges. Mens de snakkede således sammen, var de vandret ned fra heden, var gået over Seunala-Mattis vidtstrakte lysning, derefter gennem en tæt granskov og stod nu ved kanten af Sompio-mosen. Dyster så denne mose ud; på dens overflade vekslede mudrede, sumpede huller med mostuer og klynger af tranebær; her og dér stod en lavstammet, halvvisnet birk, der nikkede sørgmodigt med hovedet i aftenvinden. Men i midten var mosen smallest, og dér var jorden mest fast og hård. Dér stod nogle små, mosklædte fyrretræer, og på tuerne groede buske af mørkegrøn, stærkt-duftende pors. Over denne strækning løb en ussel vej til mosens anden bred, hvor den mørke skov begyndte igen. Brødrene gik nu over mosen ad denne vej. Nogle af dem trak i skaglerne ved Valkos side, mens andre skubbede bag på vognen. Endelig, om end med besvær, nåede de den anden side af mosen og gik nu atter på tør grund, langs skovens rodfyldte vej, der havde en længde på henved fem hundrede skridt. Men til sidst lyste det stubbede svedjelands åbning foran dem, og de stod på det udvalgte sted, neden for bjerget med de mange huler. 05047
Bottom
05048
Top
Hier hatte einst der Großvater der Brüder, ein tüchtiger Roder, tapfer geschwendet und ansehnliche Kohlenmeiler zum Rauchen gebracht. Viele Stämme hatte er rings um den Berg gefällt und verbrannt, mit seiner Reisigegge manches Stück schwarzen, besäten Landes bearbeitet und zuletzt die schweren Halme in seiner Korndarre geborgen. Eine Brandstätte dort am Rand der Halde bezeichnete noch immer den Platz, wo seine Waldscheune gestanden hatte, aus der er das fertige Getreide gleich nach Hause brachte, während er Stroh und Spreu bis zur Winterschlittenbahn zurückließ. Aber eine Strecke von den Resten der Darre entfernt, dort auf der Grenze zwischen Halde und Wald, sah man die schwarze Sohle eines Meilers, mächtig groß, wo er aus den Stämmen der Schwende klirrende Kohlen gebrannt hatte. So hatte sich der tüchtige Jukolabauer hier manchen glühenden Sonnentag gemuht und geschunden und sich oft den perlenden Schweiß von der Stirn gewischt. In der Nacht aber hatte er als Wächter seines eignen Meilers in der torfgedeckten Hütte geruht. Eben diese Köhlerhütte war es, die sich die Brüder jetzt zur einstweiligen Wohnstatt ausersehen hatten. Her havde forhen brødrenes bedstefar, en storartet slider, dyrket svedjeland og ladet røgen stige til vejrs fra vældige kulmiler. Han havde fældet og brændt mange stykker svedjeland omkring dette bjerg; med sin risharve harvet mangen en sort, tilsået mark og til sidst bjærget de korn-tunge aks i sin lade. Ruinen i kanten af lysningen viste endnu det sted, hvor hans skov-lade havde stået, og hvorfra han straks havde hjembragt den færdige sæd, mens han lod strået og avnerne ligge i vente på vinterføre. Men et stykke fra ladens ruiner, på grænsen mellem lysningen og skoven, ses milens mørke bund, en vældig stor mile, hvor han brændte klingende trækul af svedjelandets afbarkede stammer. Således havde Jukolas forrige, statelige husbond slidt og slæbt her, under mangen en brændende sol og tørret mangen en perlende sveddråbe af sin pande. Men om natten hvilede han i sin hytte med græstørvstaget og holdt vagt ved milen ; og denne hytte havde brødrene nu valgt til deres foreløbige boplads. 05048
Bottom
05049
Top
Weithin streckt sich die stubbenreiche Halde, doch kann man nicht über ihre Ränder hinaussehen; denn im Osten, Süden und Westen verschließen die Wälder den Ausblick, und im Norden der hohe Berg. Wenn man aber den spärlich mit Tannen gekrönten Rucken des Berges erklettert, so trägt das Auge weithin in alle Winde. Auf der Sudseite sieht man zunächst unmittelbar zu Fußen jene mäßig geneigte Halde liegen, weiter fort den finstern Bruchwald, dahinter das Sompiomoor, und dort am Horizont taucht der mattblauende Teerimäki auf. Gegen Norden fällt der Berg allmählich ab, und auf seinem leise geneigten Scheitel, der früher auch geschwendet und bebaut wurde, steht ein Birkicht, jung und dicht, auf dessen graslosen Pfaden die Birkhühner hüpfen und die Haselhühner klagend flöten. Im Osten erscheint die ebene Heide mit ihrem Föhrenwald, im Westen buckliges Gelände mit moosbedeckten Felsen, hier und da auf der moosigen Höhe eine niedrige, aber breit ausladende und dichte Kiefer. Hinter den Kiefern blinkt dort der fischreiche, klare Ilvessee, ungefähr tausend Schritt von der Halde entfernt. Sonst aber kann man kaum etwas erkennen, soweit man auch sehen mag. Das dunkle Meer des Ödwalds dämmert von allen Seiten herüber. Doch im Nord-osten gewahrt man einen erlöschenden Schimmer vom Gutshof Viertola und weit, weit weg am Rand des nordwestlichen Himmels, den grauen Kirchturm. So sah die Gegend und ihre Umgebung aus, die sich die Jukolabrüder zum Wohnsitz gewählt hatten. Vidtstrakt er det stubfyldte svedjeland, men dit øje ser næppe ud over dets rand; for mod øst, syd og vest hindrer skovene dit udsyn og mod nord et højt bjerg. Men hvis du går op på toppen af dette bjerg, der er bevokset med nogle spredte graner, så når dit blik fjernt ud, i alle retninger. Mod syd ser du først, lige under dine fødder, det omtalte, svagt-skrånende svedjeland, lidt længere borte den dystre skov; bag ved den igen Sompio-mosen; og dér i horisonten hæver sig det matblånende Teerimäki. Mod nord sænker bjerget sig omsider, og på dets skrånende flade, der tidligere også blev brugt som svedjeland, står en ung og tæt birkeskov, på hvis græsløse stier urfuglene hopper, og jærperne fløjter så sørgmodigt. Mod øst ses en jævn hedestrækning med fyrreskove; mod vest et knudret stykke land med mos-groede sten; og hist og her, på den mosgrønne ås, et lavt, men tæt og kraftigt fyrretræ. Bag fyrretræerne glimter den klare og fiskerige Ilvesjärvi, i en afstand på henved tusind skridt fra lysningen. Men andet ser du næppe, hvor langt du end skuer. Skovenes mørke hav blåner omkring dig I il alle sider. Du ser dog endnu det mat-blå skær af Viertola herregård i nordøst og langt borte, ved den nord-vestlige himmelrand, kirkens grå spir. Sådan var den egn og de omgivelser, som Jukola-brødrene havde valgt til deres boplads. 05049
Bottom
05050
Top
In der Nähe des Meilers aber hatten sich die Brüder an diesem Abend niedergelassen, hatten den müden Valko mit der Schelle am Hals aus der Deichsel gespannt, auf die Weide geführt und aus Baumstümpfen und Knütteln ein lustiges Feuer auf der Halde angezündet. Da briet Simeoni Strömlinge, Rüben und Rindfleisch zum gemeinsamen Abendessen, und die übrigen machten sich an dem Heukarren zu schaffen, leerten die Fuhre und trugen jedes Stück und jedes Gerät an seinen Platz. Als aber dies besorgt war und auch das Essen auf sie wartete, setzten sie sich zur Mahlzeit nieder; und die Sonne war hinterm Felsen versunken. Men denne aften havde brødrene slået sig ned i nærheden af kulsvierhytten, havde løst den trætte Valko fra skaglerne og gennet den på græs med en klokke omkring halsen; og af stubbe og tørre grene havde de tændt et muntert bål på svedjen. Dér stegte Simeoni sild, roer og kød til det fælles aftensmåltid, og de andre baksede omkring vognen, ryddede læsset og bar mange slags redskaber og sager til deres bestemte pladser. Men da det var gjort, og maden var parat, satte de sig ned for at spise, på det aftenmørknende svedje-land; og solen var sunket ned bag bjerget. 05050
Bottom
05051
Top
SIMEONI: Dies ist also unsre erste Mahlzeit in der neuen Heimat. Möge sie uns auch für alle ändern Mahlzeiten hier Glück und Gottes Frieden bringen. SIMEONI: Dette er således det første måltid i vort nye hjem, og måtte det bringe lykke og Guds fred også over vore andre måltider her. 05051
Bottom
05052
Top
JUHANI: Glück, üppiges Glück möge hier bei allen unseren Verrichtungen und Arbeiten unser einziger Gefährte sein. JUHANI: Lykke, ja, lad en herlig lykke være vor eneste kammerat her, i alle de gøremål og arbejder, som vore fingre kan udrette. 05052
Bottom
05053
Top
AAPO: Ich möchte noch etwas wichtiges sagen. AAPO: Jeg ville gerne fremsætte et vigtigt forslag. 05053
Bottom
05054
Top
JUHANI: Na, preß deine Herzkammer aus. JUHANI: Så lad det slippe ud fra din inderste hjertekrog. 05054
Bottom
05055
Top
AAPO: Ein Rumpf ohne Kopf taugt nichts, sage ich. AAPO: En krop uden hoved, det duer ikke, siger jeg. 05055
Bottom
05056
Top
JUHANI: Der torkelt nur gegen die Wände wie ein geköpftes Huhn. JUHANI: Nej, den render imod væggen som en hovedlos lione. 05056
Bottom
05057
Top
TIMO: Wenn auch nicht mal wie ein geköpftes. Es braucht nur toll zu werden, dann fährt es los — siehst du, so! und schussert hin und her und hin und her. So machtens ja Föhrichtmuttchens Hühner oft, und dann sagte die Alte, es flögen Zauberpfeile in der Luft herum. TIMO: Den behøver ikke at være hovedløs; hvis den bare bliver skør i hovedet, så basker den sådan og sådan, hid og did og hid og did. Det gjorde Fyrreskovs-konens høns ofte, og så sagde den gamle, at der fløj troldpile i luften. 05057
Bottom
05058
Top
JUHANI: Aber nun sprich frisch von der Leber weg, Aapo. JUHANI: Ud med det, tøm din mund, Aapo. 05058
Bottom
05059
Top
AAPO: Es ist mir so ein Plan durch den Kopf gegangen: Wenn wir hier etwas Ordentliches mit Ehren zustande bringen wollen, muß einer von uns immer der erste Mann sein, der Leiter der Beratungen und der Schlichter in strittigen Fällen. Kurz, es muß einer da sein, dessen Stimme ordnungshalber vorgeht. AAPO: Jeg har denne tanke i min hjerne: hvis vi skal udrette noget her og gøre det rigtigt, så bør en af os altid være første mand, lede vore diskussioner og ordne vore stridigheder. Kort sagt: der bør være en, hvis stemme er afgørende, for ordenens skyld. 05059
Bottom
05060
Top
JUHANI: Ich bin hier der Älteste. JUHANI: Jeg er den ældste her. 05060
Bottom
05061
Top
AAPO: Du bist der Erstgeborene in der Schar von Jukola, darum sollst du auch das Recht dazu haben. AAPO: Du er den første i Jukolas flok, og du har således også den førstes ret. 05061
Bottom
05062
Top
JUHANI: Ja, ich bin der erste Mann im Glied, und ich werde auch Gehorsam von euch zu fordern wissen. Wenn ihr mir nur folgt. JUHANI: Jeg er den første mand i rækken, og jeg forstår at kræve lydighed afjer. Men vil I også adlyde? 05062
Bottom
05063
Top
AAPO: Das ist nur recht und billig. Aber trotzdem soll in gemeinschaftlichen Fragen immer eines jeden Wort gehört werden. AAPO: Det er ret og rimeligt. Men vi må alligevel altid lytte til det, enhver har at sige, i fælles anliggender. 05063
Bottom
05064
Top
JUHANI: Und besonders deinem Rat will ich immer und gern mein Ohr zuneigen. Aber ich bin der Erste. JUHANI: Særlig dine råd vender jeg altid og gerne mit øre til. Men jeg er den første. 05064
Bottom
05065
Top
AAPO: So ists. Welche Strafe soll aber den treffen, der sich halsstarrig und unverbesserlich widersetzlich zeigt? AAPO: Rigtigt! Men hvilken straf skal vi fastsætte for den, der viser opsætsighed, og som uhjælpeligt gør modstand ? 05065
Bottom
05066
Top
JUHANI: Den stecke ich dort in die Felshöhle und schiebe einen Haufen zentnerschwere Steine als Riegel davor. Da kann er dann einen oder zwei Tage sitzen, je nachdem wie es die Sache und Umstände erfordern. Ja, ja, da mag er an seinen Klauen saugen und darüber nachdenken, was seinem Frieden dient. JUHANI: Ham stopper jeg ind i den dér klippehule og bærer en dynge sten på ti lispund derhen og sætter bom for hulens gab. Dér kan han så sidde en dag eller to, efter hvad sagen og omstændighederne kræver. Ja, ja, dér kan han sidde og suge på labben og tænke på det, der tjener til hans fred. 05066
Bottom
05067
Top
LAURI: Den Beschluß nehm ich nicht an. LAURI: Jeg går ikke med til den bestemmelse. 05067
Bottom
05068
Top
TUOMAS: Ich auch nicht. TUOMAS: Jeg heller ikke. 05068
Bottom
05069
Top
TIMO: Bin ich denn ein gestreiftes Waldferkel, das in einer muffigen Felshöhle haust? TIMO: Er jeg en kind-stribet grævling, der bor i bjergets klamme hule ? Langt fra. 05069
Bottom
05070
Top
JUHANI: Ihr fangt an, aufsässig zu werden. JUHANI: I begynder at gøre oprør? 05070
Bottom
05071
Top
TUOMAS: Mit dem Strafpunkt ists nichts, ists nichts. TUOMAS: Denstraffeparagraf, den duer ikke, duer slet ikke. 05071
Bottom
05072
Top
TIMO: »Das is nix«, sagt das Sprichwort. Ich bin kein Waldferkel, kein Dachs. TIMO: »Det rimer ikke«, siger ordsproget. Jeg er ikke nogen grævling og ikke noget vildsvin. 05072
Bottom
05073
Top
JUHANI: Drum betrag dich immer artig und anständig, so wirst du dem strafenden Schrecken meines Zorns entgehen. JUHANI: Opfør dig derfor akid ordentligt og anstændigt, så du undgår min vredes straffende skræk. 05073
Bottom
05074
Top
TIMO: Aber ich bin kein Wildschwein und kein Wolf. Ha! ich bin kein Bär und keine Ratte. Schäm dich! »Bleib mir vom Leib, sagte Jaakkolas Weib.« Hehe! TIMO: Men jeg er hverken nogen grævling eller ulv. Hej, hej! Jeg er heller ikke nogen bjørn eller rotte! Skam dig lidt. »Skammen er hans«, sagde Jaakkola-Frans.« Haha! 05074
Bottom
05075
Top
AAPO: Darf ich auch mal reden? AAPO: Tillader man, at jeg siger et ord? 05075
Bottom
05076
Top
JUHANI: Gern. Was möchtest du sagen? JUHANI: Gerne. Hvad vil du sige? 05076
Bottom
05077
Top
AAPO: Daß ich den Strafparagraph, den du da für uns festsetzen möchtest, auch nicht genehmige; ich halte ihn unter Brüdern für zu roh, zu viehisch. AAPO: At jeg heller ikke billiger den straffeparagraf, som du vil anvende iblandt os; jeg mener, den er alt for streng og vilddyrsagtig mellem brødre. 05077
Bottom
05078
Top
JUHANI: So, du genehmigst ihn nicht? genehmigst ihn nicht? Genehmigst ihn wirklich nicht? Dann sag uns doch einen weiseren Paragraph, da ich nicht begreifen kann, was recht und was unrecht ist. JUHANI: Hvad, du billiger den ikke? Billiger den ikke? Billiger den virkelig ikke? Sig så en klogere paragraf, eftersom jeg aldrig nogensinde forstår, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. 05078
Bottom
05079
Top
AAPO: Davon rede ich nicht. AAPO: Det har jeg ikke sagt. 05079
Bottom
05080
Top
JUHANI: Sag den neuen Paragraph, den du genehmigen kannst, du Seher von Jukola. JUHANI: Sig så den nye paragraf, som kan billiges, du Jukolas vismand. 05080
Bottom
05081
Top
AAPO: Weit entfernt von der Seherwürde. Aber dieser ... AAPO: Langtfra nogen vismand. Men dette . . . 05081
Bottom
05082
Top
JUHANI: Den Paragraph, den Paragraph! JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! 05082
Bottom
05083
Top
AAPO: Dies ist ja ... AAPO: Tämähän on... 05083
Bottom
05084
Top
JUHANI: Den Paragraph, den Paragraph! Sag den hochweisen Paragraph! JUHANI: Paragraffen, paragraffen! Kom med den vise paragraf! 05084
Bottom
05085
Top
AAPO: Bist du verrückt? Schreist, wie wenn du Feuer in den Hosen hättest. Warum kreischt du denn so und wackelst mit dem Kopf wie ein Uhu! AAPO: Er du forrykt? Du hyler jo, som sad du dér med ild i bukserne. Hvorfor skriger du og rokker med hovedet som en ugle? 05085
Bottom
05086
Top
JUHANI: Den Paragraph! rufe ich immerzu. Den funkelnagelneuen und alten, hochweisen Paragraph! Sag ihn, und ich will so ruhig zuhören wie das Rotauge dem Froschgequake. JUHANI: Paragraffen, hyler jeg heftigt. Den splinternye og gamle, vise paragraf! Sig den, og jeg lytter stumt til dig som skallen på frøens kvækken. 05086
Bottom
05087
Top
AAPO: Ich habs mir so gedacht: Wer die Ratschläge und Warnungen mißachtet und immer nur Mutwillen treibt, indem er den Samen der Zwietracht unter uns aussät, der soll aus unserm Bund ausgestoßen und weit fortgejagt werden. AAPO: Således er min mening om sagen: den, der foragter råd og anvisninger; som altid gør fortræd og sår tvedragtens frø iblandt os, han skal udstødes af vort forbund og forvises, langt bort. 05087
Bottom
05088
Top
TUOMAS: Das sei die Verordnung! TUOMAS: Lad det være bestemmelsen. 05088
Bottom
05089
Top
LAURI: Damit bin ich einverstanden. LAURI: Det går jeg med til. 05089
Bottom
05090
Top
TIMO: Ich auch. TIMO: Jeg også. 05090
Bottom
05091
Top
SIMEONI: Damit sind wir alle einverstanden. SIMEONI: Det går vi allcsammen med til, enstemmigt. 05091
Bottom
05092
Top
JUHANI: Hm! Also abgemacht. Und merkt euch: wer fürderhin irgendwie bockt, der hat den Laufpaß in der Tasche, den Fußtritt im Gesäß und — fliegt. — Was wollen wir morgen anfangen, ihr Kaffer, ihr? Euch werd ichs zeigen. JUHANI: Hm! Så er det afgjort. Og glem ikke: enhver, der herefter føler trang til at gøre knuder, han får løbepasset i hånden, et spark bag i og - benene på nakken! - Hvilket arbejde skal vi tage fat på i morgen, I morianer? Jeg skal nok lære jer! 05092
Bottom
05093
Top
AAPO: Bißchen ärgerlich? Aber das soll uns die Ruhe und Heiterkeit in dieser Abendstunde nicht stören. AAPO: Han er åbenbart lidt gnaven, men det bør ikke spolere vort rolige og lyse sindelag, i denne aftenstund. 05093
Bottom
05094
Top
JUHANI: Worüber sollen wir uns hermachen, wenn der Tag graut? JUHANI: Hvad skal vi begynde at slide med, når morgenen gryr? 05094
Bottom
05095
Top
AAPO: Natürlich müssen wir uns zuerst eine Hütte bauen. AAPO: Naturligvis bør vi først bygge vort hus. 05095
Bottom
05096
Top
JUHANI: Jawohl. Morgen früh gehen vier Mann mit den Äxten in der Hand jeder an seine Ecke, und diese vier sind: ich selber, Tuomas, Simeoni und Aapo. Die übrigen behauen die Stämme und rollen sie uns hinauf. Und wenn die Kate und ein kleiner Speicher fertig sind, dann sofort alle Mann auf, um Futter zu holen, und auf zum Jagen und Fischen. Merkt euch das! JUHANI: Det passer. Tidligt i morgen skal fire mand, med økseskaftet i næven, gå til hver sit hjørne, og disse fire mand skal være: mig selv, Tuomas, Simeoni og Aapo. De andre skal hugge stammerne til og rulle dem op til os. Og når huset og det lille fadebur er færdige, skal drengene straks begive sig af sted på jagt- og fisketure for at samle proviant. Husk det! 05096
Bottom
05097
Top
So beendeten sie schließlich ihre Mahlzeit und legten sich in der Köhlerhütte zur Ruhe. Es kam die Nacht, eine bewölkte, aber stille Mainacht. Im Bruchwald rief der Uhu mit heiserer Stimme, auf dem Ilvessee schnarrten die Enten, und dann und wann tönte das scharfe Pfeifen des Bären von ferne her. Sonst herrschte Ruhe und tiefes Schweigen in der Natur. Aber die Brüder in der Torfkate mochte der zartgeflügelte Traumgott nicht besuchen. Sich stumm von einer Seite auf die andre wälzend, grübelten sie über den Lauf der Welt und die Unbeständigkeit des Lebens nach. Så afsluttede de endelig deres måltid og gik til ro i kulsvierhyttens læ. Natten kom, en skyet, men stille majnat. I ødemarken skreg uglen med sin hæse stemme, ænderne snadrede på Ilvesjårvi, og nu og da hørte man i det fjerne bjørnens skarpe fløjten. Ellers herskede der fred og dyb stilhed i naturen. Men søvnens fint-vingede gud følte ikke trang til at hilse på brødrene i deres græstørvshytte. De vendte sig tavse fra side til side og tænkte på verdens gang og livets ustadighed. 05097
Bottom
05098
Top
AAPO: Es hat ja wohl noch keiner ein Auge geschlossen. AAPO: Efter hvad jeg formoder, har intet øje endnu lukket sig. 05098
Bottom
05099
Top
JUHANI: Timo schläft schon süß, wir ändern aber drehn und wenden uns wie die Würste im schäumenden Kessel. Warum sind wir nur so lebendig? JUHANI: Timo sover allerede sødt, men vi andre, vi vrider og vender os som pølser i en kogende kedel. Hvorfor er vi så kvikke? 05099
Bottom
05100
Top
AAPO: Unser Lebensweg hat heute eine schroffe Wendung gemacht. AAPO: Vort liv har i dag taget en brat vending. 05100
Bottom
05101
Top
JUHANI: Ja, und darüber ist mein Herz in Unruhe, sehr in Unruhe. JUHANI: Og derfor er mit sind uroligt, meget uroligt. 05101
Bottom
05102
Top
SIMEONI: Meins ist in einer düsteren Verfassung. Was bin ich denn? Der verlorene Sohn. SIMEONI: Mit hjerte er dystert. Hvad er jeg ? En fortabt søn. 05102
Bottom
05103
Top
JUHANI: Hm! Ein verirrtes Schaf in der Wüste! JUHANI: Hm! Et får, der har forvildet sig i ørkenen. 05103
Bottom
05104
Top
SIMEONI: So haben wir also die Nachbarn und christlichen Nächsten verlassen. SIMEONI: Således forlod vi vore naboer og kristne medmennesker. 05104
Bottom
05105
Top
TUOMAS: Hier sind wir, und hier bleiben wir, solange es frisches Fleisch im Wald gibt. TUOMAS: Her er vi, og her bliver vi, så længe der er frisk kød i skoven. 05105
Bottom
05106
Top
AAPO: Alles wird glücken, wenn wir stets vernünftig zuwege gehn. AAPO: Alt vil lykkes godt, hvis vi bestandig griber sagerne an med fornuftig omtanke. 05106
Bottom
05107
Top
SIMEONI: Der Uhu schreit dort im Bruch, und sein Ruf verheißt nie Gutes. Er verheißt Feuersbrunst, blutige Schlägereien und Mord, wie die alten Leute behaupten. SIMEONI: Uglen hyler derude i skoven, og dens skrig spår aldrig noget godt. Det varsler om ildebrande, blodige slagsmål og mord, efter hvad gamle folk siger. 05107
Bottom
05108
Top
TUOMAS: Im Wald ist das Schreien sein Geschäft und ganz ohne Bedeutung. TUOMAS: Det er dens bestilling at hyle i skoven, og det betyder ikke noget. 05108
Bottom
05109
Top
EERO: Hier ist ein Dorf, kein Wald, der torfgedeckte Impivaara-Hof. EERO: Det her er en landsby, Impivaara gård, med tørv på taget. 05109
Bottom
05110
Top
SIMEONI: Jetzt hat er seinen Platz gewechselt; er ruft jetzt dort auf dem Bergrücken. Da betete, wie die Sage berichtet, einst die bleiche Jungfrau um Vergebung ihrer Sünden, betete Nacht für Nacht, sommers und winters. SIMEONI: Men nu har spåmanden skiftet plads, nu hyler den deroppe på bjergets top. Og dér bad før i tiden, efter hvad sagnet fortæller, »den blege jomfru« om sine synders forladelse, bad hver eneste nat, både vinter og sommer. 05110
Bottom
05111
Top
JUHANI: Ja, und nach ihr hat dieser Berg seinen Namen Impivaara. Ich hab mal als Kind die Sage gehört, aber sie ist mir zum größten Teil schon entfallen. Bruder Aapo, erzähl du sie uns zum Zeitvertreib in dieser langweiligen Nacht. JUANI: Det var efter hende, dette bjerg fik navnet Impivaara, Jomfrubjerget. Jeg hørte engang det dér sagn som barn, men det meste af det er allerede gledet ud af min hukommelse. Broder Aapo, fortæl os det her, det vil forkorte den kedelige nat. 05111
Bottom
05112
Top
AAPO: Timo schnarcht wie ein Alter, aber laßt ihn ruhig schlafen! Ich will euch die Sage gern erzählen. AAPO: Timo snorker som en mand; men lad ham hvile i fred; jeg vil gerne fortælle jer sagnet. 05112
Bottom
05113
Top
Die folgende Sage von der bleichen Jungfrau erzählte nun Aapo seinen Brüdern: Aapo fortalte nu sine brødre følgende sagn om den hvide jomfru: 05113
Bottom
05114
Top
Es wohnte einmal in den Höhlen dieses Berges ein grausiger Troll, der Schrecken und Tod der Menschen. Zwei Begierden und Leidenschaften hatte er in seinem Dasein: in dem tiefen Versteck der Höhlen seine Schätze anzuschauen und zu betasten und Menschenblut zu trinken, nach dem ihn gewaltig dürstete. Aber nur im Bannkreis von neun Schritten um den Berg hatte er die Macht, Gewalt zu üben, und deshalb mußte er auf seinen Wegen List anwenden. Er konnte seine Gestalt verändern, wie er wollte. Und in der Gegend im Umkreis wurde er bald als schöner Jüngling, bald als liebliche Jungfrau gesehen, je nachdem ihn nach Männer- oder Frauenblut gelüstete. Gar manchen besiegte die höllische Schönheit seines Blicks, manch einer mußte sein Leben in den grausigen Höhlen des Trolls lassen. So lockte das Ungetüm seine unglückseligen Opfer an sich. I dette bjergs huler boede i gamle dage en frygtelig trold, menneskenes skræk og død. To lyster og lidenskaber havde han her i livet: at se og gramse på sine skatte i grotternes dybeste skjul og at drikke menneskeblod, som han tørstede voldsomt efter. Men kun i ni skridts afstand fra bjerget havde han styrke til at udføre voldshandlinger, og derfor måtte han bruge list på sine togter. Han kunne forvandle sin krop til, hvad han ville; og man så ham vandre rundt på egnen, snart som en smuk yngling og snart som en dejlig jomfru; det kom an på, om han tørstede efter kvinde- eller mandsblod. Mange blev besejrede ved synet af hans sataniske skønhed, og mange måtte lade deres liv i troldens frygtelige huler. Således lokkede dette uhyre de ulykkelige ofre til sig. 05114
Bottom
05115
Top
Es war eine milde Sommernacht. Im grünen Gras saß ein Jüngling und umarmte seine Liebste, ein junges Mädchen, die wie eine erblühte Rose an seiner Brust ruhte. Es war ihr Lebewohl; denn der Jüngling sollte fortziehen und sich für einige Zeit von der Freundin seines Herzens trennen. — »Mein süßes Lieb«, sagte der Jüngling, »jetzt gehe ich von dir, aber kaum wird die Sonne hundertmal auf- und niedergegangen sein, so bin ich wieder bei dir.« — Die Jungfrau sprach: »Und die Sonne wirft ihrer Welt keinen so zärtlichen Abschiedsblick zu wie ich meinem Geliebten, wenn er fortzieht, und so hell strahlt nicht das aufgehende Sonnenlicht, wie mein Auge strahlt, wenn ich dir wieder entgegeneile. Und was die ganze Länge des hellen Tages mit meiner Seele erfüllen wird, das ist der Gedanke an dich, und in der dämmernden Welt meiner Träume wandle ich an deiner Hand.« So die Jungfrau. Der Jüngling aber sagte wiederum: »Wie schön du sprichst, doch weshalb ahnt meine Seele Schlimmes? Mein süßes Lieb, laß uns jetzt hier unter dem Antlitz des Himmels einander ewige Treue schwören.« Und sie schwuren sich einen heiligen Eid, schwuren vor Gott und dem Himmel, und atemlos lauschten ihren Worten die Wälder und Berge. Als aber schließlich der Morgen graute, umarmten sie sich zum letztenmal und schieden voneinander. Hinweg eilte der Jüngling, aber lange irrte die Jungfrau im Dämmerlicht des Waldes umher und dachte an ihren schönen Geliebten. Det var en mild sommernat. På grønsværet sad en yngling og omfavnede sin elskede, en ung jomfru, der hvilede ved hans bryst som en blussende rose. Det var deres afskedsomfavnelse, thi den unge mand måtte rejse bort og skilles fra sin hjertensven for en tid. »Min kære jomfru«, således sagde ynglingen, »jeg drager bort fra dig, men næppe hundrede sole vil stå op og gå ned, før jeg træffer dig igen«. - Pigen svarede: »Den synkende sol skænker ikke sin verden så kærligt et afskedsblik, som jeg skænker min elskede, når han drager bort; og når den står op, stråler himlens ild ikke så herligt, som mine øjne stråler, når jeg atter iler dig i møde. Og alt det, den klare dag rummer af min sjæl, det er tanken på dig, og i mine drømmes dunkle verden vandrer jeg sammen med dig«. - Således var pigens ord, og ynglingen svarede: »Du talte vidunderligt, men hvorfor aner min sjæl uråd ? Min kære jomfru, lad os sværge hinanden evig troskab her under himlens åsyn«. Og de svor en hellig ed, svor den over for Gud og himlen, og skovene og bjergene lyttede åndeløst til deres ord. Men omsider, da morgenen gryede, favnede de hinanden for sidste gang og skiltes. Ynglingen ilede bort, men jomfruen vandrede længe alene omkring i skovens mørke og tænkte på sin smukke ven. 05115
Bottom
05116
Top
Und während sie im dichten Kiefernwald dahingeht, welch eine wunderbare Gestalt tritt ihr da entgegen? Sie erblickt einen jungen Mann, edel wie ein Fürst und schön wie dieser goldene Morgen. Wie eine Feuerflamme blinkt und schimmert der Federbusch auf seinem Hut. Über den Schultern hängt ihm ein Mantel, blau wie der Himmel, und wie der Himmel bunt von funkelnden Sternen. Sein Leibrock ist weiß wie Schnee, und um die Lenden trägt er einen purpurroten Gürtel. Die Jungfrau schaut er an, und aus seinem Blick strömt flammende Liebe, und glückselig klingt seine Stimme, als er zu dem Mädchen spricht: »Fürchte dich nicht vor mir, holdes Mädchen, ich bin dein Freund und gebe dir unermeßliches Glück, wenn ich dich einmal nur umarmen darf. Ich bin ein mächtiger Mann, ich habe Schätze und Edelsteine ohne Zahl und Grenzen und könnte damit die ganze Welt erkaufen. Sei mein Lieb! Ich will dich in ein prächtiges Schloß fuhren und dich neben mich auf den leuchtenden Thron setzen.« So redete er mit verführerischer Stimme, und verwirrt stand die Jungfrau da. Sie gedachte des jüngst geschworenen Eids und wandte sich ab; aber wieder neigte sie sich dem Manne zu, und eine seltsame Unruhe ergriff ihr Herz. Zu dem Manne wandte sie sich hin und barg ihr Gesicht in der Hand wie vor der blendenden Sonne. Wieder kehrte sie sich ab und warf doch noch einmal einen Blick auf die wundersame Gestalt. Ein übermächtiges Entzücken strahlte ihr von da entgegen, und plötzlich sank sie dem schönen Fürsten an die Brust. Von dannen aber eilte der Fürst mit seiner Beute, die wie berauscht in seinen Armen ruhte. Über steile Höhen, durch tiefe Täler zogen sie unaufhaltsam dahin, und immer finsterer wurde der Wald um sie her. Bang klopfte dem Mädchen das Herz, und der Angstschweiß rann ihr von der Stirn; denn zuletzt gewahrte sie etwas Tierisches, Furchtbares in der bezaubernden Flamme seiner Augen. Sie schaute sich um, und schnell flogen die düstren Tannen vorüber; denn eilig raste ihr Träger dahin. Sie blickte dem Jüngling ist Gesicht, und kalte Schauer zerklüfteten ihr Inneres, aber trotzdem bezwang ein wundersames Entzücken ihr Herz. Da hun går således i dybet af den tætte granskov, hvad er det da for en vidunderlig skabning, der kommer imod hende ? Hun ser en ung mand, ædel som en fyrste og skon som denne gyldne morgenstund. Som en flamme skinner og stråler fjerbusken i hans hat. På hans skuldre hænger en kappe, blå som himlen og spraglet som himlen af skinnende stjerner. Hans livtrøje er hvid som sne, og om midjen har han et purpurrødt bælte. Han ser på jomfruen, og fra hans blik udstrømmer en flammende kærlighed, og himmelsk lyder hans stemme, da han siger til hende: »Frygt mig ikke, yndige mø, jeg er din ven og vil skænke dig en uendelig lykke, hvis jeg blot må favne dig én gang. Jeg er en mægtig mand, jeg har skatte og kostbare sten i umådelige mængder, og hvis jeg ville, kunne jeg købe hele denne verden. Bliv min elskede, jeg vil føre dig til et prægtigt slot og sætte dig ved min side på en strålende trone«. Således sagde han med besnærende stemme, og pigen stod dér, helt forbavset. Hun tænkte på den ed, hun lige havde svoret og vendte sig bort, men så vendte hun sig atter om imod manden, og en mærkelig forvirring greb hendes sind. Hun vendte sig, mens hun dækkede sit ansigt med hånden som for den blændende sol; hun vendte sig atter bort, men stirrede endnu en gang på den vidunderlige skikkelse. En stærk beundring strålede hende imøde, og pludselig sank pigen i favnen på den smukke fyrste. Men fyrsten ilede bort med sit bytte, der hvilede, ligesom i febervildelse, i hans favn. Over stejle bakker, gennem dybe dale gik de uafladeligt, og skoven blev stadig mørkere omkring dem. Jomfruens hjerte bankede uroligt, og angstens sved strømmede ned over hendes pande, thi omsider mærkede hun ligesom noget vild-dyragtigt, frygteligt i den forheksende glød, der var i skabningens øjne. Hun så sig omkring, og de mørke graner suste hastigt forbi, mens den, der bar hende, løb af sted i strygende fart; hun så op på ynglingens ansigt, og en rædselsslagen gysen ilede gennem hendes legeme, men hendes hjerte var dog opfyldt af en mærkelig henrykkelse. 05116
Bottom
05117
Top
Immer weiter ging der Weg durch die Wälder, und schließlich zeigte sich ein hoher Berg mit finsteren Höhlen. Und da, als sie nur noch wenige Schritte vom Berg entfernt waren, geschah das Fürchterliche. Der Mann in dem königlichen Kleide verwandelte sich plötzlich in einen gräßlichen Troll: Hörner drangen ihm aus dem Kopf hervor, im Nacken raschelten steife Borsten, und nun fühlte das arme Mädchen schon die scharfen Krallen in ihrer Brust. Da schrie die Unglückliche auf, sträubte und wand sich in ihrer Not, aber vergebens. Unter widerlichem Brüllen schleppte sie der Troll in seine tiefste Höhle und sog ihr bis auf den letzten Tropfen das Blut aus dem Körper. Aber es geschah ein Wunder: das Leben wich der Jungfrau nicht aus den Gliedern, sondern sie blieb am Leben, blutlos, schneeweiß, eine trauernde Totengestalt aus dem Reich der Schatten. Verwundert sah es der Troll, wild griff er sein Opfer mit Krallen und Zähnen an, aber er konnte sie nicht töten. Endlich beschloß er, sie für immer in der Nacht seiner Höhlen zu behalten. Aber welche Dienste konnte sie ihm leisten, was dem Troll nutzen? Er trug ihr auf, die Schätze und Edelsteine zu reinigen, sie unaufhörlich vor ihm aufzustapeln; denn er wurde nicht mUde, sich an ihrem Anblick zu weiden. De drog stadig videre gennem skovene, og til sidst så man et højt bjerg og dets mørke huler. Og nu, da de kun befandt sig i nogle få skridts afstand fra bjerget, skete der noget skrækkeligt. Manden i den kongelige klædedragt forvandlede sig pludselig til en forfærdelig trold: hornene brød ud af hans hoved; i hans nakke knitrede stive børster, og den stakkels pige følte nu, hvordan hans skarpe klør borede sig smerteligt ind i hendes bryst. Og så skreg den ulykkelige jomfru; fægtede og kæmpede i sin angst, men forgæves. Med et stygt brøl slæbte trolden hende ind i sin dybeste hule og sugede blodet af hende, lige til sidste dråbe. Men nu skete der et mirakel: livet forlod ikke jomfruens lemmer; hun blev ved med at leve, blodløs, snehvid; som en bedrøvet skygge fra dødens land. Trolden mærkede dette til sin forbavselse og brugte af alle kræfter sine klør og tænder mod sit offer, men han kunne alligevel ikke få hende til at dø. Til sidst besluttede han at beholde hende hos sig for bestandig, i sin hules nat. Men hvilket arbejde kunne hun udføre; hvilken gavn kunne trolden have af hende? Han bestemte, at jomfruen skulle pudse hans skatte og kostbare sten og bestandig stable dem op foran ham, eftersom han aldrig blev træt af at se på dem med begejstring. 05117
Bottom
05118
Top
So lebte die bleiche, blutlose Jungfrau schon jahrelang im Schöße des Berges gefangen. In der Nacht jedoch sieht man sie, eine stumme Beterin, auf dem Rucken des Berges stehen. Wer gab ihr diese Freiheit? Die Macht des Himmels? — Jede Nacht, bei Sturm, bei Regen und in bitterer Kälte steht sie auf dem Scheitel des Berges und betet um Vergebung ihrer Sünden. Blutlos, schneeweiß, wie ein Bild, so unbeweglich und stumm steht sie da, mit den Händen auf der Brust und den Kopf auf den Busen gesenkt. Die Arme wagt es nicht, die Stirn auch nur einmal zum Himmel zu erheben, sondern immer sind ihre Augen auf den Kirchturm, auf den fernen Waldrand geheftet. Denn beständig flüstert ihr doch eine geheime Stimme Worte der Hoffnung ins Ohr, wenn auch nur wie ein ferner Funke, wohl tausend Meilen weg, diese Hoffnung schimmert. So verbringt sie ihre Nacht auf dem Berg, und nie tönt eine Klage von ihren Lippen; nie hebt, nie senkt sich seufzend der Betenden Brust. So vergeht die finstere Nacht, aber beim Morgengrauen zerrt sie der erbarmungslose Troll in seine Höhle zurück. Så lever, i årevis, den blege, blodløse jomfru indespærret i bjergets skød. Men om natten ser man hende dog stå, lydløst bedende, på bjergets top. Hvem gav hende denne frihed ? Var det himlens magt? - Men hver eneste nat, i storm, regn og bidende frost står hun på bjergets isse og beder om tilgivelse for sine synder. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet imod brysterne. Det arme væsen vover ikke en eneste gang at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er bestandig rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Thi stadig hvisker en hemmelig stemme om håbet i hendes øren, skønt håbet glimter imod hende som en fjern glød, i tusind miles afstand. Sådan tilbringer hun sin nat på bjerget, og man hører aldrig nogensinde en klage fra hendes læber, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. Således går den dystre nat, men ved morgengry trækker den ubarmhjertige trold hende atter ind i sine huler. 05118
Bottom
05119
Top
Kaum jedoch hatten hundert Sonnen das Land beleuchtet, da kam der Jüngling, der Geliebte der Jungfrau, fröhlich von der Reise zurück. Indes, sein schönes Mädchen eilte ihm nicht zum Willkommensgruß entgegen. Er fragte, wo seine Schöne weile, aber keiner wußte es zu sagen. Überall suchte er nach ihr, Tag und Nacht, unermüdlich, aber stets vergebens. Die Jungfrau war spurlos verschwunden wie der Morgentau. Schließlich gab er jegliche Hoffnung auf, vergaß alle Lebensfreude und ging als stummer Schatten noch eine Zeit umher. Und zuletzt, als einmal der strahlende Tag aufgestiegen war, verdunkelte die Todesnacht das Licht seiner Augen. Næppe havde hundrede sole oplyst jorden, før ynglingen, pigens elskede, munter til sinds vendte hjem fra sin rejse. Men hans dejlige jomfru ilede ham ikke i møde for at byde ham velkommen. Han spurgte, hvor den skønne var, men ingen kunne give ham besked. Han ledte efter hende over alt, nat og dag, utrætteligt, men stadig forgæves; jomfruen var sporløst forsvundet som morgenduggen. Til sidst opgav han alt håb, glemte al livets glæde og vandrede omkring endnu nogen tid, her på jorden, som en stum skygge. Og endelig, da en strålende morgen gryede, formørkede dødens nat hans øjnes lys. 05119
Bottom
05120
Top
Schreckenslange Jahre aber verlebt die bleiche Jungfrau: den Tag über reinigt sie unablässig die Schätze in den Höhlen des Trolls und stapelt sie unter den Augen ihres grimmigen Peinigers auf; die Nacht weilt sie auf dem Rücken des Berges. Blutlos, schneeweiß und wie ein Bild, so unbeweglich und stumm steht sie da, mit den Händen auf der Brust und den Kopf auf den Busen gesenkt. Sie wagt es nicht, die Stirn zum Himmel zu erheben; sondern immer sind ihre Augen auf den Kirchturm, auf den fernen Waldrand geheftet. Sie klagt nicht, und nie hebt, nie senkt sich seufzend die betende Brust. Men den blege jomfru tilbringer nogle frygtelig lange år: om dagen i troldens hule, hvor hun ustandselig pudser skattene og stabler dem op for øjnene af sin grusomme plageånd; men nætterne tilbringer hun på bjergets top. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet mod brysterne. Hun vover ikke at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er uophørligt rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Hun klager ikke, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. 05120
Bottom
05121
Top
Es ist eine helle Sommernacht. Auf dem Berg steht die Jungfrau wieder, sie denkt an die Zeit, die sie in ihrer qualvollen Gefangenschaft verbracht hat. Und wohl hundert Jahre sind vergangen seit dem Tag, an dem sie sich von dem Freunde ihres Herzens trennte. Sie erschrickt, ihre Gedanken verwirren sich, und kalte Schweißperlen rollen von ihrer Stirn auf den bemoosten Boden des Berges, als sie sich die Länge der verflossenen Jahrzehnte ausmalt. Da wagte sie zum erstenmal, einen Blick in die Höhe zu werfen, und nach einer Weile bemerkte sie ein wunderbares Licht, das sich ihr wie eine Sternschnuppe aus dem fernen All zu nähern schien. Aber je näher ihr dieses Licht kam, desto mehr änderte sich seine Gestalt. Und es war auch keine Sternschnuppe, es war ein verklärter Jüngling mit einem blitzenden ^Schwert in der Hand. Etwas lieblich Vertrautes glänzte ihr aus dem Gesicht entgegen, und heftig begann der Jungfrau das Herz zu schlagen, denn nun erkannte sie ihren Bräutigam. Warum aber kam er mit dem Schwert in der Hand? Das machte sie bedenklich, und sie sprach mit schwacher Stimme: »Wird dieses Schwert meiner Qual ein Ende bereiten? Hier ist mein Busen, junger Held, schlag hierher mit deinem reinen Stahl, und wenn du es kannst, so schenke mir den Tod, nach dem ich mich so lange, so lange schon sehne.« So sprach sie auf dem Berg. Aber der Jüngling brachte ihr nicht den Tod, sondern den holden Odem des Lebens, der schon wie ein duftender Morgenwind mit leisem Säuseln die bleiche Jungfrau umspielte. Der traulich blickende junge Mann schloß sie an seine Brust, küßte sie, und sofort verspürte das blutlose Mädchen den Strom des wonnigen Bluts wie einen fröhlich sprudelnden Wasserfall in ihren Adern fließen. Ihre Wangen erglühten wie die Wolken im Morgenrot, und Freude flammte auf ihrer heiteren Stirn. Und sie warf ihren lockigen Kopf dem Bräutigam über den Arm, schaute zur lichten Höhe empor und hauchte die Pein der Jahrzehnte aus ihrem Busen; und die Finger des Jünglings irrten in ihren Locken, die im sanften Wind lieblich wehten. Schön war die Stunde der Erlösung und der Morgen des Befreiungstags. Die Vögel zwitscherten in den Tannen am Rande des finstern Berges, und im Nordosten tauchte die prangende Sonnenscheibe empor. Der Morgen glich jenem, an dem die Liebenden auf der grünen Wiese für lange Zeit voneinander scheiden mußten. Det er en lys sommernat. Jomfruen står atter på bjerget og tænker på den tid, hun har tilbragt i sit smertelige fangenskab; og hundrede år er svundet siden den dag, da hun skiltes fra sin hjertens-ven. Hun forfærdes, det svimler for hendes tanker, og kolde svedperler drypper fra hendes pande og ned på bjergets mosklædte flade, når hun tænker på de svundne årtiers længde. Nu turde hun for første gang se op mod himlen, og efter en stunds forløb lagde hun ma'rke til et forunderligt lys, der syntes at nærme sig hende som en flyvende stjerne fra fjerne verdensrum. Men jo mere dette lys nærmede sig hende, desto mere skiftede det form. Og det viste sig, at det ikke var nogen flyvende stjerne, men den forklarede yngling, med et funklende sværd i hånden. Og hans ansigt forekom hende så vidunderlig velkendt, og jomfruens hjerte begyndte at banke heftigt, for nu genkendte hun sin fordums brudgom. Men hvorfor nærmede han sig med sværdet i hånden ? Det gjorde jomfruen betænkelig, og hun sagde med svag stemme: »Er det dette sværd, der omsider gør en ende på min smerte ? Her er min barm, unge helt, gennembor den med dit blinkende stål, og hvis du kan, så skænk mig døden, som jeg længe, længe har længtes efter.« Sådan sagde hun, dér på bjerget; ynglingen bragte hende dog ikke døden, men livets vidunderlige pust, der allerede som en duftende morgenstund svøbte sig smilende omkring den blege jomfru. Den unge mand tog hende i sin favn, med et kærligt blik, kyssede hende, og straks følte den blodløse jomfru en fin blodstrøm flyde gennem sine årer som et herligt vandfald, hendes kinder glødede som morgenrødens sky, og den lyse pande strålede af glæde. Og hun lagde sit lokkede hoved på sin brudgoms arm, stirrede op mod den klare himmel og lettede, med et suk, sit bryst for årtiernes kval ; og ynglingens fingre forvildede sig i hendes lokker, der flagrede så skønt i den stille blæst. Vidunderlig var redningens stund og befrielses-dagens morgen. Fuglene kvidrede i granerne på det stejle bjergs sider, og i nordøst steg solens strålende skive. Denne morgen var som hin morgen, da vennerne engang tog afsked med hinanden for lang tid i grønsværet. 05121
Bottom
05122
Top
Da kletterte der grimmige Troll mit wutgesträubtem Kamm den Berg herauf, um die Jungfrau in seine Felsenhöhlen zurückzuschleppen. Aber kaum streckte er die Krallen nach ihr aus, da durchbohrte ihm das Schwert des Jünglings schnell wie ein Blitz die Brust; und auf den Berg rauschte das schwarze Blut. Die Jungfrau wandte ihr Antlitz ab und drückte ihre Stirn an die Brust des Freundes, als der Unhold schrecklich brüllend den Geist aufgab und vom Bergabhang hinunterstürzte. So ward die Welt von dem entsetzlichen Ungetüm erlöst. Der Jüngling und das Mädchen aber schwebten im lichten Schoß einer silbernen Wolke zu den Gefilden des Himmels empor. Am Busen ihres Geliebten ruht die Braut und lächelt glücklich, die Stirn an seine Brust gedrückt. Durch die Himmelsräume schwebten sie, und unter ihnen in ferner Tiefe blieben die Wälder, die Berge und die vielverzweigten Täler. Und alles verlor sich ihnen zuletzt in einem bläulichen Dunst. Men nu begyndte den arrige trold, med vredens børster strittende i vejret, at klatre op på bjerget for at slæbe jomfruen tilbage til sin hule. Men næppe havde han rakt sine kløer ud mod jomfruen, før ynglingens sværd, hastigt som lynet, gennemborede hans bryst; og hans sorte blod sprøjtede ud på bjerget. Jomfruen vendte sit ansigt bort fra dette syn og trykkede panden mod sin vens bryst, da trolden, med et stygt hyl, opgav ånden og rullede ned ad bjergets sider. Således blev verden befriet for det græsselige uhyre. Men ynglingen og jomfruen svævede i en sølvskys skinnende skød op mod de himmelske egne. Bruden hvilede på sin brudgoms knæ; trykkede sin pande mod hans barm og smilede lykkeligt. De ilede gennem himmelrummet, og under dem, i et fjernt dyb, lå skovene, bjergene og dalene med deres bugtende forgreninger. Og til sidst forsvandt alt for deres øjne som i en blånende røg. 05122
Bottom
05123
Top
Dies war die Sage von der bleichen Jungfrau, die Aapo seinen Brüdern in der Torfkate auf der Impivaara-Halde in jener schlaflosen Nacht erzählte. Sådan var sagnet om den blege jomfru, som Aapo fortalte sine brødre, i græstørvs-hytten, den søvnløse nat på Impi-vaar a-lysningen. 05123
Bottom
05124
Top
JUHANI: Gerade wie die Geschichte zu Ende ist, wacht Timo auf. JUHANI: Men nu vågner Timo, netop som vor historie er forbi. 05124
Bottom
05125
Top
TIMO: Warum schlaft ihr denn nicht, Jungens? TIMO: Hvorfor sover I ikke fredeligt, drenge ? 05125
Bottom
05126
Top
JUHANI: Hier wird fest erzählt. —Ja, das war die Sage von dem Mädchen und dem Bergungeheuer. JUHANI: Her fortælles historier, så det forslår. - Ja, sådan lød sagnet om pigen og trolden. 05126
Bottom
05127
Top
SIMEONI: Man erzählt aber, der schreckliche Troll wäre noch am Leben. Die Jäger haben ihn gesehn, und er hat bloß ein Auge, das im Dunkel der Nacht wie eine glühende Kohle leuchtet. SIMEONI: Men det siges, at den frygtelige trold lever endnu. Jægere har set ham; og han har kun et eneste øje, der lyser i nattens mørke som et stykke gloende kul. 05127
Bottom
05128
Top
JUHANI: Wie war denn das, was vor ein paar Jahren dem alten Kuokkala begegnete, der jetzt im Grabe ruht? Als er da im Frühjahr auf der Auerhahnbalz war und hier auf der Halde bei einem Holzfeuer die Mitternachtsstunde abwartete, sah er dort am Fuß des Berges denselben leuchtenden Schimmer und hörte eine Stimme, die unaufhörlich fragte: »Soll ich schmeißen, soll ich schmeißen?« So fragte sie einige tausendmal, so daß der Mann, der ja noch von altem Schrot und Korn war und dem das Herz nicht bei jeder Kleinigkeit bubberte, schließlich gnatzig wurde und ärgerlichen Tones rief: »Zum Kuckuck, so schmeiß doch.« JUHANI: Hvad oplevede ikke for nogle år siden den gamle Kuokkala-mand, der nu hviler i Herrens varetægt ? Et forår, da han overværede tjurens spil og sad ved sit lejr-bål, her på lysningen, og ventede på, at midnatstimen skulle slå, så han netop den samme glød dér ved bjergets fod og hørte en stemme, der ustandselig spurgte: »Ska’ jeg smide, ska’ jeg smide?« Sådan spurgte stemmen mange tusind gange, så den gamle, der var af den gamle stamme, og hvis hjerte ikke netop bankede i utide, til sidst blev gal i hovedet og svarede igen med rasende stemme: »Så smid da, for fanden!« 05128
Bottom
05129
Top
TIMO: Und da wars geschehn. TIMO: Men se, mere skulle der ikke til. 05129
Bottom
05130
Top
JUHANI: Ja, erzähl doch, wies weiterging, Timo. JUHANI: Ja, Timo, fortæl, hvordan det så gik. 05130
Bottom
05131
Top
TIMO: Da kam nach einer Weile ein grinsendes Gerippe auf das Feuer zu, daß es nur so rasselte, kam wie von zehn Männerfäusten geschleudert und trat das Feuer bis auf den letzten Funken aus. Da nahm aber der Mann schnell seine Flinte unter den Arm und machte sich hübsch aus dem Staube, trottete vom Berg weg, obwohl er, wie Juhani sagt, von altem Schrot und Korn war und sein Herz nicht bei jeder Kleinigkeit bubberte. TIMO: Se, lidt efter kom et grinende skelet farende ind i den gamles lejrbål, så det bragede; det kom farende som ud af ti mands næver og slukkede ilden til sidste gnist. Men nu snappede den gamle geværet i hånden og listede nok så nydeligt bort, indtil hele bjerget var ude af sigte, selv om han, som Juhani sagde, var af den gamle stamme, og hans hjerte ikke netop bankede i utide. 05131
Bottom
05132
Top
SIMEONI: Wir sind also hier in eine Stadt der Trolle und Teufel gezogen. SIMEONI: Vi er altså flyttet til troldenes og djævlenes by. 05132
Bottom
05133
Top
AAPO: Hier sind wir hergezogen, und hier bleiben wir furchtlos wohnen. Wenn der Troll auch noch am Leben wäre, ist er doch schon vollständig machtlos; das zeigt ja sein Betragen gegen den alten Kuokkala. In seiner Wut vermochte er bloß das Feuer auszulöschen, und selbst das nur mit der Zustimmung des Mannes. Seine Macht ist durch das Schwert des heiligen Jünglings für immer gebrochen. AAPO: Vi er flyttet hertil, og her bor vi uden frygt. Hvis trolden endnu skulle være i live, er han meget magtesløs; det viste jo netop hans opførsel over for Kuokkala-manden. I sit raseri kunne han kun slukke ilden, og det endda blot med mandens egen tilladelse. Hans magt blev brudt for evigt af den hellige ynglings sværd. 05133
Bottom
05134
Top
JUHANI: Aber das Mädchen in der Finsternis der Klüfte tut mir leid, das Mädchen bei dem verfluchten Borstennacken. JUHANI: Men pigen i jordens mørke indre, hende har jeg nu medlidenhed med; pigen, der var hos den forbandede børstenakke. 05134
Bottom
05135
Top
SIMEONI: Weshalb hat sie der Versuchung nicht widerstanden! SIMEONI: Hvorfor modstod hun ikke fristelsen ? 05135
Bottom
05136
Top
JUHANI: Ach, Junge, sag doch das nicht! Wie möchte es wohl gehen, wenn dir zum Beispiel in einem blühenden, friedlichen Tal eine Königstochter entgegenkäme, schön wie eine Rose und eine Blume, wenn sie herbeigetrippelt käme in Seide, Schals und Pomadenduft und glitzerndem Goldflitter wie ein Pfau. Träte ein solches Püppchen zu dir heran und wollte dich liebhaben und küssen, wie würde es da deinem armen Herzen gehen? Das frage ich dich, Simeoni. JUHANI: Ak, knægt, sig ikke sådan! Hvorledes ville det gå, hvis for eksempel, i en blomstrende fredens dal, en kongedatter, skøn som en rose og en blomst, kom dig i møde; trippede dig i møde, i silke, sjaler og pomadeduft, i et glitrende guldskrud som en påfugl; hvis en sådan skat kom hen til dig og ville omfavne dig og kysse dig, hvordan ville det så gå med dit elendige hjerte? Jeg spørger bare, Simeoni. 05136
Bottom
05137
Top
SIMEONI: Ich betete um Kraft im Glauben. SIMEONI: Jeg ville bede om styrke i troen. 05137
Bottom
05138
Top
JUHANI: Hm. JUHANI: Hm. 05138
Bottom
05139
Top
TIMO: Ich ließe sie nicht bis zum Liebhaben kommen, oder gar bis zum Schmatzen. Zehn Schritt vom Leibe! würd ich sagen, Kanaille, zehn Schritt vom Leibe, sonst nehme ich einen Knüttel dort aus dem Gebüsch und klopfe auf dir herum, daß dein Buckel morgen bunter schillert als die Flügel eines Marienkäfers. So machte ichs ohne Erbarmen. Das sollte schon helfen. TIMO: Jeg ville ikke lade hende omfavne mig og endnu mindre give mig et smækkys. Hold dig væk fra mig, ville jeg sige, hold dig langt væk fra mig, din filur, ellers tager jeg en kæp i krattet dér og slår løs på dig, så din ryg i morgen stråler mere broget end mariehønens vinger. Sådan ville jeg gøre uden barmhjertighed. Jeg skulle nok lære hende. 05139
Bottom
05140
Top
JUHANI: Ach, Brüderchen, ich glaube, du sprächst ein bißchen anders, wenn du dich etwas mehr in der Welt umgesehen hättest, wenn du zum Beispiel mal in der Stadt Turku gewesen wärest. Dort bin ich mal gewesen, als ich Ochsen vom Gut Viertola hintrieb. Da habe ich mein blaues Wunder gesehen, gesehen, wie Staat und Prunk den Menschenkindern den Kopf verdrehen kann. O je, so ein Lärmnest, o je, so ein Flatterleben! Hier rasseln Wagen, dort rasseln Wagen, und in den Wagen sitzen verflixte schnurrbärtige Narren oder Mädchen, zart wie Porzellanpüppchen, die auf hundert Schritt nach teuren Ölen und Salben duften. Und guck mal dort! Herrjemine! da kommt solch ein nettes Mamsellchen in Goldfedern oder so ein Fräulein oder sonst was Gutes angetrippelt. Und ihr Hals! Weiß wie Schlickermilch, die Backen puterrot, und die Augen brennen ihr im Kopf wie zwei Scheiterhaufen am hellerlichten Tag, wenn ihr so ein Schwerenöter von Geck entgegenkommt, im Hut und schwarzpolierten Frack, und der blin ... ei, hols der Henker! — blinzelt durch ein viereckiges Glas, das dem Schlingel vom linken Auge baumelt! Und dann ... — na, da sollt man doch gleich! — dann wird auf beiden Seiten geknickst; und schau, das Weibstück zieht ihr Mäulchen zu einer Erdbeer-schnute zusammen und zwitschert wie eine Schwalbe in der Sonne auf dem Dach, und der Laffe vor ihr schwingt die Hand und den Sterz, schwingt den Hut durch die Luft und schrammt mit dem Fuß, daß das Straßenpflaster Funken sprüht. Ja, das ist ein Spaß. Ach, ihr Elstern, ihr! dacht ich kleiner Bub, wie ich mit meinem Haufen frischer Ochsenhäute auf der Schulter an der Straßenecke stand und mit bittersüßem Mund der Birkhahnbalz zusah. JUHANI: Ak, brorlil! Jeg tror, du ville tale noget anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om her i verden, hvis du for eksempel havde været i Åbo by. Det har jeg været, da jeg drev okser derind fra Viertola herregård. Dér så jeg sandelig et og andet, som forbavsede mig; jeg så, hvordan pomp og pragt kan gøre menneskenes børn forstyrrede i hovedet. Ve jer, ve dig, du larmende by, ve dig, du omskiftelige liv! Herfra buldrer vogne, og derfra buldrer vogne, og i vognene sidder de mest forbistrede overskægsnarre; dér sidder piger som porcelænsdukker, piger, der spreder en tyk os omkring sig af dyre olier og smørelser. Men se så derhen! Bevar mig vel! Dér tripper af sted, i sine guldfjer, en rigtig filur af en mamsel eller frøken, hvad hun nu er. Se hendes hals! Hvid som sødmælk; kinden pest-rød; og øjnene brænder i hovedet på hende som to bål i solskinnet, da en rigtig spradebasse af et mandfolk går hen imod hende, i hat, skinnende sort frakke og kigg .... nå, gid fanden hente ham! — kigger på hende gennem et firkantet stykke glas, der blinker i gavtyvens venstre øje. Men se nu - nå, for syv smede! - nu bukker og skraber man fra begge sider, og se nu, hvordan kvindemennesket rigtig snærper munden sammen til en jordbær-mund og kvidrer som svalen på det sollyse tag; og spradebassen foran hende vifter med hånden og halen, svinger sin hat og skraber med foden, så brolægningen slår gnister, ja, se det var sandelig en leg. Ak, sikke nogen skader, I er, tænkte jeg, bitte knægt, der stod på gadehjørnet med et bundt friske oksehuder over skulderen og så på denne tjur-leg med et fornøjet grin om munden. 05140
Bottom
05141
Top
TUOMAS: Herren sind Narren. TUOMAS: Fine folk er narre. 05141
Bottom
05142
Top
TIMO: Und kindisch wie milchgesichtige Bälger. So essen sie ja auch: mit Lätzchen auf der Brust, und wissen wahrhaftig nicht mal, daß man den Löffel ableckt, wenn man vom Tisch aufsteht. Das hab ich zu meiner Verwunderung mit eigenen Augen gesehen. TIMO: Og barnlige som mælke-skæggede unger. De spiser jo også med klude for brystet og kan - fanden ta’ mig - ikke (‘ilgang slikke deres ske ren, når de rejser sig fra bordet. Det har jeg set med egne øjne til min store forbavselse. 05142
Bottom
05143
Top
SIMEONI: Aber den Bauer übers Ohr hauen und schinden, darin sind sie Meister. SIMEONI: Men at narre og flå bonden, det er de sandelig mand for. 05143
Bottom
05144
Top
JUHANI: Es ist wahr, daß es in der feinen Welt viel Weibisches und Lächerliches gibt, das habe ich auf meiner Reise nach Turku gemerkt. Aber seht ihr, wenn da so ein richtig salbenduftendes, schwänzelndes Flittchen mit flatternder Halskrause ankommt, dann muß sich einem ja das Herz im Leibe heben, wißt ihr. Ei ja, ei ja, Kinder! Die weltliche Lust lockt gewaltig, das habe ich auf meiner Reise nach Turku gemerkt. Und ich sage euch noch mal, es tut mir im Herzen weh um das Mädchen auf dem Felsen. Und es war längst Zeit, daß sie aus der Hölle errettet wurde und mit ihrem Freund in den Hafen des Friedens segelte, wozu uns Gott auch schließlich verhelfen möge. In dieser Hoffnung wollen wir nun einzuschlafen versuchen. Es gibt zwar von diesem Berg noch eine merkwürdige Sage, aber die mag bis zu einem ändern Male bleiben, jetzt wollen wir sehen, ob wir schlafen können. — Geh doch aber mal hin, Simeoni, und deck die Kohlenglut mit Asche zu, sonst muß ich morgen früh erst mit dem Feuerstein rumratschen und ein Bündel Heu in Brand schwingen, und ich möchte doch gleich wie ein Buntspecht auf den Balken loshämmern. Los, geh! JUHANI: Det er sandt, at der findes meget kællingeagtigt og latterligt i de fine folks verden, det lagde jeg mærke til på min Åbo-tur. Men se, når en sådan smiskende tøs nærmer sig os, rigtig i en lugt af smørelser og med flagrende krøs, så kan det ikke nægtes, at det dirrer i et menneskebarns hjerte. Ja, ja, drenge, verdens lyst lokker med stor magt; det mærkede jeg på min Åbo-tur. Og jeg siger endnu en gang, at mit hjerte har ondt af pigen deroppe på bjerget. Det var sandelig på tide for hende at blive reddet fra helvede og sejle med sin ven til fredens havn; og må Gud også til slut hjælpe os derhen. Opfyldt af det håb vil vi nu prøve på at sove. Der findes ganske vist endnu et mærkeligt sagn om dette bjerg, men det kan være til en anden gang, og lad os nu prøve på at sove. - Men Simeoni, gå nu i hvert fald hen og dæk gløderne med aske, så jeg i morgen tidlig ikke behøver at klirre med fyrstålet og svinge høtotten, men straks kan begynde at hugge for enden af træstammen som en rødtoppet spætte. Gå nu. 05144
Bottom
05145
Top
Simeoni ging, um Juhanis Befehl auszuführen; aber er kam sehr bald zurück, die Haare standen ihm zu Berge, und die Augen quollen ihm aus dem Kopf. Stotternd brachte er etwas von einem seltsamen, funkelnden Auge da draußen beim Heukarren heraus. Darüber fuhren die ändern in die Höhe, segneten Leib und Seele und traten zusammen aus ihrer Kate; und ihr Haar erinnerte an den Hexenbesen in einer Birke. Unbeweglich, stumm wie Bildsäulen standen sie da und starrten in der Richtung von Simeonis Finger in die Nacht. Sie lugten aus, ohne sich zu rühren, und erkannten auch hinter dem Wagen deutlich einen eigentümlichen Schein, der bald verschwand, bald wieder auftauchte. Sie hätten ihn vielleicht für das Auge des Schimmels gehalten; aber es zeigte sich ja sonst nichts Weißes, im Gegenteil war da etwas Schwarzes zu sehen, und dann hörte man auch nicht den Ton der Schelle. Indem die Bruder dies bedachten, standen sie da, ohne sich zu regen. Endlich aber sagte Timo in ziemlich barschem Ton: Simeoni gik af sted for at udføre Juhanis befaling, men han kom hurtigt tilbage med strittende hår og øjnene på vid gab i hovedet. Han sagde, stammende, noget om et besynderligt brændende øje derude ved vognen. Det gjorde også de andre forskrækkede; de velsignede deres sjæle og kroppe, og gik, alle mand, ud af hytten; og deres hår lignede heksekoste i birken. Ubevægelige, stumme som billedstøtter stod de og gloede i den retning, Simeonis finger pegede. De stirrede uden at blinke og så også ganske tydeligt bag ved hjulene en sælsom skinnende glød, der undertiden forsvandt, men hvis lysende skær snart viste sig igen. Dette kunne de muligvis have troet var hesten Valkos eneste øje; dog var der ikke noget hvidt at se omkring det, men tværtimod noget sort; og man hørte heller ikke klokkens klang. Sådan stod brødrene og spekulerede uden at røre sig; men til sidst sagde Tuomas dog med temmelig barsk stemme: 05145
Bottom
05146
Top
TIMO: [TUOMAS:] Was gibts da? TUOMAS: Hvad ønskes? 05146
Bottom
05147
Top
JUHANI: Um Gottes willen, fahr ihn nicht so grob an. — Das ist er. Was sollen wir tun, Brüder? Das ist er. Was wollen wir ihm sagen? JUHANI: For Guds skyld, begynd ikke at snakke så brysk med ham. - Det er ham! Hvad skal vi nu gøre, brødre? Det er ham! Hvad skal vi sige til ham? 05147
Bottom
05148
Top
AAPO: Ich weiß wahrhaftig nicht. AAPO: Det ved jeg sandelig ikke. 05148
Bottom
05149
Top
TIMO: Jetzt täte ein Choralvers gut. TIMO: Nu ville et salmevers gøre godt. 05149
Bottom
05150
Top
JUHANI: Kann denn keiner von uns ein Gebet auswendig? Sagts her, Brüder; laßts raus — in Gottes Namen — alles, was euch einfällt, was euch in den Sinn kommt, irgendeinen Bibelspruch, wenn er auch nicht richtig paßt. Sagt meinetwegen was aus der Nottaufe, liebe Brüder. JUHANI: Er der ingen af os, som kan en eneste bøn udenad ? Læs, kære brødre, i Herrens navn, kom bare frem med det, der dukker op i hovedet, og bryd jer ikke om, hvorvidt skriftstederne passer til situationen. Læs om nøddåb, kære brødre, i mangel af bedre. 05150
Bottom
05151
Top
TIMO: Ich hab manches aus dem Gesangbuch gewußt, aber jetzt ists mir, wie wenn ich ein dickes Brett vor dem Kopf hätte. TIMO: Jeg har kunnet en og anden remse fra salmebogen, men nu er der ligesom en forskrækkelig bom for min hjernes dør. 05151
Bottom
05152
Top
SIMEONI: Der Geist läßt dich nicht mehr sprechen als mich. SIMEONI: Ånden lader dig ikke tale, lige så lidt som mig. 05152
Bottom
05153
Top
TIMO: Nein. TIMO: Han tillader det ikke. 05153
Bottom
05154
Top
JUHANI: Das ist schrecklich. JUHANI: Det er forfærdeligt! 05154
Bottom
05155
Top
AAPO: Schrecklich! AAPO: Forfærdeligt. 05155
Bottom
05156
Top
TIMO: Wirklich schrecklich! TIMO: Ja, sandelig forfærdeligt. 05156
Bottom
05157
Top
JUHANI: Was sollen wir machen? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 05157
Bottom
05158
Top
TUOMAS: Festigkeit ist, glaub ich, hier am besten. Wir wollen ihn fragen, wer er ist und was er will. TUOMAS: En fast optræden over for ham er bedst, tror jeg. Lad os spørge, hvem han er, og hvad han vil. 05158
Bottom
05159
Top
JUHANI: Laß mich fragen. Wer bist du? Wer bist du? Wer bist du, und was willst du von uns? — Keine Antwort, kein Ton. JUHANI: Lad mig spørge. Hvem er du ? Hvem er du ? Hvem er du, og hvad vil du os? - Ikke ét ord til svar. 05159
Bottom
05160
Top
LAURI: Dann nehmen wir die Holzscheite. LAURI: Vi tager de brændende træstykker. 05160
Bottom
05161
Top
JUHANI: Wir nehmen die Holzscheite und beizen dir das Fell, wenn du uns nicht sagst, wie du heißt, woher du stammst und was du willst. JUHANI: Vi tager de brændende træstykker og banker dig til kødmad, hvis du ikke nævner dit navn, din familie og dit ærinde. 05161
Bottom
05162
Top
LAURI: Nein, ich meine, wir schmeißen ihm gleich die Scheite an den Kopf. LAURI: Nej, jeg mente, at vi straks burde gribe træstykkerne. 05162
Bottom
05163
Top
JUHANI: Wenn man das wagte! JUHANI: Hvis man bare turde. 05163
Bottom
05164
Top
TUOMAS: Wir sind Gott nur einen Tod schuldig. TUOMAS: En død er vi Herren skyldig. 05164
Bottom
05165
Top
JUHANI: Ja, wir sind Gott nur einen Tod schuldig. Die Scheite in die Hand, Jungens! JUHANI: Ja, een død er vi Herren skyldig! Brændestykkerne i næven, drenge! 05165
Bottom
05166
Top
Schon standen sie in einer Reihe da und hielten die Feuerscheite wie Waffen bereit. An der Spitze stand Juhani, und seine Augen waren rund wie Uhuaugen und stierten nach dem Auge hinter dem Heukarren, das ihn mit seltsamen Glanz anblickte. So standen die Brüder mit ihren sprühenden Waffen auf der nächtlichen Halde; und der Uhu rief von den Fichten herab, der öde Bruchwald unter ihnen rauschte schwer, und dunkle Wolken verhüllten das Himmelsgewölbe. De stod snart i en række, med brændende træstykker i hånden som våben. Forrest stod Juhani, med øj’ne, der var runde som uglens, og stirrede om bag ved vognen på øjet, der gloede ham i møde med en stærkt-lysende glans. Således stod brødrene med deres gnistrende bevæbning på den natlige hede; og uglen hylede fra bjergets graner, den dystre skov sukkede tungt ved deres fødder, og mørke skyer dækkede himlen. 05166
Bottom
05167
Top
JUHANI: Wenn ich sage: jetzt, Jungens! dann fliegen die Scheite aus unsern Fäusten dem Teufel in den Nacken. JUHANI: Når jeg siger: nu, drenge! så skal brændestykkerne flyve ud af vore næver, i nakken på djævelen. 05167
Bottom
05168
Top
SIMEONI: Laßts uns aber noch mit etwas Beschwörung versuchen. SIMEONI: Men lad os først prøve med en smule besværgelse. 05168
Bottom
05169
Top
JUHANI: Ja, gut. Erst noch etwas Beschwörung! Was soll ich ihm aber sagen? Flüster mirs zu, Simeoni, denn ich bin in diesem Augenblick merkwürdig vernagelt. Flüstre mir die Worte zu, ich werfe sie ihm ins Gesicht, daß der Bruchwald widerhallt. JUHANI: Rigtig tænkt! Først lidt besværgelse. Men hvad skal jeg sige til ham? Hvisk mig i øret, Simeoni; jeg er selv så underligt indskrænket lige nu. Men hvisk ordene til mig, så slynger jeg dem lige i snudeskaftet på ham, så det runger i skoven. 05169
Bottom
05170
Top
SIMEONI: Dann hör, was ich dir vorsage. — Hier stehen wir. SIMEONI: Læg så mærke til, hvad jeg siger. - Her står vi. 05170
Bottom
05171
Top
JUHANI: Hier stehen wir! JUHANI: Her står vi! 05171
Bottom
05172
Top
SIMEONI: Wie die Helden des Glaubens mit den feurigen Schwertern in der Faust. SIMEONI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden. 05172
Bottom
05173
Top
JUHANI: Wie die Helden des Glaubens mit den feurigen Schwertern in der Faust. JUHANI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden! 05173
Bottom
05174
Top
SIMEONI: Weiche von hinnen. SIMEONI: Gå din vej. 05174
Bottom
05175
Top
JUHANI: Weiche in die Hölle! JUHANI: Gå til dit helvede! 05175
Bottom
05176
Top
SIMEONI: Wir sind getaufte Christen, Soldaten Gottes. SIMEONI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd. 05176
Bottom
05177
Top
JUHANI: Wir sind getaufte Christen, Soldaten Gottes, Soldaten Jesu Christi! JUHANI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd, Kristi soldater. 05177
Bottom
05178
Top
SIMEONI: Wenn wir auch nicht lesen können. SIMEONI: Selv om vi ikke kan læse. 05178
Bottom
05179
Top
JUHANI: Wenn wir auch nicht lesen können! JUHANI: Selv om vi ikke kan læse. 05179
Bottom
05180
Top
SIMEONI: Aber trotzdem glauben wir. SIMEONI: Men vi tror alligevel. 05180
Bottom
05181
Top
JUHANI: Aber trotzdem glauben wir und vertrauen fest darauf! JUHANI: Men vi tror alligevel og stoler fast på det. 05181
Bottom
05182
Top
SIMEONI: Jetzt geh. SIMEONI: Gå nu. 05182
Bottom
05183
Top
JUHANI: Jetzt geh! JUHANI: Gå nu! 05183
Bottom
05184
Top
SIMEONI: Gleich wird der Hahn krähen. SIMEONI: Snart galer hanen. 05184
Bottom
05185
Top
JUHANI: Gleich wird der Hahn krähen! JUHANI: Snart galer hanen! 05185
Bottom
05186
Top
SIMEONI: Und den Tag des Herrn verkünden. SIMEONI: Og forkynder Herrens lys. 05186
Bottom
05187
Top
JUHANI: Und den Tag des Herrn Zebaoth verkünden! JUHANI: Og forkynder den Herre Zebaoths lys ! 05187
Bottom
05188
Top
SIMEONI: Aber er tut, als merkte er gar nichts. SIMEONI: Men han lader som ingenting. 05188
Bottom
05189
Top
JUHANI: Aber er tut, als merk ... Ja, er macht sich nichts draus, und wenn ich mit Engelszunge schriee. Gott behüte uns, Kinder! Denn da bleibt nichts als — jetzt,Jungens! JUHANI: Men han lader som ing . . . Ja, han bryder sig ikke om noget, selv om jeg så brølede til ham med en engels tunge. Herren velsigne os, brødre! Nu er der ikke andet tilbage end - nu, drenge! 05189
Bottom
05190
Top
Da schleuderten sie alle ihre Holzscheite nach dem Gespenst, das pfeilschnell mit vierfüßigem Getrampel davonlief, und lange leuchteten die glühenden Kohlenstucke auf seinem Rücken durch das nächtliche Dunkel. So floh es aus dem Feuerregen, und erst unten am Rand der Halde wagte es anzuhalten und schnob zwei-, dreimal, daß es widerhallte. Und der Geist der Brüder, der schreckliche Popanz, war doch ihr einäugiges Pferd gewesen, das in den schwarzen Schlammlachen des Moores seine weiße Farbe für eine Weile verloren hatte, da es wohl eingesunken und sich lange herumgewälzt, ehe es wieder aufs Trockne kam. Beim Herumwälzen hatte es sich auch die Schelle vom Hals gerissen, wodurch die Bruder so sehr irregeführt wurden. Dies war das Auge, das hinter dem Karren durch die dämmernde Nacht geleuchtet hatte, wie ja bei manchen Tieren das Auge im Finstern leuchtet. — Aber erst nach einiger Zeit, und auch da noch vorsichtig, wagten sich die Bruder an ihren Valko heran und erkannten endlich ihren Irrtum. Hierauf kehrten sie mit ärgerlichen Gesichtern in die Hütte zurück. Und erst, als der Morgen graute, ruhten alle in tiefem Schlaf. Så kastede de allesammen deres brændestykker imod spøgelset, der løb bort med pilens fart og fire fødders bulder; og længe glimtede de lysende gløder på dets ryg, gennem det natlige mørke. Således flygtede det fra ild-bataillen, og da det var nået ned til lysningens rand, turde det omsider stå stille og pustede højt en gang, to gange. Og brødrenes spøgelse, den frygtindgydende ånd, var dog deres én-øjede hest, der for en tid havde mistet sin hvide farve i mosens sorte mudderpøle, som den antagelig var sunket ned i, og hvor den havde væltet sig i lang tid, inden den kom op på det tørre igen. Mens den tumlede sådan, var klokken også blevet revet af dens hals, en omstændighed, der i høj grad havde bragt brødrenes tro på afveje. Det var altså det øje, der lyste bag ved vognen i nattens tusmørke, sådan som mangt et dyrs øje kan lyse i mørke. - Men først efter en tids forløb, og så endda med forsigtighed, turde brødrene nærme sig deres Valko og opdagede nu endelig deres fejltagelse. Derfra vendte de, med arrige ansigter, tilbage til hytten; og ved morgengry hvilede de omsider alle sammen i dyb søvn. 05190
Bottom

Kapitel 06 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
06001
Top
Unter Dach war schließlich die Kate der Brüder. Fünf Klafter maß sie in der Länge und drei in der Breite; nach Osten ging ihr eines, nach Westen ihr anderes Ende. Wenn man zur Tür, die sich im östlichen Ende des Gebäudes befand, hineintrat, erhob sich rechts ein großer Rauchofen, links war ein Verschlag für Valko zum Winter angebracht. Von der Schwelle nach vorn, etwa bis in die Mitte des Raums, hatte man unter sich den mit Fichtenzweigen vollgepackten Erdboden, hinten aber war eine prächtige Diele, aus breiten Balken gebaut, und darüber aufsteigend eine geräumige Pritsche. Denn sowohl als Wohnstube wie als Badestube benutzten die Brüder ihr neues Haus. Ungefähr zwanzig Schritt von der Kate stand ihr Speicher, aus kleinen runden Fichtenstämmen gefugt. Endelig stod brødrenes hus færdigt. Længden var fem favne og bredden tre; dets ene gavl vendte mod øst og den anden mod vest. Når man kom ind ad døren, der lå i husets østlige ende, stod til højre et stort ildsted og til venstre en bås, der var bygget til Valkos vinterbrug. Fra tærsklen og fremefter, omtrent til midten af huset, havde man den nøgne jord under sig, dækket af granris, men længere borte var der et herligt gulv, lavet af brede planker, og oven over det en rummelig briks. For brødrene anvendte deres nye Ims både til beboelse og badstue. Omtrent tyve skridt fra boligen stod deres forrådshus, der var sat sammen af små, runde granstammer. 06001
Bottom
06002
Top
Die Brüder hatten also ein vortreffliches Obdach gegen Regen, Sturm und Winterkälte, hatten auch ein Vorratshaus für ihre Lebensmittel. Und jetzt konnten sie sich mit vollem Eifer auf die Jagd und den Fang von allerlei Getier werfen. Und es nahte da der Tod den Auerhähnen, den Birk- und Haselhühnern, den Hasen, Eichhörnchen und den starrsinnigen Dachsen, so auch den Wildenten und Fischen des Ilvessees. Da hallten von dem Gebell der bissigen Killi und Kiiski und von dem Krachen der Flinten die Hügel und die endlosen Fichtensäle wider. Es erlegte die Kugel der Brüder hin und wieder auch einen zottigen Bären; aber die rechte Zeit zur Bärenjagd war doch noch nicht gekommen. Brødrene havde således et udmærket ly imod regnen, stormen og vinterkulden, og desuden et forrådshus til deres madvarer. Og nu kunne de for fuldt alvor hellige sig jagten og al slags fangstvirksomhed. Og nu nærmede døden sig både for tjurer, urfugle og jærper, harer, egern og grævlinge såvel som for Ilvesjårvis ænder og fisk. Så rungede bakkerne og de uendelige granskove af Killis og Kiiskis heftige gøen og de knaldende bøsser. Brødrenes skud fældede også, 1111 og da, en lådden-pelset bjørn; men det var endnu ikke den rette tid til at fange honning-labben. 06002
Bottom
06003
Top
Es kam ein Herbst mit frostigen Nächten, und es starben oder entflohen in ihre tiefen Verstecke die Grashupfer, die Eidechsen und Frösche, und da war es Zeit, Füchse mit den blinkenden Eisen zu fangen. Diese Kunst hatten die Brüder von ihrem Vater gelernt. Und nun mußte mancher schnellfüßige Reineke einen saftigen Bissen mit seinem Pelz bezahlen. — Bekanntlich treten die Hasen im Wald Wege in den weichen Schnee, und auf diesen stellten die Brüder dem weißhaarigen Meister Lampe Messingschlingen zu hunderten. Auch hatten sie sich ein vortreffliches Wolfsgehege mit schrägem Zaun in einer buschbewachsenen Grabenfurche am östlichen Rand der Halde angelegt. Und außerdem hatten sie, ebenfalls für den Wolfsfang, eine Grube, mächtig tief, eine Strecke von dem Haus nach dem trocknen, sandigen Boden hin gegraben. Ein Braten lockte manchen hungrigen Wolf in das starke Zaunwerk; und sobald die Brüder ihre Beute in der Falle wußten, erhob sich in der dunklen Herbstnacht ein Donnern und Krachen im Gehege. Da stand einer von ihnen mit der Flinte in der Hand an den Zaun gelehnt und versuchte das grobhaarige Wild aufs Korn zu nehmen; ein andrer hielt neben ihm eine flammende Kienholzfackel. Ein dritter hinwieder half Killi und Kiiski die finster dreinschauenden, zähnefletschenden Gäste aus den Büschen treiben, indem er seine Fackel hin und her schwenkte. Gewaltiger Lärm erhob sich, die Männer schrien, die Hunde heulten, die Flinten knallten, und unermüdlich krachte der Bruchwald und die zerklüftete Wand des Impivaara. So tummelten sie sich, der Schnee wurde rot, färbte sich immer röter, wurde tausendfach zerstampft, bis all das breitgeschwänzte Wild in seinem Blute lag. Und dann gab es neue Arbeit und Mühe für die Brüder, wenn sie ihre Beute abhäuteten, aber diese Mühe war ihnen doch sehr lieb. — Auch in die Grube am westlichen Rand der Halde verlief sich der eine oder andre der schiefäugigen Waldbewohner. Så kom efteråret med sine frostnætter,; og græshopperne, firbenene og frøerne døde eller flygtede til deres dybe gemmesteder; og nu var tiden inde til at fange ræve i blinkende sakse; denne kunst havde brødrene lært af deres fader. Mangen en rap-fodet Mikkel måtte nu betale for en eller anden lækkerbisken med sit flotte skind. - Som man ved, træder harerne veje i skovens løse sne, og ved disse stier opstillede brødrene hundredvis af messingsnarer til fordærv for mangen en hvidpelset fyr. Desuden havde de bygget en prægtig ulvegård, der var forsynet med et indad-skrånende stakit, og som lå i en krat-bevokset dalsænkning ved lysningens østlige udkant. Desuden havde de, ligeledes for at fange ulve, gravet en grav, en vældig dyb grav, et stykke fra huset på en tør og sandet mark. Stegen lokkede mange sultne ulve ind bag den stærke indhegning; og når brødrene mærkede, at deres bytte var i bekneb, opstod der larm og spektakel i ulvegården i den mørke efterårsnat. Så stod en af brødrene, lænet til indhegningen med bøssen i hånden, og sigtede for at nedlægge det strid-hårede bæst med en kugle; og en anden ved siden af ham holdt lyset, et flammende stykke harpiks-træ. Andre af dem hjalp Killi og Kiiski med at jage skummelt-fjæsede og bistert-grinende vilddyr ud af buskene og svingede deres harpiks-blus snart hid og snart did. Voldsom var den tumult, der opstod på grund af mændenes råb, hundenes spektakel og de knaldende bøsser; og uafbrudt rungede det i skoven og i Impivaaras hule-fyldte væg. Således larmede man, sneen blev tilsølet, farvedes mere og mere rød og blev trampet ned i tusind retninger, indtil omsider alle buskhalerne lå i deres blod. Og så fik brødrene stort slid og besvær med at flå byttet, men dette arbejde forekom dem dog særdeles behageligt. - Også i graven, der lå ved lysningens vestlige udkant, dejsede nu og da en af skovens skæv-øjede krabater. 06003
Bottom
06005
Top
Einmal geschah es, daß am frühen Morgen, als die ändern noch im Schlaf lagen, sich Timo aufmachte, um nach der fangbereiten Grube zu sehen, deren halbeingesunkene Decke ihn schon von ferne Gutes ahnen ließ. Und als er den Rand der Grube erreicht hatte, sah sein fröhliches Auge auch in der Tiefe ein blaßgraues Etwas, sah einen strammen Wolf, der, die Schauze auf die Erde gedrückt, bewegungslos dalag und mit seinen Augen nach dem Mann in der Höhe glupte. — Was beschloß da Timo? Den Wolf wollte er allein vom Leben zum Tod bringen und, zum großen Vergnügen der ändern, mit der haarigen Bürde auf der Schulter in das Haus treten. Er machte sich ans Werk, holte die Leiter von der Hauswand, stellte sie vorsichtig in die Grube und stieg selbst mit einem schweren Holzhammer bewaffnet die Sprossen hinunter, um dem Tier den Schädel zu zertrümmern. Lange focht er, die Zähne aufeinanderbeißend, mit seinem Hammer um sich, doch traf er immer nur in die Luft. Der Kopf des Wolfes entwischte jedesmal sehr flink, entwischte nach rechts oder links, wenn der Mann mit seiner unhandlichen Waffe zuschlug. Schließlich schleuderte er seinen Hammer nach dem Wolf und wußte sich keinen ändern Rat als hinaufzuklettern, in die Kate zu eilen und dort zu verkünden, was geschehen war. Det hændte engang, en tidlig morgen, mens de andre endnu sov, at Timo gik hen for at se til ulvegraven, hvis halvt nedstyrtede dække allerede på afstand gav ham det bedste håb. Og da han nåede hen til kanten af graven, opdagede hans henrykte øje en grå genstand dernede i dybet, opdagede en vældig ulv, der lå ubevægelig med snuden trykket imod jorden og gloede stift op på manden. - Hvad besluttede nu Timo? At han helt alene ville tage livet af ulven og så, til de andres store fornøjelse, ville træde ind i huset med den lådne byrde over skulderen. Han skred nu til værks ; hentede stigen, der stod ved husets væg, stillede den forsigtigt ned i graven og gik så ned ad trinene, med en tung trækølle i hånden; det var hans mening, at han ville knuse udyrets hoved til mask. I lang tid fægtede han med sin kølle, med blottede tænder, men han slog bestandig i den tomme luft. Ulvens hoved drejede sig hurtigt bort, drejede til højre, drejede til venstre, når manden slog løs med sit besværlige våben. Til sidst tabte han sin kølle foran ulven, og nu vidste han intet andet råd end at kravle op igen og skynde sig hen til huset og fortælle, hvad der var sket. 06005
Bottom
06006
Top
Nach einer kleinen Weile machten sich da die Brüder mit Stangen, Stricken und Schnüren auf, um ihre Beute festzunehmen. Aber die Grube war leer, als sie hinkamen. Auf der Leiter, die Timo hinter sich hatte stehen lassen, war ihr Wolf hübsch hinaufgestiegen und hatte sich, seines Lebens froh, davongemacht. Das bemerkten sie sofort, sie fluchten und knirschten mit den Zähnen, und nun suchte ihr ergrimmter Blick Timo; der aber war nicht mehr da. Er hatte schon den Waldrand gewonnen und sich bald unter den Kiefern verborgen. Er begriff, daß es nicht gut wäre, sich weiter über die Sache auszulassen. Die ändern jedoch brüllten hinter ihm her, indem sie die Fäuste schüttelten, und gelobten, ihn vom Kopf bis zu den Hacken zu Mus zu quetschen, wenn er es wagte, die Haustür auch nur einen Spalt zu öffnen. So drohten sie, verließen erbost und zornig die Grube und gingen in ihr Haus zurück. Timo aber irrte flüchtend im Wald umher, und bald bereuten die Brüder ihr Vorgehen gegen ihn, da sie einsahen, daß der Schaden nur durch seinen Unverstand und nicht durch Heimtücke entstanden war. Darum stieg Juhani noch vor Abend auf den Rücken des Impivaara, rief mit seiner kräftigen Stimme in alle Winde nach Timo und versicherte und schwor, daß er keine Furcht zu haben brauche, sondern sofort zurückkehren könne. So rief er, und nach einer Weile kehrte Timo, gewaltig maulend und böse glupend, zurück. Ohne ein Wort zu sagen, zog er sich aus, sank auf sein Lager, und bald schnarchte er in tiefem Schlaf. Lidt efter drog brødrene af sted, udstyrede med stave, reb og hals-løkker for at fange deres bytte. Men da de nåede hen til graven, var den tom. Deres ulv var nok så nydeligt klatret op ad den stige, som Timo havde efterladt i graven, og var stukket af, idet den priste sin lykke. Det opdagede brødrene straks, og, bandende og tænderskærende, kiggede de nu med vrede blikke efter Timo; men han var ikke længere til stede. Han løb allerede i vild flugt langs udkanten af skoven, hvor han snart forsvandt i læ åf fyrreskoven. Han forstod, at det ikke var så godt at blive og snakke mere om sagen. Men de andre råbte efter ham, med næverne i vejret, og lovede at brække ham sønder og sammen fra hoved til hæl, hvis han bare så meget som vovede at linde på husets dør. Sådan truede de, forlod graven, rasende og vrede, og vendte tilbage til deres hus. Men Timo vandrede som en flygtning i skoven, og snart begyndte brødrene at fortryde deres optræden over for ham, da det gik op for dem, at uheldet var sket på grund af hans uforstand og ikke skyldtes en nederdrægtig drengestreg. Derfor gik Juhani allerede før aften op på Impivaaras højdedrag og råbte derfra i alle retninger med kraftig stemme, kaldte på Timo, og lovede og forsikrede ham, at han ikke behøvede at være bange for at vende tilbage omgående. Således råbte han, og da der var gået nogen tid, kom Timo tilbage, med et vredt og skulende blik. Uden at sige et ord klædte han sig af, smed sig på sin seng, og snart snorkede han i dybeste søvn. 06006
Bottom
06007
Top
Auch für die Bärenjagd war die günstigste Zeit gekommen. Da nahmen die Brüder ihre Spieße, schoben scharfe Kugeln in ihre Gewehre und machten sich auf, den Fürsten des Ödwalds zu wecken, der schon in seinem dunklen Bau tief unter den schneebeladnen Tannen träumte. Und ihre Büchsen erlegten manch stumpfschnauzigen Petz, wenn er wutschnaubend aus seiner friedlichen Kammer hervorbrach. Da entstand oft ein heißer Kampf, der Schnee stob weit umher und rötete sich von dem strömenden Blut, weil es auf beiden Seiten Wunden gab. So wurde gekämpft, bis das rauhe Untier schließlich still am Boden lag. Die Brüder aber schmierten sich, mit ihrer Last fröhlich zu Hause angelangt, ihre Wunden mit der Salbe, die aus Branntwein, Salz, Pulver und Schwefelmehl hergestellt war. Damit beschmierten sie ihre Wunden und strichen gelbbraunen Teer darüber. Den bedste tid til bjørnejagt var nu også kommet. Så tog brødrene deres spyd, pressede nogle kraftige ladninger i deres geværer og drog af sted for at vække skovens fyrste, der drømte i sit mørke hi, dybt under de snedækkede graner. Og deres ildvåben fældede mangen en bredsnudet bamse, når den rasende styrtede ud af sit fredelige kammer. Så opstod der ofte en voldsom kamp, sneen hvirvlede omkring og blev farvet rød af det rindende blod, når der blev uddelt sår på begge sider. Sådan kæmpede de, indtil omsider den strit-fjæsede bjørn havde lagt sig til ro. Men når brødrene, larmende, var vendt hjem med deres byrde, smurte de deres sår med et lægemiddel, der var sammensat af brændevin, salt, krudt og svovlpulver. Det smurte de deres sår med og dækkede det med gulbrun tjære. 06007
Bottom
06008
Top
So schleppten sie ihren Unterhalt aus dem Bruchwald und aus dem Dickicht der Hügel herbei und füllten ihren Vorratsspeicher mit mancherlei Wildbret: mit Vögeln, Hasen, Dachsen und mit Bärenfleisch. Nicht minder hatten sie für ihren alten, treuen Valko, für sein Winterfutter gesorgt. Man sah am Rand des Moors einen mächtigen Schober mit der Sichel gemähten und glattgestrichnen Heus stehen, genug für die Dauer des Winters. Auch hatten sie nicht vergessen, daß ihre Hütte im Winter warm sein muß. So erhob sich beim Speicher ein gewaltiger Holzstoß und an der Hauswand wie ein Stapel von riesigen Elchgeweihen ein hoher Haufen teerhaltiger Stubben, der von der Erde bis unter das Traufdach reichte. — So ausgerüstet, konnten sie dem reifbärtigen Winter getrost entgegensehen. Således skaffede de sig deres udkomme fra ødemarken og bakkernes krat og fyldte deres forrådshus med mange slags vildt: fugle, harer, grævlinge og bjørnekød. De havde også draget omsorg for deres gamle, trofaste Valkos’ vinterfoder. Dernede ved mosens bred så man en vældig høstak, indhøstet med segl, glat-revet i toppen og tilstrækkelig stor (il at klare vinteren. Man havde heller ikke glemt de forråd, der var nødvendige til husets vintervarme. I nærheden af forrådshuset stod en vældig brændestabel og desuden, ved husets væg, en høj stak harpiks-rødder; den lignede en stabel af Hiisis elg-horn og nåede lige fra jorden op til husets tag. Således udstyrede kunne brødrene trygt se på den rimfrost-skæggede vinter. 06008
Bottom
06009
Top
Es ist Weichnachtsabend. Die Luft ist mild, graue Wolken verhüllen den Himmel, und frischgefallener Schnee bedeckt Berge und Täler. Aus dem Walde tönt ein sanftes Rauschen, das Birkhuhn in der kätzchenbehängten Birke, der Seidenschwanz in der rötlichen Eberesche verzehren ihr Abendbrot, und die Elster, die neugierige Jungfer des Kiefernwalds, trägt Reiser für das künftige Nest herbei. In der Kate wie im prächtigen Gehöft herrscht Freude und Frieden, und so auch in der Hütte der Brüder auf der Impivaarahalde. Vor der Tür steht eine Fuhre Stroh, die Valko der Weihnacht zu Ehren vom Gutshof Viertola für die Diele herbeigezogen hat. Denn auch hier konnten die Brüder nicht das Rascheln des Weihnachtsstrohs vergessen, das ihre schönste Erinnerung an die Tage der Kindheit war. Det er juleaften. Vejret er mildt, grå skyer dækker himlen, og den ny-faldne sne skjuler bjerge og dale. Fra skoven høres en sagte susen; urfuglen spiser til aften blandt birketræets rakler, en flok silkehaler i den rødmende røn, og skaden, fyrrekrattets begærlige jomfru, bærer kviste bort for at lægge grunden til sin kommende rede. Såvel i hytten som på den statelige herregård råder glæde og fred; således også i brødrenes hus på Impivaaras lysning. Uden for døren ser du et læs halm, som Valko til ære for julen har trukket lige fra Viertola-herregård ; det skal bredes ud på husets gulv. Ikke engang her kunne brødrene undvære den knitrende julehalm, som var deres herligste minde fra barndommens dage. 06009
Bottom
06010
Top
Aus der Hütte aber dringt das Zischen des Badewassers, das auf die heißen Steine fällt, und das Peitschen der weichen Birkenquäste. Die Brüder nehmen gerade ein tüchtiges Weihnachtsbad. Und nachdem das glühend heiße Bad beendigt war, stiegen sie von der Pritsche herunter, kleideten sich an und setzten sich, um zu verschnaufen, auf die Balken, die statt Bänken längs der Wände angebracht waren. Da saßen sie pustend und nach Herzenslust schwitzend. Ein flammender Kienspan erhellte den Raum. Valko zerknackte in seinem Stand seinen Hafer, denn auch an sein Weihnachten war gedacht worden. Nickend und gähnend saß auf seinem Sparren der Hahn, Killi und Kiiski lagen, das Kinn auf den Pfoten, beim Ofen, und auf Juhanis Knien spann die alte, wassergraue Katze vonjukola. Men fra huset hører man dampen suse fra ovnens ophedede sten og en klaskende lyd af bløde baderis. Brødrene tager sig nu et grundigt julebad. Og da de omsider var færdige med det brændende varme bad, steg de ned fra briksen, klædte sig på og satte sig til hvile på de planker, der var anbragt langs væggene i stedet for bænke. Dér sad de nu, pustende og sveddryppende. En flammende spån oplyste stuen; Valko knasede havre i sin bås, for man havde heller ikke glemt hans jul; hanen sad på sit spær, døsig og gabende; Killi og Kiiski lå tæt ved ovnen med snuden på poterne ; og Jukolas gamle, vandgrå kat spandt i Juhanis skød. 06010
Bottom
06011
Top
Schließlich begannen Timo und Simeoni das Abendessen zurechtzumachen; die ändern aber trugen die Strohbunde herein. Sie öffneten die Schnüre und breiteten das Stroh aus, auf der Diele ungefähr eine Handspanne dick, etwas dicker auf der Pritsche, wo sie gewöhnlich den Abend und die Nacht verbrachten. — Endlich war das Abendessen fertig: sieben Ringbrote, zwei eichene Schüsseln voll dampfenden Bärenfleischs und ein Kübel Bier standen auf dem Tisch. Sie hatten sich ihr Bier genau nach dem Rezept ihrer Mutter selber gebraut. Aber stärker als gewöhnliches Bauernbier hatten sie es gemacht. Dunkelrot schäumte es in dem Kübel, und wenn man eine Kanne voll davon hinuntertrank, spurte man wohl einen gelinden Schwindel im Kopfe. — Am Tisch aber saßen sie nun alle und genossen das Fleisch und das Brot und aus dem Kübel das schäumende Bier. Omsider begyndte Timo og Simeoni at tilberede aftensmåltidet, mens de andre bar neg ind. De løste båndene op og bredte halmen ud på gulvet i et lag på sådan noget som en kvart alen, men et endnu tykkere lag på briksen, hvor de som regel tilbragte deres aftener og nætter. - Til sidst var aftensmaden færdig: syv hul-brød, to egetræs-fade med dampende bjørnekød og en spand skummende øl stod på bordet. De havde selv brygget deres øl, idet de nøje havde fulgt deres mors metode ved fremstillingen af denne drik. De havde dog gjort den stærkere end almindeligt bondeøl. Rød-sort skummede det i spanden, og hvis du nedsvælgede en kande af det, ville du ligesom føle dig lidt svimmel i hjernekassen. - Men nu sidder de allesammen ved bordet, nyder kødet og brødet og det skummende øl af spanden. 06011
Bottom
06012
Top
AAPO: Nun, da ist ja reichlich vor uns aufgetürmt. AAPO: Her er sandelig bunket rigeligt med mad op foran os. 06012
Bottom
06013
Top
JUHANI: Eßt und trinkt, Jungens, denn jetzt haben wir Weihnachten, alle haben Weihnachten, Tiere wie Menschen. Bester Timo, gieß doch unserm armen alten Valko einen Schluck Bier zum Hafer in die Krippe. — So! meinetwegen auch eine Kanne. Keine Knauserei heute abend, alle sollen haben, das Pferd, der Hund und der Kater genauso wie die fröhlichen Jukolabrüder. Den Hahn laßt ruhig schlafen, der bekommt morgen sein Teil. Da! Killi und Kiiski, habt ihr einen tüchtigen Klumpen Bärenkeule, und das ist für dich, armes Kätzchen. Aber erst Pfötchen geben, du Glotzgesicht! Siehst du, so! Und nun beide Pfoten! Guckt mal da, die Kunststücke, und sagt mir, ob ich nicht auch ein bißchen Schulmeister bin. Mit beiden Tatzen gibt er schon Pfötchen auf einmal, und dann kann er sich wie ein verständiger Alter allein hinsetzen und, hols der Henker! steckt mir beide Vordertatzen in die Hand. So! JUHANI: Lad os spise og drikke, drenge, for nu er det jul, jul for alle, såvel for dyr som mennesker. Broder Timo, hæld lidt øl over stakkels Valkos havre-dynge dér i krybben. - Sådan, lad gå bare, i hvert fald et stob. Ingen nærighed denne aften, men lad alle få deres part, såvel hesten, hunden og katten som Jukolas glade brødre. Lad hanen hvile i fred og kræve sin andel i morgen. Her, Killi og Kiiski, her får I et vældigt stykke af bjørnens lår, og her er til dig, arme kat. Men først gi’ pote, du, plir-øjede! - Ja, sådan! Og nu begge poterne! Se på vor kats kunster og indrøm så, at jeg er noget af en læremester. Han giver allerede hånd med begge poter på én gang, og så sidder han som en alvorlig, gammel mand og stikker, den filur, begge forpoterne i min hånd. Sådan! 06013
Bottom
06014
Top
AAPO: Ach, wie spaßig! AAPO: Sikke en forestilling! 06014
Bottom
06015
Top
TUOMAS: Was ein Mann auf seine alten Tage noch alles lernen muß! TUOMAS: Hvad man dog må lære selv på sine gamle dage. 06015
Bottom
06016
Top
JUHANI: Das hat wahrhaftig auch Zeit gekostet. Aber ich habe nicht locker gelassen, bis das Kerlchen seinem Lehrer mit beiden Pfoten danken konnte. Jetzt macht ers wie ein Alter, und der Herr Magister hat seinen Lohn. — Ja, das ist ein Kater! Guck da! Steck dir nur ein Stück Bär in die Backen. Und Killi und Kiiski. Ja, ja! »Den Herrn kannst du anrühren, aber nicht seinen Hund.« Richtig! Doch ich will noch hinzusetzen: den Jukola-Jussi kannst du anrühren, aber nicht seinen Kater. JUHANI: Den lærdom har sandelig også krævet sin tid. Men jeg lod ikke knægten slippe, før han kunne takke sin lærer med begge poter. Men nu gør han det som en mand, og læreren er betalt. - Se, det er vel nok en kat! Her, sæt en bid bjørn til livs. Og så Kiiski og Killi. Ja, ja! »rør ved en mand, men rør ikke ved hans hund«. Rigtigt! Men dertil vil jeg føje: rør ved Jukolas Jussi, men ikke ved hans kat. 06016
Bottom
06017
Top
EERO: Reich mir mal den Bierkübel her, Juhani. EERO: Stik mig det dér ølkrus, Juhani. 06017
Bottom
06018
Top
JUHANI: Den sollst du haben. Trink, Bester, trink, du Gottesgeschöpf, denn jetzt ist Weihnachten, und im Speicher ist genug. Wozu sind wir denn da? Was kümmerts uns, wenn gleich die ganze Welt außer dem Impivaara und seiner Umgebung in Staub und Asche zerpuffte? Hier leben wir wie der Spatz im Kornacker, leben nach unsrer Kappe und pfeifen und dudeln auf die boshaften Menschen. Hier ist für uns gut sein. Der Wald ist unsre Wiese, unser Acker, unsre Mühle und unser Nest in alle Ewigkeit. JUHANI: Det skal du få. Drik, brorlil, du, Guds skabning, drik, for nu er det jul, og der mangler ikke forråd derude i boden. Hvad savner vi her? Hvad kommer det os ved, om så hele verden brændte og blev til støv1 og aske, undtagen Impivaara og dets omgivelser ? Her lever vi som blommen i et æg, på vor egen grund og behøver ikke at bekymre os det mindste om onde mennesker. Her er godt at være. Skoven er vor eng, vor mark, vor mølle og vor rede til evig tid. 06018
Bottom
06019
Top
TIMO: Und unser Fleischspeicher. TIMO: Og vor kød-bod. 06019
Bottom
06020
Top
JUHANI: Ganz recht! Hier ist für uns gut sein! Hab Dank für deinen Vorschlag, Lauri, daß wir vom Jahrmarkt der Welt wegziehen sollten. Hier herrscht Freiheit und Friede. Und ich frage noch mal: was kümmert es uns, wenn ein goldenes Feuer die ganze Welt verbrennt, wenn nur die nördliche Hälfte des Jukolahofs und seine sieben Jungen verschont bleiben? JUHANI: Ja, netop! Her er godt at være. Tak, Lauri, for den udvej, du fandt til os, så vi slap bort fra verdens markeder. Her er frihed og fred. Jeg spørger endnu en gang: hvad angår det os, om så en gylden ild fortærede hele denne verden, når blot den nordlige del af Jukola gård og dens syv sønner skånes ? 06020
Bottom
06021
Top
TIMO: Fräße sich mal ein Lauffeuer über die ganze Welt, dann würd auch die nördliche Hälfte von Jukola zu Staub und Asche werden und seine sieben Jungen obendrein. TIMO: Hvis en løbeild gik rensende hen over verden, så ville den nordlige del af Jukola også blive til støv og aske og dets syv sønner oven i købet. 06021
Bottom
06022
Top
JUHANI: Das weiß ich allerdings. Aber siehst du, man kann sich doch denken, was man will, kann sich als Herrn der ganzen Welt denken oder als wühlender Mistkäfer. Siehst du, man kann sich denken, daß Gott, die Teufel, die Engel und das ganze Menschengeschlecht und das Getier auf der Erde, im Meer und in der Luft gestorben sind, kann sich denken, daß Erde, Hölle und Himmel wie ein Bündel Werg im Feuer verzehrt würden und Finsternis an ihre Stelle träte, in der kein Hahn je mehr das Tageslicht des Herrn verkündet. So schießt hier der Gedanke des Menschen umher. Wer kann dem Netze in den Weg werfen? JUHANI: Det ved jeg godt. Men ser du, en mand kan forestille sig, hvad han vil; bilde sig ind, han er verdens herre eller en krablende skarnbasse. Se, han kan forestille sig, at Gud er død, djævlene, englene og hele menneskeslægten og dyrene på jorden, i havet og i luften; han kan forestille sig, at jord, helvede og himmel forsvinder som en tot blår i ilden, og at der i stedet for kommer et mørke, hvor ingen hane med tilbage-bøjet hals nogensinde forkynder Herrens lys. Sådan flyver mandens tanke, og hvem kan kaste net i dens vej ? 06022
Bottom
06023
Top
TIMO: Wer kann das Gebäude dieser Welt begreifen? Nicht der Mensch, der einfältig ist und dumm wie ein blökender Schafsbock. Aber am besten ists, man nimmt den Tag, wie er kommt, läßt ihn gehn, wie er geht, mag er dann in die Pilze oder in die Wicken gehen. Hier sind wir nun mal. TIMO: Hvem begriber denne verdens opbygning? Ikke menneskebarnet, der er enfoldig og dum som en brægende vædder. Men det er bedst at tage dagen, som den kommer, og lade den gå, som den går, om det så ender galt eller tosset. Vi er her bare. 06023
Bottom
06024
Top
JUHANI: Was brauchen wir hier mehr? Was fehlt uns? JUHANI: Hvad mangler vi her ? Savner vi noget ? 06024
Bottom
06025
Top
TIMO: »Nicht Gottes Gnade und kein Wuppdich.« Der Speicher ist voll und die Stube warm. Und hier wälzen wir uns auf unserm Stroh. TIMO: »Hverken Guds nåde eller hans fuglemælk«. Boden er fuld af mad, og vort hus er varmt. Og her vælter vi os også i halmen. 06025
Bottom
06026
Top
JUHANI: Hier wälzen wir uns wie die Kälber im raschelnden Stroh. Baden können wir uns, sooft wir Lust haben, wanns uns gefällt, und essen, wanns uns schmeckt. — Aber nun sind wir wohl alle satt. Also den Wanst gesegnet und den Tisch abgeräumt! JUHANI: Her tumler vi os som kalve i den knitrende halm. Vi kan bade, når vi vil; når det falder os ind, og spise, når det smager os. - Men nu er vi jo allerede mætte mænd. Og der er intet andet tilbage end at velsigne vor mavesæk og tage af bordet. 06026
Bottom
06027
Top
SIMEONI: Wartet, bis ich ein kurzes Tischgebet gesprochen und einen Vers drauf gesungen habe. SIMEONI: Vent, til jeg har læst en kort bordbøn og sunget et salmevers bagefter. 06027
Bottom
06028
Top
JUHANI: Laß das diesmal! Weshalb hast dus nicht vor dem Essen getan? — Eero, du als der Jüngste gehst und zapfst Bier aus dem Faß. JUHANI: Lad det nu være for denne gang. Hvorfor gjorde du det ikke før måltidet? - Gå, Eero-knægt, du, der er den yngste, gå hen og tap øl af tønden. 06028
Bottom
06029
Top
SIMEONI: Du erlaubst also nicht, daß dem Weihnachtsabend zu Ehren ein Vers gesungen wird? SIMEONI: Du tillader altså ikke, at man synger et salmevers til ære for juleaftenen? 06029
Bottom
06030
Top
JUHANI: An uns sind die Sänger verloren, mein Lieber. Wir singen und beten in unserm Herzen, was Gott auch das angenehmste Opfer ist. — Da ist ja aber der Bierkübel, brausend und schäumend wie ein Wasserfall. Sollst bedankt sein, Kleiner! Zum Wohl! Tuomas, nimm einen Schluck, aber daß man es merkt. JUHANI: Vi er ikke sangere, kære bror. Lad os synge og bede i vore hjerter, det er jo også Guds mest velbehagelige offer. Men se, dér har vi ølkruset igen, sydende og skummende som Kyrö fos. Tak skal du ha’, knægt! Tag en slurk! Smag på det, broder Tuomas, så det rigtig kan mærkes i skrutten. 06030
Bottom
06031
Top
TUOMAS: Da fackle ich nicht lang. TUOMAS: Jeg tøver ikke ret længe. 06031
Bottom
06032
Top
JUHANI: Das war wie ein Mann gehoben. Von solchen Schlucken kriegen wir die reinen Kantorkehlen. JUHANI: Sådan drikker en mand. Den slags slurke gør vore struber til rigtige klokker-struber. 06032
Bottom
06033
Top
Leben läßt sichs ja auch
hier hinterm Bach am Graben.
Mürbes Moorholz brennen wir,
und Bier im Bach wir haben.
Livet har vi førhen kendt
på den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
06033
Bottom
06039
Top
Jawohl. Aber unser Trank ist brauner Gerstensaft, unser Brennholz sind Scheite und Kienstubben, und unter uns haben wir ein weiches Strohpolster, einen großartigen Boden zum Ringen, der auch für Könige und Großfürsten gut genug wäre. — Ein Wort, Tuomas. Da hat Bruder Aapo mal versichert, deine Kraft und Stärke ginge gewaltig über Juhos, das möchte ich aber doch nicht recht glauben. Wie wärs, wenn wir mal einen Ringkampf machten? Laß uns versuchen! Ja, sådan. Men vor drik er kornets brune saft, vort brændsel favne-brænde og harpiks-stubbe, og under os har vi halmens bløde bolster, en herlig bryde-plads selv for konger og storfyrster. - Et ord, Tuomas! Broder Aapo, påstod engang, at din kraft og styrke langt overgår Juhos, men det vil jeg nu ikke rigtig tro. Hvordan ville det være at rulle sig dér i halmen? Lad os prøve! 06039
Bottom
06040
Top
SIMEONI: Bleibt sitzen, und habt doch wenigstens bis morgen mit dem schimmernden Stroh Erbarmen! SIMEONI: Hold jer i skindet! Og skån den skinnende halm, i hvert fald til i morgen. 06040
Bottom
06041
Top
JUHANI: Jetzt ist die Freude am größten, »der Vorabend ist das Beste am Fest«; und das Stroh landet ja doch im Schweinekoben. — Hast du Lust, Tuomas? JUHANI: Nu står glæden på sit højdepunkt, »helligdagsaftenen er højeste fest«; og halmen bliver jo alligevel til strøelse. - Har du lyst, Tuomas? 06041
Bottom
06042
Top
TUOMAS: Kanns ja versuchen. TUOMAS: Man kan vel prøve. 06042
Bottom
06043
Top
JUHANI: Kreuzgriff! JUHANI: Livtag! 06043
Bottom
06044
Top
TUOMAS: Meinetwegen! TUOMAS: Ja, lad gå! 06044
Bottom
06045
Top
JUHANI: Pack an, pack an! JUHANI: Vi griber fat, vi griber fat! 06045
Bottom
06046
Top
AAPO: Warte, Junge! Tuomas muß sich auch an deinem Hosenbund festkrallen. AAPO: Vent, knægt. Lad også Tuomas få et fast greb i din bukselinning. 06046
Bottom
06047
Top
JUHANI: Soll er auch! JUHANI: Det skal han få, det skal han få. 06047
Bottom
06048
Top
EERO: Ach, Juho, weshalb fletschst du die Zähne und verdrehst die Augen wie ein Ochse auf der Schlachtbank? O weh, Brüderchen! Aber paß auf, daß du dich nicht zum Gespött machst. EERO: Juho, hvorfor griner du og ruller med øjnene som oksen på slagtebænken? Ak, kære bror! Pas på, du nu ikke bringer skam over dig selv. 06048
Bottom
06049
Top
AAPO: Fertig. Wer hat den ersten Wurf? AAPO: Alt i orden. Hvem har det første kast ? 06049
Bottom
06050
Top
JUHANI: Tuomas meinetwegen. JUHANI: Lad det være Tuomas. 06050
Bottom
06051
Top
TUOMAS: Nein, der Älteste. TUOMAS: Lad det være den ældste broder. 06051
Bottom
06052
Top
JUHANI: Dann steh fest. JUHANI: Stå så fast. 06052
Bottom
06053
Top
TUOMAS: Wills versuchen. TUOMAS: Jeg skal prøve på det. 06053
Bottom
06054
Top
JUHANI: Stehst du, stehst du? JUHANI: Står du, står du? 06054
Bottom
06055
Top
TUOMAS: Wills versuchen. TUOMAS: Jeg skal prøve. 06055
Bottom
06056
Top
AAPO: Juchhe, Jungens! So, ja so! Ihr kämpft ja wie die Glaubensstreiter. Juho ringt und rüttelt wie Israel selber, und »Tuomas wie ne Eiche stehet«. AAPO: Halleluja, drenge! Sådan ja, netop sådan! I kæmper som troens helte. Juho brydes og bakser som selve Israel, og Tuomas »som egen stod«. 06056
Bottom
06057
Top
EERO: Wenn »Abram seine Predigt drehet«. Aber kannst du Jussis Mund ansehen, ohne daß dich schaudert? Ah, ich glaub, wenn ich ihm jetzt ein Stück Stahl zwischen die Zähne steckte, gings kraeks! und zerbissen wär es. Schauderhaft, schauderhaft! EERO: »Da Abraham sin røst oplod«. Men se på Juhos mund og bliv forskrækket. Ak, om jeg nu kunne stikke en stålstang ind mellem hans tænder, så - smask!, og den ville straks gå i to stykker. Jeg er forfærdet, forfærdet! 06057
Bottom
06058
Top
AAPO: Ein Männerkampf, weiter nichts. Die Balken heben und senken sich ja unter uns. AAPO: Det er jo et livtag mellem mænd. Gulvplankerne stiger og falder under os. 06058
Bottom
06059
Top
EERO: Wie die Orgelpedalen; und Tuomas’ Hacken schrammen über die Diele wie ein grober Rißpflug. EERO: Som orgelbælge; og Tuomas’ tøfler pløjer gulvet som en grov træplov. 06059
Bottom
06060
Top
AAPO: Ja, die streicheln sich auch nicht gerade mit Samtpfötchen. Donnerwetter! wenn dieser Kampf draußen auf dem Felsen stattfände, dann schlügen die Absatzeisen Funken. AAPO: Man stryger ikke netop med mælkefingre. For fanden, hvis dette slagsmål fandt sted deroppe på bjerget, så ville hæle-beslagene slå gnister af klippen. 06060
Bottom
06061
Top
EERO: Richtige goldne Sterne flögen in den Wald, und dann gäbs ein lustiges Lauffeuer. — Aber Tuomas steht immer noch. EERO: Rigtige guldstjerner ville flyve ind i skoven, så der opstod en munter skovbrand. - Men Tuomas står stadig. 06061
Bottom
06062
Top
TUOMAS: Hast du nun genug gezerrt? TUOMAS: Har du nu rusket tilstrækkeligt? 06062
Bottom
06063
Top
JUHANI: Wirf du! JUHANI: Ja, kast du. 06063
Bottom
06064
Top
TUOMAS: Wills versuchen. Aber gib acht, wie sich jetzt die Diele dreht. TUOMAS: Jeg prøver. Og nu skal du få at se, hvordan gulvet snurrer rundt. 06064
Bottom
06065
Top
EERO: Denk dran, denk dran, Juho! — EERO: Stå fast, stå fast, Juho! - 06065
Bottom
06066
Top
AAPO: Das war ein Wurf! AAPO: Det var et kast. 06066
Bottom
06067
Top
EERO: Das war ein Krach wie mit nem Holzhammer, wie ein Schlag von nem Feuerkeil des Himmels. EERO: Det var et brag som af »Haamaas trækølle«, et brag som af »himmelens ild-hammer«. 06067
Bottom
06068
Top
TIMO: Und Juhani liegt da wie ein Maltersack. TIMO: Og dér ligger Juhani som en maltsæk. 06068
Bottom
06069
Top
EERO: O weh, Jussi-Jungchen. EERO: Ak, stakkels »Jussi-knægt«! 06069
Bottom
06070
Top
TIMO: So nannte er sich immer als kleiner Junge. TIMO: Sådan kaldte han sig selv som lille purk. 06070
Bottom
06071
Top
AAPO: Man muß aber wissen, wie man einen Mann umwirft. Denk dran, Tuomas: der Mensch ist kein Eisen, sondern nur Fleisch und Bein. AAPO: Man bør tænke på, hvordan man kaster en mand. Husk, Tuomas: menneskets krop er ikke afjern, men af kød og ben. 06071
Bottom
06072
Top
TIMO: Ja, wenn er auch Hosen anhat. TIMO: Ja, selv om det bærer bukser. 06072
Bottom
06073
Top
TUOMAS: Hab ich dir wehgetan? TUOMAS: Gjorde jeg dig fortræd ? 06073
Bottom
06074
Top
JUHANI: Klimmer dich um dich selber. JUHANI: Pas dig selv. 06074
Bottom
06075
Top
TUOMAS: Steh auf. TUOMAS: Rejs dig op. 06075
Bottom
06076
Top
JUHANI: Das werd ich schon tun, und dann zeig ich dir, was Männerkraft beim Wippstock heißt. Bei dem Spiel zeigt sichs, was Kraft ist. JUHANI: Jeg rejser mig op og viser dig mandskraften ved at trække stang. I den leg vejes kræfterne. 06076
Bottom
06077
Top
TUOMAS: Eero, hol die Schürstange dort aus der Ecke. — Hier, Juhani. TUOMAS: Eero, hent stangen derhenne i krogen, den stang, vi roder i ilden med. - Se her, Juhani. 06077
Bottom
06078
Top
JUHANI: Hier bin ich. Und nun Hintertatze an Hintertatze und die Krallen um die Forke. JUHANI: Her er jeg. Og nu bagpote imod bagpotc og næverne omkring stangen. 06078
Bottom
06079
Top
AAPO: Und wenn ich juchhe! schreie, zieht ihr an, aber zerren gilt nicht. Die Stange über die Zehen, genau über die Zehen und keinen Zoll vor oder zurück. —Jetzt, juchhe! AAPO: Og når jeg råber, så trækker I, men uden et eneste ryk. Stangen ved tåspidserne, lige ved tåspidserne og ikke en tomme til nogen af Siderne. - nu, drenge! 06079
Bottom
06080
Top
TIMO: Juho hebt sich, daß es nur so schwuppt. TIMO: Juho stiger til vejrs, så det knager. 06080
Bottom
06081
Top
AAPO: Da gibts keine Gnade. AAPO: Dér hjælper ingen nåde. 06081
Bottom
06082
Top
JUHANI: Zapf mir etwas Bier, Timo. JUHANI: Timo, gå hen og tap øl. 06082
Bottom
06083
Top
TIMO: Du hinkst ja, Bruder. TIMO: Du halter jo, kære bror. 06083
Bottom
06084
Top
JUHANI: Bier gezapft, verfluchter Bengel! Hörst du nicht? Gleich gibts was hinter die Ohren. JUHANI: Tap øl, din forbistrede lømmel. Hørte du? Eller skal jeg daske dig om ørerne ? 06084
Bottom
06085
Top
TUOMAS: Habe ich dir den Fuß geschunden? TUOMAS: Slog jeg din fod ? 06085
Bottom
06086
Top
JUHANI: Was kümmert dich das? Sieh nach deinen eigenen Pfoten. Was liegt mir daran, wenn mir das Eisen vom Stiefel losgeht! Beim Ringen ists ja abgefallen wie eine Rübenscheibe. Aber kümmer dich um dich. Es scheint, du gewinnst im Ringen und mit dem Wippstock; aber komm, wir wollen uns rangeln. JUHANI: Hvad kommer det dig ved ? Pas du din egen pote. Hvad angår det mig, om så hælen faldt af støvlen ? Den gik jo af under brydekampen som en roe-skive. Men pas du dig selv. Det ser ud til, du vinder over mig i brydning og stang, men kom og slås. 06086
Bottom
06087
Top
AAPO: Rangelei gehört nicht hierher. AAPO: Slagsmål hører jo ikke til sagen. 06087
Bottom
06088
Top
JUHANI: Gewiß, wenn wir nur wollen. JUHANI: Jo, hvis vi vil. 06088
Bottom
06089
Top
TUOMAS: Ich will nicht. TUOMAS: Jeg vil ikke. 06089
Bottom
06090
Top
JUHANI: Weil du keinen Mut hast. JUHANI: Du tør ikke. 06090
Bottom
06091
Top
AAPO: Ringen tut man nur zum Spaß. AAPO: Husk, at brydningen er en leg. 06091
Bottom
06092
Top
SIMEONI: Ja, zum Spaß, aus dem oft Schlägerei und Totschlag wird. SIMEONI: Jeg ved, at det er en leg, der ofte giver anledning til slagsmål og mord. 06092
Bottom
06093
Top
JUHANI: Gut, Tuomas hat meinetwegen gewonnen, aber kein andrer kriegt hier den Juhani unter. Das schwöre ich, und das zeige ich am einen wie am ändern durch die ganze Kompanie. — Einen Kampf, Aapo! Hält dein Gurt? Hält er? JUHANI: Lad Tuomas have vundet, men ingen anden bøjer Juhani her. Det svægrer jeg og viser fra mand til mand hele kompagniet igennem. - En dyst, Aapo! Holder din krave, holder den? 06093
Bottom
06094
Top
AAPO: Immer gleich wild ohne den geringsten Grund! Geduld, Geduld, und laß uns anständig ringen! AAPO: Galhovedet uden mindste grund. Rolig, rolig, lad os brydes på ærlig vis. 06094
Bottom
06095
Top
JUHANI: Blitz und Hagel! JUHANI: Lyn og torden! 06095
Bottom
06096
Top
AAPO: Geduld, sag ich. — So, nun wirf! AAPO: Rolig, siger jeg. - Sådan, kast nu. 06096
Bottom
06097
Top
EERO: Der Juho tanzt Polka wie geschmiert; wenn er auch hinkt. EERO: Juho danser polka som en mand, selv om han halter. 06097
Bottom
06098
Top
JUHANI: Was meinst du jetzt, Bruder Aapo? JUHANI: Hvad siger du nu, broder Aapo? 06098
Bottom
06099
Top
AAPO: Daß ich unter dir liege. AAPO: At jeg ligger under dig. 06099
Bottom
06100
Top
JUHANI: Nun kommst du an die Reihe, Simeoni! JUHANI: Kom frem som næste nummer, Simeoni. 06100
Bottom
06101
Top
SIMEONI: Nicht für tausend Taler entweihe ich das hohe Fest. SIMEONI: Ikke en gang for tusind rigsdaler ville jeg forstyrre den høje fest. 06101
Bottom
06102
Top
JUHANI: Respekt vor dem Weihnachtsfest! Aber bei diesem unschuldigen Ringen, wo unser Geist fröhlich und unser Herz rein ist, wird wirklich nichts entweiht. Nur mal probiert, Simeoni! JUHANI: Æret være julehøjtiden! Man forsynder sig ikke imod den ved en uskyldig brydekamp, hvis blot vort sind er muntert og vort hjerte rent. Et forsøg, Simeoni! 06102
Bottom
06103
Top
SIMEONI: Was versuchst du mich? SIMEONI: Hvorfor frister du mig ? 06103
Bottom
06104
Top
JUHANI: Einen Kampf! JUHANI: Et basketag! 06104
Bottom
06105
Top
SIMEONI: Du Satanas! SIMEONI: Din satan! 06105
Bottom
06106
Top
AAPO: Laß ihn in Frieden, Juhani, laß ihn! AAPO: Fred være med ham, Juhani, fred! 06106
Bottom
06107
Top
JUHANI: Wir können doch mal probieren. Siehst du, so, das geht mit einem Wuppdich! JUHANI: Vi kan vel forsøge. Se så, bare et eneste tag i kraven! 06107
Bottom
06108
Top
SIMEONI: In die Hölle mit dir, arger Geist! Ich gebe zu, daß du gewinnst. SIMEONI: Gå ad helvede til, onde ånd! Jeg indrømmer, at du vinder. 06108
Bottom
06109
Top
TUOMAS: Das glaub ich erst, wenn ichs sehe. Ich denke, auch Simeonis Muskeln sind nicht gerade aus Kalbfleisch. TUOMAS: Det tror jeg først, når jeg ser det. Jeg formoder, at Simeonis sener heller ikke er kalvekød. 06109
Bottom
06110
Top
JUHANI: Drum soll er versuchen. Da wird sichs ja zeigen, ob sie aus Kalbfleisch oder aus schwarzem faserigem Bärenfleisch sind. JUHANI: Lad ham derfor komme og prøve. Så vil man få at se, om de er kalvekød eller mørkt, senet bjørnekød. 06110
Bottom
06111
Top
AAPO: Laß ihn gehn, und trete ein anderer Mann vor, der mehr Lust hat, sich zu messen. Timo, alter Kämpe! AAPO: Lad ham være i fred og lad en anden komme frem, der har større lyst til at slås. Broder Timo, altid en tapper mand! 06111
Bottom
06112
Top
JUHANI: Magst du? JUHANI: Vil du? 06112
Bottom
06113
Top
AAPO: Kopf hoch, Timo! Bist doch sonst kein Murmeltier. AAPO: Klem på, Timo! Du har jo aldrig været noget hængehoved. 06113
Bottom
06114
Top
TUOMAS: Nein, sondern immer forsch, immer wie bei sich zuhause. Ich vergesse auch nicht die Hiebe, die er in der sonderbaren Prügelei mit den Burschen von Toukola ausgeteilt hat. Da kriegte er zuerst unversehens einen gehörigen Schlag auf den Hirnkasten. Aber ohne sich groß darüber aufzuregen, drehte er sich ruhig um, riß seinem Mann die Stange aus der Faust, schlug ihm damit auf das Schäldeldach — und die Stange war in Stücke. Die Stange war in Stücke, daß es pfiff, und der Mann plumpste wie ein leerer Sack auf die Erde! Das machte der Jukola-Timo. Und ich weiß, daß er noch seinen Mann steht. TUOMAS: Aldrig, men altid kæk; altid som i sin egen gård. Jeg glemmer ikke det kunststykke, han lavede i den uforglemmelige bataille med Toukola-folkene. Han fik først, ganske uventet, et vældigt slag i hovedet, men uden at bekymre sig synderligt om det, snurrede han rolig rundt, snappede staven ud af mandens næve og slog igen, lige oven i skallen, og så - gik staven i stykker. Staven brækkede midt over, så det bragede, og manden dejsede om som en tom sæk. Sådan er Jukolas Timo. Og jeg ved, at der stadig er krummer i ham. 06114
Bottom
06115
Top
TIMO: Komm her, Junge. TIMO: Kom an, knægt. 06115
Bottom
06116
Top
JUHANI: Das hab ich mir gerade gewünscht. Aber laß mich nur auch erst richtig einhaken. Jetzt fertig. JUHANI: Det er netop, hvad jeg vil. Men lad mig også få fat i dine linninger. Nu er j'eg klar. 06116
Bottom
06117
Top
AAPO: Timo hat den ersten. AAPO: Timo skal have det første kast. 06117
Bottom
06118
Top
JUHANI: Gut. Da kann ich mich ein bißchen verpusten. JUIIANI: Lad gå. Så får j‘eg tid til at puste lidt. 06118
Bottom
06119
Top
TIMO: Siehst du, so! TIMO: Se dér! 06119
Bottom
06120
Top
JUHANI: Oho, Kleiner! JUHANI: Nej, min dreng! 06120
Bottom
06121
Top
TUOMAS: Ein ganz famoser Ruck, Timo, du braver Timo. Aber kannst dus noch besser? TUOMAS: Det var et temmelig kraftigt ryk, Timo, du tapre Timo! Men er der ikke råd for at gøre det bedre? 06121
Bottom
06122
Top
JUHANI: So leicht geht unsereiner nicht. JUHANI: Vi går ikke herfra så let. . 06122
Bottom
06123
Top
TUOMAS: Kannst dus noch besser, Timo? TUOMAS: Timo, er der ikke råd for at gøre det bedre? 06123
Bottom
06124
Top
TIMO: Wollen sehen. Was meinst du zu diesem? TIMO: Det burde der være. - Men så det her? 06124
Bottom
06125
Top
JUHANI: »So leicht geht unsereiner nicht«, sprach der Bettler von Hyvämäki. JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06125
Bottom
06126
Top
AAPO: Noch einmal, Timo. AAPO: En gang til, Timo. 06126
Bottom
06127
Top
TUOMAS: Kannst dus noch besser? TUOMAS: Er der ikke råd for at gøre det bedre ? 06127
Bottom
06128
Top
TIMO: Wollen sehen. — Vielleicht so einer? TIMO: Der burde være. - Men så det her ? 06128
Bottom
06129
Top
JUHANI: »So leicht geht unsereiner nicht«, sprach der Bettler von Hyvämäki. JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. 06129
Bottom
06130
Top
TUOMAS: Nun, das war ein Ruck, der saß. TUOMAS: Men det var et ryk, der kunne mærkes. 06130
Bottom
06131
Top
EERO: Keine Not, nur ein ganz klein bißchen und ganz unschuldig hat Juhanis Stimme gebebt. EERO: Ingen fare, Juhanis stemme skælvede bare en smule og ganske uskyldigt. 06131
Bottom
06132
Top
JUHANI: Ich stehe noch. JUHANI: Jeg står oprejst endnu. 06132
Bottom
06133
Top
TUOMAS: Noch einmal, Timo. TUOMAS: En gang til, Timo. 06133
Bottom
06134
Top
TIMO: Versuchen wirs, versuchen wirs. TIMO: Vi skal prøve, vi skal prøve. 06134
Bottom
06135
Top
JUHANI: Stopp-stopp-stopp! Meine Hose rutscht! JUHANI: »Vent — holdt!« Mine bukser skrider. 06135
Bottom
06136
Top
TIMO: »Aber itzt, sprach Kaitaranta.« TIMO: »Men nu, sagde Kaitaranta«. 06136
Bottom
06137
Top
JUHANI: Meine Hose rutscht! Hörst du nicht? JUHANI: Mine bukser skrider. Hører du det? 06137
Bottom
06138
Top
TIMO: Siehst du, so, Brüderchen. TIMO: Se, sådan, min broder! 06138
Bottom
06139
Top
AAPO: Liegt da Juhani wieder und küßt die Diele? AAPO: Ligger nu Juhani dér igen og kysser gulvet? 06139
Bottom
06140
Top
EERO: Und schnauft wie ein Bulle, ’s ist nur gut, daß er sich nun »ein bißchen verpusten kann«. EERO: Og stønner som en stud. Men det er da godt, »han får tid til at puste lidt«. 06140
Bottom
06141
Top
TIMO: Da liegt der Kerl unter mir wie ein nasser Latschen. TIMO: Knægten ligger under mig som en våd kludesko. 06141
Bottom
06142
Top
TUOMAS: Ja, aber seine Hose hat ihm einen Streich gespielt. TUOMAS: Men hans bukser spillede ham et puds. 06142
Bottom
06143
Top
AAPO: Der Wahrheit die Ehre, so ists. Die eigne Hose war gegen ihren Herrn und ging zu Timo über. AAPO: Det må siges i sandhedens navn. Jussis egne bukser gjorde modstand imod deres herre og sluttede forbund med Timo. 06143
Bottom
06144
Top
EERO: So ists. Drum weg mit allen Hosen und von frischem ans Werk! EERO: Således forholder det sig. Derfor væk med bukserne, og lad legen begynde igen. 06144
Bottom
06145
Top
SIMEONI: Halt den Schnabel, du Wiesenknarre! Ich gebe dir sonst eins drauf. Hast du noch nicht genug von diesem höllischen Spiel? SIMEONI: Hold nu kæft, din døgenigt. Ellers giver jeg dig nogen på snuden. Har du ikke allerede fået nok af denne helvedes leg? 06145
Bottom
06146
Top
EERO: Na, dann laß es sich zu nem himmlischen Spiel verwandeln. Hosen und Hemden weg, und dann ringt wie Engel auf den Gefilden des Paradieses. EERO: Nå, lad os så gøre den til en himmelsk leg. Væk med bukserne og skjorterne, og lad os brydes som to engle på Paradisets marker. 06146
Bottom
06147
Top
TUOMAS: Warum sitzt du ihm denn im Nacken, Timo? TUOMAS: Hvorfor sidder du på hans nakke, Timo? 06147
Bottom
06148
Top
TIMO: Wenn ich jetzt ein Holzscheit hätte, verwalkte ich ihm das Hinterviertel, daß es klatschte. TIMO: Hvis jeg nu havde en brændeknude, gav jeg ham nogen i rumpen, så det dundrede efter. 06148
Bottom
06149
Top
AAPO: Weshalb denn? Dies ist ein Ringkampf und keine Schlägerei. AAPO: Hvorfor det? Det her er en brydekamp og ikke noget slagsmål. 06149
Bottom
06150
Top
EERO: Timo ist wohl ärgerlich? EERO: Er Timo vred ? 06150
Bottom
06151
Top
TIMO: Durchaus nicht, durchaus nicht, aber ich sage: wenn ich jetzt ein Holzscheit oder einen runden Knüttel hätte, verwalkte ich ihm den Hintern, daß es klatschte. TIMO: Slet ikke, slet ikke, men jeg siger bare: hvis jeg havde et brændestykke eller en rund stok, gav jeg ham nogen i rumpen, så det bragede efter. 06151
Bottom
06152
Top
TUOMAS: Laß ihn auf. TUOMAS: Lad ham komme op. 06152
Bottom
06153
Top
TIMO: Steh auf, du Gottesgeschöpf. TIMO: Rejs dig op, du Guds skabning. 06153
Bottom
06154
Top
JUHANI: Wohl, ich stehe auf, und, weißt du, habe ich erst meine Hose fest, dann ist wieder an dir die Reihe, dich zu krümmen, und anders als ich eben. Ich armer Kerl bin ja nur durch Pech unter dich geraten, das du so flink zu deinem Vorteil benutzt hast, du Stiefelknecht! Du Hundsfott! JUHANI: Jeg rejser mig op, men vid, at når jeg har fået bukserne op igen, så bliver det din tur til at falde omkuld og på en noget anden måde end jeg. Jeg, jeg stakkels knægt, bukkede sammen på grund af et ulykkestilfælde, som du udnyttede i en fart, din støvleknægt! 06154
Bottom
06155
Top
AAPO: Nur nicht böse werden! Ich weiß, daß er von dem Malör mit deiner Hose kaum was gemerkt hat, ehe der Wurf getan war. Den hat der arme Junge in der Hitze des Gefechts getan. AAPO: Nu ingen vrede! Jeg ved, at han næppe lagde mærke til dit bukse-uheld. Han gjorde det i kampens hede, stakkels fyr. 06155
Bottom
06156
Top
JUHANI: Freilich wußte ers, der Hornochse. Ihr sitzt mir ja aber alle wie Raben im Nacken. Er hätte nichts davon gewußt! Habe ich nicht so laut wie ein Steuermann geschrien: stopp-stopp! meine Hose rutscht! Aber er hat sich nicht daran gekehrt, sondern wie eine Katze mit Krallen und Zähnen gezerrt. Schockschwerenot! Ich will dich lehren, noch mal anderer Leute rutschende Hosen zu deinem Vorteil zu gebrauchen, ich will dich lehren. JUHANI: Han vidste det nok, den muldvarp. Men I er jo alle sammen i nakken på mig som ravne. Såh, han vidste det ikke? Råbte jeg ikke som en landmåler med høj stemme: vent - holdt, mine bukser skrider? Men det brød han sig ikke om, men rev med klør og tænder som en kat. Men fanden ta’ mig! Jeg skal lære dig for fremtiden at udnytte en andens skridende bukser til egen fordel; jeg skal sandelig lære dig. 06156
Bottom
06157
Top
TIMO: Das hab ich nur in der Hitze des Gefechts getan, ich armer Kerl. TIMO: Ak, jeg stakkel, jeg gjorde det i kampens hede. 06157
Bottom
06158
Top
JUHANI: Ich will dich lehren; laß mich nur erst meine Hose hochziehen und meinen Schmachtriemen wie einen festgekeilten Tonnenreifen umschnallen. JUHANI: Jeg skal lære dig, når jeg har fået bukserne op og sat livremmen fast som et kilet tøndebånd. 06158
Bottom
06159
Top
TIMO: Ich gebe keine Pfifferling um die Ringerei. Wenn ich mal gewonnen habe, habe ich gewonnen, da gibts kein Mucksen. Was haben überhaupt die Hosen dabei zu tun? Beim Ringen ringt der Mann und nicht die Hose oder die Beinwickeln oder die Schneegamaschen. TIMO: Jeg giver pokker i hele brydekampen; når jeg én gang har vundet, så har jeg vundet, og så er der ikke mere at mukke om. Hvad har bukserne med sagen at gøre? I brydning er det manden, som brydes og ikke hans bukser eller strømpeskafter eller andre sne-sko. 06159
Bottom
06160
Top
JUHANI: Los! Die Faust wieder an den Hosenbund und Brust an Brust! Schockschwerenot! JUHANI: Næverne i linningen igen og bryst mod bryst! Fanden stå i det! 06160
Bottom
06161
Top
TIMO: Soll ich noch mal die Kinderei mit ihm anfangen? TIMO: Skal jeg deltage sammen med ham i det dér barnlige foretagende? 06161
Bottom
06162
Top
EERO: Was ist da zu fragen? Los, du Gottesgeschöpf, los, wenn du darfst. EERO: Og det spørger han om? Gå, du Guds skabning, så længe du bare kan. 06162
Bottom
06163
Top
SIMEONI: Tus nicht, sag ich dir. SIMEONI: Gå ikke, siger jeg. 06163
Bottom
06164
Top
EERO: Tus nicht, wenn du bangst und bebst. EERO: Gå ikke, hvis du frygter og skælver. 06164
Bottom
06165
Top
JUHANI: Da hilft kein Gebange und Gebebe, sondern nur ein neuer Wettkampf, und eben in dieser heiligen Stunde. JUHANI: Nu hjælper hverken frygt eller bæven, han må deltage i en ny kamp og det lige i dette Herrens øjeblik. 06165
Bottom
06166
Top
EERO: Hab Erbarmen mit ihm, Juhani, hab Erbarmen! EERO: Hav barmhjertighed med ham, Juhani, hav barmhjertighed! 06166
Bottom
06167
Top
TIMO: Weshalb? Weshalb denn, Eero? Meinetwegen also noch einen Wuppdich oder auch zwei. Allong! TIMO: Hvorfor det, Eero, hvorfor det? Lad gå med en kamp til, en eller to. Tag fat! 06167
Bottom
06168
Top
JUHANI: So, Bursche! JUHANI: Se her, knægt! 06168
Bottom
06169
Top
TUOMAS: Artig,Juho! TUOMAS: Ordentligt, Juho! 06169
Bottom
06170
Top
AAPO: Artig! Das ist ja, als kämpften zwei hungrige Habichte. AAPO: Ordentligt! Sådan slås jo to sultne høge. 06170
Bottom
06171
Top
SIMEONI: Schlägerei, regelrechte Schlägerei! SIMEONI: Slagsmål, rent slagsmål! 06171
Bottom
06172
Top
AAPO: Vernünftig, Juhani! AAPO: Fornuftigt, Juhani! 06172
Bottom
06173
Top
SIMEONI: Oh, ihr Ungeheuer, oh, ihr Ungeheuer! SIMEONI: Oh, I bæster, I bæster! 06173
Bottom
06174
Top
EERO: Zerquetsch deinen Bruder nicht! EERO: Knus dog ikke din brodér! 06174
Bottom
06175
Top
SIMEONI: Aha, aha! Da wird auch Eeros Nase blaß Das sind nun die Fische, nach denen du geangelt hast. SIMEONI: Aha, aha! Nu bliver Eero også bleg. Der har du de fisk, du fiskede efter. 06175
Bottom
06176
Top
TUOMAS: Juhani! TUOMAS: Juhani! 06176
Bottom
06177
Top
SIMEONI: Das Haus fällt ja zusammen, ihr Bestien, ihr Heiden! SIMEONI: Hele huset styrter jo sammen, I vilddyr og djævle! 06177
Bottom
06178
Top
JUHANI: »Wott, Junge, sagen die Russen.« Na, weshalb liegst du nun da und glotzt zur Decke hinauf? JUHANI: »Vot, knægt, sagde russeren!« Nå, hvorfor ligger du dér og glor op i loftet ? 06178
Bottom
06179
Top
TIMO: Heute gewinnst du, aber laß die Zeit nur noch etwas machen, dann wirst du alt und wächst in die Erde, ich aber werde groß und kräftig. TIMO: Du vinder over mig nu, men lad tiden forme os lidt mere: du bliver gammel og mindre, men jeg vokser og bliver stærkere. 06179
Bottom
06180
Top
JUHANI: Einmal zerfällt und vergeht die ganze Welt, geschweige der arme sündige Mensch! Die Zeit macht uns alle gleich, Bruder. Steh aber auf, kipp einen Schluck Bier in die Kehle und gib zu, daß du doch ein paar Lot Kraft weniger im Leibe hast als ich. JUHANI: Engang forgår og ender denne verden, hvorfor skulle det så ikke ske med et stakkels syndigt menneske? Tiden slider os alle sammen op, kære broder. Men rejs dig nu og hæld en slurk øl i gabet og indrøm så, at der er et par lod mindre kraft i dig end i mig. 06180
Bottom
06181
Top
TIMO: Das haben wir gesehen. Ich habe ja platt unter dir gelegen, und du über mir wie ein zottiger Bär. TIMO: Det så man. Dér lå jeg under dig på alle fire og du over mig som en lodden bjørn. 06181
Bottom
06182
Top
JUHANI: »Wohl bekomms dir, du Ringelschwanz, der Schluck aus Kiikka-Heikkis Kanne!« — Ich bin also in der Herde von Jukola der Zweite, was die Kraft angeht. Lauri und Eero haben freilich noch nicht geprobt. Sie wissen aber, daß sie bei einem Versuch mit mir die Engel im Himmel pfeifen hören, und Simeoni hat sich selber für schwächer erklärt. Aber mit dem kleinen Finger runterzukriegen ist keiner von den Jukolabrüdern, dafür stehe ich. Da könnten sogar fünfzig Burschen aus Toukola herkommen, Faust gegen Faust. Fünf Doppelscheffel Roggen trage ich auf dem Nacken, und Tuomas noch etwas mehr; fünf Doppelscheffel, wenn mir nur einer das Gewicht auf den Rücken legt. JUHANI: »Tag dig en slurk, Rumpe-Matti, af Kiikka-Heikkis kande!« I Jukolas flok er jeg således anden mand, hvad styrke angår. Lauri og Eero er ganske vist endnu uprøvede, men de skal vide, at de vil høre humlebierne summe for deres øren, hvis det kom til en prøve; og Simeoni har indrømmet, at han er svagere end jeg. Men ingen af Jukolas brødre er en lille-fingers-mand, det svarer jeg for. Her må komme indtil halvtreds Toukolafolk, knytnæve mod knytnæve. Fem tønder bærer jeg på min nakke, og Tuomas lidt til; fem tønder, hvis blot en anden stabler byrden på min ryg. 06182
Bottom
06183
Top
TUOMAS: Ich möcht aber doch gern mal sehen, wie Lauri und Eero richtig mit aller Kraft ringen. TUOMAS: Men jeg ville gerne se Lauri og Eero i et rigtig voldsomt basketag med hinanden. 06183
Bottom
06184
Top
AAPO: Das wäre wirklich sehenswert: der eine ernst und still wie Tauwetter im Winter, der andre klein wie ein Zwerg, aber wie ein Blitz so flink und scharf. Los! dann kämpfen da ein Wiesel und ein Hasenmännchen. Ich vergleiche dich nicht etwa wegen der Feigheit mit einem Hasen — dazu hab ich keinen Grund —, auch nicht wegen deiner Beweglichkeit, denn Lauri läuft wie der Hackemann des Schmiedes Könni — dessen Beine und Hacke ein pfiffiges Uhrwerk im Leibe trieb —, sondern es würde für mich eben wie der Ringkampf zwischen einem Wiesel und einem stolzen Hasenmännchen aussehen. AAPO: Det ville sandelig være noget at se på. Den ene tryg og rolig som tøvejr, den anden lille som en dværg, men hurtig og skarp som et lyn. Tag fat, og det bliver væselen og han-haren, som kæmper. Jeg sammenligner dig ikke med haren af hensyn til skrækken - det er der ikke nogen grund til - heller ikke af hensyn til dine bevægelser, for Lauri går som smeden Könnis hakke-karl, livis ben og hakke blev sat i bevægelse af et sindrigt urværk i maven - men kampen ville efter min mening ligne en brydekamp mellem en væsel og en prægtig han-hare. 06184
Bottom
06185
Top
JUHANI: Einen Wuppdich, Jungens, einen Wuppdich oder Kreuzgriff! JUHANI: Et tag i kraven, drenge, et tag i kraven eller livtag! 06185
Bottom
06186
Top
LAURI: Was ist denn mit Eero anzufangen? Er macht nie einen anständigen Wurf, zappelt einem immer nur wie eine Katze zwischen den Beinen, krallt und klammert sich einem so verflixt in die Weichen, daß einem die Puste ausgeht. So hat ers gemacht, als wir vorigen Sommer auf der Aroniitty-Wiese rangen. Und wer da gewann, wer drunter kam, das »könnt der schlauste Richter nicht entscheiden«. Wozu soll ich also wieder mit ihm anfangen? LAURI: Hvad tj’ener det til at brydes med Eero? Man kan jo aldrig få ordentlig fat i ham, for han farer rundt mellem benene som en kat, kradser og klemmer en om livet på en så forbistret måde, at man knap nok kan få et pibende åndedræt i sit bryst. Sådan gjorde han, da vi sidste efterår kæmpede derude på engen. Og hvem, der vandt dengang, og hvem, der lå underst, det »forstod ikke engang Iivari«. Hvorfor skulle jeg så slås mere med ham? 06186
Bottom
06187
Top
EERO: Ich war nicht um ein Haar stärker als du. Glaube mir das, wenn du willst. EERO: Jeg var ikke en hårsbredde stærkere end du. Tro mig, om du vil. 06187
Bottom
06188
Top
LAURI: Das glaube ich, weil ich weiß, daß du schwächer bist. LAURI: Det tror jeg, for jeg ved, at du er svagere. 06188
Bottom
06189
Top
JUHANI: Das mag ein ehrlicher Ringkampf zeigen. JUHANI: Det må en ærlig brydekamp bevise. 06189
Bottom
06190
Top
LAURI: Wozu soll ich wieder mit ihm anfangen? LAURI: Hvorfor skulle jeg slås mere med ham? 06190
Bottom
06191
Top
SIMEONI: Machen wir, daß wir schlafen gehn, ihr Wilden. SIMEONI: Lad os gå til ro, I galninger. 06191
Bottom
06192
Top
JUHANI: Nächte gibts viele im Jahr, aber Weihnachten ist nur einmal im Jahr, und darum wollen wir jetzt lustig sein. Freu dich, du Weihnachtshaus, rundum freu dich, du Land Israel! In dieser Nacht, zu dieser Stunde ist ein großes Wunder geschehn in der Stadt Babylon. Freuen wollen wir uns! — Was sollen wir spielen? Weihnachtsbraten essen? Schwein stochern? Schuster stoßen? oder was? JUHANI: Der er mange nætter, men det er kun jul en gang om året, og lad os derfor være glade. Glæd dig, du julestue, glæd dig, hele Israels land! I denne nat, i denne stund, er der sket et stort mirakel i Babylons stad. Lad os være glade! - Hvad skal vi lege? Skal vi »spise julesteg«, skal vi »stikke svin« eller »fægte efter skomageren« ? 06192
Bottom
06193
Top
SIMEONI: So! Noch herumtollen wie wilde Buben! Scher dich weg! SIMEONI: Se så! Skal vi stadig larme omkring her som ustyrlige unger? Gå din vej! 06193
Bottom
06194
Top
JUHANI: Das Leben eines Junggesellen ist ein Tanz. Nicht wahr, Timo? JUHANI: Den unge mands ugifte tilværelse er som en dans. Ikke sandt, Timo? 06194
Bottom
06195
Top
TIMO: Hihihi! TIMO: Hi, hi, hi! 06195
Bottom
06196
Top
JUHANI: Nicht wahr? JUHANI: Ikke sandt? 06196
Bottom
06197
Top
TIMO: So was ists ja wohl. TIMO: Det er sikkert rigtigt. 06197
Bottom
06198
Top
EERO: Ganz recht, lieber Jussi. EERO: Netop, »Jussi-skat«. 06198
Bottom
06199
Top
JUHANI: Sprach der Fuchs zum Hasen. Richtig! Das ist kein übles Leben. Lustig ists mitunter und hebt einem die Fersen. — Laßt uns einen Russischen tanzen; das ist mein Meisterstück. Paßt auf! JUHANI: Sagde ræven til haren. Rigtigt. Livet går an, undertiden er det også fornøjeligt og får en til at lette på hælene. - Lad os danse russisk dans ; det er jeg en mester til. Se her! 06199
Bottom
06200
Top
AAPO: Unser Bier wird doch nicht schwindlig machen? AAPO: Mon vort øl stiger til hovedet? 06200
Bottom
06201
Top
JUHANI: Gieß dir nur drei Kannen hinter die Binde, vielleicht merkst du dann einen kleinen Schwung im Oberstübchen. — Aber sing, Eero, während Jussi-Jungchen tanzt. Stimm an! JUHANI: Hæld tre kander i gabet på dig, så mærker du måske en smule søgang deroppe i øverste etage. Men syng, Eero, mens Jussi danser. Klem på! 06201
Bottom
06202
Top
EERO: Was solls denn sein? EERO: Hvad slags skal det være ? 06202
Bottom
06203
Top
JUHANI: Das ist einerlei, wenns nur donnert und kracht. Stimm an, Junge; schrei, daß sich die Bodenbalken heben. Sing, Hornochse. Sing, während ich tanze und Sprünge mache wie ein Hammel, bis unters Dach hinauf springe. JUHANI: Hvad som helst, bare det larmer og buldrer. Klem på, knægt, så grund-bjælkerne rejser sig! Syng, du, din muldvarpe-unge, syng, mens jeg danser og hopper som en vædder, hopper helt op til loftet. Syng! 06203
Bottom
06204
Top
EERO: Ich wills versuchen: EERO: Jeg skal prøve. 06204
Bottom
06205
Top
Freuet euch und jubiliert,
’s ist ja Weihnachtsabend,
in den Kufen,
Kannen, Humpen
schäumt das Bier
erlabend.

Auf dem Markt von Anjanpelto
Bier und Schnaps wir saufen.
Für den Preis nes schwarzen Ochsen
Brautgeschenk’ wir kaufen,
kaufen, ja kaufen;
für den Preis nes schwarzen Ochsen
Brautgeschenk’ wir kaufen.

Jussi, Pussi, Jukolas Jussi!
Lad os glædes, lad os frydes,
jul er kommet til vort hus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus!

Hen på Anjanpelto marked
man den sorte okse trak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06205
Bottom
06223
Top
AAPO: Still, Eero, reiz ihn nicht! AAPO: Stille, Eero, og dril ham ikke. 06222
Bottom
06224
Top
JUHANI: Sing nur drauflos, ich ärgre mich nicht. Sing drauflos, daß ich nicht ohne Musik zu tanzen brauche. JUHANI: Syng bare løs; jeg bliver ikke vred, syng løs, så jeg ikke behøver at danse uden musik. 06223
Bottom
06225
Top
EERO: EERO: 06224
Bottom
06226
Top
Jussi, Pussi, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, Mehl am Schnäuzchen,
stöbert in dem Ferkelkoben ...
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude.
Grisens strå han reder op . .
06225
Bottom
06231
Top
TIMO: Hihihi! Ach, was für verrücktes Zeug du singst! TIMO: Hi, hi, hi! Hvad er det for tossede ting, du synger 06230
Bottom
06232
Top
JUHANI: Sing nur drauf los, sing drauflos. Ich ärgre mich nicht. JUHANI: Syng bare løs, syng løs. Jeg bliver ikke vred. 06231
Bottom
06233
Top
EERO: EERO: 06232
Bottom
06234
Top
Jussi, Jassi, Mehl am Schnäuzchen!
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
06233
Bottom
06237
Top
Ich singe und schnippe mit den Fingern dazu. Jeg synger og smækker også med fingrene. 06236
Bottom
06238
Top
Stöbert in dem Ferkelkoben,
wärmt den Saustall, kehrt den Boden!
Jussi, Jassi, Jukolas Jussi!

Iita ging zum Strande,
kritzelte im Sande,
wie ihr Liebster hieß,
wie ihr Liebster hieß.

Als ich Feinsliebchens Stimme hörte, —
sah sie da zum erstenmal,
war ich wie im siebenten
Himmel, in der Serafimen Saal;
war ich wie im siebenten Himmel,
in der Serafimen Saal.

Jussi, Jassi, Jukolas Jussi!

Denkst du dran, Maija,
wie Erdbeeren wir aßen,
wie kosend wir saßen?
Frallarallala!
Erdbeeren wir aßen,
und kosend wir saßen.
Frallarallala!

Jussi, Jassi, Jukolas Jussi!

Sollst mir, mein armer Aato,
Jussi nicht schelten,
Jussi ist dick und stark,
kann dirs vergelten.
Juho sitzt im Stocke,
ißt nen Bug vom Bocke.
Hier steckt ein jeder
im gleichen Sündenrocke.
Frallarallala!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!


Weh mir, ich wilder Bube,
was ist mit mir geschehn!
nen Hof hab ich zu Hause
und muß in Eisen gehn,
nen Hof hab ich zu Hause
und muß in Eisen gehn.
Grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Ida gik til den øde strand,
Ida skrev i det bløde sand,
sin elskedes navn,
sin elskedes navn.

Da min elskedes røst j'eg hørte,
første gang, jeg hende så,
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå:
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Kan du huske, lille Maja,
da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen,
Trallarallala!
Da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen.
Trallarallala!

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Stakkels Aapo, du må ikke
over Jussi dig beklage.
For du ved, at alle dage
var vor Jussi stærk og tapper.
Nu i slottet sidder han,
gedeskind ham dække kan.
Alle er vi samme slags,
samme slags er alle mand.
Trallarallala!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!


Ve mig, ve mig vilde knægt.
Hvorfor har jeg dette gjort!
Jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port;
jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port.
06237
Bottom
06293
Top
JUHANI: Gut so! gut! Die Eisen drücken ja hier nicht. Sing drauflos! JUHANI: Sådan, ja! Her tynger jo ingen lænker. Syng løs! 06282
Bottom
06294
Top
EERO: EERO: 06283
Bottom
06295
Top
Jussi, Pussi,JukolasJussi!
Jussi, Jassi, Mehl am Schnäuzchen,
stöbert in dem Ferkelkoben,
wärmt den Saustall, kehrt den Boden!
Jussi, Pussi, Jukolas Jussi!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
06284
Bottom
06302
Top
Nun, nicht genug? Er det ikke nok nu ? 06291
Bottom
06303
Top
JUHANI: Mehr! Wie auf Karja-Mattis Hochzeit will ich tanzen. Mehr! mehr! — Karja-Mattis Hochzeit! JUHANI: Mere! Vi danser ved Karja-Mattis bryllup. Mere! Mere! - Karja-Mattis bryllup! 06292
Bottom
06304
Top
SIMEONI: Sogar der Hahn kreischt schon furchtbar liber solch gottloses Treiben und Spektakeln. SIMEONI: Også hanen galer allerede vredt over denne ugudelige tummel og ståhej. 06293
Bottom
06305
Top
JUHANI: Halts Maul, Hahn, und laß dein Kikeriki. JUHANI: Hold kæft, hane, og kagl ikke. 06294
Bottom
06306
Top
TUOMAS: Nun laß es genug sein, Juhani! TUOMAS: Nu kan det være nok, Juhani. 06295
Bottom
06307
Top
AAPO: Dieser Türkentanz nimmt dir ja den Atem weg- AAPO: Den dér tyrkiske dans tager j'o livet af dig. 06296
Bottom
06308
Top
JUHANI: Dies ist ein Russischer. Nicht wahr, Eero? JUHANI: Det her er russisk dans. Er det ikke, Eero? 06297
Bottom
06309
Top
EERO: Dies ist ein Jussischer. EERO: Det er jussisk dans. 06298
Bottom
06310
Top
JUHANI: Meinetwegen, und nun noch so zehn, zwanzig Hopser von diesem Jussischen. JUHANI: Nå, det kan være, og lad os så få endnu en snes hop af jussi-dansen. 06299
Bottom
06311
Top
SIMEONI: Du bist rasend, Mensch! SIMEONI: Dit vilde menneske! 06300
Bottom
06312
Top
TIMO: So! so! Juchhe, Juchhe! Na, hol dich der Henker! TIMO: Se dér, se dér! Hi, hi, hi! Pokker ta’ mig! 06301
Bottom
06313
Top
JUHANI: Aus dem Weg! sonst stampf ich dich zu Matsch wie das Kosakenpferd den besoffenen Marktbengel. Juchhe! JUHANI: Af vej'en! Ellers træder j'eg dig til plukfisk som kosak-hesten den drukne markedsgæst. Hih! 06302
Bottom
06314
Top
AAPO: Sein Ledergurt schnappt ja dahinten wie besessen. Wie der prallt; prallt nach oben, prallt nach unten und peitscht ihm bald den Buckel und bald den Podex. Ach du! AAPO: Hans læderrem er i fuldt sving bagtil. Den danser, den danser op, den danser ned og dasker ham skiftevis om ryggen og rumpen. Oh, du! 06303
Bottom
06315
Top
JUHANI: Lalla la la! Das war ein Tollen! Hehe! — Zum zweitenmal in meinem Leben hab ich heut das Tanzbein geschwungen. Das erstemal wars auf Karja-Mattis Hochzeit, wo es an Damens nur drei alte Weiber gab, an Männern aber eine ganze Bande. Aber da braute uns Matti ein paar Tassen bittern Kaffeepunsch, und da mußten wir eben ran und die Dielenbohlen stampfen, wir Kerls miteinander. Ja, da seufzte die sündige Erde unter uns! Die armen Weiber waren froh, als sie aus der Hölle raus waren, wir hätten sie auch in Fetzen getanzt. Ei, der Deibel! — Aber nun runter mit den Kleidern bis aufs Hemd, und auf die Pritsche hinauf. Die Augen machen wir ja wohl noch nicht gleich zu, drum wollen wir uns beim brausenden Bierkübel und beim leuchtenden Kienspan dort auf der warmen Pritsche fröhliche Sagen und Geschichten erzählen. JUHANI: Laila, la, la! Det var da endelig en hoppetur. Hehheh! - Det var anden gang, jeg dansede i mit liv. Første gang skete det ved Karja-Mattis bryllup, hvor der ikke fandtes andre kvindfolk end tre gamle kællinger, men en vældig hoben mænd. Men se, da Matti havde brygget os et par kopper krasse kaffe-punche, så var ikke andet for os at gøre end at hamre løs på gulvplankerne, vi mænd indbyrdes; og det gjorde vi, så den syndige jord sukkede under os. De arme kvindfolk var taknemmelige, fordi de slap for hele kommersen; vi ville jo have danset dem til laser. Ak, ja, fanden til halløj! - Men af med klæderne, lige til skjorten, og op på briksen. Vi lukker jo alligevel ikke vore øjne endnu, men lad os, ved det skummende ølkrus og i skæret fra den flammende lyspind, fortælle muntre eventyr og sagn, deroppe på den varme sovebriks. 06304
Bottom
06316
Top
Sie zogen sich aus, füllten den Kübel noch einmal mit Bier und stiegen zusammen auf die Pritsche. Da lagerten sie sich, nur mit dem Kittel bekleidet, in der brütenden Hitze auf den Strohbündeln. Fleißig machte der schäumende Kübel von Mann zu Mann die Runde, und im Spalt eines Wandbalkens strahlte die goldene Flamme des Föhrenholzspans. Plötzlich aber blitzte in Juhanis Hirn ein Gedanke auf, und seinem Munde entfuhren die Worte, die schließlich ein schweres Unglück im Gefolge hatten. De klædte sig af, fyldte kruset med øl endnu en gang og klatrede alle mand op på briksen. Dér sad de, alle i deres skjorter, på de halm-bestrøede pladser i den stegende varme. Det skummende krus vandrede flittigt rundt fra mand til mand, mens fyrrepindens gyldne flamme blussede i vægsprækken. Men nu opstod der en tanke i Juhanis hoved, og fra hans mund dryppede nogle ord, der skulle ende med at få ulyksalige følger. 06305
Bottom
06317
Top
JUHANI: Wir braten uns ja hier wie Dunstwürste im Ofenstroh, und Wärme geben uns die heißen Steine des Herdes. Eero, gieß doch eine Kanne Bier drauf, so wissen wir, wie der Dampf aus Gerstensaft schmeckt. JUHANI: Her steger vi os rigtigt som pølser på ovnens strå, og varme får vi fra ildstedets hede sten. Eero, kast en kande øl på ovnen, så vi får at vide, hvordan kornsaftens damp smager. 06306
Bottom
06318
Top
TUOMAS: Was für ein blödsinniger Streich! TUOMAS: Hvad er det nu for et tåbeligt påfund ? 06307
Bottom
06319
Top
JUHANI: Ein kecker Streich. Gieß zu. JUHANI: Et storartet påfund. Kast! 06308
Bottom
06320
Top
EERO: Ich gehorche meinem Vorgesetzten. EERO: Jeg må adlyde min husbond. 06309
Bottom
06321
Top
JUHANI: Ein paar Kannen Bier auf den Ofen! JUHANI: Et par kander øl på stensætningen. 06310
Bottom
06322
Top
TUOMAS: Keinen Tropfen! Hör ich das geringste Zischen, dann Gnade dem, der es verursacht hat! TUOMAS: Ikke en dråbe! Hvis jeg hører den mindste sydende lyd derfra, så bliver manden ulykkelig, som frembragte den. 06311
Bottom
06323
Top
AAPO: Wir wollen doch das treffliche Getränk nicht so verschwenden. AAPO: Vi skal ikke ødsle med den gode drik. 06312
Bottom
06324
Top
TIMO: Wir habens nicht so dick, daß wir uns Bierdampfbäder leisten könnten, durchaus nicht, durchaus nicht. TIMO: Vi har ikke råd til at leve i øldamp, absolut ikke, absolut ikke. 06313
Bottom
06325
Top
JUHANI: Mal ausprobieren wär aber zu lustig. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. 06314
Bottom
06326
Top
TUOMAS: Ich verbiete es strengstens. TUOMAS: Jeg forbyder det på det strengeste. 06315
Bottom
06327
Top
JUHANI: Mal ausprobieren wär aber zu lustig. — Der Sieg im Ringen hat ja Tuomas gehörig den Kamm geschwellt, nun glaubt er wohl, nach seinem Sinn in diesem Haus schalten zu können. Denk aber dran, daß die bittre Galle, wenn sie richtig anschwillt, einem Siebenmännerkraft gibt. Einerlei, meine Augen haben noch lange keine Lust, sich auf dich zu richten. JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. -Sejren i brydekampen for lidt siden har fået Tuomas’ nakke-børster til at stritte vældigt, og han tror, han nu kan regere i dette hus, som det behager ham. Men glem ikke, at den bedske galde, når den rigtig svulmer, giver knægten syv mands styrke i slagsmål. Men lige meget med det - mine øjne vil i hvert fald endnu ikke vogte på dig. 06316
Bottom
06328
Top
SIMEONI: Früchte des Ringkampfs, Früchte des Ring-kampfs alles! SIMEONI: Brydningens frugter, brydningens frugter! 06317
Bottom
06329
Top
JUHANI: Laß es platschen, Eero! Ich verantworte die Sache und stehe dir bei. JUHANI: Lad det skvulpe, Eero. Jeg står for sagen og forsvarer manden. 06318
Bottom
06330
Top
EERO: Es ist der Befehl des Vorgesetzten, und ich muß gehorchen. Sonst hab ich noch in dieser Weihnachts-nacht den Laufpaß in der Tasche. EERO: Det er husbondens befaling, og jeg må adlyde; ellers får jeg løbepasset i næven, midt i julenatten. 06319
Bottom
06331
Top
Da erfüllte Eero, die Zähne aufeinanderbeißend und die Lippen zu einem verschmitzten Grinsen verziehend, eilig Juhanis Wunsch, und alsbald vernahm man ein Geplätscher auf dem Ofen und gleich danach ein heftiges Brausen. Wutschnaubend fuhr nun Tuomas auf und stürzte auf Eero zu; aber sofort stand Juhani seinem jüngsten Bruder zur Seite. Daraus entwickelte sich eine allgemeine Balgerei, in deren stürmischem Verlauf der brennende Kienspan von der Pritsche auf die Diele geschleudert wurde. Dort entzündete er, ohne daß die Brüder es merkten, bald die Strohbündel zu einem munteren Feuer. Wie sich der Ring auf der Wasserfläche gleichmäßig und rasch nach allen Seiten ausdehnte, so erweiterte sich der helle Feuerkreis auf der Diele. Immer höher erhob er sich und drang schon nach dem Pritschenboden vor, als die Bewohner des Hauses plötzlich die Gefahr bemerkten. Aber zu spät wurde sie bemerkt, um mehr als das eigne Leben und die Tiere zu retten, die sich in dem Raum befanden. Weithin schon wogten die Flammen, und groß war die Not und das Durcheinander. Alle eilten nach der Tür, die aufprallte und durch die die Männer, die Hunde, der Kater und der Hahn unter furchtbarem Grölen alle fast auf einmal hinausstürzten. Es sah aus, als spie sie die Hütte aus dem qualmenden Rachen auf die schneebedeckte Erde, wo sie nun, um die Wette hustend, standen. Zuletzt aber trat Lauri heraus, am Halfter Valko hinter sich herziehend, der sonst gewiß ein Opfer des Brandes geworden wäre. Schon zwängte sich das rasende Feuer durch die kleinen Fensterlöcher und schließlich durch Tür und Dach hinaus. Im Schoß der Flamme zitterte die festgefügte Kate am Impivaara. Draußen im Schnee aber stand seine Mannschaft ohne Obdach. Es war ja auch die Köhlerhütte, ihre erste Zufluchtstätte in dieser Gegend, bis auf den Grund zerfallen, und der Speicher dort war so undicht gebaut wie ein Elsternest. Da standen die Bruder herum, und ihr einziger Schutz gegen die Winde und die Kälte war das kurze Hemd aus Wergleinen. Nicht einmal Mutzen hatten sie, um sich den Kopf zu bedecken, noch Birkenrindenschuhe für ihre Füße aus der Gewalt des Feuers zu retten vermocht. Übriggeblieben waren von den ganzen Gerätschaften nur die Flinten und Ranzen, die vor dem Bad in das Vorratshaus gebracht worden waren. — Im Schnee aber standen die Brüder, alle mit dem Rucken zum prasselnden Feuer, und hoben und wärmten bald den rechten, bald den linken Fuß; und rot wurden die Fuße gebäht von Schnee und Feuer, wie Gänsefüße rot. Med sammenbidte tænder og læberne fortrukket i et snedigt grin udførte Eero villigt Juhanis befaling, og snart lød der et smæld fra stenene, hurtigt efterfulgt af en voldsom hvæsen. Nu sprang Tuomas op, aldeles rasende, og styrtede løs på Eero, men Juhani skyndte sig også at hjælpe sin yngre broder. Derved opstod en almindelig tumult; og i forvirringen blev den brændende lysepind slynget fra briksen og ned på gulvet. Dér fik den snart halmen til at blusse livligt, uden at brødrene lagde mærke til det. Ligesom en ring spreder sig jævnt og hurtigt i alle retninger, på vandets overflade, således udvidede sig også ildens klare cirkel på gulvet. Den steg højere og højere til vejrs og slikkede allerede hen ad briksens gulv, inden husets beboere lagde mærke til faren under deres fødder. Men de opdagede den for sent, så de ikke kunne redde andet end deres eget liv og de kreaturer, der var i huset. Flammerne bølgede allerede over et vidtstrakt område, og stor var faren og forvirringen. Alle skyndte sig hen mod døren, og da den blev åbnet, stormede mændene, hundene, katten og hanen ud, næsten på én gang, med en frygtelig larm. Det forekom, som om huset spyede dem ud af sit rygende gab, spyede dem ud på den snedækkede jord, hvor de nu stod og hostede om kap. Men den sidste, der kom ud, var Lauri; han trak Valko ved grime-tøjet; ellers ville den formodentlig være blevet flammernes bytte. En voldsom ild trængte allerede ud gennem vinduernes små åbninger, og til sidst også gennem døren og taget. Impivaaras solide hus gyngede nu i flammernes skød. Men på den snedækkede jord stod husets mandskab uden noget tilflugtssted; kulsvierhytten, deres første tilflugtssted, havde dejo allerede jævnet med jorden, og forrådshuset var bygget lige så åbent som en skaderede. Dér stod brødrene nu, og deres eneste beskyttelse mod vinden og kulden var en kort blårgarns-skjorte. Ikke engang huerne til deres hoveder eller barkskoene til deres fødder havde de fået tid til at redde ud af flammerne. Af husets forrige tilbehør var der kun bøsserne og bark-ranslerne tilbage, som de havde stillet ind i förrådshuset, før de gik i bad. — Men nu stod brødrene i sneen, alle med ryggen mod den susende ild; de løftede og varmede snart højre fod og snart venstre fod; og fødderne lyste rødt, kærtegnede af sneen og ilden, lyste rødt som gæssenes svømmefødder. 06320
Bottom
06332
Top
Sie genossen die letzte Wohltat, die ihre Hütte ihnen noch erwies, genossen die Wärme des Biwakfeuers; und gewaltig flammte ihr Feuer. Mächtig stieg die Lohe auf, überallhin strahlte der flackernde Schein, und die flechtenbärtigen Fichten auf dem Rücken des Berges lächelten hold, wie wenn die Morgenröte sich nahte. Aus dem Haufen der Kienstubben erhob sich der Qualm dick und pechschwarz zu den Wolken und rollte geballt unter dem Himmelsdach hin. Auf der Halde aber und ringshin strahlte der Flammenschein, herrschte lichter Tag inmitten der Winternacht, und die Vögel schauten von den beschneiten Zweigen der Bäume befremdet auf die wunderliche Erscheinung, während die festgebaute Hütte am Impivaara zu Kohle und Asche wurde. Aber aufgebracht und bekümmert standen die Brüder, sich in den Haaren krauend, umher, standen alle mit dem Rücken gegen das Feuer und hoben abwechselnd die Sohlen ihrer Füße gegen die wärmende Glut. Allmählich jedoch legte sich das Balkenfeuer, schließlich sank es zusammen, und mit vielen tausend knisternden Funken erfüllte sich die nächtliche Luft. Entsetzt bemerkten da die Brüder, daß der Himmel sich zu lichten begann und der Wind von Süden nach Norden drehte. Statt Tauwetter sollte Kälte eintreten. De nød det sidste gode, som deres hus endnu kunne give dem; de nod brændeildens varme; og vældigt var deres bål. Flammen steg voldsomt tilvejrs, overalt funklede genskæret af det flakkende lys, og de skæggede graner på bjergskråningen smilede mildt som i morgenrødens ild. Fra harpiksstubbenes store stak steg en røg, en tyk og begsort røg, op mod skyerne og rullede i mørke klumper under himlens tag. Men på rydningen og i dens omgivelser var der lyst: i vinternattens hjerte herskede et rødligt skær, og fuglene, der var forbavsede over dette uhyggelige lys, stirrede ned fra træernes snedækkede grene, da Impivaaras stærkt-byggede hus blev til kul og aske. Men brødrene stod rundt omkring og kradsede sig i håret af raseri og sorg; stod alle sammen med ryggen til ilden og løftede skiftevis deres fodsåler mod den varmende ild. Deres bål svandt dog efterhånden hen, faldt omsider helt sammen til en hoben glødende brændestykker, og tusindvis af knitrende gløder fyldte den natlige luft. Til deres forfærdelse opdagede brødrene nu, at himlen begyndte at klare op, og at vinden slog om fra syd til nord. Vejret var ved at skifte fra tø til frost. 06321
Bottom
06333
Top
AAPO: Aus dem Feuer haben wir uns gerettet, um ein Opfer der Kälte zu werden. Seht da: der Himmel klärt sich auf, und kalt weht es schon von Norden her. Bruder, wir sind in großer Gefahr. AAPO: Vi blev reddet fra ilden, men kun for at blive kuldens ofre. Se: himlen klarer op, og nordenvinden blæser allerede koldt. Brødre, vor fare er forfærdelig. 06322
Bottom
06334
Top
JUHANI: Schockschwerenot! Wer hat das fertiggebracht? JUHANI: Død og forbandelse! Hvem har forårsaget dette? 06323
Bottom
06335
Top
TUOMAS: Wer? Du Halunke, das fragst du noch? Es wäre recht, wenn ich dich jetzt in die feurige Asche stürzte und dich drin briete. TUOMAS: Hvem! Spørger du endnu, du, din ildføde? Hvis jeg nu gjorde det rette, så kastede jeg dig derind, for at du kunne blive stegt i den gloende aske. 06324
Bottom
06336
Top
JUHANI: Ein Tuomas tut das niemals, niemals. Aber verflucht sei, der diese höllische Nacht über uns gebr-acht hat. JUHANI: Det gør en Tuomas aldrig, aldrig nogensinde. Men forbandet være den mand, der gav anledning til denne helvedes nat. 06325
Bottom
06337
Top
TUOMAS: Er verflucht sich selber. TUOMAS: Han forbander sig selv. 06326
Bottom
06338
Top
JUHANI: Verflucht sei er, nämlich Tuomas aus Jukola. JUHANI: Forbandet være den mand, nemlig Tuomas Jukola. 06327
Bottom
06339
Top
TUOMAS: Sag das noch einmal. TUOMAS: Sig det en gang til. 06328
Bottom
06340
Top
JUHANI: Tuomas Juhanis Sohn aus Jukola ist an all diesem schuld. JUHANI: Tuomas, søn af Juhani Jukola, er skyld i alt dette. 06329
Bottom
06341
Top
AAPO: Tuomas! AAPO: Tuomas! 06330
Bottom
06342
Top
SIMEONI: Juhani! SIMEONI: Juhani! 06331
Bottom
06343
Top
LAURI: Ruhe! LAURI: Stille! 06332
Bottom
06344
Top
TIMO: Jetzt schlagt ihr euch nicht, ihr Lümmel, das macht ihr nicht! Ja, ja, jetzt nur artig und sich brüderlich gewärmt. TIMO: Nu skal I sandelig ikke fare løs på hinanden, det får I ikke lov til, I hallunker. Ja, ja, lad os være rolige og varme hinanden broderligt. 06333
Bottom
06345
Top
SIMEONI: Ihr Gottlosen! SIMEONI: I ugudelige! 06334
Bottom
06346
Top
AAPO: Fort mit Zorn und Streit, wo uns der jämmerlichste Tod droht. AAPO: Bort med had og strid, når den usleste død truer os. 06335
Bottom
06347
Top
TUOMAS: Wer ist der Schuldige, wer ist der Schuldige? TUOMAS: Hvis er skylden; hvis er skylden? 06336
Bottom
06348
Top
JUHANI: Ich bin unschuldig. JUHANI: Jeg er uskyldig. 06337
Bottom
06349
Top
TUOMAS: Unschuldig? Potz Blitz! ich freß dich lebendig auf! TUOMAS: Uskyldig! Lyn og torden! Jeg æder dig levende! 06338
Bottom
06350
Top
AAPO: Artig, artig! AAPO: Rolig, rolig! 06339
Bottom
06351
Top
SIMEONI: Um Gottes willen artig! SIMEONI: For Guds skyld, rolig! 06340
Bottom
06352
Top
AAPO: Schuldlos oder schuldig, das können wir jetzt nicht entscheiden, wo Eile unsre einzige Rettung ist. Unsere Hütte liegt in Asche, und fast nackt stehen wir im Schnee. Was nützt uns wohl dieser Fetzen Hemd? Aber gut, daß die Flinten und Schießvorräte dort im Speicher geblieben sind; denn Waffen werden wir jetzt brauchen. Vom Teerimäki hört man schon die Wölfe heulen. AAPO: Skyldig eller uskyldig, lad det forblive uafgjort, nu da hastværk er vor eneste redning. Vort hus ligger i aske, og vi står næsten nøgne her i snedriven. For hvad betyder denne pjalt af en blårgarnsskjorte? Det er da godt, at vi lod vore bøsser og ammunition blive dér i boden ; for nu har vi brug for våben. Fra Teerimäki larmer ulvenes hylende stemme. 06341
Bottom
06353
Top
TUOMAS: Was sollen wir also anfangen! TUOMAS: Hvad skal vi da gøre ? 06342
Bottom
06354
Top
AAPO: Ich weiß keinen ändern Rat, als daß wir in aller Eile auf Jukola zulaufen, laufen, um dem bleichen Tod zu entgehn. Zwei können immer auf Valko reiten, die ändern müssen hinterherrennen. So wirds gehn: abwechselnd reiten und laufen. Dank unserm Pferd wird es uns möglich, nicht den ganzen Weg im Schnee zu waten, und mit Gottes Hilfe retten wir uns vielleicht noch. AAPO: Jeg ved ikke noget andet råd, end at vi skynder os af sted til Jukola, skynder os af sted for den blege død. To kan altid ride på Valko og de andre følge efter dem i løb. Sådan må det foregå: skiftevis løbende og skiftevis ridende. Tak være vor hest slipper vi altså for at trampe i sneen hele vejen, og med Guds hjælp kan vi måske endnu reddes. 06343
Bottom
06355
Top
JUHANI: Aber unsre Füße sind ja mürbe wie gebackene Rüben, ehe wir in der Stube von Jukola vor dem wärmenden Ofenfeuer stehen. JUHANI: Men vore fødder ligner sikkert stegte roer, før vi står i Jukolas stue, i brændeildens varme. 06344
Bottom
06356
Top
SIMEONI: Es ist aber unsre einzige Hoffnung. Und deshalb schnell fort. Der Wind bläst schon schärfer, und am Himmelsrand wirds klar. Schnell fort! SIMEONI: Det er dog vort eneste håb. Og lad os derfor skynde os. Vinden bliver skarpere, og himlen klarer op. Lad os ile! 06345
Bottom
06357
Top
EERO: Der Tod kommt über uns! EERO: Vor død er kommet! 06346
Bottom
06358
Top
JUHANI: Soweit sind nun die sieben Jungen von Jukola! JUHANI: Dér ryger Jukolas syv sønner! 06347
Bottom
06359
Top
SIMEONI: Furchtbar ist unsre Not, aber mächtig ist Gott in der Höhe. Laßt uns eilen! SIMEONI: Vor nød er forfærdelig, men mægtig er Herren i det høje. Lad os ile! 06348
Bottom
06360
Top
TUOMAS: Flinten und Ranzen aus dem Speicher geholt! TUOMAS: Bøsserne og ranslerne ud af boden! 06349
Bottom
06361
Top
JUHANI: Eine entsetzliche Nacht! Hier droht uns krachende Kälte, dort die hungrigen, heulenden Wölfe. JUHANI: En skrækkelig nat! Her truer os den knitrende kulde og dér de sultne, hylende ulve. 06350
Bottom
06362
Top
TIMO: In Gefahr sind wir, Valko ebenso wie wir selber. TIMO: Vi er i fare, såvel Valko som vi selv. 06351
Bottom
06363
Top
JUHANI: Wir in noch größerer. Ein nackter Mann soll im Winter ein sehr begehrter Braten für den Wolf sein. JUHANI: Vi selv er i den største. En nøgen mand, har jeg hørt, er ved vintertid en meget kærkommen steg for ulvene. 06352
Bottom
06364
Top
TIMO: Und Mann und Schwein sollen gleich gut schmecken, und bekanntlich ist das Schwein im Winter Isegrims Lieblingsgericht. Eine ganz verzwickte Geschichte das, das ist nicht zu leugnen. TIMO: Og manden og svinet, har jeg hørt, smager på samme måde, og det ved man, at svinet er Rumpe-Heikkis livret om vinteren. Vi har en hård paragraf 9g prøve foran os; det kan ikke nægtes. 06353
Bottom
06365
Top
JUHANI: Was sollen wir tun? JUHANI: Hvad skal vi gøre ? 06354
Bottom
06366
Top
AAPO: Nach Jukola wie Zauberpfeile durch die Nacht, bevor die Kälte grimmiger wird und uns das Blut in den Adern erstarrt. Nach Jukola über den krachenden Teerimäki! Gegen die Wölfe haben wir Waffen, aber nicht gegen den reifbärtigen König Frost. AAPO: Af sted til Jukola som troldpile gennem natten, før frosten flammer op og svier vort blod til is med sin brændende kulde. Til Jukola over den hylende Teerimäki! Mod ulvene har vi våben, men ikke mod den rimfrost-skæggede kong Kulde. 06355
Bottom
06367
Top
TUOMAS: Hier sind die Flinten und die Ranzen. Nun die Gewehre geschultert und die Ranzen aufgepackt, alle Mann, und zwei setzen sich aufs Pferd. Wir ändern stapfen, was wir können, hinterdrein. Aber macht schnell, um unsrer unsterblichen Seelen willen macht schnell! TUOMAS: Her er bøsserne og ranslerne. Nu geværet over skulderen og ranslerne på ryggen alle mand ; og to op at ride, mens vi andre traver bagefter; så godt vi kan. Men lad os skynde os, skynde os, for vore udødelige sjæles skyld! 06356
Bottom
06368
Top
JUHANI: Im Norden wirds klar, und die Sterne blinken! Hei ho! Aber nun schnell! JUHANI: Det klarer op i nord, og stjernerne blinker. Hi, ha! Men lad os ile! 06357
Bottom
06369
Top
AAPO: Morgen holen wir die Vorräte und Werkzeuge, die uns das Feuer gelassen hat; morgen kommen wir zurück und sorgen auch für den Kater und den Hahn. Diese Nacht werden sies hier bei dem glühenden Aschenhaufen aushalten. Aber Killi und Kiiski gehen als treue Gefährten mit uns auf die Reise. — Wo sind sie denn? AAPO: I morgen henter vi de ting og sager her, som ilden har efterladt til os; i morgen kommer vi og henter også katten og hanen. Denne nat holder de nok ud dér ved den glødende ruin. Men Killi og Kiiski kan følge med os på vor færd som trofaste kammerater. - Hvor er de ? 06358
Bottom
06370
Top
TUOMAS: Nirgends zu sehen. — Still, horcht! TUOMAS: De er ikke til at se nogen steder. - Tys! Lad os lytte. 06359
Bottom
06371
Top
EERO: Die sind schon weit weg. Horch, da bellen sie hinterm Berg. EERO: De render allerede af sted, langt her fra. Man kan høre deres gøen dér bagved bjerget. 06360
Bottom
06372
Top
TUOMAS: Sie sind hinter einem Luchs her, und wahrscheinlich ist der hier nahe am Haus vorbeigekommen und hat die Hunde auf seine Spur gebracht. Aber laßt sie jagen, soviel sie wollen. Wir müssen sie jetzt vergessen und uns auf den schweren Weg machen. TUOMAS: De jager en los, og den er antagelig gået tæt forbi vort hus og har efterladt sine spor til hundene. Men lad dem nu jage, som de vil ; vi er nødt til at glemme dem og skynde os af sted på vor strenge vandring. 06361
Bottom
06373
Top
JUHANI: Meinetwegen! Denn Leben und Tod haben sich gegenseitig wie zwei Bären in ihrer Schwarte festgebissen. JUHANI: Lad gå med det! For livet og døden har grebet hinanden i skindet som to han-bj'ørne. 06362
Bottom
06374
Top
AAPO: Jetzt mit allen Kräften auf! AAPO: Lad os nu sætte alle vore kræfter i bevægelse! 06363
Bottom
06375
Top
JUHANI: Sielumme ja ruumiimme kaikki voimat aina ytimeen asti! JUHANI: Alle kræfter i vor sjæl og krop, lige indtil marven! 06364
Bottom
06376
Top
TUOMAS: Muistain että uhkaa meitä surkein kuolema. TUOMAS: I bevidstheden om, at den ynkeligste død truer os. 06365
Bottom
06377
Top
JUHANI: Kahtialta uhkaa meitä musta kuolema. Hii, haa! nyt nokka jäässä taikka suolet maassa, ellei seiso poika hetken päästä liukkailla oljilla valkean valossa. Yksi näistä kolmesta on tapahtuva tunnin päästä. Mutta eihän auta huikailemaan tässä, ei ensinkään, vaan purren hammasta nyt halkaisen vaikka jäävuoret, peninkulmien paksut. JUHANI: Fra to sider truer os den sorte død. Hi, ha! Nu fryser næsen til is, eller tarmene ligger på jorden, hvis knægten her ikke snart står på den glatte halm i ildens skær. En af disse tre ting skal ske i løbet af en time. Men det hjælper jo ikke at smøle her, absolut ikke; jeg bider tænderne sammen og baner mig vej selv gennem miletykke isbjerge. 06366
Bottom
06378
Top
SIMEONI: Koettakaamme Herran nimessä ja avulla. SIMEONI: Lad os prøve i Herrens navn og med hans hjælp. 06367
Bottom
06379
Top
JUHANI: Hänen avullansa. Mitähän voi täällä omasta voimastansa vaimosta syntynyt mies? Mutta olkaamme hyvässä turvassa. JUHANI: Med hans hjælp. Hvad formår vel hernede en mand, født af en kvinde, ved egen kraft ? 06368
Bottom
06380
Top
EERO: Lähtekäämme ilman yhtään siekailusta enään! EERO: Lad os drage af sted uden mindste tøven. 06369
Bottom
06381
Top
JUHANI: Ja ilman yhtään pelkoa! Mennään nyt! JUHANI: Og uden nogen frygt! Nu af sted! 06370
Bottom
06382
Top
TUOMAS: Alle bereit. Setzt euch aufs Pferd, Eero und Simeoni, und reitet auf Jukola zu. Aber so, daß wir unserm Gaul immer auf den Fersen bleiben, solange wir im Schnee hinter euch herrennen. TUOMAS: Alt er således parat? Stig op på hesteryggen, Eero og Simeoni, og begynd at ride imod Jukola, men sådan, at vi altid kan holde os i nærheden af vor gamle krikkes brodder, vi, der skynder os til fods efter jer i sneen. 06371
Bottom
06383
Top
So machten sie sich auf: nackt, nur mit dem wergleinenen Hemd bekleidet und jeder mit einem Ranzen auf dem Rücken und einer Flinte auf der Schulter oder in der Hand. So machten sie sich auf den winterlichen, nächtlichen Weg, vor der Kälte fliehend, die aus den Sümpfen des Nordens über sie herfiel. Sie kam jedoch diesmal nicht mit ihrem furchtbarsten Gesicht, es stieg nicht das strengste Wetter herauf. Zwar entblößte sich mitunter die Stirn des Himmels, aber die segelnden Wolken verhüllten sie wieder, und mäßig nur wehte der Nord. Die Bruder waren ja auch mit der Kälte vertraut, in manchem krachenden Frost war ihr Fell hart geworden, und früher, als unbändige Buben, hatten sie sich oft lange Stunden mit bloßen Füßen in den Schneewehen getummelt. Aber unheimlich, entsetzlich unheimlich kam ihnen der Weg vom Impivaara nach Jukola jetzt doch vor. Heftig stürmten sie, Schauder im Herzen, vorwärts. Vorn auf Valko ritten Eero und Simeoni; die ändern folgten ihnen zu Fuß dicht auf den Fersen und stapften durch den Schnee des Bruchwalds, der ringsum aufstob. Auf der Impivaara-Halde aber saßen bei den glühenden Steinen des Ofens der Kater und der Hahn und blinzelten trübselig in das verkohlende Feuer. Så begav de sig af sted: nøgne, kun iført en blårgarnsskjorte, og hver af dem bar deres bark-ransel på ryggen og deres bøsse over skulderen eller i hånden. Således begyndte de deres vandring på den vinterlige, natlige vej, idet de flygtede for kulden, der styrtede sig over dem fra Nordens moser. Men den kom dog ikke med sit mest forfærdelige udseende, og vejret blev denne gang ikke det aller værste. Ganske vist blottedes undertiden himlens pande, men drivende skyer da'kkede den igen, og nordenvinden blæste med måde. Brødrene var da også fortrolige med kulden; deres hud var blevet barket i mangen en hylende kulde, og før i tiden havde de ofte, som ustyrlige knægte, travet timevis omkring i snedriverne med bare ben. Men turen fra Impivaara til Jukola var dog forfærdelig for dem, aldeles forfærdelig. De ilede hastigt fremad, med rædslen i deres hjerter. Forrest, på ryggen af Valko, red Eero og Simeoni; de andre fulgte, løbende lige i hælene på dem, mens de vadede i ødemarkens sne, der hvirvlede op om deres ben. Men på Impivaaras lysning sad katten og hanen, tæt ved den skinnende ovn og stirrede sørgmodigt ind i den sluknende ild. 06372
Bottom
06384
Top
Auf das Dorf zu eilten die Brüder, sie ließen schon das Sompiomoor hinter sich und näherten sich dem Teerimäki, von dem immerfort das grausige Geheul der Wölfe herübertönte. In dem Fichtenschlag zwischen dem Moor und Seunala-Jaakkos alter Schwende vollzog sich der Reiterwechsel: Eero und Simeoni stiegen ab und zwei andre von den Brüdern nahmen flugs ihren Platz ein. Ohne Zögern setzten sie ihren Weg fort, stürmten über den Rücken der Heide, quer über den nach Viertola führenden Weg und von da durch den weiten, rauschenden Fichtenwald. Aber schließlich kam ihnen der felsige Teerimäki entgegen, und mit einem Schlag war das verworrene Geheul der Wölfe verstummt. Bald standen sie auf dem Scheitel des Hügels und ließen ihren Gaul verschnaufen; die Reiter stiegen wieder ab, und sofort kamen zwei andre an ihre Stelle. Noch standen sie auf dem schneebedeckten Fels. Der Nordwind wehte, das Firmament schimmerte wieder für einen Augenblick durch, und die Deichsel des Großen Wagens zeigte, daß Mitternacht vorüber war. Brødrene ilede af sted mod landsbyen ; de havde allerede ladt Sompio-mosen bag deres ryg og nærmede sig nu Teerimäki, hvorfra man stadig hørte ulvenes uhyggelige hyl. Men i grantykningen, mellem mosen og Seunala-Jaakkos lysning, skiftede man ryttere: Eero og Simeoni steg af hesten, mens to af brødrene skyndte sig at indtage deres plads. Så fortsatte de ufortøvet deres færd, ilede af sted langs hede-åsen, over Viertola-vejen og derefter gennem den vidtstrakte, susende fyrreskov. Men til sidst nærmede man sig den klippe-fyldte Teerimäki, og pludselig forstummede ulvenes mange-stemmige hyl. Snart stod de på bjergets top og lod deres hest puste ud; rytterne steg atter ned fra hestens ryg, og to andre kravlede straks op i stedet for. De stod lidt endnu på den snedækkede klippe; nordenvinden blæste, himmel-hvælvningen klarede op igen, og Karlsvognens horn viste, at det allerede var over midnat. 06373
Bottom
06385
Top
Aber nach kurzer Rast eilten sie den glatten Bergweg weiter, und als er zu Ende war, traten sie in dunkles Fichtendickicht, und öde war die Natur um sie her. Blaß schaute der Mond hernieder, der Uhu klagte, und hier und dort stand tiefer im Bruch ein wunderliches Gespenst, einem mächtigen Waldbär ähnlich: die hochaufgerichteten bemoosten Wurzelstöcke umgestürzter Fichten. Reglos wie vereiste Spukgestalten starrten diese Bärenbilder die sonderbare Reisegesellschaft an, die flink an ihnen vorüberlief. So blickten sie, ohne sich zu rühren, hin; aber zwischen ihnen, rings um sie kam bald eine erschrek-kende Bewegung in den finstren Fichtenwald. Da schweiften die hungrigen Wölfe um die Brüder, näherten sich ihnen mehr und mehr. Bald vor oder hinter ihnen über den Weg huschend, bald auf beiden Seiten auftauchend, blitzten sie wilden Laufes zwischen den Fichten hervor. Gereizt, nach Blut dürstend, folgten sie den nächtlichen Flüchtlingen vom Impivaara; und es barsten krachend und knallend die trocknen Zweige der Fichtenwurzeln unter ihnen. Zitternd und schnaubend griff der scheuende Valko aus, und der Mann, der vorn saß, konnte seine Unrast kaum bezähmen. Aber immer zudringlicher wurde die Dreistigkeit der Wölfe. Keuchend strichen sie in ihrer Blutgier oft ganz nahe an den Männern vorüber. Und um sie abzuschrecken, ließen die Brüder dann und wann bald nach rechts, bald nach links ihre Buchsen knallen. Dadurch ließen sich die Bestien jedoch nicht allzuweit verscheuchen. Men da de havde hvilet sig, skyndte de sig atter ned ad den glatte bjergvej, og da de havde tilbagelagt den, kom de ind i en mørk granskov; og dyster stod naturen omkring dem. Månen kiggede ned, blegt; uglerne skreg; og her og dér i ødemarkens skød stod en besynderlig skygge, der lignede en skov-bjørn, umådelig stor: de styrtede graners strittende, mosgroede rødder. Ubevægelige som frosne spøgelser stirrede disse bjørne-skikkelser mod de besynderlige vejfarende, der hurtigt ilede forbi dem. De stirrede ubevægeligt, men mellem dem og omkring dem opstod der snart et forfærdeligt røre i den mørke granskov. De sultne ulve kredsede omkring brødrene og kom nærmere og nærmere. Undertiden var de foran dem eller bagved dem; snart krydsede de overvejen, og snart så man deres hastige løb mellem granerne på begge sider af vejen. Rasende, blodtørstige fulgte de efter de natlige flygtninge fra Impivaara; og trærøddernes tørre grene knagede og bragede, når de brækkede. Den ængstelige Valko løb af sted, skælvende og prustende, og manden, der sad forrest, havde svært ved at forhindre den i at stikke af. Men vilddyrenes dristighed blev større og større. Pustende og blodtørstige strøg de ofte ganske tæt forbi mændene; og brødrenes bøsser knaldede nu og da for at skræmme dem, snart til højre og snart til venstre. Men det jog dem dog ikke særlig langt bort. 06374
Bottom
06386
Top
Sie betraten die weite, durch Lauffeuer abgesengte Heide Kiljava, auf der sich hier und da ein vermorschter Föhrenstumpf erhob, Sitze von Habichten und Horneulen. Hier wurde die Wut der Wölfe schon erschreckend, und groß war die Gefahr für die Männer. Tuomas und Timo ritten. Die ändern aber, die zu Fuß hinterdrein kamen, machten plötzlich halt und feuerten fast zu gleicher Zeit eine tüchtige Salve zwischen ihre Verfolger, die davon auffuhren und jetzt eine Strecke weit zurückwichen. Wieder liefen die Männer stürmend vorwärts; aber es währte nicht lange, da prasselte das nachfolgende Rudel der Wölfe auch wieder dicht neben ihnen, und die Gefahr war größer als je zuvor. Da hielt Tuomas das Pferd an und sagte mit lauter Stimme: »Wer eine leere Flinte hat, der lade sie auf der Stelle! Wie Feuer und Schneegestöber muß es gehen!« So rief er, stieg ab und befahl Timo, das Pferd zu halten. Da standen die Brüder und luden und spürten in keinem Körperteil die Kälte. Auch die Bestien standen, fünfzig Schritte von den Männern entfernt, verschlangen sie unausgesetzt mit ihren gierigen Blicken und peitschten in ihrer Raserei mit dem Schwanz den Schnee. — Und von Wolken entblößt schimmerte das Himmelsgewölbe, von dem der helle Mond jetzt auf die Heide niederschaute. Så kom de til Kiljavas åbne hede, der var hærget af en skovbrand, og hvor der hist og her stod en udtørret fyrrestamme, et hvilested for høge og ugler. Nu begyndte ulvenes raseri at blive foruroligende, og mændene var i stor fare. Tuomas og Timo sad på hesten i dette øjeblik, men de andre, der kom løbende bagefter, standsede pludselig og affyrede næsten samtidig en vældig salve mod deres forfølgere, der blev forskrækkede, og nu trak sig lidt tilbage. Mændene ilede atter fremad, men det varede ikke længe, før ulvenes lurende skare larmede tæt ved dem, og faren var større end nogensinde. Så standsede Tuomas hesten og sagde med høj stemme: »Den mand, hvis bøsse er tom, skal lade den straks på stedet!« Således råbte han, steg af hesten og befalede Timo at holde godt fast på Valko. Brødrene stod nu og ladede, og de mærkede ikke det mindste til kulden, hverken i fødderne eller i nogen anden del af deres krop. Ulvene stod også stille, halvtreds skridt fra mændene; de stirrede uafbrudt på dem med grådige øjne og piskede ivrigt med halen. - Og renset for skyer strålede himmelhvælvingen, hvorfra den klare måne nu kiggede ned på heden. 06375
Bottom
06387
Top
TUOMAS: Sind die Büchsen geladen? TUOMAS: Er vore bøsser ladte ? 06376
Bottom
06388
Top
AAPO: Ist geschehen. Was willst du tun? AAPO: Det er gjort. Hvad mener du ? 06377
Bottom
06389
Top
JUHANI: Wieder alle auf einmal! JUHANI: Alle på een gang igen! 06378
Bottom
06390
Top
TUOMAS: Nein, wenn euch unser Leben lieb ist. Immer muß bei einem eine Ladung im Rohr stecken, merkt euch das. Lauri, du hast ja die sicherste Hand und das schärfste Auge, tritt hierher neben mich. TUOMAS: Nej, ikke hvis vi har livet kært. Nogen må altid have skyderen ladt, husk det. Lauri, du har jo den sikreste hånd og det skarpeste øje, kom op ved siden af mig. 06379
Bottom
06391
Top
LAURI: Hier stehe ich. Was willst du? LAURI: Her står jeg. Hvad vil du ? 06380
Bottom
06392
Top
TUOMAS: Ein ausgehungerter Wolf frißt auch seinen blutigen Bruder. Gelänge uns dieser Kniff jetzt, dann wäre es unsre Rettung. — Versuchen wirs. Den ersten rechts nehmen wir aufs Korn, Lauri, und drücken zu gleicher Zeit ab. Ihr ändern aber spart euer Feuer. Lauri, ziel jetzt scharf wie ein Adler und laß es blitzen, wenn ich sage: jetzt! TUOMAS: En sulten ulv æder endogså sin blodige broder. Hvis vi nu var i stand til at ordne den sag, kunne det blive vor redning. Lad os prøve, Lauri, vi sigter på den første dér til venstre og skyder samtidigt, men I andre, spar på jeres ild. Lauri, sigt nu skarpt som ørnen og lad det lyne, når jeg siger: nu. 06381
Bottom
06393
Top
LAURI: Ich bin bereit. LAURI: Jeg er parat. 06382
Bottom
06394
Top
TUOMAS: Jetzt! TUOMAS: Nu. 06383
Bottom
06395
Top
Da drückten beide im selben Augenblick ab, und eilig flohen die Wölfe auseinander. Doch blieb einer von ihnen am Platze, bemüht, auf allen vieren die ändern zu erreichen; aber nur langsam kam er vom Fleck. Vorwärts sprengten die Brüder wieder mit aller Kraft: zu Fuß liefen sechs von ihnen, nur Timo ritt voraus. Und so verging eine kleine Weile. Aber bald stockte die Flucht der Wölfe, sie kehrten um und hitzig stürmten sie hinter dem nächtlichen Zug her. Es sauste der wirbelnde Schnee, und es rauschte die offene Heide, als sie geschlossen daherstoben. Mit rasender Fahrt erreichten sie ihren in seinem Blut hinkriechenden Genossen, stürzten an ihm vorbei, drehten aber bald wieder um, als ihnen der verlokkende Blutgeruch in die Nüstern wehte. Sie schwenkten um ihn herum: die Schwänze flogen durch die Luft, der Schnee stürmte, und feurig funkelten in der Nacht ihre Augen vor wilder Gier. Da stürzten sie mit furchtbarem Zähnefletschen alle zusammen über ihren verwundeten Bruder, und ein schreckliches Lärmen und Keuchen drang nach der Heide hinüber; man hätte glauben können, daß die Säulen des Himmels einstürzten. Der Boden erhebte, und der Schnee verwandelte sich in einen scheußlichen Brei, als die bisherigen Freunde den Sohn des Ödwalds, dessen Blut Tuomas’ und Lauris scharfe Kugeln hatten fließen lassen, in Stücke zerrissen. Schweigen aber herrschte wieder auf der nächtlichen Heide. Nur unterdrücktes Schnaufen war zu hören, und die Knochen krachten, als die Bestien mit blutigen Schnauzen und blitzenden Augen ihr Opfer zerfetzten und verzehrten. Så fyrede de begge to i samme øjeblik, og ulvene flygtede i galop. En af dem blev dog på stedet og prøvede, krybende, at indhente de andre, men den kunne ikke. Mændene skyndte sig atter af sted af alle kræfter: seks af dem løb til fods, mens Timo red alene i spidsen. Sådan gik der en kort tid. Men snart standsede ulvene deres flugt; de vendte om og ilede atter ivrigt imod de natlige vejfarende. Sneen fløj lil vejrs med en susende lyd, og det dundrede i Kiljavas vidtstrakte hede, da de kom styrtende i samlet flok. I flyvende fart nåede de frem til deres kammerat, der lå og kravlede i sit eget blod ; de fløj forbi, men vendte hurtigt om, da blodets fristende lugt slog imod deres næsebor. De snurrede helt omkring: halerne svingede, sneen føg omkring, og begærets og grådighedens øjne gnistrede som ild i natten. Så kastede hele flokken sig med uhyggeligt grinende tænder over deres sårede broder; og nu opstod der en frygtelig tumult og larm på heden, så man skulle tro, himlens søjler var ved at styrte sammen. Jorden skælvede, og sneen blev forvandlet til et skrækkeligt ælte, da de forhenværende venner sønderrev ødemarkens søn, hvis blod Tuomas og Lauris vel-rettede skud havde fået til at flyde. Men nu herskede der atter tavshed på den natlige hede. Man hørte blot en dæmpet stønnen; og knoglerne knasede, da vilddyrene, med blodige snuder og skinnende øjne, sønderrev og åd deres offer. 06384
Bottom
06396
Top
Schon fern von ihren entsetzlichen Feinden, zogen indessen die Brüder dahin. Und lieblich hatte in ihren Ohren das Mordgeheul der Wölfe auf der Heide geklungen; es war für sie die traute, gute Botschaft der Rettung. Es nahte die weite Wiese von Kuttila, um die sie herumbogen, und darauf lief ihr Weg über hügeliges Gelände weiter. Um Zeit zu gewinnen, beschlossen sie aber, die Wiese schnurstracks zu durchqueren. Alle zusammen rannten sie gegen den Zaun, dieser brach nieder, und Valko, der wieder zwei der Brüder trug, stieg hinüber und lief, von der kurzen Peitsche der Männer gejagt, über die glatte Fläche. Ohne Aufenthalt eilten die Brüder hinterher, die wieder durch den Schnee stampfen mußten. Quer über die Wiese ging die Winterstraße nach dem Kirchdorf, und Reisende mit drei Pferden und drei Schlitten fuhren gerade den Weg. Nicht schlecht erschraken die Pferde wie die Männer, als sie die Brüder von Norden herankommen sahen. Sie sahen im Mondschein sieben Männer im Hemd, mit Flinten auf der Schulter, mit ihrem Pferd daherstieben. Und sie glaubten, daß eine Schar böser Trolle aus den Höhlen des Impivaara über sie herfiele. Gewaltig war das Hasten und Lärmen auf der Wiese. Wie kollerig flogen die Pferde dahin, flogen bald nach rechts, bald nach links, und von den Männern schrie der eine, segnete sich der andre, fluchte ein dritter und schwor mit gellender Stimme. Die Brüder aber warfen kaum einen Blick auf den Tumult, wie rasend liefen sie unverwandt über die Wiese von Kuttila auf Jukola zu, und wie eine Rauchwolke teilte sich der Schnee vor ihnen. Jetzt kam der andre Zaun der Wiese, sie stürzten sich alle darauf, er brach krachend nieder, und bald zogen sie wieder auf dem hügeligen Weg entlang. Men brødrene færdedes allerede fjernt fra deres frygtelige fjender; og herligt havde ulvenes mordhyl runget i deres ører på Kiljava-heden; for dem var det redningens vidunderlige og gode budskab. De nærmede sig Kuttilas vidtstrakte eng, som deres vej snoede sig udenom, ovfer et bakket terræn. Men for at vinde tid besluttede de at skyde genvej over denne eng. Med forenede kræfter styrtede de imod et hegn; det væltede omkuld, og Valko, der igen bar to af brødrene på sin ryg, gik over det væltede hegn og begyndte, ansporet af mændenes kæppe, at løbe hen over engens jævne flade. De af brødrene, hvis tur det var at trave i sneen, ilede bagefter uden at tøve et øjeblik. Tværs over engen gik vintervejen til kirkebyen, og nogle rejsende, med tre heste og tre slæder, befandt sig netop nu på denne vej. Men både hestene og mændene blev meget forfærdede, da de så brødrene nærme sig dem fra nord. I månelyset så de syv mænd i bar skjorte, med bøsserne over skulderen; syv mænd, der skyndte sig af sted med deres hest. Og de troede, det var en skare vrede trolde fra Impivaaras huler, der ville kaste sig over dem. Der blev en vældig tumult og opstandelse på engen. De vejfarendes heste fløj fortumlede af sted, fløj snart hid og snart did; og mændene skiftevis råbte, bad, bandede og rasede med høj stemme. Men brødrene skænkede knap nok hele denne tumult et øjekast; de løb blot som rasende hen mod Jukola over Kuttila-engen, og sneen blev kløvet til røg foran dem. Så kom de til engens modsatte hegn, de styrtede sig imod det alle mand; det væltede med et brag, og snart vandrede de igen på den bakkede vej. 06385
Bottom
06397
Top
Unheimlich und grausig war ihnen aber diese Nacht. Sie griffen scharf aus, stoben keuchend wie der Wind dahin, und Verzweiflung starrte aus ihren leeren, stieren Blicken, die unausgesetzt auf ihr altes Heim Jukola geheftet waren. So stürmten sie, ohne ein Wort zu reden, immer vorwärts, und schnell entfloh unter ihnen das schneebedeckte Land. Aber schließlich, als sie die Pohjanpelto-Kuppe erreicht hatten, erblickten sie im blassen Mondlicht auf dem Abhang den Jukolahof, und fast auf einmal kams aus ihrem Mund: »Jukola, Jukola!« Nun eilten sie den Hügel hinab, setzten wie geflügelte Trolle mit langen Sprüngen über die Bachwiese, schwenkten den Hügel in die Höhe und standen an der Schwelle der verschlossenen Haustür. Zeit zum Anklopfen und Warten hatten sie keine, sie stießen mit aller Kraft gegen die Tür, und krachend und rasselnd flog die Vorhaustür auf. Mit Gepolter und Gestampf eilten sie aus dem Vorhaus in die Stube und wie ein Windstoß nach der Kohlenglut der Feuerstätte, von wo ihnen die köstliche Wärme entgegenatmete. Aber gewaltig entsetzte sich die schlaftrunkene Familie des Gerbers, denn sie glaubten, eine Bande Räuber sei bei ihnen eingebrochen. Men denne nat var uhyggelig og forfærdelig for dem. De løb voldsomt, løb stærkt og stønnende, og tvivlen stirrede ud af deres stive blik, der hele tiden var rettet imod deres forhenværende hjem. Således styrtede de af sted, uden at sige et ord, og den snedækkede jord svandt hurtigt under dem. Men til sidst, da de nåede til Pohjanpeltos skrånende mark, så de i det blege månelys Jukola-gård på skrænten; og næsten samtidig hørte man fra deres mund: »Jukola, Jukola!« De ilede videre ned ad bakken, styrtede hen over bækengen som bevingede spøgelser, sled sig atter op ad bakken og stod så på tærsklen til gårdens lukkede dør. De havde ikke tid til at banke og vente på, at man skulle lukke dem ind; de fløj fremad af alle kræfter, og den solide dør sprang op med et brag. Fra forstuen ilede de, under megen støj og larm, ind i huset og derfra som en hvirvelvind hen til ildstedets gløder, der udsendte en vidunderlig varme imod dem. Men garverens søvn-drukne familie blev meget forskrækket, for den troede, det var røvere, der overfaldt dem. 06386
Bottom
06398
Top
DER GERBER: Was für Ungeheuer dringen denn da gerade in der Weihnachtsnacht in das Haus eines ehrsamen Mannes? Sprecht; meine Flinte ist geladen! GARVEREN: Hvad er det for et uhyre, der på denne måde træder ind i en ærlig mands hus selveste julenat? Svar; bøssen er lagt an. 06387
Bottom
06399
Top
TUOMAS: Laß deine Flinte in Ruh, Mann. TUOMAS: Lad din bøsse være i fred, mand. 06388
Bottom
06400
Top
AAPO: Schießt nicht auf die Leute des eignen Hofs. AAPO: Skyd ikke gårdens egne folk. 06389
Bottom
06401
Top
JUHANI: Wir sind, Gott bessers! vom Impivaara. JUHANI: Vi kommer, Gud nåde os, fra Impivaara. 06390
Bottom
06402
Top
TIMO: Die sieben Söhne des altenjukola. TIMO: Det forrige Jukolas syv sønner! 06391
Bottom
06403
Top
SIMEONI: Gott sei uns gnädig! Sieben Seelen sind in dieser furchtbaren Stunde auf dem Weg zur Ewigkeit. Gott sei uns gnädig! SIMEONI: Herren forbarme sig over os! Syv sjæle på vej til evigheden netop i dette frygtelige øjeblik. Herren forbarme sig over os! 06392
Bottom
06404
Top
JUHANI: Im Feuer ist unsere prächtige Kate im Wald mit all unsern Sachen verbrannt. Nun sind wir wie die Hasen hierher gerannt und hatten nichts auf unserm elenden Leib als ein erbärmliches Hemd, ein erbärmliches kurzes Männerhemd. Und das war ein schlimmer Spaß. JUHANI: Ilden fortærede vort prægtige hus i skoven og desuden alle vore ting. Vi er ilet hertil uden andet at skjule vore legemer med end denne pjalt af en skjorte, denne korte las af mandsskjorte. Og det var en hård dyst. 06393
Bottom
06405
Top
DIE GERBERSFRAU: Herrjemine! GARVERENS KONE: Herren bevare os! 06394
Bottom
06406
Top
DER GERBER: Ach, ihr Ärmsten! GARVEREN: Ak, I stakler! 06395
Bottom
06407
Top
JUHANI: Ja ists menschenmöglich? Nun sitzen wir ja hier wie die Elstern und schreien zum Herrn um Erbarmen. Ach, ich muß weinen. JUHANI: Ja, er dette*ret og rimeligt? Her sidder vi nu som skader og råber på Herrens nåde. Ak, jeg må græde. 06396
Bottom
06408
Top
DIE FRAU: Ihr armen Kinder! Mach schnell, Alter, zlind Feuer an. GARVERENS KONE: Arme, stakkels børn! Skynd dig, far, og tænd ild. 06397
Bottom
06409
Top
EERO: Ach, diese Unglücksnacht, ach, wir Unglückskinder! EERO: Ak, hvilken ulykkelig nat, ak, vi ulykkelige! 06398
Bottom
06410
Top
AAPO: Diese entsetzliche Nacht, o weh! AAPO: Ak, hvilken forskrækkelig nat, ak! 06399
Bottom
06411
Top
SIMEONI: O weh! SIMEONI: Ak, ja! 06400
Bottom
06412
Top
JUHANI: Weine nicht, Eero; weine nicht, Simeoni; brauchst nicht zu jammern, Aapo! Weine nicht, weine nicht, Bruder Eero, jetzt sind wir ja geborgen. Aber das war ein Türkenmarsch! JUHANI: Græd ikke, Eero; græd ikke, Simeoni, klag ikke, Aapo! Græd ikke, græd ikke, broder Eero, for nu er vi i hus. Men det var sandelig en tyrkisk march! 06401
Bottom
06413
Top
DIE FRAU: Ach Menschenkinder, ach! GARVERENS KONE: Ak, menneskebarnét her på jorden, ak! 06402
Bottom
06414
Top
JUHANI: Liebe Frau, Euer Weinen und Mitleid treibt mir von frischem die Tränen in die Augen. Ach! Aber weint nicht, Mütterchen, weint nicht! Wir sind ja nun heraus aus den Klauen der Bestien und der Kälte und in der Wärme der christlichen Nächsten. Und Gott sei Dank dafür! JUHANI: Kære husmoder, jer’ gråd og jer’ medlidenhed får mig til at græde igen. Ak! Men græd ikke, morlil, græd ikke! Vi slap ud af vilddyrenes og kuldens klør og til vore kristne medmenneskers varme. Og Gud være lovet for det! 06403
Bottom
06415
Top
TUOMAS: Traurig, furchtbar traurig ists mit uns. Macht uns aber ein flammendes Feuer, bringt uns auch als Lager ein paar Bündel Stroh auf die Diele und führt Valko in den Stall und gebt ihm Heu. AAPO: Vor tilstand er bedrøvelig, højst bedrøvelig. Men sørg for en flammende ild til os, bring os desuden et par knipper strå, så vi kan rede vort leje på gulvet, sæt Valko i stald og læg lidt hø foran den. 06404
Bottom
06416
Top
AAPO: Entschuldigt, daß wir euch im Namen des Gesetzes und um unsres Lebens willen so bestimmt um Hilfe und Beistand bitten. Um unser Leben, um unser Leben! AAPO: Tilgiv os, at vi i lovens navn og for vort livs skyld beder jer så indtrængende om hjælp og beskyttelse. For vort livs skyld, for vort livs skyld! 06405
Bottom
06417
Top
JUHANI: O Engel des Gnadenbunds! Das Leben sitzt mir gerade noch so eben in der Nasenspitze, wie wenn es gleich, gleich hinauswollte. — Wenn Fleisch und Bier im Hof ist, bringts herbei. — Nein, war das ein Spaß, war das ein Fest; dran werden wir denken. — Bringt Fleisch und gewärmtes Bier für unser teures Leben und unsre teure Seele. JUHANI: Ak, nådepagtens engle! Livet sidder i min næsetip og er ved at dryppe bort, dryppe bort. - Hvis der er kød og øl på gården, så kom frem med det. - Se, det var en dyst, en stroppetur, vi vil huske. - Giv os kød og opvarmet øl for vore dyrebare liv og sjæles skyld. 06406
Bottom
06418
Top
DER GERBER: Alles, was wir können und vermögen, liebe Freunde, sobald wir Licht im Hause haben. — Ihr Unglücklichen! im bloßen Hemd. GARVEREN: Så hurtigt vi kan, og alt, hvad vi kan, gode venner, så snart jeg har fået lys i huset. - I, stakler, i den bare skjorte! 06407
Bottom
06419
Top
JUHANI: Keinen Fetzen auf dem Kopf und keinen Latschen an den Pfoten. Seht nur die Sibyllenfuße, seht nur. JUHANI: Ikke en klud på hovedet eller et par gamle udtrådte slæver på tæerne. Se på de her Sibylle-fødder, se! 06408
Bottom
06420
Top
DER GERBER: Da sträuben sich einem ja die Haare. Sieh nur, Alte. GARVEREN: Det får jo håret til at rejse sig. Kom og se, kone. 06409
Bottom
06421
Top
TIMO: Seht bloß meine Schienbeine. TIMO: Se også på mine ben. 06410
Bottom
06422
Top
JUHANI: Was sind die gegen diese? Hier! Guckt mal, wie geröstete Rüben! JUHANI: Hvad er det imod disse? Her! Se, knægt, to stegte roer. 06411
Bottom
06423
Top
TIMO: Und erst diese! TIMO: Men så de her? 06412
Bottom
06424
Top
JUHANI: Was sind deine Schenkel hiergegen? JUHANI: Hvad er dine skanker imod de her? 06413
Bottom
06425
Top
TIMO: Meine? Einerlei. Guckt mal. Ist das Menschenfleisch? TIMO: Og mine? Lad bare være! Se nu. Er det menneskekød ? 06414
Bottom
06426
Top
DER GERBER: Schnell, Alte, sieh nur mal! GARVEREN: Hurtigt, kone kom og se. 06415
Bottom
06427
Top
DIE FRAU: Du lieber Gott! Ach du meine Güte! KONEN: Ak, gode mennesker og himlens magter! 06416
Bottom
06428
Top
JUHANI: Ja, ist so was menschenmöglich? — Auch Tuomas werden die Augen naß. Weine nicht, Tuomas. — Wie ich schon sagte: ist so was menschenmöglich! JUHANI: Ja, er dette måske mere ret og rimeligt? - Selv Tuomas’ øj'ne er fugtige. Græd ikke, Tuomas. - Som jeg-siger: er det her ret og rimeligt ? 06417
Bottom
06429
Top
TIMO: Ja, so muß das arme Menschenkalb hienieden fliegen lernen. TIMO: Sådan jager man med menneskekalven her nede. 06418
Bottom
06430
Top
DIE FRAU: Wie sie jetzt rot werden und glühen, rot werden und glühen! Ach du meine Güte! KONEN: Hvor de er røde og skinnende, røde og skinnende. Ak, gode mennesker! 06419
Bottom
06431
Top
TIMO: Wie das Eisen in der Esse, ganz wie Schmiedeeisen. Hihi! TIMO: Som jern i essen, især som smedejern. Hi, hi! 06420
Bottom
06432
Top
DIE FRAU: So rot, so rot! Herrjemine! KONEN: Så røde, så røde. Herren bevare os! 06421
Bottom
06433
Top
JUHANI: Sie sind jetzt »gleichwie goldenes Erz, das im Ofen glüht«, wies in der Bibel heißt. Der Herr steh uns Armen bei! JUHANI: De er nøjagtig som »skinnende malm«, sådan som det står i Bibelen. Herren hjælpe os stakler! 06422
Bottom
06434
Top
DIE FRAU: Ihr armen Kinder! KONEN: Ak, arme børn! 06423
Bottom
06435
Top
LAURI: Tut, was wir gebeten und ihr versprochen habt. LAURI: Gør som vi bad om, og I lovede. 06424
Bottom
06436
Top
AAPO: Wir flehen euch an: macht schnell! Wir stellen das Holz selber in den Ofen, hier im Winkel liegen ja Scheite, prachtvolle Birkenscheite mit Rinde. AAPO: Vi bønfalder: hurtigt! Vi kan selv tænde op, eftersom der findes brænde dér i krogen, dejlige, barkede knuder. 06425
Bottom
06437
Top
JUHANI: So sitzen wir also wieder im alten Jukola, unter den lieben rußigen Balken, und hier bleiben wir bis Walpurgi. Die alte Stube sei noch für diesen Winter unser Quartier. JUHANI: Så sidder vi igen i det gamle Jukola, under de velkendte, sodede spær, og her bliver vi lige til første maj. Lad det gamle hus være vort kvarter endnu denne vinter. 06426
Bottom
06438
Top
TUOMAS: Laß aber den Sommer kommen! TUOMAS: Men vent, til foråret kommer. 06427
Bottom
06439
Top
JUHANI: Laß den Sommer kommen, dann steht eine neue, eine stolzere Hütte als vorher auf der Impivaa-ra-Halde. JUHANI: Lad det blive forår, og et nyt hus, prægtigere end det forrige, står på Impivaara-lieden. 06428
Bottom
06440
Top
TUOMAS: Sowie der Schnee fort ist, sollen die Wälder und Berge von den Axtschlägen widerhallen, und dann brauchen die Jukolabrüder nicht mehr bei ändern um ein Obdach gegen die Winde zu betteln. TUOMAS: Så snart sneen er forsvundet, giver skovene og bjergene atter genlyd af øksehug, og Jukolas brødre behøver ikke mere at tigge om læ for vinden hos andre. 06429
Bottom
06441
Top
JUHANI: Trefflich gesagt, Tuomas, laß uns den verdammten Streich vergessen, durch den unsre Kate in Feuer aufgegangen ist. Wir wollen uns im Geist eine neue ausmalen, die wir dann in die Höhe richten. JUHANI: Prægtigt sagt! Tuomas, lad os glemme det forbandede påfund, der stak ild på vort hus, og lad os, i vort sind, forestille os det nye hus, som vi bygger op igen. 06430
Bottom
06442
Top
TUOMAS: Du mußt wissen, schon beim Beginn der schrecklichen Reise war aller Groll aus meiner Brust verflogen. Und als du auf dem Weg hinter mir herliefst und mir wie ein schwimmender Hengst im Nacken schnobst, da schnitt es mir ins Herz. TUOMAS: Du skal vide, at da vi begav os ud på den forfærdelige færd, forsvandt alt nag i mit bryst, og du skal vide, at da du løb bagefter mig på vejen og pustede mig i nakken som en svømmende hingst, skar det mig i hjertet. 06431
Bottom
06443
Top
JUHANI: Drum wollen wir uns freuen, daß die Reise abgetan ist und wir wieder in der warmen Stube stehen. — Da bringen sie uns ja Essen und Trinken, und da sind auch zwei mächtige Garben blinkendes Stroh. Laßt uns Gott danken, liebe Brüder! JUHANI: Lad os derfor fryde os over, at den færd er forbi, og at vi atter står i et varmt hus. - Dér' kommer man med mad og drikke til os, og dér har vi to vældige knipper skinnende halm. Lad os takke Gud, kære brødre! 06432
Bottom
06444
Top
Freudig flammte das Feuer der Birkenscheite, in dessen wonniger Hitze sich die Brüder nach Herzenslust wärmten. Nachdem sie, alle sieben in einer Reihe, einige Zeit dagestanden hatten, setzten sie sich an den Tisch und verzehrten das Fleisch, das Brot, die Würste und das warme Bier, das ihnen die Gerberin, die mitleidige Frau, hingestellt hatte. Der Gerber übernahm selber die Sorge für Valko, führte ihn in den Stall und füllte ihm die Krippe mit Heu. Endlich kamen auch die Hunde außer Atem und wedelnd auf den Spuren der Brüder von ihrer düstern Reise, und vor Freude leuchteten ihre Augen. Mit großem Jubel wurden sie von ihren Herren empfangen, bemitleidet, gefuttert und auf jede Weise liebkost. Muntert flammede det bål af birkeknuder, i hvis herlige varme brødrene varmede sig med velbehag. Og da de havde stået dér et stykke tid, syv mand på rad og række, gik de til bords for at nyde kødet, brødet, pølserne og det opvarmede øl, som garverens kone, den godhjertede kvinde, havde tilberedt for dem. Husbonden selv tog sig af Valko, førte den over til stalden og fyldte krybben foran den med hø. Omsider kom også hundene, der havde fulgt mændenes spor, tilbage fra deres dystre færd; de kom pustende og logrende; og deres øjne strålede af glæde. Og med stor fryd tog brødrene imod dem: ynkede dem, ruskede dem og kærtegnede dem på alle måder. 06433
Bottom
06445
Top
Nachdem die Brüder aber gespeist hatten, sanken sie auf ihre Strohlager und vergaßen bald, in das zarte Tuch des Schlafs gehüllt, den Kampf des Lebens. Köstlich ruhten sie, und lange noch wärmte sie das flammende Feuer, bis es schließlich erschlaffte und verkohlte. Da verschloß die Frau die Ofenklappe, und in die Stube strömte eine behagliche Wärme. Alsdann suchte auch die Wirtin selbst ihr Lager wieder auf, und wiederum herrschte friedliche Stille im Haus. Draußen aber fuhr der Frost krachend die Zäune entlang, der Nord wehte kräftig unter dem sternbesäten Himmel, von dem der bleiche Mond lächelnd herabschaute. Men da brødrene havde endt deres måltid, sank de ned på deres halm-senge, og indhyllede i søvnens fine klæde glemte de snart livets strid. Sødt sov de, og den flammende ild varmede dem lang tid endnu, indtil den døde hen og forkullede. Så lukkede husmoderen spjældet, og en herlig varme strømmede ud i stuen fra ovnen; derefter lagde kvinden sig atter på sin seng, og nu herskede der stilhed overalt i huset. Men uden for hoppede frosten knagende langs hegnene, nordenvinden blæste bistert under den stjer-ne-funklende himmel, hvorfra den blege måne smilende kiggede ned. 06434
Bottom

Kapitel 07 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
07001
Top
Zu Anfang des Frühlings, schon vor Ankunft der Kraniche, verließen die Brüder Jukola, zogen wieder zur Impivaara-Halde und begannen sich sofort mit aller Kraft ein neues Haus zu bauen. Bald ruhten auf den Ecksteinen schwere Balken, und Schicht fügte sich auf Schicht. Da krachten an manchen Tagen die Beile vom Morgengrauen bis zur Abenddämmerung, da dröhnte der mächtige Holzhammer. Es standen dort Juhani, Aapo, Tuomas und Simeoni, ein jeder an seiner Ecke, die ändern aber behieben die Stämme und rollten sie auf schräggelegten Balken für den Bau hinauf. Mit nasser Stirn, aber mit frohem Mut, muhten sie sich unablässig. Sicher strebte das Haus empor, und ringsum stieg frischer Harzgeruch auf. Aber dann vergingen wieder Tage, an denen die Brüder ihr Beil vollständig ruhen ließen und in tiefem Schlaf schnarchend die Zeit von einem Abend zum nächsten und auch bis zum dritten Morgen verbrachten. Tidligt om foråret, før tranerne endnu var kommet, forlod brødrene Jukola, flygtede atter til Impivaara-heden og begyndte straks af alle kræfter at bygge sig et nyt hus. Snart hvilede solide bjælker på hjørnestenene, og lag føjede sig til lag. Så larmede økserne, og den tunge kølle dundrede i flere dage, lige fra morgengry til mørk aften. Juhani, Aapo, Tuomas og Simeoni sad ved hver sit hjørne, mens de andre huggede bjælkerne til og rullede dem ad slisker op til byggepladsen. De sled, sveddryppende, men altid glade i hu, og huset voksede støt, og en frisk duft af harpiks spredte sig vidt omkring. Men så gik der også dage, hvor brødrene ikke rørte ved økserne, men lå og snorkede i dybeste søvn og lod døgnet svinde fra aften til aften, undertiden helt til tredie morgen. 07001
Bottom
07002
Top
Jedoch noch bevor die Kornfelder im Dorf gelb wurden, stand die Kate fertig auf der Impivaara-Halde, stand am selben Fleck, in derselben Gestalt und Ausführung wie die erste; noch stolzer stand sie da. Und nun, wo das festgefügte Obdach fertig war, konnten die Brüder wieder mit voller Kraft das Weidwerk pflegen. Für die Jagd im Wald wie für das Fischen im Ilvessee rüsteten sie sich, zogen mit ihren Waffen und ihren Fanggeräten aus, und auch die Hunde folgten ihnen mit flammenden Augen. Unermüdlich durchstreiften sie, nach Lebensunterhalt für den Augenblick wie für den kommenden grimmen Winter suchend, die bewaldeten Berge, die Moore und das Gelände und durchschnitten nach allen Richtungen den klaren Spiegel des Sees. Und da ließ von den Bewohnern des Wassers und des Waldes mancher sein Leben. Ikke desto mindre, før kornmarkerne ved landsbyen var gulnede, stod huset færdigt på Impivaara-heden; stod på samme sted, i samme form og stand som det forrige; ja, endnu prægtigere stod det dér. Og nu da brødrenes solide hus stod færdigt, kunne de, af fuld kraft, hellige sig deres fangst-ture. De udrustede sig både til jagt og fiskeri på Ilvesjårvi og drog af sted med våben og fangstredskaber; også hundene ledsagede dem med ild-gnistrende øjne. De strejfede, uden at blive trætte, over skovklædte bjerge, sumpe og marker, kløvede søens klare flade i alle retninger og bjærgede sig føden såvel for dagen som for den kommende, strenge vinter. Og mange af Ahtolas og Tapiolas, skovens og vandets, beboere måtte således ofre deres liv. 07002
Bottom
07003
Top
Ich möchte aber jetzt vom alten Zunder-Matti, dem einzigen Freund der Brüder hier in den Wäldern, erzählen. — Es war ein alter Mann namens Zunder-Matti; der wohnte auf einem dicht mit Maserbirken bewachsenen Hügel. Ganz allein wohnte er in seiner kleinen Kate, einige tausend Schritt vom Impivaara entfernt. Er machte den weichsten Zunder in der Landschaft Häme und sehr haltbare Schuhe aus Birkenrinde, und dieses Gewerbe brachte ihm ohne Not das tägliche Brot ein. In seinen jüngeren Jahren war er weit im Norden des Landes herumgekommen, wohin er als braver Fuhrknecht dem Propst seines Kirchspiels gefolgt war, als dieser an die Grenze von Lappland versetzt wurde. Da war Zunder-Matti den nächsten Sommer geblieben und hatte auf den endlosen Mooren der nördlichen Gegend Bären, Vielfraße und Kraniche gejagt. Von diesen Zügen wußte er viel zu erzählen; und sein Gedächtnis war unvergleichlich scharf, und nie vergaß er, was er einmal gesehen und gehört hatte. Scharf war auch seine Beobachtung und sein Auge. In den unermeßlichen Odwäldern wanderte er, ohne sich je zu verirren. Auch gab es keinen noch so fernen Platz, an dem er einmal gewesen war, ohne daß er dessen Lage im Gedächtnis zu haben glaubte, auch nicht um Haaresbreite fehlgreifend. Er zeigte sofort mit dem Daumen hin; und Widerspruch war umsonst, so felsenfest baute er auf sein Wissen. Fragte man ihn zum Beispiel: »Wo liegt der Vuokatti?«, so antwortete er sofort, indem er mit dem Daumen nach dem Horizont stieß: »Dort, schau nur meinem Daumen entlang; dort liegt er, kannst’n aufs Korn nehmen. Das Kirchdorf Kuusamo liegt in der Richtung der Vertiefung dort, aber nur einen Katzensprung von da nach rechts läuft die Linie nach dem Vuokatti.« Wenn man ihn fragte: »Wo liegt das Schlachtfeld von Porrassalmi?«, so entgegnete er ebenso ohne Zaudern und indem er mit dem Daumen nach dem Horizont stieß: »Dort, schau nur meinem Daumen entlang; dort kannst’s aufs Korn nehmen.« So genau war der Alte, und genau kannte er auch die Wälder viele Meilen um seine Hütte. Kreuz und quer hatte er sie durchwandert, wenn er Baumschwamm oder Birkenrinde suchte oder nach seinen Fangschlingen sah. Es geschah auch bisweilen, daß er auf seinen Streifzügen nach der Kate am Impivaara abbog, um die Brüder zu besuchen. Und das waren für sie gemütliche Stunden: mit weit geöffnetem Mund lauschten sie seinen Erzählungen, mit weit geöffnetem Mund und mit gespitzten Ohren wie die Fledermäuse. — Einmal an einem Augustabend sitzt er bei den Brüdern und redet von seinen Waldfahrten im hohen Norden. Men nu huer det mig at fortælle om Trøske-Matti, brødrenes eneste ven herude i skovene. - Det var en gammel mand, der hed Trøske-Matti; han boede på en bakke, tæt-bevokset med knudrede birketræer; boede alene i en lille hytte nogle tusind skridt fra Impivaara. Han lavede den blødeste trøske i Tavastland og vældigt stærke barksko, og denne beskæftigelse skaffede ham til stadighed det daglige brød. Som yngre havde han rejst i Österbotten, hvortil han, som en pålidelig kusk, fulgte med sognets forrige præst, der var flyttet helt til Laplands grænser. Dér var Trøske-Matti blevet indtil næste sommer og havde jaget bjørne, jærve og traner i Pohjolas, nordens uendelige moser. Fra disse ture havde han meget at fortælle; han havde en enestående sikker hukommelse; og han glemte ikke det, han en gang havde set eller hørt. Også hans iagttagelsesevne og øjne var skarpe; han kunne vandre gennem forvirrende skove uden at fare vild. Der fandtes heller ikke så fjernt et sted, at han ikke mente at vide, i hvilken retning det lå, når han blot havde været der én gang; og han tog ikke en hårsbredde fejl. Han udpegede det straks med tommelfingeren; og det kunne ikke nytte noget at sige ham imod, så sikker var han i sin sag. Hvis man for eksempel spurgte ham: »Hvor ligger Vuokatti ?«, svarede han straks, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, derovre, om du så skød med gevær. Kuusamo kirke er dér ved den lille fordybning, men et hanefjed til højre løber linien til Vuokatti.« På samme måde, hvis man spurgte ham: »Hvor er Porrassalmi-slagmarken?«, så svarede han atter uden at tøve, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, dér, om du så skød med gevær.« Så sikker var den gamle i sin sag, og han kendte også skovene nøje i flere miles omkreds fra sin hytte. Han havde gennemtravet dem i alle retninger, snart for at lede efter fyrsvampe og bark til sine sko, snart for at røgte sine snarer. Det hændte også, at han på sine rundture stak ind til Impivaara-hytten for at hilse på brødrene. Og så fik brødrene en fornøjelig stund: med mundene på vid gab lyttede de til den gamles historier; med mundene på vid gab og ører, der strittede som flagermusens. - En aften i august sidder han atter hos brødrene og fortæller om sine skovjagter i de nordlige lande. 07003
Bottom
07004
Top
JUHANI: Ach so. Aber wie gings dann weiter? JUHANI: Nåh. Men hvordan gik det så? 07004
Bottom
07005
Top
MATTI: Ja, wie gings dann? Wir kamen da zu einer grausam großen Lichtung, auf ein wankendes Moor, und glitten mit unsern Schneeschuhen über das glucksende Grab. Wir fanden viele warme Kranichnester, schossen kreischende Kraniche, stopften unsre Säcke voll Eier und Federn, und die Kraniche warf sich ein Mann in einem Pack über die Schulter. Und dann hoben wir einen. — Dann stapften wir weiter, die Hunde hinter uns und die Kraniche auf dem Buckel, über den schaukelnden und schwabbelnden, rauschenden und rieselnden Morast; und oft wars nahe daran, daß einer mit seinem knurrenden Hund hinter sich für Zeit und Ewigkeit in die bodenlose Tiefe versank. Wir kamen aber doch wieder, wenn auch naß wie untergetauchte Ratten, auf den hallenden Hügel, auf sichern Grund. Da bauten wir uns ein Nachtlager, machten ein flackerndes Feuer an und zogen die platschnassen Röcke aus. Und was konnte man da andres tun als Hosen und Hemden umzukrempeln, in einem hin abzustreifen wie eine Aalhaut. Bald dampften auf den Zweigen die Kleider, siedeten die Kranicheier in der Asche, und wir selber drehten und reckten uns, splitternackt wie nächtliche Waldschrate, dort in der herrlichen Wärme des Feuerchens. Und dann hoben wir einen. — Aber wie gings mit der Zeit? Wie verfloß uns die Frühlingsnacht? Immer schubberten ja die Hunde mit ihren feuchten Nasen und schielten in die Wipfel der Bäume. Schließlich guckten wir auch hinauf, und was sahen wir da? TRØSKE-MATTI: Ja, hvordan mon det gik? Derfra kom vi til en vældig åbning, til en gyngende mose; og på skiene gled vi hen over den svulmende grav. Vi fandt mange varme tranereder og skød mange skrigende traner, fyldte vore poser med æg og fjer; og tranerne kastede hver mand som et stateligt bundt over skulderen. Og så tog vi os en dram. — Dernæst drog vi videre, med hundene og tranerne på nakken, over den bølgende og bævende, piblende og plaskende mose; og ofte var nogle af mændene lige ved, for evig tid, at synke ned i det evindelige dyb, med en hylende hund på ryggen. Men så kom vi dog op på en rungende bakke igen, på fast jord, om end våde som druknede mus. Dér slog vi lejr for natten, tændte en flammende ild og tog vore sjaskvåde frakker af. Og der var ikke andet at gøre end at trække både bukserne og skjorten af, trække dem af som åleskind. Snart dampede klæderne på grenene, traneæggene sydede i asken, og vi vendte og drejede os i ildens vidunderlige varme, splitternøgne som natlige spøgelser. Og så tog vi os en dram. - Men hvordan fik vi mon tiden til at gå? Hvordan gik majnatten for os? Hundene virrede hele tiden med deres fugtige næsebor og gloede op mod trætoppene. Til sidst begyndte vi også at kigge i vejret, og hvad ser vi dér ? 07005
Bottom
07006
Top
JUHANI: Sagts nur. Wohl ein blinzelndes Bärchen. JUHANI: Sig det! Formodentlig en lille bjørne-unge med halv-åbne øjne. 07006
Bottom
07007
Top
TIMO: Oder gar ein Gespenst. TIMO: Eller selveste Körri og Kyöpeli, de gruelige gespenster, formoder jeg. 07007
Bottom
07008
Top
MATTI: Weder das eine noch das andere, sondern da saß im Geäst einer trocknen, bärtigen Kiefer so ein schwarzbrauner Faulpelz von Vielfraß. Heiskanen schoß: vorbei; Klein-Jussi schoß: vorbei; schließlich platzte auch ich los: fast dasselbe Pech. Der Vielfraß wackelte nur mal und fauchte uns giftig an, blieb aber hübsch auf seinem Ast sitzen. Da rief Heiskanen: »Zauberspuk, Zauberspuk«, nahm einen Totenzahn aus der Tasche, biß ein paarmal drauf und spie auf die Kugel, die er von neuem in die Flinte schob. Dann fuchtelte er eine Weile mit der Hand in der Luft herum und sprach, die Augen gräßlich verdrehend — dann sprach der Satanskerl zwei, drei wunderliche, furchtbare Worte, schoß, und aus der Kiefer plumpste der Vielfraß. Aber weit vom Krepieren war der Teufel noch, und es begann ein neuer Spaß. Wir selbst konnten, ganz nackt wie wir waren, nicht richtig an das Scheusal heran; und die Hunde hatten auch keine Lust, sich ihm zu nähern, sondern drucksten und mucksten einen Klafter von ihm herum, da er sie knurrend anprustete, aus dem Gebüsch heraus anprustete. Die Zauberkräfte wirkten nämlich immer noch. Aber Heiskanen fing wieder an entsetzliche Worte auszustoßen, fuchtelte mit der Hand und drehte gräßlich die Augen. Und da, wie sich ein Hund auf den rotschlündigen Schelm stürzte, auf ihn stürzte wie eine funkensprühende Rakete, da gabs eine Balgerei! Ei herrje, wie der Hund jetzt den armen Vielfraß zurichtete. So, so, immer so! Hol mich der Henker, solch ein Zausen und Zotteln habt ihr euer Lebtag nicht gesehen. trøske-matti: Hverken det ene eller det andet, men der sad en sorte-brun krabat af en jærv på en gren oppe i et tørt, skægget fyrretræ. Heiskanen skød, men forbi, Lille-Jussi skød, men forbi; til sidst fyrede jeg også løs, men med næsten samme held. Jærven vippede bare en smule og hvæsede rigtig arrigt, men sad stadig nok så nydeligt på grenen. Så råbte Heiskanen: »Trolddomskunster, trolddomskunster!«, tog en dødemands tand op af lommen, bed nogle gange i den og spyttede på kuglen, som han atter drejede ind i sin bøsse. Så viftede han lidt i luften med hånden, rullede uhyggeligt med øjnene, og så sagde han, den fandens knægt, en to-tre mærkelige og forskrækkelige ord, fyrede og - ned dumpede jærven fra fyrretræet. Men den satan var langt fra død endnu; og så begyndte legen igen. Vi selv, splitternøgne som vi var, kunne ikke godt nærme os det rasende bæst, og hundene havde heller ikke lyst til at komme det for nær; de luskede rundt og peb i en favns afstand, mens jærven hvæsede og spruttede arrigt ad dem fra buskene. Trolddomskraften, ser I, virkede stadig. Men så begyndte Heiskanen atter at spy nogle forfærdelige ord ud af sin mund, viftede med hånden og rullede grueligt med øjnene. Og se, da en af hundene nu for alvor fløj løs på den rød-kæftede bandit, fløj løs på den som en sydende raket, så blev der sandelig slagsmål! Du store Gud, som hunden nu gav den stakkels jærv, sådan, sådan og sådan dér! Man har, fanden ta’ mig, aldrig set sådan en gang tærsk og tamp, sandelig ikke! 07008
Bottom
07009
Top
JUHANI: Donner und Doria! JUHANI: Av, for tusind flammende djævle! 07009
Bottom
07010
Top
TIMO: Da möcht ich dabei gewesen sein! TIMO: Det ville have været morsomt at se! 07010
Bottom
07011
Top
MATTI: Das war ein hübscher und lustiger Spaß, jawohl! TRØSKE-MATTI: Ja, det var en morsom og lystig leg, jo, jo! 07011
Bottom
07012
Top
TIMO: Und dann stecktet Ihr den Vielfraß in den Sack? TIMO: Og så stak I jærven i posen ? 07012
Bottom
07013
Top
MATTI: Hehe, das war freilich ein netter Happen für den Sack, ein fetter Brocken. Ja; und dann hoben wir einen. — Dann zogen wir unsere Röcke pulvertrok-ken wieder an und legten uns neben dem flackernden Feuer aufs Ohr. Aber aus dem Schlafen sollte nicht viel werden, denn wie feurige Schlangen flogen in einem fort Zauberpfeile kreuz und quer über unsern schwindelnden Köpfen durch die Luft. Oft fuhr zwar Heiskanen in die Höhe und rief mit lauter Stimme: »Erlisch, Zauberpfeil, erlisch, Zauperpfeil!« und sausend sank manch einer nieder, bald in den Wald, bald in das graue Moor; mehr aber strichen ihren glatten Weg dahin, ohne sich um sein Rufen zu kümmern. Einmal ertönte von Norden nach Süden schneidend ein verwünschtes jähes und scharfes Pusten, dem ein langes kleines Zischen nachfolgte. Was für ein Musjö ist denn da vorbeigeflitzt? fragte ich Heiskanen, der mir nach einer Weile brummend antwortete: »Da ging ja der Böse selber vorbei.« — Wieder verging eine Stunde und eine zweite, und immerfort blitzte es in der weichen, nebligen Luft. Aber aus dem Osten, vom Rand des Moores kam plötzlich eine Stimme wie das Brausen bemooster Tannen, und nun antwortete bald vom westlichen Rand eine andre Stimme, aber fein wie das Sausen in einem kleinen Birkenwald. Was bedeutet denn das Brausen dort und was das Sausen hier? fragte ich wieder, und endlich antwortete Heiskanen brummend: »Vadder Riesengeist selber rauscht durch die Luft.« — Schließlich aber verging die Nacht, und der Morgen graute, und wir machten uns wieder auf die Beine. Da sahen wir gerade am Waldrand einen aschgrauen, teufelsmäßigen Wolf, doch er riß vor uns aus wie ein Erbsenreuter im Wirbelwind. Zuletzt war nur noch sein linkes Hinterbein zu sehen; ich schlug an und schoß ihm die Tatze durch, durch wie Knorpel, aber trotzdem brachte er seine Haut in Sicherheit. Nur das Pfötchen hatte ich dem armen Kerl kaputt geschossen. trøske-matti: Det var en flot krabat at stoppe i posen; en ordentlig fed klump. Ja; og så tog vi os en dram. - Vi trak derefter vore frakker på igen, tørre som krudt var tle, og lagde os skikkeligt til at sove ved den varme, flakkende ild. Men det var nu ikke megen søvn, vi fik, eftersom trold-pile ustandselig fløj på kryds og tværs gennem luften over vore forvirrede hoveder som ild-slanger. Heiskanen sprang ofte op og råbte med høj stemme: »Sluk, troldpil, sluk, troldpil«, og mange af dem faldt også hvæsende ned, nogle i skoven og nogle i den grå mose, men de fleste fortsatte uforstyrret deres lige bane uden at bryde sig om hans hyl. lin gang hørte man en forbandet rasende og hurtig, sydende lyd, der korn strygende fra nord til syd, og som i lang tid hlev efterfulgt af en lille summen. Hvad mon det var for en lyr, som smuttede forbi dér? spurgte jeg Heiskanen, som svarede knurrende efter en tids forløb: »Det var gamle Hiisi, selveste fanden, som røg forbi«. - Så gik der en time; der gik to; og det lynede i det milde, tågede vejr. Men så lød der pludselig, fra den østlige udkant af mosen, en lyd som en susen i mosgroede graner; og fra mosens vestlige kant svarede en anden lyd, men dæmpet som en raslen i en lille birkelund. »Hvad var det, der suste derovre og raslede herovre?«, spurgte jeg igen, og Heiskanen svarede omsider brummende: »Det er granskovens ånd, der taler med sin datter.« - Men omsider gik da natten, og morgenen gryede; og vi drog videre. Og se, lige i skovbrynet fik vi øje på en gråbleg ulv, en satans stor ulv, men den flygtede som en stak ærter for en hvirvelvind. Til sidst så man kun dens venstre bagben; jeg lagde bøssen an og skød poten over på den, skød den over som en stump brusk, men den reddede alligevel skindet. Jeg skød poten over på det arme kræ. 07013
Bottom
07014
Top
TIMO: Donnerwetter! Die Pfote kaputt wie einen Eiszapfen, und da lag er wohl vor Euch wie eine Fastnachtshachse? TIMO: Av, for pokker! Poten brækket af som en istap, og så lå den på jorden foran jer som en grisetå på bordet i fastetid ? 07014
Bottom
07015
Top
MATTI: Hehe, doch nicht so ganz. TRØSKE-MATTI: Nå, ikke netop sådan. 07015
Bottom
07016
Top
TUOMAS: Woher wußtet Ihr denn aber, daß Ihr ihm die Pfote zerschossen hattet? TUOMAS: Men hvordan opdagede I, at poten var knækket ? 07016
Bottom
07017
Top
MATTI: Wir liefen ja eine tüchtige Strecke hinter ihm her und sahen oft, wie das Wölfehen mit seinem schleifenden, schlotternden Füßen so was wie Zehnen in den Sand gedrückt hatte. TRØSKE-MATTI: Vi løb jo efter den et langt stykke vej og så ofte, hvordan ulvens slæbende og dinglende pote, mens den travede af sted, havde lavet ligesom ti-taller i sandet. 07017
Bottom
07018
Top
TIMO: Na, hols der Teufel! Zehnen in den Sand? Hihihi! TIMO: Det var som fanden! Ti-taller i sandet? Hi, hi, hi! 07018
Bottom
07019
Top
MATTI: Deutliche Zehnen. TRØSKE-MATTI: Tydelige ti-taller. 07019
Bottom
07020
Top
JUHANI: Der Wolf war schlimm dran. JUHANI: Ulven var i knibe. 07020
Bottom
07021
Top
MATTI: Hehe, der Wolf war schlimm dran und die Männer auch. Aber die verflixten Hunde wichen uns nicht einen Klafter von den Fersen, sondern schlichen geduckt und mit hängenden Schwänzen dahin, diese vorher so wackren Hunde. trøske-matti: Ulven var i knibe, såvel som mændene. Men de forbistrede hunde flyttede sig ikke en favn fra vore hæle; de sjoskede slukørede af sted med hængende haler; de altid før så tapre hunde. 07021
Bottom
07022
Top
AAPO: Was war denn denen in die Quere gekommen? AAPO: Hvad havde lagt en dæmper på deres iver ? 07022
Bottom
07023
Top
MATTI: Das waren die Zauberkünste, die betäubenden Hexendämpfe, von denen die Luft voll war wie die Kriegsluft von Pulverqualm. Zwar versuchte Heiskanen alles, beschwor und verfluchte sie und fuchtelte mit der Hand, aber ganz umsonst. Und Klein-Jussi, der Schlingel, trippelte daher wie ein Zwerg, tappelte seines Wegs und schwitzte sehr. Denn Beine hatte ja das Männchen nur drei Viertelellen; aber einen langen, zähen Otterrücken hatte er. Zäh war der ganze Kerl, verdammt zäh und stramm wie ein Otter. Lange stöberte er hinter dem Wolf her, der hinkend vorantrabte. Aber am Ende half nichts mehr, da mußten wir den Isegrim den Wäldern überlassen. Ja; und dann hoben wir einen. Und als das getan war, wanderten wir mit unsrer reichen Beute heimwärts. So wanderten wir mit den Säcken unterm Arm, in den Säcken die Eier und Federn und ein, zwei Stück kleineres Wildbret, mit den Schneeschuhen und Kranichen auf dem Rücken, den Flinten in der Faust. Und abwechselnd baumelte einem der haarige Vielfraß über der Schulter. So zogen wir vorwärts. Einmal flog eine kleine meckernde Schnepfe am Wolkenrand hin; ich schoß sie und steckte sie in meinen Sack. TRØSKE-MATTI: Troldkunster, de bedøvende trold-dampe, som luften var lige så fyldt med som med krudtrøg i krigstid. Heiskanen prøvede ganske vist at gøre sit bedste, lian manede og forbandede og fægtede med hånden, men fuldstændig forgæves. Og Lille-Jussi, den gavtyv, rendte af sted som et garnnøgle, stampede i jorden og svedte voldsomt. For knægten havde ben, der ikke var længere end højst tre-kvart alen, men han havde en rigtig odder-ryg, lang og sejg. Hele manden var også sejg, forbistret sejg og fast som odderen selv. I lang tid støvede han efter ulven, der hinkede af sted foran ham, men til sidst var der ikke andet at gøre: han måtte overlade ulven til skovens varetægt. Ja, og så tog vi os en dram. Og da det var gjort, begyndte vi atter at trave hjemad, bærende på vort rigelige bytte. Sådan gik vi, med poserne under armen; i poserne var æggene, fjerene samt et og andet mindre skovvildt; skiene og tranerne havde vi på ryggen, bøsserne i hånden; og den lodne jærv dinglede skiftevis på vore skuldre. Sådan gik vi. Men ved skyernes rand fløj en lille, brægende himmelged, en bekkasin ; jeg skød den og stoppede den i posen. Efter at have gået et stykke tid fik jeg, i toppen af et fyrretræ, øje på et flyvende egern, fladt og stor-øjet; jeg skød det og stoppede det i min pose. 07023
Bottom
07024
Top
Als es dann weiterging, sah ich im Wipfel einer Kiefer ein Flughörnchen, platt und mit großen Augen; ich schoß es und steckte es in meinen Sack. Wir kamen schließlich auf weite, hochliegende Lichtungen, und dann wurde im Süden noch einmal der Hof Turkkila sichtbar, von dem unsre mühsame Wanderung aus-gegangen war. Wir stießen auf eine blutige Stelle, die uns der Turkkilabauer schon beim Aufbruch gezeigt und wo vor zwei Tagen ein Bär einen stolzen Hengst zerrissen hatte. Da beschauten wir uns eine Weile Meister Petzens besudelten Tisch, und ich merkte gleich, daß er kurz vorher, wohl am vergangenen Abend, beim Sonnenuntergang hier gewesen war und von den Resten seines Bratens gefressen hatte. Ich dachte mir nun, daß er auch am Abend dieses Tages wiederkommen könnte, und beschloß darum, ihn zu erwarten. Die ändern aber gingen voraus nach Turkkila, um ein fröhliches Abendessen zu bereiten. Da stand ich nun und überlegte hin und her und ließ mirs im Kopf herumgehen, wie ich meinem Gast auf der glatten Lichtung auflauern könnte. Da war nämlich kein einziger Baum, auf den ich hätte klettern können. Aber »der Schlaue besiegt den Flinken«, ich entdeckte schließlich ein Mittel, eine großartige, grausam feine Maschine. Ich sah da in der Nähe einen Kienstubben, schwarz und entsetzlich groß, dessen Wurzeln der Bodenfrost der vergangenen Frühjahre wenigstens eine Elle hoch hervorgetrieben hatte. Davon hackte ich die mittlere Wurzel, die geradeaus in die Erde hinuntergeht, mit einem Beil durch, riß sie heraus und machte die Höhlung noch ein klein bißchen weiter. Dahinein kroch ich nun, streckte den Schlund meines Feuerrohrs nach dem Blutacker hinaus und begann mit der festen Burg über mir in hübscher Deckung den Meister Petz zu erwarten. Er kam, näherte sich auf allen vieren von einer Senke her, schlug die Zähne in den zerfetzten Bug des Hengstes, und da beschloß ich, ihm vorsichtig das Blei vor die Stirn zu jagen. Aber Teufel noch mal: da tickte die Messingscheibe unten an meiner Flinte ganz leise an einen Zinnknopf meines R.ockes, und das hatte das scharfe Ohr des Unholds sofort gehört. Wie wild stürzte er herbei, aber da krachte ihm auch schon ein Schuß entgegen. Ohne jedoch darauf zu achten, rannte er entsetzlich brüllend auf mich zu. Jetzt gabs ein Gepolter über meinem Kopfe: die Wurzeln krachten und die Erde erdröhnte, als der vielgehörnte Stubben über mir weggehoben wurde. Und ich armer Kerl dachte schon, es ginge mir ans Leben, und wartete mit meiner Flinte in der Hand bloß darauf, daß der geöffnete Rachen des Ungetüms .hervorblitzte. Aber plötzlich verstummte der Lärm, und alles war ruhig, still wie im Grabe, und nichts kam, wie ich erwartet hatte, über mich her. Ich geduldete mich noch eine Weile; aber schließlich spähte ich zwischen den starrenden Wurzeln hindurch nach der ändern Seite, und da lag der Bär ganz ohne Leben mit dem umgestürzten Stubben im Arm und ließ sein Blut aus der stolzen Brust auf die Erde fließen. Juchheissassa! dachte ich bei mir, als ich wieder frank und frei unterm Himmelszelt stand. Der Kienstubben war ja hübsch fein über mir weggerutscht. Vi kom omsider til nogle vidtstrakte, højt-liggende lysninger og så endnu en gang mod syd Turkkila gård, hvorfra vi var draget ud på vor strenge færd. Vi kom til et blodigt sted, som Turkkila-manden allerede havde udpeget for os, inden vi drog ud på jagt, og hvor en bjørn for to dage siden havde dræbt en prægtig hingst. Vi kiggede et stykke tid på bjørnens tilsølede spisebord, og opdagede straks, at den fornylig, antagelig foregående aften ved solnedgang, var kommet igen for at nyde resterne af sin steg. Jeg var klar over, at den ville vende tilbage til samme sted, når det blev mørkt og besluttede derfor at blive og vente på den; men de andre gik videre til Turkkila for at tilberede sig et muntert aftens-måltid. Dér stod jeg nu og spekulerede; spekulerede og grublede over, hvordan jeg skulle modtage min gæst på den åbne lysning, hvor der ikke stod et eneste træ, man kunne klatre op i. Men »den kloge vinder over den raske«, og til sidst fandt jeg på noget, der nærmest mindede om et sindrigt maskineri. Lige i nærheden så jeg en harpiks-stub, sort og forfærdelig stor, hvis rødder var blevet løftet i vejret af forårets tø, i hvert fald en alen. Med min økse kappede jeg den midterste rod, der gik lige ned i jorden, halede den ud og udvidede hullet en lille smule mere. Dér krøb jeg så ind, stak bøsse-mundingen ud mod det blodige sted og begyndte at vente på bjørnen, i mit fine skjul og med en solid borg over mit hoved. Den kom, nærmede sig listende fra sletten og satte tænderne i hingstens sønderrevne bov; og jeg besluttede nu forsigtigt at give den en kende bly i pandeskallen. Men fanden heller! For så klirrede messingbeslaget på min bøssekolbe ganske svagt mod en af tinknapperne i min frakke, og bjørnens skarpe øre hørte straks den klirrende lyd. Rasende styrtede den løs på mig, men så smældede der et skud imod den. Uden at bekymre sig om det blev den ved med at løbe fremad, mens den skreg med en skrækindjagende stemme. Nu lød der et vældigt brag oven over mit hoved: rødderne knagede, og jorden slog revner, da den mange-hornede stub blev løftet bort oven over mit hoved. Og jeg, stakkels fyr, tænkte at min sidste time allerede var kommet og ventede kun på, med bøssen i hånden, at dyrets vidtåbne gab skulle vise sig. Men pludselig hørte støjen op, og alt blev stille og roligt, stille som i graven; og der blev ikke noget slagsmål, som jeg havde ventet. Jeg forholdt mig rolig et stykke tid endnu, men til sidst kiggede jeg ud mellem de rødder, der ragede lige i vejret på den anden side, og dér lå bjørnen fuldstændig livløs med den væltede stub i favnen, og blodet flød ned i mulden fra dens mægtige bryst. Men heleja, tænkte jeg, da jeg atter stod som en fri mand under den frie himmel. For stubben varjo temmelig hurtigt blevet flyttet bort oven over mig. 07024
Bottom
07025
Top
JUHANI: »Himmel und Hölle!« sagte Heskus-Jaakko. JUHANI: »Helvede, sagde Heskus-Jaakko!« 07025
Bottom
07026
Top
TIMO: Daß dich sieben Schusterbuben ...! TIMO: De syv smede ta’ mig! 07026
Bottom
07027
Top
JUHANI: Der pfiffigste Streich im ganzen Erdkreis! JUHANI: Det flinkeste ryk på j'ordens runding! 07027
Bottom
07028
Top
TUOMAS: Ein kecker Streich, ein Männerstreich sowohl vom Meister Petz wie von Euch! TUOMAS: Et tappert ryk, et mandigt ryk både af bj’ørncn og afjer. 07028
Bottom
07029
Top
JUHANI: Oh, du schwarzer Stier! JUHANI: Oh, du sorte tyr! 07029
Bottom
07030
Top
TIMO: Teufel! mehr kann ich nicht sagen. Aber wie gings denn weiter? TIMO: Fandens! Andet kan jeg ikke sige. Men hvad skete der så ? 07030
Bottom
07031
Top
MATTI: Ja, du kannst dir wohl denken, wies weiter-ging. Du kannst dir denken, daß man den Knall wie aus nem Kochkessel in Turkkila gehört hatte und daß die Männer bald wie ein Mückenschwarm nach der Lichtung kamen. Da erhob sich ein Lärm und Rumoren, als wir den Bären an einer ranken, wippenden Stange zum Hof trugen! Es war aber auch ein tüchtiger Bursche: als er in der Schwebe dahing, verdunkelte er die ganze Stube von Turkkila wie eine dicke Gewitterwolke den Himmel. — Das waren die Mühen dieses Tages, dieses Tages und dieser Jagd. Und dann hoben wir einen. trøske-matti: Nå, du kan vel gætte, hvordan det så gik; du kan vel gætte, at braget kunne høres lige til Turkkila som fra bunden af en bøtte, og det lokkede snart mænd til lysningen som myg. Og nu blev der et spektakel og en larm, da man bar bjørnen hjem til gården på en vippende og gyn-gende stang. Det var en vældig farmand: da den hang og dinglede i en bjælke, formørkede den hele stuen på Turkkila som en tyk tordensky på himlen. - Sådan var det med den dags besværligheder; den dags og den turs. Og så tog vi os en dram. 07031
Bottom
07032
Top
JUHANI: Und ihr feiertet einen fröhlichen Bärenschmaus. JUHANI: Og så holdt I et muntert gravøl. 07032
Bottom
07033
Top
MATTI: Der begann in Turkkila und endete im Pfarr-hof, endete mit suppigen Gesichtern und matten Augen. So wars, und die Tage sind gewesen und kommen nicht wieder. Aber ein Greis gedenkt gern der Wanderungen in den besten Tagen seiner Männerjahre und erzählt gern davon. TRØSKE-MATTI: Det begyndte i Turkkila og endte i præstegården; endte med grimede fjæs og matte øjne. Sådan var det; og de dage har været og er svundet bort. Men den gamle mindes gerne oplevelserne fra sin manddoms bedste dage, og han fortæller gerne om dem. 07033
Bottom
07034
Top
AAPO: Und gern hören wir zu. AAPO: Og vi lytter gerne. 07034
Bottom
07035
Top
JUHANI: Erzählt so weiter bis zum Morgen, und wir wissen nicht mehr, daß es Schlaf in der Welt gibt. JUHANI: Fortæl sådan lige til morgengry, og vi vil glemme, at der findes søvn her på jorden. 07035
Bottom
07036
Top
MATTI: Nun ists aber Zeit, daß man nach seinem Kabuff humpelt; ’s ist Zeit, ja. Gott befohlen, ihr Bruder! trøske-matti: Nå, det er på tide, at man stavrer hjem til sin hule igen; jo, det er på tide. Gud være med jer, brødre! 07036
Bottom
07037
Top
JUHANI: Der Herr behüte Euch, geehrter Matti. JUHANI: Gud være med Jer, agtværdige Matti. 07037
Bottom
07038
Top
AAPO: Gehabt Euch wohl und laßt Euch bald wieder bei uns sehen. AAPO: Hav det godt, og altid velkommen til vort hus! 07038
Bottom
07039
Top
Mit dem Beil auf der Schulter wanderte Matti zu seiner kleinen Kate auf dem dicht mit Maserbirken bewachsenen Hügel fern vom Dorf. Die Brüder aber gingen zur Ruhe; denn schon siegte ja das Dunkel, und das trübe Licht des Abends schien wehmütig durch die schmalen Fensterlöcher ihrer Hütte. Lange jedoch drängten sich die Gedanken in ihrem Hirn und wehrten den erquickenden Schlummer. Sie dachten an Zunder-Mattis Erzählungen von den Einöden des Nordens, von der verhexten Luft dort und den Zauberpfeilen, die zischend kreuz und quer durch die finstere Nacht sausten. Wie dort die Pfeile sprühten und die Flinten blitzten, so blitzte es in ihrer Brust von seltsamer Lust und Leidenschaft. Am meisten nährte ihren Eifer der Kranich, jener klug und scharf dreinschauende Vogel, von dessen wildem Kreischen die Moore des Nordens widerhallen. Und dann lächelte ihnen der Gedanke an die köstliche Wärme der Federnester, lächelte ihnen mit den schimmernden Eiern aus dem Schoß der Rauschbeer-büsche entgegen. Dort die Langhälse zu fangen und ihre Nester zu plündern, war nun die Schwärmerei der Bruder. Mächtig lockte sie das feierliche Dunkel der Moore im Norden. Så gik Matti, med øksen over skulderen, af sted til sin lille hytte på bakken med de løvrige, knudrede birketræer, langt fra landsbyen. Men brødrene gik til ro for natten; mørket havde nemlig allerede fået overhånd, og aftenens svindende lys skinnede svagt ind gennem husets smalle vindues-glugger. Men tankerne svirrede længe heftigt i deres hjerner og jog den vederkvægende søvn på flugt. De kunne ikke glemme Trøske-Mattis skildringer fra Nordens ødemarker, den forheksede luft, og trold-pilene, der suste sydende på kryds og tværs gennem den mørke nat. Og ligesom pilene gnistrede dér, og bøsserne lynede, således lynede en besynderlig lyst og iver i deres bryst. Deres iver blev især optændt af tranen, denne fugl med det kloge og årvågne blik, hvis dystre skrig giver genlyd omkring Nordens moser; og i tankerne forestillede de sig de dunklædte reders herlige varme ; forestillede sig de skinnende æg, skjult i pors-buskene. Det var nu brødrenes lyst at jage de langhalsede fugle og plyndre deres reder. Deres sind følte sig stærkt fængslet af det højtidelige mørke i Nordens sumpe. 07039
Bottom
07040
Top
Am längsten von allen aber wachte Juhani auf seinem Lager. Er sann darüber nach, wie sich hier im Kirchspiel der Heimat eine Jagd veranstalten ließe, die sich mit der jüngst geschilderten auf den Mooren Lapplands vergleichen könnte. Er dachte an das Kourumoor, wo es allerdings keine Kraniche, dafür aber spiegelfedrige Wildenten in großen Scharen gab. Und als ihm das viele Zechen der Männer im Norden mit wunderbarer Macht den Sinn umgaukelte, da fiel ilim ein, daß ja in Viertola Branntwein zu haben sei. Und so bekam er in Gedanken ein Nachbild der edlen Jagd im Norden zustande und schlief zuletzt mit dem Entschluß ein, es morgen zu verwirklichen. Aber im Traum tummelte er sich noch lange mit Zunder-Matti auf dessen mächtigen Waldfahrten. Einmal schnellte er träumend vom Lager auf und rief mit fürchterlicher Stimme: »Ein Vielfraß, ein junger Vielfraß! Packt den Lump am Hals!« Bei diesem Ruf brummten die ändern, halb erwachend, mürrisch in ihren Winkeln, versanken jedoch bald wieder in Schlummer. Juhani hingegen starrte lange um sich, bevor er begriff, daß er nicht in den nebligen Gefilden Lapplands auf grauem Boden zwischen Mooren stand, sondern auf der friedlichen Pritsche der heimatlichen Kate. Nach und nach dämmerte es ihm, er sank wieder auf sein Lager und schlief dann tief. — Am Morgen aber, nach dem Aufstehen, entsann er sich seines nächtlichen Beschlusses und legte ihn sogleich den ändern dar. Men længst af alle vågede Juhani på sin seng. Han grublede over, hvordan man bedst, her på hjemsognets jord, ordnede en jagttur, der kunne sammenlignes med den lige beskrevne jagt i Pimentolas moser. Han kom i tanker om Kouru-mosen, hvor der ganske vist ikke fandtes traner, men vinge-spraglede ænder i massevis. Og da Pohjola-mændenes snapse fængslede hans fantasi med en mærkelig styrke, faldt det ham ind, at der var brændevin på Viertola gård. Og således lykkedes det ham, i sine tanker, at skabe en slags kopi af Pohjola-mændenes herlige jagt, og da han havde bestemt, at han ville iværksætte den næste dag, faldt han omsider i søvn; men i drømme larmede han længe på Trøske-Mattis mægtige jagtture. Engang sprang han op fra sin seng i søvne og råbte med frygtelig stemme: »Jærvungen! Jærvungen! Grib den trane-hals!« Det fik de andre til at knurre arrigt, i halv-søvne, fra deres køjer; men snart sov de dog igen. Juhani kiggede sig imidlertid længe omkring, inden han blev klar over, at han ikke stod på Laplands tågede vidder, blandt moserne i de grå egne, men på husets fredelige briks, lifter-hånden klarede hans sind op, han lagde sig atter på sengen og faldt i dyb søvn. - Men om morgenen, da han stod op, kom han i tanker om sin natlige beslutning og begyndte straks at forklare sagen for de andre. 07040
Bottom
07041
Top
JUHANI: Brüder, hört zu, was ich sage und was ich euch jetzt auseinandersetzen will. Es ist mir eine wildreiche Gegend eingefallen. Mich wundert sehr, daß wir bis zum heutigen Tage das Kourumoor vergessen haben, auf dessen Grasflecken und klaren Tümpeln Wasservögel ohne Zahl und Ende hausen. Laßt uns dorthin auf die Jagd ziehen und uns Enten holen, säckevoll wie Holzkeile. JUHANI: Brødre, hør, hvad jeg siger, og hvad jeg nu vil indprente jer. Jeg mindes nemlig et fangstrigt sted, og det forbavser mig meget, at vi indtil denne dag har glemt Kouru-mosen, i hvis siv og åbne pytter det sværmer med søfugle i massevis og bunkevis. Vi drager derhen på jagt og henter sækkevis af ænder, store som trækøller. 07041
Bottom
07042
Top
TUOMAS: Damit bin ich einverstanden. TUOMAS: Det er jeg med på. 07042
Bottom
07043
Top
TIMO: Ich nicht minder. TIMO: Og gerne for mig. 07043
Bottom
07044
Top
EERO: Ich auch; und wenn ich im Kourumoor herumwate, halte ich mich für Klein-Jussi in den lappländischen Sumpfen. Nur zu! EERO: Jeg med; og når jeg strejfer rundt i Kouru-mosen, vil jeg lade som om jeg er Lille-Jussi i Laplands sumpe. Altså, lad gå med det! 07044
Bottom
07045
Top
AAPO: Ich sträube mich auch nicht gegen das Unternehmen, denn es kann uns für viele Tage Essen einbringen. AAPO: Jeg er heller ikke imod planen, som måske skaffer os føde for flere dage. 07045
Bottom
07046
Top
JUHANI: Die Sache ist also beschlossen. Aber bis zum Kourumoor ists ein verdammt weiter Weg, ein paar Kllen, die der Fuchs gemessen hat, und eine Nacht bleiben wir wenigstens dort. Deshalb könnte, glaube ich, ein Tröpfchen nichts schaden, wenn wir da unterm freien Himmel kampieren. JUHANI: Vi beslutter os altså for turen. Men der er forskrækkelig lang vej til Kouru-mosen, en vældig ulve-mil, og vi bliver sikkert nødt til at være dér mindst en nat. Jeg tror derfor, at en dram ikke var af det onde, når vi slår lejr under åben himmel. 07046
Bottom
07047
Top
TUOMAS: In Viertola gibts Schnaps. TUOMAS: Der er brændevin i Viertola. 07047
Bottom
07048
Top
JUHANI: Ja, und guten. JUHANI: Brændevin og god brændevin. 07048
Bottom
07049
Top
TUOMAS: Sieben Quart, Jungens! TUOMAS: Syv pægle, drenge! 07049
Bottom
07050
Top
JUHANI: Recht so! Eins für jeden Mann! JUHANI: Rigtigt! En pægl pr. mand. 07050
Bottom
07051
Top
AAPO: Vielleicht lassen wir den Schnaps, an den wir gottlob! noch nicht gerade gewöhnt sind. AAPO: Vi lader måske brændevinen være, eftersom vi, (il vort held, endnu ikke rigtig har vænnet os til den. 07051
Bottom
07052
Top
JUHANI: Du hast ja wohl auch manchmal einen geschlubbert, so gut wie ich. JUHANI: Du har da taget dig en dram nu og da, ligesom jeg. 07052
Bottom
07053
Top
EERO: Versteh den kindlichen Wink mit dem Zaun-pfahl, Aapo. Laß, damit auch wir einmal sagen können: »und dann hoben wir einen«, wenn wir als alte Mummelgreise der Jugend von unsern Heldentaten erzählen. Laß, damit wir uns mal recht lebendig vorstellen, wie wir die Vielfraßbracken im Norden da auskuranzen. EERO: Forstå dog, Aapo, hans barnlige underfundigheder. Vi skal også en gang kunne sige: »og så tog vi os en dram«, når vi som gråhårede gamlinge fortæller ungdommen om vore svundne heltebedrifter. Vi skal vel også, lyslevende, bilde os ind, at vi korrekser unge jærve i de nordlige lande. 07053
Bottom
07054
Top
JUHANI: Wieder Flausen? Es ist doch Recht und Pflicht des Menschen, daß er seinen Leib pflegt. Auf dieser Wanderung müssen wir ohnehin genug über Moore und schaukelndes Bebeland stapfen und die Nacht patschnaß auf einem Haarmoosbett verbringen. Da tut ein kleiner Schluck aus der Buddel ganz gut, glaub ich. — Also ists wohl das beste, wir gehen nicht ohne einen Tropfen Arznei im Ranzen auf die Reise. Lauri mag jetzt mit dem besten Fuchsfell unterm Rock nach Viertola ziehen, und Schnaps muß er dafür kriegen. JUHANI: Laver du nu vrøvl igen ? Det er da kun ret og rimeligt, at mennesket plejer sit legeme. På den tur kommer vi sikkert til at traske gennem moser og gyngende hængedynd og tilbringe nætterne, pjaskvåde, på et leje af bjørnemos. Så vil en lille slurk af lommeflasken nok gøre godt, tænker jeg. Vi mener derfor, det er bedst, at vi, når vi drager af sted, ikke mangler medicin-drammen i ranslen. Og nu skal Lauri-knægten skynde sig til Viertola med det bedste ræveskind for brystet; og så vil der komme brændevin. 07054
Bottom
07055
Top
Um als Stärkungstrank auf der Entenjagd im Kourumoor Branntwein zu holen, begab sich Lauri nach Viertola. — Vom Impivaara ungefähr fünftausend Schritt entfernt, liegt dieses Moor auf dem Gebiet von Viertola, weit ausgestreckt, von finstren Wäldern umgeben. An seiner Oberfläche, wo die Enten so gern ihre Wohnplätze haben, wechseln klare Tümpel, hohe Grasflecken und bültige, mit morschenden Kiefern bestandene Inselchen. Hierhin wollten die Bruder ziehen, um schnarrende Enten zu fangen, und hofften auf überreiche Beute. Lauri gik til Viertola for at hente brændevin, så man havde en styrke-drik på andejagten i Kouru-mosen. - Denne mose, vidtstrakt og omgivet af mørke skove, ligger henved fem tusind skridt fra Impivaara, på Viertolas grund. På dens overflade, hvor ænderne har et kært tilholdssted, skifter klare pytter, høje siv-klynger og tuede øer med hensygnende fyrretræer. Dér havde brødrene besluttet at tage hen for at jage snadrende ænder, i håb om rigeligt bytte. 07055
Bottom
07056
Top
Lauri kehrte aus Viertola zurück und brachte perlenden Branntwein, in eine zinnerne Flasche, die alte Jagdflasche ihres Vaters, gezapft. Aber außerdem brachte er eine wichtige Neuigkeit aus den Wäldern mit, die die Lust der Brüder noch mehr anstachelte. Er berichtete, ein Bär habe einen der besten Ochsen von Viertola zerrissen, und wußte auch die Mordstätte, die im Norden des Impivaara auf dem Gebiet des Gutshofes, aber nahe der Waldgrenze von Jukola lag. An dieser Stelle vorbei beschlossen nun die Brüder nach dem Kourumoor zu gehen und erst aufzubrechen, wenn der Tag sich gegen den Abend neigte. Vielleicht stießen sie auf den Bären, der bei Sonnenuntergang die Reste seiner Beute zu verzehren pflegt. Das war ihre Hoffnung. Und als das kräftige Mittagessen beendigt war und der Nachmittag fortschritt, machten sie sich, gehörig ausgerüstet, mit den Ranzen auf dem Rücken und mit scharfen Ladungen in den Flinten auf. Hinterher ging Lauri, die Hunde an der Leine und die sieben Quart Branntwein in seinem Ranzen. Er sollte mit den Hunden etwa dreihundert Schritt von der Walstatt Zurückbleiben und sollte Killi und Kiiski loslassen, wenn er den Ruf und einen Flintenknall vernähme. So machte ers auch. Er hielt beizeiten unter einer Tanne an, um abzuwarten, was geschehen werde. Die ändern traten näher an den Platz heran, wo der Ochse zerfleischt worden war, und fanden im öden Tannenwald ein halb aufgefressenes Tier auf der blutgetränkten Erde liegen. Sie versteckten sich nun in geeignetem Abstand in einem niedrigen, aber dichten Gehölz und warteten ruhig ab. Lauri vendte tilbage fra Viertola med perlende brændevin, der var tappet på en tin-flaske, deres fars gamle jagtflaske. Men foruden denne brændevin havde han en vigtig nyhed med fra skoven, der ophidsede brødrenes sind til en endnu heftigere iver. Han fortalte, at en bjørn havde fældet en af Viertolas bedste okser, og han kendte også mord-stedet, der lå nord for Impivaara på Viertolas grund, men i nærheden af Jukolas skov-grænse. Brødrene besluttede at drage forbi dette sted på vej til Kouru-mosen og først forlade deres hjem, når det led imod aften. Så ville de måske møde bjørnen, der jo plejer at gå ud ved solnedgang og nyde resterne af sit fældede bytte. Således håbede de. Og da de havde spist en kraftig middag, og aftenen nærmede sig, begav de sig af sted, vel-udrustede: bark-ranslerne på ryggen og skarpe skud i bøsserne. Sidst kom Lauri, der førte hundene i et reb, og som bar syv pægle brændevin i sin ransel. Man havde befalet ham at gøre holdt med hundene henved tre hundrede skridt fra mord-stedet, og han skulle slippe Killi og Kiiski løs, når han hørte råb eller bøsseskud. Det gjorde han også; og standsede i god tid ved foden af et grantræ for at vente på, hvad der skete. De andre gik nærmere hen til det sted, hvor oksen var blevet sønderrevet og fandt den halvt-fortærede dyrekrop på den blodige jord i en mørk granlund. Så gemte de sig, i en passende skudvidde, i et lavt, men tæt krat og besluttede at vente. 07056
Bottom
07057
Top
Es verging eine ziemliche Weile. Aber endlich vernahmen sie von einer Senke her schlürfende Schritte und das Knicken von Zweigen, und daraus schlossen sie, daß ihr Gast zum Mahle käme. So geschah es auch. Unter den Bäumen hervor trat vorsichtig und leise ein ungewöhnlich großer Bär. Doch er schien die Gefahr zu wittern; denn schon in weiter Entfernung von seinem Opfer machte er fauchend und mit der Schnauze herumspürend halt. Lange trieb ers so, und zuletzt schien es, als wolle er umkehren, ohne in Schußweite der Flinten gekommen zu sein. In tiefstem Schweigen warteten die Brüder im Dickicht, bis sich schließlich Timo, ohne die verbietenden Winke der ändern zu beachten, auf einem Umweg sachte an den grimmen Feind heranschlich. Und jetzt, als er ihm nahe genug zu sein glaubte, drückte er ab. Aber nur das Pulver auf der Pfanne blitzte, während sich die Ladung im Lauf nicht entzündete. Wütend stürzte nun die Bestie, wie ein großer bemooster Felsblock, der ins Rollen kommt, auf Timo los, der sich im Nu mit dem Gesicht auf die Erde warf und bewegungslos liegenblieb. Das Ungetüm beroch, beschnubberte und zauste ihn, böse brummend und schnaufend. Und gewiß hätte Timos Stündchen jetzt geschlagen, wäre ihm Juhani nicht zu Hilfe geeilt, indem er dem Bären gegen das Rückgrat schoß. Tiefer wagte er wegen des Bruders, der unter dem Untier lag, nicht zu zielen. Aber die Kugel traf nicht, wenigstens nicht schwer genug; denn nun ließ der Fürst des Tannenwaldes Timo mit dem Gesicht auf der Erde liegen und warf sich noch erboster Juhani entgegen. Da wandte dieser, um sein Leben zu retten, den Flintenkolben gegen den geöffneten Rachen des Tieres, und ein furchtbarer Kampf mußte beginnen. Aber jetzt schoß Tuomas und jagte dem Bären eine feurige Kugel in den Schenkel. Um den Bruder nicht zu treffen, getraute auch er sich nicht, nach dem Kopf oder der Brust zu zielen, die die sichersten Angriffspunkte des Todes sind. Doch fühlte der Bär jetzt das Blei in seinem Körper, und nieder floß das Blut über sein rundes, zottiges Bein. Wutschäumend, mit grauenhaftem Brüllen stürmte er auf Tuomas zu, bekam aber von dessen Flinte einen so wuchtigen Schlag vor die Stirn, daß er, den Kopf schüttelnd, plötzlich in seinem Lauf innehielt. Und so standen jetzt die Gegner und schauten sich einen Augenblick drohend an. Der gik temmelig lang tid. Men til sidst hørte man, ude fra sletten, en sagte, listende lyd og en raslen i ris-kvistene, og nu var man klar over, at mad-gæsten nærmede sig sit måltid. Sådan forholdt det sig også. En usædvanlig stor bjørn nærmede sig, forsigtig og sagte, mellem træerne. Men det så ud, som om den anede faren, for den stod stille allerede langt borte fra sit offer, mens den fnyste og svingede med snuden. Den tøvede længe, og til sidst så det ud, som om den ville trække sig tilbage, uden at komme mændene inden for skudvidde. I dybeste tavshed ventede brødrene i krattet, indtil Timo omsider, uden at bryde sig om de andres advarende fagter, begyndte at liste sig, i en stor bue, hen imod den rasende fjende. Og nu, da han troede, han var nær nok ved bjørnen, fyrede han løs: men kun krudtet flammede ud af fænghullet, uden at antænde ladningen i løbet. Nu styrtede bjørnen, rasende, som en stor, mosgroet, rullende sten, hen imod manden, der straks kastede sig ned med ansigtet imod jorden; og blev liggende der uden at røre sig. Dyret snusede til ham, skubbede til ham og ruskede ham i håret, mens den knurrede og fnyste forfærdeligt. Timo havde antagelig været dødsens, hvis Juhani ikke var ilet ham til hjælp og havde affyret et skud imod bjørnens rygrad. Han turde ikke sigte lavere, af hensyn til sin broder, der lå under vilddyret. Men kuglen ramte ikke, i hvert fald ikke med tilstrækkelig virkning, for granskovens fyrste fløj endnu mere rasende løs på Juhani og lod Timo ligge og rode i jorden. Så vendte Juhani, for at forsvare sit liv, bøssekolben imod dyrets åbne gab, og en frygtelig kamp var ved at udvikle sig. Men nu skød Tuomas og sendte en brændende kugle ind i bjørnens lår. Da han også måtte være forsigtig af hensyn til sin broder, kunne han ikke sigte på hovedet eller brystet, hvor et sår sandsynligvis ville være dødbringende. Men bjørnen mærkede nu blyet i sin krop, og blodet strømmede ned ad dens fede, runde ben. Rasende og med et frygteligt brøl styrtede den løs på Tuomas, men fik et så voldsomt slag i panden af mandens bøsse, at den virrede med hovedet og pludselig standsede op. Og dér stod nu modstanderne et øjeblik og stirrede truende på hinanden. 07057
Bottom
07058
Top
Da eilten die Hunde herbei, näherten sich flink und lautlos wie zwei Blitzstrahlen; als sie aber das struppige Ungeheuer erreicht hatten, erhob sich ein wilder Lärm. Killi kläffte ihm, sich immer einige Schritte seitwärts haltend, gegen den Bart. Hinter ihm rumorte Kiiski und wagte sogar dann und wann nach seinen wolligen Schenkeln zu schnappen. Doch taumelte er jedesmal rasch zur Seite, wenn sich die Honigtatze wie ein mächtiger, graubrauner Packen Heu zwischen ihnen umwandte. Und schließlich, nachdem der Petz einige mißlungene Anfälle auf seine Peiniger gemacht, suchte er das Weite, und lärmend stoben die Hunde hinter ihm drein. Så skyndte hundene sig frem; nærmede sig hurtigt og tavse som to flammer, men da de var nået hen til den pjuskede bjørn, opstod der en voldsom tumult. Killi rasede bjørnen lige ind i skægget, men stod dog hele tiden nogle skridt på siden af den. Men Kiiski larmede bag ved den og vovede nu og da at rive en lille tot af dens låruld. Den kastede sig dog hele tiden hurtigt til side, når skovens honning-lab snurrede rundt imellem dem som en sort-grå, vældig høstak. Til sidst, efter nogle mislykkede angreb på sine plageånder, flygtede bjørnen, med de larmende hunde i hælene på sig. 07058
Bottom
07059
Top
All dies geschah außerordentlich schnell und bevor die übrigen Brüder nach dem Kampfplatz gelangt waren. Juhani aber und Tuomas luden in der Hoffnung, Meister Petz noch einmal zu stellen, sofort wieder. Auch Timo richtete sich da allmählich auf und starrte einen Augenblick um sich, wie wenn er nicht recht gewußt hätte, wo Norden war, woher der Wind wehte. Heftig schalten ihn nun die ändern wegen seines törichten Übermuts, der einigen von ihnen hier den Garaus hätte machen können und vielleicht die Jagd endgültig verdorben hatte. Ohne ein Wort zu sagen, saß Timo auf seiner Bülte, stach das Loch in der Pulverpfanne seiner Flinte auf und hämmerte mit dem Rücken seines Messers den Feuerstein spitzer. Und bald standen sie alle da, bereit, die Jagd wieder aufzunehmen. Alt dette skete meget hurtigt, og inden de andre brødre nåede frem til kamppladsen. Men Juhani og Tuomas ladede straks påny, i håb om endnu en gang at få fat i bjørnen. Timo rejste sig også op efterhånden og kiggede sig omkring et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, hvor nord var, den retning vinden kom fra. Brødrene bebrejdede ham nu voldsomt for hans dumdristighed, der let kunne have kostet menneskeliv, og som måske uhjælpeligt ville have ødelagt jagten. Timo sad på en tue uden at sige ét ord, borede fænghullet op og bankede flinten skarpere med bagsiden af sin kniv. Og snart var de allesammen parat til at fortsætte jagten. 07059
Bottom
07060
Top
Immer weiter verzog sich das Gebell der Hunde, verklang fast ganz, und schon bezweifelten die Brüder, daß sie ihrem Wild noch einmal begegnen würden. Nach einer Weile aber waren die Stimmen der Hunde deutlicher zu hören, näherten sich mehr und mehr, und es hatte den Anschein, als mache der Bär seinen gewöhnlichen Bogen und kehre an seinen Ausgangspunkt zurück. Da stellten sich die Brüder mit den Flinten in der Hand an bequemen Plätzen auf, um die Treibjagd zu erwarten. Auf einer kleinen, grasbewachsenen Lichtung stand Simeoni und eine Strecke von ihm entfernt Lauri, beide regungslos, stumm wie Bildsäulen. In vollem Lauf, so daß die Erde erdröhnte, kam der Bär heran und wies seinen geöffneten schwarzroten Rachen. Er stürzte schnaubend auf Simeoni zu. Dieser schoß, und kopfüber fiel die Honigtatze ins Gras, erhob sich aber wieder und rannte auf den Schützen los. Aber da blitzte Lauris Flinte, ein scharfer Knall erklang, und stumm lag die Bestie vor Simeonis Füßen, da lag sie, ohne ein Glied zu rühren, und das Blut strömte ihr aus Kopf und Brust. Hundenes gøen trak sig længere og længere bort, indtil den næsten ikke kunne høres, og brødrene begyndte allerede at tro, at de næppe mere ville møde deres bytte igen. Men da der var gået nogen tid, lød Kiiskis og Killis stemmer på ny tydeligere og nærmede sig mere og mere; det så ud til, at bjørnen som sædvanlig gik i rundkreds og var på vej tilbage til det sted, hvorfra den var begyndt. Brødrene stillede sig på gode steder, med bøsserne i hånden, for at vente på jagten, der nu nærmede sig. Simeoni stod i en lille, græs-bcvokse! lysning, og Lauri et lille stykke fra ham, begge ubevægelige, tavse som støtter. I fuld fart, så jorden rungede, nærmede bjørnen sig; og man så tydeligt dens åbne, sort-røde gab. Det pustende uhyre styrtede lige hen imod Simeoni. Manden skød, og honning-labben tumlede om i græsset, men rejste sig op igen og styrtede hen imod skytten. Men så lynede 07060
Bottom
07061
Top
Die Bruder aber versammelten sich bald um den Gefallenen, und es war ein alter, großer, männlicher Bär. Man sah jetzt, daß sein Kopf gerade unter dem Ohr durchbohrt war, und durchbohrt war auch die Flanke. Die erste Wunde rührte, das wußten alle, von Lauris Kugel her; denn ein Tier, dem das Gehirn durchschossen ist, fällt augenblicklich und erhebt sich nicht mehr. Zufrieden saßen die Schutzen um den zottigen Helden des Waldes und machten sich bereit, einen Totentrunk zu tun. Zufrieden und stolz aufblickend saßen auch die Hunde neben ihrem erlegten Feind. — Der Abend war schön, der Wind war verstummt, und die Sonne stieg in den Schoß des finstren Bruchwalds hinab. Gemütlich rasteten die Bruder dort in der holden Dämmerstunde, nachdem das lärmende, heiße Kampfspiel beendet war. Lauris bøsse, et skarpt knald rungede vidt omkring, og bjørnen lå stum for fødderne af Simeoni. Dér lå den, uden at røre et lem, og blodet strømmede fra dens hoved og bryst. Men brødrene samlede sig snart omkring den faldne bjørn; og det var en gammel og stor hanbjørn. Nu viste det sig, at dens hoved var blevet gennemboret lige under øret, og dens side var også gennemboret. Det først-nævnte sår, det vidste alle, skyldtes Lauris skud, for et dyr, hvis hjerne gennembores, falder om med det samme og rejser sig aldrig mere. Men skytterne sad fornøjede omkring skovens tyk-pelsede helt og forberedte sig på at drikke en snaps i anledning af drabet. Hundene sad også, tilfredse og med et stolt blik, ved siden af deres faldne fjende. - Aftenen var smuk, vinden havde lagt sig, og solen sank ned i den mørke skovs favn. Det var herligt for brødrene at hvile dér i den vidunderlige aftenstund, nu da den larmende og hede dyst var forbi. 07061
Bottom
07062
Top
JUHANI: Den ersten Schluck soll Lauri tun! Er hat wie ein ganzer Kerl geschossen, den Schlingel auf den rechten, besten Fleck getroffen, und auf die Tatzen flog der Petz wie das Heu vor der Sichel. Kipp dir einen hinter die Binde, Junge! JUHANI: Lad den første snaps være Lauris. Han skød som en mand, ramte filuren på det rette sted; og bjørnen dejsede ned på sine labber som græs for leen. En ordentlig dram, min dreng! 07062
Bottom
07063
Top
LAURI: Na, dann will ich mal einen Schluck die Kehle hinunterrieseln lassen! LAURI: Hvad om jeg også for en gangs skyld hældte en snaps ned i halsen på mig. 07063
Bottom
07064
Top
JUHANI: Du Waisenknabe, was den Schnaps angeht! hast keinen Dunst, wie er schmeckt, bist unschuldig wie ein Lamm. JUHANI: Du, der går de første skridt ad brændevins-vejen; kender endnu ikke smagen; uskyldig som et lam. 07064
Bottom
07065
Top
LAURI: Den Geschmack kenn ich schon, weiß auch, daß kein Vogel was auf mich fallen läßt. Aber wie die Welt aussieht, wenn ein lustiger Kerl beschwipst herumschwankt, das weiß ich tatsächlich nicht. LAURI: Smagen kender jeg nok; jeg ved, at fuglen ikke sviner manden til, men hvordan verden føles, når en glad knægt hopper omkring i fuldskab, det ved jeg sandelig ikke. 07065
Bottom
07066
Top
AAPO: Denk mal nach, Lauri, und ich möchte dir eher ab- als zuraten. AAPO: Betænk dig lidt, Lauri; jeg ville hellere forbyde end byde. 07066
Bottom
07067
Top
LAURI: Wohl bekomms! LAURI: Lad mig smage på det! 07067
Bottom
07068
Top
AAPO: Und laßt uns hoffen, daß uns dies nicht ins Verderben fuhrt. AAPO: Lad os håbe, det ikke er begyndelsen til en skadelig vane. 07068
Bottom
07069
Top
LAURI: Was schwatzt du? Sauf, Bruder, denn wir haben Grund, mal ein bißchen lustig zu sein. LAURI: Hvordan er det, du vrøvler? Tag en slurk, eftersom vi har grund til at være lidt muntre. 07069
Bottom
07070
Top
JUHANI: Dort liegt ja der Musjö wie ein schwerer Heusack, und nun ist manchem Rind und Pferd das Leben geschenkt. JUHANI: Dér ligger j'o vor bamse som en vældig stak hø, og nu er livet reddet for mange kreaturer og heste. 07070
Bottom
07071
Top
TIMO: Ich weiß aber, daß uns der Herr in Viertola nächstes Mal die Flasche umsonst unter die Jacke schiebt, ein Quart oder zwei. TIMO: Jeg formoder, at Viertolas herre næste gang stikker brændevinsflasken gratis i vor barm, et stob eller to. 07071
Bottom
07072
Top
JUHANI: Das wäre auch nicht zuviel, denn wir haben ihm seine ganze Ochsenbande vor dem Ungeheuer da gerettet. JUHANI: Det ville heller ikke være for meget, når vi har reddet hans store flok okser fra det dér uhyre. 07072
Bottom
07073
Top
AAPO: Das ist aber auch eine Gesellschaft: vierzig Spießköpfe. Den ganzen Sommer liegen sie Tag und Nacht in den Wäldern, und im Winter ziehen sie den Dünger des ganzen Gutes auf den Acker hinaus. Aber dies freie Sommerleben in den Wäldern macht sie fast wild. AAPO: Det er sandelig en vældig flok okser: fyrretyve spyd-hoveder. Hele sommeren lever de i skovene, nat og dag, men om vinteren trækker de al herregårdens gødning ud på markerne. Men deres frie sommer-tilværelse gør dem næsten vilde. 07073
Bottom
07074
Top
JUHANI: Gott behüte uns, daß wir nicht mit den Hunden zwischen sie geraten; die stampften die Männer und ihre Hunde bald zu Mus. Denkt an Nikkiläs Not unter den Ochsen von Honkamäki. Eine große Not war das, obgleich das Bullenvieh da lange nicht so furchtbar zahlreich war wie diese glotzende Herde von Viertola. Wegen seiner Hunde, die in so einer Patsche immer bei ihrem Herrn Schutz suchten, wäre ihm schließlich der Tod sicher gewesen, wenn da nicht zufällig ein kräftiger Wiesenzaun gewesen wäre, der schließlich wie eine schirmende Festungsmauer den Sturmlauf der Ochsen aufhielt. JUHANI: Gud bevare os for at støde på dem, sammen med hundene; de ville snart forvandle både en mand og hans hunde til hakkemad. Lad os huske på den fare, Nikkilä befandt sig i blandt Honkamäki-okserne ; mandens nød var stor, selv om kreaturernes antal ikke var så forskrækkeligt som i Viertolas stirrende flok. På grund af hundene, der i den slags vanskelige situationer altid tyer til deres herre, ville han til sidst være blevet dødens bytte, hvis han ikke var kommet til et hegn, der omsider standsede oksernes stormløb som en beskyttende borgmur. 07074
Bottom
07075
Top
AAPO: Laßt uns auf der Hut sein. Eben habe ich so was wie ein heiseres Brüllen dort vom Hügel her gehört. Sie sind, glaub ich, gar nicht weit von uns. — Was treibt denn Eero dort an dem Stein? AAPO: Lad os være på vor post. For lidt siden hørte jeg ligesom en hæs brølen deroppe på bakken. De er heller ikke langt borte fra os, vil jeg tro. Men hvad foretager Eero sig dér ved foden af stenen ? 07075
Bottom
07076
Top
EERO: Hier ist ein Otter, hier in der Mulde unter dem Stein. EERO: Der er en odder her, i denne hule under stenen. 07076
Bottom
07077
Top
JUHANI: Ist das wohl möglich? JUHANI: Kan det være muligt? 07077
Bottom
07078
Top
EERO: Sicher. In das Loch hinein fuhren Spuren, aber heraus keine einzige, wie ich dort im Sande sehe. EERO: Aldeles sikkert. Der er tydelige spor ind til hulen, men ingen ud derfra, så vidt jeg kan se i sandet. 07078
Bottom
07079
Top
AAPO: Zeig die Spuren mal den Hunden, die werden schon mit dem Schwanz wedeln, wenn Einquartierung drin ist. AAPO: Vis hundene sporene, så ser man snart på deres viftende haler, om der er logerende. 07079
Bottom
07080
Top
JUHANI: Hierher, Killi, Kiiski! JUHANI: Kom her, Killi og Kiiski! 07080
Bottom
07081
Top
TUOMAS: Die sind schon wieder unterwegs, wahrscheinlich hinter einem Hasen her. TUOMAS: De er stukket afigen; jeg formoder, de har fundet harespor. 07081
Bottom
07082
Top
EERO: Mit vereinten Kräften werden wir den Stein wohl hoch kriegen. EERO: Vi kan sikkert vippe den sten med forenede kræfter. 07082
Bottom
07083
Top
TUOMAS: Das ist nicht unmöglich. Hierher mit deiner Axt, Juhani. Ich haue jedem eine kräftige Stange zu, mit denen wir zusammen den Stein lüften können, da die Hunde weg sind. TUOMAS: Man har prøvet på det, der var værre. Kom med øksen, Juhani, så hugger jeg en solid stav til hver af os, hvormed vi i fællesskab løfter stenen op, når vore hunde er kommet tilbage. Sådan snakkede de; og med Juhanis skarpe økse huggede Timo en solid stav til hver mand, fire af birketræ og tre af røn. - Men pludselig hørte de inde fra skoven en voldsom larm og støj, der syntes at nærme sig dem med en forfærdelig fart. Brødrene lyttede forbavsede, med stavene i hånden; lyttede og ventede på, hvad der omsider ville dukke op fra skoven. Derfra lød en rasende, forvirret brølen, afbrudt af hundenes skarpe, klagende hyl; og snart så de et frygteligt syn. Ti rasende okser styrtede imod dem; de drev hundene af sted foran sig, der, for at redde livet, ilede hen til mændene. Men dette fik hårene til at rejse sig på mændenes hoved og en kuldegysen til at fare gennem deres krop. Og uden at standse et øjeblik styrtede okserne imod dem, mens de brølede øredøvende; og brødrene tog imod dem med kraftige slag, og så begyndte en frygtelig kamp. Brødrene slog løs med deres kraftige stave, kløvede hornede hoveder, og to okser lå allerede på jorden og sprællede med klovene lige op i luften. Men brødrene truedes også af en dødelig fare. Timo faldt, og oksen bøjede sig allerede ned for at gennembore brystet på manden, der lå under den, men så faldt Tuomas’ rønne-stav med et tungt slag, faldt og knuste dyrets rygrad. Stønnende styrtede kreaturet til jorden, og Timo var reddet. Også Aapo truedes af en lignende fare, men han blev reddet af Juhani og Eero. Juhani slog oksen hårdt mellem hornene med sin stav, mens Eero trak den i halen og således forandrede dyrets stilling; og snart lå den også på jorden og sprællede med sine klove. I kampens hede tabte Timo sin birkestav, men fik straks øje på Juhanis økse i græsset; han greb den og begyndte at slå og svinge den med fyrig vildskab. Han slog til højre, han slog til venstre, oksernes bug åbnede sig gruopvækkende, og blodet fossede, boblende, ned på jorden; blod og skidt. Således kæmpede mændene, blege, i dødens gab; og hundene gjorde også deres bedste, eftersom de brugte deres tænder som jerntæn-ger mod oksernes struber. Larmen og tumulten var voldsom i denne kamp; stavene svingede op og ned; oksernes løsrevne horn fløj højt op i luften; og brødrenes råb, hundenes larm og kreaturernes brøl smeltede sammen til en eneste forfærdelig lyd. 07083
Bottom
07084
Top
So plauderten sie. Und Tuomas hieb mit Juhanis scharfer Axt jedem Manne eine wuchtige Stange zu, vier aus Birkenstämmen und drei aus Ebereschen. — Aber plötzlich hörten sie ein starkes Donnern und Krachen, das mit entsetzlicher Geschwindigkeit näher zu kommen schien. Überrascht lauschten sie mit den Stangen in der Hand, lauschten und warteten, was schließlich aus dem Wald hervortreten werde. Man vernahm ein unangenehmes, verworrenes Brüllen; zwischendurch winselten die Hunde sehr ängstlich auf, und sehr bald zeigte sich ein grauenerregendes Bild. Wie brünstig kamen ihnen zehn rasende Ochsen entgegen und trieben die Hunde vor sich her, die auf Leben und Tod flohen und auf die Männer zueilten. Der Anblick aber sträubte den Brüdern das Haar, und kalte Schauer liefen ihnen über den Körper. Ohne Einhalt stürzten die Ochsen heran, und betäubendes Gebrüll stießen sie aus. Sie wurden mit wuchtigen Schlägen empfangen, und es begann ein schrecklicher Kampf. Mit den festen Stangen teilten die Bruder behend ihre Schläge aus, spalteten einige der gehörnten Schädel, und schon lagen zwei Ochsen, die Hufe in die Luft werfend, am Boden. Aber auch den Brüdern drohte Tod und Verderben. Timo stolperte, und schon duckte sich ein Ochse, um dem Daliegenden die Brust zu durchstoßen; aber da fiel Tuomas’ Eschenstamm schwer nieder, fiel nieder und zerschmetterte dem Tier das Rückgrat. Dumpf stöhnend sank es leblos zur Erde, und Timo war gerettet. Auch über Aapo schwebte das Verhängnis, aber ihn retteten Juhani und Eero. Wuchtig keilte Juhani dem Stier mit seiner Stange zwischen die Hörner; Eero aber zerrte ihn am Schwanz, bis das Ungetüm die Stellung wechselte, und bald lag es auch, die Hufe in die Luft werfend, am Boden. Im Kampfgewimmel verlor Timo die Birkenstange, aber schnell bemerkte er Juhanis Beil im Gras. Das raffte er auf und begann mit feuriger Raserei um sich zu hauen. Er schlug nach rechts, schlug nach links; furchtbar öffneten sich die Leiber der Ochsen, und brausend floß das Blut auf die Walstatt nieder, das Blut und der Kot. So stritten die Männer bleichen Angesichts im Rachen des Todes, und ihr möglichstes taten auch die Hunde, indem sie ihre Zähne den Ochsen wie eiserne Zangen in die Kehlen schlugen. Laut war in dem Durcheinander der Lärm und das Getöse, auf und ab sausten die Stangen, hoch in der Luft schwirrten die abgeschlagenen Hörner der Ochsen, und das Schreien der Bruder, das Kläffen der Hunde und das Brüllen des Viehs verschmolzen zu einem grauenhaften Getön. Men omsider var kampen forbi. Syv okser lå livløse på jorden, tre af dem flygtede; en havde kun ét horn, en anden slet ingen og en var svært medtaget på anden måde. Men blege og med stirrende øjne stod brødrene på den blodige jord. Rød-blussende stod Timo, med den blodige økse i hånden; han stod dér som en mand, der har ryddet sit svedjeland. De kunne knap nok forstå, hvad der var sket. Alt forekom dem som en uhyggelig drøm, når de tænkte på den tummel, der havde nærmet sig dem som en voldsom hvirvelvind, havde raset et øjeblik imellem dem og lige så pludselig var holdt op igen. Forfærdede så de på de mange dyr, der lå foran dem på den blodige jord: granskovens bjørn, forskrækkelig stor, og syv fede okser. De havde også selv fået hårde knubs under dysten, særlig Aapo, Juhani og Timo; men de stod dog alle sammen stadig på benene. Og dér stod de nu, med stavene i hænderne, mens de stønnede, svedte og stirrede på hinanden i tavshed. 07084
Bottom
07085
Top
Schließlich aber erlahmte der Streit. Sieben Ochsen lagen leblos da; drei waren entkommen, der eine mit einem Horn, der andre ganz kahl und der dritte sonst übel zugerichtet. Aber bleich, mit weit aus dem Kopfe tretenden Augen standen die Brüder auf dem blutgetränkten Boden. Rot stand Timo mit dem blutigen Beil in der Hand, stand wie ein Bäume fällender Mann. Sie begriffen kaum, was geschehen war. Alles kam ihnen wie ein unheimlicher Traum vor, als sie an das wilde Scharmützel dachten, das wie ein jäher Wirbelwind herangekommen war, einen Augenblick unter ihnen gewütet und sich dann plötzlich wieder gelegt hatte. Erschaudernd blickten sie auf die Masse Wild, das nun vor ihnen im blutigen Grase ruhte: der Petz aus dem Tannenwald, mächtig groß, und die sieben feisten Ochsen. Schwere Stöße hatten sie selber auch abbekommen, besonders Aapo, Juhani und Timo; aber sie standen doch noch aufrecht. Da standen sie, die Stangen umklammernd, keuchten, schwitzten und starrten einander schweigend an. Men de havde næppe fået pustet ud, før en ny fare nærmede sig dem, mange gange større end den første. Efter hvii velvinden fulgte en storm. Det føltes, som om verdens sidste lime var kommet. Jorden rystede som under et jordskælv, skoven bragede, og et forfærdeligt brøl opfyldte aftenens stille luft, da tre og tredive rasende okser nærmede sig i galop. Brødrene lyttede til denne larm med øjnene stive i hovedet, lyttede et stykke tid uden at røre sig, tavse, som en længe jaget flok svin lytter med hængende øren i buskene ved hjørnet af mark-hegnet, om deres forfølgere stadig nærmer sig. Således opførte brødrene sig også, da okse-flokken styrtede ud af skoven. Dernæst smed de deres stave, greb deres bøsser og flygtede alt, hvad de kunne sammen med hundene; og brølende forfulgte okserne dem. Brødrene ilede hen imod grænsehegnet mellem Viertolas og Jukolas skove. De kom til en lav skovsø, der var dækket af en græsagtig skorpe, men de havde ikke tid til at gå uden om, men løb tværs igennem søen uden at tøve. Der lød en brusende lyd, da de forsvandt i vandplask og tåge, men de kom straks til syne igen. Deres flugt mindede om månens gang på himlens blå enge. Den viger ikke til side for skyen, der prøver på at spærre vejen for den, men sejler ubekymret igennem den og kommer atter frem, klarere end før. Og alvorlig, højtidelig vandrer den af sted. Men Jukolas drenge rendte som harer og vilde geder, for faren var lige i hælene på dem. Så kom der et nyt og stærkt hegn, og brødrene sprang fyrigt over det, men henved tyve skridt på den anden side gjorde de holdt på en åben lysning for at se, om dette hegn kunne redde dem. Den rasende og larmende flok okser nærmede sig; der lød et voldsomt brag, og gran-hegnet væltede omkuld; og nu var okserne nærmere ved brødrene end før. Så styrtede man af sted hen over den gungrende lysning: mændene og hundene forrest, og okserne bag efter; de brølede og sparkede jordklumper og støvende sand op i luften, nøjagtig som vinterstormen hvirvler sneen højt til vejrs som røg. I en rasende fart ilede brødrene af sted med dødsangst i deres hjerter, for de troede allerede, de vandrede på den sidste stump af livets vej. 07085
Bottom
07086
Top
Aber kaum hatten sie ein paarmal aufgeatmet, da kam schon eine neue, viel größere Gefahr heran. Dem Wirbelwind folgte ein Orkan. Es war, als sei die letzte Stunde der Welt angebrochen. Der Boden erdröhnte wie von einem Erdbeben, der Wald krachte, und ein furchtbares Gebrüll erfüllte die friedliche Abendluft, als dreiunddreißig rasende Ochsen heran-gejagt kamen. Mit weit offenen Augen horchten die Bruder auf den Lärm, horchten einen Augenblick, ohne sich zu rühren, stumm, wie eine lange gehetzte Schweineherde im Buschwerk an der Ecke des Feld-zaunes mit hängenden Ohren horcht, ob der Verfolger naht. So die Brüder, bis die Ochsen aus dem Bruchwald hervorbrachen. Da schleuderten sie die Stangen von sich, ergriffen ihre Flinten und flohen mit den Hunden aus allen Kräften, und brüllend stürzten die Ochsen hinter ihnen her. Auf den Grenz-zaun zwischen den Wäldern von Viertola und Jukola eilten die Brüder zu. Es lag vor ihnen ein seichter Tümpel, der über und Uber mit einer grünen Decke verhüllt war; aber zu einem Umweg hatten sie keine Zeit, sondern unbedenklich liefen sie durch das Wasser. Man hörte ein Rauschen, als sie in einer Wolke von Wasser und Nebel verschwanden. Doch im selben Augenblick erschienen sie wieder in der klaren Luft. Ihr Lauf erinnerte an den Mond auf der blauenden Wiese der Höhe. Zur Seite weicht er nicht vor dem Gewölk, das ihm den Weg versperren will; sondern unbekümmert schreitet er hindurch, und leuchtender als zuvor tritt er aus ihm hervor. Und gemessen, feierlich wandelt er dahin. Die JukolabrU-der aber liefen wie Hasen und wilde Hammel; denn die Not stürmte hinter ihnen drein. Da kam ein Zaun, neu und fest, und wie ein Feuer flogen die Brüder hinüber. Aber nach zehn, zwanzig Schritten auf der ändern Seite machten sie auf einer weiten Lichtung halt, um nachzusehen, ob dieser Zaun retten könnte. Es näherte sich ihm die rasende, tobende Ochsenherde, ein lautes Krachen erscholl, und zur Erde polterte der Tannenholzzaun, und nun waren ihnen die Ochsen dichter auf den Fersen als vorher. Jetzt stürmten sie über die dröhnende Lichtung: die Männer mit den Hunden voran, die Bullen hinterdrein, brüllend und Rasenstücke und stäubenden Sand in die Luft schleudernd, wie der Wintersturm den Schnee als Rauch hoch emporwirbelt. Mit wahnsinniger Fahrt griffen die Brüder aus, im Herzen Todesgrauen; denn sie glaubten, daß sie ihr letztes Endchen Lebensweg vor sich hätten. Så lød der et råb fra Aapos mund: »Ranslerne af ryggen, men behold bøsserne!« Sådan sagde han, og seks barkransler faldt straks til jorden; den syvende vippede stadigvæk på Lauris ryg, for han ville endnu ikke skille sig af med den. Men denne udvej hjalp dem dog ikke synderligt, for den uhyggelige trampen og brølen kom stadig nærmere. Men på ny lød der et fortvivlende, klagende råb fra Aapos læber: »Til Djævlestenen, til Djævlestenen!« Dermed sigtede han i il en sten, en vældig sten, der stod i den mørke skov. Brødrene skyndte sig nu derhen og stod snart ved foden af den; og hurtige som lyn sprang både mændene og hundene op I>A dens top. Mosset fløj vidt omkring, da de tog fat i stenens hjørner med næverne; deres negle greb fastere, mere sikkert og skarpere end lossens krumme klør. Således undgik de en grusom død, men de havde sandelig været tæt ved dødens gab. De var næppe nået op på stenen, før okse-flokken larmede rundt omkring dem, brummende og skrabende i jorden. Og denne sten, mændenes tilflugtssted, var en næsten firkantet, favnehøj klippeblok; og den stod i skoven hen ved tre hundrede skridt fra lysningens udkant. Der sad nu brødrene, svedende og stønnende forfærdeligt efter deres flugt fra den rasende død. Tavse, uden at sige et ord, sad de i lang tid. Men til sidst åbnede Juhani sin mund. 07086
Bottom
07087
Top
Es ertönte da aus Aapos Munde der Ruf: »Die Ranzen vom Rucken, aber die Flinten behalten!« So sagte er, und sechs Ranzen flogen sofort zur Erde, der siebente tanzte noch auf Lauris Rucken: er wollte ihn noch nicht loslassen. Wenig genug half jedoch dies Mittel; denn immer näher rückte ihnen das furchtbare Tosen und Brüllen im Nacken. Aber wiederum kams traurig schneidend von Aapos Lippen: »Zum Riesenstein, zum Riesenstein!« Und er meinte einen Steinblock von gewaltiger Größe, der im öden Bruchwald lag. Auf diesen zu eilten die Brüder, standen bald an seinem Fuße, und schnell wie der Blitz schossen die Männer wie die Hunde auf seinen Rücken hinauf. Weithin wirbelten die Moosstücke, als ihre Hände sich an den Kanten des Steines festgriffen; ihre Nägel schlugen fester, sichrer und schärfer ein als jemals die krummen Krallen des Luchses. So retteten sie sich vor einem schauerlichen Tode, aber sie waren ja ganz nahe am Rande des Verderbens gewesen. Kaum waren sie auf dem Stein angelangt, da umtoste sie auch schon brüllend und in dem Gelände scharrend die Herde der Bullen. Und dieser Stein, die Zufluchtstätte der Männer, war ein fast viereckiger, einen Klafter hoher Felsbrocken und stand im Bruchwald etwa dreihundert Schritt vom Rande der Lichtung entfernt. Da saßen nun die Brüder schrecklich schwitzend und pustend nach der Flucht vor dem argen Tod. Stumm, wortlos saßen sie eine geraume Zeit. Endlich aber öffnete Juhani den Mund. JUHANI: Her er vi, brødre, og lad os takke lykken for det. Thi det var en march, som vi vil huske, så længe der findes okser her på jorden. 07087
Bottom
07088
Top
JUHANI: Hier sind wir nun, Brüder; laßt uns unserm Schöpfer dafür danken. Denn das war ein Marsch, an den wir denken werden, solange es Ochsen in der Welt gibt. AAPO: Her er vi, men hvordan kommer vi herfra? Oksen er et stædigt bæst, og disse her er ude af sig selv af raseri over deres kammeraters død, som de nu har i sinde at hævne mange gange på vore hunde. 07088
Bottom
07089
Top
AAPO: Hier sind wir, ja; aber wie kommen wir wieder fort? So ein Ochs ist halsstarrig, und diese hier sind toll und wütend über den Tod ihrer Genossen, den sie nun tausendfach an unsern Hunden rächen möchten. JUHANI: Og vi skulle have af samme slev. 07089
Bottom
07090
Top
JUHANI: Und wir müßten mit dran glauben. AAPO: Hvis ikke denne sten var så vidunderlig høj. 07090
Bottom
07091
Top
AAPO: Ohne die schöne Höhe dieses Steines. JUHANI: Og den var velkommen for os. Sandelig! Vi klatrede herop så hastigt som egern. 07091
Bottom
07092
Top
JUHANI: Der kam uns aber auch gerade recht. Wahrhaftig! so schnell wie Eichhörnchen sind wir raufgeklettert. EERO: »Og så tog vi os en dram«. 07092
Bottom
07093
Top
EERO: »Und dann hoben wir einen.« JUHANI: Netop! Herren være lovet, at vi i hvert fald har brændevin, hvis det skulle ske, at man ville lære knægtene at faste heroppe. 07093
Bottom
07094
Top
JUHANI: Ganz recht! Dem Herrn sei Dank, daß wir wenigstens Schnaps haben, wenn es so kommt, daß wir hier das Fasten lernen müßten. LAURI: Jeg smed ikke min ransel. 07094
Bottom
07095
Top
LAURI: Ich habe meinen Ranzen nicht losgelassen. JUHANI: Tak til dig, Lauri, min broder. Men kom frem med tinfiasken, hæld en ordentlig dram i dig og lad den så vandre rundt. Nu trænger hjertet til en styrketår. 07095
Bottom
07096
Top
JUHANI: Auch »dir sei Dank«, mein Bruder. Hol deine Zinnflasche hervor, nimm einen tüchtigen Mund voll und laß sie dann herumgehen. Jetzt braucht das Herz eine kleine Stärkung. AAPO: Men den vare må nydes med forsigtighed i en så farlig situation som denne. 07096
Bottom
07097
Top
AAPO: Aber vorsichtig muß das Zeug in dieser gefährlichen Lage genossen werden. JUHANI: En nyttig advarsel. Men tag nu en beskeden slurk. 07097
Bottom
07098
Top
JUHANI: Eine heilsame Bemerkung. Da! nimm einen mäßigen Schluck. AAPO: Mådehold er akid bedst. Lad os ikke glemme: her har vi nu vort leje og måske for mere end én nat. 07098
Bottom
07099
Top
AAPO: Maßhalten ist immer das beste. Denkt dran: dies ist auch unser Bett, und vielleicht für mehr als eine Nacht. JUHANI: Gud bevare os vel for det! Jeg håber, sulten snart vil forjage den dér hornskov omkring os. — Ja, her sidder vi som syv ugler i skoven, her på den mosgroede Djævlesten. Men hvorfra stammer det navn ? 07099
Bottom
07100
Top
JUHANI: Davor bewahre uns Gott. Ich hoffe, der Hunger vertreibt den Hörnerwald um uns recht bald. — Ja, hier sitzen wir nun wie sieben Käuze im Bruchwald, hier auf dem bemoosten Riesenstein. Aber woher stammt denn wohl der Name? AAPO: Fra et underligt sagn. 07100
Bottom
07101
Top
AAPO: Von einer merkwürdigen Sage. JUHANI: Fortæl os det til tidsfordriv. Her er jo eventyr på sin plads, eventyr og historier. 07101
Bottom
07102
Top
JUHANI: Erzähl sie uns zum Zeitvertreib. Denn Sagen sind hier gerade am Platz, Sagen und Geschichtchen. Og Aapo fortalte dem følgende sagn om denne sten. 07102
Bottom
07103
Top
Und Aapo erzählte ihnen die folgende Sage von dem Stein: Engang boede på sit slot blandt Laplands fjelde en mægtig djævle-fyrste, den vældigste troldmand i Norden. Han havde et ædelt og skønt rensdyr, der var uforlignelig hurtigt til at løbe. Det smukke dyr begav sig en dag, tidligt på foråret, ud for at tumle sig i den hårdt-frosne sne, og det endte til sidst med, at den strejfede omkring i hele Finland. Mangen en bueskytte skyndte sig nu ved synet af den gylden-hårede og klar-øjede ren at jage efter den med sin haxdede pil. Men ingen var i stand til at følge den, for den lod hurtigt den ski-løbende mand langt bag sig. - Til sidst kom den til Tavastland, hvor der fandtes en berømt skiløber og sikker skytte. Han kom nu på sporet af djævle-fyrstens prægtige ren og begyndte hurtigt at forfølge den, glidende på sine glatte ski med en kraftig bue over skulderen. I susende fart fløj rensdyret hen over den jævne sne-flade, men bueskytten ilede endnu hurtigere i hælene på den. Sådan løb de længe, såvel over åbne sletter som op og ned ad stejle bakker. Men til sidst begyndte rensdyret at blive træt; den pustede allerede voldsomt under flugten; dens fart blev mindre, og manden nærmede sig mere og mere. Så skete der et mirakel, som man dog også før har set standse mangen en bueskyttes pil. Pludselig vendte rensdyret om og nærmede sig sin forfølger med en bønfaldende mine og rigt-strømmende tårer. Men uden at betænke sig sendte den ubarmhjertige mand sin pil af sted og gennemborede det herlige dyrs pande; så faldt djævle-fyrstens ren og farvede den hvide sne rød med sit blod. 07103
Bottom
07104
Top
Es wohnte einmal in einer Burg auf den Fjälls Lapplands ein mächtiger Riesenfürst, der gewaltigste Zaubrer im Norden. Er besaß ein edles, schönes Rentier, einen unvergleichlich schnellen Läufer. Es machte sich das schlanke Tier an einem Tag im Spätwinter auf und floh über die festgefrorne Schneefläche und lief um das ganze Finnenland herum. Da eilte mancher Bogenschütze, der das farbene, helläugige Tier erblickte, herbei und setzte ihm mit seinem gehärteten Pfeile nach. Aber keiner vermochte ihm zu folgen, bald ließ das Wild den auf seinen Schneeschuhen dahingleitenden Mann weit hinter sich zurück. — So kam es schließlich nach Häme, wo ein berühmter Skiläufer und sicherer Bogenschütze lebte. Dieser erfuhr von dem herrlichen Rentier des Riesenfürsten, machte sich hurtig auf, es einzufangen, und stürmte, mit dem starken Bogen auf der Schulter, auf den flinken Schneeschuhen hinter ihm her. In jähem Lauf flog das Tier über die glatte Schneefläche, der Bogenschütze jedoch noch rascher hinterdrein. So ging es lange über die weiten Ebenen, über steile Hügel hinauf, hinunter. Aber schließlich begann das Rentier zu ermüden. Schon floh es schwer keuchend vorwärts, sein Lauf ermattete, und immer näher rückte der Mann. Da geschah ein Wunder, das jedoch auch früher schon den Pfeil manches Schutzen gehemmt haben soll. Das Rentier wandte sich plötzlich um, näherte sich seinem Verfolger flehend und reichliche Tränen vergießend. Aber ohne sich zu besinnen, sandte der erbarmungslose Mann sein Geschoß, durchbohrte dem herrlichen Tier die Stirn, und so fiel das Edelwild des Riesen und rötete mit seinem Blut den weißen Schnee. Nu mærkede djævle-fyrsten, der vandrede omkring i Nordens dystre dale, hvordan hans hjerte knugede sig sammen; og han vidste straks, at hans gyldne fole var i fare. Han ilede op til fjeldet, hvor hans slot stod, og begyndte at spejde imod syd med sin trylle-kikkert. Og langt borte i en mørk granskov så han sit rensdyr, der, badet i blod, vred sig i dødsangst; og han så også morderen stå ved sit offer med en triumferende mine. Nu blev han forfærdelig opbragt, rev en stor, firkantet stenblok ud af slotsmuren og slyngede den højt op i luften, så den fløj imod bueskytten i Tavastlands skove. Med et vældigt susende bulder ilede den store sten af sted og kløvede skyens blæsende verden i en mægtig bue. Den steg helt op til himmelhvælvingen og dalede atter ned, dalede ned mod syd; og denne umådelige vægt faldt lige i hovedet på skytten og begravede manden under sig for bestandig. 07104
Bottom
07105
Top
Da, als der Riesenfürst in den öden Tälern des äußersten Nordens wandelte, fühlte er mit einemmal, wie sich sein Herz verkehrte, und sogleich wußte er, daß sein geliebtes Fullen in Gefahr schwebte. Er eilte den Fjäll hinan, auf dem seine Burg stand, und begann mit seinem Zauberrohr gen Süden zu spähen. Und er gewahrte fern in einem dunklen Tannenwald sein Rentier, wie es in seinem Blute schwimmend sich im Todeskampfe wand; und er sah den Mörder mit frohlockendem Blick neben seinem Opfer stehen. Da ergrimmte er furchtbar, riß aus der Mauer der Burg einen großen, viereckigen Felsquader, schleuderte ihn hoch in die Luft empor nach dem Schutzen in den Einödwäldern von Häme. Mit gewaltigem Krachen sauste der wuchtige Stein in einem mächtigen Bogen durch die windbewegte Welt der Wolken. Bis an das Himmelsdach stieg er hinan, senkte sich nieder, senkte sich der Sonne zu, und gerade auf den Schädel des Schutzen stürzte das unermeßliche Gewicht und begrub den Mann für ewige Zeiten unter sich. JUHANI: Og mandens død var vor lykke. Hvor ville vi nu være uden denne sten ? Vi ville ligge dér i skoven som ådsler, vi stakler. 07105
Bottom
07106
Top
JUHANI: Und sein Verderben war unser Glück. Wo wären wir jetzt ohne diesen Stein? Wir lägen wohl dort im Bruchwald tot, wir Armen. TUOMAS: Men vi får sikkert også nok af at sidde her. Det lover jeg for. 07106
Bottom
07107
Top
TUOMAS: Wir bekommen auch hier noch soviel, wie wir brauchen. Dafür stehe ich euch. JUHANI: Gud hjælpe os i tide! 07107
Bottom
07108
Top
JUHANI: Helf uns Gott beizeiten! TIMO: Her må knægtene jo også tage sig en og anden lur, i flere lag, stuvet sammen i nakken på hinanden som svale-unger i reden. 07108
Bottom
07109
Top
TIMO: Und wenn wir hier ein Schläfchen machen wollen, müssen wir schon übereinander hocken wie die Schwalben-Jungen in ihrem Nest. AAPO: Det går ikke. En søvndrukken mand falder snart ned og bliver et bytte for okserne. Derfor bør altid to af os, en på hver side, holde vagt ved deres sovende broder. 07109
Bottom
07110
Top
AAPO: Das geht nicht. Da kollerte ja bald einer im Dusel hinunter und den Ochsen vor die Füße. Deshalb müssen immer zwei von uns, einer auf jeder Seite, bei den schlafenden Brüdern Wache halten. JUHANI: Et klogt råd, og lad os følge det nøje; det her bliver jo vort kvarter i hvert fald for denne nat. Det ser vi jo af det, okserne foretager sig. Dér ligger allerede tre af de bæster og vælter sig på deres forbandede vomme, pustende og drøvtyggende, de djævle! Men læg jer til at sove, drenge; jeg og Aapo vil holde vagt over jer, omtrent til midnat. Læg jer til at sove, læg jer til at sove. Herren velsigne jer! 07110
Bottom
07111
Top
JUHANI: Ein vernünftiger Rat, den wollen wir genau befolgen; hier haben wir wenigstens für diese Nacht unser Quartier. Das sehen wir alle aus den Anstalten der Ochsen. Dort haben sich ja schon drei von den Teufeln schnaubend und wiederkäuend auf die Bäuche gestreckt. — Legt euch also schlafen, Jungens; ich und Aapo wollen euch so ungefähr bis Mitternacht bewachen. Legt euch nieder, legt euch nieder. Der Herr segne uns! SIMEONI: Hvor er vi dog havnet, vi ulykkelige. 07111
Bottom
07112
Top
AAPO: O weh, wir armen Kerle! JUHANI: I elendighed, i stor elendighed. Men læg jer til at sove, velsign jeres sjæle og legemer og sov i Herrens navn. 07112
Bottom
07113
Top
SIMEONI: Wohin sind wir Ungluckskinder auch geraten! Sådan tilbragte de natten: to vågede hele tiden, mens de andre sov på den mosgroede sten; og lang var natten. Til sidst gryede dog dagen, solen stod op og hævede sig på himlen, men deres skæbne var uforandret; de var stadig omgivet af horn, der gyngede rundt om Djævlestenen; og sulten plagede dem allerede voldsomt. De håbede dog, at den samme ubarmhjertige gæst ville gøre sin virkning også i oksernes maver og til sidst tvinge dem til at drage bort til græsmarkerne. Sådan håbede de, mens de ventede på, at deres fjender skulle fortrække. Men til deres forfærdelse opdagede de snart, at der fandtes tilstra'kkeligt med føde for dyrene i 07113
Bottom
07114
Top
JUHANI: Ins Elend, in großes Elend. Legt euch aber jetzt nieder, segnet Leib und Seele und schlaft in Gottes Namen. skovens fugtige stargræs, tæt ved Djævlestenen. Det begyndte okserne at nappe i sig og gik ikke længere bort, end at den mosgroede sten stadig var inden for deres synsvidde. 07114
Bottom
07115
Top
So verbrachten sie die Nacht: es wachten immer zwei, während die übrigen auf dem bemoosten Steine ruhten. Und lang war die Nacht. Endlich graute jedoch der Morgen; die Sonne ging auf und stieg am Himmel hinan, das Geschick der Brüder war aber noch dasselbe. Immer noch schwankten die Hörner der Belagerer um den Riesenstein, und heftig nagte bereits der Hunger. Doch hofften die Brüder, daß der erbarmungslose Gast auch im Magen der Ochsen sein Werk beginnen und sie schließlich auf die Weide vertreiben werde. Das war ihre Hoffnung, mit der sie auf den Abzug ihrer Gegner warteten. Aber mit Entsetzen bemerkten sie bald, daß die Tiere dort an dem feuchten Riedgras des Bruchwaldes beim Riesenstein Futter genug fanden. Das rupften die Ochsen jetzt ruhig aus, entfernten sich aber dabei nur so weit, daß der bemooste Felsblock immer in ihrem Gesichtskreis blieb. JUHANI: De tænker åbenbart slet ikke på at skrubbe af. Fanden ta’ mig, de tager jo fast ophold og bopæl her, lige til det bliver vinter. 07115
Bottom
07116
Top
JUHANI: Die denken ja gar nicht dran abzuziehen. Hols der Henker! sie haben hier bis in den Winter hinein Wohnung und Kost. EERO: Satan er faret i skindet på dem. 07116
Bottom
07117
Top
EERO: Sie haben den Teufel im Leibe. TIMO: Hvad skulle de mangle her ? Skoven giver dem både mad og drikke; men det tørre mos er vort brød og sul. 07117
Bottom
07118
Top
TIMO: Was riskieren sie auch, wenn sie hierbleiben? Der Bruchwald gibt ihnen Speise und Trank, wir aber müssen uns mit dürrem Moos statt Brot und was drauf begnügen. SIMEONI: Men sagen er jo den, at vi sidder her på grund af vore hunde. Jeg er bange for, at vor eneste udvej til redning er at kaste Killi og Kiiski ned til de rasende okser som en slags offer. 07118
Bottom
07119
Top
SIMEONI: Die Sache ist eben die, daß wir unsrer Hunde wegen hier festsitzen. Ich fürchte, das einzige, was uns retten kann, ist, daß wir den boshaften Ochsen Killi und Kiiski in den Rachen werfen. JUHANI: Et grusomt råd. 07119
Bottom
07120
Top
JUHANI: Ein unmenschlicher Vorschlag! AAPO: Som vi ikke gerne følger. 07120
Bottom
07121
Top
AAPO: Den wir nicht so leicht befolgen werden. JUHANI: Nej, ikke så længe Jukolas Juho står oprejst. 07121
Bottom
07122
Top
JUHANI: Nicht, solange der Jukola-Juha noch auf seinen Beinen stehen kann. TUOMAS: Skulle vi redde vort skind ved at ofre dem, der så mange gange har frelst vort liv ud af vilddyrenes morderiske klør? Og ville det være til nogen nytte for os? Jeg tvivler. 07122
Bottom
07123
Top
TUOMAS: Wir sollten sie als Lösegeld flir unsre Haut hingeben, und sie haben so manches Mal unser Leben aus den mörderischen Klauen wilder Bestien gerettet! Hätte das überhaupt einen Nutzen für uns? Ich bezweifle es. JUHANI: Jeg også. Når okserne dér først havde revet vore hunde til laser, ville de nok så nydeligt begynde at vente på noget mere, de kunne spidde på deres horn. Det er afgjort. 07123
Bottom
07124
Top
JUHANI: Ich auch. Haben die Ochsen dort erst mal unsre Hunde in Fetzen gerissen, dann warten sie auch hübsch ab, ob sie nicht noch mehr auf ihre Hörner spießen können. Das ist sicher. SIMEONI: Ja, ja, men hvad skal vi gøre, når sulten rigtig begynder at knurre i maven ? 07124
Bottom
07125
Top
SIMEONI: Ja, ja; aber was bleibt uns übrig, wo der Hunger einem schon so eklig im Magen winselt? JUHANI: Den knurrer først i vor mavesæk, men derfra ryger den snart op til det bankende hjerte, ryger derop som katten ryger i nakken på en fed mus ; og så kuer den en kæk mand. Strenge, strenge dage for en mand. Hvad skal vi finde på ? Det spørger jeg også om. 07125
Bottom
07126
Top
JUHANI: Zunächst winselt er im Ranzen, von da schießt er aber bald in das bubbernde Herz, schießt so schnell wie die Katze einer fetten Maus in den Nacken, und dann sinkt auch ein starker Mann um. Hart, hart ist jetzt unser Los. Was bleibt uns übrig? Das frage ich auch. AAPO: Lad os råbe højt, alle med én mund; måske høres lyden af nogen, der vandrer i skoven, eller den når måske helt til Viertola og får folk til at spekulere over sagen. 07126
Bottom
07127
Top
AAPO: Laßt uns alle wie mit einem Munde kräftig rufen. Die Stimme hört vielleicht jemand im Wald, oder sie dringt bis nach Viertola und macht die Leute dort aufmerksam. JUHANI: Det middel var værd at prøve. 07127
Bottom
07128
Top
JUHANI: Das könnte man versuchen. TIMO: Lad os råbe voldsomt. 07128
Bottom
07129
Top
TIMO: Laßt uns kräftig rufen. JUHANI: Råbe aldeles forbandet. Lad os alle på én gang udstøde dette mirakel af et brøl. Alle sammen på én gang, så bliver virkningen endnu prægtigere. Se så, nu rejser vi os op og holder os parat. Når jeg klasker næverne sammen, tredie gang, så vræler vi, vræler som syv mænd. - En, to, tre! 07129
Bottom
07130
Top
JUHANI: Ja, wie toll. Alle auf einmal in einen riesenhaften dröhnenden Ruf ausgebrochen! Alle auf einmal, das wirkt mächtiger. Also, aufgestanden und fertig! Sowie ich zum drittenmal in die Hände klatsche, rufen wir, rufen wie sieben Männer. — Eins, zwei, drei! De råbte alle sammen af fuld kraft og på én gang, så det sang i stenen og jorden rundt omkring; og selv okserne flygtede forskrækket nogle skridt bort fra stenen. Frygtindgydende var også de syv mænds brøl og det derpå følgende langtrukne skrig, som hundene desuden deltog i med deres ynkelige hylen. De udstødte fem lange hyl, og skoven buldrede, og ekkoet rullede langt bort. Men da de var færdige med det femte og længste råb, satte de sig atter ned for at puste lidt ud. Da de havde hvilet sig, gjorde de samme arbejde en gang til, råbte syv gange og begyndte så at vente på virkningen af denne metode. Mørke i ansigterne og med blodskudte øjne sad de på den mosgroede sten, og bælgen i deres bryst bølgede heftigt. 07130
Bottom
07131
Top
Sie riefen alle zu gleicher Zeit und aus aller Kraft, so daß der Stein und das Gelände unter ihnen und ringsum erbebte und auch die Ochsen zusammenfuhren und einige Schritte vom Stein zurückwichen. Erschreckend klang der plötzliche Aufschrei der sieben Männer und dann der johlende Hall hinterdrein, womit sich noch das klägliche Heulen der Hunde vermischte. Fünf lange Rufe stießen sie aus, und der Wald erdröhnte, und weithin rollte das Echo. Als aber der fünfte, angestrengteste Ruf erschollen war, setzten sie sich für einen Augenblick, um Atem zu schöpfen. Und nach der Pause begannen sie von frischem, riefen siebenmal und warteten dann ab, was erfolgen würde. Mit schwarzblauen Gesichtern, mit blutig geröteten Augen setzten sie sich auf den bemoosten Stein nieder, und heftig hoben sich die Bälge ihrer Brust. JUHANI: Lad os vente og se, hvordan dette virker; lad os vente. Folk må være forrykte, hvis de ikke forstår, at en flok mænd kun hyler således i yderste nød. Lad os vente. 07131
Bottom
07132
Top
JUHANI: Warten wir ab, was nun kommt, warten wir nur ab! Die Leute müssen ja verrückt sein, wenn sie nicht verstehen, daß eine Männerschar nicht ohne die höchste Not so brüllt. Warten wir nur ab! EERO: Hvis der ikke kommer folk efter denne larm, så er vi sandelig dødsens. Solen synker allerede for anden gang i vest, og sulten vokser aldeles rasende. 07132
Bottom
07133
Top
EERO: Wenn aber auf diesen Heidenlärm keine Hilfe kommt, sind wir wahrhaftig Kinder des Todes. Die Sonne versinkt schon zum zweitenmal im Westen, und immer toller brennt der Hunger in den Därmen. SIMEONI: Gud nåde os! En nat og halvanden dag er gået, siden vi sidst fik noget at spise. 07133
Bottom
07134
Top
SIMEONI: Gott erbarme sich! es ist nun eine Nacht und anderthalb Tag her, daß wir gegessen haben. TIMO: Det passer. Hør, hvordan min mave knurrer; den knurrer og murrer; og piber også lidt. Dette er hårdt. 07134
Bottom
07135
Top
TIMO: So ists. Horcht nur, wie es in meinem Bauch knarrt, knarrt und knurrt und auch ganz leise piept. Das ist hart. JUHANI: Hårdt, hårdt; vi ved det og tror det, når vi lytter til vore egne maver. 07135
Bottom
07136
Top
JUHANI: Hart, hart, wir wissens und glaubens, wir brauchen ja nur an unserm eigenen Bauch zu horchen. SIMEONI: Lang er den sultnes dag! 07136
Bottom
07137
Top
SIMEONI: Lang ist der Tag für den Hungernden! TIMO: Lang er den. 07137
Bottom
07138
Top
TIMO: Ja, lang ist er. JUHANI: Lang og dyster! Er selv Aapos hjerne tom? Kan han ikke en gang huske lidt krage-mål eller lidt ugle-sludder, som han kan fortælle os om, mens vi sidder her på denne forfærdelige hunger-ø? 07138
Bottom
07139
Top
JUHANI: Lang und düster! Ist denn Aapos Gehirn auch schon leer? Fällt dir kein bißchen Krähenge-krächz mehr ein, kein bißchen Kauzschwatz, das du uns auf dieser furchtbaren Hungerinsel erzählen könntest? AAPO: Jeg husker en historie, som netop sulten får mig til at tænke på ; men den får os ikke til at glemme vor legemlige føde; den minder os i høj grad om mad o'g drikke. 07139
Bottom
07140
Top
AAPO: Ich weiß schon eine Geschichte, an die ich gerade jetzt beim Hunger denken muß. Aber wir werden darüber kaum unsres Leibes Nahrung und Notdurft vergessen, sondern erst recht an Essen und Trinken erinnert werden. JUHANI: Du mener manden i bjerget. Jeg har hørt den. 07140
Bottom
07141
Top
JUHANI: Du meinst den Mann im Berg. Kenne ich. TIMO: Men for mig er den ny; fortæl den! 07141
Bottom
07142
Top
TIMO: Aber für mich ist sie neu; erzähl sie, Bruder Aapo. SIMEONI: Fortæl den, fortæl den! 07142
Bottom
07143
Top
SIMEONI: Erzähl sie, erzähl sie! AAPO: Det er historien om en mand, en ædel troshelt, der i nogen tid sad fanget i Impivaaras huler som forhen den blege jomfru, men af en anden grund. 07143
Bottom
07144
Top
AAPO: Es ist die Sage von einem Manne, von einem wackern Glaubenshelden, der eine Zeitlang in den Höhlen des Impivaara gefangen saß, wie damals die bleiche Jungfrau, aber aus einem ändern Grunde. Og Aapo fortalte dem følgende historie: 07144
Bottom
07145
Top
Und Aapo erzählte ihnen die folgende Sage: Engang, da kristendommen og hedenskabet endnu kæmpede indbyrdes i Tavastland, fandtes der i de frelstes flok, en fortræffelig mand, from, og ivrig efter at udbrede den nye lære, som han også selv dyrkede flittigt i ly af Sveriges våbenmagt. Men de harnisk-klædte helte måtte pludselig drage bort herfra og til deres hjemland, og de kristne beboere i Tavastland blev underkastet en grusom forfølgelse af deres hedenske brødre. Nogle af dem blev slået ihjel på en uhyggelig måde; nogle prøvede på at redde livet ved at flygte ind i skovenes uvejsomme dyb, til bjergenes huler eller andre steder. Den omtalte fromme mand flygtede til Impivaaras huler, men hans forfølgere, der opfyldt af hævntørst fulgte i hans fodspor, fandt snart ud af, hvor han havde skjult sig. »Ulven må spærres inde i sin egen hule!« råbte de med ondsindet glæde, murede hulens åbning solidt til og lod manden vansmægte af sult og i mørke. 07145
Bottom
07146
Top
Damals, als Christenglaube und Heidentum noch miteinander in Häme rangen, befand sich unter den Bekehrten ein angesehener Mann, ein frommer, eifriger Verkünder des neuen Glaubens, dessen Ausbreitung er sich unter dem Schutz der schwedischen Waffen sehr angelegen sein ließ. Aber plötzlich mußten die geharnischten Krieger von hier in ihre Heimat zurückkehren, und die getauften Leute in Häme gerieten in eine furchtbare Fehde mit ihren heidnischen Brüdern. Die einen wurden auf entsetzliche Weise getötet, andre suchten ihr Heil in der Flucht nach den Irrgärten der Einödwälder, andre in den Höhlen der Berge oder sonstwo. In die Schluchten des Impivaara entkam jener fromme Mann; seine Feinde aber, die rachedurstend seinen Spuren gefolgt waren, entdeckten bald, wo er sich verborgen hielt. »Laßt uns den Wolf in seiner eignen Höhle einsperren!« riefen sie boshaft jubelnd, mauerten die Öffnung der Höhle fest zu und ließen ihn in Hunger und Finsternis schmachten. Manden ville nu have fået et trist endeligt, men så gjorde himlen på ny et mirakel. Det sidste blånende skær af dagslyset var næppe forsvundet i hulens munding, før den store grotte blev oplyst af et vidunderligt sølv-klart skær; og manden havde således et mildt, himmelsk lys midt i hjertet af den kolde klippe. Og der skete endnu flere mirakler. For se, pludselig brød en klar kilde frem gennem grottens gulv, en kilde, hvis vand aldrig mindskedes, hvor meget man så end tog, og manden havde således altid frisk drikkevand i sit stenkammer. Men ved kanten af kilden skød desuden et smukt, grønt træ i vejret, der bar de herligste frugter, som aldrig slap op, hvor mange man så end tog; og dér havde manden sin prægtige næring. Her tilbragte han sine dage, lovprisende Herren; her tilbragte han sine nætter, drømmende om de saliges land. Og hans dag var som en sommerdag, varm og klar, og hans nat en vidunderlig skumringstid. Således gik et år, og de kristnes blod randt som en strøm i Tavastland. Men da forfølgelsens skrækkelige tid var udløbet, og en skøn september-morgen strålede derude, nåede en lyd af hammerslag og jernstænger heltens øre fra hulens tilmurede åbning. Dagslyset begyndte omsider at skinne igennem sten-brokkerne, og i et nu forsvandt såvel det vidunderlige lys i grotten som kilden og det frugtbærende tra; ved kildens rand. 07146
Bottom
07147
Top
Ein erbärmliches Ende hätte er nun gefunden, aber der Himmel ließ ein Wunder geschehen. Kaum war der letzte Schimmer des Tageslichts von der Mündung der Höhle geschwunden, da wurde die weite Höhle von dem schönsten silberklaren Schein erleuchtet; und da hatte der Mann mitten im kalten Felsgestein milden, himmlischen Tag. Und noch mehr Wunder geschahen. Denn siehe, plötzlich höhlte sich im Boden eine hellsprudelnde Quelle, deren Wasser, soviel er auch davon schöpfte, niemals versiegte, und da hatte der Mann in seiner Felsenkammer beständig frischen Trank. Aber danach hob sich am Rande des Quells ein schöner, grünender Baum empor, der die köstlichsten Früchte trug, die nicht alle wurden, sooft er auch davon nahm; und da hatte der Mann erquickende Speise. Hier verbrachte er seine Tage, den Herrn lobpreisend; hier verbrachte er seine Nächte, vom Land der Seligen träumend. Und sein Tag war warm und klar wie der Sommertag und seine Nacht köstliche Dämmerstunde. So verstrich ein Jahr, und in Strömen floß in Häme das Blut der Getauften. Als aber das furchtbare Kriegsjahr vollendet war und draußen ein schöner Septembermorgen lächelte, drang dem Helden das Getöse von Hämmern und Eisenhebeln von dem zugemauerten Eingang der Höhle ans Ohr. Durch das Steingetrümmer begann endlich der Tag zu blicken, und im selben Augenblick verschwand das wunderbare Licht aus der Höhle, wie auch der Quell und vom Quellenrand der fruchttragende Baum. Men hvem var det, der frembragte den larm og støj derude foran hulens munding? Dér stod en stor skare hedninger og i deres midte nogle kristne, der var bundet med reb og dømt til at dø af sult i bjergets mørke indre. De kunne ikke forestille sig andet, end at den samme skæbne var overgået den mand, der var blevet lukket inde i hulen for et år siden. Men de blev meget forbavsede, da helten trådte ud af hulens åbning med en forklaret og strålende pande. Og en stemme, hvis hellige klang trængte helt ind til marven, udgik fra hans mund: »Vær hilsede, venner og brødre, vær hilset, du gyldne sol og du brusende skov, vær hilsede!« Så faldt (lokken ned på knæ foran ham, idet den lovpriste den Gud, som han troede på, og som havde frelst ham fra en frygtelig død. Men med høj stemme fortalte manden dem om de vidunderlige mirakler, han havde oplevet i bjergets skød, og folket råbte til ham med én mund: »Døb os, døb også os i troen på den samme Gud!« Således råbte de til stor fryd for manden og løste straks de dødsdømte fanger fra deres reb. Den fromme helt gik nu hen til bredden af qn bæk, og skaren fulgte med ham; og da de havde afsvoret sig deres hedenskab, lod de sig døbe i den kristne tro. Men oppe på skråningen stod de mænd, der for lidt siden var udset til ofre og sang en lovsang til Ham, der havde frelst både dem selv og deres fromme fader fra en pinefuld død og ført hedningernes børn fra mørket til lyset. Sådan sang de, mens de stirrede op imod himlens højder. 07147
Bottom
07148
Top
Was aber verursachte das Krachen und Poltern dort draußen vor der Öffnung der Höhle? Da stand eine große Schar Heiden, und in ihrer Mitte einige mit Stricken gebundene Christen, die zum Hungertod in dem finstren Bergspalt verurteilt waren. Sie dachten nicht anders, als daß dasselbe Verhängnis auch den Mann ereilt habe, den sie vor Jahresfrist in diese Höhle eingeschlossen hatten. Aber gewaltig staunten sie, als beim Öffnen der Höhle mit verklärter, strahlender Stirn der Held hervortrat. Und eine Stimme, deren heiliger Klang bis ins Mark drang, erscholl aus seinem Munde: »Seid gegrüßt, Freunde und Brüder, sei gegrüßt, goldne Sonne, und ihr rauschenden Wälder, seid gegrüßt!« Da sank die Schar vor ihm auf die Knie und pries den Gott, an den er glaubte und der ihn vom grauenhaften Tod errettet hatte. Mit lauter Stimme aber erzählte er ihnen von den herrlichen Wundertaten, die ihm im Schoß des Berges widerfahren waren; und wie aus einem Munde rief ihm das Volk zu: »Taufe auch uns, taufe auch uns auf den Glauben an deinen Gott!« So riefen sie, ihm zu großer Freude, und lösten unverzüglich die Fesseln der verurteilten Gefangenen. Da trat der fromme Mann an das Ufer des Baches, und es folgte ihm die Schar, die sich hier vom Heidentum abwandte und sich auf Christi Glauben taufen ließ. Aber oben am Abhang standen die noch eben zum Opfer bestimmten Männer und sangen ihm ein Danklied, der sie und ihren frommen Vater vom schmerzlichen Tode errettet und die Kinder der Heiden aus der Finsternis zum Licht geführt hatte. So sangen sie und blickten empor zur Himmelshöhe. AAPO: Dette var sagnet om den fromme mand. 07148
Bottom
07149
Top
AAPO: Das ist die Sage von dem frommen Mann. JUHANI: Og hedningerne blev døbt netop på det sted ved bækken, hvor vi nu har vores ulvegård. 07149
Bottom
07150
Top
JUHANI: Und die Taufe der Heiden fand gerade dort am Bach statt, wo jetzt unser Wolfsgehege ist. SIMEONI: Troen gør underværker. Jeg er sikker på, at manden i hulen slet ikke havde nogen kilde eller et frugtbart træ, og at intet lys, synligt for jordiske øjne, oplyste hans kammer, men at en fast og urokkelig tro tilfredsstillede alle hans legemlige behov. Hans ånds styrke var hans friske kilde, hans velsmagende frugter og hans strålende lys. Hvad sagde min gamle kammerat, Tervakoski-Tuomas, som jeg vogtede kreaturer sammen med ? »Hvis du har troens skjold og åndens sværd, kan du danse polka selv med djævlene«. Sådan sagde den gamle, fromme mand. 07150
Bottom
07151
Top
SIMEONI: Der Glaube tut Wunder. Ich bin sicher, daß der Mann gar keine Quelle und keinen Obstbaum in der Höhle gehabt hat, und daß kein für irdische Augen erscheinendes Licht seine Kammer erleuchtet hat, sondern daß der feste und unerschütterliche Glaube für alle seine leiblichen Bedürfnisse genügte. Die Kraft des Geistes war ihm eine frische Quelle, wohlschmeckende Frucht und strahlendes Licht. Wie sagte doch damals mein Weidegenosse, der Tervakoski-Tuomas? »Hast du den Schild des Glaubens und das Schwert des Geistes, so kannst du sogar mit den Teufeln Polka tanzen gehen.« So sprach der fromme Alte. JUHANI: Men en fuld-voksen mands mave klarer sig ikke synderlig længe bare med tro og tom luft, nej, lad den rådne, om den kan! Og jeg tør sværge på, at han stoppede mere solid føde i sig end frugt og vand. Det kræver en mands krop, der er vokset op og har udviklet sig ved hjælp af kød 07151
Bottom
07152
Top
JUHANI: Aber der Magen eines ausgewachsenen Mannes kommt mit bloßem Glauben und leerer Luft nicht lange aus, darauf kannst du Gift nehmen. Und ich schwöre, er hat sich leckrere Sachen in die Backen geschoben als Obst und Wasser. Das verlangt der menschliche Körper, der von Fleisch und Roggenbrot groß und stark geworden ist. Ja, ja, die Geschichte wird auch noch anders erzählt. Es wird erzählt, daß plötzlich fünf schwarze Stierhörner vor dem Mann in der Höhlenwand erschienen. Als er nun das erste Horn aufmachte, da quoll zischend der beste, klarste Fabrikschnaps zum Hinunterspulen hervor, der dem Mann gewiß die Lippen zusammengezogen hat. Aus dem zweiten zerrte er ellenweise faltige, frische, warme Schweinswurst. Aus dem dritten aber preßte sich in einem starren Bogen der beste Korn-brei hervor und aus dem vierten Schlickermilch für den Brei, Schlickermilch dick wie Teer. Und als er sich wie eine Zecke den Bauch vollgeschlagen hatte, öffnete er geschwind das fünfte Horn und holte Kautabak, die besten dänischen Rollenpriemchen heraus, die ihm in der Backe aufschwollen wie ein saugender Blutegel. Konnte sich ein müßiger Mann eine schönere Bewirtung wünschen? og rugbrød. Jo, jo, men historien fortælles også på en anden måde. Man fortæller, at fem sorte tyrehorn pludselig viste sig for manden på hulens væg. Da han nu åbnede det første tyrehorn, sprøjtede den bedste og klareste fabriksbrændevin ud af det med en sydende lyd ; en snaps til maden, som nok kunne snærpe læberne sammen på en mand. Ud af det andet horn haler han alenvis af sammenfoldet, fed og varm svine-pølse. Og fra det tredie står i en stiv stråle den bedste grød, lavet af nyhøstet rug, og fra det fjerde surmælk til at væde grøden med, surmælk så tyk som tjære. Og da han nu havde fyldt sin bug som en blodmide, åbnede han det femte horn i en hast og halede tobak ud, den bedste danske rulle-tobak, der svulmede i knægtens kind som en sugende blodigle. Behøver en mand, der ikke bestiller noget, et bedre traktement ? 07152
Bottom
07153
Top
TIMO: Er war im Himmel, er. Aber wir? TIMO: Han var i himlen; det var han. Men vi? 07153
Bottom
07154
Top
TUOMAS: Das tut einem im Herzen weh. TUOMAS: Dette svier i en mands sjæl. 07154
Bottom
07155
Top
TIMO: Und macht einem den Kopf wirbelig. TIMO: Og gør en knægt skør i hovedet. 07155
Bottom
07156
Top
JUHANI: Tausend Taler jetzt für ein solches Mahl! Tausend mal tausend Taler! JUHANI: Tusind rigsdaler for et sådant måltid nu! Tusind gange tusind rigsdaler! 07156
Bottom
07157
Top
SIMEONI: »Faltige, frische, warme Schweinswurst!« Ja, wir sitzen mitten in der Hölle und hören an, wie man sich im Himmel freut und schmaust. Ach, was sollen wir tun, Bruder, was sollen wir tun? SIMEONI: »Foldet, fed og varm svinepølse!« Ja, vi sidder midt i helvede og hører, hvordan man fryder sig og æder i himlen. Ah! Hvad skal vi gøre, brødre, hvad skal vi gøre? 07157
Bottom
07158
Top
EERO: Glauben, glauben! EERO: Lad os tro, lad os tro! 07158
Bottom
07159
Top
SIMEONI: Kannst du noch spotten, Ungeheuer? SIMEONI: Fører du stadig bespottelig tale, dit uhyre! 07159
Bottom
07160
Top
EERO: Es ist der letzte Pieps, Bruder, der letzte Pieps; glaub mirs. Gleich sinke ich mit einem Seufzer hinunter wie eine zusammenschrumpfende Blase, wie eine Ochsenblase. Ach, gäbs hier ein warmes Brot und Butter drauf! EERO: Det sidste pust, broder, det sidste pust; tro mig. Jeg synker snart sammen med et suk som en okseblære, der tømmes. Ak, havde man dog blot et nybagt brød med smør på! 07160
Bottom
07161
Top
TIMO: Und auf der Butter die mächtigste Weißwurst. TIMO: Og oven på smørret en aller-helvedes pølse. 07161
Bottom
07162
Top
JUHANI: Gäbs hier sieben warme Brote, sieben Pfund Butter und sieben über dem Holzfeuer gesottene Wurste; das gäbe einen Schmaus. JUHANI: Ja, bare her var syv nybagte brød, syv skålpund smør og syv pølser, stegt ved bålet; så skulle der være gilde. 07162
Bottom
07163
Top
EERO: Himmelkreuzdonnerwetter! EERO: Lyn og torden! 07163
Bottom
07164
Top
TIMO: Der Mensch sollte so klug sein und stets und ständig Salz in einem Zulp in der Tasche bei sich tragen. Das Salz schnUrt die Eingeweide zu und erhält einem ohne ein Fäschen Essen im Darmende das Leben wochenlang. TIMO: En mand burde altid være klog og have lidt salt i 07164
Bottom
07165
Top
JUHANI: Ei, Junge! man kommt auch mit Salz nicht gerade weit. lommen; i en pose. Salt binder indvortes og opretholder livet i ugevis, selv om man ikke har så megen morgenkost som en myg i endetarmen. 07165
Bottom
07166
Top
TIMO: Aber der Koivisto-Iisakki, der alte Faulpelz, liegt manchen Tag, den Gott werden läßt, auf die Badestubenpritsche hingefläzt, ohne einen einzigen Brocken zu essen. Und woher kommts, daß die liebe Seele doch in dem Menschen weiterzischt? Weil der Ulenspiegel an einem Salzbeutelchen lutscht wie das Kind an den Zitzen der Mutter. JUHANI: Ak, knægt ! Man klarer sig ikke længe selv med salt. 07166
Bottom
07167
Top
JUHANI: Oft sitzt er aber auch wie ein Wachtelkönig in den Roggenfeldern des Dorfs und reibt sich aus den Ähren die Körner ins Maul. —Ja, nun haben wir schon späten Abend, aber Hilfe kommt uns keine aus der Menschenwelt, und dort spazieren immerzu die dreiunddreißig pustenden Teufel um uns herum. Aber da knuffen sich ja zwei von den Schurken. Fallt übereinander her, fallt übereinander her und rennt euch die Stirnen ein, daß das Gehirn aus euren Köpfen auf den Boden platscht, dann haben wir zwei Quälgeister weniger. Recht so, recht so! Nun haben wir doch wenigstens ein bißchen Spaß zum Zeitvertreib. — Da, mag dies Spiel recht lange dauern, und mögen acht Knochenpfluge die Erde spalten. TIMO: Men Koivisto-Iisakki, den mageløse dovenkrop, ligger og vælter sig på Karkkulas badstue-briks i mange Herrens dage ud i en køre uden at fortære den mindste smule. Og med hvilke midler opretholdes det sølle liv i manden? Den uglspil ligger og suger på en stump salt som et pattebarn på moderens brystvorte. 07167
Bottom
07168
Top
TUOMAS: Der Buckelrücken und der Weißkopf balgen sich da ganz gehörig. JUHANI: Undertiden sidder han også som en vagtelkonge i landsbyens rugmarker og triller korn fra aksene ind i gabe! på sig. - Men se bare, det er allerede sent på aftenen, men man hører ikke til nogen hjælp fra menneskenes verden; ok her traver stadig, traver tre og tredive pustende djatvle i mull om os. Men dér stanges to af bæsterne. Mas på, mus han på og jag hornene gennem panden på hinanden, gut del, indtil hjernen sprøjter ud på jorden fra jeres hovnler, n,1 lun vi to plageånder mindre. Se nu dér, se nu der! Så har vi også lidt morskab til tidsfordriv. - Ja, sådan! Og gid denne leg må vare længe og otte ben-plove ploje jorden. 07168
Bottom
07169
Top
JUHANI: Aber ich sage, Weißkopf gewinnt. TIJOMAS: De slås vældigt dér, den livid ivrede or den hvid-ryggede og den hvid-hovede. 07169
Bottom
07170
Top
TUOMAS: Buckelrücken gewinnt. JUHANI: Men Hvidhoved vinder. 07170
Bottom
07171
Top
JUHANI: Hier meine Pfote, laß uns wetten. TUOMAS: Hvidryg vinder. 07171
Bottom
07172
Top
TUOMAS: Meinetwegen. Timo, schlag durch. JUHANI: Her er min næve; vi vædder. 07172
Bottom
07173
Top
JUHANI: So! TUOMAS: Lad gå! Timo, slå af. 07173
Bottom
07174
Top
TUOMAS: Ein Achtel Schnaps! JUHANI: Sådan, ja! 07174
Bottom
07175
Top
JUHANI: Gilt. — Und nun wollen wir sehen, wollen wir sehen, wie zwei Kerle kämpfen. Jetzt ruhen sie sich ein bißchen Stirn an Stirn aus. TUOMAS: En pægl brændevin! 07175
Bottom
07176
Top
TIMO: Und stochern sich nur ganz leise. JUHANI: En aftale. Lad os nu se, lad os se på de to fyres slagsmål. Men nu hviler de sig ligesom lidt, pande mod pande. 07176
Bottom
07177
Top
JUHANI: Aber jetzt! Jetzt gehts im Ernst los. Na, Weißkopf, mein Weißkopf, schlag die Klauen fest in die Erde. TIMO: Og rykker bare sådan lidt forsigtigt. 07177
Bottom
07178
Top
TUOMAS: Du noch fester, mein tapfrer Buckelrücken. Ja, so! JUHANI: Men nu! Nu går det løs for fuld kraft. Sådan, Hvidhoved, mit Hvidhoved, sæt nu klovene godt fast i jorden ! 07178
Bottom
07179
Top
JUHANI: Weißkopf, Weißkopf! TUOMAS: Sæt dem endnu fastere, du, min tapre Hvidryg. Netop sådan! 07179
Bottom
07180
Top
TUOMAS: Mein feister Buckelrücken mit der stählernen Stirn! Na ja! Aber laß das schwerfällige Drucksen und stoß den Kerl in die Hölle. JUHANI: Hvidhoved, Hvidhoved! 07180
Bottom
07181
Top
JUHANI: Weißkopf! Der Teufel soll dir die Hörner abschneiden! Reißt du aus, Verdammter? TUOMAS: Du min stærke Hvidryg med stål i panden! Se, så! Men hold op med det dér evige fægteri og kast din mand ad helvede til. 07181
Bottom
07182
Top
TUOMAS: Ja, über alle Berge macht er sich. JUHANI: Hvidhoved! Gid fanden må kappe dine horn! Flygter du, din satan? 07182
Bottom
07183
Top
TIMO: Und der andre wühlt noch wie besessen hinter ihm her. Hihihi! TUOMAS: Han stikker af; det passer ham bedst. 07183
Bottom
07184
Top
TUOMAS: Ja, Juhani. TIMO: Og den anden bisser efter ham som bare fanden. Hi, hi, hi! 07184
Bottom
07185
Top
JUHANI: Ein Achtel Schnaps flöten. Du kriegsts, wenn wir aus der Klemme sind. Aber wann wird der Tag anbrechen? Ach! nach Jahren wirds wohl geschehen, daß sie unterm Kommando unsres Jagdvogtes von hier eine wüste Holzfuhre ins Dorf ziehen und vom Dorf auf den Gottesacker einen Haufen rasselnder, knackender Gerippe von sieben Männern. TUOMAS: Tjah, Juhani. 07185
Bottom
07186
Top
SIMEONI: Und so ist dann unser sündiges Leben zu Ende gegangen. JUHANI: Jeg tabte en pægl brændevin. Den skal du få, når vi slipper ud af kniben. Men hvornår mon den dag gryer? Ak, om mange år sker det måske, at man under kommando af jagtfogeden slæber et vældigt læs herfra og ind til landsbyen og fra landsbyen lil kirkegården, slæber af sted med en dynge ramlende og skramlende benrade af syv mænd. 07186
Bottom
07187
Top
JUHANI: So ist unser Leben zu Ende gegangen. SIMEONI: Og saledes end le vort syndige liv. 07187
Bottom
07188
Top
TIMO: Ja, so zu Ende gegangen. TIMO: Ja, således endte del. 07188
Bottom
07189
Top
JUHANI: Elend zu Ende gegangen. Aber öffne deinen Ranzen, Lauri, und laß die Buddel herumgehen. JUHANI: Kridte |>.i en liedmvrlig måde. Men åbn din ransel, Lauri, og lad rn drum mildt. 07189
Bottom
07190
Top
AAPO: Diesmal noch, den Rest aber wollen wir für die äußerste Not aufsparen. AAPO: Lad gå for denne gang, men resten af brændevinen må gemmes til nøden er større. 07190
Bottom
07191
Top
JUHANI: Wie dus sagst. Jetzt nehmen wir aber einen Schluck, einen Männerschluck, und dann rufen wir wie eine Posaune. JUHANI: Som du siger! Men nu tager vi en snaps, der kan mærkes, og så råber vi som gennem trompeter. 07191
Bottom
07192
Top
Nachdem sie getrunken hatten, erhoben sie wieder ihre Stimmen und riefen alle auf einmal. Der Hall erreichte das Ohr des Vogtes von Viertola, der auf dem Scheunenhügel ging. Indes die Bedeutung des Rufes verstand er nicht, sondern sagte erschreckt bei sich: »Da schreit der Grenzgeist.« Die Brüder aber reckten das Kinn gen Himmel und brüllten aus dem weit offnen Munde wie Drachen, schrien wie die jungen Vögel in ihrem Nest, wenn sie die sausenden Flügel der Mutter nahen hören, und riefen immer noch wild, riefen zehnmal. Und darauf setzten sie sich wieder auf ihren moosigen Platz, schwindende Hoffnung im Herzen. Da de havde drukket deres snaps, hævede de atter stemmerne og råbte alle sammen på én gang. Ekkoet nåede Viertola-fogedens øre, da han vandrede omkring på ladebakken; han forstod imidlertid ikke, hvad råbet betød, men mumlede forskrækket til sig selv: »Det er grænse-trolden, som råber«. Men brødrene skreg stadig voldsomt, skreg ti gange, idet de stak deres hager op mod himlen og holdt munden på vid gab som drager eller som fugleunger i reden, når de hører moderen nærme sig med susende vingeslag. Og derefter satte de sig ned igen på deres mosgroede sted, mens håbet svandt i deres hjerter. 07192
Bottom

Kapitel 08 kapitel

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger|-dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| (de-da) :
Kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :kapitel
Download Die sieben Brüder o Syv brödre download
08001
Top
Schon ist der vierte Tag gekommen, seit die Brüder auf dem Steine sitzen; aber immer noch werden sie von den Ochsen belagert. Dann und wann entfernen sich die Tiere weiter; doch spazierte stets eines oder das andre in Sichtweite umher und gab seinen Genossen sofort durch ein Brüllen Nachricht, wenn die Bruder den Versuch machten, aus ihrem Gefängnis zu entwischen. Da herum rupfen einige mit gekrümmter Zunge das Gras des Bruchwaldes, an einer ändern Stelle ruhen andre wiederkäuend und schwer schnaubend auf ihren aufgedunsenen Bäuchen. Dort spielen zwei halb im Scherz, halb im Ernst, und von allen Seiten hallt das Gerüttel der Hörner wider. Doch unmittelbar am Fuß des Riesensteins wühlt einer von ihnen zornig und boshaft brummend und wirft Erde und dürre Zweige hoch in die Luft. So verweilen sie da zur Qual, zur bleichen Wut der Brüder; denn den Tod erwarten bereits die wackren Jungen von Jukola. — Vor einer Weile hatte Lauri einen ziemlich tüchtigen Schluck Branntwein hinuntergestürzt; jetzt tat er dasselbe noch einmal, so daß sich die ändern sehr verwunderten und ihn scharf zurechtzuweisen begannen. Den fjerde dag, brødrene opholder sig på stenen, er allerede kommet, men de sidder stadig omringet af okserne. Nu og da flytter kreaturerne sig lidt længere bort, men en eller to bevæger sig stadig i nærheden og advarer straks deres kammerater med en brummende lyd, hvis brødrene prøver på at flygte fra deres fangenskab. Dér, rundt om dem, rusker en af dem skovgræs i sig, med bugtende tunge, mens en anden, drøvtyggende og tungt-pustende, hviler på sin trinde bug. Og dér stanges to halvt i leg og halvt for alvor ; og larmen fra deres horn runger vidt omkring. Og dér, tæt ved foden af Djævlestenen, skraber en af dem rasende i jorden, mens den brøler arrigt og kaster sten og kviste højt op i luften. Sådan fordriver de tiden til brødrenes skræk og blege fortvivlelse; for Jukolas prægtige sønner venter allerede på døden. -For lidt siden har Lauri hældt en vældig slurk brændevin i sin hals, og nu gør han det en gang til, hvad der i høj grad forbavser de andre og får dem til at formane ham alvorligt. 08001
Bottom
08002
Top
JUHANI: Spukt dir denn der Teufel im Kopf? JUHANI: Er fanden faret i dig? 08002
Bottom
08003
Top
AAPO: Was bildest du dir ein? Denk dran, daß wir alle in der Patsche sitzen. AAPO: Hvad tænker du på? Husk, at vi allesammen er i samme knibe. 08003
Bottom
08004
Top
TUOMAS: Denk dran, daß unsre Wohnung nur ein handbreiter Raum ist, auf dem wir uns vorsichtig bewegen müssen. TUOMAS: Husk, at vor bolig ikke er bredere end en håndflade, hvor vi må bevæge os forsigtigt. 08004
Bottom
08005
Top
LAURI: Bin rasend vor Wut! LAURI: En mand, der er gal af fortvivlelse! 08005
Bottom
08006
Top
AAPO: Das geht aber nicht. AAPO: Men det går ikke an her. 08006
Bottom
08007
Top
LAURI: Dann in die siebente Hölle damit! Mag sich unsre Burg wie ein Mühlstein drehen und die sieben unglücklichen Jungen vor die Tiere schleudern. Dreh dich, Stein, von Osten nach Westen, und du, Wald um uns rum, dreh dich von Westen nach Osten. Juchhe! LAURI: Lad det så gå an, i helvedes dyb. Lad vor borg snurre rundt som en møllesten og kaste syv ulykkelige drenge som bytte for bæsterne. Snur rundt, sten, fra øst til vest, og du, skov omkring os, fra vest. Haleluja! 08007
Bottom
08008
Top
JUHANI: Du bist wohl besoffen, Junge? JUHANI: Er du allerede fuld, knægt? 08008
Bottom
08009
Top
LAURI: Braucht einer danach zu fragen? Was ist das Leben und die Welt wert? Keinen schimmeligen Heller. Drum laßt alles wie Staub und Asche in die Winde fliegen. Plautz! Prosit, Herzensbruder. LAURI: Er det noget at spørge om? Hvad koster livet og verden ? Ikke en muggen øre. Lad derfor alt flyve som støv og aske på vindenes vej'. Klunk! Lad os smage på det her, mit hjertes brødre. 08009
Bottom
08010
Top
AAPO: Er ist bezecht. Nehmt ihm die Kanne weg! AAPO: Han er fuld. Tag dunken fra ham! 08010
Bottom
08011
Top
LAURI: Das geht nicht so leicht. Die Kanne gehört mir; ich habe sie ja nicht fallen und von den Ochsen auf der Lichtung zerstampfen lassen. Aber ihr? Ach! euch rutschten die Ranzen artig auf die Erde wie elendigen Zigeunern, wenn die Flinte des Landjägers kracht. LAURI: Det går ikke så let. Dunken er min; jeg smed den jo ikke fra mig, så okserne kunne trampe den itu på heden. Men I andre? Ak, I stillede jo pænt jeres ransler på jorden som elendige zigøjnere, når lensmandens bøsse knalder. 08011
Bottom
08012
Top
JUHANI: Die Kanne her! JUHANI: Hit med dunken! 08012
Bottom
08013
Top
LAURI: Die Kanne gehört mir. LAURI: Dunken er min. 08013
Bottom
08014
Top
JUHANI: Aber ich will sie an mich nehmen. JUHANI: Men jeg vil tage vare på den. 08014
Bottom
08015
Top
LAURI: Du willst? Wenn du willst, kriegst du sie an den Schädel. LAURI: Vil du det ? Hvis du vil, så får du den lige i pandeskallen. 08015
Bottom
08016
Top
JUHANI: Willst du eine Balgerei anfangen? JUHANI: Har du i sinde at begynde at slås? 08016
Bottom
08017
Top
LAURI: Wenn du willst, solls auch daran nicht fehlen. Aber liebe Brüder balgen sich ja nicht. Drum prosit! LAURI: Hvis du vil, så skal det heller ikke komme til at mangle. Men elskede brødre slås jo ikke. Lad os altså smage på det her. 08017
Bottom
08018
Top
TIMO: Trink nicht, Lauri! TIMO: Drik ikke, Lauri. 08018
Bottom
08019
Top
JUHANI: Sofort die Kanne her! JUHANI: Kom straks her med dunken! 08019
Bottom
08020
Top
LAURI: Auf den Buckel kriegst du von mir. Für was hältst du dich eigentlich? LAURI: Prygl skal du få. Hvad mon du bilder dig ind, du er? 08020
Bottom
08021
Top
JUHANI: Für einen sündigen Menschen, gewiß; aber ich bin doch dein ältester Bruder. JUHANI: Et syndigt menneske; det er sandt nok, men jeg er dog din ældste broder. 08021
Bottom
08022
Top
LAURI: Mein ältester? Nun, um so mehr hast du gesündigt, und um so mehr Haue mußt du kriegen. Aber skool! sprach der Schwede. LAURI: Ældste? Nå, desto mere har du nået at synde og desto mere trænger du til prygl. Men skål! siger svenskeren. 08022
Bottom
08023
Top
TUOMAS: Nicht einen Tropfen über die Lippen! TUOMAS: Du smager ikke en dråbe. 08023
Bottom
08024
Top
LAURI: Den Tuomas habe ich sehr gern, den Tuomas und den kleinen Eero. Aber die ändern da? Was soll ich von denen sagen? LAURI: Tuomas synes jeg meget om, Tuomas og Lille-Eero. Men de andre der? Hvad skal jeg sige om dem? 08024
Bottom
08025
Top
TUOMAS: Halts Maul und gib die Kanne her! Da, Juhani, nimm den Ranzen hinter dich und verwahr den Schnaps. TUOMAS: Hold kæft og hit med dunken! Dér, Juhani, tag ranslen på din ryg og brændevinen i din forvaring. 08025
Bottom
08026
Top
LAURI: Nur du kannst Lauri herumkriegen. Dich, dich und den kleinen Eero habe ich gern. LAURI: Kun du kan få din vilje med Lauri. Jeg kan godt lide dig og Lille-Eero. 08026
Bottom
08027
Top
TUOMAS: Still! TUOMAS: Ti stille! 08027
Bottom
08028
Top
LAURI: Solche Kerle! Was ist denn der Jukola-Jussi? Ein dämlicher Gockel, ein hornloser Bulle. LAURI: Sikke nogen mandfolk! Hvad er Jukola-Jussi ? En forvirret hane; en hornløs tyr. 08028
Bottom
08029
Top
JUHANI: Halt auf der Stelle den Schnabel, daß meine Ohren nicht noch mal so was hören. JUHANI: Hold kæft omgående, så mine ører ikke hører den slags ting en gang til. 08029
Bottom
08030
Top
LAURI: »Wer Ohren hat, zu hören, der höre«, predigt Aapo, der heilige Paulus von Jukola. LAURI: »Den, som har øre, han høre«, prædiker Aapo, ham, Jukolas hellige Paulus. 08030
Bottom
08031
Top
SIMEONI: Ach du! bist du denn noch der gesetzte, ernste, wortkarge Junge? Bist du Lauri? So ein verfluchtes Plappermaul? SIMEONI: Oh, du! Er du den forhen så ærlige, alvorlige og fåmælte knægt? Er du Lauri? En sådan rapkæftet slyngel? 08031
Bottom
08032
Top
LAURI: Du bist ja auch noch der Simeoni, der süßmäuligejesugreifer. LAURI: Du er jo Simeoni, den sødt-mælende »Hil være dig, rabbi«! 08032
Bottom
08033
Top
SIMEONI: Ich verzeihe dir das und sammle immer, sammle immer feurige Kohlen auf dein Haupt. SIMEONI: Det tilgiver jeg dig, idet jeg stadig samler, stadig samler glødende kul på dit hoved. 08033
Bottom
08034
Top
LAURI: Geh in die Hölle, da gibts Kohlen. LAURI: Gå ad helvede til; dér er kul! 08034
Bottom
08035
Top
SIMEONI: Du Gottloser! SIMEONI: Ugudelige! 08035
Bottom
08036
Top
TIMO: Da sträuben sich einem ja die Haare auf dem Rucken. TIMO: Ja, det er, som om håret rejser sig på min ryg. 08036
Bottom
08037
Top
LAURI: Was hat Timo zu meckern, der wasseräugige Ziegenbock vonjukola? LAURI: Hvad bræger Timo, ham, Jukolas bleg-øjede gedebuk ? 08037
Bottom
08038
Top
TIMO: Nur zu! Ziegenmilch ist auch was Gutes. TIMO: Det kan være. Gedemælk er godt! 08038
Bottom
08039
Top
LAURI: He? LAURI: Hvad? 08039
Bottom
08040
Top
TIMO: Laß man. Ziegenmilch ist auch was Gutes. Ich danke dir für die Hochachtung: danke schön! Ja, da haben wir unser Teil; danke schön! Aber da hast du ein ander Werk. Sieh mal deine Hätschelkinder Tuomas und Eero, siehst du, dort. TIMO: Gedemælk er godt. Og jeg takker dig for denne æresbevisning: storligen tak, ja, dér fik vi vores part; storligen