Ajk kotisivu TwinBook o MainMenu

Aleksis Kivi: Syv brödre
Aleksis Kivi: Les sept frères

kapitel 01 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
01001
Top
Jukola gård, i Syd-Tavastland, ligger på en bakkeskråning imod nord, tæt ved landsbyen Toukola. De nærmeste omgivelser er en åben plads, oversået med sten, men et stykke længere nede begynder markerne, hvor der - inden gården gik i forfald - bølgede en frodig sæd. Hinsides markerne: en kløver-kantet eng, gennemskåret af en bæk, der bugter sig ud og ind ; en eng, som gav rigeligt med hø, inden den blev fælled for landsbyens kreaturer. Til gården hører desuden store skove, sumpe og ødemarker, som tak være den første grundlæggers prisværdige omtanke blev tildelt stedet allerede i længst forsvundne tider, da man udskiftede jorden. Manden på Jukola, der tænkte mere på sine efterkommeres fordel end på sit eget bedste, overtog dengang som sin andel et stykke skov, der var hærget af ilden og fik på den måde syv gange så megen jord som sine naboer. Men nu var ethvert spor af branden forsvundet fra hans område, og en tæt skov var vokset op overalt. - Sådan er de syv brødres hjem, de syv brødre hvis levnedsløb jeg nu skal skildre. La ferme de Jukola est située sur le versant septentrional d’une colline, près du -village de Toukola, dans le sud de la province de Haime [Le Haime (Tavastland) est une des provinces de la Finlande ; il est habité par une des grandes tribus finnoises.]. Elle est entourée de terrains rocailleux, mais en contre-bas s’étendent des champs sur lesquels, avant que la propriété fût tombée en décadence, ondulaient de lourdes moissons ; au delà des champs commence une prairie de trèfle, coupée par une rigole sinueuse ; autrefois, elle produisait du foin en abondance ; maintenant, elle n’est plus qu’un pâturage pour les troupeaux du village. Le domaine possède en outre de vastes forêts, des marécages et des essarts que le premier maître de la ferme sut se faire attribuer jadis, lors du grand partage des terres, grâce à son intelligente conduite. Plus préoccupé de l’intérêt de ses descendants que de son propre avantage, il se contenta pour sa part d’un énorme arsin et reçut de cette façon sept fois plus de terres que ses voisins. Les traces de l’incendie disparurent bientôt et des bois touffus poussèrent à leur place. — Tel est le domaine des sept frères dont je vais à présent raconter les tribulations. 01001
Bottom
01002
Top
Brødrenes navne er, regnet fra den ældste til den yngste: Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri og Eero. Af brødrene er Tuomas og Aapo tvillinger, og det samme gælder Timo og Lauri. Juhani, den ældste, er fem og tyve år gammel, mens Eero, den yngste af dem, knap nok har skuet atten solhverv. De er kraftigt byggede, brede over skuldrene og af middelstørrelse, bortset fra Eero, der endnu er temmelig lavstammet. Den højeste af dem er Aapo, der dog langt fra har de bredeste skuldre. Denne fordel og ære tilfalder Tuomas, der ligefrem er berømt for sine skuldres bredde. Et særligt kendetegn for dem alle er deres brune ansigtsfarve og det stive, hampeagtige hår, hvis stivhed er særlig iøjnefaldende for Juhanis vedkommende. Les noms des frères, de l’aîné au cadet, sont : Juhani, Tuomas, Aapo, Simeoni, Timo, Lauri et Eero [Jean, Thomas, Abraham, Siméon, Timothée, Laurent et Eric.] ; Tuomas et Aapo sont jumeaux, ainsi que Timo et Lauri. Juhani, l'aîné, a vingt-cinq ans ; Eero, le cadet, n’a guère vu que dix-huit printemps. Ce sont de solides lurons, carrés d’épaules, de taille moyenne, sauf Eero qui est encore très fluet. Aapo est le plus grand, mais il n'est pas le plus robuste : cet avantage et cet honneur appartiennent à Tuomas, réputé pour la largeur de ses épaules. Un trait qui leur est commun à tous est leur teint foncé et leurs cheveux raides, laineux comme le chanvre, et dont la rudesse est surtout apparente chez Juhani. 01002
Bottom
01003
Top
Deres fader, som var en meget ivrig jæger, fik allerede i sin bedste alder en voldsom død, da han engang kæmpede med en rasende bjørn. Man fandt dem begge to, både bjørnen og manden, liggende livløse, side om side, på den blodplettede jord. Manden var svært medtaget, men også vilddyret havde dybe knivhug såvel i struben som i boven, og dets bryst var gennemboret af geværets skarpe skud. Således endte en kraftig mand sine dage, en mand, der havde dræbt mere end halvtredsindstyve bjørne. - Men på grund af disse jagtture forsømte han gårdens slid og slæb, så den efterhånden gik i forfald, fordi den manglede en husbonds faste hånd. Heller ikke hans sønner duede til at pløje og så; efter deres fader havde de nemlig arvet samme stærke lyst til at jage skovens vildt. De byggede fælder, satte snarer og doner og lavede faldgruber til fordærv for fugle og harer. Sådan fordrev de tiden i deres barndoms-dage, indtil de blev i stand til at bruge et gevær og turde nærme sig bjørnen i vildmarken. Leur père, qui était grand chasseur, trouva la mort dans la force de l’âge, en luttant avec un ours furieux ; on les découvrit tous deux, l’homme et le seigneur des bois, étendus morts côte à côte sur le sol éclaboussé de sang : le chasseur fort mal arrangé, le fauve avec le cou et les flancs lacérés à coups de poignard et la poitrine percée par une balle précise. Ainsi périt ce vigoureux paysan qui avait abattu plus de cinquante ours. Mais ses parties de chasse lui avaient fait négliger son travail et son activité dans la ferme qui, privée de sa direction, se délabra peu à peu. Ses fils, qui avaient hérité de sa passion violente pour la poursuite du gibier, ne s’intéressaient pas davantage aux labours et aux semailles. Ils fabriquaient des pièges, des trappes, des pipeaux et des collets pour le plus grand dam des oiseaux et des lièvres. Ils passèrent ainsi le temps de leur enfance, jusqu’au jour où ils commencèrent à manier des armes à feu et se risquèrent à attaquer l’ours dans la forêt. 01003
Bottom
01004
Top
Moderen prøvede både med formaninger og korporlige revselser at gøre dem flittige og arbejdsomme, men deres stædighed gjorde alle hendes anstrengelser forgæves. Hun var iøvrigt en fortræffelig kvinde, der var kendt for sit naturlige, ærlige — og måske lidt barske - væsen. Hendes broder, brødrenes fortræffelige morbroder, var også en storartet mand, der i sin ungdom som en kæk sømand havde sejlet på fjerne have og set mange folkeslag og byer; men til sidst mistede han sit syn, blev fuldstændig blind og tilbragte sin alderdoms mørke dage på Jukola. Mens han - udelukkende ledet af følesansen - sad og lavede sleve, skeer, økseskafter, klaptræer og andre nødvendige sager til husholdningen, fortalte han ofte sine søstersønner historier og skildrede mærkelige tildragelser, både fra deres eget land og fra fremmede riger; han fortalte også om mirakler og mærkelige ting i Bibelen. Alle drengene lyttede andægtigt til hans historier og gemte dem dybt i deres erindring. De hørte ikke slet så beredvilligt på deres moders befalinger og bebrejdelser, men vendte det døve øre til, selv om de tit og mange gange fik en dragt prygl. Når brødrene mærkede, at der lå klø i luften, tog de ofte benene på nakken og gjorde såvel deres moder som andre bekymrede og urolige, men derved forværrede de blot deres egen sag. Leur mère essaya bien, par des remontrances et des corrections, de stimuler leur zèle au travail, mais leur entêtement dressait un obstacle insurmontable devant tous ses efforts. Elle était du reste une ménagère excellente, connue pour son honnêteté et sa droiture, mais un brin revêche. Son frère était également un brave homme que les enfants adoraient ; dans sa jeunesse, hardi marin, il avait joyeusement navigué sur les mers lointaines et vu bien des peuples et des villes. Mais sa vue baissa, il finit par devenir complètement aveugle et passa les jours obscurs de sa vieillesse à Jukola. Et souvent, tandis qu’il taillait, guidé par le toucher, des louches, des cuillères, des manches de hache, des battoirs et d'autres ustentiles de ménage, il racontait aux enfants de sa sœur des contes et des histoires merveilleuses sur leur propre pays et sur les terres lointaines, il leur racontait aussi les miracles et les événements dont parle la Bible. Ses neveux écoutaient ces récits bouche bée et les gravaient profondément dans leur mémoire. Us ne prêtaient certes pas une attention aussi soutenue aux ordres et aux réprimandes de leur mère ; au contraire, ils se montraient singulièrement durs d’oreille et ne redoutaient nullement les fessées. Souvent même, quand ils sentaient qu’un orage menaçait, toute la bande prenait la poudre d’escampette, au désespoir et à la colère de leur mère et des voisins, et ils ne faisaient ainsi que gâter encore plus leur affaire. 01004
Bottom
01005
Top
Lad mig her skildre en begivenhed fra brødrenes barndom. De vidste, at der under gårdens lade var en hønseredc, som tilhørte en gammel kvinde, der blev kaldt »Fyrreskovskonen«, fordi hendes lille hus lå i en fyrreskov, tæt ved Jukola. Engang kom brødrene til at tænke på stegte æg. Til sidst besluttede de derfor at plyndre reden og drage ud i skoven og nyde deres bytte. De iværksatte også deres plan, tømte reden og drog til skovs i samlet flok, seks brødre i alt ; på det tidspunkt kravlede Eero endnu rundt ved sin moders fødder. Da de kom til en rislende bæk i en lille, mørk granskov, tændte de bål ved bækkens bred, viklede æggene ind i nogle klude, dyppede dem i vandet og lagde dem derefter i den sydende varme aske, for at de kunne blive stegt. Da lækkerierne omsider var modne til at fortæres, fik de sig et festligt måltid mad og vendte derefter veltilfredse hjem. Men da de nærmede sig de hjemlige omgivelser, blev de modtagel af et frygteligt uvejr; deres skurkestreg var nemlig allerede blevet opdaget. »Fyrreskovs-konen« rasede og regerede, og deres moder ilede dem i møde med mørke miner og en hvinende pisk i hånden. Men brødrene havde ikke i sinde at møde denne stormvind ; de vendte om og flygtede tilbage til den beskyttende skov uden at bryde sig om moderens råb. Voici un épisode de leur enfance. Ils connaissaient sous le plancher de la grange de la ferme un nid de poules qui appartenait à une voisine, appelée la Vieille de Männistö, parce que sa masure se trouvait dans un bosquet de pins près de la ferme. Un beau jour, les frères eurent une envie folle d’œufs rôtis et décidèrent finalement de dévaliser le nid et de filer dans la forêt pour y déguster leur butin. Ils mirent leur projet à exécution, vidèrent le nid, et les six garnements — Eero se traînait encore aux pieds de sa maman — détalèrent d’un commun accord dans les bois. Parvenus au bord d’un ruisseau qui murmurait entre les sombres sapins, ils allumèrent un feu sur la rive, et, après avoir enveloppé les œufs dans des chiffons, ils les plongèrent dans l’eau, puis les enfouirent dans des cendres crépitantes. Et quand leur régal fut cuit à point, ils le savourèrent avec un bel appétit et reprirent satisfaits le chemin de la maison. Mais, à leur arrivée sur la colline, une tempête terrible se préparait : leur larcin avait été découvert, la Vieille s’emportait en plaintes véhémentes, et leur mère, un fouet sifflant à la main, s’avançait à leur rencontre d’un air courroucé. N’ayant aucun désir d’affronter cette bourrasque, les enfants battirent prudemment en retraite et gagnèrent les bois protecteurs, sans se soucier des cris de leur mère. 01005
Bottom
01006
Top
Der gik en dag; der gik endnu en dag, men man hørte ikke noget til flygtningene; deres udeblivelse gjorde omsider moderen meget ængstelig, og hendes vrede forvandlede sig snart til sorgens og medlidenhedens tårer. Hun gik ud for at lede efter dem og søgte på kryds og tværs i skovene uden dog at finde sine børn. Begivenheden antog efterhånden en stadig mere uhyggelig karakter, og til sidst måtte øvrighedens mænd tage sig af sagen. Man sendte bud efter jagtfogeden, der straks sammenkaldte folk fra landsbyen Toukola og dens nærmeste omegn. Under jagtfogedens ledelse drog nu hele skaren, unge og gamle, kvinder og mænd, gennem skoven i en lang kæde for at finde de forsvundne. Den første dag ledte de i nærheden uden dog at finde, hvad de havde håbet; næste dag drog de længere bort, og da de klatrede op på en høj bakke, så de i det fjerne, ved udkanten af en mose, en blå røgsøjle sno sig op mod himlen. De lagde nøje mærke til det sted, hvor røgen steg til vejrs og fortsatte så i den retning. Da de omsider kom nærmere, hørte de en stemme, der sang: Un jour se passa, puis un second ; on était toujours sans nouvelles des déserteurs ; leur absence prolongée finit par inquiéter fortement leur mère, dont la colère se changea bientôt en chagrin et en larmes de pitié. Elle sc mit à leur recherche, parcourut les forêts en tous sens, mais sans trouver ses enfants. L’aventure devenait vraiment tragique, et il lui fallut enfin s’adresser aux autorités. On avisa le traqueur [Fonctionnaire rural chargé entre autres d’organiser des battues.] qui convoqua sans délai tous les habitants de Toukola et des environs ; sous sa conduite, jeunes et vieux, hommes et femmes, ayant formé une longue ligne, se mirent à battre les bois. Le premier jour, ils fouillèrent les alentours de la ferme, mais sans aboutir au résultat espéré ; le second jour, ils pénétrèrent plus avant dans la forêt, et, lorsqu’ils furent arrivés sur une haute colline, ils aperçurent au loin, sur le bord d’un marais, une colonne de fumée bleue qui montait dans l’air. Ils repérèrent exactement le point d’où elle sortait et poursuivirent leur marche dans celte direction. Enfin, parvenus tout près, ils entendirent une voix qui chantait : 01006
Bottom
01007
Top
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
On vit une bien belle vie
Dans le marais, près du ruisseau,
Brûle du bois à son envie,
Au lieu de bière on boit de l’eau.
01007
Bottom
01013
Top
Da Jukola-husmoderen hørte sangen, blev hun meget glad, for hun genkendte sin søn, Juhanis, stemme. Skoven genlød ofte af rungende kølleslag, og de søgende var derfor klar over, at de nu nærmede sig flygtningenes lejr. Så gav jagtfogeden ordre til, at man skulle omringe drengene og ganske lydløst rykke ind på livet af dem. Men man burde dog gøre holdt et lille stykke fra deres lejrplads. Alors, en entendant ce chant, la fermière de Jukola éprouva une grande joie, car elle avait reconnu la voix de son Juhani. Et comme, en outre, des détonations fréquentes retentissaient dans le bois, les chercheurs en conclurent avec certitude qu’ils étaient tout proches du campement des fugitifs. Le traqueur ordonna do cerner les enfants et de se rapprocher d’eux en silence, mais de faire halte à quelque distance de leur bivouac. 01013
Bottom
01014
Top
Man gjorde, som han befalede. Og da skaren, der omringede brødrene fra alle sider, befandt sig i en afstand på henved halvtreds skridt, gjorde den holdt; og nu så den følgende syn: ved foden af en stor klippesten havde de bygget en lille hytte af granris, i hvis døråbning Juhani lå på et leje af mos, mens han stirrede op imod skyerne og sang. To-tre favne fra hytten brændte en munter ild, i hvis gløder Simeoni var i færd med at stege middagsmaden: en urfugl, de havde fanget i en snare. Aapo og Timo, der var helt havde lige leget blindebuk - stegte roer i sen varme aske. Lauri sad ved en lille ler-pyt og lavede, i tavshed, lerfløjter, okser og flotte føl; han havde allerede en lang række, der stod til tørre op ad en mosgroet træstamme. Men Tuomas larmede med ild-køllen: han spyttede en skummende klat spyt på en jordfast sten og lagde et glødende stykke trækul i klatten; derefter knaldede han med hele sin kraft en anden sten ovenpå; braget, der ofte var lige så voldsomt som et geværskud, rungede vidt omkring, og en sodsværtet røg hvirvlede op mellem stenene. On fit ce qu’il avait ordonné. Et quand la chaîne, entourant les frères, ne fut plus qu’à une cinquantaine de pas, on s'arrêta, et l’on vit alors le tableau suivant : au pied d’un rocher se dressait une petite hutte en branches de sapin, et Juhani, vautré sur un lit de mousse devant la porte, contemplait les nuages en chantonnant. A quelques toises de la cabane, pétillait un feu joyeux sur les braises duquel Simeoni rôtissait pour le dîner un tétras pris au collet. Aapo et Timo, le visage barbouillé de suie, — ils venaient de jouer aux fantômes, — surveillaient la cuisson des navets dans la cendre brûlante. Lauri, silencieux, était assis près d’un petit tas de glaise et modelait des coqs, des bœufs et de fiers poulains ; il en avait déjà toute une rangée qui séchaient sur un tronc moussu. C’était Tuomas qui provoquait les détonations : il lançait un crachat écumant sur le roc, y posait une braise enflammée et l’écrasait de toutes ses forces avec une pierre ; le bruit, souvent aussi violent qu’un coup de fusil, se répercutait au loin, tandis qu’une fumée noirâtre s’échappait en tournoyant d’entre les pierres. 01014
Bottom
01015
Top
JUHANI:
Livet har vi førhen kendt
paa den anden side bækken.
Men fanden henter os til sidst herude. Det er så sikkert som noget, I odder-unger!
JUHANI:
On vit une bien belle vie
Dans le marais près du ruisseau...
Mais le diable finira bien par nous dénicher ici. Ça, c’est fatal, mes petits taurillons.
01015
Bottom
01021
Top
AAPO: Det sagde jeg jo straks, da vi greb til harens våben. Ak, vi er nogle tåber! Lad ransmænd og zigøjnere leve på denne måde under åben himmel. AAPO: Je l’ai dit tout de suite quand on a décampé. Imbéciles que nous sommes ! C’est bon pour des tsiganes et des voleurs de fainéanter ainsi sous la voûte du ciel. 01021
Bottom
01022
Top
TIMO: Det er dog Guds himmel. TIMO: C’est pourtant le ciel du Bon Dieu. 01022
Bottom
01023
Top
AAPO: At leve sammen med ulve og bjørne! AAPO: Vivre ici avec les loups et les ours. 01023
Bottom
01024
Top
TUOMAS: Og sammen med Gud. TUOMAS: Et avec le Bon Dieu. 01024
Bottom
01025
Top
JUIIANI: Rigtig, Tuomas! Sammen med Gud og hans engle. Åh, hvis vi nu havde øjne som en salig sjæl og krop, ville vi så let som ingenting kunne se, at vi var omgivet af en stor flok bevingede engle, og at Vorherre selv, gammel og gråhåret, sad midt iblandt os som en elsket fader. JUHANI: C’est vrai, Tuomas, avec le Bon Dieu et ses anges. Ah ! si on pouvait regarder avec les yeux de l’âme et du corps bienheureux, on verrait qu’une troupe d’anges gardiens nous entoure et que Dieu lui-même, sous l’aspect d’un vieillard grisonnant, est assis parmi nous comme un père bien-aimé. 01025
Bottom
01026
Top
SIMEONI: Men hvad mon nu vor stakkels moder tænker på? SIMEONI: Mais que doit penser notre pauvre maman ? 01026
Bottom
01027
Top
TUOMAS: Hun brænder efter at banke os sønder og sammen, så snart hun bare kan slå kloerne i os. TUOMAS: Elle va nous écrabouiller comme de la purée de pommes de terre, dès que nous lui tomberons entre les pattes. 01027
Bottom
01028
Top
JUHANI: Ja, du, det blev en ordentlig gang prygl. JUHANI: Ah ! mes amis ! on va recevoir une belle tripotée ! 01028
Bottom
01029
Top
TUOMAS: Det er der ingen tvivl om. TUOMAS: Ça, c’est sûr ! 01029
Bottom
01030
Top
JUHANI: En gnistrende gang klø. Det véd du. JUHANI: Une magistrale fessée ! Tu sais ce que c’est. 01030
Bottom
01031
Top
AAPO: Det får vi jo alligevel før eller senere. AAPO: On finira bien par la recevoir. 01031
Bottom
01032
Top
SIMEONI: Selvfølgelig. Så det bedste ville være at gå hen og tage de prygl og samtidig få en ende på denne okseuge. SIMEONI: Naturellement. C’est pourquoi il vaudrait mieux aller l’encaisser tout de suite et mettre fin une bonne fois à cette vie de chien. 01032
Bottom
01033
Top
JUHANI: Men, kære broder, en okse plejer da ikke frivilligt at traske til slagtebænken. JUHANI: Le bœuf ne se rend pas de son plein gré à l’abattoir, mon cher frère. 01033
Bottom
01034
Top
AAPO: Du vrøvler, knægt! Vinteren nærmer sig, og vi blev ikke født med en lodden pels på ryggen. AAPO: Qu’est-ce que tu radoles-là ? L’hiver approche, et nous ne sommes pas nés avec une fourrure sur l’échine. 01034
Bottom
01035
Top
SIMEONI: Så er det bare: hjemad march! og tage de tærsk. Det er sandelig velfortjent. SIMEONI: Eh bien, en roule pour la maison, et vers la punition méritée, bien méritée, ma foi ! 01035
Bottom
01036
Top
JUHANI: Brødre, lad os skåne vore rygstykker, skåne dem endnu nogle døgn. Vi ved jo ikke, hvilken redning Gud finder for os i løbet af de kommende to-tre dage. Ja, her -her må vi stadig drive rundt; om dagen ved vort bål af brændeknuder og om natten i vor hytte af granris, mens vi grynter side om side i en lang række som spædgrise i halmen. - Men hvad siger du, Lauri, i dit lerhul? Hvad? Skal vi vandre skikkeligt hjem og få vores klø? JUHANI: Frères, épargnons nos dos pendant quelque temps encore. On ne sait pas quel moyen de salut Dieu pourra nous suggérer d’ici deux ou trois jours. Oui, rigolons encore un peu par ici, le jour autour du feu allumé dans la souche, et la nuit sous l’abri de branches do sapin, vautrés côte à côte sur une ligne comme des gorets sur la paille. -— Mais que racontes-tu, seigneur Lauri ? Hein ? Allons-nous gentiment nous faire étriller ? 01036
Bottom
01037
Top
LAURI: Lad os blive her. LAURI: Restons encore ici. 01037
Bottom
01038
Top
JUHANI: Det mener jeg også er det bedste. Netop! - Men det var en vældig flok kreaturer, du har dér. JUHANI: Moi, je trouve aussi que c’est mieux. -- Mutta onpa sinulla siellä karjaa oikein aika lailla. 01038
Bottom
01039
Top
TUOMAS: Knægten har både kreaturer og fjerkræ. TUOMAS: On sekä karjaa että siipi-eläimiä sillä pojalla. 01039
Bottom
01040
Top
JUHANI: En vældig flok. - Du kunne blive flink til at lave lerfløjter. JUHANI: Huikea liuta. Tulispa sinusta oikein kukkomaakari. 01040
Bottom
01041
Top
TUOMAS: Et helt geni. TUOMAS: Oikein fläätälä. 01041
Bottom
01042
Top
JUHANI: Et virkeligt geni. - Hvad er det for en russisk kukkuk-figur, der nu kommer ud af dine næver? JUHANI: Oivallinen fläätälä.--Mikä ryssänkukla sieltä nyt taasen heltii kynsistäsi? 01042
Bottom
01043
Top
LAURI: Det er bare sådan en lille dreng. LAURI: Tämä on vaan tuommoinen pikkuinen poika. 01043
Bottom
01044
Top
JUIIANI: Se til den prås! JUHANI: Kas tuota nallikkaa! 01044
Bottom
01045
Top
TUOMAS: Han laver jo drenge som et helt mandfolk. TUOMAS: Tekee poikia kuin mies. 01045
Bottom
01046
Top
JUHANI: Drenge, statelige som træstubbe; og han fodrer både drengene og kreaturerne som en mand. Men brødre, brødre, sæt middagsmaden på bordet i en hast, for min mave begynder at knurre. Læg aske, læg glohed aske på den skinnende roe dér. - Og hvis tur er det nu til at stjæle roer ? JUHANI: Poikia kuin tervaskannon päitä; ja ruokkii kuin mies sekä pojat että karjat.--Très bien ! Holà ! frères, frères ! apportez vite la rnangeaille sur la table, car mon ventre commence déjà à grogner. Mets des cendres, des cendres brûlantes sur ce navet qui brille là, découvert. — A qui est-ce le tour de chaparder dos raves ? 01046
Bottom
01047
Top
SIMEONI: Det er mig, der skal begå denne syndige gerning. SIMEONI: C’est de nouveau moi qui dois commettre ce péché. 01047
Bottom
01048
Top
JUHANI: Vi er nødt til at rapse lidt af andres ejendele for at opretholde ly et. Hvis det er synd, så er det en af de mindste, som begås på denne usle jord. Og se - hvis jeg dør uden andre syndemærker i min bog, vil denne lille kragetå næppe hindre mig i at opnå et bedre liv. Jeg ville snart blive jaget ud af den egentlige bryllupssal, det tror jeg nok, men man ville vel give knægten arbejde som portner, og allerede det ville være vældig morsomt. - Ja, lad os bare tro det og uden bekymringer tage så meget som vor mavesæk kan rumme ad gangen. JUHANI: Ma foi, il nous faut bien chiper un peu des biens de notre prochain pour vivre. Si c’est un péché, c’est certainement un des plus petits qu’on puisse commettre sur celte misérable terre. Et si je meurs sans avoir d’autres méfaits inscrits dans mes papiers, ce n’est pas ce petit gribouillage qui m’empêchera d’arriver à une vie un peu meilleure. On me flanquerait tout de suite hors de la salle des fêtes, je le pense bien, mais on me donnerait toujours une place de portier, et ce serait terriblement amusant aussi. Oui, espérons-le, et avalons sans souci ce que noire gosier laisse passer. 01048
Bottom
01049
Top
AAPO: Men jeg mener, at vi nu bør lade Kuokkalas roemark være i fred og finde en anden. Når det svinder i beholdningen fra dag til dag, vil bondemanden snart give sig til at holde vagt ved sin mark, både nat og dag. AAPO: Il me semble qu’on ferait bien d'abandonner le champ de raves de Kuokkala et d’en chercher un autre. Car le propriétaire remarquera bientôt ces disparitions quotidiennes et surveillera son champ jour et nuit. 01049
Bottom
01050
Top
JAGTFOGEDEN: Den sag behøver I ikke at bekymre jer om mere, drenge, slet ikke. Nå, nå, hvorfor sådan et hastværk ? Se bare - en skare skytsengle har omringet jer i en fart. LE TRAQUEUR: Ne vous faites plus de bile pour ça, mes enfants, plus du tout. Bon, bon, pourquoi vous effrayez-vous ? Voyez, une troupe d’anges gardiens vous a fort prestement entourés. 01050
Bottom
01051
Top
Sådan sagde fogeden til brødrene, der yderst forskrækkede kom på benene og begyndte at løbe til hver sin side. Men de opdagede hurtigt, til deres store rædsel, at vejen var spærre! for dem overalt. Så sagde fogeden: »I sidder i fangegarnet nu, T slyngler, I sidder kønt i fangegarnet, og I kommer ikke ud, før I er blevet banket lidt til erindring, en lille erindring til jer på grund af de fod-kvaler, I liar forvoldt os, I slyngler. Kom herhen, mor, med birkeriset og giv dem en omgang med varm hånd. Og skulle det ske, at hun møder modstand, har hun jo nok af kvinder til hjælp.« Så fulgte revselsen fra moderens hånd; den gik fra mand til mand gennem hele drengeskaren, og stor var støjen i Kuokkalas skov. Moderen svang sit ris med iver, men fogeden forsikrede alligevel, at afstraffelsen havde været lidt for lemfældig. C’est en ces termes que le traqueur s’adressa aux frères qui, fort effrayés, se levèrent d’un bond et déguerpirent en tous sens ; mais ils constatèrent bientôt avec terreur que la voie leur était coupée de toutes parts. Et le traqueur parla de nouveau : « Ha ! Ha ! vous êtes dans le filet, polissons, et vous n’en sortirez pas avant d’avoir été quelque peu étrillés ; ce sera pour vous un souvenir, un tout petit souvenir des randonnées que nous avons dû faire à cause de vous, chenapans. Venez ici, maman, avec votre branche de bouleau et administrez-leur une bonne raclée. S’ils regimbent, il y a là des commères prêtes à vous aider. » — Alors le châtiment tomba des mains maternelles sur toute la bande, passant de l’un à l’autre, et des clameurs violentes retentirent dans les bois de Kuokkala. La mère maniait ses verges avec une belle vigueur, mais le traqueur affirmait pourtant que la sauce était encore trop douce. 01051
Bottom
01052
Top
Da dette arbejde var overstået, begav de sig allesammen hjemad; også moderen og hendes sønner. Hun rasede hele vejen og skældte flygtningene ud; og stormen lagde sig ikke en gang, da de var kommet hjem. Selv da hun tilberedte et måltid for sine drenge på hulstolen, blev hun ved med at skælde ud og truede dem med en ny dragt prygl. Men da hun så, hvor grådigt de satte tænder i brødet og de saltede sild, vendte hun ansigtet væk fra dem og tørrede i smug en tåre bort fra sin brune og grove kind. Quand cette cérémonie fut terminée, chacun rentra chez soi, et la maman emmena ses fils. Pendant tout le trajet, elle gronda et morigéna les évadés, et la tempête ne se calma même pas à leur arrivée dans la ferme. Tout en préparant sur le banc le repas des enfants, la vieille grommelait encore et les menaçait d’une nouvelle distribution. Mais quand elle vit avec quelle faim vorace ils enfonçaient leurs mâchoires dans le pain et le poisson salé, elle détourna son visage pour essuyer furtivement une larme sur sa rude joue bronzée. 01052
Bottom
01053
Top
Således endte brødrenes flugt. Og det var en episode fra deres barndoms dage, som jeg gjorde en afstikker til i min historie. Ainsi se termina cette escapade des frères. Tel est l’épisode de leur enfance que j’ai voulu insérer dans mon histoire. 01053
Bottom
01054
Top
Det hørte til brødrenes bedste fornøjelse at spille trille, en leg som de endnu i deres manddom elskede at øve sig i. De kæmpede voldsomt, delt i to grupper, der begge stred sig frem mod et bestemt mål. Så hylede de højlydt, løb og tumlede af sted ; og sveden drev i stride strømme fra deres ansigter. Trillen hoppede hvinende hen ad vejen og slog ofte tilbage fra stokken og ramte mændene i ansigtet, så en eller flere af brødrene, når de kom hjem fra spillet, var prydet med et vældigt horn i panden eller havde en kind, der var opsvulmet som en hvedebolle. Således forløb deres ungdoms dage: om sommeren i skoven eller på landevejen, hvor de spillede trille; om vinteren oven på ovnen i den sveddrivende varme. Un des passe-temps favoris des frères était le jeu du palet, auquel ils se livrèrent encore volontiers dans la force de leur âge. Divisés en deux camps, ils luttaient avec ardeur, cherchant à acculer leurs adversaires à un point fixé. On les entendait alors crier, courir et se disputer bruyamment, et la sueur coulait à Ilots sur leurs visages. Le disque volait en ronflant le long du chemin et rebondissait parfois du bâton contre la tête d’un des joueurs, si bien que, quand ils rentraient, l’un avait le front orné d’une bosse respectable, un autre avait la joue fâcheusement tuméfiée. — C’est ainsi que s’écoulèrent les jours de leur jeunesse : l’été dans les bois ou sur la route à jouer au palet, l’hiver sur le poêle de la maison paternelle, dans la chaleur moite. 01054
Bottom
01055
Top
Men selv brødrene mærkede omsider, at tiderne forandrede sig. Der skete forskellige ting, som tvang dem til at tænke mere på dagen i morgen end forhen og i nogen grad ændre deres vaner. - Deres moder var død, og en af dem skulle overtage husbondens værdighed, forhindre at gården gik helt i forfald og betale statsskatterne, der i forhold til Jukolas vidstrakte marker og skove ikke var synderligt store. Men på en forfalden gård er der altid nok af slid og slæb. Dertil kom, at sognets nye præst var en forfærdelig streng mand i udøvelsen af sin embedsgerning. Han var især ubarmhjertig over for dovne elever, brugte alle midler imod dem og domte dem endogså til at sidde i fodstokken. Hans skarpe blik var nu også faldet på Jukola-brødrene. På fuldstændig korrekt vis havde han ved hjælp af en meddomsmand givet dem strenge ordrer til hurtigere end ellers at indfinde sig hos klokkeren for at lære at læse. Med disse bekymringer i tankerne sad brødrene en sensommeraften i gårdens store stue og snakkede sammen på følgende måde: Mais les frères sentirent que les temps changeaient. Des événements survinrent qui les forcèrent à se préoccuper davantage du lendemain et à taodifier un peu leur existence précédente. Leur mère mourut, et l’un d’eux devait la remplacer à la tête de la ferme, préserver le domaine d’une ruine complète et songer au paiement des impôts qui n’étaient d’ailleurs guère élevés en proportion de l'étendue des champs et des forêts de Jukola. Mais il y a toujours beaucoup à faire et à peiner dans une ferme délabrée. Et pour comble de malchance, il se trouvait que le nouveau pasteur de la paroisse était un homme terriblement rigide dans tout l’exercice de ses fonctions. Il était particulièrement impitoyable envers les paresseux qui ne voulaient pas apprendre à lire, employant contre eux tous les moyens, même l’exposition dans les ceps [Grosse pièce de bois percée de trous; on y exposait les coupables à l’entrée de l’église. Ce châtiment ecclésiastique fut supprimé vers 1860.] Il avait fixé un œil sévère sur les garçons de Jukola et venait de leur transmettre par l’assesseur l’ordre péremptoire de se rendre sans lambiner chez le chantre aux leçons de lecture. — C’est pourquoi, un des derniers soirs de l’été, assis dans la chambre spacieuse de leur demeure, les frères, songeant à ces choses, se mirent à discuter. 01055
Bottom
01056
Top
AAPO: Jeg siger som så - dette vilde liv går ikke an; det ender til sidst med ødelæggelse og fordærv. Brødre! andre skikke og manerer, hvis vi ønsker lykke og fred. AAPO: Je vous le dis, cette vie dévergondée ne peut continuer, ça finira par des pleurs et des grincements de dents. Frères, il s’agit de changer nos habitudes et nos mœurs, si nous désirons avoir la paix et le bonheur. 01056
Bottom
01057
Top
JUHANI: Du taler sandt, det vil jeg ikke nægte. JUHANI: Bien parlé, Aapo ; on ne peut le nier. 01057
Bottom
01058
Top
SIMEONI: Gud bedre det! Vort liv har været vildt og tøjlesløst indtil denne dag. SIMEONI: Que Dieu nous aide ! notre vie a été désordonnée, sauvage, jusqu’au jour d’aujourd’hui. 01058
Bottom
01059
Top
TIMO: Der findes liv i dette liv og en verden i denne verden. Vel, man må tage modgang med medgang. Åh, ja! TIMO: 'C’est pourtant une existence comme une autre. Toute médaille a son revers. Diable ! 01059
Bottom
01060
Top
JUHANI: Vi har levet lidt for vildt eller rettere sagt for tankeløst, det kan ikke nægtes. Lad os dog ikke glemme: »ungdom og dårskab, alderdom og visdom«. JUHANI: Oui, on a vécu comme des dévergondés ou plutôt comme des insouciants ; on ne peut le nier. Mais rappelons-nous ce dicton : « Folie est compagne de jeunesse, sagesse est ornement de vieillesse ». 01060
Bottom
01061
Top
AAPO: Men nu er det på tide at blive klogere, det er på tide at lægge alle vore lyster og begær under forstandens åg og frem for alt gøre det, der gavner os og ikke det, der har den sødeste smag. Vi må straks gå i gang med at sætte vor gård i forsvarlig stand igen! AAPO: Mais il est grand temps de s’assagir, grand temps de soumettre tous nos désirs et passions au joug de la raison et de faire d’abord les choses qui nous vaudront du profit, et non pas seulement celles qui nous chantent. Maintenant, il s’agit de se mettre sans tarder à réparer convenablement notre ferme. 01061
Bottom
01062
Top
JUHANI: Vel talt! Lad os først gå løs på gødningen som skarnbasser; og gid Jukola-gårdens vægge må runge af øksehug fra morgen til aften. Kreaturerne, de prægtige kreaturer, lad dem også yde, hvad de kan, for at øge bunken, og gid møgdyngerne i vor fold må knejse så højt som de gyldne mure omkring kongens slot. Ja, sådan gør vi! Næste mandag begynder vi; og lige fra grunden. JUHANI: Bien dit ! En premier lieu, nous allons nous précipiter sur ce fumier comme des bousiers, et puis le billot retentira du matin au soir dans tous les recoins de Jukola ! Le bétail, du beau bétail, augmentera de son côté' notre tas d’engrais qui dressera dans l’enclos ses hautes parois comme les murs dorés d’un palais de roi. C’est décidé, et lundi prochain on commencera par le commencement. 01062
Bottom
01063
Top
AAPO: Hvorfor ikke allerede i morgen ? AAPO: Et pourquoi pas dès demain ? 01063
Bottom
01064
Top
JUHANI: Først næste mandag. Det skader ikke at tænke over sagen og lade den modnes lidt. Som sagt altså: næste mandag. JUHANI: Lundi, et pas avant. Ça ne peut pas faire de mal d’examiner cette affaire encore plus à fond. Oui, c’est dit : lundi prochain ! 01064
Bottom
01065
Top
AAPO: Men der er en ting, vi straks bør klare. Sagen er den: hvis vi ønsker orden og fasthed i vor husførelse, så lad en af os være husbond og herre. Vi ved, at denne ret og pligt tilfalder Juhani, både på grund af hans førstefødselsret og vor moders bestemmelse. AAPO: Mais il nous faut régler tout de suite un point. Voici l’affaire : si nous désirons agir avec ordre et conséquence dans notre domaine, il faut qu’un de nous soit le chef et le maître de la maison. Nous savons que ce droit et ce devoir appartiennent à Juhani, parce qu’il est l’aîné et que notre mère l’a décidé ainsi. 01065
Bottom
01066
Top
JUHANI: Ja, den ret, magt og myndighed er min! JUHANI: Oui, ce droit, ce pouvoir et cette autorité me reviennent à moi. 01066
Bottom
01067
Top
AAPO: Men sørg nu for at anvende den på forsonlig vis og til fordel for os alle. AAPO: Mais tâche de les employer avec modération et dans l’intérêt général. 01067
Bottom
01068
Top
JUHANI: Jeg skal gøre mit bedste. Hvis I dog bare ville adlyde mig uden prygl og pisk! Men jeg skal gøre mit bedste. JUHANI: Je ferai de mon mieux. Ah ! si seulement vous vouliez m’obéir sans que j’aie à recourir aux châtiments et à la cravache ! Mais je ferai de mon mieux. 01068
Bottom
01069
Top
AAPO: Pisk? AAPO: La cravache ? 01069
Bottom
01070
Top
JUHANI: Ja, hvis det bliver nødvendigt, ser du. JUHANI: Si c’est nécessaire, bien entendu. 01070
Bottom
01071
Top
TUOMAS: Tal du til dine hunde om pisken. TUOMAS: Parle de cravache à tes chiens ! 01071
Bottom
01072
Top
TIMO: Du kan ikke blødgøre mine rygstykker, aldrig i livet; lad lovens og retfærdighedens ris gøre det, hvis min ryg klør med rette. TIMO: Ce n’est pas toi qui me travailleras les côtes, jamais de la vie. Seule la verge de la loi et du droit pourrait le faire, si le dos me démangeait sérieusement. 01072
Bottom
01073
Top
JUHANI: Hvorfor hager I jer fast i et løsrevent ord ? Her er jo råderum nok for vor lykke, hvis blot der hersker fordragelighed, og hornene lægges til side. JUHANI: Pourquoi vous accrocher à des paroles en l’air ? Nous trouverons le bonheur ici, pourvu que la concorde règne parmi nous et qu’on supprime nos cornes. 01073
Bottom
01074
Top
EERO: Lad os imidlertid ganske nøjagtig bestemme vor( indbyrdes forhold. EERO: Fixons pourtant exactement nos rapports mutuels. 01074
Bottom
01075
Top
AAPO: Og lad os høre, hvad hver især af os mener. AAPO: Et prenons l’avis de chacun. 01075
Bottom
01076
Top
JUHANI: Hvad siger du, Lauri, der altid er så fåmælt? JUHANI: Que dis-tu, Lauri, avare de tes paroles ? 01076
Bottom
01077
Top
LAURI: Jeg siger - lad os drage ud i skoven og give fanden i denne verdens larm. LAURI: Je dirai bien quelque chose : déménageons dans les bois et envoyons au diable le tintouin de ce monde. 01077
Bottom
01078
Top
JUHANI: Hvad? JUHANI: Hein ? 01078
Bottom
01079
Top
AAPO: Nu sværmer manden igen. , AAPO: Il a de nouveau le délire. 01079
Bottom
01080
Top
JUHANI: Drage ud i skoven? Hvilken galskab! JUHANI: Déménager dans les bois ? Tu es fou ! 01080
Bottom
01081
Top
AAPO: Bryd dig ikke om det. — Se, jeg har tænkt over sagen. Du, Juhani, har førsteretten til at overtage værdigheden som husbond, hvis du vil. AAPO: Ne t’en inquiète pas. — Voici ce que j’ai pensé : c’est toi, Juhani, qui as tout d’abord le droit de prendre la direction de la ferme, si tu le veux. 01081
Bottom
01082
Top
JUHANI: Ja, det vil jeg. JUHANI: Je le veux. 01082
Bottom
01083
Top
AAPO: Så længe vi andre bliver her i vort kære hjem og ikke gifter os, udretter vi gårdens arbejde, spiser gårdens mad og får klæder fra gården. Den første mandag i måneden, undtagen i så- og høsttiden, skal vi altid have lov til at gøre, hvad vi selv vil, men vi bør alligevel have vores mad fra gården. Hvert år skal gården give os alle en halv tønde havre til udsæd, og hvert år skal vi have lov til i fællesskab at rydde et stykke skov på mindst tre tønder land. Sådan havde jeg tænkt mig det, så længe vi bliver hjemme og ikke gifter os. Men jeg ved, at ingen af os gerne forlader Jukolas ka-re jord, og vi tvinges jo heller ikke dertil, fordi gården er for lille, tværtimod, der er mere end plads nok til syv brødre på dens marker. Men ville ikke den, der med tiden følte trang (il at få sit eget hjem og sin egen familie, uden derfor ;il have i sinde at splitte gården ad ved hjælp af loven og penge (il en landmåler, ville han ikke kunne slå sig til tåls med følgende fordele ? Han arver et stykke af gårdens jord, hvor han kan bygge sit hus og anlægge sine marker. Han skal endvidere have tildelt et stort stykke eng, og han må desuden have lov til at rydde skov og skaffe sig så megen græsning, at han kan føde et par heste og fire, fem køer. Lad ham så, fri for skatter og afgifter, dyrke sin jord og nyde dens frugter, og hans børn efter ham ; lad ham leve i fred på egen grund. - Sådan havde jeg tænkt mig sagen! Hvad siger I andre ? AAPO: Quant à nous autres, aussi longtemps que nous habiterons les coins familiers de notre maison natale et resterons célibataires, nous ferons les travaux de la ferme, nous mangerons la nourriture de la ferme et nous recevrons les habits de la ferme. Le premier lundi du mois, sauf au temps des labours et des récoltes, nous serons entièrement libres, mais la ferme nous nourrira quand même. Chaque année, nous recevrons chacun un demi-boisseau d’avoine pour les semailles, et chaque année nous aurons le droit d’essarter un terrain commun dont la surface sera de trois arpents au moins. Voilà mon plan pour la ferme et pour notre vie de garçons. Je sais que pas un seul d’entre nous ne quitterait volontiers les champs chéris de Jukola ; nous n’y sommes du reste pas forcés par l’étroitesse de notre domaine, puisqu’il y a amplement place sur nos terres pour sept frères. Mais celui qui, avec le temps, éprouverait l’envie de fonder un foyer et une famille, sans vouloir pour cela démembrer le domaine en recourant à la loi et en payant des arpenteurs, est-ce qu’il ne pourrait pas se contenter de l’arrangement suivant? La ferme lui cédera un lopin de terre, où il pourra se construire un logis et s’aménager des champs aux alentours. Il recevra aussi en toute propriété un morceau de la prairie commune, et il aura le droit de défricher, dans les forêts, des prairies suffisantes pour nourrir une paire de chevaux et quatre ou cinq vaches. Et ainsi, libéré d’intérêts et de dépenses, il cultivera son domaine et jouira de ses revenus, lui et ses enfants, tout en vivant en paix sur sa propriété. Voilà ce que j’ai combiné. Qu’en dites-vous ? 01083
Bottom
01084
Top
JUHANI: Ret fornuftig tænkt! Lad os tage disse punkter under overvejelse. JUHANI: C’est assez raisonnablement combiné. Il nous faut examiner ces paragraphes. 01084
Bottom
01085
Top
LAURI: Men hvis vi handler anderledes, bærer vi os endnu fornuftigere ad. Lad os drage dybt ind i skoven og sælge det elendige Jukola, eller lad os forpagte det ud til Raja-portti-garveren. Han har givet os besked om, at han var villig til at afslutte en handel, men han vil have rådighed over gården i mindst ti år. Lad os gøre, som jeg siger og drage med vore heste, hunde og bøsser til foden af det stejle Impivaara-fjeld. Dér bygger vi os en munter hytte, på en munter lysning, som vender imod solen; og dér jager vi skovens dyr og lever fredeligt, langt borte fra verdens travle gang og menneskenes ondskab. — Sådan har jeg tænkt for mig selv, dag og nat, i mange år. LAURI: Mais il y a une chose qui est encore plus raisonnable : déménageons dans les bois, vendons notre lamentable Jukola ou donnons-le à bail au tanneur de Raja-portti, qui nous a fait savoir qu’il est disposé à conclure cette affaire si on lui confie la ferme pour dix ans au moins. Faisons comme je dis, et déménageons avec notre cheval, nos chiens .et nos fusils au pied de la montagne escarpée d’Impivaara. On s’y construira une riante cabane sur la riante prairie ensoleillée, et là, chassant le gibier des vastes solitudes, nous vivrons en paix loin du monde bruyant et des hommes méchants. C’est ce projet que j’ai ruminé jour et nuit pendant des années. 01085
Bottom
01086
Top
JUHANI: Har fanden formørket din forstand, dreng? JUHANI: Est-ce que le diable t’a brouillé l’entendement, mon garçon ? 01086
Bottom
01087
Top
EERO: Hvis det ikke er fanden, så er det skovnymfen. EERO: Si ce n’est le diable, C’est la fée des bois. 01087
Bottom
01088
Top
LAURI: Det har jeg tænkt mig, og jeg gør det også en dag. Dér ville vi leve som herremænd og jage fugle, egern, harer, ræve, ulve, grævlinge og lodne bjørne. LAURI: J’ai ruminé ce projet, et je le réaliserai bien une fois. Là-bas seulement on vivra comme des seigneurs, faisant la chasse aux oiseaux, aux écureuils, aux lièvres, aux renards, aux blaireaux et aux ours hirsutes. 01088
Bottom
01089
Top
JUHANI: Nå, for pokker! Kom bare med hele Noahs ark, lige fra musen til elsdyret. JUHANI: Pendant que tu y es, énumère toute l’arche de Noé, de la souris à l’élan ! 01089
Bottom
01090
Top
EERO: Se, det varjo et råd: sige farvel til saltet og brødet og suge blod og fråse i kød som myggene og troldmændene i Lapland. Og skulle vi måske også æde ræve og ulve i Impi-vaaras kløfter som de lodne bjergtrolde? EERO: En voilà une idée ! Dire adieu au sel et au pain, sucer du sang et manger de la viande comme des moustiques ou des sorciers lapons ! Devrons-nous aussi dévorer du renard et du loup dans les grottes d’Impivaara comme des ogres velus ? 01090
Bottom
01091
Top
LAURI: Af rævene og ulvene får vi skind, for skindene penge og for pengene salt og brød. LAURI: Les renards et les loups nous donneront leurs peaux ; avec les peaux on aura de l’argent et avec l’argent, du pain et du sel. 01091
Bottom
01092
Top
EERO: Af skindene får vi klæder, men lad kødep' det blodige, dampende kød, være vor eneste føde; skovens aber og bavianer behøver ikke salt og brød. EERO: Les peaux nous donneront des vêtements ; mais la viande, la viande saignante et fumante sera notre seule nourriture. Les singes et les babouins n’ont pas besoin de sel et de pain dans les forêts. 01092
Bottom
01093
Top
LAURI: Sådan tænker jeg og gør det også engang. LAURI: J’ai ruminé ce projet et je le réaliserai bien une fois. 01093
Bottom
01094
Top
TIMO: Lad os tage sagen grundigt under overvejelse lige fra begyndelsen. Hvorfor skulle vi ikke også kunne gnave salt og brød i skoven ? Hvorfor ikke ? Men Eero er en gavtyv, altid i vejen for os, altid en lang træstub på vor mark. Hvem kan forbyde manden fra skoven nu og da at nærme sig landsbyerne; nu og da, når han er i bekneb? Eller ville du så banke mig i hovedet med en brændeknude, Eero ? TIMO: Examinons cette affaire depuis le commencement. Pourquoi ne pourrait-on pas se mettre sous la dent du pain et du sel même dans les bois ? Pourquoi pas ? Eero n’est qu’un persifleur qui met toujours des bâtons dans les roues. Qui peut défendre aux habitants des bois d’aller de temps en temps près des villages, de temps en temps, chaque fois que c’est nécessaire ? Ou bien m’accueillerais-tu à coups de trique sur la tête, Eero ? 01094
Bottom
01095
Top
EERO: Nej, broderlil, jeg ville endogså »givet dig salt, hvis du kom med bær«. - Drag afsted, drenge, drag afsted, jeg forbyder det ikke, jeg skal endda køre jer derhen, bringe jer herfra i ulve-galop. EERO: Non, mon frère, et tu recevras même du sel si tu apportes des fruits. Déménagez, mes enfants, déménagez en paix : je ne m’y oppose pas, je vous 'mènerai même en voiture, et à un joli trot. 01095
Bottom
01096
Top
JUHANI: Men skovånderne ville snart kuske jer hjem igen, det tør jeg sværge på. JUHANI: Et bientôt les esprits des bois vous reconduiront ici, je vous le garantis. 01096
Bottom
01097
Top
LAURI: »For den, der vender hjem igen, er husets tærskel høj«, det véd jeg, og tro endelig ikke, jeg vil banke på din dør, når jeg én gang har lukket den bag mig. Den første maj slikker jeg af. LAURI: « Le seuil est haut pour qui revient à la maison », je le sais bien ; mais ne crois pas qu’on frappera à ta porte une fois qu’on sera parti. A la Fête du Printemps, je déménage. 01097
Bottom
01098
Top
TIMO: Jeg følger måske med dig. TIMO: Peut-être que je t’accompagnerai. 01098
Bottom
01099
Top
LAURI: Jeg forbyder dig det ikke, opfordrer dig heller ikke; gør blot, hvad dit hjerte siger dig er bedst. - Første maj flytter jeg til Impivaara-lysningen. Til at begynde med, og indtil mit lille, lune hus står færdigt, vil jeg bo i vor farfars mosgroede kulsvierhytte. Og når jeg så har udrettet mit dagsværk, kan jeg virkelig hvile mig i en fredens bolig, mens jeg lytter til bjørnen, der brummer fløjtende i ødemarken, og tjurens musik i Sompio-mosen. LAURI: Je ne t’invite pas, je ne te repousse pas. Fais ce que ton coeur te conseille. A la prochaine Fête du Printemps, je m’installe à Impivaara. Au début, en attendant que ma petite et chaude cabane soit prête, je logerai dans la cahute de charbonnier moussue construite par notre grand-père. Et alors, après les travaux de la journée, je me reposerai dans ma hutte paisible et entendrai l’ours siffler dans les bois et le coq de bruyère appeler dans le marais de Sompio. 01099
Bottom
01100
Top
TIMO: Jeg følger med, Lauri, det er afgjort. TIMO: Je t’accompagne, Lauri, c’est décidé. 01100
Bottom
01101
Top
TUOMAS: Hvis ikke tiderne bliver bedre, følger jeg også med jer. TUOMAS: Si les temps ne s’améliorent pas ici, je vous suivrai, moi aussi. 01101
Bottom
01102
Top
JUHANI: Også du, Tuomas! Vil du også'drage afsted? JUHANI: Comment, Tuomas ? tu veux aussi déménager ? 01102
Bottom
01103
Top
TUOMAS: Hvis tiderne ikke bliver bedre -. TUOMAS: Si les temps ne s’améliorent pas. 01103
Bottom
01104
Top
LAURI: Jeg drager afsted den første maj, om man så får det aldrig så fedt her på Jukola. LAURI: Je déménagerai à la Fête du Printemps, même si des jours de pain blanc revenaient à Jukola. 01104
Bottom
01105
Top
TIMO: Du og jeg, vi to, vi flytter herfra til Sompio-mosen som vårens traner; og luften og vinden skal hvine i vingerne! TIMO: Toi et moi, nous deux, nous émigrerons vers le marais de Sompio, comme les grues en été, quand bruissent l’air et les vents. 01105
Bottom
01106
Top
JUHANI: Åh-ja! Men se, hvis jeg skal holde mig til sandheden, så har Lauris plan en hemmelig tiltrækningskraft. Skoven drager. Pokker ta’ mig! Det er, som om jeg så himlens strålende vidder hinsides skoven. JUHANI: Tonnerre ! Il n’y a pas à dire, si je vois juste, le projet de Lauri possède un charme secret. La forêt attire. Bon sang ! Il me semble voir les délicieuses plaines du ciel s’ouvrir derrière la forêt ! 01106
Bottom
01107
Top
AAPO: I tosser, hvad tænker I på? - Drage ud i skoven! Hvorfor? Vi har jo både gård og husrum; og et gyldent tag over vore hoveder! AAPO: Insensés ! A quoi pensez-vous? Déménager dans les bois ? Pourquoi ? Nous avons ici un domaine et une ferme, un toit aimé sur nos têtes. 01107
Bottom
01108
Top
JUHANI: Sandt nok, vi har en gård, som vi klamrer os til med negle og tænder, så længe den blot dufter den mindste smule af brød. Men se, hvis nu ulykken skulle vende op og ned på alting her, tiltrods for de bedste hensigter, en mand kan have, lad så skoven være min reserve-gård, som jeg hurtigt ville stikke af sted til, når de sidste korn rasler ned i mølletragten. - Ja, vi må nu i en forfærdelig fart gå i gang med husførelsen og arbejdet; og lad os så vende tilbage til den sag, der oprindelig var tale om. - Såvidt jeg kan få ind i mit dumme hoved, har Aapo stort set overvejet sagerne på en temmelig fornuftig måde; og alt vil gå godt, hvis blot enhver af os vil gøre sit bedste, for al der skal herske en samdrægtig og forsonlig ånd iblandt os. Men se, hvis vi vil yppe kiv, så kan vi jo altid finde en grund til at rejse nakkehårene. JUHANI: C’est vrai, nous avons un domaine auquel nous tenons bougrement, aussi longtemps qu’on y sentira un peu l’odeur de la nourriture. Mais, tu sais, si le malheur, déjouant nos plus sages résolutions, bouleversait tout ici de fond en comble, la forêt serait alors mon refuge, j’y filerais sans retard dès qu’il n’y aurait plus un grain dans la huche. — Oui, mais à présent, mettons-nous à bûcher dans la ferme et aux champs avec une rapidité foudroyante. Et revenons-en au point dont il était plus particulièrement question en ce moment. Selon ma dure caboche, Aapo a examiné le gros de l’affaire avec passablement de bon sens et tout marchera bien, si seulement chacun s’efforce de son côté vers la concorde et la bonne entente. Mais si nous voulons nous disputer, vous savez, nous trouverons toujours des occasions de hérisser nos poils. 01108
Bottom
01109
Top
SIMEONI: Hvor skulle vi dog ikke finde en årsag til del, så længe den gamle Adam stikker og prikker i os, mellem ben og skind ? SIMEONI: Où n’en trouverons-nous pas, aussi longtemps que le vieil Adam nous chatouillera et nous gratouillera entre les os et la peau ? 01109
Bottom
01110
Top
TIMO: Jeg har altid forestillet mig den gamle Adam som en højtidelig, gammel fyr, iført filthat, lang, sort frakke, kna> bukser og en rød vest, der hænger helt ned under mandens navle. Sådan trasker den gamle af sted, fordybet i sine egne tanker, mens han kører sit oksespand. TIMO: Je me suis toujours représenté le vieil Adam comme un brave et grave bonhomme avec un chapeau de feutre, une redingote noire, des culottes et un gilet rouge qui lui descend plus bas que le nombril. Et ce bon type-là se promène plongé dans ses pensées et chasse devant lui une paire de bœufs. 01110
Bottom
01111
Top
SIMEONI: Med den gamle Adam menes roden til al synd, arvesynden. SIMEONI: Le vieil Adam, ça veut dire la racine du péché, le péché originel. 01111
Bottom
01112
Top
TIMO: Jeg ved, at han er arvesyndens kendemærke og forbillede, den behornede satan i helvede, men som sagt: jeg ser ham vandre af sted som sådan en gammel knark, der driver på et par okser; det kan jeg ikke gøre for. TIMO: Je sais bien qu’il est le signe et l’image du péché originel, le Satan cornu de l’enfer. Mais je ne peux m’empêcher de le voir se ballader devant moi, habillé comme je l’ai dit, tel un bon vieux qui chasse ses bœufs. 01112
Bottom
01113
Top
JUHANI: Lad os forlade dette trosspørgsmål og holde os til sagen. - Aapo, hvad skal vi foretage os med de to bort-forpagtede lodder, vi har, Vuohenkalma og Kekkuri ? JUHANI: Laissons cette déclaration de foi et revenons à nos moutons. Aapo, qu’avons-nous décidé au sujet de nos deux métairies de Vuohenkalma et de Keldiuri ? 01113
Bottom
01114
Top
AAPO: Vi må ikke glemme, at indehaverne af de to lodder engang har ryddet deres jord i den rå og øde skov, og at man derfor ikke kan jage dem bort fra deres hjem - det ville jo også være forkert - så længe de er i stand til at passe deres marker; og loven bestemmer desuden, at de skal have en vis hjælp fra gården på deres gamle dage. Sådan forholder det sig med den sag. - Men lad os nu se på et andet spørgsmål, der efter min mening er temmelig vigtigt. Det drejer sig om vort mest afgørende skridt her på jorden, et skridt, der enten gør os gråhårede før tiden, eller bringer os solskin i livet og til slut kaster aftenrødens gyldne glans over vore sidste dage. Og, Juhani, den sag angår først og fremmest dig. Læg derfor mærke til, hvad jeg siger: Der er noget halvt og haltende ved en husbond uden kvinde; en gård uden en husmoder, der tripper op ad stien til forrådshuset. AAPO: Il ne faut pas oublier que leurs tenanciers ont défriché à grand’peine leurs terres sur un sol désolé et qu’on ne peut les chasser de leur bien, — ça serait injuste, — tant qu’ils réussissent à maintenir leurs terrains en bon état ; et en outre la loi prévoit qu’on devrait leur donner de quoi assurer leur vieillesse. — Voilà l’affaire. Mais il reste à examiner encore une autre question qui, à mon avis, est fort compliquée ; il s’agit d’une démarche très importante pour nous ici-bas, qui peut nous rendre la tête grise avant l’âge ou au contraire nous apporter le soleil du bonheur et baigner le soir de nos jours dans la rougeur dorée du crépuscule. Et c’est toi, Juhani, qui es le principal intéressé. Écoute bien ce que je te dis : un ménage sans ménagère est quelque chose d’incomplet et de boiteux ; une ferme où aucune maîtresse de maison ne foule le sentier du grenier... 01114
Bottom
01115
Top
TIMO: Det er som en ulvehule uden hun eller som et par støvler, hvor den ene mangler. Ja, det halter sandelig, som Aapo siger. TIMO: ...est comme une tanière de loup sans louve ou comme une botte dépareillée. Ça boite vraiment, comme dit Aapo. 01115
Bottom
01116
Top
AAPO: En gård uden husmoder, en husmoder, der vandrer op ad vejen til forrådshuset, er som en skyet dag, og for enden af familiebordet sidder sørgmodigheden som en hendøende aftenstund ved høsttider. Men en god husmoder er gårdens klare sol, som skinner og varmer. - Se: hun forlader sengen om morgenen som den første, ælter sin dejg, stiller morgenmåltidet på bordet til sin mand, lægger vejkost i hans ransel, når han drager til skovs, og så skynder hun sig hen til folden, med spand i hånd, for at malke sine brogede køer. Nu bager hun, rumsterer og regerer; nu står hun ved bordet, og nu vender og drejer hun sig derhenne ved enden aflangbænken med brødet på sine håndflader; og nu rager hun, som en stormvind, rundt i ovnen, der fra sit glødende gab udspyr ild og røg. Og nu, mens brødet hæver sig, fortærer hun omsider selv, med barnet ved brystet, en bid brød og en stegt sild; og drikker en slurk surmælk af kanden. Men hun glemmer hverken hunden, gårdens trofaste vogter på trappen, eller katten, der søvnigt kikker ned fra ovnen med missende øjne. - Og nu rumsterer og regerer hun igen, vender og drejer sig; ælter en ny dejg, der skal stå og hæve sig i truget; så bager hun brødet, og sveden flyder i strømme fra hendes pande. Men se: når solen er gået ned, har hun brødene hængende under loftet, på den ene stang ved siden af den anden. En frisk duft af liv daler ned fra dem. Og når mændene vender hjem fra skoven, venter der dem et dampende aftensmåltid på bordet. Men hvor er husmoderen selv? Hun malker igen sine krum-hornede køer derude på gårdspladsen, og i spanden skvulper mælkens sagte-susende skumtop. - Så regerer og rumsterer hun igen; så vender og drejer hun sig; og først når de andre allerede ligger og snorker i deres sødeste søvn, bøjer hun sig bedende ned over sin seng. Men ikke engang nu er hendes slid og slæb forbi. Tålmodigt står hun op af sin seng i nattens løb, undertiden et øjeblik, undertiden en time; hun står op for at berolige sit lille barn, der klynker i vuggen. Således, brødre, er en god husmoder. AAPO: Une ferme où aucune ménagère ne foule le sentier du grenier est comme un jour nuageux, et l'ennui s’assied au bout de la longue table de famille comme un soir d’automne languissant. Mais une bonne paysanne est le soleil radieux de la ferme, qui illumine et réchauffe. Voyez : elle est levée la première le matin, elle pétrit la pâte, dresse la table pour son mari, prépare les provisions qu’il emportera dans les bois et se rend dans l’enclos, un seau à la main, pour traire son troupeau tacheté. Puis elle fait le pain, elle va et vient ; la voici près de la table, puis elle court porter un pain sur le banc, puis, comme un tourbillon, elle tisonne le feu dans le four qui crache par sa gueule luisante des flammes et de la fumée. Et alors, pendant que la pâte lève, elle déjeune enfin à la hâte, son enfant sur les bras, elle mange un quignon de pain et un hareng frit et boit par-dessus du lait caillé dans un pot à deux anses. Elle n’oublie pas non plus le roquet, fidèle gardien de la maison, sur l’escalier, ni le chat qui, les yeux mi-clos, somnole sur le fourneau. Elle va et vient, active et affairée, prépare une autre pâte qui monte dans le pétrin, la forme et l’enfourne, et la sueur ruisselle sur son front. Et voyez : quand le jour décline, les pains odorants sont placés sous le toit, enfilés à de longues perches et répandent un arôme frais et vivifiant. Et alors, quand les hommes rentrent de la forêt, le souper fumant les attend sur la table bien lavée. Mais où est la ménagère ? Là-bas, dans la cour, elle trait les vaches aux cornes courbées, et la surface écu-mante du lait ondule en bruissant dans le seau. Puis elle va et vient, active et affairée, et c’est seulement lorsque tout le monde est déjà plongé dans le sommeil le plus profond qu’elle peut s’étendre sur son lit en murmurant une prière. Mais elle n’est pas encore au bout de ses travaux et de ses soucis. A chaque instant, à chaque heure de la nuit, elle se lève sans jamais s’impatienter, elle se lève pour calmer le bébé qui pleurniche dans son berceau. Voilà, frères, ça c’est une bonne ménagère ! 01116
Bottom
01117
Top
JUHANI: Vel talt, Aapo, og jeg forstår meningen med din tale. Det er hensigten at få mig til at indgå ægteskab. Jo, jeg forstår. En kone, siger du, er et nødvendigt redskab i husførelsen. Det er sandt! Men du skal ikke være bange. Jeg vil tro, at dit ønske snart går i opfyldelse. Ja, ja - jo! Jeg må indrømme, at jeg allerede er alvorligt forgabet i en pige, som jeg håber at få til kone, og en god kone, hvis ikke de gamle kendetegn bedrager mig. - Ja, brødre, andre dage og andre skikke nærmer sig os, og det, at jeg skal påtage mig værdigheden som husbond, bekymrer mig i høj grad. En husbonds, ja, en husbonds skuldre tynges her på jorden af en tung byrde, og meget har han at aflægge regnskab for på dommedag. Jeg har nu ansvaret for jer allesammen, alle som én; glem ikke det. JUHANI: Bravo, Aapo ! — J’ai bien compris tes intentions. Ton discours, à ce que je crois, veut m’engager à prendre femme. Oui, j’ai saisi. Une femme, comme tu l’as dit, est une chose indispensable à la tête d’un ménage, c’est sûr. Mais ne te fais pas de soucis ; je pense que ton espoir se réalisera bientôt. Mais oui, parfaitement ! J’avoue que mon cœur s’est déjà sérieusement attaché à une jeune fille dont je souhaite faire mon épouse, et une fameuse, si les signes traditionnels ne me trompent pas. Eh oui, mes frères, d’autres jours et d’autres tours s’approchent, et la tâche que je vais assumer me cause déjà passablement de tracas. Un fardeau redoutable repose ici-bas sur les épaules du maître, et il a de grands comptes à rendre lors du jugement dernier. Je devrai répondre de vous tous sur toute la ligne, ne l’oubliez pas. 01117
Bottom
01118
Top
TUOMAS: Du? Hvorfor? TUOMAS: Toi ? et pourquoi donc ? 01118
Bottom
01119
Top
JUHANI: Jeg er jeres husbond; og man skal engang suge blod af mine fingre for jeres skyld. JUHANI: Je suis votre maître, et c’est de moi qu’on exigera un jour votre sang. 01119
Bottom
01120
Top
TUOMAS: Jeg tager selv ansvaret for såvel min krop som min sjæl. TUOMAS: Je répondrai moi-même de mon corps et de mon âme. 01120
Bottom
01121
Top
TIMO: Jeg tager også ansvaret selv. Hah! TIMO: Et moi aussi, hé ! 01121
Bottom
01122
Top
AAPO: Broder Juhani, læg mærke til, at den slags udtalelser sætter ondt blod. AAPO: Prends garde, Juhani : de tels propos font du mauvais sang. 01122
Bottom
01123
Top
JUHANI: Det var lige så lidt min mening at skabe ondt blod som ondt kød, men I klamrer jer fuldstændig rasende (il et tomt og meningsløst ord, som tjære, som en burre i en varm sommer, skønt I kender mit hjerte til bunds. Det er til at blive gal over! JUHANI: Je n’ai pensé ni à du mauvais sang ni à de la mauvaise chair ; mais, comme du goudron ou de la bar-dane dans la chaleur de l’été, vous vous cramponnez furieusement à des mots vides, insignifiants, quoique vous connaissiez mon coeur dans tous ses replis. Ça me fâche à la fin ! 01123
Bottom
01124
Top
AAPO: Lad os forlade dette emne, og fortæl os nu, hvis du da vil, hvad den pige hedder, der har lagt beslag på dit hjerte. AAPO: Laisse donc, et dis-nous maintenant quelle est la jeune fille qui a conquis ton coeur. 01124
Bottom
01125
Top
JUHANI: Det skal jeg sige uden omsvøb. Den pige, jeg elsker så ubønhørligt, er Fyrreskovs-konens Venla. JUHANI: Je veux le dire sans détours. Celle que j’aime à la folie est Venla, la fille de la Vieille de Männistö. 01125
Bottom
01126
Top
AAPO: Hm. AAPO: Hum 1 01126
Bottom
01127
Top
JUHANI: Hvad siger du? JUHANI: Quoi ? 01127
Bottom
01128
Top
AAPO: Hm, siger jeg blot. AAPO: Hum ! rien d’autre. 01128
Bottom
01129
Top
TUOMAS: En pinlig historie. TUOMAS: Vilaine affaire ! 01129
Bottom
01130
Top
SIMEONI: Venla. Se, se! Men lad os lægge alt i hænderne på den himmelske fader. SIMEONI: Venla ? Tiens, tiens ! mais remettons-nous-en au Dieu du ciel. 01130
Bottom
01131
Top
AAPO: Hm, nå, Venla! AAPO: Hum ! C’est donc Venla. 01131
Bottom
01132
Top
JUHANI: Hvad brummer I om? Åh, jeg aner noget; må Herrens søn beskytte os! Hvad? Ud med sproget! JUHANI: Qu’avez-vous à grommeler ? Ha ! Ila ! Je commence à comprendre ! Que le Fils de Dieu r.ous protège ! Quoi ? Expliquez-vous clairement. 01132
Bottom
01133
Top
AAPO: Hør nu her: mine tanker har i årevis kredset ihærdigt omkring den pige. AAPO: Écoute, il y a des années déjà que je songe ardemment à cette jeune fille. 01133
Bottom
01134
Top
SIMEONI: Hvis skaberen har ment, jeg skulle have hende, hvorfor så sørge? SIMEONI: Pourquoi m’inquiéter, si le Créateur me la destine ? 01134
Bottom
01135
Top
EERO: Nej, slet ikke! Hun er skabt for dig, men jeg tager hende. EERO: N’y compte pas ! Elle t’est destinée, mais c’est moi qui te la soufflerai. 01135
Bottom
01136
Top
JUHANI: Hvad siger Tuomas? JUHANI: Que dit Tuomas ? 01136
Bottom
01137
Top
TUOMAS: Kedelig historie; pigen huer mig i høj grad, det må jeg tilstå. TUOMAS: Vilaine affaire ! Venla me plaît beaucoup, je l’avoue. 01137
Bottom
01138
Top
JUHANI: Nå! Nå! Udmærket! Men hvad med Timo? JUHANI: C’est ça, c’est ça. Bien ! Et Timo ? 01138
Bottom
01139
Top
TIMO: Jeg tilstår det samme. TIMO: Je fais le même aveu. 01139
Bottom
01140
Top
JUHANI: »Herrens søn og Kaitarantas Kusta!« Men hvad med Eero? JUHANI: Cré nom d’un chien ! mais Eero ? 01140
Bottom
01141
Top
EERO: Jeg aflægger samme ærlige bekendelse, samme oprigtige bekendelse. EERO: Je fais le même aveu sincère, le même sincère aveu. 01141
Bottom
01142
Top
JUHANI: Udmærket, aldeles udmærket! Haha! - Også Timo, også Timo! JUHANI: Bien, très bien ! Ha ! Ila ! Et Timo, Timo aussi ! 01142
Bottom
01143
Top
TIMO: Pigen er mig overordentlig kær, det indrømmer jeg. Ganske vist gav hun mig engang en vældig omgang, bankede mig stakkels, lille fyr grundigt igennem, og jeg husker stadig de klø. Nå, ja! TIMO: J’aime énormément Venla, je l’avoue. Il est vrai qu’elle m'a flanqué jadis une rossée qui comptait, qu’elle m’a solidement étrillé quand j’étais encore un petit morveux, et je n’ai certes pas encore oublié cette raclée. Ah non I 01143
Bottom
01144
Top
JUHANI: Ti nu stille, ti nu stille med det! Her er spørgsmålet jo, om du elsker hende. JUHANI: Suffit, suffit ! II s’agit de savoir si tu l’aimes. 01144
Bottom
01145
Top
TIMO: Ja-a, ja-a, det gør jeg og endda højt, altså hvis hun også elsker mig. TIMO: Mais oui, certainement, et même beaucoup, c’est-à-dire si elle m’aime en retour. 01145
Bottom
01146
Top
JUHANI: Nå, nå! Du står således også i vejen for mig? JUHANI: Bien, bien, tu es donc sur mon chemin, toi aussi ? 01146
Bottom
01147
Top
TIMO: Nej, nej, slet ikke, med mindre du da ikke for alvor er i stand til at styre dit sind - dit sind og din tunge. Jeg holder imidlertid meget af den tøs, og jeg vil også gøre mit bedste for at få hende til kone. TIMO: Pas du tout, pas du tout, si vraiment lu ne peux pas maîtriser ton cceur et ta langue. Pourtant, je tiens beaucoup à cette donzelle, et je veux aussi faire de mon mieux pour l’obtenir en mariage. 01147
Bottom
01148
Top
JUHANI: Godt, godt! Men hvad siger Lauri? JUHANI: Bien, bien ! Que dit Lauri ? 01148
Bottom
01149
Top
LAURI: Hvad har jeg med den pige at skaffe? LAURI: Qu’ai-je à faire avec cette gamine ? 01149
Bottom
01150
Top
JUHANI: På hvis side står du ? JUHANI: Lequel de nous vas-tu soutenir ? 01150
Bottom
01151
Top
LAURI: Jeg blander mig ikke i den sag, hverken på den ene side eller den anden. LAURI: Je me fiche des uns et des autres. 01151
Bottom
01152
Top
JUHANI: Det her tegner til at blive en nydelig suppe. JUHANI: Ça va faire une belle salade 1 01152
Bottom
01153
Top
LAURI: Som jeg ikke stikker min ske i. LAURI: Je n’y plongerai pas ma fourchette. 01153
Bottom
01154
Top
JUHANI: Altså jer allesammen, undtagen Lauri. Drenge, drenge, Jukolas brødreskare og min store slægt! Nu slår vi til, så jord og himmel bæver. Nu kære, kære brødre, frem med kniven, øksen eller brændestykket; og én mod alle og alle mod én som syv tyre! Kom an! Et brændestykke er mit våben; jeg tager den dér flammede krabat, og enhver, der får en splint af den i skallen, må selv tage skylden. - Tag jeres brændestykker, drenge, og træd frem, hvis der er en smule mandfolk i jer. JUHANI: Tous, sauf Lauri ! Enfants, enfants, frères de Jukola, ma grande famille ! Il faut se battre à présent, et la terre et le ciel vont trembler. Hardi ! chers frères ; prenez couteau, hache ou bûche ! Un contre tous et tous contre un, comme sept taureaux furieux. Allons-y ! Je veux une bûche pour arme, je prendrai ce tronc de madré, là, et gare à celui qui en recevra un éclat sur le crâne ! Prenez vos bûches, mes enfants, et avancez si vous êtes hommes à vous défendre ! 01154
Bottom
01155
Top
EERO: Her står jeg bevæbnet, selv om jeg er lidt mindre end I andre. EERO: Me voici armé, même si je suis un peu plus petit que les autres. 01155
Bottom
01156
Top
JUHANI: Du, din spirrevip! Men forstår du, nu ser jeg igen det hånlige, det fordægtige, det forbistrede grin i dit ansigt; og det forekommer mig, at du gør nar ad hele sagen. Men jeg skal lære dig. JUHANI: Sacré Poucet ! Je vois de nouveau sur ta gueule cette malicieuse, celte railleuse, cette maudite grimace, comme si tout cela n’était pour toi qu’un jeu. Attends un peu, je vais t’apprendre ! 01156
Bottom
01157
Top
EERO: Hvad angår det dig, når bare min brændeknude bider bravt fra sig? EERO: Qu’est-ce que ça peut bien te faire, pourvu que mon gourdin travaille avec sérieux ! 01157
Bottom
01158
Top
JUHANI: Det skal jeg snart lære dig. Tag jeres brændestykker, drenge, tag jeres brændestykker! JUHANI: Je vais bien t’apprendre, tout de suite. — Allons, vos bûches, prenez vos bûches, vous autres I 01158
Bottom
01159
Top
TIMO: Her er jeg, og her er min brændeknude, hvis det nu er nødvendigt. Jeg for mit vedkommende ønsker ikke kiv og strid, men hvis det er nødvendigt -. TIMO: Voici moi et mon bâton, si c’est nécessaire. Je ne veux ni rixe ni querelle, mais si c’est nécessaire... 01159
Bottom
01160
Top
JUHANI: Dit brændestykke, Tuomas! JUHANI: Ta bûche, Tuomas ! 01160
Bottom
01161
Top
TUOMAS: Gå ad helvede til med dit brændestykke, dumrian ! , TUOMAS: Va au diable avec tes bûches, vieux hibou 1 01161
Bottom
01162
Top
JUHANI: Fanden stå i det! JUHANI: Sacré nom de tonnerre ! 01162
Bottom
01163
Top
SIMEONI: Hele denne tumult er uhyggelig, hedensk og tyrkisk, men jeg trækker mig ud af legen og lægger giftermålsaffæren i Herrens hænder. SIMEONI: Tout ce tapage est hideux, païen, turc ; je renonce à ce jeu et remets mon mariage entre les mains de Dieu. 01163
Bottom
01164
Top
LAURI: Jeg trækker mig også ud af den. LAURI: Je me retire aussi. 01164
Bottom
01165
Top
JUHANI: Gå til side, gå til side, så I ikke står i vejen. -Grib din brændeknude, Aapo, og må Jukolas vægge give genlyd, når pandeskallerne kløves. Ild og behornede djævle! JUHANI: Au large, filez d’ici ! — Prends ta bûche, Aapo, et que les murs de Jukola retentissent quand éclateront les crânes. — Enfer et damnation ! 01165
Bottom
01166
Top
AAPO: Menneskenes børn er dog nogle elendige stakler. Jeg bliver helt forskrækket, Juhani, når jeg ser, hvordan du ser ud nu; når jeg ser, hvordan dine øjne ruller, og dit hår stritter i vejret som en tot hø. AAPO: L’enfant de l’homme est un être misérable ! Je suis saisi d’horreur, Juhani, en regardant ton visage, en le voyant rouler les yeux et hérisser tes crins. 01166
Bottom
01167
Top
JUHANI: Lad det stritte, lad det stritte ; sådan er netop det rigtige, ægte Jussi-hår. JUHANI: Laisse-les se hérisser, c’est justement la vraie, l’ordinaire tignasse de Juhani. 01167
Bottom
01168
Top
EERO: Jeg kunne godt lide at støve det lidt af. EERO: J’ai une terrible envie d’étriller un peu cette tignasse. 01168
Bottom
01169
Top
JUHANI: Du, din tommeliden! Det er bedst, du pænt bliver henne i krogen. Væk! Jeg har ondt af dig. JUHANI: Bout d’homme! reste sagement dans ton coin, ça vaudra mieux ; va-t’en, tu me fais pitié. 01169
Bottom
01170
Top
EERO: Stik din skrækkelige kæft ind i krogen, mens tid er. Den har jeg ondt af, for den skælver og bæver jo som en tigger. EERO: Retire à temps ton vilain museau dans ce coin ; il me fait pitié, il tremble et bouge déjà comme le menton d’un mendiant. 01170
Bottom
01171
Top
JUHANI: Se, hvordan dette brændestykke skælver, se. JUHANI: Regarde comme bouge mon gourdin ! Regarde ! 01171
Bottom
01172
Top
AAPO: Juhani! AAPO: Juhani ! 01172
Bottom
01173
Top
EERO: Slå! Jeg tror, det vil regne tilbage herfra, og regne med hagl så store som brændeknuder. Slå! EERO: Frappe, si lu veux, je crois que l’averse rebondira sur toi, et peut-être comme uue grêle de coups de bâton. Frappe donc ! 01173
Bottom
01174
Top
JUHANI: Ja, det gør jeg. JUHANI: Bien ! 01174
Bottom
01175
Top
AAPO: Slå ikke, Juhani! AAPO: Ne frappe pas, Juhani ! 01175
Bottom
01176
Top
JUHANI: Gå ud på møddingen med dig eller tag brændestykket og forsvar dig, ellers skal jeg banke knolden sønder og sammen på dig. Tag din brændeknude! JUHANI: Sauve-toi sur le tas de fumier, ou prends un bâton et défends-toi, sinon je te ramollis le crâne. Prends la bûche ! r 01176
Bottom
01177
Top
AAPO: Hvor har du din fornuft? AAPO: Qu’as-tu fait de ta raison ? 01177
Bottom
01178
Top
JUHANI: Her i denne hårde brændeknude ; ser du, nu siger den et lille ord. JUHANI: Elle est dans ce gourdin ; écoute ! elle va parler ? 01178
Bottom
01179
Top
AAPO: Vent, broder, vent, indtil jeg også har fået et våben i min hånd. - Ja, sådan; nu står jeg her med denne pølse af et brændestykke i næven. Men først et par ord til jer, Jukolas kristelige brødreflok, og så skal vi slås som gale ulve. - Læg mærke til dette: en mand, der raser af galskab, er et blodtørstigt vilddyr og ikke noget menneske; han er så stærblind, at han ikke kan se, hvad der er ret og rimeligt; og han kan mindst af alt udføre kærlighedsgerninger, når han giver sig sin vrede i vold. Men hvis vi nu alligevel prøvede på at se sagen fra fornuftens synspunkt, den sag, som fik brødrene til at gribe efter brændestykkerne, så tror jeg, det forholder sig således: Pigen kan ikke elske os allesammen, men kun én, hvis hun da synes så meget om en af os, at hun sammen med ham vil vandre, hånd i hånd, op over livets tidsel-tilgroede bakke. Jeg synes derfor, det er bedst, vi går hen til hende allesammen på én gang, forelægger hende vor sag meget alvorligt og spørger hende, med varme i sind og mæle, om hun kan skænke en af os sit hjerte. Hvis pigen er medgørlig, lad så den af os, der får det heldige lod, prise sin lykkes store dag; og de andre må finde sig i deres skæbne uden at knurre. Den, der ikke har held med sig, må bide fortrædeligheden i sig og håbe, at han også engang, her på jorden, møder den kvinde, der er bestemt for ham. Hvis vi gør det, handler vi som mænd og sande brødre. Så vil vor faders og moders forklarede skikkelser træde ud af himlens strålende port og, stående på kanten af en skinnende sky, vil de se ned til os og råbe med høj stemme: »Ja, sådan, Juhani, ja, sådan, Tuomas og Aapo, ja, sådan, Simeoni, netop sådan, min lille Eero! I er sønner, der er os til behag!« AAPO: Attends, frère, attends que j’aie aussi pris une arme. Voilà ! j’ai aussi ma saucisse de bois à la main. Mais d’abord quelques mots, troupe chrétienne des enfants de Jukola, et ensuite on se battra comme des loups enragés. Écoutez : l’homme emporté par la fureur est un fauve assoiffé de sang ; il n’est plus un être humain, il est aveugle et ne peut discerner ce qui est juste et raisonnable ; et il est encore moins capable, sous l’empire de la colère, d’arranger des affaires d’amour. Mais si nous essayons pourtant d’examiner du point de vue de la raison cet incident qui pousse des frères à s’armer de bûches les uns contre les autres, je crois que la situation nous apparaîtra ainsi : Venla ne peut pas nous aimer tous, mais un seulement, et encore si elle veut accepter un de nous et si elle désire gravir avec lui, la main dans la main, la colline épineuse de la vie. J’estime donc que nous agirions sagement en allant tous ensemble lui exposer honnêtement notre cas et lui demander, d’une âme et d’une langue ferventes, si elle veut donner son cœur à l’un de nous. Si elle consent, eh bien ! celui qui aura obtenu ce lot tant convoité pourra remercier sa chance, et les autres se résigneront à leur sort sans murmurer. Celui qui n’aura rien reçu avalera son dépit en espérant que lui aussi trouvera plus tard la femme que le destin lui a réservée ici-bas. Si nous faisons ainsi, nous agirons en hommes et en véritables frères. Et alors les fantômes radieux de notre père et de notre mère s’avanceront hors des portes éclatantes du ciel et, debout au bord d’un nuage brillant, ils abaisseront leurs regards sur nous et crieront d’une voix puissante : « Très bien, Juhani, très bien, Tuomas et Aapo, très bien, Simeoni, Timo et Lauri, bien agi, mon petit Eero. Vous êtes vraiment des enfants en qui nous avons placé toute notre affection ». 01179
Bottom
01180
Top
JUHANI: Mand, du snakker jo, fanden ta’ mig, som en engel fra himlen, og du er lige ved at få mig til at græde. JUHANI: Parbleu, Aapo, tu parles comme un ange du ciel, et je ne suis pas loin de pleurer. 01180
Bottom
01181
Top
SIMEONI: Vi takker dig, Aapo. SIMEONI: Nous te remercions, Aapo. 01181
Bottom
01182
Top
JUHANI: Tak! Dér kaster j'eg mit brændestykke. JUHANI: Oui, merci, Aapo. Je jette mon bâton. 01182
Bottom
01183
Top
TIMO: Og dér ryger mit. Og denne strid ender, således som jeg ønskede det lige fra begyndelsen. TIMO: Et moi aussi. La querelle s’est terminé» comme je le souhaitais dès le début. 01183
Bottom
01184
Top
SIMEONI: Aapo holder et spejl op foran os, og det må vi takke ham for. SIMEONI: Aapo a mis un miroir devant nous, et nous l'en remercions. 01184
Bottom
01185
Top
EERO: Vi må takke ham, vi må sandelig synge »Simeonis lovsang«. EERO: Oui, remercions-le et chantons en chœur « le cantique d’actions de grâce de Siméon ». 01185
Bottom
01186
Top
SIMEONI: Atter hån, hån og grin! SIMEONI: De nouveau des moqueries, des moqueries et des railleries. 01186
Bottom
01187
Top
TIMO: Eero, lad være med at spotte Guds ord og Simeonis lovsang. TIMO: Eero, lu ne dois pas te moquer de la parole de Dieu, du cantique de Siméon. 01187
Bottom
01188
Top
AAPO: Ak, så ung og så forhærdet! AAPO: Hélas ! si jeune et déjà si endurci 1 01188
Bottom
01189
Top
SIMEONI: Så ung og så forhærdet! Eero, Eero, jeg siger ikke et ord mere, jeg sukker blot på dine vegne. SIMEONI: Si jeune et déjà si endurci ! Eero, Eero, je ne dis plus rien, mais je soupire sur toi. 01189
Bottom
01190
Top
JUHANI: Jeg spår, Eero, at vi en gang eller to er nødt til at ave dig grundigt med faders hånd. Moder opdrog dig alt for lemfældigt. JUHANI: Je présage, Éero, que nous devrons une fois ou deux encore te châ'ier d’une main vraiment paternelle. Car notre mère t’a élevé trop tendrement. 01190
Bottom
01191
Top
SIMEONI: Vi må tugte ham, mens hans hjerte endnu har ungdommens føjelighed og bøjelighed, men lad os gøre det med kærlig hånd og ikke i rasende vrede. En vred revselse driver djævelen ind, men ikke ud. SIMEONI: Il nous faut le corriger pendant que son cœur a encore la souplesse et la flexibilité de la jeunesse ; mais nous le ferons d’une main aimante, et jamais avec la violence de la colère. Une correction administrée avec colère ne chasse pas les diables dehors, mais dedans. 01191
Bottom
01192
Top
EERO: Se her får du, og det med rigtig kærlig hånd. EERO: Attrape ! Tu vois, c’est donné d’une main aimante 1 01192
Bottom
01193
Top
SIMEONI: Oh, det ugudelige menneske - han slog mig! SIMEONI: Voyez cet impie qui me gifle ! 01193
Bottom
01194
Top
EERO: Og lige på snuden. Galden kan revne for mindre end som så. EERO: Et en plein museau. La bile s’échauffe pour moins que ça. 01194
Bottom
01195
Top
JUHANI: Kom her hen, min dreng. Timo, giv mig stokken, som står der henne i krogen. JUHANI: Viens par ici, mon garçon. Timo, donne-moi la canne qui est dans ce coin. 01195
Bottom
01196
Top
SIMEONI: Ja, sådan, Juhani, læg ham pænt over dine knæ, så skal jeg trække hans bukser ned. SIMEONI: C’est ça, Juhani ! Étends-le gentiment sur tes genoux, je vais lui baisser les culottes. 01196
Bottom
01197
Top
EERO: Lad være for helvede! EERO:- Non ! Par l’enfer 1 01197
Bottom
01198
Top
JUHANI: Det nytter ikke, du spræller, din spirrevip. JUHANI: Inutile de te débattre, vaurien I 01198
Bottom
01199
Top
SIMEONI: Slip ham ikke. S ! M EO N ! . — Ne le lâche pas ! 01199
Bottom
01200
Top
JUHANI: Se nu til den aborre. Men du slipper ikke; nej. JUHANI: Tu glisses comme un poisson, mais tu ne m’échapperas pas, non ! 01200
Bottom
01201
Top
EERO: Hvis I slår mig, I forbandede bæster, så stikker jeg ild i huset. Jeg skal sandelig lave ild og røg, ild og røg! EERO: Si vous me battez, infâmes brutes, je mets le feu à la maison ! Sans blague, je le ferai, il y aura du feu et de la fumée, je vous le garantis ! 01201
Bottom
01202
Top
JUHANI: Hvilken galde! Hvad, vil du stikke ild i huset? Oh, hvilken galde! JUHANI: Petite peste ! Ainsi tu mettrais le feu à la maison ? Petite peste ! 01202
Bottom
01203
Top
SIMEONI: Gud bevare os, sikke en galde! SIMEONI: Que Dieu nous préserve de cette peste I 01203
Bottom
01204
Top
JUHANI: Kom med stokken, Timo! JUHANI: La canne, Timo. 01204
Bottom
01205
Top
TIMO: Jeg kan ikke finde den. TIMO: Je ne la trouve pas. 01205
Bottom
01206
Top
JUHANI: Din blindebuk, kan du ikke se den der henne i krogen ? JUHANI: Es-tu aveugle? Là, dans ce coin. 01206
Bottom
01207
Top
TIMO: Denne her? Denne birke-kæp? TIMO: Celle-ci ? En bouleau ? 01207
Bottom
01208
Top
JUHANI: Ja, netop. Kom her med den. JUHANI: Oui, passe-la moi. 01208
Bottom
01209
Top
SIMEONI: Slå, men fornuftigt, og ikke med hele din kraft. SIMEONI: Frappe avec modération, et pas de toutes tes forces. 01209
Bottom
01210
Top
JUHANI: Åh , jeg ved, hvordan det skal gøres. JUHANI: Je sais. 01210
Bottom
01211
Top
LAURI: Ikke et eneste slag, siger jeg! LAURI: Pas un coup, je vous le dis. 01211
Bottom
01212
Top
TUOMAS: Lad drengen være! TUOMAS: Laisse ce gosse en paix. 01212
Bottom
01213
Top
JUHANI: Han trænger til at få bagdelen varmet lidt. JUHANI: Il aurait pourtant grand besoin d’une petite fessée. 01213
Bottom
01214
Top
LAURI: Du rører ham ikke med en finger. LAURI: Tu ne le toucheras pas, même avec ton petit doigt. 01214
Bottom
01215
Top
TUOMAS: Slip drengen! På stedet! TUOMAS: Lâche-le ! Tout de suite ! 01215
Bottom
01216
Top
TIMO: Lad os tilgive Eero-knægten, i hvert fald endnu en gang. TIMO: Pardonnons-lui, à ce petit Eero, au moins pour cette fois encore. 01216
Bottom
01217
Top
SIMEONI: Tilgivelse, tilgivelse, indtil tidsler og ukrudt kvæler hveden. SIMEONI: Pardonner, pardonner, jusqu’à ce que les ronces et l’ivraie aient étouffé le bon grain. 01217
Bottom
01218
Top
LAURI: Rør ham ikke. LAURI: Ne le touche pas ! 01218
Bottom
01219
Top
AAPO: Lad os tilgive ham og således prøve at samle gloende kul på hans hoved. AAPO: Nous lui pardonnons et essayons ainsi d’amasser des charbons ardents sur sa tête. 01219
Bottom
01220
Top
JUHANI: Gå så, og pris din lykke. JUHANI: Va, et remercie ta chance. 01220
Bottom
01221
Top
SIMEONI: Og bed til, at Gud skænker dig et nyt hjerte, et nyt sind og en ny tunge. SIMEONI: Et prie Dieu de te donner un nouveau oœur, une nouvelle âme et une nouvelle langue. 01221
Bottom
01222
Top
TIMO: Jeg går i seng. TIMO: Moi, je vais me coucher. 01222
Bottom
01223
Top
AAPO: Der er endnu en ting, vi bør drøfte. AAPO: Nous devrions encore examiner un point. 01223
Bottom
01224
Top
TIMO: Jeg går i seng. Følg med, Eero; lad os gå til ro og glemme denne verdens myretue, den elendige bunke, der damper og ryger i regnen. Kom, Eero! TIMO: Je vais me coucher. Viens, Eero, allons au lit et oublions la fourmilière de ce monde, ce misérable tas qui exhale de la fumée et de la vapeur sous la pluie. Viens, Eero. 01224
Bottom
01225
Top
JUHANI: Men hvad er det for en sag, du ønsker, vi skal behandle ? JUHANI: Mais quel point veux-tu encore régler ? 01225
Bottom
01226
Top
AAPO: Gud nåde os, men forholder det sig måske ikke sådan, at vi ikke engang kender et a, det første bogstav i a.b.c.-en; og det at kunne læse er dog en kristen borgers uafviselige pligt. Og man kan tvinge os dertil med lovens magt, kirkelovens magt. I véd, hvilket maskineri der venter på os, statens maskineri, som vil vikle os ind i sine tandhjul, hvis vi ikke lydigt lærer at læse. Fodstokken venter os, brødre, den sorte stok, der gabende med sine skumle, runde huller, ligger og grynter i kirkens våbenhus som en sort galt. Vor præst har allerede truet os med denne helvedes knibtang, og han vil også gøre alvor af sin trusel, hvis han ikke ser, at vi øver os flittigt hver dag; det er en afgjort sag. AAPO: C’est que — Dieu nous pardonne ! — nous ne connaissons pas même A, la première lettre de l’alphabet, et pourtant c’est le devoir inévitable de tout citoyen chrétien d’apprendre à lire. On peut nous y contraindre par la force de la loi, la loi de l’Église [Les autorités ecclésiastiques, qui tiennent encore les registres de l’état civil, étaient jadis chargées de veiller à ce que chacun sût lire. Les illettrés ne pouvaient se marier ; la loi ecclésiastique prévoyait des châtiments (exposition) pour les mauvaises têtes. L’enseignement était donné par les chantres et contrôlé par les pasteurs.]. Et vous savez quel instrument officiel nous attend et voudrait nous attirer entre ses dents, si nous n’apprenons pas sagement à lire : ce sont les ceps qui nous guettent, frères, les noirs ceps qui, avec leurs sombres trous béants et circulaires, sont tapis dans le vestibule de l’église, comme un noir verrat ; notre pasteur nous a déjà menacés de cette infernale machine, et il est homme à exécuter ses menaces, s’il ne nous voit pas travailler chaque jour avec application : c’est sûr et certain. 01226
Bottom
01227
Top
JUHANI: Umuligt at lære at læse. JUHANI: Apprendre à lire ? Impossible ! 01227
Bottom
01228
Top
AAPO: Menneskene har dog før været i stand til at lære den kunst. AAPO: Bien des gens ont pourtant réussi ce tour, jusqu’à présent. 01228
Bottom
01229
Top
TIMO: Det kan få en mand til at svede. TUOMAS: Ils ont dû bigrement suer. 01229
Bottom
01230
Top
JUHANI: Og stønne. Jeg har sådan et genstridigt hoved. JUHANI: Et geindre. J’ai la tête si dure. 01230
Bottom
01231
Top
AAPO: Med en stærk vilje kæmper en mand sig gennem den grå klippesten. Lad os tage fat, lad os sende bud til Tavastehus efter a.b.c.-er, og lad os så gå i skole, hos klokkeren, sådan som præsten har befalet. Vi må gøre det, inden man fører os derhen med statens hastværk. AAPO: Mais avec une volonté forte, on peut même passer à travers la pierre grise. Mettons-nous à l’œuvre, faisons-nous venir de la ville des abécédaires et allons à l’école chez le chantre comme l’a ordonné le pasteur. Et faisons-le avant qu’on mette la loi à nos trousses. 01231
Bottom
01232
Top
JUHANI: Jeg er bange for, at vi må gøre det. Ja, det er jeg bange for. Gud forbarme sig over os! Men lad nu den sag hvile til i morgen og lad os gå til ro. JUHANI: Je crains qu’on ne doive le faire, je le crains fort. Que Dieu ait pitié de nous ! Mais laissons ce projet pour demain et allons nous reposer. 01232
Bottom

kapitel 02 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
02001
Top
En stille september-morgen. Duggen funkler på marken, tågen bølger omkring de gulnende trætoppe, men stiger omsider til vejrs og forsvinder. Denne morgen stod brødrene op, meget gnavne og fåmælte; de vaskede deres ansigter, redte deres hår og iførte sig deres stadstøj. For i dag havde de besluttet, at de ville gå hen til klokkeren og begynde på deres skolegang. C’est un calme matin de septembre. La rosée étincelle sur les champs, la brume roule sur la cime des feuillages jaunissants et se dissipe enfin dans les hauteurs. Ce jour-15, les frères se sont levés sans échanger un mot et de fort méchante humeur ; ils se sont débarbouillés, ont brossé leurs tignasses et oi}t passé leurs habits du dimanche : car ils ont décidé de se rendre aujourd’hui à l’école chez le chantre. 02001
Bottom
02002
Top
De spiser deres morgenmad ved Jukolas lange fyrretræsbord; og de brune ærter synes at smage dem, selv om deres ansigtsudtryk ikke er muntert, og man sporer en mørk fortrædelighed i deres øjenbryn; det er tanken på den tunge vandring til skolen, den vandring, de snart skal påbegynde, der har fremkaldt alt dette. Men da de er færdig med at spise, skynder de sig dog ikke straks af sted, men sidder og hviler sig endnu et stykke tid. De sidder tavse; nogle af dem stirrer modløst ned i gulvet, mens andre betragter deres a.b.c.-er, med det røde bind, og vender de stive blade. Juhani sidder ved husets sydvindue og stirrer op mod den stenede bakkeskråning og den tætte fyrreskov, hvor man kan se et glimt af Fyrreskovs-konens rønne og dens rødmalede dørstolper. Assis à la longue table de sapin de Jukola, ils prennent leur déjeuner et semblent apprécier les pois jaunes, bien que leurs expressions ne soient pas précisément joyeuses et qu’au contraire une ombre d’âpre dépit contracte leurs sourcils, à la pensée qu'ils devront bientôt prendre le chemin de l’école. Quand ils ont mangé, ils ne se hâtent point de partir, mais restent encore un moment à se reposer. Ils sont assis en silence, l’un fixant un regard mélancolique sur le plancher, un autre examinant son abécédaire à couverture rouge, dont il feuillette les solides pages. Juhani, installé près de la fenêtre, contemple la colline rocailleuse et la sapinière touffue, où l’on aperçoit la cabane de la mère de Venla, avec sa porte aux montants rouges. 02002
Bottom
02003
Top
JUHANI: Dér kommer Venla hen ad stien; og hendes gang er så rask og gesvindt. JUHANI: Voici Venla qui se promène sur le sentier, et sa démarche est vive. 02003
Bottom
02004
Top
AAPO: Og i går besluttede både moder og datter at rejse hen til deres slægtninge på Tikkala for at tage roer op og plukke tyttebær; og de ville blive dér til sent på efteråret. AAPO: La mère et la fille devaient pourtant s’en aller hier chez leurs parents à Tikkala pour effeuiller les raves et cueillir les airelles ; elles voulaient y rester jusque tard dans l’automne. 02004
Bottom
02005
Top
JUHANI: Til sent på efteråret? Det gør mig meget urolig. De begiver sig måske af sted, men på Tikkala har de en karl i år, en flot fyr og en stor gavtyv; så dér ryger snart håbet for os allesammen. Det er derfor bedst, straks på minuttet, at udføre den betydningsfulde gerning; at fremsætte spørgsmålet, spørgsmålet over alle spørgsmål. Vi går altså hen til pigen og spørger hende, om hendes hu kan bøjes og hendes hjerte brænde. JUHANI: Jusque tard dans l’automne ? Ça m’inquiète beaucoup. Elles partiront sans doute ; mais il y a cette année à Tikkala un domestique qui est un mirliilore et un fieffé coquin, et notre espoir à tous risque fort de s’envoler en fumée. Il serait prudent de faire tout de suite ce pas important, de poser la grande question. Allons donc demander à notre gamine si son esprit veut fléchir et son oœur s’enflammer. 02005
Bottom
02006
Top
TUOMAS: Det mener jeg også er bedst. TUOMAS: Je crois que c’est ce qu’il y a de mieux à faire. 02006
Bottom
02007
Top
TIMO: Også jeg. TIMO: Moi aussi. 02007
Bottom
02008
Top
JUHANI: Ja, ja, nu er der altså ikke andet at gøre ved denne lejlighed end at fri, allesammen og på én gang, som mænd. Gud være med os! Men der er intet andet at stille op end at fri, fri! Her sidder vi i vort bedste tøj ; vi er vaskede og kæmmede; ligner i hele vort udseende kristelige skabninger: nette og ligesom nyfødte. - Jeg er meget ængstelig. - Men nu af sted til Venla. Tidspunktet er gunstigt. JUHANI: Bien, bien ! Il ne nous reste plus qu’à aller tous ensemble, comme des hommes, lui demander sa main. Oui, oui, que Dieu nous favorise ! II n’y a pas à tortiller, il faut aller faire notre cour. Nous avons nos meilleurs habits, nous sommes soigneusement lavés et peignés, et tout notre aspect extérieur est celui de bons chrétiens : on est propres comme des nouveau-nés. Je me sens très inquiet. Courons chez Venla, le moment est favorable. 02008
Bottom
02009
Top
EERO: Og måtte det også blive en lyksalighedens dag. EERO: Puisse ce jour être aussi un jour de félicité 1 02009
Bottom
02010
Top
JUHANI: En lyksalighedens dag for hvem, for hvem ? Åhå, hvad tror du knægt? JUHANI: Un jour de félicité ? Pour qui ? Hé ! Hé ! mon petit, que veux-tu dire ? 02010
Bottom
02011
Top
EERO: Hvorfor ikke for os allesammen ? EERO: Mais pour nous tous. 02011
Bottom
02012
Top
JUHANI: Med andre ord, at hun skulle blive vores allesammens kone. JUHANI: Autrement dit, Venla deviendra notre femme à tous ? 02012
Bottom
02013
Top
EERO: Lad gå med det. EERO: D’accord ! 02013
Bottom
02014
Top
JUHANI: Nej, stop nu! JUHANI: Suffit ! 02014
Bottom
02015
Top
SIMEONI: Hvordan i Guds navn skulle det være muligt? SIMEONI: Au nom de Dieu, comment serait-ce possible ? 02015
Bottom
02016
Top
EERO: Intet er umuligt for Gud. Lad os tro, håbe og elske i samdrægtighed. EERO: Rien n’est impossible à Dieu. Croyons, espérons et aimons d’un seul oœur et d’une seule âme. 02016
Bottom
02017
Top
JUHANI: Hold mund, Eero! Nu drager vi af sted på frierfærd og går samtidig i skole, med madposen på ryggen. JUHANI: Tais-toi, Eero. Filons maintenant faire notre demande, et puis poursuivons notre chemin vers l’école, sac au dos. 02017
Bottom
02018
Top
AAPO: Men hvis vi skal udføre vort ærinde ordentligt, må en af os være ligesom en slags ordfører, derinde i hytten. AAPO: Mais pour accomplir dignement notre démarche, il faudrait qu’un de nous soit pour ainsi dire notre porte-parole dans la maisonnette. 02018
Bottom
02019
Top
JUHANI: En meget vigtig sag. Men netop du er som skabt til det hverv; du har gode evner, og din tale har altid tændt fyr og flamme i et menneskes bryst. Sandelig! Du er som født til at være præst. JUHANI: C’est un point important. Mais tu es toi-même tout désigné pour cette fonction. Tu as des dons remarquables : tes paroles savent toujours allumer une flamme et faire jaillir des étincelles au cceur des gens. Vraiment, tu es né pour devenir pasteur. 02019
Bottom
02020
Top
AAPO: Hvad ved jeg? Og hvorfor snakke om evner? Her i skovene forsvinder de i uvishedens tåge, bliver borte soin en rislende bæk i sand. AAPO: Qu’est-ce que je sais? et pourquoi parler de mes dons ? Ici, au sein des forêts, ils dépérissent dans les brumes de l’ignorance et se perdent comme un ruisseau gazouillant.dans le sable. 02020
Bottom
02021
Top
JUHANI: En ublid skæbne har forhindret dig i at komme i skole. JUHANI: C’est dommage que tu n’aies pas pu aller à l’école. 02021
Bottom
02022
Top
AAPO: Hvorfra skulle vor gård have fået midler til at holde mig i skole? Glem ikke: mangen en madpose dingler af sted mellem hjemmet og skolen, inden drengen havner i præstens prædike-tønde. - Men lad os vende tilbage til sagen, giftermålssagen. Jeg vil gøre, som I ønsker. Jeg træder frem som ordfører for os alle sammen og prøver at tale som en klog mand. AAPO: Où aurait-on pris l’argent chez nous pour m’y envoyer ? Car, tu sais, il faut que plus d’un sac se balade de la maison à l’école avant qu’on puisse monter en chaire. — Mais revenons à notre affaire, à la demande en mariage. Je ferai comme vous voulez ; je m’avancerai au nom de tous et essayerai de parler comme un sage. 02022
Bottom
02023
Top
JUHANI: Lad os gå til værks. - Herrejemini! Men der er intet at stille op, vi må gå til værks for alvor. Vi sætter vore madposer uden for konens hus, og Lauri, der jo ikke liar kreaturer i den kilde, passer på, at svinene ikke rører dem. Kom nu, af sted! Og vi træder ind i brudekammeret med a.b.c.-en i hånden; det giver os en vis højtidelighed. JUHANI: Eh bien ! à l’œuvre ! Bon sang ! Il n’y a pas à tortiller, il laut se mettre à l’œuvre avec courage. Nous laisserons nos sacs devant la maison, et Lauri, qui n’a pas d’épingle dans le jeu, les gardera contre les porcs. En route maintenant, et entrons dans la maison nuptiale avec nos livres à la main, ça nous donnera un air un peu plus solennel. 02023
Bottom
02024
Top
EERO: Især hvis vi vender det blad udad, hvor hanen sidder. EERO: Surtout si on montre la page où on voit le coq [La dernière page. On disait aux enfants, pour les stimuler, que ce coq leur pondrait des œufs quand ils seraient parvenus à la fin du livre,]. 02024
Bottom
02025
Top
JUHANI: Er du nu dér igen? Men hanen minder mig om en skrækkelig drøm, der plagede mig sidste nat. JUHANI: Toi de nouveau ? Mais, à propos de coq, je me souviens d’un rêve affreux qui m’a bouleversé la nuit passée. 02025
Bottom
02026
Top
SIMEONI: Fortæl! Det kan måske give os en gavnlig advarsel. SIMEONI: Raconte-le, c’est peut-être un avertissement salutaire pour nous. 02026
Bottom
02027
Top
JUHANI: Jeg drømte, at der var en hønserede oppe på ovnen, en rede med syv æg. JUHANI: J’ai rêvé qu’il y avait un nid de poule, là, sur le fourneau, et sept œufs dans ce nid. 02027
Bottom
02028
Top
SIMEONI: Jukolas syv sønner! SIMEONI: Les sept garçons de Jukola I 02028
Bottom
02029
Top
JUHANI: Men et af æggene var latterligt lille. JUHANI: Un de ces œufs était ridiculement petit. 02029
Bottom
02030
Top
SIMEONI: Eero! SIMEONI: Eero ! 02030
Bottom
02031
Top
JUHANI: Hanen døde! JUHANI: Le coq mourut. 02031
Bottom
02032
Top
SIMEONI: Vor far! SIMEONI: Notre père I 02032
Bottom
02033
Top
JUHANI: Hønen døde! JUHANI: La poule mourut. 02033
Bottom
02034
Top
SIMEONI: Vor mor! SIMEONI: Notre mère ! 02034
Bottom
02035
Top
JUHANI: Så kastede alverdens mus, rotter og væseler sig over reden. - Hvad mon de dyr betyder ? JUHANI: Et alors les souris, les rats et les belettes de toute la terre se ruèrent aussitôt sur le nid. Que signifient ces bêtes ? 02035
Bottom
02036
Top
SIMEONI: Vore syndige begær og verdens vellyst. SIMEONI: Nos passions coupables et la débauche universelle. 02036
Bottom
02037
Top
JUHANI: Antagelig. - Væselerne, rotterne og musene kom og trillede og trimlede, skramlede og ramlede med æggene, så de snart gik i stykker, og det lille æg udsendte en meget skarp lugt. JUHANI: C’est probable. Les belettes, les souris et les rats vinrent avec des cabrioles et des culbutes, ils brisèrent et broyèrent les œufs, et alors le plus petit exhala une puanteur très aigre. 02037
Bottom
02038
Top
SIMEONI: Læg mærke til det, Eero. SIMEONI: Prends garde, Eero ! 02038
Bottom
02039
Top
JUHANI: Æggene blev ødelagt, og en frygtelig stemme, der buldrede som mange vandfalds brus, råbte i mit øre oppe fra ovnen: »Alt er ødelagt, og ødelæggelsen er stor!« Sådan blev der råbt, men vi begyndte omsider at samle hele dette roderi sammen og kogte det ; og til sidst fik vi en slags røræg ud af det. Vi spiste det med god appetit og gav også vore naboer noget. JUHANI: Les œul's étaient cassés ; alors, du haut du fourneau, une voix effrayante comme le fracas de plusieurs cascades me hurla dans les oreilles : « Tout est cassé, et la casse est vaste ». — C’est ainsi qu’elle cria ; mais enfin on se mit à recueillir les débris, on fit cuire cette marmelade et on eut une omelette superbe ; on en mangea avec grand plaisir et on en donna aussi à nos voisins. 02039
Bottom
02040
Top
EERO: En god drøm. EERO: Un joli rêve 1 02040
Bottom
02041
Top
JUHANI: Nej, bitter, bitter. Du stank som bare pokker. Det var en bitter drøm, jeg drømte om dig, knægt. JUHANI: Amer, amer; tu puais comme l’enfer. J’ai vraiment eu un songe bien amer sur toi, pauvre petit. 02041
Bottom
02042
Top
EERO: Men jeg havde en rigtig sød drøm om dig; jeg så, hvordan hanen i a.b.c.-en værpede en vældig bunke bolcher og sukkerknalde til dig som belønning for din flid og din klogskab. Du blev meget glad, smaskede sukkerstadset i dig og gav også mig noget. EERO: Mais moi, j’ai fait un rêve très doux sur toi ; j’ai vu que le coq de ton abécédaire, pour te récompenser de ton application et de ta sagesse, pondait un énorme tas de caramels et de morceaux de sucre. Au comble de la joie, tu te bourrais de ces douceurs et tu m’en donnais même un peu. 02042
Bottom
02043
Top
JUIIANI: Hvad, gav jeg også dig noget? Det varjo virkelig en god gerning. JUHANI: Je t’en ai donné ? C’était une bonne action. 02043
Bottom
02044
Top
EERO: »Hvornår gør gaven ondt« ? EERO: Est-ce qu’un cadeau peut jamais faire du mal ? 02044
Bottom
02045
Top
JUHANI: Aldrig, især hvis jeg gav dig lidt med stokken. JUHANI: Jamais. Et surtout pas si j ’y ajoute un peu de bâton. 02045
Bottom
02046
Top
EERO: Hvorfor kun lidt ? EERO: Pourquoi un peu seulement ? 02046
Bottom
02047
Top
JUHANI: Hold kæft, din tyrekalv! JUHANI: Ferme ton bec, vilain moineau ! 02047
Bottom
02048
Top
TUOMAS: Gør det begge to. Og lad os komme af sted. TUOMAS: Fermez-le tous les deux, et mettons-nous en route. 02048
Bottom
02049
Top
AAPO: Enhver af os tager sin madpose og a.b.c. AAPO: N’oubliez pas vos sacs et vos livres. 02049
Bottom
02050
Top
Så drog de af sted for at fri til naboens datter. De vandrede tavse og i gåsegang hen over den høje kartoiTelkulc, traskede op ad den stenede skråning og stod til sidst uden for Fyrreskovs-konens hytte. Ils allèrent alors demander en mariage la fille de leur voisine. A la queue leu leu, sans parler, ils franchirent le talus de la fosse à pommes de terre, gravirent la colline rocailleuse et s’arrêtèrent enfin devant la maisonnette de la Vieille de Männislö. 02050
Bottom
02051
Top
JUHANI: Nu er vi her, og dér sætter vi madposerne; og du, Lauri, sidder trofast og vogter dem, indtil vi kommer tilbage fra brudekammeret. JUHANI: Nous y voici. Déposons nos sacs, et toi, Lauri, sois un gardien vigilant jusqu’à notre retour de chez la fiancée. 02051
Bottom
02052
Top
LAURI: Bliver I længe derinde? LAURI: Y resterez-vous longtemps ? 02052
Bottom
02053
Top
JUHANI: Så længe som sagens behandling kræver. - Har nogen afjer en ring? JUHANI: Le temps qu’il faudra pour notre affaire. — Qui a une bague ? 02053
Bottom
02054
Top
EERO: Det behøves ikke. EERO: Tun’en auras pas besoin. 02054
Bottom
02055
Top
JUHANI: Har nogen afjer en ring i lommen? JUHANI: Qui a une bague dans sa poche ? 02055
Bottom
02056
Top
TIMO: Ikke jeg og så vidt jeg véd, heller ikke nogen anden. Dér ser man: en ungkarl burde altid gå med en skinnende ring i lommen. TIMO: Pas moi, et aucun autre que je sache. Voilà ce que c’est. Un jeune homme devrait toujours avoir une bague luisante dans son gousset. 02056
Bottom
02057
Top
JUHANI: Nå, for fanden! Der står vi nu. Og i går var den russiske bissekræmmcr, Isak, hos os, og jeg kunne have købt både en ring og et halstørklæde, men det tænkte jeg ikke på dengang, jeg svinebæst. JUHANI: Diable ! Nous voici dans le pétrin ! Et hier pourtant le colporteur Iisakki était chez nous, on aurait pu lui acheter une bague et un fichu ; mais moi, vieil imbécile, je n’y ai pas songé. 02057
Bottom
02058
Top
AAPO: De sager kan vi købe os bagefter. Og det er bedst, vi først får at vide, om nogen af os og i så fald hvem af os, der skal foretage disse glædelige indkøb. AAPO: Bah ! nous pourrons acheter ces choses plus tard. Il vaut mieux qu’on sache d’abord de façon sûre si un de nous, et lequel, aura à faire ces agréables achats. 02058
Bottom
02059
Top
JUHANI: Hvem åbnede døren? Var det Venla? JUHANI: Qui ouvre la porte ? Est-ce Venla ? 02059
Bottom
02060
Top
TIMO: Det var den gamle kælling, den krum-kæftede heks. TIMO: C’est la vieille au menton crochu. 02060
Bottom
02061
Top
JUHANI: Venlas spinderok snurrer derinde som en munter skarnbasse en sommeraften, en skarnbasse, der spår fint vejr. Kom, så går vi! Hvor er min a.b.c.? JUHANI: Le rouet de Venla bourdonne comme un gai scarabée, un soir d’été, quand il prédit le beau temps. Allons maintenant ! Où est mon livre ? 02061
Bottom
02062
Top
AAPO: I din hånd, brorlil. Du, din Guds skabning, du er jo ligesom lidt rundtosset i hovedet. AAPO: Dans ta main, mon frère. Est-ce que la tête te tournerait, créature de Dieu ? 02062
Bottom
02063
Top
JUHANI: Der er ingen fare, kære bror. Men er jeg ikke sodet i ansigtet ? , JUHANI: Pas de danger, frère. Ma figure est-elle bien propre ? 02063
Bottom
02064
Top
EERO: Slet ikke, du er ren og varm som et nylagt æg. EERO: Tout à fait ; tu es propre et chaud comme un œuf fraîchement pondu. 02064
Bottom
02065
Top
JUHANI: Kom så! JUHANI: Eh bien, en a\ant ! 02065
Bottom
02066
Top
EERO: Vent! Jeg er den yngste, og jeg vil åbne døren for jer og selv komme sidst ind. Gå indenfor! EERO: Attendez ! Je suis le plus jeune, je dois vous ouvrir la porte et entrer le dernier. Passez, s'il vous plaît ! 02066
Bottom
02067
Top
De gik ind i konens lave hus, Juhani forrest med øjnene på stilke og håret strittende som piggene på et pindsvin; og de andre fulgte troligt og højtideligt i hælene på ham. De gik altså ind, og Eero smækkede døren i efter dem, men han blev selv udenfor og satte sig ned i græsset med et fornøjet smil om læberne. Ils pénétrèrent dans la cabane au plafond bas, Juhani en tête, les yeux arrondis et les cheveux dressés comme des piquants de porc-épic ; les autres le suivaient fidèlement, gravement, en procession. Ils entrèrent ainsi, et Eero referma brusquement la porte sur eux, mais resta lui-même dehors et s’assit sur le gazon, un sourire rusé sur les lèvres. 02067
Bottom
02068
Top
Konen, i hvis hus fem brødre nu står som friere, er en rask og rørig kvinde; hun skaffer sig føden ved at holde høns og plukke bær; sommer og efterår rokker hun flittigt rundt på de stubbede marker, ved jordbær- og tyttebær-tuerne, rokker og sveder i selskab med sin datter, Venla. Pigen går for at være en skønhed. Hendes hår er rustfarvet, blikket listigt og skarpt, munden mild, men måske lidt for bred. Hun er lille af vækst, bredskuldret og fyldig, og man sagde, at hun også havde gode kræfter. Således var brødrenes kærlighedsfugl i fyrreskovens læ. La Vieille de Männislö, dans la maisonnette de laquelle les cinq frères se trouvaient en prétendants, est une femme vigoureuse et agile ; elle gagne sa vie en élevant des poules et en ramassant des baies. En été et en automne, elle trottine assidûment dans les essarts et sur les pentes, entre les souches, cueillant fraises et myrtilles, elle trottine tout en sueur, suivie de sa fille Venla. Celle-ci passe pour une beauté ; ses cheveux sont couleur de rouille, son regard est espiègle et pénétrant ; sa bouche aussi est gracieuse, quoiqu’un tanlinet trop grande. Elle est petite, mais trapue et rondelette, et on dit qu’elle est très robuste. Tel est l’oisillon d’amour des frères, à l’abri de la sapinière. 02068
Bottom
02069
Top
Men husets dør knirkede, og Juhani, der kom ud i en fart, råbte rasende til de andre, som endnu var derinde: »se, at komme væk, drenge!« Omsider kom de alle sammen ud, med et fortørnet udtryk i ansigtet, og begyndte at trave af sted til kirkebyen. Men da de befandt sig et lialvt hundrede skridt fra hytten, greb Juhani en knytnæve-stor sten på jorden og slyngede den, stønnende af raseri, imod husets dør; det drønede i hytten, og konen udstødte et hyl derinde; hun åbnede døren, bandede og rasede og truede med næven efter de flygtende brødre. Med a.b.c.-en i hånden og madposen på ryggen traskede brødrene nu, i hælene på hinanden, hen ad vejen til landsbyen uden at sige et ord. De travede af sted med vredens hujende hast, sandet spruttede og poserne svajede, og de lagde slet ikke mærke til, hvor hastigt vejen svandt bag dem. De gik længe i tavshed, indtil Eero omsider åbnede munden og sagde: Tout à coup, la porte de la cabane grince, Juhani se rue dehors, criant d’un ton irrité à ses frères restés à l’intérieur : « Sortez, vous autres ! » Ils s’avancèrent enfin tous, d’un air indigné, et prirent le chemin du village. Mais quand ils se furent éloignés d’une cinquantaine de pas, Juhani ramassa une pierre grosse comme le poing et, haletant de colère, il la lança contre la porte ; la cabane retentit, la vieille poussa un cri à l’intérieur, ouvrit la porte, jura et pesta, menaçant du poing les frères qui s’enfuyaient. Le livre à la main et le bissac sur l’épaule, ils marchaient vers l’église à la file indienne, sans échanger un mot. Une irritation violente les entraînait, le sable volait sous leurs pieds, les sacs bondissaient et ils avançaient sans notion du temps et des lieux. Ils allèrent longtemps en silence, mais Eero ouvrit enfin la bouche. 02069
Bottom
02070
Top
EERO: Hvordan gik det? EERO: Alors ? Ça a bien réussi ? 02070
Bottom
02071
Top
JUHANI: Ja-e, ja-e! Hvordan mon det gik? Fulgte du med os ind, din skade, din krageunge? Du turde ikke, du turde sandelig ikke. Men hvad er sådan en krageunge værd ? Ham kunne Venla stikke op under sin skørter. Men se bare, se bare, hvor meget jeg egentlig har drømt om dig. Jeg kommer i tanker om, at jeg drømte en anden drøm om dig forrige nat. Mærkeligt! Du sad i fyrreskoven ved siden af Venla og kærtegnede hende kærligt, da jeg nærmede mig jer med forsigtigt listende skridt. Men se, da I fik øje på mig, hvad gjorde så Venla? Hun gemte dig, fanden ta’ mig, under sine skørter. »Hvad har du viklet ind i dit skørt?« spurgte jeg. »Bare en lille krageunge«, svarede den frække tøs. Hi, hi, hi! Og det var ikke nogen drøm, sågu’ nej; han har selv fundet på det, Juhani-knægten her, lige ud af sit eget hoved. Ja-ah! Han er ikke så dum, som man siger. JUHANI: Si ça a bien réussi? Es-tu entré avec nous, sale corbeau, fils de corneille ? Tu n’as pas osé, tu as eu la frousse ! Espèce de capon ! Venla pourrait le cacher sous sa cotte. Mais écoute un peu tout ce que j’ai rêvé de toi ; car je viens de me rappeler un autre songe de la nuit passée. Étonnant ! Tu étais assis à côté de Venla, dans la forêt, et vous vous embrassiez tendrement, quand je m’approchai de vous sans bruit, furtivement. Mais soudain vous m’apercevez et alors que fait Venla ? Nom d’une pipe, elle te fourre dans un pli de sa robe. « Qu’as-tu caché sous ton cotillon ? » lui demandé-je. — « Seulement un tout petit corbeau », répond la drôlesse. Hi ! hi ! hi ! Mais ce n’est pas un rêve, pas du tout ! Que le diable m’emporte ! C’est ce sacré Juhani qui a forgé cette histoire dans sa propre tête. Eh oui ! il n’est pas si bête qu’on pense. 02071
Bottom
02072
Top
EERO: Besynderligt, så vi har drømt om hinanden. Jeg har drømt om dig på følgende måde: Du og Venla stod ligeledes ude i skoven, omfavnede hinanden kærligt og stirrede alvorligt op mod skyerne. Derfra, fra himlens højder, bad I om et tegn, et bevis på, at jeres kærlighed havde fundet nåde. Himlen lyttede, skoven lyttede, jorden og endogså de små fugle lyttede; og I selv ventede i dybeste tavshed på, hvad der nu ville times. Til sidst kom en gammel krage flyvende med træge vingeslag gennem den stille luft, og da den nåede det sted, hvor I stod, stirrede den en enkelt gang ned på jer, men vendte så hurtigt sit blik andetsteds hen, spredte benene fra hinanden og slap noget hvidt fra sig, der faldt ned og sprøjtede knægten og pigen i panden, plask lige oven i krukken. — Lad nu ikke dette forurolige dit sind, for jeg drømte virkelig sådan, det er ikke noget, jeg har digtet ud af mit eget hoved. EERO: C’est curieux comme nous avons rêvé l’un de l’autre ! Voici mon second songe sur toi. Dans cette même forêt, Venla et toi vous vous teniez gracieusement enlacés, en contemplant gravement les nuages. Vous imploriez du ciel quelque signe, un témoignage sur l'opportunité de vos amours. Le ciel écoutait, la forêt, la terre et les petits oiseaux écoutaient aussi, et vous, plongés dans un silence profond, vous attendiez ce qui allait arriver. Alors vint une vieille corneille, elle plana et tournoya dans l’air calme, puis, parvenue à l’endroit où vous étiez, elle vous reluqua, mais détournant bientôt les yeux, elle étendit les pattes et laissa tomber quelque chose de blanc qui s’écrasa sur le front des deux amoureux, s’aplatit en plein sur leur frimousse. Il ne faut pourtant pas te fâcher pour ça, car je l’ai vraiment rêvé, je ne l’ai pas forgé dans ma propre tête. 02072
Bottom
02073
Top
JUHANI: Jeg skal lære dig, din forbandede. . . JUHANI: Maudit gamin ! Je vais te... 02073
Bottom
02074
Top
Så styrtede han opbragt hen imod Eero, der hurtigt flygtede for sin vrede broder. Han sprang med et sæt bort fra vejen, strøg som en hare hen over heden, men Juhani tumlede af sted efter ham som en tirret bjørn. Madposerne dinglede frem og tilbage, den tørre jord dundrede under deres fødder, og man hørte de øvrige brødre råbe til de uenige, at de skulle være fornuftige og fordragelige. Men Eero skyndte sig tilbage til vejen, og de andre ilede til for at redde ham ud af kloerne på den forfærdelige Juhani, der allerede var lige i hælene på sin yngste broder. Et il s’élança courroucé contre Eero qui détala à toute vitesse devant son frère furieux, franchit le chemin d’un bond et fila comme une lièvre à travers la lande ; Juhani, tel un ours enragé, le poursuivait. Les sacs sautaient sur leurs dos, le sol dur sonnait sous leurs pieds, et les autres frères criaient, exhortant les batailleurs au calme et à la concorde. Mais Eero se hâta de regagner le chemin, et ses frères se portèrent à sa rencontre pour le sauver des pattes du terrible Juhani qui courait déjà sur les talons de son cadet. 02074
Bottom
02075
Top
TUOMAS: Hold nu op, Juhani, og vær rolig. TUOMAS: Halte-là, Juhani! 02075
Bottom
02076
Top
JUHANI: Jeg skal banke ham! JUHANI: Je veux lui rompre les côtes ! 02076
Bottom
02077
Top
TUOMAS: Rolig, min ven ! TUOMAS: Tout doux, mon petit. 02077
Bottom
02078
Top
JUHANI: Fanden heller! JUHANI: Enfer et damnation ! 02078
Bottom
02079
Top
AAPO: Han gav jo kun råt for usødet. AAPO: Il t’a rendu la monnaie de ta pièce. 02079
Bottom
02080
Top
JUHANI: Forbandet være hans tunge, forbandet være denne dag! Vi fik jo, i Guds navn, kurven af Venla! Krum-hornede spøgelser og himlens store hærskare! Mine øjne kan næppe se en alen frem for sig, så sort er jorden og himlen, sort på grund af mit hjerte. Fanden stå i det! JUHANI: Maudite soit sa langue ! Maudite soit cette journée ! Venla nous a remballés ! Par les cornes du diable ! Mes yeux ne voient pas à une toise, la terre et le ciel sont noirs, noirs à cause de mon oœur. Enfer et damnation ! 02080
Bottom
02081
Top
SIMEONI: Band ikke, mand. SIMEONI: Ne jure pas, frère I 02081
Bottom
02082
Top
JUHANI: Jeg vil bande, indtil j'orden vælter og falder sammen som en gammel tømmerslæde under et mastetræ! JUHANI: Je jure pour que la terre tournoie et qu’elle s’écrase comme un vieux traîneau surchargé de billons ! 02082
Bottom
02083
Top
SIMEONI: Hvad skal vi nu gøre ? SIMEONI: Qu’y pouvons-nous faire ? 02083
Bottom
02084
Top
JUHANI: Gøre? Hvis denne a.b.c. ikke var Guds ord, Guds egen bog, så ville j'eg rive den itu, flå den i stumper på stedet! Men se nu: j’eg vil mase madposen til mask her på marken! Vil I se? JUHANI: Qu’y faire ? Si cet abécédaire n’était pas la parole de Dieu, le propre livre de Dieu, je le déchirerais sur-le-champ en mille morceaux, en mille morceaux ! Ah ! mais regardez ! mon sac à provisions ! je vais le réduire en bouillie. Voulez-vous voir ? 02084
Bottom
02085
Top
SIMEONI: For Guds skyld, gør det ikke med Guds gaver. Tænk på »Paimios pige«. SIMEONI: Pour l’amour de Dieu ! Non ! ne galvaude pas les dons de Dieu ! 02085
Bottom
02086
Top
JUHANI: I mit hj'ertes kval. JUHANI: C’est pour apaiser la douleur de mon cœur. 02086
Bottom
02087
Top
SIMEONI: »Kvaler her, manna hisset«. SIMEONI: « Ici-bas douleur funeste, mais là-haut manné céleste ! » 02087
Bottom
02088
Top
JUHANI: Jeg giver pokker i himlens manna, når jeg ikke kan få skovkonens Venla. Oh, brødre og min store slægt! I ville forstå mig, hvis I vidste, at mine tanker har kredset fuldstændig vanvittigt omkring den pige i næsten ti år. Men nu svandt mit håb, forsvandt som aske for vinden. JUHANI: Je me fiche de ta manne céleste, parce que je n’ai pas obtenu la main de Venla. Ah ! mes frères, ma grande famille ! Vous comprendriez, si vous saviez que depuis dix ans bientôt mes pensées ont follement voltigé autour de cette colombe ; mais mon espoir s’est dissipé à présent, dissipé comme la cendre dans le vent. 02088
Bottom
02089
Top
TIMO: Vi fik kurven lige fra morgenstunden. TIMO: De bon malin, on a remporté une veste. 02089
Bottom
02090
Top
JUHANI: Alle mand! JUHANI: Oui, toute la bande ! 02090
Bottom
02091
Top
TIMO: Ingen blev skånet, ikke engang den mindste af os. Vi fik kurven alle sammen. TIMO: Aucun ne fut épargné, pas même le plus petit, on y a tous passé. 02091
Bottom
02092
Top
JUHANI: Alle, alle! Men det er dog bedre sådan, end hvis en af os havde fået hende til kone. Jeg ville, fanden ta’ mig, banke den fyr, der havde været så heldig; det lover j'eg. JUHANI: Tous, tous ! Mais pourtant c’est mieux que si un de vous l’avait obtenue. Sacrebleu ! celui qui aurait eu cette chance, je lui aurais cassé les reins ! Et je l’aurais fait ! 02092
Bottom
02093
Top
TUOMAS: Vi var aldeles umulige. Det kunne man se på pigens hånlige grin, da Aapo havde fremsat vor fælles sag. TUOMAS: On a été tout à fait ridicules. On l’a bien vu à la mine railleuse de Venla après qu’Aapo eut exposé notre affaire commune. 02093
Bottom
02094
Top
JUHANI: Hun skulle have prygl, den tøs. At håne os! Vent bare, din tæve. - Aapo gj’orde sit bedste, det er synd at sige andet, men her ville selv en kerubs tunge ikke have nyttet noget. JUHANI: Elle mériterait une bonne fessée, cette mijaurée ! Se moquer de nous ! Attends un peu, gamine ! Aapo a l'ait de son mieux, on ne peut le nier. Mais même les paroles d’un chérubin n’auraient pas eu plus de succès. 02094
Bottom
02095
Top
TIMO: Men hvis vi var trådt frem for pigen i sorte klædesfrakker; og hvis uret havde svulmet i vor vestelomme som en flot roe; og hvis nøglen havde dinglet i en kæde, og en sølvbeslået pibe havde dampet mellem vore tænder, så ville der, pokker ta’ mig, være kommet både æg og kyllinger ud af vort ærinde. TIMO: Si on s’était présenté devant elle en redingotes noires, et qu’une montre grosse comme un navet eût gonflé notre gousset, si en outre une clef avait tinté contre la chaîne, et qu’une pipe à garniture d’argent eût fumé entre nos dents, alors, nom d’un chien ! on aurait tiré de notre affaire des œufs et des poulets. 02095
Bottom
02096
Top
JUHANI: Kvinden og skaden er lige lystne efter skinnende sager. - Men Aapo er tavs som en frossen sø. JUHANI: La femme et la pie ont toutes deux une vive passion pour tout ce qui brille. — Mais Aapo reste silencieux comme un lac gelé. 02096
Bottom
02097
Top
AAPO: Vor stemme kan ikke høres gennem stormen. Eller er din sjæls vilde hvirvelstorme begyndt at falde til ro i dit bryst ? AAPO: Notre voix n’a pas d’écho dans la tempête. Ou bien les tourbillons de la colère commencent-ils déjà à s’apaiser dans ton sein ? 02097
Bottom
02098
Top
JUHANI: Mit hjertes blodpøl bølger stadig; vil bølge længe. Men sig dog et ord. JUHANI: La mare sanglante de mon cœur bouillonne encore, bouillonnera longtemps. Mais dis quand même un mot. 02098
Bottom
02099
Top
AAPO: To, om det skal være. Hør nu her. Tag hjertet i din hånd og hvisk det således i øret med fornuftens stemme: Venla ville ikke have dig, fordi hun ikke elsker dig; og at hun ikke gør det, bør ikke græmme dig, eftersom kærlighedens flamme tændes af himlen, men ikke af menneskets planer. Tiggertøsen forelsker sig i kongen, fyrstinden forelsker sig aldeles vanvittigt i skorstensfejerdrengen. Sådan flyver kærligheden rundt på kryds og tværs her i livet, og du ved ikke, hvorfra den kommer. AAPO: Deux même. Écoute donc. Prends ton cœur dans ta main et parle-lui ainsi à l’oreille, avec la voix de la raison : Venla ne se soucie pas de toi parce qu’elle ne t’aime pas ; si elle agit ainsi, ne t’en irrite pas ; car c’est le ciel qui allume la flamme de l’amour, et non pas le désir de l’homme. La mendiante s’éprend du roi, et la princesse tombe follement amoureuse du charbonnier. L’amour voltige ainsi à son gré de-ci de-là, et nul ne sait d’où il vient. 02099
Bottom
02100
Top
TIMO: Kærligheden blæser fra den kant, den selv vil, du hører dens sus, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den går hen. Således hørte jeg engang en gammel, fattig kvinde sige. Men hun mente vist Guds kærlighed, tror jeg nok. TIMO: L’amour souffle d’où il veut ; tu l’entends murmurer mais tu ne sais d’où il vient ni où il va. Je l’ai souvent entendu dire par la vieille de l’assistance publique. Mais je crois qu’elle pensait alors à l’amour divin. 02100
Bottom
02101
Top
AAPO: Sig endvidere følgende til dit hjerte, hold op med at sparke! Venla gjorde ret i at afslå dit ønske; for at indgå ægteskab uden kærlighedens spore fører ikke til noget godt, men volder vanskeligheder og medfører ofte evindelige græmmelser, hvad man desværre ser og hører så tit nu om stunder. Ja, brødre, lad Venla tage den, der er bestemt for hende, og lad os gøre ligeledes. AAPO: Dis encore à ton cœur, Juhani : Cesse de t’agiter. Venla a bien fait de te refuser ; car un mariage sans amour, ça ne va pas, ça tourne mal et cause des tourments éternels, comme malheureusement on le voit et l’entend souvent de nos jours. Hé oui ! mes frères. Que Venla prenne celui qui lui est destiné, et nous ferons de même. 02101
Bottom
02102
Top
TIMO: Den pige, der er skabt af mit ribben, får jeg til sidst, om så fanden brøler. Og jeg véd endnu en ting: mandens hjerte sidder i venstre side af brystet, men kvindens sidder i højre. TIMO: Je finirai bien par dénicher la femme qui a été fabriquée avec ma côte, même si le diable s’en mêle. Et je sais encore une chose : chez l’homme, le cœur bat à gauche dans la poitrine, chez la femme à droite. 02102
Bottom
02103
Top
JUHANI: Men mit hjerte sidder ikke, det danser og raser som en hedning. - Oh du, din fjante, din zigøjner-tøs, hvorfor vragede du mig, bondesønnen, sønnen fra gården med de lerede marker, den ældste søn ? JUHANI: Mon cœur ne bat pas, il bondit et rue comme un païen. Oh ! gredine, bohémienne, pourquoi m’as-tu repoussé, moi, le paysan, l’enfant de la plantureuse ferme, le fils aîné ? 02103
Bottom
02104
Top
AAPO: Det er ikke noget at forundre sig over. Vor gård befinder sig i skrigende nød, og pigen håber, om end forgæves efter min mening, at blive husmoder på en langt bedre gård. Jeg har hørt, at Sorvaris Juhani, den springfyr, fjaser med hende. AAPO: Il n’y a rien là d’étonnant. Notre domaine est dans un délabrement criant, et cette demoiselle espère, bien qu’en vain à mon avis, devenir la maîtresse d’une ferme bien meilleure. On dit que cet excellent Juhani de Sorvari la courtise assidûment. 02104
Bottom
02105
Top
JUHANI: Du, din spids-hagede Jussi! Hvis jeg havde dig i mine klør, skulle jeg banke dig en kende. Narre pigen, så hun får evig skam! JUHANI: Ce Jussi au menton pointu ? Si tu étais entre mes pattes, tu passerais un fichu quart d’heure ! Séduire une fille pour la plonger dans la honte éternelle ! 02105
Bottom
02106
Top
AAPO: Ja, ja, verden er samtidig både forrykt og falsk. Venla mangler ikke ydre, og Jussi ikke snedighed. Sorvari er en solid gård, og det lokker, mens Jukola, denne elendige rede, er i en sørgelig forfatning, og vi selv, gårdens syv arvinger, er i en endnu sørgeligere forfatning, i hvert fald i verdens øjne. Menneskene, der mindes vor ungdoms dovne og ofte vilde liv, venter sig ikke mere noget godt af os. Og jeg ved, at selv ti års ordentlig og på alle måder prisværdig optræden næppe vil være i stand til at give os vort fulde menneskeværd tilbage, i vore medmenneskers øjne. Så svært er det at befri sig for det smuds, der følger med et dårligt rygte, når det først har mærket sin mand. Men det er dog bedre, at vi omsider stræber opad, end at vi for bestandig synker ned i vor elendigheds mudderpøl. Lad os derfor forbedre os; forbedre os af alle kræfter! AAPO: Hé oui ! Le monde est à la fois toqué et perfide. Venla ne manque pas de beauté, ni Jussi d'astuce. Sorvari est une ferme imposante, qui fascine, tandis que Jukola, ce nid de misères, est dans un piteux état et que nous-mêmes, les sept héritiers du domaine, nous sommes, aux yeux du monde tout au moins, dans un état encore plus piteux. Les gens, qui se souviennent de notre jeunesse paresseuse et souvent folle, n’attendent plus rien de bon de nous. Et je sais que même si nous nous conduisions de façon exemplaire et honorable pendant dix ans, nous pourrions à peine reconquérir la considération et l’estime de nos concitoyens, tellement il est difficile d’effacer la souillure d’une mauvaise réputation, une fois qu’elle s’est attachée à quelqu’un. Mais il vaut mieux essayer de se relever que sombrer à jamais dans le bourbier de notre avilissement. C’est pourquoi, appliquons-nous de toutes nos forces à nous améliorer. 02106
Bottom
02107
Top
JUHANI: Vi befinder os jo nu på bedringens vej. Men denne ulyksalige frierfærd gav mit hjerte et slag, som det vil lide frygteligt under, i dage og uger; gav mig et sår. JUHANI: On est déjà sur la bonne voie. Mais le triste refus de Venla a donné à mon cœur un coup dont il souffrira terriblement pendant des jours et des semaines, il m’a causé une blessure. 02107
Bottom
02108
Top
AAPO: Et sår, ja, sandelig et sår; men jeg ved, at tiden vil dække såret med glemslens skorpe og skind. - Hvad er det for larm, der henne på vejen ? AAPO: Une blessure, en vérité, une blessure ; crois-moi, le temps la cicatrisera et la recouvrira de la peau de l’oubli. — Mais quel est ce vacarme là-bas sur la roule ? 02108
Bottom
02109
Top
TIMO: En munter flok fyre fra Toukola. TIMO: C’est la joyeuse bande des garçons de Tou-kola. 02109
Bottom
02110
Top
AAPO: De fejrer deres fri-mandag med ustyrlig støj, de slyngler. AAPO: Ils fêtent la Saint-Lundi par une bombe effrénée, ces vauriens. 02110
Bottom
02111
Top
TIMO: Og de vil meget gerne have, vi slår følge med dem. TIMO: Et ils voudront absolument nous avoir avec eux. 02111
Bottom
02112
Top
JUHANI: Fristelsen nærmer sig. JUHANI: La tentation approche. 02112
Bottom
02113
Top
TIMO: De har det så fornøjeligt. TIMO: Ils ont l’air de bien rigoler. 02113
Bottom
02114
Top
JUHANI: Men vi? Hvad venter os? Tusind behornede djævle! På os stakler venter en varm portion rusk i parykken. JUHANI: Mais nous ? Qu’est-ce qui nous attend ? Tonnerre ! une cuisante raclée, mes pauvres frères ! 02114
Bottom
02115
Top
EERO: Hvilken forskel: at terpe a.b.c. bag klokkerens dør eller fejre en glad fri-mandag, råbende og syngende, sammen med muntre kammerater. EERO: Quel contraste ! suer sur l’alphabet dans un coin chez le chantre, ou célébrer par des cris et des chants une joyeuse Saint-Lundi en joyeuse compagnie ! 02115
Bottom
02116
Top
JUHANI: Forskellen er forskrækkelig stor; stor som dybet mellem brønden og himlen. Brødre, hvilken vej skal vi gå? JUHANI: La différence est énorme, aussi grande qu’entre le puits de l’abîme et les hauteurs du ciel. Frères, où aller ? 02116
Bottom
02117
Top
EERO: Naturligvis til himlen. EERO: Départ pour le ciel ! 02117
Bottom
02118
Top
AAPO: Til brønden, til brønden! For rigtig at slubre livets vand i os. Vi vil fordybe os i lærdommens, kundskabens og visdommens skatkamre. AAPO: Pour le puits, pour le puits ; allons nous abreuver à l’eau de la vie. Nous devons nous plonger dans les trésors de l’instruction, du savoir et de la sagesse. 02118
Bottom
02119
Top
TUOMAS: Til klokkeren, til klokkeren! TUOMAS: Chez le chantre, chez le chantre ! 02119
Bottom
02120
Top
JUHANI: Nå, lad os så traske af sted! JUHANI: En avant ! 02120
Bottom
02121
Top
EERO: Hør Kissala-Aapelis klarinet! EERO: Entendez-vous la clarinette d’Aapeli de Kissala ? 02121
Bottom
02122
Top
JUHANI: Vidunderligt! JUHANI: Superbe ! 02122
Bottom
02123
Top
TIMO: Lyder som ærke-englens basun. TIMO: Elle retentit comme la trompette de l’archange. 02123
Bottom
02124
Top
JUHANI: Når den himmelske hærskare eksercerer og marcherer, så skidtet sprøjter. Vidunderligt! JUHANI: Quand l’armée céleste marche et s’exerce en faisant tourbillonner la poussière. Superbe ! 02124
Bottom
02125
Top
TIMO: De vil meget gerne have, vi slår følge med dem. TIMO: Ils voudront absolument nous entraîner avec eux. 02125
Bottom
02126
Top
JUHANI: Det ved man. Fristelsen nærmer sig os ; det gør den sandelig. JUHANI: C’est sûr. La tentation s’approche de nous, elle approche vraiment. 02126
Bottom
02127
Top
Mens brødrene snakkede således sammen, nærmede sig en flok fyre fra Toukola, men de var ikke slet så høflige og venlige som Jukola-sønnerne havde ventet. De var temmelig omtågede, og for at drive løjer med brødrene sang de en nylavet vise, som de havde kaldt: »Syv mænds styrke«. Mens Kissala-Aapeli spillede, nærmede de sig skolegængerne og sang således: Entre temps, la bande des jeunes gens de Toukola était arrivée près des frères, mais pas précisément avec les intentions bienveillantes et cordiales que ceux-ci supposaient. Ils étaient passablement ivres et d’humeur à brocarder un peu les frères ; aussi entonnèrent-ils sous leurs nez une chanson récente appelée : La force de sept hommes. Et, accompagnés par la clarinette d’Aapeli, ils abordèrent les écoliers en braillant : 02127
Bottom
02128
Top
Hyl nu, hver en hals og tunge,
jeg en salme nu vil sjunge
om styrken hos de syv.

Stjerner syv i karlsvogn står,
drenge syv paa Jukola gård,
de søde dovenkroppe.

Juho larmer, huset ryster,
gårdens rette søn sig bryster,
den store »Jussi-knægt«.

Tuomas som egen stod,
da Abraham sin røst oplod,
den store Salomon.

»Usle menneske«, han præked,
Simeoni, flagreskægget,
»satanisk, syndigt, sølle«.

Simeoni koger ærter.
Er der fedt i, Timo, er der?
I grydens skum han spytter.

Lauri-knægt i skoven render,
glor paa træer, der nedad vender,
han roder som en grævling.

Lille-Eero, halespidsen,
glat i kæften, arrig, vrissen,
den bidske hund på gården.

Brødre-skaren står herude,
stolte som en drift af stude,
så stærke alle syv.
Ensemble chantons à tue-tête
Notre nouveau refrain de fête,
Hurlons la force de sept hommes !

La Grande Ourse a ses sept étoiles,
Jukola, de sa maigre moelle,
Nourrit sept paresseux bonshommes.

Juho gueule, crie et tapage
El dans la maison tout saccage,
Juho, Jeannot, ce gros bêta.

Tuomas est fort comme un chêne,
Et Aapo prêche à perdre haleine,
Le Salomon de Jukola.

Simeoni bouillit des pois,
Gémit sur la création,
Satan, le mal et le pécheur.

Simeoni bouillit des pois,
Et Timo crache dans les plats
Pour leur donner de la saveur.

Lauri rôde dans les forêts,
Cherchant des arbres contrefaits,
Fouille le sol comme un blaireau.

Enfin vient Eero, rusé nain ;
C’est un méchant et fin coquin,
Un roquet au vilain museau.

Telle est la troupe respectable,
Comme des taureaux à l'étable,
Avec la force de sept hommes 1
02128
Bottom
02165
Top
Tavse, men med sammenbidte tænder, lyttede brødrene til denne sang. Men da plageåndernes spot ikke engang standsede her, og hånlige bemærkninger regnede ned over brødrene i det uendelige, især om den æglæggende hane i a.b.c.-en, begyndte deres galde at svulme; og deres øjne blev hvasse; de blev små og smalle som ilderens øjne, når den sidder under sin træstub i den mørke skov og stirrer op mod solens lys. Men nu skete der det, at en stor krabat blandt Toukola-folkene pludselig i forbifarten rev a.b.c.-en ud af hænderne på Juhani og begyndte at løbe af alle kræfter, men Juhani styrtede straks efter ham, opbragt af raseri. Så kastede de andre brødre sig også over deres plageånder i en vældig fart, og dermed var slagsmålet i fuld gang. Først knaldede lussingerne, knaldede fra begge sider, men så greb de hinanden i struben og begyndte - blindt og stønnende - at rive, flå og fægte med næverne. Toukola-folkene slog hårdt fra sig, men Jukolas mænd slog endnu hårdere, og brødrenes knytnæver faldt, tunge som jernkøller, oven i hovedet på deres fjender. De væltede sig i skidt og støv, der steg som en sky op fra den tørre landevej ; og sand og grus raslede omkring dem mellem buskene. Sådan rasede det larmende slagsmål et stykke tid, og brødrene, der næsten var lige ved at vinde, råbte med høj stemme: »I sataner, beder I om nåde?« ; og ekkoet svarede fra støvskyerne: »Nåde!« Men Toukola-folkene gjorde modstand i lang tid, indtil de omsider sank udmattede til jorden. Dér lå de nu med sønderrevne frakkeskøder og opsvulmede ansigter, mens de grådigt sugede den friske luft ind i deres hede, pustende indre. Brødrene stod nu som sejrherrer, men deres udseende vidnede om, at de havde fået nok af slagsmålet, og at en smule hvile også ville være velkommen for dem. Især Eero var blevet svært medtaget under tumulten; hans lavstammede vækst var nemlig til stor fordel for modstanderne. Under slagets gang havde han ofte tumlet rundt mellem fødderne på de andre helte som en lille grævlingehund ; og kun hurtig bistand fra brødrenes side havde reddet ham fra at blive helt radbrækket. Han sad nu på grøftekanten for at samle nye kræfter; håret strittede, og han stønnede heftigt. En silence, les dents serrées, les frères écoutèrent celte chanson. Comme les taquineries de leurs persécuteurs n’en restaient pas là, mais que les railleries continuaient à pleuvoir sans trêve, spécialement à propos du coq de l’abécédaire et de sa ponte, les frères sentirent la moutarde leur monter au nez ; leurs yeux devinrent menaçants, se rapetissèrent comme ceux d’un putois qui, caché sous une souche au fond des bois obscurs, regarde l’éclat du jour. Il arriva alors qu’un des jeunes gens, plus hardi que les autres, arracha soudain en passant le livre que portait Juhani et se sauva à toutes jambes ; Juhani, hors de lui, bondit à sa poursuite. Ses frères tombèrent alors à bras raccourcis sur leurs tourmenteurs, et la rixe devint générale. On commença par échanger des gifles retentissantes, puis on se saisit à la gorge et on se mit à cogner aveuglément, en ahanant, à griffer et à déchirer tout ce qui tombait sous la main. Les garçons de Toukola rendaient furieusement coup pour coup, mais ceux de Jukola frappaient plus furieusement encore, et leurs poings s’abattaient lourdement comme des marteaux sur les crânes de leurs adversaires. On se roulait dans la poussière qui montait en nuages de la route sèche, et le sable et le gravier crépitaient sur les buissons voisins. La bruyante bagarre dura quelques instants, puis les frères, déjà presque vainqueurs, crièrent : Canailles ! Demandez-vous grâce ? — et l'écho répondit dans les nues : Grâce ! Mais les gars de Toukola résistèrent quand même longtemps encore, jusqu’à ce qu’enfin, à bout de forces, ils se laissèrent choir par terre ; ils gisaient avec leurs habits lacérés et leurs visages tuméfiés, aspirant avidement l’air frais dans leurs poitrines échauffées, haletantes. Les frères, debout, étaient victorieux ; mais leur aspect montrait clairement qu’ils avaient passablement écopé dans la bataille et n’étaient pas fâchés de pouvoir se reposer un moment. C’était Eero qui avait encaissé les plus rudes horions, car sa petitesse donnait un avantage sérieux à l’adversaire. Au cours des rixes il lui arrivait souvent de rouler comme un basset dans les jambes des combattants, et seul un prompt secours de ses frères l’empêchait alors d’être complètement foulé aux pieds ; les cheveux ébouriffés, il était assis au bord du fossé et rassemblait de nouvelles forces en respirant à longs traits. 02165
Bottom
02166
Top
Men netop da de andre var færdige med at slås, nærmede Juhani sig med sin mand; han halede af sted med ham i flippen og klemte ham nu og da om struben. Frygtindgydende og frygtelig var nu Jukolas ældste søn at skue. Vreden flammede som ild ud af hans - også nu - temmelig små øjne, der helt blodskudte af raseri rullede vildt i hovedet på ham ; en skarp sved strømmede ned over hans kinder, og han st«»linede og pustede som en stridshingst. Au moment où les autres cessaient les hostilités, Juhani arriva avec son prisonnier qu’il traînait par le collet et serrait parfois à la gorge. Le visage de l’aîné de Jukola était effrayant, terrible à voir. La colère étincelait comme du feu dans ses petits yeux injectés de sang qui roulaient rageusement ; la sueur ruisselait sur ses joues, et il soufflait et haletait comme un étalon. 02166
Bottom
02167
Top
JUHANI: Find min a.b.c., find min a.b.c., på stedet! Ser du, jeg skal klemme dig, til skidtet flyver ud af dig, hvis du ikke gør det. Find for Guds skyld min a.b.c. med det røde bind, din slyngel. Se her, sådan vil jeg give dig, ser du, sådan! JUHANI: Ramasse mon livre, ramasse mon abécédaire, tout de suite ! Sinon je te fais sortir tout le jus du corps. Au nom de Dieu, ramasse mon livre à couverture rouge, crapule ! Attention ! je vais cogner. Attrape ! 02167
Bottom
02168
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Slå ikke ! LE GARÇON: Ne frappe pas ! 02168
Bottom
02169
Top
JUHANI: A.b.c.-en! JUHANI: Mon livre I 02169
Bottom
02170
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg kastede den dér ind i buskene. LE GARÇON: Là, je l’ai lancé dans ce buisson. 02170
Bottom
02171
Top
JUHANI: Læg den nu i min næve, rigtig pænt, med den lille, søde hånd, din slyngel. Tror du, du bare danser her for din fornøjelses skyld, bandit ? Lægger du ikke, dit forbandede bæst, den røde a.b.c. i min hånd ? JUHANI: Mets-le dans ma main, poliment, aimablement, canaille ! Est-ce que tu t’imagines être à une fête, vaurien ? Vas-tu enfin me donner mon livre, fripouille ? 02171
Bottom
02172
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Du knuser min hals, min hals! LE GARÇON: Tu me broies le cou ! Oh mon cou I 02172
Bottom
02173
Top
JUHANI: A.b.c.-en! Herren forbarme sig over os! A.b.c.-en! JUHANI: Mon livre ! Que Dieu nous protège ! Mon livre I 02173
Bottom
02174
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Her, dit frygtelige menneske. LE GARÇON: Le voici, homme redoutable. 02174
Bottom
02175
Top
JUHANI: Giv den et lille kys. Ja, kys den pænt. JUHANI: Donne-lui un petit baiser; oui, oui, embrasse-le gentiment. 02175
Bottom
02176
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Hvad ? Kysse den ? LE GARÇON: Quoi ? L’embrasser ? 02176
Bottom
02177
Top
JUHANI: Rigtig pænt. Og gør det for Guds skyld, brorlil, hvis det kilder i din ryg, og du har dit liv kært. Gør det, ellers vil dit blod allerede i dette øjeblik råbe på hævn over mig som fordum den fromme Abels blod. Du ser, at jeg er sort i hovedet af vrede som en badstue-nisse. Så kys derfor min a.b.c. Jeg bønfalder dig både for din og min skyld! - Ja, sådan. JUHANI: Mais oui, et tendrement ! Fais-le, pour l’amour de Dieu, mon cher ami, si le cuir te démange et si la vie t’est chère. Dépêche-toi, sinon, en cet instant, ton sang criera vengeance sur ma tête, comme jadis celui du pieux Abel. Tu vois que mon visage est noir de rage comme celui d’un lutin de cheminée. Embrasse vite mon livre, je t’en prie pour notre bonheur à tous les deux. — Voilà, c’est bien ! 02177
Bottom
02178
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Er du nu tilfreds ? TOUKOLAINEN. Oletko tyytyväinen? 02178
Bottom
02179
Top
JUHANI: Særdeles tilfreds. Gå nu og pris din skaber, at du slap med dette. Og hvis du midtvejs mellem dine skuldre og hoved-knolden skulle føle visse mærker som efter skruestikkens kæber, og især hvis du i morgen endnu skulle føle nogen stivhed i ryggen, som om du havde haft svinesyge, så bliv ikke alt for overrasket. Ja, gå så. Men endnu et ord, bare et ord, brorlil. Hvem har digtet den vise, som vi for lidt siden måtte lytte til med ørerne på stilke? JUHANI: Vallan tyytyväinen. Mene nyt ja kiitä Luojaasi, että pääsit tällä. Ja jos tuossa välimaassa, hartioittesi ja tuon päänuijas välillä, olet havaitseva joitakin jälkiä, ikäänkuin kruuvipenkin hampaista, ja varsinkin jos huomenna tunnet siellä vielä niinkuin siantaudin tapaista kankeutta, niin äläppäs juuri kovin tuota ihmettele. Niin, mene nyt. Mutta yksi sana vielä, yksi sana, veikkoseni. Kenen sepittämä on veisu, jota meidän äsken täytyi kuullella korvat pystyssä? 02179
Bottom
02180
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Det ved jeg ikke. TOUKOLAINEN. Sitä en tiedä. 02180
Bottom
02181
Top
JUHANI: Ud med det! JUHANI: Sano kidastasi! 02181
Bottom
02182
Top
MANDEN FRA TOUKOLA: Jeg ved det ikke. TOUKOLAINEN. Minä en tiedä. 02182
Bottom
02183
Top
JUHANI: Nå, nå, det kan jeg altid få at vide. Men hils Kissala-Aapeli fra mig og sig til ham, at når jeg møder ham næste gang, så vil hans hals give en endnu skarpere lyd fra sig end hans klarinet for lidt siden. Gå nu, for min nærværelse er ikke videre sund for dig. - Og lad være med at mumle noget om hævn. Pas på, jeg ikke får den idé at følge efter dig og give dig lidt oven i købet. JUHANI: No, no, kyllähän siitä aina tiedon saan. Mutta vie minulta terveisiä Kissalan Aapelille ja sano hänelle, että koska hänen kohtaan, niin soipa hänen kurkkunsa vielä kileämmin kuin äsken hänen klaneettinsa. Mene nyt; sillä minun läsnäoloni ei ole sinulle juuri terveellistä.--Ole mököttelemättä kostosta. Varo etten saa sitä pistosta päähäni että kaapaisen perässäsi, antamaan sinulle hieman kaupan päälle. 02183
Bottom
02184
Top
TUOMAS: Lad ham nu være i fred, den stakkels mand. TUOMAS: Olkoon hän jo rauhassa, kurja mies. 02184
Bottom
02185
Top
JUHANI: Han har fået på snuden, det lover jeg for. - Men lad os nu forlade denne vej, der er så skrækkelig rodet og furel på kryds og tværs. Det er ikke klogt at blive her; for slagsmål på landevejen er, set fra lovens synspunkt, en meget betænkelig sag og kan bringe en mand i alvorlig knibe. JUHANI: Hän on saanut köniinsä, minä takaan sen.--Mutta jättäkäämme tämä hirveästi kynnetty, tuhanteen ristiin viilletty maantiensarka. Tässä ei ole nyt hyvä viipyä: sillä tappelu maantiellä on, lain kannalta katsoen, kovin vaikea asia ja taitaa saattaa miehensä koviin kiipaleisin. 02185
Bottom
02186
Top
AAPO: Vi må skynde os! - Men det var da et ordentligt livtag; jeg ville være blevet grundigt plukket uden Simeonis hjælp; han splittede bunken en smule, den bunke, der lå oven på mig. AAPO: Partons! Quelle belle dégelée! J’y aurais laissé davantage de plumes, sans Simeoni qui a un peu éparpillé l’essaim qui s’acharnait sur moi. 02186
Bottom
02187
Top
SIMEONI: Hvorfor rørte vi ved dem? Men mennesket eisvagt og kan ikke styre sin vrede og syndens magt. Ak, da jeg så, hvordan Tuomas’ næve slog mænd til jorden, tænkte jeg: nu er der ikke langt til manddrabet. SIMEONI: Pourquoi les avons-nous attaqués ? L’homme est faible et ne peut réprimer sa colère et la force du péché. Ah ! quand j’ai vu le poing dé Tuomas terrasser nos ennemis, j’ai bien cru qu’un meurtre allait être commis. 02187
Bottom
02188
Top
TUOMAS: Jeg slog måske lidt uforsigtigt, men man har da indladt sig i slagsmål for mindre end det. - Lad os gå hurtigere; dagen svinder. TUOMAS: Löinpä kenties liian varomatta, mutta onhan jo vähemmästäkin lyöty.--Astukaamme huikeammin; päivä joutuu. 02188
Bottom
02189
Top
De traskede hastigt af sted, men vreden og harmen ville ikke forlade deres ansigter; den gnavede stygt i deres hjerter, når de tænkte på Toukola-folkenes nidvise. Juhani travede forrest, i tavshed; travede af sted med harmens energi; han spyttede, og rystede nu og da på hovedet. Til sidst vendte han sig dog om mod de andre og åbnede munden. Ils avancèrent rapidement ; la fureur et l'indignation crispaient encore leurs visages et leur rongeaient furieusement le cœur, quand ils songeaient aux couplets railleurs. Juhani marchait devant, silencieux, sous l’empire de la colère, secouant la tête et crachant parfois. Enfin, il se retourna vers les autres et ouvrit la bouche. 02189
Bottom
02190
Top
JUHANI: Hvem pokker har lavet den sang? JUHANI: Quelle est la sacrée fripouille qui a bien pu composer cette idiote de chanson ? 02190
Bottom
02191
Top
EERO: Kissala-Aapeli. EERO: Aapeli de Kissala. 02191
Bottom
02192
Top
AAPO: Det har jeg også på fornemmelsen, for han er en ondsindet spottefugl. Han lavede jo også et nedrigt smædedigt om vor stakkels gamle kapellan, der — Gud forbarme sig! — blev lidt grimet om næsen under overhøringen. AAPO: Je le crois aussi, car c’est un satané moqueur. C’est lui qui a fait jadis cette dégoûtante chanson sur notre vieux pasteur qui — Dieu le protège ! — s’était légèrement piqué le nez lors d’un examen de lecture. 02192
Bottom
02193
Top
TIMO: Hvis jeg blot havde en pægl brændevin og kunne hviske nogle ord i Nikula-Ananias’ øre, så ville vi snart få en - måske — favnelang vise at høre, hvoraf d^t tydeligt fremgik, hvilken mand han er, denne Aapeli. Han er en stor slubbert og hundsvot; han går fra by til by med klarinet i hånd, gør tjenestepigerne med barn og lever på sin moders bekostning. En uglespil, hele manden! TIMO: Mutta olisi minulla kortteli viinaa ja pari sanaa kuiskata Nikulan Ananian korvaan, niin kuulisimmepa piankin vaikka syllän pituisen veisun, jossa kyllä näytettäisiin mikä mies hän on tämä Aapeli. Suuri lurjus ja hunsvotti hän on; kävelee pitkin kyliä klaneetti kädessä, tekee pii'oille lapsia ja elää vanhan äitinsä niskoilla. Uuspeili koko mies. 02193
Bottom
02194
Top
JUHANI: Hvis den vrøvlevise, som de kaldte »Syv mænds styrke«, stammer fra hans hoved, så læg mærke til dette: når jeg møder ham næste gang, om det så sker uden for selve kirken, flår jeg huden af hans hoved lige fra nakken og til øjenbrynene; det siger jeg. - Men kan vi ikke slå løs på ham med lovens hjælp? JUHANI: Si cette crétinerie qu’ils appellent « La force de sept hommes » est vraiment sortie de sa caboche, alors, dès que je le rencontrerai, même sur la colline de l’église, je lui retrousserai la peau du crâne de la nuque aux sourcils ; c’est dit. — Mais ne pourrait-on pas le faire punir par la justice ? 02194
Bottom
02195
Top
AAPO: Loven dømmer ingen uden pålidelige vidner. AAPO: La loi ne condamne personne sans témoins sérieux. 02195
Bottom
02196
Top
JUHANI: Lad ham så stå frem og aflægge benægtelses-ed, og jeg tror, han vil betænke sig lidt, inden han kaster sin sjæl i mørkets sump. Men hvis han gør sig skyldig i et så lumpent kneb, så - god nat, min nabo, sov i fred for mig. JUHANI: Eh bien, je le châtierai de mes propres mains, et tu peux être sûr qu’il éprouvera la même amertume salutaire que s'il avait été assaisonné avec le sel de la loi et de la justice. 02196
Bottom
02197
Top
AAPO: Men jeg tror ikke, loven i et sådant tilfælde lader den anklagede aflægge ed. AAPO: Mutta luulenpa, ettei laki tämänkaltaisessa seikassa päästäkkään valan-tekoon kannustettua miestä. 02197
Bottom
02198
Top
JUHANI: Så får han af min egen knytnæve, og han vil da, tror jeg nok, føle samme sunde svie, som lovens og retfærdighedens salt kunne bibringe ham. JUHANI: Hän saakoon sitten omasta nyrkistäni, ja onpa hänelle siitä, luulen minä, sama terveellinen karvastus kuin lain ja oikeudenkin suolasta. 02198
Bottom
02199
Top
SIMEONI: Lad os nu ikke snakke mere, hverken om visen eller om det rovdyragtige klammeri på landevejen. - Dér står den træstub, ved hvis fod jeg engang, da jeg vogtede kreaturer, faldt i søvn og drømte en vidunderlig drøm, skønt sulten gnavede i min mave. Jeg var lige som i himlen; jeg sad i en blød og fjedrende sofa og foran mig dampede et overdådigt bord. Retterne var velsmagende, meget velsmagende, og de svømmede i fedt. Jeg spiste og drak, og små keruber vartede mig op, som om jeg var en betydningsfuld person. Alt var så ubeskrivelig smukt og festligt; tæt ved, i den gyldne sal, klang englenes kor, og jeg hørte dem synge den nye, store salme. Således drømte jeg, og dér fik jeg den gnist i mit bryst, som jeg håber aldrig må slukkes! SIMEONI: Cessons donc une bonne fois de penser à ces couplets et à cette sauvage bagarre. — Voici le vieux tronc au pied duquel j’ai eu une merveilleuse vision, un jour que je m’étais endormi en gardant les troupeaux, malgré la faim qui grondait dans mon ventre. Il me semblait être dans le ciel, assis sur un tendre canapé qui se balançait doucement, et devant moi fumait une table chargée de victuailles. Et les mets étaient si gras et si savoureux ! Je mangeais et je buvais, et de petits chérubins me servaient comme un puissant personnage. Tout était incomparablement beau et solennel ; à côté, dans une salle dorée, retentissait le chœur des anges, et je les entendais chanter un nouveau cantique sublime. Voilà ce que j’ai rêvé, et c’est ce jour que s’est allumée en moi une étincelle qui ne s’éteindra jamais. 02199
Bottom
02200
Top
JUHANI: Det var den bibel-læste, gamle hyrde, den rødøjede og tynd-skæggede Tervakoski-Tuomas, der var din kammerat, dengang du vogtede kreaturer, som gjorde dig lidt skør i hovedet; sådan forholder det sig med den gnist. JUHANI: C’est le vieux Tuomas de Tervakoski, ce grand liseur à la barbiche de bouc et aux yeux roux, ton compagnon berger d’alors, qui t’a détraqué l’entendement ; c’est ça que lu appelles ton étincelle. 02200
Bottom
02201
Top
SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag! SIMEONI: Bon, bon! On verra bien au dernier jour. 02201
Bottom
02202
Top
TUOMAS: Men dér er den gran, hvor vor far engang fældede en vældig los ; og det var hans sidste los. TUOMAS: Tenez, sur ce sapin-là, notre père a abattu un jour un gros lynx ; et ce fut son dernier. 02202
Bottom
02203
Top
TIMO: Det passer, efter den tid traskede han ikke mere hjem, men blev halet, kold og stiv, ud af skoven. TIMO: Oui, la fois suivante, il ne revint pas à la maison sur ses pieds, mais on le rapporta roide et froid de la forêt. 02203
Bottom
02204
Top
JUHANI: En rask og prægtig mand, men hård og streng som en klippesten over for sine sønner. Det var dog sjældent, lian vandrede omkring på Jukola-gård, han boede i skovene; og musene huserede i huset. JUHANI: C’était un brave et robuste gaillard, mais sévère et dur comme le roc envers ses enfants. On le trouvait rarement dans la cour de Jukola, car il habitait dans les bois, et à la maison les souris avaient du bon temps. 02204
Bottom
02205
Top
AAPO: Det er sandt, at han ofte glemte sit hjem på grund af sin jagtiver, der måske skyldtes trolddom, men han var alligevel en god fader, og han døde som en mand af ære. Må han hvile i fred! AAPO: C’est vrai, il a joliment négligé sa ferme à cause de sa passion pour la chasse ; on dirait qu’on lui avait jeté un sort. Mais il fut quand même un bon père et mourut honoré et respecté. Qu’il repose en paix ! 02205
Bottom
02206
Top
TIMO: Og vor moder dobbelt så meget. TIMO: Et notre mère ! 02206
Bottom
02207
Top
JUHANI: Hun var en dygtig husmoder og et fromt menneske, selv om hun ikke havde lært at læse. JUHANI: Elle fut une ménagère active et une femme pieuse, bien qu’elle ne sût pas lire. 02207
Bottom
02208
Top
SIMEONI: Og dog bad hun på sine knæ hver aften og morgen. SIMEONI: Elle récitait quand même ses prières à genoux soir et malin. 02208
Bottom
02209
Top
JUHANI: Det gjorde hun. En mageløs moder og husmoder! Jeg vil bestandig mindes, hvordan hun gik efter træ-ploven, stor og støt som en jættekvinde. JUHANI: Oui, elle fut une mère et une fermière incomparable. Je me rappellerai toujours comme elle marchait entre les cornes de la charrue, forte comme une géante. 02209
Bottom
02210
Top
EKKO: Hun var en god moder, men hvorfor var vi ikke lydige børn, hvorfor sled vi ikke på markerne som syv bjørne? Så ville Jukola nu have set anderledes ud. Men hvad forstod jeg dengang, jeg lille buksetrold? EERO: En vérité, elle fut une mère excellente ; mais pourquoi n’avons-nous pas été des enfants obéissants, nous, pourquoi n’avons-nous pas turbiné aux champs comme sept ours ? Jukola aurait maintenant un tout autre aspect. 02210
Bottom
02211
Top
JUHANI: Hold kæft! Jeg husker endnu din nederdrægtige og næsvise opførsel over for vor stakkels moder. Men hun bar altid over med dig, sådan som både faderen og moderen ofte gør med deres yngste barn; men se, den ældstes pels bliver bestandig støvet af, det ved jeg af egen erfaring. Ja, for fanden, jeg har i min tid fået prygl som en køter, men jeg håber, at det, med Guds hjælp, har været til det bedste. JUHANI: Kitas kiinni siinä! Muistanpa vielä tuon häijyn ja tiuskean käytöksesi äiti parkaa kohtaan. Mutta ainapa hän sinua armahteli, niinkuin tavallisesti sekä isä että äiti nuorimpaa lastansa; mutta kas vanhimman turkki on lakkaamatta pöllytyksessä, niinkuin tuon itsestäni parhain tiedän. Onhan, peevelissä, minua aikanani peitottu kuin hallia vaan, mutta toivonpa kaiken olleen hyväksi, Jumalan avulla. 02211
Bottom
02212
Top
SIMEONI: Revselse gør sikkert godt, især hvis du velsigner pisken og revser i Herrens navn. SIMEONI: Totisesti tekee kuritus hyvää, varsinkin, jos siunaat ruoskan ja kuritat Herran nimessä. 02212
Bottom
02213
Top
EERO: Og især hvis du også varmer pisken. EERO: Varsinkin jos vielä lämmität ruoskan. 02213
Bottom
02214
Top
SIMEONI: Jeg hører ikke dine elendige spydigheder, du, dit stokblinde og alt for lemfældigt revsede barn. SIMEONI: Minä en kuule sinun viheliäisiä kompasanojas, sinä umpisokea, sinä hempeästi kuritettu lapsi. 02214
Bottom
02215
Top
TIMO: »Et godt barn revser sig selv« - men det kunststykke ville jeg gerne se. TIMO: »Hyvä lapsi kurittaa itse itsensä», mutta tämän tempun tahtoisin nähdä. 02215
Bottom
02216
Top
SIMEONI: Her er Sonnimåki-korsvejen; lige fra kirkegården og hertil forfulgte et spøgelse den syndige glashandler fra Kiikala, den ugudelige krop, der lod en frygtelig ed komme over sine læber, da han ved nattetid gik forbi kirken. Lad det være en advarsel for jer, så I undgår bande-synden. SIMEONI: Tässä on Sonnimäen tien-risti, tännepä asti aina kirkkotarhasta vainosi kuolleen haamu tuota ilkivaltaista Kiikalan lasimiestä, joka kulkeissansa yöllä ohi kirkon, laski, jumalaton, huikean kirouksen suustansa. Tämä olkoon teille varoitukseksi karttamaan kirous-syntiä. 02216
Bottom
02217
Top
JUHANI: Men nu står vi på toppen af Sonnimäki, nu kan vi se kirken, og dér lyser klokkerens røde hus som en flammende djævle-rede! Hih! Dér er jo hele helvedes herlighed; dér er den afskrækkende visdom og den frygtelige ære. Nu lammes alle mine lemmer, og mine ben gør ubarmhjertigt oprør imod mig. Ak, hvad skal jeg gøre i denne bødlens time, hvad skal jeg gøre, jeg, jeres stakkels elendige ældste broder? JUHANI: Nous voici sur la crête de Sonnimäki, et on voit l’église ; là-bas, la maisonnette rouge du chantre brille comme la tanière flamboyante du diable. Brr ! Là-bas, c’est la magnificence de l’enfer, sa sagesse terrifiante et son honneur épouvantable. Tous mes membres s'engourdissent à présent et mes pieds refusent impitoyablement d’avancer. Hélas ! que vais-je faire en ce moment de torture, que faire, moi, votre misérable aîné ? 02217
Bottom
02218
Top
EERO: Efter som du er den ældste, så gå i spidsen for os med et godt eksempel og vend om fra helvedes vej. Jeg er parat til at følge dig. EERO: Puisque tu es notre aîné, montre-nous la voie et donne-nous le bon exemple en tournant le dos au chemin de l’enfer. Je suis prêt à te suivre. 02218
Bottom
02219
Top
TUOMAS: Ti stille, Eero! Nu ikke eet skridt tilbage. TUOMAS: Tais-toi, Eero ; pas de reculade à présent. 02219
Bottom
02220
Top
JUIIANI: Oli, I behornede djævle! Klokkerens dør er som dødens gab for mig. JUHANI: Par les cornes du diable ! La porte du chantre me semble la gueule de la mort. 02220
Bottom
02221
Top
AAPO: Netop dér er begyndelsen til vort menneskeværd og vor ære. AAPO: Mais c’est par elle que vont nous revenir la réputation et l’honneur. 02221
Bottom
02222
Top
JUHANI: En gloende ære, en gloende ære! Ve os! Dér ser jeg hele klokkerens pragt og præstegårdens afskrækkende glans, og min natur gør oprør - Gud hjælpe os! - den gør oprør. Hvad siger du, Timo ? JUHANI: Un honneur luisant, un honneur cuisant, hélas pour nous ! Je vois déjà la splendeur du chantre, la pompe redoutable de la cure, et ma nature regimbe, par Dieu ! — elle regimbe ! — Que dis-tu, Timo ? 02222
Bottom
02223
Top
TIMO: Voldsomt oprør. TIMO: Ça regimbe bigrement. 02223
Bottom
02224
Top
AAPO: Det tror jeg, men her i livet danser man ikke altid på roser og blomster. AAPO: Je le crois volontiers, mais ici-bas, on ne peut pas toujours danser sur des roses et des fleurs. 02224
Bottom
02225
Top
JUHANI: På roser og blomster? Har vi danset på roser og blomster ? JUHANI: Des roses et des fleurs ! Quand avons-nous dansé sur des roses et des fleurs ? 02225
Bottom
02226
Top
AAPO: Vi får lov til at sluge mange bitre bær her på jorden, brorlil. AAPO: Il nous faudra avaler bien des pilules amères, mon cher ami. 02226
Bottom
02227
Top
JUHANI: Bitre bær? Har vi ikke allerede slugt bitre bær nok? Ak, stakkels Aapo! Vi er allerede blevet kogt i mange slags supper, og mange vinde har hvirvlet i vort hår. Og hvorfor? Hvor er vor sejr? Denne verden er en vældig møgdynge og ikke andet. Ad helvede til med klokkere, praster, overhøringer, bøger og embedsmænd med deres papirbundter! Denne verdens plageånder alle tilhobe! Jeg sagde bøger, men jeg mente naturligvis ikke Bibelen, salmebogen, katekismen og a.b.c.-en og heller ikke »En råbende røst i ørkenen« - den forfærdelige bog - jeg mente ikke nogen af dem. Men hvorfor blev jeg født? JUHANI: Des pilules amères ! N’en a-t-on pas déjà suffisamment avalé ? Hélas, pauvre Aapo, on a été cuits à bien des sauces, et nos cheveux ont flotté dans bien des venls. Et pourquoi ? Qu’y avons-nous gagné ? Le monde n’est qu’un énorme tas d’ordures, rien de plus. Au diable les chantres et les pasteurs, les examens de lecture et les livres et les commissaires de police avec leurs paquets de paperasses ! Ils ne sont là que pour tourmenter les gens. Quand j’ai nommé les livres, je n’ai pas pensé à la Bible, au psautier, au catéchisme et à l’abécédaire, ni à « La voix qui crie dans le désert », ce livre terrible ; non, je ne pense pas à ces livres-là. Ah ! pourquoi suis-je né ? 02227
Bottom
02228
Top
SIMEONI: Forband ikke dine dage, dine nådens dage. SIMEONI: Ne maudis pas les jours de ta vie, les jours de la grâce. 02228
Bottom
02229
Top
JUHANI: Hvorfor blev jeg født, hvorfor blev jeg født? JUHANI: Pourquoi suis-je né ? Pourquoi ? 02229
Bottom
02230
Top
TIMO: Jeg blev født til denne verden som en sølle vandringsmand. Hvorfor åbnede jeg ikke hellere mine øjne som en hareskåret harekilling under den dér unge gran? TIMO: Je suis né misérable voyageur. Pourquoi n’ai-je pas ouvert les yeux comme une petit levraut aux lèvres fendues, ici, sous ce sapin ? 02230
Bottom
02231
Top
JUHANI: Eller jeg som det egern, der pludrer på fyrre-travets gren med halen i vejret? Koglen er dens sorgløse føde og granens skæg det varme ta'ppe i dens mosklæd te stue. JUHANI: Et moi comme cet écureuil qui crie dans les branches de ce pin, la queue en panache ? Sans soucis, il se nourrit de cônes, et la barbe du sapin lui est une chaude couverture dans sa maison de mousse. 02231
Bottom
02232
Top
TIMO: Og den behøver ikke lære at læse. TIMO: Et il n’a pas besoin d’apprendre à lire. 02232
Bottom
02233
Top
JUHANI: Den behøver ikke at kunne læse. JUHANI: Ei tarvitse hänen lukea! 02233
Bottom
02234
Top
AAPO: Enhver får sin part og »sværdet skal svare til svenden«. Her hjælper hverken sorg eller klage, men kun arbejde og handling. Nu fremad, mine brødre! AAPO: A chacun son lot. « A vaillant homme, courte épée ». Ça ne sert à rien de geindre et de gémir, il faut travailler et turbiner. Allons, mes frères ! En avant 1 02234
Bottom
02235
Top
TUOMAS: Af sted, til klokkeren, om det så var over havets skummende dyb. TUOMAS: En avant, chez le chantre ! même s’il faut traverser le gouffre bouillonnant de la mer ! 02235
Bottom
02236
Top
JUHANI: Hvad tænker du på, Eero-knægt? JUHANI: A quoi songes-tu, mon petit Eero? 02236
Bottom
02237
Top
EERO: Jeg tænker på, at jeg vil gå i skole hos klokkeren. EERO: Je songe qu’on va chez le chantre apprendre à lire. 02237
Bottom
02238
Top
JUHANI: Hm! Lad os så gå; lad os så vandre af sted. Oh, Herrens søn! Men syng, Timo, syng, brorlil. JUHANI: Hum ! Allons-y donc ! marchons ! Ah, doux Jésus ! Mais chante-nous quelque chose, Timo, chante 1 02238
Bottom
02239
Top
TIMO: Jeg vil synge om egernet i dets mosklædte kammer. TIMO: La chanson de l’écureuil dans son nid de mousse ? 02239
Bottom
02240
Top
JUHANI: Ja, ja! JUHANI: Oui, oui ! 02240
Bottom
02241
Top
TIMO: synger: TIMO: 02241
Bottom
02242
Top
Lille, søde egern sover
i sit mos-hus, i sit kammer;
dér ham aldrig nogen rammer,
ikke Halli-hundens 02171: tænder, ingen jægers snare heller.

Fra sit kammer i det høje
ser han verden vidt sig brede,
mangen strid og kiv dernede;
over issen paa ham blafrer
granens gren, en fredens vimpel.

Hvilket liv saa fuldt af lykke
i det vugge-slot, som gynger.
Lille, søde egern gynger
ved sit grantræs moderbryster:
Metsolas kantele spiller.

Dér i vinduet, det lille,
sving-halen, som døsigt gynger,
fugle under himlen synger,
følger ham ved aftenstide
bort til drømmens gyldne rige.
L’écureuil dort profondément
Dans la mousse du nid solide ;
Des chiens il ne craint pas la dent
Ni des chasseurs les lacs perfides,
Ni les atteintes des méchants.

De son logis tranquille et chaud,
Il perçoit la terre bruyante,
Les batailles et les travaux ;
Au-dessus de lui tourne et chante
La girouette des rameaux.

Il coule des jours de bonheur
Dans son château qui se balance.
Bercé dans le sein protecteur
Du sapin maternel et dense,
Il entend les oiseaux chanteurs.

Il goûte un repos sans pareil ;
A la fenêtre, sa queue penche,
A l’horizon fuit le soleil,
Les oiseaux sifflent sur les branches,
Il fait des rêves d’or vermeil.
02242
Bottom

kapitel 03 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
03001
Top
Der er gået to dage. Brødrene sidder omkring bordet i klokkerens dagligstue og terper løs på bogstaverne, der snart læses højt for dem af klokkeren selv og snart af hans lille, otte-årige datter. Således øver de sig ihærdigt i at læse, med den åbne a.b.c. i hånden og sveddryppende pande. Men man ser kun fem af Jukolas sønner sidde på bænken bagved bordet. Hvor er Juhani og Timo? De står der henne i skammekrogen, lige ved døren, og deres hår, som lige har været snoet om klokkerens senede næve, stritter stadig i stride totter. Deux jouis ont passé. Les frères sont installés cliez le chantre autour de la table, dans la chambre des domestiques, et ânonnent l’alphabet selon les indications de leur maître ou celles de sa fillette âgée de huit ans. Leurs livres ouverts à la main, ils étudient avec ardeur, à la sueur de leurs fronts. Mais on ne voit que cinq frères sur le banc derrière la table. Où sont Juhani et Timo ? Ils sont debout là-bas, près de la porte, dans le coin infamant, et leur chevelure, où la poigne énergique du chantre vient de fourrager, est encore hérissée en hautes touffes. 03001
Bottom
03002
Top
Brødrenes lærdom udviklede sig uhyre langsomt, og den blev på ingen måde fremskyndet af lærerens frygtindgydende strenghed; tværtimod, den lammede snarere deres lyst og iver. Juhani og Timo kendte knap nok mere end bogstavet a; de andres viden var dog rykket nogle bogstaver længere frem. Men broder Eero var den strålende undtagelse blandt dem alle; han var allerede færdig med a.b.c.-en og øvede sig flittigt i at stave. Les frères progressaient fort lentement en savoir, car la redoutable sévérité de leur maître, loin de les stimuler, ne faisait qu’engourdir leur zèle et leur entendement. Juhani et Timo connaissaient à peine autre chose que A ; les autres étaient pourtant parvenus à savoir quelques lettres de plus, tandis qu’Eero faisait une brillante exception : il avait terminé l’alphabet et réussissait déjà à épeler fort couramment. 03002
Bottom
03003
Top
Aftenen nærmede sig, men brødrene havde ikke smagt så meget som en bid mad i dagens løb. For klokkeren, der havde lagt beslag på deres proviant, prøvede også at anspore deres læselyst ved hjælp af sultens plager. Juhani stod således i sin krog, forpint af en nagende sult, rystede på sit runde hoved, spyttede og gloede efter sin lærer som en skillende okse. Timo stod og nikkede søvnigt ved siden af ham, uden ;it bekymre sig om verdens gang. Til sidst afbrød klokkeren læsningen og sagde: »Hold så op, og spis, I træheste, tyg løs som drøvtyggende gedebukke i folden. Men husk, efter dette måltid kommer der ikke den mindste krumme over jeres læber, før alfabetet sidder fast i skallen på jer, I tykpandede okser. Jeg giver jer en time til at spise i, men I må ikke gå ét skridt uden for døren. Jeg mener, det ville være sundt at forlænge jeres arrest til i aften, langt det sundeste. Men luk nu jeres kæber op, fór I får straks madposerne i jeres klør.« Sådan sagde han, gik sin vej og sendte pigen ind til brødrene med deres proviant; men døren blev lukket meget omhyggeligt. Le soir tombait, mais les frères n’avaient pas touché à une miette de nourriture au cours de la journée. Le chantre, qui avait confisqué leurs provisions, essayait si les tourments de la faim pourraient exciter leur entrain à l’étude. Juhani, torturé par la fringale, secouait dans son coin sa tignasse ébouriffée, crachait et, comme un bœuf, jetait dans la direction de son maître des regards obliques. Quant à Timo, il somnolait à côté de lui sans se préoccuper des choses de ce monde. Le chantre interrompit enfin la leçon et dit : « Ça suffit pour le moment, allez manger, têtes de bois, et faites manœuvrer vos mâchoires comme des boucs qui ruminent dans un enclos. Mais rappelez-vous qu’après ce repas aucune bouchée de nourriture ne pénétrera dans vos gosiers avant que vous ne sachiez par cœur l’alphabet, taureaux au crâne épais. Je vous donne une heure pour manger, mais je vous défends de sortir de la chambre ; j’estime très salutaire de prolonger vos arrêts jusqu’au soir. Et maintenant, avalez votre boustifaille, on va vous apporter vos havresacs à vivres ». Il parla ainsi et s’étant éloigné, il envoya la domestique porter aux frères leurs provisions, puis la porte fut solidement verrouillée. 03003
Bottom
03004
Top
TIMO: Hvor er min madpose ? TIMO: Où est mon sac ? 03004
Bottom
03005
Top
LAURI: Dér er din, og her er min. Jeg kunne æde småsten nu. LAURI: Le voilà, et voici le mien. Je serais capable de bouffer des petits cailloux. 03005
Bottom
03006
Top
JUHANI: Vi spiser ikke den mindste smule. JUHANI: On ne mangera pas une miette à présent. 03006
Bottom
03007
Top
LAURI: Hvad ? Skal vi ikke spise ? LAURI: Hein ? Rien manger ? 03007
Bottom
03008
Top
JUHANI: Ikke det mindste. JUHANI: Pas une miette ! 03008
Bottom
03009
Top
LAURI: Stands hellere havets bølger med din håndflade. LAURI: Tu arrêterais plutôt les flots de la mer avec la paume de tes mains ! 03009
Bottom
03010
Top
JUHANI: Lad poserne pænt være i fred. JUHANI: On va laisser nos sacs tranquilles. 03010
Bottom
03011
Top
AAPO: Hvad tænker du egentlig på? AAPO: Dans quel but ? 03011
Bottom
03012
Top
JUHANI: At ærgre klokkeren. Vi spiser ikke, før morgendagen gryr. Mit blod koger, drenge, og mit hoved ruller rundt som Keitulas vindmølle. Men ærgrelse mod ærgrelse! JUHANI: Pour faire enrager le chantre. Il ne faut rien manger avant demain matin. Mon sang bouillonne, frères, et ma tête tourne comme un moulin à vent. Mais dépit contre dépit. 03012
Bottom
03013
Top
AAPO: Den ærgrelse ville få den gamle til at le hjerteligt. AAPO: Le vieux ne fera que rire de bon cœur de ton dépit. 03013
Bottom
03014
Top
JUHANI: Lad ham le! Jeg spiser ikke. - Eero staver allerede, se, se. - Jeg spiser ikke. JUHANI: Laisse-le rire. Je ne mangerai rien. Eero sait déjà épeler, vous voyez. — Je ne mangerai rien. 03014
Bottom
03015
Top
TUOMAS: Jeg spiser heller ikke her, men derude på Sonni-mäki-heden. Dér sidder jeg snart på et bolster af lyng. TUOMAS: Moi non plus. Je ne veux rien manger ici, mais là haut sur la lande de Sonnimiiki ; j’y serai bientôt étendu sur un tapis de mousse. 03015
Bottom
03016
Top
JUHANI: Ja, rigtigt! Dér skal vi snart rulle os. JUHANI: Parfait ! On s’y vautrera bientôî ! 03016
Bottom
03017
Top
EERO: Det er jeg med på, drenge. EERO: Frères, ce projet me plaît. 03017
Bottom
03018
Top
AAPO: Hvad er det nu igen for tossestreger ? AAPO: De nouvelles folies ? 03018
Bottom
03019
Top
JUHANI: Væk fra fangenskabet! JUHANI: Hors de cette prison I 03019
Bottom
03020
Top
AAPO: Fornuft, ohoj! AAPO: Holà ! de la raison ! 03020
Bottom
03021
Top
JUHANI: Sonnimäkis fyrreskov, ohoj! JUHANI: Holà ! les pins de Sonnimäki ! 03021
Bottom
03022
Top
EERO: Netop! Og fornuften svarede: ohoj. EERO: Niin juuri! Ja ymmärrys vastasi: hoi. 03022
Bottom
03023
Top
JUHANI: Svarede som en mand. JUHANI: Vastasi kuin poika. 03023
Bottom
03024
Top
AAPO: Simeoni, gør nu dit bedste. AAPO: Simeoni, fais ton possible pour les retenir. 03024
Bottom
03025
Top
SIMEONI: Opfør jer ordentlig, brødre! Men jeg siger som så, at vi ikke er skabt til at læse, og derfor må vi tage afsked med alle anstrengelser på det punkt. Vort liv bør dog være udadleligt og ordentligt, for vi kan jo leve som kristne mennesker, selv om vi ikke er i stand til at læse, bare vi har troen. SIMEONI: Du calme, mes frères ! Je vous dis aussi qu’on ne deviendra jamais des savants ; c’est pourquoi, renonçons à tout effort pour atteindre ce but. Notre vie peut quand même être irréprochable et honnête ; car on peut vivre comme des chrétiens sans savoir lire, pourvu qu’on ait la foi. 03025
Bottom
03026
Top
AAPO: Du skubber jo, din satan, i stedet for at hjælpe. AAPO: Vieux fou, tu démolis au lieu de consolider ! 03026
Bottom
03027
Top
JUHANI: Simeoni taler retfærdighedens og rimelighedens sprog. Hort herfra, drenge; min nalur holder ikke dette ud la'ngcrc. JUHANI: Simeoni parle le langage du droit et de la justice. Hors d’ici, mes enfants ! Je n’y tiens plus. 03027
Bottom
03028
Top
TUOMAS: Det skærer mig i hjertet at se Juhani pines. Bort herfra, drenge! TUOMAS: Mon cœur se serre quand je vois comme on maltraite Juhani. Filons ! 03028
Bottom
03029
Top
JUHANI: Sagen er afgjort. Men lad være med at beklage mig, Tuomas, for jeg har hævnen i min hånd. Jeg er blevet revset; flået som krebse-madding, det er sandt og vist! Og jeg har en vældig tot hamp i min lomme, en tot hamp, som klokkeren har udklækket. Hvis den klump ikke engang stopper kæften på klokkeren, så er det, fordi jeg vil lave en slags maskine eller redskab af den vare. Klokkeren har en hals, ja, klokkeren har en hals, men jeg siger ikke mere. JUHANI: C’est décidé. Mais ne t’apitoie pas sur moi, Tuomas, car je tiens ma vengeance. J’ai été trituré et broyé comme de l’appât pour les écrevisses, en vérité. Et j’ai dans ma poche une grosse poignée de poils que le maître a peignés sur ma tête comme du chanvre. Si cette touffe ne lui bouche pas le gosier un jour, c’est que j’en aurai fait un autre emploi. Le chantre a un cou, oui, il a un cou ; mais je n’en veux pas dire davantage pour le moment. 03029
Bottom
03030
Top
EERO: Jeg kender måske et andet og bedre råd. Af den hårtot, du har i lommen, fletter vi en vældig fin fiskesnøre som gave til klokkeren for hans gode undervisning. Men hvorfor opfordrer jeg jer til synd, eftersom jeg ved, at vi alle sammen er enige om, at revselse har en uudsigelig god virkning, hvad vi jo drøftede broderligt undervejs. EERO: Minä ehkä tiedän toisen ja paremman neuvon. Hius-kiemurasta, jota säilyttelet plakkarissas, kierrämme oivan ongen-siiman lukkarille lahjaksi hyvän opetuksen edestä. Mutta miksi yllytän syntiin, koska tiedän ja kaikki yksimielisesti myönnämme, että kuritus tekee sanomattoman hyvää, niinkuin veljellisesti juttelimme tiellä. 03030
Bottom
03031
Top
JUHANI: Eero staver allerede. Se, det var en flink dreng. JUHANI: Eero tavailee jo. Kas kilttiä poikaa vaan. 03031
Bottom
03032
Top
EERO: Det er en skam at være gammel og øve sig i at stave. EERO: Häpeä kyllä näin vanhan vasta tavaamista harjoitella. 03032
Bottom
03033
Top
JUHANI: Gammel? Hvad så med vores alder? JUHANI: Vanhan? Entäs meidän toisten ikä? 03033
Bottom
03034
Top
SIMEONI: Han stikler til os. SIMEONI: Hän pistelee. 03034
Bottom
03035
Top
JUHANI: Ja, du stikler igen, du, din tidsel i vor hvedemark, du, din bitre syre i Jukolas kristelige brødre-dejg, du, dit pindsvin, din pindgris, din frø! JUHANI: Niin, pisteletpä taas, sinä ohdake nisupellossamme, sinä katkera happamus Jukolan kristillisessä veli-taikinassa, sinä piikki-sika, piikki-porsas, sinä sammakko! 03035
Bottom
03036
Top
SIMEONI: Stille, for klokkerens skyld, stille. SIMEONI: Hiljaa, lukkarin tähden hiljaa! 03036
Bottom
03037
Top
JUHANI: Ud af fangehullet, alle mand! Den, der nu stritter imod, får på snuden. JUHANI: Korttikaalista ulos kaikki yksimielisesti! Joka nyt vastaan pinnistää, köniinsä saa. 03037
Bottom
03038
Top
TUOMAS: Alle mand af sted, alle! TUOMAS: Dehors, tous, tous ! 03038
Bottom
03039
Top
AAPO: Timo, du min viljefaste broder, hvad siger du? AAPO: Timo, toi qui es toujours sûr et solide, que dis-tu ? 03039
Bottom
03040
Top
TIMO: »Af birke-bark gør man ingen vest, ej heller gammel mand til præst«. Lad os derfor »putte piben i posen« og forsvinde, alle som én. Jeg kan også afgøre sagen med et andet ordsprog: »Øksen bør slibes på begge sider«. TIMO: « Avec de l’écorce on ne fait pas des chemises, ni un pasteur avec un vieux à barbe grise » ; c’est pourquoi, prenons nos cliques et nos claques et filons, tous tant que nous sommes. Et je peux encore vous citer un proverbe qui s’applique à notre cas : On aiguise la hache des deux côtés. 03040
Bottom
03041
Top
AAPO: Lauri, hvad vil du gøre ? AAPO: Lauri, que vas-tu faire ? 03041
Bottom
03042
Top
LAURI: Jeg går herfra og til Sonnimåki. LAURI: Partir d’ici pour Sonnimäki. 03042
Bottom
03043
Top
AAPO: Ah! Selv om så de døde råber fra deres grave: I stivsindede, I skøre mænd! AAPO: Ah ! même si les morts vous criaient de leurs tombes : Hommes au col roide ! Insensés que vous êtes ! 03043
Bottom
03044
Top
JUHANI: Nej’, ikke engang det ville nytte noget, nej, march, af sted, min dreng. Kommer du? Ellers - Herre Jesus! - så brager og buldrer det. Kommer du så? JUHANI: Ça ne servirait à rien. En avant, marche ! mon petit. Viens-tu ? sinon — doux Jésus ! — gare aux coups et aux claques ! Viens-tu ? 03044
Bottom
03045
Top
AAPO: Jeg kommer. Men endnu et ord. AAPO: Je viens. Mais un mot encore. 03045
Bottom
03046
Top
TUOMAS: Nu ville selv tusind ord ikke nytte noget. TUOMAS: Pas un. Des milliers n’auraient du reste aucun effet, maintenant. 03046
Bottom
03047
Top
JUHANI: Ikke om så hvert ord havde tusind sværd. JUHANI: Pas même si chacun avait mille épées. 03047
Bottom
03048
Top
EERO: Og hvert sværd tusind klinger. EERO: Et chaque épée mille lames. 03048
Bottom
03049
Top
JUHANI: Tusind ild-sprudlende klinger. Nej, ikke engang det ville hjælpe. Bort fra Marstrand, bort fra Sibirien, bort fra den forskrækkelige urskov som syv kugler ud af kanonens kæber! Her er både kuglen og kanonen, en ladt kanon, som bliver varmere og varmere; nu er den rødglødende, og snart knalder det. Ak, kære brødre og slægtninge og børn, båret af samme moder! I så, hvordan han snoede mit pandehår omkring pegefingeren; og så greb han fat med hele næven, sådan, se, sådan, og derefter ruskede han løs, så tænderne raslede. Hm! JUHANI: Tuhannen tulta-iskevää terää. Niin juuri; ei auttais sittenkään. Maarstrannista pois, Sipirjasta pois, pois hirmuisesta aarniosta kuin seitsemän luotia kanuunan kidasta! Tässäpä on sekä luoti että kanuuna, ladattu kanuuna, joka kuumenee kuumenemistaan, nyt se on tulipunainen, ja kohta paukahtaa. Voi armaat veljet ja sukulaiset ja saman äitin kantamat! te näitte kuinka hän lierutti tämän otsavihkoni etusormensa ympäri, kahmasi sitten kaikella kourallansa näin, kas tällä tavalla, ja sitten ravisti hän, että hampaat helähti. Hm! 03049
Bottom
03050
Top
TUOMAS: Jeg så det, og kødet på mine kinder svulmede af vrede. TUOMAS: Minä näin sen ja poski-lihani pullistuivat vihasta. 03050
Bottom
03051
Top
EERO: Jeg hørte, hvordan Juhanis tænder skramlede, og så, hvordan Tuomas’ kinder svulmede, og jeg blev forfærdet, men jeg takkede alligevel Gud på jeres vegne, fordi jeg huskede på, hvor megen gavn revselse gør. EERO: Minä kuulin kuinka Juhanin hampaat helähti, näin kuinka Tuomaan poski-lihat pullistuivat, ja minä kauhistuin, mutta kiitinpä sentähden Jumalaa teidän puolestanne, muistaissani kuinka hyvää kuri kuitenkin tekee. 03051
Bottom
03052
Top
JUHANI: Sæt dog ikke, kære broder, ild-lunten til kanonens fænghul, det vil sige mine to øren; lad være med det. JUHANI: Älä, rakas veljeni, saata tuli-lunttua kanuunan vänkypannuihin, nimittäin näihin kahteen korvaani, sitä älä tee. 03052
Bottom
03053
Top
TUOMAS: Hvorfor tirrer du ham, Eero ? TUOMAS: Miksi häntä äköittelet, Eero? 03053
Bottom
03054
Top
JUHANI: Eero er klokkerens kæledægge. Nå, det er jo også godt, meget godt. Men hvad ondt har jeg gjort, siden klokkeren piner mig sådan? Er det en forbrydelse, at jeg er så træg i hovedet? Jeg er lige ved at græde. JUHANI: Eero onkin lukkarin lillipoika. No hyvähän sekin, vallan hyvä. Mutta mitä pahaa olen minä tehnyt, että lukkari minua näin rääkkää? Onko se rikos, että on minulla niin kova pää? Eihän paljon puutu etten itke. 03054
Bottom
03055
Top
TIMO: Hvad har jeg da gjort, siden man river mig så forbandet hårdt i håret? Er det, fordi jeg har den forstand, som Gud engang gav mig i sin visdom ? TIMO: Mitä olen minä tehnyt, koska näin riivatusti tukkaani vanutetaan? Siitäkö syystä, että on minulla se järki, jonka Jumala minulle kerran viisaudessansa antoi? 03055
Bottom
03056
Top
LAURI: Tre gange er jeg blevet rusket i håret. LAURI: Kolme tukkapöllyä olen minä saanut. 03056
Bottom
03057
Top
JUHANI: Vi har alle sammen søde minder herfra. - Op med døren! JUHANI: Kaikilla meillä on täältä makeita muistoja.-- Ouvre la porte ! 03057
Bottom
03058
Top
AAPO: Glem ikke, at vi er bag lås og slå. AAPO: Oublies-tu qu’on est sous clé ? 03058
Bottom
03059
Top
TIMO: Der er stillet en bjælke imod døren, en stærk bjælke. TIMO: On a mis le verrou, un solide verrou. 03059
Bottom
03060
Top
JUHANI: Den knækker som et strå, men for resten: dér er jo et vindu. Et knald med min pose, og så vil man høre en herlig klirrende og klaprende lyd. JUHANI: Il se cassera comme un fétu. Mais d’ailleurs, il y a la fenêtre. Un coup de mon sac, et on entendra un joli tintement et cliquetis. 03060
Bottom
03061
Top
AAPO: Du er åbenbart helt rundtosset i hovedet. AAPO: Tu es devenu complètement toqué. 03061
Bottom
03062
Top
JUHANI: Af to dages ruskeri, af to dages ruskeri, kære broder! JUHANI: Naturellement, après ces deux journées de tournoiement ! Ce qu’on m’a fait pirouetter ! 03062
Bottom
03063
Top
SIMEONI: Nej, lad os ikke slå vinduet i stykker, men pænt snakke med klokkeren. SIMEONI: Ne cassons pas la fenêtre, mais parlons tranquillement avec le chantre. 03063
Bottom
03064
Top
JUHANI: Gå ad helvede til og snak med djævelen! - Vinduet itu og bort fra fangenskabet! »Hele bataillonen ud!« råbte kaptajnen i sin vrede. JUHANI: Va dans l’enfer discuter avec le diable ! I,a fenêtre en morceaux, et hors de cette prison ! « Tout le bataillon dehors ! » cria le capitaine en colère. 03064
Bottom
03065
Top
TUOMAS: Sæt krogen for døren, Eero! TUOMAS: Tire la targette, Eero. 03065
Bottom
03066
Top
EERO: Ja, rigtigt; luk fæstningens hovedport, mens bataillonen marcherer ud ad bagdøren. - Krogen er sat for. EERO: C’est juste, il faut fermer la porte principale du château pendant que le bataillon se défile par la sortie de derrière. La targette est mise. 03066
Bottom
03067
Top
AAPO: Jeg advarer jer! AAPO: Prenez garde ! 03067
Bottom
03068
Top
JUHANI: Gjort er gjort. Sådan! JUHANI: Ce qui est fait est fait. Regarde ! 03068
Bottom
03069
Top
AAPO: Dit forskrækkelige, dit aldeles ugudelige menneske! AAPO: Fou furieux, impie I 03069
Bottom
03070
Top
SIMEONI: Sådan, ja. Nu er det gjort! Dér gik ruden! SIMEONI: Voilà ! Ça y est ! la fenêtre a éclaté. 03070
Bottom
03071
Top
JUHANI: Vinduet klirrede, og himlen dirrede, da Jussi satte sin sæk i sving! Det var et vældigt brag. JUHANI: La fenêtre a éclaté et le ciel a tressauté quand mon bissac a volé. Quel beau bruit ! 03071
Bottom
03072
Top
SIMEONI: Vi arme stakler! SIMEONI: Malheureux que nous sommes ! 03072
Bottom
03073
Top
JUHANI: Vejen er fri; kommer der så gang i dig? JUHANI: La voie est ouverte : veux-tu sortir ? 03073
Bottom
03074
Top
SIMEONI: Jeg følger jer, kære broder! SIMEONI: Je te suis, mon cher frère. 03074
Bottom
03075
Top
JUHANI: Aapo, vejen er fri; kommer der så gang i dig? JUHANI: Aapo, la voie est ouverte : veux-tu sortir ? 03075
Bottom
03076
Top
AAPO: Hvorfor står du med løftet knytnæve, din tosse? Jeg kommer, jeg kommer! Hvad kan man gøre andet her, når man en gang har taget fanden op i slæden ? AAPO: Pourquoi brandir le poing ? Vieux fou ! Je te suis, je te suis, qu’y a-t-il d’autre à faire ici, maintenant que les provisions sont sur le traîneau ? [Dicton correspondant à notre : « Le vin ed tiré, il faut le boire ».] 03076
Bottom
03077
Top
JUHANI: Pokkers også! JUHANI: Enfer et damnation ! 03077
Bottom
03078
Top
TUOMAS: Alle mand poserne på ryggen og ud gennem vinduet! Nogen tramper ude i gangen. TUOMAS: Sac au dos, et sautons par la fenêtre. On entend des pas dans le vestibule. 03078
Bottom
03079
Top
JUHANI: Er det klokkeren? Ham kunne jeg godt lide at strejfe en kende, bare lige strejfe. JUHANI: Onko se lukkari? Minä sivuun häntä. 03079
Bottom
03080
Top
TUOMAS: Kom! TUOMAS: Tule! 03080
Bottom
03081
Top
JUHANI: Det er klokkeren. Jeg skal strejfe ham, bare en kende. JUHANI: Se on lukkari. Minä sivuun häntä hieman. 03081
Bottom
03082
Top
TUOMAS: Af sted! siger jeg. TUOMAS: Pois! sanon minä. 03082
Bottom
03083
Top
JUHANI: Stil dig nu ikke i vejen for mig. Jeg elsker dig, broder Tuomas. JUHANI: Älä astu tielleni nyt. Minä rakastan sinua, Tuomas veljeni. 03083
Bottom
03084
Top
TUOMAS: Jeg lader dig ikke begå nogen ugerninger. Skynd du dig nu blot ud gennem vinduet sammen med mig; de andre render jo allerede af sted derude på marken. Kom! TUOMAS: En päästä sinua tekemään hirmutöitä. Riennä nyt vaan kanssani akkunasta ulos; tuollahan jo pelto-murulla kaapaisevat toiset. Tule! 03084
Bottom
03085
Top
JUHANI: Slip mig! Hvad er det for ugerninger, du er bange for? Jeg lægger ham bare blidt over mine knæ, løfter hans lange frakkeskøder i vejret og klasker ham lidt med min nøgne håndflade; og den hånd gør et godt stykke arbejde. Slip mig, min elskede broder, ellers revner mit hjerte som Korks sækkepibe. Slip mig! Ser du ikke, hvordan mil hoved damper? JUHANI: Hellitä! Mitä pelkäät sinä hirmutöitä? Hänen otan vaan koreasti polvilleni, nostan ylös takkinsa pitkät liepeet ja nassielen häntä paljaalla kämmenelläni, ja totta on tekevä tämä kämmen. Hellitä, armas veljeni, muutoin sydämmeni halkee kuin Korkin säkkipilli. Hellitä! sinä näet kuinka pääni höyryy. 03085
Bottom
03086
Top
TUOMAS: Vi er fjender for evigt, hvis du ikke adlyder mig nu. Læg mærke til, hvad jeg siger. TUOMAS: Olemmepa ikuiset vihamiehet, ellet tottele minua nyt. Huomaa mitä sanoin. 03086
Bottom
03087
Top
JUHANI: Nå, så lad os gå. Men jeg ville aldrig have givet mit samtykke til dette, hvis jeg ikke elskede dig af hele mit hjerte. JUHANI: Mennään sitten. Mutta enpä suostuisi tähän, jos en sydämestäni sinua rakastaisi. 03087
Bottom
03088
Top
De tav og kastede sig ud gennem vinduet og ned på jorden; og derefter løb de hurtigt hen over klokkerens kartoffelmark. Småstenene raslede på marken, jordklumperne fløj højt op i luften, og snart var de forsvundet, bagefter de andre, i det tætte ellckrat. Nu styrtede klokkeren ind i stuen; hans ansigt var helt fortrukket af vrede, og i den ene nav ve svang han en solid bambusstok. Med høj, skingrende stemme råbte han efter de flygtende, men forgæves. Brødrene styrtede ud gennem ellekrattet, løb hen over et stenet, klippefyldt område og videre gennem et tæt enebærkrat; derefter hen over præstegårdens vidtstrakte eng ved Neulaniemis siv-bevoksede bred og til sidst hen over en åben, rungende lysning; og nu stod de på den sandede vej under Sonnimäkis hede-skråninger. Derpå gik de op ad skrænten, der var oversået med rullesten, og da de nåede op på toppen, besluttede de at slå lejr i lyngen ved foden af nogle fyrretræer; og snart bølgede røgen fra deres bål op mod trækronerne. Cessant de parler, ils s’élancèrent par la fenêtre et coururent à toutes jambes à travers le champ de pommes de terre du chantre. Les cailloux volaient sous leurs pas, les mottes de terre étaient projetées en l’air, et bientôt ils disparurent entre les aulnes touffus. Furibond, le chantre se précipita dans la chambre, brandissant sa lourde canne de rotin. D’une voix forte, violente, i! appela les déserteurs, mais en vain. Les frères se faufilèrent hors du taillis d’aulnes, détalèrent sur un terrain pierreux, parsemé de rochers, puis traversèrent un étroit bosquet de genévriers, débouchèrent sur la vaste prairie de la cure, bordée de roseaux, franchirent un pré qui sonnait creux sous leurs pieds et s’arrêtèrent enfin sur le chemin sablonneux qui longe la lande inclinée de Sonnimäki. Ils gravirent les éboulis et atteignirent la crête de la colline ; et là, ils décidèrent de camper sous les grands pins, parmi les bruyères. Bientôt, la fumée de leur feu tournoyait au-dessus de la cime des arbres. 03088
Bottom
03089
Top
Det sted, hvor brødrene havde slået sig ned, lå højt til vejrs. Hinsides bakken kunne man se præstegårdens mansardtag, men på selve bakketoppen lå klokkerens røde hus og hele den store kirkeby, og dér, skærmet af graner, sognets stenkirke, højtidelig og statelig. Man kunne desuden se søen med dens mange små-øer, søen, hvor nord-østen-vinden trak sine striber og blæste, blidt og sagte, under den klare himmel, blæste hen over søen, over engene og skovene, og hen over Sonnimäkis fyrreskov, ved hvis rødder brødrene nu hvilede sig og stegte roer i det flammende bål. L’endroit où les frères s’étaient installés dominait les environs. Derrière la colline, on voyait le toit à pan coupé de la cure, la maisonnette rouge du chantre sur une éminence, et le grand village, et là-bas, au milieu des sapins, l’église de pierre, magnifique, imposante. Plus loin, on apercevait aussi un lac aux îles innombrables, ridé par une brise légère qui soufflait doucement et paisiblement dans l’air serein et caressait le lac, les prairies et les forêts, les pins de Sonnimäki où les frères se reposaient et rôtissaient des raves sur un brasier flamboyant. 03089
Bottom
03090
Top
JUHANI: Nu spiser vi et virkelig kongeligt måltid. JUHANI: On va faire un vrai festin de roi. 03090
Bottom
03091
Top
TIMO: Virkelig et herremands-måltid. TIMO: Un vrai banquet de messieurs. 03091
Bottom
03092
Top
JUHANI: Kød fra posen og stegte roer fra asken. De er modne i dette øjeblik. JUHANI: Nous avons de la viande dans nos sacs et des raves sous la cendre ; elles seront cuites à point dans un instant. 03092
Bottom
03093
Top
Vinden, den blæser, og trætoppe gynger.
Min elskedes røst i det fjerne synger.
Le vent soufflait et courbait la cime des bois,
De ma bien-aimêe au loin, j'entendis la voix.
03093
Bottom
03096
Top
Hvilken dumhed, hvilken stude-dumhed af os at sidde på klokkerens bænk med a.b.c.-en i hånden, sidde dér i to forbandede dage! On a été stupides comme des bœufs de rester assis sur un banc chez le chantre, le livre en mains, pendant deux mortelles journées. 03096
Bottom
03097
Top
EERO: Men se, at stå i krogen ved hans dør, det var alligevel noget andet. EERO: Oui, mais c’était une autre affaire de rester debout dans le coin ! 03097
Bottom
03098
Top
JUIIANI: Kære, lille Eero, min kloge Eero, du, min sekstommers Eero, du, din navle-kigger. I klokkerens krog! Jeg skal lære dig, din satan. JUHANI: Très bien, mon petit Eero, mon sape Eero, mon Eero de six pouces, espèce de gringalet. Dans le coin ! Sacré bougre, ;je vais t’apprendre ! 03098
Bottom
03099
Top
AAPO: Stille, stille, I hedninger! AAPO: Doucement, doucement, païens que vous Aies. 03099
Bottom
03100
Top
TUOMAS: Sid roligt, Juhani, og bryd dig ikke om hans snak. TUOMAS: Ne t’irrite pas, Juhani, et fiche-toi de hős bavardages. 03100
Bottom
03101
Top
JUHANI: Huen af hovedet, mens du spiser, din lille klump. JUHANI: Enlève ta casquette quand tu manges, malotru. 03101
Bottom
03102
Top
TUOMAS: Huen af, det siger jeg også. TUOMAS: Ote ta casquette, je te le dis aussi. 03102
Bottom
03103
Top
JUHANI: Sådan, ja. Du må adlyde; det nytter ikke. JUHANI: C’est bien ; il te faut obéir, il n’y a pas A tortiller. 03103
Bottom
03104
Top
SIMEONI: Altid kiv, ikke andet end kiv. Måtte Gud engang oplysejeres sjæle og sind! SIMEONI: Toujours des querelles, de stupides querelles ! Si seulement Dieu pouvait une bonne fois illuminer vos cœurs et vos âmes ! 03104
Bottom
03105
Top
JUHANI: Han er altid en kivfugl. JUHANI: Il nous cherche toujours noise. 03105
Bottom
03106
Top
EERO: Mellem jeres forbandede tænder er jeg altid »den gnom, den tommeliden, den lille Eero-stump«. Derfor er jeg også sejg. EERO: Et vous, vous avez toujours vos maudites bouches pleines de : ce bout d’homme, ce Petit Poucet, ce nabot d’Eero. C’est pour ça que je suis devenu coriace. 03106
Bottom
03107
Top
JUHANI: Du er en arrig køter, sådan som vi hørte det i visen om »Syv mænds styrke«. JUHANI: Tu n’es qu’un méchant roquet, comme on t’appelait dans la chanson sur « La force des sept frères ». 03107
Bottom
03108
Top
EERO: Jeg bider igen og hårdt. EERO: Je rends les morsures, et à belles dents. 03108
Bottom
03109
Top
JUHANI: Han er fuld af bitterhed. JUHANI: Tu es rempli de fiel. 03109
Bottom
03110
Top
AAPO: Må jeg sige et ord? Eero sagde noget, der efter min mening rummer en smule sandhed. Se, den bitterhed, som han undertiden spreder omkring sig, har vi måske selv i nogen grad været med til at koge sammen. Lad os dog ikke glemme, at vi alle er skabninger, skabt af den samme skaber. AAPO: Laisse-moi parler aussi. A mon avis, il y a une parcelle de vérité dans ce que dit Eero. En effet, ce fiel qu’il déverse parfois autour de lui, c’est peut-être nous surtout qui l’avons préparé. Rappelez-vous aussi que nous sommes tous les créatures d’un même créateur. 03110
Bottom
03111
Top
TIMO: Ja, netop. Hvis jeg har to næser, »den ene som en læst og den anden som et halvt brød«, hvad kommer det andre ved ? Det er mig selv, der bærer dem. Men lad os nu give pokker i snude og tude, skaberen og skabninger. Se her, Juhani, her får du en roe, der er blød som en støvbold. Grib den i nakken og bryd dig ikke om knægtens snak. Han er ung og forstår ikke noget. - Spis, brorlil. TIMO: Très juste. Si j’ai deux nez, l’un comme un sabot et l’autre comme une demi-miche de pain, est-ce que ça regarde les gens ? Je les porte moi-même. Mais fichons-nous des nez et des pieds, des créateurs et des créatures. Tiens, Juhani, prends cette rave tendre comme dii beurre et casse-lui les reins sans te soucier des stupidités débitées par Eero. Il est jeune et déraisonnable. Mange, frère. 03111
Bottom
03112
Top
JUHANI: Ja, jeg spiser. JUHANI: Syön kyllä. 03112
Bottom
03113
Top
TIMO: Nu lever vi som ved en bryllupsfest, her på den høje, rungende bakke. TIMO: Nyt elämme kuin häissä vaan täällä korkealla, kaikuvalla mäellä. 03113
Bottom
03114
Top
JUHANI: Som ved himmelens bryllupsfest. Men man pinte os for lidt siden særdeles bedrøveligt dernede i helvede. JUHANI: Kuin taivaan häissä. Mutta rääkättiinpä meitä äsken vielä oikein surkeasti helvetissä tuolla alhaalla. 03114
Bottom
03115
Top
TIMO: »Snart daler vi dybt, snart stiger vi højt« her i verden. TIMO: »Toisinaan alaslasketaan, toisinaan ylösnostetaan» tässä maailmassa. 03115
Bottom
03116
Top
JUHANI: Ja, sådan er det. Hvad siger du, broder Aapo? JUHANI: Niin on laita. Mitä sanot, veli Aapo? 03116
Bottom
03117
Top
AAPO: Jeg har gjort mit bedste, men forgæves. Nu er jeg imidlertid gal i hovedet og lægger styreåren i vor livsskude i skæbnens hånd. Her sidder jeg. AAPO: Olenpa koettanut parastani, mutta turhaan. Nyt suutun kuitenkin kerran ja heitän elomme haaksen perämelan kohtalon kouraan. Tässä istun. 03117
Bottom
03118
Top
JUHANI: Her sidder vi, og dér ligger hele verden under vore fødder. Dér gløder klokkerens hus som en rød hane, og dér knejser tårnet på Herrens tempel i højen sky. JUHANI: Tässä istumme ja tuossahan makaa jalkaimme alla koko maailma. Tuolla punoittaa lukkarin talo kuin punainen kukko ja tuolla kohoo korkeuteen Herran temppelin torni. 03118
Bottom
03119
Top
AAPO: Ved foden af det tempel sidder vi engang i skammens sorte stok, sidder med bøjede nakker som syv krageunger på hegnet, og hører, hvordan folk siger, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. AAPO: Senpä temppelin juurella kerran istumme häpeän mustassa puussa, istumme niskat kyyryssä, kuin seitsemän variksen-poikasta aidalla, ja kuulemme ihmisten, osoittaen sormellansa, lausuvan: tuossa istuvat Jukolan laiskat veljekset. 03119
Bottom
03120
Top
JUHANI: Den dag gryr aldrig, da Jukolas drenge sidder med bøjede nakker som syv krageunger i skammens sorte stok og hører folk sige, mens de peger på os med en finger: dér sidder Jukolas dovne brødre. Den dag gryr ikke: så går jeg hellere hen og hænger mig eller marcherer lige til verdens ende; til Heinolas bataillon for at svinge geværet. »De unge skælmer.« Og nu, brødre, nu, da vi har spist, lad os så synge, lad os skråle, så heden skælver. JUHANI: Il ne poindra jamais le jour où les enfants de Jukola seront assis dans les noirs ceps d’infamie, le dos arrondi comme des jeunes corbeaux et entendront les gens dire en les montrant du doigt : Voilà les sept paresseux de Jukola. Ce jour ne poindra jamais, j’irais plutôt me pendre ou filerais au bout du monde, manier le fusil dans le bataillon de Heinola. 03120
Bottom
03121
Top
SIMEONI: Lad os velsigne os og lægge os til at sove. SIMEONI: Siunataan itsemme ja nukutaan. 03121
Bottom
03122
Top
JUHANI: Først synger vi: »De unge skælmer«. Klar din strube, Timo. JUHANI: Ensin lauletaan: »Mitä minä huolin». Karastappas kurkkuas, Timo. 03122
Bottom
03123
Top
TIMO: Jeg er parat. TIMO: Minä olen valmis. 03123
Bottom
03124
Top
JUHANI: Men hvad med Eero-knægten ? Er vi venner igen ? JUHANI: Entäs Eero-poika? Olemmehan ystävät taas? 03124
Bottom
03125
Top
EERO: Venner og brødre. EERO: Ystävät ja veljekset. 03125
Bottom
03126
Top
JUHANI: Så er alt godt. Men skru’ lidt på din strube. JUHANI: Kaikki hyvin. Mutta kruuvaappas kurkkuas. 03126
Bottom
03127
Top
EERO: Den er allerede i fuld stemning. EERO: Se on jo täydessä tämmingissä. 03127
Bottom
03128
Top
JUHANI: Godt! Og lad nu de andre høre, hvordan det runger i fyrreskoven. - Nu, drenge! JUHANI: Hyvä! Ja kuullelkoot nyt toiset kuinka hongisto remuaa.--Nyt pojat! 03128
Bottom
03129
Top
De unge skælmer, bekymrer de mig?
Et bryst som en klippe, det har jo jeg.
Trallaralla . . .

Til Heinola-knægtenes prægtige skare
vil pigernes tosse nu lystigt fare.
Trallaralla . . .

Ej bispen jeg frygter, ej præstens magt.
Snart er jeg iklædt en heltedragt.
Trallaralla . . .

Løb, Rusko, du brune, lad hjulene rumle,
paa kejserens brødknald vi begge skal gumle.
Trallaralla . . .
Mitä minä huolin, veitikka nuori,
Jolla on rinta kuin Tunturi-vuori?
Frallaralla rallaralla rallarallalaa!

Heinolan pokkojen uhkeaan joukkoon
Pois minä lähden, tyttöjen houkko;
Frallaralla rallaralla rallarallalaa!

Eipä mua peljätä piispa, ei pappi;
Kohta on ylläni sankarin takki.
Frallaralla rallaralla rallarallalaa!

Juokseppas, Rusko, ja pyöritä pyörää;
Keisarin knalleja karsitaan syömään.
Frallaralla rallaralla rallarallalaa!

Mitä minä huolin, veitikka nuori,
Jolla on rinta kuin Tunturin vuori?
Frallaralla rallaralla rallarallalaa!
03129
Bottom
03146
Top
JUHANI: Ja, sådan! Her er det godt for os at være. JUHANI: Juuri niin! Kas tässähän on meidän hyvä olla. 03150
Bottom
03147
Top
SIMEONI: Lidt mindre larm, lidt mindre larm! I støjer jo som en legion spøgelser. - Stille, stille, der kommer mennesker. SIMEONI: Vous faites autant de vacarme qu’une légion de diables. Silence, silence, voici des gens ! 03151
Bottom
03148
Top
JUHANI: Mennesker? Se nøjere efter, så ser du en (lok zigøjnere; så ser du »Rajamåki-regimentet«. JUHANI: Des gens ? Regarde mieux, tu reconnaîtras une bande de tsiganes, le Régiment de Rajamäki. 03152
Bottom
03149
Top
Den skare rejsende, der nærmede sig, var en omvandrende familie, som boede i et lille hus på Rajamåkis hedemarker, og som verden derfor kaldte Rajamåki-regimentet. Dens anfører og husbond er den af alle kendte Mikko, en lavstammet, men livlig mand med en sort filthat på hovedet. Han sælger beg på sine vandringer og svinger behændigt gilderens skarpe kniv. Han optræder også som violin-kunstner og guider ofte på sin sort-røde glædes-maskine, til dans og glade høstfester, mens han fugter halsen med det, der byder sig. Men hans kone, Kaisa, en snus-næset, arrig kælling, er dygtig til at kopsætte. Det er kun få badstuer, hun ikke får til at ryge, når hun drager forbi; ryge til kopsætnings-bad for egnens koner. Så danser Kaisas koppe-jern, munden smasker, og hendes snus-fjæs sveder frygteligt; men hendes madpose svulmer også. - De har en flok børn, der følger dem på deres vandringer fra landsby til landsby, fra gård til gård. To af dem vandrer allerede af sted på egne ben, hopper muntert hen ad vejen omkring forældrene, snart foran og snart bagefter; far og mor haler af sted med de tre yngste, læsset på en lille vogn; og Kaisa slæber altid mellem skaglerne, mens Mikko skubber bagpå med sin stok. Stor er støjen, dér hvor Rajamåki-selskabet rykker frem; og en spøgefugl har sammen-skrevet en lang spottevise om familien, en vise, der har navn efter regimentet. Det var den støjende skare, der nu drog hen ad vejen imod kirkebyen, langs foden af Sonnimåki, da brødrene, glade som gedekid, fejrede frihedens time på hedens højeste top. La troupe qui s’approchait était une famille vagabonde, originaire d’une petite cabane plantée sur la colline de Rajamäki ; c’est pourquoi tout le monde l’appelait le Régiment de Rajamäki. Mikko [Michel], son chef et maître, est connu partout à la ronde ; il est petit, mais agile, toujours coiffé d’un feutre noir. Au cours de ses expéditions, il vend de la poix, fait le magnin et manie habilement le couteau tranchant du châtreur. Il exerce aussi les fonctions de musicien et racle souvent son violon rouge foncé dans les bals ou les fêtes de récoltes, arrosant son gosier avec tout ce qu’on veut bien lui offrir. Sa femme Kaisa [Catherin], vieille acariâtre au museau noirci par le tabac, est une ventouseuse réputée. Rares sont les étuves qu’elle ne chauffe pas en passant pour y ventouser les femmes de la contrée. Alors sa hachette danse, sa bouche suce et claque et son visage souillé de tabac sue terriblement ; mais son bissac se gonfle de cadeaux. Ils ont une ribambelle d’enfants qui les accompagnent dans leurs courses de village en village, de ferme en ferme. Deux d’entre eux peuvent déjà marcher et gambadent joyeusement autour de leurs parents le long du chemin, tantôt devant, tantôt derrière ; les trois cadets sont transportés comme des bagages sur la charrette de leurs père et mère, et Kaisa tire entre les brancards, tandis que Mikko pousse par derrière avec son bâton. Il y a toujours du vacarme par où passe la troupe de Rajamäki, et un farceur avait composé sur ce régiment une longue chanson satirique. — Telle est la bande bruyante qui longe à présent le chemin au pied de la colline de Sonnimäki, dans la direction du village, pendant que les frères, gais comme des pinsons, célèbrent leur libération au sommet de la colline. 03153
Bottom
03150
Top
JUHANI: Hallo! Vel mødt, du, før-omtalte regiment, vel mødt! JUHANI: Holié ! Salut, illustre régiment, salut 1 03154
Bottom
03151
Top
TIMO: »Hustotetil,« som svenskeren siger. TIMO: »Hustote till?» sanoi Ruotsalainen. 03155
Bottom
03152
Top
EERO: »Kappusivai!« som russeren siger. EERO: »Kappusivai!» sanoi Ryssä. 03156
Bottom
03153
Top
KAISA: Hvad vil I, I deroppe? KAISA: Que voulez-vous, là-haut ? 03157
Bottom
03154
Top
EERO: At mutter kommer og suger et rigtigt sviende horn blod ud af broder Juhanis brune lårskinke. EERO: Que maman vienne sucer une bonne corne de sang sur la fesse brune de frère Juhani. 03158
Bottom
03155
Top
JUHANI: Mutter suger og banker, mens fatter spiller, det passer godt sammen. JUHANI: Maman sucera et tapotera pendant que papa jouera, ça fera très bien ensemble. 03159
Bottom
03156
Top
MIKKO: Jeg giver fanden i jer, I Jukolas stratenrøvere! MIKKO: Allez au diable, chenapans de Jukola ! 03160
Bottom
03157
Top
EERO: Den gamle vil ikke spille. Nå, så lad os synge, og en rigtig flot march. EERO: Le vieux ne veut pas jouer. Eh bien, on va chanter, nous, et une marche superbe. 03161
Bottom
03158
Top
JUHANI: En flot march, mens Rajamåki-regimentet marcherer forbi. Nå, drenge, Timo og Eero. JUHANI: Une marche superbe, pendant que le régiment de Rajamäki défilera devant nous. En avant la musique, Timo et Eero ! 03162
Bottom
03159
Top
Rask op og ned ad bakke
er flokken nu på vej,
at gilde og at koppe
og for at sælge beg.

Først Kaisa med sin snude
helt fuld af snus vil gå.
Med stokken skubber Mikko
bagpå og tygger skrå.
Faut se mettre à rôder
Chez les villageois,
Pour châtrer, ventouser
Et vendre la poix.

Kaisa dans les brancards
Marche ventre à terre,
Mikko, le vieux soCilard,
Pousse par derrière.
03163
Bottom
03170
Top
JUHANI: Ja, sådan! Det er vel en vældig lystig visestump. JUHANI: Juuri niin! Onpa tämä vähän lystillinen laulu-remputus. 03174
Bottom
03171
Top
KAISA: I skal vide, I slyngler deroppe, at vi altid vandrer af sted med ære, mens I, I strejfer omkring i andre folks skove som røvere og rovdyr. Jeg, jeg kopsætter og bringer sundhed; Mikko, han gilder og skaber fede galte, prægtige okser og statelige vallaker, som kongernes konger rider på; det må I vide, I djævle. KAISA. Tietäkää, te sen vietävät siellä, että me kuljemme aina kunnialla, mutta te, te kiertelette ympäri ihmisten metsiä kuin ryövärit ja raatelevat pedot. Minä kuppaan, minä, ja teen terveyttä; Mikko kuohii, hän, ja tekee lihavia kaltteja, muhkeita härkiä ja komeoita ruunia, joilla ratsastelee kuningasten kuninkaat; se tietäkäät, te perkeleet. 03175
Bottom
03172
Top
JUHANI: Et par vers til oven på den prædiken, drenge! Timo og Eero, I raske fyre! På een gang! JUHANI: Pari värssyä sen saarnan päälle, pojat! Timo ja Eero, reippaat pojat! Yht'aikaa! 03176
Bottom
03173
Top
Når koppejernet danser
står Kaisas mund i vand.
I Kaisas næver sætter
nu Greta-mor sin tand.

Hejsa, i gården inde
blev larm og stor ståhej.
En gylt tog på at præke,
og pattegrise skreg.

Hvorfor har gylten larmet,
og hvorfor skreg de små ?
Jo, Mikkos blanke knive
de dér i porten saa.
Kaisa ventouse et crie,
Plante sa lancette ;
Mais sa patiente prie,
Supplie et tempête.

Mais quel est ce pétard
Dans la porcherie ?
Les gorets sans retard
Fuient vers leur truie.

Pourquoi donc ont-ils peur ?
Ils ont vu Mikko
Accourir avec ardeur,
Brandir son couteau.
03177
Bottom
03189
Top
JUHANI: Sandelig en munter vise-stump; det kan du ikke nægte, Mikko. JUHANI: C’est vraiment un chant tout à fait amusant, n'est-ce pas, Mikko ? 03193
Bottom
03190
Top
MIKKO: Klap din brød-kværn i på stedet og vid, at her står selveste Mester-Mikko, der snittede guvernørens hingst på et rent lagen uden at spilde een eneste dråbe blod. Og for det kunststykke fik han en fuldmagt, som ikke engang kejseren af Rom er mand for at omstøde. Sådan en Mikko er jeg. MIKKO: Ferme ta boite à mangeaille et apprends que tu as devant toi le célèbre Maître Mikko qui a pincé l’étalon du gouverneur sur un beau drap blanc sans répandre une seule goutte de sang ; et ce tour d’adresse lui a valu une procuration que l’empereur de Rome lui-même ne serait pas homme à violer. Voilà quel Mikko je suis. 03194
Bottom
03191
Top
EERO: Oh, du, din dobbelt-op Gilder-Mikko med din troldkvinde af en kone! EERO: Hé ! ce brave Mikko avec sa vieille sorcière ! 03195
Bottom
03192
Top
KAISA: Se til, at jeg ikke forvandler jer til en flok ulve, sådan som den gamle før i tiden gjorde med et overmodigt brudefølge. KAISA: Faites attention que je ne vous change pas en une horde de loups comme le vieux tsigane qui a enchanté jadis une noce impudente. 03196
Bottom
03193
Top
JUHANI: Her står jeg stadig som den gamle Jukola-Jussi i mine egne bukser, og jeg håber med Guds hjælp, at jeg også står sådan for fremtiden. Der kommer vel ikke mere ud af dine trolddomskunster, sølle kvindfolk, end for to år siden, da du spåede os, at verden ville gå under og ganske til ingen nytte fik mangen en kone til at bede manden om forladelse for sine gamle nedrigheder. JUHANI: Pour le moment je suis encore Jussi de .Tukola dans mon pantalon à moi, et j’espère, avec l’aide de Dieu, le rester longtemps. Quant à ta sorcellerie, ma pauvre vieille, il n’en sortira rien de plus que l’année dernière quand tu nous as prédit la fin du monde, ce qui a poussé bien des femmes à demander inutilement pardon à leurs maris pour toutes leurs méchancetés passées. 03197
Bottom
03194
Top
KAISA: Hør nu, hvad jeg spår. KAISA: Écoute donc ce que je te prédis maintenant. 03198
Bottom
03195
Top
EERO: Du spår og ønsker os en varm badstue, og at du selv må kopsætte os i nakken. EERO: Ennustatpa ja toivot meille lämpöisen saunan ja sinun itsesi meitä kuppailemaan niskaan. 03199
Bottom
03196
Top
JUHANI: Men det er en tåbelig spådom og et tåbeligt ønske. Jeg har ganske vist i sinde at varme badstuen, når jeg kommer hjem, og bade rigtig hjertens-herligt, men jeg har dog ikke tænkt mig at lade Adams-frakken sprætte op i nakken på mig. JUHANI: Mutta se on hullu ennustus ja toivo. Tosin ai'on kotia tullessani lämmittää saunan ja kylpeä oikein herttaisesti, mutta Aatamin-frakkia niskassani en ensinkään mieli rikkoa. 03200
Bottom
03197
Top
KAISA: Hør nu, hør nu her! Der skal gå ild i din badstue, og der skal også gå ild i dit hus, og du selv skal, i en ynkelig forfatning, strejfe omkring i skove, moser og sumpe for at søge ly for din frysende krop. Ak, du skal desuden kæmpe blodigt både mod mennesker og skovens vilde dyr for derefter, stønnende som en døende hare, at skjule dit forbandede hoved i en busk. Hør, hvad jeg siger, og læg dig det på sinde . . . KAISA: Écoute, écoute ! Ton étuve périra par le feu, et par le feu aussi ta cabane, et toi-même, dans un état lamentable, tu parcourras les bois et les marais à la recherche d’un abri pour tes membres gelés. Ha ! Tu auras à livrer de sanglants combats aux hommes et aux fauves des forêts, et alors, essoufflé comme lin lièvre mourant, tu cacheras ta tête maudite sous les buissons. Écoute, et souviens-toi ! 03201
Bottom
03198
Top
JUHANI: Gå ad helvede til . . . JUHANI: Mene helvettiin... 03202
Bottom
03199
Top
TUOMAS: Hold nu mund, hold mund! TUOMAS: Vaikene jo, vaikene! 03203
Bottom
03200
Top
SIMEONI: Dit ugudelige, dit forvildede menneske! SIMEONI: Sinä jumalaton, villitty! 03204
Bottom
03201
Top
JUHANI: Ryg og rejs lige ind i det rødglødende helvede! Gå til klokkeren og tryl ham en evig svinesyge på halsen. JUHANI: Va dans les flammes rouges de l’enfer ! Va chez le chantre et donne-lui avec tes sortilèges des oreillons éternels dans la gorge ! 03205
Bottom
03202
Top
EERO: Så han synger i Mikkos klør som en galt med lange hugtænder. EERO: Oui, pour qu’il chante comme un vieux verrat dentu entre les pattes de Mikko. 03206
Bottom
03203
Top
JUHANI: Ja! Og præsten, den hykleriske, skinhellige og rige fedt- og pølse-præst . . . hvad skal vi ordinere til ham ? Hvad, Eero? JUHANI: C’est ça ! Et chez le pasteur, cet hypocrite, ce cafard, cet arrogant pasteur gras à lard... qu’est-ce qu’on va lui souhaiter, dis, Eero ? 03207
Bottom
03204
Top
EERO: At det må gå ham ved tiende-mødet som det i sin tid gik tolderen ved Uleåborgs port; at han må få en vældig katte-postej i sin pose. EERO: Tapahtukoon hänelle paisti-kinkerillä niinkuin tapahtui ennen puplikaanille Oulun portilla: tulkoon hänen säkkiinsä aika kissapiirakka. 03208
Bottom
03205
Top
JUHANI: Ja, netop! En fiskepostej fra Paldamo, ser du, hvor der er en kat, en lådden kat inden i. JUHANI: Niin! Paltamon kalakukko, näetkös, jossa kissa, karvainen kissa on moskana sisällä. 03209
Bottom
03206
Top
EERO: Og af den grund skal han, næste søndag, lave en så rasende og indædt straffe-prædiken, at hans fede bug revner, revner med et brag. EERO: Qu’il fasse un sermon si furibond et si endiablé, que sa grasse bedaine éclate, crève avec un bruit formidable. 03210
Bottom
03207
Top
JUHANI: Ja, og må så fanden hente ham, tage ham på sin nakke og flyve bort med ham, som djævelen plejer at gøre med præster. JUHANI: Oui, et puis que le diable l’accueille, l’attrape par la peau du cou et le fasse voler, comme il fait habituellement pirouetter les pasteurs. 03211
Bottom
03208
Top
EERO: Lad ham hente den mægtige og rige præst, så den rige mand får selskab. EERO: Et qu'il le fourre en compagnie de l’homme riche, ce pasteur riche et puissant ! 03212
Bottom
03209
Top
JUHANI: Dér var de hilsener, som vi beder dig pænt om at overbringe både klokkeren og præsten. Og hvis du gør alt det, så må du gerne bagefter, hvis du har lyst, forvandle mig selv til en ulv, sådan som du truede med. JUHANI: Siinähän ovat terveiset, joita pyydämme sinun saattamaan koreasti esiin sekä lukkarille että rovastille. Ja jos kaiken tämän teet, niin saatpa sitten noitua minun itseni vaikka sudeksi, niinkuin uhkasit. 03213
Bottom
03210
Top
EERO: Til så glubsk en ulv, at den på en gang sluger hele Rajamåki-regimentet i sit gab. EERO: Sudeksi niin ahneeksi, että hän kerralla nielee kitaansa koko Rajamäen rykmentin. 03214
Bottom
03211
Top
JUHANI: Ja, og horn-sækken oven i købet. JUHANI: Niin! ja vielä sarvi-säkin kaupan päälle. 03215
Bottom
03212
Top
EERO: Og beg-posen som kagemad. EERO: Vielä pikipussinkin paakelssina. 03216
Bottom
03213
Top
JUHANI: Ja, rigtig, din kleppert! JUHANI: Niin juuri, sinä vasaran-poika! 03217
Bottom
03214
Top
KAISA: Godt, godt! Præsten og klokkeren skal få jeres hilsener, og den suppe får I engang lov til at søbe af jeres egen skål, I forbandede bæster! Giv dem en sten til afsked, Mikko, giv dem, så knolden revner på dem. KAISA: Très bien ! Le pasteur et le chantre recevront bientôt vos salutations, et cette soupe, vous l’avalerez bien un jour, crapules que vous êtes ! Lance-leur une pierre comme adieu, Mikko, et tâche de leur fendre le crâne. 03218
Bottom
03215
Top
MIKKO: Her er en passende rullesten som på bestilling. - Dér, I gedebukke fra Pelttari! - March, af sted, Kaisa! Nu går vi. MIKKO: Voici un bon caillou comme fait sur commande. — Attrapez, boucs puants ! En avant, Kaisa, filons à présent. 03219
Bottom
03216
Top
JUHANI: Den satan! Han kastede en sten, og den var lige ved at ramme mig i panden. JUHANI: Ce possédé ! Il lance des pierres, et il H’on est fallu de peu qu’elle ne m’arrive en plein front. 03220
Bottom
03217
Top
EERO: Lad os sende bolden tilbage. EERO: Renvoyons-lui la balle. 03221
Bottom
03218
Top
JUHANI: Kast den tilbage til den gamle, så hatten hopper. JUHANI: Vise le vieux, que son chapeau dégringole. 03222
Bottom
03219
Top
TUOMAS: Kast ikke, knægt, hvis du vil skåne din luse-paryk. TUOMAS: Ne jette rien, garnement, si tu veux épargner ton toupet. 03223
Bottom
03220
Top
AAPO: Ser du ikke, din slyngel, at der er børn ? AAPO: Gredin, ne vois-tu pas qu’il y a des enfants ? 03224
Bottom
03221
Top
JUHANI: Hold stenen tilbage; de render jo allerede af sted, så heden dundrer. JUHANI: Laisse ta pierre, ils détalent déjà si vile «pie la colline en tremble. 03225
Bottom
03222
Top
SIMEONI: Oh, I vanartede skabninger, I kalmuker, I hundesnuder! Selv en fredelig vandringsmand kan ikke mere gå uantastet forbi os på vejen. Oh, I røvere! SIMEONI: Malheur à vous, méchants, kalmouks, babouins ! De paisibles voyageurs ne peuvent pas même passer tranquillement devant nous sur le chemin. Brigands ! 03226
Bottom
03223
Top
JUHANI: Hvad, jeg, der ikke engang ville krumme et hår på deres hoveder ? Men se, når en mand rigtig er i stødet, og vældige trækninger iler gennem hans kønne krop, så - du ved det jo. To dage og to nætter har knægten siddet i tårnet. Men jeg sendte klokkeren nogle prægtige hilsener for at dulme min galde. JUHANI: Moi qui ne loucherais pas un seul de leurs cheveux ? Mais, tu sais, quand un homme est bien excité et que des flots impétueux parcourent son corps vigoureux, alors, tu sais ce que ça veut dire. On est resté deux jours et deux nuits dans la prison. - Mutta lähetinpä lukkarille vallan uhkeita terveisiä sappeni lievitteeksi. 03227
Bottom
03224
Top
AAPO: Og nogle endnu tåbeligere til præsten. De hilsener kommer vi til at fortryde bitterligt. AAPO: Ja vielä hullumpia rovastille. Niitä terveisiä taidamme vielä katkerasti katua. 03228
Bottom
03225
Top
JUHANI: »De unge skælmer«. Livet, den unge mands liv, er som denne rungende, brusende hede. Derovre i nordøst dæmrer Impivaaras bratte bjerg og dér, i nordvest skvulper kirkebyens sø, og man skimter også andre søer dér ved himmelranden som i en fjern evighed. Og dér skuer mit øje de tre Kolistin-søer. JUHANI: »Mitä minä huolin, veitikka nuori?» Elämä, nuoren miehen elämä on juuri niinkuin tämä kaikuva, kohiseva nummi. Ja tuollahan koillisessa longoittaa Impivaaran töykeä vuori ja tuolla taasen luoteisessa läikkyy kirkon-kylän järvi ja vieläpä haamoittaa tuolla muitakin järviä, tuolla ilman rannalla kuin ikuisessa kaukaisuudessa. Kolistimen kolme järveä siellä silmäni näkee. 03229
Bottom
03226
Top
Intet hjælper, intet hjælper,
i søen går jeg bange.
Thi min elskede er vred
og sprutter som en slange.
»Ei mun auta, ei mun auta,
Täytyy mennä järveen;
Kultani on niin vihainen
Ja puhisee kuin kärme».
03230
Bottom
03232
Top
Ude på den dér søs store flade plejer den gamle klokker ofte at sidde med en fiskestang i hånden. Ak, hvis han nu sad foroverbøjet derude, og jeg var et voldsomt vindpust, en rasende storm fra sydøst, så ved jeg nok, hvor jeg ville brase hen i en brølende fart; og snart ville klokkerens båd vende bunden i vejret. Tuon järven pinnallapa tuossa istuu usein lukkari-ukkomme ongen-pahla kourassa. Ah! könöttäisi hän siellä nyt ja minä olisin tuima tuulenpuuska, äkeä hirmu-myrsky kaakosta, niin tietäisinpä mitä kohden rynkäisin pauhinalla, ja pianpa puljahtelis kumossa lukkarin ruuhi. 03236
Bottom
03233
Top
SIMEONI: Hvilket syndigt ønske! SIMEONI: Mikä synnillinen toivotus! 03237
Bottom
03234
Top
JUHANI: Ja, det gjorde jeg, jeg væltede båden, så søens vand kogte som vælling. JUHANI: Sen minä tekisin, ruuhen minä kumoisin että kiehuisi vellinä järven vesi. 03238
Bottom
03235
Top
TIMO: Hele manden burde blive ulvesteg! TIMO: Suden paistiksi koko mies. 03239
Bottom
03236
Top
JUHANI: Jeg ville styrte ham i ulvegraven og selv vandre med fryd langs dens kant. JUHANI: Suden-kuoppaan hänen syöksisin ja itse paseerailisin riemuiten reunalla. 03240
Bottom
03237
Top
AAPO: Ræven, der bar nag til bjørnen, narrede engang den stakkels bamse ned i en grav. Så lo han hjerteligt og gik rundt om den gabende grav, fuld af spot. Dernæst kravlede han op på ryggen af en los, der førte ham op i et højt grantræ i nærheden. I sin glæde begyndte ræven at synge og sammenkaldte vindene fra alle fire verdenshjørner, befalede dem at spille til hans sang på granens kantele-strenge. Snart kom østen-, vesten- og søndenvinden, og granen suste og bruste heftigt. Så kom også den kraftige nordenvind ; strøg buldrende og bragende gennem den mørke, skæggede skov. Nu stormede det i granen; den skælvede og nejede sig dybt; knækkede til sidst og væltede over imod graven; i sit fald slyngede den ræven fra sin top og lige ned i bjørnens favn på bunden af den dybe grav. AAPO: Kettu, kerran karhun pahan-suopa, narrasi kuoppaan kontio-kurjan. Kovin hän silloin nauroi ja käyskeli siinä ylhäällä ympäri ammottavan kuopan, haastellen pilkallisesti. Siitä astui hän ilveksen selkään, ilves vei hänen ylös korkeaan kuuseen, joka seisoi siinä lähellä. Rupesi laulamaan kettu iloissansa ja kutsumaan kokoon tuulia jokaisesta neljästä ilmasta; käski heitä soittamaan kuusen kanteletta hänen laulunsa mukaan. Tulivat pian itä, läntinen ja etelä, ja ankarasti kaikkui ja kohisi kuusi. Tuli myös voimallinen pohja, rynkäsi halki partaisen, pimeän korven, humisten ja ryskyin. Silloin kuusi pauhasi, vapisi ja kumartui syvään, murtui viimein ja kaatui kohden kuoppaa, viskaten kaatuessaan latvastansa ketun alas karhun syliin syvässä kuopassa. 03241
Bottom
03238
Top
TIMO: Nå, for pokker! Og hvad så? TIMO: No peijakas! Mutta nyt? 03242
Bottom
03239
Top
JUHANI: Du kan vel nok gætte, hvad der så skete. Bjørnen greb naturligvis godt fat i skrutten på ræven og rystede den, så tænderne raslede, sådan som klokkeren gjorde ved mig. -Men jeg er klar over, hvad Aapo mener. Han vil minde mig om, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Det kan godt være, men jeg ville nu alligevel gerne se klokkeren sidde i ulvegraven. JUHANI: Kylläs tuon arvaat, kuinka nyt tapahtui. Kieppasi mar' karhu oikein rotevasti kiinni ketun kamarasta ja ravisti että hampaat helähti, niinkuin teki hyvä lukkari minulle.--Mutta ymmärränpä Aapon tarkoituksen. Hän tahtoi minua muistuttaa, että joka toiselle kuoppaa kaivaa, hän putoo siihen itse. Olkoon niinkin, mutta suden-kuopan saaliiksi lukkarin soisin vaan. 03243
Bottom
03240
Top
TIMO: At se klokkeren dejse ned i graven, det ville mit hjerte heller ikke have noget imod. Men jeg ville nu alligevel ikke pine den gamle stodder alt for længe i det kvælende kammer. To timer, kun to timer. Men nok om det. Lad klokkeren leve i fred, uden så meget som at falde ned i mit fornærmede hjertes grav. Men én ting forbavser mig. Hvordan kan I tro på sådan noget sludder som det om ræven og bjørnen? Ak, kære brødre, ræven kan jo ikke engang sige sådan noget vrøvl, endnu mindre sammenkalde verdens vinde. Det tror I på, men jeg mener, at det er det rene opspind. TIMO: Nähdä lukkarin kuoppaan lötkähtävän, sitähän ei juuri minunkaan sydämeni vastaanlöis. Mutta en tuota ukko-rässyä sentähden kauankaan piinaisi tunkkaisessa kammiossa. Kaksi tuntia, kaksi tuntia vaan. Ja jääköön tämä tähän. Eläköön lukkari rauhassa, putoomatta edes närkästyneen sydämenikään kuoppaan. Mutta yhtä ihmettelen. Kuinka taidatte uskoa tuollaisia lorujuttuja kuin tämä ketusta ja karhusta. Voi veikkoset! eihän taida kettu edes joutaviakaan jaaritella, sitä vähemmin kutsua vielä tykönsä maailman tuulia. Te uskotte tämän, mutta minä päätän asian puhtaaksi valheeksi. 03244
Bottom
03241
Top
JUHANI: Vi véd, at Timos hoved ikke lige netop hører til de skarpeste her i verden. JUHANI: Se tiedetään, ettei Timon pää ole juuri terävimpiä tässä maailmassa. 03245
Bottom
03242
Top
TIMO: Det kan være. Men jeg vandrer lige så ærefuldt gennem denne verden som du eller nogen anden; mand såvel som kvinde. TIMO: Vaikk'ei. Mutta tällä päällä vaellan halki tämän maailman yhtä kunniallisesti kuin sinäkin taikka jokin muu, mies tai vaimo. 03246
Bottom
03243
Top
AAPO: Timo forstår sig ikke på fabler. AAPO: Timo ei käsitä kuvausta. 03247
Bottom
03244
Top
JUHANI: Den arme knægt forstår ikke det mindste. Men lad mig forklare dig sagen. Historien om ræven og bjørnen stammer formodentlig fra de tider, da alle skabninger og endogså træerne kunne tale, sådan som det fortælles i Det gamle testamente; og det har jeg hørt af vor gamle, blinde onkel, der nu er død. JUHANI: Ei ensinkään se poika parka nyt käsitä. Mutta katsoppas jos selitän sinulle seikan. Tapaus ketusta ja karhusta on arvattavasti niistä ajoista, joina kaikki luontokappaleet ja vielä puutkin taisivat puhua, niinkuin vanhassa testamentissa kerrotaan; ja sen olen kuullut vainaalta sokea-enoltamme. 03248
Bottom
03245
Top
AAPO: Du forstår åbenbart heller ikke eventyret og dets betydning. AAPO: Ethän käsitä nyt sinäkään satua ja sen tarkoitusta. 03249
Bottom
03246
Top
TIMO: Men alligevel »spotter gryden kedlen, skønt de begge er sorte på siderne«. TIMO: Mutta kuitenkin »pata kattilaa soimaa; musta kylki molemmilla». 03250
Bottom
03247
Top
JUHANI: Hvad, spiller du klog, mand? Men tro mig, jeg takker Gud, fordi jeg ikke er så dum som du, stakkels Timo. JUHANI: Mielitkö viisastella, mies? Mutta usko minua, niin kiitänpä Jumalaa siitä, etten ole niin tyhmä kuin sinä, Timo-poloinen. 03251
Bottom
03248
Top
TIMO: Det kan jo være, men jeg ser ikke nogen ulykke i det. TIMO: Vaikka et ole; enpä siinä mitään vaaraa näekkään. 03252
Bottom
03249
Top
EERO: Gør du, Timo, som tolderen engang gjorde, slå dig blot for brystet, og så vil vi få at se, hvem af jer der marcherer hjem som den bedste mand. EERO: Tee sinä, Timo, niinkuin puplikaani ennen: lyö ainoastaan vasten rintaasi, ja saadaanpa nähdä, kumpi teistä tästä parempana miehenä kotia marssii. 03253
Bottom
03250
Top
JUHANI: Av! Følte du dig også ramt, Lille-Eero, du, der selv er en tolder? JUHANI: Aih! joko sattui pikku-Eeroonkin, sinä puplikaani itse? 03254
Bottom
03251
Top
EERO: Ja, den lille Zakæus, selveste toldernes hovedmand, blev ramt på et meget sødt og ømt sted. EERO: Sattui oikein makeasti itse puplikaanien päämieheen, tuohon pikku-Zakeukseen. 03255
Bottom
03252
Top
JUHANI: Jeg giver pokker i dine Zakæus’er og søde steder; jeg lægger mig i stedet for til at sove rigtig sødt. Jeg vender ryggen til jer og sover som en myretue under snedriven. -Men Gud hjælpe os! Vi har jo slået os ned på et frygteligt sted. JUHANI: Minä en huoli sinun Zakeuksistas ja makeuksistas, vaan panen itseni makeasti nukkumaan. Selin tahdon teihin kääntyä ja maata kuin viholais-pesä kinoksen alla.— Maintenant je vous tourne le dos et me mets à roupiller comme une fourmilière sous la neige. Que Dieu nous aide ! nous nous sommes installés dans un endroit funeste. 03256
Bottom
03253
Top
AAPO: Hvordan det? AAPO: Pourquoi ? 03257
Bottom
03254
Top
JUHANI: Dér står jo den mærkelige, uhyggelige sten, der altid giver et så sørgeligt svar, når kirkeklokkerne ringer. Og se på de øjne, som uafladeligt stirrer på os deroppe fra. Jeg er bange. Lad os gå bort herfra, i Herrens navn! JUHANI: Voilà ce rocher extraordinaire et effrayant qui renvoie toujours un écho si triste quand sonnent les cloches de l’église. Regardez ces yeux qui sont sans cesse fixés sur nous. Je commence à avoir peur. Filons, au nom do Dieu. 03258
Bottom
03255
Top
TUOMAS: Vi bliver roligt siddende. TUOMAS: Restons tranquilles. 03259
Bottom
03256
Top
JUHANI: Men skovtrolden er streng og styg her. JUHANI: Mais il y a ici un homme des bois cruel et colérique. 03260
Bottom
03257
Top
AAPO: Kun over for dem, der bander eller begår andre ugudelige gerninger. Tag dig altså i agt for det. Men sagnet om billederne dér på siden af stenen fortæller om en begivenhed fra svundne tider. AAPO: Seulement envers ceux qui blasphèment ou profèrent des impiétés. Tu ferais donc bien de prendre garde. Il y a sur les images imprimées dans cette pierre un conte qui date de temps très éloignés. 03261
Bottom
03258
Top
LAURI: Vil du fortælle os det? LAURI: Veux-tu nous le raconter? 03262
Bottom
03259
Top
AAPO: Men se først lidt nøjere på stenen. Dér ser I ligesom fire gyldne og skinnende punkter. Det er de elskendes smavgtende øjne, en smuk jomfrus og en prægtig ynglings; og deres billede er også aftegnet i stenen. Se på dem og knib øjnene lidt sammen. Dér sidder de og omfavner hinanden kærligt. Men under neden, ved de unges fødder, ligger en gammel kæmpe, helt sammensunket og gennemboret af et sværd. AAPO: Regardez d’abord attentivement le rocher. Voyez-vous là ces quatre points dorés, brillants ? Ce sont les yeux charmants de deux amoureux, une délicate jeune fille et un fier garçon ; vous discernez aussi leurs images dessinées sur la pierre. Examinez-les en fermant à demi les yeux ; on les voit enlacés dans un tendre embrassement. Mais plus bas, sous les pieds des jeunes amants, gît un vieux guerrier, accroupi et transpercé par une épée. 03263
Bottom
03260
Top
TIMO: Det er nøjagtig, som du siger. TIMO: C’est bien comme tu dis. 03264
Bottom
03261
Top
LAURI: Det forekommer mig, at jeg også kan se noget i den retning. Men fortæl historien. • LAURI: Il me semble aussi voir quelque chose de semblable. Mais raconte ton histoire. 03265
Bottom
03262
Top
Aapo fortalte dem følgende sagn. Aapo leur fit alors le récit suivant : 03266
Bottom
03263
Top
Der stod engang et stateligt slot her i nærheden, og herren på det slot var en rig og mægtig mand. Han havde en steddatter, moderløs, men yndig og dejlig som en morgenstund. En yngling elskede jomfruen, men den onde slotsherre, hvis hjerte aldrig havde huset nogen kærlighed, hadede både ynglingen og jomfruen. Pigen elskede også den ædle yngling, og de traf ofte hinanden på den buldrende hede, og deres mødested var netop ved foden af denne sten. Men faderen fik nys om de unges hemmelige kærlighedsforbindelse og hviskede engang en frygtelig ed i jomfruens øre. »Min datter«, sagde han, »se til, at jeg ikke overrasker jer, i færd med at omfavne hinanden i skovenes mørke nat. Vid, at mit sværd da straks vil vie jer til hinanden, i en blodig død. Det lover og sværger jeg helligt«. Sådan sagde han, og jomfruen blev forfærdet, da hun hørte denne ed. Hun glemte dog ikke sin hjertensven, ja, hendes kærlighed brændte endnu voldsommere. Il y avait une fois près d’ici un château superbe, dont le maître était un seigneur riche et puissant. Il avait pour belle-fille une orpheline suave et gracieuse comme l’aurore. Un jeune homme l’aimait, mais le redoutable seigneur, dans le oœur duquel l’amour n’avait jamais trouvé place, les haïssait tous deux. La vierge aimait aussi son noble soupirant, et ils se îencontraient souvent ici, sur la colline sonore, où ils se donnaient rendez-vous au pied même de ce rocher. Mais le beau-père, qui avait fini par découvrir le commerce clandestin des deux amoureux, prononça dans l’oreille de la jeune fille un serment terrible : « Ma fille, dit-il, prends garde que je ne vous surprenne pendant que vous vous embrassez dans la nuit des bois. Sache que mon épée vous unirait alors sur-le-champ dans une mort sanglante. J’en fais le serment solennel. » Il parla ainsi, et elle frémit d’horreur en entendant ce serment. Mais elle ne put pourtant oublier l’ami de son cœur ; au contraire, son amour pour lui devint toujours plus ardent. 03267
Bottom
03264
Top
Det var en stille sommernat; i jomfruens bryst fødtes en anelse om, at ynglingen vandrede omkring på heden og ventede på sin elskede. Til sidst, da hun troede, alle i slottet lå i deres dybeste søvn, begav hun sig af sted på sin elskovsfærd, indhyllet i sit vide, fine hovedklæde; sneg sig bort som en skygge; forsvandt snart i skovens dyb, og det blå hoved-klæde flagrede i det dugvåde krat. Men alle i slottet sov ikke; selveste slotsherren stod ved vinduet og spejdede efter jomfruen, der forsvandt som en natlig skygge. Så omgjorde han sig med sit sværd, greb et spyd, ilede ud og forsvandt i skoven i jomfruens spor. Et blodtørstigt vilddyr jagede således lammet med de milde øjne. C’était une calme nuit d’été ; la jeune fille eut le prèssentiment que son amoureux se promenait sur la colline, attendant son adorée. Dès qu’elle supposa que tous les habitants du château étaient enfin plongés dans le plus profond sommeil, elle partit pour son rendez-vous d’amour, enveloppée dans un châle ample et léger. Elle sortit furtivement comme une ombre, disparut bientôt à l’orée du bois, où son voile bleu voltigea un instant entre les arbres couverts de rosée. Mais tous ne dormaient pas dans le château ; le seigneur était assis sur le bord de la fenêtre, épiant la jeune fille qu’il vit s’éloigner comme un fantôme nocturne. Après avoir ceint son épée et saisi son épieu, il se précipita dehors et s’enfonça dans la forêt sur les traces de la vierge. Un fauve assoiffé de sang poursuivait l’agneau aux doux yeux. 03268
Bottom
03265
Top
Men den stønnende pige skyndte sig op til heden og traf dér sin ven ved foden af den grå sten. Dér stod de, favnede hinanden kærligt og hviskede kærlighedens ord i en salig stund. De stod ikke længere her på jordens overflade; deres sjæle vandrede på himlens blomsterenge. - Således gik der nogle øjeblikke; så styrtede den onde slotsherre frem, stødte sit skarpe spyd i jomfruens venstre side, så dets spids trængte ud gennem ynglingens højre side; og således forenede han dem i døden. De sank ned mod stenen, og deres blod randt som en eneste strøm ned på heden og farvede lyngblomsternes kinder røde. De sad dér, forenede af et stålbånd, på deres stentrone; tavse og stadig omfavnende hinanden kærligt. Og herligt som fire gyldne stjerner strålede deres øjne imod slottets mægtige herre, der forbavset stirrede på det vidunderlige, stumme billede i dødens gab. Pludselig blev det uvejr, himlen lynede og tordnede, men i lynenes blålige blink strålede de unges øjne, sådan som fire lys lyser i den hellige luft i himlens sal. Dette iagttog morderen, mens himlens vrede rasede over ham og omkring ham. De unges skønt-sluknende øjne talte stærkt til hans sjæl; stærkt talte også deres blod, der randt som en strøm; og den larmende himmel. Hans sind blev bevæget, bevæget for første gang, da han, med kold og sort anger i sit hjerte, så på de døendes vidunderlige øjne, der stadig strålede ham smilende i møde. Hans hjerte blev forfærdet og skælvede, da lynene flammede, og universet buldrede; og fra alle sider styrtede skrækkens ånder imod ham. Et grænseløst raseri greb hans sjavl. Haletante, l’amoureuse gravit la colline et rejoignit son nmi, ici, au pied du rocher gris. Ils s’enlacèrent tendrement, murmurant le suave langage de l’amour, en cet instant béni. Ils n’étaient plus sur cette terre, leurs âmes volaient vers les plaines du ciel émaillées de fleurs. Un court moment s’écoula, et soudain le maître du château surgit ; il transperça le corps de la jeune fille avec son épieu acéré, dont la point ressortit par le flanc du jeune homme ; c’est ainsi qu’il les réunit dans la mort. Leurs corps se renversèrent contre le rocher et leur sang se répandit en un seul ruisseau sur la colline, rougissant les corolles de la bruyère. Unis par le lien d’acier, ils reposaient sur un siège de pierre, muets, mais se tenant toujours tendrement embrassés. Superbes comme quatre étoiles d’or, leurs yeux étincelants regardaient le puissant seigneur qui, saisi d’étonnement, contemplait celte scène merveilleuse et sereine, à l’heure de la mort. Soudain éclata un orage, le ciel s’embrasa et retentit, et dans la lueur bleuâtre, les yeux des amoureux rayonnaient d’un bonheur indicible, comme quatre flambeaux au paradis, tandis que la colère céleste s’acharnait sur le meurtrier et autour de lui. Les beaux regards languissants des jeunes gens, leur sang qui coulait à flots, les grondements de l’orage, tout parlait puissamment à son âme. Il fut ému, ému pour la première fois, quand, le repentir dans son oœur sombre et froid, il vit les yeux radieux de ses victimes fixer sans cesse sur lui le sourire de leur regard. Il fut saisi d’horreur et trembla, lorsque les éclairs flamboyèrent et que l’espace résonna, et de toutes parts les démons de l’épouvante galopèrent vers lui. Une angoisse infinie s’empara de son esprit. 03269
Bottom
03266
Top
Endnu en gang så han på de unge; og de stirrede ham stadig smilende i møde med de samme strålende, men nu sluknende øjne. Så lagde han armene i kors over brystet og begyndte at stirre imod øst med et stivnet blik, og således stod han længe tavs i den dystre nat. Men til sidst, og pludselig, hævede hans bryst sig, og han udstødte et langt råb, et langt og frygtelig højt råb, der rullede larmende hen over egnen. Så stod han atter stum et stykke tid og lyttede nøje og længe, indtil det sidste ekko af hans råb døde hen ved barmen af den fjerneste bakke. Og da det var sket,,udstødte han igen et skrækkeligt skrig, stadig med blikket imod øst, og ekkoet rullede længe hen over egnen, og han lyttede nøje til dets løb fra bakke til bakke. Men til sidst døde den fjerne, skælvende lyd hen, lynet faldt til ro ; kun en tung regn sukkede i skoven. Så, pludselig, rev slotsherren, som vågnede han af en drøm, sit sværd af skeden, gennemborede sit bryst og sank sammen ved de unges fødder. Og endnu en gang lynede himlen, lynede og larmede, men snart herskede tavsheden atter over alt. Il regarda une fois encore les yeux des amoureux qui, avec un éclat faiblissant, lui souriaient toujours. Alors, tourné vers l’Orient, il croisa les bras et demeura longtemps ainsi, silencieux dans la nuit sinistre. Enfin, tout d’un coup, sa poitrine se souleva, et il poussa un long cri qui se répercuta au loin comme un mugissement. Puis il resta de nouveau silencieux, l’oreille tendue, attendant que le dernier écho de sa voix s’assoupisse dans le lointain. Et alors, le regard toujours dirigé vers l’Orient, il lança encore un cri terrible qui vibra longtemps dans l’air et qu’il écouta rebondir de colline en colline. Mais enfin le son tremblant mourut au loin, l’orage s’apaisa et les yeux rayonnants des amoureux s’éteignirent ; seule une lourde pluie faisait soupirer la forêt. Comme soudain tiré d’un songe, le seigneur dégaina son épée, s’en perça la poitrine et s'écroula aux pieds de ses victimes. Le ciel s’éclaira une fois encore et fit entendre un grondement, mais bientôt le silence s’appesantit partout. 03270
Bottom
03267
Top
Morgenen kom, og på heden fandt man de døde ved foden af den grå sten; man bar dem bort og gav dem et hvilested, side om side, i graven. Men efter den tid så man deres billede i stenen; dér så man de to unge, omfavnende hinanden, og knælende under dem en bister og skægget kæmpe. Og fire vidunderlige punkter som fire gyldne stjerner stråler på stenens side både dag og nat og minder om de elskedes skønt-sluk-nende øjne. Og det var tordenkilen, således siger sagnet, der skar disse billeder i stenen med sin flamme. Og som på dette billede sidder nu ynglingen og jomfruen lyksaligt på himlens troner, og sådan som kæmpen krymper sig dér, således krymper den forhenværende slotsherre sig nu i glohed luft på sit pinefulde leje. Og når tårnets klokker ringer, spidser han altid omhyggeligt sine øren og lytter til stenens ekko; men dens klang er stadig lige sørgmodig. Engang vil man dog høre en vidunderlig mild og glad klang fra stenen, og så er timen inde for mandens forsoning og frelse, men så er verdens ende også nær. Og derfor lytter folk bestandig med særlig ængstelse til stenens ekko, når klokkerne kimer. De ønskede gerne, at mandens forsoningsdag omsider gryede, men de tænker med skræk på verdens dommedag. A l’aurore, on trouva les cadavres au pied de la pierre grise ; on les emporta pour les déposer côte à côte dans la tombe. Mais dès ce jour, leiirs images sont gravées sur le rocher. On y voit les deux amoureux enlacés et, au-dessous d’eux, un vieillard sombre et barbu, à genoux. Et quatre taches merveilleuses brillent comme des étoiles d’or à la surface de la pierre, en souvenir des tendres yeux des amants. Un trait de feu, ainsi dit l’histoire, a creusé ces figures dans le rocher pendant cet orage. Comme dans cette image, le jeune homme et sa bien-aimée sont assis heureux dans les hauteurs du ciel ; et de même qu’il gît sur le sol, l’ancien seigneur est étendu sur un lit de tourments dans l’air embrasé. Chaque fois que sonnent les cloches de l’église, il dresse l’oreille et écoute attentivement l’écho que renvoie la pierre ; mais le son est toujours plaintif. Une fois pourtant, le rocher répondra d’une voix merveilleusement douce et gaie, et l’heure de la rédemption et du salut sonnera pour le meurtrier. Mais la fin du monde sera proche aussi. C’est pourquoi les gens écoutent toujours avec une extrême inquiétude l’écho que rend la pierre, quand sonnent les cloches. Ils verraient volontiers poindre le jour de la délivrance du meurtrier, mais ils songent avec terreur à l’heure du jugement dernier. 03271
Bottom
03268
Top
Det var dette sagn, Aapo fortalte sine brødre på Sonnimäki-heden. Telle est la légende qu’Aapo raconta à ses frères sur la colline de Sonnimäki. 03272
Bottom
03269
Top
TIMO: Men den gamle kommer til at svede. Lige til dommedag! Åhå! TIMO: Mutta saapa ukko hikoilla. Aina tuomiopäivään asti! Ohhoo! 03273
Bottom
03270
Top
SIMEONI: Dit fjols, pas på, at dommedagsbasunen ikke brøler løs netop i dette øjeblik. SIMEONI: Sinä tomppeli, katso ettei juuri tällä hetkellä möräise tuomion torvi. 03274
Bottom
03271
Top
EERO: Man behøver ikke at frygte for verdens undergang, så længe der er hedninger her på jorden. Nå, Gud nåde os! Her sidder jo syv vilde hedninger midt i kristenhedens skød. Men intet er jo så galt, at det ikke fører noget godt med sig. Vi, vi er jo verdens støtter. EERO: Maailman lopusta ei ole yhtään pelkoa niin kauan kuin pakanoita maan päällä löytyy. No Jumala paratkoon! tässähän on seitsemän villittyä pakanaa vallan kristikunnan helmassa. Mutta eihän niin pahaa, ettei siinä aina jotakuta hyvääkin. Olemmehan maailman pylväitä me. 03275
Bottom
03272
Top
JUHANI: Du en af verdens støtter? Seks tommer høj ? JUHANI: Sinäkö maailman pylväs? Kuustuumainen. 03276
Bottom
03273
Top
SIMEONI: Du skælver, Eero, skælver som selve djævelen, når den dag kommer, som du nu spotter. SIMEONI: Vapisetpa, Eero, vapiset kuin perkele, kun lähestyy päivä, jota pilkkaat nyt. 03277
Bottom
03274
Top
TIMO: Det gør han ikke, det står jeg inde for. Åhå! Så bliver der en tumult og en omvæltning. Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår; og så vil det store saligheds-tegn vise sig; så vil verden forvandle sig til støv og aske som en tør bark-sko. Så brøler kreaturerne på marken, og svinene grynter grueligt på vejen, hvis da denne ødelæggelse sker om sommeren, men hvis den indtræffer om vinteren, så larmer og brøler kreaturerne i stalden, og de arme svin grynter i stiens strøelse. Så bliver der en tumult og et spektakel, drenge. Åhå! Der har allerede været to omvæltninger, og den tredie forestår, sådan som vor blinde onkel sagde. TIMO: Sitä ei hän tee, sen takaan minä. Ohhoo! silloinpa on meteliä ja mullerrusta. Kaksi mullerrusta on jo ollut, kolmas on vielä tulematta; ja silloin tapahtuu se suuri autuuden merkki; silloin maailma on menevä tuhaksi ja tomuksi kuin kuiva virsu. Silloinpa karja aholla mörää ja siat kujalla kauheasti vinkuu, jos nimittäin tämä tuho on tapahtuva kesäiseen aikaan, mutta jos se talvella tapahtuu, niin karjapa silloin ometassa teiskaa ja mörää ja läätin pahnoissa sika-parat vinkuu. Silloinpa on melskettä, pojat. Ohhoo! Kaksi mullerrusta on jo ollut, kolmas on vielä tulematta, niinkuin sokea-eno sanoi. 03278
Bottom
03275
Top
SIMEONI: Ja, ja, lad os mindes den dag. SIMEONI: Niin, niin, muistelkaamme tätä päivää. 03279
Bottom
03276
Top
JUHANI: Ti nu stille, brødre. Herregud! I vender jo op og ned på et menneskes hjerte. Lad os sove, lad os sove! JUHANI: Vai'etkaa jo, veljet. Varjele Jumala! käännättehän perin nurinniskoin tässä miehen sydämmen. Nukkukaamme, nukkukaamme! 03280
Bottom
03277
Top
Således snakkede de, men samtalen døde omsider hen, og søvnen tyngede dem til jorden, den ene efter den anden. Sidst af dem alle sad Simeoni vågen, støttet til granens svulmende rod. Han sad og grundede alvorligt over verdens sidste tider og dommens store dag. Og hans øjne glødede med en rødlig, mild og fugtig glans, mens hans grove kinders brunlige rødme lyste langt bort. Til sidst faldt også han i søvn, og så sov de alle sammen sødt omkring bålet, der blussede endnu et stykke tid, men til sidst sank sammen og sluknede. Bientôt le sommeil les terrassa l’un après l’autre. Le dernier à s’endormir fut Simeoni ; appuyé contre la racine Baillante d’un pin, il méditait profondément sur la fin du monde et sur le grand jour du jugement. Ses yeux bordés de rouge luisaient d’un éclat humide, et une sombre ardeur animait ses joues rudes. Finalement il s’assoupit lui aussi. Tous reposaient calmement autour du brasier qui jeta des flammes un instant encore, puis languit peu à peu et s'éteignit. 03281
Bottom
03278
Top
Dagen mørknede, og tusmørket blev til nat; luften var varm og trykkende; det lynede nu og da på himlen i nordøst, eftersom et voldsomt uvejr var under opsejling. Med ørnens fart nærmede det sig kirkebyen, spyede ild ud af sit skød og antændte pludselig præstegårdsladen, der var fuld af tør halm, og som derfor snart udsendte nogle vældige flammer. Klokkerne begyndte at kime, og der kom liv i byen; fra alle sider ilede folk hen til den rasende ild, en strøm af mænd og kvinder, men forgæves. Frygtelige luer slog i vejret fra laden, og himlen farvedes blodrød. Men nu stormede uvejret imod Sonnimäki, hvor brødrene lå i dyb søvn; og heden gav genlyd af deres snorken. Nu vækkes de pludselig af et skrækkeligt brag, og de bliver så rædselsslagne, som de aldrig før har været i deres liv. Deres søvndrukne sind forfærdes, eftersom erindringen om det dystre sagn, beskrivelserne af verdens undergang, straks dukker op i deres hjerne, mens naturen raser rundt omkring dem i den uhyggelige nat. Det, der lyser i denne nat, er tordenskyens lyn og det gruelige genskær af den bølgende brand i landsbyen. - Nu lynede det, og i samme øjeblik fulgte et vældigt brag, der straks vækkede brødrene. Med høje råb og skingre skrig sprang de op, alle som én; og med håret strittende som susende siv og med øjnene som store ringe i hovedet, stirrede de på hinanden i nogle sekunder. Le jour s'obscurcit, le crépuscule devint plus épais et la nuit tomba ; l’air était tiède et étouffant ; le ciel s’embrasait parfois au nord-est où s’amassait un violent orage. Avec la rapidité de l’aigle, il s’approcha du village, lança des flammes et mit le feu à la grange de la cure qui, remplie de paille sèche, flamba bientôt dans une lueur intense. Les cloches commencèrent à sonner, semant l’alarme dans le village ; de tous côtés, les gens se hâtèrent vers l’incendie furieux, hommes et femmes affluèrent, mais en vain. La grange brûlait de manière effrayante, et la voûte du ciel se teignait en rouge sang. L’orage se jeta sur la colline où les frères, plongés dans un profond sommeil, ronflaient à poings fermés. Or, un terrible coup de tonnerre les arracha à leurs rêves, et jamais de leur vie ils ne furent si effrayés. Leurs esprits engourdis furent saisis d’horreur quand la tragique légende, les évocations de la fin du monde assiégèrent leur mémoire au moment où la nature se déchaînait autour d’eux dans la nuit sinistre. La seule lumière dans cette obscurité était celle des éclairs dans les nues et la lueur affreuse de l’incendie qui planait sur le village. Un éclair suivi d’un coup de tonnerre d'une violence inouïe les avait tirés de leur sommeil. Criant et gémissant, ils se levèrent tous d’un seul bond ; les cheveux hérissés comme des roseaux bruissants, les yeux hagards, ils se regardèrent un instant. 03282
Bottom
03279
Top
SIMEONI: Dommedag! SIMEONI: Le jour du jugement ! 03283
Bottom
03280
Top
JUHANI: Hvor er vi, hvor er vi ? JUHANI: Où sommes-nous ? Où sommes-nous ? 03284
Bottom
03281
Top
SIMEONI: Skal vi nu af sted ? SIMEONI: Faut-il déjà partir ? 03285
Bottom
03282
Top
JUHANI: Hjælp os, nåde! JUHANI: Aide-nous ! Grâce 1 03286
Bottom
03283
Top
AAPO: Skrækkeligt, skrækkeligt! AAPO: C’est atroce, atroce ! 03287
Bottom
03284
Top
TUOMAS: Ja, skrækkeligt. TUOMAS: Hirveätä kyllä. 03288
Bottom
03285
Top
TIMO: Gud bevare os arme knægte! TIMO: Que Dieu nous protège, pauvres enfants que nous sommes ! 03289
Bottom
03286
Top
SIMEONI: Klokkerne klemter allerede! SIMEONI: Voilà les cloches qui sonnent. 03290
Bottom
03287
Top
JUHANI: Og stenen klinger og danser! Hi, ha! JUHANI: Et le rocher résonne et tremble. Brr ! Ha ! 03291
Bottom
03288
Top
SIMEONI: »Himlens klokker ringer«! SIMEONI: « Les cloches du ciel sonnent ». 03292
Bottom
03289
Top
JUHANI: »Og min styrke svinder bort«! JUHANI: « Mes forces m’abandonnent ». 03293
Bottom
03290
Top
SIMEONI: Skal vi da af sted på denne måde ? SIMEONI: Est-ce ainsi qu’on doit partir ? 03294
Bottom
03291
Top
JUHANI: Hjælp os, barmhjertighed og nåde! JUHANI: Aide-nous, miséricorde et grâce I 03295
Bottom
03292
Top
AAPO: Hvilken rædsel! AAPO: Oh ! quelle horreur ! 03296
Bottom
03293
Top
JUHANI: Tuomas, Tuomas, grib fat dér i mit frakkeskøde! Hi, ha! JUHANI: Tuomas, tiens-moi ferme par les pans de ma veste. Brrr ! 03297
Bottom
03294
Top
SIMEONI: Hi, ha! Nu skal vi af sted, af sted! SIMEONI: Brrr ! On part à présent, on part ! 03298
Bottom
03295
Top
JUHANI: Tuomas, du min broder i Kristus. JUHANI: Tuomas, mon frère en Christ ! 03299
Bottom
03296
Top
TUOMAS: Her er jeg; hvad vil du? TUOMAS: Je suis ici, que veux-tu ? 03300
Bottom
03297
Top
JUHANI: Bed en bøn! JUHANI: Prie ! 03301
Bottom
03298
Top
TUOMAS: Ja, hvem der kunne. TUOMAS: Oui, prie toi-même. 03302
Bottom
03299
Top
JUHANI: Bed, Timo, hvis du kan. JUHANI: Prie, Timo, si tu peux. 03303
Bottom
03300
Top
TIMO: Jeg skal prøve. TIMO: Je vais essayer. 03304
Bottom
03301
Top
JUHANI: Gør det straks. JUHANI: Vite. 03305
Bottom
03302
Top
TIMO: Oh, Herre, store sorg, oh, Bethlehems nåde-trone! TIMO: O Dieu, ô grande affliction, ô trône de grâce de Bethléem I 03306
Bottom
03303
Top
JUHANI: Hvad siger du, Lauri? JUHANI: Que dis-tu, Lauri ? 03307
Bottom
03304
Top
LAURI: Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til denne elendighed. LAURI: Je ne sais trop que dire dans cette détresse. 03308
Bottom
03305
Top
JUHANI: Elendighed, grænseløs elendighed! Men jeg tror dog, at undergangen ikke kommer lige netop nu. JUHANI: Kurjuus, ääretön kurjuus! Mais je crois pourtant que la fin n’est pas encore tout à fait là. 03309
Bottom
03306
Top
SIMEONI: Ak, om man blot gav os en nådens tid, en eneste dag! SIMEONI: Oh ! si on nous donnait encore un seul jour de répit ! 03310
Bottom
03307
Top
JUHANI: Eller en uge, en dyrebar uge! - Men hvad skal vi tro om den forfærdelige ild og om klokkernes forvirrede klang ? JUHANI: Ou une semaine, une précieuse semaine. Mais que penser de ces lueurs terribles et de ces confuses sonneries de cloches ? 03311
Bottom
03308
Top
AAPO: Der er ildebrand i landsbyen, kære venner. AAPO: Il y a un incendie dans le village, chers amis. 03312
Bottom
03309
Top
JUHANI: Ja, Aapo, og alarmklokken klemter. JUHANI: Tu as raison, Aapo, et on sonne le tocsin. 03313
Bottom
03310
Top
EERO: Der er ild i præstegårdsladen. EERO: C’est la grange de la cure qui flambe. 03314
Bottom
03311
Top
JUHANI: Lad tusind lader brænde, når bare denne ormstukne jord består og vi, dens syv syndige børn. Herren hjælpe os! Hele min krop svømmer i en strøm af kold sved. JUHANI: Qu’il en brûle un millier, pourvu que celle misérable terre subsiste, avec nous, ses sept coupables enfants. Que Dieu nous aide ! Mon corps baigne dans des flots de sueur froide. 03315
Bottom
03312
Top
TIMO: Jeg vil ikke nægte, at også mine bukser skælver. TIMO: Ma foi, ça ne s’est pas passé sans que j’aie tremblé dans mon pantalon. 03316
Bottom
03313
Top
JUHANI: Et mageløst øjeblik! JUHANI: Voilà un moment comme on n’en a pas encore vu. 03317
Bottom
03314
Top
SIMEONI: Sådan straffer Gud os for vore synders skyld. SIMEONI: C’est ainsi que Dieu nous punit de nos péchés. 03318
Bottom
03315
Top
JUHANI: Ja, sandelig! Hvorfor sang vi også den væmmelige vise om Rajamåki-regimentet? JUHANI: C’est vrai. Pourquoi avons-nous entonné cette sale chanson sur le Régiment ? 03319
Bottom
03316
Top
SIMEONI: I hånede Mikko og Kaisa på en skamløs måde. SIMEONI: Vous avez impudemment injurié Mikko et Kaisa. 03320
Bottom
03317
Top
JUHANI: Ja, det gjorde vi. Men Gud velsigne dem! Han velsigne os alle, alle; endogså klokkeren. JUHANI: Et comment ! Mais que Dieu les bénisse, qu’il nous bénisse tous, même le chantre. 03321
Bottom
03318
Top
SIMEONI: Den bøn er himlen velbehagelig. SIMEONI: Cette prière sera agréable au Ciel. 03322
Bottom
03319
Top
JUHANI: Lad os forlade dette skrækkelige sted. Ilden blusser jo her som fortabelsens ovn, og dér, på stenens side, gløder disse øjne så sørgeligt imod os. Tro mig, det var netop Aapos historie om disse katteøjne, der forårsagede denne skælvende fornemmelse i vor rygrad. Men lad os stikke af; og ingen af os må glemme sin pose og sin a.b.c. Væk, brødre! Vi marcherer til Tammisto og besøger Kyösti; til Kyösti med Guds hjælp, og derfra vender vi hjem i morgen, hvis vi lever. Lad os nu gå! JUHANI: Déguerpissons de cette place maudite. Là-bas, l’incendie luit comme le four de la perdition, et ici, sur le flanc du rocher, les yeux nous jettent des regards navrés. Vous savez, c’est le récit d’Aapo sur ces yeux de chat qui nous a fait courir des frissons dans l’échine. Démarrons à présent, et que personne n’oublie son sac et son abécédaire. Filons, frères, allons à Tammisto chez Kyösti, avec l’aide de Dieu, et demain on rentrera à la maison, si on est en vie. Partons ! 03323
Bottom
03320
Top
LAURI: Men snart får vi en styrtende regn i nakken på os og bliver våde som rotter. LAURI: Mais on va recevoir une formidable averse sur le dos, et on sera trempés comme des rats. 03324
Bottom
03321
Top
JUHANI: Lad det regne, lad det regne! Vi fik jo endnu nåde. Lad os nu gå! JUHANI: Laisse pleuvoir, laisse pleuvoir. On a encore trouvé grâce. En route ! 03325
Bottom
03322
Top
De skyndte sig bort; traskede hurtigt af sted i hælene på hinanden; nåede snart den sandede vej og satte kursen imod Tammisto-gård. De vandrede af sted et stykke tid, under de flammende lyn og den buldrende torden, der væltede frem over himlen fra flere sider, indtil en heftig regn begyndte at skylle ned over dem. Så øgede de tempoet til løb og nærmede sig »Kulomåki-granen«, der var berømt for sin højde og sin frodighed; den stod tæt ved vejen og gav ly for mangen en vandringsmand i regnvejr. Ved dens fod sad brødrene, mens regnen faldt og suste i den vældige gran, men da vejret klarede op, fortsatte de deres vandring. Naturen faldt til ro, vinden stilnede af, skyerne flygtede, og månen steg bleg op over skovens trækroner. Uden hast og uden bekymringer traskede brødrene hen ad den plaskende vej. Ils partirent, marchant rapidement l’un derrière l’autre, atteignirent bientôt le chemin sablonneux et dirigèrent leur course vers la ferme de Tammisto. A la lueur des éclairs et sous les grondements du tonnerre qui roulaient en tous sens dans le ciel, ils avancèrent un moment, jusqu’à ce qu'une pluie battante commençât de les arroser. Ils prirent alors leurs jambes à leur cou et gagnèrent le sapin de Kulomäki, célèbre pour sa taille et sa frondaison, qui se dressait au bord de la route et offrait un abri aux passants surpris par la pluie. Ils s’installèrent autour du tronc, pendant que l'averse crépitait sur l’arbre imposant ; mais quand le ciel s’éclaircit, ils se remirent en route. Les éléments se calmèrent, le vent tomba, les nuages se dissipèrent et la lune blafarde se leva derrière l’écran de la forêt. Sans hâte ni souci, les frères avançaient sur la route détrempée. 03326
Bottom
03323
Top
TUOMAS: Jeg har ofte tænkt på, hvorfra tordenen kommer, og hvad det egentlig er, denne ild og larm. TUOMAS: Je me suis souvent demandé d’où peut bien venir l’orage et ce qu’il est, avec ses éclairs et ses roulements. 03327
Bottom
03324
Top
AAPO: Vor blinde onkel sagde, at dette oprør i himlen blev fremkaldt af tørt sand, der havde samlet sig mellem skyflagerne, sand, som hvirvelvindene havde løftet op i luften. AAPO: Notre oncle disait que tout ce vacarme se produit dans le ciel lorsque du sable sec est emporté dans l’air par les tourbillons du vent et se glisse entre les paquets de nuages. 03328
Bottom
03325
Top
TUOMAS: Ja, hvordan mon det hænger sammen? TUOMAS: Qui peut le savoir ? 03329
Bottom
03326
Top
JUHANI: Et barnesind forestiller sig både det ene og det andet. Hvad mon jeg tænkte om tordenvejret, da jeg var en lille purk ? Jo, ser du, det var Gud, der kørte larmende hen ad himlens gader; og ilden slog op fra den stenede vej og fra hjulenes jernringe. Haha! Et barn har et barnligt sind. JUHANI: Une tête d’enfant a ses idées. Combien de fois n’ai-je pas songé à l’orage, moi, quand je portais encore des robes. C’est Dieu, disais-je, qui se promène en voiture sur les routes du ciel, à grand bruit, et des étincelles jaillissent des pierres du chemin et des jantes en fer des roues de son char. Hi, hi ! un enfant a un esprit d’enfant. 03330
Bottom
03327
Top
TIMO: Og jeg da? Jeg forestillede mig noget i samme retning, da jeg som en sådan pokkers lille gnom stavrede hen ad vejen, mens tordenen buldrede; stavrede, stavrede af sted med en stump skjorte på kroppen. Gud tromler sin mark, tænkte jeg, tromler og slår ordentlig smæld med sin tyrelems-pisk, og slagene får den flotte vallaks fede lår til at slå gnister, på samme måde som vi ser gnisterne flyve fra lænderne af en prægtig hest, når vi stryger ned over dem. Ja, sådan var de tanker, jeg gjorde mig. TIMO: Et moi, j’avais aussi à peu près les mêmes idées quand j’étais un petit morveux gros comme le pouce du diable et que, couvert d’un bout de chemise, je trottinais par les chemins pendant qu’un orage grondait. C’est Dieu qui laboure ses champs, que je me disais, il laboure en allongeant de bonnes claques avec son fouet sur la croupe de son beau cheval qui jette des éclairs sous les coups, comme on voit'des étincelles sortir des flancs d’un bidet lorsqu’on le frotte. En voilà une idée ! 03331
Bottom
03328
Top
SIMEONI: Som barn tænkte jeg og tænker stadig: himlens lyn og larm skal åbenbare Guds vrede for synderne her på jorden, eftersom menneskenes synder er store og talløse som sand i havet. SIMEONI: Moi, je pensais quand j’étais petit et je pense encore que l’éclair et le tonnerre du ciel nous annoncent que Dieu est fâché contre les pécheurs sur la terre ; car les péchés des hommes sont grands, innombrables comme les grains de sable dans la mer. 03332
Bottom
03329
Top
JUHANI: Vist syndes der her på jorden, det kan ikke nægtes, men synderen koges da også grundigt hernede, i salt og peber. Tænk, min dreng, på vor skolegang, og hvad vi måtte døje. Klokkeren rev og sled os i håret som en høg; jeg føler det endnu og skærer tænder, min dreng. JUHANI: C’est vrai qu’on commet des tas de péchés ici-bas, on ne peut le nier ; mais le pécheur rôtit déjà sur le gril dans ce bas monde. Souviens-toi de notre voyage à l’école, mon garçon, et de tout ce qu’on nous a fait subir. Le chantre nous a tiraillés et griffés comme un faucon ; je le sens encore et grince des dents. 03333
Bottom
03330
Top
Men den natlige vandring fortsattes, og brødrene nærmede sig Tammisto-gård, hvor de meget højtideligt gik indenfor; og Kyösti redte nogle gode senge til dem. Denne Kyösti, en mand, solid som en træstamme, var gårdens eneste søn, men han havde aldrig brudt sig om at varetage en husbonds pligter; han ønskede bestandig at leve efter sit eget hoved og for sig selv. Han var engang vandret som en besat omkring på egnen, prædikende og hylende; og man sagde, at han var blevet bragt i denne tilstand på grund af sine grublerier over religiøse spørgsmål. Og da hans forstand omsider klarede op igen, var han i øvrigt den samme som før, men han lo aldrig mere. Og der skete også den besynderlige ting, at han herefter betragtede Jukola-brødrene som sine bedste venner, skønt han knap nok havde kendt dem før. Nu trådte brødrene ind til denne mand for at få husly for natten. Mais leur course nocturne touchait à sa fin, ils arrivaient h la ferme de Tammisto où ils pénétrèrent gravement. Kyüsti leur prépara d’excellents lits. Ce Kyösti, un gaillard solide comme un chêne, était le seul enfant de la ferme, mais il ne se souciait nullement de revêtir la dignité de patron, préférant vivre isolé et pour lui-même. Un temps, il avait parcouru les villages comme un possédé, prêchant cl. criant ; c’était, disait-on, ses méditations sur les choses de la foi qui l’avaient mis dans cet état. Lorsque sa raison «'éclaircit enfin, il redevint ce qu’il était auparavant, mais Il ne rit plus jamais. Et il se passa alors ceci d’extraordinaire qu’il choisit dès ce moment comme ses meilleurs muis les frères de Jukola qu’il avait à peine connus jadis. C’est chez cet homme que les frères entraient maintenant, cil quête d’un gîte pour la nuit. 03334
Bottom

kapitel 04 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
04001
Top
Næste dag nærmede Jukola-brødrene sig atter deres hjem, traskende i hælene på hinanden. Men de så ynkelige ud: deres klæder var revet i stykker, og deres ansigter var spraglede af blå mærker og sår. Juhani, der gik forrest, havde fået venstre øje lukket næsten helt til, Aapos læber var voldsomt opsvulmede; i Timos pande ragede et vældigt horn i vejret, og Simeoni hinkede haltende bag efter de andre. De var alle sammen svært skamferet i hovedet; nogle havde viklet den tomme madpose omkring det, andre havde revet nogle laser af jakken til deres sår. I denne tilstand vendte de nu tilbage fra deres skolegang, og deres hunde, Killi og Kiiski, ilede dem i møde med muntre krumspring. Men brødrene var knap nok i stand til at gengælde de kærtegn, de fik af deres trofaste vogtere. Le lendemain, les frères regagnèrent leur bercail à la queue leu leu. Mais leur aspect était lamentable ; leurs habits étaient déchirés de façon affreuse, leurs visages marbrés de bleus et de plaies. Juhani, qui s’avançait en tête, avait l’oeil gauche presque fermé, les lèvres d’Aapo étaient toutes gonflées, une grosse bosse ornait le front de Timo, et Simeoni trottait en clopinant derrière les autres. Leurs têtes avaient été vilainement étrillées, et l’un d’eux avait enroulé autour de son front un bissac vide, un autre avait pansé ses blessures avec des bandes déchirées de sa blouse. C’est dans cet état qu’ils revenaient de leur expédition à l’école. Leurs chiens bondirent à leur rencontre, en agitant joyeusement la queue. Mais les frères n’avaient guère la force de rendre ces caresses à leurs fidèles gardiens. 04001
Bottom
04002
Top
Men hvem havde behandlet dem så skrækkeligt? Hvem havde formået således at stække Jukolas stærke brødre? Jo, det var resultatet af Toukola-folkenes hævn. Da de havde hørt, at Jukola-brødrene opholdt sig i Tammisto, havde de sluttet sig sammen, tyve mand stærk, og skjulte sig i buskene langs landevejen for at vente på deres fjender. Dér døsede de længe og holdt vagt, med solide våben i næverne.Men da skolegængerne omsider nærmede sig, styrtede de sammensvorne løs på dem i en rasende fart; de rykkede frem fra begge sider af vejen; og nu opstod der en frygtelig leg, en leg med stave, hvor brødrene blev svært medtaget. Men Toukola-folkene klarede heller ikke slagsmålet uden skrammer, mange af dem mærkede den bedøvende virkning af brødrenes næver. To af dem blev båret besvimet hjem: Kuninkala-Enokki og Kissala-Aapeli. Og Aapelis hovedskal var skinnende blank fra nakken til panden, blank som bunden af en tinkande. Det var Juhanis næve, der havde udført dette håndfaste rydningsarbejde. Qui donc les avait si mal arrangés ? Qui avait pu accabler ainsi les robustes frères de Jukola ? C’était la vengeance des garçons de Toukola. Ayant appris que leurs ennemis séjournaient à Tammisto, ils formèrent une bande forte de vingt hommes et se postèrent aux aguets dans les buissons qui bordaient la route. Ils y attendirent longtemps en sommeillant, munis de bâtons solides. Et quand les écoliers s’approchèrent, les conjurés se ruèrent sur eux avec impétuosité, s’élancèrent des deux côtés du chemin, et une terrible bagarre s’engagea, dans laquelle les frères écopèrent force horions. Mais les jeunes gens de Toukola ne se retirèrent pas non plus indemnes de la lutte, plus d’un éprouva du vertige sous les lourds coups de poings des frères. Deux furent rapportés évanouis chez eux : Eenokki de Kuninkala et Aapeli de Kissala. Le crâne de ce dernier luisait de la nuque au front comme le fond d’un plat en étain : la main de Juhani avait exécuté ce brutal défrichement. 04002
Bottom
04003
Top
Men til sidst sad brødrene dog, meget trætte, i hjemmets rummelige stue. Terriblement fatigués, les frères sont assis dans la chambre spacieuse de leur ferme. 04003
Bottom
04004
Top
JUHANI: Hvis tur er det til at fyre badstuen op ? JUHANI: A qui est-ce le tour de chauffer l’étuve [Maisonnette pour les bains rie vapeur. Après avoir chauffé un fourneau chargé de pierres, les baigneurs s'installent sur une estrade et jettent de l'eau sur le fourneau ; il s’en dégage une vapeur tres chaude. Pour activer la transpiration, ils se frappent avec dos faisceaux de branches de bouleau. Les Finnois vont encore souvent à l’étuve, au moins une fois par semaine, dans les campagnes surtout.] 04004
Bottom
04005
Top
TIMO: Det er vist min tur. TIMO: A moi. 04005
Bottom
04006
Top
JUHANI: Så fyr den op, så stenene buldrer. JUHANI: Chauffe-la à faire craquer le fourneau. 04006
Bottom
04007
Top
TIMO: Jeg skal gøre mit bedste. TIMO: On fera son possible. 04007
Bottom
04008
Top
JUHANI: Gør alt, hvad du kan, for vore sår trænger til et bad, ja, sandelig! Men du, Eero, gå du til Routio og hent en pot brændevin ; som betaling giver vi den bedste stamme i vor skov. En pot brændevin! JUHANI: Fais-le comme il faut, car nos blessures ont besoin de vapeur, en vérité. Et toi, Eero, va chez Routio chercher un pot d’eau-de-vie, 011 lui donnera en paiement le plus beau tronc de nos forêts. Un pot d'eau-de-vie ! 04008
Bottom
04009
Top
SIMEONI: Er det ikke for meget ? SIMEONI: C’est peut-être trop ? 04009
Bottom
04010
Top
JUHANI: Det forslår knap nok til smørelse for syv mand. Her er - det skal Herren vide - sår som stjerner på himlen ; og dette øje svier og stikker aldeles forskrækkeligt, men det er endnu værre med galden og hjertet i mit indre. Men alt er godt, alt er godt! Jukola-Jussi er ikke død endnu. JUHANI: Ça suffira à peine pour frictionner sept hommes. On a — Dieu le sait ! — autant de blessures qu’il y a d’étoiles au ciel. Ça me brûle et me démange terriblement dans l’œil, mais plus terriblement encore dans ma rate et dans ma poitrine. Mais tout de même, Jussi de Jukola n’est pas encore mort! 04010
Bottom
04011
Top
Aftenen kom, en sørgmodig septemberaften. Eero hentede brændevin fra Routio, og Timo kom med besked om, at badstuen var parat; og det mildnede brødrenes vrede sindelag en smule. De vandrede af sted for at bade; og Timo kastede vand på, så det smældede i stendyngens sort-sværtede sten, og den hede damp rullede som en sky omkring i badstuen. Enhver af dem brugte nu, af alle kræfter, den saftbløde, vidunderlige birkeløvsbuket; de badede og badede deres sår; og bade-risenes heftige slag kunne høres langt borte fra badstuen. Le soir vint, un triste soir de septembre ; Eero rentra de chez Routio avec l’eau-de-vie et Timo annonça que le bain était prêt. Cette nouvelle adoucit un peu l'irritation des frères. Ils allèrent se baigner ; Timo jeta l’eau sur les pierres noircies du fourneau qui craquèrent violemment, et la vapeur brûlante se répandit comme un nuage dans l’éluve. Chacun mania de toutes ses forces son paquet de rameaux feuillus et tendres ; ils se lavèrent et pansèrent leurs blessures, et l’on entendait de loin le battement rapide des faisceaux dans la maisonnette. 04011
Bottom
04012
Top
JUHANI: Nu får vore sår en rigtig tyrkisk polka. At bade i en badstue, det er den bedste lægedom for den syge krop og sjæl her på jorden. Men mit øje svier som bare satan! Nå, så svi’ og værk da, desto hidsigere giver jeg dig hede i nakken. Hvordan går det med dit snudeskaft, Aapo? JUHANI: Saavatpa nyt haavamme sen turkin-polskan. Saunanlöyly, sehän sairaan ruumiin ja sielun paras lääke täällä. Mutta kirveleepä silmä kuin peeveli! No kirvele ja karvele, sitä tuimemmin annan sinulle kuumuutta niskaan. Kuinka on turpas laita, Aapo? 04012
Bottom
04013
Top
AAPO: Det smelter efterhånden. AAPO: Sulaapa tuo vähitellen. 04013
Bottom
04014
Top
JUHANI: Slå løs på det og bank det, sådan som russeren behandler sin krikke, så bliver det nok snart blødt. Men, Timo, mere damp, eftersom det i aften er din sag at tjene os andre. - Ja, sådan, min dreng! Lad det bare komme. Det er varmt, det er sandelig varmt! Ja, sådan, du, min lille skælm af en broder! JUHANI: Hutkiele ja nuiji sitä kuin Ryssä koniansa, niin kyllähän pehmiää. Mutta uutta löylyä, Timo, koska on virkas tänä iltana meitä palvella.--Kas niin, poikaseni! Annappas tulla vaan. Onpas siellä kuumaa, onpas siellä kuumaa! Sillä lailla, sinä vekama-veljeni! 04014
Bottom
04015
Top
LAURI: Det bider i neglene. LAURI: Ottaa kynsiin. 04015
Bottom
04016
Top
JUHANI: Lad også neglene få en omgang. JUHANI: Saakootpa kynnet kyytinsä myös. 04016
Bottom
04017
Top
AAPO: Hold op med at kaste vand, knægt, ellers må vi forsvinde herfra alle mand. AAPO: Herkene jo heittämästä, poika; onpa muutoin tiemme täältä ulos joka miehen. 04017
Bottom
04018
Top
EERO: Hvis vi roser ham lidt mere, så bliver vi snart til kul. EERO: Kiittäkäämme häntä vähän vielä, ja olemmepa kartena pian. 04018
Bottom
04019
Top
JUHANI: Nu er det nok, Timo. Kast ikke mere! Kast ikke mere for helvede! - Kommer du ned, Simeoni? JUHANI: Olkoon jo kylliksi, Timo. Äläppäs heitä enään. Älä helvetissä heitä enään!--Lähdetkö alas, Simeoni? 04019
Bottom
04020
Top
SIMEONI: Ja, det gør jeg, jeg arme fyr. Og ak, om I vidste, hvorfor. SIMEONI: Lähdenpä minä poloinen poika. Ja ah, jos tietäisitte miksi! 04020
Bottom
04021
Top
JUHANI: Fortæl os det. JUHANI: Sanoppas. 04021
Bottom
04022
Top
SIMEONI: Glem ikke, menneske, fortabelsens ovn og bed nat og dag. SIMEONI: Muistele, ihminen, kadotuksen pätsiä ja rukoile yöt ja päivät. 04022
Bottom
04023
Top
JUHANI: Sikke noget snik-snak! Lad kroppen få, hvad den ønsker; for jo varmere badet er, desto bedre er dets lægende virkning og kraft. Det ved du godt. JUHANI: Mitä hulluja! Salli ruumiis saada jos se niin tahtoo; sillä jota kuumempi löyly, sitä parempi sen parantava vaikutus ja voima. Kylläs sen tiedät. 04023
Bottom
04024
Top
SIMEONI: Hvis er det varme vand i spanden, her ved foden af ovnen ? SIMEONI: Kenen tämä lämmin vesi tässä ämpärissä kiukaan juurella? 04024
Bottom
04025
Top
JUHANI: Det er mit, som smeden sagde om sit hus. Rør det ikke. JUHANI: Se on minun, sanoi seppä tupaansa. Älä koske siihen. 04025
Bottom
04026
Top
SIMEONI: Jeg tager bare en lille sjat af det. SIMEONI: Otanpa siitä pienen lirauksen. 04026
Bottom
04027
Top
JUHANI: Gør det ikke, kære broder, ellers går det galt. Hvorfor varmede du ikke noget til dig selv ? JUHANI: Älä, veikkonen veli-kulta, muutoin on paha. Miksi et lämmittänyt itsellesi? 04027
Bottom
04028
Top
TUOMAS: Hvorfor hidser du dig op til ingen nytte? Tag fra min bøtte, Simeoni. TUOMAS: Mitä tuossa turhia ärhentelet? Otahan minun sangostani, Simeoni. 04028
Bottom
04029
Top
TIMO: Eller fra min, som står dér under trappen. TIMO: Taikka minun, tuossa parven rappusen alla. 04029
Bottom
04030
Top
JUHANI: Tag så også noget af min spand, men levn i hvert fald halvdelen. JUHANI: Ota sitten vaikka minunkin ämpäristäni, mutta jätäppäs ainakin puolet jäljelle. 04030
Bottom
04031
Top
LAURI: Eero! Din satan, pas på, at j'eg ikke smider dig ned herfra. LAURI: Eero! Sinä riivattu, katso etten viskaise sinua parvelta alas. 04031
Bottom
04032
Top
AAPO: Hvad er det for kunster og narrestreger, I har for dér i krogen, I to ? AAPO: Mitä konsteja ja koukkuja on teillä siellä nurkassa, te kaksi? 04032
Bottom
04033
Top
JUHANI: Hvad kævles I om dér ? Hvad ? JUHANI: Mitä närinää siellä? Häh? 04033
Bottom
04034
Top
LAURI: Han puster mig i ryggen. LAURI: Toista selkään puhaltelee. 04034
Bottom
04035
Top
AAPO: Kan du nære dig, Eero! AAPO: Siivosti vaan, Eero! 04035
Bottom
04036
Top
JUHANI: Hæh, din snothas. JUHANI: Heh, vihakiiski. 04036
Bottom
04037
Top
SIMEONI: Eero, Eero, kan ikke engang badets pinagtige hede få dig til at tænke på ilden i helvede? Glem ikke Hemmola-Juho, glem ikke Hemmola-Juho! SIMEONI: Eero, Eero, eikö löylyn mojova kuumuuskaan tuo mieleesi helvetin tulta. Muistele Hemmolan Juhoa, muistele Hemmolan Juhoa! 04037
Bottom
04038
Top
JUHANI: Han, der på sygelejet så ildpølen, som han endnu engang blev reddet fra, fordi han altid, sådan som man havde sagt til ham, tænkte på helvede, når han lå på badstue-briksen? - Men er det dagslyset, som skinner ind gennem hjørnet dér? JUHANI: Hänpä tautivuoteellansa näki sen tulisen järven, josta hän kerran vielä pelastettiin, ja siitä syystä, niinkuin hänelle sanottiin, että hän aina saunanparvella oli muistellut helvettiä.--Mutta päivänkö valo tuolta kiiltää läpi nurkan? 04038
Bottom
04039
Top
LAURI: Det klare dagslys. LAURI: Kirkkaan päivän. 04039
Bottom
04040
Top
JUHANI: Åh, dit bæst! Badstuen synger på sit sidste vers. Lad derfor det første, j‘eg bestræber mig for som husbond være at bygge en ny badstue! JUHANI: O peto! sauna veisaa viimeistä värssyänsä. Sentähden olkoon isännyyteni ensimmäinen pyrkimys uusi sauna. 04040
Bottom
04041
Top
AAPO: En ny badstue er sandelig påkrævet. AAPO: Uusihan tässä kyllä tarvitaan. 04041
Bottom
04042
Top
JUHANI: En ny, en ny er nødvendig, det er der ingen tvivl om. En gård uden badstue, det går ikke an, både af hensyn til badningen og af hensyn til husmoderen og daglejerkonerne, når de barsler. En rygende badstue, en bjæffende hund, en galende hane, en miavende kat, det er kendetegnet på en god gård. Ja, der bliver sandelig meget slid og slæb for den, der overtager vor gård. - Vi trænger til lidt mere damp, Timo. JUHANI: Uusi, uusi ilman kieltoa. Saunaton talo ei käy laatuun sekä kylpemisen että emännän ja muonamiesten muijien lasten-saamisen tähden. Niin, ryöhäävä sauna, haukkuva halli, kiekuva kukko ja naukuva kissa, nehän oivan talon tunnusmerkkejä ovat. Niin, onpa sillä tekemistä ja puuhaa, joka meidän talon vastaanottaa.--Tarvittaisiinpa hieman taasen löylyä, Timo. 04042
Bottom
04043
Top
TIMO: Det skal du få. TIMO: Saaman pitää. 04043
Bottom
04044
Top
SIMEONI: Men lad os ikke glemme, at det er lørdag aften. SIMEONI: Mutta muistelkaamme, että on lauvantai-ilta. 04044
Bottom
04045
Top
JUHANI: Og lad os passe på, at vort skind ikke snart hænger på spærene, sådan som det engang gik tjenestepigen. En skrækkelig historie! JUHANI: Ja katselkaamme ettei riipu nahkamme pian orressa kuin entisen piian. Hirvittävä tapaus! 04045
Bottom
04046
Top
SIMEONI: Pigen fik aldrig tid til at bade sammen med andre, og hun sølede og smølede i badstuen, når de andre allerede var gået i seng. Men en lørdag aften blev hun der længere end ellers. Man begyndte at lede efter hende; men hvad fandt man af hende? Kun skindet, der‘hang på spærene. Og skindet var flået aldeles mesterligt; for håret, øj’nene, ørerne, munden, ja, selv neglene var i behold. SIMEONI: Tyttöhän ei koskaan ehtinyt saunaan toisten seurassa, vaan kuhkaili ja kahkaili siellä muiden jo maatessa. Mutta eräänä lauvantai-iltana viipyi hän tavallista kauemmin. Käytiinpä häntä etsimään; mutta mitä löyttiin hänestä? Ainoastaan nahka orressa. Ja oikeinpa mestarin tavalla oli tämä nahka nyljetty, olivatpa siinä hiukset, silmät, korvat, suu ja vielä kynnetkin jäljellä. 04046
Bottom
04047
Top
JUHANI: Lad det være os en . . . Se, se, hvor voldsomt min ryg suger dampen i sig! Som om du ikke havde smagt baderiset siden nytår. JUHANI: Olkoon se tapaus meille... Kas, kas, kuinka vihaisesti tuo selkäni ottaa löylyä! Niinkuin et olis saanut maistaa vihtaa sitten uuttavuotta. 04047
Bottom
04048
Top
LAURI: Men hvem havde flået hende ? LAURI: Mutta kuka oli hänen nylkenyt? 04048
Bottom
04049
Top
TIMO: Hvem? Ja, spørg om det. Hvem andre end . . . TIMO: Kuka; kysy sitä. Kukas muu kuin se... 04049
Bottom
04050
Top
JUHANI: Ærkefanden. JUHANI: Pää-ukko. 04050
Bottom
04051
Top
TIMO: Ja. Han, der går omkring som en brølende løve. - En skrækkelig historie! TIMO: Niin. Hän, joka käy ympäri kuin kiljuva peura.--Kauhea tapaus! 04051
Bottom
04052
Top
JUHANI: Du, Timo-knægt, stik den skjorte dér på spæret i min næve. JUHANI: Pistäppäs, Timo-poika, tuo paitani tuolta orrelta kouraani. 04052
Bottom
04053
Top
TIMO: Den her? TIMO: Ja tämäkö? 04053
Bottom
04054
Top
JUHANI: Nåh! Og Eeros skjortestump byder han en voksen mand. - Nej, du! - Den midterste derhenne. JUHANI: Noh! Eeron tilkkusta hän tarjoo tässä miehelle. Voi sinua!--Tuo keskimmäinen tuossa. 04054
Bottom
04055
Top
TIMO: Den her? TIMO: Ja tämäkö? 04055
Bottom
04056
Top
JUHANI: Ja, det er en voksen mands skjorte. Tak skal du have. - En skrækkelig historie, det siger jeg også for at vende tilbage til det, vi kom fra. Men lad det være os en påmindelse om, at »aftenen før en helligdag er den største højtid«. -Og nu vasker vi os så rene, som kom vi lige fra jordemoderens rappe hænder, og så af sted til gården med skjorten under armen, så vore hede kroppe rigtig kan få frisk luft i nakken. - Jeg tror næsten, at dette mit højt-elskede øje så småt er ved at bedre sig. JUHANI: Siinähän aikamiehen mekko. Tattis vaan.--Kauhea tapaus, sanon minäkin, mentyäni vielä äskeiseen. Mutta olkoon se meille muistimeksi, että »aatosta juhla korkein».--Nyt peskäämme itsemme puhtaiksi kuin olisimme lähteneet napamuijan nopsista kourista; ja sitten tupaan paita kainalossa, ja tulehtunut ruumis saakoon niskaansa oikein raikasta ilmaa.--Mutta luulenpa, tuo silmä-kulta kuultelee hieman. 04056
Bottom
04057
Top
SIMEONI: Men min fod er ikke ved at bedre sig; den stikker og brænder som i sydende aske. Hvad skal der blive af mig stakkel med den fod ? SIMEONI: Mutta eipä kuultele tuo jalkani, vaan särkee ja mojoo kuin kiehuvassa mujussa. Mihin joudun sen kanssa, minä kurja? 04057
Bottom
04058
Top
EERO: Gå pænt i seng, når vi kommer ind i huset og bed om ben-salve og tak så din Skaber, som beskyttede dig i dag, »så du ikke stødte foden mod nogen sten«, sådan som vi læser i aftenbønnen. EERO: Pane koreasti ma'ata tultuamme tupaan ja rukoile jalkain voidetta, ja sitten kiitä Luojaas, joka sinun tänäpänä varjeli »ettet ole jalkaas kivehen loukannut», niinkuin luemme ehtoorukouksessa. 04058
Bottom
04059
Top
SIMEONI: Jeg hører ikke på dig, jeg hører ikke. SIMEONI: Minä en kuule sinua, minä en kuule. 04059
Bottom
04060
Top
EERO: Bed så også om øre-salve. Men se nu at komme af sted, ellers bliver du her som bytte for fanden. EERO: Rukoile sitten korvarasvaa myös. Mutta astuppas jo liikkeille, jäätpä muutoin tänne peijakkaan saaliiksi. 04060
Bottom
04061
Top
SIMEONI: Mine ører er lukkede for dig, lukkede, åndelig talt. Forstår du, menneske? SIMEONI: Korvani ovat sinua kohtaan ummessa, ummessa hengellisellä tavalla. Ymmärrä, ihminen! 04061
Bottom
04062
Top
EERO: Kom nu, ellers hænger dit skind snart på spærene, og det bliver særdeles legemlig talt. EERO: Tule nyt, onpa muutoin pian nahkasi orressa, ja oikein ruumiillisella tavalla. 04062
Bottom
04063
Top
Nøgne og glo-hede vandrede de fra badstuen til huset; og deres kroppe glødede som solstegt birkebark. Da de var kommet indendørs, sad de og hvilede sig et stykke tid, mens sveden randt rigeligt; og så klædte de sig efterhånden på. Men nu begyndte Juhani at koge salve til hele den sårede brødreflok. Han satte en gammel, hankeløs jernkedel over ilden, hældte en pot brændevin i den, og i brændevinen blandede han to pægle krudt, en pægl svovlpulver og en lige så stor portion salt. Da dette havde kogt i henved en times-tid, løftede han blandingen af ilden for at den kunne kølne, og salven, der lignede en begsort vælling, var færdig. Med denne salve gned de deres sår, især dem, de havde i hovedet, og smurte frisk, gulbrun tjære ovenpå. Og deres tænder klemte sig hårdt sammen, og deres ansigter fik en forskræk-kelig mørk kulør, sådan sved det stærke lægemiddel i sårene. Men Simeoni tilbcredte aftensmåltidet; og han bar hen til bordet syv hul-brød, et tørret okselår og et topfyldt træfad stegte roer. Men maden smagte dem dog ikke rigtig denne aften; de rejste sig snart fra bordet, klædte sig afog lagde sig på deres senge. Nus et échauffés, ils se rendirent de l’étuve à la maison ; et leurs corps brunis luisaient comme l’écorce de bouleau brûlée par le soleil. Une fois entrés, ils s’assirent un moment pour se reposer, et la sueur ruisselait sur eux ; puis ils s’habillèrent lentement. Juhani se mit alors à préparer un remède pour panser les blessures de toute la bande. Il plaça sur le feu un vieux poêlon en fer, y versa un pot d’eau-de-vie et y mélangea deux mesures de poudre, une de fleur de soufre et la même quantité de sel. Quand cette mixture eut bouilli une heure environ, il la retira du feu et la laissa refroidir ; l’onguent, pâteux et noir comme la poix, était prêt. Ils en oignirent leurs plaies, surtout celles de la tête, et étendirent par-dessus du goudron frais et brun. Ils serrèrent violemment les dents et leurs visages devinrent affreusement sombres : tellement ce remède énergique brûlait les blessures. Simeoni s’occupa du repas, posa sur la table sept pains en couronne, un gîte de bœuf séché et un grand plat de raves. Mais ce soir-là, ils ne firent guère honneur à la nourriture ; s’étant vite levés de table, ils se déshabillèrent et s’étendirent sur leurs lits. 04063
Bottom
04064
Top
Natten var mørk, og overalt herskede der fred og stilhed. Men pludselig lyste luften vidt omkring Jukola: badstuen brændte. For Timo havde fyret så heftigt i kampestensovnen, at væggen begyndte at gløde og til sidst slog ud i flammer. Og således brændte bygningen til aske, i dybeste fred og ro, uden at noget øje så det. Og da morgenen gryede, var der intet andet tilbage af Jukolas badstue end nogle ulmende træstumper og ovnens glødende ruin. Til' sidst, ved middagstid, vågnede brødrene; de stod op, lidt kvikkere end den foregående aften, klædte sig på og begyndte at spise deres morgenmad, der nu smagte dem udmærket. De spiste længe uden at sige et ord, men til sidst opstod der dog en samtale om den voldsomme begivenhed på vejen mellem Tammisto og Toukola. La nuit était obscure, et partout régnaient le silence et le calme. Mais soudain, les environs de Jukola s’illuminèrent : l’étuve avait pris feu. Timo avait tellement chauffé le fourneau gris, que la paroi avait commencé à grésiller et s’était enfin enflammée. La maison fut réduite en cendres dans une paix complète, sans que personne le remarquât. Et lorsque le malin parut, il ne restait de l’éluve de Jukola que des lisons rougeoyants et les décombres encore chauds du fourneau. Vers midi, s’étant réveillés et levés plus dispos que la veille, les frères se vêlirent et s’attablèrent devant leur déjeuner qui leur sembla fort savoureux. Ils mangèrent longtemps sans prononcer un mot, mais finirent par causer de la rencontre imprévue qu’ils avaient faite sur le chemin entre Tammisto et Toukola. 04064
Bottom
04065
Top
JUHANI: Vi fik sandelig en ordentlig gang høvl; men de faldt jo over os som røvere med stave og stænger. Men ak, hvis vi også havde haft våben i næverne og øjnene åbne for faren, så savede man i dag kistebrædder i Toukola by, og graveren havde arbejde. Men jeg gav dog Kissala-Aapeli hans part. JUHANI: On a vraiment reçu une formidable pile, mais c’est qu’ils nous sont tombés dessus comme des brigands avec des perches et des bâtons. Sacrebleu ! ni on avait eu aussi des armes, et si on avait été sur nos gardes, on scierait aujourd’hui des planches de cercueil dans le village de Toukola, et le fossoyeur aurait du travail. Aapeli de Kissala en a pourtant pris pour son rhume. 04065
Bottom
04066
Top
TUOMAS: En hvid, hårløs linie løb fra hans pande og til nakken som Mælkevejen på efterårs-himlen. TUOMAS: Valkea, hiukseton linja juoksi hänen otsaltansa niskaan alas kuin linnunrata syksytaivaalla. 04066
Bottom
04067
Top
JUHANI: Du så det? JUHANI: Sinä näit sen? 04067
Bottom
04068
Top
TUOMAS: Ja, jeg så det. TUOMAS: Minä näin sen. 04068
Bottom
04069
Top
JUHANI: Han har fået sin part. Men de andre, de andre, Herre Jesus! JUHANI: Hän on saanut. Mutta muut, muut, Herran Kiesus! 04069
Bottom
04070
Top
EERO: Dem hævner vi os på helt ind i marven. EERO: On s’en vengera jusqu’à la gauche. 04070
Bottom
04071
Top
JUHANI: Lad os alle som én lægge vore hoveder sammen, og må der derved opstå ideen til en mageløs hævn. JUHANI: Faisons turbiner tous ensemble nos méninges pour combiner un incomparable projet de vengeance. 04071
Bottom
04072
Top
AAPO: Hvorfor pådrage os et evigt fordærv ? Lad os benytte lov og ret, men ikke selvtægt. AAPO: Pourquoi provoquer des malheurs éternels ? Adressons-nous à la loi et à la justice, et pas à la force de nos poings. 04072
Bottom
04073
Top
JUIIANI: Den første Toukola-mand, jeg får i mine kløer, æder jeg levende med hud og hår; dér har du lov og ret. JUHANI: Le premier type de Toukola qui me tombe sous la patte, je l’avale tout vif avec la peau et les poils ; voilà la loi et la justice. 04073
Bottom
04074
Top
SIMEONI: Min stakkels broder! Skal du nogensinde arve himlens rige? SIMEONI: Kurja veljeni! aiotko sinä koskaan joutua taivaan perilliseksi? 04074
Bottom
04075
Top
JUHANI: Hvad bryder j'eg mig om himlen, hvis j'eg ikke får Tuhkala-Mattis blod og tarme at se. JUHANI: Mitä huolin taivaasta, ellen saa nähdä Tuhkalan Matin verta ja rapaa! 04075
Bottom
04076
Top
SIMEONI: Dit frygtelige monstrum, åh, frygtelige monstrum! Man må græde. SIMEONI: Voi hirmu itseäs, voi hirmu! Täytyy itkeä. 04076
Bottom
04077
Top
JUHANI: Græd du over kattens død, men ikke for min skyld. Hm! Jeg skal lave pølser af dem. JUHANI: Itke sinä kissan kuolemasta, vaan älä minun tähteni. Hmmh! Minäpä teen makkaroita. 04077
Bottom
04078
Top
TUOMAS: Denne riven-og-sliden hævner j"eg også engang; det lover og sværger j’eg. En ulv behandler folk sådan. TUOMAS: Tämän raatelemisen kostan minä kerran, sen lupaan ja vannon. Susihan miestä näin menettää. 04078
Bottom
04079
Top
JUHANI: En gal ulv. Jeg aflægger samme ed. JUHANI: Villisusi. Minä vannon saman valan. 04079
Bottom
04080
Top
AAPO: Den ed falder tilbage på vore egne nakker; men lovens dom straffer dem og belønner os. AAPO: Se kosto lankee takaisin omalle niskallemme; mutta lain tuomio rankaisee heidät ja palkitsee meidät. 04080
Bottom
04081
Top
JUHANI: Men loven får ikke deres ryg til at svide af de sår, vi nu går rundt med. JUHANI: Mutta lain kautta ei tule kärsimään heidän selkänsä näistä haavoista, joita kannamme. 04081
Bottom
04082
Top
AAPO: Desto værre vil det svide til deres pengepung og avre. AAPO: Sitä hullummin heidän kukkaronsa ja kunniansa. 04082
Bottom
04083
Top
SIMEONI: Lad os slå den blodige hævn af tankerne og lad os ty til loven. Det ønsker j’eg, selv om tinghusets larm og forvirring fylder mig med den største afsky. SIMEONI: Pois mielestämme verinen kosto, ja turvatkaamme lakiin. Niin tahdon, vaikka mieleni kovin kamookin keräjätalon menoa ja hälinää. 04083
Bottom
04084
Top
JUHANI: Hvis det kommer dertil, så er her en fyr, som ikke taber snøvsen selv på det sted. Ganske vist dunker hjertet en smule, når vi første gang står over for den høje retfærdigheds bord, men en voksen mand tager sig hurtigt sammen. Jeg husker endnu, da jeg var vidne for den stakkels Koivula-Kaisa, der søgte underhold for sit barn, jeg husker, hvordan kom’særen råbte: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. JUHANI: Jos siihen tulee, niin eipä juuri kömmähdy tämä poika siinäkään paikassa. Tosin pamppailee sydän hieman, koska ensi kerran seisomme korkean-oikeuden pöydän edessä, mutta pianpa itsensä röyhistää aika-mies. Muistanpa vielä, oltuani vierasmiehenä Koivulan Kaisa-rukalle, joka etsi elatusta lapsellensa, muistanpa koska komsarjus huusi: »Juhani Juhanin-poika Jukola, Toukolan kylästä!» 04084
Bottom
04085
Top
TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Jeg varjo også dér; og Kaisa fik en far til sit barn, så det dundrede efter. Jeg var jo også vidne, Juhani. TIMO: »Ja nuorempi veljensä Timoteeus!» Minähän olin siellä myös; ja saipa Kaisa lapsellensa isän että paukahti. Minähän olin vierasmiehenä myös, Juhani. 04085
Bottom
04086
Top
JUHANI: Vist så, vist så. Og der var masser af mennesker i forhallen, på trappen og ude i gården. Jeg sad i forhallen og drøftede med Tammisto-Kyösti, hvad knægten her skulle sige over for retten, og hvordan. Jeg snakkede meget ivrigt med ham og pillede ved en knap i hans frakke, sådan, netop sådan, da kom’særen eller ulve-jageren råbte med så høj stemme, at manges øjne og øren strittede lige i vejret: »Juhani Juhanisson Jukola fra Toukola by«. JUHANI: Olit, olit. Mutta sielläpä vasta väkeä porstua, porras ja piha täys. Porstuassapa istuin minä ja juttelin Tammiston Kyöstin kanssa, mitä ja kuinka pojan piti la'in edessä lausuman. Hartaasti juuri haastelinkin hänelle, nyppien takkinsa nappia noin, tuolla tavalla, koska komsarjus eli sudenkutsija huusi korkealla äänellä, että kyllä monen silmät ja korvat pöllähtivät pystyyn: »Juhani Juhanin poika Jukola, Toukolan kylästä!» 04086
Bottom
04087
Top
TIMO: »Og hans yngre broder Timoteus!« Og, fanden ta’ mig, Kaisa fik en fader til sit barn. TIMO: »Ja nuorempi veljensä Timoteeus!» Ja saipa, koira vieköön! Kaisa lapsellensa isän. 04087
Bottom
04088
Top
JUHANI: Det fik hun. JUHANI: Sai kyllä. 04088
Bottom
04089
Top
TIMO: Selv om man ikke lod os aflægge ed. TIMO: Vaikka ei meitä valallekaan laskettu. 04089
Bottom
04090
Top
JUHANI: Det gjorde man ikke, det er sandt nok, men vor alvorlige og frimodige tale gjorde stor virkning. JUHANI: Ei laskettu; tosi; mutta vakava ja vilpitön puheemme vaikutti paljon. 04090
Bottom
04091
Top
TIMO: Og vore navne er vandret i protokoller og supplika-tioner helt op til kejseren, heh! TIMO: Ja nimemme on kulkenut protokollissa ja suplikaaneissa aina keisariin asti, heh! 04091
Bottom
04092
Top
JUHANI: Aldeles sikkert. - Så råbte kom’særen, og så dirrede det jo lidt i knægtens hjertehud, men han var hurtigt orienteret og spyede sandhedens urokkelige ord ud af sin mund som selve apostelen uden at bekymre sig om hele rettens grin og fnis. JUHANI: Hyvin tietty.--Niin huusi komsarjus, ja silloinpa vähän hetkautti pojan sydänketoissa, mutta pianpa hän perehtyi ja lasketteli suustansa totuuden järkähtämätöntä kieltä kuin apostoli itse, huolimatta koko keräjäkunnan naurusta ja tirskunnasta. 04092
Bottom
04093
Top
TIMO: Ja, sådan går det til ved tinge; og alt forløber godt. Men dér trækker man sandelig i et og andet tov og spænder ben på mange måder. TIMO: Niinhän keräjissä leivotetaan; ja kaikki käy hyvin. Mutta vedetäänpä siellä kuitenkin yhtäkin vetonuoraa ja yksikin vikkelä kampurajalka heitetään. 04093
Bottom
04094
Top
JUHANI: Det passer; men retten og sandheden snapper dog sejren til sidst, og med magt, efter mange kunster. JUHANI: Tosi; mutta oikeus ja totuus kieppaisee itsellensä lopulta väkistenkin voiton monen konstin päästä. 04094
Bottom
04095
Top
TIMO: Efter mange kunster og kneb, ja, sådan er det, hvis da ikke selve satan er sagfører, han, der gør nat til dag og dag til nat og den sorte tjære til tykmælk. - Men den sag kunne også ordnes anderledes. Hvorfor har Gud ikke givet retsplejen her i verden et fastere, et helt urokkeligt grundlag ? Hvorfor vidner, besværlige forhør og de lovkyndiges kunster ? Den hurtigste genvej til ret og sandhed, når sagen ser tvivlsom ud og ikke kan opklares, er efter min mening således: Hele retten, med dommeren i spidsen, går ud på gårdspladsen, hvor kom’særen eller jagtfogeden blæser i et vældig stort bark-horn, som man kunne kalde for ting-hornet; det skulle han blæse og trutte i nogle gange med mundingen rettet imod Herrens himmel. Men så skulle himlen åbne sig, og retfærdighedens engel vise sig for hele folket og spørge med høj stemme: »Hvad ønsker kom’særen?«, og så skulle kom’særen spørge med høj, råbende stemme: »Er den anklagede mand skyldig eller ikke skyldig?« Så skulle den forklarede engel afgive et svar, hvis retfærdighed ingen behøvede at tvivle om, og ifølge hvilket man enten burde lade manden gå i Herrens navn eller give ham en ordentlig gang tærsk. Ja, således, tror jeg, ville alt ordne sig på bedste måde. TIMO: Monen konstin ja koukun päästä; niin kyllä, ellei itse ilminen peijakas ole asiamiehenä, joka tekee yön päiväksi ja päivän yöksi ja piimäksi mustan tervan.--Mutta yksi asia on yhtä hyvä kuin kaksikin. Miksi ei Jumala asettanut oikeuden ratkaisemista lujemmalle, ja perin pohjin lujalle perustalle täällä? Miksi vierasmiehet, vaikeat tutkinnot ja lainoppineitten koukut? Tämähän mielestäni olis suorin tie oikeuteen ja totuuteen, koska asia näkyy hämäräksi, eikä saata sitä pohtia. Koko keräjäkunta, ja itse tuomari etunenässä, astuu ulos pihalle, jossa komsarjus eli jahtivouti soittaa ankaran suurta koivutorvea, jota kutsuttaisiin keräjätorveksi; sitä hän soittaisi toitottaen muutaman kerran ja pitäen sen kitaa kohden Herran korkeutta. Mutta silloin aukenis taivas ja oikeuden enkeli ilmestyisi kaikelle kansalle, kysyen korkealla äänellä: »mitä komsarjus tahtoo», mutta häneltä kysyisi komsarjus takaisin korkealla, huutavalla äänellä: »onko kannustettu miesi viaton vai syyllinen?» Nytpä kirkastettu enkeli antaisi vastauksen, jonka oikeutta ei kenenkään tarvitsis epäillä ja jonka mukaan tulisi miestä joko päästää Herran huomaan tai sukia oikein aika lailla. Niinpä, luulen minä, kävisi hyvin kuntoon kaikki. 04095
Bottom
04096
Top
JUHANI: Hvorfor så megen kommando og honnør ? Hør nu, hvorledes jeg har tænkt mig sagen. Hvis jeg var i Skaberens sted, ville jeg have arrangeret det således: den anklagede mand må bekræfte sine ord med en ed, en hellig ed, og hvis han sværger rigtigt, lad ham så vandre hjem igen som en fri mand, men hvis det falder ham ind at stikke en løgn, så lad den ormstukne jord åbne sig under hans fødder og opsluge ham, helt ned i helvede. Ja, dér har I den hurtigste vej til sandheden. JUHANI: Miksi niinkään paljon komentoa ja hunööriä? Katsokaapas kuinka minä olen tuumiskellut asiaa. Olisinpa Luojana asettanut näin: Syytetty mies vahvistakoon sanansa valalla, pyhällä valalla, ja jos hän oikein vannoo, niin lähteköön vapaana miehenä marssimaan kotiansa taas, mutta jos häntä miellyttäisi pistää suustansa valheen, niin auetkoon allansa matoinen maa ja nielköön hänen helvettiin alas. Siinähän totuuden suorin tie. 04096
Bottom
04097
Top
AAPO: Den metode kunne måske gå an; men alt er dog vist bedst, sådan som det engang er blevet ordnet af selve visdommens fader. AAPO: Se keino voisi käydä päisin, mutta ehkäpä kuitenkin parhain kaikki niinkuin sen kerran asetti itse viisauden Isä. 04097
Bottom
04098
Top
JUHANI: Bedst! Her sidder vi, forrevne, skabede og enøjede som hankatte i marts måned. Er det behageligt ? Fanden stå i det! Denne verden er den største dårskab, der findes under solen. JUHANI: Parhain. Tässä istumme revittyinä, rupisina, silmäpuolina kuin kollikissat maaliskuussa. Onko tämä herttaista? Peeveli! tämä maailma on suurin hulluus mikä löytyy auringon alla. 04098
Bottom
04099
Top
SIMEONI: Sådan har han indrettet den, Herren, eftersom han vil prøve menneskebørnenes trosstyrke. SIMEONI: Niin on hän asettanut, Herra, sillä hän tahtoo koetella ihmislapsen voimaa uskossa. 04099
Bottom
04100
Top
JUHANI: Trosstyrke? Han prøver og gransker, men på grund af hans prøvelser vandrer sjælene som myg ind i den evige badstue, et sted, hvor jeg ikke engang ville ønske en slange hen, skønt jeg kun er et syndigt menneske. JUHANI: Voimaa uskossa. Hän koettelee ja kokee, mutta hänen koetustensa kautta menee sieluja siihen ijankaikkiseen saunaan niinkuin sääksiä vaan; sinne, johon en soisi kannettakaan minä, vaikka syntinen ihminen. 04100
Bottom
04101
Top
TUOMAS: En hård leg er dette liv og denne verden. Og der er kun ringe håb for nogen af os at få «amme skæbne som Josva og Kaleb blandt seks hundred-tusind mand. TUOMAS: Kova leikki on tämä elämä ja maailma. Vähänpä on kunkin toivoa niin pienestä osasta kuin Josua ja Kaaleppi kuuden sadan tuhannen miehen seassa. 04101
Bottom
04102
Top
JUHANI: Rigtigt! Hvad er altså dette liv? Helvedes forstue. JUHANI: Oikein! Mitä on siis tämä elämä? Helvetin porstua. 04102
Bottom
04103
Top
SIMEONI: Juhani, Juhani, styr din tanke og din tunge! SIMEONI: Juhani, Juhani, malta mieles ja kieles! 04103
Bottom
04104
Top
JUHANI: Et fuldt færdigt helvede, siger jeg, hvis jeg gør mig rigtig gal i hovedet. Jeg er en lidende sjæl her på jorden, og Tuokola-knægtene er djævle med forke i næverne. Menneskene er som onde ånder imod os. JUHANI: Helvetti valmis, sanon minä, jos oikein pahan pääni päälleni otan. Minäpä täällä olen kärsivä sielu ja Toukolan pojat perkeleitä, haarut kourissa. Häijyjä henkiä ovat ihmiset meitä kohtaan. 04104
Bottom
04105
Top
AAPO: Lad os gå lidt ind i vort eget bryst. Menneskenes vrede har vi måske for en stor del selv optændt og holdt vedlige. Lad os ikke glemme, hvordan vi har rumsteret på deres roe- og ærtemarker ; hvordan vi på vore fisketure har trampet deres hø ned, langs åen; hvor ofte vi har skudt de bjørne, som de selv havde indkredset, og gjort mange andre af den slags kunster uden at bryde os om lovens trusler og samvittighedens stemme. AAPO: Astukaammepas hieman omaan poveemme. Ihmisten vihan olemme kenties suureksi osaksi itse virittäneet ja voimassa pitäneet. Muistakaamme kuinka olemme heidän naurismaissaan ja hernehuhdissaan peuhailleet, sotkeneet onkiretkillämme heidän jokirantojensa heinän, ampuneet usein heidän piirittämänsä karhut ja monta muuta sellaista temppua tehneet, huolimatta lain uhkauksista ja omantunnon äänestä. 04105
Bottom
04106
Top
SIMEONI: Vi har tirret både himmel ogjord. Ofte, når jeg går i seng og tænker på vor ungdoms gale streger, skærer samvittighedens brændende sværd rigtig smertefuldt gennem mit usle hjerte, og det forekommer mig, at jeg hører en underlig brusende lyd som af en fjern, sukkende regn, og som om en dyster stemme tillige hviskede i mit øre: »Guds og menneskenes suk over Jukolas syv sønner«. Undergangen truer os, brødre, og lykkens stjerne skinner ikke for os, før forholdet mellem os og menneskene er blevet bedre. Hvorfor skulle vi så ikke gå og bede om forladelse og love, at vi herefter vil leve helt anderledes? SIMEONI: Renonçons à en tirer une vengeance sanglante et adressons-nous à la loi. C’est mon idée, bien que j’ai une sacrée frousse pour tout le tohu-bohu du tribunal. Nous avons irrité le ciel et la terre. Souvent, quand je vais me coucher et que je repense aux actions scélérates de notre jeunesse, le glaive de feu de ma conscience perce douloureusement ma misérable poitrine, et je crois entendre un murmure étrange comme celui d’une pluie lointaine et gémissante, il me semble qu’une voix sinistre me souffle à l’oreille : « C’est le soupir de Dieu et des hommes sur les sept enfants de Jukola. » La perdition nous menace, frères, et l’étoile du bonheur ne luira pas sur nous avant qu’on s’accorde mieux avec nos semblables. Pourquoi n’irait-on pas demander pardon, en promettant de vivre autrement désormais ? 04106
Bottom
04107
Top
EERO: Jeg ville græde, hvis jeg bare kunne. Simeoni, Simeoni! »Der fattes lidet i, at du . . . ja, der fattes lidet. Men gå nu for denne gang.« EERO: Minä itkisin, jos taitaisin. Simeoni, Simeoni! »ei paljon puutu ettet» ... jaa, ei paljon puutu. »Mutta mene tällä haavalla matkaas». 04107
Bottom
04108
Top
SIMEONI: Ja, ja, det vil vi få at se på den yderste dag. SIMEONI: Niin, niin, kyllähän viimeisenä päivänä nähdään. 04108
Bottom
04109
Top
TIMO: Kunne mit hoved mon bøje sig og bede om forladelse? Det tror jeg ikke. TIMO: Courber la tête pour demander pardon ? Je ne crois pas que je le pourrais. 04109
Bottom
04110
Top
TUOMAS: Ikke så længe ravnen er sort. TUOMAS: Jamais, aussi longtemps que le corbeau sera noir. 04110
Bottom
04111
Top
EERO: »Når vi kommer til dommen«, vil det mirakel altså indtræffe. Så bliver ravnen hvid som sne, sådan som man synger i visen om »den glade knøs og kære moder«. For mig må de sidste korn gerne males i møllen, inden vi begynder at bede. EERO: Eh bien, ça arrivera au jugement dernier. Le corbeau sera alors blanc comme neige, ainsi qu’on dit dans la chanson sur le joyeux garçon et sa chère maman. En tout cas, il faudra qu’on soit dans une extrême détresse avant qu’on se mette à supplier ici-bas. 04111
Bottom
04112
Top
JUHANI: Tro mig, Simeoni, det duer ikke bestandig at holde øje med vor sjæls tilstand; altid at tænke på jordens brændende indre, fanden og små-djævlene. Den slags tanker gør enten en mand rundtosset i hovedet eller vikler rebet om hans hals. - Vore tidligere gale streger bør snarere betragtes som ungdomsdårskaber end som synder i strengeste forstand. Og for det andet, så er jeg kommet til den tro og overbevisning, at man undertiden må lukke sine øjne her i verden og lade, som om man ikke ser, hvad man ser, og ikke ved, hvad man ved. Sådan må en mand handle, hvis han vil slippe helskindet ud af livets morter. - Lad være med at glo ; der er absolut ikke nogen grund til at glo her! - Jeg mener de mindre synder imod Gud, ikke imod min nabo. Naboen og næsten er prikken og ømskindet og fortjener at tugtes såvel som jeg; men Gud er en langmodig og barmhjertig mand, der bestandig tilgiver alt til slut, hvis vi beder til ham af et oprigtigt hjerte. Ja, ja, jeg mener som så: det duer ikke, altid og over alt, på en hårfin måde at sammenligne vore gerninger og vore små skarnsstreger med Guds ord og bud, men det er bedst at holde sig sådan midt imellem. Grovere synder bør vi undgå på enhver måde, siger jeg, og bede om øjensalve, men de mindre, altså de mindre over for Gud, bør vi ikke altid sætte på samvittighedens fiskekrog, men blive stående sådan midt imellem, midt imellem. JUHANI: Usko minua, Simeoni, täällä ei käy kuntoon lakkaamatta katsella kuinka on sielumme laita, alati muistella tuota tulista uumentoa, perkelettä ja pieniä perkeleitä. Sellaiset aatokset joko myllertävät sekaisin miehen pään tai kietovat nuoran hänen kaulaansa.--Noita entisiä hurjapäisyyksiämme on enemmin pidettävä nuoruuden hulluutena kuin synteinä ankarimmassa tarkoituksessa. Ja toiseksi, olenpa tullut siihen uskoon ja vakuutukseen, että täytyy täällä välimmiten ummistaa silmänsä, eikä olla näkevänänsä mitä näkee ja tietävänänsä mitä tietää. Niinpä täytyy täällä miehen, jos hän tahtoo päästä eheällä turkilla elämän huhmaresta ulos.--Olkaa pöllistelemättä; tässä ei tarvita yhtään pöllistystä.--Tarkoitanpa noita pienempiä syntejä Jumalaa kohtaan, vaan ei naapuriani. Naapuri ja lähimmäinen on keikkanokka, näpäkärsä ja tarvitsee oman parhaansa yhtä hyvin kuin minäkin; mutta Jumala on pitkämielinen ja laupias mies, ja antaa viimein aina anteeksi, jos vilpittömästä sydämmestä rukoilemme. Jaa, jaa, minä tarkoitan: ei käy kuntoon aina ja joka paikassa hiuskarvan tarkkuudella vertoa omia töitämme ja pieniä tuommoisia kanaljavikkelyyksiämme Jumalan sanan ja käskyjen rinnalla, vaan parasta pysyä siinä keskivälissä. Törkeitä syntejä tulee meidän karttaa, kaikella muotoa, sanon minä, ja rukoilla silmäin voidetta, mutta niitä pienempiä, nimittäin pienempiä Jumalata kohtaan, ei aina laskea omantunnon ongennokkaan, vaan seistä siinä keskivälissä, keskivälissä. 04112
Bottom
04113
Top
SIMEONI: Store Gud! Netop sådan hvisker satan i menneskets øre. SIMEONI: Suuri Jumala! noinhan saatana ihmistä korvaan kuiskuttelee. 04113
Bottom
04114
Top
TIMO: Nøjagtig som Ollis gammel-mor i sin brændevinstørst disker op med løgnehistorier for Mäkelä-mutter. TIMO: Juuri niinkuin Ollin muori viinahimossa pistää tuiskujuttuja Mäkelän emännälle. 04114
Bottom
04115
Top
AAPO: Juhani sagde nogle ord, som jeg hørte på med forbavselse og væmmelse. Broder, lærer Guds bud os det ? Lærte vi sådan af vor moder? Absolut ikke! Over for Gud står en som tusind og tusind som en. Hvorfor ævler du om mindre synder, om midt imellem, og således forsvarer, at man tjener to herrer? Sig nu, Juhani, hvad er synd? AAPO: Juhani lausui muutaman sanan, joita ihmeellä ja närkästyksellä kuultelin. Veli, niinkö opettaa meitä Jumalan käskyt? Niinkö opetti meitä äitimme? Ei suinkaan! Yksi seisoo Jumalan edessä tuhantena ja tuhannen yhtenä. Mitä siis leksottelet pienemmistä synneistä, mitä keskivälistä, puolustaen kahden herran palvelusta? Sanoppas, Juhani: mikä on synti? 04115
Bottom
04116
Top
JUHANI: Hvad er sandhed, du Jukolas Salomon, hr. jubelmagister og Gammel-Paavo fra Savolaks ? »Hvad er synd ?« Ah! »Hvad er synd ?« Se bare, hvilket klogt spørgsmål, mærkværdig klogt. »Der er sandelig hoved på ham, vor knægt«, sandelig. Ja, hvem kan nu sige mere? »Hvad er synd?« Ah-ha! Hvad er sandhed, spørger jeg. JUHANI: Mikä on totuus? sinä Jukolan Salomoni, herra Jupisteri ja Ukko-Paavo Savosta? »Mikä on synti?» Aih! »Mikä on synti?» Kas kuinka viisaasti kysytty, merkillisen viisaasti. »Onpas siinä päätä, siinä meidän pojassa», onpa tottakin. Niin, kuka enää puhuukaan? »Mikä on synti?» Ahhah! Mikä on totuus? kysyn minä. 04116
Bottom
04117
Top
TUOMAS: Hvorfor snor og vrider du dig, dreng? Vid, at den lære, du forkyndte, er den ondes lære. TUOMAS: Mitä venailet ja koukistelet, poika? Tiedä että oppi, jonka ilmoitit, on pahanhengen oppia. 04117
Bottom
04118
Top
JUHANI: Jeg vil givejer et levende eksempel, der kraftigt forsvarer min tro. Tænk på den forrige garver i kirkebyen. Manden fik besynderlige tanker om sin sjæl, synden og denne verdens mammon og begyndte at forandre meget i sin tidligere levevis. Blandt andet holdt han pludselig op med at modtage og udlevere skind på søn- og helligdage uden at bryde sig om, hvor vigtigt en bonde mener, det er at kunne udrette to ting på én tur. Forgæves advarede hans venner ham, da de så, hvordan hans arbejde mindskedes dag for dag, og at det stadig voksede hos hans værkfælle i nabogården. Men den forrykte mand svarede altid: »Gud velsigner nok mine hænders arbejde, selv om der bliver mindre af det, men han, der nu tror, han river brødet ud af munden på mig, han vil til slut høste forbandelse i sit ansigts sved, fordi han ikke holder Herrens sabbat i ære«. Sådan sagde han, mens han gik omkring på helligdagene som en tosse med salmebogen i hånden, og øjnene var kugle-runde i hovedet på ham, og håret strittede som Pommi-Pietaris paryk. Men hvordan gik det til sidst med manden ? Det ved vi. Han fik snart det tungeste stykke træ i sin hånd, tiggerstaven fik han i hånden, og hans vej blev statens lange ager, landevejen. Nu traver han fra landsby til landsby og tømmer et glas så ofte, han kan. Engang traf jeg ham ved vejkanten, derovre på Kanamåki-åsen ; dér sad han på slædens tværbræt, og den stakkels mand var meget fuld. »Hvordan går det, garver?« spurgte jeg. »Det går, som det går«, svarede han og stirrede et øjeblik stift på mig. Men så spurgte jeg en gang til: »hvordan har mester det nu egentlig?« »Jeg har det, som jeg har det« svarede han atter og gik sin vej, mens han skubbede slæden foran sig og lallede en eller anden fjollet vise. Sådan endte det med ham. Men den anden garver? Han blev vældig rig; og han døde også som en rig og lykkelig mand. JUHANI: Tahdonpa teille kertoa elävän esimerkin, joka puolustaa uskoani lujasti. Muistelkaapas entistä Kirkon-kylän nahkuria. Mies tuli kummiin aatoksiin sielustansa, synnistä ja maailman mammonasta ja rupesi paljon muuttelemaan entistä elämäänsä. Niinpä lakkasi hän äkisti ottamasta vastaan ja antamasta nahkoja sunnuntai- ja juhla-päivinä, huolimatta siitä kuinka tärkeäksi talonpoika katsoi yhden tien ja kaksi asiaa. Turhaanpa varoittelivat häntä ystävänsä, koska huomasivat työn häneltä vähenevän päivä päivältä, mutta hänen virkaveljellensä naapuritalossa ehtimiseen enenevän. Ainapa vaan vastasi hullu mies: »minun kätteni työn Jumala kylläkin siunaa, vaikka oliskin sitä vähemmin, mutta hänen, joka luulee nyt tempaavansa leivänpalan suustani, hänen pitää viimein niittämän kirousta otsansa hiestä, koska ei hän Herran sapattia kunnioita». Niin hän lausuili, kävellen töllötellen pyhäpäivinä virsikirja kourassa, silmät ympyrjäisinä päässä ja tukka pystyssä kuin Pommin Pietarin tukka. Mutta mitenkäs tuossa kävi miehen lopulta? Sen tiedämme. Tulipas piankin hänen käteensä raskain puu, kerjuusauva tuli hänen käteensä, ja hänen tieksensä kruunun pitkä sarka. Nytpä hän käyskelee kylästä kylään, kallistellen lasia, koska vaan taitaa. Kerranpa kohtasin hänen tuolla Kanamäen harjulla tien vieressä; siinä hän istui kelkkansa kaustalla, ja kovin oli päissään kurja mies. Kuinkas on laitanne, karvari? kysyin minä; »on niinkuin on», vastasi hän, kerran katsoa mulauttaen kankeasti päälleni. Mutta kysyinpä häneltä vielä: kuinkas nyt mestari oikein jaksaa?--»Jaksan niinkuin jaksan», lausui hän taasen ja läksi tiehensä, lykäten kelkkaa edellään ja loilottaen jonkunmoista hullua veisua. Siinä oli hänen loppunsa. Mutta toinen karvari? Hänpä oikein vasta rikastui ja rikkaana ja onnellisena miehenä kuolikin. 04118
Bottom
04119
Top
AAPO: En snæversynet tro og åndeligt hovmod ødelagde garveren, og således vil det gå med alle hans ligemænd. Men, hvordan det end forholder sig, så er din lære en falsk lare og tro. AAPO: Ahdaspäinen usko ja hengellinen ylpeys hävitti nahkurin, ja niinpä käy kaikille hänen kaimoillensa. Kuinka hyväänsä, mutta sun oppis on väärää oppia ja uskoa. 04119
Bottom
04120
Top
SIMEONI: Falske profeter og verdens sidste tider. SIMEONI: Väärät profeetat ja viimeiset maailman ajat. 04120
Bottom
04121
Top
TIMO: Han vil narre os over lil tyrkernes tro. Men du kan ikke rokke mig, for jeg er sikker og fast som øjet i en økse. TIMO: Hän tahtoisi kiusata meitä Turkkilaisten uskoon. Mutta etpä järkähdytä minua; sillä minä olen vissi ja luja, vissi ja luja kuin kirveen silmä. 04121
Bottom
04122
Top
JUHANI: Tuomas, ræk mig det halve brød, som ligger dér for enden af bordet. »Falske profeter«. Jeg frister ingen til synd og onde gerninger, og jeg selv ville ikke stjæle en syl fra skomageren eller et nåleøje fra skrædderen. Men mit hjerte slår gnister, når min mening altid fordrejes til det værste, gøres beg-sort, skønt sort-brun ville være mere end nok. JUHANI: Annappas, Tuomas, tuo leivänpuolikas tuolta pöydän päästä.--»Väärät profeetat». En kiusaa ketään syntiin ja vääryyteen, ja itse en varastaisi naskaliakaan suutarilta enkä neulan silmää kraatalilta. Mutta sydämeni kipenöitsee, koska tarkoitukseni aina kierretään pahimmaksi, tehdään pikimustaksi, vaikka mustanruskea karva olisi jo kylliksi. 04122
Bottom
04123
Top
AAPO: Du talte så tydeligt, og du granskede sagen så grundigt fra punkt til punkt, fra gren til gren, at man ikke kunne misforstå det. AAPO: Haastelitpa niin selvästi, harkitsit asian niin pykälästä pykälään ja haarasta haaraan, ettei tainnut sitä väärin ymmärtää. 04123
Bottom
04124
Top
TIMO: Jeg sætter mit hoved i pant på, at han ville lokke os over til den tyrkiske tro. TIMO: Pääni panen pantiksi, että hän tahtoi saattaa meitä Turkkilaisten uskoon. 04124
Bottom
04125
Top
SIMEONI: Gud nåde ham! SIMEONI: Jumala armahtakoon häntä! 04125
Bottom
04126
Top
JUHANI: Hold kæft og det på stedet! At bede til Gud for min skyld og at skælde mig ud som en klat-øjet præst, det går ikke an. For jeg har en passende portion klogskab, selv om jeg ikke er lutter visdom som for eksempel ham dér, vores Aapo. JUHANI: Kitanne kiinni, ja paikalla! Jumalaa minun tähteni rukoilla, nuhdella minua kuin laimeasilmäinen pappi, se ei käy kuntoon. Sillä minulla on juuri tarpeeksi järkeä, vaikken olekkaan vallan paljasta viisautta kuin esimerkiksi tuo meidän Aapomme. 04126
Bottom
04127
Top
AAPO: Bevar mig vel! Jeg er heller ikke så klog, som jeg burde være. AAPO: Jumala paratkoon! enhän ole tarpeeksikaan viisas. 04127
Bottom
04128
Top
JUHANI: Lutter klogskab, lutter klogskab! Og klap nu brødkværnen i, ellers giver jeg dig nogen på snuden med det her lårben, og det mere eftertrykkeligt end i går. Det siger jeg og holder op med at spise, eftersom min mavesæk er fuld. JUHANI: Paljasta viisautta, paljasta viisautta! Ja pidä leipäläpes kiinni, saatpa muutoin tästä konttaluusta vasten kuonoas ja vähän paremmin kuin eilen. Sen sanon ja taukoon syömästä, koska säkkini on täys. 04128
Bottom
04129
Top
TIMO: Jeg står inde for, at vi er mætte som oksebremser, alle mand. TIMO: Je parie qu’on est déjà tous gavés comme des taons. 04129
Bottom
04130
Top
EERO: Men hvorfor ser jeg ikke badstuen ? EERO: Mais je ne vois pas l’étuve ? 04130
Bottom
04131
Top
JUHANI: Hvad skulle sådan en prås se, der ikke rager op over hegnet ? - Men - badstuen er røget ad helvede til. JUHANI: Qu’est-ce qu’un Tom Pouce comme toi peut voir ? Mais... elle a filé au diable-vauvert ! 04131
Bottom
04132
Top
EERO: Nej, til himlens højder i en ildvogn. EERO: Ei, vaan taivaan korkeuteen tulisissa vaunuissa. 04132
Bottom
04133
Top
JUHANI: Er den virkelig brændt? JUHANI: Est-ce qu’elle aurait flambé ? 04133
Bottom
04134
Top
EERO: Hvad ved jeg, og hvad har jeg med det at skaffe? Badstuen tilhører husbonden på Jukola, ikke mig. EERO: Qu’est-ce que j’en sais ? Ça ne me regarde pas. C’est l’étuve du maître de Jukola, et pas la mienne. 04134
Bottom
04135
Top
JUHANI: Også Eeros krop fik et bad i går aftes, hvis jeg ikke husker forkert. Ja, ja, alt hviler bestandig på husbondens skuldre, det er min opfattelse. Men lad os gå hen og se på det. Hvor er min hat? Lad os gå hen og se på det, brødre. Jeg er sikker på, at badstuen ligger i aske. JUHANI: Et pourtant le corps d’Eero y a pris un bon bain hier soir, si je ne m’abuse. Oui, oui, on fourre toujours tout sur les épaules du maître, je le sais bien. Mais allons voir. Où est ma casquette? Allons voir, frères. Je sais que notre étuve est réduite en cendres. 04135
Bottom
04136
Top
De traskede af sted for at se, hvordan det var fat med badstuen. Der var intet andet tilbage af den end det sorte ildsted og en rygende ruin. Og brødrene stirrede et stykke tid på dette ødelæggelsens syn med fortrædeligt sind og vendte så omsider tilbage til deres hus. Juhani kom sidst ind, med et par jern-hængsler i hånden, som han rasende smed på bordet. Ils sortirent voir ce qu’était devenue leur étuve. Ils n’en restait plus que le fourneau noirci et des décombres fumants. Les frères contemplèrent un moment avec dépit ce tableau attristant et retournèrent dans la maison. Juhani entra le dernier, portant deux gonds qu’il jeta furieusement sur la table. 04136
Bottom
04137
Top
JUHANI: Ja, nu er Jukola-gård uden badstue. JUHANI: Eh bien ! voilà Jukola sans étuve, à présent. 04137
Bottom
04138
Top
EERO: »Og en gård uden badstue, det går ikke an«, sagde Juhani. EERO: Une ferme sans étuve, ça ne va pas, a dit Juhani. 04138
Bottom
04139
Top
JUHANI: Timo fyrede vældigt op i den kære ovn, og de elskede, sodsværtede spær og vægge, i hvis ly vi alle er trådt frem i verdens lys, blev til aske. Timo gjorde ovnen alt for gloende, siger jeg. JUHANI: Timo a trop chauffé le fourneau. Et les voici en cendres, les chères solives enfumées et les murs à l’abri desquels nous avons tous vu la lumière. Timo a trop chauffé, je vous le dis. 04139
Bottom
04140
Top
TIMO: På din befaling, på din befaling, det ved du godt. TIMO: Sur ton ordre, sur ton ordre, tu le sais bien. 04140
Bottom
04141
Top
JUHANI: Jeg giver fanden i »din befaling«, men at vi nu er mænd uden badstue, det er en kedelig historie; at bygge huse forøger ikke brødet. JUHANI: Va au diable avec ton ordre ! C’est une histoire embêtante qu’on n’ait plus d’étuve. Ce n’est pas la construction d’une maison qui vous donne plus de pain. 04141
Bottom
04142
Top
AAPO: En kedelig historie, men badstuen varjo gammel, fuld af huller i krogene; og du besluttede selv i går, at du snarest ville bygge en ny. AAPO: Une histoire embêtante ; mais enfin, elle était vieille, les angles pleins de trous, et tu as toi-même décidé qu’il faudrait bientôt en construire une nouvelle. 04142
Bottom
04143
Top
JUHANI: Vist var den gammel, og dens bjælker gennem-røgede lige ind til marven, men den ville vel have hængt sammen endnu et år eller to. Gården har endnu ingen kræfter at spilde på at bygge badstuer; markerne, markerne må man først slå kløerne i. JUHANI: C’est vrai qu’elle était vieille, et que les poutres étaient pourries jusqu’à la moelle, mais elle aurait encore pu tenir un an ou deux. La ferme n’a pas les moyens de se lancer dans des constructions ; les champs, les champs, voilà par quoi il faudra commencer le turbin. 04143
Bottom
04144
Top
TUOMAS: Det vil vel gå med markerne for dig som det sidste sommer gik med det store engdrag, hvis prægtige græs vi lod visne uden at tage et eneste strøg med leen. Hver gang jeg mindede dig om, at den burde slås, svarede du altid: »vi skal ikke gå endnu; græsset gror stadig, så det knager efter.« TUOMAS: Avec toi, il arrivera aux champs ce qui est arrivé l’été passé à la belle prairie d’Aro, dont on a laissé se perdre le foin magnifique sans y donner un seul coup de faulx. C’était ta volonté. Chaque fois que je te rappelais ce fauchage, tu répondais : on a bien le temps, l’herbe croît encore, on l’entend pousser. 04144
Bottom
04145
Top
JUHANI: Det er en sag, der er overstået for længe siden, og den bliver ikke bedre, fordi du kævler op om den. Engdraget vokser sig så meget desto kønnere til næste sommer. — Men hvad er det for en mand, som nærmer sig vor gård derude på marken? JUHANI: C’est de l’histoire ancienne, et tes bavardages ne l’améliorent pas. Le loin y poussera d’autant plus dru l’an prochain. Mais qui s’approche à travers champs ? 04145
Bottom
04146
Top
TUOMAS: Meddomsmand Mäkelä. Hvad vil den fyr? TUOMAS: C’est l'assesseur Mäkelä. Que nous veut-il ? 04146
Bottom
04147
Top
JUHANI: Nu er fanden løs. Han kommer i statens navn, på grund af det forbistrede slagsmål med Toukola-folkene. JUHANI: Ça y est, le diable est déchaîné. Il vient au nom de la loi à cause de cette maudite bagarre avec les brigands de Toukola. 04147
Bottom
04148
Top
AAPO: I det sidste håndgemæng er loven på vor side, men hvad det første angår, så må vi se os godt for. Lad mig forklare ham sagen. AAPO: Jälkimmäisessä ottelossa on laki puolellamme, mutta edellisessä katsokaamme eteemme. Sallikaat minun tehdä hänelle asiasta selko. 04148
Bottom
04149
Top
JUHANI: Men jeg, den ældste af os brødre, vil også give mit besyv med, eftersom der er tale om vort fælles bedste. JUHANI: Mutta minä, veljeksistä vanhin, tahdon myöskin sanavaltaa, koska yhteinen etu on puheena. 04149
Bottom
04150
Top
AAPO: Men pas på, at du ikke snakker os i en sæk, hvis det ligesom skulle blive nødvendigt at sno sig lidt. AAPO: Mutta katso, ettet haastele itsiämme säkkiin, jos täytyisi meidän niinkuin vähän mutkistella. 04150
Bottom
04151
Top
JUHANI: Jeg ved besked. JUHANI: Kyllä minä tiedän. 04151
Bottom
04152
Top
Nu trådte Mäkelä ind; en udmærket og rettænkende meddomsmand. Han kom dog i et helt andet ærinde, end det brødrene havde gættet på. Mäkelä, assesseur excellent et bénévole, entra. Il venait cependant pour un tout autre motif que celui que supposaient les frères. 04152
Bottom
04153
Top
MÄKELÄ: Goddag! MÄKELÄ: Bonjour ! 04153
Bottom
04154
Top
BRÖDRENE: Goddag! LES FRERES: Bonjour ! 04154
Bottom
04155
Top
MÄKELÄ: Hvad er det for rædsler, jeg ser? Drenge, hvordan er det fat med jer? I har skrammer, blå mærker og sår; og klude omkring hovedet. Ak, I elendige skabninger! MÄKELÄ: Qu’est-ce que ces horreurs que je vois ? Enfants, qu’avez-vous fait ? Des écorchures, des bleus, des croûtes et des chiffons autour de la tête ? Pauvres diables ! 04155
Bottom
04156
Top
JUHANI: »Hunden slikker sine sår«, men ulvene må sørge for sig selv. Er det derfor, De nu står her i vor stue ? JUHANI: « Le chien lèche lui-même ses blessures », mais que les loups prennent garde ! Est-ce pour cette raison que vous êtes ici ? 04156
Bottom
04157
Top
MÄKELÄ: Hvad skulle jeg dog kende til det? Men er det brødre, der mishandler hinanden på den måde? Skam jer! MÄKELÄ: Qu’est-ce que j’en sais ? Est-il possible que des frères se maltraitent de celte manière ! Quelle vergogne 1 04157
Bottom
04158
Top
JUHANI: De tager fejl, Mäkelä. Brødrene har behandlet hinanden som engle; dette er naboernes værk. JUHANI: Vous vous trompez, Mäkelä ; les frères ont été sages comme des anges ; ça, c’est l’œuvre des voisins. 04158
Bottom
04159
Top
MÄKELÄ: Hvem har da gjort det? MÄKELÄ: Et de qui donc ? 04159
Bottom
04160
Top
JUHANI: Gode naboer. Men må jeg have lov til at spørge: hvorfor er De kommet for at hilse på os ? JUHANI: Nos chers voisins. Mais puis-je vous demander pourquoi vous venez nous faire visite ? 04160
Bottom
04161
Top
MÄKELÄ: På grund af en højst alvorlig sag. Drenge, drenge, I går imod ødelæggelsens dag. MÄKELÄ: Pour une raison fâcheuse. Enfants, enfants, le jour du malheur est arrivé pour vous. 04161
Bottom
04162
Top
JUHANI: Hvad er det for en dag ? JUHANI: Et quel est ce jour ? 04162
Bottom
04163
Top
MÄKELÄ: Skammens dag. MÄKELÄ: Un jour de honte. 04163
Bottom
04164
Top
JUHANI: Hvornår oprinder den ? JUHANI: Quand se lèvera-t-il ? 04164
Bottom
04165
Top
MÄKELÄ: Jeg har fået streng besked af præsten om, at jeg næste søndag skal bringe jer til kirken. MÄKELÄ: J’ai reçu du pasteur l’ordre formel de vous amener à l’église dimanche prochain. 04165
Bottom
04166
Top
JUHANI: Hvad vil han med os i kirken? JUHANI: Que nous veut-il à l’église ? 04166
Bottom
04167
Top
MÄKELÄ: Sætte jer i fodstokken, for at sige det rent ud. MÄKELÄ: Vous exposer dans les ceps, pour le dire franchement. 04167
Bottom
04168
Top
JUHANI: Hvorfor det? JUHANI: Pour quelle raison ? 04168
Bottom
04169
Top
MÄKELÄ: Af mange årsager. - I tåbelige og vilde krabater, I slog klokkerens vindue i stykker og stak af fra ham som ulve. MÄKELÄ: Il a bien des raisons. — Malheureux insensés ! vous avez cassé une fenêtre chez le chantre et vous vous êtes évadés comme des loups. 04169
Bottom
04170
Top
JUHANI: Klokkeren rev og sled i os som en gal ulv. JUHANI: Le chantre nous déchirait comme un loup enragé. 04170
Bottom
04171
Top
MÄKELÄ: Men hvad har præsten gjort jer? MÄKELÄ: Mais qu’est-ce que le pasteur vous a fait ? 04171
Bottom
04172
Top
JUHANI: Ikke så meget som et loppebid. JUHANI: Pas une piqûre de puce. 04172
Bottom
04173
Top
MÄKELÄ: Og alligevel har I hånet og spottet ham gennem den rap-kæftede og uforskammede Koppe-Kaisa. Gennem det forfærdelige Rajamäki-regiment sendte I de mest svinagtige, ja, nogle helt slyngelagtige bemærkninger som hilsen til en højvelbåren person og præsten for vor menighed; det var en mageløs og enestående frækhed. MÄKELÄ: Et cependant vous l’avez injurié et honni par l’intermédiaire de cette bavarde et impudente Kaisa la ventouseuse. Vous avez envoyé par l’affreux Régiment de Rajamäki des obscénités, de vraies cochonneries, en guise de salutations à un homme respectable, au berger de notre paroisse ! C’est d’une impertinence et d’une audace sans pareille ! 04173
Bottom
04174
Top
JUHANI: »Vist er det sandt, men det må bevises«, sagde Kakkinens Jaako, men sådan siger jeg nu ikke. JUHANI: « C’est vrai, mais ça reste à prouver, répondit le vieux cordonnier » ; mais moi je ne le dis pas. 04174
Bottom
04175
Top
MÄKELÄ: Men nu bør I vide, at præstens strengeste straf vil ramme jer. Nu har han ingen barmhjertighed med jer. MÄKELÄ: Eh bien, sachez que notre pasteur va maintenant se venger fort sévèrement de vous. 11 sera sans pitié. 04175
Bottom
04176
Top
AAPO: Sæt Dem ned, Mäkelä, og lad os snakke lidt grundigere og dybere om sagen. Se nu på dette spørgsmål: kan præsten skrue os fast i fodstokken på grund af Rajamäki-Kaisas løgnehistorier? Absolut ikke! Det må bevises ad lovens vej, hvad vi har sagt, og hvordan vi har krænket præstens ære. AAPO: Asseyez-vous, Mäkelä, on va parler de celte affaire un peu plus en détail et plus à fond. — Examine/, ce point ; est-ce que le pasteur pourrait nous fourrer dans les ceps sur les racontars de Kaisa ? Jamais de la vie ! Il faudrait d’abord établir légalement ce qu’on a dit et comment on a offensé son honneur. 04176
Bottom
04177
Top
JUHANI: »Sagen må først bevises, inden manden kan rises«, det er en given ting. JUHANI: « Il faut examiner avant de fustiger », c’est connu. 04177
Bottom
04178
Top
MÄKELÄ: Men det andet spørgsmål, angående læsningen, det giver ham en vis myndighed ifølge kirkeloven, som han nu sikkert i sin vrede vil bruge imod jer. • MÄKELÄ: Mais il y a autre chose : les leçons de lecture ! Cela lui donne selon la loi de l’église un pouvoir assez grand qu’il emploiera certainement contre vous, dans sa colère. 04178
Bottom
04179
Top
JUHANI: Når det gælder læsningens besvær, så er Guds forordning og lov på vor side, og den forpurrer ethvert forsøg. Ser De, han har allerede i vor moders skød givet os så træge hoveder, at det er umuligt for os at lære at læse. Hvad skal vi gøre, Mäkelä ? Alt for ulige falder åndens gaver i vor lod her på jorden. JUHANI: Pour ce qui est de la lecture, on a pour nous le règlement et la loi de Dieu qui rendent vains tous nos efforts. Voyez. Il nous a donné des têtes si dures qu’il nous est impossible d’apprendre à lire. Que faire, Mäkelä ? Les dons de l’esprit sont répartis bien inégalement ici-bas entre les gens. 04179
Bottom
04180
Top
MÄKELÄ: Jeres træge hoveder er kun en tom indbildning. Flid og daglig øvelse overvinder alt til sidst. - Jeres fader var et af de bedste læsehoveder. MÄKELÄ: Bah ! Vous vous imaginez à tort que vos têtes sont si dures. Avec de l’application et des exercices quotidiens, on vient à bout de tout. Votre père était un de ceux qui lisaient le mieux dans toute la paroisse. 04180
Bottom
04181
Top
AAPO: Men vor mor kendte ikke et eneste bogstav, og dog var hun en god kristen. AAPO: Mais notre mère ne connaissait pas la première lettre de l’alphabet, et elle fut pourtant une bonne chrétienne. 04181
Bottom
04182
Top
JUHANI: Og opdrog og avede os i gudsfrygt. Herren velsigne den gamle kone! JUHANI: Et elle a élevé et corrigé ses enfants dans la crainte de Dieu. Que Dieu la bénisse ! 04182
Bottom
04183
Top
MÄKELÄ: Prøvede hun ikke, hvad andres dygtighed kunne udrette for jer? MÄKELÄ: N’a-t-elle pas essayé de vous faire instruire par d’autres ? 04183
Bottom
04184
Top
JUHANI: Hun gjorde sit bedste; hun prøvede ved hjælp af Fyrreskovs-konen. Men den arrige kælling begyndte straks at garve vore rygstykker, og i vore øjne forvandlede hendes hus sig til den uhyggeligste trolde-rede; til sidst gik vi ikke ind i huset, skønt man tærskede os alt, hvad man kunne. JUHANI: Elle a fait tout son possible. Elle s’est adressée à la Vieille de Männistö. Mais cette femme acariâtre a tout de suite commencé à nous rosser, et sa cabane est devenue à nos yeux plus effrayante que la caverne d’un ogre ; finalement, on n’y est plus allé du tout, bien qu’on nous ait fessés comme on bat des tapis. 04184
Bottom
04185
Top
MÄKELÄ: Dengang var I uden synderlig forståelse, men nu står I for jeres egen sag som mænd; en fornuftig og rask mand kan, hvad han vil; derfor må I nu vise både præsten og hele verden, hvad mandighed formår. At du, Aapo, ikke har handlet anderledes, du, der både har en klar forstand og heller ikke mangler kundskaber på et og andet punkt, og hvis skarpe hukommelse husker alt, hvad du ser og hører, det forbavser mig i høj grad. MÄKELÄ: Vous étiez alors des mioches déraisonnables, mais maintenant vous êtes des hommes faits ; et un homme fort et sain peut ce qu’il veut. Montrez donc au pasteur et à tout le monde ce que peut la virilité. — Toi, Aapo, qui as un solide bon sens, qui n’es pas dépourvu de connaissances et dont la mémoire garde tout ce que lu as vu et entendu, je m’étonne vraiment que tu n’aies pas déjà changé de conduite. 04185
Bottom
04186
Top
AAPO: Jeg ved kun lidt; nå, jeg ved dog et og andet. Vor blinde onkel, der nu er død, fortalte os mange ting, han fortalte om Bibelen, om sine sørejser og om verdens opbygning, og så lyttede vi altid andægtigt til ham. AAPO: Je sais bien peu de choses ; hé oui, je connais ceci et cela. Feu notre oncle l’aveugle nous a raconté bien des histoires. Il nous a parlé de la Bible, de ses voyages en mer, de la structure de l’univers, et on écoutait toujours avec avidité. 04186
Bottom
04187
Top
JUHANI: Vi lyttede med strittende øren som harer, når den gamle fortalte os om Moses, Israels børn, begivenheder i Kongernes bog og mirakler i Åbenbaringerne. »Og lyden af deres vinger var som lyd af stridsvogne, når de fare ud til kamp.« Herre Jesus! vi kender mange mirakler og sager og er ikke slet så vilde hedninger, som man tror. JUHANI: On écoutait, les oreilles dressées comme des lièvres, quand le vieux nous parlait de Moïse, des enfants d’Israël, des événements écrits dans le Livre des Rois et des miracles de l’Apocalypse. « Et le bruit de leurs ailes était comme un bruit de chars qui courent au combat. » Par le Christ, nous connaissons beaucoup de miracles et de choses, nous ne sommes pas du tout des païens aussi sauvages qu’on pense. 04187
Bottom
04188
Top
MÄKELÄ: Men I må begynde med a.b.c.-en for at blive sande medlemmer af den kristne menighed. MÄKELÄ: Mais il vous faut commencer par l’abécédaire pour devenir de vrais membres de la communauté chrétienne. 04188
Bottom
04189
Top
AAPO: Mäkelä, på det bræt dér ser De syv a.b.c.-er, som vi har købt i Tavastehus, og det syn beviser, at vi stræber efter lærdom. Præsten må have tålmodighed med os lidt endnu, så tror jeg, at vor sag vil avles, fødes og vokse nogenlunde. AAPO: Mäkelä, vous voyez sur cette planche sept abécédaires achetés en ville, ce qui vous montre que nous voulons nous instruire. Si le pasteur fait encore preuve d’un peu de patience, je crois que quelque chose germera, naîtra et poussera de cela. 04189
Bottom
04190
Top
JUHANI: Han må være tålmodig, og jeg skal betale ham tiende dobbelt op, og der skal ikke mangle ungt fuglekød i hans skål, i den lovlige tid. JUHANI: Qu’il ait un peu de patience ; je lui paierai deux fois la dîme, et pendant le temps de la chasse, il ne manquera jamais de venaison dans son pot. 04190
Bottom
04191
Top
MÄKELÄ: Her hjælper sikkert hverken bønner eller fagre løfter, vil jeg tro, når jeg tænker på hans voldsomme og retfærdige vrede imod jer. MÄKELÄ: Je crains bien que les prières et les belles promesses ne servent à rien quand je songe à sa violente et juste colère contre vous. 04191
Bottom
04192
Top
JUHANI: Hvad vil han os da, og hvad vil De? Udmærket! Kom bare med halvfjerds mand, og blodet skal sprøjte alligevel. JUHANI: Que veut-il donc de nous et que voulez-vous ? Bien ! Venez avec septante hommes et le sang giclera. 04192
Bottom
04193
Top
MÄKELÄ: Men sig mig, hvad I har i sinde at gøre for at lære jer a.b.c.-en og den lille katekismus, der er præstens vigtigste krav. MÄKELÄ: Mais dites-moi un peu comment vous pensez apprendre l’alphabet et le petit catéchisme, ce qui est le but principal de notre pasteur ? 04193
Bottom
04194
Top
JUHANI: Vi vil prøve, hvad Fyrreskovs-konen eller hendes datter Venla kan lære os herhjemme. De er dygtige læse-kvinder, begge to. JUHANI: On essaiera ici chez nous, à l’aide de la Vieille de Männistö ou de sa fille Venla. Elles savent bien lire toutes les deux. 04194
Bottom
04195
Top
MÄKELÄ: Jeg vil fortælle præsten om jeres planer. Men af hensyn til jeres egen fred bør I gå hen og bede ham om forladelse for jeres uforskammede optræden. MÄKELÄ: Je veux communiquer vos intentions au pasteur. Mais pour votre propre paix, allez lui demander pardon pour votre farce scandaleuse. 04195
Bottom
04196
Top
JUHANI: Vi skal tænke over sagen. JUHANI: On y pensera. 04196
Bottom
04197
Top
MÄKELÄ: Gør som jeg siger og vid, at hvis han ikke sporer en ærlig og flittig stræben hos jer, så sidder I i fodstokken, sidder nok så nydeligt i fodstokken en søndag, ved kirkens stensokkel. Det siger jeg og nu farvel! MÄKELÄ: Faites comme je vous dis, et sachez que s’il ne remarque pas chez vous une application véritable, on vous verra un dimanche gentiment assis dans les ceps, au pied du mur de l’église. Je vous ai avertis ! Portez-vous bien ! 04197
Bottom
04198
Top
JUHANI: Farvel, farvel! JUHANI: Au revoir, au revoir 1 04198
Bottom
04199
Top
TUOMAS: Var det for fuldt alvor, du snakkede med ham om Fyrreskovs-konen og hendes datter Venla? Var det for fuldt alvor, du næsten lovede, vi skulle gå hen og krybe for præsten? TUOMAS: Etais-tu sérieux quand tu lui as parlé de la vieille et de Venla ? Etais-tu sérieux quand tu lui as presque promis qu’on ramperait à plat ventre devant le pasteur ? 04199
Bottom
04200
Top
JUHANI: Ikke så meget som en antydning i den retning og ikke det mindste for fuldt alvor. Knægten her vrøvlede bare sådan for at trække tiden ud. Fyrreskovs-konen eller Venla skulle føre pegepinden her! Så ville selv svinene i Toukola grine. I hørte jo, at man, aldeles sikkert, truede os med fodstokken, med skammens galge. Fanden stå i det! Har en mand ikke lov til at leve i fred og efter sit eget hoved, på sin egen grund, når han ikke står i vejen for nogen eller går andres ret for nær ? Hvem kan forbyde det ? Men jeg siger endnu en gang: præster og embedsmænd med deres bøger og protokoller er menneskenes onde ånder. - Oh, dit sorte svin! Ve, denne forbandede dag! Vi rammes sådan, over hals og hoved, af den hårde skæbnes kølleslag og menneskenes fortrædeligheder, at jeg er lige ved at rende hovedet i væggen. Oh, din sorte tyr! Venla gav os kurven; man har lavet en giftig nidvise om os; klokkeren pinte os som selve satan; Toukola-knægtene bankede os, som var vi en stump hede-jord; prygl fik vi som jule-svin, og nu går vi omkring her som rigtige julebukke; som én-øjede nisser med pjalter om hovedet. Og hvad mere? Nu er vort hjem uden den fattiges eneste fryd, uden badstue-ovnens brusende damp. Derude gløder og ryger jo ruinerne af vor forhen så elskede badstue. Og der er stadig den værste af djævlene tilbage. Hm! Fodstokken griner imod os, i kirkens våbenhus, med sine ti huller. Oh, du klare ild! Hvis ikke en sådan bunke bekymringer fører ragekniven imod en mands strube, hvad gør det så? Oh, du behornede tyr! JUHANI: Il n’y avait pas trace de sérieux et pas trace de vérité. J’ai bavardé comme ça seulement pour gagner du temps. La Vieille de Männistö ou Venla pour nous montrer les lettres dans le livre ? Tous les cochons de Toukola en feraient des gorges chaudes. Vous avez entendu : on nous menace sérieusement des ceps, du gibet de la honte. Mille tonnerres ! Est-ce qu’un homme n’a donc pas le droit de vivre en paix et à sa guise sur ses propres terres, quand il ne gêne et n’offense personne V Qui peut le défendre ? Mais je le répète encore une fois, les pasteurs et les fonctionnaires avec leurs livres et leurs paperasses sont des démons créés pour torturer l’humanité. Ah ! sacrée existence ! Maudite journée ! Voilà que les coups du malheur et les tracasseries des gens se précipitent sur nous à fond de train, si bien que je suis prêt à donner de la tète contre le mur. Ah ! chienne de déveine ! Venla nous a remballés, on a composé sur nous une venimeuse chanson, le chantre nous a tourmentés comme le diable en personne, les brutes de Toukola nous ont essartés comme une friche, on nous a lardés comme des cochons de Noël et nous nous baladons comme des bonshommes de Noël, spectres borgnes, avec des torchons autour de la tête ! Et quoi encore ? Notre logis est maintenant privé de la seule joie du pauvre, de la vapeur bruissante du bain ; les décombres de notre chère vieille étuve fument et luisent sous la cendre. Et pour comble de guigne, voilà encore la pire des diableries ! Hum ! Les ceps nous regardent en grimaçant de leurs dix trous dans le vestibule de l’église. Éclair et tonnerre ! Si un tel amas de fléaux ne pousse pas un homme à se planter un rasoir dans le cou, qu’est-ce qu’il laut encore ! Ah ! Par les cornes du diable ! 04200
Bottom
04201
Top
EERO: Nu husker du en lille smule forkert; der er ikke ti huller i fodstokken. EERO: Tes souvenirs sont un peu inexacts, les ceps n’ont pas dix trous. 04201
Bottom
04202
Top
JUHANI: Hvor mange er der da ? JUHANI: Combien donc ? 04202
Bottom
04203
Top
EERO: Hvor mange stjerner er der i Karlsvognen; hvor mange sønner i Jukola? EERO: Combien la Grande Ourse a-t-elle d’étoiles ? Combien d’enfants à Jukola ? 04203
Bottom
04204
Top
JUHANI: Vi er syv sønner. Altså syv huller og syv drenge. Nå, så meget desto værre. Syv huller! Altid så meget desto værre. Se bare, hvordan menneskene og en hård skæbne har sammensvoret sig imod os. Syv huller som øjne i en møllesten. Hvilken hån af en hård skæbne! Men lad dem skyde på os med alle deres vredes pile, så gør vi vore hjerter hårde som blinkende stål. Og lad dem puste deres gift på os fra alle sider som slanger, og lad himlen regne lutter galde ned over os, vi styrter dog imod dem, med lukkede øjne, som vilde okser, mens vi skærer tænder og brøler. Og hvis man til sidst slæber os til fodstokken med statens magt, så vil jeg sidde i træklodsen med salig fryd, det vil jeg. JUHANI: On est sept : donc, sept trous et sept types. Bon ! D’autant plus fou ! Sept trous ! Toujours plus fou ! Voyez comme les hommes et un sort cruel s’acharnent contre nous ! Sept trous gros et ronds comme l’œil de la meule du moulin ! La guigne se moque de nous. Mais qu’ils nous lancent toutes les flèches de leur rage, on rendra nos cœurs tourmentés aussi solides que l’acier étincelant. Qu’ils soufflent de toutes parts contre nous leur venin comme des serpents, et que le ciel déverse sur nous de la bile pure ; alors, les yeux clos, grinçant des dents et beuglant comme des bœufs affolés, on foncera sur eux. Et si enfin on nous traîne dans les ceps infâmes avec la contrainte de la loi, eh bien, j’y resterai avec délices ! 04204
Bottom
04205
Top
AAPO: Hvorfor med fryd ? AAPO: Miksi ilolla? 04205
Bottom
04206
Top
JUHANI: Du forstår ikke, brorlil, vredens dømmende kraft. Hævnens planer får knægten her til at glemme al hån; og det er jo deres hensigt at håne os. Forestillingen om at tappe blod ud af vor hr. præst, det ville smage mit vrede sind som honning-dug. Og ved den lejlighed ville jeg ikke bruge kniv eller bøsse, sådan som manden fra Karjaa gjorde engang, nej, jeg vil hugge ham i struben med klør og tænder som en los. I stumper og stykker, i tusind stumper og stykker ville jeg rive manden, og så kunne jeg rigtig nyde den lækre hævn. Sådan ville jeg gøre, om jeg så havde ti liv, og hvert liv skulle pines ti år i spigertønden. Det ville ikke betyde noget i sammenligning med hævnens lyst. JUHANI: Ethän sinä käsitä, mun veljeni, vihan tuomiovoimaa. Koston tuuma saattaisi pojan unohtamaan kaiken häpeän; ja häpeähän on heidän tarkoituksensa. Aatos, veristää tuota herra provastiamme, sehän maistuisi vihaiselle mielelleni kuin hunajakaste. Enkä tuossa veistä, en pyssyä käyttelis, kuin entinen Karjan mies, en, vaan kynsillä ja hampailla iskisin hänen kurkkuunsa kuin susi-ilves. Kappaleiksi, tuhanneksi kappaleeksi repisin miehen, ja niinpä saisin oikein maiskutella kostoni herkkua. Tekisinpä niin, vaikka olisin kymmenen hengen omistaja ja jokaista henkeä kymmenen vuotta rääkättäisiin piikki-tynnörissä. Eihän tuo mitään olis koston hekuman suhteen. 04206
Bottom
04207
Top
AAPO: Du vender jo fuldstændig op og ned på hele dit væsen. Stakkels broder, skyl dit hjertes skoldhede kedel med koldt vand fra tålmodighedens rislende bæk, der bugter sig langsomt hen gennem engen. AAPO: Tu te bouleverses l’intérieur de fond en comble. Pauvre frère, arrose la chaudière bouillante de ton cœur avec l’eau fraîche de la patience puisée dans le ruisseau gazouillant qui serpente lentement à travers la prairie. 04207
Bottom
04208
Top
SIMEONI: Du er helt beg-sort i ansigtet, og dine øjne ruller rundt, blodrøde og stikkende. Hav dog barmhjertighed med dig selv. SIMEONI: Ton visage est noir comme la poix, et tes yeux rouge-sang roulent et te sortent de la tête. Aie pitié de toi-même 1 04208
Bottom
04209
Top
TUOMAS: Vist ville vi hævne os, hvis man lod os sidde på skammens sæde, men lad nu vore hjerter være i fred, indtil det sker. Alt håb er ikke ude endnu. TUOMAS: On se vengerait, si on nous mettait sur le banc d’infâmie, c’est sûr. Mais ne nous faisons pas de bile avant que cela arrive. Tout espoir n’est pas encore perdu. 04209
Bottom
04210
Top
JUHANI: Fra et af verdens hjørner stråler endnu fredens dag imod os. Ilvesjårvi, ved foden af Impivaara, er den havn, hvor vi sejler hen, bort fra stormene. Nu har jeg taget min beslutning. JUHANI: Il y a sur la terre un seul coin où le soleil de paix peut luire pour nous. Ilvesjürvi, là-bas, au pied d’Impivaara, est le port où nous voguerons loin des tempêtes. Je suis décidé maintenant. 04210
Bottom
04211
Top
LAURI: Det gjorde jeg allerede forrige år. LAURI: Je l’étais déjà l’année passée. 04211
Bottom
04212
Top
EERO: Jeg følger jer, om det så var til Impivaaras dybeste hule, hvor, efter hvad man siger, den gamle bjergtrold koger beg med en hjælm af hundrede fåreskind på hovedet. EERO: Je vous suivrai même dans la plus profonde caverne d’Impivaara où, dit-on, le vieux de la montagne fait bouillir de la poix, coiffé d’un casque de cent peaux de moutons. 04212
Bottom
04213
Top
TUOMAS: Vi flytter allesammen herfra. TUOMAS: On ira tous. 04213
Bottom
04214
Top
JUHANI: Vi flytter og bygger os en ny verden. JUHANI: Et on construira un nouveau monde. 04214
Bottom
04215
Top
AAPO: Mon ikke øvrighedens klo kan nå os dér? AAPO: Est-ce que la main des autorités ne pourra pas nous y atteindre aussi ? 04215
Bottom
04216
Top
JUHANI: Skoven beskytter sine unger. Først dér står vi på egen grund; dybt som plirrende muldvarpe graver vi os liell ind til jordens marv. Og hvis det skulle fornøje dem at forfølge drengene derhen, skal de snart erfare, hvordan det føles at forstyrre syv bjørne i deres hule. - Og nu af sted til garveren for at bekræfte handlen skriftligt. I ti år overlader vi vor gård i andres hænder. JUHANI: La forêt protège ses bêtes. C’est là que nous serons chez nous ; on s’y enfoncera profondément jusqu’à la moelle de la terre, comme les taupes aux yeux clignotants. Et s’il leur plaisait de nous traquer là-bas, ils verraient bien ce qu’il en coûte de déranger sept ours dans leur repaire. Et maintenant, filons chez le tanneur pour rédiger le contrat. Confions pour dix ans notre domaine à des mains étrangères. 04216
Bottom
04217
Top
SIMEONI: Jeg længes også efter en fredens bolig. Brødre, vi skaber os et nyt hjem og et nyt hjerte i skovenes skød. SIMEONI: Moi aussi je languis après un asile île paix. Frères, créons-nous un nouveau foyer et un nouveau cœur au sein des forêts. 04217
Bottom
04218
Top
JUHANI: Alle som én! JUHANI: Tous d’un commun accord 1 04218
Bottom
04219
Top
AAPO: Hvad bestemmer du, Timo? AAPO: Que décides-tu, Timo ? 04219
Bottom
04220
Top
TIMO: »Som herren er, så følger ham hans svende«, siger ordsproget. TIMO: Je ne ferai pas bande à part. 04220
Bottom
04221
Top
AAPO: I flytter bort, og så skulle jeg blive her som en enlig gran på Jukolas gårdsplads ? Ak, hver eneste rod, hver eneste gren i mit væsen er vokset altfor fast til jeres kreds. Lad gå da, og lad os håbe det bedste af den rejse. Jeg følger med. AAPO: Vous partiriez, et moi je resterais comme un pin solitaire dans la cour de Jukola ? Ah ! toutes les meines et les branches de mon être sont trop fortement entrelacées dans les vôtres. C’est décidé. Pourvu que cette expédition remplisse nos espoirs ! Je vous accompagne. 04221
Bottom
04222
Top
JUHANI: Storartet! Nu af sted til garveren alle mand for at udfærdige en lovmæssig kontrakt. Alle som én! JUHANI: Bravo ! A présent, chez le tanneur, pour faire un bail valable. Tous ensemble. 04222
Bottom
04223
Top
De begav sig af sted i samlet flok for at sætte en kontrakt op og lejede deres gård til garveren for ti år; og følgende paragraffer blev fastsat skriftligt. Garveren har rådighed over gården og driver den i ti år, de tre første år uden vederlag, men derefter betaler han brødrene syv tønder rug årlig og bygger en ny badstue, inden lejemålet udløber. Frit og over alt i Jukolas skove har brødrene ret til at drive jagt på enhver slags vildt, som loven tillader. På den nordlige del af gårdens jorder, omkring Impivaara, har brødrene ret til at leve og gøre, som det passer dem, både med hensyn til jorden og skovene. Allehelgenens dag overtager garveren gården, men brødrene skal dog, hvis de ønsker det, have husly i deres fædrenehjem endnu den kommende vinter. Sådan var kontraktens hovedpunkter. Ils allèrent alors conclure le contrat ; ils donnèrent A bail leur domaine au tanneur pour dix ans et l’on fixa par écrit les points suivants : le tanneur administrera et exploitera la ferme pendant dix ans, les trois premiers Huns payer aucun loyer, mais ensuite il remettra aux frères sept boisseaux de seigle par an ; il devra en outre construire une nouvelle étuve avant l’expiration du bail. Les frères auront le droit de chasser librement et partout dans les forêts de Jukola tout le gibier que les lois permettent do tuer. Dans la partie nord de la propriété, près d’Impi-vaara, ils pourront agir et vivre à leur guise, dans les bois comme sur les terres défrichées. Le tanneur entrera en jouissance de la ferme à la Toussaint, mais les frères pourront, s’ils le désirent, séjourner encore dans leur maison natale pendant l’hiver prochain. Telles furent les principales clauses du contrat. 04223
Bottom
04224
Top
Så kom november måned, og garveren holdt med sine læs på Jukolas gårdsplads og overtog gårdens ledelse for den aftalte tid. Men brødrene, der ville undgå præsten og hans hjælpere, levede hovedsagelig i skovene den vinter, løb på ski og jagede i omegnen; og boede i en kulsvier-hytte på Impi-vaara-heden. Den egentlige flytning med hest og andre nødvendige sager var endnu ikke blevet iværksat. Man havde bestemt, at den skulle finde sted, når sommeren kom. De tumlede dog allerede så småt med deres fremtidige hus: de fældede træer, for at de kunne tørre til foråret, og trillede grundstenene sammen på den afbrændte, stub-fyldte skovmark, ved foden af det stejle bjerg. Novembre était venu ; le tanneur se trouvait avec son chargement dans la cour de Jukola et prenait possession de la ferme pour le temps fixé. Afin d’éviter le pasteur et ses messagers, les frères vécurent surtout dans les bois cet hiver-là, courant en skis et chassant dans les environs, et ils logèrent dans la hutte de charbonnier sur la prairie d’Impivaara. Le vrai déménagement, avec le cheval et les ustensiles indispensables, n’avait cependant pas encore eu lieu ; il s’effectuerait à l’époque qui suivrait le dégel. Les frères s’occupaient pourtant déjà de leur futur logis, ils abattaient des arbres qui devaient sécher jusqu’au printemps et roulaient des pierres pour les fondations sur la prairie parsemée de souches, au pied du mont escarpé. 04224
Bottom
04225
Top
Sådan gik vinteren, og i al den tid fik brødrene ingen som helst befaling eller påmindelse fra præsten. Ventede han, eller havde han overladt dem til deres skæbne ? Ainsi passa l’hiver, et tant qu’il dura, les frères ne reçurent aucun ordre et aucun avertissement du pasteur. Attendait-il ou bien les avait-il abandonnés à leur sort ? 04225
Bottom

kapitel 05 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
05001
Top
Foråret var kommet, snedriverne var smeltet, vinden blæste blidt, jorden begyndte at blive grøn, og birkelunden fik løv. Le printemps était venu, les neiges avaient fondu ; le vent soufflait doucement, la terre commençait à verdir et les bouleaux se garnissaient de feuilles. 05001
Bottom
05002
Top
Brødrene er nu ifærd med deres flytning fra Jukola til Impivaara. De traver hen ad den stenede, snoede skovvej, med bøsserne over skulderen; og på ryggen har de birke-barks-ranslerne, hvor de opbevarer ammunitionen. Juhani går i spidsen og ved siden af ham Jukolas store, bistre hunde, Killi og Kiiski. Bag ved dem, ført af Timo, går brødrenes en-øjede hest, den gamle Valko, der trækker en kærre. Efter læsset følger de andre brødre med bøsserne over skulderen og ranslerne på ryggen; og de hjælper Valko over de værste steder på vejen. Til sidst kommer Eero; han bærer i sin favn Jukolas stolte hane; brødrene ville ikke skilles fra den og har taget den med til Impivaaras ødemarker som tidsmåler. På kærren ses en kiste, ulve- og rævesakse, en gryde, og i gryden to egetræsfade, en slev, syv skeer og andre sager, der har med kogekunsten at gøre. Gryden var dækket af en grov sæk, fyldt med ærter, og aller-øverst oppe hoppede og miavede Jukolas gamle kat i en lille pose. - Sådan forlod brødrene deres gamle hjem, traskede mismodige og tavse hen ad den knudrede og stenede skovvej. Himlen var klar, luften stille, og i vest rullede allerede solens hjul ned ad bakke. Les frères sont en train de déménager de Jukola à Impi-vaara. Ils s’avancent par un sentier pierreux et sinueux à travers les forêts, le fusil à l’épaule et sur le dos le havre-sac d’écorce où ils portent leurs munitions. Juhani marche en tête, entouré des grands chiens hargneux de Jukola, Killi et Kiiski. Derrière eux, Valko, leur vieux cheval borgne, tire la charrette, guidé par Timo ; les autres frères suivent le chargement, fusil à l’épaule et sac au dos, prêts à assister Valko dans les passages les plus ardus. Eero ferme le cortège, tenant dans ses bras l’imposant coq de Jukola dont les frères n’ont pu se séparer et qu’ils emportent pour sonner la diane dans les solitudes d’Impivaara. Sur le char, on voit un coffre, des trappes à loups et à renards, une marmite, et dans celle-ci deux écuelles en chêne, une louche, sept cuillères et d’autres ustensiles de l’art culinaire. La marmite supporte un sac grossier rempli de pois, et le vieux chat des frères se tortille en miaulant dans un petit panier fixé sur le sac. C’est ainsi que les frères quittaient le toit paternel, marchaient tristes et silencieux le long du chemin difficile et rocailleux. Le ciel était limpide, l’air calme, et le disque du soleil descendait déjà vers l’ouest. 05002
Bottom
05003
Top
JUHANI: Mennesket er en søfarer på livets stormfulde hav. Nu sejler vi også bort fra vort kære barndomshjem, sejler med vort vogn-skib gennem de vildene skove imod Impi-vaaras stejle ø. Ak! JUHANI: L’homme est un navigateur sur la mer agitée de la vie. Nous aussi, nous naviguons loin de notre cher bercail, nous naviguons sur notre bateau à roues dans les forôts perfides vers l’île escarpée d’Impivaara. 05003
Bottom
05004
Top
TIMO: Der mangler ikke meget i, at jeg, jeg arme frø, også begynder at tørre tårerne af mine kinder. TIMO: Je ne suis pas loin de barbouiller de larmes mes joues, pauvre grenouille que je suis 1 05004
Bottom
05005
Top
JUHANI: Det forbavser mig ikke, efter at jeg har set ind i mit eget bryst, i denne sorgens stund. Men det nytter ikke noget her i denne verden: mandens hjerte må stadig være hårdt som en hvid rullesten. Mennesket er født til vandringsmand, har ej blivende sted her på jorden. JUHANI: Ça ne m’étonne pas, si je regarde dans mon propre cœur en cet instant douloureux. Mais que faire ! le cœur humain doit toujours être dur comme un caillou. L’enfant de l’homme est né voyageur sur cette terre, il n’a pas de place permanente ici-bas. 05005
Bottom
05006
Top
TIMO: Det vandrer omkring her en stakket stund, vender sig og drejer sig, indtil det omsider synker sammen og forsmægter som en rotte ved foden af muren. TIMO: Il se balade un moment ici-bas, il se balance et s’avance, jusqu’à ce qu’enfin il s’engourdisse et périsse comme un rat au pied d’un mur. 05006
Bottom
05007
Top
JUHANI: Rigtigt sagt, klogt sagt! JUHANI: Bien dit, bien parlé. 05007
Bottom
05008
Top
SIMEONI: Og hvis det så var alt, men så begynder det først! SIMEONI: Et si c’était tout, mais c’est alors seulement... 05008
Bottom
05009
Top
JUHANI: Så bliver der tale om vore pund, ville du sige. Sandt nok! JUHANI: C’est alors que vient celte affaire de la mine qui nous a été confiée, voulais-tu dire. C’est vrai. 05009
Bottom
05010
Top
TIMO: Så skal det siges uden mindste svig eller list: her er jeg, og her, Herre, er dit pund. TIMO: C’est alors qu’il s’agira de dire sans tromperie ni réserve : Me voici, Seigneur, et voici ta mine. 05010
Bottom
05011
Top
SIMEONI: Et menneske burde altid tænke på sit endeligt, men det er forhærdet. SIMEONI: L’homme devrait toujours penser à sa fin, mais il s’est endurci. 05011
Bottom
05012
Top
JUHANI: Forhærdet, forhærdet, det kan ikke nægtes. Men sådan er vi allesammen, Gud bedre det, under denne himmel. Lad os dog herefter for alvor beflitte os på at leve, som det anstår sig fromme helte, når vi først rigtig har indrettet os her og fået os en varm fredens bolig. Lad os, brødre, slutte et fast forbund og feje alle syndens påfund tilside, al ondskab, al kiv og alt had, her i vor fuglerede. Bort med ondskab, had og hovmod. JUHANI: Endurci, hé oui, on ne peut le nier. Mais, mon Dieu, on est tous comme ça sous le ciel 1 Efforçons-nous pourtant de vivre à l’avenir comme il convient à de pieux chrétiens, dès que nous serons installés dans notre chaude et paisible demeure. Frère, concluons une solide alliance, et expulsons de notre nid tous les caprices coupables, la haine, la colère et la dispute. Chassons la haine, la colère et la dispute 1 05012
Bottom
05013
Top
EERO: Og prunk. EERO: Et le luxe I 05013
Bottom
05014
Top
JUHANI: Ja! JUHANI: Oui I 05014
Bottom
05015
Top
EERO: Og prægtige, syndige klæder! EERO: Et les beaux habits vaniteux. 05015
Bottom
05016
Top
JUHANI: Ja, netop! JUHANI: Oui ! 05016
Bottom
05017
Top
EERO: Fjedrende kirke-gigge og alt det prangende kirkeflitter. EERO: Et les calèches à ressorts pour aller à l’église et les beaux colifichets du dimanche. 05017
Bottom
05018
Top
JUHANI: Hvad ? Hvad snakker du om ? JUHANI: Hein? Qu’est-ce que tu dis? 05018
Bottom
05019
Top
SIMEONI: Han spøger igen. SIMEONI: Il raille de nouveau. 05019
Bottom
05020
Top
JUHANI: Ja, det mærker jeg. Pas på, jeg ikke griber dig i nakkeskindet, det vil sige, hvis jeg altså brød mig om sådan en tåbes snik-snak, men så ville jeg ikke være nogen rigtig mand, nej, sandelig ikke. — Hvordan er det, du behandler den dér hane, din forbistrede lømmel? Hvorfor jamrer det arme dyr? JUHANI: Je m’en aperçois. Prends garde que je ne te prenne par la nuque ; c’est-à-dire, si je me souciais des bavardages d’un benêt ; mais alors je ne serais pas un homme, en vérité pas du tout. Maudit ourson du diable ! Comment tiens-tu ce coq ? Pourquoi hurle-t-elle uinsi, cette pauvre bête ? 05020
Bottom
05021
Top
EERO: Jeg ordnede bare vingen, der hang ned. EERO: J’ai seulement remis en place son aile qui tombait. 05021
Bottom
05022
Top
JUHANI: Jeg skal også straks ordne dig en kende. Pas på, jeg ikke tager dig i nakken. Vid, at det er den bedste hane i hele vort herred til at passe sit hverv; altid nøjagtig og pålidelig. Den galer første gang klokken to, anden gang klokken fire, og det er den bedste tid at stå op på. Den hane får vi megen glæde af her midt i ødemarken. - Og katten deroppe på toppen aflæsset! Ak, stakkels Matti-fyr! Dér svinger og dingler du og kigger ud af hullet i din pose og miaver så sørgeligt. »Ak, du, din stakkels stodder, din gamle odder«, du har næppe mange dage tilbage at liste omkring i her på jorden. Dine øjne er allerede blevet så mørke, og din miaven lyder så hæst. Men du kvikker måske op endnu en gang, når du springer i nakken på de fede skovmus. Det håber jeg. Men jer, Killi og Kiiski, har jeg nu mest medlidenhed med. I er, som vi selv, avlede, fødte og opvoksede på Jukola; vokset op som vore egne brødre. Ak, hvor brændende stirrer I ikke ind i mine øjne! Ja, Killi, ja, du, min Kiiski-knægl ! Og I vifter så fornøjet med jeres haler. Nå, I ved ikke, at vi nu forlader vort herlige hjem. Ak, 1 sølle stakler! Jeg må græde; jeg må. JUHANI: Je m’en vais te remettre en place toi-même. Gare à toi si je t’attrape par le cou. — Sachez que c’est le meilleur coq de tout le district dans l’exercice de ses fonctions ; toujours exact et sûr. La première fois, il chante à deux heures ; la seconde à quatre, et c’est le bon moment pour se lever. Ce coq nous réserve beaucoup de divertissement dans la solitude. — Et le chat, là-haut, au sommet du chargement ! Pauvre matou, comme tu l’agites et t’excites ! Tu reluques par le trou en miaulant A fendre le cœur. « Mon pauvre vieux, sans feu ni lieu ! » Tu n’as plus beaucoup de jours à trotter sur cette terre ; ton regard est déjà trop sombre et ta voix est rauque. Mais peut-être que tu reprendras de la vigueur quand tu pourras sauter à la nuque des grasses souris des bois. Oui, je l’espère. Et vous, Killi et Kiiski, c’est pour vous que j’ai le plus de peine. Comme nous, vous avez vu le jour, vécu et grandi à Jukola, grandi comme nos propres frères. Ah ! avec quelle ardeur vous fixez mes yeux ! Oui, Killi, oui, mon bon Kiiski, c’est bien ! Et vous remuez si gaîment la queue. Hélas, pauvres bêtes, vous ne savez pas que nous abandonnons à présent notre doux bercail. Je vais pleurer, il me faut pleurer. 05022
Bottom
05023
Top
TIMO: Husk, hvad du rådede dig selv til for lidt siden. Gør dit hjerte hårdt, gør dit hjerte hårdt. TIMO: Souviens-toi du conseil que tu viens de me donner. Rends ton cœur ferme et fort. 05023
Bottom
05024
Top
JUHANI: Jeg kan ikke, jeg kan ikke, når jeg forlader det kære hjem. JUHANI: Je ne peux pas, je ne peux pas, quand nous quittons notre chère maison natale. 05024
Bottom
05025
Top
TUOMAS: Vist tynger denne dag på en mands sind; men i Impivaara får vi snart et andet hjem, og det bliver os måske hurtigt lige så kært. TUOMAS: Oui, ce jour est bien pénible ; mais on aura bientôt à Impivaara un autre foyer qui nous sera peut-être vite tout aussi cher. 05025
Bottom
05026
Top
JUHANI: Hvad sagde du, min broder ? Hverken på jorden eller i himlen findes der et sted så elsket som det, hvor vi er født og vokset op, og på hvis marker .vi tumlede os som små purke med mælkeskæg. JUHANI: Frère, que dis-tu là ? Ni sur la terre ni dans le ciel il n’y a de lieu aussi cher que celui où on est né, où on a poussé, où on s’est roulé sur le sol, marmots aux moustaches de lait. 05026
Bottom
05027
Top
AAPO: Ja, afskedsstunden knuser vore hjerter, det er sandt, for også haren har den hjemlige busk kær. AAPO: Certes, l’heure de la séparation nous broie le cœur, car le lièvre aussi aime le buisson où il est né. 05027
Bottom
05028
Top
JUHANI: Hvad var det hare-moderen sagde engang, da hun påny følte, hun var drægtig, og bad sin lille unge om at drage bort for at give plads til de kommende småfyre? JUHANI: Comment parla jadis la mère lièvre, quand elle remarqua qu’elle était de nouveau pleine et qu’elle ordonna à son petit de partir au loin pour faire place à ceux qui allaient venir ? 05028
Bottom
05029
Top
TIMO: »Stik nu af, min søn, min kære, lille søn, og husk altid, hvad jeg siger: »dér, hvor riskvistene er, dér er snaren, og dér, hvor hullet er, dér er fælden«. TIMO: « File en voyage, mon cher fils, et rappelle-toi toujours mes conseils : Où il y a un osier, il y a un danger ; où il y a un trou, il y a une trappe. » 05029
Bottom
05030
Top
JUHANI: Sådan sagde hun til sin søn, og knægten luntede af sted ; han luntede, han stavrede af sted hen over lysningen og langs hedens rand med et ærligt grin om sin spaltede læbe. Sådan forlod han sit hjem, og aftensolen skinnede så sørgeligt. JUHANI: C’est ainsi qu’elle parla, et son fils s’en alla en sautillant ; il flâna dans les friches, il gambada dans les prairies, il folâtra, la lèvre fendue par une grimace innocente. Voilà comment il quitta son gîte, et le soleil du soir brillait tristement. 05030
Bottom
05031
Top
EERO: Det var hare-jussi! EERO: C’était Jean Lapin. 05031
Bottom
05032
Top
JUHANI: Nå, ja, lad det nu være. - Sådan forlod han sit hjem og således forlader vi også vort. Farvel, hjem! Nu kunne jeg kysse din trappe og din mødding! JUHANI: Soit, qu’importe ! C’est ainsi qu’il abandonna son gîte, et c’est ainsi que nous partons aussi. Adieu, maison natale ! Ton seuil, ton tas de fumier, je voudrais les embrasser à présent ! 05032
Bottom
05033
Top
AAPO: Ja, min broder. Men lad os prøve på at jage denne dysterhed bort fra vort sind. Vi står snart midt i det strenge slid og slæb; snart brager træstammerne, økserne smælder, og oppe på Impivaara-heden, midt i skovenes dyb, rejser sig et prægtigt hus imod himlen. Se: vi vandrer jo allerede i den barske ødemark, i granernes sus. AAPO: Oui, frère. Mais essayons de chasser cette mélancolie. Nous aurons bientôt à accomplir un travail et une tâche ardue, bientôt les troncs craqueront, les haches retentiront, et une superbe maison se dressera vers le ciel sur la prairie d’Impivaara, au sein des forêts sauvages. Voyez, nous traversons déjà les grands bois, accompagnés par le murmure des sapins. 05033
Bottom
05034
Top
Sådan snakkede de sammen, mens de vandrede gennem den dystre skov. Men efterhånden steg terrænet, og deres vej bugtede sig op til et højtliggende, skovbevokset område, der blev kaldt for Teerimäki. Her og dér så man mosgroede klippetoppe, der af form lignede kæmpernes gravhøje, og som var omgivet af lave, rodfyldte graner, der susede i vinden. Vognen og den gamle Valkos bove rystede voldsomt på den stenede vej, hvor øjet mange steder knap nok kunne skimte de forrige hjulspor. Vejen gik op over åsen, for bundløse sumpe bredte sig til begge sider. Men brødrene gjorde også selv deres bedste for at gøre læsset lettere for det gamle, enøjede trækdyr. Til sidst nåede de op på bakketoppen, lod Valko puste lidt ud og stirrede ned på verdens åbne vidder. Deres øjne skuede fjerne byer, enge, marker, blånende søer og mod vest, i skovens kant, kirkens knejsende tårn. Men mod syd, på en bakkeskråning, skimtede man Jukola-gård som et tabt lykkens land; og længselsfulde tanker fyldte påny brødrenes bryst. Men omsider vendte de blikket mod nord ; og dér så man det høje Impivaara, de stejle skråninger, dets mørke kløfter og de skæggede, storm-forrevne graner, der stod på bjergets sider. Men ved bjergets fod så de en smuk rydning, fuld af stubbe; deres kommende boplads; og neden for rydningen en skov, der kunne forsyne dem med solide stammer til deres hus. Alt dette så de; de så den klare Ilves-sø mellem fyrretræerne; og hvordan den strålende sol, der var ved at gå ned, lyste fra bjergets nordvestlige skrænt; og håbets herlige glimt blinkede i deres øjne og fik påny deres bryst til at svulme. C’est ainsi qu’ils s’entretenaient au cours de leur marche à travers la sombre forêt. Peu à peu, le terrain s’éleva et le chemin se mit à serpenter vers un haut plateau boisé, appelé Teerimäki. On apercevait ici et là des langues de rocher couvertes de mousse, semblables à des dalles funéraires de géants, autour desquelles bruissaient des pins bas et trapus. Le sol rocailleux secouait fortement le char et les épaules du cheval, et par endroits l’œil pouvait à peine distinguer les vieilles ornières. Le chemin longeait la crête, car des deux côtés de la colline s’étalaient des marais sans fond. Les frères faisaient tout leur possible pour alléger les peines de leur cheval borgne. Ils atteignirent enfin le sommet, laissant Valko souffler un moment, et contemplèrent les plaines du monde au-dessous d’eux. Leurs yeux apercevaient des villages lointains, des prairies, des champs, des lacs bleuissants et, à la lisière ouest des forêts, la haute tour de l’église. Au sud, la ferme de Jukola brillait au flanc d’un coteau comme un paradis perdu, et des pensées mélancoliques envahirent de nouveau le cœur des frères. Mais ils détournèrent enfin leurs regards vers le nord et les posèrent sur le haut Impivaara, sa pente brusquement inclinée, les cavernes sinistres et les pins barbus, déchiquetés par les tempêtes, qui hérissent les parois de la montagne. Au pied de celle-ci, ils discernèrent une prairie agréable, parsemée de souches, leur future résidence, et au-dessous, une forêt marécageuse qui leur fournirait des troncs élancés pour construire leur maison. Ils virent tout cela, ils virent entre les pins le lac clair d’Ilvesjârvi et le soleil éclatant qui dorait en se couchant la face nord-ouest du mont ; et l’espoir étincela alors dans leurs yeux comme un joyeux éclair et souleva leur poitrine. 05034
Bottom
05035
Top
Derfra gik de nu videre og begyndte, med stadig større fart, at skynde sig hen mod deres nye hjem. Terrænet sænkede sig, og de kom til fyrretræernes søjlerække på heden, dér, hvor den gungrende jord skiftevis var dækket af lyng, tyttebær-ris og visnende stargræs. Så kom de til en sandet, anlagt vej, der førte fra Viertola herregård og til kirken; den krydsede de og fulgte deres egen skovvej, der gik op over hede-åsen. Ils se remirent en route et, pressant le pas, se hâtèrent vers leur nouvelle demeure. La colline s’abaissait et ils avançaient sous la colonnade des grands pins où la bruyère, les airelles et les herbes sèches cachaient alternativement le sol résonnant. Ils débouchèrent sur une route sablonneuse, bien entretenue, qui conduisait de la ferme de Viertola à l’église ; ils la coupèrent, continuant leur chemin qui suivait le dos de la colline. 05035
Bottom
05036
Top
AAPO: Her er den hede, hvor, efter hvad gamle folk fortæller, slangernes retssal lå engang i svundne tider. Dér sad som dommer deres konge, den yderst sjældent-sete, hvide slange med en umådelig kostbar krone på sit hoved. Men engang røvede en dristig rytter denne krone fra dem, efter hvad sagnet fortæller. AAPO: Tässä on nummi, jossa, niinkuin vanhat ihmiset juttelee, ennen muinoin oli kärmeitten keräjäsali. Tuomarina siinä istui heidän kuninkaansa, tuo ankaran harvoin näkyvä valkea kärme, päässä verrattoman kallis kruunu. Mutta ryöväsipä tämän kruunun heiltä eräs rohkea ratsastaja, niinkuin tarina kertoilee. 05036
Bottom
05037
Top
Og Aapo fortalte dem følgende sagn, da de vandrede langs hede-åsen og ned mod den øde Sompio-sump. Der kom altså en rytter, og på heden så han slangernes konge, der havde en skinnende krone på hovedet. Han red hen imod ham, snappede kronen fra kongens hoved med spidsen af sit sværd, sporede sin hest og stormede af sted med sin kostbarhed som båret af blæsten og skyerne. Men slangerne var heller ikke sene i vendingen; de begyndte straks, rasende, at forfølge den frække røver. De ilede susende af sted, rullet sammen i ringe, og tusind tøndebånd snurrede af sted i rytterens spor som triller, kastet af drengene, når de leger på landevejen. De nåede snart rytteren, myldrede allerede tæt omkring hestens ben og hoppede op imod dens flanker; og manden var i stor fare. I sin nød kastede han sin hat ned til dem som lokkemad, og de sønderrev den straks i deres rasende vrede. Men dette kneb hjalp ikke manden ret længe; snart ruller slangerne påny i hans spor, og vejens sand hvirvler højt i vejret. Stadig heftigere sporede helten sin stønnende hest ; blodet løb som en strøm fra den prægtige hests sønderrevne flanker, og skummende fråde sprøjtede ud af dens mund. Rytteren flygtede ind i skoven, men den hindrede ikke hans fjenders fart. Han nåede en flod, med et plask red han ud i dens strømhvirvler, og hingsten førte ham hurtigt over den. Slangerne nåede også floden og styrtede sig, med mange vandfalds larm, i bølgernes skød og svømmede over den med stormens hast; og det hvide skum stod højt i vejret. Manden red videre, stadig forfulgt af slangernes rasende skare. Et stykke vej forude så han en heftigt-blussende svedjebrand, og nu sporede han sin hest hen imod ilden; og idet han hyllede sig i sin kappe, der var blevet våd af flodbadet, styrtede han sig ind i luernes favn, men slangerne opgav ikke cl øjeblik forfølgelsen. Sådan stormer himlens ridende helt gennem guldskyerne. Endnu en gang satte han sporerne i hestens Hanker, og endnu en gang fløj han fremad, men så styrtede den prustende hingst og glemte for bestandig livets hellige strid. Men manden stod nu i fri luft, frelst fra ilden og sine frygtelige fjender, for ilden havde brændt slangernes utallige skare. Dér stod nu helten med et jublende blik og den vidunderlige skat i hånden. Ja kertoi heille Aapo seuraavan tarinan, heidän kulkeissansa pitkin nummen harjua alas kohden autiota Sompiosuota. Tuli eräs ratsastaja ja näki nummella kärmeitten kuninkaan, jolla oli kimmeltävä kruunu päässä. Hän ratsasti häntä kohden, noukkasi miekkansa kärjellä kruunun kuninkaan päästä, kannusti hevostansa ja kirmasi kalleuksinensa pois kuin tuulissa ja pilvissä. Mutta eivät olleet kärmeetkään myöhäisiä, vaan läksivät kohta kiukkuisesti vainoomaan julkeata ryöväriä. He kiitivät suhinalla päin, kierrettyinä rengoiksi, ja tuhannen kurraa pyöri silloin ratsastajan jäljissä kuin kiekko maantiellä poikien heittämänä pyörii. Pian saavuttivat he ratsastajan, parveilivat jo tiuhasti hevosen jaloissa, loiskeilivat sen lautasille ylös, ja suuri oli miehen vaara. Ja hädissään viskasi hän heille hattunsakin syötiksi alas, jonka he paikalla repivät kappaleiksi ja söivät vihansa vimmassa. Mutta miestä ei auttanut kauan tämä keino, pianpa kärmeet kiiriskelee hänen jäljissänsä taas ja santa kiertoilee korkealle tieltä. Ja yhä kiivaammin kannusti uros huohoittavaa hevostansa; virtana juoksi veri uhkean orhin rikkiviilletyistä kyljistä, ja suusta roiskahteli sohiseva vahto. Ratsastaja pakeni metsään, mutta metsä ei estänyt hänen vihollistensa juoksua. Tuli virta vastaan, ja kohahtaen ratsasti hän sen kierroksiin ja veipä orhi hänen nopeasti sen ylitse. Tuli virta kärmeillekin vastaan, ja monen kosken pauhinalla he syöksivät itsensä lainetten kohtuun, uivat myrskyn vauhdilla sen ylitse: ja korkealle nousi valkea kuohu. Mies ratsasti yhä eteenpäin, ja yhä vainosi häntä kärmetten villitty joukko. Näki hän matkan päässä hurjasti palavan kasken, ja kohden tulta hän nyt kannusti hevosensa, ja, kietoen itsensä virran kylvyssä läpikastettuun kauhtanaansa, rynkäsi hän liekkien helmaan, vaan kärmeet eivät vilaustakaan viipyneet häntä seuraamasta. Niinpä taivaan ratsastava sankari kultapilvien halki kiitää. Kerran vielä iski hän kannukset orhinsa kupeisin ja kerran vielä hän kirmasi eteenpäin, sitten kaatui pyrskivä orhi, unohtaen ainiaaksi elon kuuman leikin. Mutta vapaassa ilmassa seisoi mies, pelastettuna tulesta ja hirmuisista vihamiehistänsä; tulihan oli polttanut kärmeitten lukemattoman lauman. Siinä sankari seisoi riemuitsevalla katsannolla, kädessä ihmeellinen kalleus. 05037
Bottom
05038
Top
AAPO: Det var sagnet om den hvide slanges krone, her på T eerimåki-heden. AAPO: Se oli tarina valkean kärmeen kruunusta Teerimäen nummella tässä. 05038
Bottom
05039
Top
JUHANI: Et prægtigt sagn og en endnu prægtigere mand, der snappede kronen fra slangens hovedbog til sidst selv fik den i eje. En vidunderlig mand! JUHANI: Uhkea tarina ja vielä uhkeampi mies, joka tempasi kruunun kärmeen päästä ja kilvoitti sen viimein omaksensa. Potra mies! 05039
Bottom
05040
Top
TIMO: Kun få mennesker ser den slange her, men den, der ser den, bliver vældig klog, efter hvad gamle folk siger. TIMO: Harvapas mies täällä näkee tämän kärmeen, mutta se, joka hänen näkee, tulee verrattoman viisaaksi, niinkuin vanhat ihmiset sanoo. 05040
Bottom
05041
Top
JUHANI: Man siger også: den, der ved forårstid, inden gøgen er begyndt at kukke, får fat i denne dommer-slange, koger den og spiser den, han forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der senere vil ske ham. JUHANI: Sanotaanpa myöskin: joka keväällä ennen käen kukkumista tämän tuomarikärmeen käsittää, sen keittää ja syö, hän ymmärtää korpin puheen, josta hän saa tiedon mitä hänelle siitälähin on tapahtuva. 05041
Bottom
05042
Top
EERO: Man siger også således: den, der ved forårstid, efter at gøgen har kukket, gør alt det dér, den mand forstår ravnens sprog, og på den måde får han at vide, hvad der er hændt ham forinden. EERO: Sanotaanpa vielä niinkin: joka keväällä jälkeen käen kukkumisen tekee kaiken tämän, se mies ymmärtää korpin puheen, josta hän saa tiedon mitä hänelle sitä-ennen on tapahtunut. 05042
Bottom
05043
Top
JUHANI: Ak, brorlil, hvor snakkede du dog dumt! Som om ikke enhver vidste det uden at spise så meget som en bid slangekød? Se, nu viste Eero endelig, hvad han egentlig er værd med hensyn til hjerne; en dum vædder. »Han får at vide, hvad der er sket ham forinden«. Kan denne tanke stamme fra en mands hjerne? Ak, du, din sølle knægt! JUHANI: Voi, veikkoseni, kuinka tyhmästi nyt haastelit! Eikö tiedä sitä joka mies syömättä murenaakaan kärmeen lihaa? Kas nytpä Eero vasta näytti minä miehenä hän järkensä puolesta oikeammiten käy, tyhmänä pässinä. »Hän saa tiedon mitä hänelle sitä-ennen on tapahtunut». Onko tämä aatos kotoisin miehen päästä? Voi sinua poika-parkaa! 05043
Bottom
05044
Top
AAPO: Bryd dig ikke om det, Juho. Enten sagde han en dumhed, eller også vendte og drejede han sine ord drilagtigt som sædvanlig; men hvordan det så end forholder sig, så fremsatte han i hvert fald en bemærkelsesværdig tanke for os. Lad os prøve på at granske hans udtalelser, og jeg tror næsten, vi kan fiske nogen visdom ud af dem. At vide, hvad der er sket, det er, set fra et vist synspunkt, en stor visdom. Hvis du klogt overvejer om en sæd, sået i svundne dage, har båret gavnlige eller skadelige frugter og indretter dit liv, dit arbejde og dit slid derefter, så er du en klog mand. Hvis vore øjne også var blevet åbnet noget før, så tror jeg næppe, vi nu traskede af sted her som udvandrere. AAPO: Äläs mitään, Juho. Hän joko haasteli tyhmyydestä tai konstaili ja koukisteli hän taas; kuinka hyväänsä, mutta kummassakin kohdassa viskasi hän eteemme merkittävän aatoksen. Koettakaamme tarkastella hänen lausettansa, ja luulenpa taitavamme onkia siitä jotakin viisautta. Tietää mitä on tapahtunut, sehän on, eräältä kannalta katsoen, viisaus suuri. Jos visusti harkitset mikä kylvö menneistä päivistä saattoi hyödyllisiä, mikä vahingollisia hedelmiä, ja sen mukaan asetat elämäsi, työs ja toimes, niin oletpa viisas mies. Jospa meidänkin silmämme ennemmin olisivat auenneet, niin luulenpa ettemme näin nyt kahnusteliskaan siirtolaisina tässä. 05044
Bottom
05045
Top
JUHANI: Som ulveunger under åben himmel. Men gjort er gjort. JUHANI: Tässä kuin sudenpoikaset ilmi-taivaan alla. Mutta tehty on tehty. 05045
Bottom
05046
Top
TUOMAS: Det, vi mistede i Jukola, det tager vi igen på Impivaara-heden. - Herhen, hele brødreflokken og lad hver mand slå kløerne i læsset og hjælpe vor Valko, så længe sumpen varer. Herhen, alle mand! Vognhjulene synker jo et helt spænd ned i den sumpede jord. TUOMAS: Mitä Jukolassa kadotimme, sen kieppaamme takaisin Impivaaran aholla.--Tänne koko velisarja, ja iskeköön kyntensä kuormaan joka mies, auttaen Valkoamme niinkauan kuin suota kestää. Tänne kaikki! Vaipuuhan vankkurien pyörä vaaksan syvältä mutaiseen maahan. 05046
Bottom
05047
Top
Mens de snakkede således sammen, var de vandret ned fra heden, var gået over Seunala-Mattis vidtstrakte lysning, derefter gennem en tæt granskov og stod nu ved kanten af Sompio-mosen. Dyster så denne mose ud; på dens overflade vekslede mudrede, sumpede huller med mostuer og klynger af tranebær; her og dér stod en lavstammet, halvvisnet birk, der nikkede sørgmodigt med hovedet i aftenvinden. Men i midten var mosen smallest, og dér var jorden mest fast og hård. Dér stod nogle små, mosklædte fyrretræer, og på tuerne groede buske af mørkegrøn, stærkt-duftende pors. Over denne strækning løb en ussel vej til mosens anden bred, hvor den mørke skov begyndte igen. Brødrene gik nu over mosen ad denne vej. Nogle af dem trak i skaglerne ved Valkos side, mens andre skubbede bag på vognen. Endelig, om end med besvær, nåede de den anden side af mosen og gik nu atter på tør grund, langs skovens rodfyldte vej, der havde en længde på henved fem hundrede skridt. Men til sidst lyste det stubbede svedjelands åbning foran dem, og de stod på det udvalgte sted, neden for bjerget med de mange huler. Tout en conversant, ils étaient descendus de la colline, avaient traversé la vaste prairie de Matti de Seunala, puis un épais fourré de jeunes sapins, et se trouvaient au bord du marais de Sompio. Ce marécage avait un aspect sinistre ; sur sa surface alternaient des mares fangeuses, des îlots moussus où mûrissent les canneberges ; ici et là, un bouleau bas et chétif inclinait tristement la tête sous le vent du soir. A son centre, le marais se rétrécissait, et le sol y était aussi plus dur et plus solide. I,à poussaient des pins nains vêtus de mousse, et sur les îlots il y avait des buissons de romarin vert foncé, fortement odorants. Sur cette mince bande de terre, un chemin pénible conduisait à l’autre rive où recommençaient les bois sombres. — Les frères suivent à présent cette voie à travers le marais. Les uns tirent aux limons à côté de Valko, les autres poussent la charrette par derrière. Finalement, après bien des efforts, ils atteignent le bord du marécage et s’avancent de nouveau sur terre ferme à travers bois, par un sentier coupé de racines et qui n’a guère que cinq cents pas. Et alors la prairie parsemée de souches brille devant eux, ils sont parvenus à la place choisie, au pied du mont caverneux. 05047
Bottom
05048
Top
Her havde forhen brødrenes bedstefar, en storartet slider, dyrket svedjeland og ladet røgen stige til vejrs fra vældige kulmiler. Han havde fældet og brændt mange stykker svedjeland omkring dette bjerg; med sin risharve harvet mangen en sort, tilsået mark og til sidst bjærget de korn-tunge aks i sin lade. Ruinen i kanten af lysningen viste endnu det sted, hvor hans skov-lade havde stået, og hvorfra han straks havde hjembragt den færdige sæd, mens han lod strået og avnerne ligge i vente på vinterføre. Men et stykke fra ladens ruiner, på grænsen mellem lysningen og skoven, ses milens mørke bund, en vældig stor mile, hvor han brændte klingende trækul af svedjelandets afbarkede stammer. Således havde Jukolas forrige, statelige husbond slidt og slæbt her, under mangen en brændende sol og tørret mangen en perlende sveddråbe af sin pande. Men om natten hvilede han i sin hytte med græstørvstaget og holdt vagt ved milen ; og denne hytte havde brødrene nu valgt til deres foreløbige boplads. C’est là que jadis leur grand-père, célèbre défricheur, avait écobué des bois et calciné d’imposantes charbonnières. Il avait déboisé et essarté bien des terrains autour de la montagne, travaillé à la herse la terre noire, fait les semailles et recueilli enfin dans sa grange de lourdes gerbes de froment. Un monceau de décombres à la limite de la prairie indiquait encore l’emplacement du battoir, d’où il emportait tout de suite chez lui les sacs de blé, laissant la paille et la balle pour les charrois d’hiver sur la neige. Non loin de là, à l’orée de la forêt, on apercevait le trou noir d’une énorme fosse où il avait transformé en charbon pétillant les troncs abattus. L’ancien et vigoureux maître de Jukola avait ainsi travaillé et trimé dans ce lieu pendant bien des chaudes journées, essuyant souvent les perles de sueur sur son front. La nuit, il se reposait dans un abri au toit de gazon pour surveiller sa charbonnière ; c’est précisément dans cette hutte que les frères allaient provisoirement élire domicile. 05048
Bottom
05049
Top
Vidtstrakt er det stubfyldte svedjeland, men dit øje ser næppe ud over dets rand; for mod øst, syd og vest hindrer skovene dit udsyn og mod nord et højt bjerg. Men hvis du går op på toppen af dette bjerg, der er bevokset med nogle spredte graner, så når dit blik fjernt ud, i alle retninger. Mod syd ser du først, lige under dine fødder, det omtalte, svagt-skrånende svedjeland, lidt længere borte den dystre skov; bag ved den igen Sompio-mosen; og dér i horisonten hæver sig det matblånende Teerimäki. Mod nord sænker bjerget sig omsider, og på dets skrånende flade, der tidligere også blev brugt som svedjeland, står en ung og tæt birkeskov, på hvis græsløse stier urfuglene hopper, og jærperne fløjter så sørgmodigt. Mod øst ses en jævn hedestrækning med fyrreskove; mod vest et knudret stykke land med mos-groede sten; og hist og her, på den mosgrønne ås, et lavt, men tæt og kraftigt fyrretræ. Bag fyrretræerne glimter den klare og fiskerige Ilvesjärvi, i en afstand på henved tusind skridt fra lysningen. Men andet ser du næppe, hvor langt du end skuer. Skovenes mørke hav blåner omkring dig I il alle sider. Du ser dog endnu det mat-blå skær af Viertola herregård i nordøst og langt borte, ved den nord-vestlige himmelrand, kirkens grå spir. Sådan var den egn og de omgivelser, som Jukola-brødrene havde valgt til deres boplads. La prairie parsemée de souches est spacieuse, mais l’œil ne peut voir au delà : à l’est, à l’ouest et au sud, des forêts la cernent, et au nord, une haute montagne. Mais si vous gagnez le sommet couronné de rares sapins, votre vue pourra se porter au loin dans toutes les directions. Vers le sud, vous verrez d’abord à vos pieds la prairie doucement inclinée, puis des bois noirs et plus au fond le marais de Sompio ; là-bas à l’horizon se dresse la colline bleu pâle de Teerimäki. Au nord, la montagne s’abaisse lentement et sa pente, qui jadis fut aussi essartée et cultivée, est couverte par un bois de bouleaux jeune et épais, où sautillent les coqs de bruyère et où les géli-nottes sifflent d’une voix plaintive sur les sentiers sans herbe. A l’est s’étend une vaste et plate forêt de pins, et à l’ouest un terrain raboteux, avec des rochers moussus et ici et là, sur une éminence tapissée de lichens, un pin bas, mais large et touffu. Derrière les arbres luit le lac d'Ilvesjärvi, clair et poissonneux, à quelque mille pas dis la prairie. Aussi loin que porte la vue, vous n’apercevez guère que des forêts dont la mer sombre déferle iln toute part vers vous. On peut à la vérité discerner au nord-ouest le contour imprécis de la ferme de Viertola, et liicn loin, au nord-ouest, au bord du ciel, la tour grise de l'église. Tel est l’aspect de la contrée où ont décidé de transporter leurs pénates. 05049
Bottom
05050
Top
Men denne aften havde brødrene slået sig ned i nærheden af kulsvierhytten, havde løst den trætte Valko fra skaglerne og gennet den på græs med en klokke omkring halsen; og af stubbe og tørre grene havde de tændt et muntert bål på svedjen. Dér stegte Simeoni sild, roer og kød til det fælles aftensmåltid, og de andre baksede omkring vognen, ryddede læsset og bar mange slags redskaber og sager til deres bestemte pladser. Men da det var gjort, og maden var parat, satte de sig ned for at spise, på det aftenmørknende svedje-land; og solen var sunket ned bag bjerget. Ce premier soir, ils se sont installés près de la hutte île charbonnier ; ils ont dételé Valko fourbu, l’ont lâché, line cloche au cou, pour qu’il pâture, et ont allumé sur la prairie un joyeux feu de bois mort et de branches. Simeoni fait frire du poisson salé, des raves et de la viande de bœuf pour le souper commun, et les autres s’activent autour du char, déchargeant chaque objet et chaque ustensile et les mettant à leur place. Quand tout est terminé et que le repas est prêt, ils s’asseyent dans l’herbe pour manger à la lueur du soir ; et le soleil a déjà disparu derrière la montagne. 05050
Bottom
05051
Top
SIMEONI: Dette er således det første måltid i vort nye hjem, og måtte det bringe lykke og Guds fred også over vore andre måltider her. SIMEONI: Voici notre premier repas dans cette nouvelle place ; puisse-t-il nous apporter le bonheur et la paix de Dieu pour tous nos autres repas ! 05051
Bottom
05052
Top
JUHANI: Lykke, ja, lad en herlig lykke være vor eneste kammerat her, i alle de gøremål og arbejder, som vore fingre kan udrette. JUHANI: Que le bonheur, un plantureux bonheur, soit notre seul compagnon dans toutes nos entreprises et dans les travaux que nos mains exécuteront ! 05052
Bottom
05053
Top
AAPO: Jeg ville gerne fremsætte et vigtigt forslag. AAPO: Je voudrais exprimer une idée importante. 05053
Bottom
05054
Top
JUHANI: Så lad det slippe ud fra din inderste hjertekrog. JUHANI: Eh bien, ouvre-lui l’enclos de ton cœur. 05054
Bottom
05055
Top
AAPO: En krop uden hoved, det duer ikke, siger jeg. AAPO: Un corps sans tête, ça ne vaut rien, c’est mon opinion. 05055
Bottom
05056
Top
JUHANI: Nej, den render imod væggen som en hovedlos lione. JUHANI: Il se cogne contre les murs comme une poule décapitée. 05056
Bottom
05057
Top
TIMO: Den behøver ikke at være hovedløs; hvis den bare bliver skør i hovedet, så basker den sådan og sådan, hid og did og hid og did. Det gjorde Fyrreskovs-konens høns ofte, og så sagde den gamle, at der fløj troldpile i luften. TIMO: Et même avec sa tête ; dès qu’une poule a le diable au corps, elle se met à voleter de ci de là, comme ça, regarde. Ça arrivait souvent aux poules de la Vieille de Männistö, et alors elle disait que des flèches enchantées volaient dans l’air. 05057
Bottom
05058
Top
JUHANI: Ud med det, tøm din mund, Aapo. JUHANI: Mais vide donc ton sac, Aapo. 05058
Bottom
05059
Top
AAPO: Jeg har denne tanke i min hjerne: hvis vi skal udrette noget her og gøre det rigtigt, så bør en af os altid være første mand, lede vore diskussioner og ordne vore stridigheder. Kort sagt: der bør være en, hvis stemme er afgørende, for ordenens skyld. AAPO: Voici le projet que j’ai conçu: Si nous voulons faire quelque chose d’honorable ici, il faut qu’un de nous soit toujours le chef, le président de nos délibérations, l’arbitre de nos disputes. Bref, il faut quelqu’un dont la voix domine, pour assurer l’ordre. 05059
Bottom
05060
Top
JUHANI: Jeg er den ældste her. JUHANI: C’est moi qui suis l’aîné. 05060
Bottom
05061
Top
AAPO: Du er den første i Jukolas flok, og du har således også den førstes ret. AAPO: Tu es le premier né des frères de Jukola, et ses droits t’appartiennent aussi. 05061
Bottom
05062
Top
JUHANI: Jeg er den første mand i rækken, og jeg forstår at kræve lydighed afjer. Men vil I også adlyde? JUHANI: Je suis le chef de file, et je saurai bien exiger de vous la soumission. Si seulement vous vouliez obéir I 05062
Bottom
05063
Top
AAPO: Det er ret og rimeligt. Men vi må alligevel altid lytte til det, enhver har at sige, i fælles anliggender. AAPO: C’est juste et naturel. Mais dans les affaires communes, on devra pourtant toujours prendre l’avis de chacun. 05063
Bottom
05064
Top
JUHANI: Særlig dine råd vender jeg altid og gerne mit øre til. Men jeg er den første. JUHANI: Je prêterai toujours volontiers l’oreille aux conseils, aux liens surtout. Mais je suis le premier. 05064
Bottom
05065
Top
AAPO: Rigtigt! Men hvilken straf skal vi fastsætte for den, der viser opsætsighed, og som uhjælpeligt gør modstand ? AAPO: Certes. Mais quel châtiment infliger à celui qui se montrera indiscipliné et qui persistera à faire la mauvaise tête ? 05065
Bottom
05066
Top
JUHANI: Ham stopper jeg ind i den dér klippehule og bærer en dynge sten på ti lispund derhen og sætter bom for hulens gab. Dér kan han så sidde en dag eller to, efter hvad sagen og omstændighederne kræver. Ja, ja, dér kan han sidde og suge på labben og tænke på det, der tjener til hans fred. JUHANI: Je le fourrerai dans une caverne de la montagne et entasserai des pierres de deux quintaux pour boucher l’entrée. Il y restera un jour ou deux, selon les faits et les circonstances. Oui, oui, il s’y rongera les poings en réfléchissant aux choses qui lui vaudront la paix. 05066
Bottom
05067
Top
LAURI: Jeg går ikke med til den bestemmelse. LAURI: Moi, je n’approuve pas cette proposition. 05067
Bottom
05068
Top
TUOMAS: Jeg heller ikke. TUOMAS: Moi non plus. 05068
Bottom
05069
Top
TIMO: Er jeg en kind-stribet grævling, der bor i bjergets klamme hule ? Langt fra. TIMO: Suis-je donc un blaireau aux bajoues rayées dont la bauge est une grotte moisie ? Pas de ça ! 05069
Bottom
05070
Top
JUHANI: I begynder at gøre oprør? JUHANI: Vous commencez déjà à vous révolter ? 05070
Bottom
05071
Top
TUOMAS: Denstraffeparagraf, den duer ikke, duer slet ikke. TUOMAS: Ce système de punition ne va pas, mais pas du tout. 05071
Bottom
05072
Top
TIMO: »Det rimer ikke«, siger ordsproget. Jeg er ikke nogen grævling og ikke noget vildsvin. TIMO: « Ça ne va pas, ça ne va pas », dit la chanson. Je ne suis ni un blaireau, ni un taisson. 05072
Bottom
05073
Top
JUHANI: Opfør dig derfor akid ordentligt og anstændigt, så du undgår min vredes straffende skræk. JUHANI: Eh bien, tu n’auras qu'à te conduire sagement et convenablement pour éviter l’horrible châtiment de ma colère. 05073
Bottom
05074
Top
TIMO: Men jeg er hverken nogen grævling eller ulv. Hej, hej! Jeg er heller ikke nogen bjørn eller rotte! Skam dig lidt. »Skammen er hans«, sagde Jaakkola-Frans.« Haha! TIMO: Mais je ne suis ni un blaireau, ni un loup, héhé ! Pas même un ours et encore moins un rat. Tu devrais avoir honte. « Ça fait honte à la vergogne, dit le pasteur à l’ivrogne. » Héhé ! 05074
Bottom
05075
Top
AAPO: Tillader man, at jeg siger et ord? AAPO: M’est-il permis de prendre la parole? 05075
Bottom
05076
Top
JUHANI: Gerne. Hvad vil du sige? JUHANI: Volontiers. Qu’as-tu à dire ? 05076
Bottom
05077
Top
AAPO: At jeg heller ikke billiger den straffeparagraf, som du vil anvende iblandt os; jeg mener, den er alt for streng og vilddyrsagtig mellem brødre. AAPO: Etten kiltaa minäkään tuota rangaistus-parakraaffia, jonka tahtoisit käytettäväksi välillemme asettaa, vaan katsonpa sen veljesten keskenä liian törkeäksi, pedolliseksi. 05077
Bottom
05078
Top
JUHANI: Hvad, du billiger den ikke? Billiger den ikke? Billiger den virkelig ikke? Sig så en klogere paragraf, eftersom jeg aldrig nogensinde forstår, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. JUHANI: Vai et kiltaa? Etkö kiltaa? Etkö totisesti kiltaa? Sanoppas sitten viisaampi parakraaffi, koska minä en milloinkaan käsitä mikä on oikein, mikä väärin. 05078
Bottom
05079
Top
AAPO: Det har jeg ikke sagt. AAPO: Sitä en sano. 05079
Bottom
05080
Top
JUHANI: Sig så den nye paragraf, som kan billiges, du Jukolas vismand. JUHANI: Sanoppas se uusi, kiilattava parakraaffi, sinä Jukolan tietäjä. 05080
Bottom
05081
Top
AAPO: Langtfra nogen vismand. Men dette . . . AAPO: Kaukana tietäjän arvosta. Mutta tämä... 05081
Bottom
05082
Top
JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! 05082
Bottom
05083
Top
AAPO: Tämähän on... AAPO: Tämähän on... 05083
Bottom
05084
Top
JUHANI: Paragraffen, paragraffen! Kom med den vise paragraf! JUHANI: Parakraaffi, parakraaffi! Sanoppas se viisas parakraaffi! 05084
Bottom
05085
Top
AAPO: Er du forrykt? Du hyler jo, som sad du dér med ild i bukserne. Hvorfor skriger du og rokker med hovedet som en ugle? AAPO: Oletko hullu? Huutelethan tuossa kuin istuisit tulisissa housuissa. Miksi kirkut ja keikuttelet päätäs kuin tarhapöllö? 05085
Bottom
05086
Top
JUHANI: Paragraffen, hyler jeg heftigt. Den splinternye og gamle, vise paragraf! Sig den, og jeg lytter stumt til dig som skallen på frøens kvækken. JUHANI: Parakraaffi! huudan minä huikeasti. Se ihka uusi ja vanha, viisas parakraaffi! Sanoppas se, ja minä kuultelen äänetönnä kuin särki sammakon motkotusta. 05086
Bottom
05087
Top
AAPO: Således er min mening om sagen: den, der foragter råd og anvisninger; som altid gør fortræd og sår tvedragtens frø iblandt os, han skal udstødes af vort forbund og forvises, langt bort. AAPO: Que je n’approuve pas non plus le châtiment que tu voudrais instituer parmi nous, mais que je l’estime trop brutal et trop bestial entre frères. Voici mon projet : celui qui fera fi des conseils et des remontrances et se montrera moqueur et frondeur, semant parmi nous des germes de discorde, sera exclu de notre alliance et chassé loin d’ici. 05087
Bottom
05088
Top
TUOMAS: Lad det være bestemmelsen. TUOMAS: J’approuve. 05088
Bottom
05089
Top
LAURI: Det går jeg med til. LAURI: Je suis d’accord. 05089
Bottom
05090
Top
TIMO: Jeg også. TIMO: Moi aussi. 05090
Bottom
05091
Top
SIMEONI: Det går vi allcsammen med til, enstemmigt. SIMEONI: On est sûrement tous d’accord. 05091
Bottom
05092
Top
JUHANI: Hm! Så er det afgjort. Og glem ikke: enhver, der herefter føler trang til at gøre knuder, han får løbepasset i hånden, et spark bag i og - benene på nakken! - Hvilket arbejde skal vi tage fat på i morgen, I morianer? Jeg skal nok lære jer! JUHANI: Hum ! c’est donc décidé. Mais souve-nez-vous en bien : celui qui fera des embêtements, on lui mettra dans la main le passeport du lièvre, un coup de pied quelque part et il pourra décamper. — Eh bien, mes nègres ! quel travail allons-nous entamer demain ? Je saurai bien vous instruire. 05092
Bottom
05093
Top
AAPO: Han er åbenbart lidt gnaven, men det bør ikke spolere vort rolige og lyse sindelag, i denne aftenstund. AAPO: Hieman harmin vallassa; mutta eihän tuo nyt samenna meidän tyynettä ja kirkasta mieltämme tänä iltahetkenä. 05093
Bottom
05094
Top
JUHANI: Hvad skal vi begynde at slide med, når morgenen gryr? JUHANI: Mihin raatamiseen rupeemme koska päivä koittaa? 05094
Bottom
05095
Top
AAPO: Naturligvis bør vi først bygge vort hus. AAPO: C’est naturellement la construction de notre maison qui vient en premier lieu. 05095
Bottom
05096
Top
JUHANI: Det passer. Tidligt i morgen skal fire mand, med økseskaftet i næven, gå til hver sit hjørne, og disse fire mand skal være: mig selv, Tuomas, Simeoni og Aapo. De andre skal hugge stammerne til og rulle dem op til os. Og når huset og det lille fadebur er færdige, skal drengene straks begive sig af sted på jagt- og fisketure for at samle proviant. Husk det! JUHANI: Certainement. Demain de bonne heure, quatre hommes, la hache au poing, se mettront chacun à un angle de la bâtisse ; ces quatre seront : moi, Tuomas, Simeoni, Aapo. Les autres nous équarriront les troncs et les rouleront ici. Et dès que notre cabane et un petit grenier à vivres seront terminés, alors départ pour la chasse et pour la pêche afin de rassembler des provisions. Souvenez-vous en ! 05096
Bottom
05097
Top
Så afsluttede de endelig deres måltid og gik til ro i kulsvierhyttens læ. Natten kom, en skyet, men stille majnat. I ødemarken skreg uglen med sin hæse stemme, ænderne snadrede på Ilvesjårvi, og nu og da hørte man i det fjerne bjørnens skarpe fløjten. Ellers herskede der fred og dyb stilhed i naturen. Men søvnens fint-vingede gud følte ikke trang til at hilse på brødrene i deres græstørvshytte. De vendte sig tavse fra side til side og tænkte på verdens gang og livets ustadighed. Ils finirent alors leur repas et allèrent s’étendre dans la hutte. La nuit vint, nuageuse, une calme nuit de mai. Dans la forêt, la chouette criait de sa voix enrouée ; les canards caquetaient sur le lac d’Ilvesjârvi, et de temps en temps retentissait au loin le sifflement perçant de l’ours ; seuls ces bruits rompaient la paix et le profond silence qui régnaient sur la nature. Mais dans la hutte, le sommeil aux ailes fines ne voulait pas visiter les frères. Silencieux, se retournant tantôt d’un côté tantôt de l’autre, ils ruminaient sur le cours du monde et sur les vicissitudes de la vie. 05097
Bottom
05098
Top
AAPO: Efter hvad jeg formoder, har intet øje endnu lukket sig. AAPO: Je crois que personne n’a encore fermé l’oeil. 05098
Bottom
05099
Top
JUHANI: Timo sover allerede sødt, men vi andre, vi vrider og vender os som pølser i en kogende kedel. Hvorfor er vi så kvikke? JUHANI: Timo dort déjà gentiment ; mais nous autres, on se tord et se tortille comme des saucisses dans une marmite bouillante. Pourquoi sommes-nous si alertes ? 05099
Bottom
05100
Top
AAPO: Vort liv har i dag taget en brat vending. AAPO: Le chemin de notre vie a brusquement fait un coude aujourd’hui. 05100
Bottom
05101
Top
JUHANI: Og derfor er mit sind uroligt, meget uroligt. JUHANI: C’est pourquoi mon âme est inquiète, fort inquiète. 05101
Bottom
05102
Top
SIMEONI: Mit hjerte er dystert. Hvad er jeg ? En fortabt søn. SIMEONI: Et mon cœur est affligé. Que suis-je ? Un enfant prodigue. 05102
Bottom
05103
Top
JUHANI: Hm! Et får, der har forvildet sig i ørkenen. JUHANI: Hum ! une brebis égarée dans le désert. 05103
Bottom
05104
Top
SIMEONI: Således forlod vi vore naboer og kristne medmennesker. SIMEONI: On a quitté nos voisins et les chrétiens nos frères. 05104
Bottom
05105
Top
TUOMAS: Her er vi, og her bliver vi, så længe der er frisk kød i skoven. TUOMAS: On est ici et on y restera tant qu’il y aura de la viande fraîche dans les bois. 05105
Bottom
05106
Top
AAPO: Alt vil lykkes godt, hvis vi bestandig griber sagerne an med fornuftig omtanke. AAPO: Tout nous réussira, si nous agissons toujours avec bon sens. 05106
Bottom
05107
Top
SIMEONI: Uglen hyler derude i skoven, og dens skrig spår aldrig noget godt. Det varsler om ildebrande, blodige slagsmål og mord, efter hvad gamle folk siger. SIMEONI: Une chouette hurle là-bas dans le marais, et son cri ne présage rien de bon ; il annonce l’incendie, des luttes sanglantes et des crimes, à ce que disent les vieux. 05107
Bottom
05108
Top
TUOMAS: Det er dens bestilling at hyle i skoven, og det betyder ikke noget. TUOMAS: C’est son métier de crier dans les bois, et ça ne signifie rien. 05108
Bottom
05109
Top
EERO: Det her er en landsby, Impivaara gård, med tørv på taget. EERO: Mais il y a une habitation ici, la ferme d’Impivaara au toit de gazon. 05109
Bottom
05110
Top
SIMEONI: Men nu har spåmanden skiftet plads, nu hyler den deroppe på bjergets top. Og dér bad før i tiden, efter hvad sagnet fortæller, »den blege jomfru« om sine synders forladelse, bad hver eneste nat, både vinter og sommer. SIMEONI: Maintenant le prophète de malheur a changé de place, il hurle sur le sommet du mont. C’est là que jadis, selon la légende, la Vierge Blême implorait le pardon de ses péchés, priait chaque nuit, hiver comme été, que le chevalier vînt la délivrer du terrible ogre qui l’avait enfermée dans une grotte. 05110
Bottom
05111
Top
JUANI: Det var efter hende, dette bjerg fik navnet Impivaara, Jomfrubjerget. Jeg hørte engang det dér sagn som barn, men det meste af det er allerede gledet ud af min hukommelse. Broder Aapo, fortæl os det her, det vil forkorte den kedelige nat. JUHANI: Hänestäpä on tämä vuori saanut nimensä Impivaara. Kuulin kerran lapsena tuon tarinan, mutta onpa se jo enimmäksi haihtunut mielestäni. Veli Aapo, sinä juttele se meille tässä ikävän yömme vietteeksi. 05111
Bottom
05112
Top
AAPO: Timo snorker som en mand; men lad ham hvile i fred; jeg vil gerne fortælle jer sagnet. AAPO: Timo kuorsaa kuin mies; mutta maatkoon hän rauhassa; minä mielin teille kertoa tarinan. 05112
Bottom
05113
Top
Aapo fortalte nu sine brødre følgende sagn om den hvide jomfru: Seuraavan tarinan kalveasta immestä kertoi nyt Aapo veljillensä: 05113
Bottom
05114
Top
I dette bjergs huler boede i gamle dage en frygtelig trold, menneskenes skræk og død. To lyster og lidenskaber havde han her i livet: at se og gramse på sine skatte i grotternes dybeste skjul og at drikke menneskeblod, som han tørstede voldsomt efter. Men kun i ni skridts afstand fra bjerget havde han styrke til at udføre voldshandlinger, og derfor måtte han bruge list på sine togter. Han kunne forvandle sin krop til, hvad han ville; og man så ham vandre rundt på egnen, snart som en smuk yngling og snart som en dejlig jomfru; det kom an på, om han tørstede efter kvinde- eller mandsblod. Mange blev besejrede ved synet af hans sataniske skønhed, og mange måtte lade deres liv i troldens frygtelige huler. Således lokkede dette uhyre de ulykkelige ofre til sig. Asui muinoin tämän vuoren luolissa eräs hirmuinen peikko, ihmisten kauhistus ja surma. Kaksi oli hänellä elämän himoa ja hekumaa: katsella ja pidellä aarteitansa luolien syvissä kätköissä ja juoda ihmisen-verta, jota hän ankarasti janosi. Mutta ainoastaan yhdeksän askelta vuoresta oli hänellä voima väkivaltaiseen käytökseen, ja sentähden täytyi hänen harjoitella kavaluutta retkillänsä. Hän taisi muuttaa haamunsa miksi tahtoi; ja ympäri tienoita nähtiin hänen kuljeksivan milloin kauniina nuorukaisena, milloin ihanaisena impenä, aina sitä myöten kuin hän miehen tai naisen verta janosi. Monen voitti hänen katsantonsa helvetillinen ihanuus, moni sai henkensä heittää peikon kamoittavissa luolissa. Niin tämä hirviö vietteli luokseen onnettomat uhrinsa. 05114
Bottom
05115
Top
Det var en mild sommernat. På grønsværet sad en yngling og omfavnede sin elskede, en ung jomfru, der hvilede ved hans bryst som en blussende rose. Det var deres afskedsomfavnelse, thi den unge mand måtte rejse bort og skilles fra sin hjertensven for en tid. »Min kære jomfru«, således sagde ynglingen, »jeg drager bort fra dig, men næppe hundrede sole vil stå op og gå ned, før jeg træffer dig igen«. - Pigen svarede: »Den synkende sol skænker ikke sin verden så kærligt et afskedsblik, som jeg skænker min elskede, når han drager bort; og når den står op, stråler himlens ild ikke så herligt, som mine øjne stråler, når jeg atter iler dig i møde. Og alt det, den klare dag rummer af min sjæl, det er tanken på dig, og i mine drømmes dunkle verden vandrer jeg sammen med dig«. - Således var pigens ord, og ynglingen svarede: »Du talte vidunderligt, men hvorfor aner min sjæl uråd ? Min kære jomfru, lad os sværge hinanden evig troskab her under himlens åsyn«. Og de svor en hellig ed, svor den over for Gud og himlen, og skovene og bjergene lyttede åndeløst til deres ord. Men omsider, da morgenen gryede, favnede de hinanden for sidste gang og skiltes. Ynglingen ilede bort, men jomfruen vandrede længe alene omkring i skovens mørke og tænkte på sin smukke ven. Oli lempeä kesä-yö. Viherjällä nurmella istui eräs nuorukainen, syleillen lemmittyänsä, nuorta neitoa, joka hohtavana ruusuna lepäsi hänen rinnoillansa. Tämä oli heidän jäähyväis-syleilyksensä; sillä pois tuli pojan matkustaa ja erota ajaksi sydämensä ystävästä.--»Impeni», niin haasteli nuorukainen, »nyt lähden sinulta pois, mutta tuskin ehtii sata aurinkoa nousta ja laskea ennenkuin sun kohtaan taas».--Lausui neito: »eikä aurinko läskeissänsä heitä niin armasta jäähyväis-silmäystä maailmallensa, kuin minä mun kultaselleni koska hän poistuu, eikä noustessansa säteile niin ihanasti taivaan loimo, kuin säteilee mun silmäni, koska taasen kiirehdin sua vastaan. Ja mitä kirkkaan päivän pituuteen sielustani mahtuu, se on aatos sinusta, ja unieni himmeässä maailmassa käyskelen sun kanssas».--Niinpä neito; mutta taasen nuorukainen lausui: »Ihanasti haastelit; mutta miksi aavistaa mun sieluni pahaa? Impeni, nyt vannokaamme toinentoisellemme ijäinen uskollisuus tässä taivaan kasvoin alla». Ja he vannoivat pyhän valan, vannoivat Jumalan ja taivaan edessä, ja hengähtämättä kuultelivat heidän sanojansa metsät ja vuoret. Mutta viimein aamun koittaessa syleilivät he viimeisen kerran ja erosivat toinentoisestansa. Pois riensi nuorukainen, mutta kauan käyskeli neito yksin metsän hämärässä, muistellen kaunista kultastansa. 05115
Bottom
05116
Top
Da hun går således i dybet af den tætte granskov, hvad er det da for en vidunderlig skabning, der kommer imod hende ? Hun ser en ung mand, ædel som en fyrste og skon som denne gyldne morgenstund. Som en flamme skinner og stråler fjerbusken i hans hat. På hans skuldre hænger en kappe, blå som himlen og spraglet som himlen af skinnende stjerner. Hans livtrøje er hvid som sne, og om midjen har han et purpurrødt bælte. Han ser på jomfruen, og fra hans blik udstrømmer en flammende kærlighed, og himmelsk lyder hans stemme, da han siger til hende: »Frygt mig ikke, yndige mø, jeg er din ven og vil skænke dig en uendelig lykke, hvis jeg blot må favne dig én gang. Jeg er en mægtig mand, jeg har skatte og kostbare sten i umådelige mængder, og hvis jeg ville, kunne jeg købe hele denne verden. Bliv min elskede, jeg vil føre dig til et prægtigt slot og sætte dig ved min side på en strålende trone«. Således sagde han med besnærende stemme, og pigen stod dér, helt forbavset. Hun tænkte på den ed, hun lige havde svoret og vendte sig bort, men så vendte hun sig atter om imod manden, og en mærkelig forvirring greb hendes sind. Hun vendte sig, mens hun dækkede sit ansigt med hånden som for den blændende sol; hun vendte sig atter bort, men stirrede endnu en gang på den vidunderlige skikkelse. En stærk beundring strålede hende imøde, og pludselig sank pigen i favnen på den smukke fyrste. Men fyrsten ilede bort med sit bytte, der hvilede, ligesom i febervildelse, i hans favn. Over stejle bakker, gennem dybe dale gik de uafladeligt, og skoven blev stadig mørkere omkring dem. Jomfruens hjerte bankede uroligt, og angstens sved strømmede ned over hendes pande, thi omsider mærkede hun ligesom noget vild-dyragtigt, frygteligt i den forheksende glød, der var i skabningens øjne. Hun så sig omkring, og de mørke graner suste hastigt forbi, mens den, der bar hende, løb af sted i strygende fart; hun så op på ynglingens ansigt, og en rædselsslagen gysen ilede gennem hendes legeme, men hendes hjerte var dog opfyldt af en mærkelig henrykkelse. Koska näin hän käyskelee tuuhean männistön kohdussa, mikä ihmeellinen haamu käy häntä vastaan? Hän näkee nuoren miehen, jalon kuin ruhtinas ja ihanan kuin tämä kultainen aamu. Kuin tulen liekki väikkyy ja kimmeltää hänen hattunsa höyhen-töyhtö. Hänen hartioillansa riippuu kauhtana, sinertävä kuin taivas ja kuin taivas kirjava kiiltävistä tähdistä. Hänen ihotakkinsa on valkea kuin lumi, ja miehustalla on hänellä purppuranpunainen vyö. Impeen hän katsahtaa ja katsannosta virtaa liekehtivä rakkaus, ja autuaasti kaikuu hänen äänensä, koska hän neidolle haastelee: »Älä mua pelkää, suloinen impi, olenpa sun ystäväs ja saatan sulle äärettömän onnen, jos vaan kerran saan sinua syleillä. Minä olen voimallinen mies, on minulla aarteita ja kalleita kiviä ilman lukua ja määrää, ja taitaisinpa ostaa vaikka kaiken tämän maailman. Tule mun kullakseni, minä tahdon viedä sun komeaan linnaan ja asettaa sinun viereeni loistavalle istuimelle». Niin hän haasteli viehättävällä äänellä ja hämmästyneenä seisoi neito. Hän muisteli äsken vannottua valaansa, ja poispäin hän kallistui, mutta kallistui taasen mieheen päin ja eriskummallinen häiriö käsitti hänen mielensä. Miestä kohden hän kääntyi, peittäen kädellään kasvonsa kuin paistavan auringon edessä; pois hän taasen kääntyi, mutta katsahti kerran vielä ihmeelliseen haamuun. Voimallinen ihastus säteili sieltä häntä vastaan, ja äkisti vaipui neito kauniin ruhtinaan syliin. Mutta pois riensi ruhtinas saaliinensa, joka niinkuin houreessa lepäsi hänen käsivarsillansa. Yli jyrkkien mäkien, halki syvien laaksojen he lakkaamatta kulkivat, ja yhä pimeämmäksi muuttui metsä heidän ympärillään. Levottomasti tytkyi immen sydän ja tuskan hiki juoksi hänen otsaltansa alas; sillä viimein hän huomasi niinkuin jotain pedollista, hirveätä haamun silmien lumoovassa liekissä. Hän katsahteli ympärillensä, ja nopeasti sinkoilivat ohitse synkeät kuuset, hänen kantajansa vinhasti juostessa; hän katsahteli nuorukaisen kasvoihin, ja kamoittavat väristykset karsivat hänen ruumistansa, mutta kummallinen ihastus vallitsi kuitenkin hänen sydämessään. 05116
Bottom
05117
Top
De drog stadig videre gennem skovene, og til sidst så man et højt bjerg og dets mørke huler. Og nu, da de kun befandt sig i nogle få skridts afstand fra bjerget, skete der noget skrækkeligt. Manden i den kongelige klædedragt forvandlede sig pludselig til en forfærdelig trold: hornene brød ud af hans hoved; i hans nakke knitrede stive børster, og den stakkels pige følte nu, hvordan hans skarpe klør borede sig smerteligt ind i hendes bryst. Og så skreg den ulykkelige jomfru; fægtede og kæmpede i sin angst, men forgæves. Med et stygt brøl slæbte trolden hende ind i sin dybeste hule og sugede blodet af hende, lige til sidste dråbe. Men nu skete der et mirakel: livet forlod ikke jomfruens lemmer; hun blev ved med at leve, blodløs, snehvid; som en bedrøvet skygge fra dødens land. Trolden mærkede dette til sin forbavselse og brugte af alle kræfter sine klør og tænder mod sit offer, men han kunne alligevel ikke få hende til at dø. Til sidst besluttede han at beholde hende hos sig for bestandig, i sin hules nat. Men hvilket arbejde kunne hun udføre; hvilken gavn kunne trolden have af hende? Han bestemte, at jomfruen skulle pudse hans skatte og kostbare sten og bestandig stable dem op foran ham, eftersom han aldrig blev træt af at se på dem med begejstring. Kulkivat he alati eteenpäin halki metsien, ja näkyi viimein korkea vuori ja sen pimeät luolat. Ja nyt, koska he olivat ainoastaan muutaman askeleen vuoresta, tapahtui hirveätä. Mies kuninkaallisessa puvussa muuttui äkisti hirmuiseksi peikoksi: sarvet tunkeusivat ulos hänen päästään, niskassansa kahisivat kankeat harjakset, ja kurja tyttö nyt tunsi kipeästi povessaan hänen terävät kyntensä. Ja siinä onneton impi huusi, reutoili ja tempaili tuskissansa, mutta turhaan. Ilkeällä kiljunalla raahasi hänen peikko syvimpään luolaansa ja imi hänestä veren aina viimeiseen pisaraan asti. Mutta tapahtui ihme: henki ei lähtenytkään neitosen jäsenistä, vaan hän jäi elämään verettömänä, lumivalkeana; murheellisena kuoleman haamuna Kalman maasta. Kummastuen huomasi tämän peikko, käytti uhriansa kohtaan kynsiään ja hampaitansa kaikin voimin, mutta eipä voinutkaan häntä kuolettaa. Viimein päätti hän pitää häntä ainiaan luonansa uumentojen yössä. Mutta mitä palvelusta taisi hän tehdä, mitä hyötyä matkaansaattaa peikolle? Tämä määräsi immen puhdistamaan aarteitansa ja kalleita kiviänsä, niitä hänen eteensä lakkaamatta pinoilemaan, sillä eipä hän väsynyt niitä ihaellen katselemasta. 05117
Bottom
05118
Top
Så lever, i årevis, den blege, blodløse jomfru indespærret i bjergets skød. Men om natten ser man hende dog stå, lydløst bedende, på bjergets top. Hvem gav hende denne frihed ? Var det himlens magt? - Men hver eneste nat, i storm, regn og bidende frost står hun på bjergets isse og beder om tilgivelse for sine synder. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet imod brysterne. Det arme væsen vover ikke en eneste gang at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er bestandig rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Thi stadig hvisker en hemmelig stemme om håbet i hendes øren, skønt håbet glimter imod hende som en fjern glød, i tusind miles afstand. Sådan tilbringer hun sin nat på bjerget, og man hører aldrig nogensinde en klage fra hendes læber, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. Således går den dystre nat, men ved morgengry trækker den ubarmhjertige trold hende atter ind i sine huler. Näin vuosia elelee kelmeä, veretön impi vangittuna vuoren kohtuun. Mutta yöllä toki nähdään hänen seisovan äänettömänä rukoilijana vuoren harjulla. Ken antoi hänelle tämän vapauden? Taivaanko voima?--Mutta yöt kaikki, myrskyssä, sateessa ja kireässä pakkasessa hän seisoo vuoren kiireellä, rukoillen syntejänsä anteeksi. Verettömänä, lumivalkeana ja kuin kuva, niin liikkumattomana, äänetönnä hän seisoo, kädet rinnoilla ja pää kallistuneena rinnoille alas. Ei rohkene kurja nostaa otsaansa kohden taivasta yhtään ainoata kertaa, vaan päin kirkon torniin, metsien etäiselle reunalle on hänen silmänsä lakkaamatta teroitettu. Sillä ainapa toki salainen ääni hänen korvaansa toivosta kuiskaa; vaikka kaukaisena kipenänä, kuin tuhansien peninkulmien päästä, pilkoittaa hänelle tämä toivo. Niin hän yönsä vuorella viettää, eikä kuulu hänen huuliltansa valitusta milloinkaan; ei nouse, ei vaivu huokauksista rukoilevan povi. Niin kuluu synkeä yö, mutta aamun koittaessa tempaisee hänen taasen luoliinsa armoton peikko. 05118
Bottom
05119
Top
Næppe havde hundrede sole oplyst jorden, før ynglingen, pigens elskede, munter til sinds vendte hjem fra sin rejse. Men hans dejlige jomfru ilede ham ikke i møde for at byde ham velkommen. Han spurgte, hvor den skønne var, men ingen kunne give ham besked. Han ledte efter hende over alt, nat og dag, utrætteligt, men stadig forgæves; jomfruen var sporløst forsvundet som morgenduggen. Til sidst opgav han alt håb, glemte al livets glæde og vandrede omkring endnu nogen tid, her på jorden, som en stum skygge. Og endelig, da en strålende morgen gryede, formørkede dødens nat hans øjnes lys. Tuskinpa oli sata aurinkoa ehtinyt valkaista maata, ennen kuin nuorukainen, neidon lemmitty, palasi iloisena kotiinsa matkaltaan. Mutta ihana impensä ei rientänytkään häntä vastaan tervetuloa toivottamaan. Hän kyseli missä kaunoinen viipyi, vaan ei saanut tietoa keltään. Kaikkialta hän etsiskeli häntä yöt ja päivät, väsymättä, mutta aina turhaan; impi oli kadonnut ilman jälkeä kuin aamun kaste. Viimein heitti hän kaiken toivon, unohti kaiken elämän ilon ja käyskeli täällä vielä ajan mykkänä varjona. Kerran viimein, koska hohtava päivä oli nousnut, pimitti kuoleman yö hänen silmänsä valon. 05119
Bottom
05120
Top
Men den blege jomfru tilbringer nogle frygtelig lange år: om dagen i troldens hule, hvor hun ustandselig pudser skattene og stabler dem op for øjnene af sin grusomme plageånd; men nætterne tilbringer hun på bjergets top. Blodløs, snehvid og som en billedstøtte, så ubevægelig, så stum står hun med hænderne over brystet og hovedet bøjet mod brysterne. Hun vover ikke at hæve sin pande mod himlen, men hendes øjne er uophørligt rettet mod kirkens tårn ved skovenes fjerne bryn. Hun klager ikke, og den bedendes barm hæves ikke, sænkes ikke af suk. Mutta vuosia hirmuisen pitkiä viettää kalvea impi: päivät peikon luolissa lakkaamatta puhdistellen ja latoen aarteita julman kiusaajansa silmäin alla; mutta yöt hän vuoren harjanteella kuluttaa. Verettömänä, lumivalkeana ja kuin kuva, niin liikkumattomana, äänetönnä hän seisoo kädet rinnoilla ja pää kallistuneena rinnoille asti. Ei rohkene hän nostaa otsaansa kohden taivasta, vaan päin kirkon tornia, metsien etäiselle reunalle, on hänen silmänsä lakkaamatta teroitettu. Ei hän valita; ei nouse, ei vaivu huokauksista rukoilevan povi. 05120
Bottom
05121
Top
Det er en lys sommernat. Jomfruen står atter på bjerget og tænker på den tid, hun har tilbragt i sit smertelige fangenskab; og hundrede år er svundet siden den dag, da hun skiltes fra sin hjertens-ven. Hun forfærdes, det svimler for hendes tanker, og kolde svedperler drypper fra hendes pande og ned på bjergets mosklædte flade, når hun tænker på de svundne årtiers længde. Nu turde hun for første gang se op mod himlen, og efter en stunds forløb lagde hun ma'rke til et forunderligt lys, der syntes at nærme sig hende som en flyvende stjerne fra fjerne verdensrum. Men jo mere dette lys nærmede sig hende, desto mere skiftede det form. Og det viste sig, at det ikke var nogen flyvende stjerne, men den forklarede yngling, med et funklende sværd i hånden. Og hans ansigt forekom hende så vidunderlig velkendt, og jomfruens hjerte begyndte at banke heftigt, for nu genkendte hun sin fordums brudgom. Men hvorfor nærmede han sig med sværdet i hånden ? Det gjorde jomfruen betænkelig, og hun sagde med svag stemme: »Er det dette sværd, der omsider gør en ende på min smerte ? Her er min barm, unge helt, gennembor den med dit blinkende stål, og hvis du kan, så skænk mig døden, som jeg længe, længe har længtes efter.« Sådan sagde hun, dér på bjerget; ynglingen bragte hende dog ikke døden, men livets vidunderlige pust, der allerede som en duftende morgenstund svøbte sig smilende omkring den blege jomfru. Den unge mand tog hende i sin favn, med et kærligt blik, kyssede hende, og straks følte den blodløse jomfru en fin blodstrøm flyde gennem sine årer som et herligt vandfald, hendes kinder glødede som morgenrødens sky, og den lyse pande strålede af glæde. Og hun lagde sit lokkede hoved på sin brudgoms arm, stirrede op mod den klare himmel og lettede, med et suk, sit bryst for årtiernes kval ; og ynglingens fingre forvildede sig i hendes lokker, der flagrede så skønt i den stille blæst. Vidunderlig var redningens stund og befrielses-dagens morgen. Fuglene kvidrede i granerne på det stejle bjergs sider, og i nordøst steg solens strålende skive. Denne morgen var som hin morgen, da vennerne engang tog afsked med hinanden for lang tid i grønsværet. On vaalea kesä-yö. Vuorella seisoo taasen neito, muistelee aikaa, jonka hän on viettänyt tuskallisessa vankeudessansa; ja vuosia sata on mennyt siitä päivästä, jona hän erosi sydämensä ystävästä. Hän kauhistuu, aatoksensa pyörtyy ja kylmiä hikihelmiä kiirahtelee hänen otsaltansa alas vuoren sammaleiselle kamaralle, koska hän kuvailee menneitten vuoskymmenien pituutta. Silloin rohkeni hän ensimmäisen kerran katsahtaa korkeuteen ylös, ja hetken päästä huomasi hän ihmeellisen valon, joka lentävänä tähtenä näkyi häntä lähestyvän kaukaisista avaruuksista. Mutta jota lähemmäs tämä valo häntä ehti, sitä enemmin muutti se muotoansa. Eikä ollutkaan se mikään lentävä tähti; vaan kirkastettu nuorukainen, välähtelevä miekka kädessä. Kajastipa niistä kasvoista ihana tuttavuus, ja kiivaasti rupesi lyömään neidon sydän; sillä nyt hän tunsi entisen ylkänsä. Mutta miksi lähestyi hän miekka kädessä? Tämä neitoa arvelutti, ja hän lausui heikeällä äänellä: »Tämäkö miekka mun tuskani viimein lopettaa? Tässä on poveni, nuori sankari, iske sun kirkkaalla teräkselläs tänne, ja, jos taidat, lahjoita mulle kuolema, jota jo kauan, kauan olen ikävöinnyt». Niin haasteli hän vuorella, mutta eipä tuonut hänelle nuorukainen kuolemaa, vaan elämän suloisen liehauksen, joka jo tuoksuavana aamutuulena hymisten kierteli ympäri kalvean immen. Lemmekkäästi katsahtava nuori mies otti hänen syliinsä, suuteli häntä, ja kohta tunsi veretön impi hienon veren virran suloisena koskena juoksevan suonissansa, hänen poskensa hohti kuin aamuruskon pilvi, ja ilosta läikkyi heleä otsa. Ja hän heitti kiharaisen päänsä yli ylkänsä käsivarren, katsahti ylös kirkkaasen korkeuteen, huoaten povestansa ulos vuoskymmenien tuskat; ja nuorukaisen sormet harhailivat hänen kiharissaan, jotka somasti liehahtelivat hiljaisessa tuulessa. Ihana oli pelastuksen hetki ja pääsinpäivän aamu. Linnut visertelivät kuusissa tuon jylhän vuoren reunoilla ja koillisesta nousi auringon hohtava viilu. Oli tämä aamu sen aamun kaltainen koska ystävykset kerran viherjällä nurmella erosivat pitkäksi ajaksi. 05121
Bottom
05122
Top
Men nu begyndte den arrige trold, med vredens børster strittende i vejret, at klatre op på bjerget for at slæbe jomfruen tilbage til sin hule. Men næppe havde han rakt sine kløer ud mod jomfruen, før ynglingens sværd, hastigt som lynet, gennemborede hans bryst; og hans sorte blod sprøjtede ud på bjerget. Jomfruen vendte sit ansigt bort fra dette syn og trykkede panden mod sin vens bryst, da trolden, med et stygt hyl, opgav ånden og rullede ned ad bjergets sider. Således blev verden befriet for det græsselige uhyre. Men ynglingen og jomfruen svævede i en sølvskys skinnende skød op mod de himmelske egne. Bruden hvilede på sin brudgoms knæ; trykkede sin pande mod hans barm og smilede lykkeligt. De ilede gennem himmelrummet, og under dem, i et fjernt dyb, lå skovene, bjergene og dalene med deres bugtende forgreninger. Og til sidst forsvandt alt for deres øjne som i en blånende røg. Mutta nytpä äkeä peikko, vihan pyrstöt pystyssä, kiipesi vuorelle ylös, temmataksensa impeä komeroihinsa taas. Vaan tuskin oli hän kuroittanut kyntensä neitoa kohden, niin nuorukaisen miekka, nopea kuin salama, hänen rintansa lävisti; ja vuorelle roiskahti musta verensä. Pois käänsi impi kasvonsa tästä nä'ystä, painaen otsansa vasten ystävänsä povea, koska peikko, pahasti kiljahtaen, heitti henkensä ja putosi vuoren rinteeltä alas. Niin pelastui maailma kamoittavasta hirviöstä. Mutta hopeaisen pilven kirkkaassa helmassa väikkyivät nuorukainen ja impi ylös korkeuden tienoihin. Ylkänsä polvilla lepäsi morsian ja, painain otsansa vasten hänen poveansa, hymyili onnellisna. Halki avaruuksien he kiitivät, ja alas kaukaiseen syvyyteen jäi heistä metsät, vuoret ja laaksoin monipolviset haarat. Ja kaikkipa viimein heidän silmistänsä katosi kuin sinertävään savuun. 05122
Bottom
05123
Top
Sådan var sagnet om den blege jomfru, som Aapo fortalte sine brødre, i græstørvs-hytten, den søvnløse nat på Impi-vaar a-lysningen. Tämä oli tarina kalveasta immestä, jonka Aapo kertoi veljillensä turpeisessa koijussa sinä unettomana yönä Impivaaran aholla. 05123
Bottom
05124
Top
JUHANI: Men nu vågner Timo, netop som vor historie er forbi. JUHANI: Mutta heräyypä Timo juuri tarinamme päättyessä. 05124
Bottom
05125
Top
TIMO: Hvorfor sover I ikke fredeligt, drenge ? TIMO: Miksi ette makaa rauhassa, pojat? 05125
Bottom
05126
Top
JUHANI: Her fortælles historier, så det forslår. - Ja, sådan lød sagnet om pigen og trolden. JUHANI: Tässä tarinoitaan vahvasti.--Niin, siinähän oli tarina entisestä tytöstä ja peikosta. 05126
Bottom
05127
Top
SIMEONI: Men det siges, at den frygtelige trold lever endnu. Jægere har set ham; og han har kun et eneste øje, der lyser i nattens mørke som et stykke gloende kul. SIMEONI: On prétend que cet ogre hideux est encore en vie. Des chasseurs l’ont vu, et il n’a qu’un œil qui étincelle dans l’obscurité comme un charbon ardent. Ét c’est dans cette cité d’ogres et de démons qu’on a déménagé ! 05127
Bottom
05128
Top
JUHANI: Hvad oplevede ikke for nogle år siden den gamle Kuokkala-mand, der nu hviler i Herrens varetægt ? Et forår, da han overværede tjurens spil og sad ved sit lejr-bål, her på lysningen, og ventede på, at midnatstimen skulle slå, så han netop den samme glød dér ved bjergets fod og hørte en stemme, der ustandselig spurgte: »Ska’ jeg smide, ska’ jeg smide?« Sådan spurgte stemmen mange tusind gange, så den gamle, der var af den gamle stamme, og hvis hjerte ikke netop bankede i utide, til sidst blev gal i hovedet og svarede igen med rasende stemme: »Så smid da, for fanden!« JUHANI: Mitästäpä tapahtui muutama vuosi takaperin Kuokkalan vanhalle ukolle, joka nyt Herran huomassa lepää. Yhtenä keväänä, ollessansa metson-soitimella ja vartoessaan puolyönhetken kulumista nuotionsa vieressä tässä aholla, näki hän tuolla vuoren-juurella saman loistavan hohteen ja kuuli äänen, joka lakkaamatta kyseli: »nakkaanko ma, nakkaanko ma?» Niin hän kyseli monet tuhannet kerrat, että ukko, joka olikin sitä vanhaa juurta ja jonka sydän ei pamppaillut juuri turhasta, lopulta vihastui ja vastasi häntä tiuskealla äänellä: »nakkaa, sen tulla ja viedä!» 05128
Bottom
05129
Top
TIMO: Men se, mere skulle der ikke til. TIMO: Mutta kas silloin ei muuta tarvinnut. 05129
Bottom
05130
Top
JUHANI: Ja, Timo, fortæl, hvordan det så gik. JUHANI: Niin, jutteleppas Timo, kuinka kävi. 05130
Bottom
05131
Top
TIMO: Se, lidt efter kom et grinende skelet farende ind i den gamles lejrbål, så det bragede; det kom farende som ud af ti mands næver og slukkede ilden til sidste gnist. Men nu snappede den gamle geværet i hånden og listede nok så nydeligt bort, indtil hele bjerget var ude af sigte, selv om han, som Juhani sagde, var af den gamle stamme, og hans hjerte ikke netop bankede i utide. TIMO: Kas kun tuli hetken päästä irvistävä luuranko ukon nuotiolle, että ropsahti, tuli kuin kymmenen miehen kourasta ja sammutti tulen aina viimeiseen kipenään asti. Mutta ukkopas nyt sieppasi kiväärin kouraansa ja tapsutti koreasti pois koko vuoren näkyvistä, vaikka, niinkuin Juhani sanoi, hän olikin sitä vanhaa juurta eikä sydämensä juuri turhasta pamppaillut. 05131
Bottom
05132
Top
SIMEONI: Vi er altså flyttet til troldenes og djævlenes by. SIMEONI: Olemme siis muuttaneet tänne peikkojen ja paholaisten kaupunkiin. 05132
Bottom
05133
Top
AAPO: Vi er flyttet hertil, og her bor vi uden frygt. Hvis trolden endnu skulle være i live, er han meget magtesløs; det viste jo netop hans opførsel over for Kuokkala-manden. I sit raseri kunne han kun slukke ilden, og det endda blot med mandens egen tilladelse. Hans magt blev brudt for evigt af den hellige ynglings sværd. AAPO: On a déménagé ici et on y habitera sans crainte. Si l’ogre est encore vivant, il a perdu tout son pouvoir. Sa puissance a été abattue pour toujours par le glaive du jeune homme qui libéra la Vierge Blême. 05133
Bottom
05134
Top
JUHANI: Men pigen i jordens mørke indre, hende har jeg nu medlidenhed med; pigen, der var hos den forbandede børstenakke. JUHANI: Mais comme je plains la jeune fille dans l’obscurité des cavernes ! La jeune fille avec ce maudit monstre velu. 05134
Bottom
05135
Top
SIMEONI: Hvorfor modstod hun ikke fristelsen ? SIMEONI: Pourquoi n’a-t-elle pas résisté à la tentation ? 05135
Bottom
05136
Top
JUHANI: Ak, knægt, sig ikke sådan! Hvorledes ville det gå, hvis for eksempel, i en blomstrende fredens dal, en kongedatter, skøn som en rose og en blomst, kom dig i møde; trippede dig i møde, i silke, sjaler og pomadeduft, i et glitrende guldskrud som en påfugl; hvis en sådan skat kom hen til dig og ville omfavne dig og kysse dig, hvordan ville det så gå med dit elendige hjerte? Jeg spørger bare, Simeoni. JUHANI: Hé ! mon cher frère, ne parle pas ainsi. Imagine-toi seulement ce que tu ferais si, dans une paisible vallée fleurie, une fille de roi venait à ta rencontre, belle comme une rose éclose, si elle trottinait vers toi, bien pommadée et bien parfumée, dans des écharpes et des frusques couvertes de paillettes scintillantes; si une telle poupée se présentait à toi et voulait te prendre dans ses bras et te donner un baiser, que deviendrait ton pauvre cœur ? Je te le demande un peu. 05136
Bottom
05137
Top
SIMEONI: Jeg ville bede om styrke i troen. SIMEONI: Je chercherais des forces dans la foi. 05137
Bottom
05138
Top
JUHANI: Hm. JUHANI: Hum ! 05138
Bottom
05139
Top
TIMO: Jeg ville ikke lade hende omfavne mig og endnu mindre give mig et smækkys. Hold dig væk fra mig, ville jeg sige, hold dig langt væk fra mig, din filur, ellers tager jeg en kæp i krattet dér og slår løs på dig, så din ryg i morgen stråler mere broget end mariehønens vinger. Sådan ville jeg gøre uden barmhjertighed. Jeg skulle nok lære hende. TIMO: Je ne lui permettrais pas de m’embrasser et encore moins de me coller un baiser sur la bouche. « A distance, lui crierais-je, reste à bonne distance, drô-lesse, sans quoi je ramasse une solide branche dans le bois et te flanque une raclée, pour que ton dos chatoie demain plus vivement que l’aile d’une bête à bon Dieu. » Et je le ferais, sans la moindre pitié. Ça serait bien suffisant pour la calmer. 05139
Bottom
05140
Top
JUHANI: Ak, brorlil! Jeg tror, du ville tale noget anderledes, hvis du havde set dig lidt mere om her i verden, hvis du for eksempel havde været i Åbo by. Det har jeg været, da jeg drev okser derind fra Viertola herregård. Dér så jeg sandelig et og andet, som forbavsede mig; jeg så, hvordan pomp og pragt kan gøre menneskenes børn forstyrrede i hovedet. Ve jer, ve dig, du larmende by, ve dig, du omskiftelige liv! Herfra buldrer vogne, og derfra buldrer vogne, og i vognene sidder de mest forbistrede overskægsnarre; dér sidder piger som porcelænsdukker, piger, der spreder en tyk os omkring sig af dyre olier og smørelser. Men se så derhen! Bevar mig vel! Dér tripper af sted, i sine guldfjer, en rigtig filur af en mamsel eller frøken, hvad hun nu er. Se hendes hals! Hvid som sødmælk; kinden pest-rød; og øjnene brænder i hovedet på hende som to bål i solskinnet, da en rigtig spradebasse af et mandfolk går hen imod hende, i hat, skinnende sort frakke og kigg .... nå, gid fanden hente ham! — kigger på hende gennem et firkantet stykke glas, der blinker i gavtyvens venstre øje. Men se nu - nå, for syv smede! - nu bukker og skraber man fra begge sider, og se nu, hvordan kvindemennesket rigtig snærper munden sammen til en jordbær-mund og kvidrer som svalen på det sollyse tag; og spradebassen foran hende vifter med hånden og halen, svinger sin hat og skraber med foden, så brolægningen slår gnister, ja, se det var sandelig en leg. Ak, sikke nogen skader, I er, tænkte jeg, bitte knægt, der stod på gadehjørnet med et bundt friske oksehuder over skulderen og så på denne tjur-leg med et fornøjet grin om munden. JUHANI: Pauvre enfant ! Je crois que tu raisonnerais un peu différemment si tu avais davantage promené tes yeux autour de toi dans le monde, si par exemple tu avais été à Turku. Moi, j’y suis allé une fois conduire des bœufs de la ferme de Viertola. Et j’en ai vu dos phénomènes là-bas ! J’ai vu comme le faste et le luxe peuvent tourner la tête à un pauvre type. Oh ! la la ! quel village bruyant, quelle vie dévergondée ! Ici roulent des voitures, là roulent des voitures, et dans ces voitures il y a de sacrés fous moustachus, il y a des filles comme des poupées de porcelaine qui répandent un fort parfum d’huiles et de pommades coûteuses. Et regarde-moi ça ! Bon Jésus ! Voilà à présent une jolie demoiselle qui sautille avec des plumes d’or sur le croupion, une vraie demoiselle de la ville, quoi ! Et son cou ! blanc comme du lait frais, et ses joues rougissent et ses yeux brillent comme deux brasiers en plein soleil, lorsqu’elle voit rappliquer un gringalet de godelureau, en chapeau et en redingote à pans d’un noir luisant, et qui reluque — non ! que le diable t’emporte ! — qui reluque à travers un carré de verre qui miroite devant son œil gauche ! Et alors — par les sept forgerons ! — on commence maintenant à se faire des courbettes des deux côtés, la donzelle rétrécit sa bouche en cul de poule et gazouille comme une hirondelle sur un toit ensoleillé, et le mirliflore en face d’elle agite la main, remue ses basques, brandit son chapeau et piaffe, en tirant des étincelles du pavé. Ah ! c’était une vraie comédie ! Allons, espèces de jacasses, pensai-je alors, moi, pauvre gosse arrêté à un coin de rue avec un paquet de peaux de bœufs fraîches sur le dos, et guignant comment ces deux pigeons se faisaient des mamours. 05140
Bottom
05141
Top
TUOMAS: Fine folk er narre. TUOMAS: Les messieurs sont toqués. 05141
Bottom
05142
Top
TIMO: Og barnlige som mælke-skæggede unger. De spiser jo også med klude for brystet og kan - fanden ta’ mig - ikke (‘ilgang slikke deres ske ren, når de rejser sig fra bordet. Det har jeg set med egne øjne til min store forbavselse. TIMO: Et enfantins comme des moutards au visage barbouillé de lait. Et quand ils mangent, ils se mettent des torchons sur la poitrine, et ils ne savent même pas, ces fichus freluquets, lécher leur cuillère en se levant de table. Je l’ai vu, de mes yeux vu, à mon grand ahurissement. 05142
Bottom
05143
Top
SIMEONI: Men at narre og flå bonden, det er de sandelig mand for. SIMEONI: Mais quand il s’agit de filouter et d'écorcher les paysans, ils sont un peu là. 05143
Bottom
05144
Top
JUHANI: Det er sandt, at der findes meget kællingeagtigt og latterligt i de fine folks verden, det lagde jeg mærke til på min Åbo-tur. Men se, når en sådan smiskende tøs nærmer sig os, rigtig i en lugt af smørelser og med flagrende krøs, så kan det ikke nægtes, at det dirrer i et menneskebarns hjerte. Ja, ja, drenge, verdens lyst lokker med stor magt; det mærkede jeg på min Åbo-tur. Og jeg siger endnu en gang, at mit hjerte har ondt af pigen deroppe på bjerget. Det var sandelig på tide for hende at blive reddet fra helvede og sejle med sin ven til fredens havn; og må Gud også til slut hjælpe os derhen. Opfyldt af det håb vil vi nu prøve på at sove. Der findes ganske vist endnu et mærkeligt sagn om dette bjerg, men det kan være til en anden gang, og lad os nu prøve på at sove. - Men Simeoni, gå nu i hvert fald hen og dæk gløderne med aske, så jeg i morgen tidlig ikke behøver at klirre med fyrstålet og svinge høtotten, men straks kan begynde at hugge for enden af træstammen som en rødtoppet spætte. Gå nu. JUHANI: €’est vrai, on trouve dans le monde des messieurs beaucoup de choses efféminées et ridicules, je l’ai bien remarqué pendant mon voyage à Turku. Mais tout de même, quand on voit rappliquer une petite femme comme ça, sentant bon les odeurs, et le corsage agité, ma foi, ce n’est pas sans que quelque chose vous remue dans le cœur. Oui, oui, enfants; les délices du monde ont un puissant attrait, je l’ai bien remarqué pendant mon voyage à Turku. Et je dis encore une fois que je plains la jeune fille sur la montagne. 11 était grand temps qu’elle soit sauvée de cet enfer pour naviguer avec son ami vers le port tranquille où Dieu nous conduira tous aussi un jour, espérons-le. Essayons de nous endormir dans cet espoir. Simeoni, va pourtant couvrir les braises de cendres, pour que je n’aie pas besoin demain malin de battre le briquet et de mettre le feu à une poignée de foin, mais que je puisse tout de suite commencer à cogner les troncs comme un pivert. Va, s’il te plaît. 05144
Bottom
05145
Top
Simeoni gik af sted for at udføre Juhanis befaling, men han kom hurtigt tilbage med strittende hår og øjnene på vid gab i hovedet. Han sagde, stammende, noget om et besynderligt brændende øje derude ved vognen. Det gjorde også de andre forskrækkede; de velsignede deres sjæle og kroppe, og gik, alle mand, ud af hytten; og deres hår lignede heksekoste i birken. Ubevægelige, stumme som billedstøtter stod de og gloede i den retning, Simeonis finger pegede. De stirrede uden at blinke og så også ganske tydeligt bag ved hjulene en sælsom skinnende glød, der undertiden forsvandt, men hvis lysende skær snart viste sig igen. Dette kunne de muligvis have troet var hesten Valkos eneste øje; dog var der ikke noget hvidt at se omkring det, men tværtimod noget sort; og man hørte heller ikke klokkens klang. Sådan stod brødrene og spekulerede uden at røre sig; men til sidst sagde Tuomas dog med temmelig barsk stemme: Simeoni s’éloigna exécuter l’ordre de Juhani, mais revint rapidement, les cheveux hérissés et les yeux hagards. En balbutiant, il raconta quelque chose sur un œil étrange qui brillait dehors, près du char. Les autres sautèrent en l’air, bénirent leurs âmes et leurs corps et sortirent de la hutte en troupe ; leurs chevelures rappelaient un buisson d’épines. Ils restèrent immobiles, muets comme des statues, le regard fixé dans la direction qu’indiquait le doigt de Simeoni. Ils écarquillèrent les yeux et remarquèrent en effet derrière la charrette une lueur bizarre qui disparaissait parfois pour reparaître un instant après. Ils auraient peut-être pu la prendre pour l’œil unique de leur cheval, mais ils ne distinguaient rien de blanc ; au contraire, on apercevait une masse noire, et de plus on n'entendait pas le son de la clochette. Tout en réfléchissant ainsi, les frères se tenaient sans bouger, mais enfin Tuomas dit d’une voix assez brusque : 05145
Bottom
05146
Top
TUOMAS: Hvad ønskes? TUOMAS: Que fiches-tu là ? 05146
Bottom
05147
Top
JUHANI: For Guds skyld, begynd ikke at snakke så brysk med ham. - Det er ham! Hvad skal vi nu gøre, brødre? Det er ham! Hvad skal vi sige til ham? JUHANI: Au nom de Dieu, ne commence pas à lui parler si biusquement. C’est l’ogre ! Que faire à présent '! C’est lui, frères ! Que lui dire ? 05147
Bottom
05148
Top
AAPO: Det ved jeg sandelig ikke. AAPO: Je ne sais vraiment pas. 05148
Bottom
05149
Top
TIMO: Nu ville et salmevers gøre godt. TIMO: Un cantique ferait très bien. 05149
Bottom
05150
Top
JUHANI: Er der ingen af os, som kan en eneste bøn udenad ? Læs, kære brødre, i Herrens navn, kom bare frem med det, der dukker op i hovedet, og bryd jer ikke om, hvorvidt skriftstederne passer til situationen. Læs om nøddåb, kære brødre, i mangel af bedre. JUHANI: Est-ce qu'aucun de nous ne connaît par cœur une seule prière ? Récitez quelque chose, chers frères ; pour l’amour de Dieu, sortez seulement tout ce que vous savez, tout ce qui vous passe par la tête, au hasard, un passage de la Bible, que ça convienne ou non. Récitez, faute de mieux, les paroles du baptême d’urgence, chers frères ! 05150
Bottom
05151
Top
TIMO: Jeg har kunnet en og anden remse fra salmebogen, men nu er der ligesom en forskrækkelig bom for min hjernes dør. TIMO: J’ai bien connu plus d’un verset du psautier, mais n aintenant c’est comme si une épaisse poutre me coupait le sifflet. 05151
Bottom
05152
Top
SIMEONI: Ånden lader dig ikke tale, lige så lidt som mig. SIMEONI: C’est l’esprit qui ne te permet pas de parler, pas plus qu’à moi. 05152
Bottom
05153
Top
TIMO: Han tillader det ikke. TIMO: U ne permet pas. 05153
Bottom
05154
Top
JUHANI: Det er forfærdeligt! JUHANI: C’est affreux ! 05154
Bottom
05155
Top
AAPO: Forfærdeligt. AAPO: Hirmuista! 05155
Bottom
05156
Top
TIMO: Ja, sandelig forfærdeligt. TIMO: Vraiment affreux ! 05156
Bottom
05157
Top
JUHANI: Hvad skal vi gøre ? JUHANI: Que faire ? 05157
Bottom
05158
Top
TUOMAS: En fast optræden over for ham er bedst, tror jeg. Lad os spørge, hvem han er, og hvad han vil. TUOMAS: A mon avis, ce qu’il y a de mieux, c’est de se montrer énergique. Demandons-lui qui il est et ce qu’il veut. 05158
Bottom
05159
Top
JUHANI: Lad mig spørge. Hvem er du ? Hvem er du ? Hvem er du, og hvad vil du os? - Ikke ét ord til svar. JUHANI: Laisse-moi l’interroger. Qui es-tu? Qui es-tu ? Qui es-tu et que veux-tu ?... Pas un mot de réponse ! 05159
Bottom
05160
Top
LAURI: Vi tager de brændende træstykker. LAURI: Prenons des tisons. 05160
Bottom
05161
Top
JUHANI: Vi tager de brændende træstykker og banker dig til kødmad, hvis du ikke nævner dit navn, din familie og dit ærinde. JUHANI: Nous prendrons des tisons et te tannerons le cuir si tu ne dis pas ton nom, ta race et ton affaire. 05161
Bottom
05162
Top
LAURI: Nej, jeg mente, at vi straks burde gribe træstykkerne. LAURI: Non, je pensais qu’on saisirait tout de suite les tisons. 05162
Bottom
05163
Top
JUHANI: Hvis man bare turde. JUHANI: Si on osait ! 05163
Bottom
05164
Top
TUOMAS: En død er vi Herren skyldig. TUOMAS: On ne doit qu’une mort à Dieu. 05164
Bottom
05165
Top
JUHANI: Ja, een død er vi Herren skyldig! Brændestykkerne i næven, drenge! JUHANI: Oui, on ne doit qu’une mort à Dieu. Empoignez-moi des tisons, mes enfants. 05165
Bottom
05166
Top
De stod snart i en række, med brændende træstykker i hånden som våben. Forrest stod Juhani, med øj’ne, der var runde som uglens, og stirrede om bag ved vognen på øjet, der gloede ham i møde med en stærkt-lysende glans. Således stod brødrene med deres gnistrende bevæbning på den natlige hede; og uglen hylede fra bjergets graner, den dystre skov sukkede tungt ved deres fødder, og mørke skyer dækkede himlen. Ils se trouvèrent bientôt sur un rang, munis de bûches enflammées. Juhani était le premier, les yeux arrondis comme un hibou et fixés sur l’œil qui le contemplait avec un éclat mystérieux derrière le char. Les frères brandissaient ainsi leurs armes scintillantes dans la prairie nocturne ; et le grand-duc hululait dans les sapins de la montagne, le lugubre marécage bruissait profondément et de sombres nuages voilaient la voûte du ciel. 05166
Bottom
05167
Top
JUHANI: Når jeg siger: nu, drenge! så skal brændestykkerne flyve ud af vore næver, i nakken på djævelen. JUHANI: Quand je dirai : Hardi ! vous lancerez vos tisons sur le dos du diable ! 05167
Bottom
05168
Top
SIMEONI: Men lad os først prøve med en smule besværgelse. SIMEONI: Essayons d’abord quelques exorcismes. 05168
Bottom
05169
Top
JUHANI: Rigtig tænkt! Først lidt besværgelse. Men hvad skal jeg sige til ham? Hvisk mig i øret, Simeoni; jeg er selv så underligt indskrænket lige nu. Men hvisk ordene til mig, så slynger jeg dem lige i snudeskaftet på ham, så det runger i skoven. JUHANI: Bonne idée. Un peu d’exorcisme pour commencer. Mais que dois-je lui dire ? Souffle-moi, Simeoni, car je me sens extraordinairement stupide en ce moment. Souffle-moi les paroles et je les lui jetterai à la face, que le bois en retentisse. 05169
Bottom
05170
Top
SIMEONI: Læg så mærke til, hvad jeg siger. - Her står vi. SIMEONI: Eh bien, écoute donc ce que je te dicterai. On est ici. 05170
Bottom
05171
Top
JUHANI: Her står vi! JUHANI: On est ici. 05171
Bottom
05172
Top
SIMEONI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden. SIMEONI: Comme des héros de la foi, le glaive de feu à la main. 05172
Bottom
05173
Top
JUHANI: Som troens helte, med flammende sværd i hånden! JUHANI: Comme des héros de la foi, le glaive de feu à la main. 05173
Bottom
05174
Top
SIMEONI: Gå din vej. SIMEONI: Va-t’en ! 05174
Bottom
05175
Top
JUHANI: Gå til dit helvede! JUHANI: Va-t’en au diable ! 05175
Bottom
05176
Top
SIMEONI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd. SIMEONI: On est des chrétiens baptisés, des guerriers de Dieu. 05176
Bottom
05177
Top
JUHANI: Vi er døbte kristne, Guds stridsmænd, Kristi soldater. JUHANI: On est des chrétiens baptisés, des guerriers de Dieu, des soldats du Christ. 05177
Bottom
05178
Top
SIMEONI: Selv om vi ikke kan læse. SIMEONI: Même si on ne sait pas lire. 05178
Bottom
05179
Top
JUHANI: Selv om vi ikke kan læse. JUHANI: Même si on ne sait pas lire. 05179
Bottom
05180
Top
SIMEONI: Men vi tror alligevel. SIMEONI: Mais on a quand même la foi. 05180
Bottom
05181
Top
JUHANI: Men vi tror alligevel og stoler fast på det. JUHANI: Mais on a quand même la foi, et on y croit fermement. 05181
Bottom
05182
Top
SIMEONI: Gå nu. SIMEONI: Va-t’en ! 05182
Bottom
05183
Top
JUHANI: Gå nu! JUHANI: Va-t’en ! 05183
Bottom
05184
Top
SIMEONI: Snart galer hanen. SIMEONI: Bientôt le coq chantera. 05184
Bottom
05185
Top
JUHANI: Snart galer hanen! JUHANI: Bientôt le coq chantera. 05185
Bottom
05186
Top
SIMEONI: Og forkynder Herrens lys. SIMEONI: Et annoncera la clarté du Seigneur. 05186
Bottom
05187
Top
JUHANI: Og forkynder den Herre Zebaoths lys ! JUHANI: Et annoncera la clarté du Seigneur Sé-baoth. 05187
Bottom
05188
Top
SIMEONI: Men han lader som ingenting. SIMEONI: Mais il n’a pas l’air de s’en inquiéter. 05188
Bottom
05189
Top
JUHANI: Men han lader som ing . . . Ja, han bryder sig ikke om noget, selv om jeg så brølede til ham med en engels tunge. Herren velsigne os, brødre! Nu er der ikke andet tilbage end - nu, drenge! JUHANI: Mais il n’a... oui, il ne s’en soucie pas du tout ! J’ai beau vociférer comme un archange. Que Dieu nous protège, mes frères ! Car il ne reste plus que : Hardi ! 05189
Bottom
05190
Top
Så kastede de allesammen deres brændestykker imod spøgelset, der løb bort med pilens fart og fire fødders bulder; og længe glimtede de lysende gløder på dets ryg, gennem det natlige mørke. Således flygtede det fra ild-bataillen, og da det var nået ned til lysningens rand, turde det omsider stå stille og pustede højt en gang, to gange. Og brødrenes spøgelse, den frygtindgydende ånd, var dog deres én-øjede hest, der for en tid havde mistet sin hvide farve i mosens sorte mudderpøle, som den antagelig var sunket ned i, og hvor den havde væltet sig i lang tid, inden den kom op på det tørre igen. Mens den tumlede sådan, var klokken også blevet revet af dens hals, en omstændighed, der i høj grad havde bragt brødrenes tro på afveje. Det var altså det øje, der lyste bag ved vognen i nattens tusmørke, sådan som mangt et dyrs øje kan lyse i mørke. - Men først efter en tids forløb, og så endda med forsigtighed, turde brødrene nærme sig deres Valko og opdagede nu endelig deres fejltagelse. Derfra vendte de, med arrige ansigter, tilbage til hytten; og ved morgengry hvilede de omsider alle sammen i dyb søvn. Alors ils lancèrent tous ensemble leurs tisons contre le fantôme qui fila comme une flèche, avec un bruit de quatre sabots, et longtemps des charbons ardents brillèrent sur sa croupe dans la nuit obscure. C’est ainsi qu’il détala sous cette pluie de feu et n’osa s’arrêter qu’à la lisière de la prairie, en soufflant bruyamment deux ou trois fois. Car le démon des frères, le monstre épouvantable, était quand même leur vieux cheval borgne qui avait momentanément perdu sa couleur blanche dans la vase noire du marais où il s’était embourbé et longtemps roulé avant de pouvoir reprendre pied à sec. Il avait aussi perdu sa clochette en se débattant, ce qui avait beaucoup contribué à égarer les frères. Tel était l’œil qui avait brillé derrière la charrette, comme luit l’œil de bien des animaux dans l’obscurité. — Mais ce n’est qu’au bout d’un instant, et encore avec prudence, que les frères se risquèrent à avancer et constatèrent enfin leur erreur. L’air fâché, ils regagnèrent la hutte, et au point du jour ils se plongèrent dans un lourd sommeil. 05190
Bottom

kapitel 06 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
06001
Top
Endelig stod brødrenes hus færdigt. Længden var fem favne og bredden tre; dets ene gavl vendte mod øst og den anden mod vest. Når man kom ind ad døren, der lå i husets østlige ende, stod til højre et stort ildsted og til venstre en bås, der var bygget til Valkos vinterbrug. Fra tærsklen og fremefter, omtrent til midten af huset, havde man den nøgne jord under sig, dækket af granris, men længere borte var der et herligt gulv, lavet af brede planker, og oven over det en rummelig briks. For brødrene anvendte deres nye Ims både til beboelse og badstue. Omtrent tyve skridt fra boligen stod deres forrådshus, der var sat sammen af små, runde granstammer. La cabane des frères était enfin terminée. Elle avait cinq toises de long et trois de large. Une de ses façades était tournée vers l’est, l’autre vers l’ouest. En avançant par la porte, qui donnait sur l’est, on voyait à droite un grand âtre et à gauche une loge où Valko devait passer l’hiver. A partir du seuil, le sol était jonché de branches de sapin presque jusqu’au milieu de la pièce, mais dans le fond il y avait un superbe plancher construit avec des larges poutres et au-dessus, une spacieuse soupente. Car les frères utilisaient leur nouvelle maison aussi bien comme habitation que comme étuve. A vingt pas de la cabane s’élevait un grenier en petits troncs de sapin. 06001
Bottom
06002
Top
Brødrene havde således et udmærket ly imod regnen, stormen og vinterkulden, og desuden et forrådshus til deres madvarer. Og nu kunne de for fuldt alvor hellige sig jagten og al slags fangstvirksomhed. Og nu nærmede døden sig både for tjurer, urfugle og jærper, harer, egern og grævlinge såvel som for Ilvesjårvis ænder og fisk. Så rungede bakkerne og de uendelige granskove af Killis og Kiiskis heftige gøen og de knaldende bøsser. Brødrenes skud fældede også, 1111 og da, en lådden-pelset bjørn; men det var endnu ikke den rette tid til at fange honning-labben. Lés frères avaient donc un excellent abri contre la pluie, l'orage et le froid hivernal, ils avaient aussi un garde-manger pour leurs provisions. Et maintenant, ils pouvaient consacrer toute leur activité à la chasse et à la pêche. La mort fondit alors sur les coqs des bois et les tétras, sur les gélinottes, les lièvres, les écureuils et sur les mornes et lourds blaireaux, et aussi sur les canards et les poissons du lac d’Ilvesjârvi. Les collines et les immenses forêts de sapins retentirent des aboiements des chiens et des détonations des fusils. Parfois aussi un ours au pelage ébouriffé tombait sous le plomb des frères, et pourtant le temps propice à cette chasse n’était pas encore arrivé. 06002
Bottom
06003
Top
Så kom efteråret med sine frostnætter,; og græshopperne, firbenene og frøerne døde eller flygtede til deres dybe gemmesteder; og nu var tiden inde til at fange ræve i blinkende sakse; denne kunst havde brødrene lært af deres fader. Mangen en rap-fodet Mikkel måtte nu betale for en eller anden lækkerbisken med sit flotte skind. - Som man ved, træder harerne veje i skovens løse sne, og ved disse stier opstillede brødrene hundredvis af messingsnarer til fordærv for mangen en hvidpelset fyr. Desuden havde de bygget en prægtig ulvegård, der var forsynet med et indad-skrånende stakit, og som lå i en krat-bevokset dalsænkning ved lysningens østlige udkant. Desuden havde de, ligeledes for at fange ulve, gravet en grav, en vældig dyb grav, et stykke fra huset på en tør og sandet mark. Stegen lokkede mange sultne ulve ind bag den stærke indhegning; og når brødrene mærkede, at deres bytte var i bekneb, opstod der larm og spektakel i ulvegården i den mørke efterårsnat. Så stod en af brødrene, lænet til indhegningen med bøssen i hånden, og sigtede for at nedlægge det strid-hårede bæst med en kugle; og en anden ved siden af ham holdt lyset, et flammende stykke harpiks-træ. Andre af dem hjalp Killi og Kiiski med at jage skummelt-fjæsede og bistert-grinende vilddyr ud af buskene og svingede deres harpiks-blus snart hid og snart did. Voldsom var den tumult, der opstod på grund af mændenes råb, hundenes spektakel og de knaldende bøsser; og uafbrudt rungede det i skoven og i Impivaaras hule-fyldte væg. Således larmede man, sneen blev tilsølet, farvedes mere og mere rød og blev trampet ned i tusind retninger, indtil omsider alle buskhalerne lå i deres blod. Og så fik brødrene stort slid og besvær med at flå byttet, men dette arbejde forekom dem dog særdeles behageligt. - Også i graven, der lå ved lysningens vestlige udkant, dejsede nu og da en af skovens skæv-øjede krabater. L’automne vint avec ses nuits de gelée, et les sauterelles, les lézards et les grenouilles périrent ou se hâtèrent de gagner leurs profondes cachettes ; ce fut le moment de disposer pour les renards des chausse-trapes en acier luisant ; les frères avaient appris cet art de leur père. Plus d’un goupil au pied agile dut payer de sa fine fourrure un morceau succulent. Les lièvres tracent dans les forêts, sur la neige molle, des coulées où les frères tendirent des centaines de lacs en laiton pour la perte de bien des couarts à la fourrure blanche. Ils s’étaient encore cons truit, pour capturer les loups, un excellent enclos aux parois inclinées, dans une dépression buissonneuse à la lisière orientale de la prairie. En outre, toujours pour ces bêtes, ils avaient creusé à quelque distance de leur maisonnette une profonde trappe dans le sol sec et sablonneux. L’appeau attirait dans la solide clôture plus d’un loup affamé, et dès que les frères remarquaient que leur proie était dans l’embarras, un violent tapage montait de l’enclos dans l’obscurité de la nuit automnale. Un des frères s’appuyait contre la palissade, le fusil épaulé, cherchant à abattre de son plomb le fauve aux poils rudes ; un autre tenait à ses côtés une torche de bûchettes résineuses ; un troisième aidait les chiens à chasser hors des buissons les bêtes grimaçantes et sinistres, en brandissant un tison à droite et à gauche. Les cris des hommes, les aboiements des chiens, les détonations des fusils se confondaient en un vacarme terrible, la forêt et la paroi carverneuse d’Im-pivaara retentissaient sans relâche. On s’agitait bruyamment, la neige se souillait, devenait toujours plus rouge, était foulée aux pieds en mille sens jusqu’à ce qu’enfin tous les fauves à la queue touffue reposassent dans leur sang. Et alors les frères devaient se mettre à écorcher leur gibier, mais cette peine leur était pourtant fort agréable. Un ou deux loups aux yeux obliques s’enfoncèrent aussi dans la fosse au bord de la prairie. 06003
Bottom
06005
Top
Det hændte engang, en tidlig morgen, mens de andre endnu sov, at Timo gik hen for at se til ulvegraven, hvis halvt nedstyrtede dække allerede på afstand gav ham det bedste håb. Og da han nåede hen til kanten af graven, opdagede hans henrykte øje en grå genstand dernede i dybet, opdagede en vældig ulv, der lå ubevægelig med snuden trykket imod jorden og gloede stift op på manden. - Hvad besluttede nu Timo? At han helt alene ville tage livet af ulven og så, til de andres store fornøjelse, ville træde ind i huset med den lådne byrde over skulderen. Han skred nu til værks ; hentede stigen, der stod ved husets væg, stillede den forsigtigt ned i graven og gik så ned ad trinene, med en tung trækølle i hånden; det var hans mening, at han ville knuse udyrets hoved til mask. I lang tid fægtede han med sin kølle, med blottede tænder, men han slog bestandig i den tomme luft. Ulvens hoved drejede sig hurtigt bort, drejede til højre, drejede til venstre, når manden slog løs med sit besværlige våben. Til sidst tabte han sin kølle foran ulven, og nu vidste han intet andet råd end at kravle op igen og skynde sig hen til huset og fortælle, hvad der var sket. Il arriva un matin que Timo sortit de bonne heure, pendant que les autres dormaient encore, pour visiter la trappe, dont la couverture à moitié défoncée donnait bon espoir de loin déjà. Arrivé au bord du trou, son regard joyeux distingua dans le fond une masse grisâtre, distingua un loup robuste qui, le museau pressé contre terre, reposait immobile, les yeux fixés sur lui. Mais que fit alors Timo ? Il décida de ravir seul la vie au loup et d’entrer dans la cabane, au grand étonnement de ses frères, avec son fardeau poilu sur l’épaule. Il se mit à l’œuvre, apporta une échelle appuyée contre le mur, la plaça prudemment dans la fosse et descendit les degrés, armé d’une lourde bûche, avec la ferme intention de réduire en bouillie le crâne de la bête. Il frappa longtemps avec son gourdin, serrant les dents, mais toujours dans le vide, car le loup dérobait chaque fois agilement sa tête à droite, à gauche, quand l’homme abattait son arme incommode. Timo laissa finalement tomber sa massue entre les pattes du loup et ne trouva rien de mieux à faire que de remonter et d’aller vivement communiquer à ses frères ce qui était arrivé. 06005
Bottom
06006
Top
Lidt efter drog brødrene af sted, udstyrede med stave, reb og hals-løkker for at fange deres bytte. Men da de nåede hen til graven, var den tom. Deres ulv var nok så nydeligt klatret op ad den stige, som Timo havde efterladt i graven, og var stukket af, idet den priste sin lykke. Det opdagede brødrene straks, og, bandende og tænderskærende, kiggede de nu med vrede blikke efter Timo; men han var ikke længere til stede. Han løb allerede i vild flugt langs udkanten af skoven, hvor han snart forsvandt i læ åf fyrreskoven. Han forstod, at det ikke var så godt at blive og snakke mere om sagen. Men de andre råbte efter ham, med næverne i vejret, og lovede at brække ham sønder og sammen fra hoved til hæl, hvis han bare så meget som vovede at linde på husets dør. Sådan truede de, forlod graven, rasende og vrede, og vendte tilbage til deres hus. Men Timo vandrede som en flygtning i skoven, og snart begyndte brødrene at fortryde deres optræden over for ham, da det gik op for dem, at uheldet var sket på grund af hans uforstand og ikke skyldtes en nederdrægtig drengestreg. Derfor gik Juhani allerede før aften op på Impivaaras højdedrag og råbte derfra i alle retninger med kraftig stemme, kaldte på Timo, og lovede og forsikrede ham, at han ikke behøvede at være bange for at vende tilbage omgående. Således råbte han, og da der var gået nogen tid, kom Timo tilbage, med et vredt og skulende blik. Uden at sige et ord klædte han sig af, smed sig på sin seng, og snart snorkede han i dybeste søvn. Au bout d’un instant, les frères accoururent, munis de perches, de cordes et de nœuds coulants pour capturer leur proie. Mais quand ils s’approchèrent de la trappe, ils virent qu’elle était vide. Le loup était tranquillement sorti par l’échelle que Timo avait oubliée dans la fosse, il avait détalé, en se félicitant de sa chance. Les frères le comprirent sur-le-champ et, jurant et grinçant des dents, ils cherchèrent Timo de leurs regards courroucés ; mais celui-ci était déjà hors d’atteinte. Il gagnait à la course la lisière de la forêt, où il disparut bientôt à l’abri des sapins. Il avait pressenti qu’il ne serait pas sage de rester pour discuter davantage de l’affaire. Les autres le poursuivirent de leurs imprécations, brandissant les poings et promettant de lui tanner et amollir le cuir comme une rave cuite, de la tête aux talons s’il osait seulement entr’ouvrir la porte de la cabane. Après avoir proféré ces menaces, ils quittèrent la trappe et rentrèrent fâchés et furieux. Timo erra dans les bois comme un fugitif ; mais bientôt ses frères commencèrent à regretter leur conduite envers lui, quand ils songèrent que le dommage avait été causé par inadvertance et non par méchanceté. C’est pourquoi, avant le soir déjà, Juhani monta sur le sommet d’Impi-vaara, cria d’une voix puissante dans toutes les directions et appela Timo, lui promettant et jurant qu’il pouvait revenir tout de suite sans crainte. Il cria ainsi, et après un moment Timo rentra, boudant de colère et roulant ses yeux. Sans dire un seul mot, il se déshabilla et se jeta sur la paille où il ronfla bientôt profondément. 06006
Bottom
06007
Top
Den bedste tid til bjørnejagt var nu også kommet. Så tog brødrene deres spyd, pressede nogle kraftige ladninger i deres geværer og drog af sted for at vække skovens fyrste, der drømte i sit mørke hi, dybt under de snedækkede graner. Og deres ildvåben fældede mangen en bredsnudet bamse, når den rasende styrtede ud af sit fredelige kammer. Så opstod der ofte en voldsom kamp, sneen hvirvlede omkring og blev farvet rød af det rindende blod, når der blev uddelt sår på begge sider. Sådan kæmpede de, indtil omsider den strit-fjæsede bjørn havde lagt sig til ro. Men når brødrene, larmende, var vendt hjem med deres byrde, smurte de deres sår med et lægemiddel, der var sammensat af brændevin, salt, krudt og svovlpulver. Det smurte de deres sår med og dækkede det med gulbrun tjære. Le moment le plus favorable pour la chasse aux ouïs était enfin venu. Les frères prirent alors leurs épieux et chargèrent leurs fusils avec des balles acérées, pour réveiller le prince des forêts qui dormait déjà dans son obscure tanière sous les sapins couverts de neige. Ils abattirent plus d’un ours mafflu au moment où il se ruait furieusement hors de sa paisible retraite. Souvent, il s’engageait une lutte violente, la neige tourbillonnait au loin, rougie par le sang qui coulait des blessures reçues de part et d’autre. On combattait jusqu'à ce qu’enfin le fauve au museau hérissé reposât en paix. Mais les frères rentraient à la maison et pansaient leurs plaies avec un baume composé d’eau-de-vie, de sel, de poudre et de fleur de soufre. Ils en oignaient leurs blessures et étendaient par-dessus une couche de goudron d’un jaune foncé. 06007
Bottom
06008
Top
Således skaffede de sig deres udkomme fra ødemarken og bakkernes krat og fyldte deres forrådshus med mange slags vildt: fugle, harer, grævlinge og bjørnekød. De havde også draget omsorg for deres gamle, trofaste Valkos’ vinterfoder. Dernede ved mosens bred så man en vældig høstak, indhøstet med segl, glat-revet i toppen og tilstrækkelig stor (il at klare vinteren. Man havde heller ikke glemt de forråd, der var nødvendige til husets vintervarme. I nærheden af forrådshuset stod en vældig brændestabel og desuden, ved husets væg, en høj stak harpiks-rødder; den lignede en stabel af Hiisis elg-horn og nåede lige fra jorden op til husets tag. Således udstyrede kunne brødrene trygt se på den rimfrost-skæggede vinter. C’est ainsi qu’ils tiraient leur subsistance des forêts et des bocages accidentés, remplissant leur garde-manger de gibier de tout genre : oiseaux, lièvres, blaireaux et ours. Ils avaient également songé à récolter du fourrage pour nourrir leur vieux et fidèle Valko pendant l’hiver. A la lisière du marais se dressait une grosse meule de foin coupée à la faucille et peignée bien lisse, amplement suffisante pour la durée des frimas. Ils n’avaient pas non plus oublié le combustible pour chauffer leur maisonnette ; une imposante rangée de bûches s’alignait près du grenier et un gros tas de souches résineuses, semblables à un monceau de gigantesques cornes d’élans s’appuyait contre la paroi de la maison, jusqu’au bord du toit. — Ainsi équipés, les frères pouvaient envisager avec sérénité l’hiver à la barbe de givre. 06008
Bottom
06009
Top
Det er juleaften. Vejret er mildt, grå skyer dækker himlen, og den ny-faldne sne skjuler bjerge og dale. Fra skoven høres en sagte susen; urfuglen spiser til aften blandt birketræets rakler, en flok silkehaler i den rødmende røn, og skaden, fyrrekrattets begærlige jomfru, bærer kviste bort for at lægge grunden til sin kommende rede. Såvel i hytten som på den statelige herregård råder glæde og fred; således også i brødrenes hus på Impivaaras lysning. Uden for døren ser du et læs halm, som Valko til ære for julen har trukket lige fra Viertola-herregård ; det skal bredes ud på husets gulv. Ikke engang her kunne brødrene undvære den knitrende julehalm, som var deres herligste minde fra barndommens dage. C’est la veille de Noël ; l’air est doux, des nuages gris cachent le ciel, la neige récente couvre les montagnes et les vallées. On entend dans la forêt un faible murmure, le coq de bruyère picore dans les bouleaux chargés de chatons, une bande de geais se régale sur un sorbier rouge et la pie, cette fille curieuse des bois, transporte des brindilles pour son futur nid. Dans la chaumière comme dans la ferme somptueuse, régnent l’allégresse et la paix, et aussi dans la cabane des frères à Impivaara. Dehors, devant la porte, on voit une charretée de paille que Valko est allé chercher à Viertola pour couvrir le plancher de la chambre en l’honneur de la Noël. Même ici, les frères n’ont pu se passer du crissement de la paille qui était le plus beau souvenir de leur enfance. 06009
Bottom
06010
Top
Men fra huset hører man dampen suse fra ovnens ophedede sten og en klaskende lyd af bløde baderis. Brødrene tager sig nu et grundigt julebad. Og da de omsider var færdige med det brændende varme bad, steg de ned fra briksen, klædte sig på og satte sig til hvile på de planker, der var anbragt langs væggene i stedet for bænke. Dér sad de nu, pustende og sveddryppende. En flammende spån oplyste stuen; Valko knasede havre i sin bås, for man havde heller ikke glemt hans jul; hanen sad på sit spær, døsig og gabende; Killi og Kiiski lå tæt ved ovnen med snuden på poterne ; og Jukolas gamle, vandgrå kat spandt i Juhanis skød. On entend dans la cabane le sifflement de la vapeur qui monte des pierres chaudes de Pâtre et le battement des souples ramilles de bouleau. Les frères prennent consciencieusement leur bain de Noël. Quand enfin la chaleur se fut dissipée, ils descendirent de la soupente, se vêtirent et se reposèrent sur les planches qui tenaient lieu de bancs le long des murs ; ils s’y assirent, suant et soufflant. Une latte de bois enflammée éclairait la chambre ; Valko dans sa loge mâchait de l’avoine, car on s’était aussi souvenu de son Noël ; assoupi et bâillant, le coq était perché suisa poutre ; Killi et Kiiski, le museau dans les pattes, dormaient près du poêle, et le vieux matou gris de Jukola ronronnait sur les genoux de Juhani. 06010
Bottom
06011
Top
Omsider begyndte Timo og Simeoni at tilberede aftensmåltidet, mens de andre bar neg ind. De løste båndene op og bredte halmen ud på gulvet i et lag på sådan noget som en kvart alen, men et endnu tykkere lag på briksen, hvor de som regel tilbragte deres aftener og nætter. - Til sidst var aftensmaden færdig: syv hul-brød, to egetræs-fade med dampende bjørnekød og en spand skummende øl stod på bordet. De havde selv brygget deres øl, idet de nøje havde fulgt deres mors metode ved fremstillingen af denne drik. De havde dog gjort den stærkere end almindeligt bondeøl. Rød-sort skummede det i spanden, og hvis du nedsvælgede en kande af det, ville du ligesom føle dig lidt svimmel i hjernekassen. - Men nu sidder de allesammen ved bordet, nyder kødet og brødet og det skummende øl af spanden. Timo et Simeoni se mirent alors à préparer le souper, tandis que les autres rentraient les gerbes. Ils défirent les liens, étendirent la paille sur le plancher en une couche épaisse d’une main, plus épaisse toutefois dans la soupente où ils passaient habituellement les soirées et les nuits. — Finalement le repas fut prêt : sept pains, deux bols en chêne remplis de viande d'ours fumante et un baquet plein de bière étaient disposés sur la table. Les frères avaient eux-mêmes fabriqué leur cervoise, en appliquant fidèlement la recette de leur mère. Mais ils l’avaient faite plus forte que la bière habituelle des paysans. D’un brun foncé, elle moussait dans le baquet ; et si l’on en avait avalé un plein pot, on aurait éprouvé un peu de vertige. — Les frères sont déjà tous assis autour de la table et se régalent de viande, de pain et de bière écumante. 06011
Bottom
06012
Top
AAPO: Her er sandelig bunket rigeligt med mad op foran os. AAPO: Quelle abondance de mangeaille est empilée devant nous ! 06012
Bottom
06013
Top
JUHANI: Lad os spise og drikke, drenge, for nu er det jul, jul for alle, såvel for dyr som mennesker. Broder Timo, hæld lidt øl over stakkels Valkos havre-dynge dér i krybben. - Sådan, lad gå bare, i hvert fald et stob. Ingen nærighed denne aften, men lad alle få deres part, såvel hesten, hunden og katten som Jukolas glade brødre. Lad hanen hvile i fred og kræve sin andel i morgen. Her, Killi og Kiiski, her får I et vældigt stykke af bjørnens lår, og her er til dig, arme kat. Men først gi’ pote, du, plir-øjede! - Ja, sådan! Og nu begge poterne! Se på vor kats kunster og indrøm så, at jeg er noget af en læremester. Han giver allerede hånd med begge poter på én gang, og så sidder han som en alvorlig, gammel mand og stikker, den filur, begge forpoterne i min hånd. Sådan! JUHANI: Mangeons et buvons, enfants, car c’est Noël pour nous, Noël pour tous, pour les bêtes comme pour les hommes. Timo mon frère, verse de la bière sur l’avoine du bon Valko dans sa loge. — C’est ça, verse-lui au moins un pot. Ce soir, on n’est pas chiches et tous auront leur ration, le cheval, les chiens et le chat, aussi bien que les joyeux garçons de Jukola. Le coq peut dormir en paix, il recevra sa part demain. Ici, Killi et Kiiski ! attrapez-moi ce puissant quartier de gigot d’ours, et voilà pour toi, vieux matou ; mais d’abord, donne la patte, mon petit loucheur. C’est ça ! Et maintenant, les deux pattes ! Voyez les tours que connaît notre chat, et allez dire ensuite que je n’ai pas l’étoffe d’un excellent professeur ! Il sait déjà me donner la main avec les deux pattes ensemble, et pour le faire, il s’assied comme un vieillard sérieux, il ine place ses deux pattes dans la main, ce coquin ! Voilà ! 06013
Bottom
06014
Top
AAPO: Sikke en forestilling! AAPO: Quel drôle de truc ! 06014
Bottom
06015
Top
TUOMAS: Hvad man dog må lære selv på sine gamle dage. TUOMAS: Ce qu'on doit apprendre encore dans ses vieux jours ! 06015
Bottom
06016
Top
JUHANI: Den lærdom har sandelig også krævet sin tid. Men jeg lod ikke knægten slippe, før han kunne takke sin lærer med begge poter. Men nu gør han det som en mand, og læreren er betalt. - Se, det er vel nok en kat! Her, sæt en bid bjørn til livs. Og så Kiiski og Killi. Ja, ja! »rør ved en mand, men rør ikke ved hans hund«. Rigtigt! Men dertil vil jeg føje: rør ved Jukolas Jussi, men ikke ved hans kat. JUHANI: Ma foi, il a fallu du temps pour l’instruire. Mais je n’ai pas lâché mon gaillard avant qu'il sache remercier son maître avec les deux pattes. A présent, il le fait comme un homme, et je suis payé de mes peines. En voilà un chat ! Tiens ! fourre-toi ce morceau d’ours sous la dent. Et Killi et. Kiiski ! Oui, oui, « Tu peux loucher un homme, mais pas son chien », c’est exact. Mais je veux ajouter : Tu peux toucher Jussi de Jukola, mais pas ses chiens. 06016
Bottom
06017
Top
EERO: Stik mig det dér ølkrus, Juhani. EERO: Passe-moi le baquet de bière, Juhani. 06017
Bottom
06018
Top
JUHANI: Det skal du få. Drik, brorlil, du, Guds skabning, drik, for nu er det jul, og der mangler ikke forråd derude i boden. Hvad savner vi her? Hvad kommer det os ved, om så hele verden brændte og blev til støv1 og aske, undtagen Impivaara og dets omgivelser ? Her lever vi som blommen i et æg, på vor egen grund og behøver ikke at bekymre os det mindste om onde mennesker. Her er godt at være. Skoven er vor eng, vor mark, vor mølle og vor rede til evig tid. JUHANI: Voilà, bois, frère, créature de Dieu, bois, car c’est Noël et les vivres abondent dans le grenier. De quoi manquons-nous ici ? Que nous importerait si tout le monde sauf Impivaara et ses environs s’évanouissait en cendres et en poussière ? On vit ici comme des seigneurs, à notre guise, sans avoir à nous soucier des hommes méchants. On est bien ici. La forêt est notre prairie, notre champ, notre moulin et notre nid éternel. 06018
Bottom
06019
Top
TIMO: Og vor kød-bod. TIMO: Et notre garde-manger. 06019
Bottom
06020
Top
JUHANI: Ja, netop! Her er godt at være. Tak, Lauri, for den udvej, du fandt til os, så vi slap bort fra verdens markeder. Her er frihed og fred. Jeg spørger endnu en gang: hvad angår det os, om så en gylden ild fortærede hele denne verden, når blot den nordlige del af Jukola gård og dens syv sønner skånes ? JUHANI: C’est vrai ! on est bien ici. Merci, Lauri, de nous avoir trouvé le moyen de fuir la foire de ce monde. Ici régnent la paix et la liberté. Et je demande encore : que nous importerait si les flammes dorées brûlaient tout l’univers, pourvu seulement qu’elles épargnent le nord de Jukola et ses sept enfants ? 06020
Bottom
06021
Top
TIMO: Hvis en løbeild gik rensende hen over verden, så ville den nordlige del af Jukola også blive til støv og aske og dets syv sønner oven i købet. TIMO: Si jamais un incendie ravageait le monde entier, eh bien, le nord de Jukola disparaîtrait aussi en cendre et en poussière, et ses sept enfants par-dessus le ma relié. 06021
Bottom
06022
Top
JUHANI: Det ved jeg godt. Men ser du, en mand kan forestille sig, hvad han vil; bilde sig ind, han er verdens herre eller en krablende skarnbasse. Se, han kan forestille sig, at Gud er død, djævlene, englene og hele menneskeslægten og dyrene på jorden, i havet og i luften; han kan forestille sig, at jord, helvede og himmel forsvinder som en tot blår i ilden, og at der i stedet for kommer et mørke, hvor ingen hane med tilbage-bøjet hals nogensinde forkynder Herrens lys. Sådan flyver mandens tanke, og hvem kan kaste net i dens vej ? JUHANI: Je le sais bien; mais l’homme peut s’imaginer tout ce qu’il veut, il peut penser qu’il est soit le maître du monde entier, soit un bousier fouisseur. Vois, il peut supposer que tout est mort, Dieu, les diables, les anges et toute la race humaine, les bêtes de la terre, de la mer et de l’air, il peut s’imaginer que la terre, l’enfer et les cieux s’écroulent comme un paquet d’étoupe dans le feu et que des ténèbres les remplacent, où au grand jamais le coq au cou recourbé n’annoncera le jour du Seigneur. Ainsi s’élance la pensée de l’homme ici-bas ; et qui pourrait tendre des filets sur son chemin ? 06022
Bottom
06023
Top
TIMO: Hvem begriber denne verdens opbygning? Ikke menneskebarnet, der er enfoldig og dum som en brægende vædder. Men det er bedst at tage dagen, som den kommer, og lade den gå, som den går, om det så ender galt eller tosset. Vi er her bare. TIMO: Kuka käsittää tämän maailman rakennusta? Ei ihmislapsi, joka on typerä ja tyhmä kuin määkivä jäärä. Mutta parasta ottaa päivä tultuansa, sallia sen mennä mentyänsä, käyköön sitten puuhun tai mäntyyn. Täällä ollaan vaan. 06023
Bottom
06024
Top
JUHANI: Hvad mangler vi her ? Savner vi noget ? JUHANI: Mikä on meidän täällä ollaksemme? Mitä puuttuu? 06024
Bottom
06025
Top
TIMO: »Hverken Guds nåde eller hans fuglemælk«. Boden er fuld af mad, og vort hus er varmt. Og her vælter vi os også i halmen. TIMO: »Ei Jumalan armoa eikä linnunkaan piimää». Aitta on ruokaa täys ja pirttimme lämmin. Täälläkin kiiriskelemme oljilla. 06025
Bottom
06026
Top
JUHANI: Her tumler vi os som kalve i den knitrende halm. Vi kan bade, når vi vil; når det falder os ind, og spise, når det smager os. - Men nu er vi jo allerede mætte mænd. Og der er intet andet tilbage end at velsigne vor mavesæk og tage af bordet. JUHANI: Täällä kiiriskelemme kuin mullikat kahisevilla oljilla. Kylpeä taidamme koska miellyttää, koska vaan päähämme pistää, ja syödä koska maistaa.--Mutta olemmehan jo ravitut miehet. Ei siis muuta kuin siunaamme säkkiämme ja korjaamme pöydän. 06026
Bottom
06027
Top
SIMEONI: Vent, til jeg har læst en kort bordbøn og sunget et salmevers bagefter. SIMEONI: Odottakaas siks kun olen lukenut lyhykäisen ruokaluvun ja laulanut värssyn päälle. 06027
Bottom
06028
Top
JUHANI: Lad det nu være for denne gang. Hvorfor gjorde du det ikke før måltidet? - Gå, Eero-knægt, du, der er den yngste, gå hen og tap øl af tønden. JUHANI: Se jääköön tällä kerralla. Miksi et tehnyt sitä ennen atriaa?--Käyppäs, Eero-poika, nuorimmakses laskemaan tynnöristä olutta. 06028
Bottom
06029
Top
SIMEONI: Du tillader altså ikke, at man synger et salmevers til ære for juleaftenen? SIMEONI: Et salli siis laulettavan virrenvärssyä joulu-illan kunnioiksi? 06029
Bottom
06030
Top
JUHANI: Vi er ikke sangere, kære bror. Lad os synge og bede i vore hjerter, det er jo også Guds mest velbehagelige offer. Men se, dér har vi ølkruset igen, sydende og skummende som Kyrö fos. Tak skal du ha’, knægt! Tag en slurk! Smag på det, broder Tuomas, så det rigtig kan mærkes i skrutten. JUHANI: Eihän meistä laulajiksi, velikulta. Lauletaan ja luetaan sydämmissämme, joka onkin Jumalalle otollisin uhri.--Mutta tuossa taasen olutkiulu, kuohuva ja vahtoova kuin Kyrön koski. Tattis, poika, vaan! Saadaanpas tästä! Kimauta tuosta, veli Tuomas, ja oikein aika mekosta. 06030
Bottom
06031
Top
TUOMAS: Jeg tøver ikke ret længe. TUOMAS: Enhän tuossa kauankaan huikaile. 06031
Bottom
06032
Top
JUHANI: Sådan drikker en mand. Den slags slurke gør vore struber til rigtige klokker-struber. JUHANI: Niinhän mies kulauttaa. Sellaiset siemaukset saattaa kurkuistamme oikein lukkarin-kurkut. 06032
Bottom
06033
Top
Livet har vi førhen kendt
på den anden side bækken.
Bække-træet har vi brændt,
Bæk-øl hældt i mavesækken.
»Elettiinpä ennenkin,
Vaikk' ojan takan' oltiin;
Ojapuita poltettiin
Ja ojast' oltta juotiin».
06033
Bottom
06039
Top
Ja, sådan. Men vor drik er kornets brune saft, vort brændsel favne-brænde og harpiks-stubbe, og under os har vi halmens bløde bolster, en herlig bryde-plads selv for konger og storfyrster. - Et ord, Tuomas! Broder Aapo, påstod engang, at din kraft og styrke langt overgår Juhos, men det vil jeg nu ikke rigtig tro. Hvordan ville det være at rulle sig dér i halmen? Lad os prøve! Juuri niin. Mutta onhan juomanamme ohran ruskea neste, polttopuunamme halko ja tervaskanto, ja allamme on pehmeä, olkinen polstari, oiva painitanner vaikka kuninkaille ja suuriruhtinaille.--Yksi sana, Tuomas. Takasihan kerran veli Aapo sinun väkes ja voimas käyvän jo huikeasti yli Juhon, mutta sitä en juuri mielisi uskoa. Kuinkahan tuossa pyörähtelisimme? Koetetaan! 06039
Bottom
06040
Top
SIMEONI: Hold jer i skindet! Og skån den skinnende halm, i hvert fald til i morgen. SIMEONI: Alallamme! ja armahtakaat noita kiiltäviä olkia edes huomispäivään. 06040
Bottom
06041
Top
JUHANI: Nu står glæden på sit højdepunkt, »helligdagsaftenen er højeste fest«; og halmen bliver jo alligevel til strøelse. - Har du lyst, Tuomas? JUHANI: Nythän ilo parhaimmallansa, »aatosta juhla korkein»; ja pahnoiksihan on olkien mentävä.--Miellyttääkö Tuomasta? 06041
Bottom
06042
Top
TUOMAS: Man kan vel prøve. TUOMAS: Käyhän tuota koettaa. 06042
Bottom
06043
Top
JUHANI: Livtag! JUHANI: Ristipainia! 06043
Bottom
06044
Top
TUOMAS: Ja, lad gå! TUOMAS: Olkoon menneeksi! 06044
Bottom
06045
Top
JUHANI: Vi griber fat, vi griber fat! JUHANI: Isketäänpäs, isketäänpäs! 06045
Bottom
06046
Top
AAPO: Vent, knægt. Lad også Tuomas få et fast greb i din bukselinning. AAPO: Varro, poika! Saakoon Tuomaskin lujan kahmauksen housusi kaulureista. 06046
Bottom
06047
Top
JUHANI: Det skal han få, det skal han få. JUHANI: Hän saakoon, hän saakoon! 06047
Bottom
06048
Top
EERO: Juho, hvorfor griner du og ruller med øjnene som oksen på slagtebænken? Ak, kære bror! Pas på, du nu ikke bringer skam over dig selv. EERO: Juho, miksi irvistät ja väännät silmiäs kuin härkä penkissä? Voi veljeäni! Mutta katso, ettet itseäsi häväise nyt. 06048
Bottom
06049
Top
AAPO: Alt i orden. Hvem har det første kast ? AAPO: Kaikki hyvin. Kenen on ensimmäinen heitto? 06049
Bottom
06050
Top
JUHANI: Lad det være Tuomas. JUHANI: Olkoon se Tuomaan. 06050
Bottom
06051
Top
TUOMAS: Lad det være den ældste broder. TUOMAS: Olkoon se vanhimman veljen. 06051
Bottom
06052
Top
JUHANI: Stå så fast. JUHANI: Seiso sitten kannallas. 06052
Bottom
06053
Top
TUOMAS: Jeg skal prøve på det. TUOMAS: Tahdon koettaa. 06053
Bottom
06054
Top
JUHANI: Står du, står du? JUHANI: Seisotko, seisotko? 06054
Bottom
06055
Top
TUOMAS: Jeg skal prøve. TUOMAS: Tahdon koettaa. 06055
Bottom
06056
Top
AAPO: Halleluja, drenge! Sådan ja, netop sådan! I kæmper som troens helte. Juho brydes og bakser som selve Israel, og Tuomas »som egen stod«. AAPO: Heleijaa, pojat! Sillä lailla, juuri niin! Taistelettepa kuin uskon sankarit. Juho kimpustaa ja vääntää kuin Israeli itse ja »Tuomas seisoo niinkuin tammi». 06056
Bottom
06057
Top
EERO: »Da Abraham sin røst oplod«. Men se på Juhos mund og bliv forskrækket. Ak, om jeg nu kunne stikke en stålstang ind mellem hans tænder, så - smask!, og den ville straks gå i to stykker. Jeg er forfærdet, forfærdet! EERO: »Koska saarnaa Aaprahammi». Mutta katso Juhon suuta ja kauhistu. Ah! pistäisin nyt vaikka teräspuikon hänen hampaittensa väliin--roiskis! ja olispa se kohta kahtena kappaleena. Kauhistunpa, kauhistunpa! 06057
Bottom
06058
Top
AAPO: Det er jo et livtag mellem mænd. Gulvplankerne stiger og falder under os. AAPO: Miesten otteloa vaan. Nousee ja vaipuuhan allamme palkit. 06058
Bottom
06059
Top
EERO: Som orgelbælge; og Tuomas’ tøfler pløjer gulvet som en grov træplov. EERO: Kuin urkujen polkimet; ja Tuomaan töppöset kyntää laattiata kuin järeät metsä-sahrat. 06059
Bottom
06060
Top
AAPO: Man stryger ikke netop med mælkefingre. For fanden, hvis dette slagsmål fandt sted deroppe på bjerget, så ville hæle-beslagene slå gnister af klippen. AAPO: Ei siinä juuri sivelläkkään maitosormilla. Peijakas! olis tämä pinnistys tuolla vuorella, niin iskisivätpä korkkoraudat säkeniä kalliosta. 06060
Bottom
06061
Top
EERO: Rigtige guldstjerner ville flyve ind i skoven, så der opstod en munter skovbrand. - Men Tuomas står stadig. EERO: Oikein kultaisia tähtiä lentelis metsään, ja nousispa tuosta iloinen kulovalkia.--Mutta aina seisoo Tuomas. 06061
Bottom
06062
Top
TUOMAS: Har du nu rusket tilstrækkeligt? TUOMAS: Oletko jo nytkinyt tarpeekses? 06062
Bottom
06063
Top
JUHANI: Ja, kast du. JUHANI: Heitäs sinä. 06063
Bottom
06064
Top
TUOMAS: Jeg prøver. Og nu skal du få at se, hvordan gulvet snurrer rundt. TUOMAS: Tahdon koettaa. Mutta katso nyt, niin laattia pyörii. 06064
Bottom
06065
Top
EERO: Stå fast, stå fast, Juho! - EERO: Muista, muista, Juho!-- 06065
Bottom
06066
Top
AAPO: Det var et kast. AAPO: Se oli heitto. 06066
Bottom
06067
Top
EERO: Det var et brag som af »Haamaas trækølle«, et brag som af »himmelens ild-hammer«. EERO: Se oli jumaus kuin »Haamaan halkonuijasta» kuin isku »taivaan tulivasarasta». 06067
Bottom
06068
Top
TIMO: Og dér ligger Juhani som en maltsæk. TIMO: Ja tuossa makaa Juhani kuin mallassäkki. 06068
Bottom
06069
Top
EERO: Ak, stakkels »Jussi-knægt«! EERO: Voi »Poika-Jussia»! 06069
Bottom
06070
Top
TIMO: Sådan kaldte han sig selv som lille purk. TIMO: Niin kutsui hän itseänsä pikku-poikana. 06070
Bottom
06071
Top
AAPO: Man bør tænke på, hvordan man kaster en mand. Husk, Tuomas: menneskets krop er ikke afjern, men af kød og ben. AAPO: Pitää kuitenkin tietämän kuinka miestä heittää. Muista, Tuomas: eihän ole ihmisen ruumis raudasta, vaan lihasta ja luusta. 06071
Bottom
06072
Top
TIMO: Ja, selv om det bærer bukser. TIMO: Niin, vaikka hän housujakin kantaa. 06072
Bottom
06073
Top
TUOMAS: Gjorde jeg dig fortræd ? TUOMAS: Turmelinko sinua? 06073
Bottom
06074
Top
JUHANI: Pas dig selv. JUHANI: Katso itses. 06074
Bottom
06075
Top
TUOMAS: Rejs dig op. TUOMAS: Nouse ylös. 06075
Bottom
06076
Top
JUHANI: Jeg rejser mig op og viser dig mandskraften ved at trække stang. I den leg vejes kræfterne. JUHANI: Nousen kyllä ja näytän sinulle miesvoiman käsikapulassa. Siinä leikissä voimat punnitaan. 06076
Bottom
06077
Top
TUOMAS: Eero, hent stangen derhenne i krogen, den stang, vi roder i ilden med. - Se her, Juhani. TUOMAS: Tuoppas, Eero, haara tuolta nurkasta.--Kas tässä, Juhani. 06077
Bottom
06078
Top
JUHANI: Her er jeg. Og nu bagpote imod bagpotc og næverne omkring stangen. JUHANI: Tässä olen. Ja nyt takatassu vasten takatassua ja ympäri haarua kynnet! 06078
Bottom
06079
Top
AAPO: Og når jeg råber, så trækker I, men uden et eneste ryk. Stangen ved tåspidserne, lige ved tåspidserne og ikke en tomme til nogen af Siderne. - nu, drenge! AAPO: Ja koska luihkaan, silloin vetäkäät, mutta ilman yhtään tempausta. Haara varpaitten kohdalle, juuri varpaitten kohdalle, ei tuumaa kummallekaan puolelle.--Nyt, pojat! 06079
Bottom
06080
Top
TIMO: Juho stiger til vejrs, så det knager. TIMO: Juho nousee ylös että kääkähtää vaan. 06080
Bottom
06081
Top
AAPO: Dér hjælper ingen nåde. AAPO: Eihän siinä armotkaan auta. 06081
Bottom
06082
Top
JUHANI: Timo, gå hen og tap øl. JUHANI: Mene laskemaan olutta, Timo. 06082
Bottom
06083
Top
TIMO: Du halter jo, kære bror. TIMO: Onnuthan, veli. 06083
Bottom
06084
Top
JUHANI: Tap øl, din forbistrede lømmel. Hørte du? Eller skal jeg daske dig om ørerne ? JUHANI: Olutta laskemaan, sinä riivatun nallikka! Kuulitko? Vai tahdotko korvilles? 06084
Bottom
06085
Top
TUOMAS: Slog jeg din fod ? TUOMAS: Vioitinko jalkas? 06085
Bottom
06086
Top
JUHANI: Hvad kommer det dig ved ? Pas du din egen pote. Hvad angår det mig, om så hælen faldt af støvlen ? Den gik jo af under brydekampen som en roe-skive. Men pas du dig selv. Det ser ud til, du vinder over mig i brydning og stang, men kom og slås. JUHANI: Mitä huolit siitä? Katso oma käpäläs. Mitä koskee se minuun, jos korkkoni heltikin saappaastani? Heltihän se painissa kuin nauriin liuska. Mutta katso itses, sinä. Näkyy, että voitat minun painissa ja käsikapulassa; mutta tules tappelemaan. 06086
Bottom
06087
Top
AAPO: Slagsmål hører jo ikke til sagen. AAPO: Tappelus ei kuulu asiaan nyt. 06087
Bottom
06088
Top
JUHANI: Jo, hvis vi vil. JUHANI: Kyllä, jos vaan tahdomme. 06088
Bottom
06089
Top
TUOMAS: Jeg vil ikke. TUOMAS: Minä en tahdo. 06089
Bottom
06090
Top
JUHANI: Du tør ikke. JUHANI: Et uskalla. 06090
Bottom
06091
Top
AAPO: Husk, at brydningen er en leg. AAPO: Tiedä paini leikiksi. 06091
Bottom
06092
Top
SIMEONI: Jeg ved, at det er en leg, der ofte giver anledning til slagsmål og mord. SIMEONI: Minä tiedän sen leikiksi, josta syntyy usein tappelus ja murha. 06092
Bottom
06093
Top
JUHANI: Lad Tuomas have vundet, men ingen anden bøjer Juhani her. Det svægrer jeg og viser fra mand til mand hele kompagniet igennem. - En dyst, Aapo! Holder din krave, holder den? JUHANI: Tuomas voittakoon, mutta ei notkista Juhania tässä kukaan muu. Sen vannon ja näytän miehestä mieheen yli kaiken komppanian.--Yksi nappaus, Aapo! Pitääkös kaulukses? Pitääkös? 06093
Bottom
06094
Top
AAPO: Galhovedet uden mindste grund. Rolig, rolig, lad os brydes på ærlig vis. AAPO: Hurjapää ilman pienintäkään syytä! Malta, malta, ja painikaamme kunnon tavalla. 06094
Bottom
06095
Top
JUHANI: Lyn og torden! JUHANI: Kirkas leimaus! 06095
Bottom
06096
Top
AAPO: Rolig, siger jeg. - Sådan, kast nu. AAPO: Malta, sanon minä.--Kas niin, nyt heitä. 06096
Bottom
06097
Top
EERO: Juho danser polka som en mand, selv om han halter. EERO: Juho tanssii polskaa niinkuin poika, vaikka ontuenkin. 06097
Bottom
06098
Top
JUHANI: Hvad siger du nu, broder Aapo? JUHANI: Mitä lausut nyt, veli Aapo? 06098
Bottom
06099
Top
AAPO: At jeg ligger under dig. AAPO: Että makaan sun allas. 06099
Bottom
06100
Top
JUHANI: Kom frem som næste nummer, Simeoni. JUHANI: Astuppas numeroon, Simeoni. 06100
Bottom
06101
Top
SIMEONI: Ikke en gang for tusind rigsdaler ville jeg forstyrre den høje fest. SIMEONI: En tuhannen riksin edestä rikkomaan korkeata juhlaa. 06101
Bottom
06102
Top
JUHANI: Æret være julehøjtiden! Man forsynder sig ikke imod den ved en uskyldig brydekamp, hvis blot vort sind er muntert og vort hjerte rent. Et forsøg, Simeoni! JUHANI: Kunnioitettu olkoon joulu-juhla! Eihän sitä viattomassa painissa rikota, jossa mielemme on iloinen ja sydämemme puhdas. Yksi koetus, Simeoni! 06102
Bottom
06103
Top
SIMEONI: Hvorfor frister du mig ? SIMEONI: Miksi kiusaat minua? 06103
Bottom
06104
Top
JUHANI: Et basketag! JUHANI: Yksi rynnistys! 06104
Bottom
06105
Top
SIMEONI: Din satan! SIMEONI: Sinä saatana! 06105
Bottom
06106
Top
AAPO: Fred være med ham, Juhani, fred! AAPO: Rauhaa hänelle, Juhani, rauhaa! 06106
Bottom
06107
Top
JUHANI: Vi kan vel forsøge. Se så, bare et eneste tag i kraven! JUHANI: Sopiihan meidän koettaa. Kas niin, yksi ainoa kiekaus kauluksesta! 06107
Bottom
06108
Top
SIMEONI: Gå ad helvede til, onde ånd! Jeg indrømmer, at du vinder. SIMEONI: Mene helvettiin, häijy henki! Minä myönnän, että voitat. 06108
Bottom
06109
Top
TUOMAS: Det tror jeg først, når jeg ser det. Jeg formoder, at Simeonis sener heller ikke er kalvekød. TUOMAS: Sen uskon vasta koska näen. En luule Simeoninkaan jänteitä juuri vasikanlihaksi. 06109
Bottom
06110
Top
JUHANI: Lad ham derfor komme og prøve. Så vil man få at se, om de er kalvekød eller mørkt, senet bjørnekød. JUHANI: Sentähden tulkoon hän koettamaan. Siinähän nähdään, ovatko vasikkaa vai mustaa, saartuvallista karhua. 06110
Bottom
06111
Top
AAPO: Lad ham være i fred og lad en anden komme frem, der har større lyst til at slås. Broder Timo, altid en tapper mand! AAPO: Olkoon hän oloillansa ja astukoon esiin toinen uros, mieluisampi rinnustukseen. Veli Timo, aina uljas mies! 06111
Bottom
06112
Top
JUHANI: Vil du? JUHANI: Haluttaisko? 06112
Bottom
06113
Top
AAPO: Klem på, Timo! Du har jo aldrig været noget hængehoved. AAPO: Päin tuuleen, Timo! Ethän ole koskaan nurru-poika. 06113
Bottom
06114
Top
TUOMAS: Aldrig, men altid kæk; altid som i sin egen gård. Jeg glemmer ikke det kunststykke, han lavede i den uforglemmelige bataille med Toukola-folkene. Han fik først, ganske uventet, et vældigt slag i hovedet, men uden at bekymre sig synderligt om det, snurrede han rolig rundt, snappede staven ud af mandens næve og slog igen, lige oven i skallen, og så - gik staven i stykker. Staven brækkede midt over, så det bragede, og manden dejsede om som en tom sæk. Sådan er Jukolas Timo. Og jeg ved, at der stadig er krummer i ham. TUOMAS: Ei koskaan, vaan aina reipas, aina niinkuin omassa talossansa. Enhän unohda tempausta, jonka hän teki tuossa ainoisessa melakassa Toukolaisten kanssa. Saipa hän ensin huomaamatta nupillensa aika nassauksen, mutta, siitä suuriakaan huolimatta, kääntyi hän vakaasti ympäri, sieppasi seipään miehensä kourasta ja nytpä iski hän takaisin vasten pääkuorta--ja seiväs poikki. Seiväs poikki että sälähti, ja alas maahan lotkahti mies kuin tyhjä säkki. Niin teki Jukolan Timo. Ja minä tiedän, että löytyy hänessä miehen-vastusta vieläkin. 06114
Bottom
06115
Top
TIMO: Kom an, knægt. TIMO: Tuleppas, poika. 06115
Bottom
06116
Top
JUHANI: Det er netop, hvad jeg vil. Men lad mig også få fat i dine linninger. Nu er j'eg klar. JUHANI: Sitähän juuri mielin. Mutta annas kun kieppaisen pielistäsi kiinni minä myös. Nyt olen valmis. 06116
Bottom
06117
Top
AAPO: Timo skal have det første kast. AAPO: Ensimmäinen olkoon Timon. 06117
Bottom
06118
Top
JUIIANI: Lad gå. Så får j‘eg tid til at puste lidt. JUHANI: Olkoon niin. Ehdinpä vähän puuskuttamaan. 06118
Bottom
06119
Top
TIMO: Se dér! TIMO: Kas tuossa! 06119
Bottom
06120
Top
JUHANI: Nej, min dreng! JUHANI: Ei, poikaseni! 06120
Bottom
06121
Top
TUOMAS: Det var et temmelig kraftigt ryk, Timo, du tapre Timo! Men er der ikke råd for at gøre det bedre? TUOMAS: Jotenkin tuima tempaus, Timo, sinä urhoollinen Timo! Mutta onkos varaa parantaa? 06121
Bottom
06122
Top
JUHANI: Vi går ikke herfra så let. . JUHANI: Ei tästä näin vaan mennä. 06122
Bottom
06123
Top
TUOMAS: Timo, er der ikke råd for at gøre det bedre? TUOMAS: Timo, onkos varaa parantaa? 06123
Bottom
06124
Top
TIMO: Det burde der være. - Men så det her? TIMO: Pitäis olla.--Mitä tämä sanoo? 06124
Bottom
06125
Top
JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. JUHANI: »Ei tästä näin vaan mennä, sanoi Hyvänmäen kerjäläinen.» 06125
Bottom
06126
Top
AAPO: En gang til, Timo. AAPO: Kerran vielä, Timo. 06126
Bottom
06127
Top
TUOMAS: Er der ikke råd for at gøre det bedre ? TUOMAS: Onkos varaa parantaa? 06127
Bottom
06128
Top
TIMO: Der burde være. - Men så det her ? TIMO: Pitäis olla.--Entäs tämä? 06128
Bottom
06129
Top
JUHANI: »Vi går ikke herfra så let, sagde Hyvånmåki-tiggeren«. JUHANI: »Ei tästä näin vaan mennä, sanoi Hyvänmäen kerjäläinen.» 06129
Bottom
06130
Top
TUOMAS: Men det var et ryk, der kunne mærkes. TUOMAS: Mutta se oli nykäys, joka tuntui. 06130
Bottom
06131
Top
EERO: Ingen fare, Juhanis stemme skælvede bare en smule og ganske uskyldigt. EERO: Ei vaaraa, ainoastaan hieman ja juuri viattomasti tärähti Juhanin ääni. 06131
Bottom
06132
Top
JUHANI: Jeg står oprejst endnu. JUHANI: Pystyssä seison. 06132
Bottom
06133
Top
TUOMAS: En gang til, Timo. TUOMAS: Kerran vielä, Timo. 06133
Bottom
06134
Top
TIMO: Vi skal prøve, vi skal prøve. TIMO: Koetetaan, koetetaan. 06134
Bottom
06135
Top
JUHANI: »Vent — holdt!« Mine bukser skrider. JUHANI: »Ventta-holl!» Housuni putoo! 06135
Bottom
06136
Top
TIMO: »Men nu, sagde Kaitaranta«. TIMO: »Mutta nyt, sanoi Kaitaranta». 06136
Bottom
06137
Top
JUHANI: Mine bukser skrider. Hører du det? JUHANI: Housuni putoo! Kuuletko sinä? 06137
Bottom
06138
Top
TIMO: Se, sådan, min broder! TIMO: Kas noin, veljeni! 06138
Bottom
06139
Top
AAPO: Ligger nu Juhani dér igen og kysser gulvet? AAPO: Tuossako makaa Juhani taas, suudellen permantoa? 06139
Bottom
06140
Top
EERO: Og stønner som en stud. Men det er da godt, »han får tid til at puste lidt«. EERO: Ja puhaltaen niinkuin sonni-härkä. Mutta hyvä että »ehtii hän vähän puuskuttamaan». 06140
Bottom
06141
Top
TIMO: Knægten ligger under mig som en våd kludesko. TIMO: Allani makaa poika kuin märkä tallukka vaan. 06141
Bottom
06142
Top
TUOMAS: Men hans bukser spillede ham et puds. TUOMAS: Mutta housunsa tekivät hänelle teposet. 06142
Bottom
06143
Top
AAPO: Det må siges i sandhedens navn. Jussis egne bukser gjorde modstand imod deres herre og sluttede forbund med Timo. AAPO: Olkoon se sanottu totuuden nimessä. Juhanin omat housut olivat tässä herraansa vastaan ja rupesivat liittolaisiksi Timolle. 06143
Bottom
06144
Top
EERO: Således forholder det sig. Derfor væk med bukserne, og lad legen begynde igen. EERO: Niin on asia. Sentähden kaikki housut pois ja uudistukoon leikki. 06144
Bottom
06145
Top
SIMEONI: Hold nu kæft, din døgenigt. Ellers giver jeg dig nogen på snuden. Har du ikke allerede fået nok af denne helvedes leg? SIMEONI: Pidä nyt kitas, sinä rääkkä! Annanpa muutoin vasten nokkaas. Eikö ole sinulle jo kylliksi tätä helvetin leikkiä? 06145
Bottom
06146
Top
EERO: Nå, lad os så gøre den til en himmelsk leg. Væk med bukserne og skjorterne, og lad os brydes som to engle på Paradisets marker. EERO: No muuttukoon se taivaan leikiksi. Housut ja paidat pois, ja painikaat kuin kaksi enkeliä Paratiisin pelloilla. 06146
Bottom
06147
Top
TUOMAS: Hvorfor sidder du på hans nakke, Timo? TUOMAS: Miksi istut hänen niskoillansa, Timo? 06147
Bottom
06148
Top
TIMO: Hvis jeg nu havde en brændeknude, gav jeg ham nogen i rumpen, så det dundrede efter. TIMO: Olis nyt halko, niin panis niin pitkin pakaroja että pläikkyis. 06148
Bottom
06149
Top
AAPO: Hvorfor det? Det her er en brydekamp og ikke noget slagsmål. AAPO: Miksi niin? Tämä on painia, vaan ei tappelusta. 06149
Bottom
06150
Top
EERO: Er Timo vred ? EERO: Onko Timo suutuksissaan? 06150
Bottom
06151
Top
TIMO: Slet ikke, slet ikke, men jeg siger bare: hvis jeg havde et brændestykke eller en rund stok, gav jeg ham nogen i rumpen, så det bragede efter. TIMO: Ei suinkaan, ei suinkaan, mutta sanonpa: olis nyt halko tai ympyriäinen tela, niin panis niin pitkin pakaroja, että pläikkyis. 06151
Bottom
06152
Top
TUOMAS: Lad ham komme op. TUOMAS: Laske hän ylös. 06152
Bottom
06153
Top
TIMO: Rejs dig op, du Guds skabning. TIMO: Nouse, Jumalan luoma. 06153
Bottom
06154
Top
JUHANI: Jeg rejser mig op, men vid, at når jeg har fået bukserne op igen, så bliver det din tur til at falde omkuld og på en noget anden måde end jeg. Jeg, jeg stakkels knægt, bukkede sammen på grund af et ulykkestilfælde, som du udnyttede i en fart, din støvleknægt! JUHANI: Minä nousen, ja tiedä, saatuani housut kiinni taas, on vuoro sinun taas painua alas, ja toisin kuin äsken minä. Minähän, poloinen poika, kämärryin alles onnettomuuden kautta, jonka sinä niin vikkelästi käytit hyödyksesi, hunsvotti, saapasvedin! 06154
Bottom
06155
Top
AAPO: Nu ingen vrede! Jeg ved, at han næppe lagde mærke til dit bukse-uheld. Han gjorde det i kampens hede, stakkels fyr. AAPO: Vihastuminen kauas! Minä tiedän että hän tuskin huomasi housuvahinkoas, ennen kuin heitto oli tehty. Sen teki hän tiimmellyksen kuumuudessa, poika-parka. 06155
Bottom
06156
Top
JUHANI: Han vidste det nok, den muldvarp. Men I er jo alle sammen i nakken på mig som ravne. Såh, han vidste det ikke? Råbte jeg ikke som en landmåler med høj stemme: vent - holdt, mine bukser skrider? Men det brød han sig ikke om, men rev med klør og tænder som en kat. Men fanden ta’ mig! Jeg skal lære dig for fremtiden at udnytte en andens skridende bukser til egen fordel; jeg skal sandelig lære dig. JUHANI: Sen hän kyllä tiesi, se mullisaukko. Mutta olettepa kaikki niinkuin korpit niskoillani. Vai ei hän tiennyt. Enkö huutanut kuin rajamies huikealla äänellä: ventta-holl, housut putoo? Mutta hän ei siitä huolinut, vaan tempaili kynsineen ja hampaineen kuin kissa. Mutta istu ja pala! Kyllä sinun opetan tästedes käyttelemään onneksesi toisen sylttyhousuja, kyllä sinun opetan. 06156
Bottom
06157
Top
TIMO: Ak, jeg stakkel, jeg gjorde det i kampens hede. TIMO: Sen tein minä tiimmellyksen kuumuudessa, poika-parka. 06157
Bottom
06158
Top
JUHANI: Jeg skal lære dig, når jeg har fået bukserne op og sat livremmen fast som et kilet tøndebånd. JUHANI: Minä sinun opetan, saatuani housut ylös ja nälkävyön kiinni kuin nalkitun vanteen. 06158
Bottom
06159
Top
TIMO: Jeg giver pokker i hele brydekampen; når jeg én gang har vundet, så har jeg vundet, og så er der ikke mere at mukke om. Hvad har bukserne med sagen at gøre? I brydning er det manden, som brydes og ikke hans bukser eller strømpeskafter eller andre sne-sko. TIMO: Minä annan palttua koko painille; koska kerran voitin, niin voitin, eihän siinä mitään muuta mutinata. Mitä kuuluu housut tänne? Painissa painii mies, vaan ei housut ja säärykset tai muut lumisukat. 06159
Bottom
06160
Top
JUHANI: Næverne i linningen igen og bryst mod bryst! Fanden stå i det! JUHANI: Kourat kaulukseen taas ja rinta vasten rintaa! Istu ja pala! 06160
Bottom
06161
Top
TIMO: Skal jeg deltage sammen med ham i det dér barnlige foretagende? TIMO: Menenkö ma hänen kanssansa tuohon lapsekkaasen työhön? 06161
Bottom
06162
Top
EERO: Og det spørger han om? Gå, du Guds skabning, så længe du bare kan. EERO: Mitä hän kysyy vielä. Mene, Jumalan luoma, mene koska pääset. 06162
Bottom
06163
Top
SIMEONI: Gå ikke, siger jeg. SIMEONI: Älä mene, sanon minä. 06163
Bottom
06164
Top
EERO: Gå ikke, hvis du frygter og skælver. EERO: Älä mene, jos pelkäät ja vapiset. 06164
Bottom
06165
Top
JUHANI: Nu hjælper hverken frygt eller bæven, han må deltage i en ny kamp og det lige i dette Herrens øjeblik. JUHANI: Nyt ei auta pelko eikä vapistus, vaan täytyy hänen käydä uuteen kilvoitukseen ja juuri tällä Jumalan hetkellä. 06165
Bottom
06166
Top
EERO: Hav barmhjertighed med ham, Juhani, hav barmhjertighed! EERO: Armahda häntä, Juhani, armahda! 06166
Bottom
06167
Top
TIMO: Hvorfor det, Eero, hvorfor det? Lad gå med en kamp til, en eller to. Tag fat! TIMO: Minkätähden? Eero, minkätähden? Olkoon menneeksi yksi pinnistys vielä, yksi tai kaksi. Tersii vaan! 06167
Bottom
06168
Top
JUHANI: Se her, knægt! JUHANI: Tässä, poika! 06168
Bottom
06169
Top
TUOMAS: Ordentligt, Juho! TUOMAS: Koreasti, Juho! 06169
Bottom
06170
Top
AAPO: Ordentligt! Sådan slås jo to sultne høge. AAPO: Koreasti! Noinhan tappelee kaksi nälkäistä haukkaa. 06170
Bottom
06171
Top
SIMEONI: Slagsmål, rent slagsmål! SIMEONI: Tappelua, sulaa tappelua! 06171
Bottom
06172
Top
AAPO: Fornuftigt, Juhani! AAPO: Järkevästi, Juhani! 06172
Bottom
06173
Top
SIMEONI: Oh, I bæster, I bæster! SIMEONI: Voi teitä hirmuja, voi teitä hirmuja! 06173
Bottom
06174
Top
EERO: Knus dog ikke din brodér! EERO: Älähän veljeäsi runno! 06174
Bottom
06175
Top
SIMEONI: Aha, aha! Nu bliver Eero også bleg. Der har du de fisk, du fiskede efter. SIMEONI: Aha, aha! johan kelmenee Eerokin. Siinä ovat kalas, joita onkeilit. 06175
Bottom
06176
Top
TUOMAS: Juhani! TUOMAS: Juhani! 06176
Bottom
06177
Top
SIMEONI: Hele huset styrter jo sammen, I vilddyr og djævle! SIMEONI: Hajoohan jo pirttikin, te pedot ja perkeleet! 06177
Bottom
06178
Top
JUHANI: »Vot, knægt, sagde russeren!« Nå, hvorfor ligger du dér og glor op i loftet ? JUHANI: »Votti, poika, sanoi Ryssä!» No miksi makaat siinä, ja killistelet ylös kattoon? 06178
Bottom
06179
Top
TIMO: Du vinder over mig nu, men lad tiden forme os lidt mere: du bliver gammel og mindre, men jeg vokser og bliver stærkere. TIMO: Sinä voitat minun nyt, mutta annappas ajan vähän muokata vielä: sinä vanhenet ja kasvat pikkuiseksi, mutta minä vartun ja voimistun. 06179
Bottom
06180
Top
JUHANI: Engang forgår og ender denne verden, hvorfor skulle det så ikke ske med et stakkels syndigt menneske? Tiden slider os alle sammen op, kære broder. Men rejs dig nu og hæld en slurk øl i gabet og indrøm så, at der er et par lod mindre kraft i dig end i mig. JUHANI: Kerran ransistuu ja loppuu tämä maailmakin, saati syntinen ihmis-parka. Aika tasii meitä kaikkia, veljeni. Mutta nouse ylös ja kulauta naamaas siemaus olutta ja tunnusta että on sinussa pari luotia vähemmin voimaa kuin minussa. 06180
Bottom
06181
Top
TIMO: Det så man. Dér lå jeg under dig på alle fire og du over mig som en lodden bjørn. TIMO: Se nähtiin. Tuossahan makasin rähmäkkäänä allas ja sinä päälläni kuin röyheä karhu. 06181
Bottom
06182
Top
JUHANI: »Tag dig en slurk, Rumpe-Matti, af Kiikka-Heikkis kande!« I Jukolas flok er jeg således anden mand, hvad styrke angår. Lauri og Eero er ganske vist endnu uprøvede, men de skal vide, at de vil høre humlebierne summe for deres øren, hvis det kom til en prøve; og Simeoni har indrømmet, at han er svagere end jeg. Men ingen af Jukolas brødre er en lille-fingers-mand, det svarer jeg for. Her må komme indtil halvtreds Toukolafolk, knytnæve mod knytnæve. Fem tønder bærer jeg på min nakke, og Tuomas lidt til; fem tønder, hvis blot en anden stabler byrden på min ryg. JUHANI: »Saappas tästä, Saparamatti, Kiikka-Heikin kannusta!»--Olen siis Jukolan laumassa toinen mies mitä voimaan kosee. Lauri ja Eero ovat tosin koettamatta vielä, mutta he tietäkööt että mesiäisiä he kuultelisivat koetuksessa; ja Simeoni on itsensä tunnustanut heikommaksi minua. Mutta pikkusormen mies ei ole Jukolan veljeksistä yksikään, sen takaan minä. Tulkoon tänne vaikka viisikymmentä Toukolaista, nyrkki vasten nyrkkiä. Viisi tynnöriähän minä niskallani kannan, ja Tuomas vähän enemmin; viisi tynnyriä, kun toinen vaan painon selkääni pinoo. 06182
Bottom
06183
Top
TUOMAS: Men jeg ville gerne se Lauri og Eero i et rigtig voldsomt basketag med hinanden. TUOMAS: Mutta mielisinpä nähdä Laurin ja Eeron lyövän painia oikein tiukasti. 06183
Bottom
06184
Top
AAPO: Det ville sandelig være noget at se på. Den ene tryg og rolig som tøvejr, den anden lille som en dværg, men hurtig og skarp som et lyn. Tag fat, og det bliver væselen og han-haren, som kæmper. Jeg sammenligner dig ikke med haren af hensyn til skrækken - det er der ikke nogen grund til - heller ikke af hensyn til dine bevægelser, for Lauri går som smeden Könnis hakke-karl, livis ben og hakke blev sat i bevægelse af et sindrigt urværk i maven - men kampen ville efter min mening ligne en brydekamp mellem en væsel og en prægtig han-hare. AAPO: Totisesti jotain nähtävää. Toinen vakava ja tyyni kuin talven suoja, toinen pikkuinen kuin keri, mutta niinkuin leimaus vilkas ja terävä. Päin tuuleen, ja siinäpä ottelevat kärppä ja koiras-jänis. En vertaa sinua jänikseen arkuudesta, siihen ei ole syytä, en liikuntoskaan tähden, sillä Lauri astelee kuin seppä Könnin kuokkamies,--jonka jalkoja ja kuokkaa käytteli sukkela kellovärkki mahassa--mutta näyttäispä mielestäni ottelo kuin kärpän ja uhkean koiras-jäniksen paini. 06184
Bottom
06185
Top
JUHANI: Et tag i kraven, drenge, et tag i kraven eller livtag! JUHANI: Yksi rinnustus, pojat, yksi rinnustus tai ristipaini! 06185
Bottom
06186
Top
LAURI: Hvad tj’ener det til at brydes med Eero? Man kan jo aldrig få ordentlig fat i ham, for han farer rundt mellem benene som en kat, kradser og klemmer en om livet på en så forbistret måde, at man knap nok kan få et pibende åndedræt i sit bryst. Sådan gjorde han, da vi sidste efterår kæmpede derude på engen. Og hvem, der vandt dengang, og hvem, der lå underst, det »forstod ikke engang Iivari«. Hvorfor skulle jeg så slås mere med ham? LAURI: Mitä tiimellyksestä Eeron kanssa? Hänestä et saa kunnon nappausta koskaan, vaan tuolla hän teiskaa haaroissa kuin kissa, kynsii ja likistelee toisen ohimia sen riivatun tavalla, että tuskin voit vetää hengen pihausta rintaas. Niinpä hän teki koska menneenä syksynä painiskelimme Aroniitulla. Ja kuka siinä voitti, kuka alle meni, sitä »ei ymmärtänyt Iivarikaan». Mitäs minä hänen kanssansa enään menisin? 06186
Bottom
06187
Top
EERO: Jeg var ikke en hårsbredde stærkere end du. Tro mig, om du vil. EERO: En ollut vahvempi sinua hiuskarvankaan vertaa. Usko jos tahdot. 06187
Bottom
06188
Top
LAURI: Det tror jeg, for jeg ved, at du er svagere. LAURI: Sen uskon, koska tiedän sinun heikommaksi. 06188
Bottom
06189
Top
JUHANI: Det må en ærlig brydekamp bevise. JUHANI: Sen näyttäköön rehellinen paini. 06189
Bottom
06190
Top
LAURI: Hvorfor skulle jeg slås mere med ham? LAURI: Mitäs minä hänen kanssansa enään menisin? 06190
Bottom
06191
Top
SIMEONI: Lad os gå til ro, I galninger. SIMEONI: Pankaamme jo ma'ata, te villityt. 06191
Bottom
06192
Top
JUHANI: Der er mange nætter, men det er kun jul en gang om året, og lad os derfor være glade. Glæd dig, du julestue, glæd dig, hele Israels land! I denne nat, i denne stund, er der sket et stort mirakel i Babylons stad. Lad os være glade! - Hvad skal vi lege? Skal vi »spise julesteg«, skal vi »stikke svin« eller »fægte efter skomageren« ? JUHANI: Öitä on monta, mutta joulu on vaan kerran vuodessa, ja sentähden iloitkaamme nyt. Iloitse, sinä jouluhuone, iloitse koko Israelin maa! Tänä yönä, tällä hetkellä on tapahtunut suuri ihme Babylonin kaupungissa. Iloitkaamme!--Mitä leikkiä löisimme? Syömmekö joulupaistia? pistämmekö sikaa, vai sohimmeko suutaria? 06192
Bottom
06193
Top
SIMEONI: Se så! Skal vi stadig larme omkring her som ustyrlige unger? Gå din vej! SIMEONI: Kas niin! Tässäkö vielä uisakoittelisimme kuin vallattomat kakarat? Mene pois! 06193
Bottom
06194
Top
JUHANI: Den unge mands ugifte tilværelse er som en dans. Ikke sandt, Timo? JUHANI: Nuoren miehen naimattoman elämä on tanssia. Eikös niin, Timo? 06194
Bottom
06195
Top
TIMO: Hi, hi, hi! TIMO: Hi, hi, hi! 06195
Bottom
06196
Top
JUHANI: Ikke sandt? JUHANI: Eikös niin? 06196
Bottom
06197
Top
TIMO: Det er sikkert rigtigt. TIMO: Kyllähän se semmoista on. 06197
Bottom
06198
Top
EERO: Netop, »Jussi-skat«. EERO: Juuri niin, »Jussi-kulta». 06198
Bottom
06199
Top
JUHANI: Sagde ræven til haren. Rigtigt. Livet går an, undertiden er det også fornøjeligt og får en til at lette på hælene. - Lad os danse russisk dans ; det er jeg en mester til. Se her! JUHANI: Sanoi kettu jänikselle. Oikein! Tämä elämä käy laatuun; onhan se välimmiten lystiäkin ja nostelee hieman kantapäitä.--Tanssikaamme ryssää; siinä olen minä juuri mekkari. Katsokaas! 06199
Bottom
06200
Top
AAPO: Mon vort øl stiger til hovedet? AAPO: La bière va te monter à la tête. 06200
Bottom
06201
Top
JUHANI: Hæld tre kander i gabet på dig, så mærker du måske en smule søgang deroppe i øverste etage. Men syng, Eero, mens Jussi danser. Klem på! JUHANI: Verse-t’en trois pots dans le gosier, et tu sentiras peut-être du grabuge dans ta caboche. Chante donc quelque chose, Eero, pendant que je danse. Entonne un refrain. 06201
Bottom
06202
Top
EERO: Hvad slags skal det være ? EERO: De quel genre ? 06202
Bottom
06203
Top
JUHANI: Hvad som helst, bare det larmer og buldrer. Klem på, knægt, så grund-bjælkerne rejser sig! Syng, du, din muldvarpe-unge, syng, mens jeg danser og hopper som en vædder, hopper helt op til loftet. Syng! JUHANI: C’est égal, pourvu que ça fasse du bruit. Vas-y mon enfant, braille que toutes les poulies du plancher se gondolent. Chante, polisson, chante, pendant que je danse, que je bondis comme un bélier presque jusqu’au toit. Chante ! 06203
Bottom
06204
Top
EERO: Jeg skal prøve. EERO: Tu vas être servi. 06204
Bottom
06205
Top
Lad os glædes, lad os frydes,
jul er kommet til vort hus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus.
Karrene af øl er fulde,
kanderne og alle krus!

Hen på Anjanpelto marked
man den sorte okse trak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.
Ting til kæresten man købte,
øl og vin i strømme drak.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jour de plaisir et d’allégresse,
C’est le soir de Noël ;
La bière écume enchanteresse,
Dans le pot fraternel.
C’est le soir de Noël ;
Les tonneaux sont remplis,
C’est comme au paradis.

A la foire, quand vient le soir,
On boit, on rit, on fait la noce,
Pour le prix d’un beau taureau noir ;
On achète des dons de noce,
On achète, on achète,
Pour le prix d’un beau taureau noir,
On achète des dons de noce.

Jeannot idiot, Jeannot idiot.
06205
Bottom
06222
Top
AAPO: Stille, Eero, og dril ham ikke. AAPO: Silence, Eero, ne l’irrite pas. 06224
Bottom
06223
Top
JUHANI: Syng bare løs; jeg bliver ikke vred, syng løs, så jeg ikke behøver at danse uden musik. JUHANI: Continue, je ne me fâcherai pas ; chante encore, que je ne danse pas sans musique. 06225
Bottom
06224
Top
EERO: EERO: 06226
Bottom
06225
Top
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude.
Grisens strå han reder op . .
Jeannot idiot, Jeannot idiot,
Jeannot, Jeannet, fameux nigaud.
Lave l’étable des cochons.
06227
Bottom
06230
Top
TIMO: Hi, hi, hi! Hvad er det for tossede ting, du synger TIMO: Hihihi ! Quelles stupidités tu chantes ! 06232
Bottom
06231
Top
JUHANI: Syng bare løs, syng løs. Jeg bliver ikke vred. JUHANI. — Ça ne fait rien, je ne me fâcherai pas. Chante ! 06233
Bottom
06232
Top
EERO: EERO: 06234
Bottom
06233
Top
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
Jeannot, Jeannet, fameux nigaud...
06235
Bottom
06236
Top
Jeg synger og smækker også med fingrene. Je vais accompagner mes chants en claquant des doigts. 06238
Bottom
06237
Top
Grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Ida gik til den øde strand,
Ida skrev i det bløde sand,
sin elskedes navn,
sin elskedes navn.

Da min elskedes røst j'eg hørte,
første gang, jeg hende så,
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå:
op til himlen min fryd mig førte,
blandt serafer jeg måtte stå.

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Kan du huske, lille Maja,
da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen,
Trallarallala!
Da vi spiste jordbær sammen,
legede i fryd og gammen.
Trallarallala!

Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!

Stakkels Aapo, du må ikke
over Jussi dig beklage.
For du ved, at alle dage
var vor Jussi stærk og tapper.
Nu i slottet sidder han,
gedeskind ham dække kan.
Alle er vi samme slags,
samme slags er alle mand.
Trallarallala!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!


Ve mig, ve mig vilde knægt.
Hvorfor har jeg dette gjort!
Jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port;
jeg, som har en gård derhjemme,
lænket er til fængslets port.
Lave l’étable des cochons
En se servant d’un gros torchon.
Jeannot idiot, Jeannot idiot.

»Iita meni rantaan,
Kirjoitteli santaan
Nimen kultansa,
Nimen kultansa».

»Kun mä kultani äänen kuulin,
Ensi kerran nähdessäin,
Niin taivaan iloss' olevain luulin,
Serafiimein seassa;
Niin taivaan iloss' olevain luulin,
Serafiimein seassa».

Jussi, pussi, Jukolan Jussi!

»Muistatkos, Maija,
Kun mansikka syötiin
Ja iloleikki lyötiin?
Fralla ralla laa!
Mansikka syötiin
Ja iloleikki lyötiin».
Fralla ralla laa!

Jussi, pussi, Jukolan Jussi!

»Älä, sinä Aato-parka
Jussia soimaa;
Sen sinä tiedät että
Jussill' on voimaa
Jussi istuu linnass',
Pukin lapa rinnass';
Kaikki me olemme
Yhdessä hinnass'».
Fralla ralla laa!

»Vilukselan Vitka
Ja Viuvalan Pispa,
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!
Ralla ralla laa!
Syvän-ojan Sonni
Ja Sylvinän Jalli!»
Ralla ralla laa!

»Voi minua, hurjaa poikaa,
Miks mä itsein laitoin!
Talo mull' on kotona,
Ja itse kannan rautoi,
Talo mull' on kotona,
Ja itse kannan rautoi».
06239
Bottom
06282
Top
JUHANI: Sådan, ja! Her tynger jo ingen lænker. Syng løs! JUHANI: Noin vaan! Noin! Eihän tässä raudat paina. Laula päälle! 06294
Bottom
06283
Top
EERO: EERO: 06295
Bottom
06284
Top
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, Jassi, rugmel-snude,
grisens strå han reder op,
varmer svinestien op!
Jussi, pudsig, Jukolas Jussi!
Jussi, pussi, Jukolan Jussi!
Jussi, Jassi, jauhokuono,
Porsaan pahnan pöllyttäjä,
Sikoläätin lämmittäjä!
Jussi, pussi, Jukolan Jussi!
06296
Bottom
06291
Top
Er det ikke nok nu ? N’en as-tu pas encore assez ? 06303
Bottom
06292
Top
JUHANI: Mere! Vi danser ved Karja-Mattis bryllup. Mere! Mere! - Karja-Mattis bryllup! JUHANI: Non ! Je veux danser comme à la noce de Karja-Matti. Encore, encore ! Les noces de Karja-Matti ! 06304
Bottom
06293
Top
SIMEONI: Også hanen galer allerede vredt over denne ugudelige tummel og ståhej. SIMEONI: Le coq lui-même a peur et proteste contre ce tapage impie. 06305
Bottom
06294
Top
JUHANI: Hold kæft, hane, og kagl ikke. JUHANI: Ferme ton bec, vieux coq, et cesse tes cocoricos ! 06306
Bottom
06295
Top
TUOMAS: Nu kan det være nok, Juhani. TUOMAS: Ça suffit, Juhani. 06307
Bottom
06296
Top
AAPO: Den dér tyrkiske dans tager j'o livet af dig. AAPO: Cette danse de Turc te coupe la respiration, vieux fou ! 06308
Bottom
06297
Top
JUHANI: Det her er russisk dans. Er det ikke, Eero? JUHANI: C’est une danse russe; n’est-ce pas, Eero ? 06309
Bottom
06298
Top
EERO: Det er jussisk dans. EERO: C’est une jeannotte. 06310
Bottom
06299
Top
JUHANI: Nå, det kan være, og lad os så få endnu en snes hop af jussi-dansen. JUHANI: Olkoon niin, ja olkoon sitten menneeksi jussintanssia pari kymmentä loiskausta kerran vielä. 06311
Bottom
06300
Top
SIMEONI: Dit vilde menneske! SIMEONI: Sinä hurja mies! 06312
Bottom
06301
Top
TIMO: Se dér, se dér! Hi, hi, hi! Pokker ta’ mig! TIMO: Kas noin, kas noin! Hi, hi, hi! No vie sinun riivattu! 06313
Bottom
06302
Top
JUHANI: Af vej'en! Ellers træder j'eg dig til plukfisk som kosak-hesten den drukne markedsgæst. Hih! JUHANI: Pois tieltä! Muutoin sotken sinun liiskaksi kuin kasakan-hevonen juopuneen markkinapokon. Hih! 06314
Bottom
06303
Top
AAPO: Hans læderrem er i fuldt sving bagtil. Den danser, den danser op, den danser ned og dasker ham skiftevis om ryggen og rumpen. Oh, du! AAPO: Onpa nahkahihnansa löylyssä tuolla takana. Pompahteleepa se; pompahtelee ylös, pompahtelee alas, piesten vuoroon hänen selkäänsä ja pakaroitansa. O sinä! 06315
Bottom
06304
Top
JUHANI: Laila, la, la! Det var da endelig en hoppetur. Hehheh! - Det var anden gang, jeg dansede i mit liv. Første gang skete det ved Karja-Mattis bryllup, hvor der ikke fandtes andre kvindfolk end tre gamle kællinger, men en vældig hoben mænd. Men se, da Matti havde brygget os et par kopper krasse kaffe-punche, så var ikke andet for os at gøre end at hamre løs på gulvplankerne, vi mænd indbyrdes; og det gjorde vi, så den syndige jord sukkede under os. De arme kvindfolk var taknemmelige, fordi de slap for hele kommersen; vi ville jo have danset dem til laser. Ak, ja, fanden til halløj! - Men af med klæderne, lige til skjorten, og op på briksen. Vi lukker jo alligevel ikke vore øjne endnu, men lad os, ved det skummende ølkrus og i skæret fra den flammende lyspind, fortælle muntre eventyr og sagn, deroppe på den varme sovebriks. JUHANI: Trallalala ! Quelle rigolade! Héhé! Pour la deuxième fois de ma vie, j’ai dansé tout mon saoul. La première fois de ma vie, c’est arrivé à la noce de Karja-Malti, où le beau sexe n’était représenté que par trois vieilles, et il y avait un vrai troupeau d’hommes. Mais quand Matti nous eut fabriqué quelques pots de punch amer au café, il fallut bien se mettre à battre le plancher, entre hommes; et le sol maudit gémissait sous nos pieds. Les pauvres vieilles furent bien aises quand elles purent échapper à ce boucan. — Mais à présent, déshabil-lons-nous et grimpons dans la soupente. On ne va pas encore roupiller ; installons-nous près du baquet de bière bruissante, à la lueur de la torche résineuse, et racontons-nous des légendes et des histoires drôles dans notre chaude soupente. 06316
Bottom
06305
Top
De klædte sig af, fyldte kruset med øl endnu en gang og klatrede alle mand op på briksen. Dér sad de, alle i deres skjorter, på de halm-bestrøede pladser i den stegende varme. Det skummende krus vandrede flittigt rundt fra mand til mand, mens fyrrepindens gyldne flamme blussede i vægsprækken. Men nu opstod der en tanke i Juhanis hoved, og fra hans mund dryppede nogle ord, der skulle ende med at få ulyksalige følger. Ils se dévêtirent, remplirent encore une fois le baquet de cervoise et montèrent ensemble dans la soupente. Vêtus de leur courte chemise, ils s’assirent sur la paille dans la bonne chaleur. Le baquet écumant circulait assidûment de l’un à l’autre, et la latte de pin fixée dans une fente de la paroi répandait une lumière dorée. Mais une idée jaillit dans la tête de Juhani et de sa bouche coulèrent des paroles qui furent la cause d’un grand malheur. 06317
Bottom
06306
Top
JUHANI: Her steger vi os rigtigt som pølser på ovnens strå, og varme får vi fra ildstedets hede sten. Eero, kast en kande øl på ovnen, så vi får at vide, hvordan kornsaftens damp smager. JUHANI: On se rôtit ici comme des saucissons sur la paille du fourneau, et les pierres brûlantes du foyer nous donnent leur chaleur'. Eero verse un pot de bière sur le poêle, pour qu’on sache le goût de la vapeur du jus de l’orge. 06318
Bottom
06307
Top
TUOMAS: Hvad er det nu for et tåbeligt påfund ? TUOMAS: C’est une idée stupide. 06319
Bottom
06308
Top
JUHANI: Et storartet påfund. Kast! JUHANI: Une idée splendide. Verse ! 06320
Bottom
06309
Top
EERO: Jeg må adlyde min husbond. EERO: Je dois obéir à mon chef. 06321
Bottom
06310
Top
JUHANI: Et par kander øl på stensætningen. JUHANI: Deux ou trois pots de bière sur le fourneau I 06322
Bottom
06311
Top
TUOMAS: Ikke en dråbe! Hvis jeg hører den mindste sydende lyd derfra, så bliver manden ulykkelig, som frembragte den. TUOMAS: Pas une goutte ! Si j’entends le moindre sifflement, gare à celui qui l’aura causé. 06323
Bottom
06312
Top
AAPO: Vi skal ikke ødsle med den gode drik. AAPO: Ne gaspillons pas celte excellente boisson. 06324
Bottom
06313
Top
TIMO: Vi har ikke råd til at leve i øldamp, absolut ikke, absolut ikke. TIMO: On n’a pas les moyens de s’offrir des bains de vapeur de bière ! Ah ! mais pas du tout I 06325
Bottom
06314
Top
JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. JUHANI: Lystipä olis tuota maistaa. 06326
Bottom
06315
Top
TUOMAS: Jeg forbyder det på det strengeste. TUOMAS: Minä kiellän sen lujasti. 06327
Bottom
06316
Top
JUHANI: Det ville sandelig være morsomt at smage det. -Sejren i brydekampen for lidt siden har fået Tuomas’ nakke-børster til at stritte vældigt, og han tror, han nu kan regere i dette hus, som det behager ham. Men glem ikke, at den bedske galde, når den rigtig svulmer, giver knægten syv mands styrke i slagsmål. Men lige meget med det - mine øjne vil i hvert fald endnu ikke vogte på dig. JUHANI: Lystipä olis tuota maistaa.--Voitto äsköisessä painissa on aika lailla kohottanut Tuomaan niskapyrstöjä, ja luuleepa hän nyt hallitsevansa tässä huoneessa mielensä mukaan. Muistappas kuitenkin, että karvas sappi, koska se oikein paisuu, antaa pojallensa tappeluksessa seitsemän miehen voiman. Kuinka hyväänsä, mutta minun silmäni eivät vielä suinkaan mieli vartioita sinua. 06328
Bottom
06317
Top
SIMEONI: Brydningens frugter, brydningens frugter! SIMEONI: Painin hedelmiä, painin hedelmiä kaikki! 06329
Bottom
06318
Top
JUHANI: Lad det skvulpe, Eero. Jeg står for sagen og forsvarer manden. JUHANI: Ce serait pourtant drôle d’essayer. Vas-y, Eero, que ça retentisse. Je réponds de tout et te défendrai. 06330
Bottom
06319
Top
EERO: Det er husbondens befaling, og jeg må adlyde; ellers får jeg løbepasset i næven, midt i julenatten. EERO: C’est l’ordre du chef et je dois obéir, sinon, la nuit même de Noël, on me fourrera dans la main le passeport du lièvre. 06331
Bottom
06320
Top
Med sammenbidte tænder og læberne fortrukket i et snedigt grin udførte Eero villigt Juhanis befaling, og snart lød der et smæld fra stenene, hurtigt efterfulgt af en voldsom hvæsen. Nu sprang Tuomas op, aldeles rasende, og styrtede løs på Eero, men Juhani skyndte sig også at hjælpe sin yngre broder. Derved opstod en almindelig tumult; og i forvirringen blev den brændende lysepind slynget fra briksen og ned på gulvet. Dér fik den snart halmen til at blusse livligt, uden at brødrene lagde mærke til det. Ligesom en ring spreder sig jævnt og hurtigt i alle retninger, på vandets overflade, således udvidede sig også ildens klare cirkel på gulvet. Den steg højere og højere til vejrs og slikkede allerede hen ad briksens gulv, inden husets beboere lagde mærke til faren under deres fødder. Men de opdagede den for sent, så de ikke kunne redde andet end deres eget liv og de kreaturer, der var i huset. Flammerne bølgede allerede over et vidtstrakt område, og stor var faren og forvirringen. Alle skyndte sig hen mod døren, og da den blev åbnet, stormede mændene, hundene, katten og hanen ud, næsten på én gang, med en frygtelig larm. Det forekom, som om huset spyede dem ud af sit rygende gab, spyede dem ud på den snedækkede jord, hvor de nu stod og hostede om kap. Men den sidste, der kom ud, var Lauri; han trak Valko ved grime-tøjet; ellers ville den formodentlig være blevet flammernes bytte. En voldsom ild trængte allerede ud gennem vinduernes små åbninger, og til sidst også gennem døren og taget. Impivaaras solide hus gyngede nu i flammernes skød. Men på den snedækkede jord stod husets mandskab uden noget tilflugtssted; kulsvierhytten, deres første tilflugtssted, havde dejo allerede jævnet med jorden, og forrådshuset var bygget lige så åbent som en skaderede. Dér stod brødrene nu, og deres eneste beskyttelse mod vinden og kulden var en kort blårgarns-skjorte. Ikke engang huerne til deres hoveder eller barkskoene til deres fødder havde de fået tid til at redde ud af flammerne. Af husets forrige tilbehør var der kun bøsserne og bark-ranslerne tilbage, som de havde stillet ind i förrådshuset, før de gik i bad. — Men nu stod brødrene i sneen, alle med ryggen mod den susende ild; de løftede og varmede snart højre fod og snart venstre fod; og fødderne lyste rødt, kærtegnede af sneen og ilden, lyste rødt som gæssenes svømmefødder. Alors Eero, serrant les dents et pinçant les lèvres en un sourire rusé, exécuta promptement la volonté de Juhani, et bientôt on entendit une forte détonation sur le fourneau et de tout de suite après une violente ébullition. Tuomas, furieux, se leva et fondit comme un aigle sur Eero, mais Juhani se hâta à la rescousse de son cadet. Ce fut le signal d’une mêlée générale, au cours de laquelle la torche brûlante fut projetée sur le plancher où elle mit aussitôt le feu à la paille sans que les frères l’observassent. Comme un rond sur la surface de l’eau se propage également et rapidement de tous les cotés, ainsi le brillant cercle de feu se répandit sur le plancher. La flamme vive montait toujours plus haut; elle léchait déjà le fond de la soupente, quand enfin les habitants de la cabane remarquèrent le danger. Mais ils l’aperçurent trop tard pour réussir à sauver autre chose que leurs vies et celles des bêtes qui logeaient avec eux. Les flammes ondoyaient déjà de toutes parts, et la confusion, la détresse étaient grandes. — Ils se ruèrent tous vers la porte qu’ils ouvrirent, et hommes, chiens, chat et coq se précipitèrent dehors presque fous ensemble avec un vacarme affreux. Il semblait que la maison les eût vomis avec la fumée sur le sol couvert de neige, où ils se tenaient, toussant à qui mieux mieux. Lauri sortit le dernier, tirant par la bride Valko qui sans cela serait devenu la proie du feu. Des flammes violentes sortaient déjà par les petites lucarnes et se faisaient jour par la porte et par le toit. La massive cabane d’Impivaara se tordait dans l’incendie, et sur le sol neigeux hommes et bêtes restaient sans abri ; la hutte de charbonnier, leur premier logis en ce lieu, était déjà délabrée jusqu’aux fondements, et le grenier à vivres était aussi peu hermétique qu’un nid de pie. Les frères grelottaient sur place, et leur seule protection contre le froid et le vent était une courte chemise de toile. Ils n’avaient pas même eu le temps de soustraire à la fureur du feu des casquettes pour se couvrir la tête ni des pantoufles d’écorce pour leurs pieds. De tout le mobilier de la maison, il ne leur restait plus que les fusils et les havresacs qu’ils avaient mis dans le grenier avant de prendre le bain. — Les frères piétinaient dans la neige, le dos tourné vers l’incendie bruyant, levant pour le réchauffer tantôt le pied droit, tantôt le gauche, et leurs jambes, exposées à la neige et au feu, rougissaient comme les pattes palmées des oies. 06332
Bottom
06321
Top
De nød det sidste gode, som deres hus endnu kunne give dem; de nod brændeildens varme; og vældigt var deres bål. Flammen steg voldsomt tilvejrs, overalt funklede genskæret af det flakkende lys, og de skæggede graner på bjergskråningen smilede mildt som i morgenrødens ild. Fra harpiksstubbenes store stak steg en røg, en tyk og begsort røg, op mod skyerne og rullede i mørke klumper under himlens tag. Men på rydningen og i dens omgivelser var der lyst: i vinternattens hjerte herskede et rødligt skær, og fuglene, der var forbavsede over dette uhyggelige lys, stirrede ned fra træernes snedækkede grene, da Impivaaras stærkt-byggede hus blev til kul og aske. Men brødrene stod rundt omkring og kradsede sig i håret af raseri og sorg; stod alle sammen med ryggen til ilden og løftede skiftevis deres fodsåler mod den varmende ild. Deres bål svandt dog efterhånden hen, faldt omsider helt sammen til en hoben glødende brændestykker, og tusindvis af knitrende gløder fyldte den natlige luft. Til deres forfærdelse opdagede brødrene nu, at himlen begyndte at klare op, og at vinden slog om fra syd til nord. Vejret var ved at skifte fra tø til frost. Ils jouissaient du dernier bienfait que leur rendait encore leur cabane, de la chaleur du feu ; le brasier était énorme et les flammes montaient puissamment dans l’air ; la lueur flamboyante s’étendait au loin, les sapins barbus sur les épaules du mont souriaient doucement comme dans la rougeur de l’aurore. Le tas de souches résineuses lançait vers les nuages une fumée épaisse, noire comme la poix, qui tourbillonnait en roulant sous la voûte du ciel. Une vive lumière éclairait la prairie et ses environs, un jour rougeâtre brillait au oœur de la nuit hivernale, et les oiseaux surpris par ce spectacle étrange regardaient fixement du haut des branches chargées de neige, tandis que la solide cabane d’Impivaara disparaissait en braises et en cendres. Or les frères se grattant la tête de colère et de désespoir, se tenaient tous le dos tourné vers le feu et exposaient alternativement la plante de leurs pieds aux flammes réchauffantes. Mais peu à peu le bûcher s’affaissa et finit par s’écrouler en tisons ; l’air nocturne fut sillonné de milliers d’étincelles pétillantes. Les frères remarquèrent alors avec terreur que le ciel s’éclaircissait et que le vent sautait du sud au nord : le froid allait succéder au dégel. 06333
Bottom
06322
Top
AAPO: Vi blev reddet fra ilden, men kun for at blive kuldens ofre. Se: himlen klarer op, og nordenvinden blæser allerede koldt. Brødre, vor fare er forfærdelig. AAPO: On n’a échappé au feu que pour être victimes du froid. Voyez le ciel devient clair et une bise glaciale souffle déjà. Frères, nous sommes dans un péril épouvantable. 06334
Bottom
06323
Top
JUHANI: Død og forbandelse! Hvem har forårsaget dette? JUHANI: Enfer et damnation ! Qui est responsable de tout ça ? 06335
Bottom
06324
Top
TUOMAS: Hvem! Spørger du endnu, du, din ildføde? Hvis jeg nu gjorde det rette, så kastede jeg dig derind, for at du kunne blive stegt i den gloende aske. TUOMAS: Qui ? C’est toi, canaille, qui as le toupet de le demander ? Tu mériterais que je te mette à rôtir dans ces braises brûlantes. 06336
Bottom
06325
Top
JUHANI: Det gør en Tuomas aldrig, aldrig nogensinde. Men forbandet være den mand, der gav anledning til denne helvedes nat. JUHANI: Ei koskaan tee sitä yksi Tuomas, ei koskaan. Mutta kirottu olkoon se mies, joka saattoi matkaan tämän helvetin yön! 06337
Bottom
06326
Top
TUOMAS: Han forbander sig selv. TUOMAS: Hän itseänsä kiroo. 06338
Bottom
06327
Top
JUHANI: Forbandet være den mand, nemlig Tuomas Jukola. JUHANI: Kirottu olkoon se mies, nimittäin Tuomas Jukola. 06339
Bottom
06328
Top
TUOMAS: Sig det en gang til. TUOMAS: Sanos se toinen kerta. 06340
Bottom
06329
Top
JUHANI: Tuomas, søn af Juhani Jukola, er skyld i alt dette. JUHANI: Tuomas Juhanin poika Jukola on kaiken tämän syy. 06341
Bottom
06330
Top
AAPO: Tuomas! AAPO: Tuomas! 06342
Bottom
06331
Top
SIMEONI: Juhani! SIMEONI: Juhani! 06343
Bottom
06332
Top
LAURI: Stille! LAURI: Hiljaa! 06344
Bottom
06333
Top
TIMO: Nu skal I sandelig ikke fare løs på hinanden, det får I ikke lov til, I hallunker. Ja, ja, lad os være rolige og varme hinanden broderligt. TIMO: Vous n’allez pas vous battre à présent, non, pas de ça, gredins que vous êtes! Oui, oui, il s’agit d’être sages et de se réchauffer fraternellement, 06345
Bottom
06334
Top
SIMEONI: I ugudelige! SIMEONI: Impies ! 06346
Bottom
06335
Top
AAPO: Bort med had og strid, når den usleste død truer os. AAPO: Viha ja riita pois, koska uhkaa meitä surkein kuolema. 06347
Bottom
06336
Top
TUOMAS: Hvis er skylden; hvis er skylden? TUOMAS: Kuka on syypää, kuka on syypää? 06348
Bottom
06337
Top
JUHANI: Jeg er uskyldig. JUHANI: Viaton olen minä. 06349
Bottom
06338
Top
TUOMAS: Uskyldig! Lyn og torden! Jeg æder dig levende! TUOMAS: Viaton! Kirkas tuli! minä syön sinun elävältä! 06350
Bottom
06339
Top
AAPO: Rolig, rolig! AAPO: Siivosti, siivosti! 06351
Bottom
06340
Top
SIMEONI: For Guds skyld, rolig! SIMEONI: Jumalan tähden siivosti! 06352
Bottom
06341
Top
AAPO: Skyldig eller uskyldig, lad det forblive uafgjort, nu da hastværk er vor eneste redning. Vort hus ligger i aske, og vi står næsten nøgne her i snedriven. For hvad betyder denne pjalt af en blårgarnsskjorte? Det er da godt, at vi lod vore bøsser og ammunition blive dér i boden ; for nu har vi brug for våben. Fra Teerimäki larmer ulvenes hylende stemme. AAPO: Plus de colère et de dispute, quand un trépas lamentable nous menace. Notre maison est en cendres et nous sommes presque nus dans la neige. A quoi me sert ce bout de chemise de chanvre ? Heureusement pourtant que nos fusils et nos munitions sont restés dans le grenier ; on va avoir grand besoin de ces armes à présent. On entend hurler les loups de Teerimäki. 06353
Bottom
06342
Top
TUOMAS: Hvad skal vi da gøre ? TUOMAS: Que va-t-on donc faire ? 06354
Bottom
06343
Top
AAPO: Jeg ved ikke noget andet råd, end at vi skynder os af sted til Jukola, skynder os af sted for den blege død. To kan altid ride på Valko og de andre følge efter dem i løb. Sådan må det foregå: skiftevis løbende og skiftevis ridende. Tak være vor hest slipper vi altså for at trampe i sneen hele vejen, og med Guds hjælp kan vi måske endnu reddes. AAPO: Je ne vois pas d’autre moyen que de nous sauver vers Jukola, de nous hâter pour échapper à la mort livide. Deux d’entre nous pourront monter sur Valko et les autres suivront en courant. Faisons ainsi, à tour de rôle, nous courrons et irons à cheval. Grâce à Valko, on évitera d’avoir à brasser la neige pendant tout le voyage, et avec l’aide de Dieu, on pourra peut-être en réchapper encore. 06355
Bottom
06344
Top
JUHANI: Men vore fødder ligner sikkert stegte roer, før vi står i Jukolas stue, i brændeildens varme. JUHANI: Mais nos pieds seront comme des navets cuits avant qu’on soit installé dans la chambre de Jukola devant un brasier de bonnes bûches. 06356
Bottom
06345
Top
SIMEONI: Det er dog vort eneste håb. Og lad os derfor skynde os. Vinden bliver skarpere, og himlen klarer op. Lad os ile! SIMEONI: C’est pourtant notre seule chance. Dé-pêchons-nous donc, le vent fraîchit déjà et la voûte du ciel se découvre. Dépêchons-nous ! 06357
Bottom
06346
Top
EERO: Vor død er kommet! EERO: Surmamme on tullut! 06358
Bottom
06347
Top
JUHANI: Dér ryger Jukolas syv sønner! JUHANI: Siinä on Jukolan seitsemän poikaa! 06359
Bottom
06348
Top
SIMEONI: Vor nød er forfærdelig, men mægtig er Herren i det høje. Lad os ile! SIMEONI: Hätämme on hirmuinen, mutta voimallinen korkeuden Herra. Rientäkäämme! 06360
Bottom
06349
Top
TUOMAS: Bøsserne og ranslerne ud af boden! TUOMAS: Ulos aitasta pyssyt ja kontit! 06361
Bottom
06350
Top
JUHANI: En skrækkelig nat! Her truer os den knitrende kulde og dér de sultne, hylende ulve. JUHANI: Kauhistava yö! Täältä uhkaa meitä paukkuva pakkanen, tuolta nälkäiset, ulvovat sudet. 06362
Bottom
06351
Top
TIMO: Vi er i fare, såvel Valko som vi selv. TIMO: Vaarassa olemme sekä Valko että me itse. 06363
Bottom
06352
Top
JUHANI: Vi selv er i den største. En nøgen mand, har jeg hørt, er ved vintertid en meget kærkommen steg for ulvene. JUHANI: Me itse vielä suuremmassa. Paljas mies, niin olen kuullut, on talvella sudelle kovin mieluisa paisti. 06364
Bottom
06353
Top
TIMO: Og manden og svinet, har jeg hørt, smager på samme måde, og det ved man, at svinet er Rumpe-Heikkis livret om vinteren. Vi har en hård paragraf 9g prøve foran os; det kan ikke nægtes. TIMO: Ja mies ja sika, niin olen kuullut, maistuvat yhtä, ja se tiedetään, että sika on talvella Häntä-Heikin haluruoka. Tuima on edessämme pykälä ja puntti; sitä ei taida kieltää. 06365
Bottom
06354
Top
JUHANI: Hvad skal vi gøre ? JUHANI: Mitä teemme? 06366
Bottom
06355
Top
AAPO: Af sted til Jukola som troldpile gennem natten, før frosten flammer op og svier vort blod til is med sin brændende kulde. Til Jukola over den hylende Teerimäki! Mod ulvene har vi våben, men ikke mod den rimfrost-skæggede kong Kulde. AAPO: Jukolaan kuin noidannuolet halki yön, ennen kuin pakkanen tulistuu ja löylyttää veremme jäätymään polttavalla kylmyydellä. Päin Jukolaan yli kiljuvan Teerimäen! Susia vastaan on meillä aseet, mutta ei hyydepartaista kuningas Pakkasta vastaan. 06367
Bottom
06356
Top
TUOMAS: Her er bøsserne og ranslerne. Nu geværet over skulderen og ranslerne på ryggen alle mand ; og to op at ride, mens vi andre traver bagefter; så godt vi kan. Men lad os skynde os, skynde os, for vore udødelige sjæles skyld! TUOMAS: Voici les fusils et les acs. Fusil à l’épaule et sac au dos, chacun ! Deux vont monter sur Valko, nous autres trotterons derrière autant qu’on pourra. Mais hâtons-nous, hâtons-nous pour le salut de nos âmes immortelles ! 06368
Bottom
06357
Top
JUHANI: Det klarer op i nord, og stjernerne blinker. Hi, ha! Men lad os ile! JUHANI: Le nord s’éclaircit et les étoiles scintillent. Hi ! Hou ! Hâtons-nous ! 06369
Bottom
06358
Top
AAPO: I morgen henter vi de ting og sager her, som ilden har efterladt til os; i morgen kommer vi og henter også katten og hanen. Denne nat holder de nok ud dér ved den glødende ruin. Men Killi og Kiiski kan følge med os på vor færd som trofaste kammerater. - Hvor er de ? AAPO: On reviendra demain chercher les provisions et les outils que l’incendie a épargnés ; on prendra aussi demain le chat et le coq. Ils supporteront bien cette nuit auprès des décombres chauds. Mais Killi et Kiiski nous accompagneront fidèlement dans cette course. — Où sont-ils ? 06370
Bottom
06359
Top
TUOMAS: De er ikke til at se nogen steder. - Tys! Lad os lytte. TUOMAS: Je ne les vois pas. — Silence, écoutez ! 06371
Bottom
06360
Top
EERO: De render allerede af sted, langt her fra. Man kan høre deres gøen dér bagved bjerget. EERO: Ils ont filé. On les entend aboyer au loin derrière la montagne. 06372
Bottom
06361
Top
TUOMAS: De jager en los, og den er antagelig gået tæt forbi vort hus og har efterladt sine spor til hundene. Men lad dem nu jage, som de vil ; vi er nødt til at glemme dem og skynde os af sted på vor strenge vandring. TUOMAS: Ils poursuivent un lynx qui a probablement passé près de notre cabane, leur laissant sa trace. Mais qu’ils le traquent tant qu’ils veulent : il nous faut les oublier pour le moment et nous lancer dans notre pénible fuite. 06373
Bottom
06362
Top
JUHANI: Lad gå med det! For livet og døden har grebet hinanden i skindet som to han-bj'ørne. JUHANI: Olkoon menneeksi! Sillä elämä ja kuolema ovat iskeneet toinen toisensa kamaraan kuin kaksi koiraskarhua. 06374
Bottom
06363
Top
AAPO: Lad os nu sætte alle vore kræfter i bevægelse! AAPO: Nyt liikkeille kaikki voimat! 06375
Bottom
06364
Top
JUHANI: Alle kræfter i vor sjæl og krop, lige indtil marven! JUHANI: Sielumme ja ruumiimme kaikki voimat aina ytimeen asti! 06376
Bottom
06365
Top
TUOMAS: I bevidstheden om, at den ynkeligste død truer os. TUOMAS: Muistain että uhkaa meitä surkein kuolema. 06377
Bottom
06366
Top
JUHANI: Fra to sider truer os den sorte død. Hi, ha! Nu fryser næsen til is, eller tarmene ligger på jorden, hvis knægten her ikke snart står på den glatte halm i ildens skær. En af disse tre ting skal ske i løbet af en time. Men det hjælper jo ikke at smøle her, absolut ikke; jeg bider tænderne sammen og baner mig vej selv gennem miletykke isbjerge. JUHANI: Kahtialta uhkaa meitä musta kuolema. Hii, haa! nyt nokka jäässä taikka suolet maassa, ellei seiso poika hetken päästä liukkailla oljilla valkean valossa. Yksi näistä kolmesta on tapahtuva tunnin päästä. Mutta eihän auta huikailemaan tässä, ei ensinkään, vaan purren hammasta nyt halkaisen vaikka jäävuoret, peninkulmien paksut. 06378
Bottom
06367
Top
SIMEONI: Lad os prøve i Herrens navn og med hans hjælp. SIMEONI: Koettakaamme Herran nimessä ja avulla. 06379
Bottom
06368
Top
JUHANI: Med hans hjælp. Hvad formår vel hernede en mand, født af en kvinde, ved egen kraft ? JUHANI: Hänen avullansa. Mitähän voi täällä omasta voimastansa vaimosta syntynyt mies? Mutta olkaamme hyvässä turvassa. 06380
Bottom
06369
Top
EERO: Lad os drage af sted uden mindste tøven. EERO: Lähtekäämme ilman yhtään siekailusta enään! 06381
Bottom
06370
Top
JUHANI: Og uden nogen frygt! Nu af sted! JUHANI: Ja ilman yhtään pelkoa! Mennään nyt! 06382
Bottom
06371
Top
TUOMAS: Alt er således parat? Stig op på hesteryggen, Eero og Simeoni, og begynd at ride imod Jukola, men sådan, at vi altid kan holde os i nærheden af vor gamle krikkes brodder, vi, der skynder os til fods efter jer i sneen. TUOMAS: Kaikki valmiit siis. Astukaatpas selkään, Eero ja Simeoni, ja lähtekäät ratsastamaan kohden Jukolaa, mutta niin, että pysymme aina lähellä konimme hokkeja me, jotka vilkaisemme jalkasin jäljessänne lumessa. 06383
Bottom
06372
Top
Så begav de sig af sted: nøgne, kun iført en blårgarnsskjorte, og hver af dem bar deres bark-ransel på ryggen og deres bøsse over skulderen eller i hånden. Således begyndte de deres vandring på den vinterlige, natlige vej, idet de flygtede for kulden, der styrtede sig over dem fra Nordens moser. Men den kom dog ikke med sit mest forfærdelige udseende, og vejret blev denne gang ikke det aller værste. Ganske vist blottedes undertiden himlens pande, men drivende skyer da'kkede den igen, og nordenvinden blæste med måde. Brødrene var da også fortrolige med kulden; deres hud var blevet barket i mangen en hylende kulde, og før i tiden havde de ofte, som ustyrlige knægte, travet timevis omkring i snedriverne med bare ben. Men turen fra Impivaara til Jukola var dog forfærdelig for dem, aldeles forfærdelig. De ilede hastigt fremad, med rædslen i deres hjerter. Forrest, på ryggen af Valko, red Eero og Simeoni; de andre fulgte, løbende lige i hælene på dem, mens de vadede i ødemarkens sne, der hvirvlede op om deres ben. Men på Impivaaras lysning sad katten og hanen, tæt ved den skinnende ovn og stirrede sørgmodigt ind i den sluknende ild. Ils commencèrent alors leur voyage, nus, vêtus seulement d’une grossière chemise, et portant chacun son sac sur le dos et son fusil à l’épaule ou à la main. Ils entreprirent leur course nocturne dans la neige, fuyant devant le froid qui fondait sur eux des marécages du Nord. Mais il ne leur montrait pourtant pas sa face la plus terrible ; la température n’était pas des plus rigoureuses en ce moment. La face du çiel se rassérénait bien parfois, mais des nuages mobiles la voilaient de nouveau, et la bise soufflait modérément. Les frères étaient certes entraînés au froid, leur peau s’était endurcie dans plus d’un gel à pierre fendre, et jadis, enfants turbulents, ils avaient souvent pataugé pieds nus de longues heures dans les amas de neige. Mais cette course d’Impivaara à Jukola se présentait quand même à eux sous un aspect terrible, affreusement terrible. Ils avançaient précipitamment, l’effroi au oœur; Valko les précédait, portant Èero et Simeoni, les autres couraient sur ses traces, en foulant la neige des forêts qui s’envolait bous leurs pas. Cependant, sur la prairie d’Impivaara, près des ruines fumantes, le chat et le coq contemplaient d’un air attristé le feu qui charbon-nait. 06384
Bottom
06373
Top
Brødrene ilede af sted mod landsbyen ; de havde allerede ladt Sompio-mosen bag deres ryg og nærmede sig nu Teerimäki, hvorfra man stadig hørte ulvenes uhyggelige hyl. Men i grantykningen, mellem mosen og Seunala-Jaakkos lysning, skiftede man ryttere: Eero og Simeoni steg af hesten, mens to af brødrene skyndte sig at indtage deres plads. Så fortsatte de ufortøvet deres færd, ilede af sted langs hede-åsen, over Viertola-vejen og derefter gennem den vidtstrakte, susende fyrreskov. Men til sidst nærmede man sig den klippe-fyldte Teerimäki, og pludselig forstummede ulvenes mange-stemmige hyl. Snart stod de på bjergets top og lod deres hest puste ud; rytterne steg atter ned fra hestens ryg, og to andre kravlede straks op i stedet for. De stod lidt endnu på den snedækkede klippe; nordenvinden blæste, himmel-hvælvningen klarede op igen, og Karlsvognens horn viste, at det allerede var over midnat. Les frères se hâtant vers le village, quittèrent le marais de Sompio et s’approchèrent de Teerimäki, d’où 011 entendait toujours l’affreux hurlement des loups. Dans le bois de jeunes sapins, entre le marais et la prairie de Jaakko de Seunala, on changea de cavaliers ; Eero et Simeoni descendirent et deux autres prirent leurs places. Ils poursuivirent leur course sans s’arrêter, longèrent la crête de la colline en franchissant le chemin de Viertola, puis ils parcoururent une vaste et bruissante forêt de pins. La colline rocailleuse de Teerimäki leur apparut enfin et la voix tumultueuse des loups se tut subitement. Us arrivèrent sur le sommet et laissèrent souffler leur cheval ; les cavaliers sautèrent à terre et deux autres les remplacèrent aussitôt. Ils étaient sur le roc neigeux, la bise sifflait, le firmament s’éclaircissait de nouveau pour un moment et le timon de la Grande Ourse montrait que minuit était déjà passé. 06385
Bottom
06374
Top
Men da de havde hvilet sig, skyndte de sig atter ned ad den glatte bjergvej, og da de havde tilbagelagt den, kom de ind i en mørk granskov; og dyster stod naturen omkring dem. Månen kiggede ned, blegt; uglerne skreg; og her og dér i ødemarkens skød stod en besynderlig skygge, der lignede en skov-bjørn, umådelig stor: de styrtede graners strittende, mosgroede rødder. Ubevægelige som frosne spøgelser stirrede disse bjørne-skikkelser mod de besynderlige vejfarende, der hurtigt ilede forbi dem. De stirrede ubevægeligt, men mellem dem og omkring dem opstod der snart et forfærdeligt røre i den mørke granskov. De sultne ulve kredsede omkring brødrene og kom nærmere og nærmere. Undertiden var de foran dem eller bagved dem; snart krydsede de overvejen, og snart så man deres hastige løb mellem granerne på begge sider af vejen. Rasende, blodtørstige fulgte de efter de natlige flygtninge fra Impivaara; og trærøddernes tørre grene knagede og bragede, når de brækkede. Den ængstelige Valko løb af sted, skælvende og prustende, og manden, der sad forrest, havde svært ved at forhindre den i at stikke af. Men vilddyrenes dristighed blev større og større. Pustende og blodtørstige strøg de ofte ganske tæt forbi mændene; og brødrenes bøsser knaldede nu og da for at skræmme dem, snart til højre og snart til venstre. Men det jog dem dog ikke særlig langt bort. Sitôt reposés, ils se remirent en route sur le sentier glissant et rapide ; quand il prit fin, ils entrèrent sous les obscurs sapins, et la nature autour d’eux devint sinistre. La lune blafarde les contemplait, les grands-ducs hululaient, et ici et là se dressait au fond des bois un fanlôme étrange, semblable à un ours monstrueux : c’étaient des sapins culbutés qui hérissaient leurs racines moussues. Immobiles comme des spectres gelés, ces silhouettes d’ours regardaient la troupe bizarre qui défilait à une allure forcenée. Elles restaient sans bouger dans leur contemplation, mais entre elles, autour d’elles, régna bientôt une animation effrayante dans la sombre forêt. Les loups affamés rôdaient près des frères, se rapprochaient de plus en plus. Tantôt devant ou derrière, bondissant à travers le chemin, tantôt entre les sapins à droite et à gauche, on les voyait courir agilement. Acharnés, assoiffés de sang, ils suivaient les nocturnes fugitifs, et les aiguilles sèches des sapins se brisaient en crissant et en craquant. L’ombrageux Valko tremblait, respirait bruyamment et bronchait parfois, si bien que le premier cavalier pouvait à peine l’empêcher de s’emballer. La hardiesse des fauves devenait toujours plus insolente ; haletants, altérés de sang, ils se glissaient souvent tout près des frères qui déchargeaient alors leurs fusils à droite ou à gauche pour les effrayer. Mais les loups ne s’écartaient jamais bien loin. 06386
Bottom
06375
Top
Så kom de til Kiljavas åbne hede, der var hærget af en skovbrand, og hvor der hist og her stod en udtørret fyrrestamme, et hvilested for høge og ugler. Nu begyndte ulvenes raseri at blive foruroligende, og mændene var i stor fare. Tuomas og Timo sad på hesten i dette øjeblik, men de andre, der kom løbende bagefter, standsede pludselig og affyrede næsten samtidig en vældig salve mod deres forfølgere, der blev forskrækkede, og nu trak sig lidt tilbage. Mændene ilede atter fremad, men det varede ikke længe, før ulvenes lurende skare larmede tæt ved dem, og faren var større end nogensinde. Så standsede Tuomas hesten og sagde med høj stemme: »Den mand, hvis bøsse er tom, skal lade den straks på stedet!« Således råbte han, steg af hesten og befalede Timo at holde godt fast på Valko. Brødrene stod nu og ladede, og de mærkede ikke det mindste til kulden, hverken i fødderne eller i nogen anden del af deres krop. Ulvene stod også stille, halvtreds skridt fra mændene; de stirrede uafbrudt på dem med grådige øjne og piskede ivrigt med halen. - Og renset for skyer strålede himmelhvælvingen, hvorfra den klare måne nu kiggede ned på heden. La troupe déboucha sur la lande ouverte de Kiljava, ravagée jadis par un incendie, où se dresse par place un tronc de pin desséché, perchoir pour les vautours et les hiboux. La rage des loups y devint redoutable, le danger se fît pressant. Tuomas et Timo étaient à cheval en ce moment ; les autres qui couraient derrière s’arrêtèrent soudain et ouvrirent un feu de salve sur leurs persécuteurs qui, intimidés, se retirèrent à bonne distance. Les frères se précipitèrent de nouveau en avant, mais il ne se passa guère de temps avant que la bande des loups aux aguets se pressât derechef autour d’eux, et le péril fut plus menaçant que jamais. Tuomas retint alors le cheval et cria d’une voix forte : « Rechargez immédiatement les fusils vides ! Grouillez-vous ! Que ça aille comme un éclair ! » Il cria ainsi et sauta à terre, en ordonnant à Timo de maintenir solidement le cheval. Les frères avaient fait halte et chargeaient leurs fusils ; ils ne sentaient plus le froid qui mordait leurs pieds et leurs membres. Les fauves s’étaient aussi arrêtés à cinquante pas d’eux, les enveloppant sans trêve de leurs regards avides et agitant furieusement la queue. — Du haut du ciel débarrassé de nuages, la lune brillante contemplait la lande. 06387
Bottom
06376
Top
TUOMAS: Er vore bøsser ladte ? TUOMAS: Est-ce que les fusils sont chargés ? 06388
Bottom
06377
Top
AAPO: Det er gjort. Hvad mener du ? AAPO: C’est fait. Quel est ton plan ? 06389
Bottom
06378
Top
JUHANI: Alle på een gang igen! JUHANI: Tirons tous ensemble I 06390
Bottom
06379
Top
TUOMAS: Nej, ikke hvis vi har livet kært. Nogen må altid have skyderen ladt, husk det. Lauri, du har jo den sikreste hånd og det skarpeste øje, kom op ved siden af mig. TUOMAS: Non, si la vie nous est chère. Il faut que quelques fusils restent toujours chargés, souvenez-vous en, Lauri, c’est toi qui as la main la plus sûre et l’œil le plus perçant ; viens ici à côté de moi. 06391
Bottom
06380
Top
LAURI: Her står jeg. Hvad vil du ? LAURI: Voilà. Que veux-tu ? 06392
Bottom
06381
Top
TUOMAS: En sulten ulv æder endogså sin blodige broder. Hvis vi nu var i stand til at ordne den sag, kunne det blive vor redning. Lad os prøve, Lauri, vi sigter på den første dér til venstre og skyder samtidigt, men I andre, spar på jeres ild. Lauri, sigt nu skarpt som ørnen og lad det lyne, når jeg siger: nu. TUOMAS: Un loup affamé dévore même son frère ensanglanté. Si on pouvait maintenant utiliser ce moyen, ce serait notre salut. Essayons. Lauri, visons le premier à gauche et faisons feu ensemble ; mais vous autres, vous épargnerez vos coups. Vise avec précision, Lauri, comme un aigle, et tire quand je dirai : Feu ! 06393
Bottom
06382
Top
LAURI: Jeg er parat. LAURI: Je suis prêt. 06394
Bottom
06383
Top
TUOMAS: Nu. TUOMAS: Feu ! 06395
Bottom
06384
Top
Så fyrede de begge to i samme øjeblik, og ulvene flygtede i galop. En af dem blev dog på stedet og prøvede, krybende, at indhente de andre, men den kunne ikke. Mændene skyndte sig atter af sted af alle kræfter: seks af dem løb til fods, mens Timo red alene i spidsen. Sådan gik der en kort tid. Men snart standsede ulvene deres flugt; de vendte om og ilede atter ivrigt imod de natlige vejfarende. Sneen fløj lil vejrs med en susende lyd, og det dundrede i Kiljavas vidtstrakte hede, da de kom styrtende i samlet flok. I flyvende fart nåede de frem til deres kammerat, der lå og kravlede i sit eget blod ; de fløj forbi, men vendte hurtigt om, da blodets fristende lugt slog imod deres næsebor. De snurrede helt omkring: halerne svingede, sneen føg omkring, og begærets og grådighedens øjne gnistrede som ild i natten. Så kastede hele flokken sig med uhyggeligt grinende tænder over deres sårede broder; og nu opstod der en frygtelig tumult og larm på heden, så man skulle tro, himlens søjler var ved at styrte sammen. Jorden skælvede, og sneen blev forvandlet til et skrækkeligt ælte, da de forhenværende venner sønderrev ødemarkens søn, hvis blod Tuomas og Lauris vel-rettede skud havde fået til at flyde. Men nu herskede der atter tavshed på den natlige hede. Man hørte blot en dæmpet stønnen; og knoglerne knasede, da vilddyrene, med blodige snuder og skinnende øjne, sønderrev og åd deres offer. Ils pressèrent ensemble sur la détente et les loups détalèrent à toutes jambes. Un d’eux resta pourtant sur le carreau, s’efforçant de se traîner derrière les autres, mais il n’avançait guère. Les frères reprirent leur course à toute vitesse ; six étaient à pied, Timo les précédait à cheval. Au bout d’un moment, les loups interrompirent leur fuite et, après avoir fait volte-face, ils bondirent avec ardeur sur les traces du cortège nocturne. La neige se soulevait en nuage et la vaste lande retentissait tandis que la bande se ruait en avant. Avec la rapidité de la flamme, les loups s’approchèrent de leur compagnon qui rampait dans son sang, le dépassèrent, mais revinrent vers lui dès que l’odeur attirante du sang caressa leurs narines. Quand ils firent demi-tour, leurs queues décrivirent un arc et la neige tourbillonna, leurs yeux luisaient de convoitise féroce dans la nuit. Avec des grimaces hideuses, ils se jetèrent tous sur leur frère blessé, et un vacarme effroyable s’éleva dans la prairie, on aurait cru que les colonnes du ciel s’écroulaient. Le sol tremblait et la neige se changeait en bouillie immonde, pendant que les fauves déchiraient leur ancien ami, le fils des forêts dont les balles précises de Tuomas et de Lauri avaient répandu le sang. Puis le silence s’appesantit de nouveau sur la lande nocturne. On n’entendit plus qu’un faible murmure et un craquement d’os, pendant que les loups, le museau sanglant et les yeux étincelants, se disputaient entre eux les débris de leur proie. 06396
Bottom
06385
Top
Men brødrene færdedes allerede fjernt fra deres frygtelige fjender; og herligt havde ulvenes mordhyl runget i deres ører på Kiljava-heden; for dem var det redningens vidunderlige og gode budskab. De nærmede sig Kuttilas vidtstrakte eng, som deres vej snoede sig udenom, ovfer et bakket terræn. Men for at vinde tid besluttede de at skyde genvej over denne eng. Med forenede kræfter styrtede de imod et hegn; det væltede omkuld, og Valko, der igen bar to af brødrene på sin ryg, gik over det væltede hegn og begyndte, ansporet af mændenes kæppe, at løbe hen over engens jævne flade. De af brødrene, hvis tur det var at trave i sneen, ilede bagefter uden at tøve et øjeblik. Tværs over engen gik vintervejen til kirkebyen, og nogle rejsende, med tre heste og tre slæder, befandt sig netop nu på denne vej. Men både hestene og mændene blev meget forfærdede, da de så brødrene nærme sig dem fra nord. I månelyset så de syv mænd i bar skjorte, med bøsserne over skulderen; syv mænd, der skyndte sig af sted med deres hest. Og de troede, det var en skare vrede trolde fra Impivaaras huler, der ville kaste sig over dem. Der blev en vældig tumult og opstandelse på engen. De vejfarendes heste fløj fortumlede af sted, fløj snart hid og snart did; og mændene skiftevis råbte, bad, bandede og rasede med høj stemme. Men brødrene skænkede knap nok hele denne tumult et øjekast; de løb blot som rasende hen mod Jukola over Kuttila-engen, og sneen blev kløvet til røg foran dem. Så kom de til engens modsatte hegn, de styrtede sig imod det alle mand; det væltede med et brag, og snart vandrede de igen på den bakkede vej. Délivrés de leurs terribles ennemis, les frères poursuivaient leur course ; les hurlements sinistres des loups à Kiljava avaient retenti à leurs oreilles comme une délicieuse musique, qui leur apportait la bonne nouvelle du salut. Us parvinrent à la vaste prairie de Kuttila, que le chemin contournait par un terrain accidenté. Pour gagner du temps, ils décidèrent de couper à travers champs ; ils se lancèrent tous contre la clôture qui se brisa, et Valko, avec deux frères en croupe, franchit la barrière abattue et galopa, caressé par la cravache, sur la surface unie. Ceux des frères dont c’était le tour de fouler la neige se hâtaient derrière lui sans relâche. La prairie était traversée par le chemin d’hiver qui conduisait à l’église, et des voyageurs, avec trois chevaux et trois traîneaux, y passaient en ce moment. Hommes et bétes furent saisis d’une terreur panique quand ils virent les frères accourir du nord. Au clair de lune, ils distinguèrent sept hommes en chemise, le fusil à l’épaule, qui se ruaient en avant avec un cheval. Us crurent qu’une troupe de croquemitaines hargneux, quittant les cavernes d’Impivaara, s’était lancée à leurs trousses. Il y eut alors une agitation et une confusion indescriptibles sur la prairie ; les chevaux affolés prirent le mors aux dents, bondirent de-ci de-là ; l’un des voyageurs criait, un autre priait, un autre encore pestait et jurait d’une voix retentissante. Mais les frères, jetant à peine un regard sur ce remue-ménage, continuèrent leur course ardente vers Jukola à travers la plaine de Kuttila ; la neige se fendait devant eux comme de la fumée. Us atteignirent l’autre clôture de la prairie, la poussèrent violemment et elle se brisa en craquant ; ils reprirent alors le chemin accidenté. 06397
Bottom
06386
Top
Men denne nat var uhyggelig og forfærdelig for dem. De løb voldsomt, løb stærkt og stønnende, og tvivlen stirrede ud af deres stive blik, der hele tiden var rettet imod deres forhenværende hjem. Således styrtede de af sted, uden at sige et ord, og den snedækkede jord svandt hurtigt under dem. Men til sidst, da de nåede til Pohjanpeltos skrånende mark, så de i det blege månelys Jukola-gård på skrænten; og næsten samtidig hørte man fra deres mund: »Jukola, Jukola!« De ilede videre ned ad bakken, styrtede hen over bækengen som bevingede spøgelser, sled sig atter op ad bakken og stod så på tærsklen til gårdens lukkede dør. De havde ikke tid til at banke og vente på, at man skulle lukke dem ind; de fløj fremad af alle kræfter, og den solide dør sprang op med et brag. Fra forstuen ilede de, under megen støj og larm, ind i huset og derfra som en hvirvelvind hen til ildstedets gløder, der udsendte en vidunderlig varme imod dem. Men garverens søvn-drukne familie blev meget forskrækket, for den troede, det var røvere, der overfaldt dem. Cette nuit était terrible pour eux. Ils couraient avec énergie, couraient à toutes jambes en haletant, et le désespoir se lisait dans leurs yeux vides et fixes qu’ils tenaient rivés vers leur ancien foyer de Jukola. Us avançaient ainsi sans dire un mot, et la terre neigeuse fuyait rapidement sous leurs pas. Mais enfin, quand ils arrivèrent sur la crête de Pohjanpello, ils virent dans la pâle lumière de la lune, sur le flanc d’une colline, la ferme de Jukola, et ils s’écrièrent presque d’une seule bouche : « Jukola, Jukola ! » Puis ils dévalèrent la pente, franchirent comme des ogres ailés le pré d’Ojaniittu, gravirent la colline et se trouvèrent sur le seuil de la porte verrouillée de leur ferme. Us n’avaient pas le temps de heurter et d’attendre qu’on les fît entrer; ils se jetèrent de toutes leurs forces contre elle, et la porte massive du vestibule s’ouvrit brusquement avec fracas. Us se précipitèrent en piétinant avec bruit du vestibule dans la chambre, puis, en coup de vent, vers les braises de l’âlre d’où une précieuse chaleur monta vers eux. Mais la famille engourdie du tanneur, croyant que des brigands faisaient irruption, fut prise d’une violente terreur. 06398
Bottom
06387
Top
GARVEREN: Hvad er det for et uhyre, der på denne måde træder ind i en ærlig mands hus selveste julenat? Svar; bøssen er lagt an. LE TANNEUR: Quels monstres entrent ainsi dans la maison d’un homme paisible, et la nuit même de Noël ? Répondez, mon fusil est braqué sur vous. 06399
Bottom
06388
Top
TUOMAS: Lad din bøsse være i fred, mand. TUOMAS: Laisse ton fusil en paix, homme. 06400
Bottom
06389
Top
AAPO: Skyd ikke gårdens egne folk. AAPO: Ne tire pas sur les gens de la ferme. 06401
Bottom
06390
Top
JUHANI: Vi kommer, Gud nåde os, fra Impivaara. JUHANI: On arrive — que Dieu nous protège ! — d'Impivaara. 06402
Bottom
06391
Top
TIMO: Det forrige Jukolas syv sønner! TIMO: Ce sont les sept enfants du vieux Jukola. 06403
Bottom
06392
Top
SIMEONI: Herren forbarme sig over os! Syv sjæle på vej til evigheden netop i dette frygtelige øjeblik. Herren forbarme sig over os! SIMEONI: Que Dieu aie pitié de nous ! En cet instant affreux, sept âmes sont en route vers l’éternité. Que Dieu aie pitié de nous ! 06404
Bottom
06393
Top
JUHANI: Ilden fortærede vort prægtige hus i skoven og desuden alle vore ting. Vi er ilet hertil uden andet at skjule vore legemer med end denne pjalt af en skjorte, denne korte las af mandsskjorte. Og det var en hård dyst. JUHANI: Un incendie a détruit notre belle cabane dans fa forêt avec tous nos effets. On a couru jusqu’ici comme des lièvres, sans autre Vêtement sur nos pauvres corps qu’un bout de chemise, un tout petit bout de chemise. Quel terrible jeu ! 06405
Bottom
06394
Top
GARVERENS KONE: Herren bevare os! LA FEMME DU TANNEUR: Que Dieu nous aide ! 06406
Bottom
06395
Top
GARVEREN: Ak, I stakler! NAHKAPEITTURI. Voi teitä kurjia! 06407
Bottom
06396
Top
JUHANI: Ja, er dette*ret og rimeligt? Her sidder vi nu som skader og råber på Herrens nåde. Ak, jeg må græde. JUHANI: Niin, onkos tämä enään laitaa! Tässähän nyt istumme kuin harakat, huutaen Herran armoa. Ah! mun täytyy itkeä. 06408
Bottom
06397
Top
GARVERENS KONE: Arme, stakkels børn! Skynd dig, far, og tænd ild. EMÄNTÄ. Kurjat lapsukaiset! Riennä, ukko, virittämään valkeata. 06409
Bottom
06398
Top
EERO: Ak, hvilken ulykkelig nat, ak, vi ulykkelige! EERO: Voi onneton yö, voi onnettomia meitä! 06410
Bottom
06399
Top
AAPO: Ak, hvilken forskrækkelig nat, ak! AAPO: Voi kauhistuksen yötä, voi! 06411
Bottom
06400
Top
SIMEONI: Ak, ja! SIMEONI: Ah voi! 06412
Bottom
06401
Top
JUHANI: Græd ikke, Eero; græd ikke, Simeoni, klag ikke, Aapo! Græd ikke, græd ikke, broder Eero, for nu er vi i hus. Men det var sandelig en tyrkisk march! JUHANI: Älä itke, Eero, älä itke, Simeoni, älä yhtään ruikuta, Aapo! Älä itke, älä itke, Eero-veljeni; sillä nyt olemme suojassa. Mutta olipa se turkin marssia. 06413
Bottom
06402
Top
GARVERENS KONE: Ak, menneskebarnét her på jorden, ak! EMÄNTÄ. Voi ihmislasta täällä, voi! 06414
Bottom
06403
Top
JUHANI: Kære husmoder, jer’ gråd og jer’ medlidenhed får mig til at græde igen. Ak! Men græd ikke, morlil, græd ikke! Vi slap ud af vilddyrenes og kuldens klør og til vore kristne medmenneskers varme. Og Gud være lovet for det! JUHANI: Kultainen emäntä, teidän itkunne ja surkutuksenne saattaa minun uudestaan kyyneleisin. Ah! Mutta älkäät itkekö, muori, älkäät itkekö! Olemmehan jo pääsneet petoin ja pakkasten kynsistä tänne kristillisten lähimmäisten lämpymään. Ja siitä Jumalalle kiitos. 06415
Bottom
06404
Top
AAPO: Vor tilstand er bedrøvelig, højst bedrøvelig. Men sørg for en flammende ild til os, bring os desuden et par knipper strå, så vi kan rede vort leje på gulvet, sæt Valko i stald og læg lidt hø foran den. TUOMAS: Surkea, perin surkea on tilamme. Mutta tehkäät meille loimottava pystyvalkea, tuokaat myös pari lyhdettä olkia sijaksemme laattialle ja saattakaat Valko talliin ja heiniä eteen. 06416
Bottom
06405
Top
AAPO: Tilgiv os, at vi i lovens navn og for vort livs skyld beder jer så indtrængende om hjælp og beskyttelse. For vort livs skyld, for vort livs skyld! AAPO: Suokaat anteeksi, että lain nimessä ja henkemme tähden näin lujasti anomme teiltä apua ja holhomista. Henkemme tähden, henkemme tähden! 06417
Bottom
06406
Top
JUHANI: Ak, nådepagtens engle! Livet sidder i min næsetip og er ved at dryppe bort, dryppe bort. - Hvis der er kød og øl på gården, så kom frem med det. - Se, det var en dyst, en stroppetur, vi vil huske. - Giv os kød og opvarmet øl for vore dyrebare liv og sjæles skyld. JUHANI: Oi armonliiton enkelit! istuuhan henki juuri nokkani kärjessä vallan lähtemäisillänsä, lähtemäisillänsä.--Jos on talossa lihaa ja olutta, niin tuokaat esiin.--Kas se vasta leikki oli, löylytys, jota muistamme.--Tuokaas lihaa ja lämmitettyä olutta kalliin henkemme ja sielumme tähden. 06418
Bottom
06407
Top
GARVEREN: Så hurtigt vi kan, og alt, hvad vi kan, gode venner, så snart jeg har fået lys i huset. - I, stakler, i den bare skjorte! NAHKAPEITTURI. Miten ehdimme ja voimme, hyvät ystävät, ja saatuani ensin huoneesemme valoa.--Teitä onnettomia! paitasillaan juuri. 06419
Bottom
06408
Top
JUHANI: Ikke en klud på hovedet eller et par gamle udtrådte slæver på tæerne. Se på de her Sibylle-fødder, se! JUHANI: Ei ryysyä päässä eikä kenkärajaa töppösissä. Katsokaas noita Sipillan-jalkoja, katsokaas. 06420
Bottom
06409
Top
GARVEREN: Det får jo håret til at rejse sig. Kom og se, kone. NAHKAPEITTURI. Karvojahan tämä pöyhistää. Tules katsomaan, muija. 06421
Bottom
06410
Top
TIMO: Se også på mine ben. TIMO: Katsokaas minunkin sääriäni. 06422
Bottom
06411
Top
JUHANI: Hvad er det imod disse? Her! Se, knægt, to stegte roer. JUHANI: Mitä ne ovat näiden rinnalla? Tuossa! Katsos, poika, paistikkaita. 06423
Bottom
06412
Top
TIMO: Men så de her? TIMO: Entä tuossa! 06424
Bottom
06413
Top
JUHANI: Hvad er dine skanker imod de her? JUHANI: Mitä sinun koipes tässä ovat? 06425
Bottom
06414
Top
TIMO: Og mine? Lad bare være! Se nu. Er det menneskekød ? TIMO: Ja minunko? Äläs mitään. Nähkääs nyt. Onkos tämä ihmisen-lihaa? 06426
Bottom
06415
Top
GARVEREN: Hurtigt, kone kom og se. NAHKAPEITTURI. Riennä, muija, katsomaan. 06427
Bottom
06416
Top
KONEN: Ak, gode mennesker og himlens magter! EMÄNTÄ. No hyvät ihmiset ja taivaan voimat! 06428
Bottom
06417
Top
JUHANI: Ja, er dette måske mere ret og rimeligt? - Selv Tuomas’ øj'ne er fugtige. Græd ikke, Tuomas. - Som jeg-siger: er det her ret og rimeligt ? JUHANI: Niin, onkos tämä enään laitaa?--Tuomaankin silmät ovat kosteat. Älä itke, Tuomas.--Kun ma sanonkin: onkos tämä laitaa? 06429
Bottom
06418
Top
TIMO: Sådan jager man med menneskekalven her nede. TIMO: Näinhän täällä ihmisen vasikkaa lennätetään. 06430
Bottom
06419
Top
KONEN: Hvor de er røde og skinnende, røde og skinnende. Ak, gode mennesker! EMÄNTÄ. Kuinka ne nyt punoittaa ja hohtaa, punoittaa ja hohtaa! Hyvät ihmiset! 06431
Bottom
06420
Top
TIMO: Som jern i essen, især som smedejern. Hi, hi! TIMO: Kuin rauta ahjossa, varsinkin meltorauta. Hi, hi! 06432
Bottom
06421
Top
KONEN: Så røde, så røde. Herren bevare os! EMÄNTÄ. Niin punaiset, niin punaiset! Herresta varjele! 06433
Bottom
06422
Top
JUHANI: De er nøjagtig som »skinnende malm«, sådan som det står i Bibelen. Herren hjælpe os stakler! JUHANI: Ovatpa ne juuri »valanto-vasken kaltaiset», niinkuin seisoo raamatussa. Herra auttakoon meitä vaivaisia! 06434
Bottom
06423
Top
KONEN: Ak, arme børn! EMÄNTÄ. Voi teitä lapsukaisia! 06435
Bottom
06424
Top
LAURI: Gør som vi bad om, og I lovede. LAURI: Tehkäät mitä pyysimme ja lupasitte. 06436
Bottom
06425
Top
AAPO: Vi bønfalder: hurtigt! Vi kan selv tænde op, eftersom der findes brænde dér i krogen, dejlige, barkede knuder. AAPO: Me rukoilemme: rientäkäät! Itse kyllä laitamme pystyvalkian, koska täällä nurkassa löytyy halkoja, uhkeita, tuohisia halkoja. 06437
Bottom
06426
Top
JUHANI: Så sidder vi igen i det gamle Jukola, under de velkendte, sodede spær, og her bliver vi lige til første maj. Lad det gamle hus være vort kvarter endnu denne vinter. JUHANI: Nous revoilà donc dans notre vieux Jukola, sous ces chères poutres enfumées, et on y restera jusqu’à la Fêle du Printemps. Notre ancienne chambre sera encore notre quartier cet hiver. 06438
Bottom
06427
Top
TUOMAS: Men vent, til foråret kommer. TUOMAS: Mais laisse venir l’été ! 06439
Bottom
06428
Top
JUHANI: Lad det blive forår, og et nyt hus, prægtigere end det forrige, står på Impivaara-lieden. JUHANI: Laisse venir l’élé, et une maison plus magnifique que la première s’élèvera de nouveau à lmpivaara. 06440
Bottom
06429
Top
TUOMAS: Så snart sneen er forsvundet, giver skovene og bjergene atter genlyd af øksehug, og Jukolas brødre behøver ikke mere at tigge om læ for vinden hos andre. TUOMAS: Dès que la neige aura fondu, les coups de haches résonneront encore dans les forêts et les collines, cl les frères de Jukola n’auront plus besoin de mendier chez autrui un abri contre le vent. 06441
Bottom
06430
Top
JUHANI: Prægtigt sagt! Tuomas, lad os glemme det forbandede påfund, der stak ild på vort hus, og lad os, i vort sind, forestille os det nye hus, som vi bygger op igen. JUHANI: Voilà qui est parler, Tuomas ; oublions celte maudite farce qui a incendié notre cabane et dessinons dans nos espriis la nouvelle maison que nous construirons bientôt. 06442
Bottom
06431
Top
TUOMAS: Du skal vide, at da vi begav os ud på den forfærdelige færd, forsvandt alt nag i mit bryst, og du skal vide, at da du løb bagefter mig på vejen og pustede mig i nakken som en svømmende hingst, skar det mig i hjertet. TUOMAS: Tiedä, että jo lähteissämme peloittavalle retkelle povestani kaikki närä hälveni; ja tiedä, koska tiellä, juostessas mun jäljessäni, sinä puhaltelit niskaani kuin uiva orhi, niin leikkasipa tämä sydäntäni. 06443
Bottom
06432
Top
JUHANI: Lad os derfor fryde os over, at den færd er forbi, og at vi atter står i et varmt hus. - Dér' kommer man med mad og drikke til os, og dér har vi to vældige knipper skinnende halm. Lad os takke Gud, kære brødre! JUHANI: Sentähden riemuitkaamme, että se retki on päätetty ja että seisomme lämpöisessä pirtissä taas.--Tuossahan tuodaan meille ruokaa ja juomaa ja tuossa kaksi valtaista lyhdettä kiiltäviä olkia. Kiittäkäämme Jumalaa, armaat veljet! 06444
Bottom
06433
Top
Muntert flammede det bål af birkeknuder, i hvis herlige varme brødrene varmede sig med velbehag. Og da de havde stået dér et stykke tid, syv mand på rad og række, gik de til bords for at nyde kødet, brødet, pølserne og det opvarmede øl, som garverens kone, den godhjertede kvinde, havde tilberedt for dem. Husbonden selv tog sig af Valko, førte den over til stalden og fyldte krybben foran den med hø. Omsider kom også hundene, der havde fulgt mændenes spor, tilbage fra deres dystre færd; de kom pustende og logrende; og deres øjne strålede af glæde. Og med stor fryd tog brødrene imod dem: ynkede dem, ruskede dem og kærtegnede dem på alle måder. Le feu flambait en pétillant el les frères se chauffaient délicieusement à son agréable tiédeur. Après être restés debout un moment devant le brasier, tous les sept sur un rang, ils s’approchèrent de la table pour faire honneur à la viande, au pain, aux saucisses et à la bière chaude que la miséricordieuse fermière leur avait préparés. Le tanneur prit lui-même soin de Valko, le conduisit à l’écurie et remplit de foin la crèche devant lui. Les chiens, qui avaient suivi les traces de leurs maîtres, revinrent enfin de leur chasse nocturne, la langue pendante, en frétillant, et leurs yeux étincelaient de joie. Les frères les accueillirent avec effusion ; ils les plaignirent, les nourrirent et les choyèrent de toutes façons. 06445
Bottom
06434
Top
Men da brødrene havde endt deres måltid, sank de ned på deres halm-senge, og indhyllede i søvnens fine klæde glemte de snart livets strid. Sødt sov de, og den flammende ild varmede dem lang tid endnu, indtil den døde hen og forkullede. Så lukkede husmoderen spjældet, og en herlig varme strømmede ud i stuen fra ovnen; derefter lagde kvinden sig atter på sin seng, og nu herskede der stilhed overalt i huset. Men uden for hoppede frosten knagende langs hegnene, nordenvinden blæste bistert under den stjer-ne-funklende himmel, hvorfra den blege måne smilende kiggede ned. Quand ils euient mangé, ils s’enfoncèrent dans la paille et oublièrent bientôt, enveloppés par le voile ténu du soin meil, le rude combat de la vie. Ils reposaient doucement ; le feu les réchauffa longtemps encore de sa flamme, puis languit et charbonna. La fermière ferma alors la bascule du fourneau et une bonne chaleur coula dans la chambre; puis elle se mit au lit, et un silence général remplit de nouveau la maison. Mais au dehors, le froid sautillait en crépitant contre les clôtures, la bise soufflait avec violence sous le ciel étoilé où la lune livide souriait à la terre. 06446
Bottom

kapitel 07 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
07001
Top
Tidligt om foråret, før tranerne endnu var kommet, forlod brødrene Jukola, flygtede atter til Impivaara-heden og begyndte straks af alle kræfter at bygge sig et nyt hus. Snart hvilede solide bjælker på hjørnestenene, og lag føjede sig til lag. Så larmede økserne, og den tunge kølle dundrede i flere dage, lige fra morgengry til mørk aften. Juhani, Aapo, Tuomas og Simeoni sad ved hver sit hjørne, mens de andre huggede bjælkerne til og rullede dem ad slisker op til byggepladsen. De sled, sveddryppende, men altid glade i hu, og huset voksede støt, og en frisk duft af harpiks spredte sig vidt omkring. Men så gik der også dage, hvor brødrene ikke rørte ved økserne, men lå og snorkede i dybeste søvn og lod døgnet svinde fra aften til aften, undertiden helt til tredie morgen. Au début du printemps, avant même l’arrivée des grues, les frères quittèrent Jukola, regagnèrent la prairie d'Impivaara et se mirent aussitôt avec entrain à construire leur nouvelle maison. Des poutres massives reposèrent bientôt sur les pierres angulaires, et les travées s’ajoutèrent les unes aux autres. Pendant bien des jours, de l’aube au crépuscule, les haches retentirent et les lourds marteaux s’abaissèrent avec un bruit sourd. Juhani, Aapo, Tuomas et Simeoni se tenaient chacun à un coin de la construction, tandis que les autres équarrissaient les billes et les hissaient le long de troncs inclinés. Le front ruisselant de sueur, mais d’humeur joyeuse, ils travaillaient sans relâche avec ardeur, et la cabane s’élevait posément, répandant alentour une fraîche odeur de résine. Mais il s’écoulait des journées pendant lesquelles les frères ne brandissaient point leurs haches et dormaient d’une traite, en ronflant profondément d’un soir à l’autre, voire jusqu’au matin suivant. 07001
Bottom
07002
Top
Ikke desto mindre, før kornmarkerne ved landsbyen var gulnede, stod huset færdigt på Impivaara-heden; stod på samme sted, i samme form og stand som det forrige; ja, endnu prægtigere stod det dér. Og nu da brødrenes solide hus stod færdigt, kunne de, af fuld kraft, hellige sig deres fangst-ture. De udrustede sig både til jagt og fiskeri på Ilvesjårvi og drog af sted med våben og fangstredskaber; også hundene ledsagede dem med ild-gnistrende øjne. De strejfede, uden at blive trætte, over skovklædte bjerge, sumpe og marker, kløvede søens klare flade i alle retninger og bjærgede sig føden såvel for dagen som for den kommende, strenge vinter. Og mange af Ahtolas og Tapiolas, skovens og vandets, beboere måtte således ofre deres liv. Cependant, avant que les champs de blé se fussent dorés autour du village, le chalet d’Impivaara était terminé ; il se dressait à la même place et sur le même plan que le premier, mais il était plus imposant encore. A présent que cette solide demeure était prête, les frères pouvaient consacrer toute leur énergie à la poursuite du gibier. Us s’équipèrent pour la chasse dans les forêts et pour la pêche sur le lac d’Ilvesjârvi, ils firent de longues randonnées avec leurs armes, avec leurs engins de pêche, et les chiens les suivaient, les yeux étincelants. Infatigablement, ils parcouraient les collines boisées, les marais et les champs, et sillonnaient en tous sens la surface claire du lac, rassemblant des vivres et préparant des provisions pour le rude hiver qui s’approchait. Et maint habitant des ondes et des bois perdit la vie. 07002
Bottom
07003
Top
Men nu huer det mig at fortælle om Trøske-Matti, brødrenes eneste ven herude i skovene. - Det var en gammel mand, der hed Trøske-Matti; han boede på en bakke, tæt-bevokset med knudrede birketræer; boede alene i en lille hytte nogle tusind skridt fra Impivaara. Han lavede den blødeste trøske i Tavastland og vældigt stærke barksko, og denne beskæftigelse skaffede ham til stadighed det daglige brød. Som yngre havde han rejst i Österbotten, hvortil han, som en pålidelig kusk, fulgte med sognets forrige præst, der var flyttet helt til Laplands grænser. Dér var Trøske-Matti blevet indtil næste sommer og havde jaget bjørne, jærve og traner i Pohjolas, nordens uendelige moser. Fra disse ture havde han meget at fortælle; han havde en enestående sikker hukommelse; og han glemte ikke det, han en gang havde set eller hørt. Også hans iagttagelsesevne og øjne var skarpe; han kunne vandre gennem forvirrende skove uden at fare vild. Der fandtes heller ikke så fjernt et sted, at han ikke mente at vide, i hvilken retning det lå, når han blot havde været der én gang; og han tog ikke en hårsbredde fejl. Han udpegede det straks med tommelfingeren; og det kunne ikke nytte noget at sige ham imod, så sikker var han i sin sag. Hvis man for eksempel spurgte ham: »Hvor ligger Vuokatti ?«, svarede han straks, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, derovre, om du så skød med gevær. Kuusamo kirke er dér ved den lille fordybning, men et hanefjed til højre løber linien til Vuokatti.« På samme måde, hvis man spurgte ham: »Hvor er Porrassalmi-slagmarken?«, så svarede han atter uden at tøve, idet han pegede imod horisonten med tommelfingeren: »Dér, kig langs min tommelfinger, dér, om du så skød med gevær.« Så sikker var den gamle i sin sag, og han kendte også skovene nøje i flere miles omkreds fra sin hytte. Han havde gennemtravet dem i alle retninger, snart for at lede efter fyrsvampe og bark til sine sko, snart for at røgte sine snarer. Det hændte også, at han på sine rundture stak ind til Impivaara-hytten for at hilse på brødrene. Og så fik brødrene en fornøjelig stund: med mundene på vid gab lyttede de til den gamles historier; med mundene på vid gab og ører, der strittede som flagermusens. - En aften i august sidder han atter hos brødrene og fortæller om sine skovjagter i de nordlige lande. Je voudrais à présent parler du vieux Matti de l’Amadou, le seul ami des frères là-bas, dans les forêts. Ce vieillard habitait sur une colline couronnée de bouleaux touffus : il y logeait seul dans une masure à quelques milliers de pas d’Impivaara. Il fabriquait l’amadou le plus tendre de tout le Ilaime et de solides chaussures en écorce de bouleau, et ce métier lui assurait sans faute son pain quotidien. Dans sa jeunesse, il avait voyagé dans le nord du pays, où, fier postillon, il avait conduit le précédent pasteur de la paroisse qui avait été transféré sur les frontières de la Laponie. Matti y était resté tout l’été, chassant les ours, les gloutons, et les grues dans les marécages sans fin. U avait beaucoup à raconter de ces expéditions, et sa mémoire était d’une précision incomparable, il n’oubliait plus ce qu’il avait vu ou entendu une seule fois. Il avait le don de l’observation et son œil aussi était précis; il cheminait dans le labyrinthe des fourrés sans jamais s’égarer. Il n’v avait pas de place assez éloignée dont il ne crût connaître la direction sans se tromper d’un cheveu, n’y fût-il allé qu’une fois. U l’indiquait aussitôt avec le pouce, et toute contestation eût été vaine, tant il montrait d’assurance dans ses affirmations. Il lui arrivait parfois, au cours de ses expéditions dans les environs, de faire un petit crochet vers la maison d’Impivaara pour dire le bonjour aux frères. Et c’était toujours pour eux des instants délicieux : ils écoutaient les récits du vieillard, bouche bée et les oreilles dressées comme celles des chauves-souris. — Un soir d’août, Matti est de nouveau en visite chez les frères et narre ses chasses dans les terres du nord. 07003
Bottom
07004
Top
JUHANI: Nåh. Men hvordan gik det så? JUHANI: Ilaha ! Et après ? 07004
Bottom
07005
Top
TRØSKE-MATTI: Ja, hvordan mon det gik? Derfra kom vi til en vældig åbning, til en gyngende mose; og på skiene gled vi hen over den svulmende grav. Vi fandt mange varme tranereder og skød mange skrigende traner, fyldte vore poser med æg og fjer; og tranerne kastede hver mand som et stateligt bundt over skulderen. Og så tog vi os en dram. — Dernæst drog vi videre, med hundene og tranerne på nakken, over den bølgende og bævende, piblende og plaskende mose; og ofte var nogle af mændene lige ved, for evig tid, at synke ned i det evindelige dyb, med en hylende hund på ryggen. Men så kom vi dog op på en rungende bakke igen, på fast jord, om end våde som druknede mus. Dér slog vi lejr for natten, tændte en flammende ild og tog vore sjaskvåde frakker af. Og der var ikke andet at gøre end at trække både bukserne og skjorten af, trække dem af som åleskind. Snart dampede klæderne på grenene, traneæggene sydede i asken, og vi vendte og drejede os i ildens vidunderlige varme, splitternøgne som natlige spøgelser. Og så tog vi os en dram. - Men hvordan fik vi mon tiden til at gå? Hvordan gik majnatten for os? Hundene virrede hele tiden med deres fugtige næsebor og gloede op mod trætoppene. Til sidst begyndte vi også at kigge i vejret, og hvad ser vi dér ? MATTI: Oui, et après ! Alors on arriva dans une énorme frondrière, un marais mouvant, et on glissa sur nos raquettes à travers ce gouffre gargouillant. On y trouva des tas de douillets nids de grues, on abattit des tas de unies criardes, on bourra nos bissacs d’ceufs et de plumes, ni un homme jetait les grues en paquet sur son épaule. Il alors on but un coup. Après, on aperçut un grand fainéant de glouton brun foncé, perché dans la fourche d’un |iin sec et barbu. Heiskanen tira et rata ; Pikku-Jussi tira et rata. Alors je tirai aussi, mais presque avec la même fpiigne ; le glouton se balança seulement un brin et grófin» fort rageusement, mais il resta tranquillement assis mir sa branche. Alors Heiskanen cria : « C’est de la sor-( ullerie, c’est de la sorcellerie ! » Il sortit de sa poche une lient de mort, la mordit plusieurs fois et cracha sur une liulle qu’il enfonça de nouveau dans son fusil. Puis il agita un moment sa main en l’air, roula des yeux terribles et dit — ce fils du diable ! — deux ou trois paroles bizarres et affreuses, tira et le glouton dégringola lourdement du pin. Et alors quand le chien se lança sur le gredin à la Kueule rouge, fila comme une fusée étincelante, ce fut un beau tintamarre ! Ah ! fils de Dieu ! Comme ce chien t’arrangea ce pauvre glouton ! Attrape ! pan ! pan ! Que le diable m’emporte si vous avez jamais vu de votre vie une tripotée de ce calibre I 07005
Bottom
07006
Top
JUHANI: Sig det! Formodentlig en lille bjørne-unge med halv-åbne øjne. JUHANI: Sanokaas. Kaiketi pienen kyynysilmän karhunpoikasen. 07006
Bottom
07007
Top
TIMO: Eller selveste Körri og Kyöpeli, de gruelige gespenster, formoder jeg. TIMO: Tai itse Körrin ja Kyöpelin, arvaan minä. 07007
Bottom
07008
Top
trøske-matti: Hverken det ene eller det andet, men der sad en sorte-brun krabat af en jærv på en gren oppe i et tørt, skægget fyrretræ. Heiskanen skød, men forbi, Lille-Jussi skød, men forbi; til sidst fyrede jeg også løs, men med næsten samme held. Jærven vippede bare en smule og hvæsede rigtig arrigt, men sad stadig nok så nydeligt på grenen. Så råbte Heiskanen: »Trolddomskunster, trolddomskunster!«, tog en dødemands tand op af lommen, bed nogle gange i den og spyttede på kuglen, som han atter drejede ind i sin bøsse. Så viftede han lidt i luften med hånden, rullede uhyggeligt med øjnene, og så sagde han, den fandens knægt, en to-tre mærkelige og forskrækkelige ord, fyrede og - ned dumpede jærven fra fyrretræet. Men den satan var langt fra død endnu; og så begyndte legen igen. Vi selv, splitternøgne som vi var, kunne ikke godt nærme os det rasende bæst, og hundene havde heller ikke lyst til at komme det for nær; de luskede rundt og peb i en favns afstand, mens jærven hvæsede og spruttede arrigt ad dem fra buskene. Trolddomskraften, ser I, virkede stadig. Men så begyndte Heiskanen atter at spy nogle forfærdelige ord ud af sin mund, viftede med hånden og rullede grueligt med øjnene. Og se, da en af hundene nu for alvor fløj løs på den rød-kæftede bandit, fløj løs på den som en sydende raket, så blev der sandelig slagsmål! Du store Gud, som hunden nu gav den stakkels jærv, sådan, sådan og sådan dér! Man har, fanden ta’ mig, aldrig set sådan en gang tærsk og tamp, sandelig ikke! TAULA-MATTI. Ei niin eikä näin, vaan istui siellä tumpuri ahma-vetkale kuivan, partaisen männyn haarikossa. Heiskanen ampui, mutta turhaan; Pikku-Jussi ampui, mutta turhaan; livautinpa lopulta minäkin, mutta melkein samalla autuudella. Heilahti ahma vaan kerran ja ärähti oikein äkeästi, mutta istui koreasti oksalla jäljellä. Silloin huusi Heiskanen: »noidanjuonia, noidanjuonia!» otti taskustansa kuolleenhampaan, puri siihen muutaman kerran ja sylki luotiin, jonka hän kiersi uudestaan pyssyynsä. Sitten soikotteli hän hetken kädellänsä ilmassa ja, väännellen silmiänsä peloittavasti, lausui, peevelin poika, pari kolme eriskummallista, hirveätä sanaa, ampui, ja alaspa mötkähti männystä ahma. Mutta kaukana kuolemasta oli vielä peijakas, ja nousipa leikki taas. Me itsehän, ihan alastomina kuin oltiin, emme taitaneet astua juuri liki tuota häijyläistä; eivätkä mielineet lähestyä häntä koiratkaan, vaan tuossa he nilkuttelivat ja nalkuttelivat syllän päästä, koska ahma pyrskäytteli, pyrskäytteli heitä moristen pensastosta vastaan. Noitavoimat, näettekös, vaikuttivat vieläkin. Mutta rupesi Heiskanen taasen latomaan suustansa kauheita sanoja, soikotellen kättänsä ja väännellen silmiänsä hirveästi. Ja kas kun nyt koira oikein karkasi kiinni tuohon punakitaiseen vekamaan karkasi kipenöitsevänä rakettina vaan, niin tulipas siitä pöllytys. No herran poika kun se koira nyt pani sen ahma-rukan noin, noin, noin vaan! Etpä, peijakas vie, ole nähnyt sellaista löylyä ja kuranssia vielä, et totisesti. 07008
Bottom
07009
Top
JUHANI: Av, for tusind flammende djævle! JUHANI: Mille tonnerres ! 07009
Bottom
07010
Top
TIMO: Det ville have været morsomt at se! TIMO: Ç’aurait été drôle de voir ça ! 07010
Bottom
07011
Top
TRØSKE-MATTI: Ja, det var en morsom og lystig leg, jo, jo! MATTI: C’était bougrement drôle, je te le garantis. 07011
Bottom
07012
Top
TIMO: Og så stak I jærven i posen ? TIMO: Et alors vous avez fourré le glouton dans votre bissac ? 07012
Bottom
07013
Top
trøske-matti: Det var en flot krabat at stoppe i posen; en ordentlig fed klump. Ja; og så tog vi os en dram. - Vi trak derefter vore frakker på igen, tørre som krudt var tle, og lagde os skikkeligt til at sove ved den varme, flakkende ild. Men det var nu ikke megen søvn, vi fik, eftersom trold-pile ustandselig fløj på kryds og tværs gennem luften over vore forvirrede hoveder som ild-slanger. Heiskanen sprang ofte op og råbte med høj stemme: »Sluk, troldpil, sluk, troldpil«, og mange af dem faldt også hvæsende ned, nogle i skoven og nogle i den grå mose, men de fleste fortsatte uforstyrret deres lige bane uden at bryde sig om hans hyl. lin gang hørte man en forbandet rasende og hurtig, sydende lyd, der korn strygende fra nord til syd, og som i lang tid hlev efterfulgt af en lille summen. Hvad mon det var for en lyr, som smuttede forbi dér? spurgte jeg Heiskanen, som svarede knurrende efter en tids forløb: »Det var gamle Hiisi, selveste fanden, som røg forbi«. - Så gik der en time; der gik to; og det lynede i det milde, tågede vejr. Men så lød der pludselig, fra den østlige udkant af mosen, en lyd som en susen i mosgroede graner; og fra mosens vestlige kant svarede en anden lyd, men dæmpet som en raslen i en lille birkelund. »Hvad var det, der suste derovre og raslede herovre?«, spurgte jeg igen, og Heiskanen svarede omsider brummende: »Det er granskovens ånd, der taler med sin datter.« - Men omsider gik da natten, og morgenen gryede; og vi drog videre. Og se, lige i skovbrynet fik vi øje på en gråbleg ulv, en satans stor ulv, men den flygtede som en stak ærter for en hvirvelvind. Til sidst så man kun dens venstre bagben; jeg lagde bøssen an og skød poten over på den, skød den over som en stump brusk, men den reddede alligevel skindet. Jeg skød poten over på det arme kræ. MATTI: Ma foi, c’était un joli morceau à mettre dans son sac, un gras lourdaud. Oui, et alors on but un coup . — Et puis on renfila ses habits secs comme la poudre et on se coucha sagement pour dormir à la chaleur du feu vacillant. Mais on ne put fermer l'œil longtemps, parce que des flèches magiques semblables à des serpents enflammés volaient en tous sens dans l’air, à vous donner le tournis. Heiskanen sautait debout de temps en temps en hurlant : « Eteins-toi, flèche magique, éteins-toi, flèche magique ! » et plus d’une s’abattit avec un bruit sourd dans la forêt ou dans le marais gris; mais la plupart continuaient à glisser malgré ses cris. Kerranpa kuului, viiltäen pohjosesta etelään, riivatun äkeä ja vinha puhina, jota seurasi vielä pientä vilinätä kauan. Mikähän pokko siitä vilkkaisi? kysyin minä Heiskaselta, joka hetken päästä minulle morahtaen vastasi: »mänihän siitä itse ukko Hiisi».--Kului taasen tunti, kului kaksi, ja tulta iski liepeä, sumuinen ilma. Mutta idästä suon partaalta kuului äkisti ääni kuin sammaleisten kuusten kohaus, ja vastasi nyt suon läntiseltä rannalta pian taasen toinen ääni, mutta hieno niinkuin kahaus pienestä koivistosta. Mikä kohaus se siellä, ja mikä kahaus tämä täällä? kysyin minä taasen, ja vastasi viimein Heiskanen morahtaen: »hoastaahan kuusiston toatto tyttönsä kanssa».--Mutta meni vihdoin yö ja koitti kerran aamu ja siitä lähdettiin tallustamaan taas. Kas kun nyt juuri metsän rannalla näimme hallavan, sen peevelinmoisen suden, mutta hän pakeni kuin hernehaasia tuulispäässä. Näkyi viimein enään vasempi takajalkansa, minä ojensin pyssyni ja ammuin tassun poikki, poikki niinkuin rouskun, mutta pelastipa hän nahkansa kuitenkin. Poikki ammuin äijä-paran töppösen. 07013
Bottom
07014
Top
TIMO: Av, for pokker! Poten brækket af som en istap, og så lå den på jorden foran jer som en grisetå på bordet i fastetid ? TIMO: Voi peijakas! Kääppä poikki kuin jääpuikko, ja makasi edessänne maassa kuin pöydällä laskiais-sorkka? 07014
Bottom
07015
Top
TRØSKE-MATTI: Nå, ikke netop sådan. TAULA-MATTI. Ei sentähden juuri niin. 07015
Bottom
07016
Top
TUOMAS: Men hvordan opdagede I, at poten var knækket ? TUOMAS: Mutta mistä huomasitte käpälän katkenneeksi? 07016
Bottom
07017
Top
TRØSKE-MATTI: Vi løb jo efter den et langt stykke vej og så ofte, hvordan ulvens slæbende og dinglende pote, mens den travede af sted, havde lavet ligesom ti-taller i sandet. TAULA-MATTI. Juoksimmehan hänen jäljessään huikean matkan ja näimme usein kuinka, susi-pojan astellessa, laahaava, letkuva tallukkansa oli tehnyt tuommoisia kymmen-numeroja santaan. 07017
Bottom
07018
Top
TIMO: Det var som fanden! Ti-taller i sandet? Hi, hi, hi! TIMO: No vie sinun perhana! Kymmenen-numeroja santaan? Hi, hi, hi! 07018
Bottom
07019
Top
TRØSKE-MATTI: Tydelige ti-taller. TAULA-MATTI. Selviä kymmenen-numeroja. 07019
Bottom
07020
Top
JUHANI: Ulven var i knibe. JUHANI: Susi oli päivissä. 07020
Bottom
07021
Top
trøske-matti: Ulven var i knibe, såvel som mændene. Men de forbistrede hunde flyttede sig ikke en favn fra vore hæle; de sjoskede slukørede af sted med hængende haler; de altid før så tapre hunde. TAULA-MATTI. Susi oli päivissä, jos miehetkin. Mutta koirat peijakkaat eivät siirtyneet syltääkään kintuistamme, vaan astelivat alakuloisina, hännät lyyhyssä, ne ennen aina urheat koirat. 07021
Bottom
07022
Top
AAPO: Hvad havde lagt en dæmper på deres iver ? AAPO: Mikä oli masentanut heidän intonsa? 07022
Bottom
07023
Top
TRØSKE-MATTI: Troldkunster, de bedøvende trold-dampe, som luften var lige så fyldt med som med krudtrøg i krigstid. Heiskanen prøvede ganske vist at gøre sit bedste, lian manede og forbandede og fægtede med hånden, men fuldstændig forgæves. Og Lille-Jussi, den gavtyv, rendte af sted som et garnnøgle, stampede i jorden og svedte voldsomt. For knægten havde ben, der ikke var længere end højst tre-kvart alen, men han havde en rigtig odder-ryg, lang og sejg. Hele manden var også sejg, forbistret sejg og fast som odderen selv. I lang tid støvede han efter ulven, der hinkede af sted foran ham, men til sidst var der ikke andet at gøre: han måtte overlade ulven til skovens varetægt. Ja, og så tog vi os en dram. Og da det var gjort, begyndte vi atter at trave hjemad, bærende på vort rigelige bytte. Sådan gik vi, med poserne under armen; i poserne var æggene, fjerene samt et og andet mindre skovvildt; skiene og tranerne havde vi på ryggen, bøsserne i hånden; og den lodne jærv dinglede skiftevis på vore skuldre. Sådan gik vi. Men ved skyernes rand fløj en lille, brægende himmelged, en bekkasin ; jeg skød den og stoppede den i posen. Efter at have gået et stykke tid fik jeg, i toppen af et fyrretræ, øje på et flyvende egern, fladt og stor-øjet; jeg skød det og stoppede det i min pose. TAULA-MATTI. Noitakeinot, hurmaavat lumouskaasut, joista ilma oli täys kuin kruutisavusta sodan ilma. Tosin koetti Heiskanen parastansa, manasi ja sadatteli, soikotellen kättänsä, mutta turhaan perin. Ja Pikku-Jussi veitikka, hän juosta tapsutteli kuin keri, tömitellen maata, hikoen kovin. Sillä eihän ollut pojalla koipea kun kaikkein korkeintaan kolme korttelia; mutta olipa hänellä oikein saukon selkä, pitkä ja sitkeä. Sitkeä oli koko mieskin, riivatun sitkeä ja kiinteä kuin saukko itse. Kauan hän pöllytteli sutta perään, joka ontuen tallusteli edellä; mutta eipä lopultakaan auttanut, vaan täytyi hänen heittää Häntä-Heikki metsien haltuun. Niin; ja sitten me ryypättiin. Ja koska tämä oli tehty, käytiinpäs astelemaan kotiapäin taas, kantain runsasta saalistamme. Niin asteltiin, pussit kainalossa, pusseissa munat ja höyhenet ja yhtä ja toista pienempää metsäviljaa; sukset ja kurjet selässä, pyssyt kourassa; ja vuoroitellen lönkytteli kunkin olalla karvainen ahma. Niin kuljettiin. Mutta lentelipä pilvien rajalla pieni, mököttelevä taivaanvuohi; minä ammuin sen ja pistin pussiini. Siitä käytyämme hetken, näinpä männyn latvassa siipioravan, litteän ja suurisilmäisen, minä ammuin sen ja pistin pussiini. 07023
Bottom
07024
Top
Vi kom omsider til nogle vidtstrakte, højt-liggende lysninger og så endnu en gang mod syd Turkkila gård, hvorfra vi var draget ud på vor strenge færd. Vi kom til et blodigt sted, som Turkkila-manden allerede havde udpeget for os, inden vi drog ud på jagt, og hvor en bjørn for to dage siden havde dræbt en prægtig hingst. Vi kiggede et stykke tid på bjørnens tilsølede spisebord, og opdagede straks, at den fornylig, antagelig foregående aften ved solnedgang, var kommet igen for at nyde resterne af sin steg. Jeg var klar over, at den ville vende tilbage til samme sted, når det blev mørkt og besluttede derfor at blive og vente på den; men de andre gik videre til Turkkila for at tilberede sig et muntert aftens-måltid. Dér stod jeg nu og spekulerede; spekulerede og grublede over, hvordan jeg skulle modtage min gæst på den åbne lysning, hvor der ikke stod et eneste træ, man kunne klatre op i. Men »den kloge vinder over den raske«, og til sidst fandt jeg på noget, der nærmest mindede om et sindrigt maskineri. Lige i nærheden så jeg en harpiks-stub, sort og forfærdelig stor, hvis rødder var blevet løftet i vejret af forårets tø, i hvert fald en alen. Med min økse kappede jeg den midterste rod, der gik lige ned i jorden, halede den ud og udvidede hullet en lille smule mere. Dér krøb jeg så ind, stak bøsse-mundingen ud mod det blodige sted og begyndte at vente på bjørnen, i mit fine skjul og med en solid borg over mit hoved. Den kom, nærmede sig listende fra sletten og satte tænderne i hingstens sønderrevne bov; og jeg besluttede nu forsigtigt at give den en kende bly i pandeskallen. Men fanden heller! For så klirrede messingbeslaget på min bøssekolbe ganske svagt mod en af tinknapperne i min frakke, og bjørnens skarpe øre hørte straks den klirrende lyd. Rasende styrtede den løs på mig, men så smældede der et skud imod den. Uden at bekymre sig om det blev den ved med at løbe fremad, mens den skreg med en skrækindjagende stemme. Nu lød der et vældigt brag oven over mit hoved: rødderne knagede, og jorden slog revner, da den mange-hornede stub blev løftet bort oven over mit hoved. Og jeg, stakkels fyr, tænkte at min sidste time allerede var kommet og ventede kun på, med bøssen i hånden, at dyrets vidtåbne gab skulle vise sig. Men pludselig hørte støjen op, og alt blev stille og roligt, stille som i graven; og der blev ikke noget slagsmål, som jeg havde ventet. Jeg forholdt mig rolig et stykke tid endnu, men til sidst kiggede jeg ud mellem de rødder, der ragede lige i vejret på den anden side, og dér lå bjørnen fuldstændig livløs med den væltede stub i favnen, og blodet flød ned i mulden fra dens mægtige bryst. Men heleja, tænkte jeg, da jeg atter stod som en fri mand under den frie himmel. For stubben varjo temmelig hurtigt blevet flyttet bort oven over mig. On arriva enfin sur de hautes et vastes landes et on distingua de nouveau dans le sud la ferme de Turkkila d’où on était parti pour cette difficile expédition. On traversa une place ensanglantée où le paysan de Turkkila nous avait dit à notre départ pour la chasse qu’un ours avait déchiré deux jours plus tôt un superbe étalon. On regarda un moment la table souillée du fauve, et je constatai tout de suite qu’il était revenu récemment, peut-être la veille au soir, pour déguster les restes de son festin. Je me dis qu’il y retournerait au crépuscule, et alors je décidai de rester pour l’attendre, tandis que les autres me devançaient pour préparer un joyeux repas à Turkkila. Je me mis à réfléchir et à me creuser la tête pour trouver comment je pourrais guetter mon hôte sur cette lande ouverte où il n’y avait pas un arbre où grimper. Mais « l’habileté l’emporte sur l’agilité » : je ifinis par découvrir un moyen, un truc excellent et superbe. Je remarquai tout près de moi une souche noire et bigrement grosse dont les gels printaniers avaient soulevé les racines à une bonne coudée de hauteur. Je taillai à coups de hache la racine centrale, celle qui s’enfonce tout droit dans la terre, je la tirai dehors et agrandis encore un peu le trou. Je m’y glissai, dirigeai le canon de mon fusil vers la place ensanglantée et me mis à attendre l’ours dans ce joli abri, avec une solide forteresse sur la tête. Il arriva, débouchant à quatre pattes hors des buissons et planta ses crocs dans l’épaule déchiquetée du cheval ; je décidai alors de lui envoyer prudemment une balle dans le front. Mais, par le diable ! la plaque en laiton de la crosse heurta doucement contre un bouton en étain de ma veste et la fine oreille de l’ours entendit aussitôt ce tintement. Il se rua contre moi comme un forcené, mais je fis feu. Sans y faire attention, il continua de courir en hurlant effroyablement. Il y eut alors du vacarme au-dessus de moi ; les racines craquèrent et la terre trembla, quand le tronc cornu fut arraché de dessus ma tête. Et alors, je crus, pauvre diable, que le jour de malheur était venu, et j’attendis seulement, le fusil à la main, de voir la gueule ouverte du monstre. Mais soudain, le tapage cessa et tout redevint silencieux, muet comme la tombe, et on n’en vint pas à l’empoignée que je redoutais. Je restai immobile un moment encore, puis je lançai enfin un coup d’œil de l’autre côté entre les racines dressées en l’air, et là gisait l’ours, tout à fait inanimé, serrant entre ses pattes le tronc arraché et répandant sur le sol le sang de son imposant poitrail. Bravo ! me dis-je, quand je me retrouvai libre sous le ciel libre. La souche avait été fort proprement enlevée de dessus ma tête. 07024
Bottom
07025
Top
JUHANI: »Helvede, sagde Heskus-Jaakko!« JUHANI: « Nom de nom, disait Simon ». 07025
Bottom
07026
Top
TIMO: De syv smede ta’ mig! TIMO: Par les sept forgerons! 07026
Bottom
07027
Top
JUHANI: Det flinkeste ryk på j'ordens runding! JUHANI: Voilà le plus joli truc qu’on ait imaginé sur la boule terrestre. 07027
Bottom
07028
Top
TUOMAS: Et tappert ryk, et mandigt ryk både af bj’ørncn og afjer. TUOMAS: Un joli tour de force, aussi bien de l'ours que de vous. 07028
Bottom
07029
Top
JUHANI: Oh, du sorte tyr! JUHANI: Oi sinä musta sonni! 07029
Bottom
07030
Top
TIMO: Fandens! Andet kan jeg ikke sige. Men hvad skete der så ? TIMO: Perhana! Enhän taida enään muuta sanoa. Mutta kuinkas sitten? 07030
Bottom
07031
Top
trøske-matti: Nå, du kan vel gætte, hvordan det så gik; du kan vel gætte, at braget kunne høres lige til Turkkila som fra bunden af en bøtte, og det lokkede snart mænd til lysningen som myg. Og nu blev der et spektakel og en larm, da man bar bjørnen hjem til gården på en vippende og gyn-gende stang. Det var en vældig farmand: da den hang og dinglede i en bjælke, formørkede den hele stuen på Turkkila som en tyk tordensky på himlen. - Sådan var det med den dags besværligheder; den dags og den turs. Og så tog vi os en dram. TAULA-MATTI. Niin, arvaathan kuinka sitten kävi, arvaathan että paukaus kuului Turkkilaan kuin ammeen pohjasta ja saattoi pian miestä niinkuin sääkseä aholle. Ja nousi nyt remua ja meteliä, koska taipuvassa, keikkuvassa salossa kannettiin kontiota taloon. Olipa siinä aika taatto: riippuen kiikissä, pimitti hän koko Turkkilan tuvan kuin taivaalla sakea ukkospilvi.--Siinä oli sen päivän puuhat, sen päivän ja retken. Ja sitten me ryypättiin. 07031
Bottom
07032
Top
JUHANI: Og så holdt I et muntert gravøl. JUHANI: Ja vietitte iloisia peijaisia. 07032
Bottom
07033
Top
TRØSKE-MATTI: Det begyndte i Turkkila og endte i præstegården; endte med grimede fjæs og matte øjne. Sådan var det; og de dage har været og er svundet bort. Men den gamle mindes gerne oplevelserne fra sin manddoms bedste dage, og han fortæller gerne om dem. MATTI: C’était comme ça ; ces temps sont passés et disparus à jamais. Mais un vieillard aime à se rappeler les aventures des meilleurs jours de sa vie et aime à les raconter. 07033
Bottom
07034
Top
AAPO: Og vi lytter gerne. AAPO: Et nous, on aime à les entendre. 07034
Bottom
07035
Top
JUHANI: Fortæl sådan lige til morgengry, og vi vil glemme, at der findes søvn her på jorden. JUHANI: Vous pouvez raconter ainsi jusqu’au matin, et on oubliera que le sommeil existe sur la terre. 07035
Bottom
07036
Top
trøske-matti: Nå, det er på tide, at man stavrer hjem til sin hule igen; jo, det er på tide. Gud være med jer, brødre! MATTI: Il est déjà grand temps de clopiner vers sa bicoque ; oui, il est temps. A la garde de Dieu, frères ! 07036
Bottom
07037
Top
JUHANI: Gud være med Jer, agtværdige Matti. JUHANI: Que Dieu vous protège, cher voisin ! 07037
Bottom
07038
Top
AAPO: Hav det godt, og altid velkommen til vort hus! AAPO: Portez-vous bien, et sachez que vous êtes toujours le bienvenu dans notre cabane. 07038
Bottom
07039
Top
Så gik Matti, med øksen over skulderen, af sted til sin lille hytte på bakken med de løvrige, knudrede birketræer, langt fra landsbyen. Men brødrene gik til ro for natten; mørket havde nemlig allerede fået overhånd, og aftenens svindende lys skinnede svagt ind gennem husets smalle vindues-glugger. Men tankerne svirrede længe heftigt i deres hjerner og jog den vederkvægende søvn på flugt. De kunne ikke glemme Trøske-Mattis skildringer fra Nordens ødemarker, den forheksede luft, og trold-pilene, der suste sydende på kryds og tværs gennem den mørke nat. Og ligesom pilene gnistrede dér, og bøsserne lynede, således lynede en besynderlig lyst og iver i deres bryst. Deres iver blev især optændt af tranen, denne fugl med det kloge og årvågne blik, hvis dystre skrig giver genlyd omkring Nordens moser; og i tankerne forestillede de sig de dunklædte reders herlige varme ; forestillede sig de skinnende æg, skjult i pors-buskene. Det var nu brødrenes lyst at jage de langhalsede fugle og plyndre deres reder. Deres sind følte sig stærkt fængslet af det højtidelige mørke i Nordens sumpe. Matti s’éloigna, la hache sur l’épaule, pour regagner sa maisonnette sur la colline couronnée de bouleaux touffus, loin du village. Les frères allèrent se coucher, car l’obscurité épaississait déjà et la lumière décroissante du soir luisait faiblement par les étroites lucarnes de leur logis. Mais leurs pensées bourdonnèrent longtemps encore avec impétuosité dans leurs cerveaux, écartant le sommeil réparateur. Us songeaient aux récits de Matti sur les terres désolées du nord, sur l’air enchanté et sur les flèches magiques qui se croisent en sifflant dans la nuit opaque. De même que là-bas les flèches scintillaient et les fusils lançaient des éclairs, une allégresse ardente et étrange jetait des éclairs dans leurs poitrines. C’était surtout la grue qui excitait leur intérêt, cet oiseau au regard intelligent et aigu dont le cri sauvage retentit dans les marécages nordiques ; ils rêvaient avec délices de la douce chaleur des nids de plumes, ils rêvaient d’œufs brillants dans un buisson de romarin. Capturer là-bas ces bêtes au long cou et dévaliser leurs nids, voilà ce qui enthousiasmait à présent les frères. La solitude solennelle des marais septentrionaux exerçait sur leurs esprits une puissante fascination. 07039
Bottom
07040
Top
Men længst af alle vågede Juhani på sin seng. Han grublede over, hvordan man bedst, her på hjemsognets jord, ordnede en jagttur, der kunne sammenlignes med den lige beskrevne jagt i Pimentolas moser. Han kom i tanker om Kouru-mosen, hvor der ganske vist ikke fandtes traner, men vinge-spraglede ænder i massevis. Og da Pohjola-mændenes snapse fængslede hans fantasi med en mærkelig styrke, faldt det ham ind, at der var brændevin på Viertola gård. Og således lykkedes det ham, i sine tanker, at skabe en slags kopi af Pohjola-mændenes herlige jagt, og da han havde bestemt, at han ville iværksætte den næste dag, faldt han omsider i søvn; men i drømme larmede han længe på Trøske-Mattis mægtige jagtture. Engang sprang han op fra sin seng i søvne og råbte med frygtelig stemme: »Jærvungen! Jærvungen! Grib den trane-hals!« Det fik de andre til at knurre arrigt, i halv-søvne, fra deres køjer; men snart sov de dog igen. Juhani kiggede sig imidlertid længe omkring, inden han blev klar over, at han ikke stod på Laplands tågede vidder, blandt moserne i de grå egne, men på husets fredelige briks, lifter-hånden klarede hans sind op, han lagde sig atter på sengen og faldt i dyb søvn. - Men om morgenen, da han stod op, kom han i tanker om sin natlige beslutning og begyndte straks at forklare sagen for de andre. Juhani fut le dernier à s’endormir. Il ruminait les moyens d’organiser dans les terres de sa paroisse natale une partie de chasse qui supportât la comparaison avec celles des marais du Pays des Brumes, dont il venait d’entendre le récit. Il songeait au marécage de Kouru, où à la vérité on ne trouvait pas de grues, mais où foisonnaient les canards aux flancs miroitants. El comme les libations intermittentes des hommes du nord l’obsédaient, il se rappela qu’on pouvait trouver de l’eau-de-vie à la ferme de Viertola. Il put ainsi recomposer une image approximative de la noble chasse du nord et, après avoir décidé qu’il l’exécuterait dès le lendemain, il s’endormit enfin ; mais il suivit longtemps en songe les péripéties des glorieuses randonnées de Matti. Une fois même, il se dressa tout endormi sur sa couche, en criant d’une voix terrible : « Un glouton ! un glouton ! Attrapez-le moi par le cou ! » A moitié réveillés par ce cri, les autres grognèrent avec irritation dans leurs coins, puis se replongèrent bientôt dans le sommeil. Juhani regarda un moment autour de lui avant de comprendre qu’il ne se trouvait pas dans le pays brumeux du Lapon, entre des fondrières, sur la terre grise, mais bien dans la paisible soupente de sa propre cabane. Son esprit s’éclaircit petit à petit, il s’allongea de nouveau sur la paille et s’endormit profondément. Mais le matin, en se levant, il se souvint de ses décisions nocturnes et se mit sans retard à les exposer à ses frères. 07040
Bottom
07041
Top
JUHANI: Brødre, hør, hvad jeg siger, og hvad jeg nu vil indprente jer. Jeg mindes nemlig et fangstrigt sted, og det forbavser mig meget, at vi indtil denne dag har glemt Kouru-mosen, i hvis siv og åbne pytter det sværmer med søfugle i massevis og bunkevis. Vi drager derhen på jagt og henter sækkevis af ænder, store som trækøller. JUHANI: Frères écoutez ce que j’ai à vous dire et sur quoi je veux à présent fixer votre attention. Je me suis rappelé une contrée giboyeuse, et je m’étonne qu’on n’y ait pas songé jusqu’à ce jour : c’est le marécage de Kouru, où des oiseaux en nombre infini volent par bandes ou nagent sur les étangs herbeux et luisants. Allons-y chasser, on en rapportera des canards à pleins sacs comme des mailloches. 07041
Bottom
07042
Top
TUOMAS: Det er jeg med på. TUOMAS: J’approuve ton projet. 07042
Bottom
07043
Top
TIMO: Og gerne for mig. TIMO: Moi aussi, et avec plaisir. 07043
Bottom
07044
Top
EERO: Jeg med; og når jeg strejfer rundt i Kouru-mosen, vil jeg lade som om jeg er Lille-Jussi i Laplands sumpe. Altså, lad gå med det! EERO: Minä myös; ja koska samoilen Kourusuossa, niin pidän itseni Pikku-Jussina Lapinmaan nevoilla. Olkoon menneeksi! 07044
Bottom
07045
Top
AAPO: Jeg er heller ikke imod planen, som måske skaffer os føde for flere dage. AAPO: En iske minäkään vastaan hanketta, joka taitaa meille saattaa monen päivän muonan. 07045
Bottom
07046
Top
JUHANI: Vi beslutter os altså for turen. Men der er forskrækkelig lang vej til Kouru-mosen, en vældig ulve-mil, og vi bliver sikkert nødt til at være dér mindst en nat. Jeg tror derfor, at en dram ikke var af det onde, når vi slår lejr under åben himmel. JUHANI: Alors, l’expédition est décidée. — Mais jusqu’à Kouru, il y a un fameux bout de chemin, une vraie traite de loup, et on devra y rester au moins une nuit. C’est pourquoi il me semble que ce ne serait pas mal d’avoir une goutte à boire, quand on logera à la belle étoile. 07046
Bottom
07047
Top
TUOMAS: Der er brændevin i Viertola. TUOMAS: Il y a de l’eau-de-vie à Viertola. 07047
Bottom
07048
Top
JUHANI: Brændevin og god brændevin. JUHANI: Et de la bonne ! 07048
Bottom
07049
Top
TUOMAS: Syv pægle, drenge! TUOMAS: Sept pintes, mes enfants. 07049
Bottom
07050
Top
JUHANI: Rigtigt! En pægl pr. mand. JUHANI: Bien, une par homme. 07050
Bottom
07051
Top
AAPO: Vi lader måske brændevinen være, eftersom vi, (il vort held, endnu ikke rigtig har vænnet os til den. AAPO: On ferait peut-être bien de renoncer à l’alcool auquel, pour notre bonheur, on n’est pas précisément habitués. 07051
Bottom
07052
Top
JUHANI: Du har da taget dig en dram nu og da, ligesom jeg. JUHANI: Tu en as bien avalé une gorgée de temps en temps, tout comme moi. 07052
Bottom
07053
Top
EERO: Forstå dog, Aapo, hans barnlige underfundigheder. Vi skal også en gang kunne sige: »og så tog vi os en dram«, når vi som gråhårede gamlinge fortæller ungdommen om vore svundne heltebedrifter. Vi skal vel også, lyslevende, bilde os ind, at vi korrekser unge jærve i de nordlige lande. EERO: Allons, Aapo, tu devrais comprendre son idée enfantine et nous laisser aussi la possibilité de dire plus lard : « Et alors on but un coup », quand on sera des vieux à la tête grise et qu’on racontera nos prouesses aux jeunes. Laifse-nous donc nous imaginer de notre vivant qu’on a eu tious aussi des démêlés avec de jeunes gloutons dans le nord. 07053
Bottom
07054
Top
JUHANI: Laver du nu vrøvl igen ? Det er da kun ret og rimeligt, at mennesket plejer sit legeme. På den tur kommer vi sikkert til at traske gennem moser og gyngende hængedynd og tilbringe nætterne, pjaskvåde, på et leje af bjørnemos. Så vil en lille slurk af lommeflasken nok gøre godt, tænker jeg. Vi mener derfor, det er bedst, at vi, når vi drager af sted, ikke mangler medicin-drammen i ranslen. Og nu skal Lauri-knægten skynde sig til Viertola med det bedste ræveskind for brystet; og så vil der komme brændevin. JUHANI: Hullujako taas? Onhan se oikeutta ja velvollisuutta, että ihminen ruokkoo ruumistansa. Tällä retkellä tulemme kylläkin tallustamaan rämeitä ja heiluvia hetteitä, ja loskomärkinä viettämään yömme karhunsammaleisella vuoteella. Silloinpa tekee pieni kulaus taskumatista hyvääkin, luulen minä.--Katsomme siis parhaaksi että matkaan astuessa emme ole ilman rohtoryyppyä kontissa. Ja lähteköön nyt Lauri-poika Viertolaan, paras ketunnahka poijussa; ja viinaa pitää heltimän. 07054
Bottom
07055
Top
Lauri gik til Viertola for at hente brændevin, så man havde en styrke-drik på andejagten i Kouru-mosen. - Denne mose, vidtstrakt og omgivet af mørke skove, ligger henved fem tusind skridt fra Impivaara, på Viertolas grund. På dens overflade, hvor ænderne har et kært tilholdssted, skifter klare pytter, høje siv-klynger og tuede øer med hensygnende fyrretræer. Dér havde brødrene besluttet at tage hen for at jage snadrende ænder, i håb om rigeligt bytte. Läksi Lauri viinaa Viertolasta tuomaan, vahvistus juomaksi sorsanpyynnissä Kourusuolla.--Impivaarasta noin viisituhatta askelta, Viertolan maalla, on tämä suo, avara, ympäröitty synkeillä metsillä. Sen pinnalla, joka on sorsien mieluisa asunto, vaihtelee kirkkaita lammeja, korkeita ruohistoja ja mättäällisiä saarentoja kuihtuvin mäntyineen. Tänne oli veljekset päättäneet lähteä ajelemaan narisevia sorsia, toivoin yltäkylläistä saalista. 07055
Bottom
07056
Top
Lauri vendte tilbage fra Viertola med perlende brændevin, der var tappet på en tin-flaske, deres fars gamle jagtflaske. Men foruden denne brændevin havde han en vigtig nyhed med fra skoven, der ophidsede brødrenes sind til en endnu heftigere iver. Han fortalte, at en bjørn havde fældet en af Viertolas bedste okser, og han kendte også mord-stedet, der lå nord for Impivaara på Viertolas grund, men i nærheden af Jukolas skov-grænse. Brødrene besluttede at drage forbi dette sted på vej til Kouru-mosen og først forlade deres hjem, når det led imod aften. Så ville de måske møde bjørnen, der jo plejer at gå ud ved solnedgang og nyde resterne af sit fældede bytte. Således håbede de. Og da de havde spist en kraftig middag, og aftenen nærmede sig, begav de sig af sted, vel-udrustede: bark-ranslerne på ryggen og skarpe skud i bøsserne. Sidst kom Lauri, der førte hundene i et reb, og som bar syv pægle brændevin i sin ransel. Man havde befalet ham at gøre holdt med hundene henved tre hundrede skridt fra mord-stedet, og han skulle slippe Killi og Kiiski løs, når han hørte råb eller bøsseskud. Det gjorde han også; og standsede i god tid ved foden af et grantræ for at vente på, hvad der skete. De andre gik nærmere hen til det sted, hvor oksen var blevet sønderrevet og fandt den halvt-fortærede dyrekrop på den blodige jord i en mørk granlund. Så gemte de sig, i en passende skudvidde, i et lavt, men tæt krat og besluttede at vente. Lauri courut à Viertola et revint avec de l’eau-de-vie perlée dans un flacon d’étain, l’ancienne gourde de chasse de leur père. Outre l’alcool, il rapporta une nouvelle qui surexcita encore l’imagination fougueuse des frères. Il raconta qu’un ours avait terrassé un des meilleurs bœufs de Viertola et qu’il connaissait aussi la place du carnage : elle se trouvait au nord d’Impivaara, dans le domaine de Viertola, mais tout près de la frontière des forêts de Jukola. Les frères résolurent alors de passer par cet endroit en se rendant au marais de Kouru et de partir dès que le jour déclinerait. Peut-être auraient-ils la chance de rencontrer le carnassier qui a l’habitude de revenir au coucher du soleil jouir des reliefs de sa proie. Us le souhaitaient vivement. Quand ils eurent terminé leur copieux souper et que le crépuscule fut tombé, ils quittèrent leur cabatie, solidement équipés, sac au dos et fusils chargés à balle. Lauri marchait en queue, tenant les chiens à la laisse et portant les sept mesures d’eau-de-vie dans son sac. On avait décidé qu’il s’arrêterait avec les chiens à trois cents pas du lieu du carnage et découplerait Killi et Kiiski dès qu’il entendrait des cris ou les détonations des fusils. C’est ce qu’il fit ; il s’installa sous un sapin pour guetter les événements. Les autres s’approchèrent de la place où le bœuf avait été déchiré et trouvèrent dans un lugubre bosquet de sapins son corps à moitié dévoré sur le sol rougi. Bien résolus à attendre, ils se cachèrent à bonne portée de fusil, à l’abri de jeunes pins bas mais touffus. 07056
Bottom
07057
Top
Der gik temmelig lang tid. Men til sidst hørte man, ude fra sletten, en sagte, listende lyd og en raslen i ris-kvistene, og nu var man klar over, at mad-gæsten nærmede sig sit måltid. Sådan forholdt det sig også. En usædvanlig stor bjørn nærmede sig, forsigtig og sagte, mellem træerne. Men det så ud, som om den anede faren, for den stod stille allerede langt borte fra sit offer, mens den fnyste og svingede med snuden. Den tøvede længe, og til sidst så det ud, som om den ville trække sig tilbage, uden at komme mændene inden for skudvidde. I dybeste tavshed ventede brødrene i krattet, indtil Timo omsider, uden at bryde sig om de andres advarende fagter, begyndte at liste sig, i en stor bue, hen imod den rasende fjende. Og nu, da han troede, han var nær nok ved bjørnen, fyrede han løs: men kun krudtet flammede ud af fænghullet, uden at antænde ladningen i løbet. Nu styrtede bjørnen, rasende, som en stor, mosgroet, rullende sten, hen imod manden, der straks kastede sig ned med ansigtet imod jorden; og blev liggende der uden at røre sig. Dyret snusede til ham, skubbede til ham og ruskede ham i håret, mens den knurrede og fnyste forfærdeligt. Timo havde antagelig været dødsens, hvis Juhani ikke var ilet ham til hjælp og havde affyret et skud imod bjørnens rygrad. Han turde ikke sigte lavere, af hensyn til sin broder, der lå under vilddyret. Men kuglen ramte ikke, i hvert fald ikke med tilstrækkelig virkning, for granskovens fyrste fløj endnu mere rasende løs på Juhani og lod Timo ligge og rode i jorden. Så vendte Juhani, for at forsvare sit liv, bøssekolben imod dyrets åbne gab, og en frygtelig kamp var ved at udvikle sig. Men nu skød Tuomas og sendte en brændende kugle ind i bjørnens lår. Da han også måtte være forsigtig af hensyn til sin broder, kunne han ikke sigte på hovedet eller brystet, hvor et sår sandsynligvis ville være dødbringende. Men bjørnen mærkede nu blyet i sin krop, og blodet strømmede ned ad dens fede, runde ben. Rasende og med et frygteligt brøl styrtede den løs på Tuomas, men fik et så voldsomt slag i panden af mandens bøsse, at den virrede med hovedet og pludselig standsede op. Og dér stod nu modstanderne et øjeblik og stirrede truende på hinanden. Au bout d’un moment assez long, ils entendirent dans les buissons un piétinement léger et un craquement de brindilles ; ils en conclurent que le convive venait à son festin. Et c’était bien cela. Un énorme ours s’avançait prudemment et doucement entre les arbres. Il semblait pourtant avoir flairé le danger, car il fit halte loin de sa proie en humant l’air et en balançant le museau. Il hésita longtemps et parut enfin sur le point de se retirer sans être venu à portée des chasseurs. Les frères étaient lapis dans les buissons en retenant leur souille ; enfin Timo, sans se soucier des signes négatifs des autres, se mit à décrire un cercle et à ramper vers l’ennemi hargneux. Aussitôt qu’il s’en estima assez rapproché, il fit feu ; mais seule la poudre dans le bassinet s’enflamma, sans allumer la charge du fusil. Telle une grosse pierre moussue et roulante, l’ours furieux se précipita contre le chasseur qui, sans perdre un instant, se jeta le visage contre terre et resta étendu, immobile. Le fauve le flaira, le poussa et le tirailla, en grognant et soufflant de colère. La dernière heure de Timo aurait probablement sonné, si .luhani ne s’était élancé à la rescousse et n’avait tiré sur l’échine de l’ours ; il n’avait pas osé viser plus bas, à cause de son frère qui gisait sous le carnassier. Mais le coup ne porta pas, au moins de façon efficace, car le prince des forêts, au comble de la fureur, se rua contre Juhani en abandonnant Timo le nez collé contre terre. Pour se défendre, Juhani tourna la crosse de son arme contre la gueule béante du fauve, et une lutte atroce allait s’engager, quand Tuomas épaula son fusil et logea une balle dans la patte de l’ours ; pour éviter son frère, il n’avait pas non plus risqué de viser à la tête ou au flanc, où une blessure amène plus sûrement la mort. Cette fois, l’ours sentit le plomb dans son corps, et son sang dégoutta le long de sa patte charnue et poilue. Ivre de rage, poussant des hurlements affreux, il se retourna contre Tuomas, dont il reçut sulié front un coup de crosse si violent qu’il interrompit sa course en secouant la tête. Les adversaires se tinrent immobiles un instant, en échangeant des regards menaçants. 07057
Bottom
07058
Top
Så skyndte hundene sig frem; nærmede sig hurtigt og tavse som to flammer, men da de var nået hen til den pjuskede bjørn, opstod der en voldsom tumult. Killi rasede bjørnen lige ind i skægget, men stod dog hele tiden nogle skridt på siden af den. Men Kiiski larmede bag ved den og vovede nu og da at rive en lille tot af dens låruld. Den kastede sig dog hele tiden hurtigt til side, når skovens honning-lab snurrede rundt imellem dem som en sort-grå, vældig høstak. Til sidst, efter nogle mislykkede angreb på sine plageånder, flygtede bjørnen, med de larmende hunde i hælene på sig. Alors les chiens accoururent, survinrent au galop, silencieux comme deux éclairs ; mais dès qu’ils parvinrent près du fauve hérissé, une bruyante mêlée s’engagea. Killi aboyait à la barbe de l’ours, tout en restant sagement hors d’atteinte ; Kiiski rageait derrière lui et s’enhardissait parfois à mordre une touffe de poils de sa cuisse ; mais il se retirait prestement à bonne distance lorsque le fauve, semblable à un imposant tas de foin gris noir, se tournait vers lui. Enfin, après avoir livré quelques assauts infructueux à ses bourreaux, l’ours gagna le large, les chiens aboyant à ses trousses. 07058
Bottom
07059
Top
Alt dette skete meget hurtigt, og inden de andre brødre nåede frem til kamppladsen. Men Juhani og Tuomas ladede straks påny, i håb om endnu en gang at få fat i bjørnen. Timo rejste sig også op efterhånden og kiggede sig omkring et øjeblik, som om han ikke rigtig vidste, hvor nord var, den retning vinden kom fra. Brødrene bebrejdede ham nu voldsomt for hans dumdristighed, der let kunne have kostet menneskeliv, og som måske uhjælpeligt ville have ødelagt jagten. Timo sad på en tue uden at sige ét ord, borede fænghullet op og bankede flinten skarpere med bagsiden af sin kniv. Og snart var de allesammen parat til at fortsætte jagten. Cette scène se déroula très rapidement, avant que les autres frères fussent parvenus sur le champ de bataille. Juhani et Tuomas rechargèrent aussitôt leurs fusils dans l’éspoir d’atteindre encore une .fois le carnassier. Timo se souleva peu à peu et regarda autour de lui un instant comme s’il se demandait où était le nord et de quel côté soufflait le vent. Ses frères l’apostrophèrent avec vivacité à cause de sa témérité stupide qui aurait pu causer la perte de vies humaines et qui avait peut-être compromis irrémédiablement la chasse. Sans répondre un mot, Timo, assis sur le gazon, s’occupait à débourrer le trou du bassinet de son fusil et à battre la pierre à feu avec le dos de son couteau pour la rendre plus aiguë. Et bientôt ils furent tous prêts à reprendre la poursuite du fauve. 07059
Bottom
07060
Top
Hundenes gøen trak sig længere og længere bort, indtil den næsten ikke kunne høres, og brødrene begyndte allerede at tro, at de næppe mere ville møde deres bytte igen. Men da der var gået nogen tid, lød Kiiskis og Killis stemmer på ny tydeligere og nærmede sig mere og mere; det så ud til, at bjørnen som sædvanlig gik i rundkreds og var på vej tilbage til det sted, hvorfra den var begyndt. Brødrene stillede sig på gode steder, med bøsserne i hånden, for at vente på jagten, der nu nærmede sig. Simeoni stod i en lille, græs-bcvokse! lysning, og Lauri et lille stykke fra ham, begge ubevægelige, tavse som støtter. I fuld fart, så jorden rungede, nærmede bjørnen sig; og man så tydeligt dens åbne, sort-røde gab. Det pustende uhyre styrtede lige hen imod Simeoni. Manden skød, og honning-labben tumlede om i græsset, men rejste sig op igen og styrtede hen imod skytten. Men så lynede Les aboiements des chiens s’éloignaient de plus en plus, devenaient presque imperceptibles, et les frères doutaient déjà de retrouver jamais leur proie. Mais au bout d’un instant, la voix des chiens se üt plus distincte, se rapprocha toujours plus, et il semblait que l’ours, effectuant le circuit habituel, allait revenir à son point de départ. C’est pourquoi les frères se postèrent commodément, le fusil au poing, pour attendre la bêle traquée. Simeoni et, non loin de lui, Lauri se tenaient tous deux dans une petite clairière herbeuse, immobiles et silencieux comme des statues. L’ours surgit en pleine course, faisant craquer le sol et montrant sa gueule ouverte, rouge noir. Le fauve haletant se rua vers Simeoni qui fit feu ; il culbuta par terre, puis se releva aussitôt et fondit sur le chasseur. Mais le fusil de Lauri lança un éclair, une détonation retentit, et l’ours s’écroula muet aux pieds de Simeoni ; il gisait là, sans remuer, et le sang coulait de sa tête et de son flanc. 07060
Bottom
07061
Top
Lauris bøsse, et skarpt knald rungede vidt omkring, og bjørnen lå stum for fødderne af Simeoni. Dér lå den, uden at røre et lem, og blodet strømmede fra dens hoved og bryst. Men brødrene samlede sig snart omkring den faldne bjørn; og det var en gammel og stor hanbjørn. Nu viste det sig, at dens hoved var blevet gennemboret lige under øret, og dens side var også gennemboret. Det først-nævnte sår, det vidste alle, skyldtes Lauris skud, for et dyr, hvis hjerne gennembores, falder om med det samme og rejser sig aldrig mere. Men skytterne sad fornøjede omkring skovens tyk-pelsede helt og forberedte sig på at drikke en snaps i anledning af drabet. Hundene sad også, tilfredse og med et stolt blik, ved siden af deres faldne fjende. - Aftenen var smuk, vinden havde lagt sig, og solen sank ned i den mørke skovs favn. Det var herligt for brødrene at hvile dér i den vidunderlige aftenstund, nu da den larmende og hede dyst var forbi. Les frères se rassemblèrent alors autour du fauve abattu; c’était un gros et vieux mâle. Us virent que sa tête était trouée .à la racine de l’oreille et que son flanc était aussi percé. La première blessure, tous le savaient, provenait de la balle de Lauri ; car un animal dont le cerveau est atteint s’abat comme un bloc et ne se relève plus. Les chasseurs s’assirent satisfaits autour du héros des bois à la fourrure hirsute et se préparèrent à boire le verre de la victoire. Satisfaits aussi et les yeux brillants, les chiens s’étaient couchés à côté de leur ennemi terrassé. La soirée était belle, le vent s’était calmé et le soleil descendait au sein des bois sombres. Les frères jouissaient du charme de se délasser dans un air si exquis, à l’issue de la lutte bruyante et chaude. 07061
Bottom
07062
Top
JUHANI: Lad den første snaps være Lauris. Han skød som en mand, ramte filuren på det rette sted; og bjørnen dejsede ned på sine labber som græs for leen. En ordentlig dram, min dreng! JUHANI: C’est Lauri qui avalera la première gorgée. Il a tiré comme un homme ; ce farceur d’ours a été atteint tout juste à la place sensible et s’est écroulé sur ses pâlies comme l’herbe sous la l'aulx. Allons, une bonne rasade, mon garçon. 07062
Bottom
07063
Top
LAURI: Hvad om jeg også for en gangs skyld hældte en snaps ned i halsen på mig. LAURI: Si je faisais aussi pour une fois glouglouter une goutte dans mon gosier. 07063
Bottom
07064
Top
JUHANI: Du, der går de første skridt ad brændevins-vejen; kender endnu ikke smagen; uskyldig som et lam. JUHANI: Regardez-moi ce novice en matière d’alcool ! U en ignore encore le goût, il est innocent comme un agneau. 07064
Bottom
07065
Top
LAURI: Smagen kender jeg nok; jeg ved, at fuglen ikke sviner manden til, men hvordan verden føles, når en glad knægt hopper omkring i fuldskab, det ved jeg sandelig ikke. LAURI: J’en connais bien le goût, assez pour qu’aucun oiseau ne me fasse des saletés sur la tête. Mais comment le monde paraît à un joyeux luron qui titube avec un verre dans le nez, ça, en vérité, je ne le sais pas. 07065
Bottom
07066
Top
AAPO: Betænk dig lidt, Lauri; jeg ville hellere forbyde end byde. AAPO: Penses-y un peu, Lauri. Pour moi, je te dirais plutôt non que oui. 07066
Bottom
07067
Top
LAURI: Lad mig smage på det! LAURI: Buvons ! 07067
Bottom
07068
Top
AAPO: Lad os håbe, det ikke er begyndelsen til en skadelig vane. AAPO: Mais espérons que ça ne deviendra pas une habitude dépravante. 07068
Bottom
07069
Top
LAURI: Hvordan er det, du vrøvler? Tag en slurk, eftersom vi har grund til at være lidt muntre. LAURI: Qu’est-ce que tu jacasses-là ? Bois, puisqu’on a de quoi être un tantinet guilleret. 07069
Bottom
07070
Top
JUHANI: Dér ligger j'o vor bamse som en vældig stak hø, og nu er livet reddet for mange kreaturer og heste. JUHANI: Ci-gît notre potentat comme une grosse meule de foin ; la vie de bien des vaches et des chevaux en sera épargnée. 07070
Bottom
07071
Top
TIMO: Jeg formoder, at Viertolas herre næste gang stikker brændevinsflasken gratis i vor barm, et stob eller to. TIMO: Je sais que le patron de Viertola nous glissera une bouteille d’eau-de-vie gratis dans la poche, un pichet ou deux, la prochaine fois. 07071
Bottom
07072
Top
JUHANI: Det ville heller ikke være for meget, når vi har reddet hans store flok okser fra det dér uhyre. JUHANI: Je ne trouve pas que ce serait trop, puisqu’on a mis son troupeau à l’abri de ce monstre. 07072
Bottom
07073
Top
AAPO: Det er sandelig en vældig flok okser: fyrretyve spyd-hoveder. Hele sommeren lever de i skovene, nat og dag, men om vinteren trækker de al herregårdens gødning ud på markerne. Men deres frie sommer-tilværelse gør dem næsten vilde. AAPO: Et c’est un beau troupeau : quarante bœufs ! Tout l’été, ils vivent dans les forêts, jour et nuit, pendant l’hiver ils tirent sur les champs tout le fumier de la ferme. Mais leur libre existence dans les bois pendant l’été les rend presque sauvages. 07073
Bottom
07074
Top
JUHANI: Gud bevare os for at støde på dem, sammen med hundene; de ville snart forvandle både en mand og hans hunde til hakkemad. Lad os huske på den fare, Nikkilä befandt sig i blandt Honkamäki-okserne ; mandens nød var stor, selv om kreaturernes antal ikke var så forskrækkeligt som i Viertolas stirrende flok. På grund af hundene, der i den slags vanskelige situationer altid tyer til deres herre, ville han til sidst være blevet dødens bytte, hvis han ikke var kommet til et hegn, der omsider standsede oksernes stormløb som en beskyttende borgmur. JUHANI: Que Dieu nous préserve de les rencontrer avec nos chiens ! Us nous auraient bientôt réduits en bouillie tous ensemble. Souvenons-nous de la détresse de Nikkilä aux prises avec les bœufs de Honkamäki ; elle fut immense, bien que le nombre des bêtes ne fût pas si terriblement grand que celui du troupeau aux gros yeux de Viertola. Comme les chiens, dans un tel cas, se réfugient toujours près de leur maître, il aurait fini par périr s’il n’avait rencontré sur son chemin une solide palissade qui brisa enfin l’attaque des bœufs, tel le mur protecteur d’un château. 07074
Bottom
07075
Top
AAPO: Lad os være på vor post. For lidt siden hørte jeg ligesom en hæs brølen deroppe på bakken. De er heller ikke langt borte fra os, vil jeg tro. Men hvad foretager Eero sig dér ved foden af stenen ? AAPO: Il s’agit d’ouvrir l’œil. Je viens d’entendre une sorte de cri enroué sur cette colline-là. A mon avis, ils ne sont pas loin de nous. — Mais que cherche Eero sous cette pierre ? 07075
Bottom
07076
Top
EERO: Der er en odder her, i denne hule under stenen. EERO: Il y a une loutre ici, dans ce creux. 07076
Bottom
07077
Top
JUHANI: Kan det være muligt? JUHANI: Est-ce possible ? 07077
Bottom
07078
Top
EERO: Aldeles sikkert. Der er tydelige spor ind til hulen, men ingen ud derfra, så vidt jeg kan se i sandet. EERO: C’est certain ; je vois sur le sable des traces qui entrent dans le trou, mais n’en ressortent pas. 07078
Bottom
07079
Top
AAPO: Vis hundene sporene, så ser man snart på deres viftende haler, om der er logerende. AAPO: Faisons-lés flairer aux chiens, et le mouvement de leurs queues montrera bien s’il y a des locataires. 07079
Bottom
07080
Top
JUHANI: Kom her, Killi og Kiiski! JUHANI: Ici ! Killi et Kiiski ! 07080
Bottom
07081
Top
TUOMAS: De er stukket afigen; jeg formoder, de har fundet harespor. TUOMAS: Je crois bien qu’ils sont en train de poursuivre un lièvre. 07081
Bottom
07082
Top
EERO: Vi kan sikkert vippe den sten med forenede kræfter. EERO: On arrivera bien à soulever cette pierre si on unit nos forces. 07082
Bottom
07083
Top
TUOMAS: Man har prøvet på det, der var værre. Kom med øksen, Juhani, så hugger jeg en solid stav til hver af os, hvormed vi i fællesskab løfter stenen op, når vore hunde er kommet tilbage. Sådan snakkede de; og med Juhanis skarpe økse huggede Timo en solid stav til hver mand, fire af birketræ og tre af røn. - Men pludselig hørte de inde fra skoven en voldsom larm og støj, der syntes at nærme sig dem med en forfærdelig fart. Brødrene lyttede forbavsede, med stavene i hånden; lyttede og ventede på, hvad der omsider ville dukke op fra skoven. Derfra lød en rasende, forvirret brølen, afbrudt af hundenes skarpe, klagende hyl; og snart så de et frygteligt syn. Ti rasende okser styrtede imod dem; de drev hundene af sted foran sig, der, for at redde livet, ilede hen til mændene. Men dette fik hårene til at rejse sig på mændenes hoved og en kuldegysen til at fare gennem deres krop. Og uden at standse et øjeblik styrtede okserne imod dem, mens de brølede øredøvende; og brødrene tog imod dem med kraftige slag, og så begyndte en frygtelig kamp. Brødrene slog løs med deres kraftige stave, kløvede hornede hoveder, og to okser lå allerede på jorden og sprællede med klovene lige op i luften. Men brødrene truedes også af en dødelig fare. Timo faldt, og oksen bøjede sig allerede ned for at gennembore brystet på manden, der lå under den, men så faldt Tuomas’ rønne-stav med et tungt slag, faldt og knuste dyrets rygrad. Stønnende styrtede kreaturet til jorden, og Timo var reddet. Også Aapo truedes af en lignende fare, men han blev reddet af Juhani og Eero. Juhani slog oksen hårdt mellem hornene med sin stav, mens Eero trak den i halen og således forandrede dyrets stilling; og snart lå den også på jorden og sprællede med sine klove. I kampens hede tabte Timo sin birkestav, men fik straks øje på Juhanis økse i græsset; han greb den og begyndte at slå og svinge den med fyrig vildskab. Han slog til højre, han slog til venstre, oksernes bug åbnede sig gruopvækkende, og blodet fossede, boblende, ned på jorden; blod og skidt. Således kæmpede mændene, blege, i dødens gab; og hundene gjorde også deres bedste, eftersom de brugte deres tænder som jerntæn-ger mod oksernes struber. Larmen og tumulten var voldsom i denne kamp; stavene svingede op og ned; oksernes løsrevne horn fløj højt op i luften; og brødrenes råb, hundenes larm og kreaturernes brøl smeltede sammen til en eneste forfærdelig lyd. TUOMAS: On a turbiné pour moins que ça. Passe-moi ta hache, Juliani, je vais vous tailler de solides leviers et on déplacera tous ensemble cette pierre dès que les chiens seront revenus. 07083
Bottom
07084
Top
Men omsider var kampen forbi. Syv okser lå livløse på jorden, tre af dem flygtede; en havde kun ét horn, en anden slet ingen og en var svært medtaget på anden måde. Men blege og med stirrende øjne stod brødrene på den blodige jord. Rød-blussende stod Timo, med den blodige økse i hånden; han stod dér som en mand, der har ryddet sit svedjeland. De kunne knap nok forstå, hvad der var sket. Alt forekom dem som en uhyggelig drøm, når de tænkte på den tummel, der havde nærmet sig dem som en voldsom hvirvelvind, havde raset et øjeblik imellem dem og lige så pludselig var holdt op igen. Forfærdede så de på de mange dyr, der lå foran dem på den blodige jord: granskovens bjørn, forskrækkelig stor, og syv fede okser. De havde også selv fået hårde knubs under dysten, særlig Aapo, Juhani og Timo; men de stod dog alle sammen stadig på benene. Og dér stod de nu, med stavene i hænderne, mens de stønnede, svedte og stirrede på hinanden i tavshed. Ils parlèrent ainsi, et Tuomas prépara avec la hache de Juhani des perches résistantes, quatre de bouleau et trois de sorbier. — Mais soudain ils entendirent dans la forêt un grondement puissant qui leur sembla se rapprocher avec une vitesse terrible. Remplis de stupeur, ils écoutaient, leurs pieux à la main, attendant ce qui allait finalement apparaître hors du bois. Il en parvenait un bruit discordant où retentissaient par intervalles les hurlements désespérés des chiens. Et bientôt ils aperçurent une scène effroyable : dix bœufs excités se ruaient furieusement dans leur direction, poursuivant les chiens qui fuyaient la mort et se hâtaient vers leurs maîtres. A cette vue, les cheveux des frères se hérissèrent et des frissons glacés agitèrent leurs corps. Les bœufs avançaient au galop, avec des meuglements assourdissants. Ils furent chaudement reçus, et un combat affreux s’engagea. Les solides pieux des frères s’abattirent, fracassant les têtes cornues, et deux des assaillants agitaient déjà leurs sabots en l’air. Mais la mort planait aussi sur les frères ; Timo s’étala de tout son long et un bœuf se baissait déjà pour lui percer le flanc lorsque le pieu de sorbier de Tuomas descendit lourdement et rompit l’échine de la bête, qui tomba inanimée en beuglant. Timo était sauvé. Un sort semblable menaça aussi Aapo, et ce furent Juhani et Eero qui le tirèrent de danger : Juhani asséna des coups formidables entre les cornes du bœuf, dont Eero changea la position en se pendant à sa queue ; et cet ennemi fut bientôt hors de combat lui aussi, agitant ses sabots en l’air. Dans l’ardeur de la lutte, Timo perdit son bâton de bouleau ; mais, apercevant dans la clairière la hache de Juhani, il la ramassa et exécuta avec elle des moulinets endiablés. Il frappa à droite, il frappa à gauche, ouvrant des plaies effrayantes dans la panse des bœufs, et le sang ruissela en bruissant sur le Hol avec l’eau et les excréments. Pâles, les hommes luttaient ainsi sur le seuil de la mort ; les chiens faisaient aussi de leur mieux, plantaient leurs crocs comme des tenailles de fer dans le poitrail des bœufs. La mêlée se poursuivait dans la confusion et le bruit ; les pieux s’élevaient et retombaient, les cornes arrachées tourbillonnaient dans l’air, les appels des frères, les aboiements des chiens et les meuglements des bœufs se fondaient en un fracas effrayant. 07084
Bottom
07085
Top
Men de havde næppe fået pustet ud, før en ny fare nærmede sig dem, mange gange større end den første. Efter hvii velvinden fulgte en storm. Det føltes, som om verdens sidste lime var kommet. Jorden rystede som under et jordskælv, skoven bragede, og et forfærdeligt brøl opfyldte aftenens stille luft, da tre og tredive rasende okser nærmede sig i galop. Brødrene lyttede til denne larm med øjnene stive i hovedet, lyttede et stykke tid uden at røre sig, tavse, som en længe jaget flok svin lytter med hængende øren i buskene ved hjørnet af mark-hegnet, om deres forfølgere stadig nærmer sig. Således opførte brødrene sig også, da okse-flokken styrtede ud af skoven. Dernæst smed de deres stave, greb deres bøsser og flygtede alt, hvad de kunne sammen med hundene; og brølende forfulgte okserne dem. Brødrene ilede hen imod grænsehegnet mellem Viertolas og Jukolas skove. De kom til en lav skovsø, der var dækket af en græsagtig skorpe, men de havde ikke tid til at gå uden om, men løb tværs igennem søen uden at tøve. Der lød en brusende lyd, da de forsvandt i vandplask og tåge, men de kom straks til syne igen. Deres flugt mindede om månens gang på himlens blå enge. Den viger ikke til side for skyen, der prøver på at spærre vejen for den, men sejler ubekymret igennem den og kommer atter frem, klarere end før. Og alvorlig, højtidelig vandrer den af sted. Men Jukolas drenge rendte som harer og vilde geder, for faren var lige i hælene på dem. Så kom der et nyt og stærkt hegn, og brødrene sprang fyrigt over det, men henved tyve skridt på den anden side gjorde de holdt på en åben lysning for at se, om dette hegn kunne redde dem. Den rasende og larmende flok okser nærmede sig; der lød et voldsomt brag, og gran-hegnet væltede omkuld; og nu var okserne nærmere ved brødrene end før. Så styrtede man af sted hen over den gungrende lysning: mændene og hundene forrest, og okserne bag efter; de brølede og sparkede jordklumper og støvende sand op i luften, nøjagtig som vinterstormen hvirvler sneen højt til vejrs som røg. I en rasende fart ilede brødrene af sted med dødsangst i deres hjerter, for de troede allerede, de vandrede på den sidste stump af livets vej. Mais la bataille cessa enfin ; sept bœufs étaient étendus inanimés et les trois rescapés détalaient, l’un avec une seule corne, un autre complètement décorné et le dernier fort mal arrangé. Livides, les yeux hagards, les frères ,* lestaient sur le sol imbibé de sang. Timo, rouge et tenant la hache couverte de boue et de sang, semblait un bûcheron dans une friche. Us pouvaient à peine concevoir ce qui s’était passé. Il leur paraissait avoir eu un sinistre cauchemar, quand ils songeaient à la bataille qui était survenue comme une rafale impétueuse, avait sévi un moment parmi eux et soudain disparu. Us considéraient avec effroi l’amas de bêtes qui gisait devant eux sur le gazon rougi : l’ours des bois, d’une taille énorme, et sept bœufs gras. Us avaient eux-mêmes reçu de rudes chocs, surtout Aapo, Juhani et Timo ; mais ils étaient pourtant tous debout. Us restaient là, les perches à la main, suant, soufflant, silencieux, à se regarder l’un l’autre. 07085
Bottom
07086
Top
Så lød der et råb fra Aapos mund: »Ranslerne af ryggen, men behold bøsserne!« Sådan sagde han, og seks barkransler faldt straks til jorden; den syvende vippede stadigvæk på Lauris ryg, for han ville endnu ikke skille sig af med den. Men denne udvej hjalp dem dog ikke synderligt, for den uhyggelige trampen og brølen kom stadig nærmere. Men på ny lød der et fortvivlende, klagende råb fra Aapos læber: »Til Djævlestenen, til Djævlestenen!« Dermed sigtede han i il en sten, en vældig sten, der stod i den mørke skov. Brødrene skyndte sig nu derhen og stod snart ved foden af den; og hurtige som lyn sprang både mændene og hundene op I>A dens top. Mosset fløj vidt omkring, da de tog fat i stenens hjørner med næverne; deres negle greb fastere, mere sikkert og skarpere end lossens krumme klør. Således undgik de en grusom død, men de havde sandelig været tæt ved dødens gab. De var næppe nået op på stenen, før okse-flokken larmede rundt omkring dem, brummende og skrabende i jorden. Og denne sten, mændenes tilflugtssted, var en næsten firkantet, favnehøj klippeblok; og den stod i skoven hen ved tre hundrede skridt fra lysningens udkant. Der sad nu brødrene, svedende og stønnende forfærdeligt efter deres flugt fra den rasende død. Tavse, uden at sige et ord, sad de i lang tid. Men til sidst åbnede Juhani sin mund. Ils avaient à peine eu le temps de reprendre haleine qu’un nouveau danger, plus menaçant encore, fondit sur eux : la rafale était suivie d’un ouragan. U semblait que la dernière heure du monde eût sonné. Le sol vacilla comme lors d’un tremblement de terre, la forêt craqua et un affreux vacarme remplit l’air calme du soir : trente-trois bœufs affolés se ruaient en avant. Les frères entendirent le tumulte, leurs yeux s’arrondirent et ils prêtèrent un instant l’oreille sans bouger, muets comme une bande de porcs qui, longtemps pourchassés, écoulent, les oreilles pendantes, dans les broussailles, au coin de l’enclos, si leur persécuteur s’approche. Ainsi firent les frères, jusqu’au moment où les bœufs débouchèrent en troupe de la forêt. Alors ils jetèrent leurs pieux, saisirent leurs fusils et se sauvèrent à toutes jambes avec leurs chiens, poursuivis par les bœufs mugissants. Us se hâtèrent vers la barrière qui séparait les bois de Viertola et ceux de Jukola. Us rencontrèrent un étang peu profond dont la surface était couverte de verdure ; mais n’ayant pas le temps de le contourner, ils s’y plongèrent sans hésiter. On entendit un clapotement quand ils disparurent dans le jaillissement de l’eau et le brouillard, puis ils ressortirent aussitôt dans l’air limpide. Leur course rappelait celle de la lune dans les plaines bleuissantes du ciel ; elle ne s’écarte pas devant un nuage qui veut lui barrer la route, mais elle le traverse sans inquiétude, reparaît plus brillante qu’avant et continue à s’avancer, calmement, solennellement. Mais les gars de Jukola couraient comme des lièvres et des béliers sauvages, car la détresse les talonnait. Us atteignirent une clôture neuve et solide, la franchirent d’un bond, puis s’arrêtèrent à quelques dizaines de pas plus loin, sur un terrain ouvert, pour voir si cet obstacle pourrait les sauver. Le troupeau furieux et bruyant s’approcha, on entendit un grand craquement et la barrière de sapin s’écroula par terre ; les bœufs se trouvaient maintenant plus rapprochés que jamais des frères, qui s’élancèrent à travers la lande au sol sonore : les hommes et les chiens devant, serrés de près par les bêtes qui beuglaient et faisaient voler en l’air des mottes et du sable ; ainsi une tempête hivernale fait tournoyer la neige comme une fumée. Les frères bondissaient à une vitesse insensée, le cœur rempli d’un effroi mortel, car ils pensaient qu’ils foulaient déjà l'ultime partie du chemin de leur vie. 07086
Bottom
07087
Top
JUHANI: Her er vi, brødre, og lad os takke lykken for det. Thi det var en march, som vi vil huske, så længe der findes okser her på jorden. Alors un cri sortit de la bouche d’Aapo : « Jetons les sacs et gardons les fusils ! » U parla ainsi, et six sacs chûrent aussitôt sur la prairie ; le septième continua à danser sur le dos de Lauri qui ne voulait pas encore l’abandonner. Ce ne leur fut pourtant pas d’un grand secours ; les meuglements et le piétinement se rapprochaient de plus en plus, impitoyablement. Un nouveau cri lugubre et plaintif jaillit des lèvres d’Aapo : « La pierre du Lapon ! La Pierre du Lapon ! » Il songeait à un bloc de roche qui s’érigeait dans le bois sombre. Les frères s’y dirigèrent rapidement, l’atteignirent bientôt, et hommes et chiens l’escaladèrent avec la vélocité de la foudre. La mousse s’envola quand ils s’agrippèrent aux aspérités de la pierre ; leurs ongles s’y accrochèrent plus solidement, plus fortement et plus sûrement que les griffes recourbées du lynx. C’est ainsi qu’ils échappèrent à un trépas effroyable, après avoir été frôlés de bien près par l’aile de la mort. A peine étaient-ils installés sur le rocher que le troupeau les cernait déjà en meuglant et en grattant le sol. La pierre sur laquelle les frères avaient trouvé un refuge était un bloc erratique presque carré, haut d’une toise et se trouvait dans le bois, à environ trois cents pas de la lisière de la lande. Les frères s’y assirent, suant et haletant terriblement après leur fuite devant la mort Efcharnée. Ils restèrent longtemps silencieux, sans proférer un mot. Mais Juhani ouvrit enlin la bouche. 07087
Bottom
07088
Top
AAPO: Her er vi, men hvordan kommer vi herfra? Oksen er et stædigt bæst, og disse her er ude af sig selv af raseri over deres kammeraters død, som de nu har i sinde at hævne mange gange på vore hunde. JUHANI: Remercions notre chance d’être ici, frères. Ce fut une course dont on se souviendra aussi longtemps qu’il y aura des bœufs sur la terre. 07088
Bottom
07089
Top
JUHANI: Og vi skulle have af samme slev. AAPO: On est ici, mais comment en partira-t-on ? Le bœuf est obstiné, et ceux-ci sont enragés et furieux à cause du massacre de leurs compagnons qu’ils voudraient bien venger au centuple sur nos chiens. 07089
Bottom
07090
Top
AAPO: Hvis ikke denne sten var så vidunderlig høj. JUHANI: Et on serait aussi accommodés à la même sauce... 07090
Bottom
07091
Top
JUHANI: Og den var velkommen for os. Sandelig! Vi klatrede herop så hastigt som egern. AAPO: Si cette pierre n’avait pas une hauteur providentielle. 07091
Bottom
07092
Top
EERO: »Og så tog vi os en dram«. JUHANI: Il n’y a pas à dire, elle a été la bienvenue. On y a gentiment grimpé comme des écureuils. 07092
Bottom
07093
Top
JUHANI: Netop! Herren være lovet, at vi i hvert fald har brændevin, hvis det skulle ske, at man ville lære knægtene at faste heroppe. EERO: « Et alors on but un coup. » 07093
Bottom
07094
Top
LAURI: Jeg smed ikke min ransel. JUHANI: C’est ça! Dieu soit loué, on aura au moins de l’eau-de-vie, si on va être obligé d’apprendre à jeûner. 07094
Bottom
07095
Top
JUHANI: Tak til dig, Lauri, min broder. Men kom frem med tinfiasken, hæld en ordentlig dram i dig og lad den så vandre rundt. Nu trænger hjertet til en styrketår. LAURI: Je n’ai pas jeté mon sac, moi ! 07095
Bottom
07096
Top
AAPO: Men den vare må nydes med forsigtighed i en så farlig situation som denne. JUHANI: « Sois loué » aussi, cher frère ! Mais sors ton flacon d’étain, baise-le solidement et fais-le circuler ensuite. Il s’agit maintenant de se remettre du coeur au ventre. 07096
Bottom
07097
Top
JUHANI: En nyttig advarsel. Men tag nu en beskeden slurk. AAPO: Mais il nous faut jouir prudemment de cette drogue, dans la dangereuse situation où on se trouve. 07097
Bottom
07098
Top
AAPO: Mådehold er akid bedst. Lad os ikke glemme: her har vi nu vort leje og måske for mere end én nat. JUHANI: C’est un avertissement salutaire. Mais bois quand même une lampée raisonnable. 07098
Bottom
07099
Top
JUHANI: Gud bevare os vel for det! Jeg håber, sulten snart vil forjage den dér hornskov omkring os. — Ja, her sidder vi som syv ugler i skoven, her på den mosgroede Djævlesten. Men hvorfra stammer det navn ? AAPO: La raison est toujours ce qu’il y a de mieux. N’oublions pas qu’on a ici notre lit, et peut-être pour plus d’une nuit. 07099
Bottom
07100
Top
AAPO: Fra et underligt sagn. JUHANI: Auttakoon meitä Jumala siitä! Minä toivon, että nälkä piankin poistaa tuon sarvimetsän ympäriltämme.--Niin, tässä istumme kuin seitsemän ukulia korvessa, tässä sammaleisella Hiidenkivellä. Mutta mistähän on syntyisin tämä nimi? 07100
Bottom
07101
Top
JUHANI: Fortæl os det til tidsfordriv. Her er jo eventyr på sin plads, eventyr og historier. AAPO: Eräästä kummallisesta tarinasta. 07101
Bottom
07102
Top
Og Aapo fortalte dem følgende sagn om denne sten. JUHANI: Kertooppas se meille aikamme vietteeksi. Sillä tässähän tarinat juuri omaansa, tarinat ja historjat. 07102
Bottom
07103
Top
Engang boede på sit slot blandt Laplands fjelde en mægtig djævle-fyrste, den vældigste troldmand i Norden. Han havde et ædelt og skønt rensdyr, der var uforlignelig hurtigt til at løbe. Det smukke dyr begav sig en dag, tidligt på foråret, ud for at tumle sig i den hårdt-frosne sne, og det endte til sidst med, at den strejfede omkring i hele Finland. Mangen en bueskytte skyndte sig nu ved synet af den gylden-hårede og klar-øjede ren at jage efter den med sin haxdede pil. Men ingen var i stand til at følge den, for den lod hurtigt den ski-løbende mand langt bag sig. - Til sidst kom den til Tavastland, hvor der fandtes en berømt skiløber og sikker skytte. Han kom nu på sporet af djævle-fyrstens prægtige ren og begyndte hurtigt at forfølge den, glidende på sine glatte ski med en kraftig bue over skulderen. I susende fart fløj rensdyret hen over den jævne sne-flade, men bueskytten ilede endnu hurtigere i hælene på den. Sådan løb de længe, såvel over åbne sletter som op og ned ad stejle bakker. Men til sidst begyndte rensdyret at blive træt; den pustede allerede voldsomt under flugten; dens fart blev mindre, og manden nærmede sig mere og mere. Så skete der et mirakel, som man dog også før har set standse mangen en bueskyttes pil. Pludselig vendte rensdyret om og nærmede sig sin forfølger med en bønfaldende mine og rigt-strømmende tårer. Men uden at betænke sig sendte den ubarmhjertige mand sin pil af sted og gennemborede det herlige dyrs pande; så faldt djævle-fyrstens ren og farvede den hvide sne rød med sit blod. Ja seuraavan tarinan tästä kivestä kertoi heille Aapo. 07103
Bottom
07104
Top
Nu mærkede djævle-fyrsten, der vandrede omkring i Nordens dystre dale, hvordan hans hjerte knugede sig sammen; og han vidste straks, at hans gyldne fole var i fare. Han ilede op til fjeldet, hvor hans slot stod, og begyndte at spejde imod syd med sin trylle-kikkert. Og langt borte i en mørk granskov så han sit rensdyr, der, badet i blod, vred sig i dødsangst; og han så også morderen stå ved sit offer med en triumferende mine. Nu blev han forfærdelig opbragt, rev en stor, firkantet stenblok ud af slotsmuren og slyngede den højt op i luften, så den fløj imod bueskytten i Tavastlands skove. Med et vældigt susende bulder ilede den store sten af sted og kløvede skyens blæsende verden i en mægtig bue. Den steg helt op til himmelhvælvingen og dalede atter ned, dalede ned mod syd; og denne umådelige vægt faldt lige i hovedet på skytten og begravede manden under sig for bestandig. Asui ennen linnassansa Lapin tuntureilla eräs voimallinen Hiiden-ruhtinas, mahtavin tenhomies Pohjolassa. Oli hänellä peura jalo ja kaunis, juoksemaan verrattoman nopea. Läksi tuo sorea eläin kerran kevättalvisena päivänä karkelemaan hankikantehelle ja päätyi samoomaan ympäri Suomen-nientä. Silloin moni joutsimies, nähtyänsä kultakarvaisen ja heleäsilmäisen peuran, riensi häntä vainoomaan karkaistulla nuolellansa. Mutta kenkään ei voinut häntä seurata, vaan pian jätti hän kauas jälkeensä hiihtävän miehen.--Joutui hän viimein Hämeen-maalle, jossa löytyi eräs mainio hiihtäjä ja tarkka joutsimies. Tämä nyt sai vainun Hiiden komeasta peurasta, läksi kerkeästi häntä kiehtomaan, liukuen sileillä suksillansa, olalla tuima kaari. Kiljuvalla vauhdilla pitkin tasaista hankea kirmasi peura, mutta vauhdilla vielä vinhemmällä joutsimies hänen jäljessään. Niin juoksivat he kauan sekä aukeat lakeudet että jyrkät mäet ylös, alas. Mutta rupesipa viimein väsymys saavuttamaan peuraa; hän jo kovin huohoittaen pakeni, juoksunsa heikkeni ja yhä likemmäksi läheni mies. Tapahtui silloin kumma, joka kuitenkin on ennenkin nähty pidättävän monen ampuniekan nuolen. Äkisti kääntyi peura ympäri, lähestyi vainoojaansa rukoilevalla muodolla ja vuodattaen hereitä kyyneleitä. Mutta ensinkään arvelematta lähetti vasamansa armoton mies, lävisti ihanan eläimen otsan; ja niin kaatui Hiiden peura, punaten verellänsä valkean lumen. 07104
Bottom
07105
Top
JUHANI: Og mandens død var vor lykke. Hvor ville vi nu være uden denne sten ? Vi ville ligge dér i skoven som ådsler, vi stakler. Silloin Hiisi, käyskellen Pohjan-perän kolkoissa laaksoissa, tunsi äkisti sydämensä kiertyvän ja tiesi kohta, että kultainen varsansa vaelteli vaarassa. Hän kiirehti ylös tunturille, jossa linnansa seisoi, ja rupesi noitakurkistimellansa tähtäilemään etelään päin. Ja näki hän kaukana tummassa kuusistossa peuransa, joka, veressään uiskellen, kierteli itseänsä kuoleman tuskissa; ja näki hän murhamiehen seisovan uhrinsa vieressä riemuitsevalla katsannolla. Silloin julmistui hän hirmuisesti, tempasi linnansa muurista suuren neliskulmaisen kivimöhkäleen, sinkautti sen korkealle ilmaan, lentämään kohden joutsimiestä Hämeen saloissa. Voimallisella pauhulla ja huminalla kiiti ankara kivi, valtaisessa kaaressa halkaisten pilvien tuulisen maailman. Kohosi se ylös taivaan kumuun, vaipui alas taasen, vaipui päivään päin, ja juuri ampuniekan päälaelle putosi summaton paino, haudaten miehen allensa ijankaikkiseksi. 07105
Bottom
07106
Top
TUOMAS: Men vi får sikkert også nok af at sidde her. Det lover jeg for. JUHANI: Ja miehen surma oli meidän onneksemme. Missä olisimme nyt me ilman tätä kiveä? Tuolla korvessahan rapana ja raatoina vetelisimme, kurjat. 07106
Bottom
07107
Top
JUHANI: Gud hjælpe os i tide! TUOMAS: Mutta kyllä vielä tässäkin tarpeeksemme saamme. Minä takaan sen. 07107
Bottom
07108
Top
TIMO: Her må knægtene jo også tage sig en og anden lur, i flere lag, stuvet sammen i nakken på hinanden som svale-unger i reden. JUHANI: Jumala auttakoon meitä ajoissa! 07108
Bottom
07109
Top
AAPO: Det går ikke. En søvndrukken mand falder snart ned og bliver et bytte for okserne. Derfor bør altid to af os, en på hver side, holde vagt ved deres sovende broder. TIMO: Täytyyhän tässä poikien untakin jyritellä päälliskyttäisin toinentoisensa niskoilla kuin pääskysen-poikaset pesässänsä. 07109
Bottom
07110
Top
JUHANI: Et klogt råd, og lad os følge det nøje; det her bliver jo vort kvarter i hvert fald for denne nat. Det ser vi jo af det, okserne foretager sig. Dér ligger allerede tre af de bæster og vælter sig på deres forbandede vomme, pustende og drøvtyggende, de djævle! Men læg jer til at sove, drenge; jeg og Aapo vil holde vagt over jer, omtrent til midnat. Læg jer til at sove, læg jer til at sove. Herren velsigne jer! AAPO: Se ei käy päisin. Pianhan kellahtaisi unipöllöinen mies alas härkien saaliiksi. Sentähden kaksi meistä aina, yksi kummallakin vierellä, vartioitkoon uneksuvaa veljeänsä. 07110
Bottom
07111
Top
SIMEONI: Hvor er vi dog havnet, vi ulykkelige. JUHANI: Järkevä neuvo; ja käyttäkäämme sitä tarkasti; tässä on kortteerimme ainakin tämä yö. Sen näemme jo kaikki härkien hankkeista. Tuossahan jo kolme peeveliä makaa röhöttää kirotuilla mahoillansa, puhkaten ja märehtien, perkeleet!--Mutta pankaat ma'ata, pojat; minä ja Aapo tahdomme teitä vahdata tuonne likimaihin puoleen yöhön. Pankaat ma'ata, pankaat ma'ata. Herra siunatkoon meitä! 07111
Bottom
07112
Top
JUHANI: I elendighed, i stor elendighed. Men læg jer til at sove, velsign jeres sjæle og legemer og sov i Herrens navn. AAPO: Voi meitä poloisia kumminkin! 07112
Bottom
07113
Top
Sådan tilbragte de natten: to vågede hele tiden, mens de andre sov på den mosgroede sten; og lang var natten. Til sidst gryede dog dagen, solen stod op og hævede sig på himlen, men deres skæbne var uforandret; de var stadig omgivet af horn, der gyngede rundt om Djævlestenen; og sulten plagede dem allerede voldsomt. De håbede dog, at den samme ubarmhjertige gæst ville gøre sin virkning også i oksernes maver og til sidst tvinge dem til at drage bort til græsmarkerne. Sådan håbede de, mens de ventede på, at deres fjender skulle fortrække. Men til deres forfærdelse opdagede de snart, at der fandtes tilstra'kkeligt med føde for dyrene i SIMEONI: Mihin olemmekin onnettomat joutuneet. 07113
Bottom
07114
Top
skovens fugtige stargræs, tæt ved Djævlestenen. Det begyndte okserne at nappe i sig og gik ikke længere bort, end at den mosgroede sten stadig var inden for deres synsvidde. JUHANI: Kurjuuteen, suureen kurjuuteen. Mutta pankaat ma'ata, siunatkaat sielujanne ja ruumiitanne ja nukkukaat Herran nimeen. 07114
Bottom
07115
Top
JUHANI: De tænker åbenbart slet ikke på at skrubbe af. Fanden ta’ mig, de tager jo fast ophold og bopæl her, lige til det bliver vinter. La nuit passa ; deux des frères veillaient constamment pendant que les autres reposaient sur la pierre moussue. Et la nuit fut longue. L’aurore parut enfin, le soleil se leva et monta dans le ciel, mais leur sort ne s’améliora pas : les cornes ondoyantes investissaient toujours la Pierre du Lapon, et la faim torturait déjà fortement les frères qui espéraient cependant que ce même hôte impitoyable s’installerait aussi dans l’estomac des ruminants et finirait par les contraindre à regagner leurs pâturages. C’est dans cet espoir qu’ils attendaient le départ de leurs ennemis. Mais ils remarquèrent bientôt avec effroi que le troupeau trouvait une nourriture abondante dans les laiches humides qui poussaient autour de la pierre. Les boeufs se mirent tranquillement à brouter, sans s’éloigner assez pour jamais perdre de vue le rocher moussu. 07115
Bottom
07116
Top
EERO: Satan er faret i skindet på dem. JUHANI: On dirait qu’ils vont prendre racine ici. Que le diable m’emporte ! ils ont trouvé logis et vivre jusqu’à l’hiver. 07116
Bottom
07117
Top
TIMO: Hvad skulle de mangle her ? Skoven giver dem både mad og drikke; men det tørre mos er vort brød og sul. EERO: Us ont le diable dans la peau I 07117
Bottom
07118
Top
SIMEONI: Men sagen er jo den, at vi sidder her på grund af vore hunde. Jeg er bange for, at vor eneste udvej til redning er at kaste Killi og Kiiski ned til de rasende okser som en slags offer. TIMO: Qu’est-ce que ça leur fait de rester ici ? La forêt leur fournit à boire et à manger ; mais nous, on n’a que de la mousse sèche à se mettre sous la dent. 07118
Bottom
07119
Top
JUHANI: Et grusomt råd. SIMEONI: C’est par la faute de nos chiens qu’on est forcés de percher ici. Je crains fort que notre seul moyen de salut ne soit de les sacrifier aux bœufs furieux. 07119
Bottom
07120
Top
AAPO: Som vi ikke gerne følger. JUHANI: Quel atroce conseil ! 07120
Bottom
07121
Top
JUHANI: Nej, ikke så længe Jukolas Juho står oprejst. AAPO: Qu’on ne suivra pas volontiers. 07121
Bottom
07122
Top
TUOMAS: Skulle vi redde vort skind ved at ofre dem, der så mange gange har frelst vort liv ud af vilddyrenes morderiske klør? Og ville det være til nogen nytte for os? Jeg tvivler. JUHANI: Pas tant que Juhani de Jukola se tiendra sur ses jambes. 07122
Bottom
07123
Top
JUHANI: Jeg også. Når okserne dér først havde revet vore hunde til laser, ville de nok så nydeligt begynde at vente på noget mere, de kunne spidde på deres horn. Det er afgjort. TUOMAS: On les sacrifierait pour se sauver la peau, eux qui nous ont tant de fois tirés des griffes meurtrières des fauves ? Est-ce que ça nous servirait à quelque chose ? J’en doute. 07123
Bottom
07124
Top
SIMEONI: Ja, ja, men hvad skal vi gøre, når sulten rigtig begynder at knurre i maven ? JUHANI: Moi aussi. Ces bœufs-là, après avoir mis en pièces nos chiens, recommenceraient tout gentiment à uttendre de recevoir encore autre chose à empaler sur leurs cornes. C’est sûr et certain. 07124
Bottom
07125
Top
JUHANI: Den knurrer først i vor mavesæk, men derfra ryger den snart op til det bankende hjerte, ryger derop som katten ryger i nakken på en fed mus ; og så kuer den en kæk mand. Strenge, strenge dage for en mand. Hvad skal vi finde på ? Det spørger jeg også om. SIMEONI: Oui, oui, mais à quoi devra-t-on recourir quand la faim gémira pour de bon dans nos' ventres ? 07125
Bottom
07126
Top
AAPO: Lad os råbe højt, alle med én mund; måske høres lyden af nogen, der vandrer i skoven, eller den når måske helt til Viertola og får folk til at spekulere over sagen. JUHANI: D’abord elle gémit dans la bedaine, puis do là elle bondit bientôt sur le cœur palpitant, bondit comme un chat à la nuque d’une grasse souris, et alors l’homme vigoureux est dompté. Notre sort est dur, bien dur. Que faire ? je me le demande aussi. 07126
Bottom
07127
Top
JUHANI: Det middel var værd at prøve. AAPO: Crions tous ensemble de toutes nos forces. Peut-être que quelque passant entendra notre appel dans les bois, ou bien notre voix portera jusqu’à Viertola et fera réfléchir les gens. 07127
Bottom
07128
Top
TIMO: Lad os råbe voldsomt. JUHANI: Ça vaut la peine d’essayer. 07128
Bottom
07129
Top
JUHANI: Råbe aldeles forbandet. Lad os alle på én gang udstøde dette mirakel af et brøl. Alle sammen på én gang, så bliver virkningen endnu prægtigere. Se så, nu rejser vi os op og holder os parat. Når jeg klasker næverne sammen, tredie gang, så vræler vi, vræler som syv mænd. - En, to, tre! TUOMAS: Hurlons puissamment. 07129
Bottom
07130
Top
De råbte alle sammen af fuld kraft og på én gang, så det sang i stenen og jorden rundt omkring; og selv okserne flygtede forskrækket nogle skridt bort fra stenen. Frygtindgydende var også de syv mænds brøl og det derpå følgende langtrukne skrig, som hundene desuden deltog i med deres ynkelige hylen. De udstødte fem lange hyl, og skoven buldrede, og ekkoet rullede langt bort. Men da de var færdige med det femte og længste råb, satte de sig atter ned for at puste lidt ud. Da de havde hvilet sig, gjorde de samme arbejde en gang til, råbte syv gange og begyndte så at vente på virkningen af denne metode. Mørke i ansigterne og med blodskudte øjne sad de på den mosgroede sten, og bælgen i deres bryst bølgede heftigt. JUHANI: Comme des fous. Poussons tous ensemble un formidable cri de tonnerre. Tous ensemble ! ça fera plus d’effet. Attention, levons-nous et préparons-nous. Dès que je frapperai mes mains pour la troisième fois, 011 gueulera, on gueulera comme sept hommes ! Un, deux, trois! 07130
Bottom
07131
Top
JUHANI: Lad os vente og se, hvordan dette virker; lad os vente. Folk må være forrykte, hvis de ikke forstår, at en flok mænd kun hyler således i yderste nød. Lad os vente. Ils crièrent de toutes leurs forces et d’une seule bouche, si bien que la pierre et le sol sous elle et alentour tremblèrent, et que les bœufs tressaillirent et reculèrent de quelques pas. L’appel subit des frères retentit avec une violence terrible, et son bruit sinistre se propagea, accompagné par le hurlement lamentable des chiens. Ils poussèrent ainsi cinq longs cris ; la forêt résonna, et l’écho roula au loin. Mais quand le dernier cri, le plus puissant, se fut éteint, ils se rassirent un instant pour reprendre haleine. Aussitôt reposés, ils recommencèrent à crier sept fois, et se mirent à attendre. Le visage congestionné, les yeux injectés de sang, ils étaient assis sur la pierre moussue, et les parois de leurs poitrines se soulevaient avec violence. 07131
Bottom
07132
Top
EERO: Hvis der ikke kommer folk efter denne larm, så er vi sandelig dødsens. Solen synker allerede for anden gang i vest, og sulten vokser aldeles rasende. JUHANI: Attendons ce qui va se passer, attendons. Les gens sont fous s’ils ne comprennent pas qu’une troupe d’hommes ne braille pas ainsi sans être dans une détresse extrême. Attendons. 07132
Bottom
07133
Top
SIMEONI: Gud nåde os! En nat og halvanden dag er gået, siden vi sidst fik noget at spise. EERO: Mais si ce vacarme ne nous procure aucun secours, alors on deviendra vraiment la proie de la mort. Le soleil baisse déjà pour la deuxième fois à l’ouest et la faim mord cruellement. 07133
Bottom
07134
Top
TIMO: Det passer. Hør, hvordan min mave knurrer; den knurrer og murrer; og piber også lidt. Dette er hårdt. SIMEONI: Que Dieu aie pitié de nous ! Il y a déjà une nuit et un jour et demi qu’on n’a rien mangé. 07134
Bottom
07135
Top
JUHANI: Hårdt, hårdt; vi ved det og tror det, når vi lytter til vore egne maver. TIMO: C’est comme ça. Entendez comme mon ventre gronde, grogne et grince même un tout petit peu. C’est dur. 07135
Bottom
07136
Top
SIMEONI: Lang er den sultnes dag! JUHANI: C’est dur, bien dur. 0n le sait et on le croit, on n’a qu’à écouter chacun son estomac. 07136
Bottom
07137
Top
TIMO: Lang er den. SIMEONI: La journée est longue pour l’affamé. 07137
Bottom
07138
Top
JUHANI: Lang og dyster! Er selv Aapos hjerne tom? Kan han ikke en gang huske lidt krage-mål eller lidt ugle-sludder, som han kan fortælle os om, mens vi sidder her på denne forfærdelige hunger-ø? TIMO: Pitkähän se on. 07138
Bottom
07139
Top
AAPO: Jeg husker en historie, som netop sulten får mig til at tænke på ; men den får os ikke til at glemme vor legemlige føde; den minder os i høj grad om mad o'g drikke. JUHANI: Pitkä ja synkeä! Onko jo tyhjennetty Aaponkin aivo? Etkö muista enään variksenkaan vaakutusta, tarhapöllönkään pakinaa jutellakses meille, istuissamme Nälkäsaaressa hirmuisessa. 07139
Bottom
07140
Top
JUHANI: Du mener manden i bjerget. Jeg har hørt den. AAPO: Muistanpa tarinan, jonka juuri nälkä nyt johtaakin mieleeni; mutta se ei saata meitä unohtamaan ruumiimme ravintoa, vaan muistuttelee kovin sekä ruokaa että juomaa. 07140
Bottom
07141
Top
TIMO: Men for mig er den ny; fortæl den! JUHANI: Sinä meinaat miestä vuoressa. Minä olen kuullut sen. 07141
Bottom
07142
Top
SIMEONI: Fortæl den, fortæl den! TIMO: Mutta minulle on se uutta; kerro se, veli Aapo. 07142
Bottom
07143
Top
AAPO: Det er historien om en mand, en ædel troshelt, der i nogen tid sad fanget i Impivaaras huler som forhen den blege jomfru, men af en anden grund. SIMEONI: Kerro se, kerro se! 07143
Bottom
07144
Top
Og Aapo fortalte dem følgende historie: AAPO: Onhan se tarina miehestä, jalosta uskonsankarista, joka istui muutaman ajan vankina Impivaaran luolissa, niinkuin ennen tuo kalvea impi, mutta toisenkaltaisesta syystä. 07144
Bottom
07145
Top
Engang, da kristendommen og hedenskabet endnu kæmpede indbyrdes i Tavastland, fandtes der i de frelstes flok, en fortræffelig mand, from, og ivrig efter at udbrede den nye lære, som han også selv dyrkede flittigt i ly af Sveriges våbenmagt. Men de harnisk-klædte helte måtte pludselig drage bort herfra og til deres hjemland, og de kristne beboere i Tavastland blev underkastet en grusom forfølgelse af deres hedenske brødre. Nogle af dem blev slået ihjel på en uhyggelig måde; nogle prøvede på at redde livet ved at flygte ind i skovenes uvejsomme dyb, til bjergenes huler eller andre steder. Den omtalte fromme mand flygtede til Impivaaras huler, men hans forfølgere, der opfyldt af hævntørst fulgte i hans fodspor, fandt snart ud af, hvor han havde skjult sig. »Ulven må spærres inde i sin egen hule!« råbte de med ondsindet glæde, murede hulens åbning solidt til og lod manden vansmægte af sult og i mørke. Ja seuraavan tarinan kertoi heille Aapo: 07145
Bottom
07146
Top
Manden ville nu have fået et trist endeligt, men så gjorde himlen på ny et mirakel. Det sidste blånende skær af dagslyset var næppe forsvundet i hulens munding, før den store grotte blev oplyst af et vidunderligt sølv-klart skær; og manden havde således et mildt, himmelsk lys midt i hjertet af den kolde klippe. Og der skete endnu flere mirakler. For se, pludselig brød en klar kilde frem gennem grottens gulv, en kilde, hvis vand aldrig mindskedes, hvor meget man så end tog, og manden havde således altid frisk drikkevand i sit stenkammer. Men ved kanten af kilden skød desuden et smukt, grønt træ i vejret, der bar de herligste frugter, som aldrig slap op, hvor mange man så end tog; og dér havde manden sin prægtige næring. Her tilbragte han sine dage, lovprisende Herren; her tilbragte han sine nætter, drømmende om de saliges land. Og hans dag var som en sommerdag, varm og klar, og hans nat en vidunderlig skumringstid. Således gik et år, og de kristnes blod randt som en strøm i Tavastland. Men da forfølgelsens skrækkelige tid var udløbet, og en skøn september-morgen strålede derude, nåede en lyd af hammerslag og jernstænger heltens øre fra hulens tilmurede åbning. Dagslyset begyndte omsider at skinne igennem sten-brokkerne, og i et nu forsvandt såvel det vidunderlige lys i grotten som kilden og det frugtbærende tra; ved kildens rand. Ennen, koska kristin-usko ja pakanuus vielä taistelivat keskenänsä Hämeenmaassa, oli käännettyjen joukossa eräs mainio mies, hurskas ja harras uutta uskoa levittämään, jota hän myös kiivaasti harjoitteli Ruotsin valtakunnan aseitten suojassa. Mutta kotimaahansa täytyi haarniskoittuin sankarten äkisti siirtyä täältä, ja kristityt Hämäläiset joutuivat pakanallisten veljeinsä hirmuisimman vainon alle. Mikä heistä surmattiin kauhistavalla tavalla, mikä etsi pelastustansa, paeten salojen eksyttävään kohtuun, mikä vuorten luoliin ja mikä minnekkin. Impivaaran komeroihin kiirehti mainittu hurskas mies; mutta hänen vainoojansa, jotka koston vimmassa seurasivat hänen jälkiään, huomasivat pian mihin hän oli itsensä kätkenyt. »Susi teljettäköön omaan luolaansa!» huusivat he ilkeästi riemuiten, muurasivat luolan aukion lujasti kiinni ja heittivät miehen nääntymään nälkään ja pimeyteen. 07146
Bottom
07147
Top
Men hvem var det, der frembragte den larm og støj derude foran hulens munding? Dér stod en stor skare hedninger og i deres midte nogle kristne, der var bundet med reb og dømt til at dø af sult i bjergets mørke indre. De kunne ikke forestille sig andet, end at den samme skæbne var overgået den mand, der var blevet lukket inde i hulen for et år siden. Men de blev meget forbavsede, da helten trådte ud af hulens åbning med en forklaret og strålende pande. Og en stemme, hvis hellige klang trængte helt ind til marven, udgik fra hans mund: »Vær hilsede, venner og brødre, vær hilset, du gyldne sol og du brusende skov, vær hilsede!« Så faldt (lokken ned på knæ foran ham, idet den lovpriste den Gud, som han troede på, og som havde frelst ham fra en frygtelig død. Men med høj stemme fortalte manden dem om de vidunderlige mirakler, han havde oplevet i bjergets skød, og folket råbte til ham med én mund: »Døb os, døb også os i troen på den samme Gud!« Således råbte de til stor fryd for manden og løste straks de dødsdømte fanger fra deres reb. Den fromme helt gik nu hen til bredden af qn bæk, og skaren fulgte med ham; og da de havde afsvoret sig deres hedenskab, lod de sig døbe i den kristne tro. Men oppe på skråningen stod de mænd, der for lidt siden var udset til ofre og sang en lovsang til Ham, der havde frelst både dem selv og deres fromme fader fra en pinefuld død og ført hedningernes børn fra mørket til lyset. Sådan sang de, mens de stirrede op imod himlens højder. Surkea loppu olisi nyt saavuttanut miehen, mutta ihmeen teki taivas taas. Tuskin oli luolan suulta kadonnut päivän-valon viimeinen siinto, niin jopa valkeni avara luola ihanimmasta, hopeakirkkaasta paisteesta; ja niin oli miehellä kylmän kallion sydämessä liepeä, taivaallinen päivä. Ja tapahtuipa ihmeitä vielä enemmin. Katso, kuvertui äkisti luolan permantoon heleä lähde, jonka vesi ei ottaen milloinkaan vähentynyt; ja oli siis miehellä kivikammiossaan alati raikasta juomaa. Mutta vieläpä lähteen reunalta kohosi ylös kaunis, viherjöitsevä puu, kantain herttaisimpia hedelmiä, jotka eivät ottaen loppuneet; ja siitä sai mies suloisen ravintonsa. Tässä vietti hän päivänsä, ylistäen Herraa, tässä hän vietti yönsä, uneksuen autuitten maasta. Ja hänen päivänsä oli kuin kesän päivä, lämmin ja kirkas, ja hänen yönsä herttaista hämärän aikaa. Niin kului vuosi, ja virtana juoksi Hämeessä kristittyin veri. Mutta koska vainon kauhistava aastaika oli kiertynyt umpeen ja ulkona paistoi ihana syyskuun-aamu, ehti sankarin korviin vasarain ja rautakankein jytinä luolan kiinnimuuratulta suulta. Läpi tuon kivisen ruhan rupesi viimein pilkahtelemaan päivä, ja vilauksessa katosi luolasta ihmeellinen valkeus, niinmyös lähde ja lähteen reunalta hedelmällinen puu. 07147
Bottom
07148
Top
AAPO: Dette var sagnet om den fromme mand. Mutta mikä saattoi matkaan tämän pauhinan ja telmeen tuolla ulkopuolella luolan aukiota? Seisoi siellä pakanoita suuri joukko ja heidän keskellänsä muutamia kristittyjä sidottuina nuoriin ja tuomittuina nälkään kuolemaan vuoren pimeässä uumennossa. Eivätkä arvelleet he muuta kuin että sama surma oli kohdannut miestä, joka vuotta ennen samaan luolaan suljettiin. Mutta kovin he kummastuivat, koska luolan auetessa sankari astui ulos kirkastetulla, säteilevällä otsalla. Ja ääni, jonka pyhä heläys tunkeusi aina ytimiin asti, kaikui hänen suustansa: »terve, ystävät ja veljet, terve, kultainen aurinko ja kohisevat metsät, terve!» Silloin lankesi joukko hänen eteensä polvilleen, ylistäen sitä Jumalaa, johon hän uskoi ja joka oli hänen pelastanut hirveästä kuolemasta. Mutta korkealla äänellä kertoi heille mies ne ihanat ihmetyöt, joita hän vuoren kohdussa oli kokenut; ja yhdestä suusta huusi hänelle kansa: »kasta meitäkin, kasta meitäkin uskoon saman Jumalan päälle!» Niin he miehen suureksi riemuksi huusivat ja päästivät viipymättä nuorista kuolemaan tuomitut vangit. Siitä astui ojan partahalle hurskas uros, ja seurasi häntä joukko, joka, luopuen pakanuudesta, antoi itsensä kastaa Kristuksen uskoon. Mutta ylhäällä äyräällä, seisoivat äsken vielä uhreiksi määrätyt miehet, veisaten kiitosvirttä Hänelle, joka tuskallisesta kuolemasta oli pelastanut sekä heidät itse että heidän vanhurskaan isänsä ja johdattanut pimeydestä valkeuteen pakanain lapset. Niin he veisasivat, katsahtaen taivaan korkeuteen ylös. 07148
Bottom
07149
Top
JUHANI: Og hedningerne blev døbt netop på det sted ved bækken, hvor vi nu har vores ulvegård. AAPO: Tämä on tarina hurskaasta miehestä. 07149
Bottom
07150
Top
SIMEONI: Troen gør underværker. Jeg er sikker på, at manden i hulen slet ikke havde nogen kilde eller et frugtbart træ, og at intet lys, synligt for jordiske øjne, oplyste hans kammer, men at en fast og urokkelig tro tilfredsstillede alle hans legemlige behov. Hans ånds styrke var hans friske kilde, hans velsmagende frugter og hans strålende lys. Hvad sagde min gamle kammerat, Tervakoski-Tuomas, som jeg vogtede kreaturer sammen med ? »Hvis du har troens skjold og åndens sværd, kan du danse polka selv med djævlene«. Sådan sagde den gamle, fromme mand. JUHANI: Ja pakanain kastaminen tapahtui juuri samalla kohdalla ojassa, jossa nyt on meidän sudentarhamme. 07150
Bottom
07151
Top
JUHANI: Men en fuld-voksen mands mave klarer sig ikke synderlig længe bare med tro og tom luft, nej, lad den rådne, om den kan! Og jeg tør sværge på, at han stoppede mere solid føde i sig end frugt og vand. Det kræver en mands krop, der er vokset op og har udviklet sig ved hjælp af kød SIMEONI: Usko ihmeitä tekee. Olenpa varma siitä, ettei miehellä luolassa ollut yhtään lähdettä eikä hedelmällistä puuta ja ettei mikään maalliselle silmälle paistava valo valaisnutkaan hänen kammiotansa, vaan että luja ja järkähtämätön usko tyydytti kaiken hänen ruumiillisen tarpeensa. Hänen henkensä voima oli hänelle raikkaana lähteenä, maistavana hedelmänä ja säteilevänä valkeutena. Mitä sanoi entinen karjatoverini, Tervakosken Tuomas? »Jos sinulla on uskon kilpi ja hengen miekka, niin mene vaikka perkeletten kanssa polskaa tanssimaan». Niin lausui hurskas ukko. 07151
Bottom
07152
Top
og rugbrød. Jo, jo, men historien fortælles også på en anden måde. Man fortæller, at fem sorte tyrehorn pludselig viste sig for manden på hulens væg. Da han nu åbnede det første tyrehorn, sprøjtede den bedste og klareste fabriksbrændevin ud af det med en sydende lyd ; en snaps til maden, som nok kunne snærpe læberne sammen på en mand. Ud af det andet horn haler han alenvis af sammenfoldet, fed og varm svine-pølse. Og fra det tredie står i en stiv stråle den bedste grød, lavet af nyhøstet rug, og fra det fjerde surmælk til at væde grøden med, surmælk så tyk som tjære. Og da han nu havde fyldt sin bug som en blodmide, åbnede han det femte horn i en hast og halede tobak ud, den bedste danske rulle-tobak, der svulmede i knægtens kind som en sugende blodigle. Behøver en mand, der ikke bestiller noget, et bedre traktement ? JUHANI: Mutta aika-miehen maha ei tule kauankaan toimeen paljaalla uskolla ja tyhjällä ilmalla, ei vaikka mätänis. Ja minä vannon, että hän pisteli poskeensa muikeampaakin muonaa kuin hedelmiä ja vettä. Sitä vaatii miehen ruumis, joka on kasvanut ja varttunut täällä lihan ja ruisleivän nojalla. Niin, niin, kerrotaanpa tarinaa vielä toisellakin lailla. Kerrotaan, että viisi mustaa sonninsarvea ilmestyi äkisti miehelle luolan seinään. Koska hän nyt aukaisi ensimmäisen sarven, niin roiskahtipa siitä suhisten ulos parasta, heleätä vapriikin paloviinaa ruokaryypyksi, joka kylläkin veti ryppyyn miehen huulet. Toisesta sarvesta taasen kiskoi hän kyynärittäin ulos monipoimullista, rasvaista ja lämmintä sianmakkaraa. Mutta kolmannesta pinnisteli kankeana kaarena ulos parasta uutispuuroa, ja neljännestä piimää puuronkastiksi, piimää sakeata kuin terva. Ja koska hän nyt oli täyttänyt maarunsa kuin puutiainen, niin aukaisi hän vallan vikkelästi viidennen sarven ja siitä lappasi hän ulos pikanellia, parasta tanskan punttirullaa, joka paisui pojan poskessa kuin imevä iilimato. Tarvitsiko enään parempaa trahtamenttia joutilas mies? 07152
Bottom
07153
Top
TIMO: Han var i himlen; det var han. Men vi? TIMO: Hän oli taivaassa, hän. Mutta me? 07153
Bottom
07154
Top
TUOMAS: Dette svier i en mands sjæl. TUOMAS: Tämä polttaa miehen mieltä. 07154
Bottom
07155
Top
TIMO: Og gør en knægt skør i hovedet. TIMO: Ja pyörryttää pojan päätä. 07155
Bottom
07156
Top
JUHANI: Tusind rigsdaler for et sådant måltid nu! Tusind gange tusind rigsdaler! JUHANI: Tuhannen riksiä senkaltaisen atrian edestä nyt! Tuhannen tuhatta riksiä! 07156
Bottom
07157
Top
SIMEONI: »Foldet, fed og varm svinepølse!« Ja, vi sidder midt i helvede og hører, hvordan man fryder sig og æder i himlen. Ah! Hvad skal vi gøre, brødre, hvad skal vi gøre? SIMEONI: »Poimullista, rasvaista, lämmintä sianmakkaraa»! Niin, me istumme keskellä helvettiä ja kuulemme kerrottavan kuinka taivaassa iloitaan ja syödään. Ah! Mitä on meidän tekeminen, veljet, mitä on meidän tekeminen? 07157
Bottom
07158
Top
EERO: Lad os tro, lad os tro! EERO: Uskokaamme, uskokaamme! 07158
Bottom
07159
Top
SIMEONI: Fører du stadig bespottelig tale, dit uhyre! SIMEONI: Haasteletko vielä pilkan kieltä, sinä hirmu! 07159
Bottom
07160
Top
EERO: Det sidste pust, broder, det sidste pust; tro mig. Jeg synker snart sammen med et suk som en okseblære, der tømmes. Ak, havde man dog blot et nybagt brød med smør på! EERO: Viimeinen pihaus, veljeni, viimeinen pihaus; usko minua. Kohta vaivun huokuen alas kuin tyhjäksi käypä rakko, härjänrakko. Ah ! si on avait seulement un pain chaud avec du beurre dessus ! 07160
Bottom
07161
Top
TIMO: Og oven på smørret en aller-helvedes pølse. TIMO: Et sur le beurre la plus magnifique saucisse du monde ! 07161
Bottom
07162
Top
JUHANI: Ja, bare her var syv nybagte brød, syv skålpund smør og syv pølser, stegt ved bålet; så skulle der være gilde. JUHANI: Si on avait sept pains frais et chauds, sept livres de beurre et sept saucisses amollies sur un feu de bois, mes amis ! quelle bombance ce serait ! 07162
Bottom
07163
Top
EERO: Lyn og torden! EERO: Éclair et tonnerre ! 07163
Bottom
07164
Top
TIMO: En mand burde altid være klog og have lidt salt i TIMO: Il faudrait être assez sage pour avoir toujours une petite blague pleine de sel dans sa poche. Le sel vous resserre les boyaux et vous conserve la vie pendant des semaines sans qu’on ait un brin de nourriture dans les tripes. 07164
Bottom
07165
Top
lommen; i en pose. Salt binder indvortes og opretholder livet i ugevis, selv om man ikke har så megen morgenkost som en myg i endetarmen. JUHANI: Enfant ! Même avec du sel, on ne va pas bien loin. 07165
Bottom
07166
Top
JUHANI: Ak, knægt ! Man klarer sig ikke længe selv med salt. TIMO: Mutta Koiviston Iisakki, se verrattoman laiska mies, ma'ata röhöittelee Karkkulan saunanparvella monta Jumalan päivää yhteen jaksoon, nauttimatta einettäkään suurusta. Ja millä keinolla pihisee henki-parka miehessä? Tuo uuspeili kun imeskelee suolatuppoa kuin kakara äitinsä nisänappia. 07166
Bottom
07167
Top
TIMO: Men Koivisto-Iisakki, den mageløse dovenkrop, ligger og vælter sig på Karkkulas badstue-briks i mange Herrens dage ud i en køre uden at fortære den mindste smule. Og med hvilke midler opretholdes det sølle liv i manden? Den uglspil ligger og suger på en stump salt som et pattebarn på moderens brystvorte. JUHANI: Istuupa hän myös usein kuin rääkkä kylän ruispelloissa, hieroskellen tähkäpäistä jyviä naamaansa.--Tiens ! voilà deux de ces maudites bêtes qui se cornent. Allez-y, cognez-vous et percez-vous mutuellement le front, pour que la cervelle tombe de vos crânes sur le sol, et on aura deux tourmenteurs de moins. C’est ça, c’est ça ! Enfin un peu de distraction pour tuer le temps ! — Très bien ! Et que ce jeu dure longtemps, labourez la terre avec huit charrues en os !--Niin juuri! ja kestäköön tämä leikki kauan ja kyntäköön maata kahdeksan luista auraa. 07167
Bottom
07168
Top
JUHANI: Undertiden sidder han også som en vagtelkonge i landsbyens rugmarker og triller korn fra aksene ind i gabe! på sig. - Men se bare, det er allerede sent på aftenen, men man hører ikke til nogen hjælp fra menneskenes verden; ok her traver stadig, traver tre og tredive pustende djatvle i mull om os. Men dér stanges to af bæsterne. Mas på, mus han på og jag hornene gennem panden på hinanden, gut del, indtil hjernen sprøjter ud på jorden fra jeres hovnler, n,1 lun vi to plageånder mindre. Se nu dér, se nu der! Så har vi også lidt morskab til tidsfordriv. - Ja, sådan! Og gid denne leg må vare længe og otte ben-plove ploje jorden. TUOMAS: Celui avec le dos creux et celui à la tête blanche s’attrapent sérieusement. 07168
Bottom
07169
Top
TIJOMAS: De slås vældigt dér, den livid ivrede or den hvid-ryggede og den hvid-hovede. JUHANI: Tête blanche gagnera. 07169
Bottom
07170
Top
JUHANI: Men Hvidhoved vinder. TUOMAS: Dos creux gagnera. 07170
Bottom
07171
Top
TUOMAS: Hvidryg vinder. JUHANI: Tope-là, parions ! 07171
Bottom
07172
Top
JUHANI: Her er min næve; vi vædder. TUOMAS: D’accord. Timo, tu seras l’arbitre. 07172
Bottom
07173
Top
TUOMAS: Lad gå! Timo, slå af. JUHANI: Bien ! 07173
Bottom
07174
Top
JUHANI: Sådan, ja! TUOMAS: Une pinte d’eau-de-vie ? 07174
Bottom
07175
Top
TUOMAS: En pægl brændevin! JUHANI: -C’est dit. — Regardons, regardons lutter nos deux champions. Ils se reposent maintenant un brin, front contre front. 07175
Bottom
07176
Top
JUHANI: En aftale. Lad os nu se, lad os se på de to fyres slagsmål. Men nu hviler de sig ligesom lidt, pande mod pande. TIMO: Et se poussent comme ça, tout à la douce. 07176
Bottom
07177
Top
TIMO: Og rykker bare sådan lidt forsigtigt. JUHANI: Mais à présent ! Ça chauffe ! Hardi, tête blanche, ma bonne tête blanche ! Plante solidement ton sabot dans la terre! 07177
Bottom
07178
Top
JUHANI: Men nu! Nu går det løs for fuld kraft. Sådan, Hvidhoved, mit Hvidhoved, sæt nu klovene godt fast i jorden ! TUOMAS: Plante le tien plus solidement encore, mon brave dos creux ! Bravo ! 07178
Bottom
07179
Top
TUOMAS: Sæt dem endnu fastere, du, min tapre Hvidryg. Netop sådan! JUHANI: Tête blanche ! Tête blanche ! 07179
Bottom
07180
Top
JUHANI: Hvidhoved, Hvidhoved! TUOMAS: Mon robuste dos creux au front acéré ! Vas-y ! Termine donc cet embêtant lambinage et expédie-moi ce type ! 07180
Bottom
07181
Top
TUOMAS: Du min stærke Hvidryg med stål i panden! Se, så! Men hold op med det dér evige fægteri og kast din mand ad helvede til. JUHANI: Tête blanche ! Que le diable t’arrache les cornes ! Est-ce que tu détales, maudit vaurien ? 07181
Bottom
07182
Top
JUHANI: Hvidhoved! Gid fanden må kappe dine horn! Flygter du, din satan? TUOMAS: Il m’a tout l’air de prendre la poudre d’escampette. 07182
Bottom
07183
Top
TUOMAS: Han stikker af; det passer ham bedst. TIMO: Et l'autre lui file derrière comme un fou ! Hihihi ! 07183
Bottom
07184
Top
TIMO: Og den anden bisser efter ham som bare fanden. Hi, hi, hi! TUOMAS: Eh bien, Juhani ? 07184
Bottom
07185
Top
TUOMAS: Tjah, Juhani. JUHANI: J’ai perdu une pinte d’eau-de-vie. Tu la recevras dès qu’on sera hors d’embarras. Mais quand viendra ce jour? Ah ! dans bien des années, il arrivera qu’on emmènera un gros chargement d’ici au village et du village au cimetière, sous la conduite de notre garde-cliam-pêtre, on emmènera un tas d’ossements cliquetants, les restes de sept hommes. 07185
Bottom
07186
Top
JUHANI: Jeg tabte en pægl brændevin. Den skal du få, når vi slipper ud af kniben. Men hvornår mon den dag gryer? Ak, om mange år sker det måske, at man under kommando af jagtfogeden slæber et vældigt læs herfra og ind til landsbyen og fra landsbyen lil kirkegården, slæber af sted med en dynge ramlende og skramlende benrade af syv mænd. SIMEONI: Et ainsi finira notre vie coupable. 07186
Bottom
07187
Top
SIMEONI: Og saledes end le vort syndige liv. JUHANI: Et ainsi finira notre vie. 07187
Bottom
07188
Top
TIMO: Ja, således endte del. TIMO: Oui, elle finira ainsi. 07188
Bottom
07189
Top
JUHANI: Kridte |>.i en liedmvrlig måde. Men åbn din ransel, Lauri, og lad rn drum mildt. JUHANI: Elle finira d’une manière lamentable. Mais ouvre donc ton sac, Lauri, et fais circuler la gourde. 07189
Bottom
07190
Top
AAPO: Lad gå for denne gang, men resten af brændevinen må gemmes til nøden er større. AAPO:i Va pour cette fois ; mais il nous faut économiser le reste de notre eau-de-vie pour l'extrême détresse. 07190
Bottom
07191
Top
JUHANI: Som du siger! Men nu tager vi en snaps, der kan mærkes, og så råber vi som gennem trompeter. JUHANI: Comme tu dis. Mais à présent on va boire une gorgée qui compte pour pouvoir hurler comme un trombone. 07191
Bottom
07192
Top
Da de havde drukket deres snaps, hævede de atter stemmerne og råbte alle sammen på én gang. Ekkoet nåede Viertola-fogedens øre, da han vandrede omkring på ladebakken; han forstod imidlertid ikke, hvad råbet betød, men mumlede forskrækket til sig selv: »Det er grænse-trolden, som råber«. Men brødrene skreg stadig voldsomt, skreg ti gange, idet de stak deres hager op mod himlen og holdt munden på vid gab som drager eller som fugleunger i reden, når de hører moderen nærme sig med susende vingeslag. Og derefter satte de sig ned igen på deres mosgroede sted, mens håbet svandt i deres hjerter. Quand ils eurent bu, ils élevèrent de nouveau la voix et crièrent tous ensemble. La rumeur parvint aux oreilles du garde de Viertola qui passait sur la colline de la grange ; mais il ne comprit pas le sens de cet appel et se dit, effrayé : « C’est le démon des bornes qui braille là-bas ». — Le menton tendu vers le ciel, la bouche écarquillée comme des dragons ou des oisillons dans leur nid quand ils entendent le battement des ailes maternelles, les frères poussèrent encore des cris violents, poussèrent dix longs cris. Puis ils s’assirent de nouveau sur leur siège de mousse, tandis que l’espérance s’évanouissait de leurs coeurs. 07192
Bottom

kapitel 08 Chapitre

: |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan|-spa|-ita|-fra|-epo| - |fin-|swe-|eng-|rus-|est-|hun-|ger-|dan-|spa-|ita-|fra|-epo| (da-fr) :
kapitel: |01|01|01|02|02|02|03|03|03|03|04|04|04|05|05|06|06|06|06|06|07|07|08|08|08|09|09|09|09|10|11|11|12|13|13|13|14|14| :Chapitre
download Syv brödre o Les sept frères télécharger
08001
Top
Den fjerde dag, brødrene opholder sig på stenen, er allerede kommet, men de sidder stadig omringet af okserne. Nu og da flytter kreaturerne sig lidt længere bort, men en eller to bevæger sig stadig i nærheden og advarer straks deres kammerater med en brummende lyd, hvis brødrene prøver på at flygte fra deres fangenskab. Dér, rundt om dem, rusker en af dem skovgræs i sig, med bugtende tunge, mens en anden, drøvtyggende og tungt-pustende, hviler på sin trinde bug. Og dér stanges to halvt i leg og halvt for alvor ; og larmen fra deres horn runger vidt omkring. Og dér, tæt ved foden af Djævlestenen, skraber en af dem rasende i jorden, mens den brøler arrigt og kaster sten og kviste højt op i luften. Sådan fordriver de tiden til brødrenes skræk og blege fortvivlelse; for Jukolas prægtige sønner venter allerede på døden. -For lidt siden har Lauri hældt en vældig slurk brændevin i sin hals, og nu gør han det en gang til, hvad der i høj grad forbavser de andre og får dem til at formane ham alvorligt. Le troisième jour s’est levé depuis que les frères se sont réfugiés sur la Pierre du Lapon, et ils sont encore bloqués par les bœufs. De temps en temps, les bêtes s’éloignent quelque peu, mais il en reste toujours une ou deux qui rôdent en vue, beuglant pour donner l’alarme dès que les frères font mine d’abandonner leur prison. Dans les environs, un bœuf broute l’herbe du bois en tordant la langue, et un autre se repose sur sa panse rebondie, en ruminant (»t soufflant lourdement. Là-bas, deux autres luttent, moitié sérieusement, moitié par jeu, et le choc de leurs cornes retentit de toutes parts. Au pied même de la pierre, un Ixeuf gratte furieusement le sol et projette en l’air de la terre et des broussailles, en renâclant méchamment. Us «'éternisent ainsi, au tourment et à la fureur blanche des frères ; car les robustes gars de Jukola attendent déjà la mort. — Lauri vient d’avaler une grosse gorgée d’eau-de-vie, et il en reprend une rasade ; ses frères s’en étonnent fort et commencent à lui adresser de vifs reproches. 08001
Bottom
08002
Top
JUHANI: Er fanden faret i dig? JUHANI: Est-ce que le diable t’a brouillé la cervelle ? 08002
Bottom
08003
Top
AAPO: Hvad tænker du på? Husk, at vi allesammen er i samme knibe. AAPO: A quoi penses-tu? Songe qu’on est tous dans le même pétrin. 08003
Bottom
08004
Top
TUOMAS: Husk, at vor bolig ikke er bredere end en håndflade, hvor vi må bevæge os forsigtigt. TUOMAS: Songe que notre demeure n’a qu’une main de large et qu’on doit s’y remuer avec précaution. 08004
Bottom
08005
Top
LAURI: En mand, der er gal af fortvivlelse! LAURI: Je suis fou de rage. 08005
Bottom
08006
Top
AAPO: Men det går ikke an her. AAPO: Pas de bêtises ici ! 08006
Bottom
08007
Top
LAURI: Lad det så gå an, i helvedes dyb. Lad vor borg snurre rundt som en møllesten og kaste syv ulykkelige drenge som bytte for bæsterne. Snur rundt, sten, fra øst til vest, og du, skov omkring os, fra vest. Haleluja! LAURI: Alors liiez en enfer ! Que notre forteresse tourne comme la pierre du moulin et envoie les sept malheureux garçons sous les sabots des boeufs. Tourne, rocher, de l’est à l’ouest, et toi, forêt autour de nous, tourne de l’ouest à l’est. Hardi ! 08007
Bottom
08008
Top
JUHANI: Er du allerede fuld, knægt? JUHANI: Tu es déjà ivre ? 08008
Bottom
08009
Top
LAURI: Er det noget at spørge om? Hvad koster livet og verden ? Ikke en muggen øre. Lad derfor alt flyve som støv og aske på vindenes vej'. Klunk! Lad os smage på det her, mit hjertes brødre. LAURI: En voilà une question ! Que valent la vie et le monde ? Pas un rouge liard moisi. Tout peut se disperser en poussière et en cendre dans l’air et dans les vents. Patatras ! A votre santé, frères de mon oœur ! 08009
Bottom
08010
Top
AAPO: Han er fuld. Tag dunken fra ham! AAPO: Il est saoul. Enlevons-lui la bouteille. 08010
Bottom
08011
Top
LAURI: Det går ikke så let. Dunken er min; jeg smed den jo ikke fra mig, så okserne kunne trampe den itu på heden. Men I andre? Ak, I stillede jo pænt jeres ransler på jorden som elendige zigøjnere, når lensmandens bøsse knalder. LAURI: Vous ne la prendrez pas si vite ; elle est à moi ; je ne l’ai pas abandonnée sur la lande où les bœufs l’auraient piétinée. Mais vous autres ! Vous avez gentiment laissé choir vos sacs comme de misérables tsiganes quand ils entendent le fusil di# commissaire. 08011
Bottom
08012
Top
JUHANI: Hit med dunken! JUHANI: La bouteille ! 08012
Bottom
08013
Top
LAURI: Dunken er min. LAURI: Kannu on minun. 08013
Bottom
08014
Top
JUHANI: Men jeg vil tage vare på den. JUHANI: Mutta minä tahdon sen haltuuni. 08014
Bottom
08015
Top
LAURI: Vil du det ? Hvis du vil, så får du den lige i pandeskallen. LAURI: Sinä tahdot? Jos tahdot, niin saatpa sen vasten otsikkoas. 08015
Bottom
08016
Top
JUHANI: Har du i sinde at begynde at slås? JUHANI: Rupeaisitko tappelemaan? 08016
Bottom
08017
Top
LAURI: Hvis du vil, så skal det heller ikke komme til at mangle. Men elskede brødre slås jo ikke. Lad os altså smage på det her. LAURI: Jos tahdot, niin ei sitäkään pidä puuttuman. Mutta eihän rakkaat veljekset tappele. Sentähden saakaamme tästä. 08017
Bottom
08018
Top
TIMO: Drik ikke, Lauri. TIMO: Älä ryyppää, Lauri. 08018
Bottom
08019
Top
JUHANI: Kom straks her med dunken! JUHANI: Kannu tänne kohta! 08019
Bottom
08020
Top
LAURI: Prygl skal du få. Hvad mon du bilder dig ind, du er? LAURI: Selkään minä sinulle annan. Mitähän sinä luulet olevas? 08020
Bottom
08021
Top
JUHANI: Et syndigt menneske; det er sandt nok, men jeg er dog din ældste broder. JUHANI: Syntinen ihminen, tosi; mutta olenpa kuitenkin vanhin veljes. 08021
Bottom
08022
Top
LAURI: Ældste? Nå, desto mere har du nået at synde og desto mere trænger du til prygl. Men skål! siger svenskeren. LAURI: Vanhin? No sitä enemminhän olet ehtinyt syntiä tekemään ja sitä enemmin tarvitset selkääs. Mutta skool! sanoi Ruotsalainen. 08022
Bottom
08023
Top
TUOMAS: Du smager ikke en dråbe. TUOMAS: Et maista pisaraakaan. 08023